On a new path?

[Deleted]

Mørket var ved at have lagt sig over Imandra, hvor den kolde vinterluft, var bidende i disse tider, som vinden var kraftig denne aften. Sneen lå henover jorden som et fint hvidt tæppe, hvilket gjorde det lettere at se i mørket, og det gjorde det lettere at jagte sit bytte eller de fjender, som man havde drevet på flugt. Draq havde været under rejse i omkring en uge. Han havde taget af sted om natten fra Procias skove, hvor han havde reddet til Manjarno og skygget de mørkelvere som havde forsøgt at lægge sig ud med de belejringer som de havde haft i landet, og de var kommet tæt på Procias og muren. Mørkelverne havde dog været usædvanlig få, og da de havde angrebet lejren, havde Draq og de fire andre hjulpet til, hvor de havde drevet mørkelverne på flugt. Nogle af dem havde de fanget og det var blevet fortalt at de blot havde ønsket at tage hævn mod elverne, hvor der ingen dybere mening lå bag. Tid havde han dog ikke haft til at give Thranduil besked, eftersom han endnu var på jagt efter de sidste, og de havde flygtet hele vejen til Imandra. Vinteren i dette land var noget køligere, selvom han havde sin varme mørkebrune kappe på og uldtøj indenunder. Han førte roligt den sorte hingst i trav, som de fortsatte ind i Imandras skove, hvor mørkelverne var flygtet ind. Han kendte ikke disse skove, da det var sjælden at han var så langt hjemmefra, men han var stadig god til at bevæge sig i skovområderne, om han så kendte dem eller ej. Der var ufattelig stille, alt for stille efter hans mening, og de havde mistet synet af mørkelverne, selvom sporet efter dem var helt frisk, og han havde på fornemmelsen at han var tæt på, eller det kunne han jo kun håbe på. Koldt var det, de havde knap nok fået noget søvn igennem den sidste uge, så de var alle fem trætte. Han red hesten i et roligt tempo, hvor han kort så sig tilbage mod de andre elvere, som var med ham, hvor de ikke gik lige bag ham, men var lidt forskudte, så de kunne dække et større område. Han var glad for at han havde fået disse fire mænd med sig, eftersom det havde været langt mere risikofyldt hvis han havde taget af sted helt alene, hvor det også meget vel kunne være endt galt. Dem fra lejren, var blevet der, så de kunne fortsætte, han havde tilmed bedt dem om at søge hjem, men nogle var fast besluttet på at blive. De smaragdgrønne øjne søgte roligt frem for sig igen. Han bar nogle rustningeskinner på armene og benene, som beskyttelse, ligesom han bar en brystplade og en hjælp, der dækkede det øverste af hans hoved, så alt under næsten var fri. Elvernes rustninger var ikke nær så overbeskyttende som menneskenes var, hvor de også var lavet af et stærkt men let materiale, så de var lette at bære rundt på. Han så kort op i luften, hvor han valgte at komme med en dyrelyd, som var den måde han kommunikerede med de andre på, hvor de også gav lydt tilbage – ingen havde set dem. Han brød sig dog ikke om den stilhed som havde lagt sig her.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Selv på trods af den stilhed som havde lagt sig i skoven, så var det ikke ensbetydet med at det gik stille og roligt for sig, for det gjorde det på ingen måde! Tiyanna havde netop forladt slottet i Imandra, kun for at søge ned mod skoven endnu en gang, for at komme hjem. Soldaterne havde fundet hende i kælderen efter Inkarnos hærgen, så hun lignede mildest talt noget som var løgn, også selvom det bestemt heller ikke var første gang hun gjorde det. Hun havde fået sig en hest, som kunne føre hende hjem, hvilket passede hende fint, selvom hun adskillige gange, var ved at falde af den, for hun var virkelig træt og hun var i den grad også ved at være udmattet, selvom hun gjorde hvad hun kunne for at holde sig i skindet! Hun kunne ikke tillade sig at falde om lige nu! Hesten gik med rolige skridt, som hun selv havde sanserne på stilk, for selv ikke hun turde gøre sig nogle forhåbninger om noget som helst! Hun kendte skoven godt nok til at vide at roen ikke altid behøvede at være en positiv ting, som den her skov bestemt ikke var eller kunne betegnes som enhver anden skov som man kendte rundt omkring.
Tiyanna endte mere og mere lænet ud over hesten, jo længere ind i skoven hun kom. Lydene af dyr var noget som hurtigt fangede hendes opmærksomhed, hvor hun hævede blikket fast og så sig omkring, også selvom hun absolut intet kunne se. Om hun blev skygget eller hvad det var, vidste hun faktisk ikke, men det var ikke en lyd som man normalt hørte heromkring! Der fandtes stort set ingen dyr i skoven mere, og dem der var der, afgav frygtelig sjældent lyd! Og nu hvor hun havde boet her i frygtelig mange år, så var det bestemt ikke en lyd som hun nogensinde havde hørt før! Med andre ord, så var der nogen omkring hende, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, for hun var slet ikke i stand til at forsvare sig, sådan som hun havde det! ”Der.. der er nogen her..” endte hun dæmpet. Selvom hesten fortsatte upåvirket af hvad der skete omkring hende, så kunne hun slet ikke finde den samme ro som hun havde været i bare for et øjeblik siden, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Det tog ikke lang tid, før hun faktisk endte med at ryge af hesten og lande på jorden med et kraftigt bump. Det skar frygtelig ind i hendes ribben, hvor de næsten føles som var de brækket, og det var bestemt heller ikke en fornemmelse som hun brød sig om på nogen måde! Tænderne bed hun kraftigt sammen, som hun forsøgte at kæmpe sig op. Hesten havde taget snittet og var løbet videre i forskrækkelse over at hun var røget af, hvilket helt klart ikke var en tanke som gjorde det bedre for hende! ”E-elendige kræ..” mumlede hun tvært for sig selv.

[Deleted]

Frygtelig stille var det i skoven, hvor det lød til at være alt for stille, noget som Draq ikke brød sig det mindste om. Det betød typisk et dårligt varsel, og han frygtede at de gik i et baghold, for de vidste jo faktisk ikke om der var andet her, andet og mere farligt end hvad disse mørkelvere kunne præstere, for det havde ikke engang været specielt gode kæmpere. Det havde også været mænd og den race var en kvindedomineret race, så han tvivlede på at de havde fået tilladelse, han kunne mere tro at det bare var nogen der var ude på deres eget hævntogt, derfor havde der ikke været en større mening foruden at udrydde alle elvere. De stod også uden en leder, så han kunne forestille sig at der var en mindre krig om stillingen, desuden uden en leder kunne de gøre hvad de ville og nogle havde så valgt at gå imod elverne, noget som han selv ikke tolererede. Han førte sin sorte hingst Daechîr i et roligt tempo, hvor den måtte vrinske ganske let. Han red for en gangs skyld med saddel, da det så var lettere at holde sig fast hvis man skulle kæmpe samtidig, ligesom han også havde provianter og ting til at overleve med bagpå, hvor noget var i de tasker som han havde lagt over hestens ryg. Hans sværd hvilede ved hans side, buen tværs over hans ryg, ligesom han havde både et pilekogger bag ryggen, men også et spændt fast på hver side af sadlen foran hans ben, så han ikke løb tør for pile, pile som han selv havde smedet og lavet, hvor de havde forskellige effekter alt efter hvordan de ramte, og han ramte sjældent forkert.
Draq endte med at hive i tøjlerne og stoppe den sorte hingst, som prustede ganske let, hvor han holdt den ene hånd oppe, som tegn til at de andre skulle være stille. Han lyttede. Han hørte et bump, og derefter noget som løb, enten noget tungt eller også flere fødder. Han endte med at pifte, da han satte i galop, så hesten spurtede igennem skoven, mellem alle træer, sprang over nogle af de væltede stammer, som han satte kursen imod lyden. Det tog ham ikke længe, før han nåede op til … en kvinde. Forvirret så han sig omkring, for.. det var jo ikke mørkelverne! Hans smaragdgrønne øjne faldt på kvinden, som så ud til at være skadet, hvor hun sad i den kolde sne. De andre fire elvermænd kom hurtigt op til ham, hvor han roligt steg ned fra hesten. ”Undersøg området,” kommanderede han blot, som han gik hen til kvinden, inden han knælede ved hende. ”Er De okay frøken?” spurgte han roligt, som han valgte at studere hende fra top til tå. Hun så frygtelig ilde tilredt ud og ikke mindst lignede hun en som frøs, men det forundrede ham ikke her i denne kulde. ”Har De set nogen mørkelvere komme forbi her?” spurgte han derefter, for han var nød til at være på den sikre side. Hvem hun var, anede han ikke, men han kunne ane de elviske træk, selvom.. der var noget anderledes over hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Selv på trods af sit oldgamle liv som grevinde i Procias, så var det en stilling som Tiyanna havde efterladt for frygtelig mange år siden, også selvom hun havde opgivet sit liv i luksus for at leve i et telt på en feltseng midt ude i skoven for at lede oprørerne mod den gamle konge af landet her. Ja, hvad hun nu skulle stille op, for nu var Inkarno væk, og.. det var det som havde været hendes livsmission, så hun regnede faktisk med at stort set alle var taget fra landsbyen som de færreste kendte til inde i skoven. Stilheden som lå her, var efterhånden af typen som hun kendte, og en som hun faktisk var komfortabel med, for normalt ved lyd, så indikerede det kun noget slemt – sådan var det herude om ikke andet, og det var trods alt også det som hun var vant til! At ryge af hesten, var bestemt ikke noget som hun havde regnet med, hvor hun røg hårdt ned på den kolde jord og gav sig til at rode i sneen, for at komme op igen, også selvom det tilsyneladende slet ikke ville det som hun ville, og det var noget som faktisk gjorde hende tydeligt og voldsomt irriteret! Tænderne bed hun kraftigt sammen, som hun hørte et kraftigt pift – med andre ord, så var der nogen! Igen gjorde hun et forsøg på at rejse sig, selvom det var noget som hun hurtigt måtte opgive, som synet af de kutteklædte mænd måtte dukke op ikke så frygtelig langt bag hende. Hun stirrede i retningen af dem. Ukendte var de for hende, så hun kunne hurtigt konkludere, at de helt klart ikke var herude fra! At den ene kom mod hende, gjorde hende helt fast i minen, som hun nærmest antog den samme rolle som hun altid havde haft; En leder. En leder for oprørerne som holdt til herude, også selvom hun slet ikke vidste hvor mange hun nu havde at skulle tage kontrollen og magten over, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden måde.
At den ene kom hende i møde og endda valgte at snakke til hende, fik kun Tiyanna til at stirre direkte mod ham endnu en gang. Næverne knyttede hun ganske fast. ”Mørkelvere holder slet ikke til her,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme. Hun havde det bestemt ikke godt, og det var vel også noget som han kunne se? Hun følte i det store og hele slet ikke at hun havde det særlig godt. Hun skulle tilses og det vidste hun godt, også selvom det ikke just var noget som Imandra kunne prale af, og det havde det aldrig været. Den lange tortur i kældrene på slottet, havde helt klart også gjort sit for hendes del, for hun havde ikke set andet end mørke og smerte i det som efterhånden måtte være igennem frygtelig, frygtelig lang tid. År måtte de jo næsten snakke om? Hvor hun jo faktisk kun følte sig heldig over at have overlevet det, for hun kendte Inkarno godt nok til at vide, at han bestemt heller ikke lod alt og alle gå!

[Deleted]

At der endelig var noget som gav lyd fra sig, var noget som måtte give Draq sejrssmagen, for han havde troet at det var mørkeleverne, som han havde hørt, men hurtigt havde han fundet ud af, at det ikke var tilfældet. Det var en enlig og forslået kvinde, som lå alene i jorden, hvilket kom frygtelig meget bag på ham, for det havde han da slet ikke regnet med! Han valgte roligt at hoppe ned fra hesten, imens de andre måtte gennemsøge området. Hans egne smaragdgrønne øjne faldt let mod hestesporene i sneen, hvor han kunne regne ud at hun var faldet af – men hvorfor anede han så ikke. Det kunne være at hun havde set mørkelverne snige sig forbi, selvom hun så rimelig meget omtumlet ud, så han var ikke helt sikker. Som han gik hen til hende trak han roligt hætten ned og afslørede sine elviske træk, skønt han alligevel var atypisk elver, fordi han ikke havde noget langt hår og tilmed havde skægvækst, skønt det dog aldrig blev særlig langt. Han knælede roligt ved hendes side. Han sendte hende et venligt smil, så hun vidste at han ikke var fjende, da han godt kunne se at hun blev rimelig stiv i minen. ”Vi har sendt dem på flugt helt fra Manjarno af, derfor er de her,” fortalte han roligt, som han kort lod hovedet søge let på sned, som han betragtede hendes ansigt. Hun lignede en elver, da hun bar trækkene, men alligevel kunne han fornemme noget der var anerledes ved hende. ”Mit navn er Draq. Draq Taegaryën, jeg er hærfører for elverne i Procias’ skove. Og hvem er så De, frøken?” spurgte han roligt og holdt den venlige og høflige tone, så hun vidste at han ikke var ude på noget som helst. Han kunne godt se at hun var forslået og havde det skidt, men hvad der var sket anede han jo så ikke, selvom han ikke gad spørge om det, som det første, da han var langt mere interesseret i at vide hvem hun var. Hendes svar angående mørkelverne, gjorde det dog tydeligt at hun ikke havde set dem, derfor måtte han også kort se op, for at følge sine fire andre kammerater med blikket, hvor de alle fire søgte i hver sin retning og ledte efter mørkelverne, samt at de sikrede sig at området var sikkert, for man kunne jo aldrig vide i disse ukendte skove. De smaragdgrønne øjne søgte roligt tilbage til kvindens skikkelse, hvor han igen sendte hende et smil. Smuk var hun, hvis man da så bort fra de mange skader som prægede hendes ansigt og krop, hvilket et sted måtte gøre ham bekymret. Om hun rent faktisk var farlig, anede han ikke, derfor var han også påpasselig med hende, selvom han ikke ville dømme hende på forhånd. Han kunne dog tro at hun nok var vant til disse skove og siden hun havde givet ham det kortfattede svar angående mørkelverne, for selvom det ikke var et langt svar, så viste det alligevel at hun vidste hvad der foregik på disse egne, og derfor kunne hun måske også hjælpe med at finde dem? Det var måske også for meget at forlange, når hun så ud til at have det dårligt, så det kunne godt være at han skulle tage hende med sig, så hun klarede sig.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Under normale omstændigheder, så var Tiyanna ikke den som fremmede ville ønske at støde på, for hun var bestemt ikke bange for at slå fra sig, hvis det skulle blive nødvendigt, også selvom hun kunne se, at det ville være ufattelig dumt at gøre i denne situation, sådan som hun havde det. Han var en frisk mand – elver af hvad hun kunne se, så han måtte jo næsten være fra Procias. Han var forbandet langt væk hjemmefra i så fald, det måtte hun da erkende! Hun trak vejret dybt, som hun ellers blev siddende i den kolde sne. Hun var træt, hun ønskede bare at komme tilbage til den landsby som lå dybt inde i skoven, blive tilset og så bare få noget søvn, også selvom at hun nu vidste at hun ikke var alene i skoven, og byen var bestemt ikke noget som hun ønskede at vise ham frem til! Hun vidste jo slet ikke hvad han ville være ude på, eller noget som helst, så hun tog bestemt heller ikke chancen, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. At de havde sendt en flok mørkelvere på flugt, og at de så måtte befinde sig i skoven her, var noget som fik hende til at knibe øjnene let sammen. ”Mørkelvere burde slet ikke være her, og det burde I til gengæld heller ikke. I er langt hjemmefra,” påpegede hun. Selvom han måske var meget atypisk en elver, så var hun slet ikke i tvivl om at det måtte være hvad han var, og det var noget som i sig selv, ikke gjorde hende det mindste, men så kunne det også være, at hun ikke behøvede at være decideret på vagt, som hun var lige nu. Uanset hvad, så var det ikke hans hjælp hun ønskede sig, da hun heller ikke kendte ham, så hun vidste jo heller ikke hvad han kunne finde på, dersom det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt.
Skovene her kendte Tiyanna som sin egen bukselomme, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde lagt det mindste skjul på i den anden ende. Tænderne bed hun en anelse sammen, som hun så ned af sig. Selv fandt hun det bedste bare at blive siddende, for hun ville ikke komme op uanset hvad hun ville gøre eller hvad hun gjorde af den grund. At han præsenterede sig som en elver og hærfører af de elviske tropper af Procias, fik hende kun til at vende de mørke øjne op mod hans skikkelse endnu en gang. ”Du er meget atypisk af en elver at være, Draq,” påpegede hun med en sigende mine. Hvorvidt om hun endnu var husket i sin tid i Procias, selvom det var ved at være rigtig mange år siden, vidste hun ikke, men nu hvor han havde præsenteret sig, så måtte hun jo næsten gøre det samme? ”Tiyanna Lúthien Direshade,” præsenterede hun sig, hvor mellemnavnet, vel også indikerede hendes rødder i Procias og hos elverne? Hvoraf hendes efternavn var navnet som selv tilhørte den forhenværende konge af Imandra; Inkarno.

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, og hvad hun havde af betydning, anede Draq virkelig ikke, da han aldrig havde set hende før. Han anede ikke hvad hun lavede herude i skoven helt alene, men af hvad han vidste, så var disse skove ikke nær så trygge og sikre som dem hjemme i Procias. Han havde dog ikke været i Imandra særlig mange gange, så han kendte slet ikke stedet. Om kvinden var flygtet fra noget, kunne det tyde til, da hun var fyldt med ar og mærker, hvor hun lignede noget som katten var slæbt med ind. Hvordan hun var kommet hertil, vidste han heller ikke helt præcist, men han havde hørt noget løbe og da han kunne se spor efter hove i sneen, så måtte han næsten gå ud fra at hun af en eller anden årsag var røget af hesten, hvor hun nu sad og lignede en som frøs. Et sted havde han håbet på at hun havde set mørkelverne, men de var alligevel blevet jagtet langt væk hjemmefra, så han ville ikke have noget imod at lade dem gå, da han tvivlede på at de ville komme tilbage foreløbig, skønt han klart ville have foretrukket at de havde fundet dem, men denne kvinde, så ud til at hun godt kunne bruge en hjælpende hånd og nu hvor hun ingen hest havde, så kunne kulden og natten hurtigt gøre det af med hende. Han trak let på skuldrene til hendes ord. ”Til tider kræver visse sager at man må søge væk hjemme fra,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog de grønne øjne væk fra hendes egne mørke. En smuk kvinde var hun, selvom han ikke forstod hvad hun lavede herude helt alene, men måske han ville finde ud af det før eller siden? At hun så kaldte ham for en atypisk elver tog han sig ikke af, da han godt vidste at han ikke bar de lange lokker og det normale udseende for en elver i Procias, men hans eget udseende var et symbol for ham selv, og han havde aldrig rigtig gået op i andres meninger omkring hans udseende. ”Det kommer an på hvilke øjne der ser. Men mit job kræver også lidt mere end hvad en normal elver foretager sig,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. At hun så valgte at præsentere sig kort efter, var noget som fik hans smil til at brede sig, hvor han roligt nikkede. Hendes navn sagde ham intet, selvom han kunne se visse træk i hende, som han selv havde, skønt han alligevel kunne mærke at hun ikke var elver som ham selv. ”Hvad laver du herude helt alene Tiyanna? Du ser mig noget ilde tilredt ud,” svarede han med en smule bekymring i stemmen, som han rynkede brynene. Han rejste sig roligt, som han gik tilbage til sin hest, inden han fik løsnet et tæppet som han gik tilbage og slog omkring hende, så hun havde lidt mere at varme sig ved. ”Hvor skal du hen? Så kan vi føre dig, uden at der vil ske dig noget,” fortsatte han i en venlig tone. Han var skam ikke ude på at skade nogen, eller at gøre nogen ondt, de eneste han ville have fingre i var mørkelverne, som selv havde lagt sig ud med dem i udgangspunktet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvad disse mænd var ude på, havde Tiyanna ikke nogen anelse om, men selv hun måtte erkende, at tanken ikke just gjorde hende rolig, for hun stolede ikke på nogen efterhånden. Efter hendes brud med Jason for frygtelig mange år siden, havde hendes søn været hendes eneste mening med livet. Nu havde hun stået som en leder for en stor flok oprørere mod den store konge, og nu hvor han var væk, så.. kunne hun ikke se nogen direkte mening med livet mere, andet end bare at trække sig, og så finde ud af hvad hun nu skulle give sig til. De mørke øjne hvilede stift på manden foran hende, hvor hun blev siddende på den iskolde jord. Hesten var stukket af, hvilket nu heller ikke ligefrem forundrede hende, for der skulle som regel ikke meget til for at skræmme dyrene heromkring – dem som havde valgt at blive om ikke andet, for mange af dyrene havde valgt at søge væk, allerede for utrolig lang tid siden. Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for det var altid til at høre, om der var noget i skoven som ikke skulle være der, eller ikke. Næverne knyttede hun svagt. ”Er der nogen grund til at søge efter mørkelvere på den anden side af Procias og Dvasias? Landet her har været offer for nok krig, blod og slag,” endte hun ganske kortfattet. Hun havde selv sørget og stået bag mange af dem, men hvis det havde været med til at landet atter en gang kunne stå relativt frit, så var det noget som passede hende fint! Han var en atypisk elver, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde hende det mindste, for det gjorde det virkelig ikke. Svagt betragtede hun ham med en kort tænkende mine. ”Som hærfører kan jeg faktisk godt følge dig..” Det var sjældent hun opgav en diskussion, når hun havde den oplagte mulighed til at gå i den, men hun var træt og for udmattet lige nu. At han hentede et tæppe, kun for at lægge det om hende, fik hende til at stirre på ham, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var vant til den form for omsorg – slet ikke! Hun tog dog imod det og trak det godt om sig. ”Jeg var på vej hjem, efter de endelig fandt mig på slottet,” svarede hun kort for hovedet. Det var ikke ligefrem første gang hun tilbragte tid deroppe, men denne gang havde det virkelig været kritisk, for det kunne gå galt så utrolig hurtigt, og det var slet ikke noget som hun var interesseret i! Hun trak vejret dybt, som hun endte med at stirre på ham i vantro, da han tilbød at følge hende på vej, for der var ikke nogen som skulle finde ud af hvor den landsby lå ude i skoven! Slet ikke! Det var jo ikke til at vide, hvorvidt om det hele i det hele taget var trygt endnu derude! Hun rystede på hovedet, som hun endnu en gang gjorde et forsøg på at rejse sig, også selvom det stak voldsomt i hendes side. Uden tvivl et bøjet eller brækket ribben, for det gjorde forbandet ondt! ”T-tak men nej tak.” Hun opgav igen og røg direkte ned at sidde i den kolde sne. ”… Jeg skal nok selv komme hjem..” mumlede hun tvært – hun var på ingen måder tilfreds!

[Deleted]

Egentlig havde de ikke behøvet at jagte mørkelverne helt til Imandra, men Draq brød sig ikke om at have løse ender, eftersom de så bare ville planlægge en værre hævn og det var han da slet ikke interesseret i! Det var dog underligt at det havde været de mandlige mørkelver, eftersom den race var kvindedomineret og det var typisk kvinderne som var krigerne. Han havde kæmpet imod mange og selvom han havde kæmpet imod mændene af dem, så var det fordi der typisk altid var en kvinde som stod bag plottet, men det havde det ikke virket til at være denne gang, hvilket forundrede ham, men af hvad han havde kunnet forstå, så havde det været en personlig hævn de havde søgt, der ikke havde noget med racen at gøre. Tiyanna var dog ikke en som han havde set før, men han kom jo så også langt væk hjemmefra og havde sjældne gange været i Imandra, ligesom han sjældent færdes i Dvasias, for det var jo som at gå ind i fjendens lejr, hvilket han ikke var interesseret i. Det havde kun været få gange at han havde været nødsaget til det, ligesom de også kort havde passeret Dvasias for at komme til Imandra. Han kunne næsten tro at de mørkelvere han havde jagtet havde været bandlyst, eftersom de ikke var løbet mod Dvasias og deres opholdssted, medmindre det også havde været meningen, fordi de vidste de havde været jagtet? Blikket gled mod Tiyanna, som hun nærmest lød helt anklagende for deres gerninger, hvilket fik ham til at rynke brynene. ”Jeg beklager, jeg kender desværre ikke til landets historie, men jeg kan forsikre dig om at vi ikke er her for ballade,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hendes ansigt. Han kunne næsten fornemme at landet måtte betyde meget for hende, selvom han ikke helt vidste hvad han skulle sige til det, for han kom jo her sjældent og det var jo mørkelverne som var forbryderne! At hun så godt kunne følge ham i hans atypiske udseende, fordi han var hærfører var noget som måtte sende hende et skævt smil, som han ikke sagde mere til det, for han var som han var, hvilket han ikke ville ændre på, for det var jo trods alt noget som symboliserede noget særligt for ham. Han rynkede let brynene til hendes fortælling. ”Og hvad lavede du på slottet, hvis jeg må spørge?” spurgte han forundret, da hun fik det til at lyde dårligt, og som om hun havde været der i meget lang tid. Han kendte ikke meget til Imandra eller dets historie, men han havde godt hørt historier om at det havde været et lovløst land. At hun så ikke ville have hjælp og forsøgte at rejse sig op, fik ham til at række ud efter hende, da hun var alt for afkræftet til at gøre noget som helst. ”Rolig nu,” forsøgte han, da hun landede på jorden igen, hvor han rykkede tættere på hende, imens han trak tæppet mere omkring hende. ”Du ser ud til at være en fornuftig kvinde, så lad os ikke foregive noget som helst, okay? Vi ved begge at du ikke kan komme nogen steder, du er for afkræftet, samt kulden vil tage dit liv, hvis ikke du får hjælp, så lad mig nu hjælpe dig. Vi er her ikke for at gøre nogen ondt, og jeg lover dig at vi får dig sikkert hjem, uanset hvor langt der er,” forsikrede han hende og sendte hende et mildt smil.

[Tiyanna Direshade Acheron]

De såkaldte mørkelvere som Draq hentydede til, havde Tiyanna ikke set, men efter hendes mening, så havde Imandra været udsat for tortur længe nok, og selvfølgelig var det noget som lige så gjorde sit for hendes vedkommende. Ikke desto mindre, så var hun en umådelig fast kvinde, og hvis de var her for ballade, så kunne de godt vende blikket den anden vej, og så komme derfra hurtigst muligt, for hun ville slet ikke have mere at slås med nu! Landet betød nemlig meget for hende, også fordi at det var hendes hjem, nu hvor hun havde forladt Procias, og slet ikke regnede med at skulle sætte foden i det land igen, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre for. Jason havde valgt at gøre det slut med hende, også selvom.. hun stadig elskede ham et sted. Der var en grund til at hun ikke havde været i nærheden af nogen anden mand siden ham, for ingen havde formået at vække hendes interesse på nogen måde. At denne hærfører så ikke kendte til landets historie, efterlod hende med en tydelig skuffelse, også selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne bruge til noget som helst. ”Nej selvfølgelig ikke, for der er aldrig nogen som har vist nogen interesse for stedet her, og derfor har det været så tæt på at gå på røven så mange gange..!” endte hun langt mere sammenbidt end tidligere. Selvom han havde været så venlig at give hende et tæppe, hvilket hun faktisk var taknemmelig for, for hun havde brug for noget varme efterhånden, for hun var godt kold nu! At han viste interesse for hende, var slet ikke noget som hun var vant til, hvor hun sendte ham en næsten trodsig mine. ”Ligesom jeg har gjort det, de sidste mange gange jeg har været der. Tortureret for at snakke om hvor jeg kommer fra, hvor vi er i skoven og hvad vi foretager os,” svarede hun med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun havde været ude for lidt af hvert, og eftersom hun selv følte at mænd specielt havde svigtet hende, så havde hun slet ikke haft nogen at støtte sig op af, og selvfølgelig så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Som Tiyanna forsøgte at rejse sig, så var det tydeligt for hende, at det slet ikke ville, som hun ville det. Hun støttede omgående af mod sin side, idet hun igen røg i jorden og med et smertende gisp, for det gjorde forbandet ondt! At han lagde tæppet mere om hende, fik hende til at stirre på ham, for det var der slet ikke nogen som normalt ville turde at gøre, for hun var hård og på ingen måder blød mere, som hun havde været før i tiden! At han stod fast på, at de åbenbart skulle føre hende hjem, var slet ikke noget som hun ville høre tale om! ”Jeg husker ikke elvere som tungnemme.. Jeg skal nok selv komme hjem. Jeg vil ikke have at folk udefra, skal se hvor jeg kommer fra,” endte hun endnu en gang med en fast tone, som hun sendte ham en yderst fast og meget advarende mine. ”Det du kan gøre, er at hjælpe mig op. Resten kan jeg udmærket godt selv klare.”

[Deleted]

Det eneste land som Draq kendte alt til, var Procias. De resterende lande var ham ukendt ved meget, selvom han naturligvis havde fulgt med i en del som hærfører, men det var også kun det som havde haft noget at gøre med hans job, som han var fulgt med i og Imandra og Peula havde ikke haft meget at gøre med de andre lande, så de lande var næsten helt ukendt for ham. Han havde godt hørt noget om et nyt kongeskifte, og at kongen før den nuværende havde været en tyran, men det som havde kendetegnet Imandra for mange år, var netop at det havde været lovløst. At Tiyanna så nærmest måtte hidse sig op over hans uvidenhed, var noget som fik ham til at blinke overrasket med øjnene, for.. havde han gjort noget galt? Havde han sagt noget forkert? Det kunne det næsten tyde på, selvom han måtte erkende at han ikke vidste hvad, men han var og havde heller aldrig været god til det kvindelige køn, da han altid havde givet sig hundred procent til sit arbejde. Han rømmede sig kort. ”Øhm.. jeg har jeg sagt noget forkert frøken?” spurgte han forvirret, som han rynkede brynene. Han havde jo ikke ment at fornærme hende! Alligevel vidste han ikke helt hvad det var hun var sur over, for han følte ikke at han havde sagt noget forkert, da han trods alt kun havde fortalt hende sandheden og svaret på hendes ord. Han var tilmed også flink mod hende, som han tilmed havde givet hende et tæppe at varme sig ved, så han forstod ikke hvorfor hun pludselig hakkede ned på ham, da han kun forsøgte at hjælpe hende. Hendes fortælling om hvorfor hun havde været på slottet, måtte dog gøre ham helt stiv i minen, hvor han blot endte med at sidde og stirre på hende. Tortur? Det kendte han alt for godt til! ”Det gør mig frygtelig ondt at høre.. Men hvem er ’vi’? Og hvad foretager du dig, siden de var efter dig?” spurgte han en anelse forvirret, skønt hans blik hvilede roligt på hende. Hvad hun lavede anede han ikke, selvom det næsten kunne lyde slemt og måske det rent faktisk var hende der var en fjende? Det gjorde ham næsten helt påpasselig. At hun så fortsatte den afvisende og faste tone, måtte dog også få ham til at trække sig væk metaforisk set, eftersom han hjalp folk af fri vilje og for at være god, men når de blev som Tiyanna blev, så lukkede han i som en østers, for han havde bestemt ikke gjort noget galt! Han rejste sig roligt, hvor han tog fat omkring hende, som han trak hende op på benene, hvor han blot slap hende. ”Her," mumlede han denne gang mere irriteret, som han slet ikke fandt sig i hendes måde at tiltale ham på! Han havde ikke været andet end god mod hende, hvor han i princippet kunne have været ligeglad og bare efterladt hende, men det følte han alligevel ikke at han kunne, for det stred imod hans principper. Han ønskede dog at hjælpe hende, selvom det måtte irritere ham at hun var så afvisende og nærmest utaknemlig. Om hun overhovedet kunne stå på sine ben tvivlede han på, da hun jo var helt mørbanket og også svag efter torturen og det kunne ingen bebrejde hende, men hvorfor skulle hun så afvise hans hjælp? Den tungnemme her måtte jo nærmest være hende!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det gjorde faktisk ondt på Tiyanna, at Imandra aldrig blev skænket en tanke udefra, for det var jo noget som denne mand, faktisk kun måtte indikere til, og det var noget som et sted gjorde hende.. naturligt hidsig, for hun havde risikeret livet hver eneste dag igennem frygtelig mange år, og så var der ikke engang nogen som vidste det? Selvfølgelig var det noget som gjorde hende direkte hidsig, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for! Hun fnøs ganske let, som hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang. Næverne knyttede hun – det som hun kunne om ikke andet – da hun ikke havde styrken til noget som helst lige nu. Hun var træt, udmattet og hun skulle tilses, hvis der var nogen tilbage i lejren i det hele taget, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun regnede med, hvis hun skulle være helt ærlig. ”Du har været ligeglad med hvad der er sket her, ligesom alle andre, har du ikke? Du har ingen anelse om hvad jeg har haft at slås med her, hver evig eneste dag..!” endte hun med en næsten febrilsk stemme. Hun tog sig til halsen.. Selv hun havde ondt og den var tør, og hun var generelt ikke noget som man skulle være i nærheden af lige nu, også selvom det næppe gjorde nogen forskel som det var lige netop nu. Hun fnøs ganske kortfattet, som hun igen forsøgte at vende blikket mod ham. At han fortsatte med at spørge ind til hendes arbejde, var selvfølgelig en tanke som glædede hende, velvidende om at det ikke gjorde nogen forskel mere, da det hele var overstået og gået mod sin ende. Der var ikke nogen strid mere, eftersom Inkarno var borte, og.. hvad skulle hun så give sig til nu? Hun havde haft grevindearbejdet i Procias tilbage for frygtelig lang tid siden, og nu hvor hun havde været leder for oprørerne her til lands, men.. hvad så nu? ”Det gør ikke nogen forskel mere.. Den gamle konge er væk og kampene for vores frihed er.. færdig.. Vi har vundet..” Næsten som var det en tanke som faktisk først slog hende nu, hvor hun sad og tænkte over det. At han så indvilget i at give hende den hjælpende hånd som skulle til, for at komme op på benene, var hun skam taknemmelig for, også selvom hun bestemt ikke var meget for at lade ham se hvor hun holdt til.. man kunne jo aldrig vide hvad mere der var derude, eller om han var en af Inkarnos gamle tro tilhængere, for hun kunne ikke tro på at de alle sammen var væk allerede! Selvom hendes ben nærmest truet med at knække under hende, så formåede hun faktisk at holde sig stående. Hun gjorde et ihærdigt forsøg i hvert fald! ”T-tak..” Hun tog sig igen til de ømme ribben, også selvom det bestemt heller ikke gjorde nogen forskel for hende, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! ”Forbandet…!” endte hun fast, som hun bukkede sig let forover og let ned i knæ. Hun havde virkelig ondt!

[Deleted]

Det gik hurtigt op for Draq at denne kvinde var en hidsigprop og med et kæmpe temperament, for her havde han forsøgt at være venlig og hjælpsom og så hakkede hun bare ned på ham, selvom han ikke engang havde gjort noget. Han vidste heller ikke hvad han sagde forkert, men på den anden side, så havde han aldrig været god til det med kvinder, da han altid havde givet sig hundred procent til sit arbejde, hvilket kun var blevet forstærket efter at han havde mistet sin trolovede, som havde været det sidste familie han havde haft tilbage. Han havde aldrig fundet nogen ny efter Daenerys, selvom det nok ville glæde hans mor der godt nok lå i graven, for hun havde jo altid ønsket at familien skulle blive ført videre og den var jo faktisk gået i stå ved ham. Han rynkede let brynene til hendes ord. ”Jeg vil aldrig være ligeglad med nogen som bliver tyranniseret, men dog erkender jeg gerne at jeg har haft mit at se til angående mit eget land, og der tvivler jeg på at du har skænket os en eneste tanke, så det er vel en handling som er gengældt?” svarede han stilfærdigt, da han ikke kunne se hvorfor hun angreb ham for hans uvidenhed, når hun selv ikke var et hak bedre, det kunne godt være at hun vidste hvad der havde foregået i Procias, men han tvivlede på at det havde interesseret hende nok til at ville hjælpe landet, da hun trods alt havde haft sit eget at slås med, og sådan havde han det jo også omvendt. ”Og hvad med den nye konge?” spurgte han roligt, som han godt havde hørt at der var kommet et skift i tronen. ”Men det er vel godt at I har vundet?” spurgte han videre, som hun nærmest fik det til at lyde som om det var en dårlig ting, men hvordan kunne det være det? Hun havde kæmpet for sin sag og nu var landet fri for en tyran, så det var vel kun en god ting? Som han fik hende hjulpet op på benene, blev han ellers blot stående med armene over kors, da hun var fuldstændig umulig! Hun skældte ham ud for at ville hjælpe hende, og måske det gjorde hende til fjenden? At hun så havde så ondt at hun knap nok kunne stå oprejst, da hun tog sig til ribbene og lænede sig forover og ned i knæ, fik ham til at ryste på hovedet. ”Tiyanna, vi ved begge at du ikke vil klare den hjem, medmindre det er lige rundt om hjørnet, som jeg tvivler på, og vil du ærligtalt lade din stædighed tage livet af dig? For kulden vil bestemt ikke tøve med at tage dit liv, hvis du fortsætter alene.” Han betragtede hende med en sigende mine. Hun havde forekommet ham fornuftigt, men det kunne han snart helt tvivle på at hun var. Han rystede let på hovedet, som han selv gik i knæ foran hende, hvor han lagde en hånd mod hendes skulder, skønt det var forsigtigt og ikke mindst nænsomt. ”Lad mig nu bare hjælpe dig, hvis ikke hjem, så i det mindste til en kro, hvor du kan få lidt mad og drikke, blive tilset og få noget hvile, hvor du ikke mindst vil være i sikkerhed?” foreslog han roligt, som han ikke tog de smaragdgrønne øjne fra hende. Han var ingen ond mand, da han rent faktisk kom fra Procias, hvor han var retfærdig og nobel, ikke en eller anden overfaldsmand, så han forstod ikke hvorfor hun skulle være så stædig, når han bare ville hjælpe hende og rent faktisk tænkte på hendes bedste, som hun jo ikke engang selv gjorde.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde altid været en kvinde som ikke stolede på nogen, og det var der helt klart også mange gode grunde til. Ikke desto mindre, måtte hun erkende, at det faktisk irriterede hende, at manden ikke havde haft nogen anelse om hvad der var sket i Imandra, for hun havde faktisk en lille viden om hvad der var foregået i Procias, udelukkende fordi at hendes eksforlovede var der, og hendes søn var ved at etablere et forhold til manden igen.. Selvom det slet ikke var noget som kom hende til gode, så var det jo faktisk en tanke som gjorde temmelig væmmelig ondt. ”Jeg må desværre skuffe dig, og fortælle, at jeg har haft lidt mere med Procias at gøre end som så.. Jeg har stået som grevinde af det land, frem til jeg forlod det for mange år siden.. Jeg ved lidt mere om hvordan det står til der, end hvad du går rundt og tror det er,” påpegede hun med en ganske kortfattet stemme. Tanken gjorde hende selvfølgelig en anelse irriteret, men ligeglad havde hun aldrig været! Selvom hun havde ondt lige nu, så var det ikke ligefrem denne mand som fangede hendes interesse som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Manden var dum nok ikke til at tjekke kældrene igennem.. Jeg er først løsladt nu,” påpegede hun ganske sigende. Hendes skader var gamle, men hun var jo heller ikke ligefrem god til at holde sig i ro, så det kunne få lov til at heale, og det var jo så det som hun kunne mærke nu! Hun nikkede blot til hans ord. De havde vundet, og selvfølgelig var det noget som hun virkelig var utrolig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Selvom hun var nødt til at læne sig en anelse frem, for i det hele taget at kunne klare at være til et eller andet sted, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed hun fast sammen, kun for at vende blikket mod ham. Hun var selvfølgelig taknemmelig for hans hjælp, men hun bifaldt ikke just tanken, for hun ønskede slet ikke at fremstå svag eller noget lignende, for det var slet ikke noget som ville gavne nogen af dem i det hele taget! ”Jeg er vant til at klare mig selv, Draq.. Jeg har sjældent brug for hjælp og da slet ikke fra en udefra.. Du ved ikke hvordan det har været at være en borger fra Imandra, eller med det arbejde som jeg har stået med.. Du forstår det ikke! Det er der ingen der gør,” endte hun med en ganske kortfattet og næsten.. bidsk stemme, også selvom hun slet ikke mente at bide sådan af ham, så kunne hun altså slet ikke gøre for det! At han så tilbød hende en tur til en kro eller lignende, fik hende til at blinke let med øjnene. Hun trak vejret dybt, og forsøgte endnu en gang at rette sig op, selvom hun hurtigt fortrød det. ”Jeg har ikke haft en eneste mønt mellem mine hænder i årevis, Draq.. Jeg har ikke råd til den slags.. Jeg har mit telt og min feltseng i min landsby… Den ligger godt nok langt herfra, men.. ja..” endte hun en kende usikkert. Hun havde jo trods alt brug for at blive tilset, og hun var jo ikke engang garanteret at lægen endnu var i lejren jo.

[Deleted]

Det var hurtigt gået op for Draq at Tiyanna slet ikke stolede på ham, selvom det slet ikke gav nogen mening for Procianerne havde jo ry for at være hjælpsomme og gode væsner, så han forstod slet ikke hvorfor hun hidsede sig op, ligesom han heller ikke forstod hvorfor hun blev irriteret over at han ikke vidste hvad der var sket her i landet, for han havde haft sine egne kampe at slås med, ligesom han rent faktisk var blevet kidnappet for en længere årrække af nogle mørkelvere og der havde han da kun haft i tankerne at komme hjem, så han forstod slet ikke hvorfor hun hidsede sig sådan op. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord. Hun havde været grevinde af Procias engang? Det måtte alligevel forundre ham og komme bag på ham, men på den anden side, så var skoven egentlig et meget lukket samfund, der var mange elvere som slet ikke var kommet udenfor skovens grænse, da de kun havde boet i skoven hele deres liv, og det beviste bare hvor selvstændige de egentlig var, som de nærmest kunne beskrives som et folk for sig selv. ”Hvorfor forlod du det?” spurgte han nysgerrigt, som hovedet søgte let på sned. ”Og dog.. hvis du kender til Procias og tilmed selv har boet der, så burde du også vide at vi ikke er som dvasianere, vi er hjælpsomme og gode, så det burde være grund nok til at stole på mig, for jeg lover dig Tiyanna, jeg vil ikke gøre dig ondt, jeg er her ikke fordi jeg har nogen ond masterplan. Men jeg vil gerne hjælpe dig,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog de smaragdgrønne øjne fra hende. ”Det gør mig ondt at høre.. ingen har fortjent at blive spærret inde som et dyr,” svarede han stille og med en underlig forståelse i stemmen. At hun så fortsatte med at tale til ham i samme tone, irriterede ham rent faktisk, for han kunne egentlig bare tage sit tæppe og lade hende gå og så ville kulden i hvert fald slå hende ihjel. Hendes stædighed og stolthed forstod han slet ikke, for han ville kun hjælpe hende for at være god ved hende, men det kunne hun tydeligvis ikke se. ”Måske jeg ikke kender til det, og måske jeg ikke engang kan forstå det, men én ting ved jeg; alle har brug for hjælp engang i mellem, da man ikke kan klare alt alene. Og denne gang ser ud til at være din tur. Jeg har ingen onde intentioner, jeg vil kun hjælpe dig, for at hjælpe dig, så du kan blive rask igen,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende, som han blev stående med rank ryg. Det gjorde ham vred at hun skulle bide af ham, skønt han dog lod som ingenting og bare vendte det døve øre til, for han fik ikke noget ud af andet. At hun så blev mere usikker fik ham til at lade hovedet søge let på sned. ”Så hvad bliver det til? Skal jeg tage dig til en kro, hvor jeg betaler, eller skal jeg tage dig til din landsby, hvor du kan blive tilset?” Det var tydeligt at han ikke efterlod noget valg til hende, da det var enten eller, og så måtte hun mene det for pest eller kolera, men han gjorde det jo faktisk kun for hendes egen skyld.