Out for a hunt?

[Deleted]

Denne kvinde var uden tvivl noget specielt, hvor han vidste at han skulle kæmpe hårdt, for at vinde hendes gunst, hvis det da overhovedet var muligt, for han vidste allerede at hun var en kvinde der sagtens kunne tage en mand tæt, men det var kun for at smide ham væk som affald igen, og den tanke var han nok nød til at tage højde for. Det var dog heller ikke fordi han selv var typen, der holdt sig til en kvinde, om han nogensinde blev i stand til det, anede han ikke, men han tvivlede selv på det. ”Åh jamen jeg bliver skam en pestilens, når jeg bliver betaget af noget, så du kan se frem til en meget irriterende nat,” svarede han drillende igen. Han behøvede ikke nødvendigvis at blive en pestilens, selvom han sagtens kunne blive det, så hvad der ville ske og hvordan det ville ende, måtte tiden vise dem, da han ikke kunne sige det på forhånd, særligt ikke når han var en utilregnelig person, og det virkede hun også selv til at være. Hendes latter, vidste han godt var fordi hun fandt hans ord latterlige, selvom han ikke lod sig gå på af det, for han var allerede ved at få et godt indtryk af hvordan hun var. ”Og eftersom du ikke kender mig, aner du slet ikke hvordan jeg arbejder, ergo må du jo være bange for at jeg skal overgå dig, for husk på at jeg er den der har fældet dig, hvor du kunne have været død, hvor du endnu mangler at bevise at du kan klare en vampyr som mig,” svarede han kækt og selvsikkert igen. Hun stod skam ikke overfor en mand, der lod sig tøjles så let og bare gav efter, tværtimod stod hun overfor det stik modsatte, en mand som godt turde svare igen, som ikke havde noget problem med kamp, hvis det skulle nå så vidt, og som gjorde lige hvad der passede ham. At hun ikke var imponeret over hans historie, havde han skam ikke regnet med, da han ikke engang havde forsøgt at gøre den interessant, for.. det var den jo ikke. ”Se frøken, min historie er nok ikke særlig interessant – tro mig, jeg ved det – men nu er det jo heller ikke min historie du snakker med, det er mig, og jeg er en mand der kan tilbyde dig frygtelig meget, netop fordi jeg tør gå steder hen, hvor ingen andre gør, om det så kommer til kamp, til noget mere nydelsesfuldt, morskab, eller hvor langt din fantasi nu må række,” svarede han roligt, skønt hans ord var udtalt med sikkerhed. ”Jeg synes at du skal starte ud med at fortælle dit navn, så det ikke ender med at jeg fortæller dig mit og jeg så skal rende rundt og kalde dig Den mystiske kvinde, jeg mødte ved søen,” opfordrede han hende, hvor smilet blev morende på hans læber. Sådan kunne han godt forestille sig at hun var, en der tog, men ikke gav igen. ”Åh bare rolig smukke, hvis du holder dig til mig, skal du nok komme til at more dig, det kan jeg trygt love dig,” svarede han roligt, som han sendte hende et udfordrende blik. At kysset gik til en kortfattet kommando, kom bag på ham, selvom det alligevel ikke måtte forundre ham i sidste ende. ”Jeg vil utrolig gerne se hvad du kan finde på, men ærligtalt er dine små kommandoer ikke særlig utilregnelige, den ene kommando fører til den næste, som føre til den tredje, indtil jeg bliver din lille stikirenddreng, hvilket jeg ikke er interesseret i. Men hvis du vil have min hjælp, så kan du jo bare spørge pænt, og så skal jeg nok være sød ved dig,” svarede han, hvor det sidste blev udtalt i en sukkersød stemme, som han endnu ikke slap hende.

[Deleted]

Hvis vampyren virkelig blev en pestilens, hvis han blev betaget af en kvinde, var det hans egen undergang. Det var nemlig ikke noget der interesserede Tatiana, da hun derimod bare ville blive irriteret og formentligt forsøge at dræbe ham, fordi han gik hende på nerverne. Så vidt var det dog ikke endnu, som hun sagtens kunne holde ham ud indtil videre, og det var vel godt for dem alle. Vampyrer var nemlig ikke de letteste at dræbe, og så var der det faktum, at det ikke var rart at blive forsøgt myrdet. ”Er det virkelig sådan du charmere en kvinde? Ved at gå dem på nerverne? Du må vel være jomfru, hvis det er din fremgangsmåde,” sagde hun sigende, som det bestemt ikke var vejen at gå, når det kom til hende. Hun var bestemt ikke en ligetil kvinde, hvor hun heller ikke faldt for mænd. Det eneste hun så, hvis det skulle falde positivt til dem begge, var en times nydelse. Intet mere. Efter det var manden også bare luft for hende, som han derefter havde mistet sit formål, som han havde ydet det han skulle. Hun fnøs ad hans ord. ”Jeg er ligeglad med, hvordan tingene kunne have været. Det eneste jeg tager højde for er, hvordan de er. Det andet er en udtalelse kun et skvat vil bruge, fordi vedkommende alligevel ikke har nosserne til at gøre det.. men fortæl mig, hvordan du arbejder. Så kan jeg altid se på, om det er værd at tage til overvejelse,” sagde hun lettere ligegyldigt, da han ikke just havde imponeret hende med sine ord. Hun gav ham dog muligheden for at imponere hende, som hun bad ham om en forklaring af sin arbejdsmetode. Øjenbrynet hævede hun let, hvor et morende glimt viste sig i hendes blå øjne, over hans ord. Det var nu alligevel underholdende sagt af ham. ”Det er ufatteligt fint, at du kan love mig guld og grønne skove, men hvis ikke jeg møder din historie, så møder jeg dine handlinger, og dem bliver du nødt til at udrette, hvis du gør dig nogen forhåbninger om at overbevise mig og holde på mig,” sagde hun roligt, skønt hun opfordrede ham til handling. Det var måske tiltalende, at han kunne bringe hende hvad som helst, men det krævede hun beviser for, hvis hun oprigtigt skulle tro det. Hun levede nemlig ikke i en eller anden fantasi, men i den barske virkelighed, hvor hun kun troede på det, hendes blotte øje kunne se. ”Den mystiske kvinde, du mødte ved søen? Jeg kan lide det.. Jeg tror, at jeg holder fast ved det navn, så jeg kan forblive et mysterium hos dig,” svarede hun legende. ”Så kom nu.. Fortæl mig dit,” opfordrede hun ham, som hun allerede havde fastlagt, at hun skulle forblive et mysterium for ham. Tanken om at more sig, interesserede hende skam, for hvem ønskede sig ikke en god nat? Hun kunne måske godt forekomme hård og frembrusende for mange, men det var ikke ens betydning med, at hun ikke kendte til sjov, for det gjorde hun skam! ”Så må du hellere se at komme i gang med at bevise det,” sagde hun roligt, som han endnu måtte kæmpe for titlen. At han så skulle være et lille barn, og nægte at gøre, som der blev sagt, fik hende til at himle med øjnene ad ham. Hun hoppede dog ikke med på hans lille ide om, at hun skulle være mild og sød, som hun derimod holdt fast ved sin egen metode. ”Det er meget fint, at du har det sådan, men hvis du ønsker en interessant aften, så vil jeg vejlede dig til at gøre, som jeg siger. Det kan trods alt være, at du vil blive overrasket over mig,” sagde hun ledende. Hun så helst, at han gjorde, som hun sagde lige nu, og hvis ikke… så mistede hun formentligt interessen.

[Deleted]

At denne kvinde hadede at blive irriteret af en pestilens, ville slet ikke forundre Jaredo, selvom han ikke kunne gøre for det, når han blev betaget af en kvinde, ønskede han hendes fulde opmærksomhed, hvor han ville gøre alt for at få den, selv blive en pestilens, derfor kom det helt an på hvordan hun gik frem, om han ville blive en pestilens eller ej. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, som han slet ikke kunne lade vær, for denne kvinde var jo.. fantastisk! ”Og hvis jeg nu ikke havde mistet min uskyld endnu, ville du så gå efter at tage den?” spurgte han nysgerrigt, som hans blik hvilede morende på hende. Han kunne vel næppe ligne en mand, der ikke havde mistet sin uskyld endnu? Det tvivlede han selv på, da han havde været sammen med et utal af kvinder, og det havde han aldrig lagt skjul på. At hun så fnøs af hans ord og kom med sin lille kommentar om at hun var ligeglad med hvordan tingene kunne have været, men kun gik efter hvordan de var, kom slet ikke bag på ham, da han allerede havde et godt billede af hvordan hun var. Han trak let på skuldrene. ”Jeg arbejder på min egen specielle måde, der gør at folk ikke kan regne mig ud,”” svarede han sandfærdigt uden at være konkret, så det kunne være ord enhver idiot kunne komme med, dog var han frygtelig utilregnelig, så løgn var det ikke, og derfor vidste han også at hans arbejdsmåde slet ikke ville være noget for hende, da han faktisk ikke kunne følge en plan, men ende med at ødelægge det hele, hvilket både kunne være godt og også dårligt. Han trak kækt på smilebåndet til hendes ord, som han vendte de klare isblå øjne imod hende. ”Jamen så fortæl mig hvad du vil have, smukke og så skal jeg vise dig at jeg kan give dig det,” opfordrede han hende med et hemmelighedsfuldt glimt i blikket. Hvis hun ønskede sig Dvasias i sin hule hånd, ville han naturligvis ikke kunne give hende det nu og her, så han håbede alligevel at hun så realistisk på tingene, når han nu opfordrede hende til at fortælle ham hvad hun ville have ham til at vise og give hende. At hun så nægtede at give ham sit navn, men kunne lide det han ’kaldte’ hende, fik ham til at sukke let, som han himlede let med øjnene, da han helt kunne fortryde at han havde åbnet munden. Han rystede blot på hovedet af hende med et let smil på de blege læber. At hun så til gengæld krævede hans navn, fik ham til at slippe en munter latter. ”Du nægter at fortælle mig dit og så vil du have at jeg skal fortælle dig mit? Ha! Sådan leger vi ikke! Men okay.. mit lille mysterium, alt kan sælges, så hvad kan du tilbyde mig i retur for at finde ud af mit navn?” spurgte han nysgerrigt, som hans smil og blik blev udfordrende og legende. Tungen strøg han let over sine blege læber, som smilet forblev kækt på hans læber. ”Hver ting til sin tid, smukke, men bare rolig, jeg skal nok vise dig hvad jeg kan,” svarede han gådefuldt. Han endte med at fnyse til hendes ord, som hun fortsat forlangte at han gjorde hvad hun sagde. ”Hvis du ønsker at overraske mig, så gør det, i stedet for at give mig ordre,” opfordrede han, som han roligt satte hende fra sig på jorden. ”Hvis du vil have din kniv, må du selv hente den, eftersom du valgte at true mig med den, og hvis du bare vælger at gå din vej, beviser det blot at du slet ikke var så interessant igen, men en kedelig kvinde, så.. tør du tage den udfordring op og følge med mig, for at se hvad natten kan tilbyde dig?” spurgte han udfordrende, som han valgte at bakke nogle skridt bagud, imens hans blik hvilede legende på hende, inden han blot begyndte at gå mod søen.

[Deleted]

En latter gled over Tatianas læber, som han spurgte, om hun ville have taget hans uskyld, hvis han havde været jomfru. Latteren endte dog ud i et overbærende blik, for denne mand var da for meget! Han var som en lille dreng der kun ønskede sig en ting, og underholdende var det nu engang. Det var selvfølgelig kun indtil hun blev irriteret af ham, og ønskede ham borte, men heldigvis for ham var det ikke endnu. ”Jeg er ikke til små drenge. Hvis jeg endelig udvælger en mand at ligge med, skal han vide, hvad han laver. Det andet vil jeg alligevel ikke få noget ud af, og derfor kan det ikke betyde mindre for mig,” svarede hun kortfattet. Hun tvivlede dog på, at denne mand var helt uerfaren i sengen, men det var bare sådan det nu engang måtte være. Han forekom hende desuden som en forkælet mand, som det virkede som om, at han var vant til at få præcist, hvad han ville have. Derfor fandt hun det også morsomt at agere anderledes, da hun bestemt ikke havde i sinde at gøre det ligetil for ham. Han betød dog intet for hende, og derfor var hun ligeglad med, om det udviklede sig, da hun nok skulle leve videre uden. Hun fnøs ad hans ord. ”Som du dog kan snakke.. Jeg tror snart, at du intet kan, og kun har det hele i munden,” kommenterede hun sandfærdigt, da han absolut ikke gav hende noget reelt at forholde sig til. Han knevrede blot løs og håbede på, at hun var dum nok til at bide på krogen. Han havde desuden fortalt, at han intet andet var end en rigmandssøn, og det havde hun intet til overs for! Det viste nemlig kun, at han igennem hele sit liv havde fået det hele foræret. Han havde muligvis en delvis kro og bar, men det måtte da også være et af de mest useriøse erhverv i hendes verden. Hun levede af at slå ihjel og torturere og han levede af … at feste, skænke drinks, mad og værelser. ”Jeg vil overraskes.. Jeg vil have, at du beviser for mig, at du er det værd at bruge min tid på, for tro mig … der er mange andre ting jeg kunne lave lige nu,” sagde hun roligt, uden hun tog blikket fra ham. Blikket holdt hun afventende på ham, da han ikke var i stand til at give hende andet et sit selskab. Hun havde skam ønsker, som for eksempel titlen som mørkelvernes leder, men den kunne han bestemt ikke give hende. Derfor kunne han kun forære hende en nats selskab, og det var vel også fint nok. Hun havde trods alt også brug for underholdning, og en smule aflastning fra sit arbejde. ”Selvfølgelig, vampyr. Tror du virkelig, at jeg vil tilbyde dig noget, uden jeg ved med sikkerhed, at du er det værd? Sådan leger vi ikke,” sagde hun sigende. Hun ville skam ikke kaste sig i hans arme, som hun først ville tilbyde ham noget, når hun personligt mente, at hun fik noget ud af det. At han så igen fortalte, at han ikke ville udrette noget endnu, trak hun blot på skuldrene og så væk. ”Ja ja,” sagde hun uanfægtet og viftede afværgende med hånden. Det var først, da han nedgjorde hendes små kommandoer, at hun igen vendte blikket mod ham. En skam var det nu, at han ikke ville gøre, som hun sagde, da det kunne have glædet dem begge, men det var han tydeligvis ikke interesseret i. ”Du kan bare ikke se længere end til din egen næsetip, vampyr. Du aner ikke, hvad du går glip af,” sagde hun roligt, som hun blev sat tilbage på jorden igen, hvor det næsten kunne ligne, at han gav op. ”I så fald vil jeg hente min kniv, men det er dit tab.. Og forventer du virkelig, at jeg render hungrende efter dig nu? Jeg kan sagtens gå, uden at føle mig kedelig. Jeg vil nemlig gå af sted med den viden, at jeg forlader en kedelig mand, der ikke tør tage imod mine udfordringer.. Ærgerligt er det, men der er de mænd derude, der tør tage chancen med mig,” sagde hun stilfærdigt, inden hun roligt begyndte at gå væk fra ham, som hun bevægede sig over mod træet, hvor han havde kastet hendes kniv hen.

[Deleted]

At hun slap en latter til Jaredos ord, var noget som fik ham til at smile, da han alligevel fik hende til at more sig, selvom hun nok ikke ville sige sig enig i det, hvis han sagde det højt, derfor sagde han intet, men lyttede nysgerrigt til hendes svar, da han alligevel ikke vidste hvilken kvinde hun var på det punkt. ”Du vil ikke få noget ud af det? Lad da vær, det er altid sjovt at tage en andens uskyld, men uden tvivl, en erfaren er bedst, dem skal man ikke først til at lære op,” medgav han roligt, inden han vendte blikket kækt imod hende. ”Men så er det jo godt du ikke står overfor en lille dreng, men en ordentlig mand, som er ekspert på det område,” svarede han selvsikkert, da han på dette punkt ikke var det mindste i tvivl, da han her havde en masse erfaring, hvor han uden tvivl ville kunne behage hende i de helt enorme højder! At hun så mente at han havde det hele i munden, tog han ikke så tungt, da han blot trak morende på smilebåndet. ”Ja.. jeg er frygtelig charmerende, ikke sandt?” svarede han morende, som han blinkede kækt til hende. Han vidste godt at hun kun ville finde det irriterende at han snakkede og snakkede uden at bevise noget, men hun måtte jo være mere specifik, hvis hun ville se noget, desuden så kunne han ikke vise alt her og nu, da hun var nød til at blive hos ham og i hans selskab, hvis hun ville finde ud af hvordan han var. At hun så fortsatte med at hun ville overbevises, at hun ville se at han var det værd og at hun havde andet at bruge tiden på, fik ham til at sukke opgivende og himle let med øjnene. ”Hvorfor skal du være så.. humorforladt? Hm? Hvis du vil se hvordan jeg er, er du nød til at blive i mit selskab og jeg kan skam forsikre dig at du ikke vil kede dig, smukke. Men hvem siger at jeg ikke er den der vil kedes? For indtil videre har du kun bevist at du er en sur gammel kvinde, der kan skælde ud og nedgøre, hvad kan du ellers?” svarede og spurgte han kækt, som han ikke tog blikket fra hende, der hvilede lettere gådefuldt på hende. At hun så ikke engang gad tilbyde ham noget, fik ham til at rynke på næsen. ”Så i princippet kan du ingenting? Du kan end ikke tilbyde mig noget? Og hvorfor skulle du så være det værd?” spurgte han sagte, som han næsten måtte overveje om hun alligevel var så sjov igen, for hun virkede rimelig kortfattet og stivnakket, så var der overhovedet noget ved hende? Det eneste sjove ville være at irritere hende, men det ville kun føre dem til kamp og det gad han egentlig heller ikke, derfor blev han pludselig i tvivl om hun overhovedet var det reelle selskab. Han endte med at gå væk fra hende, selvom hendes ord fik ham til at stoppe op, hvor han lagde hovedet på sned. I en hurtig bevægelse, overhalede han hende, fik hendes kniv ud af træet, kun for at stoppe op foran hende, hvor han rakte hende kniven med et kortfattet smil. ”Fint, mørkelver. Så vis mig hvad du kan, for min interesse og nysgerrighed kan også nå sin grænse, hvis du ikke giver lidt igen. Jeg kan nemlig også hurtigt finde andet at more mig over,” svarede han roligt og dog sandfærdigt, som han måtte opfordre hende til at gøre sit næste træk.

[Deleted]

Af morskab lo Tatiana nu ikke, som det mere måtte være af overbærenhed. Hun tvivlede stærkt på, at denne mand aldrig havde fået en kvindes varme at føle, som han bar sig med en vis selvsikkerhed. Hvis han ikke havde, havde det alligevel ikke vakt det store i hende, da hun sjældent fandt interesse ved at oplære folk. Hvis hun skulle nyde, ønskede hun at nyde. Det skulle ikke være den helt store træningsproces, da det ikke ville bringe hende den fulde fornøjelse, som hun nu engang kunne have fået ved at vælge en mere erfaren person. Det hændte dog, at hun forbarmede sig og var en mand eller kvindes første, men sjældent var det. ”En uerfaren person er som at tage et smut ned i træningslejren. Det er meningen, at man skal more sig og nyde, når man tager en anden tæt. Ikke at man skal fortælle, hvad de forskellige ting er og gør, samt vise, hvordan man skal bevæge sig,” sagde hun med et kort skuldertræk. At han anså sig selv for at være frygteligt charmerende, undrede hende ikke spor. Problemet var bare, at hun var uenig med ham. Nok var han en køn mand, som han havde et flot ansigt, samt det lignede, at han havde en stærk krop, men det virkede ikke just til, at han kunne udrette noget. Det lignede mest af alt, at han havde en stor kæft og intet andet, og det måtte godt have været anderledes for hendes vedkommende. ”Det siger folk med et kønt ansigt ofte.. De lever af deres udseende og intet andet,” sagde hun sigende, som hun hentydede til, at han ikke havde andet at spille på end sit ydre. Han havde ikke vist hende noget som helst, som han blot lovede guld og grønne skove ligesom enhver anden Dario, for det var hvad han var i hendes øjne. På den anden side kunne det vel også være fint nok, da hun sagtens kunne nyde en dum mand for en nat, hvis det var det hun ønskede. De behøvede trods alt ikke at tale sammen. Hun fnøs ad hans ord. ”Du kalder mig måske humorforladt, og for en sur gammel kvinde, men alligevel vælger du at blive, som du forsøger at holde på mit selskab. Ergo du er interesseret i mig. Den eneste grund til, at du begynder på de undskyldninger er fordi, at jeg muligvis er for stor en udfordring for dig,” sagde hun roligt. Hun vidste, at hun ikke kedede ham, som han nærmest jagtede hende, for at holde på hendes selskab. Derfor troede hun ikke en meter på ham, og hvis han virkelig kedede sig, så var der ingen der stoppede ham i at forlade stedet. Det måtte trods alt være hans eget valg, om han blev eller ej. ”Og hvornår blev du så indbildsk og fik den tanke, at jeg ikke kan noget? Jeg kan skam en masse, men jeg skal endnu se, om du er det værd at tilbyde,” sagde hun uanfægtet, som om hans ord end ikke rørte hende. At han begyndte at gå kunne næsten ligne slutningen på mødet, da hun ikke havde i sinde at rende i hælende på ham, som var hun en eller anden hund. Derfor vendte hun blot om, som hun gik mod sin kniv, som han havde formået at placere i et træs stamme. At hendes afslag så måtte interessere ham, fik smilet til søge over hendes læber, som det alligevel faldt hende positivt ind. Med et smil tog hun roligt imod sin kniv, som hun førte ned i dets bælte. ”Perfekt,” sagde hun roligt, som hun ignorerede hans lille advarsel om, at også han kunne finde på at gå, hvis han ikke gad mere. ”Nu fortæller du mig, hvor den nærmeste åbne kro ligger, og så tager vi derhen.”

[Deleted]

At hun ikke kunne lide uerfarne personer, tog Jaredo ikke så tungt, da han egentlig var ligeglad med hvad hun var til, dog havde han intet imod at være sammen med uerfarne kvinder, der mistede deres uskyld til ham, eftersom han tværtimod måtte more sig over hele seancen. Han så kort tænkende ud i luften, inden han trak ganske let på skuldrene. ”Jeg ved ikke. Jeg kan godt lide den ydmygelse det er for den anden, og så er det altid sjovt at se dem fortryde efter at de har lagt i med mig,” svarede han, hvor han tydeligvis måtte more sig over det, som det var at se i hele hans ansigt. Han elskede ganske enkelt at ydmyge andre, særligt når det kom til det seksuelle, hvor det generelt bare var sjovt at tage små uskyldige kvinders uskyld, særligt når de troede at han var en god mand og de så fandt ud af hvilken slem, slem mand han var. At hun så mente at han kun havde sit ydre at spille på, fik ham til at slippe en munter latter. Det forundrede ham ikke, da han endnu ikke havde vist hende noget, men hvad så? Han var ligeglad med hvordan hun så på ham, eller hvordan alle andre så på ham, de skulle bare vide hvad han havde gjort og kunne finde på, han var ikke just typen man skulle hænge ud med. ”Arh.. du mener kønne ansigter, som dit eget?” spurgte han flabet, som han vendte hendes ord mod hende selv, selvom han godt vidste at hun ikke bare var et kønt ansigt, men på den anden side havde hun endnu ikke vist ham noget, og hvis hun bare skulle stå og nedgøre ham hele tiden, så endte han nok med at lukke munden på hende for alvor. At hun så begyndte på sin lange, irriterende og dog rigtige tale, var noget som fik ham til at sukke ganske let. Hun havde ret. Hun havde skam vundet hans interesse, hvilket han heller ikke havde lagt skjul på, men det måtte alligevel irritere ham at han var så indlysende og letlæselig. Hendes sidste sætning måtte dog få ham til at fnyse ganske let. ”En for stor udfordring?” gentog han i vantro, inden han brød ud i en hånlig latter, „det er meget sødt at du tror det, smukke, men du er ikke den eneste besværlige kvinde jeg er stået overfor. Det er ikke alle kvinder der falder på stribe for en. Desuden.. hvis man vil have noget, skal man også gøre sig fortjent til det, ikke sandt?” svarede han med et kækt smil om læberne. Hun var skam ikke en for stor udfordring for ham, og han skulle nok bevise det for hende. Alle havde en svaghed og det havde denne kvinde også. ”Se.. igen praler du, men hvor er beviset? Du har end ikke kunnet halshugge mig, skønt du stod med kniven mod min strube, selv da du angreb mig med dit svær, overrumplede jeg dig, så.. jeg tror jeg kan mere end dig, smukke,” svarede han selvsikkert, som et kynisk smil gled over hans læber. Tilfredsheden så han godt i hendes blik, da han valgte at hente hendes kniv og give hende den, som hun tydeligvis var en kvinde der skulle have hendes vilje, dog måtte det irritere ham. Han lod hende blot tage kniven, hvor han selv lagde armene over kors og hovedet på sned. Han blinkede overrasket med øjnene til hendes ord. ”Til kroen? Og jeg som troede at du var på vej mod søen,” svarede han med et kækt smil, inden han gjorde et hovedkaste mod hans venstre retning. ”Kom med,” opfordrede han, som han ikke havde tænkt sig at stå og diskutere yderligere med hende, men vise hende hen til den nærmeste kro.

[Deleted]

”Og hvorfor fortryder disse kvinder? Fordi du er ringe, eller fordi du er et svin?” spurgte Tatiana roligt. Vammelt kunne det lyde, at han nød kvindernes ydmygelse, når de lå i med ham, men det var hun ligeglad med. Hun var ingen nybegynder, så hun vidste, hvordan hun skulle passe på sig selv, hvor de unge kvinder var komplet uerfarne. Hun havde før set, været sammen med, og dræbt mænd som denne vampyr, og derfor gjorde han hende ikke den mindste smule urolig. Hun vidste, hvor hun havde sig selv, og med den viden kunne man faktisk nå ufatteligt langt. ”Jeg har måske et kønt ansigt, men samtidig har jeg deltaget i flere krige, mord og tortur, end du nogensinde har og vil. Hvor du lever af at bestyre en lille bar og kro, lever jeg nemlig af at kæmpe, slå ihjel og at få svar ud af folk,” sagde hun roligt, som var det ingenting. Hun var bestemt ikke bare et kønt ansigt, som hun havde været i gang med sit erhverv længere end de fleste. Hun blev nemlig betegnet som en af de ældste af sin slags, hvor hun altid havde levet det liv, hun levede nu. Det var meget muligt, at denne mand havde fået nogle knobs gennem tiden, samt været i et par slagsmål, men det var absolut ikke det samme som at gøre det til sit erhverv. Det var også noget de færreste kunne arbejde med, da de fleste mistede forstanden af al det onde, men man kunne vel også sige, at hun var blevet hjernevasket fra barns ben. Svagt smilede hun, som han gentog noget af hendes sætning. ”Jeg er måske ikke den eneste kvinde, der ikke falder direkte på jorden for dig, men alligevel bringer jeg noget særligt til bordet.. Kan du benægte det? Men jo.. Hvis man ønsker sig noget, skal man gøre sig fortjent til det.” Interessant kunne det være at se ham kæmpe for hende, skønt det vel mere eller mindre var unødvendigt. Hvis hun besluttede sig for, at hun var interesseret i noget, tog hun det, hvor det var hendes eget valg og så heller ikke mere end det. ”Det er fint nok, at du tror. Det vigtigste er, at jeg ved, at jeg har ret,” svarede hun kortfattet, som han bed sig selv i enden ved sin talemåde. Latterlig var hans tankegang desuden, da hun selvfølgelig ikke havde forsøgt at halshugge eller angribe ham. Hvis hun havde det, havde han end ikke været i tvivl, som hun kun ville havde fokuseret på det, hvor hun havde været rolig ved de handlinger, han lige remsede op. At han troede, at det havde været hendes bedste, kunne dog få hende til at falde leende op, da han vel næppe have en virkelighedsfornemmelse så, eller nogensinde havde været i en egentlig kamp. At hun igen formåede at overraske ham, kunne hun kun smile af, da han tydeligvis ikke var vant til en kvinde som hende. ”Det vil være til din fordel at tage mig med til en kro, frem for at blive stående herude i kulden. Det er trods alt ikke alle, som er immun overfor vinteren, som dig, vampyr,” sagde hun roligt. Med sikre skridt begyndte hun at gå, som han pegede i den venstre retning med hovedet. Det var ikke just disse kanter hun var mest bekendt med, da hun for det meste holdt sig til sit eget samfund, så han lod ham fungere som guide. Krav til kroen havde hun ikke just, som hun blot var interesseret i et sted, hvor der var læ, værelser og mad og drikke, hvis en af de givne ting skulle lyste.

[Deleted]

“Fordi jeg er en meget, meget slem mand,” erkendte Jaredo sandfærdigt, som smilet gled kækt over hans læber. Som hun så fint beskrev det, så fortrød de fleste kvinder fordi han var et svin overfor dem, og det havde han det ganske fint med, de fandt først ud af hans sande person bagefter, hvor de så at han ikke var den gentleman som han kunne give sig ud for at være, dog signalerede han altid en smule fare og spænding, men hvilken kvinde ville ikke have det? Hvem gad virkelig at være tryg og sikker hele sit liv? Hvem ville ikke opleve lidt eventyr i ny og næ? Og han var frygtelig god til at give en kvinde lige præcis det. Han endte med at fnyse til hendes ord, for hun anede da slet ikke hvad hun talte om! ”Måske det ikke er mit erhverv, men mord er en del af mig og mit væsen, hvor torturen er en del af min familie og min person. Og ja, du har uden tvivl … i hvert fald tortureret end mig, siden det er dit erhverv, men døm mig nu ikke prinsesse, jeg er ikke den lille søde, dumme, naive rigmandssøn som du forsøger at gøre mig til,” svarede han sandfærdigt, som han trak let på skuldrene. Hun havde sikkert dræbt og tortureret flere end ham, men ved ham selv var det ikke lidt, da han næsten gjorde det hver aften, bare her til aften havde han dræbt to, og det var sikkert flere end hvad hun havde gjort, da hun fandt en grund, hvor han bare gjorde det fordi han var sulten, og netop derfor var han en morder, for det lå til hans væsen som vampyr. Han trak endnu engang lettere uanfægtet på skuldrene til hendes ord. ”Nok du gør mig nysgerrig, hvilket gør mig interesseret, men du har endnu ikke givet mig noget særligt, jeg har ikke set noget ingen anden kvinde har gjort, for du er ikke den første der giver mig den salgstale som du har givet mig. Derfor er jeg faktisk mest nysgerrig på at finde ud af om du overhovedet kan give mig noget, som jeg vil have,” svarede han sandfærdigt og dog med et nysgerrigt blik hvilende på hende, for han mente sine ord. Hun var ikke den eneste der skulle kæmpe for at holde på nysgerrigheden, for hun kunne sagtens blive ved sådan der, men efter nogle timer, så ville han også selv have bevis, ellers så ville han uden tvivl finde en ny, som faktisk var værd at bruge tid på, men han ville heller ikke benægte at hun gjorde ham nysgerrig, og derfor håbede han naturligvis også at hun havde noget hun kunne tilbyde ham. Han trak morende på smilebåndet, som hun sagde at hun vidste at hun havde ret, hvor han rystede let på hovedet af hende. ”Du forekommer mig, som en … forfinet prinsesse der konstant skal have sin vilje, og de kvinder er jeg i familie med, så du bør ikke blive svær at tilfredsstille,” svarede han triumferende, som havde han allerede vundet og fået hende forført i sin hule ond. At hun så pludselig skiftede mening og ville til en kro, gjorde ham alligevel overrasket, skønt han ikke gad blive stående og diskutere det med hende, da han blot begyndte at gå. ”Jeg ville gerne give dig min kappe, men desværre har jeg ingen, og min skjorte vil nødig hjælpe det mindste, hvor du nok også bare vil kaste dig over mig, hvis jeg først smider tøjet,” svarede han kækt igen, som han kort skævede mod hende, inden han blot så frem og fortsatte det raske tempo. ”Men jeg kan da godt bærer dig og så kan vi nå frem på et splitsekund,” foreslog han derefter med et lokkende blik, selvom han havde på fornemmelsen at der skulle mere til.

[Deleted]

Hvor slem denne vampyr egentligt var, vidste Tatiana endnu ikke, men indtil videre havde han blot været en ganske almen vampyr. Han jagtede og slog ihjel som en vampyr. Higede efter festligheder som en vampyr. Nød en kvindes krop som vampyr. Nej, der var endnu intet ekstravagant ved ham, ud over at hans ydre tiltalte hende. ”Og hvilke slemme bedrifter har du gjort dig? …Udover at du har taget en kvindes uskyld, og derefter skredet fra hende,” spurgte hun interesseret, da hun ledte efter, om der virkelig var mere i denne mand. Han udgjorde sikkert spænding for de fleste kvinder, men eftersom hun allerede indeholdt spænding, blev hun ikke tiltrukket af hans fare som så mange andre kvinder. Hun kunne nemlig sagtens holde sig tilbage, og lade være med at blive drevet følelsesmæssigt ind i al hurlumhejet. Hendes hoved faldt et på sned, mens hendes blik blev morende, som han kaldte hende for prinsesse, og bad hende om at lade være med at dømme ham. ”Kan du ikke klare, at jeg siger min mening, rigmands vampyr? Men sandt… Det er en del af det vampyriske væsen at myrde og til tider torturere, som visse af Jer nyder at se andre lide,” sagde hun roligt. Hun troede skam ikke, at han var nogen engel, da vampyrerne var et barbarisk væsen. Selvom mange ville mene, at hun var en barbar, sådan som hun kunne torturere og dræbe, så var det ikke et folkefærd hun normalt mængede sig med. Hun foretrak sit eget folk, og de næstbedste måtte være racer med en puls, hvor de døde racer kom derefter. Det gjorde dog ikke, at hun ikke kunne more sig med dem, for det kunne hun skam. Det lignede også nu, at de to muligvis kunne få lidt glæde ud af hinanden, som ingen af dem endnu havde gået til angreb. ”Jeg prøver skam ikke at levere en salgstale, som jeg blot fortæller, hvordan jeg ser på tingene. Men hvis du ønsker at gå, så er du velkommen til at gå. Jeg tror dog, at vi begge kan få noget ud af dette, hvis du vælger at blive,” sagde hun sigende, som hun nu engang mente sine ord. Hun gav ham måske ikke meget, men hun gjorde sig da sine egne tanker, og der kunne hun godt bruge ham lidt endnu. Blikket lod hun ganske kort falde over hans skikkelse, inden hun igen så frem for sig. ”Hvis det er sådan du tror, at jeg skal behandles, så gør du dig bare forsøget og ser, hvor det bringer dig hen,” sagde hun gådefuldt. Ingen prinsesse var hun, men hun var vant til at få sin vilje, om vedkommende gav hende den af egen fri vilje, eller om hun skulle banke det ud af dem. Han havde hende dog ikke i sin hule hånd, som hun skam ikke dansede efter hans pibe, men efter sine egne tanker og lyster. Smilende rystede hun på hovedet ad ham, som han gik fra at tilbyde hende noget tøj til, at hun ikke ville kunne holde fingrene for sig selv. ”Jeg bær allerede en kappe, så endnu en eller en skjorte ville derfor være overflødig. Du kan derfor roligt beholde dit tøj, så du kan nå kroen, uden nogen kvinder springer på dig,” sagde hun drillende, da hans selvsikkerhed alligevel var morsom. ”Det kommer sikkert som et chok for dig, men jeg er et individ der er blevet født med to ben, og dem agter jeg at bruge til det skabte formål. Jeg har derfor ikke brug for dine små vampyrtricks, vampyr,” afslog hun, uden hun stoppede sine skridt. Hun havde skam ikke brug for at blive båret som et udueligt skvat eller en jomfru i nød, da hun var ingen af delene. Koldt var det måske, hvor hun ikke vidste, hvor langt der var, men gå havde hun i sinde at gøre.

[Deleted]

Som hun spurgte ind til hvilke onde bedrifter Jaredo havde gjort, udover at være en jomfruelig kvinde tæt, fik ham til at se frem for sig. Han trak svagt på skuldrene. Der skulle en del til for at imponere hende, hvilket han vidste og han ønskede ikke at komme ind på hans familie og hvad han havde været igennem med hans onkel, da han endnu nærede en form for frygt for hans onkel, han var en hadet mand for ham, såvel som for alle de andre. ”Jeg myrder for sjov. Leger med folk, forfører og manipulerer dem til at gøre ting for min underholdnings skyld og når jeg ikke skal bruge dem mere, flår jeg deres hjerte ud på et splitsekund. Jeg kan lide at torturere og pine folk, bare for at høre dem skrige, selvom det sjoveste er at lade dem tro at der er et håb for dem, for at knuse det synder og sammen og tage deres liv. Min familie betyder skam noget for mig, men når alt kommer til alt, vil jeg ikke have at nogen skal stå i vejen for mig, ikke uden at jeg får dem ryddet af vejen,” svarede han lettere fraværende, som hans blik var endt med at stirre tomt frem for sig, som stod han i sine egne tanker. Han ønskede at blive overhoved og derfra føre sin familie frem i hierarkiet og det var der ingen der skulle stå i vejen for. Han himlede blot med øjnene, da hun blev ved med at kalde ham for vampyr, selvom han valgte at ignorere det hver gang. ”Men nok om mig. Fortæl mig om dig og dit liv. Fortæl mig om dit job,” opfordrede han hende. Nu havde hun udspurgt ham om så meget, så ville han også vide mere om hende, da hun skam var interessant, og han ville også vide hvad der var sket med hende for at hun var blevet som hun var, for det var der trods alt altid en grund til. ”Åh.. så du er jo interesseret i mig, jamen, jamen, så er den nysgerrighed vidst gengældt,” svarede han kækt og drilsk, som han så frem for sig igen. ”Men jeg er enig, vi kan uden tvivl begge få noget ud af det.” Det ville han skam ikke betvivle, da hun virkede til at være en kvinde lige noget for ham, så sjovt og interessant skulle det nok blive. ”Og det vil jeg gøre,” svarede han gådefuldt igen. Hvordan hun skulle behandles var ikke til at sige, men det var vel bare at prøve sig frem? At hun så alligevel måtte more sig lidt ved ham, fik ham til at smile, for så var hun jo ikke helt ligeglad og så kunne det være at hun alligevel ikke var helt så humorforladt? ”Udmærket, men jeg kan godt fortælle dig at du går glip af noget,” svarede han kækt og drilsk igen, som han vidste at han havde en flot krop, en krop som mange kvinde ønskede at komme i nærheden af, og som mange også havde. Usselt ville mange nok mene at det var, men han kunne ikke gøre for at han nød livet og de goder der var med, ligesom det heller ikke var hans skyld at folk ikke var lige så god som ham til at score. Hendes ord fik ham til at hæve det ene øjenbryn i en drilsk mine, som han i et snuptag, valgte at løfte hende op i sine arme, hvor han dog ikke stoppede sine skridt, men fortsatte frem. Han gjorde dog intet for at hun ikke kunne komme ned. ”Åh jamen jeg betvivler skam ikke din styrke, bare ved at jeg bærer dig, smukke. Hvem siger at jeg ikke bare vil bære dig, for at mærke dig tættere på? For at behage dig? Eller for at være venlig? Desuden betvivler jeg heller ikke at du kan gå hele vejen, da du trods alt er elver og dermed en race der nyder af natur og er god til at bevæge sig i alt terræn. Men på den anden side, har jeg heller ikke noget imod at se dig gå og nyde synet af din krop bevæge sig,” svarede han kækt. ”Men du kan måske ikke klare at der faktisk er en mand, der tør bære dig? Der er mand nok til at lægge sig ud med dig?”

[Deleted]

Interesseret var Tatiana i at høre mere om denne her mand, da han på sin vis gjorde hende nysgerrig, og på den anden vis forekom han hende bare ganske normal. Da han begyndte at tale, blev hun en anelse overrasket, da hun alligevel ikke havde forventet, at han så hurtigt ville åbne munden og begynde på sin fortælling. Hun havde nemlig regnet med, at han ville have drillet hende, og bedt om diverse betalingsformer for sin information, som han tidligere havde gjort. Han fortælling måtte dog forekomme hende utroligt makabert, og den var hun et sted ikke helt med på. Han gjorde nemlig ting for sin egen spøjse fordel, hvor hendes tortur og mord havde en dybere mening. Det hændte selvfølgelig, at hun dræbte grundet irritation, men ikke for sports skyld, som ham. Hun fugtede let sine læber. ”Og hvad er dine planer med mig for i nat så? At ligge med mig, for derefter at flå mit hjerte ud? Det lyder trods alt ikke som om, at du er meget for, at lade de personer du møder gå helskindet fra mødet,” spurgte hun fattet, hvor hun ganske kort lod de gennemtrængende blå øjne studere hans fraværende ansigt, inden hun blot så frem for sig igen og fortsatte sine skridt. Hun havde skam ikke tænkt sig, at denne vampyr fik bugt med hende, da hun slet ikke skulle dø på den vis. Hvis hun skulle lade livet, skulle det være i krig i et rigtigt slag. Ikke fordi, at hun en dag stødte på det forkerte selskab. Rolig forekom hun dog endnu, som hun endnu ikke havde antydet den mindste smule frygt. ”Som du vel allerede har fundet ud af, er jeg en af mørkets elviske kriger, samt jeg er mit folks torturmester. Efter at jeg var blevet introduceret for kamp og våbenbrug, blev jeg ganske hurtigt sendt ud i krig, hvor jeg efter kort tid fik udmærket mig. Efter at jeg havde deltaget i et par forskellige krige, valgte jeg også at indtage posten som torturmester, da jeg nyder at holde mig beskæftiget. Desuden elsker jeg mit folk, og som folket i øjeblikket er lederløst, er det en titel jeg stræber efter at bestride,” fortalte hun roligt. Ganske simpelt var det at fortælle om sit arbejde, da det ikke var særligt personligt igen. Det personlige optrådte mere i barndommen, da den måtte forklare, hvorfor hun var, som hun nu var den dag i dag. Det havde dog været en almindelig mørkelvisk oplæring, så for hende var der intet i det, hvor det var en barndom de resterende racer ville forarge sig over. ”Pas på at glæden ikke overvælder dig for meget,” sagde hun drillende, som hun havde erkendt, at hun var interesseret, og at hun så en mulighed i mødet. Humørforladt var hun skam ikke, som hun sagtens kunne finde forskellige glæder ved livet og more sig. Hun havde også den ide, at hun muligvis kunne more sig med ham i et par timer. Andet ville det dog ikke blive, da hun ufortrødent ville gå igen senere, da det var sådan hun var. Muntert smilede hun blot som han fastgjorde, at hun gik glip af noget ved ikke at tage hans krop til skue. Munterheden forsvandt dog, som han skulle tage hende op i sine arme, når hun udtrykkeligt havde sagt, at hun gerne ville gå! Hun trak dog ikke på minen, da han begyndte sin talestrøm, som hun blot stirrede ham ind i de isblå øjne, mens hans talte. Da han endelig blev færdig, lod hun hovedet glide tættere mod hans, som om hun skulle kysse ham. ”Det skræmmer mig skam ikke,” hviskede hun roligt, som deres læber strejfede hinandens, som var de fjer. En afledningsmanøvre var det dog, som hun i mellemtiden havde knyttet sin ene næve, hvor hun bankede den med al sin kraft ind i tindingen på ham, hvor hun kunne mærke, hvordan hendes knoer kom i kontakt med hans hoved. ”Men jeg sagde, at du ikke skulle tage mig op!” hvislede hun ad ham, hvorefter hun vred sig ud af hans favn. Hun mærkede, hvordan hånden dunkede, da hans kranium havde været som sten. Det var dog en smerte hun bed i sig, da hun var skabt til at ignorere smerte. Derfor foretrak hun ikke en mine, som hun blot vendte rundt og gik videre. "Kommer du?"

[Deleted]

Hvad hun mente om Jaredos fortælling anede han ikke, men hans ord var skam ikke løgn, da han nød at more sig i det ekstreme, men det var bare sådan han var. Hans psyke var blevet fuldstændig iturevet, hvor han var blevet gjort ondt og han fik det godt ved at gøre andre ondt. Han trak morende på smilebåndet til hendes spørgsmål. ”Bliver du nu bekymret, putte?” spurgte han morende, som han vendte blikket mod hende og hævede let det ene øjenbryn til hendes ord. ”Men det må tiden vise. Det er ikke alle jeg gør ondt for sjovs skyld. Og kan du få mig til at more mig, behøver jeg jo ikke at gå ud i det ekstreme for selv at skabe det,” svarede han roligt og dog sandfærdigt. Når han kedede sig og ønskede spænding, var det at han tit gik ud i det ekstreme, for at få det som han ville have det, men det tvivlede han på skulle ske ved hende, da hun måtte more ham allerede og holde på hans nysgerrighed og hun måtte tro det eller lade være, men han havde ikke lyst til at gøre hende ondt, det ville trods alt være en skam. At hun så fortalte omkring sig selv, blev han alligevel nysgerrig, da han et sted havde forventet at hun ville trække det ud, da hun tydeligvis godt kunne lide at gøre ham nysgerrig og selv være et mysterium for ham, men det glædede ham at hun lod det ligge og blot fortalte ham hvordan det lå. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Du er en hårdtarbejdende kvinde, der gå efter hvad hun vil have, og tilmed stræber højt.. det kan jeg lide,” erkendte han med et skævt smil, som han kort lod blikket vandre over hende, inden det gled frem for sig igen, da han ikke stoppede sine skridt. Hun gik efter lederposten? Det var ingen lille stilling, da det tværtimod var stort og han måtte da erkende at han ville heppe på hende, hvis nogen skulle have den titel. At hun så blev helt drilsk, havde han ikke forventet af hende, da hun rent faktisk havde forekommet ham helt humorforladt, men han måtte erkende at han godt kunne lide det, som han kun brød sig mere og mere om hende, og det så ud til at hun også selv blev mere og mere interesseret. ”Jeg må godt fryde mig,” svarede han roligt, som smilet forblev morende. At hun så endte mere stiv i minen, da han løftede hende op og nærmest stirrede ham dræbende ind i blikket, tog han sig ikke af, da det ikke skræmte ham. Han blev dog opmærksom, da hun valgte at lade hovedet søge tættere mod hans, hvor hans øjne gled halvt i, da hendes læber strejfede hans, selvom noget andet hurtigt fangede hans opmærksomhed, da hun slog knytnæven lige ind i siden af hans hoved, hvor han endte med at slippe taget omkring hende, for at vakle et par skridt til siden, imens han brummede irritabelt. Dumme tøs! Det var ikke fordi det gjorde frygtelig ondt, men der havde vel ikke været grund til at slå ham?! Han prustede let, som han stirrede efter hende, som hun gik, hvor han for en kort stund, måtte overveje at gøre gengæld, men.. han undlod det dog, hvor han blot fulgte efter hende, skønt han holdt sig et stykke bag hende, imens hans blik hvilede lettere skulende på hende.

[Deleted]

Uforudsigelig kunne denne vampyr meget vel være, og derfor var Tatiana naturligvis oppe på dupperne. Det var trods alt bekymrende at vide, at han morede sig over at rive folks hjerter ud, når han var færdig med dem. Det var også en skæbne hun allerhelst så undgået, da hun bestemt ikke havde tænkt sig, at denne vampyr skulle få bugt med hende. ”Tanken om, at mit hjerte skulle befinde sig andetsteds end i mit bryst, tiltager mig skam ikke, hvis det er det du mener,” svarede hun kortfattet og trak let på skulderen. Ærlig snak var det bare, hvor hun heller ikke lagde mere i det end det. ”Jamen så må vi spændt vente og se på, om jeg ender med hjertet ude, eller om du ender med en træpæl i hjertet, eller om vi begge går helskindet derfra,” sagde hun roligt. Hvis han endelig skulle angribe hende, havde hun skam tænkt sig at svare igen, da ingen kom helskindet fra at ønske hende død! Hun dræbte ikke for sjovs skyld ligesom ham, men hvis folk irriterede eller angreb hende, fik de skam hendes had at føle. Som han bad hende om at fortælle om sig selv, besluttede hun sig for, at hun alligevel godt kunne give ham en smule. Hun ønskede ikke at være en åben bog for ham, men sin arbejdsprofil kunne hun sagtens give ham. Den havde de desuden allerede været inde på, som hun var kommet med hints om, at hun ikke var nogen sukkersød kvinde der stod i en lille bagerforretning. ”Jeg er ikke Jeres type kvinder der render rundt i hjemmet, og lader manden sørge for mig. Jeg mener, at hvis du vil frem i livet, så skal du selv tage hånd om det, hvor du skal stræbe, hvis du ønsker at blive til noget stort,” sagde hun ærligt. Hun var skam ikke typen der dvaskede rundt derhjemme, som hun havde mænd der gjorde rent for hende, og lavede mad til hende, hvis det var det hun ønskede. Selv ville hun gerne føre sig frem i livet, hvor det ikke just var småtterier hun tog hånd om. Hendes to erhverv var allerede store bedrifter, hvor hendes ønsketitel var den allerhøjeste, i hendes samfund. Det faldt hende dog positivt ind, at han kunne lide hendes tankegang, som han indtil nu havde komplimenteret hendes personlighed og mål for livet. Det var de færreste fremmede mænd der gjorde det, da de fandt hende al for frembrusende, men det var også der, at hun valgte at sætte dem på plads. Svagt smilede hun, som han sagde, at han godt måtte fryde sig, hvor hun intet sagde til det. Smilet forsvandt dog, som han greb fat i hende, for var denne mand bare dum eller hvad? Det irriterede hende godt og grundigt, hvor hun derfor besluttede sig for at narre ham. Hun havde allermest lyst til at grine ham hoverende op i ansigtet, som han virkelig troede, at hun ville kysse ham lige nu og her. Derfor frydede det hende endnu mere at placere sine knoer mod hans tinding, som det var det perfekte slag! Hvis han havde været levende, havde det formentligt skubbet ham ud af bevidsthed, men det var han ikke, så han mærkede formentligt bare en kortvarig smerte. Hvor han begyndte at vakle grundet slaget, begyndte hendes egen hånd at dunke, da det bestemt ikke havde været som at slå på en pude! Det gjorde ondt, men hun havde lært at bide smerten i sig. Hun havde desuden prøvet det der var langt værre end dette, og derfor rystede hun kortvarigt med hånden, inden hun uanfægtet genoptog sin gang. Hun endte dog med at se sig over skulderen, som han ikke kom op på siden af hende igen, men holdt sig med et par meters mellemrum, som om han var bange for hende. Ganske tilfredsstillende, hvor det også fik hende til at smile. ”Sig ikke, at jeg har pisset på din sukkermad, vampyr.. Jeg advarede dig, så du bad selv om det. Du ønskede desuden tidligere at se min styrke, og nu har du fået en lille forsmag på den,” sagde hun roligt.

[Deleted]

Hun havde spurgt ind til Jaredo og han havde kun givet hende et ærligt svar, at hun så ikke var helt vild med det, var ikke hans problem, men nu vidste hun at han ikke bare var en sød og fin rigmandssøn, men at han rent faktisk var en barbar, hvilket han havde fået at vide hver gang og det var måske delvist sandt, men det var jo ikke hans skyld at han morede sig på en anden måde end hvad andre gjorde, ligesom det ikke var hans skyld at han havde styrken til at kunne flå folk levende og at andre var misundelig på ham fordi de ikke kunne. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, da hun pludselig kunne lyde til at være oppe på dupperne, men det havde hun nu ingen grund til i øjeblikket, da han ikke var ude på at gøre hende ondt. Han ønskede ikke at skade hende, ikke endnu, for det kunne sagtens komme, hvis hun valgte at give ham grund til det. ”Slap af, smukke. Jeg har endnu ingen grund til at gøre dig ondt. Og heldig for dig, kan jeg godt lide dig, så du har intet at bekymre dig for,” svarede han morende, skønt han dog var ærlig, for han havde ikke lyst til at skade hende, da hun havde fanget hans interesse og gjort ham nysgerrig, ligesom han var betaget af hendes væsen og personlighed, hvilket han hadede, når det skete, men det kunne han ikke lave om på. ”Det må vi, selvom du får svært ved at drive noget igennem mit bryst,” svarede han kækt, som var han uovervindelig. Mange fjender havde han, fordi han var som han var, og aldrig var der nogen der havde formået at få ham ned med nakken endnu, derfor så var han ikke bekymret. Desuden så var denne mørkelver måske ikke ny indenfor kamp og våbenbrug, men derfor havde han mange fordele, der gjorde at hun ville få svært ved det. At hun så begyndte på hans kvinder, som var hun helt og særdeles anderledes, fik ham til at himle let med øjnene, for hun blev jo bare ved! Hun var alt for fordomsfuld og raceracistisk, men det var lidt det han godt kunne lide ved hende, da det netop gjorde hende anderledes fra de kvinder han normalt omgik sig. ”Enig. Man kommer ikke frem, hvis man bare sidder på sin flade,” medgav han roligt. Selvom han ikke havde noget imod at lave det ’beskidte’ arbejde, for det var jo det sjove. Han havde intet imod at dræbe, udrydde folk der stod i vejen for ham, bare for selv at komme frem, for når alt kom til alt kunne man kun stole hundred procent på sig selv. At hun så blev irriteret og ’snød’ ham, ved at kysse ham for lige efter at slå ham, var noget som gjorde ham irriteret. Han holdt sig bag hende, for at han ikke blev fristet til at gøre gengæld, da det kriblede i ham efter at slå hende igen, men han tænkte at han hellere måtte lade vær, hvis han ville holde på hende, for frygte hende skulle der godt nok mere til. Der var kun en person han frygtede og den mand var død. Han knurrede let til hendes ord, som hans blik hvilede køligt og irritabelt på hende. Tænderne havde han bidt sammen, så kæbebenet blev mere markant, hvor han nærmest gik og skulede til hendes ryg. ”Pas på jeg ikke giver dig en,” mumlede han irriteret, som han stak hænderne i sine bukselommer, som han vendte blikket væk fra hende, skønt han dog ikke stoppede sine skridt.