I just have to give it a try

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var gået hen og blevet mørkt endnu en gang. Festen var langt om længe overstået og Camryn havde Junior efterladt sig i sengen. Fortalt hende, at han ville tage ud blot havde taget sig ud for at stille. Han havde trukket kutten over hovedet og havde forladt Procias med al hast. Angel havde han haft i hovedet siden den forfærdelige afsked aftenen inden og han havde knapt nok fået sovet noget som helst. Ikke bare at festen havde varet natten ud inden de sidste havde fået sig til at skulle søge hjemover og ladet dem endelig få deres søvn. Det føltes mildest talt, som at hjertet var revet ud af hans eget bryst og den følelse var virkelig forfærdelig at skulle sidde igen med. Vinden slog ham direkte i ansigtet, truet virkelig med at slå kutten af hans ansigt, selvom han agtede at skulle kæmpe med at holde den over sig. For alt i verden, så ønskede han virkelig ikke at skulle blive opdaget. Det var da noget af det sidste som han havde ønsket sig. Søen henlå helt stille for sig. .ikke så meget som en sjæl at skulle få øje på, hvilket kun måtte behage ham en hel del. Det sidste som han ønskede lige nu, ville være strid om pladsen, selvom der vel at være, var plenty nok til dem alle sammen? Frosten havde lagt sig over det store område.. ingen tvivl om, at vinteren i den grad var kommet, det var der ingen tvivl om, selvom den ikke skulle stoppe ham i at nå det mål som han nu end havde sat sig.. måske af den store stædighed, men vel også af det håb som dette havde bragt ham på den måde. Han kunne virkelig ikke mangle hende mere.. han kunne vel blot håbe herfra.. at hun faktisk ville dukke op? Han nåede søen stille og roligt og stoppede først op, da han nåede bredden. Han satte sig stille ned, trak benene op til sig og slog armene om dem. Han sukkede dæmpet, ikke så meget som et ord.. ikke så meget som en lyd. Han blev blot siddende.. og ventede.

[angelea]

Angel vidste ikke hvorfor hun havde søgt mod manjarno og mod søen.. hun håbede vel at han vilel være der, og vente på hende.. hun bed sig stille i læben.. selvfølgelig ville han ikek det.. han ville jo ikke.. han blev på slottet i hendes favn, nær Camryn.. hun måtte ryste den tanke af sig da hun nærmede søen efter mørkets fald og lod melania lande før de begge søgte ind mellem træerne.. hun satte sig ned og gemte sig bag en busk men stadig med et godt udsyn ud over søen.. dog gik der ikke længe før de ikke var alene mere.. en skiggelse kom gående og satte sig bare ned til søen.. hjertet som bankede i hans krop tiltrak hende.. hun var sulten, det kunne hun ikke benægte.. trangen i hende var simpelthen for stor.. #Angel# Melanias stemme lød i hendes hoved men hun svarede ikke.. Melania udstødte en lille pibende lyd af angel forsigtig bevægede sig ned mod skiggelsen og Melania bed fat i hendes rejde kappe.. #Nej Angel!# hun prøvede at stoppe hende men forgæves.. Angel styrtede med høj fart mod skiggelsen.. sulten var virkelig bare skyllet ind over hende og hun havde ingen kontrol.. havde hun vidste at det var junior kunne det være at hun havde kunnet styrer si men hun vidste det ike og hans pumpende hjerte tiltalte hende noget så meget.. hun nåede hurtigt om bag ham og hev hætten af ham bagfra.. hun nåede ikke at reagere på hvad hun så før hendes tænder sank i huden på ham og hun mærkede blodet flyde.. en følelse af ren og skær velbehag skyllede ind over hende og hun smilede fredfyldt dog varede den følelse ikke længe.. #Det er Junior!# Melanias stemme rungede i Angels hovede og hun slap ham omgående og trak sig væk.. "Nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej" peb hun og tørrede sig om munden mens hun stirrede på Junior..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior håbede virkelig på at skulle møde hende her, selvom han ærlig talt måtte tvivle på det. Hvor længe han så end skulle sidde der, havde han heller ikke nogen anelse om.. Nu sad han der som en konge af lyset, noget som han jo selvfølgelig var utrolig stolt af, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han ønskede og han agtede så sandelig, at skulle klare det så godt som muligt og i det mindste prøve, at skulle leve op til sine forældres niveau, selvom de i den grad havde sat standarden højt. Han regnede jo så heller ikke med, at det ville tage lang tid før han selv måtte drage i krigen og vise de lyse styrker til det store slag.. som han vidste ville ramme før eller siden. Han havde virkelig alt for mange tanker i hovedet, til at han overhovedet følte noget andet i sin egen nærhed.. han var virkelig ikke opmærksom nok! At kutten så bare blev trukket ned uden så meget som et varsel og vinden var det dog bestemt heller ikke! Han stivnede helt og nåede kun lige at vende blikket, inden han så kraftigt kunne mærke den smerte som så kraftigt måtte skyde igennem hans hals i og med, at hun måtte sætte tænderne i ham. Han endte helt stiv i blikket og med et kraftigt gisp, som han ikke kunne lægge det mindste skjul på. At vedkommende måtte slippe ganske hurtigt, selvom smerten så kraftigt måtte hænge ved. Han havde sin fars sværd hvilende ved sig, selvom han ikke havde haft nogen som helst mulighed for at skulle trække det. Det føles kun som et kraftigt tryk måtte lægge sig ved hans hjerte og kramperne som måtte sætte ind.. dette kunne ikke have været en normal vampyr. Han bed tænderne kraftigt sammen og klemte øjnene sammen, selvom han virkelig ikke kunne finde en ro. Kramperne måtte virkelig kun tage så voldsomt til i hans egen krop ,tvang ham ned i den kolde jord, hvor de kraftige rystelser kun måtte fortsætte og med de mange smertefulde gisp som kun måtte bryde hans læber i forsøget på at lade skriget komme frem.. noget som han dog nægtet! Først faldt han til ro flere minutter efter.. da kramperne langt om længe havde lagt sig. Denne gang lå han kun i chok.. hvad pokker var der sket? Svagt hvor han måtte hive efter vejret af en gammel vane, selvom det ikke hjalp ham.. som noget måtte blokere ham.. han kunne ikke få luft!

[angelea]

tårerne faldt som vandfald ned over hendes kinder.. "nej nej nej nej nej nej" hun gentog ordet konstant mens Junior lår der i kramper.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, han ville hade hende, hun havde jo dræbt ham.. dræbt ham som Pharrel havde dræbt hende den gang i bjergene.. stille krøb hun hen til ham og lagde sig ind til ham og holdt om ham.. hulkene ville ikke stoppe.. hun vidste hvilken smerte det måtte have været for ham for hun havde jo selv gennemgået det blot dage forinden.. armene lagde hun om ham for ligesom at beskytte ham.. ihvertfald indtil han ville vågne igen.. derefter ville hun højest sandsynligt stikke af.. hun foragtede sig selv for denne gerning, hun havde givet efter for sulten, den evige hunger efter et andet levende menneskes livs væske.. hun havde dræbt ham, manden hun elskede lå død i hans arme.. vejret lagde hun mærke til at han prøvede at træke selvom hun vidste at det intet ville nytte.. den gerning som hun havde gjort gjorde dem begge ude af stand til at bruge ilten til noget.. stille slap hun ham som Melania kom luntende ud inde fra skovbrynet.. forsigtigt lod hun snuden skubbe let til Junior for at vække ham.. #Lad være.. du må ikke vække ham# tiggede og bad Angel om men Melania var helt og aldeles ligeglad.. hun puffede stadig blidt til Junior.. hun vidste ikke hvorfor, måske var det vel for at prøve at føre Angel og Ham sammen.. #Vågn op# Den blide kvindlige stemme måtte lyde så forsitigt i hans hovede.. hun ville ikke skræmme ham for meget..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lå næsten i panik. Det var ikke fordi at bevidstheden manglet.. det eneste som manglet lige i øjeblikket, det var luften! Han klemte øjnene svagt sammen og med den lette skælven som løb igennem hans egen krop. Smerten hvilede stadig der hvor hun havde sat tænderne i ham. En gift fra en Spide som måtte løbe igennem hans egen krop, forgifte det for så at tvinge hjertet til at stoppe op. Lade ham hvile død ved hende. Stemmen havde han genkendt, selvom han virkelig ikke følte for at skulle flytte på sig på noget tidspunkt. Han havde virkelig ondt i hele kroppen, det kunne han ikke komme udenom. Hans brystkasse arbejde på højtryk for at skulle få luften igen, selvom det virkelig ikke hjalp ham noget som helst. Han lukkede øjnene stille.. hvad fanden var der sket?! Hans øjne var endt rødlige allerede og huden blev kun mere og mere kold som intet blod måtte løbe igennem ham for at holde ham varm. Umuligt med et dødt og koldt hjerte. At hun lå med armen om ham, gjorde ham dog selv mere tryg på det end det som han ellers ville have været. Den store snude som måtte puffe let til ham, selvom han ikke rørte sig stort på noget som helst tidspunkt overhovedet. Stemmen som måtte lyde i hans hoved, så mild og så blid alligevel. Han tvang øjnene op, også selvom han virkelig var øm i absolut hele kroppen og ubehaget var ekstremt! Hænderne lukkede han stille om det kolde og stive græs, idet han tvang sig om på maven. Energi havde han virkelig ikke.. alt var gået bort og tabt i forvandlingen. Tænderne var endt spidse og var virkelig så frygtelig i vejen. Hovedet lagde han stille ned, næsten som han bare endte med at give op, selvom den naturlige trang og desperate trækning efter luft, slet ikke holdt op. Han sad virkelig med følelsen af en klump i halsen.. som det var i vejen for hans luft. Han lod hånden falde mod halsen. ”Jeg… jeg kan ikke få luft..” hviskede han hæst. Han sitrede voldsomt. Han kunne virkelig ikke bare falde til ro, det var virkelig helt og særdeles umuligt for ham!

[angelea]

ANgel var selv så panisk at intet kunne få hende til jo.. med et styrtede hun mod skov brynet og forlod dem for en stund.. hun vidste virkelig ikke havd ehun skulle gøre af sig selv, hun havde bidt ham, HAM af alle mennesker.. hun havde det virkelig dårligt med sig selv og alting gjorde bare så ondt.. Melania blev ved junior.. hun lagde hovedet let på skrå og betraktede ham.. #Din krop har ikke brug for luft.. Du kan ikke træke vejret fordi ...... Fordi Angel forvandlede dig til en Spide.. Du er som hende, død og dit hjerte stoppet# Forklarede Melania stille.. hun havde jo gennemgået det samme med Angel få dage for inden så hun vidste hvad der skete med ham.. #Hun ... hun løb.. hun har det virkelig dårligt over det# Melania kiggede i retning af skoven og hun vendte så blikket mod Junior igen.. #Derfor hun også nægtede dig at tage Nathia med dig hvis i skulle rejse væk.. hun kan ikke styrer sin sult endnu og når den bliver for stærk sker dette.. hun kan ikke lade være med at bide selvom hun ikek vil det#
Angel stoppede op midt inde mellem en klynge træer.. hun græd bare stille.. hadet til hendes selv vorksede og voksede jo flere sekunder det gik.. det gjorde virkelig så ondt så ondt.. hun havde taget hans liv, ødelagt det så at sig ved at forvandle ham til en som hende.. hun udstødte et højt og fustrende skrig som måtte lyde over det mest af skoven.. det var virkelig noget som gik hende så meget på.. hun ville virkelig ikke det her mere.. stille krympede hun sig sammen op af træet og begyndte bare at hulke.. "hvad har jeg dog gjort .. hvad har jeg dog gjort .. hvad har jeg dog gjort .. hvad har jeg dog gjort .. hvad har jeg dog gjort .. hvad har jeg dog gjort .. hvad har jeg dog gjort .. hvad har jeg dog gjort" hun blev ved med at gentage det for dig selv.. hun var virkelig så fortvivlet..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Stemmen som måtte fortsætte i Juniors hoved, var ham dog ikke nogen trøst. En stemme så rolig når han selv lå i den panik, det var virkelig særdeles ubehageligt! Brystet kæmpet stadig af gammel vane for at få vejret, selvom han virkelig ikke kunne komme til det, udelukkende af den grund. Han klemte øjnene svagt sammen, hvor han blot nikkede til hendes ord. At Melania åbenbart lød til faktisk at ville hjælpe ham? At Angel var løbet væk, kunne han mærke, hun var i hvert fald ikke ved ham lige i øjeblikket. ”S… spide..” gentog han forfærdet. Han tog hænderne op til sin mund, hvor han hurtigt måtte mærke efter.. Jovist, de spidse tænder var der. Han tvang sig skælvende op at sidde og med blikket som faldt ned af sig… aldrig mere kunne han se solen.. aldrig mere kunne han se lyset eller solen. Han bed sig svagt og let i læben og lod blikket falde stille. Hvorfor havde han ikke hørt noget som helst?! Kroppen kæmpet stadig for luft, som havde han været i live. Han kunne virkelig bare ikke falde til ro.. endnu mindre, at han ikke kunne få lov til at se solen længere. Bare den tanke var helt og særdeles forfærdelig. Han bed tænderne svagt sammen, krummede i hele ryggen, selv da smerten langt om længe måtte give bare en anelse efter og falde bort, så han kunne slappe bare en anelse af. ”Det… det.. det kan ikke passe..” hviskede han tydeligt skræmt. Efterhånden så skulle der faktisk en hel del til at skræmme ham, men dette gjorde det virkelig og han hadet den tanke og den fornemmelse! ”Jeg.. jeg kan ikke.. kan ikke..” Han rystede fast på hovedet, det kunne virkelig ikke være rigtigt! Han satte hænderne i jorden i forsøget på at skulle komme op på benene, selvom det nu ikke gik som han havde håbet. Den krop ville bare ikke samarbejde med ham lige nu. Den skreg efter en hvile.. nu hvor han heller ikke havde fået hvilet stort på bryllupsnatten. Han gispede svagt.. endnu en gang efter vejret.

[angelea]

Melania betraktede ham.. #Jeg ved det.. Men ..... Jeg må finde hende.. Hun .... Hun kan finde på de værste ting når hun er så ked af det# Undskyldte hun og kiggede ind mod skoven og alligevel flyttede hun sig ikke.. det var svært at forlade drengen når han var så ude af den, men angel var jo hendes rytter.. hun var splittet.. hun begyndte at trippe og et lille klynk forlod hendes mund.. hun vidste ikke havde hun skulle gøre.. hun endte med at blive ved Juniors side, hun vidste ikke hvorfor men hvis hun nu kunne få Junior på god fod kunne han måske hjælpe hende.. hun kunne høre Angels tanker og kiggede ned på Junior.. #Jeg ved at det kan være svært, egentlig så er du død.. Du kan ikke trække vejret.. prøv at holde vejret og se hvad der sker.. der kan ikke ske dig mere# hun prøvede virkelig at berolige ham mens hun stadig trippede rundt.. hun havde det dårligt med at efterlade Angel til sig selv men uden junior ville melania aldrig kunne få hende ud af sin fortvivlede tilstand..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At Melania overhovedet blev ved ham, var virkelig ikke noget som Junior sådan direkte kunne forstå.. I hans øjne, så gav det virkelig ikke nogen mening. Han bed sig fat i læben, selvom han hurtigt var endt med at skulle bide den til blods i stedet for. Han prøvede at holde vejret, selvom det alligevel føltes så frygtelig forkert, når han havde ligget og gispet efter det så længe. Han lukkede øjnene stille. Han måtte da virkelig tage sig sammen nu! Det gjorde bare så ondt og hans krop føltes bare så frygtelig tung. Hvad Angel overhovedet var i stand til, havde han ikke nogen anelse om, han kunne virkelig kun fornemme det.. Hans svigerfar var jo trods alt også en Spide, så det væsen var slet ikke ukendt for ham på nogen måde overhovedet. Han klemte øjnene fast sammen, satte dem fast ned i jorden og prøvede at skulle tvinge sig op. Han ville virkelig ikke ligge der som en anden sårbar mand. Det var virkelig ikke hvad han havde brug for lige for nu. Hans navn var jo selv nået til mørket som en steppebrand og at blive mødt af dem, nu, så ville han ikke have en chance. Han kom op at sidde, selv med en lettere skælven i hans krop. Hun havde ret.. det hjalp faktisk at holde vejret. Han lod den ene hånd stille søge op til hans hals. Det brændt stadig noget voldsomt. Han skar en svagere grimasse. ”F-find hende..” sagde han dæmpet. Han vendte blikket op mod Melania. Han havde aldrig frygtet hende.. han ejede virkelig kun den tydelige respekt for det store dyr.. prægtig var hun bestemt.

[angelea]

Melania studerede ham blot mens han kæmpede sig for at komme op.. hun vidste at dette ville blive svært for ham og egenlig så havde hun ondt af ham fordi det var sket og havde ondt af Angel fordi det var hendes skyld.. stille hørte hun juniors stemme og rystede på hovede.. #Jeg kan ikke nå hende.. Hun Løb ind i skoven.. Den er for tæt# hun kiggede stille derind.. #Har virkelig aldrig nogensinde hørt hende så fortvivlet# hendes stemme var stille, næsten skræmt af dette faktum..
Angel lå stadig i skovbunden under træet.. hun havde det så dårligt.. hele hendes krop rystede og hun kunne bare ikke lade være med at græde.. blodt som hun havde drukket fra ham var virkelig kraftigt, det havde stillet hendes sult og hun hadede det virkelig.. hun lagde armene over hovedet som om hun beskyttede sig selv.. hun havde det virkelig skidt, hun vidste ikke om Melania ledte efter hende men hun håbede det ikke.. hun håbede bare at hun var blevet ved Junior for at sikre sig at han var okai..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At det havde været et uheld, havde Junior allerede fornemmet udelukkende på grund af Angels reaktion. Hun havde vel ikke vidst at det var ham..? Hvem det så ellers skulle være som ville søge til søen på denne tid, år han udtrykkeligt havde forklaret hende, at han ville være der aftenen efter brylluppet. Han kunne ikke tage hjem.. ikke i denne her tilstand, det var virkelig alt for risikabelt. Han sukkede dæmpet, han prøvede virkelig at slappe af. Han gjorde et forsøg på at skulle komme op på benene, selvom hans ben knækkede under ham, allerede med det samme. Han endte direkte på knæ og med den tydelige sitren i hans egen krop. Det var virkelig svært at skulle falde til ro. Han bed sig let i den allerede blødende læbe. Hans magi var væk.. forduftet med den døde krop og nu sad han der.. hvad pokker havde han at skulle gøre brug af nu? Han nikkede blot stille til hendes ord. At han skulle sidde og føre samtale med en drage, havde han jo heller ikke lige regnet med på den måde. ”K-kan du søge under trætoppene?” spurgte han stille. De rødlige øjne faldt til hendes skikkelse, selv den smukke smaragdgrønne farve var forduftet.. det eneste som han havde haft efter sin mor af udseende sådan direkte, noget som faktisk gjorde ondt. Han så ned af sig. Huden var blevet godt bleg, ikke at det var ham selv nogen trøst.. det var blot en bekræftelse, som han ej ville ønske at få øje på. ”Vandre igennem skoven..” tilføjede han stille. Han gjorde endnu et forsøg på at komme op, selvom det virkelig var umuligt for ham lige nu. Han skubbede sig fast op at stå, selvom benene tydeligt truet med at knække under ham. Han var virkelig ustabil.

[angelea]

Melania nærmest kendte hans tanker.. hun lagde stille hovedet på skrå.. #Hun regnede ikke med at se dig igen.. hun regnede med at du ville tilbringe natten sammen med Camryn fordi i ikke hvis fred i går og fordi hun jo havde afslået dig i forgårs.. Hun Tog kun herhen i håb om at du ville komme..# Melania tav igen og kiggede mod skoven endnu gang.. #Hun .... hun kunne virkelig ikke styrer sin sult.. hun har ikke spist siden hun blev bidt fordi hun ikke ville gøre nogen noget men i aften kunne hun ikke styrer det.. desværre gik det ud over dig.# men kunne tydeligt se at hun stadig tænkte men lod ikke tankerne nå til Junior.. vel for ikke at give ham dårlig samvittighed.. Angel var på dybt vand.. det vidste Melania.. Angels tanker skræmte hende virkelig meget lige nu.. hun så junior rejse sig og roligt lod hun sit hoved støtte ham.. #Pas på du ikke falder# sagde hun forsigtigt og sørgede for at han blev stående.. #Jeg ved godt hvor hun er.. Hende og jeg er forbundet.. jeg kan høre hendes tanker.. hun er ikke langt væk og dog er hun inde hvor skoven er for tæt.. Jeg kan ikke nå hende# man kunne tydeligt høre at dette fustrerede hende noget så meget og hunikke kunne lide tanken om at være adskildt fra Angel på denne måde. Det bånd som de allerede delt var virkelig stærkere end som så..

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lod den ene hånd forsigtigt støtte mod Melania for at holde sig oprejst og oppe. Han vendte blikket mod hende, dog alligevel lettere taknemmeligt. Han var virkelig ikke bange for hende. Hun ville vel have bidt ham nu hvis hun ville, selvom han havde set den lyst i hendes blik aftenen inden, selvom han havde prøvet at skulle forklare for sig. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”H-hun misforstod mig… Jeg ville bare give besked.. finde en undskyldning… Det.. det ville jo heller ikke hjælpe mig, hvis hele Procias satte ud efter mig,” sagde han stille. Han bed sig igen let i læben og vendte sig om. Hænderne forsigtigt støttende mod Melanias hoved. Han var vel et sted bange for at skulle træde forkert ved hende? Han vendte sig mod hende. Han havde allerede gættet sig til, at det hele havde været et uheld selvom det nu ikke havde været ham en trøst på noget som helst tidspunkt overhovedet. ”Jeg.. jeg kan ikke klandre hende for det.. jeg var bare ikke opmærksom nok.. jeg.. jeg havde håbet at finde hende her..” sagde han stille. Han prøvede virkelig at skulle undgå at trække vejret, han ville undgå det for al del, det var der ikke nogen tvivl om.. det var virkelig bare ubehageligt. Han vendte blikket mod skoven.. han måtte finde hende.. forklare hende det hele. Hun skulle virkelig ikke sidde igen med den form af skyld. ”B-bring mig så tæt på hende som du kan komme.. jeg må snakke med hende..” sagde han dæmpet. Han vendte de rødlige øjne mod Melania, næsten hvor han ubevidst måtte stryge hende over snudepartiet. Et smukt dyr var hun virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[angelea]

Melania kiggede opgivende på ham.. #Det sagde du ikke noget om igår.. Angel ved intet om det at være kongelig, hun har altid været fri og hun er ligfglad med regler.. hun forstår ikke hvor megte der vil blive ledt efter dig hvis du bare stak af.. For hende lød det som om du hellere ville være ved festen, at du valgte tronen og Camryn selvom du sagde at du elskede hende.. Hun var stadig knust over den måde som du havde taklet hele denne situation omkring brylluppet.. Hun sagde ikke ja for at du kunne få dette døgn fordi hun ikke stolede på at du virkelig ville komme# forklarede hun stille og støttede ham.. hun blev helt sagelig da han kom til at stryge hende over snuden.. #Jo.. jeg skal nok bringe dig tæt på# hun bed stille fat i hans tøj og løftede ham op.. hun lettede og bragte ham hen til klyngen.. der var et lille sted hvor hun kunne få sit hoved ned i gennem og hun kom så langt ned som muligt sådan så han ikke ville slå sig før hun slap ham..
Angel hørte dem men så dem ikke.. hun lå bare og hulkede.. det hele var virkelig bare så forfærdeligt! hun havde bidt ham, bidt Junior.. han var død, blevet til en ligesom hende.. hun kunne næsten slet ikke overskue det.. hun havde ødelagt hans liv.. hvorfor havde hun ikek bare holdt sig væk fra søen?? hvorfor havde hun ikke bare gjort som hun ville og vare blevet i dvasias.. hun græd bare og rystede svagt over hele kroppen.. ikke fordi hun frøs men fordi hun var så fustreret...

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior sukkede stille. I hans øjne var det lidt logisk, at det var sådan at det måtte forholde sig. At han var nødt til at give besked, så det ikke endte ud med et liv på flugt. Det ønskede han heller ikke for Angels skyld.. slet ikke. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Man kan elske på mange måder.. sandt, jeg elsker Camryn… men ikke på samme måde som jeg elsker Angel,” sagde han dæmpet. Han støttede sig stadig let op af hendes hoved, det ydet ham en ganske så perfekt støtte. ”Jeg.. jeg troede det var åbenlyst… at jeg ikke bare kunne tage af sted.. bare sådan..” tilføjede han dæmpet. Han lænede sig forsigtigt ind mod Melania. ”Jeg har aldrig givet hende en grund til ikke at stole på mig.. Ikke med vilje i hvert fald..” Mere nåede han heller ikke at sige, før hun løftede ham op, hvor han alligevel måtte stivne. Det var noget som han bestemt ikke var blevet vant til endnu. Han hang mere eller mindre slapt i dragens greb, som hun måtte bære ham hen til træerne og klyngen med skov. Han landede dog lettere usikkert til bens da hun havde sluppet ham.
Han gav virkelig ikke Angel skylden for det bid. Sulten havde vel bare meldt sig og den måtte stilles? At det jo så var ham det var gået ud over, var jo så det som han kunne hade mere end noget andet.. vel bare på det forkerte sted til det helt forkerte tidspunkt. Han bed sig let i læben, prøvede virkelig at finde balancen ordentlig igen og søgte stille ind mellem træerne og så lydløst som det var ham overhovedet muligt. Han var kun overbevist om en eneste ting på stående punkt; Han kunne ikke bare tage tilbage til Procias.. ikke i denne mundering. ”Angel?!” kaldte han så højt som det nu var ham overhovedet muligt. De røde øjne søgte igennem mørket.. så sjovt, hvor meget han egentlig var i stand til at skulle se, det var helt underligt.