Not expected?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Efterhånden var det ved at blive temmelig sent, så det var blevet mørkt. Ikke fordi at det var noget som gjorde Mattheus det mindste, da det jo faktisk var en tanke som han havde det ganske fint med. Han havde valgt at søge ud – mest af alt for at tænke over de sidste ting, men også for at få lidt afstand fra sin mor, for han måtte erkende, at hun havde langt mere styr på tingene end hvad han selv havde, og det var mere end nok til at pisse ham af. Hvordan det hele skulle forløse sig i fremtiden, vidste han faktisk ikke. Hans moder havde hjulpet ham med at glemme Denjarna lidt, hvilket han faktisk var glad for, for det hjalp ham faktisk frygtelig meget, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen når det endelig skulle være i den anden ende. I det store og hele, så var han egentlig bare overbevist om, at det var meningen at de to slet ikke skulle have mere med hinanden at gøre, og de fortællinger som hans moder var kommet med omkring hende, havde kun overbevist ham om tilfældet, selvom det naturligvis gjorde ondt, for han kunne jo virkelig godt lide hende! Han sukkede tungt, som han endelig nåede ned til søen. Efterhånden kunne man jo næsten sige, at det var det sted som han flygtede til, men det var roligt og ikke mindst fredeligt nu om stunder, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. Han havde fået ordnet op med Enrico og ikke mindst også Aliyah, så han var efterhånden ved at være godt på vej, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Et mildt vindstød ramte ham direkte i ansigtet. Ikke fordi at det var noget som Mattheus havde det fjerneste imod, for det havde han slet ikke. Hesten hoppede han roligt ned af, inden han strøg den over mulen med en rolig mine. ”Græs du bare..” endte han med en dæmpet stemme, inden han roligt trak hætten godt over hovedet, kun for at søge længere ned mod vandet, kun for at stoppe op. Det var efterhånden ved at være et stykke tid siden han havde været ude, og han måtte kun sige sig, at det var ved at være tiltrængt med noget albuerum. Efter alt det kaos med Denjarna, som han endnu måtte fortrænge, selvom det på ingen måder var nemt, så måtte han vel bare indse, at hun hellere ville leve et usselt liv med en mand som gjorde hende ondt, end at give en mand som ham chancen? OM det stammede i frygt eller hvad det gjorde, havde han ganske vidst ikke nogen anelse om, og han gad bestemt heller ikke stoppe op for at spørge mere, for det var slut nu! Han sukkede tungt, idet han roligt satte sig ned ikke langt fra kanten, idet han roligt tog en sten op i sin næve, kun for at kaste den direkte ud i vandet. Ringene bredte sig i vandet, inden de igen endte med at forsvinde.. Gid selv hans sind kunne forblive lige så roligt, for det kunne det slet ikke, og den tanke var i sig selv, frygtelig frustrerende!

[Deleted]

Kølig var nattebrisen der slog imod Tatianas ansigt. Det måtte være den eneste synlige hud på hende, eftersom kappens hætte var blevet trukket godt op, så hun var skjult for nysgerrige blikke og vinterkulden. Hvem der skulle dukke op her var dog ikke til at sige, da det var nat og forholdsvist stille, men man kunne selvfølgelig aldrig videre. Sidst hun havde været her, var for et par uger siden, hvor hun havde mødt den særdeles frembrusende og selvglade vampyr, Jaredo. Et underholdende møde, men ikke videre betydningsfuldt. Hvad der derimod havde sat sig fast i hendes tanker, var den utroligt irriterende warlock, vis navn hun ikke kendte til. Det havde ikke været nogen vild kamp, hun havde haft med ham, skønt hun selvfølgelig havde endt som sejrherren. Han havde dog givet hende et par mærker med på vejen, som hudafskrabningerne og de åbne kødsår havde fået skorpe på sig, som de gik healingens vej. Efter det voldsomme møde, havde hun nemlig været hurtig til at sætte kursen hjemad, hvor hun havde sammenblandet et par healende urter, hvis effekt var hurtig og positiv. Let trak hendes behandskede hånd på tøjlerne til sin kulsorte hoppe, der næsten syntes at gå i ét med mørket. I hvert fald for det almindelige øje. Hun havde efterhånden reddet rundt i et pænt stykke tid, men det nød hun kun, som hun nød at være alene med Rhavaniel, da det syntes at klare hendes tanker. Hoppen prustede let, som den skridtede langs vandbredden i sit eget rolige tempo. Tavst var der omkring Den Sorte Sø og det måtte også ligge til grundlag for, at hun formåede at høre stenenes plask mod vandoverfladen, da det var den eneste uregelmæssige lyd, der pludselig måtte bryde lydrummet. Der var nemlig de naturlige lyde der bestod af vindes blæsen, dyrene der puslede rundt og grenene der bevægede sig. Stenene der slog ned i vandet skyldtes menneskelig aktivitet, og det måtte vinde Tatianas opmærksomhed, som hun vågent spejdede i lydens retning, hvor hun ligeledes fik sin hoppe drejet i den angivende retning. Det gjorde hende ikke videre bange, at hun som dødelig på denne tid af døgnet var alene, og kunne høre en fremmed, da hun før i tiden havde været udsat for lidt af hvert. Hun var blot nysgerrig efter at se, hvad hun havde at gøre med, som hun ønskede at tage et kig på den fremmede for at se, om vedkommende var ven eller fjende. Det var dog ikke fordi, at hun var ude på patrulje eller ballade, da hun end ikke havde sin kampklare læderdragt på. Når det så var sagt, var hun selvfølgelig stadig godt bevæbnet, men det var hun altid. Det var ikke fordi, at hendes syn var det allerbedste i nattens skær, da hun var elver, og ikke vampyr, horror eller nogen anden race i den stil. Helt blind var hun dog ikke, som hun blev ledt af måneskærets og stjernernes lys, så hun kunne sagtens bevæge sig frem og tilbage og se, hvad hun var tæt på. Derfor begyndte omridset af en menneskelig silhuet langsomt at tone sig frem for hende, som hun red tættere og tættere på. Om vedkommende var mand eller kvinde, kunne hun dog ikke se endnu, da vedkommende var kappeklædt og endnu på afstand. Hun kunne dog høre vedkommendes dyr, som hende, og i særdeleshed hendes hest, allerede havde mærket tilværelsen af en anden hest. Det betød derfor også, at Rhavaniel energisk vrinskede ud. "Tulunka sii', Rhavaniel," tyssede hun roligt på hoppen på det melodiske elviske sprog.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Når alt endelig skulle komme til alt, så var Mattheus selvfølgelig frygtelig glad for muligheden for at søge ud, for det var efterhånden ved at blive utrolig tiltrængt. Når alt endelig skulle være, så var han frustreret over, at hans moder var tilbage, også fordi at det ikke nødvendigvis var noget som gjorde sagen meget nemmere for hans vedkommende af den grund, og det var noget som selvfølgelig kun måtte frustrere ham som intet andet! Nu hvor han lod hesten græsse, hvilket han gjorde med største velbehag ikke langt bag ham, hvilket slet ikke var noget som han tog sig af som sådan, forn u var det næsten som om at det var andet, som måtte fange hans interesse i stedet for. Han sukkede tungt, som han ellers roligt blev siddende. Det ene ben bøjede han kun ganske let, for at lade armen hvile derpå, som han så hvordan vandet endnu en gang gled til hvile. Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan, for han havde brug for.. afslapning efterhånden, for det var ved at være umådelig tiltrængt. Denjarna savnede han, og han måtte erkende, at han følte sig.. trådt på af hende, og det var jo næsten sådan noget som gjorde ham langt mere hidsig end det som godt måtte være i den anden ende, og det var jo noget som han uden tvivl måtte hade! Hans opmærksomhed blev dog endelig ledt mod hans ene side, hvor han havde hørt lyden af en kvindestemme – endda af en som ikke var kendt for ham, selvom det nu heller ikke var noget som han ville sige noget til som sådan, for han ønskede slet ikke at blande sig i det kvindelige længere, for det var bare ikke noget som han kunne fine ud af, og naturligvis, var det noget som virkelig område at gøre ham utrolig frustreret, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han vendte blikket blot roligt frem for sig, også næsten som et tegn til at han slet ikke var interesseret i det kvindelige køn, for.. han gad dem virkelig ikke mere.. De var ikke andet ned bare besværlige i hans øjne, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være. Roligt rejste han sig op endnu en gang, selvom han ikke gjorde det store, som ville vække eller påkræve hans interesse af tilstedeværelse, for han ønskede jo i bund og grund bare muligheden for at blive ladt lidt i fred. Kvinden måtte være elvisk, hvilket han allerede kunne tolke ud fra hendes måde at tiltale hesten på, hvilket omgående var noget som fik ham til at knytte næven, for igen var det noget som fik ham til at tænke på Denjarna, og hvad den kvinde havde gjort overfor ham. Han fandt sig slet ikke i det! Han hævede roligt den ene hånd, som han satte til sine læber, idet han piftede, hvilket var noget som fik hans hingst til at reagere. Den hævede hovedet og kom luntende ned til ham, idet han roligt tog fat i tøjlerne. At være og tilbringe for megen tid i selskab af en mørkelver, var noget som han helst så sig fri af!

[Deleted]

Sent var det, hvor det vel ikke var en tid at være ude på, men alligevel nød Tatiana det. Hun havde ikke just nogen problemer, da hun havde klaret, hvad end hun havde, men af den årsag var det alligevel godt med en smule ro til hjernen. Hun nød at være alene med sin ganger, som det at være ude på en ridetur bragte det gode humør til hende. Det var selvfølgelig altid noget der kunne ændres, da man altid vidste, hvem man ville møde på sin tur, men alligevel var hun ikke pessimist, skønt hun selvfølgelig var vågen overfor omgivelserne. Derfor overhørte hun også, hvordan hun alligevel ikke var alene, som der både var en anden person og en anden hest, end Tatiana og Rhavaniel. Det gjorde hende nysgerrig, hvor hun ønskede at se, hvem der mere var på færde denne nat, og derfor red hun i lydens retning. Det varede heller ikke længe, før hun spottede den enlige skikkelse, skønt synet selvfølgelig var svagt, da hendes syn ikke var perfekt i mørke. Hun så, hvordan vedkommende sad ved bredden og ikke videre tog sig af omgivelserne, hvilket selvfølgelig måtte undre hende, da det var en meget naturlig reaktion at have at være en smule nysgerrig. Roligt så hun til, som hun anede, hvordan vedkommende rejste sig op, og kom med det temmelig øredøvende pift. Stille var der nemlig ved søen, og derfor skulle der ikke meget til for at bryde tomheden, og af den grund virkede piftet helt voldsomt, når man ikke var langt derfra. Hun fugtede let sine læber, som hun overvejede, om hun blot skulle ride videre, nu når hun havde set, at det ikke var andet end en enlig person. På den anden side var hun nysgerrig, hvor hun heller ikke havde synderligt meget at foretage sig, så af den grund kunne hun vel godt bruge et par minutter her. Hvis de vel og mærket var velkomne… skønt det aldrig havde stoppet hende. Med et blidt strøg over hoppens bløde man, sagde hun et par elviske ord til den, hvilket fik den til at stoppe, så hun kunne koncentrere sig om den kutteklædte fremmede. ”Det var en sen aftentur at tage, for at … kaste med sten. Er du blevet brændt af?” spurgte hun roligt, skønt hendes væremåde måtte være utroligt direkte. Der var nemlig intet goddag i hendes sætning, som hun i stedet valgte at gå direkte til den mere private del, af en samtale. Om hun havde ret, var ikke just til at sige, men vildt ville hun alligevel mene, at det var, hvis hun havde. Det havde nemlig ikke været andet end et skud i tågen, eftersom det forekom hende som en sørgmodig handling at sidde helt alene, på denne tid af dage og kaste sten. Derfor kunne det meget vel være, at vedkommende var sørgmodig over en elsket. At det var kongen hun talte til, anede hun endnu ikke, da hun ikke havde fået et ordentligt blik af vedkommende, men det kunne vel komme? Nysgerrigt hvilede de gennemtrængende blå øjne i hvert fald på skikkelsen, der indhentede sin hingst.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom det måske var sent, mørkt og koldt, så var ingen af parterne noget som generede Mattheus udelukkende på grund af hans race, så det havde skam også sine fordele. Han havde egentlig bare brug for fred og ro efterhånden, og det var slet ikke noget som han kunne finde hjemme, og det var noget som selvfølgelig irriterede ham! Kvinden som var på vej, havde han allerede fået øje på, også selvom han ikke reagerede for hun kom tæt på, og begyndte at snakke elvisk, hvilket uden tvivl, var det som pissede ham mest af, uden at han egentlig kunne gøre det mindste ved det på nogen som helst måde i det hele taget. Hesten søgte roligt hen til ham, hvor han strøg den over mulen, kun for at tage omkring tøjlerne med sin frie hånd. Blikket gled mod hende, hvor de rødlige øjne lige var at skimte under kutten, også selvom hans blik nok var mere.. tomt end hvad det måtte være noget andet. Han havde det ikke særlig godt, han havde brug for at tænke, og han havde brug for at finde ud af det hele på sin egen måde, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Kutten forholdt han og på. denne kvinde havde han ikke set før, hvilket han var overbevist om, for han var do til at placere stemmer og ansigter for den sags skyld, og nu som han stod der som et nattens væsen, så kunne han sagtens se hende. At hun så direkte valgte at tale til ham, gjorde det ikke just bedre. Det elviske væsen som hun viste sig at være, var noget som næsten automatisk fik ham til at ønske at trække sig væk fra hende. Han tog om sadlen og tøjlerne, kun for at trække sig op på hesteryggen, inden han roligt satte sig til rette igen. ”Jeg er her ikke kun for at kaste sten, men for at lufte tankerne,” begyndte han med en rolig stemme. Han kendte hende ikke, og naturligvis ønskede han slet ikke at bide af hende på grund af hvad en anden af hendes slags havde udsat ham for, for den tanke var endnu noget som gjorde ham direkte vred at tænke å, for han fandt sig da slet ikke af ham! ”Jeg kan fint informere dig om, at jeg ikke er blevet brændt af,” afsluttede han med en ganske kortfattet tone, for han ønskede slet ikke at skulle stå og forsvare sig overfor en kvinde som hende, når han slet ikke kendte hende, men de der verbale angreb, var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde i det hele taget! Han fnøs ganske kortfattet, som han trak let i tøjlerne, hvilket fik hingsten til at bakke en smule under en prustende lyd, hvor den rystede let med hovedet, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund. ”Jeg kunne næsten spørge dig om det samme.. Alene herude og på hesteryg? Er du da blevet brændt af?” endte han kortfattet. Ung var han, og han var slet ikke meget for den slags konfrontationer, for han var slet ikke meget for det lige nu!

[Deleted]

Helt ligetil var det bestemt ikke at se i natten, men det klagede Tatiana ikke over. Hun var vant til, at hendes syn blev svækket efter mørkets frembrud, og det var blot en af de ting man som dødelig måtte affinde sig med. Hun klagede derfor ikke, hvor hun blot tog tingene som de kom, mens hun selvfølgelig var agtpågivende. Det var trods alt heller ikke til at sige, hvad man fandt efter mørkets frembrud, da nye natlige væsner i så fald kunne komme til. Det lignede dog ikke umiddelbart, at hun for natten havde stødt på noget faretruende, da denne fremmede mand virkede ganske tilforladelig. Ens personlighed kunne selvfølgelig altid ændres, men lige umiddelbart lignede han ikke en person, der var ude på skræmmer. Med vågne øjne fulgte hun manden med blikket, som han tog turen over til sin hingst, der var kommet som kaldet. Tænksom blev hun dog for en stund, da hun hørte ham tale, da hun et sted fandt den bekendt, men så alligevel ikke. Hun kunne dog ikke se, om han var en kending, skønt hun kiggede direkte på ham, da hans hætte og mørket bestemt ikke var til hendes gavn. Hun tog det dog ikke synderligt tung, eftersom hun formentligt ville vide med tiden, hvem han var, hvis han virkelig var en kending. ”Interessant..,” sagde hun, skønt hendes mine var ligegyldig, hvor den derfor indikerede, at hun næppe mente sin kortfattede kommentar. Blikket lod hun dvæle omkring for at se, om hun blot burde ride videre. Det kunne trods alt godt være, at der ikke var noget interessant ved denne mand. De blå øjne faldt dog tilbage på ham, ved hans næste ord. ”Det var vel nok heldigt for dig. Det skulle trods alt være en kedelig ting,” sagde hun stilfærdigt, som hun ikke videre var den dybt følende kvinde. Hun kunne meget vel spørge ham om, hvorfor han dog havde brug for at få luftet sine tanker, men hvorfor skulle hun det? Hun følte endnu ikke nogen ekstraordinær interesse overfor ham, og derfor gad hun ikke videre behandle ham anderledes. Hun mente desuden, at en mand skulle kunne håndtere hendes væremåde, hvis han overhovedet var noget værd i det hele tiden. At han så valgte at stille hende det samme spørgsmål, fik hende til at trække svagt på smilet. ”Jeg er ikke en person der bliver brændt af, så det er næppe tilfældet,” svarede hun kækt igen, som hun måtte være umådelig selvsikker på det punkt. Hun havde dog aldrig prøvet at blive brændt af. Det var måske også fordi, at hun aldrig havde været ude på en date. Hun kunne desuden ikke se, hvad hun skulle bruge et sådant møde til, og derfor sagde det hende ganske enkelt ikke noget. Blikket fastholdt hun roligt på hans skikkelse, som han endnu ikke havde fået nok af hende, som han endnu ikke havde redet væk. Hvis han forsøgte på det, ville hun dog lade ham, da dette ikke ligefrem var et tvangsselskab. Hun var blot kommet og havde henvendt sig til ham, fordi hun var blevet nysgerrig, og det var hun endnu lidt endnu, så hun blev roligt og komfortabelt siddende i sadlen, mens hoppen gumlede på biddet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Så lang tid Mattheus ikke havde nogen grund til det, så ville han bestemt heller ikke lægge op til strid. Det eneste som han egentlig havde ønsket, var muligheden for at lufte tankerne lidt, og få lidt albuerum fra hans mor, for efter hun var kommet tilbage, så følte han ikke andet, end at arbejdet blev tvunget direkte over ham, og han kunne virkelig ikke holde det ud lige nu! Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han let sammen og tydeligt med en utilfreds mine. Han kunne dog ikke forvente at alle i Dvasias ville hilse på en ordentlig eller anstændig måde, og derfor tog han det heller ikke særlig tungt når det endelig skulle være i den anden ende, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han tog det dog ikke så højtideligt, at han ville straffe folk for ikke at gøre som han krævede af dem. Han vidste at han måtte blive respekteret og derved måtte han acceptere og respektere andre, og det var skam også det som han forsøgte med. Han blev siddende på hesteryggen og med blikket mod hende. Kutten valgte han alligevel at holde på, hvor de rødlige øjne kun var synlige på grund af månen som stod højt oppe over dem. Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til, for han kunne fint se i mørket. Det var ikke fordi at det var noget som påvirkede hans syn det mindste. ”Interessant ligefrem? Hvad skulle der være interessant ved det?” fortsatte han roligt. Selv han kunne sagtens være en nysgerrig mand, og det var vel også hvad han måtte være i denne stund? Det kunne godt være at han var blevet brændt af, men det var skam slet ikke derfor han sad der. En trist ting var det uden tvivl, men en af dem som blot var en ting og del af livet, og som man måtte lære at leve med – og det var det som han faktisk havde lidt besvær med. ”Det kunne næsten lyde som du taler af erfaring, elver,” fortsatte han roligt. Ikke nær så afvisende som han havde været overfor Denjarna, selvom han slet ikke havde meget til overs for mørkelverne efter alt hvad der var sket, og den tanke var naturligvis noget som et sted også måtte irritere ham, for han ønskede slet ikke at være mindet om den kvinde, for hun havde ikke bragt ham noget andet end ulykke, og det var jo det som han direkte måtte gå og slås med nu, oveni alt det andet, som han også måtte tage sig af. At hun så afviste det følgende, fik ham kun til at trække svagt på smilebåndet. Med den udstråling, så forundrede det ham skam heller ikke som sådan. ”Jeg kunne forestille mig at det er de elviske krav, eller den udstråling som du fører dig frem med? Tør mænd i det hele taget at komme tæt på, eller holder de sig bare i princippet langt væk fra dig?” spurgte han stilfærdigt. Han rettede sig op og med tøjlerne hvilende i den ene hånd. Så lang tid hun ikke viste sig at være offensiv, så kunne han ikke se nogen grund til at lægge op til strid. Det var han faktisk slet ikke interesseret i.

[Deleted]

Det gik endnu Tatiana ubevidst hen, at hun stod overfor landets konge, da hun ikke kendte ham på et personligt plan, samt hun ikke kunne spotte hans ansigt under hætten. Det irriterede hende på sin vis, at hun ikke kunne se, hvem hun talte med, men på den anden side gjorde hun ligesom ham. Hendes hætte var trods alt også trukket op, men det var kun fordi, at hun var levende og derfor nødsaget til at holde på sin varme. Det var desuden muligt, at han gjorde det af samme grund som hende, og derfor valgte hun bevidst ikke at kommentere det. At han troede på, at hun fandt hans historie interessant, fik hende til at fnyse let, da det bestemt ikke havde været tilfældet, og det havde hun troet, at han kunne høre. ”Der er skam intet interessant over, at du er herude for at tænke.. Det er derimod lovende, at du kan tænke,” sagde hun kortfattet. De blå øjne lod hun studere hans skikkelse, som han sad ganske roligt på sin hingst. Hun fik dog intet ud af det, da der ikke var noget at se. Nysgerrig gjorde det hende, da hun fandt det rart at kunne lægge ansigt til en stemme. At han ikke var blevet brændt af, men blot var taget ud for at tænke, sagde hun ikke noget videre til, skønt det forekom hende underligt at sidde herude på denne tid af dagen og i dette vejr. Det kunne dog godt være, at natten kun var en mulighed for ham, samt vejret prallede af på ham. ”Det gør jeg skam ikke. Jeg tænker derimod, at det sørgeligt, at man er så kedelig, at folk vælger at undgå en på den måde,” sagde hun sandfærdigt, som hun skam aldrig var blevet brændt af. Hun havde desuden aldrig gjort det muligt for mænd eller kvinder at brænde hende af, da hun ikke fandt interesse ved at binde sig følelsesmæssigt til folk, samt hun ikke mente, at hun havde tiden til det. Hun havde bundet sig til sit folk og sin karriere, og det havde hun det udmærket med, som det var den livsstil hun elskede. At han begyndte at tale om elviske standarder, samt insinuerede, at hun havde en dårlig attitude, lagde hun hovedet på sned. ”Min udstråling fejler skam intet.. Det er bare Jer der ikke kan finde ud af at håndtere en anderledes og stærk kvinde,” sagde hun ærligt og trak på skulderen. Sandt var det, da denne del af verdenen ofte følte sig truet af hende. Det gjorde blot, at hun så endnu mere ned på det mandlige køn, da de fremstod svagelige, når de ikke kunne acceptere hendes psyke. ”Men om mænd tør komme tæt på mig, kan vi jo lave en lille test om.. Tør du nærme dig mig?” spurgte hun med en udfordrende mine, mens hun holdt øje med ham. Det var bestemt ikke fordi, at alle mænd løb væk med halen mellem benene fra hende, eller forsøgte at angribe hende, når de så hende, som der skam var dem der følte sig betaget af hendes person. Hvilken en af de tre typer mænd han var, ville hun ganske snarligt finde ud af, da han enten kunne være afholdende og nægte, eller føle sig nysgerrig over hendes anderledes væsen. Selv kom hun ikke med flere træk, som hun blot lod valget være op til ham. Hun håbede dog på, at han ikke var endnu en af de svanser der ikke kunne håndtere en rigtig kvinde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde bestemt ikke meget til overs for mørkelverne, efter hvad han havde været igennem med Denjarna, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han kunne trods alt heller ikke dømme denne kvinde på noget som en anden havde gjort, også selvom det var så dejlig nemt. Hans kære moder havde desuden også lært ham, at han var nødt til at skelne, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere, når det ikke var nemt i forvejen! Blikket gled stille i retningen af kvinden, også selvom han forholdt sig ganske rolig på hesteryg. Han var slet ikke ude på noget som helst, da det heller ikke var noget som han ville få noget ud af. Krig og strid, var han slet ikke ude på, da han egentlig bare ønskede at have et sted hvor han kunne lufte sine tanker lidt, trække noget luft, for han magtede virkelig ikke at være for meget omkring sin mor! Denne kvinde tvang ham allerede med det samme til at være oppe på tangenterne, selvom det bestemt heller ikke var nemt som sådan. Tungen strøg han let over sine læber, som han forblev ret i ryggen og det hele. ”Jeg er skam ikke forundret over, at mine historier ville forekomme dig interessant. Desuden kan jeg trygt informere dig om at mænd faktisk godt kan reflektere og tænke,” påpegede han med en ganske sigende mine, for løgn var det bestemt heller ikke! Han kneb øjnene let sammen. Så lang tid hun viste sig fra den side og den situation, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. Ud fra omstændighederne, så ville han slet ikke vise sig, når hun viste sig frem på den måde, også selvom han faktisk havde det fint med at snakke til og med folk, uden at de behøvede at vide, at han var konge af landet, for det var slet ikke sådan at han ville have det. ”Igen lyder det næsten som du taler af erfaring. Jeg derimod, er en mand med meget arbejde og meget ansvar.. Jeg har som regel slet ikke tid til at omgås folk,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han holdt tøjlerne i den ene hånd, samtidig med at han holdt yderst godt øje med hendes handlinger og hvad hun gjorde, næsten som han forsøgte at se for sig hendes næste skridt. Han tog bestemt ikke nogen chance efterhånden! Smilet bredte sig let, som de spidse hjørnetænder måtte vise sig i hans mundviger. ”Enhver vil da sætte pris på en rigtig kvinde, hvis der er plads til en mand i det billede, elver. Tro mig.. En anderledes kvinde er ikke nødvendigvis en god.. eller en skidt ting,” påpegede han ganske sigende. Som hun nærmest måtte opfordre ham til at søge tættere på, blev han dog på sin plads, for han var trods alt nødt til at passe på sig selv, ellers gik det da helt galt for alvor, og det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være særlig interesseret i! Det var jo trods alt også hans liv der gjaldt. ”Jeg erkender gerne, at jeg har bedre at tage mig til, end at søge tæt på en mørkelver,” svarede han med en fast tone. Tanken om at komme tæt på det væsen, var slet ikke noget som han bifaldt det mindste!

[Deleted]

Frembrusende og direkte var Tatiana, som hun aldrig var sløv i betrækket, men altid gik lige til sagen. Det var en personlighed de færreste syntes om herfra, men når man kom fra det mørkelviske samfund skulle man være sådan, hvis man ønskede at overleve. Hun var desuden ligeglad med, hvad folket herfra syntes om hende, da de ikke var hendes målgruppe. De var desuden ikke klar til en kvinde som hende endnu, da alle landene måtte være frygteligt bagud på det punkt. Hun hævede let det ene øjenbryn, som han kaldte sine historier for interessante, og skød den kommentar efter hende, at mænd sagtens kunne reflektere og tænke. Det forekom hende morsomt, at han havde brug for at sige det højt til hende, men hvis han fik det bedre af at sige sådan, måtte han selvfølgelig. ”Jeg ved skam godt, at alle individer er født med hjerner. Forskellen er bare, om man kan finde ud af at bruge den.. Jeg er altså ikke et hulemenneske, hvis det er det du går og tror,” kommenterede hun sigende. Hun var muligvis feminist, men alligevel vidste hun, at mænd havde en ting eller to oppe i hovedet. Det betød dog ikke noget for hende, da de – om man ville det eller ej – var slaver. Det var måske ikke sådan i denne del af verdenen, men i hendes del var de kvindernes undersåtter. Det betød også, at hun ikke brød sig om, hvordan tingene fungerede her, da det var lige omvendt. Der havde været en tid, hvor det havde syntes, at Dvasias var med på den gode bølge, men nu lignede det atter et mandsdomineret land, desværre. Dronningen havde mistet tronen, og de fleste lederstillinger var besat af mænd. Hvad der var endnu mere til grin var, at der sad hele to mænd på tronen, som hun klart måtte mene, at mændene havde fået sig et egotrip, siden de ikke turde lade en kvinde komme til længere. ”Jeg tror bare, at du er vild med ideen om, at jeg skulle være blevet brændt af, men hvis det glæder dig at tænke sådan, må du jo gøre det.. Men fortæl mig … Hvad er dit umådelige ansvar og vigtige arbejde, siden du ikke har tid til selskab?” spurgte hun sigende. Selv var hun en karrierekvinde, som hun helligede sit liv til sit arbejde og sit samfund. Derfor kunne man også roligt sige, at hun var en kvinde med lidt fritid, men det passede hende udmærket. Hun havde selv valgt sin livstil, og hun kunne ikke være gladere for den, end hun var. Lige umiddelbart kunne hun ikke se, hvad han skulle foretage sig i arbejdstiden, men det kunne han vel fortælle hende? Han havde i hvert fald selv valgt at nævne arbejdet, og derfor tvivlede hun ikke på, at han ville fortælle hende, hvad han foretog sig. ”Det er ellers næppe, hvad resten af befolkningen mener. Når de ser en mørkelver er det lige før, at de kommer rendende med en høtyv,” sagde hun. Som hun sad i sadlen, kunne hun mærke, hvordan Rhavaniel langsomt måtte blive utålmodig, som den prustede let, mens den ragede i jorden med sin ene hov. Hun tog sig dog ikke af hoppen, da hendes blik var fæstnet på den fremmede. At han ikke turde komme over til hende, fik hende til at fnyse dæmpet, da han mest af alt syntes som en kujon. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl, er du en mand der er frygtelig fordomsfuld over for, hvad jeg er. Jeg vil råde dig til at lade vær med det, da du bare vil komme galt af sted,” sagde hun sigende. Hun måtte desuden mene sine ord, da hun op til flere gange var kommet op og slås grundet lige præcis den holdning.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var allerede for længst gået op for Mattheus, at denne kvinde på ingen måder havde genkendt ham, selvom det nu heller ikke var noget som han krævede af gud og hvermand. Med henblik på to mænd på tronen, så var det aldrig noget som han havde bifaldt det mindste, men kun fordi at hans moders ønske, så havde han valgt at efterkomme det, også som et tegn til respekten for hende, for den var der uden tvivl, selvom hun alene med sin blotte tilstedeværelse, uden tvivl formåede at lægge et umådeligt pres på ham, og det var ikke noget som han kunne tackle altid, og specielt ikke sådan som han havde det nu om dage, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere. Han havde vel bare brug for at pointere at selv mænd kunne bruge hovedet? Nu hvor hun virkede til at være af en ganske anden tro, så var det i sig selv, heller ikke noget som kom det mindste bag på ham som sådan. ”Det har jeg da heller ikke givet udtryk for, har jeg? Du behøver skam ikke gå og lægge ordene i min mund, for jeg kan udmærket godt tale for mig selv, hvis det skulle være påkrævet,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Hans historier var måske ikke det mest spændende eller interessante, men det var jo ikke fordi at han havde det vildeste at fortælle omkring, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes måde at tiltale ham på, var ikke noget som han brød sig om, også selvom han vidste, at det vel var fordi at han ikke rigtigt havde påkrævet sig andet? Han gik ikke frem som en konge i denne stund, og den måde som hun havde valgt at snakke til ham på, så vidste han slet ikke om det var noget som han havde det mindste lyst til når det endelig skulle komme til stykket. ”Jeg tror virkelig ikke du ved hvem du tiltaler, og på hvilken måde du faktisk gør det. Jeg er en mand med megen ansvar og arbejde at tage mig af.. En skam du ikke genkender mig, som så mange andre ville have gjort det,” fortsatte han ganske sigende. Han ville ikke komme reklamerende med at han var den rettemæssige konge af Dvasias, da han ønskede respekten på den rette måde, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen måde! Han kneb øjnene let sammen, som han selv lukkede næven godt omkring sine tøjler, også selvom hans store og flotte hingst stod fuldkommen stille. Ikke fordi at det var nyt for ham at stå der, så var han alligevel nysgerrig på hoppen overfor, hvilket ikke var en tanke som Mattheus bifaldt det mindste. At hun var vant til at blive set ned på, var ikke forundringsværdigt, for mørkelverne og deres liv og måde at gå frem på, var bestemt heller ikke det mest respekterede i Dvasias, og det vidste han godt. Det var bare endnu en af de mange dilemmaer, som ikke var til at ordne op i bare sådan uden videre. ”Det er noget som du er vant til ligefrem? I så fald kunne det måske være en yderst god idé at lægge tonen en smule om?” spurgte han med en ganske kortfattet mine. Det var skam ikke fordi at han var bange for hende, for det var han på ingen måde! Hans erfaring med mørkelvere og kvinderne specielt, var ikke noget som faldt det mindste i god jord ved ham. Ikke efter alt hvad Denjarna havde gjort ved ham. ”Sjovt som du vælger at udtale dig om ting, som du slet ikke er kendt med eller forstår dig på. Jeg vil råde dig til at undgå at lægge ordene i munden på mig,” advarede han med en yderst fast mine.

[Deleted]

Respekten havde den fremmede bestemt ikke vundet hos Tatiana endnu, som hun endnu ikke mente, at han havde sagt noget interessant til hende endnu. Hun mente desuden heller ikke, at hun kunne respektere en mand, der end ikke kunne vise hende sit ansigt. Det betød nemlig meget for hendes vedkommende, at hun kunne se, hvem hun talte med, og det kunne hun ganske enkelt med denne mand. Det var ganske enkelt for mørkt til, at hun så optimalt, samt han befandt sig for langt væk og samtidig tilskyggede sit ansigt med sin hætte. ”Du har muligvis ikke sagt det direkte til mig, men eftersom du lever i den tro, at jeg ikke ved, at I mænd har hjerner, kan du kun mene, at jeg må være dum. Derfor pointerer jeg blot, at jeg allerede ved, at I kan tænke.. Og har jeg på noget tidspunkt forhindret dig i at tale?” sagde hun roligt. At han valgte at begynde på, at hun burde udvise mere respekt over for ham, fik hun næsten lyst til at grine ad ham. Hun havde ganske rigtigt ingen anelse om, hvem denne mand var, da hun ingen hints havde at gå efter. Derfor vidste hun ikke, om hun tiltalte ham på en forkert måde, men hun tvivlede næsten på det. Det var næsten alle mænd der sagde til hende, at hun burde udvise dem respekt, skønt de i virkeligheden var langt laverestående end hende, og derfor gad hun simpelthen ikke agere høfligt og respektfuldt overfor ham, bare fordi at han sagde, at hun burde gøre det. ”Og hvordan ønsker du, at jeg tiltaler dig? Med fornemme titler og respekt? Et buk måske?” spurgte hun i en hoverende tone, hvor hun flabet rakte den ene hånd ud og bukkede for ham på sin hest. ”Men hvis du er så sikker på, at jeg burde genkende dig, så vis mig dit ansigt og fortæl mig dit navn,” opfordrede hun sigende. At han valgte at gå fra at bede om hendes respekt, til at nedgøre hendes races levevej, forundrede hende bestemt ikke, men det irriterede hende grænseløst! Læberne snerpede hun sammen, hvor grebet om tøjlerne var stramt, hvilket fik hoppen til at gøre et kast med hovedet, som den tydeligt kunne fornemme sin rytters negative vibrationer. Den var dog en lydig ganger, og derfor blev den stående på sin plads, skønt den måtte være nysgerrig omkring den frememde hingst, samt det faktum, at den fandt det kedeligt at blive holdt stillestående. ”Måske du burde lægge tonen lidt om? Til din orientering ser jeg ingen grund til, at vi skal omlægge vores stil, bare fordi, at I ikke kan stille Jer til tåls med den. Det er ikke mit problem, at I ikke kan tåle forandring,” sagde hun sigende. Hun vidste, at det ikke kun var hende, men også resten af hendes samfund der ville fastholde deres leveveje, som det var deres samfund. De levede komplet anderledes i forhold til resten af verdenen, men det fungerede perfekt for dem, og det var ikke deres skyld, at resten af verdenen og særligt mændene var for snæversynede til, at de kunne acceptere forskellene. ”I så fald bør du være mere kvik med dine kommentarer,” svarede hun kortfattet med et kort skuldertræk, som det egentligt ikke interesserede hende, at han blev mere hård i betrækket.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus forsøgte virkelig at forholde sig fuldkommen i ro i frygten for, at skulle gøre noget forkert igen, for det havde han været alt for dygtig til, igennem den sidste tid, og det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i på nogen måde i det hele taget! Kvindens måde at gå frem på, var bare ikke en tanke som han bifaldt, selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det lige nu. Han havde jo trods alt bevidst valgt at forholde sin identitet skjult, også selvom han tydeligt kunne se, at der ikke var det mindste at hente i form af respekt eller noget som helst som bare måtte minde om det. ”I min forstand, kunne det næsten ligne, at du forsøger at lægge ordene i munden på mig, så du netop skulle have en undskyldning for at blive fornærmet. Jeg må beklageligt informere dig om, at det ikke virker,” begyndte han med en kortfattet stemme. Han holdt endnu stramt i tøjlerne, selvom han forblev på pladsen – og lige så gjorde den sorte hingst. Den prustede en anelse utålmodigt, for det at stå stille, var den jo trods alt heller ikke vant til. At hun valgte at nærmest håne ham og bukke på den måde, var noget som et sted, gjorde ham direkte hidsig, for han fandt sig på ingen måder i det! ”Det ville virke langt mere tiltalende, dersom du kunne gøre det, og faktisk mene det,” påpegede han med en ganske kortfattet tone. At hun så direkte opfordrede ham til at fortælle hende hvem han var, forundrede ham ikke. Til nu havde han bare ikke haft nogen grund til at skulle gøre lige så, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Ønsker ud da virkelig at vide det?” spurgte han med et morende smil på læberne. Det var jo et sted en tanke som han faktisk fandt en kende underholdende. Hånden hævede han, kun for at trække kutten ned, så han kunne komme til syne for hende. Hvorvidt om hans udseende, var noget som sagde hende noget, vidste han ikke, men et sted, var det vel næsten noget som man kunne gå ud fra, nu hvor man var den mand som man nu var? I det store og hele, så var det skam ikke fordi at han havde noget imod Mørkelvernes levevis, for det var sådan det havde været i Dvasias under hans moders styre – nogenlunde om ikke andet, og det var noget som han jo i princippet, faktisk havde haft det ganske fint med. ”Jeg har skam ikke noget imod mørkelverens levevis.. Derimod, er det tydeligt, at I har noget imod vores.. og min. Jeg har intet imod den form for forandring, såfremt, at jeg selv ikke skal være en del af det,” endte han ganske kortfattet. Han sparkede sin hingst lidt i siderne, kun for at få den til at gå frem. Han var ikke bange for hende, også selvom han slet ikke var meget for at have noget med mørkelverne at gøre – specielt efter hvad han selv havde været igennem med dem, for man kunne jo ikke ligefrem vove at påstå, at det havde været særlig positivt. Slet ikke! ”Og du burde vare din tunge,” advarede han kortfattet. Der var i den grad grænser for hvad han fandt sig i!

[Deleted]

Tatiana lavede en svag hovedrysten til hans ord, da denne mand simpelthen var for meget! Det var ikke fordi, at hun planlagde at lægge ordene i munden på ham, men det følte han tydeligvis, at hun gjorde, og det måtte være hans problem. Desværre blev det også hendes problem, når han sagde det, da han på den vis irriterede hende, og det var en irritation hun ikke bare kunne se bort fra. Det var dog ikke en nyhed for hende, at mændene herfra gik hende på nerverne, da de færreste var som vampyren, Jaredo. Det var en mand hun pludselig kunne føle et savn til, da hun ligesom alle andre nød, når folk rent faktisk kunne lide hendes væsen, og ikke bare nedgjorde hende ved første øjekast. Hun havde dog ikke noget problem med at klare en lille smule spydighed, da hun ikke tog folks ord til sig, som hun blot anså dem for at være små irriterende fluer på væggen. ”I så fald må jeg beklageligt informere dig om, at jeg ikke er ude på at lægge ordene i munden på dig. Det er en skam, at du ikke kan se, hvad der er virkeligt, og hvad der er din egen lille fantasi, da du tydeligvis ønsker, at jeg lægger ordene i munden på dig, siden du hele tiden nævner det, skønt det ikke er tilfældet,” sagde hun roligt med et køligt smil på læberne. At han ville finde det tiltalende, hvis hun rent faktisk mente sin respekt og sit buk overfor ham, tvivlede hun end ikke på, men det var der ingen sandsynlighed for ville ske. Hun kunne nemlig ikke se, hvorfor hun skulle behandle ham med respekt, hvis han ikke gav hende noget igen. Det var meget muligt, at denne mand var vant til at få alt forærende, men hun var ikke en kvinde der bare gav, som man derimod skulle kæmpe, når det kom til hende. ”Det ville det sikkert for dit vedkommende, men hvorfor skulle jeg mene det, når du ikke har udvist gensidig respekt overfor mig?” spurgte hun ærligt, da hun i den grad mente, at respekt skulle gå begge veje. At hans tone blev direkte morende overfor hende, kom bag på hende, da det ikke just havde lignet, at han var den morsomme type. Hendes mine blev dog nysgerrig, som han gjorde mine til at følge hendes efterspørgsmål. Hun ønskede at se, om denne mand virkelig var en person, hun kunne have kendskab til, eller om han blot var en fupmager. Det endte dog med at give hende et sug i maven, da han trak kutten ned, som hun uden tvivl vidste, hvem han var. Det var muligvis mørke, men hun kunne godt genkende det blege ansigt, det mørke hår og hans ansigtstræk. Det var også derfor, at hun havde fundet hans stemme velkendt, skønt hun ikke havde kunnet placere den, da hun aldrig havde stået direkte overfor ham og talt med ham, men sin konge kunne hun skam genkende! Tænderne bed hun sammen, som hun lod sit blik sænkes en anelse. ”Deres Majestæt,” sagde hun høfligt. Det var ikke fordi, at hun respekterede ham for sit arbejde som konge, da hun endnu ikke mente, at han havde gjort noget storslået, samt der var det faktum, at han var en varyl. Det var udelukket hans titel hun udviste et snert af respekt for, som hun vidste, at hun ikke bare kunne agere overfor kongen, som hos enhver anden mand. ”De er langt væk hjemmefra,” kommenterede hun sigende, inden hun måtte skæve op til ham med et vovet skær i de blå øjne. ”Hvis ikke De har noget imod os, men ikke ønsker at være en del af os, så sæt os fri fra Deres styre, eller giv os et lignende styre som vampyrernes,” sagde hun kækt. Det var vovet af hende, men det var hendes væsen, og så var der det faktum, at hun var vant til at være en højtrangerende kvinde i sit eget samfund. At han fik sin hingst til at nærme sig hende og hendes hoppe nu, gjorde hende nysgerrig, da han ikke tidligere havde udvist interesse for at nærme sig hende. At han så kom med en advarende tone og ord, fik hende til at trække let på smilet, skønt hun ikke svarede ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam udmærket godt, at han ikke kunne komme og kræve det ene eller det andet bare sådan uden videre, selvom det nu bare var sådan at det måtte være i den anden ende. Nu som det var sagt, så var det ikke fordi at han brød sig om at hun direkte kom og lagde ordene i munden på ham, for han brød sig faktisk slet ikke om det, for det var jo hvad hun gjorde! Og når folk gjorde det, så kunne han faktisk godt se det! ”Der tager du fejl. Jeg er på ingen måder interesseret i at du skal lægge ordene i munden på mig. Jeg er et tænkende individ, og jeg kan snildt gøre mig mine egne tanker omkring ting, væsner og det arbejde som jeg står for, mørkelver,” påpegede han med en ganske kortfattet mine, som blikket gled direkte mod hende endnu en gang. Det gjorde ham sur og ikke mindst irriteret, at hun talte sådan til ham. Det gjorde det om ikke andet, så kun tydeligt for ham, at hun slet ikke havde nogen anelse om hvem og hvad hun faktisk måtte stå overfor. Ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til når det endelig skulle være i den anden ende. Respekten var noget som han uden tvivl faktisk ønskede for sig selv, selvom han måske ikke kunne komme som et anonymt individ og gøre krav på den, men man kunne vel altid forsøge? Selvom det var tydeligt, at det slet ikke gik i hans retning. ”Jeg gør krav på respekten på samme grundlag som du vælger at gøre det,” påpegede han ganske kortfattet, som han valgte at hæve hånden, kun for at rive hætten ned. De rødlige øjne gled direkte mod hende. Han var måske en ung konge som ikke havde udrettet synderlig meget, men man kunne trods alt heller ikke rigtigt udrette noget, når man ikke rigtigt kunne finde sig selv i den situation og i det arbejde som han nu stod med, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. At hun så alligevel hilste langt mere høfligt og faktisk sænkede hovedet en anelse for ham, var noget som faktisk passede ham selv helt fint! ”Meget bedre,” endte han med en ganske sigende mine. Tonen fik dog straks en anden lyd, hvilket han udmærket godt kunne høre, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, selvom det naturligvis måtte nage ham lidt at hans titel var den som krævede respekten og ikke ham som individ, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre det største ved, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en sigende mine. ”Som fortalt, så drog jeg hertil for at tænke. Hvilket er noget som du forstyrrede mig i,” påpegede han ganske sigende. Ikke bare med hendes tilstedeværelse, for den kunne han jo i princippet have været ligeglad med, men hendes race var ham uden tvivl en torn i øjet. Svagt trak han på smilebåndet. Vampyrer var en ting.. Mørkelverne var straks en anden! ”Så enerådig som mørkelverne er, agter jeg at holde Jer under mit styre.. Og nu hvor vi er inde på det, og siden det er dit ønske; Hvad er dit navn og hvad er din profession?” fortsatte han roligt. Han lod sig ikke kure af en mørkelver!