Not expected?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han med de ting som han havde gjort galt, stort set havde stået og gravet sin egen grav, selvom det slet ikke ændrede på, at han faktisk ønskede at gøre op for det igen, for han ønskede at fremstå som en stærk og god konge, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Nu som det var sagt, så var han glad for at han havde hendes støtte, også selvom det var kriterier som hun satte, så var det også noget som han betragtede som et mål. Kunne han få mørkelverne med på det, så var han uden tvivl godt kørende, og det var det som han ønskede for sig selv, også lige nu. ”Dine kriterier finder jeg retfærdige Tatiana, og tro mig, jeg agter og jeg ønsker at gøre op for de fejl som jeg allerede til nu, har begået, såfremt at jeg ved, at jeg kan blive støttet videre i det alvorlige arbejde som konge af landet. Titlen som mørkelver har jeg trods alt allerede lovet dig, og jeg er en mand af mine ord,” sagde han med en stilfærdig mine. Løgn var det ikke, for selv i Dvasias, kunne man finde mænd som var ærlige af os, og turde stå fast ved det. Han ville ikke love hende den stilling, dersom det ikke var noget som han havde nogen intentioner om at skulle skænke hende, for han ønskede det faktisk, også fordi at han kunne se det potentiale i hende. Han var slet ikke i tvivl om at Tatiana tog dette yderst alvorligt, og det var skam også grunden til at han lod hende give udtryk for hendes mening, også fordi at det var noget som faktisk betød meget, selv for ham. Han nikkede mod hende. Hun havde ret, og han var nødt til at sætte et eksempel, selvom det nagede ham, at han ikke fik lov til at gøre det med Malisha, nu hvor det var hende, som stod bag det hele. ”Det var ydmygende, det kan jeg ikke lægge skjul på, og nej, Procias hoverer heldigvis ikke over sagen. Jeg tror derimod, de er lige så interesseret i krig og strid som det jeg selv er.. Hun er ung som jeg, og jeg ved, at Procias selv har sit at slås med. Jeg agter at tage mig af Warlockerne. Det skal ikke have lov til at ske igen,” sagde han med en ganske kortfattet stemme, som han vendte blikket i retningen af søen. Alene det at snakke om det, var noget som kunne gøre ham direkte hidsig. At hun ville støtte ham, var uden tvivl noget, som han havde det godt med, for det lød også som om at hun kunne se hvor han ville hen med det hele. Han nikkede mod hende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. En køn en af slagsen, var hun uden tvivl, også selvom han følte at han var nødsaget til at være meget påpasselig med de mørkelvere, som havde en sjov tendens til at køre rundt med folk, for at få det som de ville. Det var hans indtryk om ikke andet, og et af slagsen som Denjarna havde startet. Han trak en smule på skuldrene. ”Jeg går med drømmen og forhåbningen om, at de inden længe, vil være i stand til at se hvor jeg vil hen med det hele, og være med til at opbygge et godt og stærkt Dvasias. Det er en drøm vi alle går med.

[Deleted]

Tilfredst trak Tatiana på smilebåndet, som han godtog hendes kriterier. I en kort overgang havde hun troet, at han ville slå ned på hende, fordi hun stillede krav til ham. Det var nemlig alment, at man føjede sin konge, men hun følte blot, at der skulle være gensidig respekt mellem dem. Det var desuden kun et faktum, at hun ikke ønskede at følge en svag mand, og derfor ville hun ikke lyve og sige, at hun ville følge ham blindt, for det ville hun ikke. Hun ønskede kun at følge ham, så længe han fremstod som en værdig konge, da hun mente, at man skulle gøre sig fortjent til sådanne store titler. Det var desuden, hvad hun selv havde gjort, som hun langsomt havde arbejdet sig vej op i sit samfund, og nu havde hun fået lovning på ledertitlen. Et mål hun uden tvivl var stolt af, og glad for. ”Det glæder mig, at De kan se fornuften i mine ord. Der er nemlig en del højerestående der blot mener, at man blindt skal følge dem, men det anser jeg personligt for at være forkert. Jeg ved godt, at De er født til tronen, men jeg er af den holdning, at det ikke giver en et fripas, men at man stadig skal gøre sig fortjent, ligesom enhver anden,” sagde hun sandfærdigt. ”At De endnu har i sinde at give mig titlen, som mørkelvernes leder, glæder mig også, ligesom det også må gøre tilfreds, at De er til at stole på.” De intense blå øjne lod hun hvile på Mattheus skikkelse. Det var om end rart at komme ned og stå igen, efter at have siddet til hest i et godt stykke tid. Fodfæstet måtte nemlig være rart at finde igen, skønt det var en anelse køligt at stå stille i natten. At hverken Procias eller Dvasias ønskede krig, forstod hun et sted godt, da de begge var nye regenter, og derfor ønskede at falde til ro, inden de gjorde noget overilet. På den anden side gjorde det også, at det var et oplagt tidspunkt at slå til, da den anden part var uerfaren og derfor mindre struktureret. Desværre var den anden part også det, men alle havde de vel deres hærfører, som kunne træde til? ”Sandt, så sandt.. Alle har sit at slås med, og derfor skaber det mindre kaos blandt de forskellige lande. Der er selvfølgelig altid dem der går sine egne veje, som warlockerne, men de skal bare håndteres korrekt,” sagde hun i en rolig tone. At han havde i sinde at tage sig af warlockerne, fandt hun yderst fornuftigt, skønt hun tvivlede på den metode, som han ville gøre brug af. Det lignede nemlig ikke, at han ville straffe hvem som helst, hvor hun selv ville havde trukket en ud af flokken, og gjort et eksempel af vedkommende. De warlocker der havde været med til angrebet, havde trods alt selv takket ja til deltagelse, og derfor vidste de godt, hvad de havde gået ind til, og derfor burde de også straffes for det – selvom de ikke var racens leder. ”Det kan man kun håbe, at de vil. Er dette råd et råd der allerede har haft nogle møder, eller er det komplet nystartet?” spurgte hun nysgerrigt, som hun trods alt ikke kendte vanvittigt meget til det. Hun ønskede dog at høre mere, som hun selv skulle til at blive en del af det, og derfor ønskede hun at vide, om de andre ledere allerede var kendt med proceduren, eller om den var ny for dem alle.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

I det store og hele, så havde Mattheus faktisk ikke noget imod at Tatiana satte krav og forventninger til ham, for han vidste, at det samarbejde, som han ønskede at få op, var gensidigt, og derfor havde man vel også alle sammen forventninger til hinanden? Selvom mange andre nok ville blive forargede over at et ’ligegyldigt’ væsen satte forventninger til ham, så var det faktisk ikke noget som han tog særlig tungt igen. Han nikkede ganske kort i retningen af hende atter en gang. ”Du har forventninger til mig som konge, som jeg har til dig som en borger her i landet, og det er der skam ikke noget forkert i. Tvært imod. Jeg er måske født til tronen, men folk forventer jo endnu noget af mig, og det er de forventninger, som jeg lige så ønsker at høre. Ingen har haft modet til at give det til kende for mig endnu. Før du er dukket op,” sagde han ærligt. Han vidste at folket snakket i krogene, og det var noget som uden tvivl kun formåede at gøre ham langt mere frustreret end hvad han havde været i forvejen, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre. Slet ikke! Han havde skam stadig i sinde at give hende titlen, for hun havde jo trods alt heller ikke givet ham nogen grund til at skulle fortryde det valg, som han havde taget i første omgang. ”Jeg er en mand af ord, såfremt at du ikke har givet mig nogen grund til at skulle tro andet, Tatiana.” Hans stemme bar kun præg af ren og skær ærlighed, for han så slet ikke nogen grund til at skulle holde hende for løgn eller noget lignende. Han sendte hende et svagt smil, hvilket jo faktisk var noget som han gjorde frygtelig sjældent, men han havde det faktisk godt i hendes selskab, og han var ikke bange for at fortælle hende det, når det jo faktisk var sådan at landet måtte ligge. Med henblik på warlockerne, så vidste han at han var nødt til at reagere, og han skulle så sandelig også få det gjort, hvilket var noget som han kunne love hende. Han nikkede med et efterfulgt suk, for det var noget som uden tvivl tyngede ham meget ned, for han havde meget at se til, også fordi at han var ung som han var, så var det ikke noget som folk rigtigt tog sig af. Han var en ung mand, vidste ikke rigtigt hvad han gjorde, og naturligvis, var det noget som kun efterlod ham med en gevaldig følelse af frustration. ”De har kostet mig for dyrt allerede, kan jeg fortælle dig. Alle ønsker sin race det bedste, og at det sker uden at jeg har givet lov til dette, er slet ikke noget som jeg vil tolerere længere. Deraf ønsket af det råd som kommer til at foregå oppe på slottet,” sagde han roligt. Hingsten hævede hovedet med munden fuld af mad, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig videre af, for han havde faktisk slet ikke noget imod det. Han strøg den roligt over mulen og med en rolig mine. Han rystede let på hovedet. ”Ideen er stadig på tegnebordet til jeg har fået fat i alle de ledere som findes her i Dvasias, og ind til alle racer har en leder som en repræsentant.. Så du er ikke gået glip af noget,” svarede han stilfærdigt.

[Deleted]

Det undrede faktisk ikke Tatiana, at hun var den første til at sige noget til ham, da verdenen generelt var svagelig. Selv var hun bygget op på styrke og ærlighed, og derfor havde hun ingen hæmninger, når det kom til at følge de to retninger. Hun mente ikke, at hun skulle bøje sig for ham, bare fordi han var konge. Hun mente, at hun skulle bøje sig for ham, fordi han var titlen værdig, og ikke før. Derfor valgte hun at sige det direkte til ham, og det gav tydeligvis pote i denne omgang. Det virkede i hvert fald som om, at han var imponeret over hendes væsen, og det ville hun skam aldrig beklage sig over. Det var nemlig de færreste der kunne klare hendes ærlighed, som de mente, at hun skulle holde sig i baggrunden. Det nægtede hun dog, og det lod hun skam også komme frem. ”Jeg mener kun, at det er retfærdigt, at vi alle sætter krav til hinanden. Vi er måske ikke alle lige i samfundet, men vi er alle individer, og vi har derfor hver vores mening, som vi ønsker, bliver hørt. Det er dog de færreste, som tør komme ud med den … Jeg er dog ikke en af dem. Jeg ønsker ikke at nøjes med noget, som jeg har mine mål, som jeg går direkte efter, og det bærer som regel også frugt,” sagde hun med en rolig stemme. Hun trådte et skridt til siden, som hun mærkede, hvordan hoppens mule måtte pusle omkring hendes støvler. At han var en mand af ord, passede hende kun udmærket. Selv kunne hun måske finde på at stikke en anden i ryggen, hvis hun ikke længere fandt vedkommende brugbar, men alligevel satte hun pris på ærlighed og pligt. Det var trods alt også noget af det, som hun selv måtte stå for i denne verden. ”Og jeg håber skam ikke, at De vil ændre Deres mening,” sagde hun med et svagt smil på læben. At han ligeledes måtte smile til hende, tænkte hun ikke videre over, da hun ikke vidste, hvilken type mand han var. Det blev dog ofte betegnet som noget positivt, at man fik et smil fra en anden, og det måtte vel også være hendes tanke denne her gang? Frustrationen som Mattheus følte, forstod hun skam godt, da hun som befolkningen vidste, hvad der blev snakket om i krogene, samt der var det faktum, at nogle af hans racer var i oprør. Hun mente dog, at han bare skulle tage tyren ved hornene og straffe dem, der trådte ham over fødderne, men hvis ikke det var hans stil, måtte han selvfølgelig selv finde en vej. ”Det koster, at befolkningen går imod deres konge. At De stabler et råd på benene, vil muligvis være en hjælp, da lederne – og derfor også racerne – vil føle sig mere inddraget i landets anliggender, hvilket kan give en større samhørighedsfølelse,” sagde hun roligt. Om det var sådan realiteten ville blive, kunne hun selvfølgelig ikke sige, men lige umiddelbart måtte det hun sagde, være hendes mening. Grebet om tøjlerne lod hun stramme en anelse, som hun mærkede, hvordan hoppen trak i dem, som den trådte nogle skridt frem for at snuse til den yderst interessante hingst. ”Og De mangler endnu at tale med en del af landets ledere? Men rådet kan vel sagtens blive stablet på benene, selvom der ikke er en person til at udfylde alle lederposterne,” sagde hun stilfærdigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mange turde ikke ytre deres mening overfor kongefamilien, selvom han virkelig ikke kunne se problemet i det. Folk havde gensidige forventninger til hinanden, og det samme havde han, så ville det da kun være underligt, hvis det ikke var gengældt på den ene eller den anden måde. Desuden kunne han virkelig godt lide, at hun havde ben i næsen, og bare.. sagde tingene som de var, for selv det, var jo trods alt noget som selv han havde brug for efterhånden. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende atter en gang og med en ganske sigende mine. Han var enig i hende, og derfor var han glad for, at de kunne føre en dialog på den her måde, som de nu kunne, hvilket nu heller ikke gjorde det værre end det. Han lod hovedet søge en kende på sned. ”Jeg er enig. Du har forventninger til mig, som jeg også automatisk vil have til dig. Skal vi have et godt samarbejde op, er det da kun vigtigt, at det er noget som man kan snakke åbent og ærligt om. Alle har deres mål, og jeg er slet ikke i tvivl om at du er et individ som besidder det samme. Det er de mål i livet, som gør, vi kan komme frem,” sagde han stilfærdigt. Selvom hun måske var typen som ville dolke andre i ryggen, så håbede han da på et godt og solidt samarbejde med mørkelverne i fremtiden, også fordi at det slet ikke var noget som gjorde nogen noget som helst. Han nikkede mod hende igen, som han strøg over hingstens mule. Han elskede sit trofaste dyr. ”Jeg skifter ikke en mening hvad det angår. Ikke før man selv personligt giver mig en grund til det,” sagde han stilfærdigt. At hoppen ville hen og snuse, var et sted en tanke som han fandt morende, men ikke noget som han havde noget imod. Han selv slap tøjlerne og lod hingsten gå, så han selv kunne komme over og se hende lidt an. Selvom han førte sig frem med den tydelige stolthed som Mattheus selv gjorde. Man var jo trods alt den royale hingst, og det var man jo af en grund. Han betragtede dem let, som hingsten sænkede hovedet lidt og snusede til hoppen, inden han slog let med halen og resulterede i et prust. Ikke fordi at han var videre imponeret. Han hævede hovedet igen. ”Jeg tvivler på at hoppen lever op til hans standard,” sagde han en anelse morende. ”Men du har ret.. Derfor håber jeg at det råd vil give en fornemmelse af et samarbejde, så alle parter bliver hørt, og alle får som de ønsker tingene. Lederne skal kunne samarbejde.. Jeg ønsker det stærkeste land, og et som vil overgå Procias til enhver tid,” sagde han med en fast og bestemt tone. Først af alt, så gjaldt det at finde en warlockleder, som faktisk kunne give ham hvad han selv ville have, og hvad han selv ville forlange, hvilket jo var første skridt på vejen. Han trak vejret dybt, som han roligt foldede hænderne bag sin ryg. ”Rådet kan uden tvivl stables, men jo flere so bliver repræsenteret fra start, des bedre vil det blive. Jeg skal rundt forbi og snakke med dem alle.. Det er vigtigt for mig.”

[Deleted]

Bange for kongefamilien eller andre højtstående magter, var Tatiana ikke. Hun vidste, hvornår hun skulle lægge bånd på sig selv, men alligevel havde hun ingen kvaler med at ytre sandheden. Hun ønskede nemlig, at hendes holdninger kom ud i dagens lys, og det kunne de kun, hvis hun åbnede munden. Det havde hun gjort i nat, selvom hun havde stået over Mattheus, og det havde vist at betale sig, som hun nu havde fået lovning på titlen som elvernes leder. Det var en titel der frydede hende, hvor det også måtte glæde hende, at Mattheus var mand nok til, at man kunne drøfte en dialog med ham. Det var bestemt ikke alle mænd der var således, som det ikke var ufatteligt længe siden, at hun havde stået over for en warlock, der havde ønsket at sætte hende på plads, fordi hun havde en mening. Det at warlocken havde angrebet hende, viste også blot, at den race var helt ude, hvor de ikke kunne bunde. Tabt havde han nemlig, og derfra håbede hun kun, at den mand havde lært sin lektie, samt fortalte det videre til andre af sin slags. ”Et godt samarbejde kræver, at man kan snakke om tingene, og det føler jeg, at vi kan. Der er måske dem der mener, at man ikke kan sætte krav til sin konge, men der er jeg af en anden mening. Folk ville desuden ønske, at de kunne tale om tingene som jeg, for jeg er bestemt ikke den eneste, der har en mening. Forskellen på mig og andre er blot, at jeg tør sige, hvad jeg tænker,” sagde hun sigende. Hun betragtede ham med et roligt blik, som han kælede for sin hest. ”Det glæder mig,” sagde hun roligt. At deres heste havde en vis interesse for hinanden, sagde hun såmænd intet til, som hun blot lod sin hoppe se hingsten an, imens hun havde et godt tag om tøjlen. Hun måtte trods alt være på den sikre side. De blå øjne lod hun hvile på dem, som hun betragtede dem snuse til hinanden. Hendes egen hoppe måtte forekomme yderst interesseret, som den gik med halen højt, mens ørerne måtte pege direkte fremad.. Hingsten lignede derimod en der led af manglende interesse, hvilket fik hende til at trække morende på smilet, som den blot vendte hovedet væk til hoppens skuffelse. ”Jeg tror, at De har ret.. En skam for Rhavaniel,” sagde hun i en morende tone, og klappede hoppen let på halsen, inden hendes blik igen måtte søge kongen. ”Det lyder ganske demokratisk.. Som i Peula på sin vis. Jeg er dog spændt på at se, om det kan fungere her i Dvasias. Det er trods alt mange stærke personligheder, og … jeg er en af dem,” sagde hun stilfærdigt. Om det kunne gå, var hun spændt på at se, da hun havde erfaret, at det var de færreste der delte hendes mening. Derfor skulle det ikke undre hende, hvis de andre forsøgte at stemme hende ud. Især hvis det var en folk af mænd, hun sad omkring. De kunne nemlig sjældent lide hendes synspunkt, selvom Mattheus indtil nu havde syntes om hende. ”Det vil vel være en fordel at have alle pladserne fordelt, men i så fald må De søge omkring de forskellige racer, og på den led selv finde de forskellige repræsentanter, hvis De ønsker dem lige nu og her.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det glædede faktisk Mattheus, at Tatiana ikke var bange for at åbne munden for ham, og give udtryk for sin mening, for det var også noget af det som han havde brug for. Blikket gled stille i retningen af hende endnu en gang. Såfremt var de enig om tingene, hvilket kun gjorde det hele meget bedre, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak svagt på den ene mundvig, idet han roligt nikkede til hendes ord. ”Jeg ville ønske at flere, havde den samme fornemmelse af tingene, som det du giver udtryk for, må jeg sige. Det er rart at nogen fortæller om de forventninger som de har til deres konge, for selv det er jo noget som jeg må leve op til. Jeg er ung, og jeg ved det, og derfor har jeg brug for at vide, hvad folket egentlig kræver og forventer af mig,” begyndte han sigende. Hun havde sine mål, også selvom han nu alligevel havde valgt at indvie i at give hende den stilling, for med den måde, som hun gik frem på, så var han slet ikke i tvivl om, at det var noget som uden tvivl nok skulle have lov til at falde i god jord igen. En mand af ord var han, og det havde han altid været, for det var noget af det som han havde lært af sin stedfar allerede dengang han var helt lille. ”Godt,” sagde han med en rolig og ikke mindst sandfærdig stemme, som han roligt vendte blikket i retningen af hende igen. Hoppen viste sin tydelige interesse, og det samme gjorde Brego til start om ikke andet. Mattheus smilede let for sig selv, idet han roligt lod dem færdes lidt omkring hinanden, inden han igen vendte blikket mod Tatiana. En smuk kvinde med noget mellem ørene og ben i næsen. Et sted så var han næsten ked af, at han ikke havde mødt hende noget tidligere. ”Lige så for Brego. Han ved ikke hvad der er godt, selv når det er lige for øjnene af ham,” sagde han roligt, idet han strøg ham over halsen, kun for at tage fat om tøjlerne igen. Det var ved at være sent, og han skulle også meget gerne være hjemme inden solen ville begynde sin opstigning, selvom det nu slet ikke var hvad han havde i tankerne af den grund. Han nikkede roligt til hendes ord. Det var måske demokratisk, og slet ikke noget som landet her var kendt for at udvise, så var det noget som skete alligevel. ”Det foregår så fint i Peula, og derfor ønsker jeg at udføre det samme her. De stærkeste personligheder og de mest talentfulde er som regel dem som repræsenterer de forskellige racer. Det skulle bare mangle at give dem en stemme som kan høres,” sagde han sandfærdigt, inden han lod de røde øjne hvile på hende. Det var virkelig rart at kunne snakke fornuftigt med en som hende, også fordi at der var hold i hvad hun fortalte ham. ”Det er en lang tur og mange forhandlinger som skal trumfles igennem. Det er skam også derfor at rådet endnu står på stand by til pladserne er fordelt og indtaget af de forskellige repræsentanter. Derfor skal jeg også have styr på warlockerne. Jeg formoder at det er Konstantin som jeg skal have fat i hvad det her angår. Malisha er utilregnelig og nærmest borte med blæsten.. Jeg vil i gang hurtigst muligt.”

[Deleted]

Tungen lod Tatiana let fugte de fyldige læber. At han ønskede, at flere var som hende, var et ønske der aldrig ville gå i opfyldelse. Det var nemlig de færreste der turde åbne munden, og på sin vis passede det hende fint. Det betød nemlig, at hun kunne træde frem, som en anderledes og mindeværdig person, og det gjorde hende bestemt ikke noget. Det var dog ikke blandt alle, at hun var et positivt minde hos, som warlocken hun havde mødt formentligt ikke ville være enig med Mattheus. ”Ønsker kan man altid have mange af, men at der i det mindste er én, der tør drøfte de alvorlige ting med Dem, er vel også til at klare? Hvad folket kræver af Dem, kan De formentligt ikke selv finde ud af, da de ikke vil turde sige sandheden overfor Dem. Folket vil nemlig ikke være interesseret i at stille sig selv i dårligt lys, overfor deres konge,” sagde hun ærligt. At hun så var komplet anderledes, måtte bare være sådan det var. Hun kom også fra et andet samfund end den almene dvasianske borger, og det måtte også sige lidt for hendes vedkommende. Som deres to gangere snusede til hinanden, betragtede hun dem med et roligt blik, skønt det måtte blive morende, som hun så, hvordan hingsten måtte afvise Rhavaniel. Af større betydning var det alligevel ikke for hende, da hun ikke havde et videre behov for at hoppe kom i fol. Derfor trak hun hoppens hoved til sig igen, som den alligevel blev afvist af den stolte hingst. ”Hun er en prægtig hoppe. En trofast og god ganger. At Deres hingst lider af manglende interesse, må være hans sag,” sagde hun roligt med smilet på læberne. Selv måtte hoppen havde en betydning i hendes hjerte, som det var hendes ganger, samt det var den hest der ville føre hende i kamp, hvis det kom til det. Blikket vendte hun tilbage mod Mattheus, efter at have strøget hoppen over den bløde og mørke mule. ”Det vil uden tvivl glæde racernes repræsentanter, at de nu får en mening i det større billede. Det glæder i hvert fald mig. Det skal dog siges, at Dvasias ikke er Peula. Peula er skabt på andre værdier end Dvasias, og det må gøre, at det ikke vi gå fuldkomment hånd i hånd med hinanden,” sagde hun stilfærdigt. Gammel var hun, og derfor måtte hun kende til en ting eller to, hvor hun vidste, at Peula og Dvasias bestemt ikke var det samme! Derfor vidste hun, at Dvasias nyfundne ’demokrati’ ikke ville fungere på samme måde, som på den varme halvø. Det betød dog ikke, at det ville gå dårligt … det ville blot gå anderledes. ”Det er det. Ønsker De at give hertugen Malishas plads, eller ønsker De blot at drøfte Malisha med ham? Hvis der er en der ved, hvor hun er, burde det trods alt være den mand… selvom jeg har mine tvivl om, at han vil snakke. Han vil formentligt gøre sit for at holde sin kvinde i sikkerhed, selvom hun har gravet sin egen grav, og tilmed andres,” lød det fra hende. En skam fandt hun det nu, at han skulle finde en anføre til hver en race, da hun selv var spændt på at komme i gang. Hun kunne dog sagtens binde sig med tålmodighed, ligesom hun gjorde med de mål, hun satte sig i livet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det glædede faktisk Mattheus at Tatiana ikke var bange for at give udtryk for sin mening overfor ham, da det også var noget som han havde haft brug for, da det var det som klargjorde hvordan mange andre forventninger folk havde til ham, andet end det oplagte, at skulle føre et rige frem, for det var altså ikke altid bare noget som man kunne gøre, og det var en tanke som naturligvis frustrerede ham frygtelig voldsomt. Mange ønskede måske ikke at fremstå i det dårlige lys overfor ham, men han ønskede at vide hvad de havde af forventninger til ham, for det var svært for ham, at gøre noget som helst uden. ”Til nu er du den eneste, som har stillet sig op overfor mig, og fortalt mig krav og forventninger som er gjort til mig, Tatiana. Og jeg værdsætter det skam, det er slet ikke det. Folk skal bare ikke forvente for meget af mig, når de ikke vil offentliggøre hvad det er de faktisk ønsker og kræver af mig, som det er gengældt,” sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hende og med den samme ganske så kortfattede mine. Selvom hingsten ikke vækkede nogen synderlig interesse for Hoppen, så var det noget som han alligevel måtte finde ganske morende. Det var tydeligt at hoppen betød meget for hende, også selvom det var en følelse som han kendte alt for godt til. Selv han holdt ekstremt meget af den kongelige hingst, da det også var en som hav de fulgt ham igennem mange år efterhånden. ”Han ligner sin herre, kan man vel sige,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Sådan som han havde valgt at gå fra Denjarna, var jo heller ikke fordi at han havde det godt med i udgangspunktet, selvom han stod fast på, at han kunne skænke hende meget bedre end det som Derick var i stand til, så var det vel også noget som hun måtte finde ud af på den hårde måde. Uanset hvad, så vidste han godt at Peula var en helt anden boldgade, også selvom det ikke var noget som han tog hårdere end som så. ”Jeg drager inspirationen fra Peula, og i stedet for at sætte de rige og de større familier til at styre landet, vil jeg hellere have et råd sat sammen af alle racer. Det er ikke helt det samme, og så alligevel.. Jeg ønsker et samarbejde mellem lederne og kongehuset.. Jeg vil skabe et.. demokrati,” sagde han endeligt. Selvom han måske sad med den endelige magt hvad angik beslutningerne og det hele, så var det naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet. Det var slet ikke fordi at han havde i sinde at skænke Konstantin Malishas plads, for det var han slet ikke. ”Jeg kan ikke påstå at jeg har i sinde at skænke ham pladsen som Warlockleder, og nu med hans komplikationer, så tvivler jeg på, at det er et arbejde, som han kan tage sig af lige for nu. Jeg har ganske andre ting i tankerne. Desuden hvis han skjuler hende, har han kun bevist, at han er en mand, som jeg ikke kan stole på.. Nuvel.. Du har kun påvist mig, hvor travlt jeg egentlig har det..” Igen tog han om tøjlerne og svang sig op på hesteryggen.

[Deleted]

Det var vel en fair holdning af have, at Mattheus ikke kunne opfylde borgernes ønsker, så længe de ikke kom med forventninger og krav til ham. Nok var han konge, men han var på ingen måde en tankelæser, og derfor kunne han naturligvis ikke vide, hvad folket gik rundt og tænkte om ham. På det punkt måtte Tatiana også forstå, hvorfor han brød sig om hende, da hun ikke hentydede til en masse mellem linjerne, som hun blot sagde tingene, som de var. Det var ikke alle ligesom ham, der brød sig om den indstilling, men det var den kvinde hun var, og den indstilling hun havde det allerbedst med. ”Det er svært at leve op til krav, som man end ikke kender til. Det glæder mig derfor, at De nu har mine, som De kan forsøge at målrette Dem efter. På den led er det vel til at sige, at det er den som tale, der får det ønskede tilbage,” sagde hun roligt, som det faktisk måtte passe hende yderst fortræffeligt, at hun var den eneste der turde åbne munden overfor ham. Det betød nemlig, at det hele kunne dreje sig efter hendes ønsker og behov, og det ville hun bestemt ikke klage over. Hun havde nemlig en fast målsætning, og derfor kunne hun sagtens komme med en ide om, hvordan hun ønskede, at tingene skulle gå. Hun løftede det ene øjenbryn. ”Og hans herre ved heller ikke selv, hvad der er godt, når det står for øjnene af ham?” spurgte hun sigende, som hun egentligt blot brugte hans egne ord. Om det i så fald skulle være møntet på hende, kunne hun ikke sige, skønt hun tvivlede på det. Hun tvivlede nemlig på, at han anså hende for en kvinde for sig, selvom han havde komplimenteret hendes barske fremgangsmåde. Som han fortalte hende om sin politik, lyttede hun med nysgerrige ører, som hun skam var interesseret i at vide, hvordan landet blev ledt. Hun var trods alt en del af det, og nu tydede det på, at hun ville få langt mere indflydelse end nogensinde før. ”Inspiration er også tilladt at hente, så længe vi gør det til vor eget i den sidste ende. Det har De også valgt at gøre, som Peula er bygget op på rigdom, hvor De er ude på at gøre rådet mere … folkeligt. Lederne er måske bedre stillet end den resterende del af racen, men de er ikke adelsfolk,” sagde hun med en rolig stemme, som hun et sted godt kunne følge ham. Det var formentligt ikke, hvad hun ville have gjort, hvis hun havde været i hans sted, men alle var trods alt også forskellige. ”Hans komplikationer? Undskyld, men jeg er ikke helt inde i warlockernes affærer. At De derimod har planer for det hele, er blot en positiv ting. I så fald er det hele ikke så sort, som De kan få det til at lyde. Men om Konstantin er til at stole på, kan jeg ikke sige.. Personligt ville jeg råde Dem til, at De aldrig skal stole på en warlock,” sagde hun stilfærdigt, inden hun måtte gøre som ham og træde op i sadlen igen. Det måtte ligne, at en afsked var på vej, men måske var en afsked også det bedste for nu. ”Jeg kan mærke på det hele, at det er ved at ende ud i et farvel. Jeg skal også selv tilbage og fange et par timers søvn, inden arbejdet kommer med solen, hvor De skal hjem og i sikkerhed, inden den gør sin optræden.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Folk havde sjovt nok frygtelig mange forventninger til Mattheus, men regnede næsten med at han var kendt med det hele allerede fra start af, hvilket jo ikke ligefrem var tilfældet, for han var ikke en tankelæser, og han kunne ikke bare forestille sig, hvordan folk vil have tingene. Han var ung, og han havde brug for guide og vejledning, og det var bestemt heller ikke fordi at det var altid lige nemt, når det ikke var noget som synderlig mange ville kunne give ham. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. ”Du har i det mindste givet mig noget, som jeg kan arbejde med, hvilket jeg selvfølgelig er frygtelig glad for, Tatiana. Jeg ville ønske at andre ville have rygrad nok til at åbne munden for mig, frem for det kun er mig som skal komme og kræve og forvente. Jeg ved ikke hvad folket ønsker af mig, andet end at lede et land, tilsyneladende til perfektion. Det er ikke noget som man bare gør over natten,” sagde han med en rolig og ganske sandfærdig mine. Med henblik på alt det med kvinder, så havde Mattheus endnu ikke fundet en som han for alvor følte, at han kunne slå sig ned sammen med. Han var ganske vidst en gift mand og det hele, men det var uden tvivl det kvindelige som trak mest i ham. ”Ærlighed skam. Jeg erkender gerne, at jeg har været sammen med mange.. Men det er som regel først efter besøget, at jeg for alvor tænker på dem.. og hvad jeg har sendt bort..” påpegede han roligt, som han vendte sig mod hende. Han havde tilladt sig selv, at hente inspiration fra Peula, og samtidig omformulere lidt, så det faktisk blev til hans eget i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som nogen af dem, kunne bruge det mindste til. Han lod tungen stryge let over sine egne læber. ”I mine øjne, skal et land ikke styres på rigdom og magt.. Ledere er som regel bedre stillet end de øvrige af racen, men jeg har stadig forventninger til disse, som jeg ønsker de skal leve op til, dersom de skal forblive på den post som de besidder.” Warlockerne havde mere end rigeligt at kæmpe med, og det vidste han udmærket godt, men mange af disse kampe, havde de så sandelig også bedt om! ”Det er skam også en sag mellem Konstantin Rozentas og jeg, og jeg skal selv personligt tage mig af det. Jeg har krav og forventninger til de adelige som jeg har til lederne. Det er kun på tide, at det her land bliver stablet ordentlig på benene for en gangs skyld.” Med disse ord, så kom han op på hesten igen, hvor han tog omkring tøjlerne, inden han igen vendte sig i retningen af hende. Han tog skam det hele alvorligt, også fordi at han vidste, at det var dette som han skulle lave frem til den dag han ville gå i graven – om forhåbentligvis mange år, men det var sgu aldrig til at vide. ”Jeg har rigeligt at tage mig af, og heldigvis rigeligt at lave i trygheden for den opkommende sol. Jeg ser frem til din audiens i min sal, Tatiana.. Og frem til da, så ønsker jeg dig et farvel..” Han nikkede i et halvvejs buk i retningen af hende, inden han rev i tøjlerne, for at søge i den anden retning. Han var nødt til at gribe tingene an nu.

//Out

[Deleted]

”Og jeg håber skam, at det bliver mine ord, som De vælger at tage til eftertanke, Deres Majestæt. At andre ikke tør åbne deres mund, bliver deres egen undergang i den sidste ende. Man skal nemlig gribe ud, hvis man ønsker at få.. og jeg er tydeligvis den eneste, som tør gribe ud. At folk ønsker det perfekte land, er et simpelt ønske at have, men at nå dertil gør man ganske rigtigt ikke over en nat,” sagde Tatiana i en rolig tone. Forventninger vidste hun selv, at der var nok af, men ganske rigtigt kunne man ikke bare få, hvis man ikke gav noget igen. Det var ikke andet end en naiv tanke nemlig. På det punkt var hun tydeligvis den mest realistiske, som hun ikke havde ladt sig skræmme af hans titel, men blot gået imod ham med sin naturlige fremgangsmåde, som han tydeligvis havde nydt. Om han så ville tænke over hendes ord, eller glemme dem, vidste hun ikke, men hun vidste, hvad hun håbede på. ”De er konge, Deres Majestæt. Hvis De mener, at De har sendt noget bort, som De ønsker Dem, er det blot at tage det tilbage. Hvis der er nogen der skulle have mulighed for at udføre en sådan handling, burde det være Dem,” sagde hun sigende. Selv var hun ikke interesseret i at høre om hans kærlighedsliv, som hun var ragende ligeglad med det. Det var heller ikke fordi, at hun følte, at hun rådgav ham med sine ord, som hun blot mente, at de måtte være almene for en fra hans stand. Nysgerrigt lyttede hun til hans ord, der næsten kunne lyde helt … sukkersøde, som han ikke gik efter den almene forstand om, at det var de velhavende der havde magten. ”Penge er magt, om man vil det eller ej. Der er trods alt en grund til, at det ikke er den hjemløse tigger der styre landet, men Dem. Lederne har dog mere indflydelse på deres egne, end hvad de adelige har, og derfor mener jeg kun, at det er passende, at du vil inddrage dem noget mere. Det skaffer dig trods alt alle landets racer,” sagde hun stilfærdigt, som hun skam så en ide i hans politik. At hun ville blive en del af al det, forskønnede også blot det hele, som det gav hende en god mulighed for virkelig at sætte sit præg, og det måtte være hvad hun ønskede. Hun nikkede roligt. ”Det var skam heller ikke for at snage, men blot et spørgsmål til Deres ord. Hver og en skal dog sættes på plads, og om De får gjort det, glæder jeg mig til at se,” sagde hun roligt, inden hun ligeså svang sig op i sadlen igen. Tøjlerne greb hun fast op, hvilket fik hoppen til at trippe, som den måtte vide, hvad der var på færde. ”Det har været en ære at stifte bekendtskab med Dem, Deres Majestæt. Jeg vil se frem til vores næste, og indtil da vil jeg ønske dig al held,” sagde hun høfligt, hvor hun afsluttede med at bøje hovedet for ham, for at udvise den sidste respekt. Benene lagde hun ind til hesten, der med et sving med hovedet måtte sætte an i galop, som hun selv tog turen hjemad.

// Out