I need to say 'I am sorry'.

[Cressida Marvalo]

Konflikten hende og Mattheus imellem, var noget som i den grad havde fyldt meget den seneste tid. Måske de ikke havde været omkring hinanden, men han havde hjemsøgt hendes tanker mere end én gang siden. Hans vrede havde gjort ondt på hende, og nu hvor han var kommet for at ordne op i det, så ønskede hun ikke at ødelægge det med endnu konflikt. Glasset fik hun hurtigt samlet og stilte det tilbage på bordet. Hendes ansigt føltes en smule stramt og hun følte sig mere hed end hun plejede, højest sandsynligt på baggrunden af alkoholen, som hun nu fortrød lidt at hun havde indtaget, det gjorde ikke ligefrem muligheden for kontrol bedre. Når alt kom til alt så virkede Mattheus langt mere fortrolig med sit dyr end det som hun var, hvilket man ikke rigtigt kunne bebrejde ham, for, eftersom han netop havde haft Enrico ved sin side, hun havde ligeså haft sin mor, men hun havde jo heller ikke ligefrem kunnet fortælle hende meget om vampyren, for i hendes eksisterede den nærmest ikke. Hun vidste at han var gift mand.. endda med hendes egen fætter, men hun vidste ligeså at det ikke var af kærlighed, Leon ville næppe lade sig påvirke, men hun blev jo kun mere frustreret når manden stank langt væk af ham. Hun himlede med øjnene og kunne dog ikke holde det lille smil fra læberne. #Jeg ved godt at du aldrig ville bede mig om sådan en ting, det ville være uetisk, og upassende på alle måder, et var blot et eksempel. Det har du ret i.. det bliver nærmest kun.. værre og værre for hver dag der passere, særligt når vi er adskilt,# erkendte hun lidt sammenbidt, for det var ikke noget hun brød sig om at skulle sige højt, det skulle jo heller ikke minde om en form for kærlighederklæring! #Du gør mig ikke ukomfortabel, Mattheus, jeg ved at jeg må lærer det før eller siden, men det at tage springet er sværere end man umiddelbart skulle tro,# påpegede hun lidt sigende. Hoved støttede hun let med sin hånd som hvilede på sofaens kant, mens hun igen tog ham i betragtning. Det var utroligt at han kunne tage så let på noget så.. stort. Selv var hun næsten begyndt at frygte for at Mattheus kunne være hendes mage, hendes alfa, for 'symptomerne' var klassiske og det ville ødelægge absolut alt! #Jeg vidste ikke at det overhovedet var muligt, men nuvel. Jeg tvivler uanset på at hun ville værdsætte at se dig bærer mit mærkat, jeg er slet ikke det værdigt,# svarede hun og bed sig let i læben. Normalt gik hun ikke op i de sociale forskelle, men han var en konge og hun en simpel kammerpige, og selvom hun var stolt af at bane sin vej selv, uden sit navn som støtte, så var hun til tider ked af at hun ikke var i stand til at gøre mere ud af det. Hun var den som var tættest på ham i løbet af dagen, men hun var den eneste som ikke kunne lade sig charmere af hans berøringer og hans ord, det var heldigvis lettere eftersom hun slet ikke var hans type kvinde. De øvrige hun havde set ham slæbe med hjem, havde været smukkere end noget andet, der kunne hun umuligt hamle op. #Okay jeg gør det.. hvis du stadig vil lade mig?# endte hun lidt dæmpet og bed sig i læben. Tanken om andre kvinder havde omgående fået hende til at reagere.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde valgt at komme alene, også fordi at han havde brug for at løse den konflikt, og det at hun så måtte være enig med ham, var selvfølgelig noget som han var utrolig glad for, for han ønskede at finde ud af det. Selvom man jo ikke ligefrem kunne kalde hende for en kammerpige, for det var hun jo ikke engang, hvilket man jo ikke rigtigt kunne gøre ved lige nu. Han var ikke nær så bange for dyret, som det hun måtte være, så var det nu bare sådan at det var. Det var vel nok noget som han kunne takke Enrico for, for han var ikke bange for det.. Han ønskede ikke at dræbe og flænse, men.. markere, og det var jo lidt noget andet! Selvom han måske aldrig havde fået lov til at finde ud af hvad det indebar at være mage eller alfa eller alt det der, for det havde han ikke rigtigt været inde på med Enrico, men igen, så var det hele jo også gået frygtelig galt til sidst, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen, som sådan? At hun var enig i at det kun værre og værre, for hver dag som måtte gå, var en tanke som faktisk kun glædede ham, for det var jo faktisk.. utroligt, at de kunne blive enig om noget som helst. #Jeg tænkte det nok. Jeg respekterer hvis du ikke vil, men det at holde dyret i snor ved jeg, aldrig er særlig klogt. Enrico har om ikke andet fortalt mig det.# Det måtte nok være med henblik på Noelle, for selv de havde haft temmelig mange problemer igennem den sidste tid, så det var jo egentlig heller ikke noget som kom helt bag på ham som sådan, så var det nu egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende, når det endelig skulle komme til stykket. Ikke fordi at det var noget som han ønskede at blande sig i deres kærlighedsliv, da han havde problemer nok med sit eget. Tænderne bed han svagt sammen, også selvom han slog de tanker ud af hovedet. #Det er det tilsyneladende. Jeg ønsker alligevel ikke at du skal have det ubehageligt hvad det angår, Aliyah. Jeg ønsker dig faktisk kun det bedste,# endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge en anelse på sned endnu en gang. Han betragtede hende roligt og med en ganske rolig mine. Han forsøgte da om ikke andet, så at undgå at hidse sig op, for det var ikke noget som nogen af de ville få noget ud af! #I det tilfælde, så må hun lære at leve med det. Hun vil ikke have noget at sige i den sag, da hun kun vil fremstå som en elskerinde for mig. Hun vil måske få de følelsesmæssige forpligtelser, men aldrig den ring af betydning.. Selvom mig og Leon lever hver vores liv,# fortalte han med et svagt træk på skuldrene. Selvfølgelig var det ikke den tilværelse han havde drømt om, men ikke desto mindre, så vidste han heller ikke ligefrem hvad han kunne have forventet sig ellers. Det var ikke ligefrem fordi at han var glad for den tilværelse som han havde. Hendes følgende ord, fik hurtigt hans opmærksomhed. Nu.. ville hun pludselig? Tænderne viste sig svagt i den ene mundvig. Det rev jo i hans dyr som intet andet! #Kom…# endte han sigende, som han igen rev let ned i kraven. Han ønskede det jo!

[Cressida Marvalo]

Aliyah var lettet over at de endelig lod til at have løst den ene konflikt som havde plaget dem begge tilsyneladende, at der så var opstået en ny, irriterede hende og denne gang var det hende som forsøgte at ordne op i den før han forlod hende, og de begge to skiltes i vrede og frustration, så ville de jo være lige vidt. Fingrene lod hun glide gennem det lettere uglede hår. Køn havde hun på sit vis aldrig været, hun var kraftigere bygget end mange andre kvinder, og hun var meget.. firkantet. Ganske vidst havde hun runde hofter og en pæn barm, men den var ikke særlig stor, hvilket i den grad sås i de store kjoler, som tjenestestaben var tvunget til at rende rundt med, hun var intet af det som Mattheus ellers plejede at interessere sig for ved en kvinde, af hvad hun havde set vel og mærke. Tanken om dette, var noget af det som fyldte hende med endnu større længsel efter at bide ham, der var noget afskyeligt ved at andre skulle røre noget som hun følte var hendes, også selvom det var det sidste han var. Hun nikkede sagte. #Det er ikke svært at tro, jeg kan jo mærke hvor meget det påvirker mig allerede nu. Følelserne er bare så.. stærke og så intense, i forhold til hvad jeg ellers er vant til,# svarede hun en kende frustreret. Nysgerrig var hun, det lå trods alt også i hendes familienavn, men hun var langt mere eftertænksom, og gjorde sig millioner af tanker inden hun begav sig ud i undersøgelserne, og særligt når det kom til bæstet i sit indre. Hans ord forundrede hende en smule. Hun hævede atter blikket mod ham og lod det falde i de røde øjne. #Jeg føler ikke ubehag, jeg er bare.. nervøs omkring det,# endte hun uden at gøre det til en videre diskussion, for hun tvivlede på at han ville forstå i det hele taget. Aliyah var afklaret med, at han som konge havde ene del at leve op til, derfor forundrede det hende heller ikke som sådan at ingen kvinde nogensinde ville kunne vinde ham af hjerte, sind og sjæl, og at blive hans kongelige elskerinde.. han havde jo tusinder af slagsen, det var der intet særligt i! Det var dog noget som hun kunne være ligeglad med, for den kvinde, hvis hun kom, ville aldrig blive hende. #Det er klart. Hvis du såvel som hende kan stille sig tilfreds med den slags, så blander jeg mig bestemt ikke, jeg er bare nysgerrig på hvordan det fungere, min familie har jo ikke ligefrem erfaring med arrangerede ægteskaber og den slags,# svarede hun og sendte ham et let smil. De havde alle ladet sig inspirere af hendes bedsteforældre, kærligheden havde fyldt mere end noget andet, og selvom hun mere eller mindre havde opgivet fra start, så håbede hun på at der en dag ville være en som også kunne elske hende. Hun rejste sig i en smidig bevægelse idet han opfordrede hende til det, med bankende hjerte ved tanken om hvad hun var gået med til. Hendes skridt var langsomme, men hun endte henne ved hans stol, hvor hun næsten sendte ham et undskyldende smil, før hun langsomt gled ned i hans skød. Pegefingeren lod hun forsigtigt løbe hen over den følsomme hud, og kunne føle blodet varme den under. #Jeg har aldrig prøvet dette, så bær over med mig og.. stop mig hvis ikke jeg kan, okay?# endte hun dæmpet og søgte hans blik som bekræftelse.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var efterhånden dybt frustreret over at skulle være forfulgt af konflikter. Han ønskede at få dem løst, og ikke stå bag nye, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af! Det rørte ham ikke at Aliyah ikke faldt ind under det so man kunne kalde for typisk kvinde, men det var vel også fordi at hun faktisk lignede sin mor? Han havde fået et glimt af Cayla i tide og utide, og det var virkelig ikke fordi at det gjorde ham det mindste i den anden ende, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled sigende mod hendes skikkelse. Han slappede af når han var omkring hende, også selvom han endnu ikke var helt tilfreds med tingene som de var lige nu, men han slog sig til tåls med det hele, for det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg end det, havde han? #Du finder jo kun ud af det ved at forsøge dig frem, Aliyah.. Ikke fordi at jeg skal tvinge dig til noget, som du ikke har lyst til.. Det er selv nyt for mig, at have det på den her måde. Det er kun omkring dig det forekommer,# påpegede han med en ganske sigende mine, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Han kunne ikke lade være, nu hvor han havde den mulighed for at være sammen med hende, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at lade det gå for sig! At hun fandt det nervøst at føle det på den måde, var så til gengæld også noget som han godt kunne forstå, for han fandt det selv uroligt. #Det forstår jeg godt..# endte han med en dæmpet stemme. Alene det at få lov til at få det stillet det behov og den trang til at sætte tænderne i hende som omvendt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han havde faktisk ikke mange elskerinder, for han kaldte dem aldrig ved den titel, for det så han slet ikke nogen grund til. De rødlige øjne gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang. Hvorvidt om hun ville være enig i hans udtalelse, vidste han ikke, men han kunne ikke tage sig af det, for han havde endnu ikke taget en kongelig elskerinde til sig – endnu om ikke andet. #Jeg er gift med en mand, som jeg aldrig ville have valgt, hvis jeg selv havde valget.. Min moder vil nok aldrig tolerere en skilsmisse, og vi har det jo udmærket sammen. Som en kongelig elskerinde, får man alle de samme privilegier som havde hun været en hustru for mig. Det eneste som ikke vil være til stede, er jo faktisk den kongelige titel,# svarede han roligt, som han så til at hun valgte at rejse sig. At hun så gled ned i hans skød, var slet ikke noget som han sagde noget til, hvor han let lukkede øjnene, som hun strøg ham over halsen. Det satte en voldsom sitren i hans krop som aldrig nogensinde før! #Det skal jeg nok..# De rødlige øjne gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Tænderne havde vist sig.. Han vidste at det skulle ske, og selvfølgelig var det noget som for alvor påvirkede hans dyr!

[Cressida Marvalo]

Aliyah var ikke en kvinde som var god til at have konflikter liggende, hun gjorde sig alt for mange tanker til den slags, hvilket også var grunden til at det plagede hende på den måde. Overalt omkring hende var der konflikter og hun havde mere end noget at tænke på, ud over det som hun havde.. eller ikke havde med Mattheus, det kunne hun ikke rigtigt finde ud af. Det var mærkværdigt og være personlig med ham for en gangs skyld, men han lod ikke til at lade sig genere af, at hun havde droppet den formelle tone. Omkring ham kunne hun være lidt sig selv, uden at skulle tænke på at nogle ville mobbe hende for at være hvad hun var eller have det handicap som hun havde,f ro han var i stand til at kommunikere med hende på hendes niveau, også selvom det for hende var nemmere at gøre brug af magi i øjeblikket, eftersom hendes ene arm var brækket. #Det kan du have ret i. Jeg har ganske vidst ikke fået meget at vide om den slags, men min mor fortalte mig i sin tid, hvad bidet betød og at det var forbeholdt væsner med intense følelser til hinanden, og den kategori går vi jo ikke under. Det er bestemt ikke fordi at jeg ikke har lyst, jeg vil bare sikre mig at også du har tænkt på de konsekvenser det kan få,# svarede hun ærligt. Der var ingen kærlighed mellem dem som sådan, alligevel følte hun sig konstant draget til ham, hvilket til tider var frustrerende. Det glædede hende faktisk, at han om ikke andet var i stand til at give hende en smule forståelse. Hun nikkede blot roligt. Hvad angik hans elskerinder, så var det ikke noget som hun blandede sig i, også selvom det irriterede hende grænseløst når han stank af en anden.. faktisk blev hun direkte aggressiv. Uanset så var hun forbandet nysgerrig på hvilke muligheder der var, også selvom det selvfølgelig ikke var noget hun gjorde sig planer om. #Nej det kan jeg næsten gætte mig til. Uanset så lyder det da som et.. acceptabelt alternativ, på den måde sikre du dig om ikke andet, at kvinden ikke vælger dig på baggrund af titlen,# svarede hun lettere ofrtrøstningsfuldt, det var jo det problem hun havde haft. Mange var overraskende villige til at leve med hendes handicap og kiksede udseende, hvis det betød at de fik navnet og de penge som de gik ud fra hun havde, men som hun ikke ejede. Aliyah rejste sig roligt for i stedet at sætte sig i hans skød, næsten bange for at ligge for meget vægt på ham. Hånden vidste hun nærmest ikke hvor hun skulle placere, for hun ville ikke overskride nogle grænse eller opfører sig upassende ved at gøre dette mere intimt end det behøvede at være. Det endte med at hun lod den stryge hen over hans hals hvorefter hun lagde den mod hans overarm. Først da han bekræftede for hende, at han ville stoppe hende hvis det skulle blive nødvendigt, bukkede hun sig lidt tøvende ned. De sylespidse tænder trådte frem bag rosa læber, og lagde sig mod hans hals, også selvom hun ikke bed med det samme, for hun ville være sikker på at ramme rigtigt.. hvor så end det var. Det endte med at hun kunne føle viberingerne fra blodet under sine læber, og først der lod hun dem synke ned i hans kød som havde det været smør. Hendes krop fyldtes af længsel, som hun trykkede sig ind til hans krop uden at tænke videre over det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

De mange konflikter, var virkelig en tanke som tydeligt måtte frustrere Mattheus som intet andet, og derfor ønskede han at få dem løst. Han havde efterhånden vanvittig mange liggende, og det var jo til at blive direkte sindssyg af! Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som han bevidst valgte at sætte sig i stolen, nu hvor hun havde givet udtryk for ikke at stole på det dyriske i sig. Han var ganske vidst mere komfortabel med lige netop den del, men det havde vel også noget at gøre med at han havde været omkring Enrico som kunne hjælpe ham med den forståelse for dyret, som hun sikkert ikke havde, men selv han var ikke særlig bange for det af den grund. Han betragtede hende med en ganske sigende mine og med en rolighed i hans krop og sind, selvom der nok ikke skulle meget til for at ødelægge det for ham. #Man lever som regel kun en gang, Aliyah, og derfor vil jeg selv synes, det ville være en skam at lade sig hindre af en så simpel frygt. Det kan godt være, at konsekvenserne kan være enorme, men.. ingen har markeret mig endnu, og i og med at jeg står i den situation uanset, at jeg er en gift mand.. Og jeg ønsker at du skal gøre det.. Jeg har aldrig siddet inde med den følelse før overfor nogen som helst.# endte han ganske sigende, som han vendte blikket mod hende og med en rolig mine. Han ønskede ganske vidst ikke at skændes med hende, og han ønskede jo faktisk at gøre sit for at yde hende denne forståelse for hende, som skulle være nødvendig, også fordi at han… ikke ønskede at hun skulle have det godt og komfortabel med det hele. Han trak let på skuldrene. Det var jo faktisk ikke fordi at han havde tiltænkt den på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. #Det kan jeg.. Uanset hvad, så gør jeg mig ikke de største forhåbninger om at finde min mage i den forstand… Men alle mulighederne er der.. Bare ikke den royale titel,# afsluttede han sigende, som han lod hende tage pladsen i hans skød, hvor han roligt og ganske forsigtigt lod den ene hånd glide om hendes lænd og hofte, hvor han lod hende kærtegne hans hud. At hun strøg hans hals og sikrede sig, at han nok skulle stoppe hende, hvis det skulle gå så galt, for det var slet ikke noget som han selv kunne sige sig at være det mindste interesseret i. Som hendes tænder gled direkte i hans hals, slap han selv et svagt gisp, inden hans egne tænder trådte tydeligt frem, for der var ikke noget mere sensuelt end det at blive bidt! Armene søgte omkring hende, hvor han selv bare gled tilbage i stolen, som han lod hende sidde i halsen på ham.. Det var noget af det bedste, som han længe havde oplevet, så det var ikke noget som sagde så lidt. Han havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende! Han stoppede hende dog ikke.. Han elskede det!

[Cressida Marvalo]

Aliyah misundte til dels at han havde haft Enrico ved sin side, for hun havde mere eller mindre fundet ud af det hele på egen hånd, hendes mor havde aldrig rigtigt dyrket den dyriske side, og hun selv havde ej heller følt for det, før hun var kommet i nærheden af Matttheus, hvilket var en frustrerende tanke, for efter det var sket, havde hun slet ikke været i stand til at slippe ham i tankerne. Nu hvor han var rolig, så smittede det mere af på hende.. han havde efterhånden formået at overbevise hende om at det måske ikke var verdens dårligste idé, endelig at give efter for de stærke følelser og dermed sætte tænderne i ham. Læberne fugtede hun med tungespidsen og betragtede ham med funklende øjne, og hovedet let på sned. #Det er sandt, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at leve mit liv i frygt, men det dyriske har jeg aldrig dyrket så meget som jeg har dyrket min magi og indre flamme, på en eller anden måde har du formået at bringe det frem i mig, hvilket både er frustrerende, skræmmende og dog nysgerrighedsvækkende,# erkendte hun roligt. Hvorfor de bragte det frem i hinanden på den måde, vidste end hun ikke, det var heller ikke fordi hun gik rundt i troen om at hun var hans mage, så havde han vel ikke været i tvivl nu? Selvom hjertet sad i halsen, så gled hun ned i hans skød, og lod hans arme glide omkring hendes hofter. På trods af hendes forsøg på ikke at gøre det til intim ting, så lod det allerede til at mislykkedes. Hun sank en klump før hun atter rettede blikket mod hans, og sendte ham et let smil. #Det er jo bestemt ej heller en selvfølgelig. Til tider tror jeg ligefrem at det vil lettere i visse tilfælde, ikke at finde sin mage,# hun trak let på skuldrene i forsøget på at gøre det til en ligegyldig ting også selvom det slet ikke var som så, uro havde trods alt allerede meldt i hendes indre, med frygten om at de stærke følelser i hende indikerede at han måtte være hendes mage. Tænderne lod hun endelig synke ned i hans kød, hvilket gik som skåret gennem smør. Det søde blod ramte hurtigt hendes tunge, også selvom Aliyah ikke gjorde noget for at suge det til sig. Smagen var sød på hendes tunge og varmede hendes gane på en anden måde end det elendige rotteblod, men det var ikke føde hun var ude efter. Blikket gled i, idet hun måtte slippe et tungt suk. Aldrig havde hun prøvet noget lignende! På sit vis følte hun næsten at hun var.. ét med ham som havde de været intime på en ganske anden måde. I stedet for hans arm, lod hun den i stedet glide mod hans bryst i et forsigtigt strøg, dog uden at tænke synderligt over det. Skønt hun blev siddende i hans hals, så var det ikke meget blod hun tog til sig, i ny og næ lod hun tungespidsen stryge over hans hud for at fange de dråber som vældede op af de sår som hendes tænder havde dannet. Det var slet ikke fordi hun lystede at trække sig! Tværtimod, måtte hun næsten trykke sig ind til hans krop i håb om at komme endnu tættere på ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var faktisk utrolig glad for at han havde haft Enrico at støtte sig lidt op af igennem alle disse år, for den mand havde virkelig gjort utrolig meget for ham igennem alle disse år, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hvorvidt om hendes forældre var dem som gjorde det samme, vidste han ikke, da han kun yderst få gange, havde fået lov til at hilse på dem, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt. Han ønskede slet ikke at ødelægge noget som helst, og nu hvor han endnu en gang, hvor smilet bredte sig en anelse på hans læber. Han vidste godt at både Marvalo og Jaceluck var kendt for deres stolthed og deres stædighed, og han havde faktisk formået at modargumentere hende så meget, at hun faktisk kunne se hvad han mente? Det var slet ikke noget som han havde det mindste imod! #Og alligevel har du valgt at gøre det frem til nu..? Jeg har måske haft den fordel at jeg har haft Enrico at støtte mig en smule op af, men det dyriske er naturligt.. Det har jeg i hvert fald altid fået at vide,# endte han roligt, som hun tog pladsen i hans skød. Han kunne skam godt følge hende i hendes tankegang, det var slet ikke det. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han jo bare muligheden for at finde ordentlig ud af det hele, give lidt efter for dyret, og derved også lade det få en ro bagefter, for det var noget som de tilsyneladende alle sammen godt kunne bruge, og derfor var det selvfølgelig også noget som han tog til sig som intet andet end en selvfølge i den anden ende. #Jeg gør mig lidt af den samme tanke..# endte han med en ganske rolig stemme.
At Aliyah satte tænderne i ham, var noget som for alvor fik Mattheus’ pupiller til at trække sig let sammen, idet han sad fuldkommen som havde han været fanget i ren og skær ekstase, hvilket han slet ikke kunne gøre noget ved, for han elskede virkelig den fornemmelse som det efterlod ham med, for det var noget af det mest utrolige som han nogensinde havde oplevet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han slap et dæmpet suk, kun for at trykke hende helt tæt ind mod sin egen krop, og så tæt på som han nu kunne komme. Hånden mod hans bryst, sagde han ikke noget til, som han let lod øjnene glide i, kun for at læne hovedet tilbage. Armene havde han lukket godt og tæt omkring hende, kun for at holde hende helt tæt til sig. Tænderne havde han selv fået blottet, selvom han slet ikke kunne gøre brug af dem lige nu. At hun sugede, tog han sig ikke af, for slemt var det ikke.. Bare det at han følte sig.. som en med hende.. komplet med hende, var virkelig utroligt! #F-Fortsæt..# endte han med en dæmpet stemme, kun for at hæve den ene hånd, som han lod vandre igennem hendes lange hår. Han ønskede slet ikke at slippe hende pludseligt!

[Cressida Marvalo]

Aliyah følte på sit vis at hun havde stået lidt alene med dyret, men det havde jo ej heller ramt hende før nu. Om ikke andet så følte hun nu nysgerrigheden spirrer i hendes indre, hvilket ikke var underligt, hun var trods alt en Jaceluck. Alligevel så havde han formået at tale hende til fornuft, for det kunne man nemt med hende, hvilket nok skyldtes de mange og lange snakke med personer, der faktisk havde den slags, frem for resten af familien der handlede på spontanitet og instinkt, Aliyah fortrak ganske enkelt at tænke det hele igennem. Det føltes godt langt om længe at komme så tæt på, at hun var i stand til at røre ham på en anden måde end hun før havde gjort, det at vide at hendes duft endte på ham og det langt om længe at give efter or den længsel som havde bygget sig op, også selvom tanken et sted irriterede hende, for det var jo ikke meningen! #Det er naturligt men jeg har aldrig haft behov for at dyrke det synderligt.. før nu,# gentog hun roligt. Der var ingen grund til at lyve for ham, og hun havde bare altid haft fokus på magien og havde derfor nok glemt dyret lidt. Hans duft sad i hendes næse, hvilket gjorde hende fuldkommen rolig omkring hele situationen og skønt hun ikke ligefrem var kendt med denne situation, så havde hun endnu ikke lyst til at gøre ham ondt, ej heller med smagen af hans blod på tungen. Det smagte bedre end noget andet hun nogensinde havde fået, men det var klart når tjenestestaben var tvunget til at leve på rotter. En tilfreds brummen slap hende, som hun endelig markerede ham. Tungen strøg næsten i legende cirkler omkring såret for at fange de små dråber. Måske det var på tide at trække sig, men hun fik ikke sig selv til det. Hånden var uskyldigt dalet mod hans bryst, hvor hun havde lukket fingrene omkring hans skjorte for at holde ham fast. Det at han direkte bed hende om at fortsætte fik hende til at sætte sig en smule op, hvor hun fangede hans krop tæt mellem stolens ryglæn og sin egen krop. Hendes hjerte bankede mod hans bryst, og selvom hun følte sig som et med ham, så føltes det næsten som om det.. ikke var nok. De slanke fingre gled mod hans krave, hvor hun gjorde et lettere fast ryk så knapperne måtte springe og blotte en del af hans bryst. Neglene gled ned over hans hud, markerede det stærke bryst, også selvom det var dyret alene som måtte reagere, i håb om at få forløsning for de intense følelser som overvældede hende. De smaragdgrønne øjne kom igen til syne bag øjenlågene. Langsomt endte hun med at slippe grebet om hans hals, og lod tungen stryge over sårene så de måtte lukkes men endnu fremstå tydeligt. Hendes hjerte bankede endnu som ti vilde heste, det var slet ikke til at kontrollere. De blege kinder havde antaget en lettere rosa farve, som fyldte hende med liv. Kinden lagde hun mod hans uden at trække sig, næsten i forsøget på igen at gribe pusten. Hånden var faldt slapt ned og var blevet fanget i resterne af den ødelagte skjorte, hvilket endnu ikke rigtigt var gået op for hende, hun havde vel.. ladet sig rive lidt med? #..Wow..,# hviskede hun og slap et støn.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus stolede på dyret, da han ikke følte for at flænse og slå ihjel, så det regnede han faktisk heller ikke med at det ville være så slemt igen. Selvom det naturligvis glædede ham at hun var til at snakke til fornuft, for det var jo ikke ligefrem hvad man skulle regne med af en Marvalo eller en Jaceluck, så det at hun skulle skille sig ud på den måde, var jo faktisk noget som passede ham ganske fint i den anden ende. Han nikkede sigende mod hende, for han kunne jo faktisk godt forstå hende, specielt hvis hun ikke havde nogen at støtte sig op af hvad det angik, for det havde han jo trods alt haft – heldigvis! #Jeg håber da om ikke andet, at det ikke er så slemt igen,# endte han med en rolig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Han forsøgte da om ikke andet, så at undgå at lægge pres på hende, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde i det hele taget!
At Aliyah havde taget pladsen i hans skød, var slet ikke noget som Mattheus havde noget imod, og det at hun havde sat tænderne i ham, var noget som skubbede ham over en kant, som han aldrig nogensinde havde været over før! Hovedet gled tilbage, som han lod armene søge omkring hende, idet hun kom helt tæt på, selvom.. det ikke var som om at det var tæt nok på for ham,, for det følte han slet ikke at det var! Hovedet gled helt tilbage, så hun ville få fin plads til at komme til. Hendes greb omkring hans skjorte, sagde han ikke noget til, for det at have hende helt tæt på sig, var noget af det bedste, som han nogensinde havde oplevet! At hun rev skjorten af ham, så han stort set sad blottet fra livet og op, var slet ikke noget som han havde det mindste imod, hvor han kun trykkede hende tættere på sig, frem til hun valgte at give slip på ham endnu en gang. Han sukkede tungt, som hans øjne roligt gled i, da hun slap ham og lod tungen stryge over det i stedet for. Hans krop dirrede næsten. Ikke fordi at hun havde taget meget, men fordi at følelsen selv for ham, havde været frygtelig overvældende! Han vendte blikket mod hende. At hun sad med hans blod om læberne, var noget som svagt fik ham til at smile, som han hævede hånden og roligt lod den glide over hendes læber, som et forsøg på at fjerne det. Selv nu hvor han var påvirket af dyret i den forstand, som han slet ikke havde oplevet det nogensinde før, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit, selv for hans vedkommende! #Det var.. det var fantastisk,# endte han dæmpet, som han roligt trak sig mod hende. Han skænkede hendes kind et let kys, inden han roligt søgte ned mod hendes egen hals. Hun fik ikke lov til at bide ham, uden at han fik lov til at gøre det i gengæld overfor hende! Tænderne blottede han, idet han sænkede dem ned for at bide sig fast i hendes hals.

[Deleted]

Med slentrende skridt bevægede Cecilaya mod Marvalo Mansion. Det var ved at være frygtelig sent, og hun havde overvejet at blive i Appolyon, men med Ilaria som var stoppet med hormoner, så havde hun brug for mere rolige omgivelser, og hverken Aliyah eller Maurus gav hende hovedpine, så det var der hun fortrak at være. Det store palæ rejste sig mellem de mange træer, der ellers omgav det. Hun betragtede det med intetsigende, grønne øjne uden at vide hvad pokker der ventede hende når først hun kom hjem. Hele aftenen var gået med en kombination af forskellige måder, der var trods alt meget at gøre når man sad som leder, og desuden var datter af Faith og Kimeya, det var som om at det sate større krav og større forventninger til hende. Vinden legede med hendes flammerøde lokker, som hun bevægede sig hjem. Trætheden havde overmandet hende for længe siden, og der herskede ej heller tvivl om det, med det matte blik og de blege kinder. Hendes sind var fyldt med tanker af diverse slags. Hun havde givet Aliyah lov til at flytte ind midlertidigt, til hun havde fundet sig et andet arbejde. Havde det ikke været fordi at Mattheus var kongen, så havde hun slået ham ihjel! Langt om længe nåede hun porten. Som ventet så henlå stedet i fuldkommen ro, det var ikke underligt eftersom der slet ikke var den samme form for liv, som der engang havde været. Lågen knirkede idet hun slog den op og trådte ind i forhaven som ikke så ud til at være blevet plejet i en evighed, grønne fingrer havde hun aldrig haft for det krævede en ganske anden tålmodighed en hun havde. Hun fulgte den lille sti op til huset, indtil hun endelig nåede døren. Varmen indenfor fortalte hende kun at Aliyah endnu ikke var gået i seng, det var virkelig behageligt! Hun fjernede kappen fra sine skuldre og hang den op på en stumtjener ved siden af, inden hun sparkede døren i. Hun spejdede let op af trappen og så intet andet end mørke. Maurus måtte vente lidt endnu. Hun sukkede tungt inden hun endte med at søge gennem køkkenet for i stedet at søge hen mod pejsestuen, hvor det orange skær varmede stedet. De grønne øjne faldt hurtigt på Aliyahs skikkelse, idet et lille smil krusede over hendes læber. ¤Du burde ikke være oppe på denne tid,¤ påpegede hun ved brug af tegn, for hun vidste jo udmærket at hun ikke var i stand til at høre. Jo tættere hun kom på, des mere gik det op for hende, at tøsen var optaget af noget, som hurtigt viste sig at være kongen. Armene lagde hun over kors og lod smilet falme næsten øjeblikket. Farven svandt bort fra hendes kinder, for.. hvad pokker var det egentlig som foregik?! ”Jeg ville ikke fuldfører dette hvis jeg var dig, Deres Højhed,” påpegede hun med en faretruende tone. Ikke at hun ville høre tale om at han skulle sætte tænderne i hendes niece! ”Jeg mindes ikke at have budt dig velkommen i mit hjem,” fortsatte hu spidst, også som en tydelig hentydning. Blikket holdt hun rettet mod Mattheus, lige her var Aliyah uinteressant.

[Cressida Marvalo]

Lysten til at så ihjel var der på ingen måde, hvilket lettede hende i sådan grad at hun faktisk var i stand til at falde til ro med hele situationen. #Overhovedet ikke,# svarede hun en smule kortfattet mens hun endnu sad i halsen på ham. Hendes hjerte bankede intenst mod hendes bryst jo mere hun blev siddende i hans hals, aldrig havde un følt magen til! Langsomt endte hun med at trække sig for i stedet at lade tungen stryge hen over huden for at lukke såret. Han skulle næppe miste mere blod end det hun havde taget, også selvom hun virkelig havde forsøgt at spænke og sparer på det. Kinden hvilede mod hans for et kort øjeblik mens hun greb vejret igen. Den blege hud havde faktisk antaget en lettere lyserød farve hvilket i sig selv skete umådelig sjældent, Aliyah følte sig levende på en helt anden måde end hun havde gjort ellers. En smule tøvende endte hun med at trække sig så hun kunne lade de grønne øjne falde i hans, hvilket fik et lille smil til at spille over hendes læber. Om ikke andet så, så han ud til at være okay. I samme øjeblik gik det op for hende, at hun havde ødelagt hans skjorte, hvilket fik hende til at trække hånden ens mule til sig. #Det.. beklager jeg frygtelig meget, jeg lod mig rive lidt med,# erkendte hun næsten forlegent. Hendes læber sitrede under hans strøg som fjernede en stor del af blodet, også selvom der endnu var en smule rester. Hun nikkede sagte, for lige der kunne hun bestemt ikke modsige ham. #Det var det,# medgav hun betydeligt lettet over at hun endelig havde fået forløsning for den intense længsel som havde plaget hende. Langsomt førte hun hånden til de flammerøde lokker, som hun endte med at fjerne, så de i stedet hvilede over den anden skulder og lod hendes hals blottet tilbage, det var ikke fordi hun havde tænkt sig at snyde ham. At dømme efter hvordan han havde reageret, så det var ikke fordi det lod til at være synderligt smertefuldt. Det eneste hun var i stand til at fokusere på idet han nærmede sig hendes hals, var det kraftige hjerteslag som forsøgte at dominere over hendes krop. Eftersom hun var døv, så hørte hun slet ikke døren gå op, eller Cecilaya kom hjem. Blikket gled i, også fordi det på trods af alt krævede mod og tillid, at lade han komme så tæt på hende. Kort lod hun blikket træde til syne og først der så hun Cecilayas stramme skikkelse. Hun slap et gisp og fjernede sig næsten omgående fra Mattheus, også selvom hun nær var faldet bagover af ren og skær overraskelse. Det var jo slet ikke meningen at hun skulle være nu! Om ikke andet så vidste selv Aliyah hvordan Cecilaya ville se på dette, også eftersom han allerede havde lagt hånd på hende én gang. #Cecilaya. Det.. det er slet ikke som det ser ud, jeg havde ikke regnet med at du ville være hjemme så tidligt,# forsvarede hun, men det lod jo ikke til at hun i det hele taget rigtigt bed sig fast i at hun var der, og den tanke var lidt frustrerende, det var jo slet ikke meningen at Mattheus skulle komme i klemme på det dette, når hun var den som havde bidt ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Følelsen af at have Aliyah så tæt på sig, var noget som omgående bragte Mattheus’ dyr til ro, og det var noget som alligevel.. forundrede ham lidt, for han kunne virkelig godt lide det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han ønskede slet ikke at hun skulle holde inde eller noget som helst, for han nød det at have hende så tæt på sig, som det han havde i denne stund. Han sukkede tungt, som hun alligevel valgte at slippe ham, hvor han roligt vendte blikket mod hende. Det var måske ikke en rationel beslutning at tage på nuværende tidspunkt, også fordi at det kun var for.. ren undersøgelsesskyld, så han burde måske slet ikke gøre som han gjorde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At skjorten var ødelagt, var nu bare det som måtte være. Han havde jo trods alt en million af dem derhjemme, så det var jo ikke fordi at det var noget som gjorde den største forskel for hans vedkommende. #Jeg har en million af dem derhjemme, Aliyah.. Jeg skal bare en tur bagerst i skabet,# påpegede han med en morende stemme. At hun så satte sig til rette, og flyttede håret, så selv han kunne komme til, var ikke noget som han sagde noget til, for det glædede ham skam kun! Han strøg hånden let over det, idet at han blottede tænderne. Det var jo egentlig ikke engang fordi at det gjorde ondt, hvilket var kommet bag på ham, for det havde det slet ikke! Han ønskede at skænke hende den samme fornemmelse, for ikke at glemme, at han mere end brændende nu ønskede at markere hende, ås selvfølgelig var det noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Stemmen som dog lød lige bag ham, var noget som tvang hans øjne op, hvor han lod Aliyah trække sig, for han havde jo ikke ligefrem regnet med at Cecilaya skulle komme hjem midt i det hele! Perfekt timing, og det var noget som i sandhed formåede at irritere ham som intet andet overhovedet! Han rejste sig roligt, hvor han alligevel blev stående med den ødelagte skjorte, hvor han vendte blikket mod Cecilaya endnu en gang. Hans mine ændrede sig voldsomt til noget andet end den rolige og milde mand som han havde været frem til nu, også fordi at han så tydeligt kunne høre på hende, at hun måtte være vred. Ikke fordi at det forundrede ham det mindste. ”Og hvorfor ikke det, Cecilaya? Jeg er her ikke for at gøre Aliyah ondt;” endte han med en ganske kortfattet tone. Han sukkede tungt. Hun havde ganske vidst ikke inviteret ham indenfor, og han var jo praktisk talt.. bare vandret ind, for Aliyah kunne jo ikke høre det, hvis han faktisk valgte at banke på! ”Jeg kom udelukkende for at snakke med Aliyah. Jeg gik ikke ud fra, at det gjorde noget, at løse op i konflikten,” endte han sigende, som han vendte blikket i retningen af Aliyah. Han havde jo i sig selv, slet ikke lyst til at lade hende være her, når han ønskede hende med sig! #Jeg tager dig med mig, hvis du ønsker det i nat,# endte han sigende.

[Deleted]

Cecilaya betragtede Mattheus med vrede øjne. Efter han før havde lagt hånd på Aliyah, så havde hun ikke meget til overs for ham, men det sidste som hun havde brug for i øjeblikket var at få problemer med landets konge, for der var mere end rigeligt af den slags! Selvom det ganske vidst så ud til at Aliyah var med frivilligt, så nægtede hun at se dem sætte et så vigtigt mærke på hinanden uden videre. Hun var for pokker hans kammerpige! Eftersom hun ikke selv havde givet ham adgang til palæet, så brød hun sig ikke om tanken om at han var kommet uden videre. Med henblik på den historie der var mellem Marvalo, Jaceluck og Angleráx her, så ønskede hun ikke at tilføje en ny en til rækken, som regel gik det jo aldrig godt. ”Jeg bekymre mig ikke om hvorfor du er her, Mattheus. Du har lagt hånd på hende én gang, og jeg stoler ikke på, a du ej kunne finde på at gøre det igen. Fjerne dig fra hende,” endte hun uden tegn til diskussion, for dette var hendes hjem og her havde hun sin fulde ret til at give ordre, konge eller ej. Det var tydeligt at hun ikke havde meget til overs for ham, hun var ikke en kvinde der lagde skjul på den slags. Hun betragtede ham med et sammenknebent blik, og selvom hun skam udmærket hørte Aliyah i sit hoved, så var det ham hun havde det fulde fokus på. ¤Det er ikke som det ser ud? Så altså var vores kære konge ikke ved at sætte tænderne i halsen på dig?¤ spurgte hun igen med tegn, denne gang henvendt mod Aliyah. Det var jo ikke fordi hun kom med vanvittige konklusioner, hun gik bare ud fra det som hun kunne se med egne øjne, og det var at Mattheus stod med dyrisk glimt i øjet og en itu revet skjorte, og desuden at han havde været frygtelig tæt på at sætte sit tandsæt i Aliyahs hals. #Det gør skam intet at du ønsker at løse op i en konflikt.. så længe der ikke foregår under mit tag, vi har ikke ligefrem gode erfaringer med din slags i vores hus, Mattheus. Smut inden jeg får dig til det på den grove måde, og du kan bande på at det er en trussel,” tilføjede hun sigende, for hun mente det skam. Den mand havde intet at gøre i hendes hus, så måtte Aliyah jo gøre hvad end hun ønskede, om hun så ville tage med ham tilbage, så lang tid hun ikke skulle finde sig i hans irriterende fjæs og særligt på en aften som i aften, hvor der ikke skulle synderligt meget til at påvirke hende negativt.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde trukket sig forbandet hurtigt, ikke fordi hun egentlig ønskede det, men fordi hun ikke havde regnet med at Cecilaya ville komme hjem så tidligt! Et sted var hun dybt irriteret over, at han ikke havde nået at sætte tænderne i hendes hals, også fordi hun faktisk havde indstillet sig på det. Lettere nervøst spejdede hun fra Cecilaya og til Mattheus kun for at se tilbage igen. Det at han havde rejst sig og øjeblikkeligt var blevet en hård mand igen, sagde hun nu ikke noget til, for overfor den kvinde var der ikke mange der ønskede at være underlegen. Selv hans skjorte valgte hun ikke at kommentere yderligere på, lige nu følte hun det næsten en anelse flovt, det havde været forbandet intimt, så hun følte sig næsten ligeså blottet, som havde hun fundet dem nøgne i en seng. Armene lagde hun omkring sig selv, uden at blande sig i deres samtale, for hun kunne ikke høre hvad de sagde alligevel, og det gik alt for hurtigt til at hun kunne nå at aflæse deres læber, hvilket var lidt irriterende for man kunne nemt komme til at føle sig lidt ligegyldig og uden for. Da Cecilaya igen henvendte sig til hende, himlede hun med øjnene. ¤Jeg værdsætter virkelig dn gæstfrihed, Cecilaya, men hvad der er forgået her, det må være en sag mellem Mattheus og jeg. Jeg ved at du forsøger på at passe på mig, men han har ikke rørt mig,¤ svarede hun tilbage med den ene hånd, så han ligeså ville kunne følge med i deres samtale. Måske hun var forelegen, men hun var på ingen måde bange for at stå op for sig selv eller deres handling, hun ønskede for pokker at det skulle ske! Hun vendte sig mod Mattheus og lagde hovedet let på sned, med et meget undskyldende blik. #Jeg beklager virkelig dette, Mattheus. Jeg håber at vi en dag kan.. genoptage det? Færdiggøre det. Jeg vil bruge resten af natten på at pakke de få genstande jeg har her, og så eventuelt tage op på slottet ved solnedgang i morgen, hvis ikke det vil gøre dig noget?# forslog hun lidt spørgende, og håbede inderligt at han ville takke ja, for hun havde virkelig ikke lyst til at stoppe der, desuden kunne hun nu arbejde ved hans side uden uro i sindet i frygt for at sætte tænderne i ham, så hun ville hellere end gerne tage med!