Where the f*ck am I?!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Tiden gik hurtigt og særligt i døden, det havde Jaqia selv erfaret. Hun huskede ikke meget derfra, jo flere dage der gik, jo mere glemte hun omkring sin tid i hvilen. Det eneste hun huskede, var at alt havde været så fredeligt i forhold til det liv hun havde levet før. Hun gik næsten ud fra at Matthew var mindst ligeså forvirret som hun var, der var ikke mange nogen af dem ville kende, de tilhørte en ganske anden generation, de fleste af dem var gået bort, hvilket efterlod verden fuldkommen fremmed for dem begge, det var en grund til at hun faktisk var glad for at se ham et sted. Hun trak svagt på skuldrene. ”Tilsyneladende ikke. Jeg blev selv en anelse overrasket,” erkendte hun roligt. Det var for alvor gået op for hende, hvor længe hun havde været væk, ved synet af hendes søn.. landets konge, en stor og umådelig flot mand, hun kun kunne være stolt af. Eftersom han stammede, så var det kun tydeligt, at han endnu ikke havde fået megen varme. Et øjeblik overvejede Jaqia at lægge sig der selv, men hun kom frygtelig hurtigt fra det igen, selv hun var jo en kvinde af lyster og Matthew var en flot mand.. også selvom hun hadede ham. Der kunne være kommet alkymister efter hende, som var blevet dygtige nok til at udfører den form for alkymi, men det forundrede hende, at nogle havde valgt at vække ham.. han havde jo aldrig været elsket af andet end kvinderne. ”En kvinde? Du har ikke nogen idé om hvem?” spurgte hun videre, næsten krævende for en form for information, det andet kunne hun ikke bruge til meget. Hans ord fik hende blot til at slippe en kort latter, med det kølige glimt i blikket. ”Nej selvfølgelig havde hun ikke det,” endte hun en smule morende. Det var sjældent at døde vågnede påklædte, hun havde været et af de sjældne tilfælde, kun fordi hun havde været så velbevaret. Det bankede med lette slag på døren. Jaqia rejste sig i en elegant bevægelse for at åbne. Uden for stod kromutteren med en flakse under hver arm og to tallerkner med velduftende mad. Jaqia tog tallerknerne og satte på kommoden inden for, før hun tog imod flaskerne. ”Jeg takker,” erkendte hun og nikkede som tegn til kromutteren, der var forfjamsket. Døren lukkede hun igen, og vendte sig mod Matthew med en lidt intetsigende mine. ”Jeg går ud fra at du ved, at jeg ikke vil kunne give dig megen varme?” endte hun lidt spørgemde. Selvom maden duftede godt, så tog hun kun flasken med rødvin og flasken med blod og lagde den i fodenden af sengen med et træk på skulderne. ”Meget vel,” endte hun med et opgivende suk. Med fronten mod ham, begyndte hun rligt at snører snorene i korsettoppen op. Hun var en blot kvinde, og hun var bestemt ikke blufærdig. Toppen faldt og blottede hendes overkrop. Hendes hud var bleg, præget af ar hist og her, men det var den flotte, fyldige barm der som oftest tog hele opmærksomheden. Hun bukkede sig ned, og fjernede de høje hæle, kun for at kunne fjerne de tætsiddende læderbukser, hvilket var en større udfordring.

[Matthew Igleéias]

At der var gået så mange år, var slet ikke noget som Matthew kunne forstå, for.. det føles jo slet ikke sådan! Det føles slet ikke som var der gået så mange år, men hun havde vel ret? Hvis hun havde været udsat for det samme som ham, men det ændrede dog ikke på at han var mindst lige så forvirret over tingene, som før han havde mødt hende, så det gjorde ikke den største forskel for hans vedkommende af den grund. ”D-du blev o-overrasket? O-over hvad?” spurgte han. Det var jo ikke fordi at han var kendt med, at hun havde været udsat for det samme, da hendes død måtte være faldet efter hans egen tid og efter han var faldet til fordel for en masse warlocks store underholdning, hvor selv den tanke, var mere end nok til at gøre ham direkte vred og ikke mindst pissed, for han fandt sig bestemt heller ikke i det! Han blev nu bare liggende, også selvom det faktisk ikke var en nem opgave for ham, at skulle finde varmen, men det var vel heller ikke noget som kom bag på nogen? Det var en kvinde som havde vækket ham, så meget kunne han da huske, også selvom overgangen fra det at være.. død og så til at blive levende, stort set var glemt for ham allerede. Igen rystede han på hovedet. ”J-jeg ved det i-ikke. H-hun havde kun f-fundet mine b-ben og k-knogler t-tilfældigt,” påpegede han med en sigende mine, som han blev liggende og betragtede sig af hende. Selvom han stort set allerede nu, var ved at falde i søvn, så kunne han jo ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund. Tænderne bed han en anelse sammen, som det bankede på døren, hvor han bevidst valgte at trække dynen op over sig, så han mere eller mindre lå usynligt i sengen. Det var nok med at dem som havde været nede i krostuen, havde set ham! Og selv når han havde fundet varmen, ville han jo heller ikke have noget tøj.. Og det irriterede ham i det store og hele, at han skulle være afhængig af Jaqia i denne stund!
Maden som kom ind, var noget som særdeles duftede godt, også fordi at det ikke var noget som Matthew havde oplevet igennem frygtelig lang tid efterhånden. Han vendte blikket mod det, også selvom søvnen synes at være mere fristende end det. At bede Jaqia om at lægge sig ved ham, var slet ikke noget som han ville bede hende om, under normale omstændigheder, og det plagede ham at han i det hele taget skulle spørge hende om det, men sådan som han havde det, så vidste han at selv hun var i stand til at give ham bare.. lidt, og det var vel også bedre end ingenting? ”D-du kan g-give mig mere e-end d-det jeg k-kan finde selv,” påpegede han ærligt. Nu hvor han havde mulighederne, så var det bestemt heller ikke fordi at han ville lade livet igen! Nej! Han havde og kunne sagtens se mulighederne i den chance som han havde fået, og dem som var skyld i hans bortgang allerede dengang, skulle han skam nok få sin hævn over! At hun begyndte at fjerne tøjet, sagde han ikke noget til, også selvom han dog alligevel måtte skænke hende det stigende elevatorblik. Smuk var hun, og det havde hun altid været, og tanken.. irriterede ham!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Årene fløj af sted hurtigere end nogen var i stand til at følge med, og der var sket stor udvikling og forandring blot inde for de år hvor hun selv havde været væk. Et sted kunne hun næsten gætte sig til, at Matthew ikke vidste at hun ligeså havde været gået bort, det var jo efter han selv var faldet, men de var tilgengæld faldet for nøjagtig samme hånd. Hun havde dog bedt om det, mistet sin fornuft ig desperation, det havde været direkte dumdristigt. Hun nikkede sagte. ”Tro det eller ej.. jeg har selv været borte for ligeså lang tid som du. Enrico vækkede mig for en uge eller to siden. Verden ligner ikke sig selv, og jeg har hverken venner eller fjender at genkende,” endte hun sandfærdigt. Selvom hendes tone var intetsigende, så var der noget i det ellers kølige blik, der indikerede at den tanke faktisk irriterede hende. Hun brød sig ikke om at være fremmed i sit eget land. At nogle havde fundet hans knogler tilfældigt, fik det hele til at give lidt mere mening, så kunne enhver reelt have gjort det, uden at vide hvem de faktisk var ved at give livet. Det nyttede ikke noget at rode mere i det.. her var hun.. med ham, og han var i live. Måske han var en fjende men han var et velkendt ansigt, så for en enkel aften, kunne hun vel tillade sig at nyde følelsen af noget velkendt? Selv det at han bed af hende, fik hende til at føle sig langt mere tilpas end ellers. ”Så forstår jeg bedre. Det er brutalt synes du ikke? At blive revet tilbage på den måde,” tilføjede hun lidt sigende, selvom hun lod til at være upåvirket, så kunne døden ikke undgå at lave visse forandringer. Maden lod hun stå på kommoden, det lod ikke til at nogle af dem ville nyde godt af den som det stod nu, han havde brug for hvile og hvis hun skulle skænke ham varme, så var det også lidt af en ofring. Der morede hende dog at han var så afhængig af hende, som det han var i øjeblikket. Med rolig hånd gav hun sig til at klæde sig af foran ham, uden at ligge skjul på sin krop, for hun vidste at den var flot. Bleg med slank og med de fyldige, runde bryster. Den stramme læder, var en større udfordring at fjerne, men hun fik dem rullet ned over de slanke ben, for til sidst at glide ud af dem. Tøjet lod hun ligge på gulvet, mens hun med rolige skridt, trådte hen mod sengen. Flaskerne stilte hun på sengebordet ved siden af, og bøjede sig ind over sengen, så de blonde lokker måtte glide ned over brystet. Ja hun spillede vel lidt på sin skønhed? Kun for at pirrer ham lidt selvfølgelig, hun havde ingen planer om at der nogensinde skulle ske noget med de to. Dynen tillod hun sig at fjerne fra hans krop, så hun selv kunne glide ned i sengen og under samme dyne som ham selv. Hun lukkede den tæt omkring sig, og rykkede godt ind til hans skikkelse, med et direkte morende smil på læben. Det var for mærkeligt selv for hende! Deres nøgne kroppe lod hun mødes, og lagde armen omkring hans liv, kun for at trykke ham ind mod sig. Selvom hun var kølig, så var hun varmere end det som han var, så lidt ville hun da kunne skænke ham, også selvom det var.. en anelse akavet?

[Matthew Igleéias]

Matthew kunne slet ikke begribe at der var gået så mange år, som der var gået, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Han måtte vel bare forsøge at finde hoved og hale i det hele, for det var bestemt ikke nemt for ham, når han stort set ikke kunne genkende noget som helst af hvad der måtte foregå omkring ham. Alt var forandret, og der var stort set ikke noget som han kunne sige sig at genkende rundt omkring. At hun så selv havde været præget af den døde tilværelse, var noget som alligevel formåede at overraske ham, for med den kvinde som han vidste, at hun var, så måtte det alligevel have krævet sit for at tage hendes liv? Ham selv, var jo endt i en kamp på liv og død, og det havde desværre vist sig at Kimeya havde været bedre, end det som han selv havde været, også selvom det faktisk var en tanke som selv gjorde ondt, for det havde jo ikke bare kostet ham hans liv, men lige så også hans familie; Eniqa og hans ufødte, og det var næsten det som gjorde mest ondt, for han havde kæmpet for dem.. han havde kæmpet for at komme tilbage til dem. Han lagde sig tydeligt træt ned i sengen og med blikket mod hendes skikkelse. ”D-der kan man j-jo b-bare se.. D-den store J-Jaqia f-faldt faktisk. J-jeg ville ø-ønske at jeg k-kunne se det,” påpegede han med en sigende mine, hvor smilet alligevel måtte vise sig på hans læber. Ganske vidst træt, men det var der om ikke andet, og det var vel også det som havde den største betydning?
At Jaqia klædte sig af, var ikke noget som han kunne sige noget til. I det store og hele, var han nu temmelig sikker på at hun kunne give ham bare lidt varme, og sikkert mere end det som han selv ville være i stand til at finde. Hvem der havde vækket ham, vidste han ikke, og et sted så var han i princippet også ganske ligeglad, for det gjorde ikke nogen forskel. Han havde aldrig ønsket at blive vækket, men nu hvor det var sket alligevel, så havde han bestemt ikke nogen intentioner om at forspilde den chance! ”S-skal jeg v-være ærlig? S-så h-husker jeg ikke meget a-af det,” fortalte han ærligt. Panikken havde ramt ham som noget af det første, og den tanke om at han ikke kunne få luft, havde præget hans tanker og sind. Som hun fik sig klædt af, og direkte spillede på det, var bestemt heller ikke noget som han anså som retfærdigt, for hun gjorde det helt klart også med vilje! Som hun krøb under dynen, så lod han hende også komme helt tæt ind til sig, hvor han selv stille lod sin arm søge omkring hende – fuldstændig ligeglad med om kulden i det hele taget påvirkede hende, for lige nu var han en egoistisk mand, og han havde helt klart brug for varmen som noget af det mest vigtige lige nu! De isblå øjne lod han stille glide i, også selvom de kraftige rystelser og skælven i kroppen, forhindrede ham i at finde roen optimalt og det irriterede ham! ”F-forbandede k-kulde..” vrissede han let for sig selv, som han igen tvang øjnene op. Han var bare så træt!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var bestemt ikke nemt at finde hoved og hale i noget som helst, når man vågnede efter så mange år, det havde selv Jaqia forståelse for, hun forsøgte selv. Hun havde dog aldrig troet, at hun skulle være direkte lettet over at falde over Matthew på den måde, hun hadede ham, hadede hvad han stod for og hvad han udviste, men det var trods alt også kun en enkel aften og så havde hun sikret sig, et velkendt ansigt at gøre livet til en plage for, Mattheus var jo tydeligvis nok for både Noelle og Enrico. Jaqia kunne forestille sig at han frydede sig ved tanken om at hun ligeså var faldet, men hun erkendte gerne at hun havde været helt ude i torvene, Kimeya havde nærmest gjort hende en tjeneste. Hun himlede med øjnene, og lagde sig ned i den den bløde seng. Det var ganske vidst akavet at lægge sig ind til ham, og der skulle meget til for hende, hun havde trods alt varmet rimelig mange mænds seng, med tiden. Selvom hendes krop inderst inde reagerede på kulden, så var det ikke noget som kunne ses, hun følte den ikke som sådan jo. Armen lagde hun en smule stift omkring hans krop, for at trække ham tæt ind til sig, med brystet trykket mod hans. ”Jeg er ikke udødelig. Jeg faldt for den samme hårde hånd som du gjorde,” erkendte hun med en intens hvisken mod hans ører. Der var intet skamfuldt i at hun var gået bort, hun havde været dumdristig, men det var noget hun havde indset for længe siden. ”Tør det smørrede smil af dit fjæs,” endte hun i en advarende hvisken, og lagde neglene mod hans maveskind, dog uden at kradse hul, mest for at lade det trænge igennem til ham, han vidste udmærket hvilke evner hun havde. En smule pirrende lod hun hånden stryge fra hans bryst og ned over maven, næsten som havde det været et kærtegn. De rosa læber spillede i et køligt og dog morende smil. Når alt kom til alt så var hun stadig et stort legebarn, det havde aldrig ændret sig. ”Du behøver ikke at anstrenge dig for at holde sig vågen. Bare sov,” bad hun en anelse spidst. Den mand havde tydeligvis ikke ændret sig det mindste, han var stadig umådelig irriterende. Efter at have linet ind til ham i minutter, kun hun følte hans kulde brænde en smule på hendes hud, men det var ikke noget som generede hende som sådan. Et dæmpet suk forlod hende, som hun lagde hovedet ind til ham. Det var frygtelig akavet at være ham så tæt, særligt fordi at de udefra ville ligne et par, og det ville ikke komme til at ske, om han så var den sidste mand på jorden. Det eneste Jaqia ønskede at opnå med dette, var at få en som hun ville kunne genere i tiden frem over, noget skulle hun jo have at lave, også selvom hun var ret sikker på, at hun før eller siden ville ende med at fortryde, at hun i det hele taget havde valgt at hjælpe ham, det var der ikke noget tvivl om, det var helt sikkert.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde været fuldstændig rundt på gulvet efter at være blevet vækket, så det var vel heller ikke underligt, at han næsten følte en form for.. lettelse over at se Jaqia? Selvom han aldrig havde haft et godt forhold til sin kære niece, men nu hvor hun stort set var det eneste som han kunne genkende fra sin egen tid, så var det endnu noget som han bare måtte tage til sig. Ikke desto mindre, så måtte han jo bare bide det i sig, at han nu havde bedt hende om at lægge sig ned ved siden af ham, også selvom hun faktisk efterlod ham med en.. form for varme, og dynen gjorde heldigvis også sit, så det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint. ”D-der kan man jo b-bare se.. K-Kimeya?” spurgte han. Tanken omkring den mand, var noget som i sig selv, faktisk irriterede ham, også fordi at det også gjorde sit for hans del. Det havde jo for pokker frarøvet ham hans elskede familie og ufødte barn, hvilket han bestemt heller ikke kunne tilgive den familie for! Han var vred alene ved tanken, også selvom det ikke gjorde den største forskel, som det var lige nu, og det var faktisk noget som et sted gjorde forbandet ondt selv på ham. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken om at selv Kimeya havde formået at tage Jaqias liv, for det var vel det sidste som man havde regnet med, ikke sandt? Han skulle lige til at svare igen med en kæk kommentar, som han kunne mærke hendes negle mod hans mave. Han lukkede øjnene let, som han endte mere stram i ansigtet, for det var bestemt heller ikke en tanke som faldt i den gode smag ved ham, det var da helt sikkert! Han fnøs ganske let, som han igen vendte de isblå øjne mod hende, og denne gang med en fast mine. ”D-du kan l-lige vove,” advarede han med en yderst fast tone. At hun så direkte bad ham om at lægge sig til at sove, var ikke noget som han brød sig om, for han var sin egen herre, og han gjorde hvad han selv fandt bedst! ”D-det bes-stemmer jeg selv,” påpegede han med en fast tone, også selvom han nu alligevel lagde sig til ved de talte ord, for han var jo træt og han var udmattet, også selvom det at han var så iskold som han var, automatisk gjorde, at han lidt frygtede at han ikke ville vågne igen, men.. det var vel bare en chance som han måtte tage? Det var bestemt heller ikke fordi at han regnede med at der ville komme til at ligge noget i det fra hans side af, for det eneste som han ønskede lige nu, var varmen, noget hvile og det at få noget søvn, for det var det som han havde mest brug for! Han var faktisk ikke rigtigt sikker på hvor lang tid der gik før han måtte glide hen i søvnen med Jaqia ved sin side, for han følte sig træt og udmattet, og nu hvor han endelig havde muligheden for at sove, så var det jo kun det som gjorde det hele bedre for hans vedkommende, det var helt sikkert!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var underligt rart at se noget velkendt, også selvom Jaqia erkendte, at det var skræmmende direkte at føle den glæde ved at se den mand, som havde været en af hendes største fjender gennem tiden. I sin tid havde hun jo selv straffet ham for alt hvad han havde gjort, primært fordi han havde været en trussel vel? Hun rystede på hovedet af sine egne tanker. Nej det havde ganske enkelt været for legens skyld, han ville aldrig have haft en chancen, hun kunne bare ikke lide ham. Det kølige smil spillede over de rosa læber. Hun kunne stadig ikke lide ham, men alligevel så lå hun tæt ind til hans kolde krop, der langsomt var begyndt at påvirke hendes. Hun vidste at hun ikke kunne blive liggende længe, så snart han blev varmere end hende, så ville hun blot gøre det hele værre. Igen vendte hun blikket mod hans ansigt og nikkede sagte. ”Jeg går sandelig ud fra at det var ham der slog dig ihjel,” svarede hun lidt spidst. Hun havde for pokker lige sagt, at den hånd der havde taget livet af ham, havde gjort det samme med hende, man skulle tro at det var logisk! Jaqia erkendte gerne at det havde været helt og holdent hendes egen skyld, hun havde mistet forstanden og det havde bragt hende til fald. Nu var det for sent at finde tilbage til storhedstiden, nu besad hun ikke længere nogen form for titel, og et sted nagede den tanke hende. Hun kunne næsten fornemme hvordan Matthew faldt hen men næsten tvang sig til at holde sig vågen. Det morede hende lidt, for hun gik ud fra at det bundede i, at han ikke stolede på hende. Så gammel som hun var, så havde hun vundet kontrol over sin krop, og dyret stod slet ikke stærkest i hende, alligevel så blev folk panikslagene ved tanken om hendes virus, som hun kunne smitte dem med.. om hun ønskede. Lige når det kom til Matthew, så vidste hun godt at det kun pirrede ham, og hun skulle have sin sjov, mens hun havde mulighed for at ligge der. Blidt lod hun neglene søge ned over hans maveskind og ned over hans lår. Hans ord gav hende kun blod på tanden. Hun strakte sig en smule. ”Vov ikke og påstå, at du aldrig har fantaseret om hvordan det ville være at være sammen med en kvinde som mig. Jeg ved at du vil,” hviskede hun hæst mod hans ører, og lod kort hånden stryge op over de ædle dele, hvorefter den kølige latter kun brød hendes læber. Aldrig i sit liv ville hun gå i seng med en mand som Matthew, men hun skulle jo morer sig. Stilheden lagde sig hurtigt, det gik op for hende at han nærmest var faldet hen, hvilket på ingen måde gjorde hende noget. På samme måde var dynen ved at blive varm og det samme var han, så det var på tide at stå op. Hans ord valgte hun ikke at besvare, for de var sagt i ren stædighed, det ville ske. Hun smilede tilfredst for sig selv som han faldt helt hen, hvorefter hun roligt rejste sig fra sengen og pakkede dynen godt om ham igen. Tøjet som lå på gulvet begyndte hun igen at ifører sig. Snorene i korsettoppen fik hun bundet foran det store spejl, indtil hun til sidst vendte ryggen til, greb om flasken med blod og satte sig op af væggen under vinduet, kun for at betragte ham. Allerede nu kunne hun næsten gætte sig til at der ville gå timer før han ville vågne.

[Matthew Igleéias]

At se noget som man faktisk kunne genkende, var en tanke som direkte glædede Matthew voldsomt, også selvom det var hans kære niece som han stod ansigt til ansigt med. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre altid, for de havde altid haft deres strid kørende, og selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte irritere ham, det var helt sikkert! Ikke desto mindre, så måtte man jo bare.. bide det i sig lige nu, for det var en form for tryghed, at sidde sammen med noget som man kendte. Tanken om at Kimeya lige så havde formået at tage hendes liv, var en tanke som han fandt morende, også selvom Kimeya virkelig havde været dygtig. Han nikkede roligt til hendes ord. Det var vel ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han var faldet for den mands hånd som underholdning for artsfællerne? Selvom den tanke virkelig kun gjorde ham vred, for et sted vidste han udmærket godt, hvem der havde haft noget at gøre med den sag; Narcissa. Og den tanke gjorde ham endnu mere vred! ”J-jeg faldt f-før dig, Jaqia.. D-du har vel hørt historierne?” spurgte han ganske sigende, som han betragtede hende. Han var bestemt ikke meget for at snakke med hende om det, for det var en tanke som udelukkende bundede i ren og skær frustration!
Det kunne godt være Jaqia havde en større kontrol over dyret, end det som hun fik credit for, men Matthew tog bestemt heller ikke chancen, dersom han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Han spændte en anelse, som han kun sendte hende en træt, men dog alligevel yderst fast mine. Han havde bestemt heller ikke lyst til at ende som et forbandet bæst, og nu hvor hun selv lige var vækket, så var han da kun bange for, at hun slet ikke kunne styre det, og selvfølgelig var det en tanke som kun måtte bringe ham en utrolig irritation! Hendes ord fik kun et svagt smil til at passere hans læber. ”Eller e-er det din f-fantasi, som du i-ikke længere kan s-styre, Jaqia? T-tro mig.. J-jeg kan stadig s-se en l-ysten kvinde, når j-jeg ser en..” påpegede han ganske sigende. Som hun strøg over hans mave og nedover hans lår og mod hans ædle dele, hvor hans krop voldsomt begyndte at sitre og skælve, for den var bestemt ikke fair! Selvom han var for træt til at reagere på det lige nu, så var det bestemt heller ikke retfærdigt gjort af hende, og et sted så var det selvfølgelig ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende! Selvom han allerede var endt med at glide hen i en halvvejs søvn, hvor han end ikke lagde mærke til at hun rejste sig, hvor han bare blev liggende. Selvom varmen var ved at komme, så var han endnu gennemkold, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp ham på hans situation, men han havde virkelig brug for søvnen! Han trak vejret tungt, som han stille trak benene op under sig, som han nærmest endte med at ligge der i fosterstilling, for bare at holde lidt på den varme som han havde fået, for det var ikke nemt, så kold som han var!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Selvom Jaqia normalvis ikke brød sig om synet af ham, så var alt genkendeligt kærkomment, hvilket også var grunden til at hun havde valgt at hjælpe ham, frem for at lade ham fryse ihjel i sneen, hvilket han jo havde været frygtelig tæt på. Nu lod det om ikke andet til at han havde det bedre, så ville det muligvis ende med at bide hende i enden senere hen. Kimeya havde altid været dygtig indenfor sit felt, det samme havde Faith og hun havde næret store respekt for dem, det var hendes egen desperation og frustration som havde kastet hende i døden, det var hun ej heller bleg for at erkende. Hun nikkede roligt. ”Jeg har skam hørt historierne om dit fald, Matthew. Det er faktisk en tragisk en af slagsen, og selvom jeg ikke beklager din død, så er jeg ked af at høre om Eniqa og dit ufødte barn,” endte hun ærligt. Hun havde selv holdt af Eniqa og den kvinde havde været fuldkommen uskyldig i den sag, hun havde ikke fortjent at gå i døden på nogen måde, desværre var der ikke meget at gøre ved det. Medfølelsen svandt hurtigt bort, i og med at hun lod hånden søge ned over de ædle dele, velvidende om at der ikke ville ske noget som helst. Jaqia nærede intet ønske om at ligge med ham, desuden ville han aldrig kunne få den op, det ændrede dog ikke på at det påvirkede ham, det kunne hun jo se og fornemme. Det kølige glimt meldte sig atter i de isblå øjne. Selvfølgelig kunne Matthew se en lysten kvinde på mange kilometers afstand, og hun måtte jo nok erkende at hun var nysgerrig på hvad der gjorde, at han kunne lægge kvinder ned på stribe og de alle vovede og påstod at han var det bedste de nogensinde havde prøvet. ”Jeg forsikre dig om at jeg har fuld kontrol over mine fantasier, Matthew... og jeg ved at du længtes efter at opfylde dem,” tilføjede hun i en intens hvisken mod hans ører. Det morende smil spillede over hendes læber, inden hun pirrende nakkede ham i øreflippen. Det morede hende virkelig at han reagerede som han gjorde, desuden var hun selvfølgelig lysten, hun havde jo været død i frygtelig mange år. Jaqia blev liggende ofr et øjeblik mens han faldt ind i søvnen før hun rejste sig og klædte sig på. Der var ikke længere nogen grund til at blive liggende, særligt nu hvor han var ved at få varmen, hun ville kun holde ham kold hvilket var en elendig idé selv i hendes øjne. De blonde lokker strøg hun bag ørerne, inden hun greb om flasken med blod og satte sig på gulvet under vinduet, også selvom der var frie muligheder for at hun kunne sætte i stole. Med benene bøjet og let spredt så albuerne kunne hvile mod hver deres, blev hun siddende med hovedet lænet en smule tilbage mod væggen. Blodet slubrede hun i sig også fordi hun ikke havde næret sig i lang tid efterhånden. Et par af dråberne satte sig i mundvigene og efterlod rester på hendes læber som tørrede ind. Som tiden gik så endte hun næsten selv med at falde en smule hen, det var jo faktisk længe at han var væk. Flere gange vågnede hun atter en smule op, kun for at stirrer tomt frem for sig, i tide og utide skænke hans skikkelse et blik, også for at fornemme hans hjerteslag, som kun blev stærkere og stærkere for hver time han sov.

[Matthew Igleéias]

Selvom det bestemt ikke forbedrede situationen at skulle stå ansigt til ansigt med Jaqia, så var hun da om ikke andet, så noget som selv Matthew kunne genkende, og det var noget som alligevel efterlod ham med en vis form for ro. Selvom hans død havde været dybt tragisk, så gjorde det mere ondt for ham at tænke på, hvad han egentlig havde mistet i det øjeblik, han selv havde opgivet kampen for sit eget liv i Arenaen, for nemt havde det bestemt ikke været. Det var tydeligt, at de havde sat to stærke warlocks op mod hinanden i ren og skær underholdning, og det gjorde ham rasende at tænke på! Tanken om det som han havde mistet, var næsten det som var ham det værste af det hele, og det var jo faktisk en tanke som gjorde ham.. Ked af det? Han kunne faktisk godt blive ked af det! ”Jeg vil slet ikke have nogen skal snakke om hende, eller hvad jeg mistede grundet min egen bortgang, Jaqia.. Sket er sket, og jeg gør aldrig de ting igen,” endte han med en fast tone. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han slet ikke at lukke op for nogen på den måde igen! Det at sidde igen med ømme punkter som kunne rammes, var hvad der var sket den aften, og det skulle aldrig ske igen! Selvom hun berørte de ædle dele, så skete der ikke rigtigt noget. Ikke fordi at Jaqia ikke var en attraktiv kvinde, for det var hun skam, det var slet ikke det, men han var virkelig for træt og alt for udmattet til at lægge ting i det lige nu. Han trak svagt på smilebåndet til hendes ord. ”Eller fordi du har hørt rygterne om hvor god jeg er i sengen.. Og gerne vil have mig til at stille dine sygelige fantasier,” påpegede han ganske sigende.
At falde i søvn, var egentlig ikke noget som Matthew havde synderlig meget lyst til, også fordi at Jaqia var der, og han følte sig ussel nok som det måtte være i forvejen, og selvfølgelig var det en tanke som ikke rigtigt gjorde andet end virkelig at irritere ham! Han sov tungt, også selvom han ikke havde nogen anelse om tid og sted længere, så slog han stille og roligt øjnene op, efter at have strukket sig og endt en anelse mere hen på ryggen i stedet for. Han kom med små gurglende lyde, idet han trak dynen godt omkring sig. Varmen havde han efterhånden fundet, og det var virkelig også rart, selvom han slet ikke følte, at han var faldet i søvn eller havde sovet i det hele taget. ”Av..” mumlede han let for sig selv, som han let tog sig til hovedet. Alt den kulde havde i den grad givet ham en knaldende hovedpine, og det var noget som han da tydeligt kunne mærke nu! Igen lagde han sig stille om på siden og med benene som han trak godt op under sig. Det var virkelig rart at kunne slappe af igen, uden at ryste så meget, at det gjorde ondt, for det havde det i allerhøjeste grad gjort!

[Jaqia Destiny Angleráx]

I løbet af de mange timer hvor Matthew havde sovet, så måtte Jaqia erkende at hun selv var faldet hen et par gange, dog uden rigtigt at give sig hen til søvnen. Der var mange tanker som kørte rundt i hovedet på hende, desuden var hun ikke vant til at sove i det hele taget netop fordi hunvar en dygtig alkymist som kunne holde sig vågen på andet grundlag en friskhed. Det var primært varmen fra pejsen som havde formået at gøre hende en smule døsig jo mere tiden var gået. Hvilke tanker Matthew gjorde sig om det hele, vidste hun ikke, det var ikke rigtigt fordi hun selv havde gjort sig mange tanker, men blot i tide og utide kigget til ham for at sikre sig at han endnu trak vejret. Til tider havde hun ikke været i tvivl med det tunge åndedræt og et snork hist og her som blot havde fået hende til at himle med øjnene. Den sidste time havde hun dog siddet vågen uafbrudt. I sin hånd havde hun flasken med blod som var halv tom. Rester sad i hendes mundvige og på de sylespidse tænder også selvom hun havde forsøgt at slikke de små dråber af mere end en gang. Hånden lod hun stryge gennem de blonde lokker, også selvom hans pludselige tegn på den afsluttede søvn hurtigt rev i hendes opmærksomhed. De kølige blå øjne faldt på hans skikkels,e og i samme øjeblik spillede et intetsigende smil om hendes rosa læber. At han havde ondt var egentlig ikke underligt, alt andet ville være underligt eftersom han havde været stærkt nedkølet af sneen. ”Godmorgen solstråle,” hilste hun morende uden at gøre tegn til at rejse sig. Begge albuer hvilede endnu mod hendes knæ, det var mange timer siden hun havde rejst sig fordi hendes kølige temperatur blot ville gøre det langt værre for ham. Om ikke andet burde han være varm nu. Hun sukkede dæmpet og kastede blikket ud af vinduet hvor solen var ved at stå op, hvilken sædvanligvis betød at det var sengetid for hende, om ikke andet indtil eftermiddagen gjorde himlen grå og trist så solen ikke kunne trænge igennem. Jaqia hev fat i et stykke af gardinets stof og trak det for så hun ikke ville føle sig generet af det. Det ville ganske vidst ikke dræbe hende at gå rundt i solens lys, men det var yderst ubehageligt og prikkede irriterende på huden, så hun var helst gerne fri for at skulle gøre det i det hele taget, særligt nu hvor hun opholdt sig med Matthew, der med tiden ville vinde sin energi tilbage og så kunne alt dette ende med at bide hende i enden. De blonde lokker strøg hun roligt bag øret, før hun igen hævede flasken til sine læber og slubrede det delikate blod i sig. Efter hun var stået op var hun blevet dårlig til at nærer sig, hvilket var en vane hun gerne hurtigt skulle af med, det ville på ingen måde gavne hende i længden. ”Sovet godt?” spurgte hun uden at lyde synderligt interesseret i det egentlige svar, men noget skulle hun for pokker spørge om, desuden lignede han stadig noget som katten havde slæbt med ind, hvilket kun var en tanke der morede hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Matthew Igleéias]

Hvor lang tid Matthew egentlig havde været væk, vidste han ikke, men det havde uden tvivl været en nødvendighed for ham at få sovet ud. Nu hvor han også havde fået varmen, så var det bare at få gang i leddene, hvilket tilsyneladende var nemmere end som så, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var bestemt heller ikke fordi at han havde det meget nemmere af den grund. Han tvang øjnene op, også selvom han nærmest følte at han så dobbelt, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget nemmere, idet han tvang sig ned på ryggen, hvor han forsøgte at strække sig, selvom det var noget som han meget hurtigt måtte fortryde, for det gjorde forbandet ondt i alle led som han havde i kroppen! Han slap et mindre gisp, som han vendte blikket i retningen af hende igen, som hun sad henne ved vinduet. Hvad tid det var på døgnet, vidste han ikke og et sted var han også ligeglad med lige netop det. ”Solstråle..?” gentog han med en tydelig sammenbidt stemme, for han ville bestemt ikke lade sig kalde ved den titel! Slet ikke! Han sukkede tungt, som han igen stille gled om siden, bare for at få lov til at bevæge sig lidt. Hans led havde været så kolde efter at have vandret rundt i stort set ingenting, hvilket bestemt heller ikke var noget som var til hans egen fordel, men det var ikke noget som han kunne gøre noget som helst ved uanset hvad, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Svagt bed han sig i læben, idet han tvang sig op at sidde, hvor det knækkede igennem hele ryggen, som han krummede sig sammen og trak benene en anelse op til sig, kun for at svinge dem ud over sengekanten, endnu med dynen hvilende i skødet, så han i det mindste kunne skjule sig en smule. Blikket gled mod hendes skikkelse igen. ”Foruden at jeg føler at jeg er trampet ned hundrede gange, så har jeg det faktisk udmærket,” endte han med en ganske sigende mine, for løgn var det faktisk heller ikke for ham. Selvom det selvfølgelig var ham en plage uden lige, at han skulle takke Jaqia for at have reddet hans liv, for han ville være død derude i den kulde, og det var noget som helt klart måtte frustrere ham som aldrig før! Han trak vejret dybt, idet han rullede på skuldrene, også for at få det hele knækket på plads. Hvad han skulle gøre herfra.. og hvad han skulle vandre rundt i for den sags skyld, havde han ikke nogen anelse om.. Han havde jo ikke rigtigt nogen mening med livet længere, efter han havde mistet Eniqa og sin lille ufødte.. Han havde jo aldrig fået muligheden for at finde ud af om det var en søn eller en datter, og derved regnede han heller ikke med at han ville få muligheden for at bringe sin egen slægt videre, og den tanke gjorde ondt. ”Det nærmer sig vel din sengetid? Hvis jeg ikke tager helt fejl?” fortsatte han. Hun skulle bestemt ikke have lov til at fryde sig over ham og hans tilstand!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det morede direkte Jaqia at se ham i den ynkelige tilstand. Hun måtte tvinge en morende latter tilbage idet han tydeligt havde lyst til at vride sig i smerte, måske han var varm, men han var endnu ikke løsnet op i leddene og da særligt ikke hvad han først var blevet vækket for nyligt. ”Forsigtig, vilddyr, du er stadig ikke rask,” påpegede hun med en lidt ligegyldig tone. Det betød ikke rigtigt noget for hende, hvor vidt han havde det godt eller ej, hun morende sig bare ved tanken. Solen stod ind af vinduet og oplyste værelset, under vindueskarmen var det eneste sted det ikke nåede, med andre ord, var det, det eneste sted hun kunne sidde uden at føle et stikkende ubehag, for måske hun kunne gå i lyset uden at dø, men det var ikke noget hun nød! Hun fortrak i et køligt og dog morende smil. Måske hun ikke længere var Dronning af Dvasias, men hun var Dronningen af ironi, og det ville hun altid være. ”Mhmm.. du skinner,” svarede hun og himlede med øjnene. Det var skam mest med dyb sarkasme, lige der var hun næsten ked af at skuffe ham Hånden gled igennem de blonde lokker, som hun igen førte flasken med blod til sine læber og mæskede det i sig, også selvom det var mere i kedsomhed end det var af noget andet. Hun var ikke en tålmodig kvinde, og nu var hun fanget på dette sted med ham indtil mørket igen ville falde på. Hun hævede pegefingeren og åbnede munden for at fortælle ham at det nok ville være dumt at rejse sig for hurtigt, men det var allerede for sent inden han havde sat sig op. De mange knæk skar hende næsten i øregangen. Langsomt sænkede hun sin finger og lukkede munden for i stedet at ryste på hovedet. ”Det er om ikke andet en start,” svarede hun blot og lænede hovedet tilbage mod væggen. Det var det tætteste hun havde været på solens lys i frygtelig mange år, hun kunne fornemme varmen fra den selvom hun sad i skjul for den. Den tanke der frydede hende mest, var nok tanken om at hun havde formået at redde hans liv, også fordi hun vidste at han foragtede den tanke mere end hun gjorde og han beviste det kun yderligere ved at henvise til hendes sengetid. Hvis hun lagde sig til nu, så forventede hun næsten at hun ville være alene også selvom det ikke burde gøre hende noget. Matthew ville give hende problemer før eller siden.. det gjorde han altid, men for nu var det bare rart ikke at være alene. ”Jeg har sovet i flere hundrede år, Matthew, desuden har hvile aldrig været min forté, men tak for omtanken,” svarede hun muntert. Hun vidste jo udmærket godt at han ikke ønskede at tilbringe mere tid i hendes selskab end højest nødvendigt, og han skulle være mere end villig til at gå hvis det var det som han ønskede, hun kunne næppe holde ham tilbage, og hun ville end ikke gøre sig besværet med at prøve. ”Jeg tillod mig at skaffe noget tøj. Det er ganske vidst ikke af fineste kvalitet, men jeg går ud fra et er bedre end ingenting,” endte hun og pegede mod kommoden hvor det var pænt lagt sammen til ham.

[Matthew Igleéias]

Matthew følte sig virkelig ynkelig, og selvfølgelig var det en tanke som ikke gjorde andet end at irritere ham noget så voldsomt, for han fandt det bestemt heller ikke retfærdigt, at han skulle have det på den måde! Han knyttede næverne let, også selvom han var øm stort set over det hele, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. Han himlede med øjnene ved hendes ord, for det irriterede ham kun! Hun gjorde stort set ikke andet end at irritere ham, og det var noget som kun vakte en irritation uden lige! ”Ti’ stille..” mumlede han med en direkte spids stemme, som han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Selvom han skulle til at knække alle led på plads, så havde han ikke ligefrem regnet med at blive revet ud af den evige søvn på den måde som han var blevet, så.. var han jo faktisk glad for at finde noget, som han da om ikke andet, var i stand til at genkende, for det var alligevel noget som bragte ham en form for ro et sted. Han fnøs. ”Af sved måske..” mumlede han spidst, for det irriterede ham, at hun skulle snakke sådan til ham, som havde han været en lille unge, for det var slet ikke tilfældet! Han satte sig op, også selvom han godt kunne mærke, at det var dumt, for det gjorde ham svimmel. Hånden gled mod hans tinding, som han lukkede øjnene, kun for en ganske kort stund, idet han slap et tungt suk. Hun skulle ikke have lov til at kommentere det! Det fandt han sig slet ikke i! ”Det er det.. Så langt så godt..” endte han ganske sigende. Det var ikke ligefrem fordi at han regnede med, at dette var noget som gjorde den største forskel for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så skulle han nok vise, at han selv kunne klare sig! Det klare solskin var jo næsten noget som man havde savnet, selvom han aldrig havde været meget til den lyse morgen, så var det næsten noget som faktisk formåede at få ham til at smile, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. At hun ikke havde lyst til at sove, forundrede ham nu heller ikke, hvis hun selv lige var revet ud af den samme hvile, som han selv havde været fanget i, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Må du jo selv om,” endte han ganske kortfattet. At hun havde tilladt sig at hente tøj til ham, kom faktisk en smule bag på ham, men ikke ligefrem noget som gjorde ham det mindste, for det andet, blev man jo faktisk træt af, at rende rundt uden en trævl på kroppen – selv han formåede at blive forbandet træt af det! ”… Tak,” endte han med en næsten irriteret mine. Han følte næsten at han stod i gæld til hende, og den tanke, var slet ikke noget som han brød sig om! Han stirrede mod det med en kort tænkende mine. Kunne han hente det uden at kollapse? Han vidste end ikke rigtigt, om han turde løbe den chance, for han ville ikke give hende den fornøjelse!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det morede Jaqia at Matthew var så forbandet ynkelig at se på, hun var ikke sikker på hvor vidt han gjorde det bevidst eller ej, men hun vidste at han hadede tanken om at stå i gæld til hende. Det var ganske vidst ikke fordi han havde meget som hun kunne få brug for lige nu, men måske det ville komme før eller siden. Hun fulgte ham med intense blå øjne og et næsten smørret smil hvilende på de rosa læber. Taget i betragtning af sin egen forvirring, så var hun faktisk i frygtelig godt humør, måske fordi hendes fjende gennem frygtelig mange år, pludselig var mere eller mindre afhængig af hende. Det begyndte at blive trættende af sidde på gulvet, men hun havde ikke ligefrem lyst til at bade sig i solens stråler. En latter brød hendes læber idet han begyndte at snappe af hende. ”Må jeg bede om kammertonen,” bad hun uden at vide synderligt fornærmet, hun var trods alt vant til at han snakkede nedladende til hende. Hovedet lod hun søge på sned, hvor hun lod blikket glide op ned af hans krop en smule vurderende. Han var en flot mand, den måtte hun give ham selvom det ikke var med hendes gode vilje. ”Du har ret.. Normalt er jeg ikke til den slags ildelugtende stads, men jeg må erkende at du ligner lidt af en tyr,” påpegede hun drillende. Det var tydeligt at det eneste hun var interesseret i var at tirrer ham lidt, hun var ikke bange for at lege lidt med ilden i tide og utide. Hun bed sig let i læben for ikke at omme til at le, ved måden hele kroppen knækkede på. Hun havde om ikke andet forsøgt at advare ham også selvom det ikke ligefrem var lykkedes. Søvn var Jaqia slet ikke vant til på den måde, døden havde været den længste hvile hun nogensinde havde været en del af, det erkendte hun gerne, men hun satte om ikke andet pris på hans omtanke. Hovedet lod hun hvile mod væggen, mens hun selv blev siddende og betragtede ham. ”Jeg klare mig,” endte hun blot roligt og nikkede sagte inden hun tømte flasken med blod og lod flasken stå ved siden af hende. Tøjet lå pænt på kommoden og ventede på ham. Det var ganske vidst ikke af fineste kvalitet, men det var varmt og det burde kunne dække ham, hvis ikke han var ligeglad, hun kunne forestille sig at det andet ville få kvinderne til at løbe efter ham med savl ned af mundvigen. Smilet bredte sig i ren og skær fryd idet han endte med at takke hende. Det skulle man vente længe på at få lov til at høre fra hans læber, det var helt sikkert. ”Ingen sag,” svarede hun blot og nikkede mod ham. Han var fri til at gå når han ville, men hun ville ganske vidst blive hængende til solnedgang, det andet ville blive frygteligt ubehageligt. ”Kære onkel.. du kan rejse dig, jeg vil ikke le,” lovede hun ikke synderligt overbevisende. Det muntre glimt i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Tanken om at han var hendes onkel morede hende virkelig, og særligt eftersom han jo faktisk var ældre end hende, men aldrig havde formået at komme til tronen.