Out for a hunt?

[Deleted]

Mørket havde sænket sig over Dvasias, hvor vinteren endnu var tydelig, både ved temperaturen men også i vejret. Det sneede ganske blidt, hvor det lå henover jorden som et fint hvidt tæppe. Det var kun få steder at man kunne finde spor efter dyr, ellers lå sneen helt uberørt, hvilket kunne være noget af et smukt syn. Sneen gjorde også det hele lysere, så man rent faktisk kunne se hvor man gik, hvis ikke man var et nattevæsen, der kunne se i mørket. Jaredo selv var et af de heldige væsner, hvis man da så bort fra at han var uheldig når det kom til dagen, for den havde han aldrig set, andet end på malerier, for han var en fuldblodsvampyr og var derfor ikke i stand til at vandre ude i sollys, til gengæld var han et vaskeægte nattevæsen, som han kunne se i mørke, kulden bed heller ikke på ham, hvor han klart måtte nyde af natten generelt. Det kunne godt være at han ikke vidste hvordan dagen så ud eller solen, men det betød ikke så meget for ham, da han kendte mange smukke steder her om natten, som uden tvivl ville slå alle dagstimerne! Månen var oppe, dog endnu ikke fuld, men den hjalp dog med at oplyse en del. For en gangs skyld var han ikke på sin kro, som han ellers arbejdede frygtelig tit, men han havde også andre behov der skulle stilles, såsom sin sult, da han ikke kunne leve uden blod og det var blevet tid til en omgang jagt. Han sad helt stille og gemte sig i mørket, hvor hans isblå øjne hvilede på et kærestepar der var søgt ud. Han havde længe siddet og iagttaget dem, hvilket måske var rimelig skummelt og sygt, men det var bare sådan han var, forskruet hele vejen igennem og lettere psykotisk anlagt. Af hvad han havde fået med havde fyren overtalt tøsen til at tage herud, fordi de skulle se om det var sandt at stedet var hjemsøgt af bæster, hvilket området var, for dette var horrorernes og varulvenes territorium, derfor var det faktisk også meget risikabelt af ham selv at søge hertil, men han havde aldrig frygtet fare, rent faktisk frygtede han ikke noget som sådan, hvilket ikke behøvede at være en styrke. Han betragtede dem, som de allerede var gået godt i gang med det intime, som de stod og kyssede hedt, hvor det hele nærmest var som i teateret, skønt dette var den ægte vare. Tungen strøg han ganske let over de blege læber, som han valgte at røre på sig og med vilje knækkede en gren, som fik dem til at stoppe op, hvor tøsen blev bekymret. Han bevægede sig lydløst tættere på, hvor fyren forsøgte at berolige tøsen, men tøsen havde ret i sin bekymring. I en hurtig bevægelse endte han bag manden, hvor han greb ham i et fast tag og satte tænderne i ham, hvilket fik manden til at gispe og tøsen til at skrige. Han slugte blodet i sig, inden han slap manden og brækkede hans hals, hvor han gik lettere truende mod tøsen med et sindssygt smil blodmalet på hans læber. ”Løb,” opfordrede han i en lusket tone, som tøsen med det samme løb alt hvad hun kunne for at komme væk fra ham. Han gav hende flere minutters forspring, inden han med et sæt satte af fra jorden og kom hurtigt op til hende, hvor han greb om hende og satte tænderne i hendes hals, hvilket fik hende til at udstøde endnu et højt rædselsskrig.

[Deleted]

Skønt de menneskelige behov og medfølgende problemer, havde Tatiana valgt at trodse kulden. I hendes øjne behøvede vejret heller ikke at være en hindring for, hvad man foretog sig, da det kun ville svække ens handlinger. Kulden rev muligvis i hendes menneskelige varme, som hendes krop måtte arbejde på højtryk for at holde dens egentlige varme. Hendes kinder og næsetip havde også allerede antaget en svag lyserød farve, mens hendes blonde hår var blevet påklædt, som et par snefnug var at se i det. Tilbagetrukket var hendes hår som sædvanligt, som det var sat i en fletning der gik helt ned til livet af hende. Det måtte også betyde, at hendes kønne ansigt blev mere fremtrædende, som man kunne følge hendes kindben, samt se, hvordan hendes ører endte hun i en spids. På gåben var hun i nat, som hun havde ladt Rhavaniel blive i stalden, hvilket vel også kun var rimeligt. Hun havde brug for at strække benene i ny og næ, og når ikke hun bevægede sig længere væk end dette, så var det en distance hun sagtens kunne klare til fods. Rolige var hendes skridt, som hun bevægede sig over sneen, hvor hun ikke behøvede at bekymre sig om der var nogen, der fandt hendes fodspor. For fodspor slæbte hun ikke med sig. De gennemtrængende blå øjne søgte opmærksomt rundt, som hun opfangede lyden af en ugles tuden. Hvor den holdt til, var ikke til at sige, eftersom hun ikke kunne spotte den, lige meget hvilket træ hun måtte se imod. Den perfekte skjuler, måtte den være, da det man skulle være ufatteligt heldig, hvis man endelig skulle spotte den. Mørket måtte desuden svække hendes syn en anelse, da hun ikke var et nattevæsen ligesom vampyrerne. At der så var en vampyr i nærheden var der intet at sige til, eftersom hun var ude på det eneste tidspunkt på dagen, hvor de trygt kunne færdes. Skriget der forlod den panikslagne kvindes mund, var en lyd hun uden tvivl hørte, da skriget måtte falde helt gennemtrængende og altoverdøvende ind, ved siden af den komplette stilhed. Blikket lod hun automatisk søge i lydens retning, hvor hun tilmed gjorde holdt. Det var svagt til at se, hvordan der var et par skikkelser i det fjerne, men ingen barmhjertige følelser satte det i gang, i hendes system. Selv brød hun sig ikke synderligt meget om den vampyriske race, men ikke desto mindre havde hun ikke et heltegen i sig, så hun fik ikke et ønske om at komme det døende kærestepar til undsætning. For det første kendte hun dem ikke. For det andet burde folk kunne forsvare sig selv. For de tredje ønskede hun ikke selv at blive en vampyrs måltid. Kappen trak hun let i, som hun fortsatte sin gang ned mod søens bred. For en gangs skyld havde hun ladt ’rustningen’ blive hjemme, som hun blot var trådt i det man kunne kalde for hverdagstøjet. Alligevel havde det ikke fraholdt hende fra at tage nogle af sine våben med, som sværdet måtte hænge hende ned ad siden, som det var spændt for hendes bælte. Tøjet var dog en afveksling, som hun bar en mørkerød skjorte, og et stramt sort korset udenpå, mens hendes ben var beklædte med et bare bukser og nogle lange støvler. Et sted kunne man sige, at dette sæt formentligt ville være det mest afslappende sæt, man nogensinde ville se hende i, da hun for det meste var på arbejde, og hvis ikke, så var hun ikke den kvindelige type der vandrede rundt i skole, men sådan var det nu engang det bare måtte være.

[Deleted]

Natten var det eneste tidspunkt hvor Jaredo kunne søge ud på, eftersom han var en vampyr og vampyrer var i sin tid blevet forbandet, som de var nattens tjenere og fjender til solen. Nogle havde ganske vidst snydt med en magisk genstand som kunne beskytte dem fra solens stråler, men det fandt han kun latterligt, for hvis man var en ægte vampyr så levede man om natten og ikke om dagen! Folk frygtede deres væsen, selvom den nye ’fyrste’ havde sat regler op, regler som han var fuldstændig ligeglad med, regler som han ville bryde hvis han fik chancen, for hvorfor skulle han følge noget, som han ikke var enig i? Han anså reglerne for at være en måde at holde racen i kort snor, hvilket han ikke respekterede, da vampyrer skulle være frie til at gøre hvad de ville! Og det var præcis sådan han levede, han nød en dag af gangen og gjorde præcis hvad han ville uden at fortryde noget som helst. At han så skulle støde på et kærestepar, var jo bare det bedste ved det hele, som han oveni jagten fik lov til at ødelægge andres lykke. Han havde allerede dræbt manden, da han lod kvinden få et lille forspring, inden han også fik jagtet hende ned, kun for at sætte tænderne i hende, hvor han sugede hver bloddråbe ud af hendes krop, så hun faldt til jorden som et indskrumpet mumieagtigt lig. Han slikkede sig let om munden, hvor han sukkede ganske fornøjeligt, inden han roligt valgte at fortsætte frem. Han stak roligt hænderne i de mørke bukser, hvor han bar nogle lange støvler, kun fordi der var sne, for fryse kunne han ikke og derfor bar han heller ikke nogen kappe, men kun en blodrød skjorte, som var knappet en smule op, så man kunne få et lille glimt af hans muskuløse bryst, der gemte sig indenunder. Det var dog ikke svært at se at han var en muskuløs mand, eftersom skjorten sad stramt ind til hans krop og afslørede de stærke muskler. Han stoppede roligt op, hvor vendte ansigtet i vejret, som han opfangede en ny duft, en sød duft og en duft af.. blod. Han slikkede sig endnu engang om munden, inden han brugte sin fart til at nå frem til nogle træer tæt ved søen, hvor hans blik faldt på den kvindelige skikkelse. Han gjorde en hurtig bevægelse, hvor han endte tættere på kvinden og dermed kom frem fra sit ’skjul’, hvor hans klare isblå øjne faldt på kvindens ansigt, imens et kækt smil banede sig vej over hans læber. ”Ser man det.. først et lykkeligt kærestepar og nu en smuk jomfru i nød, sikke en heldig aften. Lækkert.. lækkert,” svarede han for sig selv, skønt det var højt nok til at hun ville kunne høre ham, som han roligt foldede hænderne bag ryggen og begyndte at cirkulere omkring hende, for at se hende an. Flot var hun, men det var der jo så mange kvinder der var, det havde tøsen han lige havde dræbt også været, men det var typisk også dem som smagte bedst. Snefnug faldt ned på hans næsten glatragede isse, da der kun var en smule hårvækst, så han ikke var helt skallede, men helt kortklippet. Frøs gjorde han dog ikke, hvor de mange snefnug heller ikke smeltede, for det var han selv for kold til.

[Deleted]

Hvilke liv der gik tabt i løbet af denne nat, spekulerede Tatiana ikke yderligere over, såfremt hun var en af dem der gik levende derfra.. Og det ville hun være. Det var bestemt ikke den første gang, at hun hørte lyden af dødsskrig, og derfor påvirkede det hende ikke. Hun var vant til at slå ihjel, som det enten havde været i torturkammeret eller ude på slagmarken. Derfor følte hun ingen medlidenhed med ofrene, da hun var vant til, at det var hende der forårsagede smerten. Det var ikke en kulde man normalt så hos de levende, men det var en kulde hun var blevet opfostret til. Blikket holdt hun fastlåst mod søen, skønt hun vidste, at der var folk der døde omkring hende, men det gjorde kun, at hun blev påpasselig. Man kunne trods alt ikke lade frygten styre sit liv, for hvis man gjorde det, så var man intet ringere end en svag person, og det ville hun aldrig blive! Hvornår rædselsskrigende præcist ophørte, lagde hun ikke mærke til, da hun blot koncentrerede sig om at gå, og sine omkringstående omgivelser.. Og dødsfaldende skete ikke indenfor en radius, som hun ønskede at tage sig af. At hun alligevel skulle ende indenfor den radius på et senere tidspunkt, var der intet at sige til, som hun blot måtte tage det hele som det kom. Sorgerne kunne man trods alt ikke tage på forskud, hvor det også bare gik ud på at handle, når man endelig stod i situationen. Blikket lod hun pludselig dreje til siden, som hun opsnappede, hvordan den mandlige vampyr med ét havde nået ind på. Det var bestemt ikke noget hun brød sig om, da hun ikke brød sig om ideen at være en levende død, men det kunne hun ikke gøre det store ved. De blå øjne lod hun betragte hans flotte ydre, skønt det ikke just var hans udseende hun lagde vægt på, men hans fremtoning. Hun studerede udelukket, hvordan han bevægede sig frem, som hun ville se, om der for ham stod føde i panden på hende. ”Mange tak for komplimenten, men jeg er næppe en jomfru i nød.. Jeg vil foreslå, at du søger videre, og fjerner de sidste madrester, inden du skænker mere end tanke,” svarede hun sigende, som hun var langt mere fattet end det kærestepar, han lige havde gjort kål på. Skridtende stoppede hun ikke, som hun blot fortsatte sin gang, da hun ikke gad hans rovdyr-bytte-cirkel. Hun vidste, at hun først ville se sårbar ud, hvis hun blev stående og lod ham kredse om hende, som om han havde magten, så det lod hun ikke ske. Hendes hånd havde søgt ned på sværdets skæfte, som et tegn på, at hun var parat, hvis uheldet endelig skulle være ude. Hun gjorde ikke mine til at trække det, eftersom han ikke havde forsøgt sig med et angreb, og så længe det forløb på den led, så var det ganske fredfyldt og alle kunne være glade. Denne vampyr havde desuden lige spist, så hvorfor han skulle have behov for mere, anede hun ikke, men på den anden side … vampyrerne var generelt et barskt folkefærd, der forsøgte at styre verdenen. Det var bestemt ikke en ting hun ville falde ind under, som hun hverken skulle være føde, vampyr, eller have en vampyr til at bestemme over sig.

[Deleted]

At der var flere i miles omkreds, var noget som hurtigt gik op for Jaredo, da hans lugtesans var uovertræffelig, ligesom hans syn og resten af hans sanser også måtte være. Han var en stolt vampyr, der nød at være det væsen som han var, for selvom der var mange svagheder, var der lige så mange styrker, desuden gjaldt det om at lære at bekæmpe sine svagheder, vide hvad de var og så sørge for at modstanderen ikke fandt ud af det, og selv hvis modstanderen gjorde, så gjaldt det om ikke at bukke under for dem. Den kvindelige skikkelse som dukkede frem, da han søgte tættere på, var noget som fik et smil til at glide over hans blege læber, selvom det ikke var af venlighed, men morskab. Han nød at lege med maden, for det var trods alt sjovest. Han kendte ikke denne kvinde, men kunne se at hun var mørkelver, hvilket ikke var så tit igen at han stødte på dem. De tre største racer her i landet var warlocks, dæmoner og vampyrer, hvor der var andre racer som var ganske få, selvom den race som toppede en liste måtte blive horror. Smuk var hun, men det havde en elver jo en tendens til at være, så denne kvinde måtte da uden tvivl blive sjov at lege med. Det kunne endda være at det ville være en skam at slå hende ihjel, men det måtte tiden vise. Hendes kortfattede ord, fik ham kun til at trække på smilebåndet, for hun virkede til at være en hård nød at knække, ligesom hun heller ikke udviste frygt for ham, snarere.. ligegyldighed, som hun blot fortsatte sin gang, hvilket rent faktisk gik ham på, for.. hun skulle ikke være ligeglad! Han gjorde en hurtig bevægelse, hvor han endte lige bag hende, og her slog han roligt armene omkring hende, for at trykke hende ind mod sin muskuløse krop. ”Vi kan da godt hygge os inden jeg slår dig ihjel?” foreslog han i en drilsk tone mod hendes ene øre, som smilet kun bredte sig på hans læber. Blodet fra hans tidligere ofre var endnu at ane på hans læber og mundvige, selvom han valgte at ignorere det, for hvis han alligevel satte tænderne i hende her, så ville han jo stadig blive beskidt. Han lod den ene hånd stryge hende kærligt over maven, som han blot afventede hendes reaktion, selvom han allerede kunne fornemme at hun var den krigeriske type, som mørkelvernes kvinder også havde en tendens til at være, men i hans øjne gjorde det kun det hele langt bedre, for han nød en stærk og stolt kvinde, selvom det også var dem som var sjovest at knække. Han havde dog ikke helt besluttet sig for hvad han ville med hende, så han lod det lidt være op til hvordan hun var, skønt han næsten ville regne med at hun ville gøre modstand, men det gjorde ham intet. Sneen der dalede var slet ikke noget som han bed mærke i, selvom de snefnug der ramte hans kind og resten af hans krop blev siddende, for han var iskold som sneen selv, selvom han tydeligt kunne mærke varmen der kom fra denne kvindes krop, nu hvor de stod så tæt, hvilket et sted måtte pirre ham.

[Deleted]

En vampyr var på ingen måde et sjældent syn her i Dvasias, da de blev avlet ligesom kaniner. Ufatteligt let havde racen også ved at formere sig, eftersom de kunne tage en hvilken som helst levende person, og gøre dem til en af dem. Samtidig med det, så kunne de også formere sig ved en normal graviditet, og på den led, havde de allerede to veje til at formere sig. Det var bestemt ikke noget der faldt hende positivt ind, eftersom hun ikke kunne blive forenelig ved tanken om, at døde lig skulle vandre på jorden. Hun var desuden en utroligt stolt mørkelver, så selvfølgelig måtte alle andre racer end den elvergren være svagere stillet hos hende. Der var måske ikke ligeså mange af dem, som der var af vampyrerne, dæmonerne og warlockerne, men de var der, og de personer der levede måtte også være uovertrufne, hvor man sagtens kunne pille mange af de andre racers individer af. Det at hun skulle stå til ansigt med en blodtørstig vampyr, faldt hende bestemt ikke positivt ind – især når det var til at se, at vampyren endda lige havde spist – men der var intet andet at gøre, end at tackle sagen bedst muligt. Derfor nåede hun frem til, at en ligegyldig facon ville være til det bedste, da frygt kun fremavlede farer. Denne mand var desuden ikke den første vampyr, som hun stod ansigt til ansigt med, så derfor måtte hun allerede kende til, hvordan hun skulle handle, hvis det endelig skulle vise sig at gå galt. Som han pludselig greb fat i hende, mærkede hun, hvordan det løb hende koldt ned af ryggen, for han var virkelig kold, og hun fandt sig ikke i, at han tog fat i hende på denne her måde! Han kom muligvis fra et samfund, hvor mænd kunne slippe af sted med hvad som helst, men sådan var det ikke i hendes. Han opnåede dog sit mål ved denne handling, som hendes skridt for det første stoppede, og for det andet havde han hendes opmærksomhed. ”Jeg har ikke i sinde, at jeg vil falde for din hånd, vampyr,” svarede hun fattet. Hun nægtede at dø, og hun skulle nok få ham på bedre tanker, end at slå hende ihjel. Hånden der strøg hende over maven, brød hun sig ikke synderligt om, skønt hun knap nok kunne mærke det, da hun både bar et korset og en skjorte, inden man ville nå ind til hendes bare maveskin. Langsomt lod hun sig vendes om, så de stod med fronten mod hinanden, skønt han endnu havde sit greb om hende. De gennemtrængende blå øjne søgte direkte hans isblå, som hun ikke tøvede med at tage kontakt til, da han skulle se, at denne situation ikke skræmte hende. Samtidig havde hun trukket en kniv, der også måtte sidde i hendes bælterem, hvor hun nu trykkede den let, men dog advarende mod hans mest hellige del, mellem benene. ”Og hvad vil du gøre, hvis jeg skærer din kæreste del af?” spurgte hun ganske roligt, som hun formåede at holde et køligt overblik uden de store problemer. Hvis det endelig kom til stykket, så frygtede hun ikke at gøre det, eftersom hun førhen havde gjort det. Spændt var hun dog på at se, om han fandt hendes vovemod beundringsværdigt, eller om det blot var til hans irritation, da hun trods alt nægtede at skælve, skønt det var det han forsøgte at få hende til.

[Deleted]

Smuk var denne kvinde uden tvivl, selvom det ikke var ensbetydende med at Jaredo ville lade hende slippe, da han sagtens kunne spise hende af den grund. Egentlig et sted barbarisk, da han slugte andre folks blod, men det var jo desværre den måde de skaffede sig føde og næring på, da de ikke behøvede alt andet, hvilket nogle så som en gave og andre som en forbandelse. Og da han var stolt vampyr, anså han det hele for at være en ren gave, da han kunne ting som ingen andre kunne, hvor han desuden ikke anså blodet for at være noget dårligt, da han skam nød at gå på jagt, lege med maden og han havde intet problem med at slå ihjel, om det så var små flotte kvinder som hende her. At hun så bare spillede ligeglad med ham, som om han bare var en flue der irriterede hende, var noget som måtte gå ham på, for hun skulle jo ikke bare ignorere ham! Øjnene kneb han kort sammen, inden han valgte at gøre den hurtige bevægelse, som førte ham over bag hende, så han kunne slå armene omkring hende, i et forsøg på at irritere hende og ikke mindst stoppe hende, hvor smilet hvilede kækt på hans læber. At hun så kaldte ham for vampyr, fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. ”Du er da vidst en fordomsfuld lille jomfru i nød, men det er jo også typisk for jer mørkelver,” svarede han med et kort skuldertræk, hvor han godt lagde mærke til at det løb hende koldt ned ad ryggen, hvilket kun måtte more ham endnu mere, da han nød når han gav den følelse i folk! Kækt hvilede smilet på hans læber, hvor han ikke gjorde noget for at stoppe hende, da hun valgte at vende sig om, da han gerne ville se hvilken kvinde hun var, og hun var tydeligvis ikke en som var så let at skræmme igen, hvilket han godt kunne lide. Som hun stirrede ham i blikket, lagde han godt mærke til at det var helt iskoldt og fattet, hvilket kun gjorde det hele bedre. Kniven mod hans mellemgulv, fik ham roligt til at se ned mellem dem, inden han så mod hende, som smilet bredte sig morende på hans læber. Hun var jo en modig lille jomfru! ”Se det ville jeg blive meget ked af,” svarede han roligt. Hendes vovede handling gjorde ham intet, da han godt kunne lide en stærk kvinde. Han trak roligt den ene hånd til sig, som han lukkede omkring kniven, for at trække den ud af hendes hånd, inden han løftede den op og studerede den ganske let, hvor han kort skævede mod hende. ”Du er ikke bange af dig, det kan jeg godt lide, men.. det kan også være dumdristigt,” svarede han roligt, som han rakte hendes kniv til hende igen, efter at have studeret den færdig, skønt han dog ikke slap grebet omkring hende, hvor det kun var et mildt greb, så hun ville sagtens kunne trække sig ud. ”Hvad laver du herude? Så sent?” spurgte han roligt og dog nysgerrigt, som hans hoved søgte let på sned, hvor det kunne ligne at han havde droppet tankerne om at sætte tænderne i hende.

[Deleted]

Tatiana var skam en fordomsfuld kvinde, som hun var dybt raceracistisk. I hendes øjne var mørkelverne den sublime race, og i vampyrens øjne var det vel vampyrerne? Helt normalt var det at sætte sin egen race højest, men nogle ville måske alligevel mene, at hun til tider gik skridtet for langt. Selv havde hun intet til overs for vampyrer, da de var døde væsner, der mærkværdigvis havde fået en ekstra chance her i livet. Det var måske muligt at blive født som vampyr, men det fandt hun selv ækelt, da tanken om et dødt, men alligevel levende barn, måtte være skræmmende. Helt naturligt var det i hvert fald ikke! Hvad denne mand havde at sige om hendes race, kunne hun ikke sige, men hun var bekendt med, at verdenen udenfor havde givet dem en stereotype. ”Jeg ser blot på tingene, som de er. Kan du klare det faktum?” spurgte hun sigende. Køligt var det at stå i hans favn, for selvom hun var fuld påklædt, nåede hans kulde svagt igennem hendes stof. Det irriterede hende også at stå i hans favn, og for det faktum ville hun også vise ham, at dette på ingen måde fik hende til at ryste i bukserne. Blikket faldt direkte på hans ansigt, da hun vendte sig om, da øjenkontakt aldrig havde skræmt hende. Hvis ikke man turde se en person i øjnene, var man intet værd nemlig. Det udgød blot svaghed, da man i så fald ville være en lille person. Klingen hun holdt mod hans mellemgulv, som hun havde trukket sin kniv, fik et kynisk smil til at dukke op på hendes læber. Selv havde hun intet imod at lave snittet, da hun forhen havde tortureret mænd, men det var bare sådan det måtte være. Hun gjorde dog intet endnu, som hun blot ventede for at se, hvad hans træk ville være. ”En skam for dig, så er jeg ikke til for at behage dig,” svarede hun drilsk i en kølig tone. Som han tog kniven fra hende, slap hun grebet om dens skæfte, hvor hun fortsat betragtede ham med et fattet blik. Risikabelt var det at lade en potentiel morder stå med et mordredskab, men det virkede ikke som om, at han var typen der brugte våben. Han forekom hende mere barbarisk, som han lignede en der ville gøre brug af sine naturlige vampyriske instinkter. Et køligt overblik havde hende, hvor hun blot tog kniven igen, som han rakte hende den. ”Rædsel er et tegn på svaghed, og svaghed og jeg klinger ikke godt sammen,” sagde hun kortfattet, som det måtte falde hende helt naturligt ind ikke at udvise frygt. Ordene blev også sagt, som hun valgte at løsrive sig fra hans favn, da hun bestemt ikke brød sig om, at en vildt fremmede skulle stå således med hende. Som det skete, begyndte hun også blot at gå som om intet var hændt, og så måtte han jo følge efter, hvis det lystede ham. Hun havde trods alt været på vej ned til søen, som hun var kommet herned, og det havde han pænt stoppet hende i. ”Jeg går en tur.. er det ikke tydeligt?” påpegede hun sigende. Et flabet svar var det muligvis, men sådan var hendes person. Blikket vendte hun roligt væk fra ham, mens hun satte kniven tilbage i dens lille bælte. Hun holdt dog stadig på skaftet, hvis det skulle vise sig, at han skulle springe knapt så venligsindet ud.

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, anede Jaredo ikke, selvom han kunne se at hun var mørkelver, for hun havde de karakteristiske træk, som enhver anden elver havde, selvom han tvivlede på at det var en normal elver som vandrede rundt her alene, hvor hendes udstråling også sagde det hele, og han kunne godt lide hendes udstråling. Hun frygtede ham ikke, hun var tværtimod ligeglad, anså ham kun for at være en flue, hvilket et sted irriterede ham, men alligevel måtte det også gøre ham nysgerrig og han hadede når han fik det sådan! At hun så talte helt køligt til ham, tog han sig ikke af, da det var normalt her i Dvasias, og kunne man ikke tåle at blive svaret igen eller talt ned til, så burde man nok overveje at flytte til et andet land. Hovedet søgte let på sned, hvor hans isblå øjne hvilede lettere intenst og livligt på hende. ”Og hvad er så dit lille faktum?” spurgte han nysgerrigt, som hovedet søgte til den anden side, uden at han tog blikket fra hende. Han vidste at mørkelvere havde det med at være raceracistiske og når hun så stod overfor en vampyr, der typisk anså sig for at være bedst, eftersom det var et ego hans race var ved at få opbygget, så skulle det ikke undre ham at hun så meget ned på vampyrer, men det tog han dog ikke så tungt. Han selv var ikke fordomsfuld overfor racerne som sådan, selvom han naturligvis anså vampyrerne for at være den bedste og stolteste, men det var vel kun normalt at man satte sin race højst? Dog så han ned på folk, hvis de viste sig at være svage og der var det ligegyldigt om det var en anden race eller en vampyr, for hvis der var noget han ikke kunne klare, så var det svage og ynkelige folk! Men denne kvinde var dog ikke svag, hun var heller ikke bange, hun udstrålede styrke og stabilitet, hvilket han godt kunne lide. ”Det må tiden jo vise,” svarede han gådefuldt igen, som hun sagde at hun ikke var til for at behage ham, hvor hendes ord et sted irriterede ham, for alle skulle være til for at behage ham! Han lod hende blot tage kniven igen, efter at han selv havde taget et kig på den, hvor hans øjne ikke veg fra hendes. Hendes ord fik ham til at trække morende på smilebåndet, som han nærmest kun måtte synes bedre og bedre om hende. ”Nej.. det kan jeg næsten fornemme,” mumlede han en smule for sig selv, som hun sagde at hun ikke klingede godt sammen med svaghed, hvilket han skam så sig enig i, for han så intet svagt i hende, selvom det hele naturligvis godt kunne være en facade, men ellers ville han næsten kunne have fornemmet det og han fornemmede ingen frygt eller lignende hos hende. At hun så bare trak sig ud af hans favn og begyndte at gå, fik ham til at se efter hende med blinkede øjne. Han bed sig let i den bløde underlæbe, som han kort betragtede sig af hende, inden et kækt smil gled over hans læber til hendes ord. Han gjorde en hurtig bevægelse, hvor han nåede op ved siden af hende, inden han blot begyndte at følge hende, som han stak hænderne i sine bukselommer igen. ”Jamen perfekt, så forfølger jeg dig,” svarede han kækt igen, som han kort måtte skæve mod hende, inden han blot fortsatte frem.

[Deleted]

Tatiana var bestemt ikke en normal kvinde, når den normale person faldt over hende. Fra en mørkelvernes synspunkt, var hun dog ganske normalt, som det var deres værdier og normer hun levede efter. Det var på ingen måde en velset ideologi, når hun befærdede sig rundt omkring i verdenen, men det var bare sådan det nu engang måtte være. Andres meninger betød ingenting for hende, da hun kun behøvede sig selv og det mørkelviske samfund for at klare sig. Hun kunne dog godt lide at komme ud engang imellem, som hun fandt det interessant at se, hvor anderledes resten af verdenen faktisk var i forhold til dem. Problemet var bare, at det ofte fik hende i konflikter, da hun bestemt ikke kunne det med den del af verdenen, da de hadede hendes feministiske sind, hvor hun hadede deres mandchauvinistiske. En konflikt havde hun dog aldrig sagt nej til, og helskindet var hun altid sluppet derfra, og det kunne vel kun betyde, at hendes samfund havde fat i den rigtige ende. Det kolde blik lod hun hvile på vampyren. ”At du er en ukontrolleret vampyr, der kun følger dine basale behov, som du kun reagerer på dine egne lyster og mangler.. Det er dog ikke nok til at stoppe mig, som jeg før har set vampyrer som dig, så mere til end det skal der til, hvis du ønsker, at jeg går til grunde i nat,” svarede hun kortfattet. Skræmt var hun ikke, selvom hun var bekendt med, at han lige havde gjort kål på et kærestepar. Hvis han endelig besluttede sig for at jage hende, ville hun selvfølgelig forsvare sig, som hun ville ham til livs, hvis han ønskede hende til livs. Hun havde nemlig ikke i sinde at falde i nat, som hun ikke skulle falde på en simpel gåtur. Det ville være alt for trist! Hun skulle falde i et virkeligt slag, hvis hun endelig skulle falde. Hendes kølige mine ændrede sig end ikke, som han fik det til at lyde som om, at han ønskede, at hun skulle behage ham. Det var bestemt ikke præmisser, som hun ville falde ind under for, hvis der var nogle der skulle behages, var det hende, og så blev det, når hun fandt en passende mand eller kvinde til jobbet. Det var ikke just den kategori en vampyr, der endnu havde madrester i ansigtet, samt truede med at dræbe hende, faldt ind under. At han kunne se, at hun udstrålede magt og selvsikkerhed, fremfor frygt, måtte være et faktum der faldt i god jord hos hende. Hun var ingen svag kvinde, som dem han var vant til, men det var også af den grund, at hun ofte endte i problemer. Folk havde det nemlig med at føle sig truet af en stærk kvindelig figur, men det var der intet at sige til. ”Og hvad synes du om det? De fleste mænd vil enten forsøge at nedbryde den forestilling, eller også vil de mig til livs,” spurgte hun ham ganske fattet. Om han brød sig om hendes selvsikkerhed eller ej, kunne hun endnu ikke sige, men han kunne trods alt godt vise sig at være en af de få mænd, der ikke havde nogen problemer med det. Uden tøven endte hun med at løsrive sig fra hans greb, hvor hun blot begyndte at gå, som om han allerede havde været glemt. Det kunne han desuden også hurtigt blive, for hvor hun havde gjort sig bemærket hos ham, havde han endnu ikke gjort noget bemærkelsesværdigt hos hende, så oppe sig måtte han, hvis han ønskede at vække hendes interesse. ”Og hvad håber du helt præcist på at opnå med den beslutning?” spurgte hun roligt, som han besluttede sig for at følge efter hende. Det kunne han vel godt få lov til, hvis han havde noget interessant at byde ind med. Selv værdigede hun ham endnu ikke et blik, som hun blot betragtede søen, som de nærmede sig.

[Deleted]

Denne kvinde var uden tvivl noget for sig selv, hvis man sammenlignede hende med andre kvinder fra andre racer, for når man sammenlignede hende med hendes egen race, var hun jo nok meget ordinær. Dog så så man ikke særlig tit en mørkelver rende rundt herude, så det var ikke fordi Jaredo som sådan havde nogen at sammenligne hende med fra hendes egen race, selvom han vidste at hun kom fra et kvindedomineret samfund, hvilket han fandt meget interessant, for normalt var det jo den mandlige figur der var den dominante, men ikke fra hendes samfund, for der – af hvad han havde hørt – var mændene slaver og kvindernes undersåtter, hvilket var den eneste race fra mørket at det var sådan ved, og det var vel meget fascinerende? At hun så kom med sit faktum af ham, som lød så.. ordinært, fik ham til at rynke tydeligt utilfreds på næsen, for det passede jo på ingen måde! Ikke helt i hvert fald.. ”Wow, wow, wow. For det første så følger jeg ikke bare de basale behov, jeg følger ethvert behov og følelse, der sniger sig ind i mig, om det så er nysgerrighed, sult, seksuelle lyster, lysten til at dræbe, lysten til at ydmyge, ganske simpelt alt. For det andet, så har du aldrig mødt en vampyr som jeg, da jeg er en éner. Og for det tredje, hvem siger at jeg vil lade dig gå til grunde i nat? Jeg kunne lige så godt forgude dig og sætte dig på den højeste piedestal, hvor du mener du høre til,” svarede han roligt, som smilet forblev selvsikkert og kækt på hans læber. At hun ikke var enig i at hun var til for at behage ham, ville slet ikke forundre ham, da han kunne se at hun var en enerådig og stærk kvinde, der nok ville mene at det var omvendt; at folk var til for at behage hende. Tanken måtte more ham, da det var sjældent at man stod overfor en kvinde som hende, og de var trods alt bedst at lege med, som det var en kvinde som denne, der var en god udfordring, hvor resten var lette ofre, fordi de var lette at manipulere med, men det tvivlede han på at denne kvinde var. Da hun så spurgte ham om hvad han synes om hendes selvsikre og stærke jeg, fik ham til at vendte blikket forundret mod hende, da han næsten troede at det var et indlysende svar, men da hun så fortsatte sin talestrøm, kunne han godt høre at mange var imod det, hvilket han også godt kunne forestille sig. ”En mand, der ikke kan klare eller håndtere en stærk kvinde, er ingen rigtig mand,” svarede han med et kort skuldertræk, inden han vendte blikket mod hende med et kækt smil, „men lad mig svare med et andet spørgsmål; hvad tror du jeg synes om det?” spurgte han i en opfordrende tone, som han gerne ville vide hvordan hun så på ham, for ganske vidst kunne han sagtens minde om en mandschauvinist, men det var han rent faktisk ikke. At hun så bare gik og slet ikke gad værdige ham et blik, irriterede ham stadig, selvom det også gjorde ham nysgerrig, hvor han hadede når han havde det sådan! For det betød at han blev betaget af kvinden og normalt ville han stå med magten! Hendes spørgsmål fik et selvsikkert smil over hans læber, hvor han gjorde en hurtig bevægelse og lavede en mild fældning, så han fik hende ned at ligge i jorden og dermed stoppede hendes gang. Handlingen ville dog ikke have gjort ondt, for hun var trods alt let som en fjer, hvor han var stærk som det store mægtige bjerg. Et muntert og kækt smil gled over hans læber, som han støttede med fødder og hænder i jorden, så han dermed holdt sig oppe over hende uden at være i berøring af hende, skønt han lå over hende. ”Måske fange din opmærksomhed,” svarede han drillende, som han trak den ene hånd til sig og lod to fingre vandre op over hendes krop.

[Deleted]

Dovent hævede Tatiana øjenbrynene, da hans utilfredshed over hendes svar var tydelig. Det var måske et ordinært billede hun havde skabt sig af ham, men det var lige præcis sådan hun så ham. Hvis han virkelig mente, at han var anderledes end det, så måtte han jo hellere se at oppe sig og bevise overfor hende, at han virkelig var anderledes. Om han var det eller ej, betød dog ikke det helt store for hende, da han blot var en mand ligesom så mange andre mænd, og de sagde yderst sjældent hende noget. ”Det er meget muligt, at du gør det, men det gør ikke, at du er anderledes end som så mange andre vampyrer eller mænd for den sags skyld. Inderst inde er i alle ens, og det siger mig intet.. Du skal dog have muligheden for at forgude mig, hvis det virkelig er en opgave du tør give dig i kast med. Jeg må dog advare dig nu og sige, at de fleste af Jer mænd herfra ikke har den fjerneste anelse om, hvordan en mørkelvisk kvinde skal behandles, og derfor ender med at fejle,” sagde hun roligt, som et glimt i de blå øjne alligevel formåede at tage form. Tanken om en ny tilbeder var trods alt altid en interessant tanke. Især når det gjaldt mændene herude, da det altid endte med, at hun var nødsaget til at sætte dem på plads, og det var en magt hun aldrig sagde nej til at udvise. Hun nød trods alt at være den med der svang pisken, og fik mændene til at makke ret under sig, men hvad andet kunne man forvente sig af en mørkelver? Læberne fugtede hun let, inden de gled ud i et køligt smil. Det var ord hun før havde hørt, som han bestemt ikke var den første der forsøgte at fortælle hende, at en mand ikke var en mand, hvis ikke han kunne håndtere en stærk kvinde. En sød tankegang var det måske, men i hendes bog gik det ikke. ”Så må jeg hellere fortælle dig, at I ingen stærke kvinder har. Alle Jeres kvinder lader sig kue i den sidste ende, men det gør vi ikke.. Vi bøjer os for ingen mand, så ingen mand vil være i stand til at kontrollere os,” svarede hun kortfattet, hvor hun med vi, mente mørkelverne. Dybt troende var hun dog i sine ord, hvor han umuligt kunne bilde hende andet ind. ”Jeg tror, at du er en mand der tror, at du kan håndtere mig… men må jeg fortælle dig en lille hemmelighed? Det kan du ikke,” sagde hun ligegyldigt og blinkede til ham. Han kunne ikke sætte hende på plads.. Det kunne ingen mand. Det var hende der satte dem på plads. Roligt bevægede hun sig fremad, som hun skam ikke havde tænkt sig at fordrive tiden ved at stå stille. Det var desuden alt for køligt! Hun havde desuden heller ikke fundet ud af, om han var det værd at bruge sin tid på, men det ville hun formentligt finde ud af, nu hvor han fulgte efter hende. At han så tacklede hende, havde hun bestemt ikke ventet, hvor der ikke gik mange sekunder, før hun ramte den bløde sne. Dyb irritation fyldte hende, hvor hun knugede kniven i hånden, som hun vendte sig om i sneen… kun så hun så, at han mere eller mindre lå over hende. Hurtig var hun dog til at genvinde fatningen, hvor hun greb om hans skuldre, så hun fik vendt dem om. ”Lad mig give dig et godt råd…,” sagde hun sigende, som hun lod overkroppen glide ind over ham. Kniven endte hun med at holde mod hans hals, mens hendes hoved var så tæt på hans, at deres næsetippe næsten snittede hinanden. ”Gør ikke det igen,” endte hun faretruende. Uden nogen tvivl lavede hun et tyndt snit i hans hals, som hun rejste sig. Dødeligt var det på ingen måde, eftersom han var vampyr og healede sig selv, men en advarsel var det, hvor det også var et bevis på, at hun ikke var bange for at gøre alvor af sine ord.

[Deleted]

Interessant måtte Jaredo finde denne kvinde, da hun uden tvivl var noget for sig selv og så alligevel ikke. Hun var på ingen måder den første selvsikre kvinde han havde mødt, da han tværtimod havde mødt frygtelig mange, også mange der havde ment at de havde været i stand til at styre ham, men det havde han altid modbevist dem i, hvor han tvivlede på at der findes nogen personer der kunne styre og håndtere ham fordi han var så forskruet, sindssyg og utilregnelig som han var. At hun så måtte beskrive ham som ordinær, brød han sig ikke videre om, men på den anden side kendte hun ham heller ikke, så hvordan skulle hun kunne vide bedre? Han endte med at slippe en latter til hendes ord og endte med at ryste let på hovedet. ”Og er du klar over hvor mange selvsikrer kvinder jeg har mødt i mit liv? Som er kommet med nøjagtig samme tale som dig? ”I mænd kan ingenting, I er alle de samme, jeg er en selvsikker kvinde, som ingen kan forgude ordentlig og bla bla bla”, men ærligtalt, jeg tvivler på at du er så speciel igen. Du er ganske normal og ordinær når det kommer til det mørkelviske samfund, hvor kvinderne er de dominante og dermed tror I at I kan dominere os mænd fra andre racer, men ærligtalt? Jeres mænd er ynkelige og svage, så I kender slet ikke til rigtige mænd,” svarede han udfordrende igen, som smilet bredte sig sikkert på hans læber. Hendes kølige smil, var noget som han et sted nød. Hun var måske noget mere hård end de fornemme kvinder han normalt omgik sig, men alligevel ville det ikke være første gang han mødte en kvinde som virkede stærk og selvsikker, for inderst inde var hun stadig en kvinde og normalt var alle kvinder ens. At hun så også måtte nedgøre ’hans’ kvinder, som han gik ud fra at hun hentydede til alle andre racers kvinder, var noget som morede ham, for hun var virkelig en feminist! Det var dog også det som gjorde det hele interessant, for gad vide hvor han egentlig kunne ende med hende, måske det ville ende ud i en drabelig kamp? Ærligtalt havde han ikke lyst til at slå hende ihjel, det havde hun i hvert fald overbevist ham om. ”Vi har ingen stærke kvinder, og I har ingen stærke mænd, så måske vi to bare burde finde sammen med det samme og udgøre det perfekte match?” foreslog han drillende, som han blinkede kækt til hende. At hun så sagde at han troede at han kunne håndtere hende, fik ham til at smile skævt. ”Og din holdning beviser blot hvor lidt du kender til mig, for nej, jeg er ikke ude på at håndtere dig, tværtimod tror jeg slet ikke at du er typen der skal håndteres, fordi du er bedst når du er vild og uhåndterlig, og det kan jeg lide,” svarede han roligt, som han kort skævede mod hende, inden han blot så frem og fortsatte gangen. Hun var tydeligvis den trodsige type, hvis man forsøgte at lægge sig ud med hende, hvilket gjorde det hele langt mere interessant. At fælde hende var noget han kun gjorde for at fange hendes opmærksomhed, hvilket tydeligvis hjalp. At hun så bare vendte dem om, måtte alligevel overraske ham, hvilket man også tydeligt kunne se, selvom det kække smil langsomt måtte brede sig på hans læber, hvor han ikke følte sig truet bare fordi hun holdt en kniv mod hans strube. Da hun lænede sig ind over ham, bredte smilet sig blot, hvor han placerede hænderne mod hendes hofter uden at hans blik veg fra hendes. Hendes advarsel tog han ikke tungt, hvor han blot så til som hun rejste sig og fortsatte sin gang. Han blev liggende i sneen for en kort stund og så blot op. ”Wow..” sukkede han for sig selv, som han kom op på benene og var hurtigt henne ved hende. ”Og hvad nu hvis jeg gør det igen? Hvad så? Tror du så at du kan klare mig? Den store stygge vampyr?”” spurgte han drillende.

[Deleted]

Det var meget muligt, at denne mand havde hørt den samme evindelige tale som Tatiana, men det var der intet at sige til. Hun mente dog, at hun vidste, hvad hun snakkede om, eftersom hun var mørkelver og derfor af princip anderledes, hvor hans verdens kvinder var underdanige personer i den sidste ende. De var født til at være deres slaver i deres verden, hvor mændene var født til at være slave i hendes verden. Det var hendes fødsel trods alt et tydeligt bevis på, da hendes mor havde været en kvinde, der havde bedt en mand om at gøre hende gravid, hvor Tatiana senere hen havde dræbt ham. Det var deres fødekæde, hvor denne mands fødekæde var anderledes. ”Det er meget muligt, at dine forhenværende horekvinder føjede dig, men var nogen af de kvinder mørkelvere? Næppe! Det er de færreste udefrakommende der får den ære at være sammen med os. Men mænd er generelt er generelt et svagt køn.. Det er kvinderne derimod ikke, og derfor må jeg foretrække dem,” svarede hun med et kort skuldertræk. Det eneste mænd kunne bruges til i hendes øjne, var det arbejde hun ikke selv gad, eller til en kort omgang nydelses, hvis hun tillod det. Når det kom til den sidste del, måtte hun dog foretrække en kvinde, da de blot tiltalte hende mere end en mand. Derfor havde denne mand også lidt af en sag for sig, hvis han skulle vinde hendes interesse, og hvis han fik den, ville han kun have den i en times tid. Morende endte hun med at slippe en latter, som han foreslog, at de to slog sig sammen og derfor dannede sig et superpar. ”Hvorfra ved jeg, at du er så stærk, som du går og praler med? En ting er trods alt at sige noget, og en anden ting er at kunne gøre det. Inderst inde kan du trods alt være et skvat, og et skvat kan ikke bruges til andet end at få stukket et sværd igennem sit bryst,” sagde hun roligt, som var det ingenting. Det var dog barske ord der forlod hendes læber, men det var nu engang bare sådan hun var. At han så sagde, at han ønskede, at hun forblev vild og uhåndterlig, fik hende til at hæve brynet i en overrasket mine. De fleste mænd ville trods alt mene, at hun skulle sættes på plads, som mændene her ønskede at se kvinderne i hjemmet. ”Og du er sikker på, at du ikke bare siger det for at imponere mig? En anden ting jeg har lagt mærke til, når jeg er her er nemlig, at mændene her lyver, som vinden blæser,” lød det sigende fra hende. Som han gjorde sit vovede trick og fældede hende, fangede han hendes opmærksomhed, som han havde ønsket. God var opmærksomheden dog ikke, da det faktisk irriterede hende! Han kunne nemlig ikke fælde hende, som han ønskede, og sneen var desuden kold og våd, som hun rent faktisk havde brug for varme. Det kække skært, tog hun sig ikke af, som hun blot vendte dem op, så hun på ingen tid kunne sidde med overblikket igen. Kniven mod hans hals, gav hende en følelse af nydelse, som hun nød at forårsage andre smerte. Sygt var det muligvis, men lidt speciel skulle man vel være, hvis man skulle være torturmester. Hun skulle nemlig kunne klare at skade folk, og det gjorde hun også exceptionelt. Klingen lod hun lave et snit i hans hals, som hun kæmpede sig op på benene igen. Hans ’wow’ hørte hun skam godt, hvor hun overvejede, om det var fordi, at hendes handling havde betaget ham dybt. At han kom op på benene igen, fik hende derimod blot til at gå igen, hvor hun automatisk gik ud fra, at han fulgte med. ”Forsøger du at skræmme mig? I så fald kan jeg fortælle dig, at jeg har god erfaring i at tage mig af stygge vampyrer, samt andre racer,” sagde hun uden frygt i stemmen.

[Deleted]

Jaredo vidste godt at denne kvinde var anderledes end de kvinder han normalt ville omgås, kun fordi hun kom fra et kvindedomineret samfund, men om hun virkelig var så fantastisk og super som hun gjorde sig selv til, det var jo spørgsmålet, for selvom hun lød anderledes, kunne hun vise sig at være som alle andre han havde mødt, hvilket han ville finde som en skam, for han måtte erkende at han gerne ville se en anderledes kvinde, en der kunne blæse ham omkuld, selvom det godt nok sjældent skete, og netop derfor ville det være fantastisk hvis det kunne ske. Hendes ord var noget som måtte more ham, da hun virkelig var noget af en feminist og det gjorde jo det hele interessant, for hun ville uden tvivl blive en god udfordring! Han følte sig helt fristet til at provokere hende og se hvad hun var lavet af, se hvad hun var i stand til, selvom det måske heller ikke var klogt? Men på den anden side, hvornår lavede han overhovedet noget som andre fandt klogt? ”Sikke en feminist du er. Men okay, I kvinder er også blevet skabt med en kæmpe kæft, som I er frygtelig god til at bruge, men når det kommer til handling, har I svært ved at hamle op med os mænd,” svarede han tydeligt provokerende, hvor han ikke kunne skjule et lille morende smil, som han næsten var ved at flække af grin. Han vidste ikke helt i hvilken retning dette møde kunne gå, for hun ville slet ikke tøve med at slå ham ihjel, hvis han gav hende grund til det, og han nød trods alt at lege med ilden og faren, for det var altid spændende, selvom det også kunne gå hen og gå frygtelig galt og så var han heller ikke sikker på at han ønskede at det skulle ende i en dødskamp, for det ville næsten være synd at slå hende ihjel. ”Jamen jeg kan jo stille dig samme spørgsmål smukke; hvordan ved jeg at du ikke bare er en tøs der kommer og praler? Som du selv siger, skal der handling til og ikke snak og du gør ikke andet end at snakke, så hvem siger ikke at du er skvattet her? For jeg ved at jeg er stærk, jeg er utilregnelig, jeg er sindssyg og fuldstændig forskruet og jeg tør gå enhver vej hvor ingen anden går, og du tror nok det bare er ord for at hæve mig selv over alle andre, men jeg kan fortælle dig at det er sandt,” svarede han sagte igen, som et kynisk smil lagde sig over hans læber, da han skam ikke løj. Han kunne sige noget og lægge op til at gøre noget helt andet, hvor han så endte med at gøre noget helt tredje, ingen ville kunne forudsige ham, da han ikke engang selv vidste hvad hans endegyldige valg blev. At hun så blev overrasket over hans ord, forundrede ham ikke, hvor hendes skepsis heller ikke kom bag på ham, selvom han blot trak på skuldrene. ”Jeg er ikke her for at behage dig, prinsesse, selvom du nok tror det. Jeg er selv vild og uhåndterlig, ingen kan tackle eller kontrollere mig, så hvis du har det på samme måde, så ved jeg at du ikke skal håndteres. Desuden kan jeg godt lide en.. sindssyg kvinde, så minder hun trods alt lidt om mig selv,” svarede han sandfærdigt. At hun blev irriteret over at han fældede hende, morede ham blot, hvor han ikke tog sig af hendes trussel. Hendes knivsnit gjorde ikke særlig ondt, hvor det også hurtigt måtte heale igen, som han blot måtte ligge og nyde hele scenariet. Han fulgte hurtigt efter hende igen, hvor smilet forblev kækt. ”Jeg tvivler ærligtalt på at jeg kan skræmme dig, men det er irrelevant da det ikke er min hensigt. Af den grund vil jeg da gerne se hvad du kan, hvis du da overhovedet kan noget,” svarede han kækt og udfordrende.