Not expected?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så var Mattheus ikke hvad man kunne kalde, aktiv hvad angik det intime omkring hans mand. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han vel bare et liv som enhver anden? En at dele livet med, et arbejde, også selvom han vidste, at det som han havde, var utrolig alvorligt og yderst risikabelt. Han vendte de rødlige øjne i retningen af hende endnu en gang. Hans mine forblev kold. Han brød sig ikke meget om mørkelvere, men han vidste jo så til gengæld også godt, at hans erfaring med det væsen, ikke skulle afholde ham fra at gøre hans arbejde ordentligt. Selve kongehuset var stort set dækket ind alle døgnets timer, så et sted, så var de vel også rigtigt på vej? Han nikkede. ”Udelegeringen af arbejdet er vigtig, hvis vi skal nå nogen vegne, hvad det her angår.. Dvasias skal frem igen, og jeg ønsker selv for det, at det skal fremstå som det stærkeste og største. Personligt? Jeg bryder mig ikke om tanken, men det var min moders ønske, og jeg valgte at efterkomme det. Vi har hvert vores liv.. Det eneste som knytter os sammen, er ringen og tronen,” fortalte han. Lige det, var han ikke bleg for at fortælle. Han ønskede at gøre sin mor stolt, og det gjorde han vel også ved at gøre som han gjorde nu? Han betragtede hende med en ganske rolig mine, som de fortsatte på hesteryg. Lige hvor de var på vej hen, vidste han ikke, men det var faktisk.. rart at være omkring en som hende, også fordi at hun var så hård og kontant som hun var – hans opfattelse af hende om ikke andet, og det var jo sig selv, ikke noget som han havde noget imod som sådan. Han ønskede at få det råd stablet på benene, og ellers meget gerne med en repræsentant for hver af racerne, hvis det var muligt selvfølgelig. Alle skulle have en stemme, og alle skulle have lov til at blive hørt. Han nikkede mod hende, et sted også anerkendende. ”Så lang tid I fremstår lederløs, er det svært at få et ordentligt samarbejde etableret, det er sandt. Jeg ser dog frem til den dag, hvor en leder for mørkelverne står frem for mig, og kræver sin plads ved mit råd,” sagde han roligt. Det var umiddelbart en af de bedre måder at håndtere tingene på, og det vidste han også godt. At hun viste mistillid til hans mor, var dog ikke en tanke som faldt i særlig god jord, men ikke noget som han kunne gøre det mindste ved bare sådan uden videre. Tænderne bed han en smule sammen. ”Min moder var en stor dronning af landet med mange værdier og ønsker for det, som hun ønskede for landet, og som jeg ønsker at videreføre, hvis det er mig muligt. Hun er dygtig, og derfor kan jeg støtte mig lidt op af hende, så jeg undgår at lave flere fejl,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han trak vejret dybt som han slap tøjlerne med den ene hånd, kun for at slappe af og virke mere afslappende. ”Han hjælper mig hvad han kan på slottet.. Det er mig som presset ligger på, og ikke ham,” fortalte han med en rolig stemme. Leonardo var mere usynlig end hvad han var, og han vidste det jo trods alt godt.

[Deleted]

”Det ville kun være retmæssigt, hvis Dvasias trådte frem som det stærkeste og det største land. Det er også uden tvivl en ideologi de fleste ser gennemført,” sagde Tatiana ærligt. Dvasias var et land fuld af stærke personligheder, og personer der higede efter magt. Derfor var det ikke underligt, at de ønskede at være de bedste og helst så, at de omkringliggende lande frygtede dem. Sådan havde det været engang, men desværre mente hun, at tiderne havde ændret sig. ”Jeg hører skam også, at det kun er ringen og tronen der knytter Jer. Men hvordan kan det være, at dronningen valgte en mand til Dem? Kan hun ikke lide tanken om arvinger og børnebørn?” spurgte hun en anelse morende. Det var på ingen måde normen, at regenten giftede sig med en af eget køn, da samfundet generelt sagde, at det hed mand og kvinde, og ikke mand og mand. Tronen behøvede desuden arvinger, hvis regenterne skulle gå bort, og de arvinger skulle være født indenfor ægteskab, da det ellers ville være en horeunge, og det var bestemt heller ikke velset. At kongen og den tidligere dronning i så fald var ligeglad med tanken om horeunger, forstod hun ikke, da det var urene børn. Hun havde i hvert fald hørt, at kongerne var lystige omkring det kvindelige køn, og derfor ville det næppe undre hende, hvis de ikke allerede havde nogle børn der rendt rundt ude i gaderne. At de så drøftede mørkelvernes status og det faktum, at de var lederløse, vandt uden tvivl hendes opmærksomhed. Blikket vendte hun derfor mod Mattheus, imens hun behændigt styrede sin hoppe frem. ”Og hvad siger De til, at den kvinde står over for Dem nu?” spurgte hun sigende. Titlen som leder var uden tvivl en titel hun stræbte efter, og hvis kongen ønskede, at den stræbende søgte ham, var hun ikke bleg for at gøre det. Slet ikke når hun stod over for ham lige nu og her. Om han ville tage hendes forespørgsel seriøst, håbede hun, da det var en stilling hun længe havde ønsket at besidde. Hun mente, at hun kunne gøre et formidabelt arbejde blandt sit folk, som hun allerede havde været omkring dem længe, samt hun var en kvinde med gode målsætninger. ”Jeg betvivler skam heller ikke, at Deres moder var en dygtig kvinde. Jeg mener bare, De burde finde Deres eget fodfæste, frem for at fortsætte i hendes spor. Det er trods alt dit regime, og ikke hendes” sagde hun roligt. Han brød sig muligvis ikke om, at hun havde sin egen mening om det hele, men det var nu engang den kvinde hun var. Det var vel heller ikke helt galt at tænke, at kongen burde have sin egen ideologi, og have sit eget mod til at følge den? Det var i hvert fald hendes tanke. ”Hvordan kan det være, at De ikke deler presset med Deres mand? Det burde trods alt være en ligevægtig opgave.. ellers kunne De ligeså godt sidde på tronen som den eneste,” sagde hun stilfærdigt. Det kunne selvfølgelig være, at det forlod ham med en tryghed, at han havde en anden ved sin side, fremfor at være helt alene på tronen. Det kunne også være, at han frygtede, at Leonardo ville få for megen magt, hvis de delte arbejdet midt over, men det var selvfølgelig alt sammen tanker hun bare gjorde sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Med henblik på Dvasias’ fremtid, så var de uden tvivl enige, hvilket var en tanke som faktisk glædede Mattheus. I det store og hele, så ønskede han at være den konge som kunne føre det til livs – når han lige fandt ud af hvordan han kunne gøre det om ikke andet, for han vidste, at det ville blive en krævende opgave. ”Vi er enige. Dvasias skal frem i lyset igen, og atter være det land som alle går og frygter,” sagde han med en sandfærdig mine. Når alt endelig skulle komme til stykket, så var han en ambitiøs mand, og han ønskede så meget, også selvom han ikke vidste hvordan han skulle føre det ud til livs, hvilket næsten gjorde ham langt mere frustreret end det som han havde været til nu. Han hadede tanken om at han ikke altid vidste helt præcist hvordan han skulle gøre tingene, og den tanke gjorde ham faktisk forbandt frustreret! Svagt trak han på smilebåndet. ”Jeg tvivler ikke på at min kære moder ville ønske sig arvinger og børnebørn. Selv det er et ønske som jeg er i besiddelse af. Hun har gjort hvad hun fandt bedst for mig på daværende tidspunkt, og hun mente tilsyneladende jeg skulle tilbringe min tid med en anden mand,” forklarede han roligt, for det var jo sådan at det have vist sig. At hun så spurgte ind til sig selv, som den kvinde hun var, var noget som fangede hans interesse. Hvem der skulle være en sand leder for mørkelverne, vidste han ikke, og det var jo ikke fordi at hans billede på dem, var specielt godt, efter alt det med Denjarna, men han så mulighederne i hende, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. ”Hvad jeg vil sige til kvinden foran mig? Jeg ville sige til hende, at jeg ser muligheder, potentiale og ambitioner i hende.. Jeg ser en stærk kvinde som kender sin plads, kender til sine drømme, og ved hvad hun ønsker at opnå,” fortalte han roligt. Det var jo ikke fordi at han havde kendt hende i forbandet lang tid, så et sted, så var det vel bare at beskrive hvilket førstehåndsindtryk som han havde fået af hende? For det var bestemt ikke negativt. Tvært imod! At hun så til gengæld skulle fremstille det samme som hans kære moder havde gjort, omkring hans ideologier og det hele, var en tanke som faktisk nagede ham en smule, selvom han virkelig forsøgte ikke at vise det, så kunne det faktisk være utrolig svært. ”Det kan godt være at regimet nu også er mit, men jeg ønsker stadig at videreføre det gode i det min mor arbejdede så frygtelig hårdt på. Det er hvad jeg ønsker oprigtigt.. Jeg ønsker at regimet skal gå i familien,” forklarede han sandfærdigt og med en mere kortfattet tone. Blikket gled over landskabet som de passerede på vejen. Han elskede at være ude, og ikke mindst når han befandt sig i et selskab som han gjorde i denne stund, så var det slet ikke noget som gjorde ham det mindste! Han vendte de rødlige øjne mod hende endnu en gang. ”Han har taget sig af meget igennem den seneste tid, da jeg ikke selv har været i stand til at tage mig af det. Han gør meget for mig, men selv jeg må jo huske på, at det er min byrde fra fødsel. Jeg blev skabt til den opgave her,” fortalte han sandfærdigt. Det havde jo mere eller mindre altid været hans kald.

[Deleted]

Det var en lettelse for Tatiana at høre, at kongen ligeså helst så Dvasias som et stort og frygtet land. Inden mødet måtte hun indrømme, at hun havde anset Mattheus for at være et forkælet skvat, men nu måtte han glæde hende med, at han da havde nogle ambitioner. Om det så var ambitioner han var i stand til at føre ud i livet, var ikke til at sige endnu, men spændt var hun da på at se, hvilken mand han ville vise sig at blive. ”Og De er sikker på, at De er manden til opgaven?” spurgte hun roligt med et nysgerigt blik. Spørgsmålet var ikke ondt ment, som det blot var et faktum hun ønskede at vide. Hun ønskede, at han var selvsikker og sagde, at det ville blive ham alene der førte Dvasias frem mod storhed, og senere opfyldte den lovning. Selv mente hun nemlig, at Dvasias var blevet svagt, som de fleste havde mistet deres værdier. Der havde været et par attentater mod Procias, men det havde ikke været noget videre særligt. Det havde ikke været særligt, som i hendes yngre dage, hvor landene havde marcheret mod hinanden og bekæmpet hinanden. Det havde været tider! Hun måtte desuden indrømme, at hun savnede at mærke suset, når der blev blæst til kamp, og den efterfølgende sejrfølelse, når man havde vundet slaget. I dag var det ikke mere end knivstik, og det anså hun for at være en dyb skam. ”Jeg må ærligt indrømme, at Deres ægteskab ikke gav megen mening for mig for vores måde, og jeg må indrømme, at det stadig ikke giver mening for mig,” erkendte hun ærligt. ”Men siden I begge ønsker, at der kommer børn ind i billedet, må jeg hellere løfte sløret for Dem og sige, at en anden mand ikke vil være i stand til at føde Deres barn.. Og en horeunge fra en tilfældig kvinde ville næppe gøre et bedre job.” Det var ikke synderligt respektabelt sagt, men hun forstod sig heller ikke på den tidligere dronningemoderes og den nuværende kongens valg. At begge parter ønskede, at der kom arvinger til verdenen, forvirrede hende blot endnu mere, for helt ude i hampen var det, hvis han ville gøre et barn udenfor ægteskab til sin arving! Smilet voksede langsomt på hendes læber, som han beskrev hende på en måde, som hun selv ville beskrive sig selv. ”Og er det en stærk kvinde du vil give titlen som leder af mørkelverne?” spurgte hun med sit intense blik hvilende på ham. ”Jeg ved allerede, at jeg kan føre mit folk frem og bringe dem ud i lyset. Jeg har ambitioner for os som helhed, og jeg ved, hvad der vil være realistisk muligt at opnå.. Og siden jeg er den eneste der er troppet op for dig, vil jeg mene, at jeg er den perfekte kandidat. Det kan kun betyde, at jeg ønsker det mest.” Lige på var hun, som hun bestemt ikke ønskede at spilde tiden, nu når hun endelig så muligheden for det! Det var en titel hun havde arbejdet for at opnå blandt sit folk, så de var allerede bekendt med hendes ønske, samt de allerede vidste, at hun var en stærk kvinde ud fra hendes alder og erhverv. Nu havde hun blot taget det sidste skridt og gået til kongen, og derfra måtte hun bare håbe, at det endelig ville lykkes hende. ”Det er vel fint, at De bifalder Deres mors ønsker og arbejde. Jeg mener dog, at De burde gøre det en smule personligt og måske sige … halvt af hvert? Halvt Deres moders stræben, og halvt Deres egne ambitioner?” foreslog hun stilfærdigt. Hun var uden tvivl en kvinde med meninger, og bleg for at bringe dem frem i lyset var hun ikke! Hun sagde det dog ikke for at nedgøre kongen, som hun derimod sagde det, fordi hun vitterligt mente, at det var den bedste løsning, hvis ikke han ville gå hundred procent sin egen vej. ”Det er ganske rigtigt Deres byrde fra fødsel, men samtidig er det normen at bringe en ægtefælde ind i al arbejdet.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være Mattheus var en ung mand, men han vidste godt hvad han så, og det var bestemt ikke fordi at han var tilfreds med det på nogen som helst måde i det hele taget. Så lang tid, at de var enige, så var han egentlig ganske glad og tilfreds. Nu hvor det var sagt, så var han allerede nu, langt mere afslappet end det som han havde været til nu, og naturligvis var det noget som gjorde ham selv.. lettet, for han have haft brug for at slappe af, uden tvivl. Han nikkede. Han var stålfast på at han skulle være manden som skulle føre det hele ud i livet. ”Jeg vil være manden som gør det. Jeg vil være den mand som kan stå bag Dvasias’ fremgang, og jeg vil være den konge som landet skal kunne se op til som den største,” svarede han med en yderst bestemt mine, for han mente det dog. Han mente, at det var sådan at han havde det med tingene. At hans ægteskab med en anden mand, ikke var noget som gav mening for hende, forundrede ham egentlig heller ikke, da det ikke ligefrem var noget som kom bag på ham, for selv han, havde svært ved at forholde sig til det, og specielt efter alle disse år, hvor han faktisk havde siddet i situationen. Ikke fordi at han tog det særlig tungt, for stod det til ham selv, så var han sammen med en kvinde, som han kunne kalde for sin dronning, go ikke en mand, som han i princippet skulle kalde for sin konge. ”Jeg tager det ikke særlig tungt. Selv ikke for mig, giver det mening,” forklarede han med en rolig og ikke mindst sandfærdig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, som han igen vendte blikket mod hende. Det kunne godt være, at det var en halvvejs hård konstatering, men han måtte jo desværre være tilbøjelig til at give hende ret i hvad hun sagde. ”Jeg ved det godt, og derfor er jeg også ved at finde ud af det hele. Horeunger er set ikke noget som kommer på tale, og mænd er ikke i stand til at bære, hvilket jeg ved,” fortalte han kortfattet. Hans måde at omtale hende på, var egentlig bare hvordan han have set hende i første udgangspunkt, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kendte hende som sådan, men man måtte jo sige, at hans førstehåndsindtryk var ganske godt, nu som det var sagt. Han sendte hende et let smil, for det var tydeligt for ham, at det uden tvivl var faldet i frygtelig god jord ved hende. Han slog ud i en latter. ”Så det er hvad du fedter for?” spurgte han morende, som han let vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Ambitionerne havde hun uden tvivl, og det var slet ikke noget som han havde det mindste imod, nu som det var sagt. Det kunne godt være, at det var hvad der skulle til, for at bringe mørkelverne en smule på banen igen? Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg betvivler på ingen måder dine ambitioner og dit potentiale, Tatiana, for jeg kan se på dig at det er der.. Hvem ved..? Måske du er den som oprigtigt kan føre mørkelverne frem,” fortalte han med en rolig stemme. Med henblik på hans mors arbejde, så var det tydeligt at Tatiana var enig med hende, hvilket ikke just var en tanke som han bifaldt helt, men.. han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. ”Du har ret, men.. det er ikke nemt. Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal gribe tingene helt an endnu. Det er stadig en stor ting at gribe ved hornene,” fortalte han næsten en kende.. frustreret, for det var bestemt ikke fordi at det var nemt for ham på nogen måde. Tænderne bed han svagt sammen, som han let vendte blikket frem for sig. Hun havde ret, også fordi at det var noget som hans mor havde sagt nøjagtigt det samme. ”Jeg ved det godt.. Men de byrder som jeg bærer, også personligt, ønsker jeg at få ordnet på egen hånd, og uden at dele det med alle andre.. Det er ting, som jeg alene, er nødt til at slås med. Jeg kan ikke benægte de rygter som du har hørt, kære Tatiana,” fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Ganske rolig forholdte Tatiana sig, som hun sad til hest med tøjlerne hvilende i den ene hånd, mens hun førte en samtale med landets konge. Det var meget let at sige, at der var kommet helt andre boller på suppen siden mødets start, da tonen havde ændret sig hundred og firs grader, som han havde gået til bekendelse om sin stilling. Inden da havde hun nemlig ikke haft den nærmeste form for respekt for ham, som hun ganske enkelt havde fundet ham uværdig. Det var formentligt en mening hun ville have holdt ved, hvis det ikke havde været fordi, at han i virkeligheden var kongen af hendes land. Man kunne nemlig roligt sige, at det ændrede en ting eller to ved det hele. ”Det undrer mig skam ikke, at De vil stå bag alle herlighederne, for hvem ønsker ikke at modtage hæderen for et lands succes? Men det er ikke et lille og let mål De sætter Dem, men det er De forhåbentligt allerede klar over.. Det burde De i hvert fald være. Men jeg glæder mig til at følge Deres regeringstid,” sagde hun roligt. Spændende var det at se, om han virkelig kunne lykkedes i sine mål, og hvis ikke … så kunne regeringer altid væltes. Hun mente i hvert fald ikke, at Dvasias havde brug for en svag konge, som hun derimod mente, at landet skulle rejse sig fra asken og stige til tops. Hun mente dog, at han indtil videre havde forekommet blød, som han endda havde undskyldt over for Procias, fordi et par warlocker var løbet løbsk. Latterligt fandt hun det, da hun derimod mente, at man skulle have sendt styrker imod dem, og fuldkommen udraderet dem, men det turde han tydeligvis ikke. Noget hun ellers fandt dybt skuffende, men hun talte trods alt også som en kriger. Mere forvirret end før måtte hun blive, da kongen indrømmede, at selv for ham gav ægteskabet ikke mening. Hun forstod vitterligt ikke, hvorfor han i så fald tillod det, men det var ikke hendes problem, og derfor kunne hun blot være ligeglad. Hun var trods alt ikke tæt på tronen. ”Og derfor må jeg indrømme, at Deres tankegang ikke giver mening for mig,” erkendte hun kortfattet, men sandt var det, for hvorfor være sammen med en mand man end ikke elskede, hvis man ikke anede, hvorfor man var sammen med ham? ”..Men De skal da have alt held til at bryde naturens gang, hvis De ikke gider skilles fra Deres mand og er imod horeunger.” At de så kom ind på lederpositionen blandt mørkelverne, var i den grad noget der vakte hendes interesse, og det var vel også til at fornemme på hende? Det var ikke en drøm der lige havde opstået hos hende, som hun faktisk havde gået med tanken i nogle år, men det var først da folket var blevet lederløst, at hun for alvor følte, at hun havde en chance. Om hun fedtede for kongen, kunne man vel godt sige, at hun gjorde, men det havde hun intet imod, når det kom til noget af det hun higede allermest efter. ”Jeg anmoder i hvert fald om at lade titlen blive min,” sagde hun med et smil på de bløde læber, som hun så imod ham. Om hun ville få den, kunne hun selvfølgelig ikke sige, men personligt mente hun, at hun stod med gode odds. Hun var trods alt en velset kvinde i sit samfund. Hun besad allerede stærke positioner. Hun havde drømme og ambitioner for folket. Og så var der det faktum, at hun åbenbart var den eneste af hendes slags, der var gået til ham. ”Jeg ved, at jeg vil være den rette til at føre mit folk frem. Jeg elsker mit folk, som var vi en stor familie, og derfor er det ikke til at tvivle på, at jeg til enhver tid vil kæmpe for dem. Samtidig med det har jeg mine målsætninger der gør, at jeg ønsker at føre dem frem i samfundet,” sagde hun sandfærdigt. Det ville selvfølgelig ikke se helt lyst ud for mændene i samfundet, men det ville det formentligt aldrig, da det mørkelviske folk handlede om et helt specielt søsterskab. ”Det er ikke en simpel sag at stå som landets konge, men ønsker De ikke selv at bibeholde den stilling? Hvis De gør, gør De klogt i at kæmpe for den, og skabe Dem et par faste rammer og mål, samt hvordan De vil nå de mål, De sætter Dem,” sagde hun sigende, som hun bestemt mente, at han skulle tage sin stilling seriøst. Barnemad var det trods alt ikke, og hvis ikke han ønskede den med krop og sjæl, tvivlede hun ikke på, at hun kunne finde andre der brændende ønskede sig den. Hun så dog helst, at kongen viste sig som en stærk mand, men man kunne selvfølgelig aldrig vide.. ”Hvis byerne er personline, skal man selvfølgelig selv tage hånd om dem.. Det støtter jeg Dem skam i, da man skal kunne klare sig selv. Jeg vil dog ikke råde Dem til at rode Dem ud i flere problemer, end hvad De allerede har gjort. Det vil koste Dem ufatteligt meget i den sidste ende.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tonen havde uden tvivl forandret sig meget, fra start og til nu, selvom det naturligvis glædede Mattheus, at Tatiana nu var i stand til at vise en betydeligt mere respektfuld side overfor ham, så var det noget som uden tvivl passede ham selv helt fint, når det endelig skulle være. Selvom der naturligvis var visse ting som han ønskede at få trumflet igennem, så han også kunne fremstå lige så stærk som hans mor havde gjort, og Alexander i den korte tid, hvor han havde haft tronen, så han havde jo utrolig mange at se op til lige på det punkt, men det var ikke fordi at det var noget som gjorde sagen meget nemmere for ham af den grund. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Det var slet ikke fordi at han ønskede at fremstå blød eller noget lignende, men selv han, var nødt til at finde sit standpunkt i det hele, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt altid, for han var en ung mand, og han havde ingen erfaring, men han håbede og bad til at det selvfølgelig ville komme med tiden. ”Jeg ved udmærket godt, at det ikke er en nem opgave jeg har kastet mig i krig med, men jeg agter at føre den til livs, og stå som den som bringer landet frem, koste hvad det koste vil. Det glæder mig om ikke andet, at du fremstiller det, som du har tilliden til mig,” sagde han med en sandfærdig stemme, for han mente det skam. Det kunne godt være, at han var ung og alt det, men det var ikke noget som han tog hårdere end det, men selv han havde jo brug for støtte, og det var desværre ikke mange, som virkede til at ville give ham det. Med henblik på tankerne omkring hans mand, hans fremtid og hans familie, så forundrede det ham så til gengæld ikke, at hun havde svært ved at se det eller forstå meningen bag, når han heller ikke selv var i stand til det. Han respekterede sin mor nok til at gøre hvad hun ønskede for ham, og det havde han gjort, lige netop ved at gifte sig med Leonardo, også selvom de havde hvert deres liv og stort set aldrig rigtigt så hinanden. ”Jeg tager det ikke så tungt, for der er meget som ikke giver mening for dig, for det gør det heller ikke for mig. Det var bare typisk min moder – Intet giver mening omkring hende, og hun er utrolig utilregnelig,” fortalte han roligt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Ingen vidste hvilke tanker den store Jaqia gjorde sig omkring en masse ting, eller hvorfor hun gjorde som hun gjorde. Han trak svagt på smilebåndet, som han let rystede på hovedet. ”Min moder har givet sin tilladelse til skilsmisse. Jeg lader det være op til Leonardo, hvorvidt om det skal ske eller ikke,” tilføjede han roligt, også fordi at det var sandt. Han var traditionel, og selv – ligesom sin mor, gik ikke ind for skilsmisse, så det at de havde fået lov, var han naturligvis glad for, for så var det en mulighed for dem, for at gøre det hele rigtigt. Vinden ramte ham direkte i ansigtet, hvilket var noget som tvang hans ansigt lidt end. Hingsten kastede en smule med hovedet, men de fortsatte stadig fremad. Ikke fordi at det var noget som han havde noget imod som sådan, for han måtte erkende, at han faktisk godt kunne lide det. At hun så skulle fedte en smule for ham, for stillingen som mørkelvernes leder, var egentlig ikke noget som han ikke havde set komme, for nu havde de jo trods alt været inde på det, og så var det jo ikke så underligt igen, at det var noget som hun gerne ville have! Han vendte blikket mod hende, som hun begyndte sin salgstale. Lige umiddelbart havde hun ambitionerne og potentialet til at lede dem, og han opfangede det kun som troværdigt, og det var en tanke som han uden tvivl godt kunne lide. ”Jeg betvivler på ingen måder, at du vil være den fødte til opgaven med dine ambitioner og dit potentiale, Tatiana, men det skal gøres på en ordentlig måde. I det tilfælde, så vil jeg anbefale dig at søge mig på slottet, så vi kan gøre det offentligt,” fortalte han sandfærdigt. Med andre ord, så havde han faktisk i tankerne om at give hende den stilling, for til nu, havde hun kun vist sig som en han kunne være tro til og en som han kunne se i den rolle, som hun ønskede sig. Han nikkede sigende. ”Jeg agter at blive siddende på den trone, til jeg går i graven, om det så skal vise sig at blive på den ene eller den anden måde. Opgaven er ikke nem, men jeg vil klare det.. Jeg har mine mål.. Jeg skal bare finde ud af lige.. hvordan jeg skal gøre alle tingene, og hvordan jeg skal udnytte landets ressourcer ordentligt,” sagde han roligt. Han var sat ind på tronen frygtelig tidligt, og han brød sig ikke altid om det, men han ønskede jo at gøre det hele rigtigt. ”Byrderne er skam personlige, så jeg tager mig af det selv. Det går måske stille for sig, men jeg skal nok rejse mig fra asken igen og klare at lede folket som de har fortjent det. De har fortjent en stærk konge, og jeg agter at være den som leder dem til storhed,” fastholdt han med en bestemt tone.

[Deleted]

Alle i denne verden ønskede hæder, og derfor kom det ikke spor bag på Tatiana, at den unge konge var ligedan. Det at han var ung måtte desuden sige det meste for hans vedkommende, eftersom de var alment, at unge mænd og kvinder havde store drømme og tanker om dem selv. Det var dog de færreste der blev, hvad de drømte om, men om kongen ville nå gennem nåleøjet måtte tiden vise. Hun havde dog ikke al tid i verdenen til at følge hans frem- eller nedgang, som hun gerne snart ville se resultater. Hun ville nemlig gerne vide, om denne konge var en mand skulle holde fast i eller ej, da hun ønskede at vide, hvad hun kunne forvente af landet, og hvad der skulle ske med hendes race. De måtte nemlig stå passivt til, indtil de fandt ud af, om han var værd at følge eller ej. Om hun direkte havde tillid til ham, som han sagde, at hun havde, vidste hun nu ikke helt, om hun havde. Hun skulle nemlig endnu lure ham. ”Selvfølgelig ønsker De det. Jeg tvivler ikke på, at enhver konge ville ønske storhed for sig selv,” sagde hun roligt. At der ikke var nogen der forstod sig på den tidligere dronningemoders tankegang, var der intet at sige til, da det var sandt. Selv tænkte hun, at dronningen måtte have drukket lidt for meget af den søde vin, da hun havde udtænkt planen om en mandlig ægtefælde til sin heteroseksuelle søn. Hvad der ellers kunne være årsagen til det, anede hun nemlig vitterligt ikke, da det mest af alt lignede en stor joke. Hun anså det i hvert fald at være en hån mod Mattheus, at han var blevet bundet til en person, han ikke ønskede. Det var dog en hån kongen havde fulgt med på. Noget hun aldrig ville have gjort, da hun aldrig ville være en person underdanig. ”Det kan man roligt kalde hende.. De siger måske, at Deres moder ikke vil blande sig i dine kongelige anliggender, men jeg er alligevel spændt på at se, hvad hendes næste træk bliver. Noget må der trods alt ske, siden hun er vendt tilbage,” sagde hun sandfærdigt. At han så gjorde det sværere for hendes forståelse, kunne hun næsten have sagt sig selv, da man roligt kunne sige, at dronningemoderen fik en til at stille masser af spørgsmål.. Blandt andet; Hvorfor havde hun mon giftet sin søn væk til en mand, når nu han havde tilladelse til at droppe brylluppet? Det undrede hende vitterligt, men heldigvis var det ikke en del af hendes affære, som hun bare var en mørkelver. At han så end ikke selv ville kræve skilsmissen, undrede hende blot endnu mere, men det måtte være, hvad det nu var. ”Fortæl mig.. Hvorfor skulle en mand som Leonardo ønske at lægge titlen som Dvasias konge fra sig? Det er nemlig ikke en magt man frivilligt lægger fra sig, når man først har fået den,” kommenterede hun ærligt, som hun tvivlede på, at den anden konge ville bakke ud uden videre. At han direkte sagde til hende, at han anså hende for være den fødte til opgaven som mørkelvernes leder, fik smilet til at brede sig på hendes læber. Det var uden tvivl ord der faldt i god jord hos hende, samtidig med at hun følte, at sejren var hende. Ubeskrivelig var følelsen, da hun følte, at han godkendte hende til jobbet, og det opfyldte alle hendes drømme! Hun havde længe søgt den titel blandt sit folk, og nu gik hun til kongen, og det syntes at virke. Han bad hende i hvert fald om at søge til Castle of Darkness, så hun officielt kunne modtage titlen. En tur hun hellere end gerne ville gøre sig! ”I så fald kan De trygt regne med, at der ikke vil gå mange nætter, før De vil se mig gå ind af dørene til den store tronsal. Jeg vil i så fald se frem til vores næste gensyn Deres Majestæt,” sagde hun oprigtigt og bøjede hovedet respektabelt for ham. Indvendigt måtte hun vitterligt springe af lykke, men udvendigt forsøgte hun endnu at holde fatningen, skønt det ikke var helt ligetil, da det var en af hendes større drømme der nu gik i opfyldelse. ”Jeg ser skam heller ikke, at De bare giver op. Det er en stilling De bør kæmpe for, og være stolt af. Hvordan tingene skal håndteres vil formentligt komme, som De funderer over det. Det vigtigste er blot, at De aldrig ligger opgaverne fra Dem, men konstant forsøger at finde en vej,” sagde hun stilfærdigt. ”Ord sagt som en sand konges. Hvis blot De holder den entusiasme resten af vejen, er jeg sikker på, at det vil munde ud i noget positivt med tiden.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alle ønskede hæder og ære, og det var noget som Mattheus uden tvivl, også gik frygtelig meget op i, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Nu som det var sagt, så glædede det ham uden tvivl at de var komet frem til den enighed, som gjorde at de kunne snakke sammen, uden at skulle kaste alt muligt i hovedet på hinanden, for det var slet ikke noget som gavnede ham eller hende på nogen måde uanset, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede istemmende, for hun havde ganske ret, og han var vel ikke nogen anderledes konge end så mange andre? Han ønskede alle det bedste, og han ønskede et land i fremdrift, og det var vel heller ikke så underligt? Specielt efter alt det som han allerede havde haft at slås med, så var det da kun på tide efterhånden! ”Enhver konge ønsker det bedste for sit land og sit rige, og der må jeg stå ved, at jeg ikke er noget undtag, Tatiana. Jeg er måske en ung mand, med megen lidt erfaring, men jeg er ikke bange for at gøre hvad jeg kan, netop for at skænke folk hvad de har brug for, og få Dvasias frem igen, som det rige, det en gang var,” fortalte han sandfærdigt. Hvorvidt om det egentlig var smart af ham, at dele disse ting med hende, vidste han ikke, men det var rart at gøre det med andre end Enrico og sin kære mor, og bare.. høre og ikke mindst se hvordan alle andre havde tingene, for det var skam også noget som han havde brug for efterhånden. Han havde siddet på slottet i alt for lang tid, og nu hvor han vidste at hans mor var tilbage, og han til nu havde gjort absolut alt det som hun havde ønsket af ham og for ham, så følte han efterhånden, at det var på tide, at han kunne vende sig i sine egne retninger og bare.. gøre hvad han selv ville. ”Hun er måske tilbagevendt, men det er ikke ensbetydende med at hun får noget at sige, om det der foregår på tronen og omkring den. Jeg har allerede gjort det tydeligt for hende, at jeg ønsker at finde ud af det på egen hånd og sammen med Leonardo, dersom det skulle vise sig, at blive større ting, vi skal tage os af. Hun har intet med tronen at gøre,” fortalte han sandfærdigt. Han rådførte sig ganske vidst med hende, men det var bestemt ikke fordi at han gjorde noget yderligere end det, så det i sig selv, var jo faktisk noget som passede ham fint, for han forsøgte virkelig at gøre det rigtige, og det var ikke altid lige nemt, men han gjorde virkelig hvad han kunne. Og nu med tanken på, at hans mor mistænkte at Denjarna kunne være hans mage, så havde han kun yderligere ting, som han var nødt til at finde ud af, og hurtigst muligt! De rødlige øjne gled mod hende igen. ”Leonardo har aldrig været interesseret i tronen i Dvasias. Han gik med til det, udelukkende på grund af en aftale gjort med min moder før hendes bortgang,” forklarede han med en rolig stemme. I sig selv, så vidste han, at han kunne stole på Leonardo på det punkt, og det var han naturligvis utrolig glad for. Nu hvor han alligevel havde valgt at give hende hvad hun ville have, så skulle det jo trods alt gøres ordentligt uanset hvad. At se hende reagere på den måde, var nu alligevel noget som morede ham, også fordi at.. nu kom respekten for alvor ind i billedet, hvilket skam slet ikke var noget som han havde det mindste imod, for det skulle da bare mangle! ”I så fald, så glæder jeg mig til at se dig i min tronsal, så vi kan gøre det hele officielt, Tatiana,” sagde han roligt og med en sandfærdig mine, som han igen tog fat om tøjlerne. Natten var behagelig, og den var.. skræmmende rolig i forhold til hvad han var vant til, hvilket nu egentlig også passede ham ganske udmærket. Han kunne godt lide, at han pludselig havde hendes opbakning, hvilket skam også var noget som passede ham selv helt fint i længden. ”Det håber jeg så sandelig også. Jeg gør hvad jeg kan, også selvom det ikke altid er lige nemt, som sagt, men jeg kæmper og det fortsætter jeg med til den dag jeg går i graven,” fastholdt han med en bestemt tone. Han var slet ikke i tvivl om at tronen var hans kald.

[Deleted]

Det undrede ikke Tatiana, at han ønskede det bedste for sit rige, for hvilken konge gjorde ikke det? Hvem ville ikke have det største land, det bedste og det mest frygtede? Desværre havde hun bare sine tvivl om, at han var manden til jobbet, da hun tvivlede på, at han havde styrken til at lede et folk. Indtil nu havde det trods alt ikke gået ham synderligt godt, og han havde allerede fået lov til at sidde på tronen et godt stykke tid. Det var meget muligt, at han var født til at være konge, men det var ikke ens betydning med, at han kunne finde ud af at regere. Indtil videre havde han i hvert fald ikke gjort det største for folket og landets fremgang. Han var dog ung, og derfor gjorde hun heller ikke noget endnu, men blot … ventede og så tiden an. ”Hvis ikke De er bange for at føre folket og landet frem, vil jeg råde Dem til at handle ganske snarligt. Der er en del der føler, at De sidder for passivt til med hensyn til det kongelige, Deres Majestæt. De frygter, at De blot holder tronen varm,” sagde hun ærligt. Hun vidste med sikkerhed, at det ikke kun var hende selv, der ønskede en reaktion hos kongen. Mere eller mindre hele landet havde hørt, hvordan han havde tabt fatningen til en kvinde der ikke ønskede ham, og for tiden var det kun det de kunne huske ham fra … ikke videre passende for en regent. Derfor mente hun, at han skulle til at tage sig af sit rige, frem for at være miserabel. ”Et klogt træk. Og Deres moder accepterer Deres valg? Hun var trods alt den der sad med magten før Dem, så det skulle ikke undre mig, hvis hun endnu længtes efter den,” lød det nysgerrigt fra hende. Det skulle bestemt ikke undre hende, hvis hans moder ønskede mere magt, da hun førhen havde været en højtstående kvinde. Det betød dog blot, at Mattheus skulle stå fast, hvis det var tilfældet. Hætten endte hun med at gribe om, som et vindpust ramte den, og var ved at tvinge den af hendes hoved. Koldt var det nu, som temperaturen endnu var lav, og hun var et af de væsner, der havde brug for varme for at fungere optimalt. Ikke som Mattheus for eksempel, der kunne fungere upåvirket i alt slags vejr. ”Hvorfor gik de med til denne aftale i det hele taget? Det er normalt nok at være trolovet, når man er født ind i en højtstående familie, men det er første gang, at jeg høre, at en person bliver trolovet med en af samme køn,” spurgte hun roligt, da det hele alligevel måtte interessere hende. Hun havde en del spørgsmål til, hvordan det hele fungerede, og nu hvor hun havde muligheden for at komme ud med dem, var hun ikke bleg for at åbne munden. Hun spekulerede nemlig ikke over, om det var rigtigt eller forkert af hende at spørge, som hun blot gjorde det. ”Fornøjelsen vil være helt på min side,” sagde hun sandfærdigt, som hun knapt nok havde lyst til at vente en nat eller to med at gøre det officielt. Hun havde fået lovning på, at titlen var hendes, og så ville hun da ikke vente med at få det offentliggjort! Hun ønskede at vende tilbage til sit folk, som deres leder, men det kunne hun desværre ikke bekendtgøre dem nu, da det endnu ikke var helt i orden. ”Det er aldrig let, når man står med en stor position, men alligevel er det intet man skal beklage sig over, men noget man skal nyde,” sagde hun stilfærdigt. At han ville blive på tronen til sin død, havde hun såmænd intet imod. Så måtte tiden bare vise, om han fik en lang eller kort regeringstid, og derfor også død.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var måske en ung mand, men han vidste hvad han ønskede for landet, selvom han endnu skulle finde ud af, om det var noget som han havde mulighed for, og hvordan han skulle nu skulle udnytte det, så han kunne få det som han ville have det, men han havde skam ikke givet op endnu, og det var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om, på nogen måde i det hele taget! Han ønskede at finde den nødvendige styrke, så han kunne lede sit folk oprigtigt og optimalt, så de igen kunne fremstå som et stort og stærkt land, for det var jo det som var meningen! ”Jeg ved godt, at det er sådan mange har set på det.. Jeg er bare nødt til at finde ud af, hvad jeg kan tillade mig, og ikke tillade mig. Jeg har ikke råd til at gøre flere fejl end hvad jeg allerede har gjort, og folk har lille nok tiltro til mig fra før.. Det kommer.. Jeg skal handle,” lovede han med en oprigtig stemme. Han så ikke nogen grund til at uddybe det mere end det, også fordi at han nok ikke burde stå og fortælle en som han ikke vidste helt præcist om han kunne stole på, om alle de ting som faktisk foregik på slottet, andet end at diskutere og fortælle hende om alt det som han vidste, var kendt for alle andre også. Han havde ganske vidst tabt fatningen, men det var slet ikke fordi at han så noget forkert i at blive hamret til bunds på den måde, og så forsøge at rejse sig igen, for han havde kæmpet sig op og videre, og nu var han ved at være klar til at tage fat igen, hvor han havde sluppet. ”Hun har accepteret det, og hun ved, hvem der sidder med magten nu. Hun yder sin hjælp, når det er nødvendigt, og når jeg søger den,” sagde han roligt. Hans moder havde været en yderst dygtig regent, og derfor var det jo en skam, dersom det ikke var en erfaring som han trak lidt på, når det var nødvendigt, så han i det mindste havde nogen at klamre sig lidt op af, så var det faktisk også noget som passede ham selv helt fint! Leonardo havde aldrig været interesseret i tronen, og det vidste han, og derfor havde han faktisk ikke noget imod, at lade det være mandens beslutning om hvorvidt de skulle indgå skilsmisse eller hvad de skulle. Uanset hvad, så havde de jo hvert deres liv, så det var jo ikke rigtigt fordi at det gjorde den største forskel i det øjemed. Det var dog straks noget andet med tanken om at han ikke ville have muligheden for oprigtigt og ordentligt, at føre sin egen slægt videre. ”Han er meget ældre end mig, så hvornår aftalen gik i hus, det ved jeg faktisk ikke. Det var min mors ønske, og efter hendes bortgang, så jeg opsøgte ham, for at fastholde ham til løftet,” tilføjede han roligt. Han rettede sig en anelse op på hesteryg, inden han igen vendte blikket frem for sig. Det kunne godt være, at det på ingen måder var normalt, men han havde faktisk ikke noget imod at snakke åbent om det. Han trak let på smilebåndet. ”Det glæder mig, Tatiana. Så snart du melder din ankomst på slottet, så sørger jeg for at gøre det hele officielt,” fortalte han med en rolig og sandfærdig mine. Selvom hun ikke umiddelbart havde nogen stor rolle at spille – endnu om ikke andet, så virkede hun nu alligevel til at vide hvad hun snakket om, og det kunne han faktisk godt lide. ”Du har ret. Jeg vil gerne kunne nyde det, men det kommer nok først, når jeg har fundet mig til rette i det hele. Så det skal nok komme,” afsluttede han med et roligt smil. Han var optimistisk nok!

[Deleted]

”Jeg ved udmærket godt, at det ikke er helt ligetil at tage landsbeslutninger. Det er trods alt ikke bare et sæt tøj, som man skal vælge, men bedrifter der vil få betydning for et helt land. De har dog haft god tid til at gøre Dem de beslutninger efterhånden, og derfor mener jeg og mange andre, at det er på tide, at De fremskynder processen en anelse. Vi er også mere end bekendt med, hvilke fejl De har gjort Dem gennem tiden, men det giver kun en større grund til, at De bør rejse Dem fra asken,” sagde Tatiana stilfærdigt. Hun var ingen kvinde der trøstede, men derimod en kvinde der så fremad mod potentielle handlinger. Derfor var hun ikke mild og sagde, at det hele nok skulle gå, da hun derimod var realist og vidste, at der skulle beslutninger og handlinger til, hvis der overhovedet skulle ske noget. Desværre kunne hun helt frygte, at han slet ikke var en sådan mand, da hun på ingen måde havde det indtryk af ham, at han havde en ide med fremtiden. Det eneste han vidste, var, at han ønskede at være en stor konge, men det var på ingen måde nogen verdenssensation, da det var så normalt, som noget kunne være. Det eneste der talte var nemlig, hvad han ville gøre for at opnå sine mål, og det havde han sagt, at han ikke havde den fjerneste anelse om. ”Det er også det vigtigste. Hun har vel også visse gode input, hun kan komme med,” sagde hun roligt. Det formede et spørgsmålstegn i hende at vide, at dronningemoderen var vendt tilbage til de levende. Det var trods alt alment, at hun havde været død, og at hun så var blevet vakt til live igen, skabte en undren i hende. Hun spekulerede nemlig over, hvorfor dronningen var vendt tilbage, hvem der havde vækket hende, og hvad hun nu skulle foretage sig. Der havde været mange problemer på Castle of Darkness gennem de seneste måneder, så på den vis undrede det ikke, at der var brug for en erfaren hånd. Hvad hendes erhverv så skulle blive, vidste hun ikke, og hun tvivlede på, at kvinden bare ville sidde og kukkelure. Det var dog ikke hendes problem, hvad der foregik i Rimshia, og derfor kunne hun et sted tage det med ro. ”Han er ældre og derfor mere erfaren end dig, men alligevel undre Deres moders ønske mig.. Men for Deres vedkommende, glæder det mig, at De nu kan bryde ægteskabet og vælge på egen vis,” sagde hun ærligt. Hun var ikke en kvinde der tænkte over kærlighed, men alligevel vidste hun, at det var alment, at mænd og kvinder faldt for hinanden og ønskede et liv sammen. Tanken om, at der også kunne sidde en kvinde på tronen, glædede hende, da hun måtte indrømme, at hun langt hellere så, at det var en kvinde der sad på magten, frem for en mand. Hun vidste dog, at Mattheus ville forblive på tronen lige meget hvad. ”Det vil jeg ikke glemme,” sagde hun roligt. At hun blot skulle melde sin ankomst på slottet, og så ville få lederpositionen, frydede hende. Hun higede efter stillingen, og at den nu kunne blive hende var som en drøm der gik i opfyldelse. Afsindig glad var hun, hvor de for hendes skyld kunne ride direkte til slottet nu, men det tvivlede hun på, at han var interesseret i, når det lignede, at han havde en fridag. ”Alting er selvfølgelig lettere at nyde, når nu det går positivt og fremad. Jeg mener dog stadig, at De på intet tidspunkt skal tage Deres stilling for givet.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus sukkede tungt. Hun var en hård kvinde at bide skeer med, hvilket allerede var gået op for ham, selvom det nu heller ikke var noget som han just kunne gøre det største ved uanset hvad. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Selvom han vidste, at hun havde ret, så var det ikke ensbetydende med, at han brød sig meget om at få det serveret på den måde, som hun gjorde det. ”Jeg ved godt, at det hele har været en kende langsomt om at komme op,” begyndte han med en ganske kortfattet mine. Hun var hård ved ham, også selvom han i princippet, slet ikke havde noget imod det. Han skulle hanke op i sig selv, og han vidste det godt, selvom det ikke altid var lige nemt, bare at gøre den slags. ”Jeg skal handle nu, og jeg ved det skam udmærket godt. Jeg har gjort mange fejl, og jeg vil gøre op for dem igen, så folket kan se at jeg er den rette til at føre dem frem, for det er et mål for mig,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han havde måske ambitionerne og det hele, så han skulle skam nok kunne få det hele som han ville før eller siden, og nu hvor hans mor var der til at hjælpe ham med det hele, så var han skam også af den overbevisning, at han nok skulle få det helt præcist som han ville. Hans mor havde desuden også virket affundet med, at hun ikke fik den magt igen, for han ville heller ikke give den fra sig. ”Hun er god at have i baghånden, lad os sige det sådan,” sagde han roligt. Han elskede sin mor, og han elskede hende frygtelig højt, og så lang tid, at han havde hende at støtte sig op af, så havde han en god hånd, hvis det skule blive nødvendigt i længden. Leonardo var meget ældre end ham, og derfor også med en livserfaring, som selv Mattheus kunne lære af, og det havde han faktisk også. ”Der er aldrig nogen som har forståelse for min moder, eller hvorfor hun gør som hun gør, så det er ikke noget nyt. Jeg får valget, hvis jeg vil, så tronefølgen også kan føres,” fortalte han sandfærdigt. I sig selv, var det også noget som passede ham fint, men også noget som betød meget for ham. Så lang tid at hun ville komme på slottet, så de kunne gøre det ordentligt, så passede det ham egentlig ganske fint. Han nikkede mod hende med et næsten anerkendende og mildt smil. I sig selv, så var det heller ikke noget som skete ofte, også fordi at det heller ikke var noget som lå til ham som person. Den eneste som egentlig havde fået lov til at se den form for side af ham, var Denjarna. Og lige nu, havde han slet ikke nogen anelse om hvor eller hvad hun lavede, og den tanke irriterede ham virkelig. ”Udmærket,” sagde han roligt, inden han roligt tog i tøjlerne, hvor han fik stoppet sin store hingst i stedet for. Han svang derefter benene over hesten og stillede sig på jorden ved siden af, kun for at tage tøjlerne i hånden. At bevæge sig og gå lidt selv, havde han skam heller ikke noget imod. ”Det gør jeg skam heller ikke. Jeg ved godt hvor alvorlig, vigtig, stor og betydningsfuld den er. Den skam ikke nydes. Jeg ser dog på det som en ære, at den nu er min,” fortalte han.

[Deleted]

Tatiana vidste udmærket godt, at et møde med hende ikke altid var en dans på roser, men det var også fordi, at hun kom fra det mørkelviske samfund, og havde de mål, som hun nu engang havde. Hun mente dog, at det var en personlighed folk burde kunne tackle, hvis de var værdige personer. Det var kun svage personer der lod sig skræmmes, skønt hun mente, at alle skulle være oppe på dupperne. Blikket holdt hun roligt på ham. Om han havde det dårligt med hendes ærlighed eller ej, kunne hun ikke umiddelbart se, da han ikke sagde noget til hende. Han ville også kun gøre klogt i ikke at tale ned om den, da det kun ville sætte ham selv i dårligt lys i hendes øjne. ”Det har det, ja,” medgav hun kortfattet, hvor det måtte være utroligt kort og kontant. Det var dog sandheden, og det var altid ærlighed hun havde bundet sig til. Landet lå nemlig sådan, at udviklingen stod stille her i Dvasias, og det havde den gjort igennem hele hans regeringstid. Det var noget hun uden tvivl så ændret, men det kunne hun ikke gøre noget ved, da hun ikke sad inde på slottet og rådgav. Nej, hun kunne kun tale som en almindelig borger og håbe på, at han alligevel havde lyst til at lytte til, hvad hun havde at sige. Hun mente desuden, at hun havde en masse gode ting at byde på, og derfor mente hun, at hendes ord klart var noget han kunne tage til overvejelse. ”Det burde uden tvivl være et mål for Dem, og det er et mål jeg glæder mig til at se udført. Dvasias har uden tvivl fortjent at blive hevet op igen, og jo før desto bedre,” sagde hun roligt. Ambitioner havde han vel, men det store spørgsmål var, om han kunne føre dem til livs. Generelt set var det også den sværeste opgave for alle, da vejen til målet altid var sværere, end at fremsige sig et mål. Kongen havde dog en del rådgivere omkring sig, som der var den faste rådgiver, Enrico, og så var der hans medkonge, Leonardo, og nu også hans moder, Jaqia. På den led kunne det lyde, at han var ganske godt stillet, men det var selvfølgelig også kun, hvis han kunne finde ud af at benytte hjælpen ordentligt. Let trak hun på smilet, som hun alligevel fandt en smule morskab ved hans moders beslutninger. Hun forstod sig muligvis ikke altid på valgene, men noget skete der da. ”Det har De vel ganske ret i, at der ikke er. Men at hun alligevel har valgt at trække sin befaling tilbage, er vel til glæde for de fleste,” sagde hun roligt. Hun og mange andre havde muligvis intet med tronen at gøre, men alligevel havde de fleste en mening om, hvordan tingene skulle foregå, og på den front ville mange formentligt blive beroliget af, at der sad en konge og en dronning på tronen, frem for noget så bemærkelsesværdigt som to konger. Som han valgte at hoppe ned ad sin hingst, sendte hun ham et nysgerrigt blik, da de trods alt havde aftalt at ride sammen. Hendes hoved faldt let på sned, som hun blot så til, mens han i stedet valgte at … gå. ”Er De allerede træt af at ride med mig?” spurgte hun kækt, skønt det ikke lignede, at han havde i sinde at gå nogen veje, som han endnu fulgte hendes hoppe. Selv blev hun roligt siddende, hvor hun lod den ene hånd hvile ned ad benet, mens den anden holdt om tøjlerne. ”Det er uden tvivl en ære, men også et liv De er blevet født til.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus måtte erkende, at han fandt Tatiana frygtelig hård af sig, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget som sådan, for han kunne skam godt lide, at hun var ærlig overfor ham, men det var bare at komme lidt for hurtigt og ærligt ud med det, selvom han nu ikke sagde noget til det. Det var hans oplagte mulighed, hvorpå at han kunne vise, at han kunne tackle det, uden at skulle ligne en idiot eller en som ikke kunne tåle noget som helst, og det var bestemt heller ikke noget som han var det mindste interesseret i, på nogen som helst måde overhovedet. Blikket gled direkte mod hendes skikkelse. De var enige, og så var der skam heller ikke nogen grund til at køre mere rundt i det, for han vidste, at det var ved at være på tide at han handlede, for det havde han ikke været særlig god til, igennem det sidste stykke tid, og det var noget som han jo faktisk var ved at være ganske ked af, for det var bestemt heller ikke meningen, at han bare skulle holde tronen varm og så holde sig der! Slet ikke! Blikket vendte han frem for sig. Smukt var det uden tvivl, og han kunne godt lide mørket. Det var næsten som man kunne sige, at det var en af hans bedste venner, også fordi at det var noget som hurtigt kunne efterlade ham med den.. ro som han længe havde haft brug for, for det andet havde været træt og ikke mindst udmattende, også for ham. ”Dvasias har ikke bare fortjent det, for det skal op igen. Landet skal igen blive stort og frygtindgydende, og det er et løfte, som jeg kan give til alle,” fastholdt han med en ganske sigende mine, for han stod fast på det, og uden at tøve det mindste! Slet ikke! Med henblik på hans kære moder, Noelle og Enrico, så vidste han godt, at han havde gode støtter på hånden, sammen med hans medkonge, også selvom det endnu var underligt for ham at vide og ikke mindst tænke på. Han var overbevist om, at det hele nok skulle vise sig at gå i det store forløb, når han bare kom i gang for alvor. Han sendte hende et let smil. ”Det har hun, så der skal nok også komme ro på det hele og alt sammen,” sagde han roligt, som han stoppede hesten, kun for at ende på jorden, hvor han trak hingsten med sig i stedet for. Han kuklo ganske let, som han rystede på hovedet. Han havde bare brug for at røre lidt på sig selv, frem for bare at sidde på hesteryg på den måde. ”Slet ikke, jeg har bare brug for selv at bevæge mig. Jeg finder det bare kedeligt og trist kun at blive siddende på hesteryg,” forklarede han, som han bare fortsatte ved siden af hendes hoppe, selvom han endnu ikke kom i kontakt med det smukke væsen, for smukt var det. Selv elskede han dyr, selvom dyr havde en tendens til ikke at bryde sig om ham, men det var vel fordi at han selv var et dyr? Og et rovdyr endda? Uden tvivl, så var det tronen som han var blevet født til, og han vidste jo trods alt også godt, at det var derfor at han var blevet skabt, selvom den tanke måske var hård, men.. det var jo sandt. ”Tronen har altid været mit kald, og jeg ønsker at lede den med stolthed og blive den konge som landet kan være stolt af.. Den som man om mange år kan se tilbage på, og være stolt af, at have haft på tronen,” sagde han. Han tænkte måske meget, men det var vel ikke underligt?