Your new home.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det havde været en rigtig lang tur fra Marvalo City og tilbage til Castle of Darkness, også selvom Mattheus ikke havde gjort nogen holdt på vejen, for han var slet ikke typen som ville tage hensyn til sådanne småting, også fordi at Mallorie udelukkende selv havde været udenom alt dette. Den kongelige hingst var efterhånden vant til de lange ture, så det i sig selv, var heller ikke noget som gjorde ham det mindste og ej heller noget som han sagde noget til som sådan, for det var slet ikke noget som han ville eller kunne sige det mindste til, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fnøs ganske let, som de endelig nåede ind i den store kongelige have og op foran slottet, hvor stalddrengen kom hastende, for at tage imod hestens tøjler, idet kongen selv hoppet af den og landede solidt på fødderne i stedet for. ”Deres Højhed,” hilste stalddrengen med en ydmyg stemme, idet han bukkede for ham. Mattheus nikkede blot i hans retning og i retningen af stalden. Beskeden var tydelig. Drengen trak den kongelige hingst med sig hen mod de kongelige stalde, inden Mattheus selv vendte sig i retningen af Mallorie. Hvor langt bagud hun havde været til sidst, vidste han ikke, og et sted, så var han ligeglad. Hun kunne vel betragte det lidt som et led i straffen for hende? Han kneb øjnene let sammen. ”Jeg håber inderligt, at du ved hvad du går ind til.. Jeg finder mig ikke i hvad du udviste mig på markedet.. Kom med..” Han foldede hænderne roligt over ryggen, idet han trådte op af trapperne til de store trædøre som blev åbnet for ham af vagterne som stod solidt og stærkt på sin plads. Han søgte bevidst direkte i retningen af tjenestefløjen – der hvor hun fra nu af skulle bo.

[Deleted]

Mallorie havde det sådan set været ligeglad med, at det var en lang tur fra byen til slottet. Hun var ikke ude af kondi, så det havde ikke rigtig været noget problem for hende. Man lærte en del af at vokse op med 3 ældre brødre. Dog var hun faldet lidt bagud til sidst. Hun havde i hvert fald ikke været på siden af ham hele tiden, mere fordi hun ikke gad at få flere kommentarer omkring sin opførsel lige der. Det havde hun fået nok af lige i den tid. Da de endelig kom ind på slottet kiggede hun op på de kongelige porte med et ”wow” udtryk i ansigtet og kiggede rundt, som de kom indenfor. Han hoppede af hesten og hun gik med det samme over på siden af ham. Hun kunne ikke dy sig for at sende stalddrengen et flabet og charmerende smil, så han blev rød i hele hovedet, før Matt vendte sig mod hende og hun ved det samme gemte det væk fra ham.
Hun havde ærlig talt ikke den ringeste anelse om, hvad hun gik ind til, men det skulle da nok blive morsomt at finde ud af det. Det kunne da heller ikke være så slemt endda. ”Så længe min far ikke får noget af vide…” sagde hun med en rolig stemme og bed sig i læben, da han vinkede hende med sig. Hun gik op på siden af ham og det var tydeligt at se, at vagterne ikke ligefrem var forberedt på, at han havde en ung pige med hjem fra sin tur til byen. Hun begyndte at tænke på, hvad hun egentlig skulle lave på slottet. ”Hvad kommer jeg til at lave her?” spurgte hun, fuldt ud sikker på, at hun blot blev en af de normale tjenestepiger.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Turen havde ganske vidst været lang, men ikke noget som Mattheus lagde noget yderligere i, for det var der skam slet ikke nogen grund til. De rødlige øjne vendte han direkte mod hende, som han var kommet af hesten. Gåturen havde ganske vidst været lang, og det vidste han godt, også selvom det nu slet ikke var noget som han gad skænke en tanke, for han havde siddet på hesteryg, og det var egentlig noget som faktisk også passede ham selv ganske fint. Slottet var måske overdådigt, men nu havde han set det samme syn siden den dag han var blevet født, så det var ikke fordi at han tog det s tungt igen mere.
Mattheus vendte sig mod Mallorie og med den samme stilfærdige mine. Han var ikke sikker på hvordan mange her ville tage det at han havde taget en kvinde med, og fra Erredy-familien, men selv han var nødt til at dele det med hendes far på et tidspunkt, før han ville sende en kæmpe efterlysning ud efter hende, for hun var jo trods alt af en rigmandsslægt, og det at blive en tjenestepige, var måske meget og langt under den værdighed som familien ville sætte for en som hende, så var det slet ikke noget som han ville tage sig af som sådan. ”Jeg er nødt til at meddele manden, at du er her, før han sender en efterlysning ud efter dig, Mallorie,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. I det store og hele, så ønskede han slet ikke at få flere problemer, end dem som han havde o forvejen, for der synes han godt nok at det var slemt nok, som det var allerede. Tænderne bed han en anelse sammen, som han søgte direkte ned mod tjenestefløjen, som nu skulle blive hendes nye hjem. ”Enkelt.. absolut alt det som jeg beder dig om, og jeg vil ikke høre noget som bare ligner brok eller protester..” Han stoppede op ved en af dørene. Et af de få ledige rum som han vidste, at der var, også selvom turene i tjenestefløjen ganske vidst ikke var dem som han tog særlig ofte, så skete de da i ny og næ. ”Dit værelse.. Jeg kan ikke garantere for, at du ikke kommer til at dele med nogen senere, men for nu, så er det ledigt,” afsluttede han endeligt og med en ganske sigende og bestemt mine.

[Deleted]

Mallorie havde virkelig ikke lyst til, at hendes far skulle have noget som helst at vide om dette. Hun var jo for fanden fra Erredy slægten! Selvom hun ikke var så… anerkendt i familien som de andre i den, men hun var stadig en del af den. Hun prøvede på at komme på en eller anden måde, som hun kunne komme ud af dette på. At hun skulle være tjenestepige var slem nok, men at hendes far skulle vide det?! Nej nej. Det kunne hun slet ikke have. Det ville hun ikke være med til. ”Er det ikke muligt… At du kan sige det, uden at sige, at jeg er blevet din nye tjenestepige? Prøv at tænk over, hvor meget han ville flippe ud…” bad hun helt ærligt og næsten med en panisk stemme, imens hun så op på ham. Hun prøvede at komme på noget, som hun kunne lave på slottet. ”Kan du ikke bilde ham ind, at jeg er din nye væbner… en del af din hær. Et eller andet med våben, så spasser han ikke så meget ud, som han ellers vil…” fortsatte hun og det lød nu meget logisk i hendes hoved, selvom hun ikke helt vidste, hvordan han ville tage det.
Hun gik med ham ned til tjenestefløjen, hvor hun på vejen mødte flere kvinder. Gad vide, hvor mange der egentlig var på slottet? Hun måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at komme med et ”HVAD?!” da han kom med sin forklaring omkring, hvad hun skulle lave på slottet. ”Javel…” var det eneste der kom over hendes læber. Hun var i for stort chok til at sige andet. Hun stoppede op på samme tid med ham og kiggede ind på værelset. ”Okay. Jeg kan sagtens overleve at dele værelse med nogle” sagde hun med et lille nik og kiggede op på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så var det bestemt heller ikke fordi Mattheus ønskede at fremstå som ond, kold og kynisk, men derimod som en mere folkelig mand end det som hans forfædre havde gjort, også fordi at han ønskede at være en konge som de kunne stole og se op til som noget stort, og derfor var han nødt til at gøre noget ved denne unge tøs, også fordi at hun havde taget imod ham på den måde, og brugt det sprog imod ham, for det kunne han slet ikke have med at gøre. Blikket gled direkte i hendes retning og med den samme stive og faste mine. ”Du minder mig slet ikke om en, som går meget op i ære, når du lige har valgt at gå så meget imod dem, ved at tiltale din konge, som du har valgt. Giv mig en god grund til ikke at skulle skænke din fader sandheden,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Tænderne bed han en anelse sammen, som han vendte blikket rundt omkring i værelset. Nu som det endelig var sagt, så var han slet ikke ude på og ønskede slet ikke at lyve for hendes familie, når hun nu selv havde stået i den situation, at det hele var sket som det nu var, og så ønskede han da slet ikke at blive offer for dette.
Værelset var måske ikke stort, og det som han krævede, var måske ikke ligefrem det mest krævende, men det var nu bare sådan at det forholdt sig. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. At gøre lige præcis hvad han bad hende om, var måske hårdt for en som hende, som tilsyneladende havde svært ved autoriteterne, som han havde udvist overfor hende, så han ville bestemt ikke stå og lyve for hendes kære far. ”Og min væbner er ej en rolle som jeg vil skænke dig, Mallorie. Det er ej en plads til en kvinde.. Som sagt, så skal jeg nok vise dig, hvor kvinderne skal være i forhold til os mænd,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. For nu, så skulle hun ikke dele værelse med nogen, selvom han selvfølgelig ikke kunne benægte, at det var noget som ville ske på et tidspunkt, for de var mange, og de blev skiftet ud oftere end det som man egentlig ønskede, men der var jo ikke rigtigt noget at gøre ved det. ”Du har intet andet valg, hvis der kommer flere til.. Og det gør der på et tidspunkt,” lovede han med en kortfattet mine.

[Deleted]

Mallorie ville slet ikke vide, hvor mange problemer hun var i, når hendes far fandt ud af, hvad hun havde lavet. Hun kunne slet ikke forestille sig det og det var nok også meget godt. Hun havde i forvejen været i problemer inden denne episode, så det skulle nok blive sjovt. For ham i hvert fald. Han kunne i grunden være fuldkommen ligeglad med, hvad hun rendte rundt og lavede, og hvor meget skæld ud hun ville få af sin far over det. ”Jeg tror på ære, som man har gjort sig fortjent til” sagde hun kortfattet og begyndte så at tænke over en eller anden årsag, så han ikke skulle fortælle hendes far dette her. Hun ville aldrig få lov til at gå ud for huset igen! ”Finder min far ud af dette, så er jeg ikke hverken levende eller i den her by ret længe mere…” sagde hun med en stille tone og kiggede væk fra ham. Desværre så var det noget, som hun godt kunne tænke sig til. At hendes far ville blive så tosset, at han i et vredesudbrud ville bede hende om at forlade byen. Han ville nok fortryde det igen, men med den stædighed han havde, så ville han nok ikke lade hende komme tilbage igen foreløbig og det var jo overhovedet ikke det, som hun havde lyst til skulle ske.
Hun kiggede kort ind på værelset med et henkastet blik, men det var ikke noget, som hun lagde ret meget tanke i. Så længe hun havde et sted at sove, så var hun ligeglad med resten. Hun ville til gengæld få temmelig svært ved, at skulle gøre alt hvad han sagde til hende. Det ville han kunne misbruge på så mange måder, at der sku nok ville gå længe, før han havde fuld magt over hende, hvis det da nogensinde ville komme til at ske. Hun kiggede på ham med et suk over hans kommentar. ”Kan du nu se, hvad jeg mente med slaver? I behandler kvinder, som om de ikke kan en skid selv” sagde hun med en sammenbidt tone og kiggede væk fra ham. Hun kunne ikke holde tanken ud, at skulle være under en mand hele livet. Det ville hun have lov til at bestemme selv! ”Det er jo også det jeg mener” sagde hun over hans løfte og rystede kort på hovedet. Det her ville blive en hård omgang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var faktisk en mand som gik rigtig meget op i ære, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at alle andre skulle, for ære var uden tvivl noget af det som blev vægtet størst og højest af frygtelig mange, og specielt af de familier som var det mere velhavende end det som så mange andre måtte være i den anden ende. Han kneb øjnene fast sammen, som han vendte blikket direkte i retningen af hende. ”Enig.. Og du har netop frarøvet din kære familie meget af den ære, som jeg ved de har brugt år på at opbygge,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Uanset hvad, var han jo nødt til at meddele hendes kære fader hvor hun var, og hvorfor hun var her, for han ville jo heller ikke lyve for ham, for det var slet ikke noget som han så det mindste grund til i den anden ende. Om man nu ville det eller ikke. ”Det er vel ikke mit problem, såfremt du ved, at hvad du gjorde, har været et stort problem – ikke bare for dig, men også for mig. Din far vil ikke røre dig. Du er nu underlagt min beskyttelse. Jeg ejer dig,” sagde han med en ganske kortfattet og bestemt tone.
Mattheus gik faktisk ikke ind for slavehold. Han ønskede hellere tjenestefolk, hvor han havde en til at tage sig af arbejdet knyttet til hans kammer, hvor han derimod havde andre som tog sig af andre ting for ham, for selv han havde så meget at tage sig af. Desuden bestod tjenestestaben bestemt ikke bare af kvinder, men så sandelig også mænd, som virkelig var glad for muligheden for at have et arbejde, hvor de faktisk var i stand til at udrette noget. Desuden udbetalte han faktisk en meget god løn, så det havde vel også sine fordele i længden? ”Min tjenestestab, består skam ikke bare af kvinder, men også mænd til din orientering, Mallorie. Jeg går som sagt ikke ind for slavehold,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han foldede hænderne roligt over ryggen og med den samme ganske så kortfattede og intense mine som tidligere, for han var ikke en mand som man skulle bide skeer med, for det var slet ikke noget som han fandt sig i. ”Det er omstændighederne her på stedet. Vi kan ikke sætte et værelse af til hver enkelt. Lønnen vil du få alt efter hvor meget du gør for mig og den bliver udbetalt dagligt,” sagde han med en ganske sigende mine, inden han vendte blikket mod vinduet. Solen ville være oppe i løbet af temmelig kort tid, hvilket naturligvis også gjorde at han inden alt for lang tid, måtte søge til sine kongelige gemakker.. En helt anden omstændighed end dette.

[Deleted]

Mallorie kiggede på ham med et suk. Hun kunne vel ligeså godt opgive med det samme. Det virkede ikke som om, at han ville opgive det faktum, at han ville sige sandheden til hendes far. *Han slår mig ihjel, når han finder ud af det her…* Med et opgivende blik kiggede hun igen op på ham og lagde armene over kors, imens hun lænede sig op af dørkarmen. Hvad skulle hun ellers sige? Hun havde allerede næsten opgivet på forhånd, hvilket var meget mærkeligt, taget i betragtning af, at netop denne unge pige var stædig som et æsel. ”Mine handlinger snakker ikke på vejne af resten af min familie” sagde hun kort, men vidste inderst inde godt, at det ikke passede. Det var vel ikke så slemt… Var det? Hun ville ikke gøre nogen i sin familie ondt… Jo okay. Men de gjaldt ikke. Hun ville ikke sætte sin far i dårligt lys. ”Du… hvad?” sagde hun næsten sammenbidt, da ordene “ejer” kom over hans læber. Det var virkelig noget af det, som hun slet ikke kunne holde ud at tænke på. At hun skulle være underlagt nogen mere end hun allerede var.
Hun vidste godt, at han ikke havde slaver. Det var sådan set bare hendes måde at se tingene på. Hun havde skam snakket med nogen fra hans stab før og alt i alt virkede det sådan set som et meget godt sted at være, hvis man altså havde lyst til at skulle arbejde for en som ham, hvilket lige nu ikke var så tiltalende, som det havde været for nogle timer siden. Hun var sådan set ligeglad med om der var både mænd og kvinder i staben. Det havde hun regnet ud at der var. Så dum var hun alligevel ikke. ”Jaja…” var hendes svar til det, imens hun stod og kiggede ned af gangen. Det var nu et meget flot sted måtte hun indrømme. Hun nikkede til hans forklaring. Det med pengene havde aldrig været et problem for hende, så hvorfor skulle det blive det nu? Også selvom hun ville blive betalt dagligt. ”Okay så… Er der noget, jeg skal gøre for dig nu?” spurgte hun så lettere ligeglad, men vidste godt at hun ville komme til at gøre det meget. Hun var ved at blive temmelig træt, men hun var stadig et menneske og det med at sove om dagen, det var ikke normalt for hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke en mand som man skulle komme på tværs af. Måske han var ung – i hans verden og forstand om ikke andet, men af den grund, så vidste han hvad han ville, og han vidste hvad han fandt sig i, og dette var deriblandt ikke en del af det. Han skænkede hende en oplagt og enestående mulighed til faktisk at udrette noget, som mange ville anse som noget værdigt. Hans moder ville uden tvivl have slået hende ihjel, hvis hun vidste hvad han havde været udsat for, også selvom det hele helt og særdeles kun havde været mundtligt og verbalt. ”Der tager du fejl. Uanset hvad du gør, afspejler det din familie, dit navn og din opdragelse. Det vil ramme dem alle sammen,” sagde han med en kortfattet tone. Det var nok noget som han vidste bedre end de fleste, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at blande sig i på nogen måde. Han knyttede næverne. Han ejede hende fra nu af, og han var virkelig ligeglad med hvordan hun havde det med det, for det var det alternativ, som han nu ville give hende. ”Jeg ejer dig.. Er du med?” sagde han med en ganske kortfattet tone, for han gad bestemt heller ikke bringe det op til nogen diskussion, hvis han kunne blive fri.
Mallorie virkede ikke til at være synderlig begejstret for sin plads som hans tjenestepige, også selvom det slet ikke kom bagpå ham, så var det noget som hun bare var nødt til at lære at leve med, hvad end om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at tingene måtte forholde sig i den anden ende. Han kneb øjnene sammen. Han gik slet ikke ind for slavehold, men derimod gik han meget op i at dem som var i tjenestestaben havde det godt, og derved også at de ønskede at udfylde deres rolle som en vigtig del af arbejdet som faktisk foregik her på slottet, og det var der vel heller ikke noget skidt i? ”Foreløbig har jeg ikke noget som jeg ønsker at gøre for dig. Tillad mig at skænke dig en rundvisning her på slottet, personligt,” sagde han endeligt. Han var ikke en forfærdelig arbejdsgiver – det ville han da ikke mene om ikke andet, men det var nu bare sådan at det forholdt sig til nu. Ingen havde brokket sig direkte overfor ham – lige foruden Aliyah selvfølgelig.

[Deleted]

Mallorie så ham skam ikke som en mand, man kunne løbe om hjørner med. Hun prøvede blot på det alligevel. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget hendes far ville flippe. Måske var det alligevel bedre at sige det til ham selv? At forklare sig inden han fik beskeden fra kongen af? ”Må… Jeg få lov til at fortælle ham det selv?” spurgte hun så og kiggede op på ham. Hun ville faktisk helst sige det selv, hvor svært det end ville være. Det ville ikke blive sjovt, men det ville også være en måde, hvorpå hun kunne mere eller mindre redde hendes families omdømme. Ved at komme til fornuft og indrømme sine fejltagelser, sådan ville de fleste nok i hvert fald se det og hun blev vel nødt til at gøre det. For sin fars skyld. Ikke for nogen som helst andre. Ikke engang for hendes egen. ”Du har ingen ret til at snakke til mig, som om jeg er en genstand…” sagde hun stille og så mod ham. Hun havde det fint med at skulle være hans tjenestepige, nu hvor det ikke kunne være anderledes, men hun fandt sig ikke i at skulle snakkes om som en ting han ejede. Det ville hun dog alligevel ikke finde sig i.
Hun overvejede faktisk bare at gå fra ham. Flygte fra slottet, men det ville nok ikke være jordens bedste ide, eftersom hendes far kunne risikere at blive ramt af det. Det var jo ikke det hun ville have. Hun blev vel bare nødt til at leve med det faktum, at hun nu var en tjenestepige. I hvert fald for en tid. Hvor længe hun skulle være det, det anede hun faktisk ikke og havde heller ikke lyst til at spørge om det, når det kom til stykket. Hun nikkede over den første del af hans svar og kiggede så på ham med lidt af et chok. Sådan havde han skam ikke snakket til hende på noget tidspunkt før. ”Ehm.. Ja… Det må du da gerne” sagde hun overrasket og kiggede febrilsk væk. Hun havde ikke vendt sig til den tone endnu. At han kunne være flink og alt sådan noget. Hun rystede på hovedet og vendte sig mod ham igen. ”Jo forresten. Jeg tænkte, skal jeg have uniform på? En eller anden speciel beklædning, som dine tjenestepiger går med?” spurgte hun i en høflig tone. Hun ville nu helst have en speciel uniform kun for hende, men det kunne hun nok ikke komme til.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en mand som vidste hvad han ville have, og at holde hendes far for nar, var slet ikke noget som man kunne sige sig, at han var det mindste interesseret i, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kneb øjnene sammen. ”Kan jeg stole på, at du vil fortælle ham det? Frem for en anden løgn..?” spurgte han med en ganske kortfattet og bestemt tone, for det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at skjule for hende. Han ejede hende nu, i og med at hun var hans tjenestepige, så var han faktisk ikke den værste arbejdsgiver, for de fik fri, de fik god løn og det hele, da det også var noget som han gik meget op i. Hvis de ikke kunne stole på ham, hvorfor skulle et helt land så gøre det? ”En genstand er du måske ikke, men af den grund, så ejer jeg dig nu, Mallorie,” fastholdt han. Hun kunne bare vove at fortsætte med at tale ham imod, for han fandt sig bestemt ikke i det!
Hvis Mattheus ville det, så kunne han sagtens være høflig og alt muligt, hvis det som sagt, var noget som han ville, og selvom hun måske havde talt til ham i en tone, som han slet ikke fandt sig det mindste i, så måtte han alligevel vise sig lidt bedre fra sin gode side, for den var der jo trods alt. Han nikkede mod hende og foldede roligt hænderne over ryggen. ”Udmærket,” sagde han endeligt, kun for at vende ryggen til hende, for at søge hen til døren igen. Selvom værelset måske ikke var særlig stort, så var slottet jo derimod til gengæld frygtelig stor. Han smilede let for sig selv. ”Du får udleveret din beklædning til arbejdssituationen. Hvad du går i, i din egen fritid, er skam helt op til dig selv. Mine regler er yderst få, men det som du skal huske, er at du selv i din fritid, er en repræsentant for kongehuset her,” forklarede han med en rolig og alligevel ganske alvorlig stemme, for det var jo ikke ligefrem nogen løgn. Når det blev kendt, at hun arbejdede her på stedet, så var det yderst vigtigt, at det hele blev gjort ordentligt! Han gjorde tegn til at hun skulle følge med. ”Kom med,” afsluttede han med en rolig stemme, idet han forlod hendes værelse og gik igen ud på gangen.

[Deleted]

Mallorie bed sig i læben og håbede desperat på, at han ville lade hende gøre det. Hun ville langt hellere fortælle sin far det selv, i stedet for at han skulle sige det til ham. Hun ville ikke holde sin far for nar. Det ville kun gå galt i længden. Han ville i forvejen blive tosset over det, så hvis hun selv sagde det, så ville det nok bløde ham bare en lille smule op. ”Ja det kan du godt. Jeg kan ikke lyve overfor min far på den måde” sagde hun stille og kiggede op på ham med et helt ærligt blik. Hun kunne ikke lyve overfor sin far, når det gjaldt til som dette her. Det ville hun ikke kunne og det ville hun sådan set heller ikke. Man kunne godt stole på hende, når hun først var blevet sat på plads nogle gange. Sådan havde hendes far i hvert fald lært det og det kunne Matt også godt, når han havde kendt hende lidt længere. Hun bed igen tænderne sammen, da han sagde han ejede hende. Åhh gud hvor var det dog provokerende at høre på. Hun ville dog ikke være mere flabet end hun allerede var i forvejen. Det ville nok ikke give andet end problemer. Noget hun virkelig ikke behøvede flere af lige nu. ”Javel” fik hun endelig over sine læber, selvom det var meget sammenbidt. Hun prøvede virkelig på at snakke pænt, men lige med dette her, der gjorde han det ikke ligefrem nemt. Hun begyndte stille at gå med ham, da han vendte sig om i værelset, for at gå mod det forfærdeligt store slot. Det var alligevel lidt spændende at skulle arbejde der. ”Det lyder ganske nemt at finde rundt i” sagde hun med et lille nik og lod hånden køre igennem sit hår. ”Jeg skal nok være sød… Så meget jeg nu engang kan” sagde hun stille og sendte ham et prøvende smil, imens hun forlod sit værelse ved at lukke døren og satte ned af gangen sammen med ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke så slem igen, andet end hvis man virkelig rev det frem i ham, og det var noget som denne kvinde uden tvivl havde formået at gøre, og det var i sig selv, heller ikke noget som han ville finde sig i det mindste i. Når alt endelig skulle komme til alt. At hun ikke ville eller kunne lyve for sin far, var noget som han havde det ganske fint med, for han havde allerede mere end rigeligt, at skulle tage sig af i forvejen og helt nemt var det bestemt heller ikke, for i hans races forstand, så vidste han godt, at han var ganske ung. ”Udmærket. Jeg vil give dig muligheden for selv at fortælle ham om det,” sagde han ganske kortfattet. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han ejede hende, i og med, at hun nu var blevet hans tjenestepige, men det var nu heller ikke noget, so han ønskede at køre rundt i, for han havde slet ikke brug for flere problemer end hvad han allerede havde at slås med i forvejen. Så lang tid hun gjorde som han bad hende om, så var der heller ikke noget problem, og det var noget som tidsnok skulle gå op for hende. ”Endelig snakker vi samme sprog,” sagde han med en ganske kortfattet tone, idet han roligt forlod hendes værelse, for selv personligt, at give hende den rundtur rundt omkring på slottet, for hvis hun skulle løbe ærinder for ham, så var det jo vigtigt, at hun kendte stedet, frem for bare.. at skulle fare vild eller noget lignende, for det var slet ikke noget som de kunne bruge det mindste til nogen af dem. ”Det er ikke meget jeg kræver i længden, Mallorie, og i og med, at du er her på slottet, så er du underlagt min beskyttelse, og det er min garanti for dit velbefindende. Jeg er ikke en slem arbejdsgiver, og lønnen er udmærket. Jeg vil selv personligt give dig en rundvisning. Dette er tjenestefløjen, og det er her I kan opholde jer når I har fri. Hvad I gør, er stort set op til Jer selv, og selvfølgelig er I velkommen til at søge ud i haven, på markedet eller lignende, så lang tid det er under en anstændig opførsel.” forklarede han.

[Deleted]

Mallorie havde næsten opgivet det i forvejen. Hun havde ikke lyst til at skændes mere med ham, da det alligevel ikke ville føre til noget som helst. Hun ville bare få flere problemer end hun allerede havde og det var ikke noget, hun havde den vildeste lyst til. Når alt kom til alt, så kunne hun jo godt lide, at være på slottet og i det hele taget i nærheden af ham, selvom hun ingen lunde ville indrømme det. Han gav hende lov til selv at fortælle det til sin far og hun blev med det samme mere rolig og åndede lettet ud i samme øjeblik. ”Mange tak. Det kan være, han bliver blødt en smule mere op over, at jeg selv indrømmer det overfor ham” sagde hun stille og vendte blikket mod jorden, imens et suk kom over hendes læber. Det var første gang hun havde takket ham og det ville nok ikke ske igen foreløbig. Hun hadede som regel at gøre det, ligesom med ordet undskyld. Det var ikke ord hun brugte ret tit. ”Jeg har jo ikke ret meget andet valg vel?” sagde hun kortfattet, imens hun sendte ham et stille smil. Hun kiggede rundt på den lange gang og tænkte kort over, at hun da aldrig ville komme til at finde rundt derinde. ”Hvordan i alverden vil du have, at jeg skal kunne finde rundt herinde?” spurgte hun en anelse panisk. Det her sted var jo enormt?! Efter hans lange forklaring kiggede hun på ham og nikkede. ”Tro mig når jeg siger, at jeg ikke har lyst til at komme i flere problemer, men jeg kan ikke ændre på min personlighed fra dag til dag. Det har jeg for det andet heller ikke lyst til at gøre. Jeg skal nok gøre alt i min magt for at opføre mig ordentligt, men jeg kan desværre ikke love dig, at jeg altid vil opføre mig eksemplarisk. Jeg er dog glad for, at du vil vise mig rundt, ellers vil jeg da aldrig kunne finde rundt” sagde hun stille og kiggede op på ham, for at møde hans blik og vise, at det faktisk var sandt det hun sagde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Så lang tid Mallorie selv valgte at tage kontakten og fortælle sin far sagen, så ville han endelig ikke blande sig, for det var en sag udenfor hans hænder, hvilket han faktisk selv måtte erkende, at han havde det fint med i længden. Nu hvor det var en byrde af hans skuldre, for han havde allerede nu mere end rigeligt at skulle tage sig af i længden. De rødlige øjne faldt mod hendes skikkelse, som han roligt nikkede til hendes ord. Der måtte være noget om det. Det var altid bedre at forældre fik det at vide af deres egne børn, end en udefra. ”Så lang tid jeg kan stole på, at du skænker ham den fulde sandhed, så er jeg ikke den som skal stille mig på bagbenene. Jeg vil bare ikke have at der er misforståelser eller løgne i billedet,” sagde han med en ganske kortfattet tone, for han fandt sig bestemt heller ikke i det andet. Han rystede på hovedet. ”Nej,” svarede han med en ganske bestemt tone, for han gav hende ikke noget andet valg. Hun var hans ejendom, om det var noget som hun ville det eller ikke. ”At finde rundt her, er faktisk nemmere, end hvad man lige skulle tro.” Han drejede ned af det ene hjørne, kun for at komme ud på en af de større gange, som førte dem ud i retningen af den store forhal endnu en gang. Folk gik rundt og passede deres arbejde, gjorde rent og støvede af samt gjorde alverdens andre ting, for der var mere end rigeligt at skulle tage af. At det ville blive problematisk for hende, havde han af en eller anden mærkværdig grund, slet ikke svært for at skulle forestille sig i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, inden han stoppede op ved trappen som førte op til de højere gemakker, som lå øverst oppe, samt tronsalen, hvor der for neden var køkken og alverdens andre ting. ”I forhold til hvad mange ville kræve og forvente af deres tjenestestab, så sætter jeg ikke krav eller forventninger særlig højt, Mallorie, og derfor ønsker jeg kun at du husker på, at du er en repræsentant for kongehuset selv når du er ude, fordi at du arbejder her,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Nu som det var sagt, så gjorde han endnu et kast med hovedet i retningen af trappen, inden han roligt søgte ned af den. Tjenestestaben som de passerede på vejen, bukkede for ham i respekten, men også fordi at det var et krav som han satte til dem .”Eders Majestæt,” hilste de alle, hvor han med et tilfredst smil, nikkede mod dem. Han satte kursen mod køkkenet. Nok et af de steder, som var vigtigst for Mallorie at kende til.