I need to say 'I am sorry'.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Støtten og loyaliteten, var Mattheus selvfølgelig utrolig glad for, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. Til tider løb bægeret over for ham, og han var nødt til at prøve at gøre noget ved det. Lige nu var perioden god, også selvom det var tydeligt for ham, at det var ved at gå mod sin ende uanset hvad, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De døjede med det samme, og selvfølgelig var det noget som han var nødt til at finde ud af før eller siden. #Udmærket,# endte han med en ganske sigende stemme., som han sendte hende en rolig mine. Selvom det hele allerede havde eskaleret i den forstand at det hele gik i en anden retning end hvad han ønskede, så var det selvfølgelig en tanke som i den grad formåede at gøre ham utrolig hidsig et sted, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham Han bed tænderne sammen, hvor hans kindben endte mere tydelige i hans ansigt. #Jeg er temmelig sikker på at du har nok styr på tingene som det er, til at du ville kunne stoppe, dersom det var det som du var interesseret i, Aliyah. Hvis du ikke var så fortrolig med dyret, så havde du vel hoppet på mig allerede?# endte han med en ganske sigende mine, som han let hævede det ene bryn. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre hende vanvittig eller noget lignende, som han heller ikke var ude på at hun skulle blive udsat for dette! Når alt endelig måtte komme til alt, så ønskede han jo bare selv en smule forståelse, men den kunne hun åbenbart heller ikke give ham! De sidste ord, var dog noget som direkte fik ham til at vende sig mod hende. Hun.. holdt af ham som andet end sin konge? Hvordan og i hvilken forstand han så skulle tolke det, vidste han faktisk ikke helt, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham utrolig frustreret! #Du holder af mig som den mand jeg engang var, men jeg gør dig vanvittig? Det giver da ikke nogen mening! Jeg søger blot det samme engagement for at fortsætte fra hvor vi slap, og før det gik helt galt mellem os, og det er der vel ikke noget forkert i? Jeg bider tænderne sammen for ikke selv at sætte tænderne i dig, for jeg kan godt love dig, at jeg kan mærke den samme trang som den du sidder inde med.. Så kom.. Bid og få det overstået..!” Han trak ned i kraven, idet at han tog et skridt tættere på hende, hvor hans mine alligevel var en anelse mere fast end hvad den havde været i forvejen, for det var ikke nemt. Han kunne ikke bruge en kammerpige, som ikke ville være i nærheden af ham.. Hvilket jo faktisk i sig selv, ikke var ord som han var vant til at høre fra nogens læber! Enhver ellers ville give deres højre arm, for at være i den stilling og så tæt på ham!

[Cressida Marvalo]

Aliay havde sådan set forudset at dette ville blive en god aften, men der havde hun vidst taget fejl! Det hele havde taget en drejning som hun bestemt ikke havde set komme, og det var selvom hun virkelig havde hygget sig. Som sædvanlig havde han formået at få hende til at smile, og hun ønskede kun at skænke ham den støtte hun overhovedet var i stand til, hvilket hun ikke ville kunne gøre hvis hun endte med at slå ham ihjel eller gøre skade på ham på andet vis. Fingrene strøg hun gennem de flammerøde lokker, så vidt som hun var i stand til før knuderne forbød hende at kører hele vejen igennem. Den stærke væske brændte stadig i svælget, for hun var på ingen måde vant til den slags! Det der gjorde hende så forbandet hidsigt og frustreret, var at han havde valgt at mistolke hendes ord og nu holdt fast i de tanker han selv havde gjort sig om det, når hun i virkeligheden mente noget ganske andet!. Hun sukkede tungt og dyb en dyb indånding i forsøget på at samle sig lidt. #Med forlov, Deres Højhed. De kender ikke den kamp jeg kæmper for ikke at yde skade på dem. Jeg har ganske vidst lært hvad der er at lærer om selvkontrol og fornuft, men alt det andet er ukendt. Aldrig har jeg sat tænderne i noget,# erkendte hun tydeligt frustreret. Alt blod hun nogensinde havde fået serveret, var på flaske, og for at være ærlig, så vidste hun ikke hvor stor en selvkontrol hun kunne blive ved med at holde fast i. Måske hun for en kort stund havde mistet alt kontrol og givet ham den fulde sandhed, men det var ikke noget som hun ville undskylde for, hun var en kvinde der ikke fulgte hvem eller hvad som helst. Hans ord fik hende dog til at stivne inden hun overhovedet nåede at svare tilbage med samme spidse tone. Farven forsvandt fra hendes kinder, mens hun næsten hypnotiseret så ham blotte halsen. De sylespidse tænder kom til syne bag de tørrer, rosa læber igen uden at hun skænkede det en tanke, men denne gang var de fuldkommen blottet. Hendes hjerte bankede. Langsomt gled glasset ud af hendes hånd og knustes på gulvet, hvilket brat vækkede hende en smule. Hun rystede på hovedet, pludselig frygtelig forfjamsket. Alt i hende skreg efter at give efter for lysten. #Jeg ønsker at finde frem til hvor e slap, jeg værdsætter Deres venskab mere end De aner, hvilket er hele grunden til at jeg frygter for at gøre Dem ondt.. når det er sagt.. så har jeg viet mig liv til Dem, Deres Højhed, og De har ingen grund til at stoppe Dem selv i at sætte dit tandsæt i mig. Se det som en indbydelse om De vil,# påpegede hun stille, og fjernede de røde lokker idet hun trådte tæt på ham..næsten tættere end hun nogensinde have været, hvor hans duft i sig selv var nok til at påvirke hende. De grønne øjne mødte hans før hun vendte blikket mod hans hals og lod næsetippen glide hen over hans glatte hals, for at fange hans duft, som kun rev i hende, tiggede og bad om at gøre krva på hvad der var hendes.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det hele havde vist sig at være en god aften, selvom det hele havde forandret sig som aldrig nogensinde før. Han havde ganske vidst ikke regnet med at skulle blive inviteret indenfor, som han heller ikke havde regnet med at det skulle gå på denne måde, som det nu var endt med, men nu hvor de også stod i den situation at det hele skulle ende med råb og nærmest skrig, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde! Han rystede stille på hovedet, som han let bed sig i læben, kun for at vende blikket væk fra hende igen. #Jeg tror heller ikke du er kendt med de mange som jeg selv må kæmpe med Aliyah. Tro mig, det er ikke nemt, og heller ikke for mig..# endte han med en ganske kortfattet mine, for selvfølgelig var det noget som i sandhed måtte irritere ham! At det så var noget som selv måtte irritere hende, så kunne han godt se hvor brændende hun selv havde lyst til at sætte tænderne i ham, og et sted så tiggede og bad han virkelig til at hun ville gøre det, og bare få det overstået! For han ønskede det jo, som han selv vidste, at hun lige så ønskede det, og sikkert mindst lige så meget, som det han selv gjorde det et sted. Han trak vejret dybt, som han lod de mørke øjne glide direkte til hendes blik endnu en gang, og med en langt mere fast og alvorlig mine. Han var selvfølgelig glad for hendes omtanke, men det var altså slet ikke noget som han kunne bruge på nuværende tidspunkt, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tænderne blottede han selv, som hun selv havde gjort det. Det dyriske i hende, rev virkelig i det dyriske i ham, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Slet ikke! #Du kan ikke gøre mig ondt, når jeg selv går rundt og beder dig om at gøre det! Selvfølgelig sætter jeg pris på din omtanke, men du kan vel selv godt se, at jeg ikke kan bruge en kammerpige, som ikke vil være i nærheden af mig? Vil du ikke sætte tænderne i mig… så vil jeg heller ikke sætte dem i dig..# Han slap stille sin krave, som hun selv kom tættere på ham, kun for at blotlægge sin egen hals. Hans egne tænder føles næsten som at løbe i vand, for han ønskede så brændende at markere hende, selvom han vidste, at han ikke kunne.. ikke når hun ikke selv ville gøre det. Han vendte blikket let væk fra hende. #Vi når aldrig til enighed her.. Jeg går ud fra, at vi i så fald er færdig..# endte han med en ganske kortfattet mine. Det gjorde ondt for ham at skulle tænke på, men han kunne ikke bruge en kammerpige som ikke ville være omkring ham! Det ville da for alvor være som at bide sig selv i enden, og det var han slet ikke interesseret i. Han måtte vel bare erkende, at han denne gang, heller ikke kunne få sin vilje? Og den tanke irriterede ham!

[Cressida Marvalo]

Aliyah var blevet glad for at han var kommet, men nu var hun næsten irriteret over at han konstant skulle sætte hende i en bås, således at hun var imod ham, selvom hun i virkeligheden forsøgte at give ham medgang. Et dybt suk brød hendes læber. Selvfølgelig ville hun gerne være en del af ham og en del af det arbejde som han kunne tilbyde hende, men hun gjorde det for pokker da for hans skyld! Og sin gen, for hvis han først endte såret, så ville det slå hende ihjel. At de så atter skulle råbe af hinanden, havde bestemt heller ikke været meningen, men om ikke andet havde hun stadig én fungerende arm. #Jeg tror Dem gerne, men jeg kan ikke se hvad pokker løsningen skulle være. Enten giver vi efter.. eller også gør vi ikke, og det er vel der den står?# spurgte hun og bed tænderne fast sammen. Der var ikke noget midt imellem. Hendes tænder løb i vand nu hvor han hals var blottet. Fristelsen var umådelig stor og hendes krop reagerede næsten instinktivt ved at træde ham i møde. Næsetippen gled blidt over hans hud, som hun opfangede den velkendte duft, som fik hende til at falde til ro, langt mere end det som alkoholen havde været i stand til. Aliyahs blik mødte atter hans, også selvom der ikke herskede den mindste tvivl omkring hans utilfredshed. Hun knyttede den hånd som nu engang var rask, det var jo tydeligt at han ikke havde tænkt sig at høre efter i det hele taget. Selvom han havde ret, så gjorde hans ord frygtelig ondt på hende, for hun ønskede jo inderligt at vende tilbage til slottet, dette var kedeligt. #Selvfølgelig kan jeg det! Min samvittighed ville blive uudholdelig! Det er jeg klar over, og hvis De trækker Deres tilbud tilbage, så nærer jeg fuld forståelse for det, også selvom det vil smerte mig,# erkendte hun en smule hidsigt, dog endnu hypnotiseret af hans hals, hvor hun næsten kunne ære blodet løbe gennem de mange årer. #Jeg vil gerne sætte tænderne i Dem,# udbrød hun nærmest opgivende. I samme øjeblik som hun gjorde tegn til at skulle til at bide, så brød hans ord hende, svang som en lussing og lod hende atter komme tilbage til overfladen. Hun tog sig i det, og trak sig en anelse forbavset og dog frustreret. Hvis ikke de havde mere at snakke om, så, så hun ej heller nogen grund til at efterkomme hans ønske. Kampen om at modstå nu hvor hun havde været tættere å end nogensinde var et helvede! Tårerne endte med at presse sig på, hvilket hurtigt fik hende til at vende blikket bort, så hun slap for at vise sin feministiske svaghed i hans selskab. #Det.. det er vi vel,# medgav hun lidt modvilligt. Så lang tid han nægtede at ændre sin overbevisning, så ville hun ikke være i stand til at tale fornuft med ham, hvilket hun udmærket var klar over. Hun bakkede bort, næsten for at ligge den afstand, således at hun ikke ville friste sig mere end hun allerede var, alt skreg i hende, det eneste hun ønskede var at markere ham, kun sådan ville hun få fred i sjælen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde brug for medgang, selvom det var tydeligt, at det end ikke var noget som ville falde til i denne givende situation. Selvom det ganske vidst ikke var noget som gjorde sagen bedre, så efterlod det ham faktisk langt mere frustreret end det som han havde været til nu. Intet gik som han ville det, og det gjorde ham selvfølgelig frustreret, for han fandt det slet ikke retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være. Han sukkede tungt, som han let rystede på hovedet. Hun forsøgte måske at hjælpe ham, men intet af det som hun sagde, var noget som han kunne bruge til noget som helst! #Selvfølgelig.. Men det ser tilsyneladende ikke ud til at vi kan blive enige om hvorvidt vi skal gøre det ene frem for det andet,# påpegede han med en ganske sigende mine. Hendes næse som gled over hans hals, var noget som satte en voldsom sitren i hans krop, for selv han følte det dyriske prikke så voldsomt til ham selv, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende! Halsen dækkede han igen til, som han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han ønskede jo faktisk ikke at stå der og råbe og skrige af hende, for det gjorde kun ondt værre.. Han følte smerten i det indre, også selvom han virkelig forsøgte at bide den i sig, så var det bare ikke nemt af den grund. #Når du ikke ønsker det, hvorfor skulle jeg så tilbyde dig det? Jeg nærer respekten for din såkaldte afvisning.# Han vendte blikket mod hende. Det gjorde ondt at tænke på, men han så ikke nogen grund til at blive der mere.. Det gjorde kun ondt værre, hvor det nærmest føles som at kniven blev vredet rundt i et åbent sår, og selvfølgelig var det noget som gjorde forbandet ondt. Som hun alligevel vendte sig væk fra ham. #Det virker ikke sådan,# endte han med en ganske kortfattet stemme, som han let slog armene over kors. Tungen strøg han let over sine læber, som han kort vendte blikket i retningen af vinduerne. Det var endnu mørkt udenfor, og selvfølgelig ønskede han at blive, for det var jo her hun var.. men han kunne jo ikke bruge en kammerpige som ikke ville være i nærheden af ham. Han var bare ikke vant til at det var sådan at blive afvist på det grundlag, for det var slet ikke noget som han havde oplevet tidligere. Han nikkede kun idet at han vendte sig mod stolen, som han søgte i retningen af stolen igen, kun for at samle sin kappe op, som han kastede omkring sine skuldre, kun for at vende sig mod hende igen. #I så fald, er jeg ked af, at jeg forstyrrede dig. Jeg ønsker dig al held og lykke i fremtiden, Aliyah,# afsluttede han med en ganske dæmpet stemme. Han ønskede jo slet ikke at gå nogen steder, men han kunne vel heller ikke blive?

[Cressida Marvalo]

Denne aften var slet ikke gået som Aliyah havde planlagt og tanken irriterede hende, netop fordi hun for et øjeblik siden havde følt sig glad og tilpas i hans selskab. Nu lod det ikke til, at det var noget hun kunne regne med at se frem til endnu engang. Hendes mor havde aldrig haft de store muligheder for at lærer hende om dyret, så meget var stadig frygteligt nyt og hun var inderligt bange for at hun ikke ville være i stand til at stoppe, så meget som hun ønskede lige netop det. At det så gjorde ham dybt utilfreds kunne hun jo ikke gøre meget ved, også selvom det gjorde ondt på hende, at hun ikke var i stand til at behage ham. #Tydeligvis ikke,# medgav hun lidt kort for hovedet. Det lykkedes hende at gøre sig fra at den trance hun var endt i for et kort øjeblik. Næsten forskrækket bakkede hun bagud, for med hans duft i næsen og den nærhed der for et øjeblik havde bygget sig om, så var det bestemt ikke nemt at stå i mod. Hun tog en dyb indånding i forsøget på at vinde kontrol over sig selv endnu engang. #Så lad være. De nærer tilsyneladende ikke stor nok respekt for den, til at tackle den som en voksen og fornuftig mand, svarede hun irriteret og trak på de slanke skuldre. Det var sjældent hun hidsede sig op, men han frustrerede hende, også fordi han det ene øjeblik gav hende lov og det næste øjeblik trak tilladelsen tilbage. Tanken om at skulle forblive her nagede hende en del, også selvom hun nu ikke sagde meget til det, for selvfølgelig kunne han ikke bruge en kammerpige der ikke ønskede at komme tæt på ham, desuden tvivlede hun på at han i det hele taget manglede hende, kvindeligt selskab havde han mere end nok af, og tanken gik hende faktisk på. #Jeg er ærlig talt ligeglad med hvilke tanker De gør dem, jeg ved hvad føler,# svarede hun spidst og rystede på hovedet af sig selv. Det hjalp ikke at råbe af hinanden, men det var som om at deres uenigheder steg dem til hovedet, det var som om at skænderierne.. bragte dem tættere på hinanden og alligevel langt fra, hvilket var en yderst mærkværdig fornemmelse. Hun fulgte ham med blikket som han endte med at svinge kappen om sine skuldre. Det sidste hun ønskede, var at han skulle gå, men der var ikke meget hun kunne sige til det. #Tænk ikke på det, Deres Højhed. Jeg var glad for at se Dem. De ligeså, må have held og lykke for fremtiden,# svarede hun og bed sig blidt i den bløde underlæbe, mens hun najede dybt. Selv på trods af aftenens diskussion så ønskede hun at støtte ham, og med henblik på arbejdet.. så måtte hun vel finde noget andet, også selvom stort set ingen ønskede en handicappet kvinde som hende. Tårerne pressede sig virkelig på, men hun blev ved at gentage for sig selv, at der kun ville gå et øjeblik før han forlod hende, og så kunne hun lade dem trille, og håbe på at være færdig inden Cecilaya kom hjem. Hvad hun ikke ville give for et af Enricoas råd lige u, han forstod sig jo på dyret!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var på ingen måder gået som Mattheus ville, hvilket faktisk var noget som virkelig var ham en dybt frustreret tanke, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved den som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled mod hende. Han kunne ikke helt afgøre om det var stædigheden og stoltheden i hendes familie kontra hans, som var den værste, men den var da virkelig irriterende lige nu, også fordi at han ikke rigtigt kunne gøre det mindste ved den af den grund. Han var blevet betydeligt mere stram i minen end hvad han havde været frem til nu, selvom det nu heller ikke var noget at sige noget til, men han var en stresset mand, og det at skulle blive afvist på dette grundlag, var slet ikke noget som han fandt retfærdigt på nogen måde! Han undlod at kommentere, for enig blev de åbenbart aldrig, og det var en tanke som faktisk måtte irritere ham noget voldsomt, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han rystede stille på hovedet og vendte blikket væk fra hende. Han forstod ikke hendes problem. Måske det hele bundede i frygt, men.. selv han kunne være skræmt ved tanken, men han var ikke bange for at forsøge og prøve sig frem, hvilket hun tilsyneladende var, og det var ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for den sags skyld! #Jeg efterkommer den. Jeg tilbød, og du ønskede det ikke, og jeg accepterer det,# bed han hende af, for han ville slet ikke høre på at han tog tingene som en lille dreng, for det var han ikke mere, og han forsøgte altså at gøre det så godt som han nu kunne! Umiddelbart kunne han ikke se nogen grund til at blive hængende mere. Ønskede hun ikke at være omkring ham eller i nærheden af ham, kunne han jo for pokker ikke engang bruge hende som sin kammerpige, hvilket faktisk var noget som gjorde ham ked af det, for han var slet ikke interesseret i at skulle finde en ny! Han væltede måske i et væld af kvinder, hvis det var det som han var interesseret i, men det var det altså ikke! Det eneste som han ønskede, var at finde den ro med sig selv, men det var åbenbart en som alle skulle benægte ham, og det synes han bestemt heller ikke var retfærdigt på nogen måde! #Tilsyneladende.. Mange tak for støtten,# endte han kortfattet, som han gik hen og greb omkring kappen, kun for at kaste den omkring sine skuldre igen, kun for at vende blikket mod hende. Et sted trist og et sted skuffet. At hun så skulle gengælde hans ord, vidste han ikke om det var på grund af vane eller om hun faktisk mente det. Han vidste jo for pokker ikke noget som helst mere! ”Du behøver ikke skænke mig de ord af ren vane eller høflighed, Aliyah. I det tilfælde, så kan jeg sagtens klare mig uden.# Han rystede på hovedet, som han igen vendte blikket væk fra hende, efter et kun kort buk med hovedet, da hun jo havde valgt at neje for ham, så kunne han da slet ikke få sig til at gøre noget andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. #Held og lykke..# endte han med en kortfattet tone, idet han valgte at forlade stuen. Det gjorde ondt i det indre.. Og det var han slet ikke vant til!

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde vitterligt ikke lyst til at ende denne aften så tidligt, hun havde trods alt håbet at han ville tilbringe natten ved hende – eftersom han havde muligheden, men at de igen skulle tage et skænderi op gjorde hende vanvittig. Hun var måske en stædig kvinde, men det gjorde hende vanvittig at han tog det som et barn frem for en voksen mand, det eneste hun forsøgte, var for pokker bare at sikre sig hans ve og vel, det så intet forkert i! Det snurrede en smule i benene, nu hvor hun havde drukket mere end planlagt, men hun tvang sig selv til at blive stående med den ranke holdning, kun fordi det var hende. Når alt kom til alt så var hun bange for at være hvad hun var, dyret var hun slet ikke bekendt eller fortrolig med, for den sags skyld og normalt var hun ikke bange for at eksperimentere, men når det gjaldt noget så alvorligt som kongens liv, så ville hun bestemt ikke lege! Hun sukkede og nikkede stille #Meget vel,# svarede hun uden at bringe det til yderligere diskussion, for hun havde jo for pokker ikke afvist hans invitation, men nærmere bare.. advaret ham. Der var mange kvinder som ville give lemmer for at stå hvor hun gjorde, og hun var faktisk ked af at skulle overlade den plads til en anden. Om ikke andet så havde hun holdt sig på måtten og ikke ladet sig charmere af kongen, også selvom han først for alvor havde gjort brug af den her til aften. Frem for at besvare hans ord, himlede blot med øjnene, for nu syntes hun bestemt ikke at han var retfærdig! Hendes hjerte bankede, hun kunne stadig fornemme hans blod bruse gennem årene, særligt nu hvor de begge var endt vrede og frustreret, hvilket kun gav hende større og større lyst til at sætte tænderne i ham, men nu hvor han havde trukket sin invitation tilbage, så måtte hun virkelig holde sig selv i skindet. Hun bed sig i læben og rystede blot på hovedet af ham, for hun brød sig ikke om at se ham vred endnu engang, også selvom dette ikke havde kostet hende endnu en brækket arm. Nu måtte hun jo bare acceptere, at han alligevel ikke ønskede at have hende som sin kammerpige, og så måtte hun begynde at lede efter andre muligheder, også selvom det var forbandet svært for en kvinde som hende, hun ville jo aldrig kunne fører et samarbejde med andre. Hans ord fik hende til at stirrer måbende efter ham. Hvor vovede han overhovedet at tale til hende på den måde? Hun havde altid tiltalt ham med høflig tiltale fordi han aldrig havde bedt hende om andet, og hun udviste selvfølgelig respekt for sin konge. Igen knyttede hun hånden, og selvom han valgte at forlade stuen, så valgte hun denne gang at søge efter. Hun var ingen konfliktsky kvinde, og hun ønskede ikke at have en liggende med ham. Hastigt greb hun ud efter hans håndled inden han nåede døren. Eftersom hun var et dyr, var hun ligeså stærk af sig. Grønne øjne betragtede ham, pludseligt mere intense end noget andet, ligesom tænderne ej heller var trukket tilbage endnu. #Du vil have den mindre høflig? Meget vel... Jeg bekymre mig om dit ve og vel, Mattheus, og jeg siger det ikke kun af høflighed. Havde det været tilfældet, ville jeg så have bekymret mig om at du er så forbandet anspændt? Jeg accepterer hvis ikke du vil have mit venskab, men jeg holder af dig, og det kan intet ændre på, så bebrejd mig ikke for at frygte for, hvad jeg kunne gøre ved dig, hvis jeg slap taget om dyret! endte hun fast i hans hoved, uden at tage blikket fra ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var slet ikke fordi Mattheus var dukket op for at tage et skænderi op endnu en gang, selvom det nu var blevet tilfældet alligevel hvilket jo faktisk var noget som han var utrolig ked af, men nu hvor de alligevel havde taget endnu et skænderi op, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Ingen af dem var særlig fortrolig med dyret, hvor han selv aldrig nogensinde havde været ude for noget lignende. Måske at det var en anelse skræmmende selv for ham, men han var så til gengæld ikke bange af sig, og han ønskede jo faktisk at finde ud af det! Hvis det var dyret som stod så tydeligt og fremme i ham, så gik han faktisk ikke ud fra at det var så farligt igen, for det var det brændende og evige ønske om at markere hende og ikke slå hende ihjel som stod i ham. #Udmærket,# endte han med en kortfattet stemme, som han fik kastet kappen op om skuldrene. Han gad ikke blive her mere.. Det gjorde ondt at se på hende, sådan som hun afviste ham, for det gjorde hun jo i allerhøjeste grad!
Som Mattheus valgte at forlade stuen, så havde han faktisk ikke regnet med at Aliyah ville søge efter ham, hvilket jo faktisk var noget som overraskede ham! Han ønskede jo faktisk ikke at gå nogen steder, men faktisk finde ud af det på en ordentlig måde, og uden at skulle forlade stedet med en ny konflikt på banen, for nu var de jo i gang igen, selvom det jo heller ikke ligefrem var noget nyt! Hendes greb omkring hans håndled, fik ham mere eller mindre til at stoppe op med det samme, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. De rødlige øjne faldt direkte til hendes skikkelse. Hun var bestemt ikke den eneste som var ked af det, hvad dette angik, for det var han så sandelig også! Hvorvidt om han skulle tage hendes ord som noget godt eller skidt, vidste han faktisk ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han knyttede næven let, også selvom.. han dog ikke trak den til sig. Tænderne havde han blottet, også selvom han virkelig forsøgte at lægge bånd på sig selv, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham på nogen måde! #Jeg bebrejder dig ikke for at frygte for hvad dyret kan stille op, men jeg går ikke ud fra, at du direkte går rundt med lysten til at bide og flænse mig? Jeg ønsker dit venskab og din nærhed mere end hvad du går og aner, men det er jo ikke noget som du vil skænke mig grundet din egen frygt! Hvad så hvis jeg beder dig give slip på det dyr, Aliyah? Hvad så? Jeg ved hvor meget du selv har lyst, for jeg kan læse det i dit blik, og tro mig.. Jeg har mindst lige så stor lyst, som det du selv har!# endte han med en langt mere fast tone i hendes hoved, som han nu heller ikke havde valgt at rive armen til sig, for det ville han ikke. Det var kontakten med hende.. Og han kunne virkelig godt lide det.

[Cressida Marvalo]

Aliyah var slet ikke tilfreds med at de atter skulle begive sig ud i et skænderi, det var trættende, særligt fordi de flere gange havde bevist at de var i stand til at le sammen. Det var ikke fordi hun ønskede at spilde tiden med at skændes, men hun havde ej heller lyst til at lade ham gå. Bæstet var ingen af dem synderlig fortrolig med, og særligt ikke når det kom til den vampyr race som hun ligeså var del af, ulven havde hun lært en del om med årene, for hun havde jo været tvunget til at lade sig forvandle en gang i måneden siden hun havde været ikke særlig gammel. Af den grund frygtede hun for, at hun ikke ville være i stand til at stoppe, også selvom hun ikke ligefrem følte for at gøre ham ondt. Aliya nåede ikke rigtigt at tænke videre over det før hun endte med at søge efter ham og gribe omkring hans håndled med et yderst fast greb. Hendes hjerte bankede idet hun gjorde det, også fordi det ikke lignede hende at hoppe ud af rollen som kammerpige, nu var det.. personligt. De slanke fingrer lukkede sig om hans kølige hud, hvilket lod en længsel og en sitren brede sig i det indre. De grønne øjne faldt i hans, intense og næsten bedende. Hun var om ikke andet glad for at han ikke trak sig, for selv på trods af hendes styrke, så ville han altid være stærkere. I stedet for at slippe ham, trak hun fast i hans arm for at trække ham tættere, også selvom det virkede en smule akavet eftersom hun ikke var i stand til at gøre brug af den ene. Der var noget ved hans ord som hun faktisk kunne se pointen i. Hun bed sig i læben og sukkede lidt opgivende, for den kunne hun trods alt ikke sige meget til. #Jeg ønsker ikke at bide eller flænse dig.. det gør jeg ikke. Det er et andet begær der plager mig, og jeg erkender gerne at det skræmmer mig, men jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv om jeg skadede dig. Jeg har mere lyst end du aner, og hvis du direkte beder mig.. så er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne modstå den fristelse,# erkendte hun lidt sigende, for hun så ingen grudn til at lyve for ham. De intense, grønne øjne så ikke væk fra hans. Det var ikke ofte de var så tætte som de var nu, og af en eller anden grund fik hun ikke sig selv til at slippe ham. De sylespidse tænder var blottet, og denne gang skjulte hun dem ikke, mest fordi han ikke selv lod sig skamme af at hans egne var ligeså. De var flotte, hvilket hun måtte erkende, stærke og hvidere end hendes nogensinde ville blive, desuden så de langt større ud. #Jeg ønsker ikke at skændes, Mattheus, noget siger mig at det ikke var det du kom her for. Skal.. skal vi prøve igen?# spurgte hun lettere håbefuldt og fugtede læberne. Hun ønskede ikke at slippe ham så tidligt, de burde trods alt være voksne nok til at diskutere det på modent vis. Måske hendes skepsis bundede i frygt, men hun havde aldrig bidt nogle eller noget, på sit vis var det også almen usikkerhed som spillede ind, hvad nu hvis hun slet ikke kunne finde ud af den slags?!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvis Mattheus havde vidst, at de skulle skændes igen, så havde han ventet med at komme, for det var slet ikke noget som han var ude på. Nu hvor han alligevel var på vej videre, så kunne han lige så godt bare få det gjort hvad han skulle, og så komme derfra, for det andet, var jo heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre brug af i den anden ende. Nu hvor det endelig skulle være i den anden ende, så var det kun noget som gjorde vanvittig ondt, og det var slet ikke noget som han kunne have noget med at gøre! At hun så skulle komme efter, var slet ikke noget som han havde regnet med, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, selvom han alligevel ikke valgte at trække den til sig, hvor han nu lod den hvile i hendes greb. Selvom hendes ord ikke rigtigt gjorde nogen forskel alligevel, for hvis hun ikke ønskede at flå og flænse ham, så regnede han jo faktisk heller ikke med at det ville ende med at ske uanset, selvom hun tilsyneladende frygtede noget helt andet. Han havde allerede opfordret hende til at bide ham en gang, selvom hun havde nægtet det.. et sted så var det vel heller ikke så underligt, at han tolkede det som en afvisning, når alt endelig måtte komme til alt? #Jeg tilbød dig det indenfor og du ville ikke gøre det i din egen frygt, og tro mig, Aliyah, jeg forstår den faktisk godt, for det er ikke bare dig som den skræmmer, men lige så også mig! Ønsker du ikke at flå og flænse mig, så tror jeg ikke på at det vil ske.. ondt gør det måske, men.. hvem ved? Det giver måske os begge lidt ro i sjælen at give efter for det..?# Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. At hun så spurgte ham om de skulle gøre et forsøg til, havde han ikke ligefrem regnet med, men ikke desto mindre, ås.. tog han det jo faktisk kun som en god ting, og det var noget som de begge tilsyneladende havde brug for efterhånden, så selvfølgelig var det end ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sukkede tungt, som han betragtede hende med en rolig og tydelig eftertænksom mine. Han vidste virkelig ikke om han burde, for de begyndte vel bare at skændes igen? Han valgte dog at nikke stille og roligt. #Udmærket… Lad os gøre et nyt forsøg så.# Han forsøgte sig med et roligt smil, også selvom det ikke rigtigt var nemt for ham, en han forsøgte da om ikke andet alligevel. Han ønskede slet ikke at skændes med hende, for det var faktisk kun noget som gjorde ondt. Desuden.. ville han jo stadig gerne have hende med sig op på slottet, selvom det selvfølgelig først af alt måtte kræve, at hun ikke frygtede for dyret så meget som hun gjorde, og den tanke frustrerede ham faktisk meget! Han slappede endeligt af i armen, selvom det ikke rigtigt gjorde den største forskel uanset hvad. Han ønskede bare ikke at skændes med hende!

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste udmærket at Mattheus var en travl mand, og sikkert slet ikke havde tiden til at sidde med hende i flere timer, men ikke desto mindre så ønskede hun slet ikke at ende deres møde allerede. De var kommet skævt fra start, men om ikke andet så havde hun valgt at være ærlig overfor ham. Langt om længe lod han til at forstå hendes frygt for at gøre ham ondt, lige når det kom til dyret så turde hun ikke at lege med ilden, og det dyr havde hun ikke kontrol over hvilket til tider var frustrerende. Selv nu hvor de var hinanden så tætte og hans duft sad i hendes næse, så var hun slet ikke i stand til at skjule tænderne, men så lang tid det ikke generede ham, så, så hun ej heller nogen grund til det. Det var bestemt ikke fordi hun ønskede at flænse eller flå ham, begæret var noget andet.. noget langt stærkere og det var den fornemmelse der skræmte hende. Hun var slet ikke i stand til at have kontakt med ham uden at føle sig overvældet af den intense lyst til at sætte tænderne i ham, præge ham med sin markering, også selvom hun udmærket kendte til konsekvenserne af dette. Han ville blive hans såvel som hun ville blive hendes, og med hans leg med diverse kvinder.. og sin mand – kongen, så var hun ikke sikker på at det var klogt, ikke eftersom hun allerede reagerede på at han lugtede anderledes end hende. Hans ord vendte mere og mere hendes overbevisning hvilket irriterede hende. Hun bed sig let i læben g nikkede lidt opgivende. #Måske det vil give os ro i sjælen, men ingen af os ved reelt set hvad vi leger med? Spørgsmålet er om vi tør tage chancen, jeg mener.. det er jo ikke kun nu og her, Mattheus, konsekvenserne af det strækker sig langt ud over det øjeblik hvor vi giver efter for det,# påpegede hun lettere nervøst. De mange argumenter faldt langsomt fra hinanden, hun ville jo bare sikre sig, at de om ikke andet begge var afklaret med følgerne af dette. Idet han gik med til at give det et nyt chance, endte hun med at slippe hans hånd frygtelig langsomt. Et varm og betydeligt lettet smil krusede sig over hendes læber, betydelig mere blødt op. #Det er jeg glad for. Hver sød at komme med mig ind igen,# bad hun roligt, inden hun vendte ryggen til ham og strøg tilbage mod den varme stue. Et knust glas lå stadig på gulvet, men hun gjorde ikke noget for at ændre det. For at komme med tilbage til slottet, så ville det kræve at hun blev fortrolig med dyret, hvilket ligeså ville kræve at hun begyndte at tage chancer, og eftersom han havde givet hende lov til det, så ville det jo være en oplagt mulighed. På den anden side så var hun virkelig bange for at dette kun ville gøre situationen mellem dem langt værre, det var ikke smerten som sådan ved et bid, for hun ville vove og påstå at intet var værre end den forvandling hendes krop blev tvunget til at gennemgå gang på gang, følgerne derimod gjorde hende virkelig urolig tilgengæld!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville under normale omstændigheder ikke kunne sætte sig ned, ganske enkelt fordi at han ikke havde tid til det. Han havde dog alligevel sat hele aftenen af til dette besøg, også fordi at han ikke havde haft nogen anelse om hvor lang tid han havde haft til det, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit? Han var kommet for at ordne op i en konflikt, selvom det havde resulteret i at han havde ordnet op i en ny, og det var slet ikke noget som han havde ment at gøre med vilje! Han bed sig svagt i læben, som han vendte blikket direkte mod hende igen. Det kunne godt være at han pillede alle hendes argumenter fra hinanden, men det var kun fordi at det var noget som han var nødt til at få på plads. Hvis hun ikke ønskede at flå og flænse ham, så gik han faktisk heller ikke ud fra, at det var det som ville ske, uanset hvad, men det var vel ikke en overbevisning som hun ville være af? De rødlige øjne hvilede på hendes skikkelse og med en faktisk temmelig trist mine. Han var slet ikke kommet hertil for at starte et nyt skænderi, og derved starte en ny konflikt op, for det var slet ikke noget som han var det mindste interesseret i på nogen måde! #Jeg ved med mig selv, at jeg går med det evige ønske om at markere og ikke at slå ihjel.. Jeg ved ikke med dig, men jeg kan tydeligt mærke en massiv forskel på de to følelser og tanker. Konsekvenserne vil strække frygtelig langt.. Men det er dig som ikke tør udforske det,# påpegede han med en ganske sigende mine. Han var blevet langt mere afslappet nu, også selvom det faktisk kørte ham utrolig træt at være så sur og frustreret hele tiden, så var det altså ikke altid noget som man kunne gøre noget ved af den grund, g så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. Han trak roligt hånden til sig, som hun alligevel valgte at slippe ham. Ikke fordi at det var noget som han ville have noget imod i den anden ende. #Udmærket..# endte han ganske dæmpet, som han søgte efter hende med tilbage til stuen. Han havde jo heller ikke selv lyst til at tage nogen steder, hvis han ellers kunne blive fri for det, for de havde jo slet ikke opnået noget som helst.. Andet end flere problemer og konflikter, og det var ved at drive ham til vanvid! Han kommenterede ikke det ødelagte glas, hvor han igen bare valgte at fjerne kappen fra sine skuldre og kastede den over stoleryggen på stolen, som han igen valgte at tage pladsen i stolen i stedet for – også for at tage den afstand til hende, nu hvor hun havde vist det ubehageligt med at have ham så tæt på? Han vidste det ikke helt, og selvfølgelig var det heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, for det var frustrerende!

[Cressida Marvalo]

Aliyiah vidste hvor mange opgaver han havde at fuldfører, derfor ønskede hun heller ikke at holde ham hen, men det var uger siden hun sidst havde set ham, og at slippe ham allerede nu med en konflikt liggende, og uden udsigt til at skulle se ham igen, det kunne hun næsten ikke bærer. Uanset hvor stor en eskorte som ventede på ham ude foran huset, så måtte de vente længere, hun kunne bare håbe på at Cecilaya ville blive væk, for den kvinde ville i den grad ikke værdsætte hans tilstedeværelse, efter han havde gjort hende ondt. Det var yderst sjældent at Aliyah så sine argumenter pillet fra hinanden på den måde, mest fordi hun var blevet yderst velargumenteret efter de mange timer hun havde tilbragt med hans far. Han havde jo ret, hun lod sig skræmme af dyret og de stærke følelser som fulgte med, men hun ville aldrig lærer nyt eller blive komfortabel med det, hvis ikke hun forsøgte sig frem.. kongen var bare en risikabel person at bruge på eksperimenter. Langsomt slap hun hans hånd, og fulgte ham med sig tilbage i stuen, hvor hun med et svirp fra hånden, fik glasskårene til at flyde sammen, så de til sidst igen dannede et helt glas der gled op på bordet. Magien var hun trods alt langt mere fortrolig med end det andet! Idet han igen satte sig i skolen, gled hun let ned i sofaen og foldede hænderne i sit skød. #Selvfølgelig er der en massiv følelse på de to ting, det er ikke det. Men jeg er bange for at miste kontrollen. Det ville ikke være førte gang at den historie ville blive fortalt... desuden så.. er det noget som vi begge skal leve med, Mattheus, du kunne ligeså godt have bedt mig om at gifte mig med dig, symbolet havde været det samme bare.. menneskeligt,# tilføjede hun lidt sigende, løgn var det jo ikke. Det var et symbol på ejerskab,og tanken om at hun på sit vis ville eje landets konge virkede bare.. forkert. Et sted føltes det godt at hun ikke behøvede at undertrykke det dyriske omkring ham, men det gjorde trods alt ingen nytte, hvis ikke hun turde. Hun fugtede læberne med tungespidsen, og besluttede sig at gøre et sidste forsøg på at fortælle ham hvilken ringe idé det ville være, også selvom hun næsten allerede kunne fornemme det falde til jorden. #Og hvad med den dag, din mage står overfor Dem, Dere.. Mattheus? Jeg tvivler stærkt på at hun ville sætte pris på en simpel kammerpiges mærke på dig,# påpegede hun dæmpet. Det var trods alt endnu en ting som man måtte tage højde for, og måske hun tænkte for meget over alting, men hun ønskede jo heller ikke at gøre noget som han senere ville fortryde. Benene trak hun op under sig, og satte sig skråt mod ham, for atter at lade de grønne øjne falde på ham. Det var virkelig ikke fordi hun gad at diskutere det, men sandheden var at hun efterhånden forsøgte at overbevise sig selv om, hvor dårlig en idé det ville være, frem for at overbevise ham, det han han på sit vis udfordrede, gav jo også næring til dyret i hende og gav hende kun en større længsel til faktisk at give efter, også selvom han havde trukket invitationen tilbage.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde skam ikke nogen som stod udenfor, for at vente på ham, så han havde jo faktisk al den tid som han ville have. Han havde desuden meldt af på slottet, at han ønskede fri for denne nat, så han kunne få bugt med lidt af de småting som han havde liggende, og den konflikt som han havde haft liggende med Aliyah, var den som han ønskede at få ordnet og gjort på for, mere end det som han ønskede noget andet. Det lignede ham måske ikke at have fokus på noget så simpelt som en kammerpige, men der var noget mere omfattende i det, end hvad han måske gav udtryk for, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun havde givet slip på ham, var ikke noget som han havde noget imod som sådan, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en yderst sigende mine, som hun fik samlet glasset igen ved hjælp af magi. Han havde ganske vidst altid været fascineret af den slags, også fordi at det ikke var noget som han selv var i stand til. Han vendte de rødlige øjne i retningen af hende. Han var ikke nær så skræmt og panisk ved tanken om sit dyr, som hun tilsyneladende var, men ikke desto mindre, så kunne det måske være fordi at han havde levet under samme tag med Enrico som sin mentor, også selvom der alligevel var noget ved det, som han ønskede at gøre sit ved det. Tungen strøg han let over sine læber, som han let trak på skuldrene. #Jeg er nu en gift mand, og vil sikkert også være det med Leonardo frem til den dag jeg går i døden, Aliyah.. Så i det henseende vil det ikke gøre nogen forskel. Du ved lige så vel som jeg, at det uanset hvad, vil blive mere frustrerende over tid, end hvad det er nu.. Og det vil kun blive værre.. Jeg kan selv mærke, hvordan det har eskaleret fra før og frem til nu. Jeg forstår og respekterer, at du ikke tør.. Jeg ønsker heller ikke at gøre dig ukomfortabelt til mode,” fortalte han med en rolig stemme. Hænderne samlede han roligt foran sig, hvor han kort vendte blikket mod dem. Han havde valgt at tage plads i stolen, også for at gøre hende mere komfortabel til, ved at tage den afstand til hende. Uanset hvad, kunne han dog ikke gøre det største ved det, dersom hun selv frygtede dyret så meget, at hun ikke turde at gøre.. noget som helst ved det af den grund, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt. #Skulle jeg møde min mage, er det ikke noget som jeg kan gøre det største ved. Jeg er og bliver en gift mand. I det tilfælde, så må jeg tage hende ind som min kongelige elskerinde,# svarede han ærligt, som han satte sig en anelse tilbage igen. Det var måske en smule akavet, efter at det var forløbet sådan som det nu havde, men han måtte vel bare lægge lidt bånd på sig selv? Han ønskede jo ikke flere konflikter!