Finally back home?

[Deleted]

Det var mere end tydeligt at Sonics mor havde det dårligt, da alle og enhver kunne se det, selv en blind ville kunne gætte sig frem til det, men det var heller ikke så underligt igen, eftersom hun var en mentaldæmon og metaldæmoner kunne blive kørt psykisk ned, hvis de oplevede tab som var svære at håndtere, såsom deres børn, eller deres elskede, hvilket det var i hendes tilfælde. Det gjorde ham ondt at se hende på den måde, for selvom han ikke kendte hende særlig godt, så havde han på ingen måder lyst til at miste hende, for nu havde han jo lige fået hende i sit liv! Han ønskede at skabe et bånd med hende og derfor var det måske meget godt at hendes andre børn ikke var hjemme, for han vidste ikke helt hvordan de ville tage imod ham, hvis de da overhovedet kendte til ham. Han nikkede svagt til hendes ord, som han sad og funderede en smule over, inden han vendte det mørke øje imod hende. ”Har de overhovedet hørt fra dig? Igennem breve? Eller andet?” spurgte han, som han lod hovedet søge let på sned. Det kunne godt være at børnene ikke kunne læse, men de måtte jo være hos nogle voksne, som kunne læse det højt for dem, hvor han var mere end sikker på at børnene savnede både deres mor og far, „ved de overhovedet om han er.. død?” Det kunne jo godt være at børnene ikke havde været her i sygeperioden, men han var ikke sikker. Han vidste dog at man ikke skulle undervurdere børnenes intelligens, da de vidste mere end hvad han ville erkende, det havde han jo selv set ved Jacqueline, selvom han skam kun var stolt af at hun var en intelligent lille pige, for det var kun en god ting. ”Selvfølgelig skal jeg takke dig, jeg var helt så deprimeret, som du er nu, du var med til at hjælpe mig, og derfor vil jeg heller ikke svigt dig,” svarede han i en bestemt tone, som han også kom med et bestemt nik. At hun så nævnte at tøsen kunne lide ham, fik ham til at se mod pejsen, hvor han trak skævt på smilebåndet. ”Ja.. jeg er bare ked af at jeg svigtede hende. Men det vil ikke ske igen. Desuden så.. vi besøgte Ilaria i Dvasias, og tøsen ved ikke at hun snart bliver storesøster. Ilaria er gravid igen,” endte han dæmpet, som han rynkede brynene. Han vidste ikke engang hvordan kvinden havde det og det bekymrede ham, for hun havde hverken spist eller sovet særlig meget, hvilket ikke var godt, særligt ikke for barnet, og han ville særligt ikke have at der skete noget med Ilaria! Selvom.. han skulle jo være far igen, og han vidste stadig ikke hvordan han skulle tackle det. At hans mor så havde det lige så dårligt, gjorde det bestemt ikke bedre, da han lidt frygtede at han ville miste alle omkring sig, hvilket han på ingen måder var interesseret i! Han endte med at lægge hænderne mod hendes kinder, for at holde hendes blik på sig, hvor han så alvorligt ind i hendes, da hun blev helt frustreret. ”Hey.. du skal nok klare det okay? Vi fokusere først og fremmest på dig, og når du så får det bedre, så kan det være at du kan se dine børn igen. Jeg ved udmærket godt at det ikke er let, men du er ikke alene, og du skal nok klare det, jeg nægter at svigte dig,” afsluttede han bestemt.

[Deleted]

Jacqueline vidste godt, at hun svigtede sine børn lige nu, men hvad skulle hun da gøre? Hun kunne se til at hun visnede stille og roligt, og hun regnede jo faktisk heller ikke med at der ville gå lang tid, før hun faktisk ville ende med at lægge sig i graven side om side med den eneste mand som hun ville kunne elske og holde af på den måde, men det var nu bare sådan at hun havde det med det hele. Let rystede hun på hovedet. De mindste havde slet ikke hørt fra hende, siden hun havde sendt dem væk, og hun vidste, at det var forkert, men hvad pokker skulle hun gøre? Hun kunne jo ikke engang overskue sig selv længere! ”Selvfølgelig ved de at han er død.. De ved godt, at de ikke vil få deres far at se igen.. Jeg har ikke givet dem besked via noget som helst.. Jeg kan slet ikke overskue noget som helst..” endte hun med en dæmpet stemme. Det lignede hende slet ikke at være så opgivende eller.. svigtende på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle komme igennem det uden Giovanni! At han var så taknemmelig for at hun havde jo bare gjort sit for at gøre ham glad, når hun selv havde været i sin egen elendighed. ”Jeg så hvor elendigt du havde det.. Og jeg kunne gøre dig glad igen.. Jeg gjorde bare hvad en mor burde gøre for sin søn,” fortalte hun med en rolig og ærlig stemme, for det var jo ikke ligefrem nogen løgn. Han behøvede ikke være hende evigt taknemmelig, for hun ønskede jo et forhold til ham, så lang tid at hun selv var til om ikke andet. Hun blinkede let med øjnene som han fortalte at Ilaria igen måtte være gravid, hvor hun vendte blikket mod ham. Hvorfor havde han så ikke taget hende med sig? ”Du virker ikke synderlig glad over den tanke, Sonic..?” spurgte hun. Hun hørte hverken begejstring eller glæde i hans stemme, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit, for det var vel en glædelig nyhed? Giovanni havde altid glædet sig ved den tanke, og han havde altid stolt vist hendes mave frem, hvilket var noget som hun kun måtte savne endnu mere, for hun vidste, at det aldrig var noget som skulle ske igen. At han lagde sine hænder mod hendes kinder, fik hende direkte til at vende blikket mod ham, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han gav hende noget andet valg. Tårerne meldte sig igen, selvom hun nægtede at lade dem falde overfor hendes egne børn, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Det var hun simpelthen for stolt til! ”Jeg kan ikke klare det uden ham ved mig, Sonic.. Han var meningen med mit liv, og grunden til at jeg konstant forsøgte at komme ind i varmen i familien igen, og tro mig.. det har bestemt ikke været nemt, for mig.. Jeg ser hellere at du tager dig af din egen familie, end at forsøge at holde enden oppe på din gamle mor… Du skal jo til at være far igen,” påpegede hun med en anelse beslutsom stemme.

[Deleted]

At de mindste havde fået besked om deres fars død, var altid noget, da de havde fortjent at høre sandheden, selvom det uden tvivl var hårdt for dem, og Sonic vidste at det ikke gjorde det bedre at de så også skulle undvære deres mor, for han havde jo set det samme ved Jacqueline. Hun havde ikke engang kunne huske ansigtet på hendes forældre, end ikke ham, da han var kommet og havde besøgt hende i Procias, da han havde været nødsaget til at vise hende et billede af dem, så hun selv kunne se det, men han havde også set hvor glad hun var blevet, da hun havde set at det var ham og vidste at far var kommet for at besøge hende og senere for at hente hende, og nu havde de tilbragt et par dage sammen, kun de to, selvom de ganske vidst havde rejst en del, men han havde lovet hende at de skulle ud og shoppe og købe nye prinsessekjoler og nyt legetøj til hende, hvor hun skulle ud og opleve Peula, hvilket han også gerne selv ville, for han havde jo faktisk aldrig rigtig været her. ”Så må vi fokusere på at få dig fixet igen, så du senere kan få overskud til dine små. Jeg ved af erfaring at det ikke er sjovt at undvære sin mor i den alder, når de har brug for dig. Og det er kun værre at skulle undvære begge forældre,” svarede han sandfærdigt, hvor han både hentydede til sig selv og Jacqueline, da han selv havde skullet undvære sin mor, samme mor som de små børn skulle undvære, for hun sad jo lige her, hvor han havde været knust og han havde altid håbet på at hun ville komme efter ham eller finde ham, men aldrig var det sket, hvor han altid havde følt sig uelsket og hvis det var sådan de små børn havde det, så håbede han inderligt på at hun fik taget sig sammen til at besøge dem. ”Jeg vil snart hellere have at du er der for dine små, end hvad du er der for mig,” erkendte han, hvor det også mere var for ikke at komme med en spydig bemærkning om at hun ikke havde været der, da han havde været lille, for det havde han skam endnu ikke glemt. Han trak svagt på skuldrene og vendte blikket bort. ”Det er fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere.. Jeg har kun lige fået min lille prinsesse tilbage og så skal jeg have et til? Ikke nok med det er Ilaria syg, da hun konstant har kvalme og knap kan sove, hvilket er bekymrende, og hun nægtede at tage med, og på grund af hendes stædighed, kan jeg knap nok selv sove af bekymring,” svarede han, som han bed tænderne sammen og mærkede sorgen vælde op i ham, da det gjorde ondt at de skulle være så adskilt og splittede. ”Jeg er her, fordi jeg lovede dig det, og fordi jeg ønsker et bånd til min mor, hvis du svigter mig denne gang, må jeg ærligt erkende at jeg ikke har noget til overs for dig, så du kan lige vove på at lægge dig i graven! Vi skal nok få dig på rette kurs igen, og tro mig, jeg kender udmærket godt til den følelse du har i dit indre, men bare viden om at min datter var i live, var nok til at få mig ind på rette kurs, så du må begynde at give slip på din mand, komme dig over tabet og se på hvad du rent faktisk har af betydning,” svarede han i en bestemt tone, hvor nogle af ordene måske var hårde, men han så ingen grund til at lyve, når alt kom til alt, var han en mand der talte direkte ud af posen.

[Deleted]

De mindste havde Jacqueline forsøgt at forklare, at deres far var død, og at de ikke ville få ham at se igen, også selvom det var en tanke som havde knust dem. De var heldigvis endnu så små, at hun ikke rigtigt vidste om de havde været klare over, hvad det indebar, men det genstod jo at finde ud af. At lyve for dem, ønskede hun slet ikke, også selvom hun vidste, at hun svigtede dem i øjeblikket, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende for den sags skyld, så var det nu bare sådan at det var, for hun havde det virkelig skidt med det hele. Hun vidste godt at der ikke skulle særlig meget til, før børn ville glemme, og hun ønskede selvfølgelig ikke at de skulle glemme hverken hende eller Giovanni, for det ville kun for alvor ende med at knuse hende, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Hun bed tænderne svagt sammen. ”Jeg ved det godt.. Jeg kan bare ikke se mig ud af noget af det, Sonic, og det er virkelig frustrerende for mig! Det ligner mig ikke at sidde sådan her,” endte hun sigende, som hun vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. Om ikke andet, så var hun da klar over, at det var forkert det som hun gjorde, og ikke fordi at hun ønskede at overbevise sig om dette, for det ville hun slet ikke få noget ud af uanset hvad, hvilket hun allerede var klar over. Hans ord var som en syngende lussing, selvom hun vidste, at han havde ret. ”Man skal vel starte et sted, ikke sandt?” endte hun sigende, som hun vendte blikket ned mod sine hænder endnu en gang. Hun havde det virkelig skidt, og selvfølgelig var det heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hendes vedkommende. Slet ikke! At Ilaria var gravid igen, og at han ikke vidste om han skulle tage det som en god ting, var noget som de var nødt til at finde ud af, og det vidste hun godt. Svagt bed hun sig i læben. Det lød faktisk slemt med henblik på Ilaria. ”Oh… Det.. det gør mig ondt at høre, Sonic..” endte hun dæmpet. Lige hvordan hun selv skulle reagere på det, vidste hun faktisk ikke, for.. hun kunne jo ikke rigtigt hjælpe ham, selvom hun jo gerne ville. Et sted så ønskede hun jo faktisk bare at føle sig til nytte, for det følte hun jo slet ikke at hun gjorde. At han så skulle være hård ved hende, var måske hvad hun havde brug for, men ikke noget som hun kunne tackle lige nu! At han så direkte bad hende om at komme over Giovanni, var noget som hun for pokker forsøgte med, men det var for pokker ikke særlig nemt! ”Tror du ikke jeg gør hvad jeg kan for at komme igennem det? Det er ikke nemt for mig, Sonic! Det er nemt for en at komme ude fra og sige alt fra øst til vest, men at gøre det i praksis, er bestemt ikke nemt for nogen som helst! Jeg har slet ikke lyst til at lægge mig ned ved siden af ham endnu, men se dog for pokker på mig..!” Hovedet trak hun en anelse til sig, idet hun rejste sig op. Kjolerne kunne hun ikke rigtigt holde oppe, hun havde intet bryst, hun var bare skind og ben.. Det var der jo heller ikke noget værdigt i, og det vidste hun jo udmærket godt! ”Jeg har børn jeg ikke kan se i øjnene, uden at se ham.. De mindste var et tegn på min kærlighed til den mand, som nu er død og de ældste ved jeg slet ikke hvor befinder sig henne mere, Giovannis arbejde er gået i grus, og jeg kan ikke finde hoved og hale i det mere.. For guds skyld, jeg kan sige dig, at jeg har forsøgt..!”

[Deleted]

Sonic var egentlig ikke typen man skulle sidde og græde ud ved, da han altid havde været en frygtelig mand, hvor han hurtigt blev irriteret, når andre sad og ynkede over deres liv fordi det var hårdt, for det anså han kun for at være svaghed. Dog var det naturligvis noget andet når det kom til hans familie, for de var alle noget særligt for ham, hvor han naturligvis gerne ville være der for dem alle, skønt det ikke altid var lige let, særligt ikke når flere var syge og i hvert deres land, for det var jo direkte umuligt for ham! Han vidste bare ikke hvad han skulle gøre og hans datter havde brug for ham, så hun blev nok den han satte i første række. ”Nej.. du har altid været den hårde, selvstændige kvinde, og selvom jeg ved at det er svært, ved jeg også at du har hvad der skal til for at komme op igen, du har aldrig været typen der gav op,” svarede han med et skævt smil. Han kendte hende måske ikke særlig godt, men under deres første møde, havde han fundet ud af hvilken kvinde hun var, hvor hun ikke havde været den milde og søde mor, selvom hun sikkert også kunne være det, men hun var den hårde og kontante udadtil, hvilket han godt kunne lide, for hans far havde været et skvat, så det var rart at vide at der var nogen med nosser i familien. Måske hans ord var hårde, men han mente dem og han så ingen grund til at lyve, hvor han også altid havde været en mand der talte ud af posen. ”Det skal man. Men du bør stadig starte ved dem, eftersom jeg er en voksen mand, der kan klare mig selv, de er kun små børn og har brug for deres mor. De har ikke fortjent at blive svigtet,” svarede han roligt, da han ikke ønskede at hendes yngste børn skulle gå uden mor og far, for det havde de på ingen måder fortjent! ”Men lad os hellere fokusere på dig og at få dig på rette kurs igen, så skal alt nok gå,” svarede han roligt, som han sendte hende et mildt smil. At de så kom ind på Ilaria og hendes graviditet, måtte få hans smil til at falme drastisk, da han selv havde sine problemer, problemer han heller ikke vidste hvordan han kunne løse, da det vel kun var tiden der kunne det? Han krydsede dog fingre for og bad til at det ville gå Ilaria godt, for han elskede hende trods alt. ”Ja..” sukkede han blot. At hun ikke vidste hvad hun skulle sige, tog han ikke tungt, for det vidste han heller ikke selv. Han kneb let øjnene sammen til hendes ord, som han vendte blikket mod hende igen. ”Tror du ikke god at jeg ved det? Jeg havde det på præcis samme måde jeg var her første gang! Jeg var helt.. ynkelig og deprimeret, hvor jeg ikke gjorde andet end at drikke og du bad mig om at tage mig sammen! Og du havde ret, vi er nød til at tage os sammen, også selvom det er hårdt, for ellers mister vi os selv! Vores race kan ikke tåle sådan et tab, men vi er nød til at passe på os selv,” svarede han kortfattet, som han fulgte hende med blikket, da hun rejse sig, selvom han selv blev siddende i sofaen. ”Men så må vi tage fat i det hele mor! Jeg har skam ikke tænkt mig at sætte mig tilbage og bare se dig forsvinde ind i dig selv. Jeg er her for at hjælpe og det er også hvad jeg har tænkt mig at gøre!”

[Deleted]

Det lå slet ikke til familien, at lade nogen græde ud eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var ikke fordi at hun regnede med at få nogen forståelse, men selv hun måtte gøre hvad hun kunne for at få tingene som hun ville have, og det var så sandelig heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde. At være mentaldæmon kunne ganske vidst have sine fordele, men så sandelig heller ikke i denne situation, så var det ikke noget som kom hende til gode! Hun vendte blikket mod ham. Han fik det stadig til at lyde så nemt, og det var altså slet ikke tilfældet! Hun nikkede sigende.. Det var jo faktisk rigtigt nok. Hun havde aldrig været den som gav op, men det var næsten som om at… det bare var hvad der faldt hende mest naturligt i denne situation. ”Du udtaler dig som du kender mig så godt til at vide lige præcis de ting. Det er svært… Jeg har aldrig været alene før..” Sandt var det jo. Hun var udvalgt og havde søgt direkte fra sin egen familie, for at blive en del af hans, og nu var han bare.. væk.. Det der med at være alene, var hun på ingen måder særlig god til, for hun brød sig faktisk ikke om den tanke i det hele taget. Mild og sød kunne hun skam godt være, selvom det var en side af sig, som de mindste primært havde fået lov til at se af hende. ”Jeg ønsker heller ikke at svigte dem, men når jeg ikke kan se på dem, uden at se ham, så hjælper det ikke mig, Sonic.. Jeg kan ikke tage mig af dem, hvis jeg ikke kan tage vare på mig selv,” endte hun fast. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at være egoistisk eller noget lignende, for det var hun slet ikke ude på! Men når hun ikke kunne passe på sig selv, hvordan skulle hun så kunne gøre det med sine egne børn? Tanken om at hun igen skulle være farmor og han igen skulle være far, og at han så ikke kunne glæde sig over tanken, indikerede kun, at det på ingen måder var godt mellem ham og Ilaria. Ikke fordi at det var noget som kom bag på hende som sådan, selvom hun selvfølgelig fandt tanken utrolig trist. Hun ønskede jo det bedste for sine børn, og det var uden videre omsvøb på den ene eller den anden led. Hun bed sig svagt i læben. Det var en problematik som hun ikke rigtigt kunne hjælpe ham med, selvom hun virkelig gerne ville. At det hele så skulle køre op i en spids, var slet ikke noget som hjalp nogen af dem i det hele taget! ”Du havde muligheden for det, da din kære datter ikke var gået bort, Sonic. Jeg har gravlagt min egen mand igennem flere år end hvad du kan tænke dig til! Han kommer ikke tilbage igen og det er bare ikke lige sådan at tage sig sammen!” Det var slet ikke hendes menig at hæve stemmen overfor hendes egen søn på den måde, men han drev hende ud på et punkt, hun slet ikke magtet at være på! En tåre trillede ned af hendes kind, hvor hun vendte blikket væk fra ham. Hun så miserabel ud, og hun vidste det jo godt! ”Du kan ikke give mig Giovanni tilbage! Det er der ingen der kan..!”

[Deleted]

Sonic kendte ganske vidst ikke særlig meget til sin mor, derfor havde han ikke just retten til at sige hvordan hun var eller ikke var, men han det indtryk hun havde givet ham, var ikke et dårligt et, eller at hun var en svag kvinde, tværtimod var hun en stærk kvinde, med karisma og ynde, det kunne man ikke just sige at hun var i øjeblikket, men han kendte godt til risikoerne ved at knække en mentaldæmons ellers så stærke sind, og det var netop hvad der var sket, fordi hun havde mistet sin elskede og han kendte følelsen alt for godt! Han nikkede forstående til hendes ord. ”Jeg ved det godt. Og jeg ved godt at jeg nok ikke har retten til at sige noget som helst om dig, men allerede under vores første møde, forekom du mig som en stærk kvinde, en kvinde som jeg kunne være stolt af at have som min mor. Men jeg ved godt at det ikke er let, men derfor er du nød til at forsøge, jeg ønsker ikke at miste dig, svarede han sandfærdigt. Han havde endelig lige fået sin mor igen og fik chancen for at opbygge et forhold til hende og så skulle han miste hende? Det havde han på ingen måder lyst til! ”Men du er ikke alene. Du har din familie, dine børn. Og jeg går ud fra at du må kende godt til din mands side af familien, for det er ikke få år i har været gift,” svarede han roligt, som han ikke veg det mørke øje fra hende. Han selv var ikke den flotte mand han altid havde været, da han bar et frygtelig grimt ar i den ene side af ansigtet, hvor han også var blind på det højre øje. Det symboliserede dog noget særligt for ham, selvom det gjorde ondt at han ikke havde Ilaria hos sig for han savnede hende, som han elskede hende, og han vidste slet ikke hvordan han skulle tackle hendes graviditet og det faktum at han skulle være far igen, netop fordi han ikke havde hendes hos sig og fordi det på ingen måder var godt mellem dem. ”Jeg ved det, og netop derfor skal vi få dig på rette kurs igen,” svarede han lettere bestemt, som han skam ikke havde tænkt sig at give op nu! Han var ikke kommet her bare for at nasse på sin mor, han var her for at hjælpe hende, så hun kunne få det godt igen, og det håbede han også at hans lille prinsesse kunne hjælpe med, så hun kunne se at der var andet i livet end blot elendighed og ensomhed, for hun var trods alt ikke alene. At hun så rejste sig op og hævede stemmen, fik ham til at rynke brynene. Han rejste sig roligt, som han så tåren falde ned over hendes kind, hvor han løftede den ene hånd og lagde den mod den, for at vende hendes blik mod ham. Han strøg let tåren bort fra hendes kind, som han så ind i hendes mørke øjne. ”Du må ikke forlade mig nu.. jeg har brug for dig. Jeg aner ikke engang hvordan man er forælder og nu har jeg en ny på vej, og Jacqueline aner ikke engang noget om det. Jeg ønsker ikke at miste dig.. og jeg ved at vi nok skal finde på noget,” svarede han, hvor man kunne ane usikkerheden i hans blik. Han havde brug for hende. Han havde ingen som kunne lære ham alt det nødvendige, når det kom til dette, han havde ingen erfaring, så han havde brug for hende, brug for hendes råd og visdom.

[Deleted]

Jacqueline vidste skam udmærket godt, at hun var helt ved siden af sig selv, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre noget ved, velvidende om at det var noget som i sandhed formåede at frustrere hende som intet andet overhovedet! Hun var en stolt kvinde.. stolt af sit navn, sit familieforetagende og i den grad også af sin familie, selvom det hele var styrtet i grus, for hun havde på ingen måder noget som hun kunne være stolt over mere.. Ikke i den samme grad eller mængde om ikke andet. Hun havde ganske vidst sin kære søn Sonic, men selv den knægt havde hun jo ikke haft noget forhold til, siden han havde været en helt lille dreng, og hun selv havde taget det valg at forlade ham, for at gøre noget ved sit eget forhold til sin familie hjemme, selvom det aldrig var blevet som det havde været før i tiden. Hans ord fik hende svagt til at smile. ”Selvfølgelig har du din fulde ret til at udtale dig om din mor, Sonic. Jeg er da om ikke andet, så bare glad for, at det er det indblik du har af mig,” endte hun ganske sigende. Selvom det på ingen måder var nemt for hende, så vidste hun jo godt, at hun var nødt til at gøre noget ved det, selvom hun slet ikke kunne se sig ud af sin situation på nogen måde i det hele taget. Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg er alene, Sonic, og det er min egen skyld, det ved jeg godt. Mine børn vil ikke kunne hjælpe mig, sådan som jeg har det lige nu. Med henblik på min mands side af familien, så gør det ikke den største forskel som sådan.. Familien gik i opløsning, da han gik bort. Vi er ikke engang en familie længere,” endte hun ganske sigende endnu en gang.
Som Jacqueline rejste sig, og hævede stemmen, så var det egentlig ikke noget som hun gjorde med vilje. Hun var frustreret, og hun var ked af det.. Ikke bare ked af det, men direkte knust! At komme på rette kurs igen, var ikke noget som hun gjorde bare sådan uden lige, og hun vidste det jo udmærket godt. Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang, som en tåre trillede ned af hendes kinder. Det gjorde virkelig ondt for ende at tænke på! At han så rejste sig og lagde hånden mod hendes kind, fik hende til at sitre, for det var hun jo heller ikke vant til. Som regel når folk havde været i kontakt med hendes kind, så var det for at udsætte hende for slag eller lignende – det var jo trods alt hvad Giovanni havde gjort. Hun vendte blikket mod ham. At han havde brug for hendes hjælp, vidste hun ikke helt hvordan hun skulle tackle, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du er allerede en utrolig god far for din datter, Sonic, og jeg kan jo se at hun virkelig forguder dig. Giovanni var min drivkraft og min livsenergi.. Jeg ved ikke om jeg i et hele taget vil være i stand til at fortsætte uden.. Du fandt din kraft i din datter.. Jeg har ingen andre steder at søge den.. Går det galt, så tag huset her, min dreng.. Kun det bedste er godt nok for min søn..” endte hun med en sigende mine. Det gjorde naturligvis ondt for hende at sige, men det var jo sandt nok. Man kunne jo lige så godt se sandheden i øjnene.

[Deleted]

Det var underligt og på sin vis skræmmende at se sin mor på den måde, når man var vant til at hun var en stærk og stolt kvinde, som ikke lod nogen komme i vejen for hende. Under deres første møde, havde Sonic rent faktisk stået og flirtet med hende, for smuk var hun, men han havde også følt sig frygtelig dum, da han så havde fundet ud af at det var hans mor, hvor han helt havde fået en dårlig smag i munden, og havde han ikke været gift og haft en familie derhjemme, så havde han på ingen måder haft noget problem med at ligge i med hende, hvis han da havde været uvidende omkring deres familiebånd, for den type havde han altid været; lå i til højre og venstre med en ny kvinde hver gang. Det var næsten utroligt at den mand havde formået at slå sig til ro med en enkelt kvinde, men den kvinde var så heller ikke bare en hvilken som helst kvinde, det var hans isdronning, og hun havde altid formået at holde ham i ørerne og været tilstrækkeligt efter ham, så han ikke bare løb til højre og venstre som dengang, da han rent faktisk var blevet en ordentlig mand, og så var der bare det faktum at han havde været frygtelig meget igennem med Ilaria, som netop havde bygget dette stærke bånd op mellem dem. Det var derfor også utroligt at de ikke længere var sammen og den tanke kunne han slet ikke begribe længere, og derfor var han også sur på hende, over at hun ikke ville tage med ham hertil, så de kunne tage sig af hende. ”Men vi ved jo begge at du har været en stærk og stolt kvinde. Og jeg må erkende at jeg savner at se den kvinde,” svarede han roligt og dog ærligt, for det var jo trods alt den kvinde han havde været stolt af at have som sin mor, men desværre vidste han godt hvad tab kunne gøre ved en mentaldæmon. Han nikkede svagt til hendes ord og sukkede, han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle sige, for hvis ingen kunne hjælpe hende.. kunne han så overhovedet? Det var jo det han håbede på, ligesom han håbede at hans lille prinsesse også kunne hjælpe til ved det punkt. Han kunne godt mærke hvordan det sitrede i hende, da han lagde hånden mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. Det gjorde ondt at se hende på den måde, men han havde skam ikke tænkt sig at give op nu! Hendes ord, fik både smilet frem, men også til at falme igen. ”Det må du ikke engang sige! Du går ikke bort! Og jeg kan ikke tage stedet her! Det tilhørte trods alt din mands familie! Og hvad ville dine børn ikke sige til det? Det er dem der burde bo her og ikke mig. O-og.. det går heller ikke galt! Du skal nok klare dig! Og jeg håbede netop at du kunne finde drivkraften i dine børn, eller måske dit barnebarn,” svarede han både overrasket og dog bestemt. Dette sted kunne han ikke bare overtage! Tænkt hvis hun endelig gik bort og hendes børn kom tilbage? Så ville han jo have et kæmpe problem! De ville slet ikke ane hvem han var, for han tvivlede på at hun havde fortalt omkring ham. Han sukkede ganske let. ”Men jeg synes ikke at vi skal tale om det længere. Det kommer vi ingen vegne med. Jeg håbede desuden at du ville hjælpe mig økonomisk med at få en ny vinproduktion op, og så vil jeg naturligvis betale tilbage, når jeg får gang i det og pengene løber ind.”

[Deleted]

Jacqueline var på ingen måder som den kvinde hun plejede at være, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre det største ved lige nu. Uden Giovanni, så havde hun svært ved at se hvordan hun skulle fortsætte tingene, og det var jo bare at se tingene i øjnene, og så bare.. vente på at det endelig skulle gå galt, for det skete jo før eller siden, og det vidste hun jo udmærket godt, selvom det heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende for den sags skyld. Hun mindes ganske vidst om den dag hun havde stødt på ham ved et tilfælde, hvor der var sket ting mellem mor og søn, som slet ikke burde være sket, også selvom det slet ikke var noget som hun tænkte mere over mere. Der var jo trods alt ikke sket noget, også selvom hun vidste, at Giovanni ville vende sig i graven ved tanken om det. Svagt måtte hun alligevel trække på smilebåndet ved hans ord. Han havde set en side af hende, som hun ikke havde set siden sin mands bortgang, og det var svært for selv hende at finde til ro med det hele, men hun gjorde det faktisk så godt som det hun nu var menneskelig i stand til, så var det ikke altid noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende, for den sags skyld. ”Du savner at se hende? Der skete ting og sager den aften, som slet ikke burde være sket, Sonic.. Hun er der et sted og jeg ønsker brændende at få hende frem igen, men det er bare svært. Det er en utrolig stor udfordring for mig,” endte hun ganske sigende. Det kunne godt være, at hun lagde op til ting som hun slet ikke burde som en mor overfor sin søn, men hun var nødt til at lade ham vide det. Hånden mod sit kind, var noget som efterlod hende med en voldsom sitren, for hun var jo slet ikke vant til at være i berøring eller kontakt med nogen som helst i det hele taget. Hun bed sig svagt i læben. Det var bestemt heller ikke et retfærdigt argument på nogen måde! ”Jeg skriver gerne et brev, hvis de skulle ende med at dukke op, så de kan se, at du ikke bare er kommet for at tage det hele.. Du er min søn, ligeså meget som de er mine børn. Der gør jeg ikke nogen forskel. Du ved hvad et tab af den slags gør med folk som os, min dreng.. Jeg ved ikke om jeg vil kunne finde drivkraften i noget som helst mere..” Hun så skam slet ikke nogen grund til at lyve for ham, da han selv fortjente sandheden mindst lige så meget som det familien gjorde. De fik tilsyneladende ikke noget ud af at skulle diskutere det, og det vidste hun godt, så hun ville faktisk hellere bare lade den ligge. ”Hvis jeg kan hjælpe, så sig til, min dreng. Det lyder fornuftigt, også med henblik på din lille datter.. og kommende lille.. Du burde måske finde prinsessen.. Maden må snart være færdig,” tilføjede hun roligt og med et roligt smil på læben. Hovedet trak hun roligt til sig igen, som hun forsøgte at glatte den ellers udseendemæssige for store kjole ud, så hun kunne se bare en smule ordentlig ud.

[Deleted]

Det var svært at se den gamle, stolte og stærke kvinde i hende i øjeblikket, da hun var psykisk nedkørt og Sonic kendte den følelse alt for godt, for han havde jo selv forsøgte at miste sin datter og hustru, simpelthen alt han havde holdt af, og den tanke havde virkelig knust ham. Han anede ikke hvad han skulle gøre for at hjælpe hende, men han havde i hvert fald ikke tænkt sig at give op! Han havde dog heller ikke regnet med at det ville være så slemt, når han så hende igen, da hun alligevel havde virket lidt stærk, sidst han havde været hos hende, men der var jo også gået frygtelig lang tid, for sidste gang havde været ved sommertiden. Han nikkede svagt til hendes ord. ”Jeg ved det godt, men det er også derfor jeg er her, for at hjælpe dig, for jeg har skam ikke tænkt mig at give op nu! Desuden.. så ønsker jeg at få et bånd til min mor, som jeg ellers er blevet snydt for hele mit liv,” svarede han sandfærdigt. Han var stukket af som lille, hvor han altid havde håbet på at hans mor ville finde ham og tage sig af ham, men det var aldrig sket, hvor han blot var vokset op med ønsket om en familie og det var det Ilaria havde skænket ham, hvor han senere havde stødt på sin mor, og nu skulle han måske miste hende? Han havde knap nok nået at se noget til hende, derfor fandt han det på ingen måder retfærdigt, hvis han skulle miste hende nu! Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Det kan jeg ikke tage imod! Jeg vil ikke tage imod det. Dette er på ingen måder mit hjem, jeg er på ingen måder vokset op her, end ikke i landet, jeg synes at du skal skrive et brev til dine børn for at få dem hjem og hjælpe dig og ikke for noget andet. Jeg vil desuden finde mig et andet hjem, her i landet og der håbede jeg også på at kunne få din ekspertise, da du kender landet frygtelig godt,” svarede han sandfærdigt, hvor han endte med at sende hende et skævt smil. Han kunne ikke tage imod dette hus, hvilket han heller ikke ville uanset hvad, heller ikke selvom hun døde, for han vidste hvordan det var, når ens barndomshjem blev overtaget af andre, der måske var familie og det var også derfor han havde brændt herregården ned til grunden i Procias, netop for at ingen kunne leve i det hus han havde renoveret og opbygget. Det kunne godt være at det ville blive bygget igen, men så ville han ikke have nogen minder fra det nye hus der ville komme, og det passede ham helt fint. Han nikkede roligt. ”Jeg vil gerne have din hjælp, du kender trods alt landet godt og særligt byen her, og jeg ønsker en stille tilværelse til tøsen vokser op, så hun kan få et trygt hjem,” svarede han roligt, inden han endnu engang måtte nikke. ”Jeg må hellere finde hende, nu håber jeg ikke at hun er faret vild,” svarede han morende, som han roligt valgte at forlade stuen, for at søge ud i forhallen, hvor han rynkede brynene ganske let. Hvor pokker kunne hun være henne? ”Jacqueline!” kaldte han, som han havde sat den ene hånd op til munden for at kunne give bedre lyd, hvor han lyttede efter hendes stemme. Huset var stort og han anede ikke hvor hun var blevet af, foruden hun ville lede efter hemmelige rum og om hun havde haft held med at finde dem, anede han ikke.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det var et frygtelig uretfærdigt grundlag Jacqueline satte op for Sonic, men at kræve og forvente at hun ville rejse sig fra asken i denne stund, var lige lovlig meget at kræve og forvente af hende, også fordi at det på ingen måder var nemt for hende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nogen nem ting, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tanken gjorde hende naturligvis frygtelig trist, uden at hun kunne gøre det største ved det, men det var nu bare sådan at det var. Hun led knækket, og det at komme igen og heale, var lettere sagt end gjort for hende, for hun havde virkelig intet at holde fast i længere, også selvom hun vidste, at det helt og holdent måtte være hendes egen skyld. Svagt trak hun på smilebåndet. At nogen i det hele taget ønskede hende, var naturligvis en tanke som gjorde hende glad, for det var jo slet ikke noget af det som hun følte. Børnene kendte ganske vidst ikke meget til hendes opgave i Procias, og hun havde nægtet at snakke om det.. Ikke fordi at hun var skuffet eller havde fortrudt, for hun havde fået en søn, og hun elskede ham mindst lige så højt, som hun elskede de andre! ”Du formår jo næsten at give mig dårlig samvittighed over at have gjort hvad jeg gjorde dengang.. Jeg er her jo trods alt endnu.. Et bånd til mig, skal du skam nok få.. Jeg går heller ikke ud fra, at I tager videre lige med det samme..?” Et sted var hendes ord en smule håbefulde, for hun ønskede slet ikke at blive ladt alene, for hun brød sig faktisk slet ikke om den tanke. Det var noget af det værste som man kunne gøre ved hende, også fordi at.. hun aldrig havde været alene.. Ikke før nu om ikke andet. At han så ikke ville have huset, var noget som hun slet ikke kunne forstå, for det var jo smukt og prægtigt! Samt kunne yde ham den tryghed for ham og hans datter. Hun trak vejret dybt. ”Jeg vil ikke engang kunne se dem i øjnene, Sonic. Jeg smed dem selv ud herfra, og så skulle jeg sende bud efter dem, for at få dem hjem igen? Det kan jeg ikke.. desuden så er du min søn og mit afkom af samme forstand, som alle de andre.. Jeg ønsker kun dig og mit barnebarn det bedste..” At han ønskede hendes hjælp, var naturligvis noget som hun ville give ham i det omfang, at det var hende muligt, og at han ønskede den økonomiske hjælp til opstart af sin egen vinproduktion, var noget som faktisk passede hende helt fint. Hun mindes desuden også at Giovanni havde beskrevet den fra Procias som en af de bedre han havde smagt, så der var helt klart fremtid i det, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde hende det mindste på nogen måde. ”Jeg skal være behjælpelig hvor jeg kan være det,” lovede hun med en rolig stemme, som hun lod ham søge ud for at kalde på sin datter. Selv hun fulgte efter med et stille smil. Automatisk gik hun ud fra, at der blev dækket op, inde i spisesalen, også selvom den var frygtelig lidt brugt i denne tid.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvad far og farmor snakket om, havde Jacqueline absolut ikke nogen anelse om, da hun var i fuld gang med at søge efter hemmelige rum! Også selvom hun ikke havde været så heldig at finde nogen, hvilket jo faktisk gjorde hende en anelse trist og småirriteret, for det var altså spændende sådan noget! Nu hvor hun mere eller mindre havde forvildt sig ned i kælderen, hvor hun vandrede rundt langs væggene, at hun ikke rigtigt havde set, at hun faktisk var kommet temmelig langt væk fra sin egen far. Det var først, da hun havde opgivet turen ned langs den lange gang som hun var endt nede af, og skulle til at gå tilbage, at det var gået op for hende at.. hvor var vejen tilbage? Hun kunne jo slet ikke huske hvor mange gange hun var gået mod højre og mod venstre, så.. hvordan skulle hun nu finde vejen tilbage? Det var jo ikke bare nemt jo! Svagt bed hun sig i læben, som hun forsøgte at finde sig vejen tilbage, også fordi at hun pludselig kunne høre sin far kalde! Også selvom det var svagt, men hun kunne høre ham! ”Dadda…” kaldte hun med en stille pigestemme, som hun forsøgte at gå efter lyden, for hun ønskede jo at have sin far ved sig, og nu hvor han kaldte på hende, så ville hun mere end gerne tilbage til ham! At hun så ikke ligefrem formåede at finde vejen, var ikke just noget som gjorde det meget bedre for hende, for det var jo faktisk noget som gjorde hende direkte trist.
Hvor lang tid lille Jacqueline faktisk søgte efter udgangen af kælderen, vidste hun faktisk ikke, men hun måtte hurtigt give op, hvor hun satte sig ned på gulvet. Med tårerne let trillende ned af kinderne, så var hun jo faktisk bange! Slottet som hendes farmor boede på, var jo utrolig stort, og hun kunne jo slet ikke finde ud igen! Hun slog armene omkring sig, som hun vendte blikket op mod den ene fakkel som hun sad i nærheden af. Egentlig sad hun ikke langt fra trappen ned til kælderen oppefra, men hun kunne altså slet ikke finde ud, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne meget bedre for hende. Hun blinkede let med øjnene, inden hun så op igen. ”DADDA…!!” kaldte hun nærmest med en febrilsk stemme, for hun kunne på ingen måder lide det! Nej hun kunne ej! Hun snøftede svagt, som hun så sig omkring, også selvom hun kun kunne se de mange stenbeklædte vægge, de mange fakler ned langs gangen og ellers de mange rum som hun allerede nu havde gennemsøgt, uden egentlig at finde noget, og hun ville jo meget gerne finde og have sin far igen! Tænk nu hvis han heller ikke kunne finde hende? Det var jo en utrolig skræmmende tanke, for hun kunne slet ikke lide at være så meget væk mere!

[Deleted]

At der var en håbefuld tone i Sonics mors stemme, var noget som et sted måtte lette ham, for det betød at hun ikke gav helt op, for hun ønskede ikke at være alene og det var da altid en start. Dog forstod han hende godt, for det var hun vel ikke engang vant til? Han vendte kort blikket væk. ”Jeg får ikke et bånd til dig, hvis du bare vælger at give op og ender ved siden af din mand i graven. Og det ønsker jeg ikke skal ske,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Han rystede svagt på hovedet, „vi går ingen steder. Vi er kommet og jeg håbede netop at du ønskede at have os her for … ukendt tid, og forhåbentlig længe.” Han havde lovet hende at komme er og det var også hvad han ønskede. Nok ville han gerne have sit eget hjem og en vinproduktion stablet på benene, ligesom han nok også ville tage tøsen med sig til Dvasias for at se til Ilaria, men derfor ville han stadig gerne være her hos hans mor, da hun havde brug for ham og derfor ønskede han ikke at svigte hende. ”Selvfølgelig kan du det. Og de vil tilgive dig, for du er trods alt deres mor, men det er også dit eget valg. Og det er jeg glad for, derfor værdsætter jeg også din gæstfrihed, men jeg kan ikke tage imod huset, det er.. alt for meget,” svarede han stilfærdigt. Han ville elske at bo her, uden tvivl! Men det ville føltes forkert, særligt når hun havde andre børn, hvor dette rent faktisk var deres barndomshjem, det kunne han ikke bare komme og overtage, om han så var hendes barn som alle andre eller ej. Som han gik ud af pejsestuen og ud i forhallen, kaldte han roligt på sin lille prinsesse, hvor han ikke anede hvor hun kunne være henne, for.. her var jo enormt! Han måtte også bare stirre frem for sig, hvor han lyttede, som han gik lidt ud i forhallen, hvor han så op ad trappen og ned ad gangene, nærmest forventende om at hun ville komme løbende, men.. der kom ingen. Brynene rynkede han let, som han lukkede øjnene og fokuserede på sin lille piges sind. Han hørte pludselig en skinger pigestemme råbe på ham, hvor han endte med at gå efter lyden. Han så en dør stå på klem, hvor han roligt åbnede den. Den førte ned til kælderen. ”Jacqueline?” kaldte han roligt, som han valgte at gå derned. Hvad pokker skulle hun dernede efter? Det måtte faktisk forundre ham at hun i det hele taget havde turdet at gå derned, for en kælder var ikke just som på et prinsesseslot, da der var mørkt og skummelt og mange ville nok forbinde det som uhyggeligt. Han gik roligt ned ad den lange trappe, inden hans blik faldt på den lille pige, der sad ikke langt væk fra trappen. ”Jacqueline,” svarede han roligt, som han gik hen til hende og gik ned i knæ, som han tog fat omkring hende, for at tage hende ind til sig og løfte hende op. ”Hey.. hvad laver du hernede?” spurgte han lettere bekymret, som han godt kunne se at hun græd, hvilket næsten måtte give ham dårlig samvittighed, for længe havde hun mon været ked af det og bange? Han kyssede hende blidt på kinden, som han knugede hende ind til sig. ”Far er her nu, prinsesse og han går ingen steder,” lovede han hende, som han igen kyssede hendes kind.

[Deleted]

I det store og hele, så var Jacqueline slet ikke meget for at være alene, for hun følte sig ensom.. og ikke mindst forladt, og hun var jo slet ikke vant til det, så selvfølgelig var hun lidt håbefuld. Hun ville slet ikke have noget imod at have dem værende her, for det ville jo faktisk glæde hende i længden. Hun vendte blikket mod ham. Det kunne godt være, at hun ikke gav ham hvad han ville have, men det var jo bare at se tingene i øjnene, når det var de ting som de havde at slås med.. hun havde det bestemt ikke særlig godt, og hun nærmede sig den rand, som hun ikke kunne tilbagevende fra, og den tanke var i sig selv, faktisk skræmmende. ”Jeg ved det godt. Jeg gør det heller ikke med vilje.. Jeg gør virkelig hvad jeg kan..” endte hun med en sigende mine. At de ville blive på ubestemt tid, havde hun slet ikke noget imod i den anden ende – tvært imod, så var det et selskab, som hun faktisk godt kunne lide! ”I skal være mere end velkommen,” sagde hun med et svagt smil på læben, som de forlod pejsestuen. Det var betydeligt køligere ude i forhallen, og det var tydeligt at hendes lille barnebarn slet ikke var at.. finde nogen steder? Hun rynkede let på brynene.. Selv den lille størrelse, havde hun svært ved at indfinde sig med, også fordi at det var ved at være lang tid siden sidst. Når det kom til hendes egne, fandt hun det jo faktisk bedst ikke at give dem besked.. De ville nok aldrig være i stand til at tilgive hende for hvad hun havde gjort, også fordi at det jo var den familie som det var.. Den var utrolig indebrændt, og ville være det for utrolig lang tid derefter, uden at hun egentlig kunne gøre det vilde ved det, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg tror ikke de vil tilgive mig nær så nemt, som det du har formået at gøre det, Sonic.. Det her er en yderst indebrændt familie..” påpegede hun med en ganske dæmpet og sigende mine, som hun roligt blev stående og så til at han smuttet ned i kælderen for at finde sin datter.. Var hun endt dernede? Det var bestemt ikke det sted som hun havde lyst til at opsøge selv, for stedet, var selv noget som gav hende kuldegysninger! Hun søgte roligt ind mod den store spisesal, hvor hun så hvordan de var i færd med at dække op til tre.. Det passede hende fint, at hun for en gangs skyld ikke skulle være alene, for selv det var jo noget som hun følte, at hun havde haft brug for efterhånden, og det var noget som passede hende særdeles fint! Hun smilede svagt for sig selv, hvor selv det duftede skønt fra køkkenet.. Selv hun måtte erkende, at hun denne gang faktisk blev helt.. sulten! ”Placer ham for bordenden. Han er jo trods alt manden i huset i den tid han er besøgende og værende her,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme, hvor hun hurtigt fik tjeneren til at dække om allerede med det samme, hvilket passede hende fint. Det duftede godt, og selvom hun ikke havde spist meget, men yderst få måltider, så.. måtte hun faktisk erkende, at hun var ved at være godt sulten.