Post by Tiyanna Direshade Acheron on Mar 7, 2013 9:24:51 GMT 1
Selve den ting at hun ikke måtte stå i gæld til ham, var naturligvis noget som irriterede Tiyanna, for det var den skikke som var her, og det var noget som han afholdt hende fra, selvom hun denne gang undlod at kommentere det, for det var jo tydeligt, at de slet ikke kunne blive enige om noget som helst, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hendes vedkommende. Hun var ked af det, og ikke mindst ensom, men hun kunne jo bare ikke gøre det mindste ved det nu. Hendes søn var så indebrændt på hende, og hun vidste at knægten havde mange ture til Procias for at være sammen med ham – til tider gik der utrolig lang tid fra han tog af sted til han kom hjem, at hun frygtede for den dag, hvor han slet ikke ville komme hjem igen. ”Så vred som han er på mig, så går jeg ikke ud fra at han på et tidspunkt kommer hjem igen. Jeg gjorde hvad jeg fandt bedst.. Manden var svinsk overfor mig, og derfor ville jeg ikke have at han skulle have noget med knægten at gøre, for han skulle ikke ende lige så dan,” påpegede hun sigende. Hvorvidt om han var enig eller ej, var noget som hun stort set kunne være ligeglad med det, for hun havde gjort det hele med en god mening. Nu hvor de var ved at nærme sig byen, så blev hun også en anelse mere anspændt, for hun havde ikke været der igennem forbandet mange år, også fordi at hun havde været så bandlyst som noget overhovedet kunne være, og med den pris som havde været på hendes hoved før i tiden, så var det bestemt heller ikke noget som altid gjorde det meget bedre. Hun havde til tider overvejet at søge til Procias, fordi at hendes.. familie jo stort set var der efterhånden, for hun vidste udmærket godt, at det slet ikke ville være et sted hvor hun ville blive budt velkommen, og specielt ikke med den fortid som hun havde i Imandra. Procianere var blevet et utrolig lukket folk som ikke lukkede andre ind, og det var så selvfølgelig noget som kraftigt skulle gå ud over folk som hende som muligvis ville ønske en chance, men som aldrig nogensinde ville være i stand til at få den, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, uanset hvad hun gjorde. Det var en tanke som uden tvivl, gjorde hende forbandet frustreret, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Præcis. Tror du så at de vil lukke en som mig ind, byde mig velkommen, selv på trods af den yderst korte tid som jeg tilbragte der for mange år siden? Ingen udefra vil blive accepteret, Draq.. Så selv jeg er nødt til at blive her.. Jeg har ikke andre steder at søge hen, og her ved jeg ikke engang hvad jeg skal give mig til mere..” Yderst svagt trak hun på skuldrene, som de endelig nåede bygrænsen, og husene begyndte at vise sig. Selve Imandra var ikke meget at prale af, hvilket hun udmærket godt vidste, men det havde mulighederne om ikke andet. ”Til venstre.. Kroen skulle ligge nede på hjørnet,” afsluttede hun sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
