Not expected?

[Deleted]

Det glædede Tatiana, at der da var noget, som de var enige om. Problematikken lå dog i, at det var de ufatteligt basale ting, de var nået til enighed i, og det betød, at det var de færreste der ville have ment anderledes. Det var nemlig let at sige, at landet igen skulle være frygtet, stort og mægtigt, men hvordan det skulle gøres var en helt anden sag. Det skete nemlig ofte, at folk havde hver sin mening, når de gik i dybden med tingene, og når alt kom til alt, troede hun egentligt, at de eneste hun ville kunne nå til fuld enighed med, var hendes eget folk. Det var nemlig de færreste der delte ønsker med mørkelverne, og det var hun skam allerede fuldt ud klar over. Hun levede nemlig ikke i nogen drømmeverden, og hun tvivlede på at det var muligt, at en højtstående mand og en mørkelvisk kvinde kunne nå til fuldkommen enighed. På det punkt var de nemlig vidt forskellige, og det mundede ganske enkelt ud i, at mørkelverne ønskede fuld kvindedominans, hvor mændene selvfølgelig også pegede på sit eget køn. Mændene var dog mere åbne for at lukke kvinderne ind, og det kunne man ikke just sige, at mørkelverne var, men når det var sagt, syntes Tatiana også at møde en horde af mandschauvinister. ”Personligt ville det kun fryde mig, hvis landet Dvasias igen blev talt om med ærefrygt i folks stemmer. Det var sørme tider dengang det var sådan. I øjeblikket syntes intet at skille landene og det er kun en skam. Jeg glæder mig til at se, at De indfrier Deres løfte,” sagde hun stilfærdigt. Hun savnede de gode gamle dage, og om Mattheus som konge kunne leve op til det, vidste hun nu ikke helt. På den vis måtte hun indrømme, at hun havde mere tiltro til den gamle dronning, men det måtte være, hvad det nu engang var. Kongen skulle dog også have en værdig chance for at få udført diverse bedrifter, og det gav hun ham skam også. I hvert fald nu når hun havde stået ansigt til ansigt med ham, og siden de havde udvekslet en længere samtale. Roligt nikkede hun med hovedet, som han sagde, at der nok skulle komme ro til det hele. Intet sagde hun til det, da det alligevel ikke var et af hendes anliggender, men hans personlige. Hun tvivlede dog ikke på, at man med tiden ville se en forandring på tronen, som hun tvivlede på, at det homoseksuelle regime ville holde ved. ”Jeg anser det nu for at være en udsøgt fornøjelse at sidde til hest. Jeg finder det afslappende, at man blot kan stige op og ride af sted, men De skal selvfølgelig være velkommen til at gå, hvis det er det De vil,” sagde hun roligt. Selv blev hun siddende på sin smukke hoppe, der endnu skridtede raskt af sted. Hun kunne fornemme på den, at den ønskede at trave, som den trak i tøjlerne og prøvede at øge hastigheden, men tilladelse til det gav hun den nu ikke. ”Jeg tror, at det er et meget alment ønske for en regent, Deres Majestæt. Jeg har i hvert fald aldrig højt en konge – såvel som en dronning – sige; ih, jeg er skuffet over, at jeg blev en succes,” sagde hun en anelse morende, da det næsten måtte være step 1 som regent.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I Mattheus’ øjne, var det vigtigt, at de i det mindste kunne blive enige om bare lidt, og det havde de jo faktisk formået, hvilket han faktisk var utrolig glad for. Nu som det var sagt, så regnede han ikke ligefrem med den største enighed, på grund af de forskellige liv som de havde hver især, hvor hun uden tvivl var vant til noget helt andet, end det som han kunne sige sig, at han var, men det var egentlig ikke fordi at det gjorde ham det mindste, for han ønskede jo faktisk at høre på hende, og han ønskede at høre på hvad hun havde at sige og indberette, for det kunne jo være, at det var noget som han kunne bruge. Nu som det var sagt, så ønskede han at vise, at han var en konge som man kunne betro sig til, som en del af folket, og vide, at det blev taget til efterretning. Han vendte de røde øjne i retningen af hende. Hans mine forblev fast og uden videre følelse. Naturligvis glædede det ham, at de kunne blive enige om noget, selvom det kun var det mere.. basale end det var noget andet i den anden ende. Han nikkede sigende til hendes ord, for han kunne bestemt heller ikke sige det meget bedre selv. Procianere skulle igen få lov til at omtale mørket med æresfrygt og respekt, for han fandt sig bestemt heller ikke i noget andet mere. ”Jeg har blot hørt om de gamle tider hvor landet her blev talt om med æresfrygt, og det ønsker jeg tilbage til. Folk skal have frygten og respekten for mørket og de magter og kræfter som hviler heri,” sagde han bestemt, for han ville slet ikke høre tale om noget andet, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget so helst i den anden ende. Han strøg roligt hingsten over mulen som de roligt gik ved siden af Tatiana og hendes hoppe. Hans hingst prustede let, også fordi at det nok gik en kende for langsomt i forhold til hoppen som tydeligt også bare ønskede sig at komme frem i programmet, selvom det slet ikke var noget som Mattheus lod ham gøre endnu. Det var ham som bestemte, og han var bestemt heller ikke bange for at vise hvor han stod. ”Det er befriende bare at kaste sig op på hesteryg og bare.. løbe afsted. Jeg elsker det,” istemte han med et stort smil. Det havde han gjort mere eller mindre siden han havde været helt lille, hvilket nok var noget som havde drevet Enrico til vanvid, men han var ligeglad. Det havde været den befriende handling, som han havde elsket allerede fra dengang han havde været helt lille. Han trak vejret dybt, hvor han selv måtte nyde af de vindkast som ramte ham direkte i ansigtet, for der var virkelig ikke noget bedre end det, så det var i sig selv, heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sukkede let. ”Hvem ville dog sige den slags? Alle nyder af tanken ved at være en succes. Det er jo trods alt alles mål – mig selv inkluderet,” sagde han med en ganske sigende mine, som han igen vendte blikket mod hende. Den var lige grov nok i hans forstand.

[Deleted]

Det glædede Tatiana, at han rent faktisk var interesseret i at høre på hende, da det var synd at sige, at de fleste mænd ønskede at høre en mørkelvisk kvindes mening. På sin vis kunne man nemlig sige, at der var Dvasias på den ene side, og så var der mørkelverne. Det var meget muligt, at det var vampyrerne, og ikke mørkelverne, der havde lavet en aftale med kongehuset om delvist eget styre, men alligevel var det mørkelverne der skilte sig allermest ud i samfundet. Selv forstod hun ikke, hvorfor det lige præcist var vampyrerne der skulle have lov ti at skille sig ud, men det kunne hun ikke gøre noget ved. Mattheus havde nemlig gjort klart for hende, at han ikke havde i sinde at lade mørkelverne gå den samme vej, og det undrede hende et sted ikke. Derfor glædede det hende blot, at de stadig var i stand til at tale sammen, som han tillod inputs fra hendes side, samt han havde givet hende lovning på ledertitlen blandt sit folk. Anerkendende nikkede hun til hans ord. ”Det var uden tvivl anerledes tider dengang.. Blandt mine egne bliver jeg betegnet som en af de ældste og det gør selvfølgelig, at jeg har set de forskellige tider. Jeg har set regenter komme og gå. Krig og fred. Nedgang og optur,” fortalte hun roligt. ”Der er dog intet som de tider, hvor mørket er frygtet, og ikke hånt. Jeg forstår udmærket, hvorfor det er dem De stræber efter at nå.” Intet galt så hun i hans ønske om at gøre mørket frygtet, da hun fuldt ud kunne følge ham. Der ville også være en vis prestige i at nå dertil, og det var der ingen skam i at ønske. Ikke her i Dvasias. Desværre kunne man dog ikke sige, at landet befandt sig på det stadie længere, men det kunne det vel altid komme til igen. Hun trak let på smilet, som hun måtte lægge mærke til kongens eget store smil. ”Det er det i den grad. Især med de stillinger, vi begge besidder.. De mere end jeg,” sagde hun ærligt. Det undrede hende ikke, at han nød friheden ved et ridt, for hun gjorde det samme. Det var nemlig aldrig at være i stand til at ligge arbejdet bag sig, og blot tænke på … ingenting. Det var i hvert fald, hvad hun gjorde, når hun red sig en tur, uden den røde læderdragt. Præcist som hun havde gjort i nat. At det så kunne lyde som om, at hun havde trådt en anelse forkert, fik hende til at vende blikket frem. Hun forstod det ikke, hvis lige den sætning havde været over grænsen, da den blev blot havde været en sammenblanding af morskab og ærlighed? Det kunne selvfølgelig godt være, at han endnu var lidt for stram i minen til, at deres hoveder kunne klinge sammen. Hun fugtede læberne. ”Det var også, hvad jeg mente med mine ord. At alle ønsker at opnå succes, lige meget hvem de er. Det er skam ikke kun et mål for Dem,” sagde hun sandfærdigt og i et roligt stemmeleje, da hun trods alt ikke ønskede at irritere den regerende konge.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne slet ikke se, hvorfor han ikke skulle lytte til Tatiana, da han ønskede at give alle folk en stemme, som kunne høres, ikke mindst dem, som han ønskede at skænke den titel som en leder, da han ønskede at alle skulle være bare lidt tilfredse med omstændighederne, som var her til lands, for han vidste, at det slet ikke var, hvad man kunne sige at være meget at prale med, og derfor ønskede han naturligvis også at gøre noget ved det. Tiderne før i tiden, og specielt også under hans moders styre, hvilket automatisk gjorde, at der lå en frygtelig tung byrde på hans skuldre, selvom han naturligvis ønskede at gøre hvad han kunne, for det var uden tvivl vigtigt, at det blev gjort ordentligt, og det vidste han også udmærket godt. Han nikkede sigende. Selv var han jo faktisk ked af, at han selv ikke havde oplevet det, for det kunne uden tvivl have hjulpet ham selv umådelig godt på vej hvad angik.. det hele, men det var desværre ikke tilfældet. Blikket gled i retningen af hende igen. Smuk var hun skam, og han kunne godt lide, at hun havde noget mellem ørene, som faktisk var ganske fornuftigt at høre på, også fordi at det ikke ligefrem var det som man kunne sige, at man oplevede mest af nu om dage. Flest ønskede jo bare at snakke kongehuset efter munden for at få tingene som de ville have det, og det var bestemt ikke noget som han var interesseret i på nogen måde. ”Jeg ville ønske, at jeg havde haft muligheden for at have oplevet det dengang. Hvordan det blev gjort, og hvordan folk var tilfredse, og hvor frygtet mørket var.. Det ville nok have gjort det hele betydeligt nemmere for mig,” sagde han roligt. Både op- og nedturene som var sket og forårsaget, og hvordan de var tacklet.. Det ville uden tvivl være en stor hjælp for ham. ”Det kan ikke være rigtigt, at mørket skal ligge i skyggen for lyset. Naturligvis skal der gøres noget ved det,” sagde han stilfærdigt, for han mente det, og det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, hvilket han skam heller ikke lagde skjul på, på nogen måde i det hele taget! Selvom han gik roligt ved siden af hende og med tøjlerne trygt hvilende i sin hånd, så tog han det faktisk ikke særlig tungt, for det var.. rart at bruge benene også lidt, frem for bare at få det hele serveret på den måde. ”Enig. Derfor er det rart, når man finder de stunder, hvor man kan lægge det lidt fra sig, og bare tage af sted,” sagde han med et let smil på læben. Det var i sandhed noget af det bedste ved det hele! Det kunne godt være, at han var en kende stiv i det endnu, men det var også fordi at han ikke rigtigt vidste hvordan hun havde det med det hele, selvom han tidsnok skulle finde ud af det. Hvorvidt om det var ærlighed og sjov, var han faktisk i tvivl om, og så reagerede han som regel temmelig kraftigt på det. ”Det er et alvorligt og seriøst for mange, og deriblandt for mig, som det sikkert også er for dig.” Han vendte blikket fast i retningen af hende. Det var jo trods alt et yderst alvorligt emne, de var kommet ind på nu.

[Deleted]

Det skulle ikke komme bag på Tatiana, at det ville have lettet byrden på Mattheus’ skuldrer, hvis hans moder havde levet længe nok til, at han havde kunnet opleve et andet styre, samt set, hvordan man tog sig af de forskellige pligter. Det var nemlig ingen hemmelighed, at kongen ikke havde fået megen oplæring, inden han var blevet sat på tronen, og det var altid en skam, da det naturligvis svækkede kongeriget. Han havde selvfølgelig en rådgiver, som alle andre regenter, men det var en ringe trøst, når man generelt set ikke var klar til opgaven. Det var dog ikke noget hun ønskede at høre videre brok over, da hun mente, at man skulle tage livet, som det var, og gribe det således. Hvis man alligevel bare beklagede sig, kom man ingen vegne, da det blot var selvynk, og der imponerede ingen. Kongen havde måske en smule selvynk, da han beklagede sig over omstændighederne, samtidig med, at han hverken vidste ud eller ind, men hun håbede på, at det ville ændre sig med tiden. Hun følte i hvert fald ikke, at det kunne fortsætte således for altid. ”Det ville uden tvivl have gjort det hele lettere, hvis De havde været i stand til at se, hvordan det ellers har været her til lands. Realiteten er dog, at det ikke er noget De kan finde trøst ved, da det ikke er tilfældet. Jeg synes, at De i stedet skal anse det for at være en mulighed for at imponere folket endnu mere.. Det ville være, som hvis De rejste Dem fra asken, og bragte landet noget ganske uventet.. Det kan heller ikke siges, at befolkningen har de største forhåbninger for Dem lige pt., og det forbedre kun Deres chancer for at gøre noget godt,” sagde hun roligt. Selv tænkte hun, at hvis blot han fandt den rigtige tilgang, ville han få folket med sig. Lige nu var det nemlig synd at sige, at han imponerede som regent, da det mest af alt ikke lignede, at der var et kongehus, som de stod ganske passivt til, og lod racernes ledere tage styringen. ”Mørket burde aldrig gemme sig bag lyset. Det burde være lyset, der havde problemer med at komme ud i det fri, samt følte sig skræmt af det evindelige mørke,” sagde hun stilfærdigt, som hun ikke var videre tilfreds med, at der var mere sammenhæng i Procias end i Dvasias. Hun støttede på ingen måde op omkring Procias, men hun måtte give dem, at de havde sammenhold, hvor man ikke anede, hvor man havde sin nabo i Dvasias. Det var også kun mere end tydeligt, når nu warlockerne var gået i krig helt alene. Hun nikkede roligt med hovedet. ”Uden tvivl,” medgav hun. Rart var det trods alt at komme ud og blot nyde livet og friheden, frem for at sidde med sit erhverv foran sig konstant. Når det så var sagt, var hun dog ikke typen, der bare lagde sit erhverv til siden, som hun elskede det, og altid havde det i baghånden. At han havde misforstået hendes mere drillende ord, var der intet at sige til, da det vel bare viste, at de ikke kunne følge hinanden på det punkt? Derfor tænkte hun, at hun blot skulle holde sig til den alvorlige side, og den mestrede hun nu også ganske godt. ”Det er uden tvivl nået af det vigtigste i mit liv, at jeg opnår succes. Jeg er ingen stillesiddende kvinde, som jeg derimod har drømme, og ikke kedelige drømme, som at få en ægtemand, og små børn og en urtehave, jeg kan passe. Jeg ønsker at blive til noget samfundsmæssigt, og det mål føler jeg også, at jeg følger godt.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde ikke været særlig gammel, da hans moder var gledet bort, selvom det naturligvis var en trist tanke, så var det noget som han havde lært at leve med. Han havde forsøgt i det mindste, hvor han faktisk forsøgte ikke at tænke alt for meget på selvynk og den slags, for han kunne ikke fordrage det selv, men det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre det største ved det nu. Han var en ung mand, som skulle finde ud af en frygtelig masse ting, og det var på ingen måder nemt, og selv ikke med en rådgiver, som virkede for glad, til at tage over for arbejdet, når han selv ikke fik det gjort. Nu som det var sagt, så var han skam heller ikke bange for, at gøre sig sine egne forsøg på lige netop dette. Han nikkede med en ganske sigende mine. ”Havde jeg selv oplevet det, så havde det måske været betydeligt nemmere for mig, at vide hvordan jeg skulle handle og reagere i de forskellige situationer. Jeg ved, at jeg nok skal finde ud af det, før eller siden.. Jeg prøver mig frem, og jeg er ikke bange for at gøre mig forsøg og finde ud af det. Jeg er bare.. nødt til at handle uden for mange fejl nu. Jeg har allerede gjort for mange, og jeg ved det.. Og det er noget som jeg selv foragter.” Det var ikke fordi at det var disse ting, som han havde regnet med at skulle gå og diskutere med en mørkelver, men hun var en kvinde som snakkede lige ud af posen, og det var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide, for det gjorde det nemmere for ham, at finde ud af, helt præcist hvad det var han havde gang i, for skulle han være helt ærlig, så var han faktisk ikke helt sikker, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund. Han vendte blikket direkte mod hende igen. Hvad angik mørket, var de fuldstændig enige. ”Enig.. Derfor er vi nødt til at gøre noget ved det,” sagde han med en ganske kortfattet tone, for det andet var faktisk et irritationsmoment for ham, og det var noget som han slet ikke kunne have med at gøre! Selvom han elskede at have sin tur på hesteryg, så kunne han faktisk godt lide at gå også og bare.. bruge noget energi på det led, så var det også noget som han værdsatte meget. Selvom han måske ikke var særlig god til det med drillerier og alt den slags, så kunne det sagtens være fordi at han selv ikke havde været udsat for noget selv lignende, for han havde altid skulle tage tingene utrolig seriøst, og det var selv ikke noget som han brød sig helt om altid, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. De var enige om tingene, men havde hver deres måde at se på tingene på, og naturligvis var det noget som gjorde sit, også for hans vedkommende. ”Du har ambitionerne, og det er noget som jeg godt kan lide, Tatiana. Umiddelbart vil jeg tro, at vi kan få et godt samarbejde op mellem mørkelverne og kongehuset. Hvis det er noget, som eventuelt kunne være i din interesse?” fortsatte han. Han kunne jo sagtens behandle hende som en leder, selvom det endnu ikke var gjort officielt trods alt.

[Deleted]

De intense blå øjne lod Tatiana roligt hvile på den gående konge, som han trak sin hingst med sig. Det var ikke sådan, at hun ingen menneskelighed havde, for det havde hun skam, og det betød også, at hun sagtens kunne forstå, at det var en svær position den unge var kommet ind i. Hun havde trods alt selv været ung engang, og dengang havde hun også ment, at hendes kære moder var blevet taget væk fra hende al for hurtigt, men det var blot livets gang. Hun var bare kommet hurtigere op på hesten igen, end ham, som hun havde haft lettere ved at finde sig selv. Det havde desuden ført hende til den kvinde, hun var i dag, og det kunne hun ikke være andet end glad og tilfreds over. ”Vi kunne alle ønske os en lettere sti at følge, men så mister det hele også sit formål. Hvis det havde været let at styre et land og være konge, ville alle og enhver have den plads, men det er ikke tilfældet. Ligesom mig, er De ikke født til at skabe en lille hyggelig familie og have et ordinært arbejde. Nej, De er født til at regere, ligesom jeg blev født til at være en kriger. Det er bare Deres opgave nu at leve op til Deres fødsel, ligesom jeg allerede har gjort,” sagde hun sandfærdigt. Kongen var ikke blevet skabt af kærlighed, som han var blevet skabt til at regere. Hun var ej heller blevet skabt af kærlighed, som hun var blevet skabt til at være en kriger, eller det der var større end det. Det havde hun også efterlevet til fulde, som hun i øjeblikket stod som både torturmester og kriger, samt lovning på titlen som elvernes nye leder. Det var uden tvivl en stilling hun så frem til at besidde, da magt var et af nøgleordene hos mørkelverne, og hvilken større magt var der i det mørkelviske samfund, end at styre dem? ”Det er De nødt til at gøre noget ved,” rettede hun ham. ”De ønsker vel næppe, at der er flere af dine ledere og derfor racer, der river sig fri mod Deres vilje.” Det var ham som konge, der måtte ændre landets position, da alt andet ville betyde, at der ville komme slinger i magtfordelingen. Dvasias var nemlig et land fuld af stærke personligheder – inklusiv hende selv – og det betød, at de ville rive sig løs, hvis de alle fik frit spil. Det havde blandt andet været at se hos warlockerne, da de egenrådigt havde angrebet Procias. Et yderst vovet træk. Dumt fandt hun det dog, da det ikke just havde været planlagt godt, som de havde lidt et kæmpe nederlag. Walockerne havde nemlig tabt slaget, samt deres leder. Nysgerrig blev hendes mine. ”Som sagt… Jeg ønsker det bedste for min race, og jeg tror personligt, at det vil gavne mit folk bedst, hvis vi bliver en aktiv del af resten af landet, og derfor også af kongehuset,” sagde hun stilfærdigt, som hun selv så gode muligheder i et nært samarbejde mellem mørkelverne og kongehuset. Hun vidste måske ikke helt, om Mattheus var værd at støtte endnu, men en chance kunne hun give ham, når nu han gav hende titlen som leder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Tatiana ville blive siddende på hesten, lod Mattheus hende blot selv bestemme, da han havde taget den afgørelse at skulle vandre roligt ved siden af hende. Han havde nu ikke noget imod at skulle vandre stille og roligt, for det var også rart at få brugt benene en smule, når han nu tilbragte så megen tid på den store trone. Selvom det var et hårdt arbejde, så vidste han at hun havde ret – hårdt som det end var sagt, så var det jo bare en sandhed, som han måtte indse før eller siden, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde sagen meget bedre. De røde øjne gled direkte intenst til hendes skikkelse og med en ganske kortfattet mine. Han havde skam ikke noget imod at man talte lige ud af posen, for det ville han foretrække at folk gav ham den direkte, frem for at snakke ham efter munden. ”Jeg er måske ikke skabt af kærlighed, men som en arving til tronen her. Det er måske ikke mit job at slå mig ned og stifte mig en familie, men jeg er endnu bundet af pligten, at anskaffe en arving, når alt kommer så vidt. Jeg skal holde det i familien, og det er hovedsagelig en yderst vigtig pligt, som jeg agter at gøre mit for at leve op til. Og helst på andet vis end min kære moder,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han var kendt med hans egen skabelse, og at det ikke havde været på grund af hendes moderlige hjerte, men pligten som fulgte med tronen som han nu besad. Han vendte blikket frem for sig igen. Det var ikke just fordi at man kunne påstå at hans liv var nemt, og det var skam heller ikke fordi at han havde noget imod det som sådan. Hans moder var bare revet fra ham i en så tidlig alder, at det hele var kommet så pludseligt, og det var svært for ham at kapere det hele, selvom han virkelig forsøgte. Han rystede på hovedet. Warlockernes handlinger var uhørte, og det havde han taget sig af, selvom han bestemt heller ikke kom til at være nær så mild næste gang, at det skulle blive tilfældet, og det vidste han udmærket godt! ”Det som skete, kommer bestemt heller ikke til at ske igen! Jeg finder mig ikke i den form for handlinger! Når jeg finder Malisha, så skal jeg nok personligt sørge for, at det ikke bliver tilfældet igen!” endte han fast og bestemt. Hendes handlinger skulle hun naturligvis bøde for, og gerne foran alle andre, så de kunne se, at han mente alvor, for han fandt sig bestemt heller ikke i noget af det andet! Han sukkede tungt. Det var virkelig hårdt at være så vred og frustreret hele tiden, men han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det! Efter det endelige brud med Denjarna, så var det faktisk svært.. Han savnede hende, også selvom han slet ikke regnede med at se hende igen.. Ikke før hun kom til fornuft! De rødlige øjne søgte stille i retningen af hende igen. Han ønskede et godt samarbejde med alle racerne, og give dem alle en stemme at høre og snakke med, som faktisk blev lyttet til. ”Det glæder mig. Jeg er sikker på, at hvis vi kan få alle med på den, så skal vi nok få et stærkt Dvasias tilbage på benene.”

[Deleted]

Det undrede ikke videre Tatiana, at Mattheus ønskede at skabe arvinger af kærlighed, fremfor en pligt. Det var nemlig en simpel ting, som de fleste måtte hige efter i denne verden. Hun var dog ikke selv en af dem, da hun ikke brød sig om ideen at være bundet til en person, som man skulle give størstedelen af sin tid. Derfor anså hun også kun børn for at være en pligt, da hun ikke havde noget imod at føre nye krigere ind i verdenen, da mørkelverne trods alt havde brug for nyt blod, og hendes skulle føres videre. Særligt nu når hun rent faktisk ville modtage den højeste titel i sit samfund. ”Hvordan De ønsker at føre kommende arvinger til verdenen på, er Deres eget valg. Jeg kunne dog forestille mig, at det er svært for en mand af Deres rang at møde nye kvinder, og i så fald klinge med dem. En ting er trods alt at møde en person. En helt anden ting er at kunne med vedkommende,” sagde hun roligt. Igennem hans regeringstid havde det dog gået forbi hende, at han var en kvindebedåre, som han eftersigende skulle have haft en del forbi sin seng. Om han havde lagt den side på hylden nu, anede hun dog ikke, da hun måtte indrømme, at det ikke var kongens liv hun var mest integreret i. Hun hørte nemlig kun, hvad rygterne bragte hende, men på den anden side sagde de rygter også, at han havde fået knust sit hjerte. Det havde han desuden også allerede bekræftet for hende. Svagt trak hun på smilet, ved lyden og synet af hans reaktion. Det var måske bare hende, men hun kunne godt lide at se, at han sagtens kunne hidse sig op. Det viste nemlig, at han ikke bare var en sødbløden og svaglig mand, men en der godt kunne være hård og bestemt. ”Og denne Malisha er fuldstændigt gået under jorden? Ifølge mine kilder, var der nemlig ikke mere at høre fra warlockernes side, efter deres lille tåbelige angreb. Det var trods alt på ingen måde et organiseret angreb, siden de ikke vandt noget på det,” sagde hun stilfærdigt og trak kort på skulderen. Hvad ideen med angrebet havde været, var på ingen måde tydeligt, men det viste vel også blot, hvilken stor fiasko det havde været for dem? Selv kunne hun kun ryste på hovedet af det i hvert fald. Hun havde intet imod krig, men når man førte krig, skule det også føres korrekt, og ikke sådant her. Blikket lod hun roligt falde på ham. ”Hvis blot lederen er med på vognen, og giver racen en oprigtig grund til, at de skal være en del af Dvasias og kongehuset, er jeg sikker på, at det hele nok skal løse sig. Desuden, nye ting er altid en ny chance for håb, hvis ikke det går, som man ønsker det, inden det,” sagde hun roligt. Hun var sikker på, at hvis hun kom til mørkelverne som leder og med sine ideer, at de nok skulle give hende og formålet en chance. Hun havde desuden den samme tanke for de resterende racer, da de på den led måtte være ens.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste at der skulle arvinger til før eller siden, og det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som Leonardo kunne skænke ham, så de måtte komme et andet steds fra. Han kunne snildt gøre som hans moder havde gjort, netop ved at blive gravid med en mand, som hun ikke var sammen med. Han var måske en ung mand, men selv det, var jo trods alt noget, som han var nødt til at have skrevet ned bag øret, for før eller siden, nåede de jo trods alt det punkt, hvor det ville blive en nødvendighed. Han vendte blikket mod hende idet han måtte nikke. Pointen var vel, at der var en arving til tronen, som faktisk bar hans blod, når det kom så vidt? Fremgangsmåden, var jo på sit vis, ganske.. ligegyldig. ”Det glæder mig, at det er sådan du ser på det, kære Tatiana. Hvordan jeg vælger at gøre det, er trods alt min egen beslutning, såfremt at jeg formår at opfylde den pligt, så burde folk være tilfredse. Det er skam ikke fordi at det er svært for mig, at møde kvinder.. Tvært imod. Mit problem ligger i, at jeg ikke kan finde ud af, om det er mig som person som vækker deres interesse, eller om det er min titel og min pengebeholdning,” fortalte han med en ganske sigende mine. Det var det som gjorde, at det som regel kun blev til hygge for en enkelt nat, og så var det dét. Han vendte blikket frem for sig igen. Med henblik på warlockerne, så var det et folkefærd som havde sat ham i en irriterende situation, da han personligt havde bedt om undskyldning overfor dronningen af Procias, og det var en tanke som uden tvivl måtte irritere ham! ”Jeg har ingen anelse om hvor hun befinder sig. Skal jeg være helt ærlig, er jeg sikker på at hun må ligge død et sted. Jeg har strammet grebet om dem. Jeg synes bare det er en skam, at jeg ikke fik den mulighed for at vise hvor grænsen går overfor dem,” fortalte han ganske sigende. Det kunne godt være, at deres angreb ikke havde været organiseret på nogen måde, men man måtte alligevel give dem for valget. Det havde været det mest oplagte tidspunkt at angribe Procias på, selvom det slet ikke var en handling som havde vækket nogen som helst former for interesse ved Mattheus på nogen måde. Han havde ønsket at finde ud af det hele med tronen, og derfor slet ikke tænkt på at ramme Procias under den situation. Han endte med at stoppe op igen, hvor han slap tøjlerne, for at lade hingsten græsse lidt igen. Han vendte blikket mod hende. Selvom hun var meget direkte, så havde hun ret, og det var også det som han faktisk bed sig fast i. ”Jeg går med drømmen om at alle racer skal have en stemme, alle racer skal have en repræsentant i form af deres leder, og jeg ønsker at samle et råd hvor alle lederne er til stede, så de hver især kan være med til at påvirke, hvordan landet skal styres,” sagde han med den rolig stemme, også fordi at han mente det. En form for demokrati i et kongestyre, i og med, at han sad med den endelige beslutning, men han ville lade dem være en del af det.

[Deleted]

Hvordan kongen fik sine arvinger, var Tatiana sådan set ligeglad med. På sin vis foretrak hun dog, at han ikke gik kærlighedens vej, men styrkens vej. Hvis først han skulle møde en kvinde og forelske sig, kunne det tage sin tid, samt der var det problem, at han kunne forelske sig i en svagelig kvinde. Det ville ikke være noget problem, hvis han gik styrkens vej – ligesom hans moder og mørkelverne – da det betød, at han kunne tænke rationelt og derfor vælge en kvinde med de bedste gener. Ligesom ham, tvivlede hun desuden på, at det ville være en let sag for ham at gå kærlighedens vej, da de fleste kvinder uden tvivl kun ville se hans titel. Det ville hun i hvert fald. Hun trak let på skulderen, uden det generede styringen af hoppen. ”Folket kender alligevel ikke til realiteten på slottet, derfor kan det være ligegyldigt, om De opfylder Deres pligt, som var det et arbejde eller af kærlighed. Jeg må indrømme, at kan se ideer ved det første, men det er også den tankegang mit folk går med. Kærlighed svækker kun, hvorimod pligten gør, at man kan tænke rationelt, og derfor skabe det bedst mulige resultat. Det kan desuden tage år, hvis De venter på den kvinde, der vil få Deres hjerte til at banke,” sagde hun stilfærdigt. Om Jaqia havde været i stand til at skabe det bedst mulige resultat, vidste hun dog ikke, da Mattheus endnu ikke brillerede regentmæssigt. Smilet trak hun let på, som han måtte oplyse hende om warlockerne. Det gjorde hende bestemt ikke noget, at den race var i dårligt lys hos kongen, da hun alligevel ikke havde et forhold til dem. Det betød også, at han havde sit blik vendt mod dem, hvilket gjorde, at de andre racer kunne bevæge sig mere frit – heriblandt mørkelverne. ”Siden hun er forsvundet fra jordens overflade, skulle det ikke undre mig, at hun ligger død i et miserabelt hul. Det var også et tåbeligt træk de gjorde sig, og det har kun svækket deres egen race, men det vil de vel næppe selv indrømme,” sagde hun roligt. Hun havde intet til overs for Procias, men alligevel mente hun, at man skulle drage i krig med et velorganiseret angreb, fremfor blot at styrte imod fjenden, som en flok bønder. Derfor kunne hun blot ryste på hovedet af det. Det kunne godt være, at warlockerne havde fundet Procias’ fredeligste øjeblik, men alligevel havde slottet været beskyttet, og tydeligvis stærkere end den angribende race. Tøjlerne trak hun fast i, som hun så, hvordan Mattheus måtte stoppe, hvor hendes hoppe gjorde ligedan. Nysgerrigt lyttede hun til hans fortælling, hvor det var en fortælling der uden tvivl behagede hende. ”I mine ører lyder det som en glimrende ide, at lade de enkelte racers leder have en stemme. Det burde skabe en større tilfredshed blandt folket, da det betyder, at deres meninger på den led for lettere ved at blive bragt frem. Det er mig også kun en ære, at jeg nu får muligheden for at repræsentere mit folk,” sagde hun ærligt, inden hun lod sin hånd stryge over hoppens bløde man. Det var et sats af kongen at indsætte dette nye råd, men selv anså hun det kun for at være en god ting, da det indviede borgerne langt mere.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam udmærket godt, at det slet ikke var hans lod at slå sig til ro, blive forelsket og skabe sig en familie, også selvom det var en tankegang som han efterhånden kun havde vænnet sig til tanken om arbejde, arbejde og.. arbejde vel? Det var meget som han skulle sættes ind i, og desuden ville han også vise sig sikker på, at det ikke var hans formue som folk var efter, også selvom han vidste, at den trak gevaldigt i andre, når de ikke selv havde de samme midler som han havde. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, og alligevel med en ganske alvorlig mine, for det var jo trods alt også et alvorligt tema de var kommet ind på. Han regnede vel med at gøre det samme som hans moder havde gjort med hans far? ”Folk tror tvært imod, at de ved hvordan det forløber sig på slottet, Tatiana. Det er ikke mange udenfor, som ved hvordan det er, eller hvad der foregår der. Jeg er nødt til at tænke rationelt, og have frygtelig mange ting i hovedet, hvad angår tronfølger og følgerne deraf, det er sandt. Jeg vægter pligten højst. Jeg kender min plads her i livet,” påpegede han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hans moder havde nærmest voldtaget hans far, idet at han var blevet undfanget, og her stod han i dag. Der var ikke ligefrem nogen kærlighed som sådan i familien, og det var skam noget som han havde det fint med. Han kendte jo trods alt heller ikke til andet. Han lod hingsten gå, så den kunne græsse, og han selv kunne nyde omgivelserne, for det var jo trods derfor han var kommet. Med henblik på warlockerne, så havde tidspunktet for angrebet uden tvivl været optimalt, men det var slet ikke krig som Mattheus havde været interesseret i, og det irriterede ham uden tvivl at Malisha havde taget sagen i egne hænder. ”Det er hun nok. Ellers en skam. Jeg ville gerne have vist warlockerne, hvem der bestemmer, for jeg finder mig ikke i det. Specielt ikke uden mit samtykke, som de gjorde,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Han strøg hingsten over mulen, som den kort hævede hovedet for at få tygget af munden. Han smilede let, inden han vendte blikket mod hende igen. Han ønskede at være folkelig, og sætte folket først, for det var uden tvivl noget som ville gavne landet, men også lade folket se, at han faktisk viste dem en tillid som han vidste at hans moder ikke havde gjort tilbage i sin tid. ”Det vil gøre det nemmere for mig, at lede et land, hvor alle racers interesser bliver set, hørt og taget til efterretning, og det er hvad jeg ønsker. Jeg ønsker et rige, hvor alle føler sig set og hørt, og med en konge som tager højde for deres race og interesse. Jeg ser frem til vores samarbejde, Tatiana. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver godt,” sagde han med en rolig og ikke mindst ganske sandfærdig stemme.

[Deleted]

”Selvfølgelig har folket sine ideer.. Vi hører trods alt diverse ting og sageri krogene, og det er både det gode og det dårligt. Mest det dårlige, om man vil det eller ej. Deres seneste uheld har i hvert fald blevet kendt for alle og enhver, og det er ikke just den mest positive omtale, der er blevet sendt rundt,” fortalte Tatiana sandfærdigt. ”Med henblik på en tronfølger, skal De nok få en, om det er på romantisk eller erhvervsmæssigt vis. De er endnu ung, og derfor skal den tid nok komme.” Hun frygtede ikke selv, at Dvasias trone ville stå uden arving, da kongen havde alverdens tid for sig. Hun havde desuden hørt rygter omkring, at han var lidt af en skørtejæger, og på den vis var det ikke just svært at sætte en unge i en kvindes mave. Han skulle selvfølgelig også ægte kvinden, men det var vel det simpleste, hvis han allerede havde fået lov til at ligge med hende. Det var dog ikke hendes kvaler, som hun ikke var Mattheus, og ej heller havde en position i det kongelige hof. Fødderne endte hun med at føre ud af stigebøjlerne, som hun svang benet over sadlen og endte på jorden med et blødt bump. Hvis kongen alligevel ikke ønskede at ride længere, kunne hun sagtens gå ved hans side, og få strukket sine ben. Hoppen gav hun lange tøjler, så den kunne græsse, ligesom Mattheus’ hingst. De blå øjne vendte hun roligt i hans retning. ”Ikke for noget Deres Majestæt, men De kan endnu vise, hvem der bestemmer. Det er meget muligt, at De ikke kan få fingrene i deres leder, men heldigvis for Dem, var hun ikke ene om det.. Der var andre warlocks med hende, da hun førte angrebet, og mit råd til Dem er at få fingrene i en af de personer. Afstraf vedkommende.. Brug vedkommende som et eksempel på, at De ikke er en person, som man skal trodse,” foreslog hun sigende. Det var en metode hun selv bifaldt, og som hun selv ville have gjort brug af, hvis hun havde befundet sig i hans sko. Det gav ham desuden mulighed for at vise, at han ikke var en blødsød mand, som man ikke lige umiddelbart kunne løbe om hjørne med. Det var en stærk mand, da det ville vise, at han turde tage fat, og det var en mand der var værd at følge i hendes øjne. Om han var enig med hende, var hun derefter spændt på at finde ud af, da hun endnu ikke vidste, hvilken type mand han var. Dette ville dog give hende et godt billede af det. Hun nikkede roligt til hans ord. ”Det vil uden tvivl gavne alle parterne, hvis blot de forskellige kan nå til enighed. Når det så er sagt, glæder jeg mig til at være en del af Deres nye regime. Jeg er uden tvivl spændt på at se, hvordan det vil klare sig, ligesom jeg er spændt på at opleve, hvordan jeg og mit folk vil få større indflydelse i Dvasias,”sagde hun roligt og ikke mindst sandfærdigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at hans ry og rygte, ikke just var det mest positive nu om dage. Han kunne heller ikke komme udenom, at alt det med Denjarna, faktisk havde gjort ondt på ham til sidst, og at det tydeligt også påvirkede ham som det gjorde nu. Han vendte blikket direkte i retningen af hende endnu en gang. ”Det negative og det dårlige, ved jeg fylder meget nu om dage, og jeg arbejder skam på sagen, netop for at gøre det bedre for alle parter. Tronfølgen skal jeg skam nok finde, når jeg føler at tiden er inde. Af den grund, så vælger jeg alligevel at skrive det bag øret, så jeg har det i mente, også senere hen. Kan jeg regne med din støtte og opbakning, såfremt at jeg skænker dig den titel som leder, Tatiana?” spurgte han videre, også fordi at det jo var noget af det vigtigste, hvis han skulle have stablet det råd godt på benene. Med henblik på warlockerne, så var det vel heller ikke underligt, at det var en tanke, som faktisk måtte irritere ham, også fordi at han helst ville have fat i Malisha, da det var hende som havde stået bag alt dette, også fordi at det virkelig var en tanke som irriterede ham! Selvom Tatiana havde ret, så var det jo altid bedst at få fat i den som faktisk stod bag, frem for dem som bare.. følger bølgen. Han vendte blikket mod hende endnu en gang, også med en alvorlig mine, da det i hans øjne, var et yderst alvorligt emne, som de var inde på for nuværende tidspunkt. Han lod hingsten græsse, også selvom den havde tydelige øjne for hoppen som Tatiana sad på. ”Dronningen af Procias er min egen biologiske storesøster, og jeg måtte stå ansigt til ansigt for at undskylde for hvad min egen leder havde stået bag, og nu er hun borte og gået under jorden, hvor jeg selv ikke har nogen anelse om, hvor jeg skal finde hende. Jeg kan selvfølgelig tage fat i andre som var med til det, men jeg frygter at det ikke vil have den samme effekt, som når man tager fat i bagmanden.” Det var faktisk noget som han havde tænkt frygtelig meget over, også fordi at han ønskede at gøre det hele rigtigt. Han ønskede at det hele skulle gøres rigtigt, og det var jo trods alt også derfor, at han ville give alle racerne den stemme, så de alle hver især havde sit at sige, og blev repræsenteret i det råd, som han ønskede at få etableret og få på benene. Han nikkede mod hende og med et svagt smil. Umiddelbart lød det til, at han havde hendes støtte, og det var noget som selvfølgelig glædede ham meget! ”Hvis alle ledere er af samme mening som du viser mig, Tatiana, så ved jeg, at vi alle sammen i et fællesskab, kan få et godt og stærkt Dvasias, som til enhver tid vil overgå Procias. Det bliver svært i starten.. Med rivalerne siddende i samme lokale og ved det samme bord, men jeg ved, at det skal lykkes os,” sagde han med en yderst fast og bestemt tone, for han mente det uden tvivl!

[Deleted]

Hvordan kongen ville rette op på sine egne fejl, var Tatiana spændt på at se, da han på sin vis havde gravet sin egen grav. Folk var nemlig begyndt at betvivle kongehuset, efter at de havde hørt rygter om en del kaos derinde. Det var nemlig svært at følge en konge, der end ikke havde styr på sit eget liv, som det fik ham til at falde i troværdighedspoint. Det lød dog som om, at han ønskede at rette op på sine fejl, og det gjorde blot, at han vandt lidt af det tabte tilbage. ”Det lyder alt sammen lovende, hvis der bliver rettet op på det hele. Hvis De skænker mig titlen som mørkelvernes leder, og viser Dem som en værdig konge, vil De have min fulde opbakning. Jeg ønsker et stærkt Dvasias, og jeg håber på, at vi alle kan være med til at skabe det,” sagde hun i en rolig tone. Hun vidste godt, at det var et sats at sige, at hun kun ville følge værdighed, men hun var en ærlig kvinde, der ønskede at følge styrke fremfor alt andet. Hendes eget samfund var nemlig bygget op på styrke, og det betød blot, at hun ville bredde det ud til resten af verdenen, så man fik et ultimativt land. At han ønskede at holde godt øje med de forskellige ledere, forstod hun såmænd godt, da det kun var en almen nyhed, at warlockerne og deres leder havde gjort ’oprør’. ”Yderst ydmygende må det have været for Dem. Det er ikke en god ting at skulle undskylde for noget, man end ikke havde kendskab til, når man står som landets regerende konge. Det virker dog ikke som om, at Procias hoverer over fejlen, og det er vel det bedste af det hele.. Og med hensyn til warlockerne ville jeg alligevel hive fat i en af følgerne. Et eksempel er trods alt et eksempel, og det vil desuden fortælle de almene warlocks, at de ikke skal følge deres leder, i hendes mærkværdige udskejelser,” sagde hun alvorligt, og med blikket på Mattheus, som hun ønskede at vise ham, at hun var yderst seriøs. Hun var muligvis ikke hans rådgiver, men alligevel lod han hende ytre sin mening, og dette var oprigtigt hendes mening. Det var, hvad hun ville have gjort, hvis der havde været nogle ballademagere blandt mørkelverne, og derfor turde hun godt stå inde for sin mening. Blikket lod hun for en kort stund forlade kongens, som hun valgte at stryge den græssende hoppes bløde man. ”Det vil uden tvivl blive en hård start med de forskellige stærke personligheder.. Målet er dog det vigtigste, og derfor tror jeg, at de forskellige ledere vil … arte sig. Jeg tvivler nemlig på, at De er den eneste der kan se den gode ide i rådet,” sagde hun ærligt. Spændende fandt hun nu engang dette råd, da det spredte magten ud, hvilket hun kunne se en personlig fordel i. Hun var måske til dels ligeglad med de andre racer, men siden dette gav en mulighed til hendes folk, glædede det hende blot, da hun var af den mening, at mørkelverne alt for længe havde gemt sig i skyggerne.