Finally back home?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde hørt utrolig mange historier om prinser og prinsesser, og det var ganske vidst noget som hendes kære far havde startet som den første, men som mange andre havde fortsat efter ham. Selv måtte hun erkende, at hun faktisk savnede at få læst historierne højt, selvom hun slet ikke kunne få sig selv til at spørge de voksne om de ville gøre det for hende, for det var virkelig for pinligt for en som hende! Hun havde sine forældres stolthed, også selvom hun helt klart kunne vise sig at være utrolig genert, for det var hun så sandelig også, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Selvom hun skulle hilse, så var det slet ikke noget som hun var særlig god til, men hun forsøgte da om ikke andet! Selvom hendes nejen var en anelse kejtet, så forsøgte hun da om ikke andet, så godt som hun nu kunne. At hendes farmor så havde hørt om hende, og at far havde fortalt meget, var faktisk noget som hun virkelig godt kunne lide, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Mig godt lide det,” sagde hun med en helt glad stemme, som hendes far samlede hende op igen. Selv kunne hun slet ikke lide at se sin mor eller farmor syg, så selvfølgelig håbede hun da på at det hele måtte gå! Selvom det var svært at forstå, så ville hun slet ikke have at de skulle være syge! At hendes farmor og far, så påstod at de alle nok skulle blive friske igen, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, for hun kunne altså slet ikke lide det! ”Mig os sulten nu,” fortalte hun dæmpet, da det jo trods alt også var ved at være et godt stykke tid siden hun havde spist noget i det hele taget, og nu hvor hendes farmor snakkede om mad, så kunne hun helt klart godt mærke i sin lille mave, at den var rigtig sulten! At far ikke engang kendte sin mors slot, fik hende til at fnise lidt. ”Dadda ikke huske det, fordi Dadda blive gammel!” sagde hun med en lidt barnlig latter, inden hun vendte sig i retningen af sin farmor. Hun så altså ikke særlig godt ud, og hun kunne slet ikke lide at se hende på den måde! Hun trak vejret dybt, inden hun igen betragtede sin farmor en anelse forsigtigt. Hun så altså lidt uhyggelig ud, og hun kunne slet ikke lide at se hende på den måde! ”Vil du vise rundt?” spurgte hun inden hun sendte hende de store hundeøjne. Hun vidste helt klart hvordan hun skulle få sin vilje!

[Deleted]

At hendes lille barnebarn var en lille prinsesse, var egentlig ikke noget som forundrede Jacqueline det mindste. Desuden kunne hun jo også godt se at Sonic virkelig elskede hende, og hun forstod så sandelig godt hvorfor. Den lille pige, var da en som med lethed kunne smelte et hvert hjerte, og hun tog vel heller ikke meget fejl, når hun sagde, at tøsen var udmærket godt klar over, hvordan hun skulle have det med tingene, og den tanke i sig selv, var virkelig underholdende selv for hende! Selv måtte Jacqueline erkende, at hun godt kunne lide tanken om ikke at være alene i det store hus, for selv i hendes forstand, så var det hele ved at være for stort, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre noget som helst ved det som sådan, så det at de blev lidt, ville hun slet ikke have noget imod. Tabet var altid hårdt for en mentaldæmon, og hun havde skam også været forberedt på det. Det var jo trods alt også en af grundene til at hun havde valgt at sende alle familiemedlemmerne ud, også selvom det bestemt ikke var måden at ære Giovanni, men hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre! ”Far har fortalt mig rigtig meget om dig,” sagde hun med et let smil på læben. Det gav hende en helt anden form for magi at have lidt i huset, og hun kunne virkelig godt lide det. At den lille pige var sulten, kunne hun sagtens få gjort noget med, for det kunne ikke passe at hendes kære barnebarn skulle rende rundt og være sulten, når hun havde så meget mad i køkkenet, for det var jo heller ikke rigtigt fordi at hun selv spiste særlig meget. Hun havde jo ikke rigtigt nogen appetit, og det var virkelig trist og ensomt at skulle sidde og spise alene og for sig selv. Selv var det værste uden tvivl juletiden, for den havde på ingen måder været nem eller god ved hende! Hun smilede let for sig selv og nikkede så endeligt til den lille pige. At hun konstaterede at hendes far var gammel, så måtte hun selv slippe en mild latter. Ja, det var jo de kære børn. Hun elskede virkelig den lille størrelse! ”Der er vidst noget om det, Jacqueline,” endte hun morende. Hun nikkede igen. Hun kunne faktisk godt lide at Sonic forsøgte at involvere hende, selvom hun skam havde forståelsen for det, hvis det ikke var noget som manden ønskede, for hun havde jo aldrig som sådan været en del af hans liv. Hun håbede nu alligevel på muligheden for at gøre noget ved det, nu hvor hun faktisk havde den mulighed for at tage sig af det som hun jo faktisk havde svigtet. ”Det vil jeg da meget gerne.. Hvis I går ind i stuen, som ligger derovre..” Hun pegede i retningen af stuen, inden hun igen vendte blikket mod dem. ”Så går jeg lige ud i køkkenet, og beder kokken om at lave mad til dig,” tilføjede hun med et svagt smil. Hun forsøgte da om ikke andet.. Det at være farmor var jo trods alt helt nyt for hende!

[Deleted]

Nu hvor Sonic tænkte over det, så havde han jo faktisk talt utrolig meget om hende. Det var ganske vidst ikke altid at han havde snakket med fremmede folk om det, men når han var kommet ind på det, så havde han faktisk fortalte utrolig meget om hende, selvom det var fordi han havde savnet hende så meget, for han havde jo troet at hun havde været død og det at få nyheden om at hun var i live, samtidig med når man havde set hende, så havde han slet ikke kunne tale om andet end hende, for han elskede hende og han havde bare ønsket at få hende med sig, hvilket han nu havde, og nu var alt perfekt igen.. næsten. Han manglede sin isdronning og så ville alt være perfekt, særligt nu hvor hun var gravid, for.. han skulle jo være far igen! Det var dog ikke noget han ville fortælle Jacqueline om endnu, da tøsen først skulle have en chance for at slå sig til ro med det som var sket hende, for hun var jo blevet ført fra det ene sted til det andet, og derfor havde hun fortjent at få lidt ro til hovedet, selvom det vidst også klart havde hjulpet at de nu var sammen. Han smilede som hun sagde at hun godt kunne lide at han havde talt meget om hende, hvilket han godt forstod, for det fik hende vel til at føle sig elsket og at hun betød noget? For det gjorde hun trods alt! Hun var hans et og alt og han ville altid sætte hende før sig selv! ”Er du ved at være sulten? Det er der heller ikke noget at sige til, for vi har jo rejst langt i dag, og sidst du fik noget var vel.. morgenmad?” Det var jo faktisk lang tid siden at de sidst havde spist og når de nu talte om det, kunne han godt mærke at han selv også var ved at være sulten. Han havde dog givet hende lidt frugt at spise, imens de havde reddet hertil, men det var jo ikke fordi det fyldte meget. At de så begge kommenterede at han var ved at blive gammel og grinte af det, fik ham til at skule let drilsk mod tøsen. ”Nu skal du ikke komme for godt i gang!” svarede han anklagende, som han prikkede hende i maven, som var det en advarsel på at han ville kilde hende, skønt smilet hvilede morende på hans læber. Så gammel var han vel heller ikke? Måske i forhold til sin lille pige, men så skulle man jo bare se på hans mor, for hun måtte da være den ældste mentaldæmon der levede! Og det havde han skam respekt for! At tøsen sendte hans mor hundeøjne fik ham til at slippe en munter latter, for den pige vidste da helt præcist hvad hun skulle gøre for at få sin vilje. Han fulgte roligt sin mors finger med blikket, da hun pegede mod stuen. ”Kom min skat, vi går ind og udforsker stuen,” svarede han, hvor han fik det til at lyde som var det spændende, hvilket det vel egentlig også var? Sidst han havde været her, havde han jo faktisk ikke været indenfor, men udenfor, hvor han var taget af sted med det samme. Han gik roligt over til indgangen af stuen, hvor man måtte erkende at den var stor! Meget større end den som havde været i Procias!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline vidste udmærket godt hvordan hun ville have tingene, og hun vidste så til gengæld også godt helt præcist hvordan hun skulle få det som hun ville have! Når alt endelig skulle komme til alt, så var hun vel klar over, at hendes far nok skulle få sig et slot, som de begge kunne bo i? Og når de kom så langt, så ville der vel også være plads til mor? Selvom der var temmelig mange ting som hun endnu skulle til at vænne sig til, men med sin far ved sig, så var det vel heller ikke så slemt igen. Selvom hun ikke kunne lide at de alle sammen stort set måtte ligge syge, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu hvor hun igen var kommet op på sin fars arm, så faldt hun selv en anelse til ro, for så havde hun ham at gemme sig mere ind mod, hvilket også var noget som passede hende helt fint! Selv nu hvor hun faktisk måtte erkende, at hun var ved at være sulten, så var det altså også fordi at de snakket om mad, og hun havde jo virkelig en stor appetit, hvilket hun vidste, for det var der mange som havde kommenteret for hende – når hun var tryg om ikke andet, for ellers havde hun svært ved at falde til ro og faktisk følte sig tryg, for det var ikke noget som skete så ofte igen, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Hun nikkede til dem begge som hun lagde hånden mod sin mave, for hun var altså rigtig sulten nu! ”Jeg er rigtig sulten, Dadda.. Maven snakker helt!” kommenterede hun med en dæmpet stemme, som hun vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. At han så skulle finde det morsomt, at hun havde kaldt ham for gammel, fik hende kun til a grine, for nu havde han jo altså selv sagt det! At han så prikkede til hendes mave, fik hende kun til at fnise, hvor hun krøb sig lidt sammen i hans arme, hvor hun forsøgte at afholde ham fra at prikke til hende, for det måtte han altså ikke! ”Det snyd Dadda!” endte hun med en morende stemme. At hendes farmor ville sørge for mad og faktisk også vise dem rundt, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad. Hun nikkede mod hende, som hun gjorde tegn til sin far, at hun gerne ville ned, for hun ville faktisk gerne kigge rundt på farmors store slot! Hun var jo utrolig nysgerrig af sig, og når far var der, så var det vel heller ikke så slemt igen at kigge sig lidt rundt? Hun så sig omkring da de kom ind i den store stue, for den var meget større end Evans og Jacques og Camryns! ”Se Dadda! Har den også hemmelig rum?” spurgte hun som hun pegede mod den store pejs som der allerede var gang i. At hendes farmor havde sovet på sofaen, lagde hun ikke engang mærke til, da hun var fuldt optaget af alt det andet omkring dem.

[Deleted]

Jacqueline var selvfølgelig utrolig glad for lidt selskab, også selvom det slet ikke var noget som hun havde ventet sig på nogen måde. At det så var hendes søn og hendes barnebarn – den lille pige som hun ellers havde hørt så meget om, så havde hun bestemt ikke fået med sig at tøsen skulle være så genert som det hun nu viste sig at være, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Selvom hun forsøgte at være den mest voksne af dem, så vidste hun godt, at hun slet ikke havde det godt. Hvorvidt om hun så var den ældste nulevende mentaldæmon, vidste hun ikke, også selvom hun vidste, at hvis det fortsatte som nu, så ville det ikke være lang tid til, hun selv ville følge Giovanni, sådan som hun havde det, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle fortsætte, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet! ”Jeg skal nok sørge for at du får noget god mad og en varm seng at sove i, i aften, Jacqueline,” lovede hun oprigtigt. Selvfølgelig ønskede hun at se dem begge ved bedste vel. I hvert fald i den tid hvor hun kunne have noget at sige i den sag. Hun lod dem roligt søge ind i stuen, hvor hun selv vendte sig mod køkkenet. Hun kunne godt forestille sig, at der var ro på derude, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun spiste særlig meget eller særlig ofte for den sags skyld, men det var nu bare sådan at det var. Dørene slog hun op ind til køkkenet, hvilket fik kokken til at reagere med det samme. ”Min frue…” endte han overrasket. Hun sendte ham kun en fast mine. Nu trådte hun i karakter som den frue af huset som hun altid havde været. ”Min familie er på besøg, og de skal være her for en stund. Sørg for at have et godt og solidt måltid klar til min søn og hans lille pige.. Og det skal være nu,” endte hun med en fast tone. Ved disse ord, gik kokken i gang med det samme, uden videre spørgsmål, hvilket også var noget som passede hende fint! Med rolige skridt, forlod hun roligt køkkenet, kun for at søge til pejsestuen som hun havde ledt dem i retningen af. Ja, stedet var måske utrolig smukt, men selv hun havde svært ved at se det smukke i det efterhånden. Men igen, så havde hun også været til i det igennem frygtelig mange år. Hun søgte roligt ind i pejsestuen, hvor hun tydeligt kunne se fascinationen ved dem begge, hvilket selvfølgelig fik hende til at smile bare en smule. ”Kan I lide den?” spurgte hun sagte, som hun gik hen til den store sofa, hvor hun tog omkring dynen som hun roligt foldede sammen. Det var heller ikke godt at hun lå der, men det at sove i soveværelset, gjorde efterhånden for ondt, og det efterlod hende kun med alt for mange tanker og alt for mange mareridt, og det brød hun sig bestemt heller ikke om.

[Deleted]

At Jacqueline faldt lidt mere til ro, da hun kom op i Sonics arme, lagde han godt mærke til, hvor han næsten kunne regne ud at hun lige skulle vænne sig til det hele og ikke mindst skulle hun lige lære sin farmor at kende, men det var jo så en ting de havde tilfælles, for han skulle også lære sin mor at kende, da han jo rent faktisk ikke havde særlig meget med hende at gøre, hvilket han aldrig havde haft, men han havde altid gerne ville møde sin mor, og nu hvor han havde gjort det, ville han gerne lære hende bedre at kende, derfor passede det ham fint at hun var bosat her i Peula, for det gjorde at han kunne holde sin egen tøs væk fra Dvasias, da det ikke var et sted for hende at vokse op. At tøsen så var sulten, forundrede ham ikke, da de ikke havde fået særlig meget at spise i dag, kun fordi de havde været på tur fra Imandra til Peula, hvilket havde taget flere timer. Han strøg hende blidt over ryggen, som han vendte blikket mod hans mor og tilbage til tøsen. ”Se. Farmor skaffer dig noget mad, så du skal bare vente lidt, okay?” svarede han roligt, som han kyssede pigen på kinden. At hun så skulle kalde ham for gammel og grine af det, forundrede ham ikke, hvor han også blot rystede på hovedet af hende. Det måtte også more ham at se hende krympe sig helt sammen, da han valgte at prikke til hendes mave, hvor han slap en munter latter, for han vidste at hun var kilden! ”Far snyder aldrig!” svarede han uskyldigt, som smilet kun bredte sig på hans læber. At hun så valgte at give tegn til at hun ville ned, fik ham blot til at sætte hende fra sig, hvor han snart ville få ondt i ryggen, hvis han skulle løfte hende op og ned hele tiden! Han lod hende dog blot løbe i forvejen ind i stuen, hvor han selv fulgte efter med et smil. Nysgerrig var hun, men det havde han nu intet imod. At hans mor søgte til køkkenet blandede han sig ikke i, da han trods alt var gæst. Som han gik længere ind i stuen, faldt hans blik på sofaen, hvor han kunne se at hans mor havde sovet, hvilket han ikke tænkte videre over, da han godt vidste at hun havde det svært, hvilket gjorde ondt, og han vidste ærligtalt ikke hvad han kunne gøre for at hun fik det bedre, selvom han håbede at han og Jacquelines selskab ville hjælpe hende med at holde humøret højt og muligvis heale det hul hun havde fået i sit hjerte. Han vendte blikket mod tøsen med et smil og trak let på skuldrene. ”Det ved jeg ikke.. det må du spørge farmor om,” svarede han roligt. Han vidste ikke om der var hemmelige rum her i huset, men man kunne aldrig vide. Han vendte blikket mod sin mor, da hun kom ind igen, hvor han sendte hende et smil til hendes spørgsmål. ”Det er prægtigt og imponerende.. som alt andet,” svarede han morende. Første gang han havde været her, havde han jo også været fuldstændig overvældet af det hele, hvilket han endnu måtte være. Kunne man nogensinde vænne sig til dette fantastiske hjem? Fantastisk var det i hvert fald!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selvfølgelig var det en tryghed for Jacqueline, at vide at hun havde sin far ved sig, også selvom hun var frygtelig genert af sig, når det var noget nyt for hende, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv nu hvor hendes farmor var ved at finde mad til hende, så gjorde det hende bestemt heller ikke noget, for det var noget som faktisk gjorde hende utrolig glad, for hun var altså ved at blive utrolig sulten efterhånden! Hun nikkede sigende til sin fars ord, hvor hun blev siddende på hans arm. ”Okay,” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun let gned sig i øjnene, selvom det ikke var fordi at hun var træt som sådan, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han så prikkede hen de på maven, fik hende til at grine, for hun var jo trods alt temmelig kilden, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved som sådan. Hun skubbede hans hånd væk med sine. ”Dadda altid snyder!” påpegede hun med en glad stemme. Selvfølgelig var hun en lille pige med en stor personlighed, men selv hun formåede jo faktisk at lave lidt sjov, selv på trods af hendes ellers meget bestemte person, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit, selv for hendes vedkommende, så var det jo bare sådan at det var.
Som Jacqueline gjorde tegn til gerne at ville ned, så skyndte hun sig ind i stuen. Noget af det første som hun lagde mærke til, var den store pejs. Den var stor måske, men hvad hun ønskede, var jo at finde ud af, om der var hemmelige steder, ligesom der havde været hjemme ved Camryn og Jacques. Hun vendte sig mod sin far, som han opfordrede hende til at spørge farmor igen, fik hende til at tie lidt. Den kvinde skræmte hende faktisk en smule, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde som sådan, for det var heller ikke noget som hun fik noget ud af. Hun vendte blikket mod sin farmor, da hun kom ind, kun for at pakke sin dyne sammen. Havde hun da ikke nogen seng at sove i, siden hun sov på sofaen? Hun lod hovedet søge en anelse undrende på sned. ”Du har ikke nogen seng at sove i, farmor? Åh! Er det hemmelige rum her?!” spurgte hun næsten med en helt ivrig stemme, som hun nærmest gav sig til at hoppe på stedet. Det var jo ikke fordi at hun var helt så genert mere, nu hvor hun havde fået lov til at se sin farmor lidt an.

[Deleted]

Jacqueline var selvfølgelig glad for at se sit kære barnebarn falde en anelse til ro, for der var slet ikke nogen grund til at være bange for hende, for hun bed skam ikke. Det kunne godt være at hun så forfærdelig ud, og på ingen måder havde det særlig godt, men hun var stadig rolig af sig, og ikke en som udviste nogen direkte vrede eller utilfredshed, andet end når hun forsøgte sig med de mange forhandlinger og få dem igennem, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende! Det havde aldrig nogensinde været hendes bord, da det altid havde været Giovannis bord, da hun mere eller mindre bare havde pyntet på facaden i det tilfælde. Nu hvor kokken var i fuld sving med at arrangere et aftenmåltid til dem alle 3, hvilket bestemt heller ikke gjorde hende noget, for det glædede hende selvfølgelig at hun ikke skulle være alene, så kunne det vel også være, at hun kunne få en smule mere ned, end hvad hun havde gjort til nu, hvilket hun bestemt heller ikke ville have noget imod. Selvom det ikke tog hende lang tid at nå tilbage til stuen igen, hvor hun stille pakkede sin dyne sammen, for den skulle bestemt heller ikke ligge der og flyde midt i det hele. Hun sov i stuen, for hun fik ikke sovet på soveværelset mere.. De mange mareridt holdt hende mere eller mindre konstant vågen og savnet var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende, så hun lå mere eller mindre bare og.. tænkte for sig selv. Hun sov rigtig meget for tiden, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre for, for hun var jo bare den kvinde som hun var.. En frygtelig omtænksom af slagsen. Svagt trak hun på smilebåndet og lagde roligt dynen på kanten af sofaen. ”Det er udmærket at nogen kan se det prægtige i det. Men ja.. smukt og stort er det.. Bare for stort for en alene,” endte hun med en sigende mine, som hun vendte sig mod Jacqueline. At hun spurgte om hun ikke havde en seng at sove i, morede hende blot, for den lille pige ville vel slet ikke kunne forstå at hendes.. farfar faktisk var død? Hun trak vejret dybt. ”Farmor faldt bare i søvn på sofaen, Jacqueline.. Jeg skal sove i min seng i aften,” endte hun ganske sigende. Hvorvidt om hun så i det hele taget ville få noget søvn, vidste hun ikke, men det fandt hun vel ud af.. Hun regnede ikke ligefrem med det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Om der skulle være hemmelige rum her… det regnede Jacqueline bestemt ikke ligefrem med, ellers ville Giovanni have fortalt hende det vel tilbage i sin tid? Selvom det nu heller ikke var noget som hun vel nogensinde ville få svar på. ”Det tror jeg da ikke. Du kan altid kigge dig omkring og se om du kan finde nogen. Det kan være, det kun er hemmeligheder som små børn kan finde,” påpegede hun med et smil på læben, som hun roligt satte sig på sofaen. Hun havde virkelig brug for at sidde ned efterhånden!

[Deleted]

At tøsen var sulten, var der ikke noget at sige til, da de ikke havde fået særlig meget at spise under turen hertil, kun lidt frugter da de var kommet ind i Peula, så hun kunne se hvor eksotisk og anderledes det egentlig var her. Han havde kun været her en gang før, hvilket havde været da han havde besøgt sin mor, men meget af landet havde han ikke fået at se, da han hurtigt var blevet sendt til Procias, fordi hans mor havde hørt at tøsen var i live, hvilket han ikke havde tøvet med at tage af sted, selvom han ganske vidst havde været bekymret for sin mor, derfor var han også kun glad for at være her nu, for han kunne jo tydeligt se at den var rygende galt, hvilket bekymrede ham, men forhåbentlig ville det hele blive bedre, nu hvor de var kommet på besøg og denne gang havde han skam ingen planer om at gå, selvom han ganske vidst skulle til Dvasias, men det var kun fordi at Ilaria var der og hun var jo gravid igen, hvilket han nok skulle få tid til at fortælle sin mor, når han fik hende lidt på enmandshånd. Der var generelt meget han skulle snakke med hende om, men det var også kun fordi det var så lang tid siden at de sidst havde set hinanden. At tøsen påpegede at han altid snød, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Kun lidt,” medgav han morende, hvor det ikke var helt forkert. Han havde altid været en slem mand, der havde taget hvad han ville have, hvor han ikke havde haft noget problem med at snyde andre for at gå hele vejen, men når det kom til hans datter, så ville han naturligvis gøre alt for hende, hvor han heller ikke havde tænkt sig at fortælle hende hvad han alt havde gjort, for hun skulle nødig blive bange for sin egen far. Det var måske også meget komisk at han var så blid, kærlig og god mod tøsen, da han helt kunne forekomme god, når han normalt var en ond mand, en skurk, som gjorde onde ting ved andre. Han vendte blikket mod sin mor, da hun kom ind igen, hvor han sendte hende et mildt smil. Han vidste godt at hun ikke havde det særlig godt. ”Det er for stort til en alene, men nu valgte du jo også at sende alle bort,” svarede han med et sigende blik, skønt hans tone ikke var så høj, at tøsen ville kunne høre det. Hans sigende blik var ment som at han fandt det dumt at hun havde sendt alle bort, for så var der netop ingen til at holde hende med selskab, han vidste at hun havde to små tvillinger og de måtte vel savne deres mor? At tøsen så spurgte om hun ikke havde en seng, fik ham til at sende tøsen et sigende blik. ”Jacqueline,” svarede han sigende, som det indikerede at man ikke spurgte om sådan noget. At hans mor så alligevel valgte at svare, tog han sig ikke af, da han godt selv vidste hvorfor hun sov på sofaen, skønt han ikke ville mene at det var godt for hende, men det ville han ikke kommentere her. Han rystede også blot på hovedet, da tøsen blev helt ivrig efter at ville finde de hemmelige rum, hvor det morede ham at hun var blevet så bidt af det, da han havde vist hende det i Procias. Han gik roligt ned i knæ foran tøsen. ”Kan du huske hvad jeg sagde til dig? Hold øjnene åbne, alt er ikke altid som det ser ud,” svarede han roligt, som han havde sagt nogenlunde det samme i Procias. Han gjorde et nik mod stuen. ”Løb du ud og se om du kan finde hemmelige rum,” opfordrede han hende, som han sendte hende et muntert smil.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var efterhånden ved at falde ganske let til ro, og var ikke nær så genert mere, som det hun havde været frem til nu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Nu hvor de var kommet ind i stuen, så kunne hun glemme lidt om den sult som hun brændt inde med, for hun var jo utrolig nysgerrig! At hendes farmor så skulle komme ind ganske kort efter, sagde hun ikke noget til, hvor hun vendte sig mod hende endnu en gang. Hun var en nysgerrig lille pige, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Pejsen fik hende kun til at tænke på det hemmelige rum som hendes far havde vist hende i Procias, da hun havde boet der. ”Dadda snyde meget altså!” sagde hun med en fast og bestemt tone, som hun vendte sig mod sin farmor igen. At hun havde sovet på sofaen, måtte da være fordi at hun ikke havde en seng? At hendes far så sagde hendes navn og i den tone, fik hende kun til at tie, hvor det var gået op for hende, at hun havde gået over en streg som hun slet ikke skulle krydse. Hun samlede hænderne bag sig, idet hun stille vendte blikket mod ham endnu en gang, og med en tydelig så usikker mine i ansigtet, for hun spurgte jo bare! At hun bare var faldet i søvn, kunne hun godt forstå, for det var vel også ved at være lidt mørkt udenfor nu? Hun nikkede sigende til hendes farmors ord, og vendte sig så i retningen af sin far igen, hvor hun let blinkede med øjnene igen. Hun ville da gøre hvad hun kunne for at finde de hemmelige huller som var rundt omkring, hvis der var nogen selvfølgelig! Hemmelige rum og det hele, var selvfølgelige noget som gjorde hende næsten helt.. ivrig! Som Sonic satte sig i knæ ved hende, fik hende kun til at vende blikket mod ham. Hun kunne godt huske at han havde fortalt hende det før, hvilket havde fået hende til at kigge meget bedre efter end hvad hun ville have gjort normalt! ”Det mig godt huske!” sagde hun med en glad stemme, som hun nærmest gav sig til at hoppe på stedet i stedet for. At han så opfordrede hende til at kigge sig omkring, nikkede hun blot til, idet hun bare.. stormede ud af stuen og begyndte at gennemsøge stuen i stedet for, for de mange mulige små rum som kunne være der, for hun ville jo rigtig gerne finde dem!

[Deleted]

Jacqueline havde brug for at slappe lidt af, og hun kunne godt forestille sig, at der var mange ting som hun skulle have snakket om med Sonic, og det var jo ikke ligefrem noget som var nødvendigt eller til at få gjort, når man havde en lille pige rendende om benene. Selvom hun slet ikke havde noget imod af en lille hjerteknuser af et barnebarn, for selv hun måtte erkende, at hun virkelig godt kunne lide den lille pige, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selvom det måske ikke var et spørgsmål som den lille pige skulle stille, så havde hun skam heller ikke noget imod at besvare dem. Hun vendte blikket ganske sigende mod Sonic. Ganske vidst var hun klar over, at hun selv havde smidt familiemedlemmerne ud, men det var jo egentlig kun fordi at hun vidste, at perioden og tiden ville blive ekstrem hård for hende, og hun ønskede da på ingen måder, at de skulle se hende i denne forfatning! Sonic kunne godt, for.. han kendte ikke til hende som sådan, eller det ry som hun ville have blandt de øvrige familiemedlemmer, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hende. ”Hvordan tror du ikke de vil reagere, hvis de så mig på den her måde?” endte hun igen med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn som sådan. Hendes mindste savnede hun virkelig, også fordi at det var et tegn på den kærlighed som hun for altid ville nære for Giovanni. Det var jo trods alt også derfor at de havde fået en helt anden opdragelse end hvad deres andre børn havde fået. At tøsen var så nysgerrig på disse hemmelige rum, måtte være en dille som Sonic måtte have sat i hovedet på hende, hvilket kun fik hende til at smile. ”Du leder bare. Så kalder vi når der er mad,” endte hun sigende, som hun så til at tøsen bare stormede ud af rummet, hvilket nu heller ikke gjorde hende det mindste, for hun havde brug for afslapning. Det var efterhånden ved at være utrolig lang tid siden at hun havde været så meget i gang på en gang, som det hun var lige nu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Blikket gled i retningen af Sonic endnu en gang. Nu havde de vel også muligheden for at snakke lidt alene?

[Deleted]

Det var rart at se at tøsen faldt lidt mere til ro, hvilket der egentlig ikke skulle meget til, men det glædede ham kun. Sonic elskede sin lille prinsesse og ønskede hende kun alt godt, hvor det også var på tide at hun selv fik en pause og fik noget hun kunne være vant til, hvilket nok først skete, når de fik deres eget hus, men det skulle nok komme før eller siden. Desuden ønskede han heller ikke bare at flytte ind i et hvilket som helst hus, da det skulle være flot og prægtigt, ligesom jorden omkring skulle være god til hans vinproduktion, som han jo havde planer om at genoptage igen, og hvem vidste ikke hvad der andet var af muligheder her i Peula? Stedet var jo tropisk og eksotisk, så der var et helt andet klima og plads til at lave meget mere end det! Han trak morende på smilebåndet, da tøsen igen blev helt bestemt og sagde at han snød meget, hvilket måtte more ham gevaldigt. Hun var virkelig som snydt ud af næsen på sine forældre, hvilket både måtte more ham, men alligevel også bekymre ham, for han ønskede ikke at hun skulle vokse op og blive en ufornuftig ballademager, som han var. Det var også derfor han helst ville holde hende væk fra Dvasias, hvor hans mor måske også kunne hjælpe med at gøre tøsen til en mere.. fornuftig rigmandstøs. Blikket vendte han roligt mod sin mor til hendes ord. ”Jeg er sikker på at de vil forstå, eftersom de umuligt er ligeglade med hvad der er sket, dem påvirker det også, og jeg vil næsten gå så langt og sige at jeg ved at de vil hjælpe dig,” svarede han mere bestemt igen, for hun havde slet ikke godt af at være alene! Hvis hun ikke havde smidt alle ud, burde familien have kunnet hjælpe hinanden igennem det hele, det skete jo ikke når de bare blev sendt væk og så hun var alene, så var det klart at hun tog det så hårdt! Hun skulle have haft hjælp fra starten af! Og desuden var der små børn der havde mistet deres far og nu også deres mor, for hun havde vel slet ikke set dem? Et sted fandt han hende frygtelig egoistisk ved den handling, men det var nu heller ikke fordi han ville komme og anklage hende. Som han vendte sig mod Jacqueline, måtte smilet kun brede sig yderligere, da hun sagde at hun godt kunne huske det. ”Godt. Så løb du ud og find dem,” opfordrede han hende, hvor han måtte slippe en munter latter, da hun hoppede på stedet og bare.. stormede ud af stuen. Han rejste sig og så kort efter hende, inden han valgte at vende sig mod sin mor. ”Det er næsten helt rart at være her igen, startede han ud, som han roligt valgte at tage plads i sofaen ved hendes side. ”Men jeg må indrømme at jeg er bekymret for dig. Vi ved begge hvilken vej det går for en mentaldæmon, når vi mister noget vi holder så nært,” svarede han roligt og dog alvorligt. Han kendte dog godt til følelsen, for han selv havde været ved at dø, da han havde mistet både Jacqueline og Ilaria, for han var jo også ilddæmon og hvis hans indre flamme blev slukket, så ville han dø og han havde ikke haft en eneste gnist tilbage i sig, hvor han havde været direkte ynkelig sidste gang han havde været her, men det var hvad der skete med en mental- og ilddæmon, når man blev påvirket så meget af et tab, derfor vidste han godt hvordan hans mor havde det.

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt at meget af hendes tilstand var selvforskyldt, men hvad pokker skulle hun da gøre ved det? Hun havde sendt familien væk, og nu hvor hun mere eller mindre måtte gå rundt med det hele alene, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Blikket gled mod Jacqueline, som hun stormede ud af stuen for at lede efter disse såkaldte hemmelige rum. Selvfølgelig var det en tanke som i sig selv, fik hende til at smile, for hun var da noget af det kæreste som hun længe havde set. Blikket gled stille i retningen af Sonic, som han valgte at tage pladsen ved siden af hende, hvor hun bevidst ikke havde valgt at kommentere hans ord – før nu om ikke andet, for hun ville ikke snakke med ham om det, når de havde en lille pige til at rende om benene på sig! ”Du kender nok ikke helt familien her, for den er ikke som alle andre.. Heller ikke opdragelsesmæssigt Sonic.. De ville måske hjælpe deres gamle mor, men de ville uanset ikke kunne stille noget op.. Ser jeg på dem, så ser jeg automatisk ham..” Hun betragtede ham med en ganske sigende mine. Når alt endelig skulle komme til alt, så vidste hun godt, at hun ikke havde været en ærbødig hustru eller noget som helst, men nu gjorde hun det så godt som det nu var hende menneskelig muligt, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes del. At han var bekymret for hende, tog hun nu også som et let af et godt tegn. ”Du fik jo stort set ikke set noget som helst sidst du var her,” påpegede hun roligt, som hun foldede hænderne foran sig. Det kunne godt være, at hun var tynd og ikke rigtigt magtede det meste, men når det kom til stemme, så var sagen straks en helt anden, selv for hendes vedkommende! At han var kendt til det mentale og konsekvenserne af store tab for deres slags, var selvfølgelig ikke noget som han havde noget imod som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Han er min sjæleven, Sonic.. Han er den del som giver mening til mit liv.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte..” påpegede hun dæmpet. Selvom hun følte for at græde, så var hun for stolt til at lade dem falde.. Stoltheden havde aldrig lidt et knæk under dette tab, hvor hun bare kæmpede som hun nu kunne igennem det hele, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for en som hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt, som hun svagt vendte blikket mod ham igen. Hendes øjne var endt blanke.. Hun følte sig virkelig.. fortabt. Børnene havde hun ikke rigtigt i tankerne.. hun kunne ikke rigtigt tænke for tiden, uanset hvad hun gjorde ved det, og selvfølgelig var det noget som gjorde frygtelig ondt, selv for hende.

[Deleted]

Sonic kunne ikke lade vær med at smile af Jacqueline, da han elskede sin lille prinsesse, han elskede hendes iver, at se hende hoppe op og ned på gulvet, han elskede at se hende løbe og storme ud af stuen, selvom det også gjorde ham trist, netop fordi han var gået glip af så meget, hvilket han var frygtelig ked af. Hun var hans prinsesse og han havde svigtet hende, men han havde også fået en ny chance og denne gang ville han aldrig gå fra hende igen! Han ville gøre alt der var til tøsens fordel, så hun ville få et godt og trygt liv, for selvom mange tilsyneladende var imod det, så ønskede han skam kun det bedste for sin datter. Han elskede hende og det ville han for evigt gøre. Blikket vendte han mod sin mor, som han tog plads på sofaen. Nu hvor tøsen ikke længere var der, kunne de tale lidt mere privat, hvilket han alligevel havde det fint med, så de kunne få talt ud omkring alting. ”Hold nu op.. de har brug for dig, hvad med dine helt små? De har lige mistet deres far, jeg tror bestemt ikke de har godt af at miste sin mor også. Jeg ved godt at det er hårdt for dig, men du får det bestemt ikke bedre af at være her helt alene, og det ved du,” svarede han roligt, som han vendte blikket alvorligt mod hende. Det var ikke fordi han ville komme og belære hende, men de vidste jo begge at det ikke var godt at hun smed alt fra sig og holdt sig helt alene, for så ville hun jo kun gå til! Og det bekymrede ham frygtelig meget. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord og rystede let på hovedet. ”Nej det nåede jeg jo ikke.. jeg var her højst i fem minutter, før jeg igen var på vej mod Procias. Og takket være dig, er jeg igen sammen med min datter, hvilket jeg er dig evig taknemlig for,” svarede han i en varm og dog ærlig tone, for han mente hvert et ord! Hvis ikke det havde været for hans mor, så havde han aldrig fundet ud af det! Og han elskede virkelig sin datter mere end noget andet, så at være sammen med hende igen, var noget som kunne få varmen til at sprede sig i hans krop. Han rynkede let brynene til hendes ord, hvor han forsigtigt rykkede tættere på og lagde en arm omkring hende. Han vidste ikke helt hvad han kunne tillade sig ved hende, men han forsøgte om ikke andet. ”Jeg ved det godt.. men du må huske på at du endnu har noget som betyder noget; din familie. De tager også hårdt på tabet og jeg tror ikke at det var det rigtige valg at sende alle bort. De har også et tab at komme over, børnene har mistet deres far, deres tanter og onkler har mistet en bror. Du burde have ladet dem hjælpe dig,” svarede han roligt, som han strøg hende blidt over ryggen og sendte hende et mildt smil. ”Det ville ikke være retfærdigt, hvis børnene også skulle miste deres mor, du er alt hvad de har, særligt de mindste..” Han kunne jo selv relatere til det. Han havde engang selv mistet hende, hvilket han aldrig havde tilgivet sin far for, skønt det havde været hans mors eget valg at smutte, hvilket han først havde fundet ud af da han var stødt på hende igen som voksen.

[Deleted]

Jacqueline forstod skam godt at Sonic gjorde sit for at passe på sin datter, for hun var da også noget af en speciel lille pige, hvilket selvfølgelig var noget som selv hun godt kunne lide. Selv var hun slet ikke i tvivl om hvem den tøs var datter af, for hun kunne tydeligt se ligheden med Sonic fra dengang han havde været en helt lille pige! Det kunne godt være, at det valg som hun havde valgt at tage, havde været fuldstændig forkert, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun så Giovanni i sine børn, og det gjorde ondt, og det drev hende til vanvid, så hun havde sendt dem bort.. Selvom hun virkelig savnede dem, og hun vidste at Giovanni ville vende sig i graven, om han vidste hvad der egentlig skete, så var det vel kun fint nok, at det slet ikke var tilfældet? ”Det kan godt være.. De eneste jeg ved hvor er henne, er faktisk de mindste.. Jeg har heller ikke opsøgt dem.. Jeg kan ikke få mig selv til det, Sonic.. Det gør for ondt..” Blikket gled stille mod ham, som han valgte at sætte sig tættere på hende, hvor hun bare blev siddende. Det var ikke fordi at hun sagde noget til det som sådan, for det var slet ikke noget som hun havde noget imod. Det var en form for bekræftelse som hun faktisk havde brug for efterhånden. Det var ikke fordi at han havde været her lang tid sidst, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for hun havde skam forståelse for, at han ville søge efter sin datter hurtigst muligt, og det havde han jo trods alt også fået lov til. ”Ikke noget at takke for.. Jeg ville bare gerne se dig smile igen. Desuden kan jeg se, hvor glad hun er for dig..” påpegede hun sigende, som hun lod ham lægge armen om hende. Hun sad alligevel roligt, også selvom det faktisk føles frygtelig godt. Hans strøg over hendes ryg og hans ord, måtte alligevel sætte tanker i hende.. Hun vidste godt, at hun ikke ville kunne gøre op for noget som helst.. Desuden regnede hun faktisk ikke med at forblive her over lang tid.. Ikke sådan som hun havde det, for hun havde det faktisk utrolig dårligt med det hele, og det var jo faktisk en tanke som gjorde utrolig ondt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Du får det virkelig til at lyde som var det en nem ting, Sonic.. Uanset hvor rigtig eller forkert det var, så.. er tabet mere end hvad jeg kan klare.. Jeg kan se jeg er ved at visne.. Jeg har mistet lysten til at fortsætte..” Hun vendte blikket mod ham. Det lignede måske ikke hende eller deres familie at give op på den måde, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! ”De mindste ligner ham.. De var et tegn på min kærlighed til ham.. Jeg kan ikke tage mig af dem, sådan som jeg har det, eller ser ud.. Jeg kan ikke holde det ud..” endte hun med en dæmpet og frustrerende stemme.