Out for a hunt?

[Deleted]

En feminist var Tatiana i sandhed, som hun på ingen måde føjede nogen mandlig magt, hvor hun derimod helligede det kvindelige køn. I hendes hoved ville en verden uden mænd sagtens kunne have fungeret, hvis blot det ikke havde været for det faktum, at de havde brug for mænd til at lave afkom. Nydelse og et godt samfund kunne de trods alt godt få etableret uden, men når det kom til det at få børn, var de desværre en betydningsfuld del af forløbet. Hun fnøs ad hans ord. Hans kvinder havde måske ikke andet end en stor kæft, men sådan var det ikke blandt mørkelverne! I deres samfund havde kvinderne taget den mandlige førerolle, som det var dem med magten og ikke omvendt! Der gjorde de også, hvad de sagde, som de ikke blot havde det hele i kæften, som han ellers så irriterende prøvede at fortælle hende. ”Igen.. har du nogensinde stået ansigt til ansigt med en mørkelver? Hvis vi kun havde det hele i kæften, hvordan kan det så være, at vi står med den ubestridte magt i vores samfund?” spurgte hun sigende, som han vel burde kunne se, at hun faktisk havde fat i den lange ende. Noget måtte de trods akt gøre rigtigt, siden de formåede at holde magten. At han så gav sig til at nedgøre hende, og sætte sig selv på en piedestal, var noget der måtte irritere hende voldsomt. Denne mand vidste jo ingenting! Latterlig var han desuden, som han bare begyndte at rose sig selv, skønt han ikke var kommet med nogle af de eftertragtede beviser endnu. ”Du er meget vel i den overbevisning, at du er bedre end alle andre, som du eftersigende skulle være stærk og utilregnelig, men igen.. Hvor er alle beviserne? Jeg kan i hvert fald ikke se dem? Desuden, hvor man kvinder tør stille sig op imod dig, true dig, og endda bruge kniven på dig? Det gør jeg,” svarede hun flabet igen. Overbevist hende, havde han bestemt ikke, men selv ville hun mene, at hun var kommet med nogle gode hints, hvorpå hun viste, at hun virkelig var den kvinde, som hun fremstillede sig selv som. Det var nemlig virkelig ikke et skuespil fra hendes side af, men det troede han måske stadig. Blikket lod hun blot stirre på ham, som han kom med den tale, at han var vild og uhåndterlig ligesom hende. Blod på tanden gav det hende faktisk, som det måtte give hende det ønske at vise ham, hvad en mørkelvisk kvinde helt præcist kunne præstere med. Læberne fugtede hun let, inden de igen spillede ud i det lettere kolde smil. ”Så det er du ikke? Det er ellers en ære at behage en kvinde som mig.. Men mænd er til for at blive kontrolleret, hvorimod vi kvinder ikke er det,” svarede hun med en næsten helt legende og gådefuld tone. Gangen genoptog hun igen, som hun igen måtte gå mod søen, skønt han hele to gange havde forsøgt at stoppe hende. Det tog hun sig dig ikke af, som hun ikke lod sig kue, og det udstrålede hun vel også? De blå øjne lod hun kortvarigt hvile på hans kolde, men smukke ansigt, som han talte. ”Og hvad er din hensigt helt præcist, hvis ikke du ønsker at skræmme mig? Og hvad ønsker du helt præcist, at jeg skal vise dig, hvis ikke det skal være en krigerisk side?” spurgte hun fattet, som hun ikke anede, hvad hans præcise hensigter var. Hun kunne dog konkludere, at hvis ikke han ønskede hende ondt, kunne han heler ikke ønske at se hendes mere voldelige side.

[Deleted]

“Fordi I har svage mænd?” foreslog Jaredo drilsk og flabet, som smilet blev kækt på hans læber. ”Desuden har jeg skam mødt mørkelver før, for mange, mange år siden, hvilket minder mig om, at I er en frygtelig lille race i forhold til os andre, så jeg synes faktisk ikke at I har så meget at prale over, da I ikke ligger på top tre af de ædleste racer, tværtimod må i ligge i bunden, og det må jo betyde at det er dårligt når kvinder styrer en race, da I har kørt det hele i sænk,” tilføjede han provokerende, som han slet ikke kunne lade vær med at smile flabet til hende. Han lagde sig uden tvivl ud med hende, men det virkede hun heller ikke til at have noget imod, da hun tydeligvis gerne ville vise hvor stærke mørkelverne var, men han var nu ikke helt så overbevist som hende. Mørkelvernes kvinder, udstrålede muligvis styrke og dominans, Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, som han godt kunne ane at hun var ved at blive irriteret, hvilket morede ham, for hun stod overfor en frygtelig selvsikker mand, hvilket nok skulle gøre det hele meget interessant. ”Ja det tør du ganske vidst, men du ved jo tilsyneladende heller ikke bedre, så det anser jeg for at være en dumdristig handling og ikke en modig handling,” svarede han med et kort skuldertræk. Der var skam mange der turde at lægge sig ud med ham, fordi de undervurderede hans sind, men altid overraskede han folk. At denne kvinde så ikke var overbevist ville ikke forundre ham, men han ville nu alligevel mene at han var godt på vej til at vise at han ikke var som andre mænd, så han var sikker på at han nok skulle få hende overbevist før eller siden. Hendes legende og gådefulde tone, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Jeg har ellers styr på at kontrollere kvinder, så hvorfor skulle du være så meget anderledes? Du skal bare tackles på en lidt anderledes måde, ingen forskel,” svarede han lettere ligegyldigt med et kort skuldertræk. Han vendte blikket lumsk mod hende til hendes spørgsmål om hvad hans hensigter var, hvor et gådefuldt smil langsomt banede sig vej på hans læber. Han gjorde endnu engang en hurtig bevægelse, hvor han denne gang trykkede hende op ad det nærmeste træ, trak hendes kniv fra bæltet og holdt den mod hendes strube, imens hans anden arm holdt hende trykket op mod træet. ”Hvem siger at jeg ikke vil se din krigeriske side og se hvad du er i stand til? Og hov se nu engang.. jeg er en mand og jeg lægger mig ud med dig, et enkelt snit og du er død,” svarede han sagte og lettere faretruende, inden han fjernede kniven og kastede den til siden, så den stødte ind i et træ flere meter væk, så hun ikke længere kunne true ham med den. ”Og hvad nu hvis jeg stjæler et kys fra dine læber? Hvad vil du så gøre?” spurgte han drillende, som han nu ikke længere var faretruende, hvor han roligt slap hende og trådte nogle skridt væk, imens han blinkede kækt til hende. Ondt ville han ikke gøre hende, men derfor var han stadig ved at springes af nysgerrighed for at finde ud af hvad hun kunne og hvordan hun var, da hendes person uden tvivl havde betaget ham. Det kunne godt være at hun ville ham til livs efter hans endnu engang vovede handling, men han ønskede ikke at dræbe hende.

[Deleted]

Udefrakommende forstod sig ikke på, hvordan det forløb sig i et mørkelvisk samfund, som de aldrig havde levet i et. Derfor havde folk en masse forudsætninger om, hvordan det måtte være, og hvordan mændene og kvinderne måtte være. Kvinderne blev ofte beskrevet som magtliderlige og dominante, hvor mændene blev beskrevet som svæklinge, eftersom de gav efter for kvinderne. Sådan kunne samfundet dog ikke beskrives, da det vel foregik, som det gjorde her? Bare med omvendte kønsroller, samt det faktum, at mørkelvernes mænd var mere slaver, end hvad de andre racers kvinder var. Selv anså Tatiana dog ikke sine mænd for at være svagere end de andre racers mænd, men der ville denne mand med garanti være uenig. ”Vores mænd er skam ikke svagere end Jer.. Forskellen er bare, at de kender deres plads, hvilket I ikke gør,” sagde hun sigende. ”Vores samfund er muligvis mindre end vampyrernes, men det gør ikke min race mindre ædel. Hvis vi er noget, er vi endnu mere ædle, som vi formår at værne om vores egne, som vi er et samfund kun for os. Alle I andre nyder dog at mænge Jer med hinanden, og det er ikke en blanding vi kan bruge til noget,” sagde hun med et kort skuldertræk. Han forsøgte uden tvivl at provokere hende, men hun forsøgte at holde et fattet overblik. Hun kunne dog ikke benægte, at han gik hende en anelse på nerverne, som han blev ved med at nedgøre hendes race. Hun var dog vant til, at det skete, eftersom de andre racers mænd ikke kunne stille sig tilfreds med, at der fandtes en race, hvor kvinderne sad inde med magten. Selv nød hun dog at udvise sin magt overfor de mænd, da de gevaldigt måtte trænge til at blive sat en smule på plads. ”Du ved trods alt heller ikke, hvad mine hensigter er, eller hvad jeg kan udrette, så hvad jeg er, ved du end ikke.” Selv anså hun det dog ikke for at være dumdristigt, da hun førhen havde stået overfor vampyrer. Vampyrerne var måske ikke de simpleste at stå overfor, men uovervindelige var de ikke, skønt de fleste af dem troede det. At han så mente, at hun var ligesom enhver anden kvinde, fik hende blot til at ryste på hovedet af ham, da han virkelig var fatsvag! Hun var ikke som hans sædvanlige kvinder, men det kunne han tydeligvis ikke se. ”Hvornår lærer du, at jeg ikke er en af dine kvinder? Du sagde desuden, at jeg ikke skulle kontrolleres, men blot være, som jeg er,” sagde hun stilfærdigt. At han så måtte foretage endnu en af sine vovede handlinger, fik hende til at sende ham et lynende blik. Nu begyndte han altså at gå for vidt med hende! Kroppen bevægede hun ikke, som han klyngede hende op mod træet, hvor han tilmed truede hende med hendes egen kniv. Vredt var hendes blik, som hun mærkede den kolde klinge mod sin hals. Ingen ord forlod hendes læber, som han nåede at kaste hendes kniv, samt træde væk fra hende, inden hun nåede at gøre sig et træk. ”Så du ønsker at få min krigeriske side at se? Nuvel..,” sagde hun fattet, som hun valgte at trække sit sværd. Hvis det var vold han ønskede, så måtte det blive vold han fik. Det var desuden ikke noget hun havde noget imod, som hun var vant til, at det endte sådan her for hende. ”Kom så.. Vis mig, hvad du kan,” opfordrede hun ham legende, som hun måtte stille sig i en kampklar stilling. Han ønskede hende måske ikke ondt, men det kunne hun ikke just se.

[Deleted]

Diskussionen fandt Jaredo egentlig latterlig og ligegyldig, eftersom han ikke havde noget imod hende og at hun var en stærk kvinde, for han kunne godt lide hende som hun var, hvor han også håbede på at hun var lige så god som hun sagde hun var, for det ville være forfriskende med en ny form for kvinde, dog blev han provokerende og nok også meget modsigende, når hun begyndte at tale ned om hans race, hvor han blot gengældte det, han fandt dog de mørkelviske mænd svage og ynkelige, hvilket nu alligevel ikke ville ændre hans mening men hun var ingen mand, men en kvinde og han kunne godt lide hendes styrke. Han trak blot let på skuldrene til hendes ord. ”Jeres mænd er stadig ynkelige skvat, siden de ikke kan stå op for sig selv, hos os er kvinderne trods alt frie, ved jer lader de sig kues og gøres til slaver, hvilket jeg ingen respekt har for, eftersom det er svagt,” svarede han med et kort skuldertræk, da han mente sine ord. Han endte med at sukke irriteret, da hun fortsatte den evige diskussion. ”Som du dog kan tale og prædike, men ærligtalt, gider jeg ikke høre på dig. Hvis du vil slå vores leder ihjel, så stopper jeg dig skam ikke, for end ikke ham har jeg respekt for, han tror han kan styre os vampyrer med sine små regler, men ærligtalt? Dem skider jeg på! Jeg er fløjtende ligeglad med hvordan du ser på ’os’, for vi er alle racer der bor i Dvasias og vi er alle racer der skal nedlægge os kongehuset, en svag konge, der end ikke engang er fuldblods, så hvis du vil nedgøre nogen, så nedgør kongehuset og gør noget ved dit problem, i stedet for at snak om det,” svarede han affejende og lettere irriteret, som denne diskussion var ved at gå ham på nerverne! Det kunne godt være at de kom fra hvert deres ’samfund’, men derfor skulle de begge nedlægge sig kongehuset, hvilket han også havde meget, meget imod, eftersom hele regeringen nærmest kun bestod af varyler og det fandt han på ingen måde ædelt! Dvasias var synket frygtelig dybt! ”Og hvem siger jeg overhovedet er interesseret i at finde ud af dine hensigter? Desuden ved jeg det allerede, for din hensigt var at gå til søen,” svarede han med et flabet smil, uden at han veg de isblå øjne fra hende. ”Jeg er heller ikke ude på at kontrollere dig, men det kan da godt være at det rent faktisk er muligt og at du ikke er så stor i slaget igen,” svarede han blot, som han let hævede det ene øjenbryn. At hans vovede handling så måtte irritere hende, fik ham blot til at trække på smilebåndet, skønt han lige så hurtigt måtte slippe taget i hende igen. Han var ikke ude på at gøre hende ondt, for så havde han allerede forsøgt. At hun så trak sit sværd, fik hans hoved til at søge let på sned, imens han lagde armene over kors og sukkede ganske let. ”Læg nu sværdet fra dig smukke, inden du kommer til skade. Desuden slår jeg ikke på en kvinde, medmindre det er fortjent eller nødvendigt,” svarede lettere drilsk, som han blot blev stående uden at gøre noget, skønt hun opfordrede ham i sin legende tone, hvilket naturligvis måtte friste ham. ”Ved du overhovedet hvordan det våben skal bruges?” spurgte han drillende, som smilet kun bredte sig kækt på hans blege læber.

[Deleted]

Det var bestemt ikke tydeligt for Tatiana, at han værdsatte hendes person, eftersom han blev ved med at provokere hende. Hvis man oprigtigt nød en persons selskab, forsøgte man ikke at jage personen på flugt, eller vække vedkommendes vrede, men enig var denne mand tydeligvis ikke. Han fortsatte nemlig med at nedgøre, hvad og hvem hun var, hvilket inden længe måtte drive hende til vanvid. Hun brød sig nemlig ikke om at blive nedgjort, som det ofte fik hende til at svare tilbage med vrede, hvilket altid endte i en kamp. ”De har heller ikke brug for Jeres respekt, om I vil det eller ej. Vores samfund er vores eget, og vi ser helst, at I blander Jer udenom, når det gælder vores metoder. I forstår Jer alligevel ikke på vores levevis, selvom vi førhen har forsøgt at vise Jer den,” sagde hun stilfærdigt. Det var to forskellige samfund der ikke kunne fungere sammen, som de var komplet uenige, når det gjaldt, hvem der skulle sidde inde med magten. ”Hvem snakkede om at standse din leder? Jeg blander mig ikke i vampyrernes gøren, så længe de holder sig fra min race. Kongehuset er derimod en anden sag.. Kongen er ikke en mand jeg følger, da han ikke er andet end en skændsel for vores land. Han sidder inde med en magt, der ikke er ham retgiven, som han endnu ikke har bevist, at han er tronen værdig,” sagde hun sigende. Vampyrerne var en ting, hvor kongehuset var en helt anden! Svag var kongen, hvor det bestemt ikke var en mand hun ønskede at følge. Det var dog risikabelt at stille sig op imod regeringen, og derfor havde hendes race ej heller rørt på sig. Det positive ved en svag konge var desuden, at han var let påvirkelig, så hvis en fra hendes samfund kunne nå ind til den unge konge, kunne de måske ændre Dvasias til deres fordel. Brynet hævede hun let, hvor det legende glimt igen tog form i hende blå øjne. ”Selvfølgelig ønsker du at kende til mine hensigter.. Jeg gør dig nysgerrig. Desuden, du ved måske, at jeg vil til søen, men du kender ikke til mine planer, når jeg er nået dertil,” svarede hun gådefuldt, og dog med en vis selvsikkerhed. Han vidste meget vel, hvad hendes nuværende plan var, men han vidste ikke, hvad der kom efter den, og hun havde på fornemmelsen af, at hun alligevel rev i hans nysgerrighed. ”Det må du vel bare finde ud af så,” sagde hun med et kort skuldertræk. At han så valgte at provokere hende til at trække sit våben, var der intet at sige til. Med en hvislende lyd trak hun det smukke elversmede sværd, hvor hun måtte holde det med et sikkert greb. Hun var ingen nybegynder, når det kom til våben, som hun havde dræbt adskillige mænd med dem, samt tortureret dem, men den side af hende lå endnu ikke helt fastlagt hos ham. ”Inden jeg kommer til skade? Åh min kære, du aner slet ikke, hvem jeg er. Jeg har garanteret en langt større viden indenfor våbnet, når det endelig kommer til stykket,” sagde hun yderst fattet. Roligt var hun begyndt at bevæge sig fremad, hvor hun havde sværdets spids direkte pegende i hans retning. Som hun kvalte afstanden, stødte hun sværdets spids mod hans brystkasse, hvor hans hjerte ville have siddet. Stoppet gjorde hun dog ikke, hvor han var nødt til at gå tilbage, hvis ikke han var interesseret i at blive spiddet.

[Deleted]

At tale om deres racer, var rent faktisk ved at gå Jaredo på nerverne, for han havde ikke bedt hende om at nedgøre hans eller nogen anden racer, da det var noget hun selv var begyndt på, så han svarede egentlig bare igen, for han var lige så stolt vampyr, som hun var mørkelver, så den følelse kendte han skam udmærket godt til. ”Forstå mig ret, jeg er fløjtende ligeglad med din race, jeg er på ingen måde interesseret i at blande mig og hvorfor skulle jeg? I må leve præcis som I vil, ligesom alle andre racer må og til din orientering, så er jeg ikke engang særlig social, når det kommer til min egen race, så jeg tror gerne på at I mørkelvere har et langt bedre og stærkere bånd end hvad vi vampyrer har,” svarede han sandfærdigt. Vampyrerne var en spredt race, hvor han selv gjorde hvad han ville, og der var mørkelverne sikkert langt bedre til at holde sammen, hvilket han skam godt kunne respektere, men det var ikke fordi det sagde ham noget, for han var ikke interesseret i det. At de så kom ind på kongehuset og den unge konge, lagde han godt mærke til at hun havde præcis samme syn på det, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Jamen ser man det, det ser ud til at vi er helt enige på det punkt, for jeg finder regeringen sølle og svag, de har kørt landet i sænk, hvor det engang var frygtet af andre og et stort dominerende rige. Kongen har på ingen måder vist sit værd, da han er en ynkelig lille paranoid knægt, som tilmed gik imod sine egne nære på slottet. I mine øjne, burde nogen fjerne ham, eftersom jeg ikke finder det værdigt at en varyl sidder med så stor en magt, og at vi fuldblods skal underlægge sig dem, for det nægter jeg!” svarede han sagte og dog ærligt, da han simpelthen ikke havde respekt for varyler, dem slog han hellere end gerne ihjel! At hun så begyndte på at han ikke kendte til hendes hensigter bagefter og med den gådefulde tone, fik ham kort til at snerpe læberne sammen, inden han sukkede opgivende. ”Du har ret.. du gjorde mig nysgerrig,” medgav han, som hans isblå øjne også fik det nysgerrige skær i sig, som han bed sig let i den bløde underlæbe. ”Men jeg går ikke ud fra at du vil fortælle mig hvad dine hensigter er bagefter?” spurgte han roligt, som hovedet søgte let på sned. Nysgerrig gjorde hun ham skam, hvilket han godt kunne erkende, selvom han ikke var meget for det, da han altid mistede fokus fra alt andet. ”Det må jeg jo,” medgav han med et gådefuldt smil. At han så fik hende provokeret til at trække sit sværd, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Han trak let på skuldrene. ”Min viden er ikke lille, men du ved sikkert mere, dog nyder jeg bedst af en gammeldags slåskamp på de bare næver, der er baseret på ren styrke,” erkendte han roligt, hvor han kun trak yderligere på smilebåndet, da hun valgte at søge imod ham. Han rystede let på hovedet, da hun stak sværdet ud mod ham, hvor hun var alt for langsom til at skulle dræbe en vampyr på den måde! Han bakkede dog ikke, tværtimod trak han sig et skridt til siden, inden han brugte sin fart til at gribe hende om håndledet, i et fast greb og i et forsøg på at vride sværdet ud af hendes hånd, for at søge bag hende og føre armen med sig, så han havde hende i et fast og bestemt greb, som hun ikke bare sådan ville kunne komme ud af, da han i den position ville have let ved at brække hendes arm.

[Deleted]

Det passede Tatiana fint at lade racesnakken ligge, da det var et emne hun ikke kunne rykkes på. Det passede hende også fint at høre, at han ikke havde i sinde at blande sig i hendes races gøren, da det egentligt fungerede bedst, hvis de blev ladt være i fred. Der var mange ude i verdenen, der var uenig i den måde det mørkelviske samfund blev styret på, men alt i alt var det ikke deres sag, da de ikke var en del af samfundet. Derfor burde de også bare tie. ”Der er ingen race der er så samfundsnært, som os. Vi har vores eget system, hvor vi holder os samlet, fremfor spredt. Din leder har muligvis stablet en aftale på benene med regeringen, men det har ikke knyttet din race. I lever stadig ligeså spredt og egenrådigt, som I altid har gjort,” sagde hun med et kort skuldertræk. Det var ikke just for at kritisere vampyrerne, som det blot var et faktum, at vampyrerne ikke holdt sig i flok, som de var rovdyr der kun tænkte på dem selv, og den mage de nu engang fandt. Selv anså hun det for at være en svaghed, at racen havde en manglende samhørighed, men det var deres valg, og det kunne hun ikke blande sig i. ”Foreslår du, at vi ligger vores styrker sammen og fjerner ham?” spurgte hun ironisk, som de nåede frem til den konklusion, at de begge var utilfredse med kongehuset. ”Men du har ret.. Dvasias er på ingen måde, hvad det engang var. Kongen er umoden, så han ved ikke, hvad han laver, eller hvordan han skal få styr på tropperne. Det er desuden komplet idioti at sætte en varyl på tronen. Det hjælper heller ikke, at rådgiveren er ligedan, da det kun giver landet og verdenen et signal om, at vi ønsker varylerne, fremfor de renracede, og svagt er det! Procias er dog ikke bedre selv, eftersom de har noget der er værre end en varyl.. nemlig en holy grail, og eftersom dronningen har giftet sig med en engel, vil den linje kun blive forstærket,” sagde hun stilfærdigt. Selv mente hun ikke, at Dvasias var, hvad det engang havde været, og det anså hun for at være en skam. Dvasias var ikke længere frygtet, hvor enhver race gjorde, hvad de selv lystede, som kongen ikke var stærk nok til at sætte dem på plads. Et regeringsskifte krævede det, eller også krævede det, at kongen giftede sig med en stærk kvinde, der kunne for det hele på geled igen. Den stærke kvinde var dog ens betydning med, at det blev en mørkelver, og det passede hende nu også fint nok. Det ville desuden fremme mørkelverne, hvis de kunne sidde i regeringen. Tilfredst smilede hun, som han erkendte, at hun vækkede hans nysgerrighed. Blikket forblev dog gådefuldt, for ret havde han, som hun ikke havde i sinde at oplyse ham om sinde planer. ”Selvfølgelig ikke… Mine planer må du først se, når vi når dertil,” svarede hun mystisk. Som hun endte med at trække sit sværd, gik hun fattet i hans retning og med sværdet pegende i hans retning. Hun vidste udmærket godt, at hun bevægede sig for langsom til at dræbe en vampyr, men det var heller ikke hendes hensigt, så det tog hun på ingen måde særligt højtideligt. Hvis hun ønskede ham til livs, ville han uden tvivl vide det. ”Jeg er ingen idiot, vampyr.. Jeg ved, at du med dine næver er stærkere end jeg, så det er end ikke et felt jeg overvejer at bevæge mig ud på,” sagde hun ærligt. Stærk var hun, men fysisk kunne hun ikke hamle op med en vampyr, da deres krop var som et skjold, hvor et slag fra dem ville være som at blive ramt af en sten. Som hun igen endte i hans greb, holdt hun fast i sit sværds skæfte, skønt han forsøgte at vriste det ud af hende. Stærk var han uden tvivl, som hans greb forekom urokkeligt, hvor det også var langt fastere end det allerførste. ”En mand med et fast greb.. Det har jeg nu altid nydt.”

[Deleted]

Jaredo måtte erkende at han var fløjtende ligeglad med det mørkelviske samfund, da han rent faktisk var hamrende ligeglad med ethvert samfund, han levede sin egen vej og det eneste han tænkte på var ham selv og hans familie, da han trods alt kunne risikere at blive familieoverhoved, så helt ligeglad med familien var han nu alligevel ikke, dog så var han ligeglad med de regler som lå her i landet eller for deres race, så han kunne da ikke være mere ligeglad med mørkelverne, da de fint kunne passe sig selv i hans øjne. ”Så sandt, som det er sagt. Men vi har heller ikke behov for at være flokdyr som I har,” svarede han med et kækt smil, som hun nærmest måtte stå og kritisere hans race, hvilket alligevel måtte irritere ham, da han troede at de ville lade snakken ligge, men hun havde dog ret, da vampyrerne ikke holdt sammen, hvilket han egentlig også var ligeglad med. Hendes forslag om at de slog sig sammen og væltede kongen, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Det kan vi da godt, hvis du for det første tør kaste dig ud på den mission og hvis du tør arbejde sammen med mig?” svarede han kækt. På den ene side ville han ikke have noget imod at fjerne kongen, men til gengæld vidste han også godt at det ikke var så lige til. ”Sandt.. men jeg vil så mene at Procias’ dronning klare sig langt bedre end Dvasias’ konge. Hun har vist noget mere modenhed og styrke end hvad skvattet herhjemme har gjort, men det ændre dog ikke på at hun er holy grail og blandingsracer bør ikke sidde på noget så magtfuldt som landets trone,” svarede han med en kølig tone, hvor han måske så ned på blandingsracerne, men det var også forkert, det var uværdigt og sølle, det var liv der burde tages, da de ikke var værd at have rendende på Jorden, eftersom de besudlede alle fuldblods. At hun så ikke ville afsløre sine planer, forundrede ham ikke, hvor han blot rystede let på hovedet af hende. ”Jamen med mit uendelige liv, har jeg skam masser af tålmodighed,” svarede han med et skævt smil, da hun bad ham om at vente og se hvad der skete når de nåede dertil. At hun så begyndte at ville slås mod ham, var noget som morede ham, da han skam ikke var ude på at gøre hende ondt, for hvis han havde, så ville hun nok allerede vide det, medmindre hun valgte at give ham grund til det. Han fandt det dog alligevel ikke som en fair kamp, da hun stod med et langt våben, hvor han havde intet, men på den anden side havde han heller ikke brug for et våben til at slå hende, da han trods alt havde sine vampyriske styrker. ”Ikke? Jeg ville ellers godt se, hvor stærk du er fysisk uden din lille nål,” svarede han kækt, som han med ’nål’ mente hendes sværd, skønt han vidste at hun ikke ville tage en nævekamp med ham, for der ville hans væsen nok slå de fleste. Som hun endte i hans greb, men nægtede at slippe sværdet, valgte han kun at forholde det stærke greb omkring hendes arm, som han havde tvunget om på ryggen, så hun ikke ville kunne bruge sværdet imod ham. Hendes ord, fik dog hans læber til at kruse ud i et kækt smil, som han lod den frie hånd søge omkring hendes krop. ”Der var noget med det kys.. og nu hvor jeg har vundet over dig, har jeg så ikke fortjent et?” spurgte han drillende og dog flirtende tone.

[Deleted]

Øjnene kneb Tatiana let sammen. Hendes egne ord havde ikke just været ment som en kritik, da det blot var et faktum, at vampyrer allerhøjest strejfede omkring som et par, eller helt alene. Hans ord anså hun derimod for at være kritik, hvor det udelukket var grundet måden det var blevet sagt på. Det føltes nemlig lavt at blive kaldt for et flokdyr, og det var ikke hvad mørkelverne var! De var muligvis få, men de var stadig en majestætisk race, hvor de havde et ufatteligt nært bånd til deres egne, som racen levede i et samfund, hvor kun deres egne eller deres gidsler blev lukket ind. Vampyrerne mængede sig derimod med hvem som helst, hvor de fik adskillige vampyrer og andre halvblods via omgørelse. Samtidig med det, så var det langt fra halvdelen af vampyrerne der lyttede til deres leder, hvilket derfor gjorde, at de var spredt til alle vinde. ”Vi anser et folk for at være stærkest, når vi er ét. Har du et problem med det?” spurgte hun med et løftet bryn. Frembrusende var hun, hvor hun for mange forekom angribende. Det så dog ikke ud til at være et problem for denne mand, hvilket alligevel måtte interessere hende, da det var ufatteligt sjældent, at særligt mænd tolererede hendes opførsel. De mente nemlig ofte, at hun skulle sættes på plads. ”Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke arbejder sammen med mænd. De sløver bare mit arbejde,” svarede roligt og blinkede til ham. Det var dog ikke sikkert, at hun i det hele taget havde i sinde at gå op imod kongehuset, da det var ufatteligt risikabelt, hvis der kun var hende. Det ville formentligt kræve hele hendes race og helst flere til, hvis det skulle lykkedes. Der var dog andre måder, hvorpå man kunne nå derind, og lade regeringen stå, men med visse ændringer selvfølgelige. ”Det er meget muligt, at hun er en snert bedre end vores konge.. Det ændre dog ikke på det faktum, at en halvblods ikke burde sidde på tronen. Det er desværre ikke noget der kan laves om på, medmindre regeringen bliver fjernet helt. Det eneste der kan komme nu er bastardunger, og det hjælper bestemt ikke på sagerne,” sagde hun kortfattet, som hun selv mente, at alle landene var røget ud i torvene, som de helt og holdent havde droppet kvalitet og hele mål, som alt kun blev gjort halvt. Halve raver, halve regler, ovs. Strukturen var fuldstændigt røget! Lettere morende trak hun på smilet, som han kom med den indskydelse, at han havde alverdens tid til at vente på overhørelsen af hendes planer. ”Og hvem siger, at du får lov til at leve til evig tid? Hvem siger ikke, at du falder i nat, om en uge eller om et lille års tid for den sags skyld?” spurgte hun roligt, mens hun valgte at lade en finger glide ned ad hans overkrop. Selv var hun dog ligeglad med, hvad hans fremtid ville bringe ham, eftersom vampyrer aldrig havde sagt hende noget. De var ikke levende væsner ligesom hende, og det var bare … underligt. Det var en bedrift der ikke burde være fysisk muligt. Som hun endte i hans favn, forholdte hun sig ganske rolig, da hun vidste, at det ikke ville nytte noget at kæmpe imod. Fysisk var han hende overlegen. Især når de stod på denne måde, som han havde låst hende arme. Det var igen ikke en stilling hun bifaldt, men hun fokuserede på at holde fatningen. ”Find mig et levende mål, og jeg kan vise dig, hvad jeg dur til. Det ville måske være sjovt at kæmpe imod dig, men ikke med de odds jeg står til,” sagde hun ærligt, da det var den enkle sandhed enhver kunne se. Som han havde den ene hånd, om hendes ene arm, hvor den anden undersøgte hendes krop, brugte hun sin frie hånd til at slå hans hånd væk. Kroppen lod hun derefter en anelse besværget glide rundt, hvor hun begyndte at gå forlæns for at få ham til at bakke bagud. ”Så du ønsker et kys? Du må hellere bevise, at du er det værd, hvis jeg skal overveje dig.”

[Deleted]

At Tatiana havde taget Jaredos ord for at være kritik, kunne man vel både og sige at det havde været? Hun lød til at kritisere hans race, så han gjorde blot gengæld, selvom han inderst inde var ragende ligeglad med alle racer og at hendes race havde et tæt bånd til hinanden og var en stor flok, det var sandt, hvor hun også havde ret i at vampyrerne ikke var, så det gad han slet ikke diskutere. At hun så var frygtelig frembrusende, kunne han godt lide, da han godt kunne lide en kvinde der turde sige sin mening – særligt til ham – og også stå ved den, hvilket hun gjorde. Han trak morende på smilebåndet og fnes kort. ”Nej, jeg har intet imod din race, tværtimod lyder du rimelig raceracistisk, men.. det har jo sådan set også altid hørt til din slags,” svarede han roligt, hvor han trak svagt på skuldrene. Han havde intet udestående med hendes race eller nogen andre, da han ikke selv gik ind for at ens race skulle være ét, for det var han jo ikke just vokset op med. At hun så også måtte nedgøre hans køn, var noget som han virkelig fandt gevaldigt morsomt, for hun var da bare en person med masser af had. Interessant var det, selvom han også fandt det komisk, for hun anede jo slet ikke hvad hun talte om! Måske mange mænd var skvat, men det var ikke alle, ligesom der fandtes mange svage kvinder, men der fandtes også de som var stærke, hvilket denne kvinde sikkert var. ”Ærgerligt.. jeg tror ellers vi kunne være blevet et godt makkerpar,” svarede han med et skævt smil, som han så hende blinke til hende. Selvom hun nok ikke var enig, kunne det godt ligne at de faktisk tænkte meget i samme baner ved mange ting, selvom der også var de hvor de var uenige, såsom hun var frygtelig feminist og det var han trods alt ikke, selvom han heller ikke var mandschauvinist. Han nikkede roligt og dog enigt til hendes ord. ”Sandt.. hele stoltheden væltede da blandingsracerne kom på tronen,” medgav han, da han selv fandt det ynkeligt og svagt, hvor han ikke forstod hvorfor befolkningen ikke havde gjort oprør, for det ville kongen trods alt ikke kunne stoppe, ikke før han lå i graven hvor forhåbentlig en fuldblods kunne komme til! At hun så strøg en finger over hans overkrop, fik ham til at bide sig i underlæben, som det var en handling han nød og som tirrede ham, hvor han roligt trak kækt på smilebåndet. ”Jeg har ikke tænkt mig at falde foreløbig, desuden skal der mere til, end en kæphøj lille mørkelver, for det andet, så er jeg mere end sikker på at jeg nok skal overleve til at jeg finder ud af hvad dine hensigter er,” svarede han selvsikkert, som smilet ikke falmede det mindste. At hun så stod stille, da hun endte i hans greb, måtte på sit vis overraske ham, da han næsten ville have regnet med at hun ville forsøge at komme ud, men det beviste kun at hun var realist, hvilket kun gjorde hans syn på hende langt bedre. Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet. ”Vi kan da bare slås for sjov.. bare rolig, jeg skal nok være sød ved dig,” svarede han hende drillende, som smilet kun bredte sig yderligere. At hun så slog hans hånd væk, tog han ikke så tungt, hvor han lod hende vende sig om, skønt han stadig holdt fast om hendes håndled ved den hånd der holdt om sværdet. ”Åh jeg er skam det værd smukke, desværre ved jeg bare ikke om jeg har tålmodighed til at skulle vente på at du ser sandheden, da jeg frygter at jeg stjæler et kys, inden du kan nå at gøre noget,” svarede han drillende, som han blinkede kækt til hende.

[Deleted]

Det at vampyren havde opdaget, at Tatiana var en utrolig raceracistisk kvinde, havde hun såmænd intet imod, da det kun var sandheden. Hun anså sin egen race for at være sublim, hvor de andre var mindre uciviliseret, men det var blot en standardtanke blandt mørkelverne, som de aldrig havde været kendt for at være åbensindede personer. Derfor levede de også i et samfund for sig selv, skønt de desværre var underlagt det dvasianske kongerige. Der ville de fleste formentligt ønske, at de ligesom vampyrerne havde fået stablet en aftale på benene om egne love og regler, men det var ikke blevet tilfældet. De klarede sig desuden alligevel, og det var vel det vigtigste. ”Det er blot sådan verdenen er udformet.. Vi kan ikke alle være perlevenner,” sagde hun kortfattet og trak uanfægtet på skulderen. Det var den person hun var, og det ville ikke videre blive ændret på, om man ville det eller ej. Hvis man heller ikke ønskede hendes selskab ud fra det grundlag, kunne man også blot lade hende være og gå. Hun tvang trods alt ikke folk til at blive hængende, hvor denne mand også havde frit leje til at gå, hvis det var det han ønskede. Hendes hoved søgte let på sned, som han mente, at de kunne blive et godt makkerpar. ”Du ved slet ikke, hvem jeg er, og hvad jeg er i stand, og alligevel ser du et fremtidigt partnerskab? Eller bedre endnu … du har endnu ikke givet mig noget reelle oplysninger, om hvem du er,” kommenterede hun roligt. Vagt var hendes nuværende informationer om denne mand, og derfor var det intet hun kunne knuge sig til. De følte måske den samme misbilligelse over regeringen, men det var bestemt ikke nok, hvor hun heller ikke vidste, om han bare var en mand af ord, eller en mand af handling, samt hun ikke vidste, om han var en idiot og dumdristig, eller klog og ejede snilde. Hun var dog enig i, at en ny regering burde tiltræde. Ikke kun fordi, at kongen var varyl, men også fordi han var komplet uduelig, som han ikke havde den fjerneste ide om, hvad han foretog sig. ”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” sagde hun anerkendende. Som hun strejfede ham over overkroppen med fingeren, anede hun godt, hvordan hans mimik ændrede sig, hvilket fik hende til at smile indvendigt. Hun vidste skam godt, hvordan man opførte sig blandt mænd, hvis man ønskede visse følelser frem i dem, og denne mand var bestemt ikke anderledes. ”En kæphøj lille mørkelver? Jeg er skam mere end det.. Men så må vi, om det falder til min glæde, at du overlever natten og den videre tid,” sagde hun legende. Som hun endte i hans greb, gjorde hun ikke synderligt meget, da hun vidste, hvad en vampyr kunne. Derfor vidste hun, at der var en bedre metode, end blot at gå amok i hans arme, som hun skam nok skulle komme ud på den ene eller anden måde. Koldt var det dog, som hun både kunne mærke den kulde han afgav, samt vinterens kulde, som sneen endnu dalede stødt fra himlen. ”Jeg har ikke brug for, at du er sød ved mig. Jeg slås heller ikke for sjov, som jeg slås for at dræbe, eller for at få, hvad jeg vil have,” sagde hun sigende, hvor det også måtte fortælle en ting eller to, om hvilken kvinde hun var. Som hun vendte dig om i hans favn, søgte hendes gennemtrængende blå øjne straks hans, mens hun lagde sin frie hånd mod hans brystkasse. ”Stjæle? Der er aldrig nogen der har formået at stjæle noget fra mig.. Det er mig der tager, hvad jeg vil have,” sagde hun sikkert, imens hendes hånd søgte fra hans bryst og om bag hans nakke. Der lagde hun et let pres, som hun trykkede sine læber imod hans i et dybt og krævende kys.

[Deleted]

Denne kvinde var uden tvivl meget normal, når det kom til en mørkelver, eftersom hun var feminist og raceracistisk, noget der lå ganske normalt for de kvindelige, netop fordi det var kvinderne der bestemte i hendes samfund, så det forundrede på ingen måde Jaredo, at hun var som hun var. Det der gjorde hende speciel, var nok det at man ikke særlig tit så mørkelverne, eftersom de holdt sig meget for dem selv, og der måtte han erkende at denne kvinde havde fanget hans interesse og nysgerrighed, og om det ville være en god eller dårlig ting, det måtte tiden jo vise dem. Han måtte trække morende på smilebåndet til hendes ord, da han tvivlede på at hun var god til at gøre sig venner med nogen, for med hendes holdning var der nok mange hun stødte, og det var det som han godt kunne lide ved hende; at hun var så direkte og følelseskold for hvad andre mente. ”Jeg tror ikke du er så god til at gøre dig venner med folk, udenfor dit samfund, din attitude ville nok have skræmt mange væk allerede,” svarede han morende, som han vendte de isblå øjne mod hende med et lystigt skær i sig. Der skulle dog mere til for at skræmme ham væk, tværtimod tvivlede han på at hun kunne, da det netop var hendes person der måtte betage ham og det var som om det kun blev værre og værre, hvor han egentlig hadede at blive betaget på den måde, men intet kunne han gøre ved det. ”Jeg har ikke behov for at vide alt det, for at kunne se at du er en stærk, intelligent og modig kvinde, hvilket er det eneste jeg skal bruge som makker, hvem du er, kan jeg ikke se skulle komme i vejen for det. Desuden, hvis du er så nysgerrig på hvem jeg er, hvorfor stiller du mig så ikke bare nogle spørgsmål og finder ud af det?” spurgte han med et gådefuldt blik og smil. Hvad hun ville finde interessant ved ham, anede han ikke, men det ville være en skam at sige at han var som alle andre, dog var det heller ikke altid godt at skille sig ud, så hvad det blev hun ville mene om ham, anede han ikke, men hun ville ikke kunne skræmme ham væk. At hun så måtte anerkende hans ord, fik ham til at trække på smilebåndet. ”Det er fordi vi tænker ens,” svarede han kækt, som han blinkede let til hende, hvor han tvivlede på at hun ville være enig, men lige angående kongehuset og regeringen tænkte de dog ens. At hun så mente at hun var mere end en lille kæphøj mørkelver, måtte han alligevel se sig enig i, da hun ikke bare havde det hele i munden og det kunne han godt lide ved hende. ”Det må tiden jo så vise om du er, desuden hvem siger at jeg er her for at behage dig? Nogen skal trods alt give dig lidt modstand,” svarede han kækt igen, som smilet kun bredte sig på de blege læber. Hans hoved søgte let på sned, som hun fortalte at hun kun slås for at dræbe eller for at få hvad hun ville have, hvilket gjorde hende til en meget alvorlig kvinde. ”Så.. du smider aldrig hæmningerne, for at have det sjovt? For at more dig, uden at der indgår kamp og tortur i det?” spurgte han roligt. Han gjorde intet da hun valgte at vende sig om, hvor smilet blev kækt på hans læber, da han skulle til at stjæle kysset fra hendes læber, indtil han mærkede hendes hånds vandring fra hans brystkasse til hans nakke, kun for at tvinge ham ind i et dybt og krævende kys, hvilket fik ham til at blinke overrasket med øjnene. At stjæle kysset, kunne han så ikke sige at han kunne, da hun kom ham i forkøbet og ærligtalt vidste han ikke helt hvad han så skulle gøre. Øjnene endte dog alligevel med at glide i, hvor han slap taget omkring hendes hånd, som han valgte at løfte hende op i sin favn, så hun havde et ben på hver side af ham, inden han trykkede hende op ad det nærmeste træ, uden at han lod kysset blive brudt.

[Deleted]

Det var så sandt, som man nogensinde kunne sige det, at Tatiana havde utroligt svært ved at gøre sig venner med andre end mørkelverne. Folk følte sig ofte stødt af hendes frembrusende ærlighed, da det helt kunne ligne, at hun gik rundt uden et filter og blot sagde, hvad hun mente. Det passede nu også, da hun ikke så nogen grund til at skulle holde sig tilbage, og hvis hun gjorde det, så ville hun ikke være sig selv, og var det ikke bedst, hvis man ikke spillede nogen anden end sig selv? Venner var desuden ikke det hun funderede mest over, som hun ej heller var kommet til søen for at danne sig et nyt venskab. Hvis hendes personlighed fik hende ud i et slagsmål, var det bare sådan det måtte være, og sådan lå landet også, hvis hun rent faktisk kom godt ud af det med personen, og de rent faktisk fik dannet sig et venskab. Begge ting hændte trods alt for hende, da der skam var personer, der kunne lide hendes væsen. ”Og burde det have nogen betydning for mig? Jeg er ikke den type kvinder der flæber, hvis folk ikke bryder sig om mig. Jeg går heller ikke rundt i håb om at møde min nye bedste ven, når jeg forlader min hoveddør. Det er sandt, at min attitude ofte skræmmer dette samfund på flugt, men det kan jeg heller ikke bruge til noget.. Der er dog visse personer der føler sig betaget af det. Personer som dig,” sagde hun roligt, hvor det sidste måtte forlade hendes mund selvsikkert. Han kunne skam ikke skjule, at hun faldt i hans interesse, og det var nu engang odds hun godt kunne lide. Som han endte med at komplimentere hende, gjorde han hende samtidig ganske tilfreds. Det passede hende fint, at han havde det syn på hende, da det var det hun havde lyst til at udvise. ”En skam, at du har det sådan med mig, når jeg allerede har fortalt dig, at jeg ikke leder efter en mandlig makker. Men nuvel.. Fortæl mig, hvad du kommer fra, og hvad du bruger dine hverdage på. Jeg ved allerede, hvordan du har det med regeringen, og hvordan dit racesynspunkt er, så det behøver jeg ikke at spørge dig om,” sagde hun stilfærdigt. Lidt interessant kunne det muligvis godt være at høre, hvem denne mand var. Hun havde nemlig ikke skræmt ham væk endnu, så det kunne godt være, at han havde noget i sig. Det skulle dog være godt, det han fortalte hende, da hun ellers bare ville gå igen. At han ligefrem mente, at de tænkte ens, var hun nu ikke enig i, og derfor hævede hun også øjenbrynene med et tvivlsomt ansigtsudtryk. Hun kommenterede dog ikke sagen, da det meget vel kunne føre ud i en latterlig diskussion, og det gad hun bestemt heller ikke spilde sin tid på. ”Alle er til for at behage mig i den sidste ende. Hvis de ikke vil, skal jeg nok bringe dem til er punkt, hvor de har lyst, og kom igen vampyr.. Sig ikke, at du ikke er en smule interesseret i at behage mig,” sagde hun selvsikkert og lettere kækt igen. Hun fangede allerede hans interesse, så det skulle bestemt ikke undre hende, at han allerede havde spekuleret over, hvordan det mon ville være at have hende mere fysisk tæt. ”Jeg kan skam sagtens finde fornøjelse, uden der indgår pinsel og død. Det kræver bare, at jeg finder det rette selskab.. Om du er sådan et selskab, må tiden jo vise,” sagde hun mystisk. I forkøbet kom hun ham, som hun valgte at presse sine læber mod hans i et krævende kys, og det var en viden hun nød. Der var nemlig ingen der skulle vinde over hende på den front, som hun nok skulle ende ud på toppen. Hendes øjne gled i, mens hun lod sværdet søge tilbage i dets bælte, som han langt om længe gav slip på hendes hånd. Læberne holdt hun begærligt mod hans, hvor hun lod ham være hende, for at presse hende mod et træ, hvilket fik hende til at eftergive et suk. Kysset endte hun dog med at bryde, hvor hendes blik hurtigt fandt hans igen. ”Sæt mig ned og hent min kniv,” sagde hun kortfattet, som var der ingen andre valgmuligheder.

[Deleted]

At hun sjældent fik venner i andre racer, forundrede skam ikke Jaredo, da han allerede havde et godt indblik i hvordan hun var som person, en person han godt kunne lide, hvor mange andre nok ville sige sig uenig med ham, men hans tankegang var heller ikke helt normal efterhånden. Havde han været en normal rig mand, ville han nok have fundet hendes frembrusende ærlighed direkte barbarisk og slet ikke passende til en kvinde, da en kvinde skulle gå frem med ynde og elegance, samt være ydmyg og den som lå under en mand, men sådan var denne kvinde på ingen måde, og nu hvor han heller ikke var normal, så gjorde det ham bestemt heller ikke det mindste, det var tværtimod forfriskende at se en anderledes kvinde til en forveksling. At hun så nævnte at han var betaget af hende, måtte smilet brede sig på hans læber. Hun havde ret, og han var desværre elendig til at skjule det, selvom.. hvorfor skulle han også? Han var betaget af hende, og det ville ikke sådan uden videre gå væk. ”Og hvordan har du det så med at jeg er betaget af dig?” spurgte han roligt, som han vendte blikket mod hende uden at smilet falmede det mindste. Der var naturligvis meget han ikke vidste om hende, og det var også noget af det som gjorde ham nysgerrig, for ville hun overhovedet kunne finde på at more sig med andre end hendes egen race? Og så en mand? ”Siden du ikke leder efter en mandlig makker, er det så fordi du er bange for at han – og med han mener jeg mig – vil overgå dig?” spurgte han kækt og drilsk, uden at han tog blikket fra hende. Nysgerrig gjorde hun ham, selvom hendes væsen også måtte more ham. At hun så spurgte ind til ham, fik ham blot til at se frem for sigen, hvor han trak svagt og ligegyldigt på skuldrene. ”Min historie er der skam intet spændende i. Jeg kommer fra en rig familie i Convento, hvor jeg står til at blive overhoved sammen med mine to fætre, og jeg ejer min egen bar og kro i samme by,” svarede han ligegyldigt, hvor han ikke engang fik det til at lyde interessant, for han så intet interessant i det, hvor han heller ikke havde lyst til at fortælle om hvad han var gået igennem med sin onkel. ”Så længe du bliver ved med at tiltale mig med min race, mørkelver, er jeg ikke interesseret i at behage dig,” svarede han blot, som han trak uanfægtet på skuldrene. At hun godt kunne more sig uden at der skulle indgå død og pinsel, måtte alligevel glæde ham, for så var hun da alligevel ikke helt så stivnakket som han havde troet. ”Hvad snakker du om? Jeg er simpelthen morskaben selv, og så er jeg mere end sikker på at vores form for morskab går ind under samme kategori, sammen med mig, vil du ikke andet end more dig, hvis du da tør more dig med en forskruet vampyr,” svarede han kækt, skønt han dog var sikker i sin sag. Det kom bag på ham, at hun valgte at kysse ham, da han ærligtalt ikke havde troet at hun var interesseret i det, men det var vel kun så hun ikke ’tabte’? Han lagde dog mærke til at hun ikke bare brød det hurtigt, som hun pakkede sit sværd væk og lod ham løfte hende op og trykke hende op ad træet, hvor hendes suk kun faldt i hans gode bog. At hun så brød det og blev helt kortfattet og bad ham om at slippe hende og hente hendes kniv, fik ham til at blinke overrasket med øjnene, hvor han flere gange åbnede og lukkede munden, for.. det var han ikke vant til. Han endte dog med at grine, som han slog blikket ned og rystede morende på hovedet af hende, inden han vendte blikket mod hende igen med et glimt i de blå øjne. ”Så nu skal du også til at kommandere mig rundt? Så er jeg nød til at fortælle dig en ting, smukke, når folk prøver at beordre mig til ting, gør jeg tit det modsatte for at bevise at ingen kan bestemme over mig, for det er der ingen jeg lader gøre, og bestemt ikke en fremmed, alt for frembrusende kvinde som dig.”

[Deleted]

Det at han indrømmede, at han var betaget af Tatiana, fik hende til at trække svagt på smilet. Det var ikke alle mænd herfra der var af samme indstilling som ham, da de fleste mænd fandt hende uforskammet, som de ikke mente, at hun kendte sin rette plads i livet. Det lignede dog ikke at det var et problem for denne mand, og det gjorde, at hun blot kunne føle en smule ro, frem for at være konstant på vagt. De fleste mænd forsøgte nemlig straks at sætte hende på plads, når de fandt ud af, at hun ikke behagede dem, og det gjorde, at hun måtte forsvare sig selv. Hun havde intet imod al volden, da hun levede i vold, men det var om end ikke rart at slappe af i ny og næ, og denne mand så ud til at have mistet lysten til at dræbe hende. Han nød rent faktisk hendes person, hvilket måtte være utroligt i sig selv. ”Det kommer så sandelig an på, hvordan du bliver, når du bliver betaget af en person. Der er visse personer, der blive små … pestilenser, og det ville ikke være et smart træk fra din side af,” sagde hun roligt, skønt der vel lå en trussel bag hendes ord. Hun ville nemlig blive modbydelig, hvis hun begyndte at se sig irriteret på ham, og det gjorde hun heldigvis ikke endnu. Hendes humør kunne dog vende på et snuptag, og derfor var hun ikke altid til at regne med. En latter forlod hendes læber til hans følge ord, for de var jo dybt latterlige! ”Overgå mig? Tværtimod, så ville jeg vide, at han eller du ville tynge mig ned. Jeg har det langt bedre med et kvindeligt samarbejde eller soloarbejde,” sagde hun ærligt. Hun var ikke meget for det mandlige køn, som hun ganske enkelt fandt dem uduelige. Det eneste de kunne bruges til var, at få en kvinde til at nyde, producere afkom, samt udføre sørgeligt arbejde, som kvinderne fandt uværdigt. At han så endte med at pådutte hende verdens lammeste historie, kedede hende blot, hvilket også var at se. Hendes blik blev ufokuseret og ligegyldigt, for denne mand var jo ingenting. Rigmandssøn og kro ejer. Han kunne bestemt ikke fungere i hendes plan, hvor makker direkte var udelukket! Han var ingen kriger eller strateg, som han mere var en festunge. Han var intet andet end et par timers morskab, men hvis hun kunne more sig, så var det også det vigtigste. ”Fortæl mig.. Hvad kan en rigmandssøn tilbyde mig? Du er muligvis ude i en smule konkurrence, men helt ærligt? Det er intet i forhold til den virkelig verden, der ligger udenfor din familie,” sagde hun med et kort skuldertræk, som hun bestemt ikke var imponeret. Familie havde ganske vidst betydning, men det var en ubetydelig procent i forhold til selve racen eller resten af verdenen. ”Behager det dig ikke, når jeg kalder dig for, hvad du er, vampyr?” spurgte hun kynisk, inden hun roligt tilføjede. ”Men så giv mig noget andet, som jeg kan kalde.. Dit navn for eksempel.” At han begyndte på, at han var morskaben selv, overraskede hende bestemt ikke. Han ejede en bar, så selvfølgelig kunne han lide at skeje sig ud til diverse fester, hvilket var en sjældenhed i hendes hverdag. På det punkt måtte de også være vidt forskellige, som hun levede et liv som kriger og som torturmester, og det klingede sjældent med druk og morskab. ”Så du er morskaben selv? Det kan vi jo altid lade komme an på en prøve. Få mig til at more mig, og så må jeg se på, om det er en titel der er dig velfortjent,” sagde hun udfordrende, uden hun tog blikket fra ham. Tatiana anede hurtigt, hvordan alt hun gjorde, overraskede ham og det nød hun kun. Det virkede ikke som om, at han var vant til at blive sat i den position, men så var det jo kun godt, at han var stødt på hende. Kysset havde hun nu engang nydt, skønt hun ikke havde ladt det stå på længe. Hun havde dog givet sig hen til det i den tid, som hun havde kysset ham, som havde det været en hed indgang til selve akten, men som det havde været hedt, havde hun været ligeså ligeglad, som hun brød det igen. For hende kunne kysset meget vel aldrig havde hændt, siden hun blev så kortfattet, som hun nu engang blev. Blikket lod hun blive gådefuldt, som han udtrykte, at han ikke brød sig om hende kommandoer. ”Jeg er ellers ufattelig god til at udstede ordre, og er du ikke interesseret i at se, hvad jeg kan finde på? Mit forslag er, at du udføre min kommando, og så ser, hvad min næste bliver, og hvad den vil føre til,” sagde hun lokkende.