Wounded..?

[Deleted]

Konstantin havde brug for at ligge og tænke over det hele, som han trods alt knap nok var kommet ud af sin choktilstand før hun havde valgt at angribe ham, hvor han tilmed lå syg, så at skændes med hende, var ikke just hvad han var interesseret i. Han var træt af at de ikke bare kunne finde ud af det på en stille og rolig måde. At hun så også bare valgte at gå uden at svare ham, tog han sig ikke af. Hun havde brug for luft væk fra ham og det havde han bestemt også væk fra hende, hvis hun kun skulle sidde og skælde ham ud, for det gad han ikke, det var han også for syg og udmattet til at ligge og høre på da. Han blev blot liggende og så ind mod sofaen, hvor han sukkede ganske let, som han kunne høre hende smække med alle døre – intet nyt der. ”Hidsige gås,” mumlede han irriteret, som han kun trak dynen bedre op om sig, så han kunne ligge og slappe lidt af og få lidt ro til hovedet. Det var træls at der skulle være dårlig stemning mellem dem, da han godt kunne have brugt hendes favn, ligesom det også havde været rart at mærke hendes kærtegn, kærtegn som havde formået at gøre ham rolig og tryg, hvor han nu bare følte sig alene i alt, hvilket han heller ikke havde lyst til. Han lukkede roligt øjnene, skønt han ikke kunne falde i søvn, for tankerne var for mange, ligesom spekulationerne, som holdt ham vågen, hvor han også helt blev sur på sig selv. Han lå derfor også i et godt stykke tid, inden han rent faktisk formåede at falde i søvn, hvor han endelig fik den nødvendige ro til hovedet, som feberen krævede.
Der gik alligevel et par timer før Konstantin endte med at slå øjnene op med et spjæt, som han havde haft et mareridt, hvor han også lå badet i sved. Han drejede let hovedet og så at han endnu manglede sin arm, hvor han ellers havde håbet at også det havde været en del af mareridtet, men det var det desværre ikke. Han sukkede kort, som han langsomt satte sig op. Han var stadig syg, selvom det hjalp at sove en smule. Han tog roligt om et lommetørklæde, som han pudsede næsen i, hvilket også var lettere besværligt, eftersom han kun kunne bruge den ene arm, og allerede der måtte han irritere sig ved tanken. Han fik roligt dynen trukket omkring sig, så han kunne holde den om sig med den ene hånd, inden han rejste sig op, så kun tæppet lå tilbage i sofaen. Tøjet gjorde han intet ved, som han langsomt gik ud af stuen, hvor han søgte ned ad gangen og ned mod soveværelset, hvor han gik ud fra at Malisha havde placeret sig. Han åbnede roligt døren og så at hun selv måtte ligge der, hvilket fik ham til at smile en anelse. Han lukkede roligt døren bag sig igen, inden han gik over til sengen, som han lagde sig op i, hvor han lagde sig hen til hende og pakkede dem begge under hans varme dyne, inden han lå og indsnusede hendes søde duft, som altid kunne gøre ham rolig. Holde om hende kunne han dog ikke, da hans højre arm lå nederst, hvor han heller ikke ønskede at vække hende. Han forblev dog liggende tæt ind til hende, hvor han igen lukkede øjnene og fandt den nødvendige ro som han havde brug for.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var faktisk ked af, at hun ikke kunne gøre noget som helst rigtigt, for uanset hvad hun gjorde, så blev hun hakket ned, og selvfølgelig var det faktisk en tanke som gjorde hende direkte.. ked af det! Han havde været efter hende, stort set siden han havde fundet hende i den hule i Manjarno, hvor hun havde regnet med, at hun faktisk skulle ende sit liv, også selvom han havde fundet hende. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde brug for luft og det at komme lidt væk fra ham, og nu hvor han sagde, at han nok skulle holde sig væk fra hende, så regnede hun faktisk heller ikke med at han direkte ville opsøge hende, hvilket næsten var noget som gjorde hende ked af det, for det var jo heller ikke ligefrem sådan at hun ville have det, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det af den grund? Han ville vel kun hade hende? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund! Dørene smækkede hun, som hun nåede ind på soveværelset, hvor hun lagde sig i sengen og med sin pude mere eller mindre i favnen og tæt ind mod sig. At hun så skulle græde sig selv i søvn, var bestemt heller ikke noget som hun havde regnet med at gøre, men.. det gjorde hun.
Let blev Malisha revet ud af søvnen, som døren endte med at gå op og hun let kunne se Konstantins skikkelse stå der. Han burde ligge og sove, men.. at han valgte at søge mod hende, forundrede hende faktisk lidt, for han sagde jo, at han ville lade hende være! Hun trak vejret dybt, som hun ellers blev liggende i sengen, som han lagde sig ved siden af hende, også selvom hun ikke sagde noget til det. I udgangspunktet kunne hun vel lade som om at hun lå og sov? Selvom han kendte hende bedre end det? Det var ikke fordi at hun ønskede at sige undskyld for ham, for det så hun slet ikke nogen grund til i det store og hele, men det var nu bare sådan at det var. Som han lagde sig tæt på hende, mærkede hun hvor meget hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig før, men.. det var jo faktisk rart at mærke ham ved sig, for selv hun havde brug for bekræftelsen. Hun rykkede sig en anelse, kun for at komme tættere på ham, hvor hun ellers bare valgte at blive liggende side om side sammen med ham, for det var jo faktisk rart at have ham tæt på sig på den her måde. ”Du burde sove og hvile, Konstantin,” påpegede hun endeligt, også selvom hendes stemme var lav. Hånden hævede hun, kun for at tørre tårerne væk, også selvom de stort set var indtørret allerede. Det var ikke fordi at hun var træt som sådan.. Hun var bare.. træt af at være så ked af det hele tiden!

[Deleted]

Selvom Konstantin havde sagt at han ikke gad hjælpe hende og de bare kunne holde deres problemer til sig selv, så var det jo ikke fordi han mente dem. Han havde brug for hende, som han vidste at hun havde brug for ham, derfor så ønskede han ikke at give op. Han skulle dog stadig vænne sig til kun at have en enkelt arm at gøre brug med, for det var altså ikke så let som man gik og troede! Der var så meget man brugte begge hænder til, så det var stadig en mundfuld han skulle sluge, og det ville han alligevel foretrække at hun gav ham tid til, i stedet for bare at hakke på ham, for det kunne godt være at han havde sin magi og at magi kunne hjælpe med meget, men det kunne ikke hjælpe med alt og selv det vidste han. Han valgte også roligt at søge mod hende, da det kun var hende der kunne gøre ham rolig og efter et mareridt, hvor han havde drømt at han havde mistet flere lemmer, så kunne han godt bruge hende. Et sted havde han håbet på at hans arm ikke var mistet, men den voksede ikke ud igen og det måtte han blot lære at leve med. At hun blev vågen af at han kom ind, lagde han ikke mærke til, eftersom han var syg og træt selv, hvor han egentlig bare ville ligge og mærke hende, så det gjorde ham bestemt ikke noget hvis hun lå og sov, for så ville hun da først komme med indvendinger, når hun engang vågnede, som han altid kunne håbe på, var om lang tid. Det gik dog langsomt op for ham at hun rent faktisk var vågen, da hun valgte at røre på sig, da han lagde sig ved siden af hende, hvor han var for træt til at skændes med hende igen. At hun så ikke afviste ham, men lod ham putte hende under dynen sammen med ham og tilmed lagde sig mere ind mod ham, fik ham til at trække let på smilebåndet, for det var rart selv for ham at mærke hende ved sig. Øjnene havde han lukket igen, hvor hans hovedet lå tæt ind mod hendes, så han kunne indsnuse hendes søde duft. ”Det gør jeg jo også,” svarede han dæmpet, som han ikke gjorde mine til at trække sig væk, da han ønskede at blive liggende med hende og mærke at hun var der og at dette ikke var en drøm. Godt nok kunne han ikke hold om hende, ikke i denne stilling, men det gjorde intet, så længe han bare kunne mærke hende ved sig og at hun også ønskede ham. Han bøjede let i halsen så han kunne plante et kys mod hendes nøgne skulder, hvor kjolens strop ikke befandt sig, inden han lagde sig til rette igen. ”Er du sur på mig?” spurgte han roligt, som han løftede blikket en smule og så mod hende, skønt han ikke kunne se meget af hendes ansigt fra hans vinkel af, derfor kunne han ikke se at hun havde grædt og han havde heller ikke lagt mærke til at hun havde strøget nogle tårer væk, da han blot havde lagt sig hos hende og lukket øjnene selv.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var skam vågnet op, også selvom det vel næppe gjorde den største forskel af den grund? Han så det ikke.. han så jo ikke noget, også selvom hun vidste, at hun i bund og grund, slet ikke kunne tillade sig at blive sur over noget so helst, hvilket næsten var det værste af det hele. Som han selv kom til rette ved siden af ham, kunne hun godt mærke effekten af den manglende arm, for normalt ville han lægge armen om hende, men.. det kunne han vel ikke mere? Med mindre at han skulle møve sig ordentlig på plads selvfølgelig, eller hvis de valgte at bytte side i sengen. Hun trak vejret tungt, som hun bare blev liggende for en ganske lang tid, inden hun roligt lagde sig ind mod ham, ved at rykke sig en anelse tilbage igen, og mere ind mod hans favn. At det så først var der og da hun havde valgt at tale, at det gik op for ham, at hun faktisk var vågen, sagde hun ikke noget til. Han havde bare sagt, at han ikke ville opsøge hende, og selvfølgelig valgte hun at tro på det, også selvom det jo var tydeligt, at det alt i alt, var ord som kun var sagt i vrede, så var det alligevel noget som havde gjort hende ked af det. At han var træt, forstod hun godt, samtidig med at han jo også lå syg og det hele, så var hun heller ikke direkte kendt med at han havde mareridt.. Kun normalt når det forekom, så var han sådan som han var nu, men det var jo ikke til at sige, om det var den manglende arm som gjorde udfaldet. ”Du hviler måske, men det betyder ikke at du ligger og sover,” påpegede hun sigende. Det ville selvfølgelig hjælpe ham meget, om han bare valgte at lægge sig til og bare.. sove den feber ud, for det ville han uden tvivl få det bedre ud af. Kysset mod hendes skulder, sagde hun ikke noget til, hvor hun bare blev liggende og mere eller mindre bare stirrede ind i væggen foran hende. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst og tydeligt også med et ubehag, men.. det var jo kun fordi at hun slet ikke var vant til at det skulle foregå på denne her måde, og det var noget som næsten kun gjorde det hele meget værre! Det var jo ikke fordi at hun var sur på ham eller noget lignende, for det var hun slet ikke, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved, eller ham for den sags skyld. Hun rystede stille på hovedet. ”Selvfølgelig er jeg ikke det.. Du burde bare sove, Konstantin.. Det ville gøre dig godt..” afsluttede hun endeligt, som hun vendte sig en anelse, så hun kunne se ham over sin ene skulder. Hvorvidt om hun skulle lægge sig anderledes eller ej, om han havde ondt eller ej, var alt sammen sådanne småting som gjorde hende en anelse usikker, men hun havde skam ikke noget imod at ligge under hans dyne. Det var efterhånden bare hvad man kunne kalde en vanesag, for.. der lå hun jo primært altid.

[Deleted]

Det var ikke tit at Konstantin blev mødt af mareridt, da det typisk lå til hende, netop fordi hun havde gået igennem alt det som hun havde, hvor hans mareridt jo nok var fordi han lige havde mistet sin arm, da han tilmed havde drømt at han havde mistet flere lemmer end bare en enkelt arm og derfor var han skam glad for at det bare var en arm. Han vidste godt at det ikke var jordens undergang, men derfor var det bestemt stadig ikke sjovt, da han stadig skulle til at vænne sig til et helt nyt liv, for der var jo mange ting han slet ikke kunne gøre mere og det var ikke just særlig sjovt! At hun lagde sig mere ind mod ham, fik ham til at smile, da det var rart at hun ikke var helt afvisende, men det beviste vel også kun at hun havde brug for ham? At hun ønskede at mærke hans nærvær og omsorg? At hun ønskede det, var jo også en bekræftelse i sig selv, desuden havde han aldrig haft noget imod at værne om hende, vise hende omsorg eller være der for hende, da han altid havde nydt at pusle om hende, hvilket hun også allerede kendte ham godt nok til at vide, selvom hun altid havde haft svært ved at lade andre passe på hende, men det havde han altid gjort af den grund, da han kendte hende bedst, og det var ikke første gang at han fandt hende i en hule, for sig selv, da det mindede meget om den situation hun havde været i, da han havde fundet hende i den mørke skov, døende efter sit sammenstød med den unge vampyr, fordi hun havde dræbt magen. Han fnes kort til hendes ord, som han igen kyssede hendes skulder. ”Jeg kan godt lide, når du bekymre dig for mig,” svarede han ærligt, som han lagde sig godt tilrette ved hende, som han nød at ligge og.. holde om hende, skønt det ikke var en mulighed lige i øjeblikket, da han lå på den arm han havde tilbage. Det var også en tanke der gjorde ham helt trist, at han ikke kunne ligge og holde om hende. At hun ikke var sur på ham, fik ham kun til at trække lidt mere på smilebåndet, da det glædede ham inderligt, for han ønskede ikke at skændes med hende, han elskede hende og ville egentlig bare gerne have at de kunne finde ud af tingene sammen, så de sammen kunne hjælpe hinanden op ad det sorte hul og nu havde hun jo vist ham den gamle, selvsikre og målbevidste Malisha, og at den gamle Malisha endnu hvilede i hende, hvilket glædede ham. ”Det ved jeg godt,” svarede han roligt, hvor han kyssede hendes kind, da hun valgte at se sig over skulderen og ligge sig mere ind til ham, hvor han trak muntert på smilebåndet. ”Drejer du dig? Så kan jeg holde om dig,” spurgte han roligt. Han havde altid nydt at holde om hende, som det trods alt også var et tegn på hans omsorg for hende, hvor han også gerne ville nyde stunden med hende alle de gange den bød sig. Han gjorde roligt mine til at lægge sig mere om på ryggen, så han kunne få armen om hende og så hun kunne lægge sig mere ind mod ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Selvfølgelig var det Malisha en tydelig frustration, at hun ikke følte, at hun kunne gøre noget som helst rigtigt, og det var noget som gjorde hende ked af det, men også vred, for hun følte ikke at hun gjorde andet end at forsøge, og det gik jo bare ikke som hun ville det. Selvom hun blev liggende og stirrede ind i væggen, så var det jo heller ikke fordi at man kunne sige, at hun var træt mere, for det var hun jo trods alt heller ikke. Ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at tingene måtte forholde sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun lukkede øjnene let, som endnu en tåre trillede ned af hendes kinder.. Hun var træt af, at hun skulle reagere på den her måde, også fordi at hun virkelig ikke kunne gøre noget som helst ved det, og selvfølgelig var det noget som irriterede hende grænseløst! At han kommenterede en glæde ved hendes bekymring, fik hende kun svagt til at himle med øjnene. ”Det er da fint, at jeg kan gøre noget rigtigt..” mumlede hun let for sig selv. At skændes med ham, var noget som var trættende i længden, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. I det store og hele, så ønskede hun faktisk at han skulle sove, så han kunne få det bedre, for hun kunne slet ikke lide, at han var så syg som han var. Et sted var hun vel.. stadig bange for at skulle miste ham til sygdommen? Hun hørte om mange som var faldt den sidste tid, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hende af den grund, og hun ønskede bestemt heller ikke at han skulle være en af dem! ”Det burde du..” endte hun med en ganske sigende mine, som hun vendte blikket mod ham. At han direkte opfordrede hende til at dreje og vende sig, fik hende kun til at skyde det ene bryn let i vejret, også selvom hun stille.. valgte at nikke. At ligge med ham, ville hun jo egentlig ikke have noget imod, også fordi at de vel havde brug for hinanden nu? Hun ville jo faktisk gerne være der for ham, også selvom det til nu kun havde set ud som om at det slet ikke var noget som hun kunne finde ud af, og det var en tanke som faktisk kun gjorde hende en anelse ked af det, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte sig ganske forsigtigt, hvor hun stille og varsomt krøb ind mod hans favn og gav samtidig ham muligheden for at få sin arm omkring hende. At mærke ham på den måde, havde hun egentlig ikke noget imod, men hun havde vel lige så meget brug for bekræftelsen på at det som hun gjorde, var rigtigt? I stedet for alt det andet, for det var da slet ikke noget som hun kunne bruge til det mindste overhovedet!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at han ikke gjorde det let for Malisha altid, men det gjorde hun bestemt heller ikke for ham! Særligt ikke når hun ikke engang gav ham tid til at tænke over det hele og vænne sig til at han manglede en arm, for han var jo helt surrealistisk for ham! Han vidste godt at det ikke var Jordens undergang og at det ikke var lige så svært som at miste sin magi, som hun havde gjort, men derfor ville han gerne have tid til at vænne sig til at kun at kunne bruge en enkelt arm, da det også var noget af en tilvænning, for mange ting skulle han lære på ny, ligesom der var mange ting han slet ikke kunne længere. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han blot lå og indsnusede hendes søde duft, som fik ham til at sukke et par gange, når han åndede ud, hvor smilet hvilede konstant på hans læber, da det var rart at have hende hos sig, for så sov han klart bedst, ligesom han også slappede bedre af, for når de kunne ligge sådan sammen, så var alt typisk godt mellem dem, for når de skændtes så sov de jo typisk hver for sig, så det var rart at de igen kunne snakke sammen. Det havde han brug for og han ønskede jo heller ikke at afvise hende, da han gerne ville være der for hende og hjælpe hende med hendes problemer, selvom det ikke just blev lettere at han selv fik problemer og at han lå halvt syg. ”Du kan gøre en masse rigtigt, skat, andet må du ikke tro. Du har ikke gjort andet end rigtige ting, da du valgte at lægge dig hos mig i nat,” svarede han sandfærdigt. Hun gjorde tit rigtige ting, selvom de ikke havde brugt særlig meget tid sammen, siden hun havde mistet sin magi, da hun gerne havde villet være alene og det havde han respekteret og accepteret. ”Jeg burde arbejde,” svarede han sandfærdigt og med et kort skuldertræk, skønt han godt vidste at det ikke blev til, da han var for syg til at arbejde og ikke lige kunne se sig ud af det med en manglende arm, men det var dog hvad han burde lave. At hun så vendte sig om, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor det også gjorde at han kunne lægge armen om hende, hvor han trykkede hende blidt ind til sig. Han løftede kort hovedet og kyssede hendes pande, inden han lagde sig til rette igen. ”Klarer vi den?” spurgte han roligt, som han vendte de mørke øjne op mod loftet over dem, som han betragtede ganske roligt, uden egentlig at lægge mærke til noget, da han lå i sine egne tanker. Han havde brug for bekræftelse at hun ville være der for ham, ligesom han også ville være der for hende. Han elskede hende og han kunne ikke drømme om at svigte hende, selvom han havde sagt at de skulle klare deres problemer hver for sig, men det var jo kun sagt i vrede og irritation. Han strøg hende blidt over ryggen, skønt det også var en bevægelse som var en smule fraværende, da han blot lå og tænkte, desuden så var det jo også lidt af vane at han strøg hende, når de endelig lå sammen, da han jo altid gjorde det.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte bare ikke hun kunne gøre noget rigtigt, også fordi at hun altid blev bekræftet i det modsatte, og selvfølgelig var det en tanke som faktisk kun formåede at gøre hende direkte ked af det. Selv blev hun bare liggende i sengen, også selvom hun på ingen måder var træt, for det var hun ikke. Det var sent på dagen, de havde sovet hele formiddagen væk, og derfor kunne hun da slet ikke sove lige nu! Hun havde lagt ved ham i nat, og selvfølgelig var det også noget som selvfølgelig også gjorde sit for hendes egen del. Hun bed sig svagt i læben. ”Hvorfor føler jeg så ikke at jeg kan gøre noget rigtigt? Uanset hvad jeg har gjort, så er det jo forkert,” påpegede hun. At han kaldte hende for skat, bed hun sig egentlig ikke rigtigt mærke i, da det heller ikke umiddelbart var nyt for hende som sådan, men noget som hun egentlig bare fint kunne leve med som det var. Stille fik hun vendt sig, så hun blev liggende i sengen, men mere.. ind mod ham, så hans arm kunne komme omkring hende. Selvfølgelig krævede det sin tilvænning at vænne sig til kun at have en arm, men hun var sikker på, at det var noget som han nok skulle klare i længden. Hun troede i hvert fald på det, og det var også noget som hun ønskede at han skulle vide. ”Du kan godt skyde en hvid pil efter det, for det næste lange stykke tid, Konstantin.. Du kommer ikke ud af den her seng, før du er ved bedring,” endte hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham. Det var svært mellem dem, og hun vidste det godt, hvilket selvfølgelig gjorde hende.. frustreret, for det var bestemt ikke retfærdigt i den anden ende! Armen lagde hun varsomt om ham, og lagde så hovedet ved hans skulder. De klarede den vel? Selvom det var noget af en mundfuld at skulle sluge for dem begge to, så håbede hun det selvfølgelig, også selvom.. ja, det kom vel an på så meget? Og det var næsten det som faktisk kunne gøre hende mest usikker, når alt endelig skulle komme til alt. Hun trak vejret dybt efter en længere tænkepause. ”Det kommer vel an på så mange ting? Det er vel desuden begrænset hvad en warlock uden magi kan.. hvis man da i det hele taget kan kalde det for en warlock og en mand med kun en arm kan stille op?” spurgte hun. Hun havde aldrig været kendt for at være den mest positive, hvilket jo faktisk ikke var noget som hun kunne gøre for, for det var slet ikke noget som hun var flasket op med, hvor hun deriblandt, kun var vant til at lægge øre til det stik modsatte. Og nu hvor de begge to havde hamret hovedet direkte ind i en mur som de tilsyneladende havde svært ved at komme over.. hun kom nok aldrig over sin, da hun kun måtte se på alt det arbejde som hun havde stået for, ryge direkte i grus, og den tanke gjorde faktisk umådelig ondt på hende!

[Deleted]

Det hele var hårdt for dem begge, for selv da Konstantin havde haft begge sine arme, så havde han jo stadig været frustreret over Malishas problemer, da hun havde været så langt nede at han ikke havde følt at han kunne gøre noget rigtigt og det gjorde også ondt på ham at se hende sådan, så han havde skam heller ikke haft det let. At han så også skulle få sine problemer at slås med, var ikke just noget som hjalp på deres sag, men de skulle vel nok klare den? Det var jo bare at komme op på hesten igen, som han normalt plejede at sige og som hun selv havde citeret tidligere på dagen. Hvad klokken var ved at blive anede han ikke, men så længe som han havde sovet plus et par timer til, så nærmede det sig selv eftermiddagstiden? Han rynkede let brynene til hendes ord, som han fortsatte de blide strøg over hendes ryg. ”Jeg ved det ikke Malisha, for jeg synes nu aldrig at jeg har klaget over dig og det du har gjort for mig, for jeg nyder trods alt når du gør noget for mig, som i dag,” svarede han sandfærdigt. Han havde jo aldrig afvist hende som sådan, kun når han følte at hans mandighed blev taget fra ham, når hun skulle hjælpe ham, hvis han var skadet, hvor han godt kunne blive lidt stædig, fordi han var så stolt som han var, men sådan var hun jo også, og det havde jo ikke noget at gøre med at hun ikke kunne gøre noget rigtigt, for det gjorde hun jo, ligesom han var taknemlig over mange ting som hun havde gjort. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Virkelig? Og du vil måske holde mig i sengen? Og hvordan vil du gøre det?” spurgte han morende, som smilet kun bredte sig, uden at han fjernede de mørke øjne fra hende, som hun havde valgt at lægge sig mere ind til ham, hvilket kun fik ham til at holde hende tæt, da han nød når de kunne ligge sådan, for det var jo også noget som han savnede. Han drejede hovedet og kyssede igen hendes pande, hvor han sukkede let, som han igen indsnusede hendes søde duft, som altid kunne gøre ham helt tryg og rolig, ligesom den kunne gøre ham helt kulret i hovedet, da han følte sig helt.. som en ung nyforelsket teenager. Han lagde roligt sit hovedet ind mod hendes, imens han stadig betragtede loftet over dem, skønt hun skam havde hans fulde opmærksomhed, hvor han gav hende tænkepause og lyttede da hun talte. ”Du er født Warlock, og selvom du har mistet din magi, så er du stadig warlock. Desuden har du vist mig at den gamle Malisha stadig er inde i dig, min lille fighter, så jeg er sikker på at du nok skal klare dig, og jeg vil gerne hjælpe dig,” svarede han sandfærdigt, som han smilede ganske let, skønt hun nok ikke kunne se det, da han trods alt så op i loftet og hans ansigt derfor ikke var vendt imod hende. ”Jeg selv skal vel også bare vænne mig til det hele og så skal jeg nok finde ud af det,” svarede han med et lille suk.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var bestemt ikke lidt Konstantin og Malisha havde at slås med. Ikke bare havde de hendes, men nu også hans, og hun kunne jo faktisk godt forstå, at det ikke var nemt for ham altid, men hun forsøgte faktisk at gøre det så godt som det nu var hende muligt, også selvom hun slet ikke følte, at det gik, og at hun altid gjorde det forkert, hvilket faktisk var en tankegang som gjorde hende direkte trist til mode, for hun ville jo gerne vise ham, at hun godt kunne, selvom det slet ikke var sådan at hun følte at tingene foregik, og det var næsten det som var hende det værste af det hele. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. Hun følte at hun gjorde alt forkert, også fordi at det altid fik dem til det punkt hvor de skændes, og det var noget som helt klart gjorde hende utrolig ked af det. ”Du har måske aldrig nogensinde klaget og brokket dig, men jeg kan jo se på dig og se det i dine øjne, hvis jeg gør noget forkert, Konstantin.. Jeg er bare.. træt af det hele, og jeg føler jo heller ikke ligefrem at jeg kan gøre noget rigtigt.. Det hele er bare.. forkert..” endte hun stille, også selvom det jo faktisk var fordi at det var en tanke som gjorde direkte ondt for hende at tænke på, for det var jo slet ikke sådan at hun ville have det! Hun vendte blikket stille mod ham, som hun havde valgt at lægge sig stille ind mod hans krop i stedet for. Han var god og varm, og ikke mindst var det trygt og beskyttende, at skulle lægge sig ind til ham på den her måde, og det var skam heller ikke noget som hun var bange for at vise ham. Stille lod hun den anden arm søge omkring ham. ”Hvis jeg bliver liggende her, gør du så ikke?” spurgte hun sigende. Hvis det var det som det krævede for at skulle få ham til at blive liggende i sengen, jamen så gjorde hun det, og det var uden at tøve det mindste, det var helt sikkert. Kysset mod hendes pande, sagde hun heller ikke noget til, som hun faktisk følte, at hun kunne slappe af, når han lå der og strøg hende over ryggen, for det var noget som faktisk gjorde hende rolig. Hun bed sig svagt i læben. ”En warlock kan magi, Konstantin.. Jeg.. kan ikke gøre andet nu end at gemme mig og se mit arbejde gå videre til en anden.. Jeg ved ikke engang hvad jeg er mere.. Jeg har ikke lyst til at se mit livsværk ende i grus, eller i en andens hænder, for at tage credit for alt det som jeg ville.. Det vil jeg ikke..” Blikket endte direkte hjælpeløst, for han vidste det jo godt! Hun havde kæmpet røven i laser for den stilling som hun havde haft, og nu kunne hun ikke gøre andet end at se det hele gå til den næste, og det var en tanke som hun slet ikke brød sig om i det hele taget! At han nok skulle vænne sig til det, vidste hun allerede, og selvfølgelig var det noget som hun var glad for. ”Det ved jeg du gør.. Det ved jeg du gør,” sagde hun dæmpet, som hun bare valgte at lægge sig til rette ved ham.

[Deleted]

Begge havde de det hårdt og det blev jo nok ikke bedre lige foreløbigt, som de begge skulle til at kæmpe for denne nye tilvænning, selvom Konstantin var klar til at gøre hvad end der skulle til for at de begge kunne komme tilbage igen, da han jo også gerne så at hun blev sig selv igen og kom tilbage på hesten, hvilket han vidste at hun kunne, for han havde set den gamle Malisha i hende, så han var skam sikker på at det hele nok skulle gå for hendes vedkommende, for hun havde jo altid haft en kæmpe viljestyrke, ligesom han selv havde. ”Hey.. har du så også set i mine øjne, når jeg bliver glad for de ting du gør for mig? For det tror jeg du glemme i alt det dårlige, min egen. Jeg er stolt af dig, det vil jeg altid være, og jeg er glad for at du stadig støtter mig, når selv jeg får problemer, for det har jeg endnu brug for og det er noget jeg er taknemlig for,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et mildt smil, som han lagde sig mere ind til hende, imens han trykkede hende ind til sig, så hun vidste at han var der, for han ønskede jo at støtte hende, hvilket han også havde forsøgt at gøre igennem de sidste mange måneder, skønt det aldrig så ud som om hun så hans ihærdige forsøg, da han jo faktisk havde forsøgt at tale opmuntrende til hende, men det havde jo så aldrig virket, da hun aldrig havde gidet lytte. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han nikkede ganske let. ”Selvfølgelig. Hvis du bliver liggende, så vil jeg slet ikke være nogen andre steder end lige her hos dig,” svarede han medgivende og med et bekræftende nik. Han ville skam ikke nogen steder, hvis han havde hende her hos sig, som hun sagtens kunne få ham til at blive i sengen bare ved hendes nærvær, for han ville skam gerne gribe hver chance han fik for at holde om hende og nyde en god stund med hende, så der havde hun allerede tricket til at lade ham blive. Han rynkede let brynene, da hun blev helt hjælpeløs, hvor han lagde sig mere ind mod hende, som han trak hende helt ind til sig, imens han strøg hende beroligende over ryggen, imens han kyssede hende mod håret. ”Hey.. sch. Jeg er her, og jeg hjælper dig. Jeg ved godt hvor meget det betyder for dig Malisha, men jeg beder dig, giv ikke op endnu. Vi finder en løsning, ikke? Som du selv sagde; det gør vi altid. Jeg vil gøre alt for at hjælpe dig og jeg ved at det ikke behøver at gå tabt, hvis vi bare holder sammen og finder en løsning,” svarede han i et forsøg på at berolige hende, som han ikke stoppede strøgene og uden at han slækkede grebet omkring hende. Han elskede hende og ville gøre hvad som helst for hende. Han kyssede hende igen blidt mod panden, som han lagde sit hoved ind mod hendes. ”Jeg hjælper dig, andet kunne jeg ikke finde på,” hviskede han kærligt, som han roligt vendte blikket mod hende, som han lagde sin pande mod hendes, så han kunne se hende dybt i øjnene. ”Vi klarer den.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var bestemt ikke fordi at noget af det Malisha gjorde, føles som at blive gjort rigtigt, også fordi at de ikke rigtigt gjorde andet end at råbe og skrige af hinanden, og selv det, var jo trods alt noget som hun selv var ved at køre forbandet træt i! Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for hun ønskede jo at hjælpe ham, også selvom hun virkelig ønskede at gøre det, så havde hun nok at tænke på som det var i forvejen, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund! Hun glemte måske det positive i længden, men det var vel også fordi at det skete så frygtelig sjældent? Og det var selvfølgelig noget som faktisk gjorde hende selv temmelig ked af det. For hun brød sig slet ikke om det! ”For dig er det måske så let, men det er det altså slet ikke! Jeg føler bare at alt jeg gør, er forkert! Vi skændes konstant, vi sover stort set hver for os, Konstantin og.. det hele føles bare forkert..!” Hun vendte blikket en anelse ned af ham, også for at slippe hans blik bare en smule. Hvis det krævede at hun skulle blive liggende, for at han skulle holde sengen, så måtte hun vel gøre det? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun kunne sige sig, at have bedre ting at tage sig til uanset, for hun havde mistet alt det som hun selv havde kæmpet op igennem en længere årrække nu, så det var jo ikke engang fordi at det gjorde nogen forskel af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Udmærket.. Så bliver jeg liggende,” sagde hun dæmpet, som hun selv ikke skænkede ham så meget som et eneste blik endnu. Hans strøg over hendes ryg, var noget som selv gjorde hende rolig, men ikke desto mindre, så vidste hun godt, at hendes arbejde var tabt, og det samme med alt det som hun havde kæmpet med igennem utrolig mange år, for at bygge op. Det ville gå videre til den næste, uden at hun kunne gøre det mindste ved det, og det var næsten det, som var hende det værste af det hele. ”Det ændre ikke på at mit hårde slid og mit hårde arbejde, har været forgæves, Konstantin.. Jeg kan jo kun se til at det bliver givet videre til en anden.. at det jeg har kæmpet for igennem alle disse år, er røget i grus, og jeg kan intet gøre for at gøre noget ved det. Du derimod, har endnu din stilling, du har endnu muligheden for at gøre det hele.. Det kommer måske til at gå for dig, men det gør det ikke for mig.. Ikke på samme måde..” Hun blev egentlig bare liggende og uden så meget som at skænke ham et blik. Tanken i sig selv, var faktisk noget som gjorde hende temmelig.. frustreret, for det gjorde hende ked af det at tænke på, for han havde da i det mindste stadig magien! At han ville hjælpe hende, var hun selvfølgelig glad for, også selvom han ikke kunne give hende magien tilbage, og det var jo den hun ville have! ”Det er alt sammen meget fint..” mumlede hun blot for sig selv.

[Deleted]

Konstantin vidste godt at de ikke havde det så godt, da der konstant var skænderier og en dårlig stemning, samt hun var deprimeret, hvor han nu havde sit at slås med, så det blev tilsyneladende ikke bedre for dem, men så længe de holdt sammen, så kunne det vel godt gå? Han elskede hende og ønskede at være der for hende, som han vidste at hun også ønskede at være der for ham. Det var dog bare svært at skulle være der for hende, når hun afviste ham så snart han forsøgte at være der for hende og hjælpe hende, da hun bare sad og stirrede enten ind i pejsen eller ud af vinduet og det blev hun da ikke andet end vanvittig af. ”Men det kan vi da lave om på, min egen. Vi gør det hele så det føles rigtigt,” svarede han stilfærdigt, som han lænede sig mod hende og kyssede hende mod håret. Han ønskede ikke at hun skulle være så negativ og deprimeret, da han trods alt gerne ville støtte hende og være der for hende, som han altid havde været, og han var sikker på at de nok skulle klare den, hvilket han også nok selv skulle, da han bare skulle vænne sig til det hele. At hun så bare vendte blikket væk fra ham, fik ham til at rynke brynene en anelse, skønt han dog ikke stoppede sine strøg af hendes ryg, hvor han også sørgede for at holde hende tæt ind til sig. Rart var det at mærke hende hos sig igen, da det var lang tid siden at de sidst havde nydt en ordentlig stund sammen, hvis man ikke tog den nat der lige havde været med, eftersom hun også havde lagt hos ham der, hvilket han var glad for, eftersom hun havde holdt ham varm. ”Og jeg er glad for at du bliver liggende,” svarede han dæmpet og dog ærligt mod hendes ene øre, hvor han blot lå og betragtede sig af hende, skønt hun ikke ville se op mod ham og havde han haft sin anden arm, så havde han løftet hendes blik, men det var lidt svært når man kun havde en stump tilbage. Han sukkede en smule til hendes ord, for han vidste jo godt at hun havde ret. Hendes arbejde ville ryge i jorden for øjnene af hende, og han vidste at hun havde kæmpet hårdt for det hele, at hun havde gjort så meget for at få stablet en masse på benene og det ville bare gå videre til den næste der blev leder. ”Jeg ved det godt Malisha.. det er desværre ulempen ved at have en stilling som en leder. Og generelt en høj stilling. Og jeg ved at det gør ondt på dig at se det hele ryge i jorden, for at den næste kan tage over, men jeg ved at du nok skal klare dig, du er en stærk og intelligent kvinde. Du har altid klare dig, og det vil du altid gøre,” svarede han roligt, som han trykkede hende ind til sig i en tæt omfavnelse, imens han kyssede hendes pande. Han trak vejret dybt, som han vendte blikket op mod loftet igen. ”Finder du mig stadig tiltrækkende, selvom jeg har mistet en arm og er halvt invalid?” spurgte han pludseligt, skønt der var en snert af drilleri i hans tone, som han vendte blikket mod hende igen med et morende smil på de rosenrøde læber. Det var måske også at overdrive, da han trods alt stadig var normal og kunne normale ting, skønt det bare blev lidt mere vanskeligt nu hvor han kun havde en arm at gøre brug af.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det bestemt heller ikke nemt, hvilket hun heller ikke ligefrem kunne gøre det største ved af den grund, så selvfølgelig var det heller ikke noget som gjorde det nemmere for dem. Begge havde de svært ved det som de nu skule til at vænne sig til, og selv hun vidste, at hun aldrig nogensinde ville komme til at acceptere det som hun skulle leve med, for det var jo ikke bare hendes stilling som leder, som hun havde mistet, men.. alt det som hun havde arbejdet så frygtelig hårdt for, og det var slet ikke noget som hun brød sig om i det hele taget! ”Lige nu er der bare ikke noget som.. føles rigtigt, Konstantin, og den tanke dræber mig virkelig indefra..” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Det var ikke fordi at hun ønskede at være egocentrisk eller noget, også fordi at hun vidste, at han slet ikke havde det særlig godt med den manglende arm, men det var jo så til gengæld også noget som hun havde den store forståelse for, også selvom det ikke altid gjorde det meget nemmere af den grund for hende! Hun nikkede blot. Hvis det glædede ham så meget, at hun blev liggende, så skulle hun nok blive liggende, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun havde noget bedre at give sig til alligevel, for hun havde jo… intet tilbage at give sig til, og det var jo næsten den tanke som gjorde det hele værre, for hun følte sig.. ubrugelig! At han trykkede hende ind mod sig, var ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun bare valgte at blive liggende for en gangs skyld. ”Måske jeg vil klare mig, men hvad pokker har jeg tilbage nu? Jeg har mistet min magi, hvilket kun gør, at jeg ikke kan gøre andet end at se en anden tage over mit arbejde, kalde det for sit og lægge alt det jeg har arbejdet i så mange år, falde i grus, Konstantin.. Jeg har ikke lyst til at se det ske..! Jeg kan jo ikke engang kalde mig en warlock mere, for jeg har ingen magi! Jeg har ikke hvad der kendetegner os mere! Jeg… har ingenting.. jeg er ingenting..” Hendes blik forblev hvilende mod hans mave, nu hvor han heller ikke just kunne rive i hendes opmærksomhed som han plejede at gøre det. Hans følgende spørgsmål, var dog ikke lige noget som hun havde regnet med at lægge øre til, hvilket næsten slog hende ud af kurs. Hun lå et lille stykke tid og bare.. blinkede med øjnene, inden hun stille vendte blikket mod ham. Han var jo uanset stadig den samme mand som han altid havde været. Hvorvidt om han mente det i alvor eller hvad det var, vidste hun faktisk ikke helt, for.. det var vel et alvorligt nok spørgsmål? ”Hvad er dog det for et spørgsmål…? Du er den samme mand.. om du så manglede arme og ben, så.. vil du jo altid være den samme for mig..” endte hun ganske dæmpet. Hvorvidt om det var ment drillende eller hvad det var, vidste hun ikke, men hun besvarede det faktisk alvorligt!

[Deleted]

At Malisha følte at alt var forkert, kunne Konstantin egentlig godt forstå, da alt ganske vidst havde taget en meget skæv drejning for deres begges vedkommende. Han forstod dog godt at hun var nede over det at hun havde mistet sin magi, selvom han rent faktisk forsøgte at finde en løsning på det, en løsning han måtte sætte på pause, eftersom han kom til at lægge syg det næsten stykke tid, hvor han også lige skulle vænne sig til at han manglede en arm, hvilket krævede en ny måde at gøre tingene på, som han skulle til at vænne sig til, selvom han ikke just så frem til det, men så var det i det mindste godt at han stadig havde hende. ”Hold nu op Malisha, visse ting er stadig det samme; vi to hjælper stadig hinanden i nødens stund, jeg holder stadig om dig og jeg elsker dig stadig lige så højt som jeg altid har gjort,” svarede han sandfærdigt og i et forsøg på at være bare en smule opmuntrende, da han ikke brød sig om at hun havde det sådan. Han havde set et snert af den gamle Malisha og han måtte erkende at han savnede den kvinde, hans stærke og stolte kvinde, måske hendes stolthed havde fået et knæk, men hun var stadig viljestærk og havde altid haft en ånd der var umulig at knække og den var også kommet til syne da han havde lagt og ynket på sofaen. Altid havde hun været en hård kvinde, men det havde han jo også altid kunnet lide, som hun helt fra hun havde været lille af, havde været stærk og havde haft potentiale, noget som han hurtigt havde set i hende, hvor han var den første der havde givet hende en reel chance til at bevise sig selv og det havde hun gjort, som hun havde slået alle de andre drenge, som de havde leget med. ”Du har mig Malisha, desuden jeg ved godt at du elskede dit job som leder, men vi kender begge til risikoen og konsekvenserne af at miste stillingen, det er en stilling som vil gå videre til den næste, men også en stilling man altid kan kæmpe sig tilbage til. Desuden så er du min trolovede og dermed den retmæssige Hertuginde af Dvasias, min hertuginde, og dermed har du både en stilling og et arbejde,” svarede han sandfærdigt, som han slet ikke ønskede at hun skulle se så negativt på det hele, da hun stadig kunne kæmpe og han ville naturligvis hjælpe hende og støtte hende, ligesom han faktisk forsøgte at finde en måde hvorpå hun kunne få sin magi tilbage, skønt det jo nok blev lidt svært, hvis den blev ødelagt fuldstændig. At hun så svarede helt alvorligt ved hans spørgsmål, måtte alligevel glæde ham, skønt det kun var tydeligt at hun var helt humorforladt, men det havde hun jo egentlig altid været. Han strøg hende blidt over håret, som han holdt blikket på hende. ”Ønsker du at tilbringe resten af dit liv med mig?” spurgte han roligt, som han denne gang var alvorlig, da han ønskede at vide hvor de stod, han ønskede at vide om hun var alvorlig omkring deres fremtid sammen som han selv var, eller hvad hun egentlig ønskede af ham.