I need to say 'I am sorry'.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være en sen aften, og efter de mange samtaler med sin kære gamle mor, så vidste Mattheus udmærket godt, at han var nødt til at reagere på alt det som han havde gjort, og få gjort noget ved det, også selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt for ham. Han havde bevidst valgt at vente til han vidste at Cecilaya sad til møde i Appolyon, for det var ikke lige hende som han ønskede at stå til regnskab lige nu, for det ville bestemt heller ikke ligefrem gøre det meget nemmere eller bedre for ham af den grund! På den kulsorte hingst kom han roligt ned igennem Marvalo City. Det var efterhånden ved at være temmelig lang tid siden han havde sat sin fod der i det hele taget. I sig selv, så var det måske en skam, og noget som han var nødt til at gøre noget ved inden alt for lang tid. Han havde mødt Denjarna en gang siden han havde sendt hende bort, også selvom han måtte erkende, at han havde det lidt bedre nu. Han havde ikke retten til at lægge en hånd på hende, og selvfølgelig var det en irriterende tanke at gøre sig, men han kunne jo for pokker ikke rigtigt gøre noget ved det. Hvordan hun havde det nu, kunne han for sit vis være ganske ligeglad med, selvom det nu slet ikke var tilfældet. Lige nu var det dog ikke hende som hans tanker hvilede på, men på Aliyah. Han havde ikke set sin kære stuepige igennem lang tid, og efter deres skænderi, hvor han samtidig faktisk havde.. fyret hende i ren og skær vrede, så vidste han godt, at det var noget som han var nødt til at gøre noget ved nu. Bevidst havde han valgt at søge ud, uden eskorte, for han kunne vel godt passe på sig selv, dersom det skulle vise sig at blive nødvendigt i den anden ende. Han ønskede desuden muligheden for at snakke med hende alene, dersom det selvfølgelig var noget som hun var interesseret i.
Det store Marvalo Mansion tårnede sig for øjnene af ham, også selvom det bestemt ikke var med den samme stolthed som det havde gjort dengang han havde været en lille dreng. Han sukkede tungt, som han fik hesten ind igennem de gamle porte, som nærmest var revet af sine hængsler. Det blev vel heller ikke rigtigt velbevaret efter Kimeya og Faiths død? Det i sig selv, var jo ved at være en del år siden. Hingsten viste sig fra en mere urolig side, idet Mattheus roligt hoppede ned af det smukke dyr og stillede sig ved siden af det. ”Sch..” endte han roligt, som han strøg den over mulen, kun for at tage omkring seletøjet og roligt trække den med sig længere frem, hvor han bandt det til et af de mange træer som stod i haven, så han var sikker på, at den ikke ville løbe væk. Han stillede sig roligt op til døren, som han roligt tog i. Hvis Cecilaya ikke var hjemme, så.. var der vel ingen der? Og han vidste jo at Aliyah ikke kunne høre noget, så det at han bankede på, ville vel være fuldkommen nytteløst? Døren gik dog op, hvilket var noget som passede ham helt fint! #Aliyah…?# forsøgte han med tankerne først. Han ville jo heller ikke skræmme hende!

[Cressida Marvalo]

Det var efterhånden ved at være sent. Cecilaya havde forladt mansionet for flere timer siden for at drage til møde i Appolyon hvilket oftest varede hele natten igennem, desuden ville hun næppe vende hjem før hun påbegyndte arbejdet endnu engang. Aliyah var efterhånden bare vant til at være alene. Det eneste selskab hun havde fundet siden hun var blevet fyret, var den stakkels warlock der lå oppe oven på. Hun havde sørget for at han fik mad og væske, og holdt ham med selskab de gange hvor hun vidste at Cecilaya var ude, men han var fladet i søvn for lange minutter siden. Hun begyndte at blive rastløs. Mattheus havde altid efterladt hende med noget at give sig til, og hvis det blev gjort før dagen var omme, så havde hun altid haft mulighed for at søge ned i køkkenet for at give sit besyv med. Hun sukkede tungt og så ud af vinduet hvor mørket var faldet på for længe siden, og strøg fingrene gennem sine flammerøde lokker, der skiltes som vand. Månen var kun halv, hun havde forvandlet sig én gang siden sin afgang fra slottet, og med en brækket arm havde det bestemt ikke nemt. Den var bundet op i en slynge omkring hendes nakke så hun kunne holde den i ro, og den var ikke nær så øm som den havde været før, men efter fuldmånen var healingen igen stoppet for en stund, aliyah var bekymret for om den i det hele taget ville nå at hele ordentligt inden næste måne. Marvalo Mansion var renere end det nogensinde før havde været. Der var ikke meget som havde ændret sig, foruden at hun ikke længere fik løn for det arbejde hun udførte, det betød også at der ikke var nogle til at håne hende, Cecilaya var familie og hun havde aldrig set ned på hende på grund af handicappet.
Efterhånden var der ikke mange flere steder hun kunne gøre rent. Det havde i det hele taget ikke været muligt, hvis ikke det var fordi hun havde en magisk kunnen, der hjalp hende lidt på vej. Som sædvanlig bar hun en slidt kjole. Alle hendes klæder var brændt efter Noelle havde brændt halve kongens kammer, så hun havde været tvunget til at søge hjem over for at hente nogle gamle, det havde heldigvis kun været mor som havde været hjemme og hun var faldet i søvn på sofaen. Der var ikke længere penge i lommen, hun havde sin opsparing, men den skulle ikke bruges uden omtanke på dyre klæder, de slidte kjoler passede hende fint. Blikket vendte hun mod pejsens knitrende flammer, idet stemmen lød hendes hoved. Bekymring meldte omgående sin ankomst i hendes blik. Stemmen var forbandet velkendt, og hun forstod ikke hvad pokker han lavede her! I en hastig bevægelse rejste hun sig, og rettede på den gamle, grågrønne kjole. Det forundrede hende dog at han vidste hvor hun opholdt sig. Roligt søgte hun igennem stuen. Hans duft havde allerede bredt sig, så hun vidste at han var der, det fyldte hende med en form for lettelse ved tanken om at han ikke var så fjern, hun havde tænkt forbandet meget på ham selv på trods af sin vrede. Hun stilte sig i døråbningen og betragtede ham med et tydeligt overrasket blik. #Deres Højhed? Jeg er en kende overrasket over at se Dem her. Hvis det er Cecilaya De søger, så er jeg bange for at hun er i Appolyon,# informerede hun roligt, inden hun najede. Det lå for pokker bare naturligt til hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede ikke at stå til regnskab for Cecilaya, så han havde bevidst ventet med at søge ud, til han vidste at hun ikke var hjemme, for selv han kunne gætte sig til, at hun ikke var tilfreds med den behandling som han havde kastet den unge Aliyah under, og han måtte erkende, at han faktisk selv, var utrolig ked af det tilfælde, også fordi at han ikke ligefrem kunne gøre det største ved det lige nu. Han var vel bare nødt til at snakke med hende, og så tåbe at de kunne finde en løsning på det før eller siden, også fordi at det var noget som han havde brug for! Et sted vel også for at gøre sin mor tilfreds, og samtidig bevise at han sagtens kunne selv, uden at hun behøvede at holde ham i ørene! For han var en voksen mand, og han ønskede at bevise det for landet, at han faktisk godt kunne tage fejl, men også stå inde for det! Svagt bed han sig i læben. Hvordan han skulle præsentere det for hende, vidste han faktisk ikke, og det var det som hans tanker mere eller mindre kredset om mere eller mindre hele vejen, også fordi at han selvfølgelig ønskede at det hele skulle gøres ordentligt, selvom han vidste at det var svært nok i sig selv.
Det var ikke Mattheus’ mening bare at komme brasende, men han vidste jo at Cecilaya ikke var hjemme, og han vidste at Aliyah var døv, så det ville på ingen måder hjælpe ham at stå og banke på døren, for det ville ingen af dem få noget som helst ud af i den anden ende, og selvfølgelig ønskede han at tage det før det blev værre. Han tænkte meget på hende.. Utrolig meget, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. Hendes duft hang stort set over det hele, og selv det var mere end nok til at bringe ham til en form for ro.. En som han ikke havde oplevet siden hun havde valgt at forlade stedet, men ikke desto mindre, så måtte han jo gøre noget ved det. Han kunne jo heller ikke ligefrem forvente at det hele ville komme som serveret på et sølvfad for ham hver eneste gang. Hænderne foldede han roligt over ryggen, som hun kom rendende i en slidt og laset kjole, forundrede ham ikke, da det stort set altid var dem som han så hende rende rundt i. Hovedet lod han søge let på sned, som han så at hun nejede for ham. Hvorvidt om det var af respekt eller om det var vane, vidste han ikke, og selvfølgelig ønskede han at det skulle være af respekt. Han bukkede let hovedet mod hende i samme gestus, idet han begyndte arbejdet med hænderne i stedet for. Han vidste jo at det var hvad hun foretrak, og det var vel også et sted en måde, hvorpå han udviste sin respekt for hende? #Jeg ved det godt. Det er dig jeg er her for.# De mørke øjne gled roligt mod hende, som han igen lod hænderne falde en smule, inden han hævede dem igen. #Jeg skylder dig en undskyldning, Aliyah. Jeg ved at jeg behandlede dig med mangel på respekt, og det er jeg ked af.# Han betragtede hende sigende. Han var faktisk umådelig ked af hvad han havde gjort ved hende.

[Cressida Marvalo]

Mattheus var nok den sidste som Aliyah havde regnet med at se omkring. Efter deres skænderi hvor han havde fyret hende og til dels hånet hende, så havde hun slet ikke næret et ønske om at se ham.. og så alligevel. Det var ikke nemt at holde fast i vreden når der var et eller andet i hende der længtes efter bare at se hans sure ansigt igen.. han var jo ikke altid slem! Huset var nærmest forladt nu om dage, særligt nu hvor Cecilaya fungerede som leder. Aliyah måtte i første omgang gå ud fra at han var kommet for Cecilaya, for hvad skulle han ellers gøre sådan et sted? Roligt trådte hun ud af stuen og gennem køkkenet for at finde vej til gangen. Selvfølgelig havde hun ikke hørt ham banke på, men hun havde ej heller tænkt sig at lege med ilden og påpege den manglende høflighed. Det lå hende for vane at bærer sig frem på den måde og ære ham som det han var, også selvom hun havde sagt at hun havde mistet alt der mindede om respekt for ham, men det var ikke helt sandt. Hun havde selv været vred og det at han havde været ligeså var steget hende til hovedet, men hun havde vitterligt ikke følt at hun havde fortjent den behandling fra hans side, ikke sådan som hun altid knoklede for ham! De grønne øjne faldt på hans skikkelse med tydelig forundring. Som sædvanlig stod han med alt sin pragt, som den flotte mand han var, den som formåede at smelte ethvert pigehjerte han kom i nærheden af, og guderne måtte holde på hendes hemmelighed, om at han ligeså havde formået at smelte hendes, om end ikke så bare en smule. Hun nikkede forstående ved hans tegn, og slog blikket ydmygt ned. Så mange år som hun havde kredset omkring de royale og adelige, så vidste hun udmærket hvordan man opførte sig, også selvom hun selv stammede af respekterede familier. At han så direkte tilbød hende en undskyldning forundrede hende virkelig eftersom Enrico og Noelle ikke havde været så heldige, hun kunne ikke se hvorfor hun fik retten til det. #De var oprørt Deres Højhed. Ligeså var jeg og det er dybt beklageligt. Jeg tager imod Deres undskyldning med håb om at De vil tage imod min,# svarede hun så vidt det var muligt kun med en enkel hånd, for den anden hang lidt slapt i slyngen og var mere eller mindre nytteløs. Faktisk huskede hun ikke præcis hvad pokker der var sket den aften, kun at hun var faldet, at de havde råbt, det hele var vel bare steget hende til hovedet? #Ønsker De at gøre mig selskab for en stund? Jeg kan ikke tilbyde meget, men jeg er sikker på at min farfars vin vil falde Dem i smag,# foreslog hun roligt. Det var ganske vidst mest af høflighed, men det ville faktisk glæde hende at snakke lidt med ham også selvom hun ikke turde forvente det, at havde altid været en pokkers travl mand, og hun gik ud fra at han havde en hel eskorte som ventede uden for. Det var ligeså vovet af en sølle kammerpige at anmode om hans selskab, men han havde jo før bedt hende på sit værelse, også selvom det havde været for en snak, og i et enkelt tilfælde en massage, ikke at det gjorde hende noget for det var faktisk stunder som hun havde nydt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Under normale omstændigheder, så ville Mattheus slet ikke søge ud på denne måde, for at bede om undskyldning, men sagen var vel, at… han ikke rigtigt kunne undvære hende på slottet? Han manglede hende faktisk. Ikke bare fordi at hans gemakker lignede noget der var lort, men fordi at hendes duft havde været over det hele, og han havde haft et selskab i tide og utide. Selv Enrico havde fået undskyldningen og Noelle skulle have den – når han turde stå ansigt til ansigt med hende vel at mærke, nu hvor det heller ikke var noget som skete så ofte igen, også fordi at han vel et sted var lidt bange for hende? Hun havde fungeret som en tante for ham, og selvfølgelig var han glad for det, men det var bare ikke altid det samme, når man var på krigsstien med hende!
Hvor mange pigehjerter Mattheus havde taget med tiden, vidste han ikke. Han var jo trods alt bare.. ham, og selv det var noget som han selv ønskede at ivaretage så lang tid at han havde muligheden for dette. Tungen strøg han let over sine læber, som han endnu en gang måtte stå ansigt til ansigt med hende. Et sted bare synet alene, var noget som formåede at gøre ham fuldkommen rolig, også fordi at han et sted følte at.. det hele nok skulle gå i orden igen, og selvfølgelig var det noget som han håbede på i den anden ende! Selvfølgelig gjorde han det! Han brugte hænderne, udelukkende i et tegn på respekten som han havde for hende. Hvorvidt om den så var gengældt, vidste han faktisk ikke, men det var vel noget som han fandt ud af? #Det glæder mig selvfølgelig at du siger det til mig, og jeg beklager at jeg var sådan efter dig. Det har aldrig været min mening eller min hensigt. Der er intet at tilgive, Aliyah. Fejlen er min,# fagtede han roligt tilbage til hende. At hun kun havde en hånd at gøre godt med, gjorde det ganske vidst en smule sværere for ham, og selvfølgelig håbede han at han fik fat i det rigtige, og at hun faktisk.. tilgav ham. Han havde ikke nogen eskorte, da han havde valgt at tage af sted alene, selvom han vidste, at det ikke var alle som var lige enige i dette, så var han ganske enkelt ligeglad med det, for han ønskede at ordne op i det på en ordentlig måde, hvilket også var grunden til at han havde afsat stort set hele aftenen til denne visit i håbet om at det var tid nok. At hun så valgte at bede ham om at blive, sagde han bestemt ikke noget til, for det ville han faktisk hellere end gerne! Han nikkede mod hende og med et svagt smil. #Jeg har hørt frygtelig meget om din farfars brygge. Hvis du ønsker mit selskab selvfølgelig. Jeg har hele aftenen og natten med, hvis det er ønskeligt,# endte han med en ganske rolig og sandfærdig stemme, da det jo faktisk var ord som han måtte mene. Han ønskede at finde ud af det sammen med hende på en ordentlig måde.. Han ønskede jo faktisk at få hende med sig tilbage til slottet trods alt!

[Cressida Marvalo]

Aliyah turde end ikke tænke på hvordan hans kammer så ud, også selvom hun gik ud fra at han havde fundet sig en anden kammerpige til at overtage hendes opgaver, tanken generede hende en smule, mest fordi hun godt havde kunnet lide at være omkring ham, også selvom det var forbandet sjældent de rent faktisk havde ført en samtale. Hvordan tingene stod til på slottet havde hun ingen idé om, selv Enrico havde hun holdt sig fra, udelukkende fordi hun frygtede for kongens reaktion hvis han mødte hende, det sidste sammenstød havde på ingen måde været vellykket. Hun betragtede hans hænder, og måtte erkende at han var blevet virkelig god til at gøre brug af dem. Et lille smil sneg sig hen over hendes rosa læber, som hun lod hånden løbe ned over dørkarmen. Det var lidt besværligt for hende selv at kommunikere med hænderne fordi hun manglede den ene, men det var nu engang den måde hun fortrak at gøre det på. Respekten udviste hun for ham som altid, også selvom man kunne fornemme forsigtigheden i hendes blik, sidst havde en forkert handling været nok til at få ham ind i en skal af vrede og det ønskede hun bestemt ikke at opleve igen. Hun nikkede sagte og lod hovedet forblive en smule bøjet i respekt. #Jeg er klar over at det har været en frygtelig hård tid for Dem, Deres Højhed, og jeg beklager dybt at jeg ikke tog det mere alvorligt end jeg gjorde. Din undskyldning er godtaget,# endte hun roligt før hun igen hævede blikket og lod det falde på hans skikkelse, hvilket fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun havde på ingen måde regnet med at han ville takke ja til hendes tilbud, han var jo altid på farten og at bruge timer ved en gammel kammerpige, var vel ikke ligefrem af højeste prioritet? Smilet bredte sig på hendes læber. Hendes kære farfar havde været kendt for mange ting, blandt andet sin forkærlighed for alt med en promille. #Jeg vil tro at de er verdenskendte efterhånden. Jeg nyder gerne Deres selskab hele natten, Deres Højhed.. følg med,” bad hun roligt før hun let drejede rundt på hælen og strøg tilbage ind mod pejsestuen hvor ilden knitrede.. det var trods alt ilddæmoner der befandt sig i huset nu om dage, hvilket gjorde at der var en konstant temperatur, som gerne var lidt varmere end alle andre steder. #Tag endelig plads,# opfordrede hun med et roligt smil, og gjorde gestus mod sofagruppen som stod. Den ene var gammel og plettet af blod, den var aldrig blevet skiftet ud efter at Kimeya i sin tid havde halshugget hendes bedstemor. Hun vendte sig roligt mod barskabet som stod. Cecilaya sikrede sig at det var fuldt. Der var hjemmebryg i alle afskikkelser, vin både rød og vid, og langt stærkere sager som hun end ikke vidste hvad var. Hun tog et par glas.. to til vin og et til noget andet hvis han skulle føle for det, og satte dem roligt på bordet. #De må tage hvad De føler for, Deres Højhed. Mit kendskab til nydelsesdrikke er ikke stort, må jeg erkende,# endte hun roligt og satte et par flasker på bordet så der om ikke andet var lidt at vælge imellem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var faktisk begyndt at lægge mærke til rodet hjemme i hans gemakker, så det var jo for alvor ved at blive slemt! Han kunne bare ikke få sig selv til at erstatte hende med en ny, så han forsøgte faktisk at leve med rodet, selvom det ikke altid ar lige nemt, men man havde vel ikke rigtigt noget valg efterhånden? Han behøvede dog ikke at tænke på det lige nu, hvor han havde hende ved sig, hvilket næsten var de vigtigste og bedste af det hele, og det var noget som faktisk passede ham helt fint! Tiden havde været utrolig hård for ham, og der havde ikke været meget som skulle til, for at gøre ham direkte irriteret og frustreret, selvom han jo faktisk var mest ked af, at han havde ladet det gå ham på for meget, og det så var endt med at gå helt galt! #Det skulle aldrig have gået mig så meget på, Aliyah, så det er ene og alene min fejl.# fastholdt han også roligt, mest for at lukke samtalen af lige der og da, for det andet, var da slet ikke noget som ville gavne nogen af dem, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, når det endelig skulle komme til stykket. At sige ja, var noget som næsten var mere end hvad han havde håbet på, for han havde slet ikke regnet med at skulle have noget med hende at gøre, efter at hun havde taget imod hans undskyldning, så selvfølgelig var han glad for at hun gav ham muligheden! Kimeyas ry og rygte indenfor alt med procenter og promille, var løbet ham meget i forkøbet, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han sagde noget til som sådan. Han trak muntert på smilebåndet. Hvis dette betød at de havde muligheden for at snakke bare en anelse ud, så var han bestemt heller ikke den som skulle sige nogen som helst eller noget som helst imod, når det endelig skulle være, for han ville jo rigtig gerne! #Jeg er temmelig sikker på at de er. Ryet har mine slægtninge taget med sig til Procias har jeg hørt,# fortalte han med en rolig stemme, som han denne gang lod det ringe i hendes øre. Han hævede hånden og løsnede kappen en anelse, kun for at kaste den over sin arm, da han ikke rigtigt vidste hvor han ellers skulle gøre af den. Varmen i huset var virkelig storslående, hvor det også var tydeligt for ham, at det var ilddæmoner som holdt til her. Han lod hovedet søge let på sned, som de nåede ind i stuen. Smukt var her så sandelig, og indrettet som man kunne forvente det af Kimeya og Faith, det var klart! Han nikkede mod hende, idet han roligt tog plads i en af stolene. Han sendte hende et svagt smil. #Tag dig endelig ikke af det. Jeg derimod er mere end klar til at smage på hvad din kære farfar har formået at præstere i årenes løb.# fagtede han roligt til hende. Han var selv ikke den bedste til denne slags, men selv det var noget som kom med alderen? #Tag endelig plads. Den arm gør dig næppe noget godt,# tilføjede han med en bekymret mine.

[Cressida Marvalo]

Mattheus havde aldrig anset sit kammer for at være rodet, så Aliyah turde nærmest ikke tænke på hvordan det så ud med hans vaner, der blandt andet bestod i, først at kyle absolut alt tøjet ud af sit skab for at tage det som lå bagerst og så bare lade det ligge. Det kunne trods alt være at han havde fundet sig en til at overtage hendes plads, ikke at hun kunne bebrejde ham, han havde trods alt fyret hende også selvom den tanke gjorde en smule ondt. Hun var rastløs, og havde voldsomme problemer med at få timerne til at gå, særligt nu hvor huset mere eller mindre var blevet så rent som det overhovedet var muligt. Aliyah var taknemmelig for at han om ikke andet var mand nok til at skænke hende den undskyldning som hun følte var fortjent. #Det er okay,# forsikrede hun. Det var ikke fordi hun ønskede at diskutere det mere. Han var tilgivet også selvom han havde påført hende stort smerte. Af en eller anden grund kunne hun ikke forblive vred på ham også selvom hun frygtelig gerne ville! Hun førte ham roligt med sig ind i stuen. Nu hvor det var opryddeligt var det tydeligt hvilket flot sted det var. Kimeya havde altid haft smag for indretning, og det var i den grad noget de kunne være stolt af at vise frem.. det var hun om ikke andet. Aliyah gjorde gestus mod sofagruppen og lod ham sætte sig i den bløde stol der engang havde været hendes farfars.. hun huskede ham sidde i den med sit smørrede smil, hvilket vækkede en form for savn i hende. Hun kluklo morende og smilede for sig selv Hendes kære bedstefar havde altid været glad for flasken.. ligesom enhver anden mand omkring hende. #Har de? Det vil forundre mig hvis dine procianske slægtninge er ligeså glad for den slags stads som min farfar var,# påpegede hun lidt sigende, denne gang med stemmen i hans hoved, for ellers ville hun ikke være i stand til at slæbe flaskerne hen på bordet. Så vidt hun vidste, var hverken Silia, Jophiel eller Nathaniel glad for flasken, det måtte være forbeholdt den kære Liya. Det var mange år siden hun havde set dem, og hun nærede ligeså et savn til dem som til alle andre. Flaskerne satte hun roligt foran ham, før hun gled ned i sofaen skråt overfor stolen så hun ville være i stand til at betragte ham samtidig. #I så fald skal De være velkommen til at tage for Dem, Deres Højhed. Jeg tør ikke tage ansvaret for hvor stærke sager det er, det er trods alt hjemmelavet,# endte hun med et lidt drilsk glimt i øjet, mens hun selv greb ud efter en flaske rødvin. #Jeg håber ikke at det gør Dem noget, at jeg tager et glas vin?# spurgte hun mens hun skænkede til sig selv. Sædvanligvis skulle hun jo spørge ham før hung jorde noget som helst, men dette var hendes hjem. Hun rystede afvisende på hovedet og så ned på den dårlige arm idet hun sænkede flasken. #Jeg takker for Deres bekymring, men jeg har det fint. Den er øm, men det skulle gerne nå at hele.. og gerne inden næste fuldmåne,# tilføjede hun og rystede på hovedet. Det irriterede hende lidt at der nærmest var en form for deadline, men der var jo desværre ikke meget at gøre ved det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det hele gik betydeligt bedre end hvad Mattheus havde regnet med, og selvfølgelig var det en tanke som kun måtte glæde selv ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. De havde tilgivet hinanden, hvilket i bund og grund, faktisk var det som han var kommet her for at ordne og arrangere, hvilket han selvfølgelig var glad for, var gået som han ville have det. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt nikkede. Nu var den uddebateret, og så kunne de jo skændes og diskutere fra nu og til dommedag, om hvis skyld det var, også selvom han stod fast på at det var hans egen, helt og særdeles, og så var han ligeglad med om hun var enig! At hun fastholdt den tone og den måde at tiltale ham på, var skam også noget som gjorde ham rolig. Han havde fået lov til at rase af, så hun havde slet ikke nogen grund til at være så forsigtig som hun var, for hun virkede til at være.. utrolig forsigtig omkring ham, og det var faktisk kikke noget som han brød sig om. Når alt endelig skulle komme til alt, så kunne han faktisk bedre lide at hun var den som turde at sige ham imod, den som turde at åbne munden når han havde gjort noget forkert, også selvom omstændighederne havde været fuldstændig forkerte sidst de havde stået ansigt til ansigt med hinanden. #Det er faktisk sandt,# påpegede han med et stille smil. Det hele var selvfølgelig meget bedre, når det foregik på denne måde, og det var han skam heller ikke bange for at erkende overfor hende, for han var også langt mere rolig og langt mere afslappet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. #I så fald, er jeg villig til at løbe risikoen.. Du kan vel altid pleje mig bagefter, hvis det skulle gå galt?# fagtede han med et tydeligt drilsk glimt i øjet. At hun skænkede op til sig selv, havde han skam slet ikke noget imod, da det bare skulle mangle. Nu hvor han sad som gæst i hendes hjem.. stort set, for hun var vel også flyttet ind her, efter han havde fyret hende? Selvom det nok var noget af det som han fortrød mere end det som han kunne fortryde noget andet, for det var han faktisk utrolig ked af! Hendes arm vækkede ham dog en bekymring, da han var kendt med at det havde været fuldmåne en gang siden han havde set hende sidst, og det var jo heler ikke ligefrem noget som han ønskede at lade hende gennemgå alene. Han lod hovedet søge let på sned. Helt tilfreds med omstændighederne, var han faktisk ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt endnu en gang, som han svagt bed sig i læben. Han trak let på skuldrene. #Det er min skyld du er kommet til skade, og jeg ønsker, hvis muligt, at gøre op for dette. Jeg regner selvfølgelig ikke med at du vil tage beslutningen på stående fod, men jeg ønsker at tilbyde dig dit job som min kammerpige.. Så kan vi få dig tilset og healet, inden fuldmånen atter vil komme,# fagtede han til hende, som han betragtede hende, alligevel med en alvorlig mine, for han ønskede ikke at hun skulle rende rundt og have ondt!

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde ikke nogen grund til fortsat at bære nag til ham, særligt ikke når han selv valgte at opsøge hende for at skænke hende den undskyldning som hun følte at hun havde fortjent. Det glædede hende kun at han var villig til at tilbringe tid med hende, selv uden for slottet og uden for det arbejde som hun ellers havde fuldført for ham. Trods af at hun opførte sig pænt og behandlede ham med respekt, så ville hun ikke være direkte bange for at sige ham imod, også selvom hun var mere forsigtig end hun nok ville have været på normal vis, også fordi hans selskab jo faktisk havde været savnet. Faktisk måtte hun erkende, at det at have hans duft omkring sig gjorde det hele bedre for hendes vedkommende. Roligt gled hun ned i sofaen ved siden af. Efterhånden havde hun vænnet sig til at fører sig frem med blot en enkelt hånd, men det gjorde det ikke mindre irriterende! #Tja. Det år efterhånden årevis siden jeg selv har set noget til dem, så jeg er bange for at det nemt kan være gået mig forbi,# erkendte hun og sendte ham et stille smil. Nathaniel havde jo været hendes bedste ven, og efter hans død så havde hun desværre mistet kontakten til de andre af samme familie. Hun så klare ligheder fra Diamaqima ved Mattheus, det var charmerende. Vinen hældte hun op i sit glas. Kun et halvt, for det var en langt stærkere en af slagsen end så mange andre. Der var ingen vrede at sporer hos ham, hvilket fik hende til at slappe af. Med den frie hånd strøg hun de flammerøde lokker hen over sin skulder.. lige omkring ham var hun faktisk flov over at optræde i de slidte kjoler. En blid latter slap hendes læber som hun rakte ud efter sit glas og lod det hvile i sit skød. #Jeg er sikker på, at en spand og lidt søvn ville kunne gøre underværker, hvis det er tilfældet. Jeg er mere bekymret for at gøre mig upopulær ved Deres mor.. eller Enrico for den sags skyld,# tilføjede hun lidt morende. Hun tvivlede på at de ville værdsætte at hun drak kongen under bordet. Glasset hævede hun roligt som en skål, inden hun roligt førte det til læberne og smagte på den søde nektar. Hun var nok den eneste kvinde i familien der i det hele taget rørte rødvin, og hun var overbevist om at det skyldtes dels Nathaniel og dels Kimeya. Igen sænkede hun glasset. Armen var ganske vidst øm og det var problematisk også fordi det havde været sådan i uger efterhånden, Aliyah stod dog fast på at det havde været mest smertefuldt på selve aftnen det var sket. Det forekom hende tydeligt som en overraskelse at han ønskede hende tilbage på slottet. Hun vendte blikket mod den knitrende flammer lettere overvejende, velvidende om at hun ikke ville blive i Marvalo Mansion, hun ville gøre alt for at kæmpe sig op af rangstigen og væk fra den skæbne som var pålagt hende på grund af navnet. #Det er ikke så slemt mere, og De skal ikke føle at De skylder mig, Deres Højhed. Jeg vil anse det som en ære, at vende tilbage til slottet og endnu engang stå til Deres tjeneste, men jeg vil ikke tage imod, hvis det er ment som et plaster på såret,# svarede hun ærligt og lod atter blikket falde på hans skikkelse, med hovedet let på sned. Hun var en kvinde som vidste hvad hun ville!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede selvfølgelig at finde ordentligt ud af det hele med hende, hvor han selvfølgelig var glad for, at de som sådan var nået til en enighed, hvor de kunne lade den del af snakken ligge, hvilket jo faktisk var noget som passede ham selv helt fint! Han lod hovedet søge let på sned. At hun havde haft kontakt til hans familie i Procias, forundrede ham egentlig ikke, men at hun havde mistet den, var noget som han fandt trist. Når alt endelig skulle komme til alt, så havde han selv aldrig haft et forhold til dem, hvilket han nu heller ikke ligefrem regnede med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. #Du har haft kontakt til dem? Ja, selvfølgelig har du det.. Min kære far er kendt vidt omkring efterhånden,# endte han ganske sigende. Han vidste skam godt hvad hans kære far var kendt for, selvom det selvfølgelig alt sammen var noget som han skulle vænne sig til, og det var bestemt heller ikke altid fordi at det var lige nemt altid. Som hun havde skænket op til sig selv, var det ikke ligefrem noget som han ville sige noget til som sådan, da han heller ikke ønskede at blande sig i det. Tungen strøg han let over sine læber, inden han roligt lænede sig ind til bordet, kun for at gribe omkring en temmelig ukendt flaske, som han roligt åbnede. Dunsten af alkohol satte sig frygtelig hurtigt i hans næse, hvilket fik ham til at rynke let på den. Stærk var den bestemt, også selvom det nu også kun vækkede en nysgerrighed i hans sind og sjæl. Han trak let på smilebåndet. #Jeg tror ikke du skal være bange for min moder, men nok snarere at ikke tage dig af mig, i tilfælde af, jeg ikke bare kommer hjem.# Han blinkede let til hende, idet han roligt tog glasset til sig, kun for at tage en lille tår, også selvom det kun resulterede i en voldsom grimasse i stedet for, for det var langt stærkere end det som han lige havde regnet med, det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende! Slet ikke! Han ønskede jo faktisk at hun skulle komme tilbage til ham, og ikke bare som et plaster på såret, for han ønskede hende jo faktisk det bedste, selvom det vel var tydeligt, at.. det var svært for hende at tro på? Tungen strøg han igen over sine læber, som han let rystede på hovedet. Han vidste at Enrico kunne hjælpe hende med den arm, også under fuldmånen, for han kunne godt forestille sig, at det var slemt nok som det måtte være i forvejen. #Jeg mener det skam ikke som et plaster å såret, men fordi at jeg faktisk mangler dig.. Jeg er ved selv at lægge mærke til rodet, og jeg må erkende, at jeg faktisk.. mangler din duft i det hele,# påpegede han med en dæmpet og ærlig stemme, som han denne gang lod det runge i hendes hoved med en relativ rolig røst, også mest fordi ath an faktisk ønskede at bekræfte det for hende.

[Cressida Marvalo]

Det var evigheder siden Aliyah sidst havde set noget til familien Diamaqima, lige foruden Mattheus vel og mærke. Det var stadig en sjov tanke at han reelt var en del af den familie, særligt når det kom til Nathaniel, den mest trofaste mand. Det beviste jo kun at ingen var perfekte, end ikke den mand som blev anset for at være noget som mindede om. Hun nikkede sagte. #Selvfølgelig har jeg det. De boede her alle engang, ligesom en stor del af den øvrige familie. Jeg har desværre ikke set nogle af dem siden.. siden din far gik bort,# erkendte hun lidt forsigtigt, for hun vidste ikke hvordan han så på Nathaniel når det kom til det familiære, og hun ønskede jo ikke at rive op i eventuelle sår. Med rødvinsglasset i sin egen hånd, fulgte hun hns bevægelse idet han greb ud efter en tilfældig falske og tog den til sig. Der var tydelig skepsis at finde malet i de grønne øjne, for man kunne aldrig gætte sig til hvad Kimeya havde proppet i de forbandede flasker. Hun stoppede ham dog ikke, for han var vel lidt vant til den slags? Hun gik bestemt ikke ud fra at det var første gang han skulle drikke den slags stads. Hun bed sig let i læben og fulgte glassets vej til hans læber. Igen brød latteren de rosa læber, også selvom hun ikke havde den mest fjerne idé om hvordan pokker det lød. Om ikke andet så var den grimasse noget af det mest morsomme hun havde set længe. #Pas nu på Dem selv Deres Højhed, De ligner en der aldrig har smagt på det før. Hvis den er så stærk som den ser ud, så vil jeg næsten forberede mig på at skulle pleje Dem... selvom det ikke er en del af min kontrakt så vidt jeg husker,# tilføjede hun med det drillende glimt i blikket. Hvis han skulle ende med at blive skidt, så ville Aliyah til enhver tid tage sig af ham, for hun måtte erkende at hun efterhånden var begyndt at holde en smule af ham.. bare lidt. Som han fremstillede det, så lød det som om han kun havde tænkt sig at give hende stillingen som et plaster på såret, hvilket hun ikke ønskede. Igen hævede hun glasset til sine læber, men denne gang fik hun næsten vinen galt i halsen. Hun hostede let og satte glasset fra sig på bordet, inden hun vendte sig mod ham, med et blik der afslørede, at hun næsten var sikker på at hun havde hørt forkert. En ting var at han manglede hende til at lægge tøj sammen, en anden ting var hendes duft. Når alt kom til alt var de begge dyr, og hun var først for alvor blevet rolig efter hun endnu engang havde været i stand til at dufte ham, desuden var det jo faktisk stanken af en anden kvinde på ham, der havde fået hende til at se sort den dag. #I.. i så fald så vil det være mig en ære,# svarede hun en smule forfjamsket, for hvordan skulle hun reagere på det? En lettere rød farve blussede i de ellers blege kinder. Uden at tænke over det, blottede hun tænderne en smule inden hun atter rakte ud efter sit glas og tog en temmelig stor tår rødvin. Han havde aldrig udvist nogen direkte interesse i hende som en kvinde, og hun vidste ikke rigtigt om hun skulle anse det som det første forsøg?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Aliyah havde haft kontakt med hans familie på hans fars side, forundrede ham ikke som sådan, da han vidste, at de alle havde boet her i huset. Nu havde han aldrig rigtigt haft noget med sin biologiske far at gøre, så det var ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan. Han havde udmærket godt hørt om at manden havde været i døden, selvom det nu heller ikke rigtigt rørte ham. Han havde haft Enrico og han havde haft sin søsters bror, Alexander dengang, også selvom han var gledet bort ganske kort efter hans mor i sin tid. #Jeg vidste skam godt, at de har haft meget med det her sted at gøre tilbage i sin tid.. Men hvad de foretager sig nu, det… Det kan jeg vel kun sige, at jeg er lidt ligeglad med.. Jeg har aldrig haft noget med dem at gøre,# endte han med en rolig stemme, som han let vendte blikket i retningen af hende. Han tog det nu ikke så tungt.. Også selvom det selvfølgelig nagede ham, at han aldrig havde lært sin far at kende, men nu hvor manden var død, så vidste han faktisk ikke at manden også var vækket igen, selvom det nu bare var sådan at det måtte være i den anden ende.
Drikkelsen var betydeligt stærkere end det som Mattheus lige havde regnet med, og grimassen som han skar, var vel også tydeligt tegn på det? Han rystede let på hovedet og med et muntert smil på læben. At høre hende grine, var næsten som sød musik i hans ører, inden han roligt vendte de let rødlige øjne i retningen af hende igen. Han lod hovedet søge en anelse på sned som han blev siddende med glasset i sin hånd. Han sendte hende et svagt smil. #Din farfars bryg, er ikke hvad man finder i byen.. Desuden håber jeg da ikke du har noget imod et lille bryd på kontrakten og passe lidt på mig?# spurgt han med en næsten morende mine, som han let blinkede til hende. Han tog endnu en tår, også selvom han var langt mere forberedt på det denne gang, så grimassen blev ikke så tydelig som den havde været førhen. Hendes reaktion på hans udtalelse, var noget som et sted morede ham, også selvom han faktisk mente det ganske alvorligt, for han havde faktisk savnet hendes duft. Det var jo næsten som om det var den som han måtte falde i søvn til om natten, for det føles faktisk rart at have hende omkring sig. Tungen strøg han let over sine læber, som han sendte hende et svagt smil. Han var langt mere rolig nu, også fordi at han havde fået det slag for hans opførsel som han havde haft brug for, og selvfølgelig ønskede han at gøre det hele godt igen, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret let dybt. #Det ville betyde ufattelig meget for mig,# erkendte han med en rolig stemme, for han mente det jo. At have hende rendende, var jo faktisk hvad han ville have. Hendes rødmen og det at hun blottede tænderne, gjorde næsten at han gjorde det samme, også selvom han – ligesom hende, valgte at tage en tår i stedet for, kun for at sætte glasset fra sig.

[Cressida Marvalo]

Diamqima havde nærmest været en del af Jaceluck som havde været en del af Marvalo, den ene fulgte med det andet. Desværre var livet forsvundet ud af huset, hvilket ærgrede hende, hun havde altid nydt at komme der, men det var ikke længere det samme, hun nød det ikke længere. Det forundrede hende faktisk ikke at Mattheus var ligeglad med den øvrige slægtning, også selvom hun syntes det var en skam, det var en god familie. Frem for at diskutere det, nikkede hun dog blot. #De var en ligeså stor del af det som alle andre. Selvom De ikke har kontakt til dem, så kan jeg love Dem for at Deres navn er værd at være stolt af. Deres far var en god mand, jeg har ham endnu kær, for ikke at tale om lysets dronning og hendes bror,# tilføjede hun roligt. Måske hun var kammerpige for selveste mørkets konge, men hun ville ikke ligge skjul på, at hun ligeså havde en halv fod i Procias, netop på grund af Silia og Jophiel.
Letteren forstummede i takt med hans grimasse blev normal igen. Den havde tydeligvis været langt stærkere end det som han lige havde ventet sig, men hun havde jo advaret ham! #Kom ikke og sig, at jeg ikke advarede Dem,# påpegede hun morende. Smilet lod hun ikke famle fra sine læber. Flammernes orange skær faldt på hans blege skikkelse, hvilket om muligt kun fik ham til at se endnu bedre ud, end han gjorde i forvejen. Hun så ned i sit skød og rystede på hovedet, det var slet ikke tanker hun burde gøre sig! #Det er den ikke. Havde det været tilfældet, ville han ikke have haft nogen grund til at brygge den,# svarede hun lidt morende, og greb atter ud efter sit glas. Det var bestemt ikke fordi hun ville have noget imod at skulle passe ham lidt. #Jeg kunne nok godt udvidde mine opgaver for en aften,# endte hun med et lidt uskyldigt glimt malet i blikket. Hun nippede igen til vinen, der var stærk nok til at brænde hende en smule ned i svælget. For en kvinde som hende, skulle der ikke meget mere end et glas til at gøre hende en smule svimmel, og hun ønskede bestemt ikke at blive påvirket foran kongen. Tanken om at han havde manglet hendes duft, havde vækket det indre dyr i hende, et som hun ellers så vidt som muligt holdt i skak, det var ikke nemt med ham omkring. Uden at tænke på det blottede hun de sylespidse tænder. Det var en pludselig længsel der opstod i hende som hun forsøgte at ignorere. I håbet om at slukke det tog hun den større tår vin, der kun fik hendes kinder til at blusse yderligere. Det var bestemt ikke de ord hun havde ventet sig at høre fra kongens læber. Hun tog en dyb indånding og pustede ud, inden hun igen vendte sig mod ham. #I så fald, så vil det være mig en sand ære,# svarede hun og sendte ham et stille smil. Hun ville nyde at have noget at give sig til igen, for Marvalo Mansion var både ensom og kedelig i længden, hun var direkte rastløs!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde aldrig rigtigt haft noget med sin fars familie at gøre, også selvom han var kendt med at han havde en søster og en bror.. Født ikke så forfærdelig lang tid før ham, så han fremstod jo faktisk som den yngste. Han havde skam mødt sin storesøster efter angrebet på Procias, hvor han havde været tvunget til at steppe op og undskylde på vegne af hans warlockleder, også selvom det nu var en omstændighed som han slet ikke ønskede at tænke yderligere over. Han lod hovedet søge let på sned. Han havde hørt utrolig meget om sin far, og selvfølgelig var det noget som snildt og hurtigt kunne vække en stolthed selv i ham, også selvom han aldrig havde haft noget med manden at gøre. #Jeg har hørt historierne, men desværre aldrig selv haft muligheden for at møde manden selv. Jeg ville ønske jeg havde muligheden for det, inden han gled bort. Jeg har kun mødt Silia, Dronningen af Procias, men aldrig hendes bror..# Han så ikke nogen grund til at lyve for hende, for han havde jo aldrig haft det godt med sin familie som sådan, andet end sin mors familie, hvor det selv havde været akavet, og specielt efter hans egen mors bortgang tilbage i sin tid.
Kimeyas hjemmelavede bryg var helt klart langt stærkere end det som Mattheus lige havde regnet med, også selvom det faktisk var.. godt. Han selv havde jo været meget i det som de havde på slottet, allerede fra han havde været en ganske ung dreng, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at diskutere med nogen som helst. #Grunden er efterhånden ved at gå op for mig,# erkendte han roligt og med et svagt smil på læben. Slemt var det ikke, også selvom han selv kunne mærke, at der var noget idet, som tydeligt ikke fandtes i meget andet, for selv han følte sig en anelse mere snildret end da han var kommet hertil, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste som sådan. At hun ville udvide sine opgaver for en aften, havde han skam ikke noget imod, hvor han nikkede mod hende, kun for at hæve glasset, hvor han bundede det og satte det fra sig. #Godt.. Så kan jeg drikke mig under bordet med god samvittighed,# endte han med en morende stemme, som han igen roligt greb omkring flasken, for at skænke op til sig selv igen. Det smagte jo egentlig ganske udmærket, også mest for at fjerne det fokus lidt. Hun havde valgt at blotte tænderne, hvilket automatisk gjorde, at han gjorde det samme, selvom det mest var uden at tænke på det. At hun så gerne ville med ham, glædede ham faktisk, for han ville jo gerne have hende med sig tilbage igen, så de kunne få tjekket op på den arm også, for det var faktisk noget som vækkede det dyriske selv i ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han tog roligt omkring glasset og rejste sig op, kun for at gå hen og sætte sig ved siden af hende stedet for. #Du ved ikke hvor meget det glæder mig, Aliyah. Jeg har.. savnet dig,# afsluttede han sigende, som han igen vendte blikket mod hende.