Summer is comming!

[Deleted]

Solen stod højt på himlen over de forårs grønne græsmarker. Det var endelig blevet ordenlig varmt i vejret og alting virkede så idyllisk. Derek gik roligt rundt nede langs bredden af den Lysende flod og bare nød det skønne vejr og den dejlige brise som let dansede rundt over de åbne vider. Han smilede stille og sukkede med blikket i vejret. Han nød det, han var glad igen. Gladere end han havde været det i mange år og det var en ting man ikke skulle tage for givet. Roligt begyndte han at bevæge sig mod en lille høj på en ar markerne, selvom den ikke var så høj så var der stadig rig mulighed for at se langt. Han nåede hurtigt derop og smed sig i det halvlange græs. Han satte sig godt til rette og begyndte bare lige så stille at lade blikket glide hen over viderne. Der var bare så smukt her! Han nød virkelig stedet og nød bare den fred der var. 
Da det var begyndt at blive varmere i vejret var han kun iført et par hvide læredsbukser og intet andet. Han var i bar overkrop og hans store, flotte hvide vinger kunne rigtig brede sig i vinden. Selvom han ikke fløj lige nu så elskede han virkelig at kunne mærke vinden mod sine fjer. Det var skønt![/blockqute]

[Deleted]

At solen stod højt, var i sig selv, slet ikke noget som Syrena kunne se. Igen havde hun taget det mod til sig, så hun kunne bevæge sig ud, og de store og massive græsmarker, var efterhånden noget som hun kendte, og derfor heller ikke noget som hun havde de største problem med. Det var selvfølgelig ikke sjovt, at man ikke kunne se noget, også fordi hendes brødre stort set altid kastede det direkte i hovedet på hende, og det faktisk var noget som gjorde hende ked af det, så var det dejligt at være ude, hvor hun kunne mærke varmen mod hendes ansigt og høre fuglene synge, hvilket var noget som selv formåede at gøre hende bare lidt glad, for det var svært at finde noget, og specielt efter hendes mor døde, dengang hun havde været en lille pige. Ja, det var virkelig ved at være mange år siden.
Syrena havde sat sig ned i det høje græs, som hun od sine hænder glide over. Hun havde en hvid kjole på i det varme vejr, for det at endelig var blevet så varmt, var uden tvivl en tanke som glædede hende, for hun følte sig helt fri, og det var utrolig rart for hende! Selvom hun måske sad der som en yngre kopi af sin mor, så var det ikke noget som hun vidste. Det lyse hår førte hun roligt over sin skulder, idet hun bare gav sig til at nynne. Det gode vejr, var i sig selv, noget som gjorde hende frygtelig glad, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Vinden slog hende blidt mod ansigtet, og det var noget som kun fik smilet til at brede sig så tydeligt på hendes læber. Hun havde bare fødder, hvor det faktisk var sjældent at hun bar noget som helst på sine fødder – præcis som sin mor. Selv havde hun slet ikke nogen anelse om hvor meget hun egentlig lignede hende, også fordi at hun ikke rigtigt ville spørge sin far om det, for hun vidste, at det var noget som gjorde ondt for ham at snakke om, og det ønskede hun da slet ikke. Et svagt suk brød hendes læber, idet hun igen vendte blikket op, også selvom det eneste som hun så var ren og skær mørke.. Hun kunne ikke se noget, og havde aldrig været i stand til det, hvilket selv hun havde det skidt med. Hun ønskede så brændende at se hvordan hele verdenen omkring hende, faktisk ser ud.

[Deleted]

Derek's tanker endte stadig på Lisa en gang i mellem. Han havde elsket hende så højt, ønsket så brændende at hjælpe hende men han havde ikke kunnet gøre meget. En tanke som kunne gøre ham rigtig vred. Hvorfor havde han ikke være i stand til at gøre mere for hende? hvorfor havde han svigtet så groft som han havde det. Og oven i alt dette så døde han og efterlod hende. Han sukkede stille og rystede opgivende på hovedet. "Dumt, Dumt, Dumt! Holdt op med at tænke sådan." sukkede han stille og bed sig let i læben. De var fortiden nu, det var forsent og der var intet han kunne gøre ved det nu. Det vidste han godt men det var alligevel svært ikke at falde tilbage i det gamle selvynk. Også selvom det ikke hjalp ham det mindste. Hans blik gled stille rundt og roligt faldt de på en pige som var et lille stykke fra ham selv. Han smilede stille og lagde hovedet let på sned mens han blot betraktede hende. Hun virkede på en eller anden måde bekendt men lige nu kunne han ikke sætte fingeren på det. Hun så ud som om hun nød vejret lige så meget som han gjorde det. Roligt rejste han sig og begyndte at gå hen imod pigen. Det virkede ikke som om hun havde set ham endnu og han ville ikke skræmme hende. Han gik tættere på hende før han begyndte at tale til hende. "Nyder du også det gode vejr?" Spurgte han med et lille smil og stoppede op et lille stykke fra hende. Han kunne ikke tage blikket fra hende! Der var bare noget så velkendt over hende og det irriterede ham at han ikke kunne sætte fingeren på det. Han kørte en hånd igennem det mørk brune hår mens han tænkte så det knagede. Hvorfor kunne han ikke huske hvor han huskede hende fra!

[Deleted]

Syrena ville ønske at hun kunne huske mere omkring hendes kære fader, men det hele var.. virkelig bare væk for hende, og det var slet ikke noget som hun kunne lide, for det gjorde hende ked af det. Nu havde hun valgt at søge ud og væk fra sine søskende, som stort set alle var efter hende, og bevidst valgte aktiviteter som hun ikke kunne deltage i uanset hvad, så hun passede jo stort set sig selv – ligesom hendes mor altid havde gjort. Hun blev siddende i græsset for sig selv, og med tankerne hvilende helt andre steder, så hun bed sig ikke rigtigt mærke i at der var andre omkring hende, for det var slet ikke en tanke som slog hende på noget som helst tidspunkt i det hele taget. Tænderne bed hun en anelse sammen, som hun endte med at hæve blikket en anelse endnu en gang. Stemmen som lød ikke så utrolig langt fra hende, fik hende til at slippe et halvvejs skrig, hvor hun hastigt rejste sig op, næsten som en ren og skær refleks, idet hun hastigt vendte sig mod ham.
Selvom det kun var ren og skær mørke, som hun faktisk kunne se i det hele taget, så var hun jo trods alt også nødt til at gøre noget ved det. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Solen ramte hende direkte i ansigtet, selvom hun havde vendt de blå øjne mod ham, så var den klare glans, vel også et tydeligt tegn på, at hun slet ikke kunne se noget som helst, for hun kunne slet ikke fokusere på noget som helst. ”D-din stemme har jeg hørt før..” sagde hun dæmpet. Hun trak sig et stille skridt væk fra ham, inden hun vendte blikket væk. Hvem han var, vidste hun ikke, men hun ville faktisk gerne finde ud af det! Svagt mindes hun uden tvivl at have hørt den stemme før, selvom det ikke gjorde det meget bedre, når hun ikke kunne finde ud af, om det var i et ondt eller et godt øjemed, at hun havde hørt den tidligere. ”Men.. ja det gør jeg.. Det er rart i et vejr som dette,” tilføjede hun blot som et stille svar på hans spørgsmål. Umiddelbart så lød han.. venlig. Men selv hun vidste, at skindet kunne bedrage!

[Deleted]

Derek vidste ikke at pigen foran ham var blind. Havde han vidste det havde han nok ikke bare gået sådan hen til hende. Han havde nok været mere forsigtig. At hun blev så forskrækket og udbrød et lille skrig fik ham til at træde et lille skridt tilbage. Han ville jo ikke skræmme hende, han havde ingen intentioner om at gøre hende det mindste ondt! Han sagde intet men betraktede hende blot som hun vendte blikket mod ham. Han så det, den hvide glans i hendes øjne og han lukkede øjnene og nikkede stille. "Undskyld. Jeg vidste ikke at du intet kan se. Jeg er ked af hvis jeg skræmte dig, Jeg ønsker dig intet ondt. Mit navn er Derek" sagde han roligt, også for at prøve at få hende til at slappe lidt af igen. Han ønskede jo ikke at hun skulle være bange eller frygte ham.
Han hun sagde at hun havde hørt hans stemme før fik ham til at lægge hovedet let på sned. Så det var altså ikke bare ham det genkendte hende et sted fra? Hun kunne ligeså måske kende lidt ved ham? Havde de mødtes før? Hvorfor kunne han ikke huske det! At hun svarede på hans spørgsmål fik ham blot til at smile lidt og vendte blikket mod himlen kort for så at vende det mod hende igen. "Vejr som dette er dejligt. Jeg elsker varmen fra solen og den lidt kølige brise mod min krop." Sagde han roligt. Du sagde at du genkendte min stemme? Jeg synes ligeså at der er noget velkendt over dig men jeg kan ikke sætte en finger på det. Jeg er tabt i et virvar af tanker men jeg kan ikke placere dit ansigt nogensteder. Mit navn er som sagt Derek, Derek Greene De Hayes. Hvad er dit? han forholdt sig roligt for han ønskede ikke at skræmme hende mere. Han ville virkelig ikke have at hun var bange, det var ikke en tanke som faldt ham ind det mindste. Han tog sig selv i at skulle til at gå tættere på hende, han ville virkelig ikke trænge sig på. Det skule forgå i hendes tempo ellers så kunne det gå galt i den sidste ende. "Jeg gør dig ikke noget. Det lover jeg dig."

[Deleted]

Det var slet ikke faldet Syrena ind, at hun ikke længere var alene, hvilket var noget som uden tvivl gjorde hende direkte forskrækket. At han så trak sig, var også noget som indikerede for hende, at han slet ikke var ude på noget, og det var noget som hun selvfølgelig havde det helt fint med. Huendes hjerte hamrede direkte mod hendes bryst, som hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom hun slet ikke kunne se noget som helst. Hun var født blind, så hvordan verdenen egentlig så ud, havde hun slet ikke nogen anelse om i længden. ”Det.. det er okay. Jeg har intet kunne se nogensinde..” sagde hun med en rolig stemme. Hans præsentation ved navn, sagde hende ikke rigtigt noget, men stemmen derimod, var hun temmelig sikker på, at hun havde hørt før. Hun vendte blikket mod den, også selvom hun ramte temmelig meget ved siden af, så var det virkelig ikke noget som hun gjorde med vilje, for hun kunne jo heller ikke se ham.
Syrena blev dog mere afslappet, jo mere manden talte. Et sted, så var hun slet ikke i tvivl om, at hun havde hørt hans stemme før, og derfor ønskede hun naturligvis også at finde ud af lige præcis hvor hun havde hørt den før. Hun nikkede til hans ord. ”Det er dejligt med den varme, som nu er her,” sagde hun med en rolig. Hun valgte dog endeligt at nikke, som han selv spurgte mere ind til det. Hun vidste bare ikke hvor hun havde hørt stemmen før, for det var jo heller ikke fordi at hun mødte særlig mange. ”Stemmer glemmer jeg aldrig, også selvom jeg ikke kan se, hvor jeg skulle have hørt din stemme før. Jeg møder sjældent nye folk, og specielt efter min moders bortgang, så passer jeg som regel mig selv. Det er mig en glæde, at møde dig, Derek. Jeg er Syrena Marcelia Strife Nimanhra,” præsenterede hun sig. Selv havde hun valgt at tage sin moders navn til sig, også for at have noget at relatere til, også fordi at det var noget som også betød utrolig meget selv for hende. At han kom tættere på hende, var skam ikke noget som hun havde noget imod, for han gjorde det hele på hendes principper, og det var uden tvivl også noget af det som var vigtigst selv for hende. Hun vendte blikket mod ham, også selvom hun primært var mere opmærksom på lys end noget andet. ”.. Lover du det..?” spurgte hun med en varsom stemme.

[Deleted]

Derek ville hende virkelig intet ondt. Han ønskede bare at hun ikke var bange for ham og at hun var rolig. Det var virkelig alt han ønskede. at hun intet kunne se og aldrig havde kunnet se gjorde ham ikke trist som det ville gøre med andre. Han så det ikke som en hindring for hende for hun havde jo tydeligt lært at leve med det med årene? Hvis hun ikke havde så ville hun vil ikke være her, midt ude i det åbne og ubeskyttede? Han smilede let selvom han jo godt vidse at hun ikke kunne se ham. "Ja, varmen er skøn og vel ventet. Jeg synes at det har været koldt lige længe nok efterhånden" sagde han roligt og kørte hånden igennem håret endnu en gang, en vane han havde tillagt sig her på det sidste.
Da hun præsenterede sig måtte han dog stoppe fuldstændig op i chok. Han genkendte hende pludselig så tydeligt, eller han kunne genkende hendes mor i hende. Lisa, han havde lige siddet og tænkt på hende, hvorfor havde han ikke set det. Han vidste slet ikke hvilket ben han skulle stå på eller hvad han nu skulle gøre. Han huskede så tydeligt den aften hvor han havde bevæget sig varsomt ind i Dvasias for at finde Lisa blot for at finde hende med en masse børn hvor den ene af dem var her foran ham nu. Syrena, den lille blinde pige som også den gang var blevet bange for ham da han havde snakket til hende. "Sy-Syrena? Du er Lisa's datter?" hans stemme var nærmest en hvisken. Han kunne næsten ikke tro det. Han vidste slet ikke hvad han skulle stille op. Hvorfor var hun her? Han vidste at Lisa var død og han havde det i en lille stund søgt efter hendes børn men han havde ikke rigtig kunnet finde noget. Han havde gået udfra at de havde været i sikkerhed et sted og at det var derfor han ikke havde kunnet finde noget spor af dem og efterhånden som årene var gået så havde han lidt glemt dem igen. Han havde fokuseret på sig selv for at komme oven vande igen.

[Deleted]

Syrena var allerede faldet godt til ro igen, nu hvor hun vidste, at denne mand slet ikke ønskede at gøre hende noget ondt, og det var noget som selv betød meget for hende. Hun havde søskende nok som var efter hende i forvejen, og derfor havde hun uden tvivl brug for at være lidt i fred og rundt omkring nogen, som bare kunne acceptere hende som den hun var, for det var der mange som havde haft svært ved. Jovist havde hun sin far, men det var bare ikke rigtigt det samme for hende i længden. Hun havde brug for.. andet. En som kunne lide hende, for den som hun var, og derfor savnede hun virkelig også sin mor. Hun trak let på smilebåndet og nikkede til hans ord. ”Vintrene er lange og kolde må jeg sige.. Det er helt deprimerende, at tiderne er blevet så lange, som de nu er blevet og somrene korte og ikke nær så varme, som de førhen har været,” medstemte hun med en rolig stemme, idet hun roligt vendte blikket i retningen af hans skikkelse igen.
At hendes navn så til gengæld sagde ham en masse, var noget som forvirrede hende, for det som han sagde, så var det tydeligt for hende, at han måtte kende til hendes mor. Tanken glædede hende et sted, for hun vidste godt, at hendes mor ikke havde haft det særlig godt til sidst, for det havde hun fået fortalt. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket en anelse varsomt med øjnene, idet hun forsigtigt tog et skridt mod ham. Hun havde endnu ikke fået ham placeret helt, og et sted så var det en tanke som gjorde hende en anelse usikker, specielt fordi at dette var en mand som kendte til hendes mor, og det var uden tvivl noget som også gjorde sit for hendes vedkommende. ”Kendte du min mor..?” spurgte hun med en sigende og stille stemme. Hvor han stod i forhold til hende, vidste hun ikke, og derfor valgte hun i stedet for at blive stående et stykke fra ham, inden hun vendte blikket op i retningen af hans skikkelse – håbede hun om ikke andet.

[Deleted]

Derek var virkelig ikke en person som gjorde andre fortræd og da slet ikke en pige. Han var virkelig kun voldelig hvis han ikke kunne komme uden om det på nogen måde og dte var for ham virkelig sidste ud vej. Han nikkede til hende med et stille smil. Hun havde jo helt ret. "Du har så ret. For kolde og for mørke. Men der er nu intet som en dejlig forårs dag som kan få smilet frem på alles læber. Jeg elsker foråret" sagde han smilende og nød faktisk at snakke med en anden person igen. Det var der vidst heller ingen tvivl om.
Derek anede virkelig ikke sine levende råd. Syrena stod her foran ham og så ved et rent og skært tilfælde som dette? det var næsten helt uvirkeligt. Hendes spørgsmål nikkede han blot til indtil han så indså at hun jo ikke kunne se det. Han rømmede sig prøvede at tage sig lidt sammen. "Ja. Jeg kendte din mor. Hun var en af de vigtigste personer i mit liv. Jeg elskede hende. Jeg døde en gang, forlod hende og skylden overvældede mig mere end noget andet. Jeg blev genoplivet og opsøgte hende i Dvasias for at undskylde." sagde han roligt og prøvede virkelig at holde styr på sig selv. Han ønskede virkelig ikke at skræmme hende mere ved at være for overgiret. Han tog en dyb indånding og fortsatte så. "Det var her i huset at jeg mødte dig. Du var blot en lille pige, du var så lille og du kom grædende ned af trappen fordi du havde maridt. Jeg prøvede at trøste dig mens du var i din mors arme men jeg tror bare at jeg gjorde det værre" Han udstødte et lille grin og kørte endnu en gang hånden igennem håret. Hvor var det her bare uvirkeligt. Hun var virkelig sin mors levende billede, det var der overhovedet ingen tvivl om. At hun tog et skridt mod ham meget varsomt fik dog hans blik til hurtigt at blive på hende. Han kunne jo ikke have at hun faldt. Han tog stille et lille skridt hæn mod hende og rakte armen frem for at tage hendes hånd men stoppede så endnu en gang. Han vidste ikke om dette ville være at overskride hendes grænse så han stoppede bare op igen og lod armen falde tilbage ned langs hendes side. Han var glad for at se hende igen. Det var der virkelig ingen tvivl om. Hun var godt nok blevet stor.

[Deleted]

Syrena var bare nødt til at finde ud af, hvad hun havde at forholde sig til, også fordi at det virkelig ikke var ofte, at hun mødte nogen som helst i det hele taget. Hun søgte i det hele taget yderst sjældent ud, og det var egentlig også kun for at give hendes kære far den pause, for hun vidste godt, at hun hurtigt blev krævende, udelukkende fordi at hun led af den manglende sans, som gjorde, at hun kunne være svær at have med at gøre, og det værste for hendes vedkommende, var jo at hun udmærket godt vidste det. Blikket gled stille i retningen af ham endnu en gang. Hun nikkede til hans ord, for ret havde han jo. Hendes smil forblev ganske svagt, for selv hun vidste ikke hvem han var – endnu vel at mærke. ”Foråret er også en dejlig tid, må jeg sige.. Jeg kan måske ikke se det, men jeg kan fornemme og høre det. Jeg mærker varmen mod mit ansigt, duften af planterne som springer ud, og jeg kan høre fuglene synge.. Det er fantastisk,” sagde hun med en rolig stemme, idet hun roligt vendte blikket i retningen af ham. Han virkede nu til at være en sød mand, og det gjorde hende en anelse rolig.
Hvordan hun skulle tackle at manden var kendt med hendes mor, var uden tvivl noget som kom helt bag på Syrena, for hendes mor var ikke just kendt for at være den som gik mest ud. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hvilket næsten synes at gøre hende svimmel. Svagt bed hun sig i læben og rystede på hovedet. ”Jamen.. nej.. Mor havde far.. Jeg mindes slet ikke at der var andre i hendes vi.. Det gør jeg ikke..” Det var ved at være mange år siden hendes mor var gået bort, og det var blevet nemmere for hende at snakke om det nu, end det førhen havde været. Som han fortsatte sin fortælling, så var det næsten som om at hun kunne sætte det bare en smule på plads. Hun vidste at de havde været i Marvalo Mansion efter at fat havde sendt mor væk, også selvom det nu ikke var noget som hun klandrede manden for, for hun vidste, at han havde gjort det for hendes skyld. ”Jeg.. jeg kan huske dig, du.. du forsøgte at trøste mig..” At han havde hævet hånden, var slet ikke noget som hun vidste af, men.. hun ønskede egentlig bare at få det bekræftet, og at han faktisk var der, og at det ikke bare var noget – eller nogen som spillede hende et puds.

[Deleted]

Derek vidste godt at det måtte være meget krævende for både hende men også hendes familie at hun intet kunne se. Det kunne umuligt være let for nogen af dem. Han lyttede blot til hende og smilede stadig. Han var en rigtig sød pige, fuld af livsglæde kunne han høre og det var vel det vigtigste? Skidt være med om hun ikke kunne se, så længe hun bare havde det godt så var alt vel iorden? "Mmmh, du har helt ret. Det er så dejligt med al den fuglesang og de dejlige blomster som springer ud med så mange forskellige dufte. Det er det her som gør foråret helt fantastisk i mit hovede."
Han lyttede til hendes ord om hendes mor og han bed sig let i læben. Syrena kunne jo ikke vide meget om ham. Han havde jo kun været sammen med Lisa meget kort og det var lang tid før hun blev født. "Du har til deles ret. Jeg kendte din mor før hun mødte din far og før du var født. Det er ikke et under at du intet kender til mig og intet har hørt om mig" sagde han stille og sukkede svagt inden han igen kørte hånden igennem håret. Dum vane! Rigtig dum vane. At hun så kunne huske ham gjorde ham kun glad og hans smil kom hurtigt frem igen. Han vidste jo godt at hun slet ikke kunne vide hvor glad dette gjorde ham. Han tog chancen og greb roligt ud efter hendes hånd med sin og gav den et lille klem. "Du var så lille og dit maridt var slemt. Din mor fortalte mig at du var bange fordi du intet kunne se og at dine brødre drillede dig med det. Jeg er glad for at se at du har det godt" Hans stemme bar blid og rolig mens han snakkede til hende. Han var gået lidt tættere på hende og stille førte han hendes hånd op til sit bryst og lagde den ved hans hjerte. Det hamrede på livet løst, det var tydeligt. "For mig skete der rigtig mange ting efter jeg holdt op med at se din mor. Mange ting hændte men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på hende eller på dig. Dit ansigt og hvor bange du var den nat. Jeg var bange for hvad der skulle hænde dig i fremtiden. Det gør mig rigtig glad at se at du har det godt og står her foran mig. Det tror jeg bare slet ikke at jeg kan udtrykke nok" han vidste godt at han gentog sig selv lidt men han vidste ikke hvordan han ellers skulle forklare hende hvor glad det faktisk gjorde ham at møde hende igen efter alle disse år. Det betød rigtig meget for ham, også fordi det betød at en del af Lisa stadig befandt sig i denne verden og at hun ikke var helt væk. Roligt vendte han blikket mod himlen og smilede stille. Gad vide hvad hun ville tænke hvis hun var her lige nu?

[Deleted]

Syrena vidste godt, at hun var en byrde for mange, simpelthen fordi at hun ikke kunne klare sig selv, og naturligvis var det en tanke som virkelig gjorde hende ked af det, for hun vidste godt, at hun var anderledes, men det var det her hun kendte, og så kunne hun ikke rigtigt undgå at gå rundt med ønsket om at.. blive accepteret eller bare behandlet som en ligeværdig, for det var der ikke rigtigt nogen som kunne. Hun sendte ham et svagt smil. ”Stod det til mig, ville det være forår året rundt. Det er virkelig den bedste tid på året,” sagde hun med en glædelig stemme. Dyrene vågnede af deres hi, fuglene sang og de mange dufte, og den varme sol, som i sig selv, ikke var så brændende igen, så det faktisk var til at være ude, så var det forbandet rart selv for hende. At denne mand var involveret i hendes mor på det led, var slet ikke noget som hun havde regnet med, for det var slet ikke noget som hun havde hørt det mindste omkring! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, som hun let blinkede med øjnene i hans retning. Hun forstod det ikke.. Det lignede da slet ikke hendes mor. ”Du kendte mor, allerede inden far kom ind i billedet?” spurgte hun. Jason var måske slet ikke noget i nærheden af hvad man kunne kalde for en engel, men han havde været deres far siden den dag de var blevet født, også selvom han havde valgt at sende Lisa bort, da han havde giftet sig med Elanya. Forvirrende fortælling, og hun havde godt nok også fået den rigtig mange gange.
Som han greb ud efter hendes hånd, så tillod hun sig alligevel at mærke en smule på ham. Jovist var han der, det kunne hun mærke, og han føles varm og.. betryggende, hvilket nu var en tanke som hun godt kunne lide. Hun trådte varsomt et skridt mod ham, idet han placerede hendes hånd mod hans bankende hjerte. Hun kunne lide fornemmelsen. Det kunne hun faktisk. Hun nikkede igen. ”De driller mig stadig med det, og vælger til tider bevidst aktiviteter, som jeg slet ikke kan deltage i.. Jeg passer som regel bare mig selv.. Og.. de mareridt kan stadig hjemsøge mig,” sagde hun dæmpet. Ja til tider, så manglede man selvfølgelig sin mors trøst, men selv hun vidste, at hun ikke ville få sin mor tilbage, uanset hvad hun forsøgte sig med, hvilket næsten var det værste af det hele. At der havde været nogen som havde tænkt på hendes mor på den måde.. og hende for den sags skyld, havde hun slet ikke regnet med. Hun trådte varsomt mod ham, så afstanden gjordes mindre. Hun hævede blikket mod ham. ”Jeg havde aldrig troet, at nogen skulle skænke mig en tanke.. Ikke ved siden af mine perfekte søskende. Det betyder noget for mig, Derek, og.. det er noget som du skal vide. Jeg.. har det fint på trods af omstændighederne.. Du har da fået mig til at smile,” sagde hun varsomt, også selvom det jo ikke var en løgn, for det havde han jo.

[Deleted]

Synes var en vigtig sans. Det var der da ingen tvivl om. Det ikke at kunne se måtte være rigtig svært for både hende men også hendes familie. Det måtte være svært hvis hun ikke kunne klare sig selv og altid havde brug for folk til at hjælpe hende. Især hvis hendes søskende drillede hende, så kunne det jo kun blive svære for hende? Hendes ord om foråret fik ham til at smile lidt mere. Det var en fin tanke synes han et sted. "Foråret er fantastisk. Det er mildt og varmt og køligt på samme tid men du må ikke glemme at det kan miste sin charme og din opfattelse af det hvis det var her hele tiden. Selvom det ikke altid er lige rart så har vi brug for de andre årstider for at gøre denne her så speciel for os." sagde han roligt og betraktede hende med et lille smil. Foråret var fantastisk men et sted var det på vinteren og efteråret der gjorde at den blev så fantastisk. Han lyttede til hendes spørgsmål og nikkede let. "Ja. Jeg kendte din mor længe før hun mødte din far. Jeg mødte hende i himmerriget, hun sad alene et sted, trykket af noget men jeg kan ikke huske hvad det var. Alt jeg husker var at jeg ikke kunne lide at hun så så ked ud af det så jeg gik over for at snakke med hende. Jeg har aldrig brudt mig om at folk var kede af det eller bange, så jeg har altid gerne ville hjælpe folk som stod i den situation." han grinede mildt og vendte blikket mod jorden. "Det er en af de mange laster som jeg har må jeg nok erkende."
Han bemærkede hvordan hun trådte tættere på ham da han tog hendes hånd og lagde den på hans bryst, en tanke som gjorde ham glad. Det betød vel at hun var blevet trykkere ved ham? Han smilede roligt og kunne bare stadig mærke hjertet som ikke ville slå langsommere om han så tiggede og bad om det! At hendes søskende stadig drillede hende og gjorde ting som hun bevist ikke kunne være med til gjorde ham dog trist til mode. Det kunne de da ikke være bekendt? "Familie burde være nogen som beskytter en, hjælper en, ikke driller dem som er en smule anderledes. De burde støtte dig og hjælpe dig når du har brug for det, ikke bare holde dig uden for. Det synes jeg ikke de kan være bekendte." mumlede han stille og kiggede hende lige i øjnene. Hun kunne ikke se det. Hans græsgrønne øjne som kiggede på hende med en glæde over at se hende igen men en sorg over den måde hun blev behandlet på. Det kunne virkelig ikke være let. "Dine marridt kom den gang af at dine søskende drillede dig som de stadigvæk gør så det er intet under at du stadig har dem. Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre for at de forsvandt." Han så endnu en gang hvordan hun trådte helt tæt på ham og det fik ham helt automatisk til at smile igen. De stod helt tæt og hans hjerte hamrede hurtigere selvom han hverken vidste hvorfor eller om det nogensinde ville stoppe igen. Hendes ord rørte ham og gjorde ham rigtig glad. Selvfølgelig skulle hun også skænkes mange gode tanker selvom hun i sine øjne ikke var perfekt. "Syrena. Du må ikke skelne mellem dig og dine søskende på den måde. Du er perfekt fordi du er dig. Det at du ikke kan se gør dig ikke mindre værd og dem der siger det ved virkelig ikke hvad de taler om. Du er som du skal være og jeg er sikker på at din mor ville være helt enig med mig her. Du er perfekt som du er, lad aldrig nogen få dig til at tvivl på det" sagde han dæmpet nu hvor de stod så tæt. roligt tog han sin frie hånd og førte den op til hendes kind som han strøg kort. "Du er ligesom du skal være. En sød og dejlig kvinde. Du må aldrig lade dig slå ned af at du ikke kan se og du må virkelig aldrig lade andre slå dig ned. Det må du love mig!"

[Deleted]

Tanken om, at man ikke var i stand til at se noget som helst, var naturligvis en tanke som gjorde Syrena en smule trist, også fordi at hun ikke rigtigt kunne gøre det største ved det af den grund. Det var sådan at hun var født, og det var tilsyneladende noget, som hendes søskende havde haft svært ved at acceptere. Hendes far var god til det, men så stresset og presset som han var, så var det jo heller ikke fordi at hun ville klamre sig så meget til ham, så.. hun forsøgte da om ikke andet, at klare sig selv. ”Det er meget muligt, men det er foråret jeg kan mærke på min egen krop, det er lydene som jeg kan høre, og det er en årstid hvor jeg kan færdes ude, uden at folk skal have mig i hånden, Derek.. Jeg føler mig fri i denne årstid. Desuden.. så var det mors favorit,” sagde hun endeligt. Det var skam slet ikke fordi at hun ville køre rundt i det på den måde, men det var jo også noget som betød meget for hende. Hånden lod hun hvile mod hans bryst, hvor hun kunne mærke hans hjerte hamre mod hendes håndflade. Det var faktisk en behagelig fornemmelse.
Hun lyttede til hans ord. At mor havde været ked af det, var en tanke som gjorde hende trist. Hun vendte blikket mod ham, selvom hun slet ikke var i stand til at se noget som helst. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Det glæder mig, at nogen tænkte på hende i de stunder, hvor hun havde det svært. Jeg.. ved at hun havde en mand før hun mødte far og.. dig tilsyneladende. Jeg husker hende som kæmpende, alene med os 5. Du skænkede hende en tanke, og.. det er jeg dig taknemmelig for,” sagde hun endeligt. Hun lod hånden hvile mod hans bryst, også selvom han havde valgt at hæve hånden, for at stryge den mod hendes kind. Det var noget som for alvor måtte sætte en voldsom sitren i hende, også fordi at det gjorde hende en smule forskrækket, så faldt hun dog til ro igen, for han gjorde hende ikke noget ondt. ”De har altid været efter mig, og jeg ved at far gør hvad han kan for at stoppe det, men.. det har jo altid været sådan. Jeg lader dem gøre som det passer dem, og så passer jeg mig selv.. Primært inden døre,” sagde hun en smule trist. Det gjorde hende jo ked af det, når hun ikke kunne være med dem. Hun elskede sin familie uden tvivl, og hun var utrolig familiekær ligesom sin mor, og derfor bukkede hun automatisk under, når de ville noget, når hun ikke kunne være med. De tænkte ikke rigtigt på hende i længden og det vidste hun jo også godt. Hun var jo bange for, at de slet ikke kunne lide hende, fordi at hun var så.. anderledes. ”Mor vil uden tvivl være enig med dig, men.. det er vel også bare en moders arbejde, at være enig i det,” sagde hun roligt. Det gjorde hende til dels trist at snakke om hende, men hun var død og hun ville aldrig komme tilbage igen. Uanset hvor ondt det gjorde at tænke på. Hun rystede på hovedet. At han strøg hendes kind, var faktisk rart. ”Det.. det slår mig ikke ned, Derek.. Jeg føjer mig bare og.. nøjes med hvad jeg nu har,” sagde hun dæmpet. Hun var jo meget alene.

[Deleted]

Derek smilede roligt og lyttede til hendes ord. Han kunne virkelig mærke hvordan hun elskede foråret og hvordan det påvirkede hendes krop. Han bed sig let i læben da hun fortalte at det også havde været Lisa's. Hun måtte have været meget tæt knyttet til sin mor, måske lidt mere end han egentlig først havde indset. "Jeg er sikker på at de en dag ville kunne færdes ude i alle årstiderne og derved også mærke dem på din krop, høre alle lydene og føle alt muligt nyt." sagde han meget optimistisk og så smilende op i himlen. "Foråret er det bedste, det er der virkelig ingen tvivl om men de andre årstider har nu også deres charme og nytte."
Han var glad for at hun blev så tæt ved ham. Han nød at have hende nær, det var rart og trygt at være sammen med hende. Det var ham helt som den gang han havde været sammen med Lisa, han følte sig altid tryg og rolig i hendes nærværd som om alting bare var helt fantastisk og intet kunne være galt. Syrena gav ham den samme følelse lige nu. Det var rart. "Man skal altid tænke på dem man har kær, skænke dem tanker og smil så ofte som det er en muligt for man ved aldrig hvornår man mister dem eller hvornår de måske mister en." sagde han stille og strøg hende blidt over kinden. "En tanke kan ikke gøre så meget i livets gang men det kan dog gøre livet en smule lettere for en selv men også for andre." At hun var glad for at han tænkte på dem kunne da et sted også kun glæde ham. Han havde virkelig holdt så meget af Lisa den gang og havde gjort det så længe efter de var skiltes og også efter hendes død. Han havde følt sig så alene og selvom tiden ikke have helet hans sår så havde han lært at leve med det, lært at være glad og han vidste at det ville være ham muligt at elske igen på et tidspunkt når tiden var inde. "Din far har stadig meget travlt, har han ikke? Har du ikke en gang som kunne tage dig med ud omkring og se en masse ting?" Spurgte han stille. Han synes at det var synd at hun bare sad inden døre når alt det tog var for et andet menneske at tage hende i armen og så tage hende med ud i verdenen? Han vidste ikke hvorfor det gik ham på men et sted så gjorde det. Det ville da ikke slå nogen skår af nogen af dem at tage hende med ud og opleve nogle ting. Det kunne hun jo stadig selvom hun ikke kunne se noget. Hendes sidste ord rungede i hans hovede og han bed sig let i læben og sukkede stille. "Du burde ikke skulle nøjes og du burde slet ikke føle at du skal nøjes med noget som helst. Du skal bare have en som vil tage dig med ud og opleve den store vide verden så du ikke bare må nøjes med at side inden døre. Du er nød til at komme ud og opleve nogle ting. Også selvom du måske ikke kan det hele selv, og så er det forresten også sjovere at være sammen med en anden når man oplever ting og sager" Det sidste blev sagt med et lille smil på læben. han menet det virkelig, hun burde komme mere ud og opleve nogle ting også selvom hun skulle bruge hjælp til det. Det var der ingen tvivl om.