I need to say 'I am sorry'.

[Cressida Marvalo]

Det var en lidt sjov tanke, at Mattheus faktisk var yngre end hun selv var. Ikke meget men det drejede sig om ikke andet om et par år. Hun havde meget svært ved at se på ham som en del af Diamaqima også selvom det var sådan det forholdt sig, men tanken om Nathaniel var gået bag ryggen på Liya, var faktisk noget hun havde meget svært ved at forholde sig til. På den anden side så kunne det ske for selv den bedste, det kunne hun jo se på sine egne forældre, der var gået i opløsning i samme situation.. lige foruden at hendes far intet huskede. #Det er en skam, De ligner ham virkelig. Jeg kan forestille mig at de familiære bånd er svære at opfylde, når du sidder som konge her i landet, mens hun gør i Procias, men det er nu en skam af den grund, det er en herlig familie,# svarede hun roligt. I virkeligheden var det svært at skjule sin begejstring, hun savnede virkelig Nathaniel, han havde altid været med til at holde sammen på det hele og familien havde aldrig været så splittet som den var nu. Selvom drikken var stærk, så lod han om ikke andet til at kunne lide det, hvilket glædede hende. Tilbage i hendes glas lå kun en bundsjat af den vin hun havde skænket op, og hun kunne føle det snurrer en smule i sine ben som følge af alkoholen. Glasset tømte hun, før hun satte det fra sig og vendte sig mod ham. Hvis han skulle ende med at få for meget af Kimeyas stads, så måtte hun jo hellere holde dig anstændig. #Det kan jeg se,# påpegede hun morende, Hånden lagde hun roligt i skødet. Hun manglede lidt at kunne samle den anden med den, men den måtte for nu blive hængende hen over brystet. Hun himlede med øjnene også selvom den blide latter atter brød hendes læber. #Slå dig løs,# opfordrede hun lidt morende. Det var ikke fordi hun regnede med at han ville gøre det, en selvfølgelig ønskede hun at hjælpe ham hvis det skulle blive nødvendigt. Hun glædede sig faktisk til at komme med tilbage på slottet, Cecilaya ville nok også lettes for den dårlige samvittighed, over at hun aldrig var der til at underholde hende, også selvom hun klarede sig fint. Hun frygtede dog lidt hvordan hans kommer tog sig ud efter flere uger uden hendes kærlige hånd. Som han rejste sig, lod hun de grønne øjne falde på hans skikkelse og fulgte ham hen, som han endte med at sætte sig ved siden af hende. Hun var slet ikke vant til at være så tæt på ham.. ikke på den måde vel og mærke. Hans ord fik hende til at synke en klump som havde sat sig i halsen. Hendes hjerte bankede en smule hurtigere, også selvom det forundrede hende lidt, hun burde jo slet ikke reagere på den måde, han var konge for pokker! Hvordan skulle hun i det hele taget reagere på det? Lettere tøvende vendte hun blikket mod hans skikkelse, og sendte ham et varmt smil. #Det glæder mig at jeg om ikke andet har været manglet, Deres Højhed,# svarede hun og strøg en smule forfjamsket hånden gennem sine røde lokker. Hun vidste slet ikke hvad han mente det, og det var en smule frustrerende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Aliyah havde svært ved at se på ham som en del af Diamaqima, forundrede nu ikke Mattheus, da han ikke rigtigt havde haft noget med den familie at gøre, selvom han vidste, at det jo faktisk var en meget stor del af ham. At hun så kunne se meget af hans kære far i ham, var en tanke som han godt kunne lide, også selvom han ikke havde haft noget med den side af familien før. Et sted så var det selvfølgelig noget som gjorde det en kende akavet, men det var nu heller ikke rigtigt noget som han kunne gøre noget som helt ved af den grund. Han trak let på skuldrene til hendes ord. #Jeg har aldrig været særlig interesseret i den del af familien. Jeg ved udmærket godt hvorfor jeg blev skabt, og hvad jeg er skabt til, og det er ikke at bringe familien ære på den måde.. Desværre. Han har aldrig vist mig nogen synderlig interesse, så jeg går ikke ud fra, at jeg har været ønsket som sådan,# fortalte han ærligt, som han vendte blikket mod hende. Hårde ord var det måske for en søn at udtale sig om sin familie og sin far, men det var vel rigtigt nok? Det var jo faktisk sådan at han havde det med det hele, selvom det var hårdt at sige. Han trak vejret dybt. Kimeyas brygge var virkelig voldsomme, hvilket han tydeligt kunne mærke, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, selvom han nu heller ikke havde noget imod det som sådan, så var det nu alligevel noget som man var nødt til at vænne sig til. Han nikkede med et stille smil. #Det skal jeg da lige love for,# endte han morende. At hun så alligevel valgte at give ham lov til at slå sig løs med det hele, var noget som kun fik smilet til at brede sig på hans læber, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han roligt nikkede til hende, idet han rejste sig, for at sætte sig ved hendes side henne på sofaen. Blikket gled roligt i hendes retning og med en yderst sigende mine. Han mente det jo faktisk, når han sagde, at hun var savnet, for han savnede hende jo.. Og det var vel også noget af det som gjorde, at han hurtigt blev så.. bidsk på slottet som han havde været igennem den sidste tid, hvilket jo faktisk heller ikke var noget som han gjorde med vilje, for han var jo faktisk af den mere rolige og mere kontrollerede af slagsen, men det var som om at det hele bare havde valgt at slå klik, så det var selvfølgelig også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hænderne lukkede han roligt om glasset, inden han valgte at tage en tår mere, kun for at sætte det fra sig på bordet. #Jeg ved godt, det måske kan virke en anelse underligt, men jeg har virkelig manglet dig.. Din tilværelse gør mig.. rolig..# endte han ganske sigende, for han mente det jo trods alt også! Hun havde en yderst beroligende effekt på ham!

[Cressida Marvalo]

Aliyah vifste godt at Mattheus i virkeligheden ikke var en stor del af Diamqima, og man kunne ikke rigtigt bebrejde nogle, eftersom Jaqia havde fået ham med en mand som var en anden kvinde hengiven. Når det var sagt så var den unge mand som snydt ud af næsen på sin far, og det var heller ikke noget der sagde så lidt! Heldigvis lod han ikke til at være synderlig påvirket af at snakke om den side af familien. Hun bed sig let i læben også selvom hun nikkede medgivende, for der kunne hun trods alt ikke sige ham imod. #Jeg ville ønske at jeg kunne sige Dem imod, men jeg er bange for at De har ret. Jeg kender ikke Deres baggrund, Deres Højhed, men jeg ved at Deres far elskede en anden kvinde, Silia og Jophiels mor, og jeg ved ikke hvor vidt han tog Dem for at være sin søn,# svarede hun lidt mere forsigtigt, for det var trods alt hårde ord. Hun ville end ikke kunne håndtere, hvis en af hendes forældre skulle ende med at afsværge hende på den måde, for en stund havde hun jo faktisk frygtet det med henblik på Gina. Det sitrede lidt i hendes ben som følge af det ene glas vin, hvilket var grunden til at hun ikke skænkede til sig selv endnu engang, hvis hun selv endte for påvirket, så ville hun jo ikke være i stand til at vogte om ham, og der skulle ikke ske ham noget i hendes selskab! Hun nikkede blot sagte, og så lidt skeptisk på glasset med hvad end stads det nu engang var. Hvis det slog hårdt selv på ham, så turde hun slet ikke tænke på hvad det indeholdt. De røde lokker strøg hun roligt over den ene skulder, før hun vendte sig en smule mod ham. De funklende, grønne øjne betragtede hans kønne ansigt. Den kære konge havde aldrig været direkte påtrængende overfor hende, eller gjort kur til hende.. Aliyah vidste ikke om det var det han forsøgte, eller hvordan hun skulle reagere på det, for sandheden var jo faktisk at han fik hende til at føle sig.. varm på en ukendt måde. Tungespidsen lod hun fugte det rosa læber. #De har ret.. det er underligt. Ikke desto mindre så må det vel være.. jeg ved ikke. Vi er begge dyr, jeg er som regel mere rolig når der er andre dyr i nærheden. Det er nok det,# forsøgte hun næsten i en desperat konklusion. Hvad pokker kunne det ellers være? Hun havde ganske vidst hørt om begrebet 'alfa' eller 'mage', men hun nægtede at tro på, at mørkets konge skulle være hende! På trods af den snurren i hendes ben, rakte hun sig frem, og hældte en gylden væske op i glasset, uden at vide hvad pokker det skulle være. Aliyah havde lovet sig selv, at hun ikke ville falde for hans charme i frygt for at det skulle koste hende jobbet, og det var nogets om hun holdt fast i, men det var ikke nemt, og særligt ikke nu hvor hun ikke havde den mest fjerne idé om hvor han ville hen med sine ord! Glasset hævede hun og nippede til det, hvilket hurtigt fik hende til at trække en grimasse. Hurtigt stilte hun det fra sig igen som havde det været rent gift. #Men jeg er skam beæret over at have den virkning på, Dem,# tilføjede hun lidt mere roligt og dog med en vis form for forvirring.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde aldrig været en stor del af Diamaqima, og det ville han nok heller aldrig blive, og det var heller ikke noget som han regnede med. Han vidste godt, at han kun var skabt til det formål som han havde nu; At sidde som konge af Dvasias og lede landet, også selvom det ikke var nemt på nogen måde. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han jo bare at.. finde sin plads i det hele, også selvom han aldrig havde haft noget med sin far eller sine ældre søskende at gøre. Ja på sit vis, følte han sig måske temmelig alene, selvom han nu heller ikke rigtigt kunne gøre noget ved det som sådan, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. #Jeg ved godt at han elskede Liya, Aliyah. Som sagt, så har jeg aldrig været en del af den familie, og jeg kunne godt forestille mig at hun har svært ved sådan en som mig. Min mor ønskede en arving i tilfælde af hun selv skulle falde.. Og hun fik mig.. Det har været mit eneste formål i livet,# forklarede han ærligt. Hun behøvede ikke at være så forsigtig, for han følte i sig selv, ikke at han som sådan hørte til nogen steder, og selvfølgelig var det noget som i sig selv gjorde ham selv en anelse trist, men der var vel heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det som sådan? Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lige hvad det var med dyret og bæstet, alfaer og mager, vidste Mattheus faktisk ikke, da det ikke var noget som han var informeret om som sådan, men.. hun havde vel ret? Han trak let på skuldrene. Han var faktisk kun ærlig overfor hende, når han sagde, at hun havde en underlig påvirkning af ham, og det var svært for ham i det hele taget at finde ud af, om det var en god eller en dårlig ting, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. #Du har sikkert ret.. Det er bare din duft jeg reagerer på, og ikke alverdens andres.. Det er forvirrende, men der er vel ikke rigtigt noget som man kan gøre ved det, er der..?” Et sted var det ganske sjovt at Aliyah faktisk var ældre end ham, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan, for han var vant til det. Han sendte hende et stille smil, som hun selv satte glasset fra sig. Stærkt var det skam, selvom det faktisk gjorde ondt.. Det varmede i halsen o det dulmede hans nerver, så det passede ham faktisk ganske fint. Han lod hovedet søge let på sned. #Ja, hvis jeg bare vidste hvad den betød..# endte han ganske dæmpet, som han yderst forsigtigt hævede hånden for at lade den glide mod hendes kind – denne gang uden at skulle skænke hende slag, som han havde gjort sidst. I sig selv, så var han faktisk utrolig ked af den behandling som han havde kastet hende under!

[Cressida Marvalo]

Aliyah kendte slet ikke den unge konge nok til at vide, hvordan han havde det med familien, men hun vidste at han ikke havde stor del i Diamaqima, også selvom han bar tydelige træk fra slægten, ikke kun på det ydre men også i det indre. Det var for alvor kommet til udtryk den aften hvor de havde haft deres skænderi. Det ene øjeblik kunne han være den mest fornuftige og behagelige mand, det næste øjeblik tvang han frygt op i de fleste med sin vrede, det morede hende lidt, også selvom hun ikke fandt det morsomt at det var gået ud over hende. Det var tydeligt at hele den familiære situation nagede ham, enhver vidste hvorfor Jaqia havde valgt at sætte børn til verdenen. #De var måske bragt til verden med et formål, Deres Højhed, men er vi ikke alle det? Der findes ingen som ikke kræver eller ønsker noget af os. De var født med stor mening, at skulle holde samen på et helt land, og jeg tør end ikke gætte på hvor udfordrende det er for en opgave, men jeg ved at De er en stærk mand. De er nået langt, Deres Højhed, og enhver ved at De gør hvad De kan for at opfylde de krav som bliver stillet til Dem,# endte hun roligt, også selvom hun skam mente det, hun så jo hvor meget han kæmpede for det som var blevet hans lod i livet. Lidt forsigtigt lagde hun hånden over hans og gav den et kort klem, før hun atter lod den glide tilbage i sit skød, det var ej heller fordi hun ønskede at gøre ham ukomfortabel. Beskrivelsen af hvad hendes duft gjorde ved ham, satte noget i gang i hende udelukkende fordi det var en velkendt følelse. De dage hvor han stank af en anden kvinde, hvor hun vidste at han nød deres selskab, det var de dage hvor hun følte sig endnu mere aggressiv også selvom hun ikke kunne tillade sig at kommentere på det. Hun kendte de dyriske begreber, men kendte ikke magterne som lå bag, derfor turde hun ikke at udtale sig som sådan. Aliyah trak svagt på skuldrene. #Jeg ved det ikke Deres Højhed. Jeg er ikke selv ekspert på dyret og jeg tør ikke at gætte på hvorfor du reagere på den, såvel som jeg gør på din,# endte hun og følte hvordan hjertet bankede blodet ud gennem hendes årer og fik hende til at føle sig stegende hed. Hun anså Mattheus for at være en ven.. de kunne snakke både dybt og overfladisk, og han fik hende til at le.. mange gange, og længere vidste hun også at de aldrig ville være i stand til at trække den, alene den grund var nok til at hun holdt en smule igen og ikke nævnte hverken magen eller alfaen. #Måske De burde spørge Deres mor? Eller Enrico. De om nogle, må kende til den slags,# forslog hun med et stille smil. Hun lod hans hånd komme til hendes kind. Det sitrede under hans ru hænder, hun var jo slet ikke vant til at blive berørt på den måde. Blikket gled en anelse i, som hun vendte ansigtet mod hans hånd, hvor hans duft tydeligt nåede hendes næse, og gjorde hende komplet roligt. Igen blottede hun hun tænderne, som havde det været en naturlig reaktion, men denne gang bed hun sig selv fast i det. Hovedet rettede hun atter op, og trak sig derved fra hans kærtegn. Hånden gled for hendes mund for at skjule tænderne. #Det beklager jeg, Deres Majestæt. Det er ikke altid til at styrer,# endte hun og sendte ham et lidt undskyldende smil bag hånden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hele den familiære situation nagede virkelig Mattheus meget, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved den, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han svagt sammen. Hans eneste grund til at være til, var at være konge.. Selvom han vidste at hans mor elskede ham, så vidste han at det var den eneste grund til at han var til. Et sted gjorde det ondt at tænke på, selvom det nu var de omstændigheder som var til. Han sukkede tungt, idet han stille vendte blikket mod hende. Hvor meget han lignede sin far, vidste han faktisk ikke, også selvom hun bestemt ikke var den første som sagde det til ham. #Jeg ved ikke engang om min mor har elsket tanken om at være gravid.. Jeg ved min far aldrig elskede min mor, da det skete, og jeg ved jeg kun kom til verden, fordi min mor havde brug for en arving i tilfælde af, det skulle gå galt. Det er udfordrende.. Folk viser mangel på respekt for en som mig.. Jeg er ung og uerfaren og folk ved det jo.. Ja, til tider ved jeg ikke engang om jeg kan magte det hele..# Han trak atter en gang let på skuldrene, som han vendte blikket mod hende. At hun tog omkring hans hånd og gav den et klem, hvilket fik ham til at smile ganske let. Han lod hovedet søge let på sned. Hun gjorde ham så rolig, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. #Jeg ved det heller ikke.. Og det er faktisk ved at være utrolig frustrerende..# Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun reagerede også på hans dyr? Han havde aldrig rigtigt fået noget at vide omkring disse ting, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende, for det var faktisk noget som frustrerede ham som intet andet! Hånden hævede han roligt, kun for yderst forsigtigt at lade den stryge mod hendes kind. Når alt endelig skulle komme til alt, så reagerede han næsten bare.. ved det dyriske, for han ønskede at have hende ved sig og ikke mindst tæt på. Nu hvor han faktisk slap for at tænke mere over Denjarna, så var det faktisk en utrolig lettelse for ham! At hun opfordrede ham til at spørge hans mor eller Enrico, ville han faktisk ikke… Det var et sted flovt, at han ikke havde bedre styr på tingene end hvad han faktisk havde, og det var noget som virkelig måtte irritere ham et sted. #Det skal jeg nok..# endte han sigende, også selvom det mest var for at tale hende efter munden. Selvom han kun lige nåede at komme en smule tættere på hende, inden hun selv valgte at trække sig, så bed han tænderne en smule sammen, kun for at lade hånden falde, og roligt trække sig tilbage til sin egen plads igen. #Tænk ikke på det..# afsluttede han endeligt, kun for at rejse sig. Han forstod virkelig ikke den effekt som hun havde på ham, og det var en frustrerende tanke!

[Cressida Marvalo]

Det var tydeligt at Mattheus lod sig plage af at han ikke rigtigt var følt ind i en varm familie som hun selv var. Aliyah havde aldrig betvivlet sin familiens kærlighed hverken når det kom til hende, eller når det kom til den øvrige del, og derfor var det svært for hende at sætte sig ind i hans situation, der var aldrig nogle som rigtigt havde forventet det samme af hende som de havde af ham. Det morede hende dog at han var som snydt ud af næsen på sin kære far. Ikke kun på det ydre, også selvom han virkelig var en yngre og flot udgave af Nathaniel, men mange af hans værdier genkendte hun ligeså. #Jeg tør ikke at gøre mig klog på Deres mor, Deres Højhed, men jeg ved at Nathaniel kun holdt afstand på grund af hans hengivenhed til Liya, Når det er sagt, så nærer jeg tillid og tro på at De vil være i stand til at fører dette land ind i en helt anden tid, og jeg anser det for at være en ære, at få lov til at opleve. Jeg kan måske ikke hjælpe Dem synderligt, men jeg kan lade Dem vide at De har min fulde støtte,# svarede hun roligt, også selvom det måske var en frygtelig ringe trøst, det var nu engang hvad hun kunne give ham. Hans hånd slap hun roligt for i stedet at ligge den i sit skød. #De må bare lærer at styre Deres temperament,# tilføjede hun med et drilsk glimt i blikket. Glasset lod hun stå på bordet, også selvom hun havde valt at fylde det op endnu engang, selv det var for stærkt til at hun kunne tvinge det ned, uanset hvor meget det ellers dulmede hendes nerver. Det gjorde hende nervøs at sidde alene med selveste kongen og særligt efter han havde givet udtryk for at han havde savnet hende, og at han dyrisk reagerede på hendes duft såvel som hun gjorde på hans, hun frygtede betydningen og hvilke konsekvenser det ville kunne få for fremtiden. #Det er mærkværdigt, det giver jeg Dem ret i. Jeg har ingen anelse om hvorfor det er som det er, jeg tror desværre ikke der er noget at gøre ved det,# endte hun og sendte ham et lidt opmuntrende smil. Det ville uanset aldrig kunne lade sig gøre mellem dem, hvilket hun var indstillet på. Den ru hånd mod hendes kølige og tørrer kind, fyldte hende med en sitren som hun ikke kunne se bort fra. Duften var så kraftig i hans håndflade, og uden at tænke over det gned hun kunden en anelse mod den for at blive smittet med samme duft også selvom det resulterede i at hun blottede tænderne. Det var jo slet ikke ment som en trussel! Tanken i sig selv gjorde hende forskrækket nok til at rette sig op en anelse chokeret hvor hun holdt hånden for munden i et forsøg på at skjule det for ham. At dømme ud fra hans ord kunne hun allerede gætte sig til at han ikke havde tænkt sig at gå videre med det. En smule skuffet lod hun ham rejse sig. Blikket gled ned i hendes skød idet hun langsomt samlede hænderne i sit skød. Så tæt på og så alligevel så langt fra, selvom det var bedst sådan, var det ikke nemt at være af den overbevisning. #Jeg sværger. Min selvkontrol er blevet..svækket den sidste tid, jeg mente ikke at true Dem,# endte hun dæmpet uden at hæve blikket mod hans skikkelse.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde svært ved at skulle finde sin plads i noget i det hele taget. Selvfølgelig nagede det ham, at han ikke rigtigt havde noget forhold til hans far, og det nagede ham endnu mere, at han faktisk ikke havde haft muligheden for at få det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset hvad. Han trak svagt på skuldrene. Det var ikke fordi at det gjorde ondt for ham at snakke om det eller noget lignende, for.. det gjorde det faktisk ikke. At vide, at han havde hendes fulde støtte, var faktisk noget som han havde brug for at høre, for han var efterhånden frustreret over ikke at være støttet af nogen som helst, og selvfølgelig var det noget so helt klart frustrerede ham som intet andet! #Det betyder meget for mig, at jeg har din støtte, Aliyah.. Det er svært med det hele, og selv jeg må erkende, at en fars klap på skulderen, er noget som selv jeg kunne bruge.. Jeg regnede ikke med at han nogensinde ville have noget som helst med mig at gøre. Jeg er jo kun sat til verden til dette ene formål. Nu som det er sagt, så kan man vel heller ikke gøre noget ved det, andet end at gøre sit bedste.# Han sendte hende et stille smil, som han kun nikkede anerkendende og bekræftende mod hendes skikkelse. Han ønskede ikke rigtigt at snakke med hende om det, også fordi at han heller ikke ligefrem regnede med at hun ville forstå hvordan det var for en som ham, for det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt for ham altid, for det var det slet ikke!
At Aliyahs dyr skulle have så stor en betydning for hans eget, var slet ikke noget som Mattheus havde regnet med, men det var gensidigt, hvilket faktisk.. forundrede ham lidt, og alligevel var det noget som for alvor måtte gøre ham utrolig nysgerrig! Han havde problemer med sit temperament, og det var kun for alvor tydeligt, når han faktisk var sammen og omkring hende, for det var kun der, at det for alvor ar gået galt for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. #Det frustrerer mig bare, at der ikke er noget at gøre ved det, Aliyah.. Jeg ønsker at finde ud af, hvad dette uden at involvere for mange..# endte han dæmpet. At hun så blottede tænderne, resulterede i at han faktisk gjorde det samme, også selvom det at hun trak sig, slog ham tilbage til virkeligheden igen. Han blinkede let med øjnene, inden han valgte at trække sig, kun for at rejse sig op. Han mente heller ikke at bringe hende derud, hvor hun ikke selv kunne kontrollere sig selv, for det var da slet ikke hans hensigt! Han trak vejret dybt og rystede på hovedet. #Jeg mener ikke at bringe dig derud, hvor du ikke kan kontrollere det… Har du næret siden sidst?# Han vendte sig roligt i retningen af hende og med en spørgende mine. Det kunne måske være det..?

[Cressida Marvalo]

Mattheus var en plaget mand, det kunne Aliyah tydeligt fornemme og den tanke fyldte hende med bekymring. Hun burde slet ikke gøre sig de tanker om ham, for det var trods alt hans personlige sag, men det var der så meget der var efterhåndem, og af en eller anden grund endte de altid med at snakke om den slags. Efterhånden ville hun faktisk vove og påstå at hun kendte ham temmelig godt, hvilket bestemt heller ikke gjorde hende noget. Efterhånden kunne hun godt fornemme på ham at det ikke var noget han ønskede at snakke videre om, og Aliyah kunne ikke bebrejde ham, for det var svært for en som hende at sætte sig ind i hans situation. Hun nikkede lidt tavst. #De kan ikke gøre mere end Deres bedste, og jeg er sikker på at det med tiden vil være nok,# svarede hun i forsøget på at lukke den lidt af, hun ønskede jo heller ikke at gøre ham ukomfortabel. Vovet, rakte hun ud efter det lille glas og smagte endnu en lille tår, også selvom reaktionen var den samme. Det dulmede hendes nerver, men tilgengæld smagte det af helvedes til. Hun skar en grimasse før hun atter satte det fra sig.. Hovedet lod hun let søge på sned, og vendte de funklende, smaragdgrønne øjne mod ham, kun for at gengælde det smil han på trods af det alvorlige emne, formåede at sende hende. Måske hun selv havde været bedre til at holde dyret i skak overfor ham, men hun reagerede på det og kraftigere end hun ville erkende i dette forum. Intet godt ville komme ud af at afsløre den længsel, irritation, vrede glæde.. ja det store væld af følelser som han formåede at sætte i hende uden egentlig at gøre noget. Næsten en smule skamfuldt så hun ned, og følte sine kinder brænde. Hun havde selvfølgelig sine kvalificerede gæt, men om det var svaret vidste hun ikke. #Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe Dem med at besvare det, Deres Højhed, men jeg er bange for at det er et mysterium for mig såvel som for Dem,# svarede hun og sank en klump. I en smidig bevægelse rejste hun sig fra sofaen. Den raske arm hang slapt ned langs hendes side. De burde nok holde en hvis form for afstand til hinanden, men hun kunne ikke få sig selv til at afvise hans tilbud om at vende tilbage til slottet, for.. hun længtes jo faktisk efter at være tættere på ham, resten fik hende til at føle sig aggressiv. Hånden havde hun fjernet fra munden. Det var igen lykkedes hende at lade dem glide i skjul bag læberne. Hun sukkede dæmpet. #De skal ikke tænke på det. Det er noget jeg nok skal lærer mig.. jeg nærer mig jævnligt særligt efter at jeg kom til skade. Det heler hurtigere,# påmindede hun lidt sigende. Selvom hun var i stand til at leve uden blod, så gav det hende en vis form for ro, hvis hun selv fik bare en smule i tide og utide. #Deres Højhed? Jeg har en erkendelse, og selvom jeg frygtelig gerne ville tage med Dem tilbage, så vil den måske lade det mest fornuftige være, at holde mig på afstand til Dem,# endte hun og bed sig lidt usikkert i læben. Hellere være ærlig end at risikere at skade ham, lige der måtte hun tænke forbi sin egoisme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en plaget mand, og han havde jo selv ikke nogen anelse om hvornår det ville holde inde igen, eller om det ville det i det hele taget. Han vidste at mange hviskede i krogene, selvom det faktisk i sig selv, var en tanke som gjorde ondt, for han gjorde det virkelig så godt som han nu kunne! Med henblik på familien, så frustrerede det ham kun yderligere, og selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede at tænke mere på end hvad det var ham nødvendigt. Hun havde ganske vidst ret i hendes udtalelse, for der var vel ikke rigtigt noget andet at gøre end.. sit bedste? Selv for hans del. #Jeg håber virkelig at du har ret,# endte han med en rolig stemme, som han vendte blikket mod hende. Han var selvfølgelig glad for at han havde hendes støtte, for det var noget som han havde brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Selvom det hele var svært og det at hans dyr var så påvirket af hendes som det var, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde tingene meget nemmere eller bedre for ham, hvilket han allerede nu kunne sige, og selvfølgelig var det en yderst frustreret tanke for ham! Han sukkede dæmpet. #Før eller siden, så må guldmønten vel også falde for mig hvad det angår? Jeg ved ikke hvad det gør, eller hvorfor det gør som det gør, og det er bare… frustrerende..!# endte han med en frustreret stemme, for løgn var det jo heller ikke ligefrem.
Det var slet ikke Mattheus’ mening at handle eller reagere på den måde som han gjorde, for han var slet ikke ude på at tvinge hende derud, hvor hun slet ikke kunne styre sig eller sine dyriske instinkter, for det var helt klart også noget som rev noget så frygtelig voldsomt i hans egne, og det var ikke noget som gjorde det meget nemmer for ham! Slet ikke! At hun ikke nærede sig ofte nok, kunne vel være noget af det som gjorde, at hun ikke helt kunne styre det. At det så ikke var tilfældet, var noget som kun fik ham til at nikke lidt for sig selv. #Det glæder mig at høre..# endte han ganske sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen. Han var ganske bekymret for den arm, også fordi at han vidste at fuldmånen nærmede sig. Selvom der måske var uger endnu, så ville tiden gå hurtigt, og selvfølgelig var det noget som et sted gjorde ham direkte usikker. Hendes følgende udtalelse, var noget som fik ham til at se næsten helt… forfærdet på hende. #Holde dig på afstand fra mig…? Hvorfor skulle jeg holde dig på afstand fra mig, Aliyah..?# spurgte han sagte, som han satte glasset fra sig på bordet igen, kun for at vende sig mod hendes skikkelse. Han ønskede jo at tilbringe tiden med hende, som de havde gjort det til sidst, inden det var gået galt selvfølgelig. Lige hvordan hun kunne få sig selv itl at komme med den forespørgsel, var noget som faktisk gjorde ham.. utrolig usikker!

[Cressida Marvalo]

Det gjorde et sted ondt på Aliyah at se ham plaget på den måde. Det havde tydeligvis påvirket hans ellers høje selvtillid fordi han ikke var født af samme grund som mange andre børn ellers var. Det eneste hun selv ville være i stand til at gøre ved det, var at hun kunne yde ham den støtte hun nu engang ville være i stand til, og hjælpe ham til at kunne udfører sin opgave med succes. Selvfølgelig var det svært for en sølle kammerpige, og særligt fordi hun ikke var sikker på at hun i det hele taget ville være i stand til at kunne udfører det arbejde ofr ham mere. De flammerøde lokker strøg hun bag øret og satte glasset fra sig, for i stedet at rejse sig, så hun kom mere i øjenhøjde med ham, også selvom han stadig var langt højere end det som hun selv var. ”Selvfølgelig har jeg det,# svarede hun selvsikkert, og forsøgte at sende ham et lidt opmuntrende smil. Hun nikkede sagte. #Før eller siden falder femøren selv for Dem, Deres Højhed, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg ville værdsætte hvis De ville hjælpe mig med at forstå, når De engang regner den ud,# svarede hun roligt. De gæt hun selv sad inde med, turde hun slet ikke at sige højt, det ville være farligt for hende såvel som ham også fordi de selvfølgelig aldrig ville være i stand til at efterkomme det. Efter hun var begyndt at komme ham tæt, så var hendes dyriske sider blevet langt tydeligere, og Aliyah vidste at hun var tvunget til at lærer sig at holde dem i skak igen, også selvom det ikke var nemt, når kroppen reagerede på egen vis. Den manglende næring kunne have været svar på hendes problem, men det ville stadig ikke give nogen mening, at han i så fald ville reagere på hendes duft, desuden sørgede hun for jævnligt at nærer sig, også selvom det blod hun havde tilgang til var besk rotte – langt fra hendes favorit, men i hendes stilling kunne man ikke tillade sig at være kræsen. Underlæben slap hun kun for i stedet at fugte den med tungespidsen. Hendes hjerte slog nervøse slag, det var ikke fordi hun havde lyst til at fortælle ham hvad hun skulle til at fortælle ham, men selv hun var tvunget til at være ærlig overfor både sig selv og for ham. Lettere tøvende endte hun med at nikke, og rettede de grønne øjne mod hans skikkelse. #Først og fremmest fordi jeg bringer det værste frem i Dem, Deres Højhed, hvilket nok har at gøre med dyret. Men sandheden er den at.. at min selvkontrol svinder mere og mere bort og jeg.. jeg har mere end en gang set mig fristet til at sætte tænderne i Dem, dette var blot ét af mange situationer. Det sidste jeg ønsker er at gøre Dem ondt, og i frygt for at skade Dem, ville det nok være bedst hvis jeg holdt en afstand,# endte hun dæmpet og så ind i ilden. Aliyah vidste at hun risikerede, at han ville se på hende som en potentiel farer overfor ham, men det var jo hele grunden til at hun så sig nødsaget til til afstand, om ikke andet så indtil de ville finde en løsning. Månen nærmede sig jo med hastige skridt og der mistede hun især den kontrol!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvfølgelig var Mattheus glad for at han havde Aliyahs støtte når det kom til hans arbejde, for det var noget som selv han havde brug for. Ikke desto mindre, så gjorde han det bare så godt, som det nu måtte være i den anden ende, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, så ønskede han jo bare at finde ud af det hele, selvom det på ingen måder var nemt som sådan. Han var en ung mand, og han ønskede jo bare at finde sin plads i det hele, selvom det nu heller ikke gjorde det meget nemmere for ham, med alle de frustrationer som han jo bar inde med fra før af. #Og det glæder mig,# endte han ganske sigende. Hun virkede dog meget sikker i sin sag hvad angik de frustrationer som – ikke bare han gik rundt med, men også hende, og et sted, så håbede han selvfølgelig på at det var sandt. #Det håber jeg så sandelig også. Når svaret falder til mig, så vil du være den første som får besked omkring det. Det er et løfte som jeg kan skænke dig,# lovede han roligt. Hvis hun gik rundt med det samme som ham selv, så var det vel også noget som han kunne hjælpe hende med? Nu hvor hun havde været så venlig overfor ham, for ikke at glemme, at det ville være ham en mulighed for at tilbringe lidt ekstra personlig tid sammen med hende, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod når alt endelig skulle komme til alt. At hun så ville have afstand til ham, var noget som Mattheus da slet ikke kunne forstå, for det var slet ikke noget som gav nogen mening for ham. Når det endelig skulle komme til stykket, så ønskede han jo faktisk at.. tilbringe den tid med hende. Det kunne godt være, at det vækkede dyret i ham, men det efterlod ham med en form for ro alligevel, og det ville hun benægte ham? Det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen måde! Den ene næve knyttede han en anelse. #Det lyder næsten som du ønsker at betegne dig selv som en trussel for mig, Aliyah? Jeg ønsker slet ikke at se dig på den måde, for en trussel er du slet ikke. Hvis du tror du er den eneste som er fristet til at benytte sig af tandsættet, så tager du fejl.. Jeg ønsker det samme.. nu mere brændende end hvad jeg har været udsat fra før af, og ved du hvad? Den tanke er mig en utrolig frustration..# Han vendte blikket mod hende og med en yderst alvorlig mine, for han mente det. Han ønskede slet ikke at betegne hende som en trussel på nogen måde, for det var slet ikke sådan at han ville se på hende! Hun havde altid gjort hvad han havde bedt hende om og.. hvorfor skulle det forandre sig nu? Igen vendte han sig direkte mod hende, hvor han igen hævede hånden, som han lod stryge mod hendes kind. De rødlige øjne gled direkte mod hendes smukke skikkelse. #Er det da hvad du ønsker af hjerte, eller er det fornuften som forsøger at tale sin sag?# endte han ganske sigende.

[Cressida Marvalo]

Aliyah støtte var en lille ting i forhold til et helt lands, hvilket hun udmærket var klar over, men om ikke andet så ville hun gøre hvad hun nu engang kunne, og vis det var at holde hans værelse rent således han ville være i stand til at finde ro i det, så passede det hende fint! Det var ikke nemt for en ung mand at overtage et helt land, hvilket hun skam havde forståelse for der var trods alt ej heller bebrejdelse malet i hendes blik eller hendes tone, heller ikke selvom han havde givet hende en brækket arm. Hun nikkede roligt til hans ord. Der var ingen grund til at diskutere det yderligere. De rosa læber fugtede hun let med tungespidsen, før hun atter vendte det uskyldsprægede blik mod hans skikkelse. #Det vil glæde mig meget, Deres Højed. Jeg er ligeså uvidende som Dem på dette punkt, g selv jeg finder det frustrerende,# erkendte hun en anelse nervøst. Hun brød sig ikke om, ikke at kunne styrer det dyriske instinkter og lyster som hang på gang vældede op i hende. Det var samme grund til at hun så det bedst at holde sin afstand til kongen, på trods af at hun netop havde sagt ja til at tage med ham tilbage til slottet. Det ville være for farligt for dem begge, hvis ikke hun ville være i stand til at lægge bånd på sig selv. De boede jo lige ved siden af hinanden, og hun havde flere gange været fristet til at opsøge ham på kammeret og sætte tænderne i ham inden han kunne nå at reagere på det. Hun sukkede tungt og så bort. #Jeg.. jeg ønsker ikke at anse mig som sådan, men jeg er bange for at det er sådan det forholder sig. Jeg er en trussel for Dem, så længe jeg ikke er i stand til at kontrollere de instinkter. Jeg ville ikke tøve med at lade Dem sætte tænderne i mig, men det kunne få enorme konsekvenser om jeg gjorde det samme, både for Dem men også for mig selv, og end ikke jeg ønsker at lege med ilden,# svarede hun lidt sigende, også selvom der var en hvis tøven i hendes tone, for hun brød sig virkelig ikke om at gøre sig til en potentiel trussel. Igen lod hun ham stryge sin kind også selvom de føltes brændende varm sådan som hendes hjerte måtte hamre. Denne gang var hun opmærksom på sin fremtoning, og kæmpede sin kamp for ikke at blotte tænderne, også selvom de kort måtte komme til syne bag læberne. Hånden hævede hun roligt og lagde den over hans for et øjeblik, før hun fjernede den for et øjeblik. Hun sendte ham et varmt og lettere undskyldende smil, for hun hadede at afvise ham, men hun kunne heller ikke lade det gøre hende blød. ¤Selvfølgelig er det fornuften som forsøger at tale. Desværre er det ikke altid man kan give efter for sit hjerte.. eller sine instinkter for den sags skyld,¤ svarede hun, denne gang ved brug af den ene hånd som hun var i stand til at udnytte, og det i sig selv var ikke nemt. Langsomt lod hun den falde ned langs siden, og betragtede ham en anelse afventende. Han var ikke vant til at blive afvist i det hele taget kunne hun forestille sig, og det var på ingen måde skidt ment!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne godt være at Aliyahs støtte ikke ligefrem var den største, men den var der, og tanken alene om at hun faktisk støttede ham bare en smule, var noget som han virkelig godt kunne bruge, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Selvom det ikke var noget som det nyttede dem at skulle diskutere, så var han alligevel utrolig glad for hendes forståelse, for det var noget som han helt klart også havde brug for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. #Jeg skal nok sige til, hvis jeg finder ud af noget, som kan forklare hvorfor vi begge har det på den måde, Aliyah;# lovede han endeligt. Når det endelig skulle komme til stykket, så regnede han ikke ligefrem at det skulle gå hen og blive alvorligt eller noget som sådan, for ellers havde folk vel reageret lidt kraftigere og noget før, end hvad de faktisk havde gjort? Desuden havde Enrico ikke direkte revet ham til side eller noget som helst, og nu hvor Aliyah havde indvilget i at komme hjem igen, så håbede han selvfølgelig at det ville give ham lidt ro til sjælen, selvom.. hun ville slet ikke i nærheden af ham? Det var slet ikke noget som han forstod sig på, på nogen som helst måde, og det var kun noget som gjorde ham langt mere forvirret! Det gav jo slet ikke nogen mening at hun gerne ville hjem, tilbage i sin stilling, men ikke være i nærheden af ham? Det ville jo være.. umuligt! En trussel ville hun aldrig blive i hans øjne, hvor det nok snarere var modsat, da det jo trods alt var ham som havde gjort hende ondt, selvom det bestemt heller ikke var noget som man kunne sige sig, at han var stolt af, for det var han på ingen måde! #Du er på ingen måder en trussel overfor mig, Aliyah. I det tilfælde, så er det da tilsyneladende kun gengældt. Jeg ønsker dig ved mig som min kammerpige. Jeg ønsker at genetablere det fra hvor vi slap. Konsekvenserne er ikke meget anderledes for mig, end hvad de ville være for dig at sætte tænderne i mig, som omvendt.. Du er ikke den eneste som vandre med lysten og tro mig.. Jeg har stået imod så længe nu..# Et sted så ønskede han vel bare hendes forståelse? Hånden lod han stille vandre mod hendes kind, også som et forsøg på at få hende til at kigge på ham igen. Han ønskede slet ikke at det skulle være på denne her måde. Lige hvad det var for nogle tanker og følelser hun satte i ham, vidste han ikke, men det var noget som virkelig formåede at gøre ham voldsomt frustreret! Men en ting vidste han; Det ville ikke blive bedre, hvis de holdt sig fra hinanden.. Tvært imod! Han kunne jo se hvad der var sket til nu! At hun fjernede hans hånd, gjorde ondt.. Meget mere end det som han lige havde regnet med, hvor han selv vendte sig væk. Hvis det var sådan hun ville have det, så.. ja, hvad skulle han så gøre? #I så fald, så er det kun fordi at du ikke ønsker det..# afsluttede han endeligt, som han tog om glasset, kun for at bunde det.

[Cressida Marvalo]

Aliyah var en af dem som faktisk var ham loyal uanset hvad. Selv efter han havde brækket hendes arm og til dels gjort hende til grind på hele slottet, så nærede hun ligeså stor tillid til ham som mand og som konge, som hun havde gjort før, for det var ikke underligt at det nåede lidt over hans hoved engang imellem, det var trods alt ikke en nem position han var blevet sat i. Hun nikkede roligt. Selv hun ønskede at finde ud af hvorfor de påvirkede hinanden på den måde, også fordi hun havde sine gæt, og et sted ønskede dem afkræftet, for det ville da aldrig nogensinde gå! Hun var en sølle kammerpige og han var konge, samt en gift mand og frygtelig glad for kvinder, det var grunden til at hun selv ikke havde lagt op til noget som helst, det var ikke noget hun ville være en del af. #Det ville jeg være frygtelig taknemmelig for, end ikke jeg finder det spor morsomt efterhånden,# erkendte hun dæmpet. Det var tydeligt at hun havde gjort ham utilfreds på en eller anden måde, og det frustrerede hende, for det eneste hun forsøgte at gøre, var at hjælpe med at holde ham sikker og når hun selv stod som en trussel for ham, så var det at det gik galt. Aliyah bed sig fast i den bløde underlæbe og hævede blikket mod ham ved hånden mod sin kind, også selvom hun fjernede den i håb om ikke at blotte de sylespidse tænder, også selvom det skete af sig selv. #Jeg er ikke spor fortrolig med mit dyr, Deres Højhed. Skulle jeg ende med at gøre det, er jeg ikke sikker på at jeg vil være i stand til at stoppe, desuden kunne jeg få smag for dit kød.. og.. det vil jeg på ingen måde! Jeg vil frygtelig gerne være Deres kammerpige, og starte fra hvor vi slap, men jeg vil være ærlig med dig. Skulle jeg ende med at skade Dem, så kan det koste os begge livet,# svarede hun roligt. Hun elskede at være hans kammerpige også selvom der altid var nok at lave. Det gjorde om ikke andet, at hun ikke behøvede at mænge sig med resten af tjenestestaben, de brød sig jo heller ikke synderligt om hende. Hans vrede påvirkede hende.. hun brød sig ikke om at gøre ham vred, men hun var ej heller den kvinde som talte ham efter munden. Hun himlede med øjnene. #Deres barnlige opførsel gør mig vanvittig! Jeg ved ikke hvorfor De svælger i Deres egen elendighed, eller om De gør det med vilje, men De høre tydeligvis ikke efter hvad jeg siger. Når De er omkring mig.. og røre mig, reagere jeg instinktivt med ønsket om at sætte tænderne i Dem, og det en indre kamp.. en frygtelig hård kamp for ikke at gøre det, og jeg forstår ikke hvorfor De får det til at lyde som en ringe ting at jeg ikke ønsker at skade dem. Kan De da for pokker ikke se, at selv jeg er begyndt at holde af Dem, ikke kun som konge men også som den mand De nu engang er!# endte hun lidt mere fast. Måske han var konge, men hun var ikke bange for at sætte ham lidt på plads.. eller forsøge på det om ikke andet. Ligesom ham rakte hun ud efter sit glas og bundede den stærke, og ikke synderligt velsmagende væske, hvilket fik hende til at skærer en direkte grimasse, tilgengæld tjente den sit formål med at dulme hendes nerver og samtidig understrege alvoret.