I just have to give it a try

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde det virkelig forbandet svært for øjeblikket. Det ville klart være en underdrivelse at sige, at det lige var til at overskue for det var det virkelig ikke. De svagt rødlige øjne hvilede på hende. Den grønne glans prøvede stadig at skulle kæmpe sig igennem. Forvandlingen havde været smertefuld.. den havde virkelig været ubeskrivelig og det kunne han ikke komme udenom. Den var gået over og havde efterladt sig en helt anden smerte i han hjerte.. nok bankede det ikke, men hendes tvivl gjorde ondt.. det gjorde virkelig så frygtelig ondt. Han var klar over, at et kys intet ville bevise, selvom det i hans øjne virkelig måtte sige en hel del alligevel. Han kunne virkelig forbande sit familienavn langt væk til tider.. han forbandede det virkelig i en situation som dette, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom. ”Du skal virkelig ikke tvivle på mine følelser, Angel.. det må du ikke..” hviskede han næsten bedende. Han tog plads ved siden af hende og så tæt på som han kunne komme.. den tætte granskov skulle nok holde dem sikker.. i hvert fald for øjeblikket, det var han nu heller ikke i tvivl om. ”Jeg kom her til aften udelukkende for hvad jeg sagde til dig i går.. at du skulle vente på mig her og jeg ville komme.. jeg håbet på at finde dig her.. og det gjorde jeg.. lad mig tage med dig.. uanset hvor du tager hen, så lad mig tage med.. jeg vil ikke mangle dig igen.. det dræber mig mere på indsiden end det som jeg allerede er..” hviskede han stille og alligevel med den klare ærlighed i stemmen. Han havde hende i tankerne.. det var virkelig det som havde været så frygtelig tydeligt i hans tanker igennem det sidste lange stykke tid.. det var ikke Camryn.. det var Angel.. igen og igen, så var det hende som han drømte om at vågne ved siden af, tage i favnen, kysse godmorgen og godnat.. han ønskede at det skulle være sådan. Blikket hvilede i hendes. Han ønskede virkelig at vise hende, hvor meget han egentlig elskede hende.. og så måtte han gøre hvad det krævede af ham og han ville gøre det uden tøven.

[angelea]

hun kiggede stille op på ham.. hvad han bad om var virkelig umuligt for hende.. mere end umuligt, det var dirrekte dumt i hendes hoved.. han havde ikke vist at man kunne stole på ham så hvorfor skulle hun ikke tvivl på ham.. hun sukkede stille.. "Junior, du er det eneste menneske i hele verdenen som jeg har stolet på, den eneste person som jeg har snakket med og turde åbne mig for.. stadig har du ikke bevist for mig at jeg kan stole på dig du har virkelig kun dummet dig.. hvorfor skulle jeg ikke betvivl dine følelser når det lader til at dine motiver står mig klart??" hun hulkede stille og kiggede væk.. dette gik hende så meget på, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, en del af hende ville bare gerne stille sig ud i solen og gøre en ende på lidelsen som måtte være hendes liv.. Ingen ville savne hende, jo Melania ville jo nok men ingen andre.. Selv ikke han ville selvom han prøvede så dramatisk at få hende til at tro det.. hun studerede ham dog da han bad om at tage med hende, det samme som han havde bedt om dagen forinden.. at forlade Procias og være sammen med hende.. hun hævede det ene øjenbryn en smule mistroisk og betraktede ham.. "Hvorfor vil du med?? Det var absolut ikke din plan igår og jeg tvivler på at du har fået sagt til nogen på slottet at du vælger at blive væk derfra.. desuden kan du ikke forlade Procias.. Du er lysets håb.. jeres eneste chance for at vinde over mørket.. Elanya ønskede dig på dentrone og ikke ved min side.. Du er bestemt til at regere Junior.. Ikke rende rundt som hjemløs og frygte solen.." hun sukkede stille.. det var jo sandheden.. Procias havde brug for en konge, han var deres konge og håb.. han kunne ikke tage med hende.. det ville ikke kunne gå..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var udmærket godt klar over, at hun havde det ondt.. at hun vel måtte lide, selvom det nu var noget som han klart ønskede, at skulle gøre noget med. Han ønskede ikke, at hun skulle have det så særdeles forfærdeligt som hun havde det i øjeblikket.. det gjorde ondt.. meget ondt, selv på ham. De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse. Slottet vidste at han havde søgt væk.. han havde jo gjort nøjagtigt som han havde sagt at han ville. De ville ikke søge efter ham, det skulle han nok sørge for. ”Hvad er det som gør at mine motiver står så klart for dig, Angel? Jeg søgte fra Procias til aften for at finde dig.. de vil ikke lede efter mig.. jeg gjorde som jeg sagde i går, at jeg ville.. de vil ikke søge efter mig nu.. det lover jeg dig. Jeg prøvede at forklare dig hvorfor jeg havde gjort som jeg havde.” sagde han med en lettere febrilsk stemme, det var nu ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. ”Min mor ønskede mig på tronen.. hun ønskede landet en konge og jeg vil vise, at jeg kan herske det på samme måde som hun gjorde.. Min mor regerede landet fra mørkets kerne, Angel.. hun selv havde problemer at se til længe før min fødsel… jeg kan gøre det samme.. jeg hverken kan eller vil regere landet med Camryn… jeg kan ikke..” Han lod hånden stille stryge mod hendes kind. Han ønskede Angel ved sin side og det var virkelig frustrerende når hun ikke kunne se det! Det var virkelig noget af det værste ved det hele og det kunne han bestemt heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. ”Det gør ondt i mit sind, at skulle lade dig være.. kunne jeg tage med dig i går, så havde jeg virkelig også gjort det.. jeg ønsker ikke at halve Procias skal søge efter mig.. de ved nu at jeg søgte væk.. de vil ikke.. og hvis du skal fremstille mig som det eneste håb som lyset har.. hvorfor slå det ihjel ved at tvivle på mig?” Han var virkelig kun ærlig.. det slog mildest talt det håb ihjel som han bar i sindet, at hun ydede så store tvivl til ham. Det gjorde ondt, det gjorde virkelig ondt. ”Jeg ønsker at tage med dig.. jeg ønsker at være ved dig… ønsker du det anderledes, så sig det.. sig til mig direkte at du ønsker mig sammen med Camryn,” sagde han næsten tryglende.

[angelea]

hun kiggede stille op på ham.. "dine motiver bliver klargjort af dine handlinger.. det virker kun som om at du har mig fordi du egentlig ikke gider Camryn og at du holder af mig men ikke elsker mig" hviskede hun stille og lod tårerne falde endnu en gang.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.. hun hørte hans sidste ord og sukkede.. "jeg ønsker dig ikke sammen med Camryn.. jeg elsker dig jo.. jeg elsker dig jo så meget.. Jeg ....." hun måtte tie da en stemme lød vredt i begge deres hoveder.. "KAN I SÅ SE AT KOMME TILBAGE HERTIL!! ER I VANVITTIGE SÅDAN AT GÅ UD MIDT OM DAGEN!" vreden var klart at spore i Melanias stemme og angel rejste sig og rakte ham sin hånd.. "Jeg elsker dig Junior.. Bevis for mig at du faktisk elsker mig og at jeg ikke bare er dit nips hvis ikke så kan jeg ikke mere.. så må jeg forlade dig.. jeg har brug for den viden om at du faktisk elsker mig og ikke kun har mig på grund af camryn.." hun kiggede ham ham.. hun mente det.. det var hende så vigtigt at han beviste det for hende nu for ellers så var det slut mellem dem..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Angel frustrerede virkelig Junior lige for øjeblikket, at det virkelig måtte gøre helt ondt! Hans blik hvilede på hendes skikkelse og alligevel med en rædsel at skulle spore. Han var panisk bange for at skulle miste hende helt og specielt nu hvor de stod igen med to muligheder.. knald eller fald. Og det var ikke altid en mulighed som han brød sig meget om. ”Så lad mig i det mindste bevise det for dig..” hviskede han næsten febrilsk. Han hadet tanken ved at skulle miste hende.. selvom denne kamp alene, var noget som han til tider, havde været så tæt på at bare kaste fra sig, at det var helt ekstremt på den måde også. Hvis hun ønskede ham i Procias, ville han høre det direkte fra hende.. ikke nogen mellemvej eller noget som helst, det ville han slet ikke høre tale om. Han nåede ikke at sige mere før Melanias stemme kraftigt måtte lyde i hans hoved og næsten fik det til at løbe koldt ned af hans egen ryg. Han vendte sig mod Angel, at hun havde hørt det samme, var ham klinkende klart. ”Jeg elsker dig Angel.. dengang af hele det bankende hjerte og nu af hele det døde..” Han tog om hendes hånd, hvor han bevidst, valgte at skulle sammenflette deres fingre og med det lette smil på læben, ikke at det var noget som han kunne eller ville lægge skjul på. Han ville bevise det for hende.. virkelig bevise for hende, at han elskede hende og han måtte jo så starte her og nu vel? ”Du er langt fra en nipsting for mig.. du er noget langt mere værdifuldt..” Han trykkede om hendes hånd. Han var ærlig hele vejen igennem, det var noget som han virkelig bare ønskede at vise hende.. hvis han dog bare vidste hvordan! Han måtte finde ud af det.. for alt i verden, ønskede han bare ikke at skulle miste hende.. det magtede han i den grad ikke.