On a new path?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var efterhånden bare en vane for Tiyanna ikke at stole på folk, ganske enkelt fordi at det kun havde vist sig, at gøre ondt på hende, og det ønskede hun slet ikke at gennemgå en gang mere, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Blikket gled mod ham. Hvad der var sket med ham, var faktisk ganske ukendt for hende, for hun så ikke nogen grund til at skulle indgå i de relationer til ham. At han så var overrasket over at hun havde været grevinde, også selvom det var temmelig mange år siden nu, så var det jo faktisk ikke en tanke som hun ønskede at tænke videre over, for det havde kun været præget af onde tanker, oplevelser og indtryk, og derfor havde hun jo valgt at søge hjem igen. Hun trak vejret dybt. ”Min forlovede valgte at forlade mig… Jeg så ikke nogen grund til at blive på et sted, hvor jeg ikke følte mig hjemme. Jeg var der, udelukkende for hans skyld, og havde ikke nogen grund til at blive der,” svarede hun ærligt. Det havde knust hende at Jason havde valgt at forlade hende, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i det store og hele. Hun var dybt inderst inde en varmhjertet person, selvom det var gemt så meget af vejen, udelukkende i frygten for at blive udsat for det igen, og så var det bare nemt at bide det i sig og spille barsk, men sandheden var jo, at hun var usikker og ensom. ”I er måske ikke som dvasianere, men end ikke procianere er til at stole på altid.. Det er et nok mere egoistisk folkefærd, end hvad du går og tror,” påpegede hun ganske kortfattet. At det gjorde ondt på ham at hun havde været spærret inde, sagde hun ikke noget til. For hende, var det efterhånden bare en vane, som hun var nødt til at lære at leve med, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Hun var ikke særlig begejstret for hendes liv, hvis hun skulle være helt ærlig. Han ramte desværre sømmet på hovedet, hvilket alligevel efterlod hende med en temmelig frustreret fornemmelse, for hun ønskede slet ikke den form for hjælp! Selvom den måske var ved at blive temmelig nødvendig. Hun sukkede tungt. ”Du har ret.. Jeg er ikke meget for at skulle bede nogen som helst om hjælp,” endte hun med en mere spids tone. Hun så stille ned af sig. Hun kom ikke herfra på egen hånd, og hun havde jo ikke en krone på sig, så hvordan skulle hun da kunne betale for et værelse nogen steder? Desuden frygtede hun vel lidt for hvordan folk ville se på hende? Blikket gled let væk fra ham endnu en gang, som hun svagt bed sig i læben. ”Udmærket… Udmærket.. Så bring mig til en kro. Jeg kan desværre ikke garantere at landsbyens læge, er der, nu hvor freden endelig er ankommet til landet,” endte hun alligevel ganske ærligt. Hun måtte vel bare indse, at.. han faktisk kun var ude på at hjælpe hende?

[Deleted]

At Tiyanna fortalte at hun engang havde været grevinde af Procias, måtte alligevel forundre Draq, for han selv var ikke en af de yngste, så det måtte vel næsten have været, da han havde boet i skovene? Men alt efter hvor lang tid siden at det havde været, så kunne det også være at det havde været i de år at han havde været indespærret i mørket, for der var han gået glip af alt som var sket i omverdenen, fordi han var blevet tortureret for at få informationer ud af ham, men det havde ikke lykkedes dem, hvor de blot havde spærret ham inde, så han kunne rådne op, skønt det havde lykkedes ham at flygte. At hun så fortalte at hun var stoppet fordi hendes forlovede havde forladt hende, gjorde ham snart helt dårlig at han havde spurgt spørgsmålet, for det havde jo heller ikke været hans mening at snage eller bringe dårlige minder frem hos hende. ”Oh.. det.. det gør mig ondt. Og så tog du til Imandra i stedet?” spurgte han roligt, et sted for at komme lidt væk fra hendes forlovede, da han kunne forestille sig at det måtte være et ømt punkt at tale om, medmindre hun var kommet over det, for det kunne jo også være, men han gad nu ikke tage nogen chance, når hun allerede fra før af havde vist at hun var en temperamentsfuld og skeptisk kvinde, der ikke stolede på nogen, så han følte allerede at han vandrede på et minefelt, hvor han egentlig bare havde lyst til at komme ud af det, for han var trods alt ikke ude på at gøre hende ondt. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Sandt. Selv procianere kan vælge den forkerte sti, være ligeglade med andre og kun tænke på sig selv. Men igen, jeg er ikke ude på at gøre dig ondt, kun hjælpe,” svarede han sandfærdigt. Han vidste godt at bare fordi Procias var beskrevet som det lyse land, så var det ikke alle som var gode, desuden havde de jo også haft en greve som havde forsøgt at rive landet ned til grunden og det havde faktisk også lykkedes ham godt hen ad vejen, men han var blevet henrettet og nu var han borte, hvilket var ham og resten af befolkningen en glæde. At hun så erkendte at hun ikke var meget for at spørge andre om hjælp, forundrede ham skam ikke, hvor han blot trak let på smilebåndet. Hun måtte vel selv kunne se at hun ikke kom herfra selv? Han kunne ikke give hende sin hest, for den betød noget særligt for ham, som det var hans egen og en trofast følgesvend, men han kunne heller ikke se problemet i at han hjalp hende. ”Det kommer skam ikke bag på mig, men nu er du så heldig at du ikke behøver at spørge, da jeg selv lagde op til det,” svarede han morende. At hun så gav ham tilladelse til at bringe hende til en kro, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han nikkede ganske let. ”Udmærket, så kom her, så giver jeg dig en hestesko,” svarede han roligt, som han gik ned i knæ, så han kunne hjælpe hende op på hesten, kvæstet var hun trods alt, så hun var ikke i stand til at bevæge sig optimalt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde haft et fint og godt langt liv i Procias, selvom det hele var revet fra hende som intet andet, da Jason havde valgt at forlade hende. Ja, hun havde måske været grusom og afholdt ham fra at få et liv og en kontakt til hans søn, men det havde hun gjort bevidst, også for at udsætte ham for en smerte, for det var helt klart nødvendigt i hendes øjne! Hun vendte blikket væk fra ha. Tanken om det, var faktisk noget som gjorde ondt, for det var jo.. noget som betød meget for hende. Den eneste mand som hun havde elsket, hvor hun havde været lukket fuldstændig af lige siden, og det var der også frygtelig mange gode grunde til, for hun ville heller ikke lade folk udnytte hende eller svigte hende igen senere, udelukkende i frygten for at ende skuffet. ”Jeg havde ikke nogen grund til at blive der.. Så ja.. Jeg tog hjem igen,” endte hun ganske sigende. Et sted var det jo bare en handling som hun gjorde, men bagtanken var jo straks en anden. At finde Imandra i et helvede, var jo så det som automatisk havde gjort, at hun var hoppet i den ledende rolle som leder af oprørerne mod kongehuset. Kongen havde jo faktisk været hendes far, hvor tronen egentlig måtte tilfalde.. hende, men det var nu heller ikke ligefrem sket. ”Jeg har kun dine ord at stole på, og selv ord kan lyve Draq.. Jeg er nødt til at se det med egne øjne, før jeg kan afgøre hvorvidt om du faktisk ønsker at hjælpe eller udnytte,” endte hun ganske sigende. Når alt endelig skulle komme til alt, så var hun jo faktisk meget skeptisk, udelukkende fordi at hun var.. usikker, for det var hun jo trods alt.
Tiyanna var ikke meget for at bede om hjælp, hvilket vel også allerede var tydeligt for ham? At han var en hærfører af de elviske hære, gjorde automatisk at hun måtte stole bare en smule på ham, for han havde en titel, som selv hun vidste, ikke ville blive skænket til alle og enhver. Hun sukkede tungt. Hun var ikke meget for at bede om hjælp, men at han så kom hende i forkøbet og tilbød hende den, var noget som selvfølgelig gjorde det lidt bedre og nemmere for hendes vedkommende. ”Det har du såmænd også ret i.” At indvilge i at han skulle få lov til at hjælpe hende, var selvfølgelig noget som hun gjorde med stor agtpågivenhed, for hun stolede ikke på ham endnu! Hun nikkede blot, som hun kom hen til hesten, hvor hun roligt lod ham hjælpe hende op på den, også selvom det resulterede i at hun måtte kvæle sit skrig, for det gjorde ondt at vride sig på den måde! Igen tog hun sig voldsomt til siden. At have en mand til at passe på sig, var ikke noget som hun havde oplevet igennem frygtelig mange år, og det efterlod hende med følelsen af at være… kvinde igen, og den kunne hun jo faktisk godt lide, for den var altså ikke slem! ”Tak, Draq..” afsluttede hun en anelse sammenbidt. Hun havde ondt!

[Deleted]

At det gjorde ondt på Tiyanna at tale om hendes liv i Procias, kunne Draq godt se, hvilket også fik ham til at lade emnet ligge, for han ville skam heller ikke træde eller snage mere i det, for han ønskede trods alt ikke at rive op i gamle sår eller bringe dårlige minder frem, for hun tydede ikke just på at kunne lide ham og han gad bestemt ikke give hende grund til at bryde sig mindre om ham. Han valgte derfor også blot at nikke til hendes ord og sendte hende et mildt smil. Han forstod sig dog godt på hende, da han heller ikke selv ville være blevet et sted han ikke følte sig hjemme. Han kendte også til følelsen af at miste dem man elskede, selvom det var lidt anderledes, da han havde mistet sine til døden og ikke fordi de havde forladt ham og hvilken der var værst vidste han så ikke, for han tvivlede på at det måtte være sjovt at blive forladt. At hun så forblev skeptisk overfor ham, måtte han alligevel finde utroligt, for.. hvad pokker ville hun have? Han var jo ingen ond mand! Ganske vidst havde han taget mange liv, men det var kun for at beskytte det han holdt kær, og det var jo desværre det grufulde ved krig og som hærfører var han nød til at drage i krig, hvilket han hellere end gerne gjorde, hvis det betød at han kunne beskytte sit folk. Han var dog ikke ud på at udnytte hende, for hvorfor pokker skulle han også gøre det? ”Du må da godt nok ikke være en menneskekender, men udmærket, så må jeg jo blot bevise at du kan stole på mig,” svarede han med vantro og dog endte roligt ud, for så var der jo ikke rigtig andet at gøre, men han var skam ikke ude på andet end at hjælpe hende, for hun havde jo desperat brug for den! Hun var såret og ilde tilredt, hvor hun ikke ville overleve natten, hvis hun gik selv, for hesten var jo løbet fra hende, og det måtte hun vel også selv kunne se? Skeptisk var hun dog, frygtelig meget, hvilket også tydeligt indsnævrede hendes syn på andre folk, da hun tydeligvis ikke kunne skelne mellem ven og fjende, for hun mistænkte jo alle! Han syntes at det var en skam, men der var jo ikke rigtig noget at gøre ved det, hvor det også kunne have sine fordele. Han selv var også en skeptisk og mistænksom person, men alligevel kunne han se at Tiyanna ikke var ond. At hun så gav ham ret, fik ham til at trække på smilebåndet, for det glædede ham skam at hun gav ham lov til at hjælpe hende, for han havde skam heller ikke tænkt sig at gøre andet! Han så godt hvordan hun tog sig til siden og forvred ansigtet i en grimasse af smerte, hvilket fik ham til at rynke brynene. ”Er du okay?” spurgte han roligt, inden han roligt valgte at tage om tøjlerne, som han begyndte at trække den af sted med hende på ryggen. Han havde skam ikke tænkt sig at sætte sig op på hesten, ikke uden hendes tilladelse i hvert fald, for han respekterede skam hendes grænser. Han endte med at pifte, hvor de andre fire elvermænd, som han havde fulgtes med, kom ridende. ”Jeg fører denne kvinde til den nærmeste kro. Jeg går ud fra at mørkelverne slap væk? Vi har dog fået hvad vi vil have, så søg tilbage til Procias, jeg kommer om nogle dage, når jeg har sikret mig at kvinden her er okay,” svarede han i en kortfattet tone på det gamle elviske sprog, mændene nikkede ganske let. ”Mørkelverne slap væk og formåede at skjule deres spor. Pas på dig selv broder, særligt i Dvasias,[/font]” svarede den ene, inden de fire mænd red af sted, så det kun var Tiyanna og Draq tilbage.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde ikke følt sig særlig velkommen i Procias efter Jason havde efterladt hende og deres lille dreng dengang. Hun havde måske været hård ved ham ved at benægte ham at have noget med knægten at gøre, selvom det var noget som hun følte, at hun havde haft sin grund til, sådan som hun følte at han havde behandlet hende! At hun så havde været alene siden, var jo så en anden side af sagen, hvor hun selv følte at hun var.. ensom og efterladt, og i frygten for at lukke andre ind til sig, i frygten for at blive skuffet og efterladt igen, så følte hun sig bedre tilpas med bare at være alene fra starten af. Svagt bed hun sig i læben, som hun vendte blikket mod ham. Hun havde aldrig som sådan udtalt sig for at være en menneskekender, for hun konkluderede nok for hurtigt til at blive noget lignende af det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde det selv temmelig skidt med det hele, men det var nu bare en anden side af sagen, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Vi har ikke andre at stole på herude, end os selv Draq.. Jeg ved ikke hvad din erfaring er med et land konstant i krig, med uro, drab, voldtægt og diktatur som eneste styre, men her har det været hverdag for mange af os i frygtelig mange år,” fortalte hun ærligt, også mest for at lade ham vide hvorfor hun var som hun var, også fordi at hun slet ikke ønskede at skændes med ham. Det iskolde vejr ville uden tvivl tage hendes liv, hvis hun blev her eller selv skulle komme videre, hvilket hun allerede var klar over, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende for den sags skyld. At komme op på hesten, gjorde det selvfølgelig en anelse nemmere, også selvom hun havde ondt som pokker! Hun nikkede. ”Det går,” svarede hun langt mere rolig. Hun kunne vel godt vise ham bare en anelse tillid for det som han faktisk gav hende ved at hjælpe hende som han gjorde? At han så kaldte andre til sig, var bestemt ikke noget som hun var meget for, og den tale som han gik over i, forstod hun på ingen måde! Selvom hun havde racen af elver i sig, så havde hun aldrig været oplært i kunsten at lære det sprog, selvom hun virkelig gerne ville. Tonerne var blide og de fyldte hende nærmest med en form for varme, som hun faktisk havde savnet. Selvom hun sad der og frøs, så sagde hun ikke noget til det. Hun trak vejret dybt, som hun tog mere omkring tæppet, som hun trak godt og tæt omkring sin egen krop. ”Hvad end det betød, så er det fint nok.. Du må.. gerne tage plads heroppe, hvis det behager dig..” endte hun sigende. Hesten var jo trods alt også hans, og det gik vel altid hurtigere på hesteryg end til fods? Desuden kendte hun skoven og sikkert også bedre end hvad han gjorde.

[Deleted]

Draq vidste ikke hvordan hendes liv havde været i Procias, men hvis hun havde stået som Grevinde, måtte det vel have været rimelig godt? Han kunne dog ikke huske hende fra den tid, selvom det sikkert havde været dengang han selv havde været fanget af mørkelverne, for der havde han jo været indespærret i flere år, hvor han til sidst havde formået at flygte. Han havde et meget barsk ydre, da hans krop bestod af frygtelig mange grimme ar, efter den tid og naturligvis efter sin tid i krig, men han var stadig en elver som alle andre, skønt hans tur i mørket måtte påvirke ham endnu, da det var noget man aldrig glemte, så var han stadig en god mand der respekterede andre og også hjalp, selv hvis det var fremmede som denne kvinde og det kunne måske gøre ham rimelig naiv, for denne kvinde kunne jo faktisk være den farlige og onde, men han havde oplevet en del igennem sit liv, som han havde set lidt af hvert, og han kunne næsten fornemme at denne kvinde ikke var ond, hun havde måske et mørke i sig som alle andre havde, men hun var ikke decideret styrret af det, som mange andre var, særligt fra Dvasias. Han sukkede let til hendes ord, da de skam gav mening, men alligevel måtte de irritere ham. ”Udmærket, men derfor har jeg ikke i sinde at gøre dig ondt, og siden du har boet i Procias, bør du kende til elvernes levevej og sti, du bærer trods alt selv den race i dig, svarede han roligt, hvor han hentydede til hendes elviske udseende, for det var jo mere end tydeligt! Og smuk var hun uden tvivl, hvilket han alligevel måtte give hende. Hun havde måske andre racer i sig, men derfor bar hun stadig de elviske træk og racens ynde, hvilket han altid godt havde kunnet lide. At hun havde det godt nok, da hun kom op på hesten, var han alligevel glad for, da han godt kunne se at hun var ilde tilredt og at hun var frygtelig såret, så det at komme af sted alene, det ville kun tage livet af hende. Han selv blev dog på jorden, da han ikke ville komme hende mere på tværs, end det han havde gjort nok i forvejen, for hun virkede ikke just til at kunne lide ham, selvom han kun gjorde alt dette for at hjælpe hende. ”Godt” svarede han roligt, som han blot trak hesten videre, hvor han kort sendte de andre folk hjem, så det kun var ham og Tiya tilbage. Han så ikke på hende, skønt han lyttede til hende. ”Jeg sendte dem hjem til Procias og fortalte at jeg førte dig til en kro,” fortalte han roligt, inden han stoppede op og vendte sig om mod hende. Hendes ord om at han gerne måtte stige op på hesten, fik ham til at smile muntert. ”Det vil ikke ligefrem behage mig, men det vil da uden tvivl gå hurtigere, og.. du fryser,” svarede han, hvor han startede morende ud, skønt han endte lettere bekymret. Han gik roligt om på hestens side, hvor han valgte at stige op på hesten, så han kom til at sidde bag hende. Tøjlerne tog han roligt fat i, hvor han kort måtte holde vejret, da han pludselig sad så … tæt på hende, og det kunne han ikke just prale af at han var vant til. Han rømmede sig kort. ”Hvilken sti er hurtigst?” spurgte han roligt, som han lod hende føre an, da hun trods alt kendte stedet og det gjorde han ikke.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna ønskede slet ikke at tænke på sit liv i Procias længere, da det ikke just var noget som hun følte nogen decideret stolthed i. Hun mindes kun den tid med svigt og et langt større mørke end hvad hun havde været fanget i til nu, og det var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre i den anden ende. Selvom hun måske ikke havde været særlig følsom af sig, så var hun det nu alligevel.. Hun var faktisk ked af det, hun var ensom, og hun havde ikke nogen at støtte sig op af, hvilket næsten var det værste af det hele. Hun havde brug for en som kunne få hende til at.. føle sig som en kvinde, og dem var der bare ikke nogen af omkring hende, hvilket næsten var hende det værste af det hele. ”Det er nu kun en fjerdedel af mig, men jo.. Det er nu en del af mig, som jeg ikke har tænkt meget over i årevis..” Det var noget af det som hun var stolt af fra hendes mors side, hvor det også var noget af det eneste som hun havde fra den kvinde som havde født hende et aflagt sted i Imandra for mange år siden. Hendes liv havde aldrig været nemt.. Slet ikke! Selvom hun var en kvinde, så var hun bestemt ikke særlig feminin af sig, da hun ikke var bange for at tage sin tjørn, hvor der desuden også skulle frygtelig meget til før hun måtte sige ’av’. Hun havde det fint nok, ud fra omstændighederne, hvor hun blot nikkede til hans ord, da han sendte de øvrige elvere hjem. Det elviske sprog have hun aldrig lært sig, selvom hun måtte erkende, at det var en yderst smuk tale.. Og det var noget som hun godt kunne lide. Et sted så var det næsten noget som automatisk fik hende til at føle sig.. hjemme et sted, og det var noget som hun uden tvivl godt kunne lide, for det følte hun slet ikke at hun gjorde nogen steder! Hun rynkede let på næsen. ”Det er nok første gang jeg har hørt elvisk tale med mine egne ører, må jeg erkende.. Det var.. smukt..” endte hun sigende, som hun vendte blikket mod ham. Hun valgte nu alligevel at lade ham komme op på hesten, for det var betydeligt hurtigere. Hun nikkede. Hun frøs faktisk en smule. ”Det er ikke varmt i Imandra, hvis det ikke allerede var gået op for dig..” At han tog pladsen bag hende, var slet ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun ellers bare måtte tage sig i, ikke at lægge sig ind til ham, selvom det var så dejlig fristende! At han selv fandt det ubekvemt, sagde hun ikke noget til, for det var tydeligt, sådan som han pludselig opførte sig! Hun hævede den ene hånd og pegede i retningen af en yderst lille og næsten usynlig sti i retningen mod venstre. ”Den vej.. Den vil føre dig af bagvejen ind i byen,” fortalte hun, inden hun igen førte hånden ind under tæppet. Hun var virkelig kold og hun havde utrolig ondt!

[Deleted]

Draq kunne godt fornemme at det gjorde ondt på Tiyanna at tale om hendes tid i Procias, hvilket han såmænd også havde forståelse for, så derfor lod han selve emnet ligge, da han ikke ville få noget ud af at diskutere det med hende alligevel, desuden ville han heller ikke have at hun skulle føle sig irriteret over ham, da hun ikke så ud til at bryde sig særlig meget om ham i forvejen, derfor ville han helst ikke gøre det værre. At hun så fortalte at hun var fjerdel elver, fik ham til at smile ganske let. Det var skam ikke svært at se, da hendes træk var efter elverne, hvilket han faktisk godt kunne lide ved hende. ”Du har mange smukke træk, og du ville uden tvivl være en af de smukkeste elvere, hvis du var fuldblods,” svarede han ærligt, hvor han tog sig i at stirre på hendes ansigtstræk, som han kort rømmede sig og så væk igen. En smuk kvinde var hun uden tvivl, hvor det næsten var en skam at hun ikke var fuldblods, men det var nu hvad det var, for hun var trods alt smuk af den grund, skønt hun ikke tilhørte elverracen men holy grails. ”Hvilke racer har du ellers i dig, hvis jeg må have lov til at spørge?” spurgte han roligt, uden at kunne skjule nysgerrigheden, skønt han dog ikke ville tage det tungt, hvis hun afviste hans spørgsmål, for han ønskede ikke at gøre hende mere vred eller få hende til at føle at han snagede, da det ikke var meningen. Han var dog nysgerrig på at vide hvilke racer der gemte sig i hende, for det var jo altid det spændende ved blandingsracerne. Nogle racer kunne man gætte sig til, såsom elveren i hende, da hun bar racens træk via udseendet, men det gjorde hun ikke umiddelbart de andre. At hun så roste elversproget, fik hans smil til at brede sig, ”Jeg kan da godt lære dig lidt, hvis du vil?” foreslog han roligt, som smilet kun bredte sig yderligere. Han ville ikke have noget imod at lære fra sig, da hun trods alt havde elver i sig og dermed gjorde hun også retten til at lære noget af sproget, hvor han var enig i at det var smukt. Han kluklo ganske kort. ”Det har jeg skam bidt mærke i. Alt andet er jo nærmest umuligt,” svarede han morende. Frygtelig koldt var det, hvilket han også godt kunne se på hende. Han valgte derfor at tage omkring sin kappe, da han var kommet op på hesten, hvor han lagde den mere omkring hende, så hun både sad med tæppet og kappen, plus han sad bag hende. Han greb derefter om tøjlerne til hesten, hvor han fik den til at gå i den retning hun pegede i. ”Hvor langt er der?” spurgte han roligt, da hun trods alt var kvæstet og havde brug for både hvile, varme og sikkert også noget mad og drikke, derfor ville det ikke gøre noget hvis det gik hurtigt, men tog det tid, måtte det jo tage den tid det tog, eftersom han heller ikke kunne få hesten til at løbe, da det kun ville gå ud over hendes kvæstelser, og han var ikke interesseret i at få hende til at få mere ondt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

I det store og hele, så var Tiyanna ikke særlig meget for at snakke om sit liv i Procias, for det havde ikke forholdt hende andet end intens smerte, som hun ikke ligefrem kunne gøre noget ved, og det var kun noget som gjorde det hele så meget værre end hvad det allerede måtte være i forvejen. Det var jo lige før hun ville vove at påstå at smerten som hun følte at det havde været mere smertefuldt for hende at have været i Procias, end den evige tortur som hun var kastet under her, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. At han så valgte at lade det ligge, var naturligvis en tanke som gjorde hende glad og ikke mindst tilfreds, for hun kunne faktisk godt lide at han tog hensyn til hende. At han vægtede fuldblods højt, forundrede hende ikke. I det tilfælde, var hun jo heller ikke ligefrem stolt af hvad hun var, for det at være af en blanding, var ikke noget at prale af, og hun vidste det godt. ”Jeg tænkte nok at du var typen som vægtede renracede højt..” endte hun ganske sigende. Det var ikke fordi at hun tog det tungt som sådan, for hun gjorde hvad hun kunne med de midler som hun nu havde, og hun havde jo faktisk utrolig mange med den blanding som han havde. At han så spurgte ind til det, tog hun ikke tungt på nogen måde. Tvært imod. ”Warlock, Necromancer og Nymfe,” svarede hun ærligt. Hun kunne sagtens spille sød og venlig, men hun kunne så sandelig godt være det modsatte også, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hvordan han så ville tage det, var jo så op til ham, men hun var ikke typen som direkte slog fra sig, uden at det skulle være hende nødvendigt. Det elviske var noget af det smukkeste som hun længe havde hørt, og selvfølgelig var hun ked af, at det ikke var noget som hun ville have nogen direkte mulighed for. ”Det er vel ikke nødvendigt, er det? Jeg går ikke ud fra at du bliver hængende,” påpegede hun med en ganske sigende mine, som hun roligt vendte blikket i retningen af ham endnu en gang, som han havde taget pladsen bag hende. Det var ikke fordi at det rørte hende som sådan at han sad der. Hun var ikke vant til at være i nærheden af mænd på den måde, også selvom det bestemt heller ikke var nyt eller fremmed hende, at de overhovedet forsøgte sig på hende, selvom hun nu ikke regnede med at det var noget som han ville gøre, udelukkende også på grund af hendes race og hendes blanding. At han lo, fik hende kun svagt til at smile. Imandra var virkelig iskoldt. ”Det er jo det.. Det er nok det eneste som jeg kan sige, at jeg faktisk savner i Procias.. Det er skovene og de varme sommertider,” endte hun dæmpet. At han så lagde sin kappe om hende lige så, sagde hun ikke noget til, hvor hun bare tog imod den, selvom det resulterede i, at hun endte med at sidde tættere på ham. ”En time på hesteryg i det her tempo,” endte hun lettere tænksomt.

[Deleted]

At tage hensyn til Tiyanna, var skam noget som Draq gjorde automatisk, da han trods alt var en procianer, og derfor kunne han ikke forstå at hun nærmest havde beskyldt ham for at være en barbar, der ville gøre hende ondt, for sådan var det jo slet ikke! Han var ikke nogen charlatan, da han var en god og anstændig mand, for nok han var hærfører for elverne, men derfor var han skam en som respekterede andre, foruden han havde svært ved det, ved mørkets racer, netop fordi de var som de var. Men Tiyanna forekom ham dog ikke ond, selvom hun ganske vidst havde været rimelig hård og vred til at starte med, men det virkede til at hun var faldet til ro, hvilket alligevel måtte glæde ham, men det var måske også fordi at det var gået op for hende, at han ikke gjorde hende ondt, men kun var ude på at hjælpe hende? For sådan var det jo trods alt. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg er trods alt højelver, så ja.. jeg vægter renracede højt, men det er ikke ensbetydende med at jeg ser ned på blandingsracer,” svarede han roligt. Han havde intet imod at nogle fandt sammen med andre racer, da kærlighed trods alt var kærlighed, men han gik alligevel ind for at man kom sammen med en fra sin egen race og dermed skabte fuldblods, for lige på det punkt, var han frygtelig gammeldags. At hun så fortalte sine bladningsracer, måtte gøre ham nysgerrig, hvor han trak på smilebåndet. ”Mørke og lyse racer? En spændende blanding, hvor den også lyder til at være stærk. Så du kan altså både magi, vække de døde til live, og hvis du skal være gravid skal du så bruge en sjæl? Plus du har elverens smidighed og adræthed.. jeg synes det er en rimelig fed blanding,” svarede han med et muntert smil, skønt det også gjorde ham nysgerrig, for så tit omgik han heller ikke blandingsracer, da han sjældent omgik sig nogen, for han tog sit job meget seriøst. Han strøg let tungen over sine læber, som han vædede, til hendes ord, hvor han kort skævede mod hende, inden han så frem igen. ”Jeg ved ikke hvor længe jeg bliver, men jeg vil helst være sikker på at du har det godt og er i gode hænder,” svarede han sandfærdigt. Han blev nok ikke i flere måneder, men han kunne godt blive nogle dage, hvis det krævede at han var sikker på at hun havde det godt og nok skulle klare sig, for han ønskede trods alt heller ikke at han gik og så ville hun dø. Det havde hun ikke fortjent. Som de kom til at sidde tættere, fordi han lagde sin kappe omkring hende, sagde han intet til, da de trods alt red på en hest og dermed var tvunget til at sidde tæt. ”Hvorfor tager du så ikke med mig til Procias? Du kan slå dig ned i en af byerne eller skoven, og leve præcis det liv som du vil. Du har trods alt vundet her,” foreslog han roligt, hvor han også var nysgerrig på hendes svar. Han nikkede roligt til hendes ord om at det ville tage en time på hesteryg i dette tempo, hvor det ville være svært at gøre det hurtigere, når hun var så skadet som hun var. ”Så det tager et stykke tid. Det kan være du vil have noget at spise? Jeg har lidt brød med, hvis det er,” spurgte han roligt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Umiddelbart så regnede Tiyanna slet ikke med at kunne finde en mand, da hendes blanding var nok til at holde de fleste på afstand. Det var de færreste som havde været i stand til at tackle hende, hvilket naturligvis gjorde hende en smule trist, for hun kunne jo slet ikke gøre for det! Hun vendte blikket roligt mod ham. At han var en højelver, så gik hun ikke ud fra, at han søgte efter andet end en højelver, for det lignede dem.. I hvert fald tilbage fra hendes tid i Procias om ikke andet, og hun vidste, at det var et sted som yderst sjældent opgav hvad de var vant til at have omkring sig. Svagt trak hun på skuldrene, også selvom hun ikke gjorde det største eller det vilde ved det af den grund. ”Det tænkte jeg nok,” afsluttede hun ganske sigende, som hun roligt vendte blikket frem for sig på hesten igen. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, men a den grund, så var det bestemt heller ikke meningen at hun skulle hænge på ham, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han så var fascineret af hendes blanding, forundrede hende, for det var som regel mere end rigeligt til at skræmme folk væk. At vække folk til live, havde hun muligheden for, men ikke noget som hun praktiserede, også selvom hun havde muligheden for det. ”Jeg kan hvis det er hvad jeg vil.. Og nymfen i mig er ikke så stærk, så jeg kan snildt blive gravid, uden det skal koste en sjæl… Bare sjovt, som ingen tør.. eller får lov for den sags skyld,” endte hun med en rolig stemme. Det var ikke fordi at hun så det spændende eller fascinerende i det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun rystede igen let og stille på hovedet. ”Du ønsker jeg skal være i sikkerhed og i gode hænder inden du søger videre? Så er Imandra ikke stedet, må jeg vel informere dig om..” endte hun ganske sigende, for det var jo ikke engang en løgn. Imandra var lovløst, der var ikke nogen til at opretholde noget som helst, så alle gjorde jo stort set hvad de ville – selv på kroerne, kunne og skulle man være heldig, hvis man i det hele taget ville være på et sted som det her. Hendes mine endte dog langt mere stiv idet han foreslog hende at tage med til Procias. Hvad pokker skulle hun da lave der? Desuden havde hun slet ikke lyst til at være i nærheden af Jason! ”Leve mit liv for hvilke penge, Draq? Jeg har ikke noget at lave der mere. Desuden er jeg slet ikke fristet til at være i nærheden af min eks.. Og jeg kender jo heller ikke nogen der,” endte hun med en mere bestemt tone. Et sted var hun nok.. bange for forandringen, også fordi at hun kendte til det hele her, og det var jo.. hendes hjem. Det ville desuden tage tid at komme til kroen herfra, så det kunne vel være at hun kunne tænke over det frem til da? Hun nikkede stille. Det var egentlig lang tid siden hun havde fået noget ordentligt i det hele taget! ”Jeg vil da ikke takke nej, hvis du kunne unde mig et stykke..” afsluttede hun dog.. taknemmeligt.

[Deleted]

Om Draq overhovedet ville finde en kvinde, anede han ikke, da han var frygtelig dårlig til følelser, fordi han gav sig alt for meget hen til sit job. Han var dog blevet trolovet en gang før af hans mor og det ville uden tvivl glæde hende at han fandt en ny kvinde, så han kunne føre sin familie videre, da han jo rent faktisk var den eneste tilbage, så det var ikke fordi han ikke ville føre den videre, men han havde svært ved at finde en kvinde som passede ind, hvor det nok burde blive en elver, så hans familie forblev renracet, dog så kunne man ikke forhindre kærligheden i at dukke op og det var jo før set at folk fra hver sin race fandt sammen og hvis det var ægte kærlighed, så burde man vel ikke stå imod? Han vidste dog ikke om han nogensinde ville finde en kvinde, men det måtte tiden vise. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. ”Jeg synes at du pludselig lyder helt fordomsfuld?” svarede han med et skævt smil. Han vidste godt at det måske var fordomsfuldt, men der var vel intet galt i at være fuldblods? Det var jo det ’rigtige’. Desuden så var Tiyanna også elver, eller hun havde den i sig og hun bar racens træk, så han havde skam intet imod hende, da hun tværtimod var en utrolig flot kvinde, og havde hun været fuldblods, havde hun uden tvivl været en af de smukkeste! Han var dog interesseret og nysgerrig i at vide mere omkring hendes blandingsracer, hvor han alligevel fandt det en smule imponerende at hun både havde lys og mørke i sig, hvilket normalt skabte en god og stærk kombination. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Nej det forundre mig ikke at mænd bliver skræmt væk af dig, det var jo lige før du gjorde det samme ved mig,” svarede han drillende, som han hentydede til hendes angribende personlighed til at starte med, hvor hun havde været tæt ved at hugge hovedet af ham – sådan havde det i hvert fald føltes. ”Men det er ingen skam i at vente med at være nogen tæt. Jeg selv har aldrig været en eneste kvinde tæt i mit liv,” fortalte han sandfærdigt, som han igen blev alvorlig. Han var frygtelig gammeldags ved det punkt og da han aldrig havde været gift, havde han aldrig været en kvinde tæt, så der havde hun endda større erfaring end ham. Men der var vel ingen skam i at spare sig til den rette? ”Ikke det rette sted? Jeg troede at Imandra havde fået ny konge, som ikke var en tyran? Så må landet vel være mere sikkert nu end hvad det var før?” spurgte han nysgerrigt. Hvis det var så farligt som hun beskrev det, måtte han hellere være sikker på at hun var helt i sikkerhed før han efterlod hende. Han endte med at trække på skuldrene. ”Du behøver heller ikke at flytte dertil. Du lyder bare som en der savner det, og du kan jo finde dig et job og leve af de tjente penge, som enhver anden? Ligesom du kan nå at lære nye folk at kende. Men.. det med eks’en forstår jeg dog godt,” svarede han roligt, som han fortsatte med at føre hesten frem i et stille og roligt tempo. Han valgte at stikke hånden ned i en taske, der hang ved siden af sadlen, hvor han greb fat omkring noget brød som han rakte hende. ”Værsgo. Spis du løs. Jeg har også vand, hvis det er nødvendigt,” svarede han roligt. Det gik jo ikke at hun sultede sig selv ihjel!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna regnede skam slet ikke med at finde nogen mand, da der kun havde været en i hendes liv, som havde formået at leve op til de forventninger og de krav som hun stillede sig – jo.. Den såkaldte ’slave’ som hun havde i en tid, havde også gjort det frygtelig godt, men selv Raphael havde været helt væk for hende igennem frygtelig lang tid, så hun gik næsten ud fra at han havde fundet det som var bedre.. Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til som sådan, for hun var efterhånden vant til den ekstremt hårde tilværelse herude.. Det var virkelig at kæmpe for sin egen overlevelse. Svagt måtte hun dog alligevel trække på smilebåndet. ”Det er ikke fordi at.. højelverne har det bedste ry for respekt af andre.. specielt blandingsracer,” påpegede hun ganske sigende. Det var skam ikke fordi at hun ville være fordomsfuld, for det ville virkelig være at være dobbeltmoralsk, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen som helst måde i det hele taget. At det var en skræmmende blanding, vidste hun godt, men hun havde faktisk forsøgt at bruge det i den gode sags tjeneste, stort set igennem hendes liv, udelukkende for at ære hendes mors minde. ”Jeg er kun skræmmende udenpå.. Det er dog de færreste som ønsker at finde ud af hvad jeg er indvendig,” endte hun med en sigende mine. Humor var hun ikke særlig god til, også fordi at alt herude var slemt.. frygtelig slemt. Hun trak tæppet en smule om sig, også selvom det var en handling gjort i forsigtighed. At han så aldrig nogensinde havde været nogen tætte, var noget som uden tvivl forundrede hende faktisk, for han var jo faktisk en flot mand, men.. hvis han var gammeldags, så var det ikke noget som kom bag på hende som sådan. Hun nikkede mod ham. ”Der er intet galt i at spare sig til den rette… Selv har jeg bare været tæt på min eksmand.. Så kender følelsen..” sagde hun roligt. Hun var faktisk temmelig imponeret af det i længden, også fordi at han var en flot mand, men hvis han havde en stor og vigtig plads i elvernes samfund, så var det heller ikke underligt, at han ventede på den rette. Hun sukkede tungt. Det var lang tid siden hun havde set Procias i det hele taget, og hun måtte erkende, at hun faktisk savnede det, men om det var det rette, vidste hun ikke. Hun kendte ikke nogen, og det var stort set umuligt at starte et nyt sted, uden mulighed eller midlerne til det. ”Folk har endnu ikke stillet sig tilfreds med tingene som de er,” endte hun ganske sigende. Der var jo trods alt en grund til at de først havde set hende i kælderen nu! ”Jeg kan ikke bare tage dertil uden midler eller noget som helst Draq.. Ja, jeg savner det.. Jeg savner det grønne og det frodige, men jeg kan ikke bare tage dertil.. Min eks vil være omkring.. Og det vil jeg ikke.” Jason havde været den eneste mand hun havde været i nærheden af følelsesmæssigt og intimt, og selvfølgelig var det noget som efterlod mærker for livet. Brødet som han skænkede hende, tog hun glædeligt imod, hvor hun hurtigt fik det i munden. ”Det er længe siden jeg har smagt det elviske..” endte hun med et svagt smil. Selv det smagte jo næsten godt!

[Deleted]

At Tiyanna pludselig lød helt fordomsfuld, kom et sted bag på Draq, og så alligevel ikke, da hun også havde dømt ham, før hun overhovedet havde kendt ham, hvor hun nærmest havde dømt procianerne til at være onde og selvom det ikke var alle der havde rent mel i posen i Procias, så var elverne altså kendt for at være et respektabelt og godt samfund, som først og fremmest hjalp dem selv, men de var ikke falske eller onde, og det burde hun også vide, når hun havde boet i landet. Hun virkede dog til at være faldet langt mere til ro nu og det glædede ham skam, da det ikke just var sjovt at blive angrebet hele tiden verbalt. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Det er sandt, men jeg er ikke just som de andre elver, hvilket du burde kunne se på mit utraditionelle udseende. Desuden så kræver mit job at jeg samarbejder med andre væsner, så det er fordomme jeg er vokset op uden,” fortalte han sandfærdigt, som han sendte hende et smil, skønt hun nok ikke ville kunne se det, da hun sad foran ham og så frem. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. Hun var lige så dårlig til humor som han selv var, hvilket han faktisk godt kunne lide, ligesom det et sted også måtte more ham. ”Hvis du giver folk chancen for at lære dig at kende, er jeg sikker på at mange vil. Jeg vil ikke have noget imod det,” svarede han roligt, hvor det sidste blev udtalt med ærlighed i stemmen, da han trods alt ikke fandt hende så slem igen, nu hvor hun var faldet til ro. Hun havde tydeligvis en mur oppe, hvilket var en man skulle bryde igennem før man kom ind til hende og det kunne han forestille sig var slemt. Han kunne dog godt lide hende, da hun ikke virkede så slem igen. At hun så var overrasket over at han ikke havde været en kvinde tæt, forundrede ham ikke, da det kom bag på mange. Flot var han måske, men udseendet var ikke altid alt, desuden var det også lidt hans egen skyld. ”Tja.. jeg må erkende at det er mit job, der gør at jeg aldrig har været en tæt, ser du, jeg har været trolovet for mange år siden, men hun døde før vi nåede at blive gift, fordi jeg altid har givet mig hundredprocent til jobbet,” fortalte han med et svagt skuldertræk. Det virkede til at hun kunne forstå sig på det, da hun også var en kvinde der tog sit arbejde seriøst, for hun havde trods alt været leder for nogle oprører og det krævede jo trods alt sit. ”Jamen så må jeg hellere blive hos dig, til du er i sikkerhed,” svarede han med et skævt smil. Når hun var rolig som hun var nu, havde han intet imod hendes selskab, da hun var til at tale med og det var kun rart, plus hun heller ikke var så slem igen. ”Det er skam også dit eget valg Tiyanna. Hvis du ikke vil, skal du bestemt heller ikke. Dette er trods alt dit hjem, så det er kun klart hvis du vil blive her,” svarede han roligt, inden han fik fisket noget brød op til hende. Skævt blev smilet på hans læber til hendes ord. ”Jamen jeg håber at du kan lide det, tror også jeg har et æble et sted dernede, hvis det kunne friste på et tidspunkt,” svarede han roligt, som han vendte blikket mod hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var efterhånden ved at være utrolig vant til at passe på sig selv. Det var egentlig ikke fordi at hun var det mindste interesseret i at fremstå som fordomsfuld, for det ønskede hun ikke. Hun vidste skam godt, at blandingsracer og varyler kunne være mindst lige så godt – hvis ikke bedre end en renracet. Hun vidste bare og var kendt med det ry og rygte som højelverne gik med – om ikke andet, så det rygte som de havde dengang hun havde været i Procias. Hun nikkede mod ham og med et svagt smil, også selvom det sikkert ikke var synderlig synligt for ham, da han jo trods alt sad bag ved hende. Det var jo noget som i det store og hele, faktisk passede hende ganske fint, at det var sådan at det forholdt sig, for det var også en tryghed for hende. Hun ville jo nødigt ende udsat for alt muligt, på grund af den race som hun var en del af. ”Jeg må erkende at du slet ikke minder mig om hvad det vil indebære at være typisk elvisk.. Men hvis dit arbejde pålægger dig det, så forstår jeg da bedre.. Jeg er bare vant til, at langt de fleste vender ryggen til mig, så snart de finder ud af hvad jeg er..” påpegede hun ganske sigende. Det var egentlig heller ikke fordi at det var noget som hun tog særlig tungt mere, for hun var efterhånden ved at være ganske vant til det, så det var ikke fordi at det var noget som var værre end det. Øjnene lukkede hun for et kort øjeblik. Hun var træt, og hun ønskede egentlig bare at komme ned at ligge lidt, så hun kunne slappe ordentligt af. ”Jeg tvivler på at du har tiden til at lære mig at kende.. Du har vel dit arbejde at tage dig af i Procias..?” Hun var ikke særlig god til alt det med sociale interaktioner og alt det der, også fordi at hun var blevet for vant til at blive ladt alene eller skuffet, og det var slet ikke noget som hun ønskede at genopleve en gang mere. Det forundrede hende dog alligevel at han ikke havde været i nærheden af et kvindeligt skød, selvom det kun indikerede hvor gammeldags han egentlig var – hvilket jo faktisk var noget som hun havde den største forståelse for og ikke mindst respekten med. ”Kondolerer med dit tab, Draq..” endte hun med en ganske sigende mine, også fordi at hun jo faktisk mente det. Døden havde nu alligevel været en del af hendes liv siden hun var hjemvendt til Imandra igen. ”Du behøver altså heller ikke at blive værende.. Du har allerede gjort for meget for mig..” endte hun med en sigende mine, som hun ellers også bare blev siddende. Hun følte slet ikke for at tage til Procias.. Det var ikke hendes hjem mere, også selvom hun måtte erkende, at hun savnede de store og frodige skove i sommerens lune.. Det var alt for mange år siden at hun havde oplevet det sidst. ”Mit hjem er her nu.. Selvom jeg naturligvis savner hvad jeg havde der, i forhold til hvad jeg har her.. Det er ikke mange som vil forstå at jeg byttede livet ud som adelig for det her,” forklarede hun ganske sigende, som hun tog endnu en bid af brødet. Det var virkelig fantastisk at få noget i maven igen! ”Du gør alt for meget for mig..” fastholdt hun dog.. taknemmeligt.