I just have to give it a try

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior tænkte virkelig ikke på solen lige i øjeblikket.. og at den faktisk snart ville stå op. Han så på Angel med et roligt blik. Sandt at han altid havde haft Camryn, hun havde været hans veninde siden de var helt små og derfor var det ekstrem besværligt, at skulle se på det hele på en helt anden måde så pludseligt. Det var virkelig forkert.. intet andet.. det var virkelig bare forkert. Han nikkede blot. ”Hun har været min veninde.. lige så længe jeg kan huske..” mumlede han med en dæmpet stemme.. det var jo så at sige rigtigt nok, selvom det nu alligevel ikke var ham selv en trøst. At hun pludselig stivnede og så op mod himlen, fik automatisk ham til at skulle se den samme vej. Om det overhovedet var muligt, ville han være endt endnu mere bleg end før. Han havde jo slet ikke tænkt på det! Han nåede kun lige at få sig tvunget let ustødigt op på benene og satte i løbet direkte efter hende. At hun så måtte være betydeligt hurtigere end det som han selv var, var der heller ikke nogen tvivl om. Han forlod skoven og løb direkte mod søen. Melania som måtte brede de store vinger, vidste han allerede næppe kunne være et stort skjul nok. Solen ville jo reflekteres i vandet og den ville jo skinne absolut overalt omkring dem Ubehaget steg kraftigt op i hans krop idet han kun lige nåede dem. Han lod armene falde tæt omkring Angel og lod hende stå helt tæt ind mod hans egen favn. De måtte og skulle bruge så lidt plads som muligt. ”Dette.. det.. det kan næppe være sikkert nok..” Han vendte blikket mod skoven. Der måtte da være noget derinde de kunne gøre brug af!

[angelea]

Angels blik søgte kort mod himlen mens hun tænkte hurtigt.. hun vidste at søen nu ud gjorde et kæmpe problem for dem begge og at dette ikke ville være det bedste sted at være.. hun mærkede hans arme om sig og sukkede stille.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre men hun havde ikke meget lyst til at blive holdt om lige nu.. "vi må søge lidt længere ind.. der er kun kort tid inden solen ender over horisonten" stille vred hun sig let fra af juniors greb og søgte lidt længere ind i skovkanten med Melania efter sig.. dog lod melania dog ikke junior være bagerst.. hun puffede ham forsigtigt foran sig.. der måtte ikke ske ham noget så vel som der ikke måtte ske hende noget.. Angel stoppede lidt længere fremme ved et stort træ som så helt malplaceret ud der hvor det var.. hun stilte sig hen ved det og kiggede op.. Kronen så tæt nok ud men der var virkelig ikke plads til chancer.. hun begyndte at orientere sig om hvor nord og syd var, det var det vigtigste lige nu.. hun vidste hvordan hun skulle placere melania sådan så lyset ikke kunne ramme dem overhovedet..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne virkelig ikke falde til ro lige nu. Ikke bare at denne tilstand var alt for ny for ham at den stadig måtte være så frygtelig skræmmende for hans vedkommende. At hun trak sig mod skoven igen og Melania puffede ham frem, hvor han blot fulgte med. For alt i verden ville han da helst undgå at skulle møde solen nu, selvom han dog i den grad ville savne det og noget så frygteligt! Han nåede skoven og med blikket fast hvilende på hende, dette var dog ikke en tilstand som han brød sig meget om.. sket var nu sket og det kunne umuligt gøres om. Han måtte jo bare leve med det som det nu måtte være. Solen måtte stige op i øst, så det at komme i skjul, burde virkelig ikke være det største problem lige for øjeblikket, det var han selv heller ikke det mindste i tvivl om overhovedet. de rødlige øjne faldt til hende, selvom den dog lette smaragdgrønne glans stadig måtte prøve at skulle skinne igennem, dog uden at det have noget stort held. Han lod hånden fast lukke sig omkring den medaljon som han havde hvilende om halsen. Den var virkelig så uvurderlig for ham. Han vendte blikket op i retning af horisonten. Han ville i den grad savne at skulle se det. Han så igen på Angelea. Skete der noget med hende, ville han aldrig nogensinde tilgive sig selv.. aldrig! Hvad hun havde gang i, var næsten ganske åbenlys, selvom den i bund og grund, var svær nok at skulle regne ud. ”H-hvad så herfra?” spurgte han lettere usikkert.. denne gang var det faktisk ham som var bange.

[angelea]

Angel kiggede på ham med et roligt blik.. at han var bange var hende faktisk noget så tydeligt og det gjorde ondt på hende.. det var jo hendes skyld at han var bange, fordi hun havde gjort ham til det som han var nu.. hun vendte sig dog i en ande retning og kiggede, Melania var jo blevet en stor drage efterhånden og når hun lå på siden kunne Angel næsten stå oprest ved hendes side og så være den laveste.. men kun næsten.. hendes blik søgte Melania.. #Dette er syd.. lig dig på siden med ryggen mod syd.. på den måde skærmer din krop os fra solen..# hun gik hen til et træ og melania lagde sig ned hendes side.. hun hjalp melania med at ligge sig til rette og lod hendes vinge læne op af træet.. Træet havde lavt hængende grene så hendes anden vinge kunne være som et tag for dem.. der var dog stadig åbent mod nord og vest, solen skinnede aldrig fra nord og når den nåede så langt over himlen at det ville skinne fra vest kunne melania vende sig.. Angel gik over til Junior og hev ham ind i den lille hule.. "junior du må ikke være bange.. det ... det skal nok gå.. jeg er så ked af det som er sket men jeg vil gøre alt for at du nok skal overleve.. det lover jeg dig.. Jeg vil ikke miste dig" hviskede hun stille og satte sig ned mens hun lænede sig op af Melanias brystkasse..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At bede Junior om at roe sig ned, var virkelig lettere sagt end gjort. Altid havde han set på solen som en ven, noget af det som faktisk holdt lyset i hans egen krop og nu var det virkelig en af de ting som kunne gå hen og skulle slå ham ihjel hvis han blev ramt af solstrålerne. Ikke at han direkte ville give hende skylden for hvad der egentlig var sket her til aften, det havde jo egentlig også været selvforskyldt, hvis han dog bare havde været opmærksom nok.. som han havde været oplært til igennem hele livet.. den ene gang han ikke var det, havde det slået fejl.. det havde jo faktisk taget hans liv. Han gav ikke hende skylden, han klandrede hende ikke for noget som helst af hvad der var sket. At Angelea fik Melania lagt rigtigt så solen ikke vil kunne ramme dem, gjorde ham dog en anelse mere rolig end det som han havde været til nu, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han stivnede svagt i og med, at hun trak ham ind i den lille ’hule’ forårsaget af træerne og Melania selv. Han satte sig lettere dirrende.. det var vel bare en tilvænningssag? Noget som han bare måtte blive vant til? Han bed sig let i læben og satte sig stille ned. Han rystede stille på hovedet. ”Ikke giv dig selv skylden, Angel,” bad han med en dæmpet stemme, dog næsten tryglende. Han var jo selv kommet, han havde jo selv siddet der og han havde ikke været opmærksom.. hvis det var nogens skyld, så var det da i den grad hans. Han vendte sig stille mod hende og greb stille ud efter hendes hånd, stadig en anelse skælven. ”Jeg har altid.. været opfostret til at holde af lyset.. nu skal jeg frygte det.. det er bare nyt..” Han skubbet sig stille op til hende og satte sig helt ved siden af hende også. De let rødlige øjne, selvom den grønne gnist stadig måtte prøve at skinne igennem, hvilede på hende. ”Jeg vil heller ikke miste dig.. det vil jeg aldrig nogensinde.. jeg kom hertil i frygten.. at jeg allerede havde mistet,” sagde han dæmpet. Han hævede den anden og lod den let stryge mod hendes kind, varsomt og forsigtigt.

[angelea]

hun lænede sig let op af melania og lyttede til hendes åndedræt.. hun hvilede her mens hun lå ned, det gjorde hun oftest når de var fanget i solen men endnu mere nu hvor Angel havde en at snakke med.. Hun lyttede stille til hans ord men stadig kunne hun ikke tro dem.. det havde virkelig været hendes skyld.. hun skulle virkelig have kunnet kontrolere sig selv.. hun mærkede hvordan hans hånd måtte omfavne hendes og hun blev en smule mere rolig.. stille vendte hun sig mod ham og sukkede stille.. "jeg føler også at jeg har mistet dig.. alt det der med brylluppet og alt det med camryn.. Jeg føler at du kun har mig fordi du ikke elsker camryn som mere end din veninde.. jeg føler at jeg kun er ved din side som en du kan hygge dig med men jeg ender med at blive smidt ud fordi Cam er din dronning" sagde hun stille og slap hans hånd.. hun var virkelig nød til at komme ud med det her fordi det var virkelig svært for hende at tro andet.. hun elskede ham men det virkede ikke altid som om han elskede hende og det gjorde virkelig ondt..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Camryn var måske Juniors dronning, men heldigvis var det stadig kongen som sad med det endelige ord, sådan havde det altid været, selvom man vel kunne sige, at det havde været bare en anelse anderledes under hans forældres regeringstid. Der havde det klart været hans mor som havde siddet med det endelige ord. Han slap stille hendes hånd, som hun selv måtte vælge at trække den til sig, selvom det nu ikke var en tanke som han selv brød sig meget om. Han rystede stille på hovedet, dog sammen med hende, var det enklere for ham, at skulle falde bare lidt til ro. ”S… sådan må du slet ikke tænke..” sagde han næsten febrilsk. Han satte sig selv en anelse tæt til Melania, dog alligevel ikke helt ind til. Han ville jo slet ikke virke anmassende eller påtrængende. De skulle vel sidde her til solen ville forlade himlen igen? Tak og pris for at det var vinter.. så var det jo igen ikke så forfærdelig længe, at de skulle sidde der, det var ham dog en klar trøst. I denne tilstand kunne han nu ikke tage hjem, det var der ikke nogen tvivl om.. hvad ville de ikke sige til at se ham sådan? han bed sig let i læben. ”Du vil ikke blive smidt ud… jeg er ikke som Andrew.. hvad Camryn ønsker, rager mig en høstblomst mildt talt.. Angel.. ikke sig sådan noget..” Han blev siddende ved siden af hende. Hvad han kunne tillade sig eller ikke, havde han ikke nogen anelse om, men at han brugte hende som en trøst, sådan måtte hun bare ikke tænke! Det var jo slet ikke tilfældet! ”Du er ikke.. bare en jeg har at hygge mig med.. slet ikke..” Han vovede endnu en gang og tog om hendes hånd ganske forsigtigt. ”Jeg fortalte dig hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.. ikke? Mig har du ikke mistet.. ikke før du vil stå og se mig i øjnene og sige det.. at det endelig er slut.” Han søgte hendes blik ganske bevidst mens han lod disse ord blive sagt. Kun med ærlighed.

[angelea]

hun bed sig stille i læben og lod ham tage sin hånd.. "Jeg ved ikek hvorfor jeg tænker sådan men det gør jeg.. det virker som om at jeg kommer i anden række altid og at Camryn er den vigtigste men hvis du elsker mig burde jeg da komme i første række" hviskede hun stille og sukkede.. hun var virkelig træt af at have det sådan her men hun elskede ham og ville ikke miste ham, hvis det betød at hun skulle trædes på så var det vel det som måtte gøres.. hun satte sig lidt tættere på ham og sukkede endnu en gang.. "jeg har det bare så dårligt for tiden.. Alt det her som er sket på det sidste.. det gør så ond og jeg føler mig så knust af det hele" hun kiggede stille op på ham og var virkelig kun ærlig lige nu.. hun var nød til at snakke med ham om det her hvis de skulle have nogen som helst chance for at få en fremtid sammen..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Alt for meget var sket på det sidste, også for Juniors vedkommende, at det virkelig var blevet besværligt nok at skulle gabe over det. Han blev siddende med hendes hånd i sin egen og lod hende glædeligt komme tættere på ham. Han elskede hende, hvorfor skulle han ellers søge hen til søen hvis det ikke var på grund af hende? Han strøg hendes hånd ganske forsigtigt og med et svagt smil på læben. Han kyssede hendes pande ganske forsigtigt og lod blikket falde mod hendes ansigt. ”Jeg kom hertil i aften udelukkende af en grund, Angel.. Jeg sagde til dig i går, at jeg ville være her.. ikke?” Han lod hovedet søge let på sned. Hun skulle virkelig ikke se på sig selv, som en erstatning eller en reserve i anden række, for det forholdt sig virkelig ikke på den måde.. det gjorde det virkelig ikke. Han lod hånden fortsætte de rolige og lette strøg over hendes kind, varsomt og forsigtigt. ”Jeg har prøvet at forklare dig det hele min kære… ikke se på dig selv som en reserve.. det er virkelig ikke tilfældet… o-okay? Det forholder sig virkelig ikke sådan..” sagde han med en dæmpet stemme og uden at skulle tage blikket fra hende. Havde han ikke været trolovet, så havde det så sandelig også været noget ganske andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Alt det her gør ondt… selv på mig.. giv det tid, så skal det hele nok ordne sig..” han slap hendes hånd og lod armen prøvende søge omkring hendes krop, blot for at give hende noget at skulle hvile op af, hvis det var det som hun havde lyst til.

[angelea]

hun bed sig stille i læben og lukkede øjnene mens hun puttede sig ind til hans favn.. "okai... jeg vil forsøge ikke at se sådan på det" sagde hun stille og lagde hovedet mod hans skulder.. hun ønskede virkelig at han havde været fri, at han ikke have været trolovet og Camryn ikke have været inde i billedet.. Hun ønskede at hun kunne elske ham ubetinget som hun prøvede men tankerne om at blive forladt for en anden, Camryn, mere end nogen anden hang stadig i hendes sind og det ville det nok altid gøre.. hun ville aldrig kunne elske ham helt og holdent på grund af den frygt men hun lod ham ikke vide det for hun elskede ham jo stadig mere end nogen anden.. det havde ikke ændret sig og det ville det heller ikke.. hun mærkede hans kys mod hendes panden og hun åbnede øjnene, dog kiggede hun ikke op på hans ansigt.. Tanken om ikke at møde de grønne øjne som var hende så velkendt men de ildrøde øjne var noget som hun ikke kunne slippe og den mindede hende bare om hendes fatale fejl.. hun vidste at han var kommet for hendes skyld men hun kunne ikke lade være med at ønske at han var blevet væk.. så ville dette ikke have været sket..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lod armen stille falde omkring hendes krop og trykkede stille hende ind mod sig. Han trak vejret dybt og stille og lod blikket stille søge til hendes eget, selvom det nu ikke var gengældt. Han strøg hende stille over ryggen og lod hagen blidt hvile mod hendes hovedbund og med det lette eftertænksomme blik. Han lukkede øjnene stille. Det var virkelig underligt at skulle sidde der som en død.. han kunne aldrig nogensinde se solen mere.. han manglede den allerede og noget voldsomt, det var virkelig en voldsomt frustrerende tanke! Hjertet ville aldrig nogensinde banke mere, han behøvede ikke at skulle hæve brystet for at trække vejret.. det var virkelig.. bare forkert? ”Det er godt min kære… det er godt..” sagde han med en dæmpet stemme. Han lod den anden søge omkring hende og foldede sig sammen med den anden, hvor han måtte vugge hende ganske så stille og roligt. Det var virkelig behageligt at sidde der sammen med hende, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet og uanset hvo meget han så end ville det, så ville han bare nyde det så længe som det nu ville vare. Han vidste jo at han måtte søge mod slottet før eller siden alligevel, ellers ville de jo også ende med at skulle søge efter ham. ”Undskyld.. for alt jeg har påført dig..” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket stille mod hende, selvom han nu ikke regnede med at skulle møde hendes blik. Det virkede som om at hun undlod at skulle se ham i øjnene bevidst? Selvom det nu alt i alt, ikke var en tanke som han brød sig stort om, selvom det nu bare var en kendsgerning som han bare måtte stå ved.

[angelea]

Angel bed sig stille i læben og lod endelig blikket søge op til hans.. han undskyldte men hvad kunne hun egentlig bruge det til?? det eneste som egentlig betød noget var at han ikke ville såre hende igen.. Kunne han love hende det?? hun lagde blidt en finger mod hans kolde læber og lod de røde øjne møde hans.. en gang i mellem kunne hun stadig ane det grønne skær og det fik hende til at smile indvendigt.. "Ikke undskylde min elskede.. du betyder rigtig meget for mig.. men en undskyldning for ting som er sket vil ikke ændre på dem.. kan du love mig ... at hvis du virkelig elsker mig at du aldrig nogensinde vil gøre noget som vil såre mig??" hendes spørgsmål var lavt men man kunne høre at det virkelig var vigtigt for hende.. hendes blik fjernede sig ikke fra ham.. hvis han sagde at han ikke kunne love det så kunne de ikke være sammen.. hun elskede ham men hvis hun skulle såres så kendte hun sig selv godt nok til at vide at det ville slå hende ihjel.. i sær hvis det var ham som sårede hende..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lod stille blikket møde hendes og med det svage smil på læben. Det grønne glimt måtte stadig hvile i hans øjne, som det klart måtte kæmpe for at skulle komme igennem det røde og blodige skær som hans nye tilstand havde påført ham. Han blev siddende ved hendes side, selv næsten… chokeret over hvad hun ønskede at han skulle love hende. Han var jo faktisk gift, selvom hans hjerte hvilede ved en anden kvinde.. det hvilede ved Angel, selvom.. han kunne ikke give sig hen til hende endnu.. det kunne han virkelig ikke. Han sank klumpen bare en anelse i halsen og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt overhovedet. ”Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at det aldrig nogensinde skal ske igen min kære.. det lover jeg dig… Aldrig vil jeg nogensinde gøre noget for at såre dig.. det er noget som du er nødt til at huske..” hviskede han med en dæmpet og alligevel bedende stemme. Han lod panden møde hendes, hvor han blidt kyssede hendes finger og med det blide smil på læben, det smil kunne han virkelig ikke skjule for hende, det var ikke nogen hemmelighed dem imellem i hvert fald. ”Jeg elsker dig Angel.. uanset hvad pokker jeg gør, så husk på, at jeg gør det for at være sammen med dig.. okay? Husk på det,” sagde han dæmpet og alligevel med den samme bedende tone i hans egen stemme. Han kyssede hendes pande igen varsomt og forsigtigt, det var i det mindste noget som han ville håbe at hun ville forstå.. lige for nu, var han virkelig bare nødt til at holde ud med Camryn.. det måtte gøres på en ordentlig måde.

[angelea]

Angel sukkede stille og sendte ham et stille smil da han sagde at han lovede ikke at ville såre hende.. det gjorde hende glad.. meget meget glad.. "Det er jeg glad for søde.. du betyder meget for mig men jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan klare" hun bed sig stille i læben og kiggede stille frem for sig.. "sker det igen så ..... så tror jeg ikke kan mere Junior.." hun var virkelig ærlig nu.. hun kunne ikke klare en gang mere og det måtte han forstå for det kunne betyde, ikke bare enden på det som de havde men også enden på Angel som han kendte hende.. hendes hjerte var allerede i stykker men hvis han sårede hende ville det dø og så var der virkelig ingen vej tilbage.. hun vendte blikket tilbage mod ham og gav ham et lille kys på kinden.. "Når du taget tilbage til Procias, så tager jeg med dig.. Jeg vil ikke skilles fra dig mere" hviskede hun og trykkede sig ind til ham mens hendes læber endnu en gang ramte hans kind..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

I Juniors situation, var det virkelig ekstremt meget at skulle love hende, selvom han nu så brændende ønskede at skulle holde det.. i det mindste gøre et ekstremt forsøg på at skulle lade det blive aktuelt og muligt for den sags skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om på noget som helst tidspunkt. At hun blev glad, kunne han så tydeligt se i hende blik, og det var noget som også gjorde ham så voldsomt glad. Han sendte hende et stille smil og trykkede hende tættere ind mod sig, tættere ind mod Melania og mere ind i skyggerne. Solen tænkte han slet ikke på i øjeblikket.. det var hende og kun hende som var i hans hoved lige nu.. sådan havde det været igennem det sidste lange stykke tid. ”Husk alt jeg gør, er kun for at jeg kan komme tættere på dig Angel.. Den forbandede ring er jeg nødt til at komme af med på en rigtig måde.. det ved du..” Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind, varsomt og blidt og uden at skulle fjerne blikket fra hende. Han havde gjort hende uret på en noget så voldsom måde og han vidste det.. den tanke alene var virkelig dræbende og mere end det som hendes bid havde forårsaget ham. Han sendte hende et svagt smil. ”Jeg ønsker at du skal tage med mig.. du skal ikke være alene herude,” sagde han med en dæmpet stemme. Lige der og da, var han fuldstændig ligeglad med Camryn.. han elskede hende ikke som mere end den barndomsveninde som hun havde været igennem hele hans liv.. og alligevel selvom det havde været år siden de sidst havde leget sammen. Han lod panden møde hendes igen og med det svage smil. ”Hold ud Angel.. snart er jeg din.. og kun din,” hviskede han med en dæmpet stemme og med den klare ærlighed. Det var ekstrem hårdt selv for ham. Han var bare nødt til at gøre det på denne måde, ingen tvivl om det.