Out for a hunt?

[Deleted]

Hans historie havde Tatiana ikke just nydt, men det var der intet at sige til. Han var åbenbart en vampyr med alt, hvad det indebar, og det havde hun nu aldrig brudt sig om. Vampyrerne havde nemlig aldrig været hendes kop the, da de på ingen måde var menneskelige. De var døde væsner, der levede af at drikke levendes blod, hvor de var hæmningsløse, og skabt med en unaturlig styrke og hurtighed. Det var på ingen måde naturligt, og derfor havde de aldrig sagt hende noget. Det hændte dog, at hun som nu brugte tid på dem, men det var også fordi, at selvom de var barbarer, så kunne man til tider godt få noget positivt ud af dem. Om det så var tilfældet denne her gang, var hun kommet i tvivl om, da han på sin vis lige havde truet hende med at flå hendes hjerte ud. ”Tror du virkelig, at jeg vil ligge min tillid hos en vampyr? Du må have spist søm! Du har selv sagt, at du finder nydelse ved at snyde andre, så sig mig.. Hvorfor skulle jeg tro på, at du ikke har i sinde at tage fusen på mig i den sidste ende?” spurgte hun sigende, mens hun kastede et blik på ham. Hun stolede ikke en meter på denne mand, og det havde hun aldrig gjort. Det var meget muligt, at han virkelig ikke havde i sinde at gøre hende ondt, men lige meget hvem hun mødte, havde hun lært, at hun altid skulle være på mærkerne! Derfor behøvede han heller ikke at føle sig trådt over hendes mistillid, da alle fik den at føle. ”Vampyrer er måske svære at tage, men I er ikke uovervindelige, som I ofte går og tror,” sagde hun roligt, som hun godt anede, at han så sig langt bedrestillet end hende. Hun havde førhen gjort kål på en vampyr, og hun kunne uden tvivl gøre det igen. Det krævede dog mere arbejde end hos en levende, men helt umuligt var det ikke. Vampyrer havde trods alt svagheder, ligesom alle andre. At de blev enige om noget igen, passede hende særdeles udmærket, da hun nød, når hun endelig delte synspunkt med folk. De var måske helt forskellige på visse punkter, men på andre punkter kunne de godt nå til enighed, og det var det hun nød. ”Det har du fuldkomment ret i,” medgav hun tilfredst. Der var visse der havde det udmærket, uden de løftede en finger, med det var også dem der var blevet født med en guldske i munden. De nåede dog aldrig videre ind til deres udmærkede stadie, som de aldrig udrettede noget, hvilket hun for eksempel gjorde. At han så skulle irritere hende, var dybt ærgerligt, da det lige havde gået lovende, men det var der intet at sige til. Han havde trådt i spinaten og nu måtte de bevæge sig fremad derfra. Som hun fortsatte fremad, måtte hun se sig over skulderen, da han fulgte efter, men med et godt stykke mellemrum til hende. Det morede hende, at det var sådan, da han før havde været utrolig kæphøj, hvor hun nu havde vist, at hun alligevel ikke var til at bide skeer med, som hun svarede hårdt igen. ”Så man har pisset på den,” sagde hun anfægtet, inden hun roligt så frem for sig igen, som der tydeligvis ikke var mere at komme efter bagfra. Selv fortsatte hun blot fremad i den retning, som han havde peget hende hen, da hun skam stadig havde i sinde at besøge kroen. Så måtte det være op til ham selv, om han nu kunne opføre sig ordentligt og gerne ville med hende eller ej.

[Deleted]

At hun ikke ville stole på Jaredo, tog han ikke tungt, da det også ville være frygtelig dumt at gøre, eftersom man kunne risikere at brænde fingrene i sidste ende, fordi han var en utilregnelig mand. Han havde intet imod at bryde sit løfte, hvis det kom ham selv til gode, eller hvis man havde irriteret ham, så han kunne sagtens love hende nu, at han ikke ville gøre hende ondt, og så ende med at dræbe hende. Dog havde han ingen intentioner om at gøre hende ondt i øjeblikket, men da hun var en pirrelig person, så kunne man jo aldrig vide om de pissede hinanden af og endte i kamp. ”Jeg har heller ikke sagt at du skal stole på mig, kun at du intet har at bekymre dig om lige nu, for jeg har endnu ingen intentioner om at gøre dig ondt, men hvem siger ikke at det kan komme, hvis du træder forkert?” spurgte han i en sukkersød tone, som var han uskyldig, skønt der lige så godt kunne stå et stort skilt bag ham, hvor der stod fare. Han var ingen god mand, han var ikke anstændig, han kunne godt have manerer og være en gentleman, men inderst inde var han et bæst, en slem og ond mand, som mildt sagt var sindssyg. ”Åh men overfor dig, er jeg,” svarede han kækt og drilsk igen, som smilet blev morende. Han vidste godt at han ikke var uovervindelig, men der var der endnu ingen som havde nakket ham, og hvorfor skulle hun kunne gøre det? Dog håbede han ikke at de fandt ud af det, for han nød hendes selskab og det ville han alligevel gerne bevare. At de så også blev enige om noget igen, passede ham fint, hvor han kunne se og høre at det også gjorde hende tilfreds, hvilket kun måtte more ham endnu mere. Han sagde dog ikke mere til det, da de alligevel var enige, og så var alt godt. Det var dog rart at de ikke var helt uenige om alt, selvom de ganske vidst var vidt forskellige på mange punkter, men sådan var det i det mindste ikke ved alt. Han holdt sig et stykke bag hende, mest for ikke at ende mere irriteret, eller blive fristet til at gøre noget han bare ville ærgre sig over senere. Desuden måtte han erkende at han godt kunne lide at hun turde at lægge sig ud med ham, men det var nok også fordi hun ikke vidste hvilken mand han var, selvom hun allerede havde fået en lille smagsprøve, da han havde fortalt lidt. Og om det så var fordi hun var modig eller dumdristig var endnu ikke til at sige, men han havde alle sine dage nydt en god udfordring. Alligevel havde hun formået at gøre ham irriteret, hvilket var grunden til at han ikke nærmede sig hende, da han blot gik i stilhed, desuden var det ikke længe til, før de ville nå kroen. Han fortsatte derfor i stilhed, inden han vendte blikket mod hende. ”Du skal dreje derhenne,” svarede han, som vejen gik mod højre, hvor de kom ud i et mere åbent område, skønt skoven endnu hvilede omkring kroen, der stod forholdsvis alene. Han gjorde en hurtig bevægelse og endte henne ved døren, som han roligt åbnede for hende, imens han smilede kækt til hende. ”Og du kan for resten kalde mig for Jaredo,” svarede han, som han endelig gav hende sit navn. Han ventede blot på at hun valgte at gå ind først, som han alligevel godt kunne vise sig fra en lidt mere gentlemans side.

[Deleted]

Tatiana fnøs ad ham, for hvem troede han lige, at han var, og hvilken kvinde regnede han hende lige for at være? Hun stolede på ingen måde på ham, hvilket hun formentligt heller aldrig ville gøre, da hun kun stolede på sit eget folk. Det var dog ikke ens betydning med, at hun gik skræmt rundt, for det gjorde hun bestemt ikke! Hun var opmærksom som altid, og hvis hun anede, at der var fare på færde, måtte hun bare reagere instinktivt på det. Det ville desuden ikke komme bag på hende, hvis han i den sidste ende forsøgte at dolke hende i ryggen, da det var en almen handling i denne verden. Hun så dog helst, at hun rent faktisk kunne tage den med ro igennem resten af natten, da selv hun ønskede fridage, hvor hun blot kunne slappe af og more sig. ”Hvis du ikke er til at stole på, hvordan kan du så mene, at jeg skal være bekymringsfri? Du siger måske en ting nu, men hvad fraholder dig fra at skifte mening om et minut? Du advarer mig trods alt imod, at jeg ikke skal føle mig tryg omkring dig,” indskød hun fattet. Det glædede hende skam, at hun var udenfor fare lige i øjeblikket, men hvem sagde, at han ikke havde skiftet mening i det næste øjeblik, og derfor ønskede at komme hende til livs i stedet? Hun skænkede det en tanke, men hun grublede ikke videre over det, da hun tog tingene, som de kom. Hun frygtede ham heller ikke, som hun blot var opmærksom, hvis han nu skulle skifte sindsstemning lige pludselig. ”Det tror du jo,” sagde hun kortfattet, som hun blot lod sagen ligge. Hun kendte til sin egen styrke, og vidste derfor, hvad hun havde at gøre godt med. Hendes selvsikkerhed blev ikke rystet af en anden persons mening, og det følelse delte han vel. At stemningen så skulle ændre sig, var der intet at sige til, da det var vampyrens egen skyld. Hun havde bedt ham om at lade hende gå i fred, og det havde han selvfølgelig forsøgt at snige sig udenom, som han ønskede det på sin måde. Uheldigvis for ham, så havde hun en stærk rygrad, hvor hun ikke bare skiftet mening på et splitsekund, som hun havde holdt ved, og slået ham som en straf. Slaget havde til at føle for hans vedkommende, men desværre ville hun mærke mest af det i længden. Hun tvivlede nemlig ikke på, at hendes hånd ville hæve op og få en blålig beklædning et par timer senere. Det havde nemlig været som at slå på en sten, da hun havde slået på ham, men det bed hun i sig. I stilhed gik det, indtil hun hørte hans vejledning, hvor hun drejede af, som han bad hende om. Ganske fint havde hun det egentligt, som tavsheden på ingen måde plagede hende, da hun blot gik i sine egne tanker. Hun så godt, hvordan kroen tonede frem foran hende, hvor hun også kunne høre, at den var velbesøgt. Snakken og stemningen derinde var nemlig hørbar i stilheden uden for, da det var synd at sige, at der var noget til at overdynge selv den mindste lyd. At han skyndte sig frem, så han kunne holde døren for hende som en rigtig gentleman, fik hende til at betragte ham med et løftet bryn. ”Hyggeligt at møde dig, Jaredo,” sagde hun roligt, som hun passerede ham i døråbningen. Ganske kort så hun sig omkring på de nye omgivelser, inden hun kastede et blik tilbage på ham. ”En drink ville kun være retfærdig at give mig, efter dit lille stund,” sagde hun fattet, skønt hun direkte indikerede, at han skulle rende op til baren og købe hende noget at drikke.

[Deleted]

Som hun fnøs af Jaredo, kunne han ikke lade vær med at smile, som han godt kunne høre og mærke at hun ikke stolede og troede en meter på ham og det var også kun til hendes held, da han ikke var typen man skulle lægge sin lid til, da han ikke havde et problem med at dolke nogen i ryggen. Hvis man dog formåede at komme ind på ham, kunne han skam sagtens hjælpe én eller komme én til undsætning, ligesom han kunne gøre for sin familie, men ellers var han frygtelig egoistisk, hvor han kun ønskede at tage for at få noget ud af det selv. ”Ja, ja. Men hvis du ikke tør være i mit selskab er du velkommen til at gå, og bliver du, så vil du se at selvom jeg er utilregnelig og utroværdig, så er jeg sjov at være omkring,” svarede han kækt, som han blinkede let til hende, imens smilet bredte sig på hans læber. Kedeligt ville det ikke blive, selvom det godt kunne blive rimelig ekstrem, og for nogle for ekstrem morskab, da han ganske enkelt var sindssyg og nogle ville nok mene at han var hjerteløs, men der var faktisk én enkelt person han var ganske ’normal’ overfor, hvilket var hans yngste søster som han selv havde omgjort, en tøs som han skam ville gøre alt for, hvor han tilmed kunne blive helt kærlig overfor hende, men det var ikke noget de andre fik at se, for så ville de jo bare tro at han var blevet alt for blød og den gik ikke! Han fortsatte blot i stilhed, hvor han var ligeglad med hvad hun tænkte, da hun ikke så ud til at have skiftet mening omkring at tage ham med – endnu – selvom han ikke kunne se problemet i at han havde løftet hende op, for det var ikke hans skyld at hun var en kontrolfreak! At de så kom frem, holdt han roligt døren for hende, hvor han godt så hendes forundrede blik, hvilket kun måtte more ham. At hun så bare gik forbi ham, uden at sige sit eget navn, fik ham til at himle med øjnene, inden han valgte at gå med ind og lukke døren bag dem. Han så sig let omkring. Kroen var forholdsvis stor og den var godt fyldt, men den var ikke nær så stor og proppet som hans egen, da hans var noget mere populær end denne. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, inden han slap en munter latter. ”Jeg tror nærmere at det er dig der skylder mig en drink efter slaget. Men udmærket, så find os et bord,” svarede han morende, som han roligt gik forbi hende og møvede sig op til baren, hvor han kort måtte skubbe til folk som stod ham i vejen. Da der var rimelig fyldt oppe ved baren, valgte han blot at trække en mand ned fra en stol, der var så fuld at han ikke kunne komme op igen. Han slog let i bordet, for at fange bartenderens opmærksomhed. ”Jeg skal have husets bedste tequilla og to glas,” svarede han kortfattet, som han blot blev stående, hvor hans blik kort gled over de mange folk i kroen. Nogle sad og spillede kort, andre sad og drak, nogle spillede med terninger, der var nogle mænd der sad med flere kvinder på skødet, og andre kyssede heftigt uden at tage hensyn til de andre. Hans eget blik faldt roligt på hans ledsager, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. Hun var frygtelig dominant, men det var noget som han kun fandt morskab ved.

[Deleted]

”Ikke tør?” gentog Tatiana vantro. ”Hvis jeg ikke turde befinde mig i dit selskab, havde jeg skam handlet anderledes.. Problemet er bare, at jeg ikke bliver ramt af frygt ligesom så mange andre.. Men jeg er stadig nysgerrig efter at se, hvor sjov du virkelig er, så jeg har tænkt mig at blive hængende lidt endnu,” endte hun roligt. Hun gik skam ingen steder, som hun ikke stak halen mellem benene. Han havde måske afsløret en psykotisk tankegang, men det spillede ikke den største rolle for hendes vedkommende. Hun havde førhen stået ansigt til ansigt med galninge og sluppet levende derfra, og det kunne hun sagtens gøre igen. Hun håbede dog ikke på, at han viste sig fra sin sindssyge side, da han havde gjort hende interesseret i at se hans underholdende. Han havde trods alt valgt at placere sig på en piedestal, når det kom til det punkt, og nu ville hun nå til bunds i det og vide, om han virkelig havde noget at have det i eller ej. Roligt fortsatte hun sine skridt over den nedfaldende sne, som hun blev ledt mod kroen. Køligt var det, hvor hun egentligt så frem til at komme ind i varmen, skønt hun selv havde valgt at træde ud i kulden til at starte med. Hun nød dog at være udenfor, hvor hun ligeledes nød natten, som den var smuk, selvom den svækkede hendes syn. Da de endelig nåede frem, forundrede det hende ganske rigtigt, at han holdt døren for hende. Det var en gestus hun nærmest kunne forlange af en mand, men alligevel kom det bag på hende, da han ydmygt havde holdt sig i baggrunden, efter at hun havde slået ham. At han endda også fortalte hende sit navn, passede hende fint, da det altid var rart at vide, hvem man stod overfor. Det var dog ikke ens betydning med, at hun gav ham sit, da hun end ikke tog det til overvejelse endnu. ”Sig ikke, at du er en tudemarie over det lille slag, jeg gav dig,” sagde hun sigende, som han beklagede sig. Det behagede hende dog, at han alligevel valgte at finde dem noget at drikke, hvis hun bare fandt en plads til dem. Selv havde hun ikke brug for at spilde tid på en svag mand, og derfor ønskede hun ikke at høre på klynk, da hun kun ville bruge sin tid på stærke personer. Vurderende så hun sig omkring, som hun ønskede at spotte den perfekte plads i kroen. Hun fandt den opgave… bare optaget. Hun fugtede let læberne, inden hun beslutsomt bevægede sig over til et af hjørnerne. En god plads var det, som den var afsides, men endnu i kaminens skær, hvilket holdt området varmt. Hun foretrak ikke en mine som hun blot stillede sig ved bordet, hvor en mand og en kvinde havde taget plads. Meget fyldte de dog ikke, da kvinden sad på mandens skød, hvor de var midt inde i et heftigt kys og en omgang befamling. Hun lod hun let glide på sned, inden hun valgte at gribe fat i kvindens lange hår, som hun rev i til kvindens store smerte. Med et forskrækket smertehyl slæbte hun den hylende kvinde med tilbage, der var tvunget til at følge hende. ”Skøge..,” mumlede hun, som hun gav slip på håret og skubbede til kvinden i stedet, så hun røg ned i gulvet. ”H-Hvad fanden?!” begyndte manden der tydeligvis var fuld, hvor han langsomt slæbte sig op på benene, som hans morskab var blevet forstyrret. En fast og autoritær mine sendte Tatiana manden, mens hun holdt en hånd på sit sværds skæfte. ”Tag din kvinde, og find Jer et værelse i stedet,” sagde hun med en stemme der ikke krævede yderligere spørgsmål. Befippet var manden tydeligvis, som han anede, at det var en mørkelvisk kvinde han stod overfor, og ikke ligefrem den mest åbensindige af slagsen. Derfor gik der ikke mange sekunder, før han tog hendes opfodring til sig, hvor han hankede op i sin skræmte kvinde og skyndte sig væk. Tilfredst gled glimtet over Tatianas ansigt, der ikke tog højde for den opmærksomhed hun havde skabt. Uanfægtet tog hun kappen af sine skuldre, inden hun valgte at tage plads på den polstrede bænk, som pladsen var indrammet som en bås.

[Deleted]

At hun gentog Jaredo helt i vantro, fik ham til at trække på smilebåndet. Han havde skam regnet med at hun blev hos ham, for ellers havde hun jo nok gået for lang tid siden, desuden var det også hende der havde opfordret ham til at følge hende, så det gjorde han, for han kunne ikke komme uden om at han var interesseret i hende og at hun gjorde ham nysgerrig, men det havde han jo tydeligvis også gjort hende og det var noget som han godt kunne lide, for så havde han alligevel lidt af hendes opmærksomhed. Han endte bag hende i en hurtig bevægelse. ”Godt.. for jeg skal nok sørge for at du bliver tilstrækkelig underholdt,” hviskede han lokkende mod hendes øre, inden han igen var et godt mellemrum væk fra hende, stadig bag hende, da han stadig var irriteret over hendes slag, da han havde fundet det unødvendigt, men det var bare sådan hun var; en hård kvinde. Han var dog ikke en kedelig mand, så hun skulle nok få det ekstreme at se, og så måtte de jo se om han fik hende skræmt væk eller om hun faktisk blev hos ham, for det kunne kun tiden vise. Det kunne også være at han generede hende så meget at de endte i et slagsmål, men også det måtte tiden vise. Han smilede let til hendes ord, som hun blot gik ind og forbi ham, uden at give ham sit navn og så beordrede ham til at give hende en drink, de behøvede hun dog ikke at efterspørge, for det havde han skam allerede tænkt på at han ville give hende, så hun havde skam intet at frygte på det punkt. ”Jeg fandt dit slag unødvendigt, eftersom det ikke er min skyld at du ikke kan klare at jeg tog dig op. Men tro mig, der skal noget mere til før jeg bliver en tudemarie, ligesom der skal mere end dit enkelte slag til, før jeg bliver slået omkuld,” svarede han kækt, som han blot gik fra hende og op til baren for at hente dem noget at drikke, hvor han lod hende om at finde en plads. Imens han ventede på at få hvad han havde bestilt, hvilede hans blik på Tatiana, hvor han så hvordan hun fandt en plads tæt ved kaminen og trak en kvinde væk og fik manden til at følge trop. Han fnes for sig selv, som han rystede smilende på hovedet af hende, skønt hun ikke ville kunne se det, da han var langt væk fra hende, men at se hende sådan forundrede ham ikke og det morede ham. Han kunne dog godt lide hende, for hun var ligesom ham; hun tog hvad hun ville have. Han betalte roligt, inden han tog omkring flasken og de to glas, hvor han skubbede sig hele vejen ned til hende. Han løftede let det ene øjenbryn og med et morende skær i de isblå øjne. ”Var det nødvendigt?” spurgte han drillende, som han valgte at tage plads ved siden af hende på den polstrede bænk, inden han satte de to glas fra sig, som han åbnede flasken, hvor han hældte op. ”Vær så artig, min gode frøken. Lad mig så se hvor meget du kan få indenbords, for du sidder med et bundløst hul,” svarede han kækt og lettere udfordrende. Han arbejdede på en bar og kro, så det kunne vel ikke komme bag på nogen at han kunne tåle en del? Plus det faktum at han var vampyr. Han tog roligt omkring sit glas som han klingede mod hendes i en skål, inden han bundede sit.

[Deleted]

Hårene på Tatianas arme rejste sig, som han hviskede hende lokkende ind i øret. Om løftet skulle tages positivt, vidste hun nu ikke helt, da han havde fortalt hende, at hvis han endte med at tage sagen i egen hånd, endte det fatalt for hans ledsager, og det ønskede hun ikke ligefrem for sig selv. Interessant blev det at se, om de formåede at holde på hinandens selskab, hvor det indtil videre forløb dem rimeligt. Ingen af dem var trods alt gået endnu, hvor de heller ikke direkte havde forsøgt at slå den anden ihjel. Hun havde måske gjort nogle mistænkelige ting, men det var blot sådan hun var. Hun kommenterede dog ikke sagen, som hun hellere ville vente og se, hvad han kunne fiske frem med tiden. Hun mærkede, hvordan hun blev indlemmet af varme, som hun trådte ind i kroen, hvilket hun i sandhed nød. Det var dog besynderligt efter at have været udendørs i et godt stykke tid, men det ville hun formentligt hurtigt få ændret på. ”Du fandt ikke mit slag nødvendigt, og jeg fandt det ikke nødvendigt, at du skulle løfte mig op. På det punkt kan vi vel næsten sige, at vi står lige igen.. Men jeg ville også anse det for at være en skam, hvis der kun skulle et slag til at slå dig ud af kurs. I så fald skulle jeg jo finde mig et nyt selskab,” sagde hun roligt, inden hun så, hvordan han gik efter drikkelse til dem. En plads fandt hun i mellemtiden til dem, skønt det godt kunne være blevet gjort på en kønnere måde. Det tog hun sig dog ikke af, da hun gik efter, hvad hun ønskede. Desuden var det den stærkeste der overlevede, og eftersom parret ikke havde turde stille sig op imod hende, måtte hun derfor være den stærkeste, og derfor var pladsen hende retmæssig. Roligt tog hun plads på bænken, som hun intet havde hændt, hvor hun lagde sin kappe ved siden af sig, så den røde skjorte og det sorte korset kom frem i stedet. Tålmodigt sad hun og ventede på denne Jaredo, skønt det ikke var længe hun sad alene. Det morende glimt anede hun hurtigt, hvor hun gættede, at det var grundet hendes lille erobring af bordet. Hun trak på skulderne. ”Selvfølgelig var det det. De havde noget jeg ville have. Desuden, så passede deres gøren bedre til et værelse frem for en plads i selve krostuen,” sagde hun fattet, som hun skam anså sine handlinger for at være retfærdige. Roligt valgte hun at rykke sig ind, så hun sad nærmest væggen, som han tog plads ved siden af hende. ”Har du da i sinde at drikke mig under bordet, så du kan få det, som du ønsker?” spurgte hun drillende, inden hun tog imod det glas, der var tilegnet hende. Som ham klingede hun det mod hans i en skål, inden hun løftede det op til læberne, og tog en tår af det. Det efterlod et brændende spor hele vejen ned ad halsen på hende, hvor det efterlod den tør. Hun var dog ikke helt ung, så vant til det var hun, hvor hun derfor blot trak på læberne, inden hun stillede det fra sig igen. ”Side du ejer en kro.. og en bar. Er det så dit job at drikke hver dag?” spurgte hun roligt, som han uden tøven havde kylet al væsken ned i halsen, hvor hun var tvunget til at tage den mere med ro. Det havde hun dog intet imod, da hun ikke følte sig svag af den årsag.

[Deleted]

Jaredo smilede for sig selv, som hun ikke sagde det mindste til hans hvisken, hvor han lagde mærke til at hendes hår i nakke rejste sig, hvilket var noget som måtte more ham. Han sagde dog intet til det, som han blot gik med hende, til de kom til kroen. Han kunne forestille sig at det var godt for hende at komme ind i varmen, da hun trods alt var menneskelig, hvor han ikke bed sig mærke i kulden, der sad tilmed endnu snefnug på hans skjorte og hans halvskallede isse, hvor han kort kørte en hånd over hovedet, for at få det væk, da han mærkede det smelte inde i varmen. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han nikkede ganske anerkendende. ”Åh bare rolig, smukke. Du hænger på mig. Der skal mere til for at skræmme mig væk, end en voldelig kvinde,” svarede han morende, som han lod dem skilles. At hun så selv valgte at erobre en plads til dem, var noget som morede ham, selvom han ikke kunne sige at det kom bag på ham, for han vidste at hun var en voldelig og hård kvinde, der gjorde hvad der passede hende, hun var vild og ustyrlig, hvilket faldt i frygtelig god jord hos ham, det var trods alt det der gjorde ham betaget af hende. ”Ja man skal vidst ikke komme i vejen for dig,” svarede han drillende, som han roligt tog plads ved hende, for at skænke op til dem. Han vidste ikke hvordan hun morede sig eller om hun overhovedet drak, men for ham var det nærmest hverdag, da han ejede sit eget sted og arbejdede der tit, hvor han også kunne finde på at søge til andre steder andre nætter når han ikke arbejdede, som denne nat. At hun så blev drillende igen, var noget som måtte få ham til at smile, da hun ikke forekom ham som den type, men det var alligevel rart at se at hun ikke var helt alvorlig hele tiden. ”Det kan godt være. Jeg kan jo have skumle bagtanker med dig,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, hvor han lod dem skåle, inden han bundede sit, kun for at hælde mere op. At hun selv ikke bundede sit, tog han ikke så tungt, da han ikke vidste hvor meget hun kunne tåle, men til gengæld vidste han at han skulle have en del før han blev beruset, derfor kunne han lige så godt komme i gang. ”Nej, det er ikke mit job, jeg gør det kun for morskabens skyld,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil, som han tog en slurk af sit glas. Han nød at drikke, som han nød at feste, hvilket han ikke ville lægge det mindste skjul på, men det var vel også klart, når han ejede sin egen kro? ”Men fortæl mig hvad jeg skal gøre, for at du vil fortælle mig dit navn,” opfordrede han hende med et muntert og nysgerrigt skær i de isblå øjne. Han havde givet hende sit og han var nysgerrig efter at få hendes. Desuden hvis han hang på hende hele aftenen, ville han da vide hvad hendes navn var, så det blev mere personligt.

[Deleted]

Tatiana ønskede egentligt ikke at skræmme Jaredo væk, og derfor passede det hende udmærket, at der skulle mere til, end hvad hun hidtil havde udvist. Hun var måske en kvinde der ønskede at blive taget seriøst, men samtidig med det, var hun også en kvinde med basale behov, da også hun var menneskelig og derfor havde brug for underholdning og morskab i sin hverdag. Derfor håbede hun, at han for natten kunne leve op til de ønsker, da det var meget at dræbe og torturere dag ind og dag ud. Blikket lod hun opmærksomt følge hans skikkelse, som han trak sig væk fra hende, som han gik efter drikkelse, efter at være kommet med de ord, at hun skam ikke slap fra ham. Efter det spildte hun ikke tiden på at blive hængende, som hun søgte det opvarmede hjørnebord, hvor hun måtte jage en mand og en kvinde væk for at få pladsen. En god plads var det, som hun straks kunne mærke kaminens varme, hvilket hun ikke kunne andet end at nyde. Menneskelig var hun trods alt, som hun havde brug for varme for at fungere optimalt, hvor dette derfor måtte være det mest ideelle for hende. Smilet bredte sig let på hendes læber, som Jaredo nåede over til bordet og henvendte sig til hende. ”Og alligevel forsøger du,” kommenterede hun roligt, som han et par gange havde forsøgt at sige hende imod. Det havde dog altid endt ud med, at hun havde vundet, som han havde makket ret i den sidste ende, fordi hun interesserede ham. Det faldt hende positivt ind, at det lå sådan, og derfor ønskede hun skam ikke, at det ændrede sig. At hun overraskede ham med sin drillende side, sagde hun intet til, da hun skam havde en mere løssluppen side. Hun var måske ikke præcist som ham eller som mange andre på det punkt, men hun kunne sagtens more sig på en human måde, hvis hun fandt en ordentlig åbning for det.”Jeg tror ikke at det kan blive mere skummelt, at du muligvis har i sinde at dræbe mig,” sagde hun ærligt. Muligheden for, at han angreb hende var der endnu, men for nu lignede det, at de blot skulle more sig og drikke, og det havde hun skam også tænkt sig at gøre. Hun tog den dog med mere ro i forhold til ham, da hun igen var menneskelig og derfor mere påvirkelig, når det gjaldt ren alkohol, som denne tequila. Roligt nikkede hun med hovedet til hans ord. Det overraskede hende ikke, at med hans erhverv ofte festede. Sådan var hendes liv ikke just, da hun sjældent var ude og more sig, da hun havde sine pligter der kom i første række. ”Sådan er det ofte med din slags,” sagde hun roligt, hvor hun både måtte hentyde til det at være kroejer og vampyr. Man var ofte af en bestemt social støbning, hvis man ejede en kro, og som vampyr nød man ofte af festligheder. Tequilaen nippede hun til, som han igen bad om hendes navn. ”Hvad vil du sige til, at du muligvis slet ikke for det af vide?” spurgte hun roligt, som hun besvarede hans spørgsmål med et nyt. ”Jeg kan trods alt godt lide det navn, du har givet mig, og eftersom dette her bare er for i nat, hvad skal du så bruge mit navn til?”

[Deleted]

Det glædede Jaredo at denne kvinde havde fundet interesse for ham, da hun til at starte med havde været meget modstridende og flere gange havde været på vej væk, men han havde åbenbart fået hende på andre tanker, da de nu befandt sig på en kro, hvilket han ikke just havde regnet med. Hun var dog en meget.. temperamentsfuld kvinde, som man skulle gøre hvad hun sagde, for ikke at møde hendes vrede, som hun flere gange havde truet ham og tilmed gjort ham ’ondt’, da hun havde slået ham, hvilket alligevel var kommet bag på ham, og så alligevel ikke, da han var ved at få et rimelig godt billede af hvordan hendes person var. Hun var en dominant kontrolfreak, der skulle have sin vilje, hvis man skulle være på rette fod med hende, men han var bare alt for god til at gøre det forkerte og det forbudte, da det trods alt var det sjoveste. Han kunne ikke lade vær med at trække morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han blinkede let til hende. ”Selvfølgelig, nogen er jo nød til at give dig lidt modstand, så du ikke går og keder dig,” svarede han drillende, som smilet kun bredte sig på hans læber. Han sagde hende imod med vilje, da hun valgte at udfordre ham, når hun sagde ting han ikke måtte gøre, for det gjorde kun at han brød hendes ’regler’, for det var han jo alt for god til og det var også klart det sjoveste! At hun så nævnte det med hans skumle bagtanker omkring at tage hendes liv, fik ham til at himle let med øjnene, for hun virkede pludselig så paranoid. At hun var oppe på dupperne, var måske nødvendigt mange gange, men mest af alt var det godt at kunne slippe hæmningerne af og til, hvor man bare kunne slappe af uden at skulle bekymre sig. ”Hør her, smukke. Jeg er her for at more mig, og for at underholde dig, så længe du ikke lægger op til kamp, så ser jeg ingen grund til at gøre dig ondt. Mine planer er at blevet at more mig, så slap af og have det sjovt,” opfordrede han hende, som han løftede sit glas i en tavs skål, inden han igen bundede sit glas, kun for at hælde mere op. At hun tog den med ro, var hendes sag, da han vidste at der ikke skulle meget til før de levende væsner blev fulde, og der skulle der alligevel mere til ved ham. Han ønskede dog at hun smed det seriøse fra sig og slappede af og morede sig for nat, da han trods alt havde lovet at give hende morskab og underholdning, så det ville han også gerne bevise at han kunne få hende til at opleve. At hun så blev helt dømmende over for hans slags igen, måtte næsten irritere ham, da hun var alt for fordomsfuld. ”Det er ikke min skyld at ’din’ slags har svært ved at smide hæmningerne og more sig. I forekommer mig næsten helt humorforladt,” svarede han igen, hvor han lød lettere udfordrende og opfordrende til at se hende gøre noget underholdende. Han vidste ikke hvordan hun morede sig, men hvis det var med tortur, var det ikke ægte morskab. Som hun besvarede hans spørgsmål med et nyt, sukkede han let, da hun virkelig ikke gad fortælle ham sit navn, og det måtte irritere ham, for hvor slemt kunne det være? ”Jeg begynder snart at tro at du har et så grimt navn at det vil skræmme mig væk, hvis du siger det,” svarede han med et løftet bryn, som han tog en slurk af tequilaen, inden smilet blev kækt. ”Jeg er da nød til at vide det, hvis jeg skal skrige dit navn senere i nat, ikke sandt?” svarede han drilsk og lettere flirtende, som han blinkede kækt til hende.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi, at Jaredo behøvede at føle sig nødsaget til at stride imod Tatianas ønsker og befalinger, da mere eller mindre alle mandlige væsner – på nær mørkelverne – havde lyst til at stille sig op imod hende. Det var en smøre hun var vant til at få, når hun var udenfor sit samfund, da de resterende racer ønskede at sætte hende på plads. Det lykkedes dem dog aldrig, da hun var stærk i sin tro, samt fysisk stærk, så det endte altid med, at det var hende, der fik lavet om på deres tankegang. Derfor undrede det hende ikke, at Jaredo var som enhver anden, da det var til at forvente. ”Tror du virkelig, at du er den eneste mand der forsøger at yde mig modstand? Så speciel er du ikke.. Du er faktisk mere end normal på det punkt,” sagde hun med et kort skuldertræk, da han skam ikke skulle tro noget særligt om sig selv, når det kom til det punkt. ”Jeg har desuden sagt, at jeg er sjovere at behage, så hvorfor er du ikke bare interesseret i at glæde mig?” At det irriterede ham, at hun bragte hjerteflåningen på banen igen, var der intet at sige til. Han havde selv valgt at fortælle hende om det, og derfor måtte de bare tage den derfra. Det passede hende dog fint, at han forsøgte at forsikre hende om, at de bare skulle hygge sig for i nat, da hun allerhelst så, at det var det der skete. Hun ville dog aldrig smide paraderne fuldstændigt, som hun altid var opmærksom på, om der nu var fare på færde. Denne mand var desuden hurtigere end hende, når det endelig kom til stykket, og derfor måtte hun også tænke sit. ”I så fald er vi på samme side. Jeg ser ligeså, at jeg kan ligge mit arbejde til siden for i nat, og jeg regner med, at du vil være en del af det,” sagde hun roligt, inden hun deltog i hans tavse skål. Besynderligt var det nu engang at se, hvordan han tyrede glas efter glas ned i halsen, hvor hun endnu sad med sit første. Presset følte hun sig dog ikke, da hun vidste, hvordan tingene fungerede blandt de menneskelige, hvor hun derfor vidste, at hun skulle tage den med ro på det punkt. Hun fnøs ad ham, som han havde valgt at tage hendes ord personligt, og derfor valgt at nedgøre hende som svar. Det havde ikke været ondt ment, men det fik han det til at lyde som om. ”Hvis jeg virkelig er humorforladt, så skrid over til en såkaldt morsom person. Jeg gider nemlig ikke høre på dit brok,” sagde hun sigende, som han selv gik hende på nerverne med sin nedladenhed. Hun kunne skam sagtens more sig, men ikke når han blev ved med at stikke til hende. At han så gættede på, at hun havde et afskyeligt navn, morede hende, da det bestemt ikke var tilfældet. Hun anså i hvert fald ikke sit navn for at være grimt. ”Og hvad ville et grimt navn være for dit vedkommende?” spurgte hun roligt, inden hun selv valgte at bunde sit glas. Tequilaflasken greb hun om, blot så hun kunne genopfylde sit glas, hvor hun stillede det tilbage på bordet igen. ”Så du er en skriger? Interessant..,” sagde hun roligt, som hun igen undgik at fortælle ham sit navn. ”Hvis det er indenfor din bekymring, hvad du skal skrige, kan jeg altid kneble dig, og så er det problem løst.”

[Deleted]

Let hævede Jaredo det ene øjenbryn til hendes ord, da hun igen fremstillede ham som var han som alle de andre og denne diskussion havde de jo allerede været inde på, hvor han jo faktisk havde overrasket hende med sit svar sidst. Han fnøs let, skønt hans kække og selvsikre smil ikke falmede det mindste. ”Og igen tager du fejl, ser du, de andre mænd yder dig modstand i et forsøg på at lukke din store mund og tøjle dig. Jeg yder modstand for at se hvor vild du kan blive, da jeg elsker en vild kvinde, og så er jeg, som jeg allerede har sagt, ikke ude på at tæmme dig, da du ikke skal tæmmes,” svarede han kækt, som han blinkede let til hende, hvor han tog en slurk af sit glas, efter at have fyldt det op igen. At hun så igen sagde at hun var god at behage, var han faktisk alligevel lidt nysgerrig på, da han godt havde fundet ud af at man skulle gøre hvad hun sagde, hvis man ville ind på rette sti med hende, men han var bare alt for god at gøre det forkerte og det han fik besked på at han ikke måtte, såsom da han havde løftet hende op, hvilket ganske vidst havde resulteret i et slag fra hendes side af, et slag der faktisk havde været hårdt i forhold til at hun var levende og en kvinde, hvilket kun indikerede at hun var stærk. ”Fordi jeg er alt for god til at gøre hvad jeg ikke må, hvilket desuden også er langt sjovere. Men du kan måske ikke lide en oprørsk mand?” spurgte han drillende og dog nysgerrigt. Hun kunne godt lide at have kontrol, så måske hun ikke kunne lide en utæmmet mand, for det var præcis hvad han var, og der var de nemlig ens; de var vilde. Han trak på smilebåndet til hendes ord, som det alligevel måtte glæde ham at høre, at hun gerne ville smide arbejdet fra sig og slappe lidt af og more sig, for det måtte vel også være fortjent efterhånden? ”Hvis jeg ikke var interesseret i at være en del af det, så var jeg ikke taget med dig, så bare rolig smukke, du har mig i din hule hånd,” svarede han morende og dog sandfærdigt. Han ville gerne more sig med lige præcis hende, hvor der desuden ikke var andre i kroen der fangede hans opmærksomhed, så hun havde intet at frygte. At hun så blev hidsig og spydig igen, fik ham til at smile for sig selv. ”Skride? Jeg kan da ikke gå fra dig, når du er vild med mig,” svarede han drillende, som han så lige frem for sig og kort skævede mod hende fra øjenkrogen, hvor han nippede til sin drinks. Han vidste godt at hun ville sige sig uenig i hans ord, men det tog han ikke så tungt. Desuden ønskede han ikke at gå, da han var interesseret i hende og se hvad hun var i stand til, så han valgte skam at blive. Han trak let på skuldrene. ”Gertrud?” foreslog han som et grimt navn, hvor han trak morende på smilebåndet. Om man i det hele taget kunne kalde et navn for grimt, vidste han ikke, men derfor var han stadig interesseret i hendes. At hun så vendte hans ord til noget helt dårligt, fik ham til at slippe en munter latter. ”Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig dit navn? Nu har jeg været så sød at fortælle dig mit, så du senere er i stand til at skrige det,” svarede han drillende, skønt spørgsmålet var nysgerrigt, for han ville jo gerne vide det!

[Deleted]

Sandt var det vel, at Jaredo ikke var som alle de andre mænd, da han havde ret i sine ord. Når Tatiana normalt stødte på fremmede mænd, ønskede de at tøjle hende, som de mente, at hun skulle sættes på plads, ligesom deres kvinder. Det lykkedes dem dog aldrig, som hun aldrig nogensinde havde bøjet sig for en mand, og det havde hun heller ingen intentioner om at gøre i fremtiden. Det hjalp dog ikke Jaredo, at han ønskede at bringe hendes vilde side frem via irritation, da det altid havde endt fatalt for vedkommende, og anderledes ville det formentligt ikke ende på ham, hvis han gik for vidt. Hun havde trods alt en grænse, der var til at nå, men indtil videre havde han ikke berørt den, hvilket passede hende fint, skønt det irriterede hende, når han stak til hende. ”Tro mig.. Det glæder mig skam, at du ikke har i sinde at kontrollere mig, for det er ufatteligt trættende med alle de mænd der forsøger at sætte mig på plads, og som gang på gang fejler. Af den grund bifalder jeg dog ikke, at du ønsker at tirre mig, da det ikke vil bringe nogen af os, hvad vi ønsker, i den sidste ende,” sagde hun sandfærdigt, skønt det meget vel og mærke afhang af, om han ønskede sig en morende nat eller ej. Hvis han gik efter et slagsmål, skulle han selvfølgelig fortsætte, men sådan som han havde prædiket om, at de skulle hygge sig, tvivlede hun på det. Roligt betragtede hun ham, som de kom ind på, hvordan hun ønskede sig, at manden opførte sig. ”Hvis det er ens betydning med, at han går mig på nerverne, så nej. Jeg har allerede mødt for mange, der irriterer mig, og jeg har derfor ikke brug for endnu en,” sagde hun ærligt. Manden måtte skam godt være vild, men hvis han blev ved med at stille sig op imod hende, som Jaredo til tider havde en tendens til at gøre, så ville hun blive irriteret til sidst og forsøge at gøre det af med ham. ”Det er også en af grundene til, at jeg foretrækker en kvinde. De forstår det, hvor mænd har en tendens til at stille spørgsmålstegn ved det hele.” At han gjorde det klart for hende, at han ønskede hendes selskab, fik hende til at trække på smilet. Det var glædelige ord, som hun endnu ønskede at holde på hans selskab. Interesseret var hun desuden i at finde ud af, om han virkelig var så underholdende, som han gik rundt og sagde. Han havde trods alt fået det til at lyde som om, at han var morskaben selv. ”I min hule hånd ligefrem? Det kan jeg sagtens arbejde med,” kommenterede hun kækt. At han så skulle irritere hende, fandt hun selvfølgelig irriterende, men det var der intet at sige til, som de blot måtte tage den derfra, skønt hun fra træt af at blive fremstillet som en tør kiks. ”Ih ja. Jeg har jo lænket dig fast til mig af ren og skær begejstring,” sagde hun sarkastisk, inden hun tog en tår af tequilaen. At han skævede til hende, anede hun skam godt, men intet sagde hun til det, som hun blot koncentrerede sig om sit øjet. At han så foreslog Gertrud som et grimt navn, morede hende, skønt hun væmmedes ved tanken om, at han faktisk foreslog, at det var det hun kunne hedde. ”Bare rolig.. Mit navn minder på ingen måde om Gertrud,” sagde hun roligt. ”Fint nok.. Mit navn er; Den mystiske kvinde, du mødte ved søen. Er du tilfreds?”

[Deleted]

Jaredo var på ingen måde ude på at tæmme denne kvinde, da han vidste at hun var en som ikke skulle tæmmes, det ville kun være synd, ligesom når man satte et vildt dyr i fangenskab, da det kun ville tære på den og gøre den trist og kedsommelig, og sådan ville det også være med denne kvinde, da hun skulle være fri, så man ordentlig kunne få indtryk af hendes vilde væsen, selvom hun var dødbringende som en giftig slange og ikke var bange for at brøle som den stolte løve. Morende fandt han det hele, hvor han ville nyde at se hendes vildskab, ligesom han ikke havde noget problem med at være en del af det, da det tværtimod ville gøre ham begejstret. Han havde jo allerede fået en forsmag på hvordan hun var, da hun var en hård kvinde der gik efter hvad hun ville have, hvor hun havde slået ham, når han gik imod hans vilje og hun havde revet folk væk for blot at få denne plads tæt ved kaminen. ”Du er nød til at have en ordentlig mand, der kan give dig den nødvendige udfordring og modstand, så du ikke bliver sløv, men bliver holdt i skak og forholder dig i topform. Desuden så har jeg endnu holdt på dig, skønt jeg går imod dig,” svarede han kækt og drilsk, som han vendte blikket mod hende igen. Han ville nok ikke stoppe med at komme med små inputs hun ikke bifaldt, kun fordi han elskede at gå op imod folk og deres regler, da han nærmest levede af at bryde regler og lave ravage, da det var en del af hans hverdag, hvor han også havde disse skøre og sindssyge forestillinger som ingen ville kunne følge ham i. ”Du er virkelig imod at lade en mand dominere dig, er du ikke? Det giver mig kun lyst til at prøve,” svarede han kækt og dog ærligt, da han næsten altid gik efter det modsatte af hvad folk ville have, fordi det var sjovest. Han kunne desuden ikke se problemet i at hun lod ham dominere hende, da hun ville være i kyndige hænder, selvom hun uden tvivl var en kvinde der ønskede at styre showet. At hun så sagde at hun foretrak en kvinde, bredte hans smil sig kun, som han tog en slurk af sin tequila. ”Åh jeg er skam frisk på en trekant, så bare rolig,” svarede han morende. Der ville snart ikke være noget bedre end to kvinder til at behage en, hvis ikke flere. At hun blev tilfreds med at han sagde at hun havde ham i sin hule hånd, fik ham til at vende blikket mod hende. ”Det tænkte jeg nok, hvor jeg er mere end sikker på at du kan forme og skabe mig på ny,” svarede han helt forventningsfuldt, da han skam så frem til at se hvad hun kunne, nu hvor var sådan en kontrolfreak og dominant kvinde. Han løftede let det ene bryn, som hun blev helt sarkastisk, hvor han lænede sig mod hende og plantede et kys på hendes kind. ”Du må da gerne lænke mig, hvis det gør dig tryg,” hviskede han lokkende mod hendes ene øre, inden han trak sig væk igen og bundede sit tredje glas som han fyldte op igen. At hun selv var i gang med sit nummer to, glædede ham kun, da han ikke forventede at hun drak som ham, men at hun stadig var frisk på det. Han sukkede opgivende og dog morende, som hun blot tog hvad han før havde kaldt hende. ”Nej, det er jeg på ingen måder tilfreds med! Det er desuden alt for langt. Men så må jeg jo bare kalde dig for Gertrud, indtil du giver mig dit rigtige navn,” svarede han drilsk og morende, som han blinkede let til hende.

[Deleted]

Tatiana betragtede Jaredo med et roligt blik, som han fortsatte med, at hun var nødsaget til at blive mødt af modstand. Hun havde nu sine tvivl, da hun sagtens kunne holde sig i trit med det hele, uden at han drillede hende. Det var meget muligt, at de andre mænd ønskede at tæmme hende, men modstand og modstand. Hun så derfor ikke voldsomt anderledes på den modstand han ydede hende, og den modstand de andre mænd ydede. Alle havde de trods alt til fælles, at de forsøgte at spænde ben for hende på den ene eller den anden måde. ”Jeg har brug for en ordentlig mand? Tror du da, at jeg har nogen intentioner om at holde yderligere på dig, når denne nat er overstået?” spurgte hun roligt. Enig var hun dog ikke med ham. Hun ønskede, at manden hun tilbragte tid med var stærk, men ikke irriterende nok til at forsøge at gå imod hende. Det gad hun nemlig ikke bruge tid på, da hun alligevel ikke ville lade sig kue i den sidste ende. ”Og jeg kunne side det samme om dig.. Du har ikke lyst til at lade en kvinde dominere dig, så hvorfor skal det være mig, der lader mig kue og ikke dig?” spurgte hun sigende, da han alligevel måtte forekomme hende dobbeltmoralsk. Han ønskede ligeså meget som hende at sidde med magten, så han var den sidste der skulle tale! Hun tvivlede dog på, at han kunne lade være, da det blot var en mandeting, at de følte, at de var bedre end alle andre. De havde længe siddet på magten i det almene samfund, og det havde sat sig en tand for godt fast i dem, som de ikke kunne slippe af med magtfølelsen. ”Hvis vi havde en trekant, ville jeg bare ende med at glemme dig,” svarede hun afvisende, som om han ikke havde en chance for at vinde hende. Det kom bestemt ikke bag på hende, at han foreslog det, da det var typisk mænd at tænke sådan. Ligesom ham tog hun en slurk af tequilaen. ”Du ønsker, at jeg former dig på ny?” spurgte hun roligt med et løftet bryn. Hun tvivlede på, at han mente sine ord, da det i hendes verden primært betød, at vedkommende blev slæbt med til hendes samfund, hvor deres person blev knækket og gjort til slaver. Hun lagde en hånd på hans stærke skulder, som han lænede sig over til hende, og kyssede hendes kind. De hviskende ord fik hende svagt til at smile, da hun snildt kunne finde på at lænke ham. ”Og har du medbragt lænker da?” spurgte hun kækt, som hun trak hånden til sig igen. Hun så blot til, som han på ny genfyldte sit glas. Hun kunne bestemt ikke deltage i hans fart, da hun på ingen tid ville ligge kvalmende på gulvet så, og det var ingen af dem formentligt interesseret i. Hun ønskede at hygge sig, som hun ønskede at lægge hverdagen til siden for et par timer. Hun fugtede let læberne, inden hun røg ud i en utilfreds mine. ”Det ville være en skam at kalde mig det, da du næppe vil få min opmærksomhed ved brugen af det navn. Hvorfor glemmer du ikke besættelsen af mit navn og blot nyder, hvad natten kan bringe i stedet? Jeg tvivler desuden på, at du går nok op i kvinder til, at du ønsker at integrere dig i deres liv, så derfor kan mit navn være ligegyldigt.”