I just have to give it a try

[angelea]

#Angel tænker ikke logisk.. det kommer hun aldrig til.. Du må forklare hende ting og ikke bare tro at hun ved det.. hendes hovede er forvirrende, selv jeg kan ikke finde rundt i det# forklarede melania inden hun satte ham ned.. #Hun er lige her i nærheden# hun kunne ikke se lande så derfor fløj hun højt op i luften og kiggede mod horisonten.. hun holdt øje med solen..
Angel lå bare i skovbunden.. "vil ikke mere ... vil ikke mere ... Jeg slog ham ihjel jeg kan ikke mere.." hun græd bare og gentog disse ord konstant.. at hun var virkelig fortvivlet var meget tydeligt.. den blotte tanke om den måde hun havde skadet Junior på knuste hende konstant.. hun var virkelig så ked af det der var sket.. hun hørte hans stemme og stivnede.. "Nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej" hviskede hun og krummede sig så voldsomt sammen som det var hende overhovedet muligt.. hun var virkelig så ked af det som var sket.. hun ønskede sig så langt væk at ingen nogensinde ville kunne finde hende.. hun hulkede bare stille og stirrede ned i jorden.. "Hvad har jeg dog gjort??" hviskede hun med en stor for agt til sig selv.. hun havde ikke kunnet styrre det, han bankende hjerte havde tiltrukket hende, det varme blod.. hun havde dræbt ham.. gjort ham til en spide, gjort ham til en levende død..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior gav virkelig ikke hende nogen skyld for hvad der var sket. Shit happends med andre ord og det havde han virkelig kun fået lov til at skulle opleve på den hårde måde nu. Han sukkede indædt. At hun virkelig ikke havde set på det hele som han havde gjort, kunne han da tydeligt se.. Selvom det vel sagde sig selv bare lidt, at en nykronet konge ikke bare kunne forsvinde sådan? Det sagde jo sig selv, at de ville søge efter ham! Og han vidste, at Camryn ikke ville tøve med at sende nogen som helst ud efter ham, det var lidt lige det som var det værste ved det hele, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom. Han søgte ind mellem træerne og kaldte endnu en gang. En stemme kunne han høre lige ved sig, ikke så forbandet langt væk. Han stoppede op for et stille øjeblik. Det var virkelig utroligt så godt man kunne se her i mørket. Han bed sig let i den ømme læbe, selvom han hurtigt tvang sig til at slippe den igen. Han søgte videre ind i skoven og fik endelig øje på hendes skikkelse. Han sank klumpen i halsen og gik endelig det sidste lille stykke hen til hende, inden han gled ned på knæ lige ved hende. Han lod hånden falde mod hendes skulder, ganske så varsomt og forsigtigt. Hun havde da ikke nogen grund til at skulle være så.. ude af den? ”Angel… lyt nu til mig,” bad han med en dæmpet stemme.. Den bar ikke præg af vrede eller noget.. lige så rolig som den havde været dengang han havde taget afskeden med hende ved festen aftenen før. Han ønskede virkelig bare så brændende, at hun skulle forstå ham.. det var da ikke meget at forlange, var det?

[angelea]

hun hørte ham falde på knæ ved hendes side og hun mærkede hans håd op hendes skulder.. hun for væk og kiggede væk fra ham.. "hold dig væk" hviskede hun stille.. hun rystede over hele kroppen og var virkelig helt ude af den som nogen.. hun lukkede stille øjnene.. "jeg er et monster" hvad der var sket aftenen før var for hende helt glemt nu, kun aftenens handlinger var i hendes sind og det var virkelig noget som hn måtte hade.. "nej nej nej nej nej nej nej" klynkede hun blot og gamte sig mere og mere væk fra ham.. det gjorde så ondt.. han var jo isende kold hvor han før havde været så varm.. hun vidste ikke havde hun skulle gøre, kunne man ikke gøre det om?? hun ville virkelig give alt for at give ham livet retur, at give ham et bankende hjerte igen.. hun vidste bare at der ikke var nogen mulighed for at det kunne ske.. hun havde det virkelig så dårligt med det hun havde gjort, hun havde ikke lyst til at være her mere og hun havde ikke lyst til at være nær ham.. ikke efter hvad hun havde gjort.. dukket hans blod og derved taget hans liv.. hun var et monster, et uhyr i sine egne øjne.. død var hun selv men havde det virkelig været nødvendigt at tage ham med sig i graven?? det havde det ikke og alligevel var det sket..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det gjorde helt ondt på Junior idet at hun bare valgte at skulle trække sig væk fra ham, det var virkelig noget af det værste ved det hele. Han bed sig let i læben og tog hånden hurtigt til sig igen. Det var virkelig ekstremt ubehageligt, det var heller ikke en hemmelighed som han kunne komme udenom. Et monster var hun dog i den grad ikke, det var virkelig ikke noget som han ville gå hen og kalde hende.. hun have vel ikke vidst, at det var ham som havde siddet der? Han havde virkelig bare ikke været opmærksom nok, det var virkelig kun hans egen fejl. ”Angel, hold nu op med at afvise mig..” bad han med en dæmpet stemme. Han søgte forsigtigt hen til hende, hvor han uden noget varsel, blot endte med at skulle tage fat i hende og trak hende ind i sin egen favn, hvor han holdt hende fast. Hun skulle virkelig ikke sidde og have det så forfærdeligt med sig selv, det tillod han sig virkelig ikke! ”Ikke giv dig selv skylden min kære.. Melania har forklaret mig det hele,” sagde han med en dæmpet stemme mod hendes øre. Hun var ikke noget monster, hun var ikke et uhyre.. hun havde jo bare fulgt hendes instinkter som han nu også måtte lære sig.. en god ting, var der dog kommet ud af dette.. det var nu enkelt for ham, at skulle holde sindet under kontrol, nu hvor man så fint kunne sige, at hun havde slået den Warlock ihjel i ham, såvel som den lyse magiker. ”Det kan ikke gøres om.. lad nu være med at give dig selv skylden for det.. lad være med det,” bad han med en dæmpet stemme tæt ved hendes øre. Han holdt virkelig for meget af hende, til at lade dette ske.

[angelea]

hun græd bare fortsat som havde hun mistet alt hvad hun ejede og elskede.. sådan havde hun det også lige nu.. hun kunne virkelig ikke svare ham.. hun afviste ham jo fordi hun var så flov, så ked af det som hun havde gjort ved ham.. hun mærkede dog hans arme låst fast om hende, havde han stadig været varyl havde hun været stærkere end ham men nu hvor de begge var spider og han var en mand kunne han let holde hende fast.. hun prøvede kun meget kort at slippe fri.. hun havde ikke energien til at bekæmpe ham og egentlig ville hun heller ikke.. at ligge der i hans favn var en fornemmesle som hun virkelig havde savnet.. hun hørte det han sagde og bed sig stille i læben mens hun stadig hulkede.. "det min skyld.. burde slet ikke have været her" hviskede hun stille og kunne ikke lade være med at putte sig ind til ham.. det var en vane, hun følte sig så tryg i hans favn.. stille kiggede hun op på ham.. "hvordan kan jeg ikke give mig selv skylden.. Jeg har slået dig ihjel, fjernet varmen fra din krop.. jeg har taget dit blod og gjort dig til en som mig.. hvordan kan det ikke være min skyld.. der er ingen undskyldning!" hun var virkelig vred på sig selv og gav sig selv den fulde skyld, det var der virkelig ingen tvivl om.. hun hadede sig selv for det hun havde gjort, spørgsmålet var om hun nogensinde ville lade være med det..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior valgte denne gang, at skulle holde hende fast ind mod sin egen krop. Han nænnet virkelig ikke at skulle give slip på hende, nu hvor han endnu en gang havde hende ved sig.. i hans favn. Et sted hvor han kun måtte føle sig hel – levende eller ikke, det havde virkelig ikke nogen betydning for ham lige i øjeblikket. Det eneste som virkelig kunne genere ham, var at han nu måtte undvære solen og det lys.. det var virkelig også det værste ved det. At hun i det mindste gav lidt efter og puttede ind mod ham i stedet for, gjorde ham dog mere rolig. Han tyssede ganske forsigtigt og stille på hende, lod den ene hånd vandre igennem hendes hår og stille nedover hendes ryg. ”Jeg sagde jo at jeg ville komme til søen i aften min kære.. ikke tro, at jeg bryder et løfte,” sagde han med en dæmpet stemme og alligevel så ærlig mod hendes øre. Han kyssede hendes kind ganske stille. Han havde virkelig savnet hende, selvom det i bund og grund virkelig kun var et døgn siden at han havde følt og set hende sidst. Et savn som meldte sig så dybt i hans eget sind. ”Melania forklarede mig det hele.. det skal du slet ikke tænke på.. Jeg giver ikke dig skylden for noget som helst, okay?” bad han med en dæmpet stemme. Nok banket hans hjerte ikke for øjeblikket, men sammen med hende, følte han sig virkelig så levende som det kunne være ham overhovedet muligt, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. Han faldt selv mere til ro nu.. det var bare stadig en meget underlig følelse ikke at skulle trække vejret, den var direkte ubehagelig faktisk. ”Alt som sker er med en mening Angel.. det er noget af det som jeg lærte allerede fra da jeg var lille… og det er noget jeg stadig holder fast i,” hviskede han stille mod hendes øre. Han ønskede hende kun rolig. Han var slet ikke vred.. han kunne ikke være vred på hende.

[angelea]

hendes blik søgte op i hans og hun tog i mod alle hans kærtegn.. hun havde virkelig også savnet ham nioget så meget, nok var det ikke mere end et døgn siden men måske havde tanken om at hun ikke ville se ham igen gjort at det havde været endnu længere for hende?? hun hørte stille efter hvad han sagde.. han var ikke vred på hende, hvordan kunne det være muligt?? det som hun havde gjort var virkelig utilgiveligt, eller i hendes øjne var det utilgiveligt at gøre mod ham.. havde det været omvendt havde hun helt sikkert også sagt til ham at det var okai.. stille gik det op for hende at det jo var det samme som han gjorde nu.. hun lukkede kort øjnene stille i.. "kan du huske igår da jeg forbød dig at tage Nathia med dig??" spurgte hun svagt og stille men ventede ikke på hans svar.. "det har var grunden.. jeg kan virkelig ikke styrer min sult endnu.. jeg tør ikke have en lille pige i min nærhed ... jeg turde end ikke have dig i min nærhed fordi jeg var bange for at jeg bed dig.. det ser vidst ud til at min frygt var berettiget.. hun sukkede stille og kiggede op på ham igen.. der gik ikke længe før hun roligt hev fat i hans bluse og kort lod deres læber mødes i et stille men blidt kys.. "undskyld" hviskede hun stille da hun lod deres læber skildes endnu en gang..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne virkelig ikke være vred på hende. Han kunne jo bare have været mere opmærksom end det som han havde været han så dog en god ting i dette. Hans vrede var ikke længere et problem for ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han blev siddende med hende i sin egen favn og lod hånden fortsætte med de rolige og stille strøg over hendes ryg. Hun skulle bare falde til ro. Hun havde ikke nogen grund til at skulle hade sig selv for hvad der var sket. Han nikkede til hendes ord. ”Det husker jeg..” sagde han med en dæmpet stemme. At det jo så var af den grund, kunne han jo så godt forstå og nu skulle han jo til at slås med det samme.. han kunne ikke tage hjem, han ville virkelig ikke sætte tænderne i dem! Nathia havde oplevet mere end rigeligt igennem hendes allerede så unge liv og han ville virkelig ikke piske hende igennem mere end det som hun havde oplevet til nu, det kunne han virkelig ikke få sig selv til på nogen måde. ”Jeg forstår..” mumlede han stille. Han var virkelig ikke vred på hende.. han kunne virkelig ikke være vred på hende. Han lod læberne møde hende i hendes kys som han alligevel måtte gengælde ren automatisk. ”Ikke undskylde min kære,” afviste han endnu en gang og alligevel med den samme bestemte tone. Han var da lige så meget skyld i det. ”Jeg kunne bare have været opmærksom min kære.. det er ikke din skyld,” sagde han med en dæmpet stemme. Han sendte hende et stille smil og lod hånden stryge mod hendes kind. Kold som ham selv nu.. en helt underlig følelse. ”Melania forklarede mig det hele.. du har ikke nogen grund til at forklare yderligere… hun står udenfor skoven og venter på dig.. stakkels væsen, helt desperat, da hun ikke kan komme til dig her,” sagde han med et let drilsk smil. Han bar ikke nag på nogen måde overhovedet overfor hende.

[angelea]

hun grinede mildt og lagde stille armene om ham.. "du lærer det virkelig aldrig hva' søde" hviskede hun blidt mod hans øre og kyssede ham på kinden.. "jeg undskyldte ikke for det men for endnu en gang at at stjæle et kys fra dine dejlige læber" hun puttede sig lidt mere ind til ham.. hun elskede ham virkelig meget men han var kold, det var virkelig anderledes.. hun huskede tydeligt i går hvor meget hun nød den varm som hun fik fra ham.. hun sukkede stille og lukkede øjnene.. "Jeg er ked af det som skete.. jeg forstår godt hvis du hader mig" hun gik ligesom lidt tilbage i det der had endnu en gang.. hendes kærlighed for ham blomstrerede stadig og den ville altid stå i fuld flor.. det måtte han virkelig aldrig betvivle.. stille kiggede hun op på ham og bed sig i læben.. "du ved godt at jeg elsker dig ikke??" spurgte hun stille og hun ville have rødmet var det ikke fordi hun intet blod havde i kroppen til sine kinder..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Stille og roligt, så kunne Junior da genkende meget af den Angel som han havde lært at kende. At hun kunne smile og faktisk også grine lidt, gjorde dog ham betydeligt mere rolig. ”Hey.. jeg er en fyr, hvordan skulle jeg da vide det?” spurgte han med en drilsk stemme. Han vendte blikket stille mod hende og med det samme lette og svage smil på læben. Hans skælven havde ophørt helt og han var nu betydeligt mere rolig end det som han havde været for bare et ganske kort øjeblik siden. Det var alt sammen en effekt som hun gav ham og det var virkelig et så elskværdigt behag, at han ikke kunne beskrive det, uanset hvor meget han så end måtte prøve på det, det kunne han heller ikke komme udenom. Endnu en gang måtte han dog klart ryste på hovedet. ”Jeg kan ikke hade dig, Angel. Det kan jeg virkelig ikke,” afviste han med en rolig og fattet stemme, alligevel blot med sporene efter den rene sandhed. Han lagde hovedet let på sned, den ene hånd lod han søge under hendes hage, hvor han blidt måtte hæve hendes blik op mod sig. ”Jeg søgte ned mod søen for din skyld.. jeg søgte ind her til skovene for din skyld.. jeg kan ikke hade hvad jeg elsker min kære.. Og jeg ved du elsker mig.. ellers ville du ikke være kommet selv,” sagde han med en rolig og blid stemme. ”Og nu er det kun på tide, at jeg kræver det kys igen.” tilføjede han lettere drilsk. Han lænede sig varsomt frem og lod læberne møde hendes, næsten længselsfulgt.

[angelea]

hun lyttede stille til hans ord og følte sig meget mere rolig.. det var der virkelig ingen tvivl om.. hun elskede ham noget så meget, at han så også måtte elske hende gjorde hende kun umådeligt lykkelig.. "Når jeg er sammen med dig føler jeg at jeg kan klare hele verdenen.. jeg føler at intet kare såre mig ..... intet undtagen at se dig forsvinde ud af min favn" hviskede hun stille og lagde hovedet mod hans skulder.. dog kunne hun ikke lade være med at grine en smule da han krævede et kys og blidt gengældte hun det absolut lige så længselsfuldt som han have startet det.. lidt efter stoppede hun det og kiggede ham i øjnene.. "der er vel en god ting ved hele denne situation" sagde hun og satte sig op lidt ude af hans favn.. "tanken om at røre ved dig da du stadig var Varyl kunne gøre mig helt panisk fordi jeg var så bange for at dette skulle ske ...... nu er jeg ikke bange mere" hun vendte sig let mod ham så hun kunne se hans ansigt.. hun elskede ham virkelig over alt på jorden.. hun ville ikke kunne klare at se ham tage afsted endnu en gang.. hun vidste at hvis han valgte at søge mod procias så måtte hun søge med.. hun kunne ikke undvære ham.. "så ..... hvad har du tænkt dig at gøre nu?? tager .... tager du tilbage til Procias??" spurgte hun stille nærmest bange for at det var det han ville gøre.. hun ville virkelig ikke skiles for ham endnu en gang

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste, at han på ingen omstændigheder kunne søge tilbage til Procias bare sådan. Han kunne vel alligevel kun se lidt positivt på hans nye tilstand? Hun behøvede ikke at være bange for at skulle sætte tænderne i ham, da det allerede var sket og han behøvede ikke at skulle slås med det kolde og dystre andet jeg som warlocken havde holdt i hans krop og sind.. det var en kamp som hun havde endt for ham, noget som han faktisk alligevel af den grund, måtte glæde ham. De rødlige øjne hvilede i hendes blik, selv da kysset var endt med at blive brudt og han kun lige havde trukket hovedet en anelse til sig. En anelse usikker var han vel på det hele.. det var virkelig så nyt og så fremmed for ham, at det måtte gøre helt ondt. Han sendte hende et stille smil. ”Sammen med dig, så føler jeg mig hel,” hviskede han dæmpet og alligevel med en klar oprigtighed.. han havde jo kun søgt hertil udelukkende for hendes skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lagde hovedet tæt ind til hendes, selv hvor han nu var ganske så afslappet. Han sukkede dæmpet. ”Jeg… tager ikke til Procias.. i hvert fald ikke lige nu… jeg må finde ud af dette,” sagde han stille. Alt det med at være spide og han ønskede jo ikke at bide hverken Camryn eller Nathia, så den sult og alt det nye måtte i den grad på plads før det nogensinde ville komme på tale. ”Bange skal du ikke være min kære.. det har du ingen grund til,” sagde han stille og sandt var det jo. Var der nogen af dem som skulle være bange, så var det vel ham? ”Jeg ønsker ikke at bide nogle af dem.. Jeg kan ikke søge hjem til slottet.. ikke endnu..” Desuden ville han have Angel med sig, noget som ikke just gjorde det enklere.. han vidste jo, at Camryn ikke ønskede hende tæt på sig og modsat.. hvilket dilemma.

[angelea]

hun hørte hvad han sagde og kunne ikke lade være med at føle sig lettet.. hun havde virkelig ikke lyst til at være i nærheden af Camryn.. Hende og Junior var jo trods alt gift.. selvom det virkelig ikke var en tanke som hun kunne lide overhovedet.. stille lagde hun sig ind til ham igen.. "Jeg kan ikke sige andet end at jeg er lettet over at du ikke tager tilbage med det samme" sagde hun roligt men helt ærligt.. "jeg tror ikke at jeg ville kunne overskue at skulle skiles fra mig endnu en gang" hun kiggede op på ham.. han betød så megte for hende men hun kunne virkelig ikke se forbi at han havde Camryn som kone.. selvom hun ikke have planer om at blive gift forløbig var den blotte tanke om at han havde camryn i baghånden så at sige helt i gennem forfærdeligt.. hun smilede stille.. "det enste jeg nogensinde frygter er at miste dig.. desværre så føler jeg lidt at jeg allerede har det" hviskede hun stille men ærligt.. hun var virkelig aldrig andet end ærlig overfor ham..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior blev siddende med Angel i sine arme og han nænnede virkelig ikke at skulle give slip på hende bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lyttede til hendes ord. At hun var glad for at han ikke tog hjem lige foreløbig, var han jo glad for.. han ønskede ikke hjem.. jo.. kun på grund af Nathia. Hans egen lille pige. Hun var jo kommet godt overens med Marius som var en spide også, noget som faktisk var ham selv en glæde et sted.. så var det jo i det mindste ikke så fremmed for hende hvis han vendte hjem i denne tilstand. Han vendte de lette rødlige øjne mod hende og med et roligt blik og med det samme blide smil på læben. ”Jeg kan ikke bare tage hjem nu.. det skal du slet ikke tænke på,” hviskede han stille mod hendes øre. Han kyssede hendes kind ganske let. ”Ikke tænk på det nu min kære,” bad han med en dæmpet stemme. Han lod blikket hvile på hendes skikkelse. Hun var i det mindste faldet mere til ro, det var ham virkelig kun en glædelig tanke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trykkede hende stille ind til sig. ”Du vil aldrig nogensinde miste mig Angel… et ægteskab er lettere at gøre slut end en trolovelse.. det fortalte jeg dig,” agde han stille. Han vidste hvad han ville, men han vidste jo også hvad han virkelig var nødt til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.. han ville blive ved hende.. ligesom han sad der nu, selvom han nu end havde de forpligtelser til kronen og tronen også. Det satte ham virkelig i et dilemma. ”Mig vil du aldrig nogensinde miste,” tilføjede han med en dæmpet stemme og med det klare og lette smil på læben.

[angelea]

hun sukkede stille og bed sig i læben.. "et eller qandet sted tror jeg aldrig at jeg har haft dig.. du har altid haft Camryn også slvom du ikke kendte til forlovelsen, så har du altid haft hende" stille satte hun sig op og kørte en hånd igennem sit hår.. "tror aldrig at du bliver min" hun rejste sig op og søgte lidt væk.. hun vidste ikke hvorfor men efter at han var blevet gift følte hun en trang til at holde afstand til ham, lige så vel som at være tæt på ham.. hun skulle til at sige noget da hun måtte stivne og kigge op i luften.. "Åhh nej" hviskede hun og gik over til ham.. "Vi må ud herfra.. Nu!" det stod virkelig ikke til diskution da hun begyndte at løb i retning mod søen.. de måtte ud et sted hvor melania kunne beskytte dem.. solen var ved at stå op og ANgel kunne tydeligt høre den panik som Melania havde mens hun snakkede til angel.. ANgel stoppede i lysningen og ventede på at melania landede foran hende.. Hun bredte sine vinger stort ud og skyggede for solens stråler som let måtte ramme hendes ryg med et strøg af varme..