Wounded..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det lignede slet ikke Konstantin at være så grebet af panik og chok, at man slet ikke kunne få kontakt med ham! Og et sted, så var det slet ikke en tanke som Malisha brød sig meget om. Tvært imod, så gjorde det hende faktisk kun en anelse usikker på om det hun gjorde egentlig var rigtigt. At fortælle om deres fælles barndom, var tydeligt i hans blik, at han alligevel hørte, og det var også grunden til at hun ikke stoppet med at fortælle. Altid havde de holdt sammen. Han havde givet hende chance og muligheder som omvendt, så hvorfor skulle det her da være et andet undtag? Det var nok mere den tanke som hun ønskede at han skulle gøre sig, mest af alt, også fordi at hun jo.. elskede ham. Men at han ikke kunne se på hende og faktisk afgive respons, var næsten det som var det værste af det hele! Som armen røg af, så holdt hun endnu sit blik på hans, som hun slet ikke kiggede væk. Selvom det var fristende at kigge efter den døde arm, så vidste hun godt, og var overbevist om at han så også ville kigge, og det var jo slet ikke noget som ville gavne ham, for den arm var død.. Han var jo så til gengæld heldig, at det havde været en arm og ikke noget andet, for det ville kun have været meget værre set i hendes øjne om ikke andet! ”Det klarede du flot, Konstantin..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun roligt slap ham, da armen var pakket væk og han skulle have piller og såret renset. At han så kunne vise lidt respons ved i det mindste at.. bevæge sig, var selvfølgelig en tanke som glædede hende, også selvom hun kunne se, at den på ingen måder var god endnu.
Blikket gled roligt mod lægen, som han alligevel valgte at henvende sig til hende. Hun var måske den som var mest værende, men.. nu kunne hun da slet ikke få sig selv til at gå nogen steder! Hun knyttede den ene næve let. At se Konstantin så fraværende, var faktisk en temmelig skræmmende tanke, selv for hende! ”Det er fint.. Glem at du har set mig.. Og gud nåde trøste dig, hvis det kommer ud,” endte hun med en næsten advarende tone. Det var tonefaldet som lå normalt til hende, når hun var omkring andre, men også fordi at denne omstændighed ikke krævede at hun direkte udviste en autoritet i form af en leder, som hun var vant til. ”Men det var alt.. Tak,” afsluttede hun endeligt, som hun søgte tilbage på sofakanten, kun for at sætte sig ved siden af ham. Blikket havde hun allerede taget væk fra lægen, kun for at vende det mod Konstantin igen. Hun tog omkring hans hånd.. Den ene som han nu havde, også for at klemme lidt om den. Det skræmte hende på ingen måde at se ham på den måde, også selvom det alligevel berørte lidt i hende. Ikke væmmelse, men mere.. bekymring. Noget som hun ellers så sjældent udviste. Hun blev siddende i sin egen stilhed, kun for at stryge over hans håndryg. Hun ønskede bare at han ville.. se på ende og afgive bare lidt respons!

[Deleted]

Det lignede ganske vidst ikke Konstantin at sidde fuldstændig fraværende og i chok, som en retarderet unge, men han havde til gengæld heller aldrig prøvet noget lignende dette og et sted gjorde det ham ilde til mode, som han også frygtede hvad der nu ville ske i fremtiden, for alt skulle jo lægges om, han kunne slet ikke gøre noget som han havde kunnet gøre tidligere, og … det skræmte ham. At hun holdt hans fokus væk fra armen, var noget som hjalp ham en del, da han ellers nok havde kastet op eller også havde han sikkert besvimet, da han ikke havde det særlig godt i forvejen og han synes pludselig at få helt koldsved. Forfærdeligt havde han det, da det at man kunne mærke saven i armen ikke just var en særlig komfortabel tanke! For det bedste vidste han godt at det var, ligesom han godt havde vidst at det havde været nødvendigt, for inderst inde havde han hele tiden vidst at det ville føre til dette. At hun så sagde at han klarede det flot, sagde han intet til, da han ikke just var enig i hende, for.. han sad jo bare og stirrede frem for sig! Pillerne fik han roligt ned, hvor han ellers bare blev siddende og så frem for, tom for ord og følelser, da han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere eller hvad han skulle sige, for hans arm var væk, en del af ham – bogstaveligtalt – var væk! Han lagde ikke mærke til at lægen rejste sig og hørte dem slet ikke tale indbyrdes, da hans tanker overdøvede stemmerne. Lægen så ganske roligt mod Malisha, som hun stod og truede ham. ”Jeg har selv plejet Dem før Malisha, altid har jeg været en tro støtte mod både Rozentas-slægten og Malachi-slæten, og min mund er skam lukket med syv segl,” svarede han roligt og dog sandfærdigt, som han gjorde et roligt nik mod hende, da hun sagde at det var det. Han gik roligt mod døren, hvor han vendte sig om mod dem. ”Hvis noget skulle blive værre, så tilkald mig og jeg vil komme med det samme,” svarede han roligt, inden han valgte at forlade stuen, hvor han roligt trak skydedørene i bag sig, så de var alene i stuen. Vejret trak Konstantin ganske roligt, som han fortsatte med at stirre frem for sig, hvor hendes strøg over hånden, hjalp en smule. Han sad i et stykke tid i stilhed, da han slet ikke vidste hvad han skulle sige, for han kunne ikke rigtig få noget sammenhængende over tungen. Det var også først et stykke tid efter at han spaltede læberne. ”Jeg har mistet min arm,” hviskede han tonløst, som han slet ikke kunne se det realistiske i det, for det var altså ikke noget som skete hver dag! Og det var på ingen måde noget godt som var sket! Han kunne slet ikke se hvordan han nu skulle klare sig frem over for der var jo meget man skulle bruge begge hænder til! Nu var han jo direkte.. handicappet! Og den tanke var noget som direkte fik ham til at væmmes! Langsomt lod han sit blik glide ned mod den stump han havde tilbage af sin arm, som var forbundet, hvor han sagtens kunne bevæge det stykke, da han havde følelsen i det, selvom han måtte lave en grimasse ved synet, for det var jo direkte væmmeligt!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At se Konstantin sådan, var i sig selv, faktisk en tanke som skræmte Malisha, for sådan havde hun godt nok aldrig set ham før! At det skulle koste ham armen, var faktisk en tanke som hun var temmelig ked af, for hun ville næsten stå ved, at det jo faktisk måtte være endnu værre end hendes problem! Hun blev dog siddende ved ham, som hun vendte sig direkte mod lægen. Konstantin svarede hende endnu ikke, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste, for hun forstod ham godt. Selvom lægen skam også havde været hendes igennem en temmelig lang årrække, så var hun bare nødt til at understrege for ham, at hun ikke fandt sig i hvad som helst, og at hun helst ønskede at hendes tilstedeværelse her, forblev hemmelig, og specielt nu hvor hun vidste at Konstantin for alvor ville få brug for hende, så selvfølgelig var det noget som selv hun måtte antage som en selvfølge! At han stod fast på at han ville bevare hendes hemmelighed, var selvfølgelig en tanke som selv måtte gøre hende ganske godt tilfreds, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Udmærket.. Det betyder meget for mig..” Denne gang var hendes tone langt mere rolig og fattet end det som den havde været til nu. At hun bare skulle sende bud hvis det blev nødvendigt, nikkede hun blot til, hvor hun lod ham gå, kun for selv at vende blikket mod Konstantin igen, også selvom han virkede lige så fraværende som han havde været det sidste stykke tid. Svagt bed hun sig i læben, som hun blev siddende med hans hånd i sin, som hun trykkede blidt omkring, mest af alt, som et forsøg på at fange hans opmærksomhed, også selvom det bestemt heller ikke så ud som om at det var noget som ville det som hun ville, og det var en tanke som faktisk.. gjorde hende ked af det. At han så endelig kom en smule til sig selv, også selvom det mest var for at skæve mod den nu manglende arm, var ikke noget som hun kunne gøre det største ved, selvom hun var sikker på, at de nok skulle komme igennem det. ”Hellere din arm, end dit liv, Konstantin.. Vi skal nok klare det. Det er jeg overbevist om,” forsøgte hun sig, som hun igen trykkede omkring hans hånd, også selvom det mest af alt, var et forsøg på at få ham til at kigge på hende, for det andet gjorde hende da.. direkte deprimeret, og det var da slet ikke en tanke som hun kunne have noget at gøre med lige nu! Hun var deprimeret nok i forvejen, også selvom det slet ikke var noget som hun ønskede at tænke på lige nu. Lige nu var det ham.. Og hun ønskede at være der for ham. Hun strøg ham roligt op over hans underarm, næsten for at skænke ham den følelse af nærhed.. Selv hun elskede den, når han endelig gjorde det, når hun lod ham komme tæt på. ”Du klarede det flot.. Og du skal nok vænne dig til det. Jeg væmmes ikke ved synet af det, og det ønsker jeg heller ikke at du skal,” afsluttet hun sigende.

[Deleted]

Hvis Konstantin kunne se sig selv, så havde han nok slået sig selv til plukfisk og fået sig selv til at tage sig sammen, da det jo slet ikke lignede ham at være så ynkelig og patetisk, sidde og gå i chok, når det bare var tale om en arm, selvom det i hans hoved slet ikke var så enkelt, for det gik pludselig op for ham, hvor meget man egentlig havde brug for to hænder, for det var jo to hænder man tit brugte og til alle mulige ting, såsom at åbne noget, til at træne, til at spise, til at kæmpe, til så enkle og afslappede ting som at fiske, læse en bog, tage ting med, gribe ting og selvom man kunne gøre det hele med en arm, så brugte man normalt to, hvis man ikke kunne med en. Han kunne slet ikke forholde sig til den tanke, da han skulle lægge hele sit liv om, han var jo halvt handicappet og han væmmedes ved sig selv ved den tanke! Aldrig havde han været halvt invalid, så for ham var det virkelig surrealistisk og hvordan ville andre ikke reagere på det? Den store hertug, nu med en arm, han ville da blive gjort til grin! Han følte sig allerede til grin, og pludselig var det ham der havde lyst til at gemme sig langt væk og blive indenfor resten af sine dage. Lægen tog han sig ikke af, da han knap nok ænsede Malishas ihærdige forsøg på at få kontakt med ham, selvom han langsomt måtte få kvalmen væk og derved fik ordene over sine læber. Hun havde måske ret i sine ord, men det hjalp ikke just på den følelse han sad igen med, for han kunne snart ikke se sig ud af at alt skulle laves om for ham, for det havde han ikke just ventet sig! ”Min arm er væk..” gentog han blot i samme hviskende tone, som han endnu sad i chok, hvor hans blik stadig var lettere tomt og fraværende, da han var helt ude af den. Han trak vejret dirrende, selvom det var igennem munden, for hans næse var helt lukket til af forkølelsen og feberen var endnu høj. Strøgene over hans underarm, fik ham roligt til at reagere en smule, som han valgte at lukke sin hånd om hendes, hvor det kunne være et tegn på at han var ved at komme til sig selv. Han var glad for at hun havde været der, for selvom han måske havde siddet i chok hele tiden, så turde han alligevel ikke tænke på hvordan han havde reageret, hvis ikke hun havde været der til at tvinge hans fokus væk. Desuden var det altid rart at mærke hendes kærtegn og omsorg, da det var noget som skete alt for sjældent. Hun var der for ham, støttede ham og det havde han brug for i øjeblikket, da han nok aldrig fik talt sig selv til fornuft. ”Men jeg væmmes ved det,” erkendte han dæmpet, da det ikke var løgn, selvom han ikke så på hende og hans blik var tomt, så var han alligevel kommet lidt mere til sig selv, skønt han stadig havde svært ved at skulle sluge det hele, da det var en kæmpe mundfuld. ”Jeg er handicappet. Mig, handicappet!” tilføjede han en anelse højere end sidst, hvor man kunne begynde at høre både fortvivlelse og vrede i hans stemme, skønt han blot stirrede tomt frem for sig, imens han bed tænderne sammen. Han brød sig slet ikke om det!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde faktisk den store forståelse for at Konstantin reagerede på den måde som han gjorde. Ikke desto mindre, så nægtede hun da at gå nogen steder, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Tænderne bed hun en anelse sammen, som hun roligt betragtede sig af hans skikkelse. At se ham uden den arm, og at den faktisk skulle.. mangle, var næsten det værste af det hele. Selvom han måske fremstod handicappet, så var det bestemt heller ikke noget som ændrede sig for hendes vedkommende, for han var jo trods alt stadig hendes Konstantin, ikke sandt? At han så skulle gentage at hans arm var væk, var noget som hun tydeligt bed sig fast i, også selvom hun godt kunne forstå, at det var en choktilstand som han nok skulle komme igennem. ”Jeg ved det godt..” endte hun dæmpet. To hænder brugte man ganske vidst til skræmmende mange ting, men hun så ham helst med en manglende arm, end at skulle lægge ham i graven igen, for det ville hun ikke gøre igen, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for! At han blev mere værende, var selvfølgelig en tanke som kun måtte glæde hende, og mere end det som hun kunne beskrive. At han trykkede om hendes hånd, fik hende til at trække svagt på smilebåndet, for det var lettende at se ham reagere bare en smule! At vise ham den omsorg og den pleje, var ikke noget som hun gjorde normalt, og det vidste hun godt, for hun var ikke særlig god til det, og det havde hun aldrig været god til! Og han vidste det jo også godt! At han hævede stemmen, tog hun sig slet ikke af, for det var vel noget som han havde brug for at komme ud med? De mørke øjne gled stille til hans skikkelse endnu en gang. Hun væmmes ikke ved det, og det var hun bestemt heller ikke bange for at sige til ham. Svagt trykkede hun igen omkring hans hånd. Han så endnu ikke på hende, men han hørte hende da om ikke andet, og det var da et skridt på vejen! Hun hævede den frie hånd, kun for at stryge hans kind, men også mest for at fange hans fokus for alvor, for hun ville have han til at kigge på hende! Det andet var slet ikke noget som hun gad i længden! ”Du har selv mødt en mur nu, Konstantin, men tror du virkelig det vil forandre så meget i længden? Du mistede en arm, men du beholdt livet.. Jeg synes det er en billig pris at betale.. Jeg vil jo heller ikke lægge dig i graven igen,” påpegede hun sigende, også mest for at få ham til at tænke bare en smule over tingene! At han ikke brød sig om det, kunne hun skam godt forstå, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun ville hellere have ham i live, og så kunne hjælpe ham med de ting som han skulle have hjælp til. I det store og hele, så var hun alligevel sikker på at det hele nok skulle løse sig før eller siden.

[Deleted]

Langsomt måtte Konstantin genvinde sin fatning, da han langsomt kom væk fra choktilstanden, da det langsomt gik op for ham at det var virkelighed og ikke bare en ond drøm, nej, han havde mistet sin arm og den ville han ikke få tilbage igen, hvilket var noget som måtte få det til at løbe ham koldt nedover ryggen, for det var da virkelig noget af en mundfuld han skulle til at sluge! Der var så meget han skulle til at lægge om i sit liv, hvilket han snart ikke kunne se sig ud af, da det var hårdt nok i forvejen, fordi han havde meget arbejde der skulle indhentes, plus der også var Malishas problemer som også måtte tynge ham, for det gjorde ondt at se hende fuldstændig ødelagt, selvom han godt forstod hvorfor, men det kunne han nok ikke engang se sig ud af at skulle tænke over, da han nu havde sine egne problemer. Det var da også utroligt at uheldene skulle ramme dem på samme tid og lige efter hinanden! Forfærdeligt var det! Han kunne snart ikke se hvordan de overhovedet skulle klare det, selvom det nok heller ikke nyttede at give op, desuden så lå det ikke til nogen af dem at give op, da de begge altid havde været stædige og for stolte til at give op og det ville nok aldrig ændre sig. Som hun trykkede om hans hånd igen, valgte han roligt at gengælde det, skønt han stadig så frem for sig. Lidt værende kunne han godt være, også fordi han heller ikke ønskede at skubbe hende fra sig, samt han også var glad for at hun var der for ham og det ville han også gerne vise hende. At hun så lagde hånden mod hans kind og strøg den, fik ham til at lægge hovedet mod hendes hånd, som tegn til at han nød hendes blide berøring og omsorg, hvor han samtidig lyttede til hendes ord. Det var først da hun var færdig med at tale, at han roligt vendte de mørke øjne mod hende. ”En billig pris? Jeg skal til at lægge hele mit liv om Malisha! Jeg skal til at vænne mig til..” Han te, da han bevægede den stump han havde tilbage af sin arm, hvor han roligt vendte blikket mod den, hvilket gjorde ham helt ilde til mode, hvilket også tydeligt kunne ses på hans ansigt, som han helt måtte forvrænge det i en grimasse af væmmelse. Han sukkede som han vendte blikket væk, hvor han blot stirrede frem for sig igen. Dumme kamp! Selvom han gerne ville gøre det helt af med Aleksandra, så gad han alligevel ikke se hende igen, for hun ville da kun nedgøre ham, hvis hun så ham med den mistede arm, som det jo halvt var hendes skyld, skønt det mest af alt var hans egen, hvor kulden så havde sørget for at tage den helt fra ham. Hans blik flakkede en anelse, som han måtte tænke over tingene, inden han roligt vendte blikket mod hende igen. ”Folk vil nedgøre mig, hvis de ser mig på gaden. Jeg skulle forestille at være en af de magiske warlock og hvem vil dog tage mig alvorlig nu? Jeg kan jo ingenting!” svarede han tydeligt frustreret, som han vendte blikket væk fra hende igen, da han ikke gad at hun skulle se ham på denne måde. Et sted ville han bare gerne være alene, så han kunne grave sig selv ned i jorden igen. ”Måske det bare havde været bedst, hvis jeg var blevet i graven,” mumlede han for sig selv, som han bed tænderne sammen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ville helt klart mene, at det havde været en billig pris for Konstantin, for at slippe med livet i behold. Ikke desto mindre, så var selv hun overbevist om at han bare skulle igennem en fase, og så finde ud af hvad der skulle lægges i det. Selv ville hun gerne hjælpe ham, nu hvor det var ham som havde brug for det, og dette var ikke noget som hun havde brug for magi til, og derfor kunne hun godt gøre sine forsøg, også selvom det virkede til at han ikke var nær så villig som det hun egentlig gerne ville have haft ham til. Selvom han nu gengældte hendes tryk omkring hans hånd, var selvfølgelig noget som glædede hende, selvom hun endnu ikke kunne stille sig helt tilfreds endnu, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Blikket gled roligt mod ham igen. ”Jeg vil hellere have dig i live, end det andet, Konstantin. Jeg er overbevist om at vi nok skal finde ud af noget,” endte hun med en ganske rolig stemme. Hun forsøgte virkelig at holde igen, også selvom hun mest af alt, havde lyst til at smække til ham og bare bede ham om at tage sig sammen, selvom det vel heller ikke var så nemt sagt igen? Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. ”Velkommen til mit liv, Konstantin! Er det ikke dig der siger, at man møder modstand? Nu har du mødt din, og jeg vil faktisk gerne hjælpe dig igennem det..!” endte hun med en mere fast tone. Hun lod hånden let stryge over hans kind, også for at vise ham at hun faktisk var der, og at hun ikke ville gå nogen steder. At han faktisk gjorde sig mere eller mindre præcist de samme tanker som hun gjorde, gjorde det ikke just bedre for hende, for nu vidste han da lidt mere hen af hvad det var hun var vant til, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt at have med at gøre, og det vidste hun selv! ”Du kan nøjagtigt det samme som du kunne før! Du har da i det mindste din magi! Vi finder en løsning.. det har vi jo altid gjort, ikke?” fortsatte hun. Hans sidste ord, var næsten de ord, som faktisk måtte slå hårdt direkte mod hendes sind. Hun blinkede let med øjnene. Nu vidste han nøjagtigt hvordan hun havde det. At han så hellere ville ligge i graven, end at være sammen med hende, var næsten det som gjorde mest ondt. Stille slap hun hans hånd og trak den anden til sig. Den manglende arm, så hun ikke engang på, hvor hun faktisk hellere holdt blikket på hans ansigt. Hun endte dog med at slippe det, som han selv vendte blikket væk fra hende. Stille legede hun med hænderne i sit skød, som hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige. ”Måske… hvis det er sådan du ser på det..” svarede hun let, som hun denne gang valgte at rejse sig igen. Hvis han lagde det liv i sine hænder, så var hun vel egentlig heller ikke så vigtig for ham? Hun var der i det mindste endnu, selv på trods af den manglende magi, og hvis han regnede med at det her ikke ville gøre nogen forskel, så tog han fejl!

[Deleted]

Måske det var bedre, hvis Konstantin mistede armen end hvis han mistede livet, hvilket han inderst inde var enig i, men derfor var det stadig svært, da han slet ikke kunne gøre de samme ting mere, for det gik pludselig op for ham hvor meget man egentlig brugte begge hænder. Selvfølgelig var det heldigt at han ikke havde mistet begge, men alligevel.. en var slem nok, og ikke nok med det, så var der jo også alle Malishas problemer, hvis de skulle til at være deprimerede sammen nu, så ville det da ikke være til at holde ud at være i huset, men på den anden side, så blev det måske lettere for de to? Hans blik sænkede sig en smule, da hun snakkede stille og roligt og sagde at hun var sikker på at de nok skulle klare sig. ”Og jeg som troede at du selv ville grave dig ned og aldrig ville klare dig?” Han vendte blikket mod hende med et hævet øjenbryn, som han hentydede til hendes egne følelser, da hun trods alt havde været den opgivende igennem de sidste par måneder, men det var rart at se og få bekræftet at den gamle Malisha endnu var derinde et sted, hvilket var noget som glædede ham, for det gav ham da også lidt håb om at de nok skulle klare den, at de nok skulle komme videre, selvom det i øjeblikket kunne se rimelig umuligt ud for dem begge. At hun så skulle citere ham selv, var noget der et sted irriterede ham, selvom han vidste at hun havde ret, og det glædede ham også at hun gerne ville være der for ham og hjælpe ham, for det fik han jo nok også brug for, ligesom han vidste at hun også havde brug for ham. ”Og jeg er skam glad for at du er her Malisha, ellers turde jeg ikke tænke på hvordan det var, men derfor er det stadig svært at skulle sluge, for det er aldrig sket før!” svarede han tydeligt fortvivlet, som han kort så på hende, inden han så væk igen, som han bed tænderne sammen. Det irriterede ham at det skulle være sådan, da han normalt ikke ville sidde og ynke over ting, men dette var noget andet, for han havde for pokker da mistet sin arm! Han skulle jo til at leve helt anderledes fordi han kun kunne bruge en enkelt arm. Han vendte blikket en anelse stædigt imod hende til hendes ord. ”Og hvordan vil du have at vi skal ordne det? Dit problem? Og mit problem? Fortæl mig det endelig, for jeg lutter gerne øre,” svarede han kortfattet, som han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine. Han var ikke særlig positiv angående den kommende fremtid, selvom hun vel havde ret i at de nok skulle klare sig? Alligevel havde han snart hellere lyst til at grave sig ned frem for at gå ud og blive ydmyget. At hun så trak begge hænder til sig, fik ham kort til at skæve spørgende mod hende, inden han blot så væk igen, da han ikke gad til at skændes med hende. Det havde de gjort nok for hans vedkommende. At hun så også rejste sig, hjalp dog ikke på sagen, som det ikke just gjorde ham gladere, hvis hun bare gik. ”Hvis jeg går ud, så vil folk grine mig direkte op i ansigtet! Se dog på mig! Jeg er handicppet!” svarede han frustreret, som han så op mod hende, skønt han endte med at tage sig til hovedet, da han endnu var syg og havde høj feber, hvilket han også tydeligt kunne mærke. Han endte blot med at lægge sig ned på sofaen igen, hvor han sukkede ganske svagt. ”Jeg gider ikke ud..”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det lignede slet ikke Konstantin at være så deprimeret som det han var lige nu, så selvfølgelig var det også noget som berørte Malisha på en måde, som hun slet ikke brød sig om. I det store og hele, så ønskede hun jo selvfølgelig at hjælpe ham, selvom det bestemt heller ikke så ud til at gå helt præcist som hun ville have det. Selvfølgelig gjorde det ikke sagen bedre, også fordi at hun faktisk forstod at han havde det som han havde det, for armen var jo væk, men det var jo ikke verdens undergang! Hun så ham hellere med en manglende arm, end at skulle lægge ham i graven igen, og det var vel også en bekræftelse fra hendes side? At hun faktisk… ønskede ham ved sig, selvom det slet ikke så ud til at han kunne se det lige nu, og selvfølgelig var det en tanke som direkte frustrerede hende som intet andet overhovedet! ”Jeg har ikke gjort noget endnu, andet end at stå og stirre ud, Konstantin.. Du kender mig.. Før eller siden, vil selv jeg vove mig lidt ud igen,” påpegede hun sigende. Han havde jo ret, når han sagde, at hun ikke bare var typen som kastede håndklædet i ringen, og hun ønskede bestemt heller ikke, at han skulle gøre det samme, for det var bestemt heller ikke den mand som hun kendte! Hun vendte de mørke øjne mod ham, også selvom det selvfølgelig nagede hende, at han slet ikke kunne få sig selv til at se hende i øjnene. Tanken gjorde selvfølgelig ondt, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, hvis han ikke ville det som hun ville. ”Jeg ved udmærket godt, at det ikke er sket for dig før, men hvad er det du plejer at sige? Op på hesten igen, ikke? Det er ikke jordens undergang, og du ved det godt! Jeg er her jo stadig.. og jeg vil faktisk gerne hjælpe dig igennem det..!” endte hun denne gang langt mere febrilsk, end hvad hun havde været før, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke gøre det største ved det af den grund. Som han nærmest.. krævede en løsning, var bestemt heller ikke noget som hun kunne give ham på stående fod, for det var jo ikke bare noget som man gjorde, for hun vidste det jo ikke endnu! Hun vendte blikket væk fra ham. ”Det ved jeg ikke endnu..” mumlede hun spidst, som hun igen vendte blikket mod døren som førte ud. Hun sukkede tungt. For hende, var det bare at acceptere hendes mere menneskelige liv. Hun slap hans hænder, kun for at rejse sig i stedet for, for hvis han hellere ville i graven og bare gemme sig, for selv det var jo heller ikke noget som hun gjorde! ”Er du fuldstændig ligeglad med mig og hvordan jeg ser på det, Konstantin? Tror du ikke folk griner af mig?! En leder? En magikerleder uden magi?!” endte hun med en yderst kortfattet stemme. At han ikke ville ud, forstod hun faktisk, men så kunne han vel også bare blive her, ligesom hun selv gjorde? Det var jo ikke fordi at det andet var noget som gjorde det meget bedre. ”Jamen så lad være.. Sid her og ynk, hvis det er det du vil.”

[Deleted]

Jordens undergang var det ganske vidst ikke, men derfor blev det ikke let, hvor det nok også var ydmygelsen som Konstantin helst ville slippe for, for dette ville da først og fremmest komme ud på et eller andet tidspunkt og hver gang han stod foran en fjende, ville han bare blive ydmyget, selvom han ikke var svag af den grund! Han skulle nok vise alle at han stadig var en af de mægtigste warlocks på denne klode og han skulle nok træne så han kunne slå alle selvom han kun havde en arm! Blikket vendte han roligt mod hende til hendes ord, hvor et lille smil alligevel viste sig på de nu blege læber, som sygdommen havde gjort ham helt ligbleg i hovedet. ”Det glæder mig at høre, min egen, det vil du have godt af,” svarede han stilfærdigt, uden han tog blikket fra hende. Nu hvor han var ved at komme ud af choktilstanden kunne han godt tænke lidt ud over sig selv og på hende igen, hvor det også var lettere når hun var der hos ham og viste ham omsorg, for så havde han også lettere ved at vise hende, som hun fik ham til at slappe af som ingen anden kunne. At hun så selv blev mere febrilsk i tonen, fik ham til at rynke brynene en anelse, som han så væk, ikke fordi han var sur, men mere fordi han tænkte over hendes ord. Selvfølgelig gav han aldrig op og han skulle også bare lige have slugt nyheden så skulle han nok tage sig sammen, selvom han kun lige havde mistet sin arm, så det var vel også forståeligt han var lidt ude af den? Det var ikke just sjovt at sidde og se på en stump af en arm som man havde tilbage, der var forbundet og hvor der normalt havde været underarm, muskler og en hånd, som der jo overhovedet ikke var mere! Frustrerende var den tanke. ”Jeg ved godt at det ikke er Jordens undergang, men derfor er det stadig meget at kapere og ikke noget som jeg bare lige kan vænne mig til,” svarede han dæmpet, som hans blik var gledet ned mod dynen, hvor hans hånd lå, som hun havde sluppet da hun havde valgt at rejse sig. At hun ikke havde nogen løsning på hvordan de skulle klare sig, forundrede ham ikke, men på den anden side havde han heller ikke, men derfor vidste han at de nok skulle klare sig, for det gjorde de altid og så længe de havde hinanden og stod fast sammen, så kunne de klare hvad som helst og det gjaldt også denne gang. ”Jeg er overhovedet ikke ligeglad med dig, Malisha! Det ved du godt! Jeg værdsætter alt du gør for mig! Som at du blev hos mig i nat, skønt vi havde skændtes! Jeg har ikke sovet så godt i hele mit liv! Eller.. det har jeg godt nok, for jeg sov elendig på grund af sygdommen, men du var der og sørgede for at jeg ikke frøs og derfor sov jeg rent faktisk hele natten igennem. Og havde du ikke været her, da lægen kom, så.. tør jeg ikke engang tænke på hvad jeg havde gjort. Du er den sidste jeg er ligeglad med!” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Hendes sidste ord gjorde dog ondt, da hun pludselig bare lød afvisende og ligeglad, hvilket ikke var hvad han havde brug for. ”Jeg gider ikke skændes med dig Malisha. Det er jeg desuden for syg til. Kom og læg dig hos mig, for det kunne jeg godt bruge lige nu,” svarede han roligt, som han rakte hende sin – eneste – hånd, skønt han ikke kunne nå hende, da hun stod på den modsatte side af den arm som han havde, derfor var hun nød til at møde ham på halvvejen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Selvfølgelig irriterede det Malisha at Konstantin skulle blive sådan, også fordi at han direkte havde.. nedgjort hende for at være det samme aftenen i forvejen, og selvfølgelig var det en tanke som kun måtte irritere hende som intet andet overhovedet! Tænderne bed hun tydeligt sammen, som hun vendte blikket let væk fra ham. Det var jo bare at komme op på hesten igen, også selvom hun vidste, at det var noget af en nyhed som han pludselig skulle til at sluge, og hun forstod skam godt, at det ikke var nemt for ham af den grund. Hun trak vejret dybt, også mest for at lægge lidt bånd på sig selv, så var det bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget nemmere for ham af den grund. Hun nikkede blot til hans ord. En ting var om det glædede ham, men om det gavnede ham, var jo en helt anden ting. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun havde ganske vidst ikke nogen løsning på noget som helst, men de havde tilbragt så meget tid sammen, siden de havde været helt små, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes vedkommende. Ikke desto mindre, så var det ikke fordi at det gjorde den største forskel for hende lige nu, men hun nægtet at ynke sådan sammen med ham! Hun var vel næsten nødt til at fremstå som den stærke for dem nu? Nu hvor han rendte rundt med den manglende arm? ”Tilvænningen skal nok komme, skal du se,” endte hun ganske sigende, som hun igen vendte blikket mod ham. At det hele skulle blive til et halvvejs skænderi, var ganske vidst ikke noget nyt for dem, men ikke desto mindre, så var hun slet ikke ude på det! Hvis han hellere ville gravlægges ude i haven, end at kæmpe sig tilbage på hesten, så var han vel ligeglad med hende? For hun var der jo, og ikke i graven og hun nægtet at lægge sig i den endnu! Med det, så beviste han jo kun at han var ligeglad med hende, hvis han var så opgivende som det han var, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! ”Hvis du hellere ville lægge dig i graven, hvad pokker vil du så kalde det?! Jeg er her sgu da endnu, Konstantin!” endte hun med en fast tone. At han havde sovet godt i nat, var selvfølgelig en tanke som glædede hende, for hun havde for en gangs skyld selv sovet godt igennem det hele, og endda uden at vågne, som hun normalt altid gjorde. Hun brød sig slet ikke om at være alene mere, også på grund af hendes egen tilstand, hvilket nok heller ikke gjorde omstændighederne meget bedre. At han godt kunne bruge hende ved sin side, forundrede hende egentlig ikke, men hun følte pludselig at hun slet ikke kunne lægge sig.. hun ville ikke. Hun rystede på hovedet. ”Du burde hvile efter den hårde omgang, Konstantin.. Jeg… jeg er nødt til at trække lidt luft..” endte hun dæmpet. Hun var virkelig fristet til at hidse sig op, også selvom hun slet ikke ønskede det.. Hun ønskede slet ikke at gøre det værre, end hvad det var i forvejen, for stemningen dem imellem, var virkelig forfærdelig nok som den måtte være i forvejen!

[Deleted]

Det var måske ikke fair at Konstantin havde været efter Malisha i går, når det så var hans tur til at sidde helt nede, men på den anden side, så havde hun været deprimeret i flere måneder, uden at han havde gjort noget, fordi han havde forsøgt at vise forståelse, hvor han også havde forsøgt at få hende med ud, men det havde hun jo ikke gidet, da hun bare ville sidde og stirre i stedet for, og han havde altså kun lige mistet armen, så det var vel forståeligt at han var helt ude af den og endnu halvt i chok? Han skulle vænne sig til noget helt nyt og det kunne han altså ikke bare gøre på en enkelt dag, så det var kun retfærdigt at hun selv gav ham tid, som han også havde givet hende, og han skulle nok komme tilbage på hesten igen, det var han da allerede nu overbevist om, men derfor havde han stadig brug for tid til at vænne sig til det hele, som han endnu ikke havde fået, derfor så ville det overhovedet ikke hjælpe at hun bare begyndte at hakke på ham og sige at han skulle tage sig sammen, for det ville da kun forværre det hele. ”Mhm,” mumlede han blot, som han ikke gad diskutere med hende og hun var tilsyneladende sur på ham, og det gad han da slet ikke! Han havde ikke gjort noget galt, og måske det var hans egen skyld at han havde mistet sin arm, men igen, han havde brug for tid til at komme over det. At hun så kommenterede hans ord om at han havde lyst til at ligge sig i graven og derfor var ligeglad med hende, fik ham til at vende blikket strengt imod hende. ”Jaså? Og hvad pokker er du så ikke med mig? Hva? Så må du sgu da skide på mig så meget som man kan, da du har sat med samme lyst i flere måneder, er du så også bare skide ligeglad med mig? Er du bare skide utaknemlig med hvad jeg gør for dig og forsøger at gøre for dig? Jeg har brug for tid, og det gav jeg bestemt også dig! Jeg har aldrig været ligeglad med dig, og det er jeg ikke! Men derfor er det ikke just sjovt at være halvt handicappet og invalid, hvor jeg skal til at lære alt igen på en hel ny måde!” svarede han i en fast tone, da han slet ikke gad høre på at hun skulle hakke på ham, for hun havde overhovedet ikke været et hak bedre end ham, og det var for flere måneder! Så vidste hun da hvordan han havde haft det, for det havde føltes som et stik i hjertet, hver gang hun havde afvist ham og sagt at hun bare ville være alene, når han bare havde ønsket at hjælpe hende! At hun så også afviste at lægge sig hos ham, fik ham til at trække hånden til sig, hvor han let fnøs som svar, inden han blot valgte at lægge sig med ryggen til hende. Hun ville være alene? Jamen fint, så kunne hun bare smutte og lade ham være. Han gad i hvert fald ikke skændes med hende, det havde han ikke brug for, han ville bare lægge og håbe at armen groede ud igen, selvom han vidste at det ikke blev tilfældet. Han trak dynen næsten helt op over hovedet, hvor han blot lå og stirrede ind i sofaens ryglæn.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede bestemt heller ikke at skændes med Konstantin, også selvom det selvfølgelig irriterede hende, sådan som han havde nedladet hende aftenen i forvejen, kun for at gøre nøjagtigt det samme som hende selv dagen efter. Måske det var hårdt sagt, men hun fandt sig bestemt heller ikke i det, og som hun vidste, så var det hans skrivearm som han havde endnu, så det var vel heller ikke verdens undergang for ham? Ikke fordi at det var noget som hun ville blande sig i, for det måtte han skam også selv finde ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være, når alt endelig skulle komme til alt. Tilvænningen skulle skam nok komme til ham, også selvom det måske var lettere sagt end gjort, men hun vidste, at det nok skulle komme på et tidspunkt, og det vidste de vel også begge to? At han så til gengæld skulle hæve stemmen for hende, var en tanke som gjorde hende hidsig, men også ked af det, for armen var bestemt ikke det samme som magien, og det vidste han godt! Han kunne stadig beholde stort set alt det som han havde haft før, selv på trods af den manglende arm, og hun havde mistet stort set alt det som hun havde kæmpet for igennem så frygtelig mange år, og det var slet ikke noget som hun brød sig om! ”Prøv du at miste alt det som du har kæmpet for i alle de år, og så se det smuldre i hænderne på dig, uden at du kan gøre noget som helst ved det, Konstantin! Du har alle muligheder endnu, men du nægter at se dem! Jeg ved du har brug for tid, og endelig skal du sgu nok å den, hvis det er det du vil have! Du har endnu din titel, og du kan endnu lave dit arbejde! Jeg kan kun se mit gå videre til den næste, uden at have en skid indflydelse på hvad der skal ske fremover! Det er mit livsværk som jeg kan se ryge i grus!” endte hun med en fast tone. I hendes egne øje, havde hun alverdens god grund til at handle som hun gjorde, men det kunne han selvfølgelig ikke se, hvilket jo bare var typisk! Hun ønskede at hjælpe ham, men det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt, når han skulle ligge og.. ynke på den måde! Han plejede at være stærkere end det, hvor denne mand, slet ikke var noget som hun kunne genkende.. Han skulle have slået Aleksandra ihjel, men selvfølgelig havde han ladet hende gå.. Det var vel på grund af de følelser som tilsyneladende havde været mellem dem før i tiden? Tanken skar i hendes hjerte, også fordi at hun vidste at kvinden endnu var derude, og med den fortid som hun vidste, at de havde delt, så var det noget som satte en kæp i hjulet for hende. Som han bare lagde sig med ryggen til hende og trak dynen helt op over sig, fik hende kun til at bide sig i læben. Hun forsøgte for pokker, og igen skulle hun bare høvles ned.. Ikke fordi at det var noget nyt! Hun rystede på hovedet, hvor hun igen følte at tårerne måtte trænge sig på, og det var virkelig, virkelig ubehageligt. Hun vendte sig mod døren, kun for at styrte mod den i stedet for, hvor hun kraftigt slog dem op, kun for at forlade stuen. Nok var nok!

[Deleted]

At Malisha skulle være efter Konstantin samme dag han lige havde mistet armen og skælde ham ud, uden at han var kommet helt ud af choktilstanden, var noget som irriterede ham. Det var bestemt ikke at vise at hun støttede ham og var der for ham, da hun ikke engang gad at give ham tid til at vænne sig til det, for hun var bare efter ham med det samme, selvom det sikkert kun var fordi han var efter hende i går, og måske det ikke havde været fair, men hun havde jo stadig været i sit deprimeret hjørne efter flere måneder og han var jo nød til at sparke til hende før eller siden og helst inden hun var så langt nede så hun ikke kunne reddes, men at hun så skulle hakke på ham og han ikke engang kunne få lov til at holde bare én dårlig og deprimerende dag, eller uge for den sags skyld, det gad han slet ikke finde sig i! At hun så selv hævede stemmen, var sådan set kun typisk. Det var typisk at deres ’øjeblik’ kun kunne vare nogle minutter og så var den gal med det samme igen, som de ikke gjorde andet end at skændes og han var ærligtalt for syg til at magte at skændes mere med hende, for det gad han virkelig ikke! Det kunne hans hoved da slet ikke klare, for han havde ikke brug for flere dårlige og negative følelser! Han bed tænderne sammen til hendes ord, som kun måtte hidse ham mere op. ”Jamen fint! Så pas du dine problemer og ynk over dit liv, og så gør jeg det samme med mit, og så skal jeg skam nok holde mig langt væk, prinsesse” svarede han i en fast og vred tone, da han slet ikke fandt hende rimelig eller retfærdig på nogen måde! Han var syg og havde lige mistet sin arm og hun gjorde ikke andet end at sige at han skulle tage sig sammen? Bare for at give igen for det han gjorde i går nat? Han havde ikke engang fået en time til at tænke over det, da hun allerede var efter ham, og hvis det skulle være sådan, så kunne det også bare være ligegyldigt, for han gad bestemt ikke høre på hende så! Så kunne hun hoppe i søen kunne hun! At hun så stormede ud af stuen, da han lagde sig med ryggen til hende, sagde han intet til, som han blot stirrede ind i ryglænet på sofaen. Han var ikke ligeglad med hende, han var glad for at hun havde været der for ham, skønt det åbenbart kun kunne var ti minutter før hun skulle være efter ham igen. Det var måske godt nok, for så kunne han da se at den gamle Malisha endnu var i hende og det glædede ham, selvom han mest af alt bare gerne ville ligge og holde om hende og mærke hendes kærtegn i retur, så de var der for hinanden, da det var det han havde brug for og ikke endnu et skænderi. Han sukkede let, som han lukkede øjnene. Appetitten til morgenmaden, eller nok snarere frokost, havde han mistet, hvor han egentlig bare ville være alene, for det var måske bare bedst. Han lukkede roligt øjnene igen, som han blot gav sig hen til søvnen, da han havde brug for hvile, for han var trods alt stadig syg og lå stadig med høj feber, skønt han godt kunne mærke at pillerne som lægen gav ham, måtte hjælpe ham lidt. Det gjorde dog ondt at ham og Malisha ikke kunne enes, da de trods alt havde brug for hinanden.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At skulle sidde med Konstantins problemer oveni sine egne, var bestemt heller ikke nemt for Malisha, for hun brød sig slet ikke om den udvikling som det havde ført til! Tænderne bed hun svagt sammen, da det jo faktisk ikke var hendes menig at bringe det op til et skænderi, men når han snappet af hende, så snappet hun altså igen, og det ville hun aldrig stoppe med! Et sted derinde, var hun jo den samme Malisha som hun altid havde været, og nu havde hun en grund til at lade det komme lidt til udtryk. Hun ville da hellere stå med en manglende arm, end at skulle mangle sin magi! For det i hendes øjne, var meget værre end det som han stod og kæmpet med lige nu! Sådan som han havde været efter hende aftenen i forvejen, for det var bestemt ikke noget som hun synes var retfærdigt! Hun vendte blikket væk fra ham til hans ord, for hvis det var sådan han ville have det, så fint! Så skulle hun da nok finde sig et andet sted at være, hvis det var sådan at han ville have det, jamen så fint! Så skulle hun da nok også holde sig langt væk fra ham! Dørene hamrede hun op, kun for at vade direkte ud af den. Lige hvor hun skulle søge hen, vidste hun ikke, men hun havde brug for luft fra ham af lige nu, og hvis han bare ville ligge og ynke, så skulle han da være velkommen til det! Selv valgte hun bare at sætte kursen i retningen af deres soveværelse. Nu hvor han ikke var der, så ville det vel være mere oplagt at søge den form for.. ro der? Dørene åbnede hun, kun for at hamre dem i efter sig, for hun havde brug for at finde den ro, men også fordi at hun var træt af, at hun tilsyneladende ikke kunne gøre noget som helst rigtigt, og det var jo faktisk noget som gjorde hende temmelig ked af det, og det var næsten noget som gjorde det hele værre for hende, end hvad det var i forvejen! Stille gik hun hen og lagde sig i sengen – denne gang på sin egen side, hvor hun bare tog fat om puden og trak den ind i favnen. Tårerne begyndte endnu en gang at trille ned af hendes kinder, hvor hun svagt bed sig i læben. Selvfølgelig irriterede det hende grænseløst, at han havde den effekt på hende, også fordi at hun følte sig.. meget blottet og hjælpeløs, for hun kunne tilsyneladende ikke engang hjælpe ham med noget som helst! Svagt rystede hun på hovedet, som alle tankerne bare farede direkte igennem hendes tanker og hendes sind, hvilket næsten var det værste af det hele, og det var noget som kun efterlod hende med et stort ubehag uden lige. ”Helvede tage dig..” mumlede hun let for sig selv, også selvom det nok var mere af.. vrede end det var noget andet, for det var jo ikke engang noget som hun mente! I sin egen vrede og uanset hvor trættende det så end var, så formåede hun faktisk at glide hen i en form for søvn.. Hun var virkelig, virkelig ked af det!