Your new home.

[Deleted]

Mallorie kiggede på ham og sendte ham et smil. ”Tro mig. Jeg tør ikke andet, når det gælder min far. Desværre er han en af de få, som altid kan se når jeg lyver. Der kommer ingen misforståelser eller flere løgne med” sagde hun helt ærligt og sendte ham et reelt blik. Der var intet løgn i det. Hun turde virkelig ikke fortælle ham andet end sandheden, når det kom til hendes far. Det var altid bedre, at forældre fik sådan nogle ting af vide ærligt og så hurtigt som muligt. Hun måtte finde ham med det samme, når hun fik fri næste gang. Det var en sag, der faktisk ikke angik ham på den måde, ud over at hun selvfølgelig var hans tjenestepige. Hun studsede en smule over hans kommentar med at finde rundt og syntes nu, at det virkede ganske uoverskueligt, men det kunne godt være, at det blev nemmere med tiden. Det kunne hun i hvert fald håbe på. ”Hvis du siger det” sagde hun stille og sørgede for at kigge sig godt omkring, så hun ville kunne finde rundt. Han ville jo ikke være ved hendes side konstant. De drejede om et hjørne og et ”wow” kom over hendes læber, da hun så, hvor stort det hele egentlig var. Folk gik omkring hende og passede deres arbejde og hun tænkte over, hvad hun overhovedet kom til at lave. Det at gøre rent og sådan var nok ikke noget, som hans private tjenestepige gjorde. ”Hvor mange er der så af os? Af dine… ejendomme. Altså dine private … Eller hvad man nu kalder det” spurgte hun og kunne næsten ikke få det sidste ord over sine læber. Hun stoppede op på samme tid med ham og kiggede op af trappen. ”Jeg ved godt, at det ikke er et stort krav for mange, men du ved efterhånden godt selv, hvor svært jeg har ved at rette mig efter autoriteter. Jeg skal nok prøve på at opføre mig respektabelt” gentog hun og gik med ham ned af trappen, som nok førte ned til køkkenet. Hun løftede det ene øjenbryn i vejret, da hun gik forbi en tjenestepige, som nejede og snakkede sådan til ham. Det skulle nok blive sjovt at vende sig til… eller… Noget.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke særlig krævende – af hvad han selv ville mene om sig selv, men nu hvor hun selv ville tage sig af sin kære far, så var det også noget som gjorde sagerne meget nemmere for hans vedkommende, og det var skam også noget som passede ham selv helt fint. Han smilede let for sig selv, og nikkede til hendes ord. Det glædede ham faktisk at der var nogen som kunne se direkte igennem hende, for det hjalp uden tvivl på tingene. ”Så lang tid jeg kan stole på, at det bliver sagt, så er alt fint for mig,” sagde han med en ganske så kortfattet tone, for det var egentlig noget som passede ham selv helt fint når alt endelig skulle komme til alt. Han fnøs ganske let, idet han roligt gik ud af hendes værelse og ned af korridoren, så han kunne komme tilbage til den massive og store forhal, for det var jo heller ikke fordi at stedet var ukendt for ham. Han havde jo allerede dengang han havde været helt lille, rendt rundt, for at lære det at kende, og han havde jo for længst fundet ud af, at det ikke var noget problem at finde rundt. ”Jeg lover dig, at det nok skal komme,” sagde han endeligt, som han vendte blikket mod hende, idet han roligt søgte ned af trappen, for at komme nedenunder. Folk bukkede for ham og hilste ham med respekt, hvilket skam også var noget som passede ham selv helt fint i længden, for det var uden tvivl også noget som han havde brug for – at vide, at folk faktisk gjorde som han bad dem om, og samtidig udviste den respekt som tronen gjorde krav på. Han vendte blikket tænksom op mod loftet. Lige hvor mange han havde, vidste han ikke helt præcist. ”Skal jeg være helt ærlig, så… ved jeg det ikke rigtigt. Jeg kan altid bruge flere, så byrderne lettes fra alles skuldre,” sagde han ærligt, inden han roligt gik mod køkkenet, inden han stoppede op igen og vendte sig mod hende. Døren ind til køkkenet, var ganske vidst ikke ligefrem den reneste, også fordi at kokke, og tjenestepiger gik frem og tilbage, for at få maden serveret til dem som skulle bruge den. ”Jeg forventer at du gør dig et ihærdigt forsøg, for selv i markedet og når du befærdes rundt omkring i Dvasias, er du en af mine repræsentanter.. Specielt når det gøres klart, at du er ansat her på slottet. Nuvel.. Køkkenet er herinde på den anden side. Mad vil stå til disposition i din pause, og den skal spises her,” sagde han endeligt, idet han selv skubbede døren op. Folk bukkede for ham med det samme. Det var ikke ofte, at selveste kongen befandt sig i køkkenet.

[Deleted]

Mallorie var godt klar over, at det ikke var ret mange krav, men for hende ville det betyde, at hun skulle lave næsten hele sin personlighed om, eller i hvert fald gemme den en smule mere væk end normalt. Det var ikke noget hun så frem til at gøre, men hvis det var det der skulle til, så ville hun gerne gøre et forsøg på det. ”Godt så” sagde hun med et smil og nikkede. Hun ville ikke lyve overfor ham eller sin far. Det var vidst ikke en god ide, med alt det de lige havde været igennem. De kom ned af korridoren og hun kunne ikke lade være med at være virkelig overrasket over, hvor stort og majestætisk det hele var. Det var jo helt ekstremt! Det kom til at tage hende noget tid, at blive vandt til disse omgivelser. Hun var ganske vidst vokset op i et velhavende hjem, men det var intet i forhold til dette her. Det var jo et palads! Det var klart nok, men det overraskede hende alligevel en del, at det hele var så stort. Hvis han bare efterlod hende et eller andet sted, så ville hun nok aldrig finde tilbage til tjenestefløjen. Det var nok en overdrivelse, men stadig! Hun sørgede for at gå med ham og følge trit, da hun ellers ikke ville kunne finde ham igen. Hun gik ned af den store trappe og så mod de tjenestefolk de gik forbi. De bukkede og nejede alle sammen for ham. Ville han have hende til det også? Det håbede hun ikke, men troede på, at det nok var det der ville ske til sidst. ”Okay så…” sagde hun en anelse slukøret. Hun hadede bare at være en i mængden. Det at skulle føle sig som en af de andre, det var virkelig ikke noget hun satte ret meget pris på, men det måtte hun vel lære at leve med. DET ville nok blive noget af det sværeste. ”Jeg har sagt det. Jeg skal nok gøre mit bedste på at befærde mig ordentligt og på en respektabel vis” sagde hun stille og nikkede over hans sidste sætning. Hun kiggede ind i køkkenet og så sig omkring.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kravene var ikke sat særlig højt, og det vidste Mattheus udmærket godt, selvom der nu heller ikke rigtigt var noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han ønskede at være en fair og ordentlig arbejdsgiver, og ikke en som man snakket stygt eller grimt om ude på gaden, for det var bestemt heller ikke noget som gavnede hans ry og rygte som konge her til lands, og han havde uden tvivl brug for, at det blev styrket bedst muligt. Med henblik på hendes far, så var det nu en uddebateret sag, og ikke noget som han ville bevæge sig tilbage på, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han gik roligt ned af trappen. Stedet var stort, og derfor ønskede han ikke at sætte hende i gang med alt for meget arbejde med det samme, for hun skulle jo trods alt også lære at finde rundt her på stedet først, ellers gik det da galt for alvor, og det var noget som han ikke var interesseret i. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg vil give dig muligheden for at finde rundt her på stedet, før jeg sætter dig i gang med arbejdet i alvoret, Mallorie,” begyndte han roligt, inden han trådte ud i køkkenet. Det var ikke ofte, at kongen bevægede sig der, og det var tydeligt at se på dem, som de hurtigt forsøgte at børste tøjet rent og bukkede for ham. ”Deres Majestæt,” hilste de ærbødigt og med en respektfuld stemme. Levede de ikke op til hans krav og forventninger, jamen så sendte ham dem bort, og det var ikke noget som var nogen god ting. Han vendte sig mod hende endnu en gang, som han let foldede armene over ryggen og rettede sig en anelse op. ”Udmærket.. mere forventer jeg skam heller ikke,” afsluttede han med en ganske kortfattet tone, inden han roligt forlod køkkenet igen. Spisestedet selv der var forbeholdt tjenestefolket, hvor dem af højere betydning som de adelige og royale, spiste inde i den store sal – det som var det næsten punkt på turen. Han stoppede op ved to store dobbeltdøre, som han roligt skubbede op, kun for at afsløre den store spisesal med de store lysekroner, det store langbord og den smukke sal generelt. ”Her spiser de royale og adelige ved invitation. Maden bringes fra køkkenet igennem den dør der..” Han pegede mod en simpelt dør, nede for enden af lokalet. Her var der mere end rig mulighed for at spise i ro og mag efter en hård arbejdsdag – dem som han havde alt for mange af.

[Deleted]

Mallorie vidste godt, at det var små krav for mange, men for hende? Det var straks noget helt andet. Dog lod hun det ligge for nu og fulgte i stedet med ham. Det undrede hende, at han var så rolig over hele situationen. Hun havde jo ikke ligefrem opført sig pænt overfor ham i de sidste timer. Hun blev meget mere rolig over hans ord, da hun kiggede på ham igen. ”Det var da betryggende” sagde hun en smule henkastet og fortsatte med at kigge rundt omkring sig. Som han trådte ud i køkkenet sammen med hende, kunne hun godt se, at det ikke var tit han kom der. Hun måtte afholde sig fra at himle med øjnene, da de igen bukkede for ham. Deres majestæt… Det ville hun godt nok aldrig komme til at kalde ham. Eller… Det kunne hun da godt, men om hun så kom til at mene det, det var så noget helt andet. Hun kunne ikke forestille sig, at han ville kunne holde ud at have hende der ret længe. Hun kom ikke til at være som alle de andre tjenestefolk på slottet. Det håbede hun såsandelig heller ikke på. Det med blot at være en del af mængden, det havde hun ikke ligefrem lyst til. ”Godt vi er enige” sagde hun stille uden nogen former for respektløshed. Hun fulgte med ham op i spisesalen og nikkede derefter til ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus synes virkelig ikke at det var mange eller strenge krav som han satte, men det kunne jo så til gengæld godt være, at hun ikke var helt enig, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre det største ved lige nu. Han foldede hænderne roligt over ryggen, som han forlod køkkenet og videre ind i spisesalen. Det var yderst vigtigt, at hun lærte hvor tingene skulle være, og hvor hun skulle gå hen, når han begyndte at koste rundt med hende – simpelthen fordi at han kunne gøre det, og selvfølgelig var det noget som han agtet at gøre det i længden. ”Vær glad for at jeg udviser den mere.. behjælpelige side af mig, for det er bestemt ikke fordi at det er noget som du har gjort dig fortjent til,” sagde han med en ganske kortfattet tone. Sådan som hun havde været igennem de sidste timer, så var det noget som han uden tvivl bare måtte bide kraftigt sammen.
Mattheus førte hende roligt med sig ud af pejsestuen og tilbage op af trapperne, som førte dem højere op og tættere på de kongelige gemakker. Han ville naturligvis give hende muligheden for at lære stedet her lidt at kende, så det ikke blev et for stort kaos som hun ville blive yderligere ramt af, for han vidste jo godt at det var et stort sted, og specielt når man slet ikke var vant til noget lignende af dette. ”Men jeg kræver og forventer at se nogle ihærdige forsøg,” sagde han med en ganske kortfattet tone, inden han stoppede op foran de store dobbeltdøre, som førte ind til hans gemakker – der hvor han boede ene og alene. Han vendte sig direkte mod hende og denne gang med en ganske bestemt mine. Han tog dette ganske og yderst alvorligt. ”Desuden har du nu set hvordan alle andre tiltaler mig, og jeg agter at du gør det samme – med den samme respekt,” sagde han endeligt, idet han roligt åbnede døren ind til sine gemakker. Det var jo på størrelse med et hus i sig selv med stort værelse, egen stor balkon og eget badeværelse. Han skulle jo ikke ligefrem dele pladsen med nogen.

[Deleted]

Mallorie fulgte med ham igennem huset, eller… Slottet kunne det vel kaldes. Hun var så vandt til at kalde det hus, at hun ikke kunne vende sig til det lige nu. Hun fortsatte med at gå videre efter ham, da hun sådan set ikke troede på, at hun havde andet valg og hun ville da også gerne se resten af det mageløse slot. ”Jo tak… Har ikke ligefrem lyst til at blive kastet til jorden igen” sagde hun stille og sendte ham et lille smil. Det havde helt og holdent været hendes egen skyld, det var hun udmærket godt klar over. Derfor var hun faktisk også forundret over hans tone, som han snakkede til hende. Hun havde forventet en langt mere … modbydelig tone, nu hvor hun havde været sådan overfor ham, men det var da ikke noget hun ville beklage sig over.
Hun undrede sig en smule over, hvorfor de pludselig skulle opad. Hun vidste godt, at de kongelige værelser lå deroppe, men fik hun overhovedet lov til at komme derop? Det ville ikke give ret meget mening, hvis hun faktisk fik lov til at se hans værelse. ”Selvfølgelig” sagde hun stille og nikkede til ham, som hun kiggede rundt og så op på de store døre, som nok førte ind til hans værelse. ”Af hva gør du?” røg det ud af munden på hende, som hun kiggede på ham med et virkelig overrasket blik. Sådan ville hun aldrig nogensinde komme til at tiltale ham. IKKE TALE OM! Hun kiggede mod ham, da han åbnede døren ind til sit værelse og vidste ikke rigtig, om hun skulle gå med eller ej, så hun blev stående i døren, med et undrende blik. ”Skal jeg gå med?” spurgte hun i en forsigtig tone. Det var vel ikke normalt, at tjenestepigerne kom ind i hans værelse og hun havde ikke lyst til at gøre mere galt, end hun allerede havde gjort. Det ville nok ikke være det smarteste første dag på ens arbejde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom Mattheus fremstod som konge af Dvasias og det mørke og grumme land, så var der skam respekt og accept at hente. Han vidste godt, at verdenen derude, var frygtelig hård, og at der var mange ting som man skulle kæmpe og ikke mindst slås med. Det var noget som denne kvinde uden tvivl havde vist ham på den hårde måde, i og med, at hun havde valgt at tage den tone i brug overfor ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke rigtigt noget som an kunne gøre ved den sag nu. ”Så husk det,” sagde han med en ganske kortfattet og meget bestemt tone.
Nu hvor de endelig var kommet op på hans gemakker, så var der alligevel visse regler, som han ønskede at hun var klar over, og de kunne jo lige så godt starte nu frem for at tage det senere, også fordi at han havde en sjov tendens til at tro, at det ikke ligefrem ville blive nemt for hverken ham eller hende, hvilket jo allerede nu, var en tanke som direkte irriterede ham. ”Godt,” sagde han kortfattet, inden han direkte vendte blikket i retningen af hende igen. Han kneb øjnene let sammen, inden han trådte ind i sine egne gemakker. At blive tiltalt på en ordentlig måde, synes han bestemt heller ikke var det værste at kræve og forvente, for det gjorde også at hun var på ligefod med alle de andre, og det var noget som han agtet at holde det. ”Jeg forventer det samme af dig, som jeg forventer af alle andre. En ordentlig og høflig tiltale.” Han vendte blikket mod hende, inden han gjorde et tydeligt tegn, til at han ville have at hun skulle komme ind, for han gad da slet ikke tage de diskussioner med hende ude på gangen, for det var da slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af. ”Kom ind.. Vi har meget arbejde at tage os af,” sagde han kortfattet. Hun protesterede jo allerede nu!

[Deleted]

Mallorie kunne allerede nu godt regne ud, at det ville komme til at tage meget arbejde for dem overhovedet at blive enige. Det her skulle nok blive sjovt. Hun kunne ikke komme sig over, at hun skulle kalde ham sådan noget. Hun kunne ikke… hun ville sådan set heller ikke. Der var så mange regler og så mange ting der skulle på plads, inden hun så meget som havde tænkt sig at arbejde. Hun ville gerne blive helt klar på det hele. Det ville ikke blive nemt for nogen af dem dette der, det var hun allerede fuldt og fast klar over. ”Du kan godt være sikker på, at jeg på ingen måde er som alle andre på det her slot” sagde hun stille og kiggede mod ham, som hun stod lænet op af dørkarmen. Hun havde ikke tænkt sig at blive den søde lille pige, som så mange ville have hende til at blive. Det var bare kedeligt. Det tydelige tegn på hun skulle komme ind blev mødt med et nik, på samme tid med hun gik ind af døren og lukkede døren bag sig. ”Men hvad skal vi gøre det herinde for? Jeg troede ikke, at tjenestefolk havde adgang til kongens værelse” sagde hun med et undrende blik og kiggede rundt i rummet. Hun satte sig ned på en stol, der var inde i rummet og kiggede over på ham, imens hun afventede, at han skulle sige et eller andet. Gad vide, hvad han overhovedet ville fortælle hende? Hvad han ville forvente af hende? ”Okay. Hvad er det helt nøjagtigt jeg skal herinde?”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var allerede ganske godt kendt med, at dette ville blive en udfordring for ham uden lige, men han var skam heller ikke bange for at hjælpe hende lidt i gang med det hele, om han så skulle være guidende, eller om han skulle føre pisken, det var jo trods alt helt op til hende. Han vendte de rødlige øjne direkte i retningen af hende, da hun igen skulle sige ham imod, selvom det nu heller ikke var noget som kom synderlig meget bag på ham af den grund. ”Det er meget muligt, at du ej er som alle andre, men jeg gør ingen forskel på dig, såvel som den so har været ansat i årtier her. Du skal rettes ind under det samme reglement som alle andre,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han kneb øjnene fast og let sammen og bad hende med ind på hans gemakker, for det var vel bare på sin ret, at hun vidste hvordan han boede og levede, selv på trods af at det var den eneste gang de nok fik lov til at se det. ”Det har de skam heller ikke, men dem som jeg personligt er involveret i, er jo lidt en anden sag, ikke sandt? I og med, at jeg vælger at tage dig i hus her, så er du mit ansvar,” sagde han med en ganske så kortfattet og meget bestemt tone. Han foldede roligt hænderne over ryggen, idet at hun valgte at lukke døren efter sig. Hans mine forblev ganske stram og meget fast i det, end det som den ellers ville have været, men det var jo heller aldrig til at vide, hvordan det ellers ville forløbe sig, og specielt ikke når hun lagde den tone an for dagen, for det var jo slet ikke noget som han fandt sig i, i det hele taget! ”Vi kan starte med noget så simpelt som en høflig hilsen og et buk… Vis mig det,” kommanderede han med en mere fast tone end tidligere.

[Deleted]

Mallorie gav et opgivende suk fra sig. Hun havde ikke længere speciel meget lyst til at være i det rum, selvom hun godt kunne vende sig til den meget kønne udsigt det havde. Opgivende trådte hun ind i rummet og kiggede mod ham, som han svarede på hendes modsigelse. Hun orkede ikke engang at skulle svare på det, da hun vidste, at det med sikkerhed ikke ville føre nogen steder alligevel. Med et lille sving med hofterne gik hun over mod ham, men stoppede lige et per meter fra ham og prøvede på at høre så godt efter som muligt. Det var dog en smule svært, da hun langt hellere ville udforske rummet. ”Og hvor mange er det så?” spurgte hun lettere ligeglad. Han havde nok gjort det her flere gange end hun kunne tælle til, bare uden at ville indrømme det. Hun var bare endnu en af de piger, han fik trukket til sig og hun hadede det faktum. Hun kunne snart ikke klare hans stramme mine længere, men kiggede alligevel en smule underligt på ham, da han bad hende om at bukke.
Hun smilede sensuelt til ham, trak en smule op i sin nederdel, så hendes lår kom til syne, men kun en smule, da hun ville drille ham så meget som muligt. Hun bukkede derefter, ved at træde fremad og derved vise en smule mere af sit lår til ham. Hun rettede sig op igen og gik tættere på ham med et stort smil. ”Kan vi ikke lade være med at tænke på det lige nu? Jeg har fået nok af den tone. Eller… Er du altid sådan? Har du faktisk et hjerte derinde?” spurgte hun flabet og lod sin ene hånd køre over hans brystkasse, imens hun kiggede afventende op på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kørte måske meget i cirkel, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde meget af det andet valg, men det var nu bare sådan at tingene forholdt sig. Nu som det var sagt, så var han en mand som vidste lige hvad han ville have, og det lød skam også til at det så småt var ved at gå op for den kære Mallorie, hvilket var noget som passede ham særdeles fint. Han kneb øjnene sammen. Den stramme mine, var nu og da hans normale mine, og ikke noget som han havde nogen intentioner om at skulle gøre det mindste ved bare sådan uden videre, for det ville absolut ingen af dem få det fjerneste ud af. ”Jeg tror aldrig jeg har været udsat for en mere ligegyldig tøs end dig, Mallorie. Jeg håber for din skyld, at du lægger den vane på hylden,” sagde han kun med en yderst kortfattet og bestemt tone, for han fandt sig ikke i det andet!
Eftersom Mattheus havde bedt hende om at bukke, så var det tydeligt, at det slet ikke var noget som hun var interesseret i. Hendes måde at tackle det på derimod var noget som.. uden tvivl måtte komme helt bag på ham. Han hævede let det ene bryn idet hun kom ham i møde og lod hånden let vandre over hans bryst. Kroppen reagerede jo tydeligt. Han elskede en kvindes selskab og det at få dem med til sengs, selvom det slet ikke var noget som ville gavne ham det mindste i denne stund, og det vidste han jo udmærket godt! Han forvred sig let i en maske og bed tænderne let sammen. Han trak vejret dybt. ”Vil du da beskrive mig som fuldstændig hjerteløs, Mallorie?” spurgte han endeligt, og i en helt anden tone. Ja, han elskede når tøserne selv lagde op til ham, også fordi at det gav ham fornemmelsen af at være lidt.. værdifuld, og den kunne han godt lide.

[Deleted]

Mallorie kiggede op på ham med et yderst tilfreds smil. Hun vidste godt, at hun ikke havde ret meget at skulle have sagt mere, men alligevel, så morede det hende, at han ikke reagerede på anden måde, end at komme med den kommentar. Hun havde ingen intentioner om at gøre som han sagde, hvorfor pokker skulle hun også det? Hun grinede kort, som en eller anden form for respons til ham og mødte så hans øjne med et smil. ”Ligegyldig? Hvis jeg er så ligegyldig, hvorfor er det så lige, at du prøver så meget på at lave mig om? Det kommer for resten ikke til at ske. Jeg har ikke tænkt mig at ændre mig så drastisk” sagde hun helt ærligt og kiggede på ham. Hvis han havde tænkt sig, at hun skulle ændre sig 180 grader, så havde han da en overraskelse på vej. Det var noget, der bestemt ikke kom til at ske nogensinde.
Hendes måde at tackle hans ordre på var… anderledes, men alligevel god for hende, da han reagerede på præcis den måde, som hun ville have ham til. Selvom det ikke var til at se i hans øjne, så reagerede hans krop tydeligt. Alle mænd var ens på dette punkt, hver enkelt berøring, hvad enten de kunne lide det eller ej, blev modtaget med en lyst, som ingen anden. Hun elskede at få mænd til at gøre præcis hvad hun ville, selvom de nu var sjovere at lege med, hvis de selv tog nogle skridt også. Hun kiggede op på ham igen, som han snakkede til hende. ”Det kan jeg ærlig talt ikke sige, da du endnu ikke har vist mig nogen blød side af dig” sagde hun med et lille træk på skulderne og kunne nu godt lide, at hans tone var helt anderledes nu. Hun lod hånden køre ned af hans bryst igen og lod den ende ved hans hånd, hvor den forsigtigt strejfede hans.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være at Mallorie ikke var helt så ligegyldig, som det Mattheus gerne ville give udtryk for, men det var bestemt heller ikke fordi at han fandt sig i hendes måde at tiltale ham på, for det gjorde han da bestemt ikke. Nu som det var sagt, så nød han nu alligevel en kvinde, som vidste hvad hun ville have, og nu hvor hun kørte sit spil, så var det da også noget som han kunne lege lidt med på. Han trak let på smilebåndet. ”Hvorfor ikke bare være som alle andre, så man slipper for at bøvle mere rundt med det, Mallorie? Det ville betyde, at du gjorde alle her en kæmpe tjeneste,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han måtte nu erkende, at han godt kunne lide hendes latter, da det var noget som man faktisk oplevede så frygtelig sjældent nu til dags.
At blive berørt på den måde, indikerede vel kun at Mattheus var ligesom alle andre mænd var? De kunne lide det, og der var han så sandelig heller ikke noget undtag, og det var jo egentlig noget som han havde det ganske fint med i længden. Som det nu var sagt, så var det ikke noget som han antog som en krise. Han kunne godt lide at se hvor meget hun var villig til at prøve i det forsøg på at få ham til at lade hende slippe, for han havde skam ikke glemt, at han ville have hende til at bukke for ham og kalde ham ved den royale titel, for de var noget som hun lige så godt bare kunne vænne sig til med det samme. Han hævede hånden, som hun strøg over hans, kun for at lukke den godt omkring hendes. I forhold til hende, så var han temmelig kold at være i kontakt med. Man var jo trods alt ikke et vampyrisk væsen for ingenting. ”Det er vidst til din redning, at jeg er i det gode hjørne i aften, min kære Mallorie. Desuden.. Jeg har endnu ikke set et buk eller hørt dig kalde mig ved min titel..” påpegede han med en ganske sigende mine, som han selv havde taget det lille skridt tættere på hende. Denne leg kunne han så sandelig også godt finde ud af.

[Deleted]

Mallorie vidste med det samme, at hun på ingen måde var ligegyldig, så ville han slet ikke være sådan overfor hende. Det var ikke ligefrem den normale måde at tiltale sine tjenestepiger på. Eller opføre sig overfor dem på og det passede hende sådan set også temmelig godt, da hun godt kunne lide at blive behandlet anderledes end andre. Hun kunne rigtig godt lide, at han faktisk så ud til at nyde, at hun legede en smule med ham. ”Fordi det er kedeligt at være som alle andre. Hvorfor skulle jeg dog det? Du burde snart forstå, at jeg ikke er som alle andre. Kan vi lade den ligge ved det?” spurgte hun stille og med en temmelig sensuel stemme. Hun havde nu mest af alt lyst til at lege lidt med ham, i stedet for at skulle diskutere med ham.
Hun elskede, at han reagerede på den måde og det fik blot endnu et smil til at falde over sine blide læber. Hun kunne sandelig godt lide det og hun havde da intet imod, hvis hun skulle lege en smule med ham, nu hvor han endelig så ud til at være i et godt humør. I hvert fald et humør, som hun kunne få noget sjov ud af. Hun håbede på, at han ville have glemt det faktum, at han ville have hende til at bukke for ham og kalde ham ved den royale titel. Hvad var det sjove i det? Intet. Lige netop. Hun fik en kuldegysning igennem hele sin krop, da han lukkede sin hånd omkring hendes og selvom den var temmelig kold, så varmede det stadig i hendes kinder. ”Nå så du er i et godt hjørne? Det lyder temmelig spændende. Hvis du vil have mig til at gøre det, så bliver det ikke reelt, så kan ikke se en mening i at gøre d..” mere nåede hun ikke at sige, før han trådte tættere på hende og hun kunne mærke hans brystkasse mod sin egen. Hun bed sig selv i læben og kiggede op på ham, imens hun flettede sine fingre ind i hans.