Summer is comming!

[Deleted]

Syrena elskede virkelig foråret, også fordi at det var den mest blomstrende tid på året. Ganske vidst kunne hun ikke se det, men hun kunne fornemme det, og det var det som gjorde hele udfaldet for hendes vedkommende. At nævne at det lige så var hendes mors yndlingstid på året, var fordi at hun huskede det.. Huskede hvordan hun havde taget dem alle sammen med sig udenfor, og det var de gode stunder som hun relaterede det med, vidst nok, for det var noget som hun havde fået at vide så mange gange. ”Jeg må vidst erkende, at jeg har svært ved at finde noget charmerende med den isende vinter, den brændende sommer, eller det regnfyldte og blæsende efterår,” sagde hun med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige noget til det som sådan.
Selvom Syrena måske ikke kendte til Derek, så følte hun alligevel at han måtte være en god mand inderst inde, og naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Nu som det var sagt, så kunne hun stå der i hans selskab med hånden hvilende mod hans bryst, mærke hans hjerte slå mod hendes håndflade. Det føles rart, også fordi at hun tog det som et tegn på tillid, at hun måtte gøre det ved ham. ”Dem som man skænker en tanke, har en sjov tendens til at forlade os som de første. Jeg ved godt, at min far tænker meget på mig, men.. prøv at se mig.. End ikke jeg kan gøre noget, hvis skæbnen har ment andre ting for mig,” sagde hun med en rolig stemme. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at bringe det op til en diskussion, men selv for hende, var det faktisk rart at få at vide lidt hvordan andre måtte se på tingene, for det var noget som hun også havde brug for – at se det lidt fra et andet synspunkt. Svagt bed hun sig i læben. Hendes far havde haft utrolig travlt, og hun ønskede da slet ikke at stresse ham yderligere, og derfor søgte hun ud alene, når hun lige følte, at hun kunne. ”Jeg vil ikke stresse ham yderligere, end hvad han er i forvejen, og.. jeg ved at jeg er ham en byrde med mit.. manglende syn, så.. jeg oplever sjældent noget.. Jeg har aldrig været i de procianske skove, selvom folk siger, det er smukt,” sagde hun med en sigende mine. Med henblik på hendes familieforhold, så havde hun stort set valgt at nøjes, også fordi at hun heller ikke ville begrænse de andre, nu hvor de havde muligheder, som hun selv ikke var i besiddelse af. ”Jeg har valgt at nøjes, for hvorfor skal de straffes ved at nøjes med noget for min skyld? De har det godt med at rende rundt og.. gøre hvad de nu gør, for det ved jeg ikke engang.. Jeg klarer mig.. Ligesom mor gjorde,” sagde hun med en næsten usikker stemme. Han fik det næsten til at lyde, som det hun gjorde, faktisk var.. forkert? Og det forvirrede hende faktisk en smule, for hun gjorde det jo kun for at være sød ved dem.

[Deleted]

Han grinede mildt og bed sig let i læben. "Det er svært at finde noget charmerende i noget som helst hvis man ikke oplever det på den rigtige måde. Der er også charmerende ting ved sommer, vinter og efterår. Man skal bare være åbent for det" svarede han roligt og betraktede hende.
Det var helt rart at stå sammen med hende her. Han mærkede stadig tydeligt hendes hånd på hans brystkasse og han kunne et sted godt lide det. Det var rart at have noget kontakt igen, det var ikke så tit han bare faldt i snak med folk som han havde gjort det med hende på denne dag men nøj hvor var han glad for at han havde gjort det og ikke bare var gået videre. Hendes ord om de kære som forlod en gjorde ham trist til mode. Et sted havde hun ret, en lille smule i hvert fald og så alligevel ikke helt i Dereks øjne. "Skæbnen styre vores liv. Der er ikke noget nogen af os kan gøre hvis det bliver besluttet at vi ikke længere skal være her på jord sammen med dem vi elsker. Det vil jeg give dig helt ret i, men det er ikke en grund til at holde op med at tænke på dem man har kært. Hvis du holder op med at tænke på dem, elske dem og se dem så bliver du i sidste ende helt alene uden nogen til at være sammen med, om ikke andet for en kort stund. Og jeg synes at selv det at have elsket en, været sammen med en og tænkt på en er meget bedre end bare at gå igennem livet for sig selv. Selvom din mors død bringer stor sorg i mit hjerte så ville jeg stadig ikke bytte den tid jeg havde med din mor for det at være uden sorg nu." sagde han roligt og tænkende. Han havde det virkelig sådan, han vidste at sorgen var slem og svær at håndtere men hvis man kunne komme igennem den, komme videre og leve med den så ville man stadig have haft en god tid sammen med en man elskede i stedet for bare at være alene og det var virkelig noget som betød meget for Derek. At hun så sig selv som en kunne Derek kun tage afstand fra. Hun kunne da umuligt være en byrde? Hun havde nogen andre behov end hvad en person der kunne se havde men andet var der vel ikke i det?? Ikke i hans øjne i hvert fald. "Skovene er meget smukke og meget rolige. Kommer man tidligt om morgenen kan man tydeligt fornemme alle dyrene er ved at vågne. Der er så stille og fredeligt." sagde han mildt og bed sig let i læben. "Hvis du ikke har noget imod ...." han tavs en gang og bed sig let i læben. Kunne han virkelig tillade sig dette? At spørge hende om han skulle tage hende med til skoven? gange vidst så havde de jo mødtes før men hun havde været så lille og det havde været så mange år siden. Måske var det lige at overskride en grænse?
At hun sagde at hun havde valgt at nøjes fik Derek til at sukke. "Gud hvor du ligner din mor på det punkt" mumlede han stille og kørte en hånd igennem håret. "Jeg ved at du mener at du bare kan nøjes, at du mener at du straffer dem men du må ikke glemme dig selv. Ved at du sætter alle andres behov frem før dit eget gør dig ikke til et bedre menneske af den grund. En gang i mellem gør det altså ingen skade at gøre noget som man selv vil og ikke bare noget som alle andre vil. Det var en ting din mor havde meget svært ved at lære" afsluttede han dæmpet men en smule bestemt. Ligesom med Lisa så var dette en ting han stod fast ved, det var virkelig ikke nødvendigt for nogen af dem at ofre alt de havde for at gøre andre lykkelige. En gang i mellem så fortjente de altså også at være lykkelige.

[Deleted]

Uden tvivl så havde Syrena brug for noget holdbart, og det havde hun kun fundet i foråret, udelukkende fordi at det var noget som hun havde noget godt at mindes om, om ikke andet, også fordi at det havde været en tid, som hendes kære moder havde været frygtelig glad for i længden. ”Hvordan vil du da ellers beskrive årstiderne? Hvad er der så specielt ved de andre, Derek?” spurgte hun med en rolig og ikke mindst dæmpet stemme, da det lige så var noget som hun ønskede at vide.
Nu som det var sagt, så var det så småt ved at gå op for hende, at denne mand virkelig havde værdsat hendes mor, og det var en tanke som gjorde hende glad. Det i sig selv, var noget som efterlod hende med en følelse af.. tryghed, og det var uden tvivl noget som hun måtte finde rart, da det var en bekræftelse, som hun ikke altid fik hjemme. Hun var krævende, og hun vidste det jo godt, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Hendes hjerte selv hamrede for livet løs mod hendes bryst, også fordi at denne mand var ukendt for hende, så følte hun slet ikke, at hun skulle være bange eller usikker omkring ham, og det var noget som faktisk betød meget for hende. Hun bed sig svagt i læben og nikkede til hans ord. Der måtte da være noget om det, ikke sandt? ”Mor må virkelig have haft en stor betydning for dig, hvis det er de tanker og følelser du gør dig omkring hende, Derek.. Tanken om at miste dem som vi elsker og holder af, er ikke til at bære.. Jeg har mistet mange nu.. Min mor værst af alt, men min bror, er netop udvist fra landet her, sammen med min svigerinde og folket tvivler på min far, selvom han ikke har gjort en eneste sjæl ondt her til lands.. Det er ikke nemt.. Jeg er udsat, som resten af min familie,” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun roligt vendte blikket i retningen af ham igen, også selvom det var ren og skær mørke, som hun kunne se. Det frustrerede hende virkelig til tider, at hun var født med den skavank, også fordi at hun var så opmærksom på at den jo faktisk var der. Sådan som han fremstillede skovene, fik hende kun til at smile. ”Jeg ville ønske at jeg selv kunne se det… Om jeg har noget imod.. hvad?” spurgte hun endeligt. Ikke fordi at hun var usikker eller noget lignende. Han havde derimod formået at vende det til at blive en ren og skær nysgerrighed, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide, for det gjorde hende ikke mindst også tryg.
Syrena var efterhånden vant til at skulle nøjes, også fordi at hun slet ikke ønskede, at de andre skulle trækkes ned, kun fordi at hun selv ikke kunne følge med, på grund af hendes medfødte skavank. Hun vendte blikket stille ned af sig og bed sig svagt i læben. Hun vidste ikke om det var en god eller en dårlig ting, sådan som han fremstillede det, for han fik det jo direkte til at lyde.. negativt. ”Jeg vil bare gerne have at alle skal være glade, og.. det er de jo, når de får lov til at gøre som de har lyst til, ikke?” spurgte hun pludselig en anelse usikkert, som hun igen hævede blikket i retningen af ham.

[Deleted]

Han smilede let og kørte hånden igennem håret. "Jeg kan stå her nok så meget og fortælle dig om de andre årstider og hvad jeg finder facinerende ved dem men hvis du ikke selv oplever det så vil du aldrig selv mene det. Jeg vil hellere selv vise dig det en dag" afsluttede han roligt. Han mente det virkelig, han kunne da godt tale for sin syge moster om hvor fantastisk sommeren var når man begyndte at kunne se og høre alle dyreungerne eller vinterens charme hvor den våde og kolde sne kunne holde en på dubberne men at der ikke var noget bedre end at sidde indenfor foran en pejs og vide at sneen dalede ligeså stille ned fra himlen. Det var ikke noget der kunne forklares. det skulle virkelig opleves!
Han bed sig let i læben da hun snakkede om sin mor igen og hvilken betydning hun havde haft for ham. Han havde igennem hele sit liv kun elsket to personer på den måde. Den første var Cayenne, en halvengel som hans familie havde prøvet at sætte ham sammen med men hun ville så meget mere med livet end det og det havde han respekteret og så var der Lisa. Hun var nok den der stod ham klarest af de to. Han havde virkelig elsket hende så meget og han havde gjort alt for at hun kunne komme væk fra sin første mand og for at hun kunne begynde at tage lidt vare på sig selv men hun havde ikke lyttet til ham ret meget og han havde til sidst mistet retten til at være efter hende med sådan nogle ting. "Din mor betød rigtig meget for mig. Mine sidste tanker inden jeg døde gik til hende og nogle af de første tanker jeg havde da jeg vågnede gik til hende ligeså. Hun betød så utrolig meget for mig" sagde han blidt mens han blot lyttede til hende. Hun havde ikke haft det let. Det kunne han da høre. Hendes familie havde vidst aldrig haft det let men Derek bebrejdede ikke hendes fader. Ikke det mindste. Det virkede som om at han altid havde prøvet at gøre hvad der var bedst for dem og det kunne ingen jo gøre anderledes. Han bed sig let i læben og vidste ikke helt hvordan han skulle komme ud af det her nu. Han havde godt opfanget at hun måske var blevet lidt nysgerrig ved hans udtagelse. Han valgte dog til sidste at sige sandheden. "Jeg var ved at spørge dig om du ville have noget imod at lade mig vise dig skovene her i Procias men så fortrød jeg lidt fordi jeg ikke vidste om det ville være at overskride en grænse med dig. Du kender mig jo ikke rigtigt og sådan. Det var bare det" sagde han lidt stille og bed sig let i læben.
Han så hvordan hun vendte blikket ned og han bed sig i læben. Det var jo virkelig ikke for at skælde hende ud som sådan at han havde sagt det som han havde. Han ville bare gerne have at hun tog sig af sig selv en gang i mellem og ikke kun tog sig af hvad alle andre ville. Da hun kiggede ned og så op på ham igen lagde han stille den ene hånd under hendes hage sådan så hun kiggede op på ham. "det var ikke for at skælde dig ud. Slet ikke men synes du ikke også at du fortjener at gøre lige det du vil en gang imellem? det som der gør dig glad?" spurgte han roligt.

[Deleted]

I det store og hele, så begyndte Syrena at finde en form for tillid til denne mand, også fordi at han havde haft den betydning for hendes mor, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide, selvom hun vidste, at hendes far havde handlet udelukkende for deres alles bedste – inkluderet hendes mors. ”Du kan måske ikke vise mig det ved syn, må jeg vidst erkende, men der er mange andre måder at gøre det på. Jeg vil gerne opleve på min egen krop denne.. skønhed, som jeg kun har fundet ved foråret,” sagde hun med en rolig stemme, inden hun roligt vendte blikket mod ham igen. Selvom det kun var mørke som hun kunne se, så var hun efterhånden så komfortabel med de andre sanser som fulgte med, også fordi at det var en så stor del af hende, som det nu var blevet, så var det bare noget som hun måtte lære at leve med, selvom det virkelig var svært, når hun gang på gang blev påpeget for den fejl og mangel af den store kaliber, også fordi at hun vidste, at det gjorde det svært for hende i det hele taget at få sig en mand, for hun kunne ikke gøre rent og rydde op, og hun kunne bestemt ikke lave mad, selvom hun virkelig gerne ville det, så kunne hun intet gøre ved det, når hun intet kunne se. At høre ham omtale hendes mor på den måde, var uden tvivl noget som faktisk betød noget for hende, for det var ikke ofte at Jason ville snakke om hende, og det var noget som selv hun havde brug for at høre lidt om i tide og utide. ”Det er ikke ofte, at jeg hører nogen omtale min moder med ord som dine, Derek.. Selv det må jeg erkende, betyder frygtelig meget for mig,” sagde hun endeligt. At han så derimod gerne ville vise hende skoven, var noget som gjorde hende glad, for hun vidste, at der ikke var nogen andre som havde tiden til det som sådan, så naturligvis var det også noget som betød meget for hende i længden. ”Hvis du er der til at holde i min hånd og vise mig vejen frem, såvel som hjem igen, så.. så vil det være mig en sand glæde at opleve skoven, sammen med dig,” sagde hun med en rolig og sandfærdig stemme, for hun mente det skam. Alt sammen var det noget som betød utrolig meget for hende.
Hånden som gled under hendes hage, var noget som næsten automatisk fik hendes blik til at vende sig op mod ham igen, som hun let blinkede med øjnene. Hun tog det dog ikke som en skideballe, også selvom hun stod fast på sit. Hvorfor skulle de andre straffes for noget som de ikke var en del af, bare fordi at hun ikke kunne gøre det helt præcist samme, som det de kunne? ”Jeg vil bare ikke have, at de skal nøjes, kun fordi at jeg er nødt til det, Derek.. Jeg.. jeg kan aldrig få et typisk liv for en kvinde med min skavank.. Hvem vil dog have en som mig? Jeg nyder det, når de endelig gider mig.. Det gør jeg. Jeg elsker jo min familie og jeg ved at.. jeg bringer dem skam..” De sidste ord blev udtalt meget stille, for det var faktisk en tanke som gjorde ondt på hende.

[Deleted]

Derek var vel et sted rigtig naiv når det kom til nye mennesker. Han havde tiltro til dem alle meget meget hurtigt og han havde da også lidt under det nogle gange. Han var bare så god og ville så gerne gøre alle det godt. Lidt ligesom hende. Han smilede blidt. "Det skal være mig en ære at vise dig det smukke ved de andre årstider." svarede han med et smil og man kunne tydeligt høre at det glædede ham meget at hun havde sagt ja til at lade ham vise hende det smukke ved hele året. Hendes ord om hendes mor fik ham dog til at undre sig en smule. "Snakker jeres far aldrig om hende? Fortæller historier og sådan noget?" spurgte han meget forundret. Han havde altid snakket om de personer han havde kært. Også selvom de ikke var her mere. han vidste dog godt at dette ikke galt for alle. "Er det for hårdt for ham at snakke om hende?" han stemme var stille men stadig blid. Han ville ikke gøre hende ked af det eller underlig med sine spørgsmål. Han ønskede bare at vide mere. At hun takkede så blidt imod hans tilbud gjorde ham glad og ... Der var også en anden følelse. En lille varme som bredte sig i hans krop. Han vidste ikke hvorfor men det gjorde den, ikke at det betød så meget. Måske var det vare det faktum at han ikke var blevet afvist der gjorde ham glad. "Jeg ville aldrig slippe dig om så livet afhang af det. Ikke hvis du er mit ansvar når jeg tager dig med ud" sagde han blidt og med et lille smil.
Hendes ord rungede i hans hoved. Det gjorde ondt på ham at høre hende sige det, sige at hun bragte skam over sin familie bare fordi at hun intet kunne se? Og det gjorde ondt at hun ikke troede at nogen ville have hende bare på grund af dette. hans hånd faldt stille ned langs hans side mens han bare stod der tavst og stirrede hende ind i det slørede øjne. hans greb stille om hendes håndled, ikke hårdt eller noget men bare så hun stadig vidste at han var lige der ikke ville gå. "Lad være med at snakke om dig selv på den måde. Du bringer ikke skam over din familie bare fordi du intet kan se. Det bringer dem ikke skam og det er jeg sikker på at de også ville sige. Hvad ville din far ikke sige hvis han hørte dig sige sådan noget?? Hvad ville din mor ikke sige hvis hun hørte dette??" Sagde han bestemt. Han ville virkelig ikke have at hun snakkede sådan om sig selv! Ikke det mindste. Han var lige på nippet til at blive vred. "Yder mere ..." fortsatte han i samme toneleje. "Så ville den mand som vinder dit hjerte være umådelig heldig. Du er en sød og dejlig kvinde. Du er rolig og mild og af hvad jeg har set, god som dagen er lang. Du skal nok finde en mand som vil elske dig for evigt også selvom du intet kan se!"

[Deleted]

Syrena var virkelig glad for, at denne mand, faktisk gerne ville vise hende disse ting, også selvom hun måske ikke var i stand til at se dem, så havde hun sine andre sanser at kunne mærke det med, og det var naturligvis noget af det som hun måtte se frem til, for han dømte hende ikke for noget, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre, selv for hendes vedkommende. Smilet forblev som støbt på hendes læber. ”Det er noget som jeg vil se frem til, når vi passere denne for at gå videre til næste,” forklarede hun med en sandfærdig mine, for det var faktisk noget som hun stod fuldkommen fast på. Det var ikke fordi at Jason snakkede meget om mor, men de vidste jo alle sammen, at det kun var fordi at han virkelig savnede hende, og det var noget som hun faktisk havde forståelsen for. ”Det smerter far at snakke om hende, og det ved jeg godt. Historier er der ikke mange af, må jeg sige.. Jeg ville ønske, at der var nogen som bare kunne fortælle mig lidt om hende, og andet end hvad jeg selv er i stand til at huske,” sagde hun med en dæmpet stemme. Hvad hun selv kunne huske, var jo ganske begrænset, for hun havde jo ikke været særlig gammel, da hendes mor var gået i døden – død for hånden af en dødsengel. At han ville holde hende i hånden om hans liv afhang af det, var slet ikke en form for kompliment, som man kunne sige, at hun var vant til at høre, og naturligvis, var det noget som virkelig gjorde hende utrolig glad! ”Det er jo lige før du fremstiller mig, som var jeg royal, Derek.. At ud vil vise mig det, er naturligvis en tanke som gør mig glad,” fortalte hun ærligt.
Det var bestemt ikke fordi at Syrena satte sig selv særlig højt, for det havde der som sådan aldrig rigtigt været nogen grund til, selvom det jo i sig selv, var en tanke som formåede at gøre hende temmelig trist. Hendes blik gled direkte ned mod sine fødder, da han nævnte hendes mor og far i konteksten, for hun vidste godt, at hendes far ikke ville have at hun så sådan på sig selv, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Alle var jo stort set efter hende, og hun følte sig direkte.. hjælpeløs, hvad det her angik, og det var ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. ”Mor ville gøre alt for at afvise og afkræfte det, og far ville gøre det samme, men jeg ved jo hvordan landet ligger, og jeg ved jo, at jeg kun vil være en byrde for min familie og.. en mulig mand, for jeg kan ikke leve op til det at være en kvinde, Derek..” Igen tav hun, for tanken omkring det, var noget som faktisk kun formåede at gøre hende endnu mere ked af det, end hvad hun følte det i forvejen. Hun trak vejret dirrende. At han så sådan på hende, uden egentlig at kende hende, var noget som svagt fik hende til at smile. ”Er det sådan du ser mig..?” spurgte hun med en varsom stemme. Det varmede hende uden tvivl.

[Deleted]

Han kunne tydeligt se hvordan hun smilede og det gjorde ham virkelig glad. Han kunne godt lide at se hende smile. "Og jeg vil ligeså glæde mig til at skulle vise dig sommeren i al dens glorie." svarede han mildt. Han nød virkelig at stå her sammen med hende, hun var så dejlig behagelig at snakke med. Han følte sig så rolig. Hendes ord om hendes fars forhold til hendes mor var dog kun noget som Derek kunne forholde sig til. Der var ikke mange mennesker i denne verden som forholdte sig til tingede som han gjorde det og det var der jo heller ingen skam i. "Det kan jeg godt forstå at du har brug for. Det ville jeg også have hvis det var mig der var i dine sko. Men jeg kan også godt forstå din far. Desværre er det meget begrænset hvor meget jeg kan fortælle dig om hende. Jeg døde ikke ret lang tid efter at jeg mødte hende og da jeg blev genoplivet igen gik der ikke længe før hun døde men det jeg ved vil jeg gerne dele med dig" sagde han blidt og smilede varmt.
Det hun sagde om at han næsten behandlede hende som en royal fik ham dog til at grinte mildt. Sådan så han det jo slet ikke selv. Han var bare sådan normalt, det var helt normalt for ham. "Jamen skal alle kvinder ikke også føle sig som prinsesser eller dronninger??" spurgte han roligt og betrakte hende.
Han kunne virkelig ikke lide at hun havde det syn på sig selv. Han kunne virkelig ikke lide at hun så sådan ned på sig selv. Hun var jo dejlig sød og venlig men hvis hun blev ved med at se sig sådan så ville hun forblive lukket inde og det ønskede han virkelig ikke for hende! Ikke det mindste. "Jeg er ligesom din mor på dette punkt. Du er så meget mere værd end du selv tror og du må virkelig snart til at indse det. Du er mere værd end du selv tror." sagde han stille og løftede stillede hendes hovedet igen med en rolig hånd under hendes hage. Han kunne se at denne samtale påvirkede hende rigtig meget og han kunne høre hendes stemme dirrede. Han kunne ikke lide det men han følte bare at han var nød til at komme igennem til hende! Hendes spørgsmål kom dog lidt bag på ham. Han var stille i et kort øjeblik inden han svarede "Selvfølgelig er det sådan jeg ser dig. Du er en sød og dejlig kvinde. Din personlighed er fængende, dit smil er smittende og du ville virkelig være det som gjorde et hjem til et hjem. Alle ville være heldige at have sådan en som dig" Han tav igen og bed sig let i læben. Han vidste ikke om han skulle men alligevel, han følte at det var iorden. Stille lagde han blidt armene om hende, gav hende et lille klem og lagde forsigtigt læberne mod hende ene øre. "Du er mere værd end det reneste guld. Det må du aldrig glemme" hviskede han blidt.

[Deleted]

Selvom Syrena var i stand til at smile, så var det primært kun fordi at det var en facade for hende, selvom det naturligvis glædede hende, at han faktisk virkede oprigtig i hans ønske om at vise hende de ting, hvilket naturligvis var noget som gjorde hende utrolig glad, det var jo slet ikke det. ”Det vil jeg så se frem til, Derek.. Det.. det varmer mig, at du vil bruge tiden på mig,” sagde hun endeligt, som hun igen sendte ham et stille smil. Med henblik på hvad der var at fortælle omkring hendes mor, så var det jo ganske begrænset, selvom hun virkelig ville ønske at der var nogen som kunne fortælle hende rigtigt omkring hendes mor, for det var virkelig ikke ofte, at hun hørte noget som helst i det hele taget. ”Jeg ved det er utrolig hårdt for min far at snakke om hende, men jeg tror ikke rigtigt, at han forstår hvor vigtigt det er for mig, at vide hvem min mor var, for det er yderst lidt, som jeg er i stand til at huske i det hele taget. Uanset hvad du kan fortælle, så lytter jeg gerne.. Jeg ønsker at vide hvem min mor er, og andet end hvad jeg husker selv,” sagde hun med en dæmpet stemme, også fordi at det var noget som faktisk alt sammen betød utrolig meget for hende, for hun ønskede så brændende at høre mere om det!
Selvom Syrena måske ikke var den mest optimistiske som man lige kunne støde på, så var det ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for hun havde jo egentlig kun sig selv normalt. Hun trak igen mere muntert på smilebåndet. Det var han da om ikke andet, så den eneste som havde nævnt for hende. ”Selvom jeg måske bor på slottet normalt, så er det ikke fordi at jeg føler mig som noget særligt, må jeg erkende,” sagde hun med en dæmpet stemme. Det var jo heller ikke fordi at der som sådan var gjort noget ud af hende og heller ikke fra Jasons side af, selvom hun vidste at hendes kære far virkelig gjorde hvad han kunne. ”Du lyder præcis som den mor min far beskriver for mig i hvert fald. .Det var sådan noget som selv hun, vil finde på at sige,” sagde hun med en rolig stemme. Hun var stolt af sin mor, også med tanke på alt det som hun havde haft at slås med, så var det uden tvivl noget som betød utrolig meget for hende. Sådan som han beskrev hende som.. at manden ville være heldig, var noget som hun derimod havde meget svært ved at forestille sig. Måske det havde noget at gøre med, at hun var så overbevist om at det forholdt sig anderledes, at det var svært for hende i det hele taget at forestille sig, vidste hun ikke, men der var vel noget om det? Hun trak vejret dybt. At han så lagde armene om hende, var noget som for alvor fik hendes hjerte til at hamre mod hendes bryst, men.. følelsen var faktisk rar. Hovedet lod hun frygtelig forsigtigt glide mod hans skulder, selvom det var meget forsigtigt, for hun vidste jo ikke hvad hun kunne tillade sig. ”… Mener du virkelig det..?” spurgte hun varsomt.

[Deleted]

For Derek var det ikke en tvang at skulle vise hende en masse ting, han følte sig ikke tvunget eller bundet af noget for at han skulle gøre det. Han tilbød hende dette fordi han virkelig ønskede at vise hende det, vise hende det hele. Hendes ord fik ham til at smile blidt og han lagde hovedet let på sned. "Hvorfor skulle jeg ikke ville bruge tid på dig? Du er en fantastisk kvinde så selvfølgelig vil jeg brug al den tid jeg kan på dig." sagde han blidt og støj hende hen over kinden igen. Hun var virkelig fantastisk, han ville bare ønske at hun også selv kunne se det lidt en gang i mellem. Derek lyttede til hende og endte med at smile lidt selvom hun jo ikke kunne se det. Hun ville så gerne vide så meget om hendes mor men realiteterne var jo at han ikke kunne fortælle hende ret mange historier om hende. Det var trist, det vidste han godt men han havde dog bidt mærke i en meget stor ting, Syrena var utrolig meget som han huskede Lisa. Sød og rar og god. Det var som om der ikke var et gram ondt i hende, nej end ikke en lille smule selviskhed og det var sådan han huskede Lisa. Hvis hun dog bare vidste hvor meget hun lignede sin mor. "Jeg vil gøre mit bedste for at fortælle dig alt jeg kan huske, Men det er jo meget kort tid jeg havde med hende. Hvis det virkelig betyder så meget for dig så burde du måske snakke med din far om det? Jeg ved at det er hårdt for ham men hvis du har brug for det så burde du sige det. Det er jeg sikker på at han vil forstå." afsluttede han roligt og bed sig tænkende i underlæben og kørte en hånd igennem håret.
Han smilede skævt ved hendes ord og rystede stille på hovedet. "Et slot gør dig hverken til en dronning eller en prinsesse. Det er din dejlige personlighed og dit smil der gør dig. Jeg har altid været af den opfattelse at man skal behandle alle godt." sagde han roligt og betraktede hende roligt. Han kunne ikke lide at hun så sig som værende mindre end andre. Det var hun ikke. Hun var mere værd end hun selv troede og det gjorde ondt når hun ikke ville indse det. "Din mor ville have ret her. Du er meget værd, du er en ener, du er speciel og det er det som er fantastisk ved det hele." sagde han blidt og holdt hende stille ind til sig. han kunne mærke hvordan hendes hoved forsigtigt gled ned ved han s skulder og han smilede stille. Han mente virkelig hvert et lille ord han sagde til hende han mente det hele, hun var speciel, hun var dejlig og hun var fantastisk og en hver mand ville være så heldige at have hende ved sin side. Det var der virkelig ingen tvivl om i hans hoved. "Jeg mener hvert et ord kære Syrena. Du er dejlig, fantastisk og helt igennem sød og kærlig person. En hver mand ville være heldig at have dig. Dit smil et smittende, du er blid. Det er virkelig det vigtigste, ikke det om du kan se eller ej. Jeg ved i hvert fald at for mig gør det ingen forskel om dit syn er der eller ej. Du er fantastisk og det er noget der overskygger alt andet" sagde han med stille og meget blid stemme. Dette var virkelig ord som kom fra hjertet og han mente dem alle.

[Deleted]

Tanken om at Derek gerne ville vise hende ting, var uden tvivl en tanke som gjorde Syrena frygtelig glad, for hun var slet ikke vant til at folk viste den form for interesse for hende på nogen måde. Som det nu var sagt, så var det en ro for hende uden lige, også fordi at hun slet ikke følte sig som en byrde for ham, som hun ellers gjorde det i løbet af en dag. ”Det betyder meget for mig, at du siger det..” sagde hun med en tydelig taknemmelig mine. Selv ville hun virkelig gerne kende til sine forældre og vide hvordan hendes mor specielt var, også fordi at hendes far ikke rigtigt kunne give hende noget, for han var ikke meget for at snakke om hendes mor, selvom hun havde fuld forståelse for det. At han så opfordrede hende til at spørge sin kære far, fik hende kun svagt til at bide sig i læben, for.. hun vidste ikke hvad han ville være i stand til at give hende eller fortælle hende for den sags skyld. ”Min far kan ikke rigtigt fortælle mig noget om hende, for han er slet ikke meget for at snakke om hende i det hele taget. Jeg.. må vel bare klare mig uden så.. Og så bare mindes hende som den varme og godhjertede kvinde, som hun var,” sagde hun dæmpet. Igen føjede hun, men det var jo trods alt også det som hun var vant til.
Syrena blev stående med sin hånd hvilende mod Dereks bryst, også fordi at hun ikke rigtigt turde at bevæge sig ellers. Hun var nu glad for, at han tog sig tiden til at snakke med hende, for det var uden tvivl noget som hun havde brug for efterhånden, så det i sig selv, var ikke noget som sagde så lidt igen. ”Måske ikke.. Jeg føler mig nu ikke som en prinsesse normalt, men.. det gør jeg lige nu,” sagde hun med en svag rødmen i sine kinder. Den slags komplimenter var hun aldrig særlig god til, men det var noget som hun vel egentlig bare måtte lære at leve med. Lige hvad det var han så i hende, forstod hun ikke, men det måtte da være noget positivt siden han forblev ved hende og fortsatte med at overbevise hende om at der faktisk også var noget særligt og unikt ved hende. ”Jeg kan godt lide tanken..” sagde hun endeligt. Ikke fordi at hun direkte var overbevist om noget som helst, men det hjalp da om ikke andet, så en smule på det, og det var specielt også det som hun godt kunne lide. At hendes smil var smittende og alt mulig andet, havde hun svært ved at forestille sig, men igen, så var det jo heller ikke ligefrem noget som hun kunne se. Hun smilede let for sig selv. ”Jeg ville ønske at jeg kunne se det. Jeg hører kun folk sige det, men folk ar det som regel med at lyve for mig. Det er få jeg betror mig til, men du… du lyder troværdig.. Må jeg..?” Hånden forlod varsomt hans bryst, kun for at glide op af hans hals, kun for varsomt at stryge ham over kinden. Hun dannede sig uden tvivl billeder af hvordan hendes omverden så ud, og hun gjorde det med ham yderst forsigtigt.

[Deleted]

Syrena virkelig ikke en byrde for Derek, ikke det mindste. Han så virkelig ikke hendes manglende syn som værende et stort problem. Hun kunne ikke se, så kunne han lede hende, hvis hun ikke havde kunne gå, ville han bære hende. Det var virkelig ikke et problem. Han smilede blidt til hende og strøg hende over kinden. "Det er jeg glad for at det gør for du er ikke en byrde for mig og det må du aldrig tro. End ikke i et split sekund. Det vil jeg ikke tillade" sagde han blidt og betraktede hende. Han var så glad for at have mødt hende. Hendes tanker om hendes mor var gode og det kunne han godt lide. Han havde dog efterhånden fundet ud af at hun vidste meget lidt om hende hvilket var trist. Han ville selvfølgelig fortælle hende hvad han kunne men det var virkelig ikke længe han havde haft med hende hvilket var trist. "Du skal ikke nøjes med noget. Jeg vil fortælle dig hvad jeg kan om hende, fortælle dig alt der er i mine erindringer men det er ikke meget, det skal du dog vide. Hun var en rigtig god person, en dejlig person og du minder så meget om hende at det næsten er helt uvirkeligt. Din personlighed er ligeså god og blid som hendes og du ligner hende også på udseende ligner også hende. Tro mig når jeg siger at du har haft alle de bedste kvaliteter fra din mor af for selvom du ligner hende så er du helt din egen." afsluttede han roligt og med et lille smil.
Han kunne ikke lade være med at smile endnu mere da han så hvordan hun rødmede og han hørte hendes ord. Det var rart at hun følte sig som en prinsesse, det var virkelig også sådan hun skulle føle sig har sammen med ham. Det var da helt sikkert. "Det er jeg glad for at du gør for du fortjener det virkelig også. Du er så sød og dejlig og rar og blid, helt ligesom en rigtig prinsesse skal være det. Og selvom du ikke føler dig det normal så skal du vide at du er en prinsesse i mine øjne" sagde han blidt til hende og strøg hendes kind endnu en gang. Hun var så sød, det var da helt sikkert. Der var sket så meget siden hun havde været den lille pige som havde været så bange i hendes moders arme. Derek ville aldrig lyve for nogen, ikke med mindre han var voldsomt presset til det. Han sagde hvad han mente og det gjorde han også til hende. "jeg får intet ud af at lyve for dig min kære Syrena. Ikke det mindste. Alt jeg siger til dig er virkelig noget jeg mener og føler. Du kan stole på mig." hviskede han blidt til hende og betraktede hende blot. "Selvfølgelig" svarede han og lod hende gøre lige hvad hun ville for at danne sig et blik af ham. Han havde alt den tid i verden for at det her skulle gå lige i hendes tempo. Han ville ikke presse hende til noget som helt, det her skulle bare forgå ligesom hun ville det.

[Deleted]

Syrena følte sig slet ikke som nogen byrde i nærheden af Derek, og det var en tanke og fornemmelse som hun virkelig havde savnet, også fordi at det var så sjældent at hun i det hele taget sad inde med den fornemmelse. Hun nikkede mod ham. Han virkede troværdig og ærlig, og det var uden tvivl noget som hun havde brug for, for løgne var hun blevet for vant til at høre, også fordi at hun vidste at hun var.. en byrde og var krævende, for hun kunne jo intet selv. ”Du udtaler dine ord med ærlighed,” påpegede hun med en rolig stemme, for det var jo noget som hun kunne høre. At han så ikke havde meget at sige omkring hendes kære moder havde hun skam også forståelsen for, men at opfordre hende til at spørge sin far, var ganske vidst ikke en ting som hjalp hende synderligt, for den mand var slet ikke meget for at snakke om hende, hvilket hun faktisk forstod til fulde. ”Uanset hvad du har at sige, så er det mere, end hvad jeg selv er i stand til at huske, Derek. Jeg var ikke andet end en lille pige, da jeg mistede hende til en dødsengel, som synes at det er sjovt at slå uskyldige ihjel. Jeg mindes ikke meget om hende… Fortæl mig alt hvad du husker om min mor, Derek,”bad hun med en dæmpet og næsten tiggende mine, for jo mere han kunne fortælle, jo mere vidste hun jo.
Den rødmen i Syrenas kinder, var noget som skete frygtelig sjældent, da hun helle er ikke havde nogen grund til at skulle lyve for ham, og han havde vel heller ikke nogen grund til at lyve for hende? At han strøg hendes kind og skænkede hende den slags komplimenter, var uden tvivl noget af det bedste, som kunne ske for hende lige nu, for det hævede uden tvivl den ellers så lave selvtillid, som hun var i besiddelse af. Han fik hende til at føle sig som noget specielt, og det var noget som hun uden tvivl godt kunne lide at mærke sig af. Ingen tvivl om det! ”Du giver mig også følelsen af at være.. noget unikt,” sagde hun med en rolig stemme, for hun så bestemt heller ikke nogen grund til at lyve. At han lod hende berøre sit ansigt, var en tanke som faktisk gjorde hende glad, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun var ude på noget som helst. Hendes hænder vandrede let over hans kæbe og kind, for roligt tage turen over panden og derefter hans næseryg. Selvom hun slet ikke havde nogen anelse om hvordan tingene egentlig så ud, så gjorde hun sine egne forestillinger om dem, og det var noget som faktisk passede hende fint. ”Du er en flot mand..” konkluderede hun med en tydelig rødmen, idet hun varsomt tog hænderne til sig igen.

[Deleted]

Derek havde virkelig ikke nogen grund til ikke at være ærlig overfor hende. Han ønskede virkelig bare at hun hørte sandheden som han følte var i hans ord for hun var virkelig ikke en byrde, heller ikke selvom hun intet kunne se. Han vidste at sådan noget kunne være krævende men det krævede jo bare en anden tilgang til tingede end hvad man havde normalt. Svære var det virkelig ikke og han forstod slet ikke at nogen kunne få hende til at føle sig som om hun bare var en byrde for dem. Han synes slet ikke at det var iorden! "Jeg har ikke nogen grund til ikke at være ærlig overfor dig, kære Syrena." sagde han blidt og smilede roligt. Hun mindede ham meget om Lisa på så mange punkter og dog så var det ham også meget tydeligt at dette ikke var Lisa foran ham men Syrena. Derek lyttede til hende og smilede roligt. "Jeg skal gøre mit bedste for at du får noget ud af det jeg har at sige" sagde han blidt og tænkte så lidt. "Da jeg første gang mødte din mor var hun umådelig trist oppe i himmeriget. Hun var bange for en mand, en magiker tror jeg han var som hun havde været i forhold med og som vist ikke havde behandlet hende godt. Det tog hende lidt tid at åbne op til mig fordi hun ikke kendte mig men hun stolede på mig og det var jeg taknemmelig for. Hun var smuk, ikke kun hendes udseende men også hendes sind. Hun var en rigtig engel, en dejlig kvinde og hun gav mig håbet tilbage om at jeg måske kunne finde en som også kunne elske mig en dag. Vi blev forelskede og jeg lovede at jeg aldrig ville skildes fra hende men jeg var uforsigtig og endte med at lade livet i Manjarno. Da jeg endelig blev vækket igen var der gået så mange år. Jeg var virkelig forvirret. Jeg fandt dog hurtigt ud af hvore din mor var hænde og selvom det var farligt for mig at tage til Dvasias så søgte jeg hende omgående. Hun var slidt, det vil jeg ikke lægge skjul på. Hun var alene med du og dine brødre og hun fik ingen hjælp overhovedet. Jeg ønskede at hjælpe hende og jeg takkede ikke nej for et svar. Jeg var nød til at forlade Dvasias igen og inden jeg kunne nå tilbage så havde hun mødt sin skæbne. Jeg var knust over det faktum og jeg blev fortabt i mørket. Det er faktisk først nu at jeg er kommet tilbage til lyset." Afsluttede han roligt og tog en lille indånding.
At hun fik en følelse af at være unik sammen med ham kunne han virkelig kun lide. Hun var unik, hun var speciel og det var noget af det mest fantastiske man kunne være i hans øjne. Han smilede blidt. "Du er unik. Du er ikke som alle andre, du er dig selv og det er virkelig noget af det bedste man kan være." sagde han roligt og betraktede hende stille. Han kunne mærke hendes hænder hen over hans ansigt og han lod hende blot gøre det mens han blot smilede. Hun havde bløde hænder. Da hun stoppede igen var det dog hans tur til svagt at rødme ved hendes ord. "Tak." sagde han blidt og gav hende et lille klem igen. Hun var virkelig sød, det var der overhovedet ingen tvivl om.

[Deleted]

Derek var ærlig overfor hende, og det var også det som Syrena måtte føle, og det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide. Han virkede troværdig og reel, hvilket uden tvivl var noget som hun virkelig godt kunne lide. ”Du virker også troværdig, og det er jeg glad for,” sagde hun roligt. Hun vidste at Jason havde svært ved at se hende for sig som sin datter, for hun havde altid fået at vide, at hun virkelig lignede sin mor, og mange gange, havde hun jo faktisk oplevet at folk kaldte hende ved hendes moders navn frem for hendes eget, og det var naturligvis også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Hun lyttede til hans ord, også selvom det glædede hende meget, at han fortalte hende om det, da det var noget som hun uden tvivl havde brug for, så det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt igen. Smilet bredte sig let på hendes læber. Hun havde altid forestillet sig sin moder som en kvinde som kunne opmuntre folk, også selvom det var sjældent at hun selv gav udtryk for at være utilpas selv, for det var det som hun vidste om hende. ”Du holdt virkelig af hende, gjorde du ikke? Jeg er.. ked af, at du ikke selv fik mere tid med hende end hvad du gjorde. En mere varmhjertet kvinde, skal man lede længe efter,” sagde hun med en rolig stemme. Tabet var hun på sit vis kommet over, men det var en viden for hende, som hun så brændende ønskede at have omkring hendes mor, nu hvor der ikke var særlig mange som kunne give hende den.
Det glædede naturligvis Syrena, at hun fik lov til at røre ved Derek, da det gav hende muligheden for at danne sig et eget billede. Selvom hun ikke havde nogen anelse om hvordan de forskellige ting så ud, for det eneste som hun havde set, var jo ren og skær mørke, så var hun jo nødt til at prøve på den ene eller den anden måde. Hun sænkede roligt armene igen og vendte blikket mod ham. Hun lyttede faktisk til hans ord, da det var noget som vægtedes utrolig højt ved hende, og det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Du fremstiller det næsten som det er de færreste, som er.. dem selv? Er det virkelig sådan at det forholder sig derude..?” spurgte hun med en rolig stemme, for det kunne han nok besvare bedre end det som hun kunne. At han gav hende endnu et klem, var noget som kun fik smilet til at brede sig, for hun kunne virkelig godt lide det, og det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham på nogen måde! ”Du virker som en mand man kan stole på.. Også siden du havde den betydning for min mor.” afsluttede hun med en tydelig taknemmelig stemme.