Not expected?

[Deleted]

Det at han ikke brød sig om Tatianas fremgang, tog hun sig ikke synderligt af. Hun var ligeglad med, om han følte sig stødt eller ej, da han ganske enkelt ikke betød noget for hende. Han var blot endnu en mand, der valgte at irritere hende på sin vej, og det var bestemt ingen nyhed. Hans talemåde, og hans måde at tiltale hende på, indikerede hende blot i, at han ikke brød sig om hendes væsen, men det brød de færreste mænd herfra sig trods alt om. De kunne nemlig ikke lide hendes frembrusende og dominerende fremgang, som de var vant til deres egne kvinder, der føjede hver en ordre fra dem. Det havde warlocken for et par dage siden i hvert fald tydeliggjort for hende, som han havde ment, at hun skulle være lydig og stå i køkkenet. Ærgerligt for ham og mange andre mænd, så var det ikke en livsstil hun nogensinde ville lide under. ”Det er sjovt, som du har brug for at klargøre overfor mig, at du kan tænke selv. For mig lyder det helt som om, at du er usikker omkring det faktum, siden du konstant har brug for at pointere det. Hvis du havde været sikker i din sag, havde du ikke haft brug for at overbevise mig, men det har du tydeligvis,” sagde hun kortfattet med et skuldertræk. Det forekom hende usikkert, at han konstant forsøgte at beskylde hende for det ene og for det andet. Hvorfor han havde brug for, at hun delte samme mening som ham, anede hun ikke, men usikker på sig selv fremstod han i hendes øjne. Det var bestemt ikke måden, hvorpå man vandt hendes respekt, som det bestemt ikke var en respekt hun uddelegerede til alle og enhver. ”Du er bare ufatteligt ringe til at give mig en grund til, hvorfor jeg bør give dig min respekt,” sagde hun sandfærdigt, som hun mente, at han klarede sig direkte elendigt. At det så skulle vise sig, at han var Mattheus Angleráx – konge af Dvasias – havde hun bestemt ikke set komme! Han var ikke en konge hun var videre tilfreds med, men han var hendes konge når alt kom til alt, og derfor valgte hun at udvise en smule respekt, grundet hans højtstående titel. Ud fra det vidste hun nemlig, at hun ikke kunne sige og gøre, som hun lystede. Derfor valgte hun at bøje sit hoved for hans titel, og ikke ham som person, da regeringen ikke var den bedste at stille sig i dårligt lys hos. At hendes handling tilfredsstillede ham, sagde hun intet til, skønt hun havde forventet, at han langt bedre kunne lide den fremgang, end den hun hidtil havde udvist. ”Ja, det fortæller De mig jo.. men sig mig … hvordan kan det være, at landets konge rider ubeskyttet ud? Natten er muligvis ikke min styrke, men selv jeg kan se, at De er redet alene ud,” kommenterede hun sigende, som hun fandt hans handling yderst vovet. Han kunne trods alt ikke vide, hvem han stødte på, for selvom han var konge af landet, så var det langtfra alle der bifaldt hans plads på tronen. Selv fandt hun det grinagtigt, men det valgte hun at holde indenbords, da hun trods alt havde en situationsfornemmelse. ”Så De frygter os? Er det det De siger?” spurgte hun med et løftet bryn, hvor hun også vovede at hæve sit blik, så hun igen kunne tage ham i blik, hvor det nu var hans ansigt, og ikke mørket fra en kutte. ” Tatiana Vanessë Móreadhiel. Elvisk kriger og torturmester,” præsenterede hun sig selv og med en vis stlthed. Bevidst valgte hun at sætte elvisk ind foran, da man ikke just kunne sige, at mørkelverne arbejdede for landet, selvom de tilhørte det. Det var nemlig sådan, at hvis hun drog i kamp, var det fordi hendes folk gjorde det, og hvis hun torturede en, var det en af deres fanger.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en presset og ikke mindst frustreret mand, og med det pres som han følte, at hans kære moder måtte lægge på hans skuldre, så var han nødt til at søge ud, for at lette det hele, lade tankerne få noget luft og bare finde en af de situationer og muligheder for bare at være lidt selv, og uden at folk skulle dømme ham for hans titel. At det jo så var tilfældet, at hun slet ikke var i stand til at nære det mindste respekt for ham, forekom ham dog som en kun større frustration, og bestemt ikke noget som måtte tilfalde hende på nogen måde i det hele taget, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fnøs let. Det kunne godt være at hun var ældre end ham, men det var bestemt ikke ensbetydende med at han fandt sig i den måde at blive tiltalt på, for det gjorde han på ingen måde! ”Jeg tror det er en samtale vi skal lade ligge, før vi begge to ender med at hidse os op,” bed han hende af, for han var allerede irriteret nok som det måtte være i forvejen, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han holdt endnu stramt i tøjlerne, hvor hingsten begyndte at sparke lidt utålmodigt i jorden, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af. Han påkrævede sig den respekt, om det så var hans individ og væsen, men om ikke andet, så gjorde kronen og tronen. ”Jeg skal skam nok få den, hvis det er det,” endte han med en ganske så kortfattet stemme, som han kneb øjnene fast og ikke mindst tydeligt sammen, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det kunne godt være at det var vovet for ham at ride ud alene, men han kunne jo heller ikke tænke tingene ordentlig igennem, dersom han havde vagterne til at puste ham i nakken, så det var noget som han faktisk helst undlod, dersom det var muligt for ham i den anden ende. Han lod hovedet søge en smule på sned, som han blev siddende på sin hest. ”Livet er ikke rigtigt noget værd, uden en risiko at løbe.. Er det ikke sandt? Jeg havde brug for at lufte tankerne lidt, og det kan jeg ikke gøre på slottet,” fortalte han ganske sandfærdigt, som han roligt søgte i retningen af hende, kun for at trække i tøjlerne, og derved fik hingsten til at stoppe igen – ikke langt fra denne mørkelver. Selv var det ikke just hende som han havde mest lyst til at være for tæt på altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rystede på hovedet. Han frygtede skam slet ikke mørkelverne, men han havde sine egne grunde til at handle og reagere på den måde som han nu gjorde det, og det havde slet ikke noget med hans frygt at gøre. ”Jeg har slet ikke nogen grund til at frygte dig,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han nikkede mod hende, næsten som havde det været i ærbødig respekt. Han respekterede hende skam som kriger og som torturmester. ”Det må jeg nok sige. Det er imponerende med sådan en position i landet.. Vi kunne bruge flere af din slags,” påpegede han endeligt. Stolt var hun, det kunne han jo allerede sige sig selv.

[Deleted]

Det morede Tatiana på sin vis, at han pludselig begyndte på at trække i land, som han ikke længere havde mod på at diskutere med hende. Det var et klogt træk af ham, da hun ikke ligefrem var den bedste at være i nærheden af, når hun først blev vred, da det ofte betød, at hun gik efter at dræbe. Det var dog ikke noget hun tænkte videre over, da det bare var sådan det var. Det fyldte hende desuden ikke med frygt, da hun vidste, hvad hun selv kunne gøre ved problemer. Hun var nemlig ingen svag kvinde, med det sagde vel næsten sig selv, når man vidste, at hun var af mørkelvisk afstamning. Den race måtte nemlig producere de stærkeste kvinder, og det var også derfor, at de havde magten i deres samfund, som de var stærkere end mændene. ”Skræmmer tanken dig, om at hidse mig op?” spurgte hun sigende. Det burde den, da hun ikke var nogen almindelig kvinde, men på den anden side så kendte hun heller ikke til hans fysiske styrke. Derfor gjorde hun heller ikke andet end at se ham an, da det altid var vigtigt at kende sin modstander. ”Det vil jeg glæde mig til at se,” sagde hun i en hoverende tone, samtidig med at det måtte være tydeligt at spotte hos hende, at hun fandt det ufatteligt morsomt, da hun ikke kunne se nogen grund til at respektere ham. I hendes øjne forekom han nemlig ikke som noget særligt, og fortjent til hendes respekt skulle man gøre gennem handlinger.
Hoppen prustede utålmodigt, mens den ligeledes måtte banke hoven ned i den hårde jord. Den ønskede at komme videre på sin færd, frem for at lade de to menneskelige tale, men intet gjorde den for at forsøge sig fremad, da den var sin ejer lydig. Opmærksomt lod den dog sit store hoved drejes, da hingsten nærmede sig den. ”Så sandt.. Det ville være en trist tilværelse at have, hvis man aldrig søgte ud af de trygge rammer, men blot blev ved det man kendte til. På den anden side kan man diskutere, om det er klogt af en regent at søge ud, for fornuft er skam også noget man skal tage højde for,” sagde hun ærligt. Selv forstod hun godt, at han havde brug for alenetid, og særligt med de rygter der lurede. Det rygtede sig nemlig, at han havde forelsket sig i en af hendes slags, samt at han ledte landet mod sin undergang, og så var der det nyeste rygte. Nemlig, at dronningen skulle være vendt tilbage fra de døde. Hun løftede blot det ene øjenbryn, som han sagde, at han ikke havde nogen grund til at frygte hende. Dum fandt hun hans tankegang, da den var for godtroende for hendes smag. Selv vidste hun nemlig, at hun ikke var helt positiv over regeringen, og han kunne trods aldrig vide, om hun var sendt ud på et mordforsøg. At han helt behandlede hende med respekt, som hun præsenterede sig selv, overraskede hende, da det ikke just havde været tonen tidligere. Det var dog en positiv overraskelse. ”Der er skam en masse at finde af min slags ved mit folk. Det er blot noget de færreste udefrakommende vælger at anerkende,” sagde hun sandfærdigt, hvor hun måtte hentyde til alle andre end mørkelverne. Det var nemlig de færreste der ønskede mørkelverne tæt, da de ikke var til at stole på, når det kom til andre racer, samt de levede med et kvindedomineret samfund. Nysgerrigt betragtede hun ham, som en indskydelse måtte falde hende ind. ”Min hoppe er ved at blive utålmodig, og jeg kan gætte mig til, at det er det samme med Deres hingst.. Kunne det friste Dem at ride videre med mig?” spurgte hun roligt, hvor det var tydeligt at høre, at hun havde valgt at bruge en anden tone overfor ham, efter at han var gået til bekendelse med sin identitet. Det var muligvis en forkert måde at vinde hendes venlighed på, men han havde aldrig fået den, hvis han havde fortsat i samme dur, som han havde gjort inden da.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var slet ikke fordi Mattheus var ude på at hidse nogen op, men den uendelige diskussion, var udelukkende noget som formåede at hidse ham op! Nu som det var sagt, så var han egentlig også ganske rolig og komfortabel omkring hende, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun havde lagt op til noget som helst i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kneb øjnene let sammen. Det var skam ikke kun for sin egen skyld, men lige så meget for hans egen, at han valgte at lade emnet ligge, for det var tilsyneladende noget som de bare ikke kunne blive enige om, uanset hvad! Han rystede endeligt på hovedet. ”Det sagde jeg ikke. Jeg er bare frustreret nok til at blive hidsig, og det ønsker jeg slet ikke,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Tanken om at hun ikke kunne respektere ham som den mand han var ,var naturligvis en tanke som direkte måtte irritere ham! ”Det betvivler jeg så til gengæld slet ikke,” endte han med en ganske så kortfattet mine. Det irriterede ham uden tvivl!
Det var ikke bare hans hingst som var utålmodig, men lige så Tatianas hoppe, selvom det slet ikke var noget som han tog sig et mindste af lige netop nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Nu som det var sagt, så havde han jo brug for tid ude, og det vidste han udmærket godt ikke altid var lige smart, men han ville slet ikke blive inden døre, når han også havde brug for at vise at han var der, og ikke bare gemte sig på slottet! ”Det kan godt være, at jeg skal tænke mere fornuftigt, men jeg vil ikke gemme mig på slottet,” påpegede han ganske kortfattet. Det kunne godt være, at rygterne var kommet i forvejen for ham, men det var nu heller ikke rigtigt noget som han kunne gøre det mindste ved lige nu. Han var nødt til at finde sig selv først, og det var ikke altid lige nemt, og det vidste han udmærket godt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu hvor piben havde piben havde fået en lidt anden lyd – også fra hendes side, så kunne han ikke rigtigt se nogen grund til ikke at være ordentlig overfor hende, når hun nu også kunne vise sig at være det, lidt til ham også, hvilket var noget som passede ham selv helt fint. ”Jeg er skam slet ikke forundret. Til nu har du bare ikke skænket mig en grund til at skulle være bange.. for hverken dig eller din slags,” påpegede han roligt, som han stoppede hingsten foran hendes. Bare for at få lidt gang i det, så den ikke bare skulle holde sig i ro, for det kunne skam godt se ud som om at det var det som der lige skulle til. Selvom hun kun havde bevist at hun respekterede hans kongelige titel og status, så var det jo trods alt et sted at starte om ikke andet. ”Han har stået stille længe, så jeg tror det vil gøre godt at få lidt gang i ham igen.. Det vil være mig en ære,” afsluttede han roligt, som han let strøg hingsten over den store og stærke hals og nakke.

[Deleted]

At han var en af de personer der ikke kunne overskue at hidse sig op, passede egentligt Tatiana fint. Selv havde hun intet imod en kamp og nogle skældsord, men samtidig med det, nød hun skam også roen ved en ganske normal dag, da hun skam sagtens kunne føre anstændige samtaler med folk. Det var dog ikke altid, at de forblev anstændige, da hun lige meget hvad var en frembrusende kvinde, der altid kom ud med sine meninger, men det var, hvad det nu engang måtte være. Hun havde været sådan her siden altid, og det havde hun på ingen måde i sinde at ændre. ”I så fald må vi se, om du kan holde tungen lige i munden,” svarede hun roligt. Hun gik skam ikke bevidst efter at hidse ham op, som hun bare var den kvinde, hun altid var. Derfra måtte det så bære eller briste, da det langt fra var alle der brød sig om hendes person. At han mente, at han var mand nok til at vinde hendes respekt, havde hun uden tvivl sine tvivl om, men hvis manden ønskede at forsøge, skulle manden skam have lov. Det var dog generelt de færreste mænd der vandt hendes respekt, da hun generelt ikke respekterede mænd. De var intet andet end en brik på vejen, men desværre var det kun det mørkelviske samfund der så således på tingene, og det havde hun svært ved at acceptere.
”Det ville også være forkert af Dem at gemme Dem på slottet. Det ville virke … svagt, hvis ikke De turde se livet udenfor muren. Det er desuden umuligt at regere over et folk, hvis ikke man kender til det,” sagde Tatiana sigende. Det var ikke fordi, at hun videre støttede hans regime, eftersom hende og mange andre mørkelvere gik med den mening, at han var en alt for ung mand, der blot havde fået tildelt kronen, uden at kende til ansvaret og uden at have en vision for landet. Hun ville dog give ham, at det var modigt og klogt af ham at tage udenfor slottets trygge mure, skønt hun også var af den mening, at det var dumdristigt af ham. Han vidste trods alt ikke, hvem der vandrede rundt, og hans kongelige titel gjorde ham ikke videre sikker, eftersom de på ingen måde var hele befolkningen han havde i ryggen. At han intet havde imod mørkelverne, vidste hun nu ikke om det var den fulde sandhed. Mørkelverne stod trods alt udenfor, som de ikke blev lokket ind i de andres kredse, og derfor havde hun skam sine tvivl. ”Jeg siger skam heller ikke, at De skal frygte os.. men Deres manglende frygt får mig til at tænke over, hvorfor vi har det ry, vi har, og hvorfor vi ikke har en større plads i samfundet. Det er trods alt også en af Deres pligter at hanke op i det hele,” sagde hun stilfærdigt. Sine meninger var hun bestemt ikke bleg for at komme ud med, om han var konge eller ej. Hun anså desuden mødet for at være en mulighed for hende. En mulighed for at føre sin race frem i lyset, som hun trods alt ønskede det bedste for den. At han fandt det en ære at ride med hende, fik hende til at smile let, inden hun roligt nikkede til hans ord. ”De ord burde komme fra mig.. Det er ikke hver dag, at man tilfældigt støder på landets konge og tager ud på et ridt med ham,” sagde hun med et let smil. Grebet om tøjlerne lod hun strammes let, inden hun kom med en elvisk kommando, der fik Rhavaniel til at skridte fremad, hvor hoppen derfor blev stoppet i at snuse til hingsten der endelig var kommet tættere på.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var slet ikke ude på at skændes eller noget lignende. Tvært imod, så havde han brug for at lufte tankerne lidt, få lidt ro til hovedet, inden han igen kunne vende snuden hjemover og tage de næste konflikter med sin kære mor, for hun gjorde det bestemt ikke nemt for ham! Hans mine forblev ganske stiv og med en alvorlig mine oveni, da han kun ønskede at understrege det alvor. Han var virkelig ikke meget for at hidse sig op, for sidst havde det næsten kostet ham hans hærfører, og han var endnu en ung mand.. Han havde slet ikke råd til at fejle på den måde, og da slet ikke nu. ”Du giver mig jo ikke ligefrem noget andet valg,” påpegede han med en ganske sigende mine. Ikke fordi at han ønskede at skændes, da han egentlig bare ønskede at lade lige præcist den samtale ligge. Respekten var han dog overbevist om at han nok skulle få før eller siden, om det så skulle vise sig at være på grund af hans person eller titel, genstod jo mere eller mindre bare for ham at finde ud af.
”Jeg kan ikke herske over et land og over folk, som jeg ikke kender til, hverken personligt eller livsstilsmæssigt. Jeg har været for meget på slottet, og jeg ønsker at opleve ting. Jeg ønsker selv at finde ud af hvordan folket har det – ikke bare i landet, men også med henblik på kongehuset.” fortalte Mattheus med en rolig stemme, også fordi at han jo faktisk mente det. Han ønskede at fremstå med sine mange ambitioner, for dem havde han jo faktisk utrolig mange af, men ikke rigtigt haft nogen mulighed for at kunne gøre alverdens ved det, hvilket næsten var det værste for hans vedkommende, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset hvad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var ikke fordi at han nødvendigvis frygtede for Mørkelverne, for det gjorde han ikke. Selvom han måske ikke havde gjort nogen handling som tilså dem, så var han jo trods alt nødt til at gøre et eller andet, og det var bestemt heller ikke fordi at det var lige nemt altid. ”Der er en plads i samfundet til alle som ønsker den. Jeres samfund har været meget afliggende og borte fra alt hvad der er kendt i Dvasias. I er aldrig rigtigt kommet frem,” fortalte han roligt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han forstod sig skam godt på deres ønske om at få lov til at komme frem, men når de ikke selv gjorde det vildeste for det, så skete der jo ikke rigtigt noget. Vampyrerne havde vist hvad de ville, og de havde fået lov. Det var bare at finde den rette måde at gøre det på. Selv tog han i tøjlerne, hvilket forhindrede hans sorte hingst i at snuse til den smukke hoppe som stod overfor dem, hvilket irriterede den. Den slog let hoven i jorden som et tegn til utilfredshed, idet han roligt valgte at føre sig efter mørkelveren – side om side med hende faktisk. ”Det er da altid en ære at få lov til at ride i selskab med sit folk, Tatiana,” fastholdt han med en sigende mine. Løgn var det jo trods alt heller ikke.

[Deleted]

I det store og hele var Tatiana ligeglad med, om de bed af hinanden eller ej, eller om hun fik ham til at tale hende efter munden. Hun havde nemlig prøvet det hele, samt hun vidste, at der var mange andre personer ude i verdenen, som hun enten kunne hade eller komme godt ud af det med. At han på ingen måde var oppe på et skænderi, passede hende dog fint, og derfor valgte hun heller ikke at køre mere rundt i det, som hun blot lod emnet ligge, og lade tiden vise, hvordan deres møde ville ende ud.
Enig var Tatiana i, at regenten skulle kende til folket og selve landet, hvis vedkommende skulle være en god regent. Hun anså dog ikke kongen for at være en god regent endnu, men på den anden side var han trods alt en ung mand, så han havde en masse at lære endnu. Personligt havde hun dog altid ment, at der skulle have siddet en mere erfaren person på hans plads, indtil han blev moden og vidensrig nok til at indtage tronen. ”Sandt, så sandt.. Og får De så oplevet landet, som De ønsker at opleve det? Eller finder De det lettere at blive indenfor på Deres trygge slot?” spurgte hun stilfærdigt. Selv havde hun ikke den opfattelse, at kongen kom rigtigt ud i verdenen, men mere sad og lunede sin trone. Han havde i hvert fald ikke været forbi det mørkelviske samfund, hvor hun heller ikke mente, at hun hørte mange historier om kongens rundfarter. Det kunne selvfølgelig være, at hun hørte forkert, men det ville han være i stand til at oplyse hende personligt om nu. Rart fandt hun det dog, at hun rent faktisk stod overfor kongen, da det enten gav hende en mulighed for at få det bedre eller værre med regenten. ”Jeg ved udmærket godt, at mit samfund har ageret tilbageholdent overfor de andre racer, grundet det store livsstilsspring, men alligevel har vi aldrig afholdt Jer for at søge til os. Hvis I ønskede at indblande os i resten af samfundet er det blot at anerkende og søge os,” sagde hun sigende, som hun bestemt mente, at kongehuset kunne vise en større interesse for hendes folk. Det havde dog også gået forbi hendes øre, at lige præcis denne mand havde en vis forkærlighed for hendes slags, som han i hvert fald havde valgt at sætte en mørkelvisk kvinde højt, og det kunne måske betyde, at de havde en chance. Hun var dog klar over det faktum, at mørkelverne holdt sig adskilt fra resten af landet og dets racer, da de bedst kunne med dem selv, hvor andre racer enten ikke havde lyst eller turde opsøge dem. Roligt fik hun sin hoppe i gang der mere end glædeligt begyndte at skridte fremad efter den længere stillestående pause. ”Vælger De da ofte at ride med folket?” spurgte hun nysgerrigt, hvor de intense blå øjne kort gled over hans skikkelse. Overrasket var hun over, at han sagde til hende, at han nød at ride med folket, da kongefamilien ofte hævede sig over borgerne. Det var dog muligt, at Mattheus var anderledes, men igen … alt det ville hun formentligt finde ud af i nat. Det var en tanke hun fandt yderst interessant, da hun sjældent færdedes i de kredse, samt hendes billede af ham, inden deres møde, ikke just havde været positivt, men nu fik han chancen for at ændre på det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at han havde frygtelig mange odds mod sig, selvom han vel bare måtte forsøge at gøre det godt som det nu var ham muligt. Nu hvor piben også havde fået en anden lyd, netop fordi at han havde valgt at give sig til kende, var naturligvis noget som passede ham selv ganske fint i længden. Blikket hvilede direkte fast i retningen af hende endnu en gang. Desuden ønskede han at opleve folket, deres måde at klare hverdagen på, da han var klar over, at det var meget anderledes i forhold til hvad han var vant til at se på slottet, også selvom folk knoklede for at nå deres arbejde til tiden. ”Det er ikke ofte jeg er ude, da jeg ganske enkelt ikke besidder tiden til det. Var der mere end 24 timer i et døgn, så havde sagen nok været en anden,” svarede han sandfærdigt, da han ikke var bange for at lade hende vide hvordan det egentlig var i længden og omkring det hele. I forhold til så mange andre racer, så havde mørkelverne uden tvivl ageret frygtelig passivt, hvilket han måtte give hende ret i, og så lang tid det var noget som de faktisk formåede at blive enige om, så var det egentlig også noget som passede ham ganske fint i længden. ”Det skal endelig ikke afholde Jer fra at opsøge slottet, hvis det endelig skulle være det. Jeg ønsker et samfund, hvor alle opfylder og træder lige meget på stedet og hvis betydning vægtes lige meget, også selvom jeg ved at det er svært. Utrolig svært faktisk,” endte han med en rolig stemme. Nu hvor han havde valgt at ride en tur sammen med hende, så anså han det nemlig også som en oplagt mulighed for at kunne vise sig mere som en folkelig konge, og ikke kun fordi at han havde en vis svaghed for hendes slags, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde i det hele taget! Han holdt kun tøjlerne med en hånd, hvor han fortsatte turen side om side sammen med hende, for et sted så var det rart. Den hidsighed som han havde brændt inde med, var ikke rigtigt noget som han bed sig mærke i lige nu, og det var faktisk utrolig rart at kunne glemme det bare en smule igen, for det var noget som han uden tvivl havde haft brug for. Hvordan hendes billede af ham måtte være, vidste han ikke, men han håbede nu alligevel på muligheden for at det ville blive til noget positivt, for han kunne efterhånden godt bruge noget anerkendelse for sit arbejde, for det var ikke nemt så ung som han var, og det var slet ikke noget som han kunne fordrage! Han var ung, og han var sat på tronen for tidligt, men hvad skulle folk have gjort? De kunne ikke rigtigt gøre anderledes end hvad de havde. ”Det forekommer yderst sjældent. Jeg har igennem det sidst tid, haft nok at slås med, må jeg erkende,” svarede han ærligt. Blikket gled stille mod hendes skikkelse, hvor de røde øjne holdt sig på hendes ansigt. Han var nu alligevel yderst nysgerrig på hende.

[Deleted]

Det kom på ingen måde bag på Tatiana, at han sagde, at han ikke havde tid til at besøge befolkning rundt omkring i landet. Det var en meget almindelig undskyldning at smide ud, for intet andet end en undskyldning var det i hendes øjne. Der sad trods alt to mænd på tronen i øjeblikket, og det betød, at den ene blot behøvede at være til stede for at regere fra tronen af. Det var selvfølgelig fint, at Mattheus var yderst dedikeret til sit arbejde på slottet, da hun selv var en kvinde der åndede for sit erhverv og stræbte efter det der var større, men når det så var sagt, var det også hans pligt at vide, hvordan den egentligt befolkning var, og det skete kun, hvis han kom ud af skoene. ”I Deres tilfælde ville det vel nærmere hedde; over 24 timers nat. Deres ene race er trods alt blevet pålagt en forbandelse om, at I aldrig må træde ud i dagens lys. Det må vel også have sine komplikationer at tilhøre udelukkende natten, og så være landets konge. På den led vil De aldrig kunne stille Dem selv til rådighed, som hvad en mørkelver eller warlock for eksempel ville kunne. Vi har trods alt muligheden for at være ude alle døgnets timer,” påpegede hun sigende, mens hun roligt drev sin hoppe videre, som de måtte ride side om side. Det var ikke just meget hun havde til overs for disse døde væsner, men de fandtes, og det kunne hun ikke gøre noget ved. Derfor måtte hun blot lade dem leve og passe deres ting, skønt hun mente, at det hæmmede en konge eller dronning, hvis han eller hun kun havde mulighed for at gå ud på et bestemt tidspunkt af døgnet. Det gjorde ham handicappet, og det bifaldt hun ikke. Hans mand var dog heldigvis ikke en lignende død race, men stadig … også han var varyl, og så var det ikke just fordi, at en bordelfar passede til at være konge. ”Jeg må beklageligvis fortælle Dem, at vi ikke videre har haft interesse i at mænge os med et folk eller et kongehus – for den sags skyld – der ikke har udvist positiv interesse for os. De har aldrig vist interesse for at komme til os, så hvorfor skulle vi komme til Dem?” spurgte hun nysgerrigt og vendte blikket mod Mattheus, som hun direkte henvendte sig til ham som konge, da hun afgav sit spørgsmål. Han ville muligvis sige, at de blot burde føje ham per princip, men sådan var mørkelverne trods alt ikke. Hvis de ikke fik noget, hvorfor skulle de så give noget? Flabet ville de fleste vel finde hende og hendes race, men de andre racer måtte blot forstå, at de var opvokset med en helt anden levevis, skønt de ikke havde deres eget lovligt officielle regime. At det hørte til sjældenhederne, at han red med folket, kom på ingen måde bag på hende, da det faktisk overraskede hende, at han overhovedet havde sagt ja til at ride af sted med hende. Det kom heller ikke bag på hende, at han havde haft meget at slås med, da hun skam havde hørt rygterne. ”Deres kampe … eller nærmere sagt, rygterne om Deres kampe, er skam også nået ud til mørkelverne.. Det ene rygte må omhandle en af vore egne. Det andet rygte må omhandle en vis nedgang på slottet, og det tredje … en gammel regents tilbagevenden,” sagde hun roligt, hvor hun valgte at pakke ordene betydeligt mere ind, end hvad hun normalt gjorde. De var dog stadig stikkende, da det ene omhandlede ulykkelig kærlighed, og det andet en ruinering af landet grundet kærligheden, og den tredje dronningens tilbagevenden, der formentligt kun kunne presse ham.. Hvis det hele vel og mærket var sandt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke fordi Mattheus ønskede at benytte det som en undskyldning, men for hans vedkommende, så var det jo bare en sandhed.. Han var dedikeret til arbejdet som konge, og derfor ønskede han jo at finde ud af det, for ikke at glemme, at tiderne igennem nætterne, ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund, men ikke desto mindre, så ønskede han jo faktisk at gøre noget ved det. Hovedet lod han søge let på sned, som de rødlige øjne hvilede på hende. Hvilke tanker hun gjorde sig om ham, nu hvor de red side om side, vidste han ikke, og et sted måtte han erkende, at det var noget som gjorde ham temmelig nysgerrig, selvom han nu ikke stillede spørgsmålene – endnu vel at mærke. Han trak svagt på smilebåndet. ”Til din orientering, så er jeg ikke helt igennem et dødt væsen, og er derfor ikke helt bundet til mørket, som så mange går og tror. Jeg finder det bare.. ubehageligt at gå i solens lys. Det giver mig en følelse af ubehag, og det prikker ubehageligt. I har muligheden hver eneste dag måske.. også i dagslys. Det er faktisk en gave som I skal være glade for,” fortalte han med en rolig og ikke mindst sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han vendte blikket kort frem for sig i stedet for. Umiddelbart, så virkede hun ikke til at være så slem igen, så var det selvfølgelig utrolig rart. Selvom han havde sit blik på mørkelvere, så var det bestemt ikke fordi at han ønskede at have dem for tæt på sig – personligt om ikke andet, og specielt ikke efter alt det med Denjarna, for han måtte i sandhed erkende, at han savnede hende, men så lang tid Derick var i billedet, så kunne han intet stille op, og så havde han faktisk heller ikke lyst til at se hende. Han trak vejret dybt. ”Det er selvfølgelig rigtigt. Det gør mig ondt, at det er sådan I har følt det, for det har aldrig været min eller kongehusets intention, kan jeg informere dig om,” fortalte han roligt. At hun allerede havde hørt rygterne om hvad han havde at slås med, var noget som gjorde ham mere stiv i minen, for et sted havde han slet ikke lyst til at snakke om Denjarna, og specielt nu hvor hans mor mistænkte at kvinden var hans mage, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for.. han vidste jo at han ikke kunne gøre noget ved det. Hun ville hellere være lykkelig med Derick end hvad hun ville med ham, og det var hendes valg, og så måtte han jo trods alt føje det. Han havde ikke noget andet valg. ”Jeg kan desværre ikke afvise at alle tre er sande, Tatiana,” svarede han mere eller mindre bare kort for hovedet, for det var slet ikke noget som han ønskede at snakke om, dersom han ellers kunne blive fri for det. Denjarna havde gjort ham glad, for derefter at knuse det.. Og han fandt sig ikke i det.

[Deleted]

Tatiana var uden tvivl nysgerrig efter at finde ud af, hvilken mand kongen var, og hvordan han ønskede at regere sit kongedømme. Det var ikke første gang, at hun så ham, da hun tidligere havde set ham fra lang afstand, stående i en forsamling, men det var den første gang, at hun stod direkte overfor ham, og havde muligheden for at tage en personlig snak med ham. Det glædede hende, at hun havde muligheden, da hun ønskede at vide, om han var en regent man kunne være tilfreds med, eller om hun ville ønske en anden siddende på tronen. Det var muligvis det sidste hun hældte mest til lige pt., men det var der intet at sige til. Hun brød sig nemlig ikke om det faktum, at han var en uren race, samt at han var ung og uerfaren af en konge at være, og at det ikke videre virkede som, at han kunne føre Dvasias frem mod uovertruffen storhed. Krav til en regent måtte hun have, da hun var en stærk kvinde, der tilhørte et stærkt folk, og derfor støttede hun på ingen måde hvem som helst. De andre racer var muligvis lettere at stille tilfredse, men de var også primitive, og derfor tænkte hun alligevel ikke det største om dem. ”Ser man det.. Det kan godt være, at De ikke udelukket tilhører mørket, men alligevel siger De selv, at De ikke bryder Dem om at færdes i dagens lys. Hvis man spørger mig, skal man kunne stå til rådighed alle fireogtyve timer i døgnet, når man behersker en stor titel, som Dem.. Og jeg har skam ikke sagt, at jeg ikke værdsætter det faktum, at jeg både kan være ude om dagen og om natten, for det gør jeg skam,” sagde hun stilfærdigt. Det var stærke holdninger hun havde til det hele, og det kunne man bestemt ikke fifle med. Hun var nemlig ikke typen der bare skiftede mening, da hun allerede havde en mening om ting, og det var alt sammen meninger hun var stolt af. At han var ked af, at han havde fået mørkelverne til at føle sig uvelkomne, var altid noget, hvis bare han mente det selvfølgelig. Det var trods alt ikke det sværeste at sige, at man var ked af noget, bare for at stille sig i bedre lys hos nogle andre. Derfor ville hun også først vælge at tro på det, når der kom ændringer til bordet, da hun tænkte, at han ville lave tingene om, hvis det oprigtigt gjorde ham ondt. ”Hvad har så været Deres skjulte intentioner?” spurgte hun roligt. At han ikke brød sig om, at hun havde hørt rygterne, gjorde hende intet, da hun blot fandt det yderst interessant at få bekræftet rygterne. Det var dog ingen positive rygter for kongens vedkommende, da alle rygterne kunne svække ham. De kørte trods alt på, at han var blevet knust af en kvinde, og at han derfor forsøgte at ødelægge landet, hvor nu den gamle regent var vendt tilbage, og måske ville hun genindtage tronen. ”Interessant..,” sagde hun roligt. Hun vædede let sine læber, inden hun igen måtte se i hans retning. ”Siden den gamle dronning er vendt tilbage, kan vi så regne med, at De bliver siddende på tronen, eller om Deres moder tager den tilbage?” spurgte hun nysgerrigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Tatiana slet ikke havde nogen respekt for ham som konge, var egentlig ikke noget som forundrede Mattheus som sådan, også selvom det naturligvis var en tanke som nagede ham et sted, så var det ikke noget som han kunne gøre det største ved lige nu. Han ønskede dog at vise, at selvom han var en ung mand, og ganske uerfaren på tronen, faktisk var i stand til at kunne føre et land frem. Måske ikke ligefrem til storhed bare sådan uden videre, men det ville komme, og det ville han og det agtet han også at gøre! Han betragtede hende med en sigende mine. I det store og hele, så vidste han godt, at hun havde ret i hendes udtalelse, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var u bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber. ”Jeg kan ikke benægte at du har ganske ret, Tatiana, for jeg ved godt, at jeg ikke har været der på den måde, som.. ja, som jeg burde kan man vel sige. Det er bare ikke en nem opgave og jeg er ikke ude på at benytte det som en undskyldning, for det kan jeg slet ikke. For mig og for det mørke og døde væsen i mig, er det ubehageligt at bevæge mig ud i solens lys, så jeg holder mig inden døre. Jeg ønsker dog at benytte mere tid ude.. Også nu hvor der personligt for mig, er kommet mere ro på tingene,” fortalte han sandfærdigt. Hun var en hård kvinde, også selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste i længden, for han kunne faktisk godt lide det. Han vendte blikket frem for sig i stedet for. Det havde slet ikke været hans mening at fremvise mørkelverne som uvelkomne eller noget lignende. De rødlige øjne gled mod hende igen. Lige hvor de var på vej hen, vidste han faktisk ikke, men det var vel også det som gjorde det hele en anelse mere spændende for ham i længden? ”Med skjulte intentioner, så hentyder du til..?” spurgte han med en sagte stemme, som han let hævede det ene bryn. Han kunne desværre ikke gøre andet end at bekræfte de mange rygter, også fordi at det jo var sandt.. Det havde på ingen måder været behageligt for ham, og specielt med henblik på Denjarna, for han savnede hende jo faktisk.. Men så lang tid, at hun ikke kunne tænke rationelt og heller ville være ved en mand som gjorde hende ondt, så kunne han jo ikke ligefrem stille noget op i længden trods alt. Han rystede let på hovedet. ”Min moder kommer ikke til at tage tronen igen. Hun hjælper mig med de hårde opgaver, men hun får den ikke igen. Den er allerede gået videre til mig,” fortalte han sandfærdigt. Han var ikke en som ville give op bare sådan uden videre og bare give tronen tilbage. Han ville ikke fremstå svag, for han ønskede at gøre hvad han kunne, netop for at vise sig selv som en stærk konge, som kunne bringe Dvasias frem!

[Deleted]

En hård kvinde var Tatiana, og derfor var hun ikke bleg for at komme ud med sin mening, om hun stod overfor en konge eller en bager. Det eneste der var til forskel var, at hun talte pænere til de højerestående, da hun vidste, at hun var nødsaget til at vise dem en formel respekt. Hun havde muligvis lyst til at tale ned til dem, men det vidste hun var uklogt, og derfor holdt hun igen med sig selv. Hun kom dog ud med sine meninger, og det så ikke videre ud til, at kongen følte sig stødt af dem, og det var kun godt. Det kunne nemlig godt være, at hun ikke lige umiddelbart støttede hans kongedømme, men af den grund vidste hun godt, at han var en dum fjende at få. Derfor passede det hende fint, at han ikke hidsede sig op over, at hun rent faktisk stak til ham. ”Jeg forstår skam godt det faktum, at De ikke bryder Dem om at færdes i solen, hvis det er Dem fysisk ubehageligt. Derfor er det også kun klogt, at De er trolovet med en mand, der sagtens kan bevæge sig frit i lyset. Det gør trods alt, at han kan regere om dagen, og De om natten,” sagde hun roligt. Personligt bifaldt hun ikke, at det var to mænd der sad på tronen, da en kvinde burde sidde på magten, ifølge hende. Hun havde dog intet imod homoseksuelle forhold, da hun selv følte sig tiltrukket af sit eget køn, men af hvad hun umiddelbart viste, var de to konger ikke seksuelt tiltrukket af hinanden, og derfor fandt hun det endnu mere uhørt. Hun tvivlede desuden på, at hun var den eneste af den holdning, men det måtte regenterne jo om. Hun tænkte dog, at det var endnu et dumt fra deres side af, da det kun generede folket. Blikket vendte hun roligt i hans retning, som han spurgte ind til, hvad hun mente med skjulte intentioner. ”De fortalte mig, at det ikke var Deres intention for os at føle os uvelkomne, og derfor spørg jeg Dem, hvad Deres intention i så fald var? Vi har i hvert fald ikke kunnet se, at De har ønsket noget af os.. Derfor det skjulte,” fortalte hun. Det var bestemt ikke fordi, at mørkelverne havde følt, at de var en del af resten af samfundet, og derfor var hun interesseret i at høre, hvordan han troede at virkeligheden var. Det var trods alt tydeligt at høre nu, at de havde hvert deres billede. Blikket vendte hun igen fremad, som hun betragtede, hvordan de red langs søen. Om man ville det eller ej, nød hun nu engang at komme her, da hun på sin vis fandt stedet øde, og så alligevel ikke, og så var der det faktum, at hun godt kunne lide naturen her, selvom det ikke var det samme som i Manjarno for eksempel, da stedet her naturligvis var en tand mere dystert. ”Og De har det helt fint med at bede den tidligere dronning om hjælp? De anser det ikke for at være et risikabelt træk?” spurgte hun sigende. Det var vel for at fortælle ham, at hun mente, at det var et uklogt træk fra hans side af, da det svækkede hans autoritet som konge. Det var dog ikke op til hende, hvilken hjælp han skulle takke ja og nej til, men personligt havde hun et klart billede af, hvad han burde gøre med sin position.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde slet ikke noget imod en hård kvinde, også fordi at det kunne være noget af det som han skulle bruge, også for at hanke en smule op i sig selv, for hun vidste uden tvivl hvad hun ville have i en konge, og det var noget som han faktisk slet ikke have noget imod i den anden end – slet ikke. Nu som det var sagt, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Solen efterlod ham kun med ubehag, og derfor var det jo egentlig fint nok at være gift med en som kunne tage sig af arbejdet på det tidspunkt, for det var jo primært om aftenen og natten at han selv var aktiv, så det var egentlig ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan. To mænd på tronen, var måske ikke det mest ideologiske, men det var nu det som hans kære mor havde efterladt ham med, og han havde efterkommet ønsket, netop ved at føre det til værks, som han nu havde. ”Præcis. Han tager sig primært af arbejdet for dagen, som jeg gør det om natten og aftenen, når solen er væk. Vi er mere eller mindre dækket ind for alle døgnets timer,” fortalte han roligt. Han havde utrolig mange tanker for Dvasias, og han ønskede at gøre det til et smukt og ikke mindst stort og prægtigt land, for det var hans store drøm. Han trak let på smilebåndet. Nu hvor han var kommet en anelse tættere på hende, så var hun faktisk ikke så slem igen. Desuden tog han slet ikke hendes mistro og hendes skeptisme særlig tungt igen, for det var hende som gav ham stof til eftertanke, og noget som han kunne arbejde videre med, hvilket var noget som han faktisk gerne ville have lov til at tage til sig på den måde, som det han nu kunne. ”Det har som sagt ikke været min intention om at I skulle føle Jer uvelkomne eller noget lignende, Tatiana. Jeg har ambitionerne om et stort og stærkt Dvasias, hvor der er plads til alt og alle, hvor alle racer skal få sin stemme talt, hørt og forstået.. Det gælder også Jer,” fortalte han med en rolig og sandfærdig stemme, for løgn var det trods alt heller ikke. At hun så ikke bifaldt at han søgte rådene ved sin mor, var ikke rigtigt noget som han kunne tage sig af, for han var ung, uerfaren og han havde brug for nogen til at støtte sig op af, til han selv fandt det ordentlige fodfæste, og det var jo egentlig en handling som han havde valgt at tage, også for sin egen skyld, for han ønskede da slet ikke at skulle miste grebet fuldstændig! Ligesom han havde gjort for en kort stund efter alt med Denjarna. Han måtte jo desværre erkende, at han jo faktisk.. savnede hende lidt. ”Jeg er hellere tilbøjelig, til at søge om hjælp nu her, mens jeg er ung og uerfaren til jeg selv finder den vej jeg vil gå, og så rive mig løs, frem for at jeg prøver og fejler.. Det er der slet ikke plads til for mig lige nu,” forklarede han sandfærdigt. Han havde allerede gjort utrolig mange fejl på utrolig kort tid, og han ønskede ikke at gøre det igen.

[Deleted]

Personligt havde Tatiana et stærkt billede af, hvordan hun mente, at landet skulle regeres, og hun kunne ikke ligefrem sige, at hun hidtil havde været enig med de regerende konger. Hun syntes nemlig ikke, at hun så nogen positiv fremgang i Dvasias, men heldigvis var det ikke hendes tab, da det lå langt udenfor hendes ansvar. Det eneste hun kunne forsøge at få indflydelse på, var det mørkelviske samfund, og det forsøgte hun sig skam også på. Det var nemlig ikke ukendt, at hun stræbte efter den største stilling der, og derfor havde nogen mål for sit folk. Om det ville blive hende der udfyldte dem, ville tiden vise, men hun stræbte uden tvivl efter det. Hun vædede de kølige læber. Det var vel til at leve med, at kongerne hver især tog et tidsrum ad gangen. Det betød trods alt, at tronen var bemandet 24/7, og andet kunne man vel ikke bede om? ”Det er vel også den mest fornuftige måde at uddelegere arbejdet på, når nu det er muligt.. Hvad mener De ellers om at dele trone med en anden mand? Jeg hører, at De end ikke ligger med ham,” spurgte hun roligt, skønt spørgsmålet måtte være yderst direkte. Det tog hun sig dog ikke af, og det måtte vel heller ikke være første gang, at han fik stillet det spørgsmål. Det var trods alt normalt, at et kongepar også tilhørte hinanden intimt og ikke kun arbejdsmæssigt. At han ønskede, at mørkelverne blev en del af resten af Dvasias, passede hende fint, da hun til dels var enig. Hun ønskede for sit folk, at de holdt deres uafhængige levevis, men samtidig havde en betydningsfuld stemme i rådet han havde indført. Hun ønskede nemlig, at mørkelverne havde en stemme i det store samfund, siden de ikke måtte løsrive sig fra kongedømmet. ”Hvis det er tilfældet, ser vi frem til et nærmere samarbejde. Jeg tror dog, at samarbejdet for alvor først vil gå i gang, når der blevet udpeget en leder iblandt os,” sagde hun ærligt. I øjeblikket stod racen lederløs, og det betød, at mange ønskede indflydelse på de forskellige begivenheder, hvilket hurtigt kunne ende ud i et kaos. Den manglende leder måtte også være skyld i racens tilbageholdenhed, da ingen kunne tillade sig at træde frem for alvor. Med det sagt kunne hun dog ikke vide, at den kommende leder overhovedet ønskede et samarbejde med resten af landet, men selv anså hun det nu engang for at være et klogt træk. ”Det ville ganske rigtigt være forkert af Dem at begå flere fejl, end hvad De allerede har gjort.. Landet ser trods alt ikke blindt til. Med det sagt mener jeg dog stadig, at der er risikabelt at bede dronningemoderen om hjælp,” sagde hun stilfærdigt. ”Hvad siger Deres mand til al den tumult der har hersket på det seneste?” Leonardo var bestemt ikke en mand man hørte om. Derfor skulle man næsten tro, at Mattheus var den eneste på tronen, og det måtte være endnu en grund til, at hun ikke videre bifaldt regenterne. Den ene var nemlig en tilbageholden mand der yndede bordellivet, hvor den anden var en uerfaren arving, og det var bestemt ikke den bedste cocktailblanding ifølge hende. Det var dog deres valg, og det kunne hun ikke gøre noget ved.