Wounded..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte at så mange ting var forkerte, og selvfølgelig var det også en tanke som gjorde hende trist til mode. Det var ikke fordi at hun var decideret deprimeret, men nok snarere… ekstremt negativ, vred og frustreret alt sammen oveni hinanden, og det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre det største ved, selvom det ikke just gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hun var træt af, at ikke kunne stille noget som helst op! For det kunne hun jo heller ikke! ”Det kan godt være, men jeg føler stadig at rigtig meget er forkert, og jeg kan ikke gøre for det! Vi burde slet ikke ligge her under disse omstændigheder.. De er helt forkerte..” Det irriterede hende virkelig at de kun kunne være der for hinanden når det virkelig var nødvendigt, også selvom hun vidste at hun selv var elendig til at søge til ham, når hun faktisk havde brug for det, for hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, hvilket hun heller ikke var glad for, for hun plejede jo at styre tingene på egen hånd, selvom det bestemt heller ikke gjorde alting meget bedre for hende! Hun stirrede ned af ham. Hendes magi var væk, og alt det som hun havde lavet, kunne hun se gå i grus eller ryge til en anden, som kunne tage credit for det hele, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun bifaldt! Den tanke gjorde hende.. frustreret, men også utrolig ked af det, for hun havde kæmpet med det i årevis.. i frygtelig mange år faktisk, og så var det hele ødelagt nu! ”Jeg er slet ikke interesseret i en stilling som hertuginde, Konstantin! Jeg vil have min plads som leder! Det kunne jeg da i det mindste finde ud af! Og du ved lige så vel som mig, at jeg aldrig får den stilling tilbage! Min magi er tabt! Jeg er tvunget til at leve et liv som et forbandet menneske!” Det var slet ikke hendes mening at råbe og skrige af ham, men.. hun havde brug for at han forstod sig på hende, for det gjorde han tilsyneladende ikke! Hun kunne jo for pokker ikke gøre noget som helst, og det var en tanke som direkte frustrerede hende som intet andet overhovedet! At han stillede hende de spørgsmål, var noget som Malisha faktisk tog utrolig alvorligt, for det var jo ikke bare typiske spørgsmål, men nogen som faktisk.. blev vægtet utrolig højt! Hun mente det skam, når hun sagde, at han stadig var den samme for hende, selv på trods af den manglende arm som han nu skulle døje med, men det gjorde vel ikke nogen forskel? Han havde sin stilling, han havde sin status, og han var i live og stadig hendes Konstantin trods alt. Hans følgende spørgsmål, var noget som kun fik hendes hjerte til at hamre næsten som for livet mod hendes bryst. Hun blev liggende i et stille øjeblik, inden hun roligt valgte at nikke. Hun var slet ikke god til den slags, men hun forsøgte da om ikke andet, selvom det ikke var særlig nemt for hende. Hun ønskede sig ham.. den tryghed som hun havde haft og nu havde mistet.. Hun hadede det virkelig!

[Deleted]

Det gjorde skam ondt at Malisha havde det som hun havde det, for selvom hun ikke troede på ham, så vidste Konstantin jo godt hvordan hun havde det. Han havde prøvet noget lignende, måske ikke i samme alvorsgrad som hende, men han havde jo også prøvet at miste det hele, som hans egen fætter tilmed havde forsøgt at få fat på, og han havde følt sig helt.. forkert fordi han ikke havde haft sin stilling, hvor det også havde været ydmygende at stå overfor Aleksandra, første gang og så fortælle at man ikke længere var hertug, selvom han havde fået den og han havde stået som hertug aftenen inden, hvor han havde slået hende i en magisk kamp, hvor han havde bevist sin styrke, en styrke han havde fordi han havde trænet og ikke på grund af en fornem titel, for han vidste godt at der var vigtigere ting i livet end en titel. Men derfor var titlen alligevel en del af den man var og den var med til at skabe et ry, et ry man mistede, hvis man mistede sin titel, hvor man tilmed kunne ende med at få et værre ry og det havde Malisha lidt fået, da mange faktisk talte nedladende om hende og hånede hende, fordi hun ikke havde vist sig siden, fordi hun havde tabt slaget, fordi hun ikke var leder, så han forstod godt at det var hårdt for hende. ”Men nu er omstændighederne nu engang som de er, hvilket ingen af os kan gøre noget ved, vi er blot nød til at få det bedste ud af det. Jeg svigter dig skam ikke Malisha, jeg vil stå ved din side til vores dages ende – for alvor. Jeg vil støtte dig i alt,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog de mørke øjne fra hende, da han blev liggende med armen om hende, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes arm og side. Han elskede hende og ville støtte hende til verdens ende og selv længere end det. Han ville gøre hvad som helst for hende. At hun så skulle begynde at hæve stemmen igen, fik ham til at fjerne blikket fra hende og stoppe strøgene, for det gad han ikke. Han havde ikke gjort noget forkert, hvor han rent faktisk forsøgte at hjælpe hende med at få magien tilbage igen. Han lå blot og fortsatte sin stirren op mod loftet, da hun stoppede med at skælde ham ud, hvor han ikke rigtig gad åbne munden igen, for han gad ikke at hun skulle hakke ham mere ned, når han blot forsøgte at opmuntre hende, selvom det så ud til at være umuligt. ”Man kan hvad man vil,” svarede han blot, skønt han dog mente det. Hun skulle bare træne, så var hun ikke forsvarsløs, for selv et menneske kunne klare en warlock, kunne klare en vampyr, kunne klare en dæmon, og hun var jo heller ikke dum, men utrolig strategisk og intelligent, så hun undervurderede virkelig sig selv, hvilket irriterede ham. Hans spørgsmål var måske et meget alvorligt spørgsmål, og ikke mindst et dybsindigt spørgsmål, men han ville jo også gerne vide det. At hun så endte med at nikke til hans spørgsmål om hun ville tilbringe resten af sine dage med ham, fik ham til at trække varmt på smilebåndet, som han kyssede hendes kind. ”Så må du heller ikke blive ved med at afvise mig, Malisha. Jeg går ingen steder, jeg elsker dig, og jeg ved godt at jeg rent faktisk har vanæret dig ved at gå til andre kvinder, men det har aldrig været med kærlighed i hjertet. Dig elsker jeg. Og jeg ønsker kun at holde mig til dig, som jeg også har gjort i snart et helt år. Jeg vil også tilbringe resten af mine dage sammen med dig.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var svært for Malisha i det hele taget at forklare hvordan hun havde det med tingene, men så lang tid at han kunne se det selv, så var det egentlig noget som passede hende selv ganske fint. Han havde måske oplevet det at miste det hele, men han havde haft de oplagte muligheder for at få det hele tilbage igen.. Det kunne hun ikke, hvor hun bare kunne se det gå videre til en anden, og det var noget som virkelig gjorde hende deprimeret, for hun havde lagt så frygtelig meget i det arbejde, også fordi at det havde været utrolig vigtigt for hende at formå at komme igennem, og det var revet fra hende, og det havde aldrig været hensigten med noget af det! Tanken i sig selv, var noget som efterlod hende med tårer i øjnene, idet hun bare vendte blikket ned af ham i stedet for. Hun bed sig svagt i læben. ”Tingene er måske som de er, men af den grund, så stiller jeg mig altså ikke tilfreds med det, bare sådan uden videre.. Det gør ondt, Konstantin.. Jeg kan ikke gøre andet end bare at sidde og glo til at det hele er forkert og ryger i ruiner!” endte hun med en dæmpet stemme. Hun trykkede sig let ind mod ham. I det store og hele, så var det egentlig ikke fordi at hun ønskede at hæve stemmen for ham eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun sukkede tungt, som en tåre stille strøg nedover hendes kinder, selvom hun virkelig forsøgte at holde det igen, så var det altså ikke så nemt igen! ”Jeg bliver aldrig leder igen,” endte hun med en dæmpet stemme, for selvfølgelig var det noget som gjorde utrolig ondt. Hun ønskede jo at være sammen med Konstantin, hvilket hun heller ikke var bange for at vise ham, også selvom hun bestemt heller ikke var særlig god til det. I det store og hele, så var hun faktisk.. fortvivlet over hvordan det hele skulle være for dem, og det at binde sig til et individ, faktisk var en tanke som måtte skræmme hende en anelse, men det var der nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Kysset mod hendes kind, tog hun mere end glædeligt imod, hvor hun bare blev liggende og lyttede til hans ord. Ordene i sig selv, fik hende til at smile ganske let for sig selv, inden hun roligt blev liggende tæt ind mod ham. Hans ord gjorde hende rolig, også fordi at det faktisk var noget som selv gjorde hende glad i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. ”Jeg har ikke været forundret over, at du søgte trøst ved andre kvinder, Konstantin.. Jeg har jo heller ikke rigtigt.. lagt op til noget eller noget som helst.. Jeg kan ikke rigtigt gøre for det.. Jeg forsøger virkelig.. jeg gør virkelig hvad jeg kan..” Hun hævede blikket stille mod ham. Hun havde det ikke særlig godt, selvom hun faktisk forsøgte at gøre det så godt som hun nu kunne.

[Deleted]

Konstantin vidste godt at det var hårdt for Malisha, selvom han vidste at det ville slå hende ihjel indefra og ud, hvis hun blev indenfor og aldrig kom ud, for hun havde brug for det. Hun havde ikke engang fået frisk luft i lang tid, så hun måtte jo næsten helt have glemt hvordan det føltes? Det gjorde ondt på ham at hun havde det på den måde, særligt fordi han følte sig så hjælpeløs, når hun konstant afviste ham, for så kunne han jo heller ikke være der for hende. Hun var nød til at være villig til at lade ham hjælpe hende, for han ville jo heller ikke tvinge hende til alt, for det kom der jo aldrig noget godt ud af, det var også derfor han forsøgte at gøre det hele, som han jo egentlig gjorde bag hendes ryg, men når han før havde nævnt det, så blev hun altid sur på ham, så derfor var det også bare bedst at holde det skjult, særligt hvis han ikke engang var i stand til at gennemføre det, for han ville jo ikke skuffe hende yderligere! Han trak svagt på smilebåndet, da hun valgte at lægge sig mere ind mod ham, hvor han kun hjalp hende med det, som han trykkede hende ind mod sig. ”Jeg ved godt at det er hårdt Malisha, men du er også nød til at kæmpe for at kunne bevare tingene som du vil have, og det gælder alle ting. Man skal altid kæmpe, det har vi gjort hele livet og det skal vi fortsætte med,” svarede han roligt, som han strøg hende ganske blidt over ryggen, uden at han tog blikket fra hende. Han lagde godt mærke til tåren der gled ned over hendes kind, selvom det gjorde ondt, for han kunne ikke engang tørre den væk, da han manglede en hånd og arm til at kunne gøre det. Han selv skulle til at vænne sig til denne nye ting, hvilket måtte frustrere ham, også fordi han var blevet syg, for så magtede han da slet ikke at skulle gøre ting, hvilket ikke just hjalp på noget som helst! Han ville bare gerne have at tingene var som førhen, hvilket hun nok var enig i, men det var jo også ting som dette, fejl og nederlag, som var det man lærte af, og det måtte de jo så tage med denne gang. Han svarede dog ikke på det med at hun ikke blev leder, for det vidste han jo faktisk intet om, det kunne han ikke svare på, for han kunne desværre ikke spå fremtiden, selvom han gerne ville kunne spå noget godt for hende, men det kunne han ikke engang. At hun så blev glad for hans ord, kunne han godt se, hvilket kun gjorde ham selv varm indeni, da det var rart at vide og se at han endnu kunne gøre hende glad, for det ville han jo gerne. ”Nej.. ingen af os tog det seriøst før, det har vi jo egentlig aldrig gjort, til tider gik vi med flere år uden at vi så hinanden, så.. det har været meget op og ned, men nu er jeg ikke et sekund i tvivl om hvad jeg vil have, og jeg vil have dig, desuden, så ved jeg godt at du er ny til det hele, men det er jo ikke værre end at jeg kan vise dig hvordan og hjælpe dig, det har jeg trods alt altid gjort,” svarede han i en kærlig tone, som han kyssede hendes pande.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hendes ledertitel var tabt for evigt og altid, for den magi ville hun aldrig nogensinde få retur igen. Folk vidste ikke hvor hun var, men rygterne om at hun var gået under jorden gik, for hun havde hørt dem, og det var noget som faktisk gjorde hende ked af det.. Folk havde slet ikke nogen forståelse for hende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hun blev liggende og stirrede mere eller mindre ned af ham, hvor hun bare valgte at blive liggende. Under normale omstændigheder, havde hun rejst sig i ren og skær protest, selvom det jo heller ikke var tilfældet. Hun valgte for en gangs skyld, at forsøge, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men man gjorde vel sit bedste med det som man nu havde? ”Det ved jeg godt, men de kampe som jeg ønsker at kæmpe, har jeg tabt på forhånd.. Jeg har ikke de midler som kræves, for at kunne vinde det slag, Konstantin.. Kan du ikke se det? Jeg er ingenting mere.. jeg er et nul.. en kvinde af et gammelt folk og en gammel slægt, som er slået i jorden og ikke kan rejse sig igen. Havde min far været i live, ville han have taget livet af mig for den stand jeg er endt i…” Ja, hun havde gjort sig ekstremt mange tanker hvad det her angik, men det var vel heller ikke noget nyt? Hun havde jo kun sig selv at være sammen med på daglig basis, også fordi at han havde haft sit arbejde, hvilket hun havde forståelse for. Selv måtte hun vel bare vænne sig til tanken om at hun ikke havde noget som helst, og at hun bare måtte forsøge at gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt med de få midler som hun havde, også selvom hun ikke ligefrem havde det største overskud til lige netop dette, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes del. At han så valgte at forblive tavs, var noget som gjorde hende ked af det, da hun tog det som at han var enig.. At hun aldrig ville få den lederstilling igen, også selvom hun virkelig havde kæmpet for at opnå hvad hun havde opnået, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hans ord og hans kys mod hendes pande, var selvfølgelig også noget som fik hende til at smile lidt.. Også selvom det ikke var helt det som hun ville have. De havde aldrig taget det seriøst, og nu hvor hun sad der som en næsten gammel jomfru, udelukkende fordi at den tanke havde skræmt hende, men også fordi at han ikke havde vist hende nogen interesse – før nu om ikke andet. ”Sagen er vel, at du altid har hjulpet mig med de ting som jeg skulle have hjælp til? Det ændre bare ikke på alt det som jeg har mistet.. Jeg har mistet mange støtter, og de vil aldrig følge mig igen, hvis de ved hvordan jeg står til, Konstantin.. De ved hvor nem jeg bliver at slå af banen og.. det vil jeg ikke.. Jeg vil gerne have dig, men.. Ikke den stilling.. Jeg vil ikke have noget af det,” endte hun ganske dæmpet.

[Deleted]

Malisha var blevet slået hårdt i jorden og havde svært ved at rejse sig igen, hvilket Konstantin godt vidste, men han var der stadig for hende og han skulle nok hjælpe hende op, der hvor hun ikke kunne selv, for det havde han altid gjort og det ville han altid gøre. Han var en sand støtter, og han havde støttet hende i alt, selvom han ganske vidst havde trukket sig ved nogle ting, når hun var blevet lidt for sindssyg i sine planer, ligesom han ikke ville have støttet hende i angrebet mod Procias, selvom han jo så slet ikke havde kendt til det, for hun var jo gået før det og havde efterladt ringen, hvor han slet ikke havde hørt fra hende og da han så var taget op til kongen, fordi han havde sendt bud efter ham, så havde han så fundet ud af at hans trolovede havde taget på en mission i Procias og havde fejlet, hvor han havde hørt at hun havde mistet sin magi og ingen havde vidst om hun havde været død, hvor han derefter havde ledt efter hende og han havde også fundet hende, og nu var de igen sammen, hvilket han var glad for. ”Men jeg vil ikke høre dig sige det, Malisha! Du er noget, du er ikke bare ingenting! Du undervurderer dig selv, og det.. irritere mig, når jeg ved at du er langt bedre end det! Du er en fighter, du har altid kæmpet og jeg ved godt at det er svært for dig, at meget er mistet, men jeg ved at du også kan få kæmpet din røv tilbage igen, for det har du altid gjort. Du har siden du var helt lille skulle kæmpe for at bevise dit værd, overfor din familie og senere overfor alle andre, du har altid levet med presset og jeg ved at du kan klare det, for det har du altid gjort! Jeg har set potentialet i dig siden vi var helt små, og jeg nægter at lade dig give op, for du er langt stærkere og mere værd end det!” svarede han i en bestemt tone, skønt han faktisk lå og roste og komplimenterede hende, selvom han mente hvert et eneste ord, for hun var jo langt mere værd end hvad hun gjorde sig til. Det kunne godt være at hun havde mistet sin magi, men selv det problem skulle de nok klare! For det vidste han bare! De klarede sig jo altid! Han endte også med at fnyse til hendes andre ord, hvor han kort så væk. ”Du skal slet ikke tænke på de andre Malisha, de er slet ikke det værd! Hvis de ikke støtter dig nu, så har de aldrig været dig tro og eller nogen ordentlige støtter og dermed er de slet ikke dine tanker værd, som de snarere burde blive hængt for forræderi. Desuden ved jeg at der endnu er nogle som så dig som en stor leder og som holder med dig, og der er din søster blandt andet en af dem,” svarede han sandfærdigt, som han roligt vendte blikket mod hende, hvor han endte med at ligge sig mere op på siden, så han kunne se hende ordentligt. ”Jeg er ligeglad med hver en stilling. Jeg elsker dig, for din person og ikke for nogen stilling. Jeg vil have dig ved min side, fordi du er en fantastisk kvinde og ikke fordi jeg vil have dig som min hertuginde. Det er dig jeg vil have Malisha. Jeg er fløjtende ligeglad med alle andre og fortiden, for jeg vil hellere tænke frem, på en tid der er sammen med dig og som klart vil blive den bedste i hele mit liv,” svarede han sandfærdigt, som hans blik hvilede alvorligt i hendes.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var blevet slået i jorden, og denne gang var det stort set umuligt for hende i det hele taget at rejse sig igen, og det var næsten det som faktisk måtte skræmme hende en anelse, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Hun vendte blikket op mod Konstantin, næsten forundret over at det var den måde som han valgte at snakke til hende på, også selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste som sådan, idet hun bare.. stirrede på ham, uden egentlig at vide hvad hun skulle sige, og det var jo faktisk noget som gjorde hende en anelse ked af det! Hun havde været ude på en opgave, og hun havde fejlet, som hun aldrig nogensinde havde gjort det før, og det var vel heller ikke underligt, at det var noget som gjorde hende deprimeret? ”Du fremstiller det bare som.. var det så nem en ting, men det er det altså ikke, Konstantin! Du ved jo inderst inde at jeg har ret, ikke!” Hun satte sig halvvejs op, kun for at vende sig om på siden, og derfor trak hun sig en anelse fra ham, også selvom det slet ikke var ment som en afvisning. ”Jeg har altid skulle kæmpe for tingene, og altid skulle vise og bevise mit værd, og der er for pokker ikke nogen foruden dig, som har set det! Jeg er slået i jorden denne gang og konsekvenserne er så store, at jeg ikke kan rejse mig med den samme oprejsende pande som jeg kunne før! Jeg er nødt til at gå stille med dørene, Konstantin og den tanke frustrerer mig!” endte hun med en næsten febrilsk stemme. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, og tydeligt med en usikkerhed i minen. Hun ønskede selvfølgelig at kæmpe sig tilbage på toppen igen, også selvom det slet ikke gjorde det meget nemmere for hende af den grund. Hun følte sig slet ikke værdig til noget som helst, og det var bestemt heller ikke en plads som hertuginde, som hun følte sig værdig til, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var vel næsten hende som skulle stå til en hængning for forræderi med det som hun havde gjort mod slottet? At han så nævnte det, var noget som automatisk gjorde hende tavs. Det ville jo plage hende for resten af livet, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde direkte ondt! At han selv lage sig om på siden, fik hende til at se på ham endnu en gang. At han manglede en arm, var virkelig ikke noget som gjorde hende det mindste, for han var jo stadig den samme af den grund. At han nævnte hendes søster, var noget som efterlod hende med en voldsom knude i maven. Hun havde jo heller ikke set kvinden siden det angreb på Procias! ”Du ved ikke hvordan fremtiden ser ud.. Du ved ikke hvor problematisk det vil blive eller noget som helst.. Du ved ikke om det bliver godt eller dårligt endnu..” påpegede hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han virkede.. alt for sikker.

[Deleted]

Hvor Konstantin virkede sikker i alt, så virkede Malisha frygtelig usikker, selvom det vel også var en nødvendig balance for at de kunne klare sig igennem alt? Hun opvejede alle dårlige sider, hvor han forsøgte at komme med alle de gode, for det nyttede jo heller ikke at de begge var pessimister, for så ville det da gå helt galt i sidste ende! Han ville jo også gerne være der for hende, som han elskede hende og uanset hvad så ville hun jo altid være hans bedste ven, så han ville naturligvis gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe hende, hvor han ville gøre hvad han kunne for at få hende op på hesten igen, da han godt vidste at hun var blevet slået hårdt i jorden og det gjorde skam ondt på ham, selvom han gerne ville gøre hvad han kunne for at hun ville komme tilbage på benene igen og fandt den nødvendige fodfæste og tryghed. Som hun satte sig mere op, gjorde han også selv, hvor han ikke tog de mørke øjne fra hende. ”Men jeg ved skam godt at det ikke er nemt Malisha, det er skide svært! Det er hårdt og kan virke helt umuligt, men det er det ikke! Jeg siger ikke at du i morgen kan få alt tilbage, jeg siger bare at du ikke må give op, det er du for stærk og stædig til. Jeg vil ikke se dig forblive sparket i jorden, for du er en fighter og ud har altid klaret dig og det ved jeg at du også vil denne gang,” svarede han sandfærdigt, som han ikke ville skændes med hende, for han forsøgte jo netop at vise hende at han troede på hende og at han stod bag hende, for han ville da gøre alt for at hjælpe hende! Han vidste desuden at hun kunne komme op igen, for han havde set den gamle Malisha for bare et par timer siden, hvor det havde været ham der havde været helt nede, hvilket han lidt glemte, når han lå med hende, også fordi hun havde sagt at hun endnu fandt ham tiltrækkende og endnu ønskede ham. ”Jeg ved godt at det hele frustrerer dig, men jeg er her, du er ikke alene, jeg hjælper dig, som jeg altid har gjort, beskytter dig som jeg altid har gjort, du vil altid have mig i ryggen, for jeg går ingen vegne og selvom det hele ser umuligt ud for dig, så skal jeg nok hjælpe dig igennem det hele. Det skal nok blive godt igen,” svarede han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Han ønskede at hun skulle blive ved med at kæmpe for andet kunne jo slet ikke nytte noget, det nyttede ikke at give op bare fordi livet så sort ud, desuden så håbede han jo på at han kunne sprede bare lidt lys for hende, som gjorde at hun fandt modet til at gå lidt længere. Han endte med at lægge hånden i nakken på hende, kun for at trække hende ind til sig, hvor han trykkede sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys, som han holdt i lange sekunder, inden han roligt brød det. De mørke øjne vendte han roligt mod hende igen, hvor smilet langsomt bredte sig på hans rosenrøde læber. ”Men så længe jeg har dig, er jeg ligeglad med hvordan fremtiden ser ud, for du gør den perfekt,” hviskede han i en kærlig tone, som han igen trykkede læberne imod hendes.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det bestemt heller ikke særlig godt, og selvfølgelig var det en tanke som selv gjorde hende ked af det, for hun brød sig slet ikke om at have det på den måde! Hun havde aldrig været så nedslået tidligere, og det var noget som gjorde hende usikker, for hun vidste jo slet ikke hvad hun kunne gøre og hvad hun ikke kunne gøre, eller hvordan hun skulle komme tilbage på benene igen, for det kunne hun jo åbenbart ikke. Tænderne bed hun en anelse sammen. ”Jeg tror virkelig ikke du ved hvordan jeg har det med tingene som de er. Det er virkelig svært for mig, når jeg kan se til alt det som jeg har mistet.. Ikke bare af det personlige, men også det professionelle.. Jeg kan intet stille op mere, og jeg tror ikke du ved hvor frustrerende det er..” endte hun med en ganske sigende mine. Det var bestemt ikke fordi at hun regnede med at det ville gøre noget som helst ved det i den anden ende, men det var vel bare sådan at det måtte være i den anden ende? Hun blev siddende halvvejs oppe o sengen og med blikket i hans retning. I det store og hele, så ønskede hun jo heller ikke at han skulle passe på hende og beskytte hende hele tiden, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af. Hun ville kun ende mere frustreret end det som hun var i forvejen, og det var slemt nok som det var lige nu! Hun vendte blikket en anelse væk fra ham som hun svagt bed sig i læben. Hun havde jo altid været sin egen og selvom hun havde haft hans støtte, så havde hun jo trods alt også klaret mange af de ting på egen hånd! ”Jeg vil jo heller ikke have at du skal passe på mig og beskytte mig hele tiden, Konstantin! Det er alt sammen meget fint, at du tror det bliver så fint, for det gør det altså ikke! Jeg har det af helvede til..” endte hun langt mere dæmpet, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget bedre eller nemmere for hende for den sags skyld, for hun havde det virkelig skidt med det hele. Som han alligevel valgte at handle og lagde hånden i hendes nakke, var noget som svagt fik hende til at stivne, idet hun endte med at blive fanget i kysset. Hun gengældte det dog uden at tøve, for hun elskede ham jo, og det var jo noget som hun gerne ville vise ham på de måder, som hun nu havde muligheden for det! Hun lod blikket falde let, efter at han havde valgt at bryde det. Han virkede bare så… sikker på at det hele nok skulle løse sig, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende selv glad, men der var jo visse ting som bare ikke ændrede sig, og hun havde det virkelig skidt lige nu! ”Den vil være perfekt siger du? Jeg er ikke enig.. Den er ikke lys før jeg kan genvinde mig selv igen.. Og det kan jeg ikke. .Jeg kan slet ikke genkende mig selv..” endte hun med en dæmpet og tydeligt frustreret stemme. Det gjorde faktisk ondt for hende at tænke på!

[Deleted]

Det frustrerede Konstantin at Malisha slet ikke kunne se det positive i noget som helst, da hun var helt deprimeret og frustreret, hvor hun var negativ, hvilket hun var hele tiden, som det var meget sjældent at hun faktisk smilte, selvom det jo så aldrig rigtig havde lagt til hende at smile, men hun havde stadig været langt mere glad før i tiden, frem for det hun var nu, og selvom han godt forstod hende, så frustrerede det ham, at det ikke blev bedre og det var også som om hun slet ikke gad at gøre noget for sig selv. Han ønskede dog ikke at blive ved med at diskutere det med hende, for det fik de intet ud af, der skulle ikke snak til, men handling, selvom det krævede at hun selv tog sig sammen. Først og fremmest skulle hun tage ud af huset, bare en tur ude i haven, for der var der altså intet der kunne ske hende, for stedet var magisikret af hans egen magi og det ville det også være selvom han døde. ”Det virker heller ikke som om du selv gider at gøre noget for at du får det bedre. Det kan godt være at du er bange for at træde udenfor, men det er altså ikke sådan at det regner med sten, og der er ingen der kan gøre dig noget her på stedet, så du er nød til at se frygten i øjnene og komme ud, i hvert fald bare rundt i haven,” svarede han sigende, som han blev siddende op ad puderne, så han sad oprejst og kunne betragte sig af hende, ligesom hun selv havde rettet sig mere op. Mest af alt ville han bare gerne kunne ligge og nyde stunden med hende, men det var som om de hver gang skulle tale sammen kom ind på dette emne, hvor de så endte med at diskutere og det førte typisk til et skænderi, som førte til at de gik hvert til sit, som det også havde gjort, da de havde siddet inde i stuen. ”Jeg har heller ikke sagt at jeg ville våge over dig som en høg, min pointe er blot at jeg står bag dig når du har brug for mig, og selv når du ikke har - jeg vil altid stå bag dig. Desuden så er du også nød til at lade mig hjælpe dig, hvis du vil have det bedre, for du kan ikke altid stå med alt selv,” svarede han roligt, som han ikke tog de mørke øjne fra hende, hvor han heller ikke gjorde noget for at fjerne sig. Dog kunne han ikke længere holde om hende, da han sad tilbage mod sengen. Han vidste godt at hun havde det hårdt, men han var der jo for hende og det frustrerede ham at hun ikke kunne se det og at hun ikke ville bruge ham. At hun besvarede kysset, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han vendte blikket mod hende, som han brød det igen. ”Hold nu op, den gamle Malisha er stadig derinde, hende fik jeg trods alt selv at se da lå og ynkede, så hvor blev der af din kampgejst? Du sagde selv at vi nok skulle klare den, så her er hvad der sker; vi klarer den,” svarede han i en bestemt tone, hvor hans blik blev lettere sigende, da han mente det.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte ærlig talt ikke at hun havde noget som hun direkte havde at smile over, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde det svært, og selvfølgelig var det svært for hende at forstå, med tanken om at hun ikke kunne få det tilbage som hun havde haft tidligere, hvilket næsten var det som var værst for hende. Det var meget som selv hun skulle vænne sig til nu, og det var bestemt heller ikke helt nemt for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Hun vendte blikket stille mod hende. Det var skam heller ikke fordi at hun ønskede at virke så opgivende, for det var hun ikke! Hun havde bare.. brug for at ynke lidt og så komme videre derfra, også fordi at det på ingen måder var nemt for hende, og det var faktisk noget som gjorde hende selv utrolig.. frustreret! ”Så lang tid jeg ikke har noget at forsvare mig med, så er jeg nødt til at passe på mig selv – Selv i min egne have, ikke sandt? Og specielt nu, hvor du ikke engang kan passe på mig..” mumlede hun let for sig selv, idet hun stille vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun kunne faktisk godt lide den tanke om at skulle gå en tur igennem haven sammen med ham, også fordi at.. det var betryggende, og så kunne hun tænke på lidt andre ting end det som egentlig plagede hende, men nu hvor han skulle til at ligge syg og det hele, så var det noget som hun lige så godt kunne droppe allerede med det samme. Hun ville ikke blive leder igen, og hun ville aldrig kunne genvinde noget af det som hun havde kæmpet så hårdt for at opnå, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vidste godt at hun ikke var særlig god til at åbne op og faktisk bede om hans hjælp med ting, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. ”Jeg ved det jo godt..” mumlede hun let for sig selv, inden hun igen lagde sig ned i sengen igen. Hun blev dog liggende ganske tæt ved ham, for hun ønskede heller ikke at fortsætte med at afvise ham, når hun jo faktisk ønskede at se skulle finde ud af det hele. Hun trak vejret dybt, kun for at vende blikket mod ham. Smagen af hans læber hang endnu i hendes, og hun kunne jo godt lide det, for det var noget som automatisk gjorde hende en anelse rolig, også fordi at.. han var der jo, og han var jo trods alt stadig den samme, og det var noget som hun virkelig også godt kunne lide. ”Hun er der nok et eller andet sted, men ikke fremme lige nu..” endte hun ganske kortfattet. I det store og hele, så var hun egentlig ikke interesseret i at snakke om det med ham, også fordi at det kun gjorde ondt værre, for de kom jo ikke rigtigt nogen steder med det!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at det var hårdt for Malisha, men han forsøgte også at hjælpe hende så godt som han nu kunne, selvom det slet ikke virkede som om at hun var interesseret i at få hjælp, men det var også hendes stædighed der talte for hende på det punkt? Han ønskede dog at hun fik det bedre, ligesom han ville ønske at hun gjorde noget for hende selv, så hun kunne få det bedre. Han elskede hende og ønskede kun det bedste for hende, men det var meget svært at nå ind til hende, særligt når hun konstant afviste ham og holdt ham på afstand, for det fik hun det aldrig bedre af. At hun så igen var helt frustreret, måtte også frustrere ham, for det behøvede jo slet ikke at være så svært som hun gjorde det til, selvom han også vidste at det ikke var så let som han gjorde det som, for han vidste godt at det var hårdt, men det var ikke umuligt og det behøvede heller ikke at være så svært for hende, for han var her jo trods alt og han ville hjælpe hende igennem hvad som helst. ”Du er altså ikke svag Malisha, nu hold op. Og vores have er altså mere sikker end noget andet, der er der ingen der kan få fat i dig eller se dig, og for det tredje, så kan jeg altså godt beskytte dig!” svarede han lettere bestemt. Det var ved at gå ham på nerverne at hun var blevet så paranoid som hun var, for det var jo slet ikke så slemt som hun gjorde det til! Ingen ville kunne få fat i hende ude i haven, ligesom han sagtens kunne beskytte hende hvis de endelig var ude og der endelig skulle komme nogen, men det ville der i hvert fald ikke i haven, for hele stedet var magisikret. ”Hvis du ved det, så lad vær med at afvis mig hele tiden, for det får du det bestemt ikke bedre af. Jeg er her for dig og jeg vil dig kun det bedste, Malisha,” svarede han stilfærdigt, som han igen lænede sig frem kun for at stjæle et flygtigt og dog blidt kys fra hendes læber, som han trak let på smilebåndet, da han vendte blikket mod hende igen. Han ønskede ikke alle disse problemer, men de virkede nærmest uundgåelige, hvilket måtte frustrere ham, for det kunne ikke passe at de skulle være så uheldige, hvor de nærmest havde fortjent en præmie for det! ”Så må vi jo bare få hende frem, ikke sandt?” Han valgte roligt at trække dynen til side, som han satte sig helt op, hvor han krøb hen til sengekanten som han roligt rejste sig op. Han gik roligt hen til skabet, som han åbnede, hvor han fandt nogle bukser frem, som han med lettere besvær fik på, da han jo kun kunne bruge en enkelt arm nu. Han fandt også en T-shirt som han trak overhovedet og fik på, hvor han kort vendte blikket mod sin manglende venstre arm, hvor han betragtede den resterende stump med et trist blik, for det gjorde ondt at han ikke længere kunne gøre hvad han havde brug for. Roligt fandt han en stor uldsweater frem som han også fik op over hovedet, skønt venstre ærme var helt løst, da der trods alt ikke var noget til at udfylde det. Han gik roligt hen til hende igen og rakte hende sin hånd. ”Kom. Vi går en tur ude i haven,” svarede han roligt, som han sendte hende et varmt smil.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ikke nemt for Malisha, selvom hun virkelig forsøgte, selvom.. hun vidste jo snart ikke hvor hun skulle starte, eller hvor hun skulle slutte eller noget som helst, og selvfølgelig var det noget som selv kun formåede at gøre hende direkte frustreret som intet andet overhovedet! Tænderne bed hun svagt sammen ved hans ord. I det store og hele, så ønskede hun jo at finde ud af det hele sammen med ham, selvom det slet ikke var nemt for hende! Han virkede irriteret, og det var noget som helt klart plejede at smitte af på hende selv, selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig for en gangs skyld, for hun ønskede bestemt heller ikke at gøre ondt værre, end det som det måtte være i forvejen. ”Du fremstiller det stadig som så nemt, og det er det altså ikke.. Jeg kan jo ikke forsvare mig med noget som helst, før de vil tvinge mig i jorden, Konstantin.. Jeg har jo.. intet forsvar længere..” En magikyndig ville sagtens kunne slå hende i jorden, før hun i det hele taget ville lægge mærke til noget som helst.. Ja, et sted var hun vel nok ved at blive paranoid, selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre for! Hun gjorde sig alt for mange tanker igennem en dag, så det at det gik hurtigt galt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vidste godt, at hun var god til at afvise, men det var også fordi at det var det som faldt hende.. mest naturligt. Hun sukkede tungt og rystede så endeligt på hovedet. Hun vidste godt, at hun var direkte elendigt til den slags, men hun gjorde det altså slet ikke med vilje! ”Jeg ved det jo godt, Konstantin.. Men det er bare.. svært for mig.. Jeg er.. skræmt.. bange..” Det var selv store indrømmelser fra hendes side af, men hun mente det, når hun sagde at hun var bange, for tanken om at skulle knytte sig så meget til et enkelt individ, var næsten det som skræmte hende mere end det som noget andet måtte gøre, og det var næsten det som var hende det værste af det hele! Et sted dybest inde, så var den gamle Malisha jo, og hun vidste det, selvom hun var temmelig meget i skjul i denne tid, men der var ikke rigtigt noget som hun kunne gøre noget ved. Hun nikkede blot, som hun så til at han bare.. valgte at rejse sig og baksede med at få tøjet på. Et sted så klarede han det jo.. temmelig flot med tanke på at han faktisk gik rundt med en manglende arm! Hun blev liggende i sengen og lod ham komme i tøjet, selvom det var hans ord som nærmest slog hende hårdere end alt det andet. Han ville have hende med ud? I haven? Nu? Hun blinkede let med øjnene, som hun betragtede ham med en ganske sigende mine. ”… Jeg er ikke sikker på, om det er en god idé, Konstantin.. Men… okay..” endte hun dæmpet, som hun endelig rejste sig op, kun for at tage omkring hans hånd i stedet for. Hun forsøgte om ikke andet, at undgå at afvise ham!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Konstantin ønskede at diskutere med Malisha, for det mente han ærligtalt at de havde gjort nok af, for det gjorde de jo altid når de kom ind på det som var sket, netop at hun havde mistet sin magi og dermed sin stilling. Det gjorde ondt at se hende sådan, men han kunne jo heller ikke hjælpe hende, hvis hun ikke lod ham, for han kunne jo ikke tvinge hende til alt, for det ville også kun køre hårdere på hende end alt andet. Han sendte hende et lettere sigende blik. Det irriterede ham at hun skulle undervurdere hende selv, når de begge vidste at hun var langt bedre end som så! Det kunne godt være at hun ikke havde sin magi, men svag havde hun aldrig været! ”Men så lyt til hvad jeg siger i stedet for; jeg ved godt at det er svært, men derfor nytter det ikke noget at du bare sætter dig hen i et hjørne, hvor du kan gemme dig og give op, for det tager i hvert fald livet af dig. Desuden kan du bare rende rundt med en kniv, eller to eller flere, eller sågar et helt sværd på dig, så du har noget du kan forsvare dig med, for selv dét er du blevet trænet i, så hold op med at undervurder dig selv, når vi begge ved at du er langt bedre end det,” svarede han i en lettere bestemt tone, da han mente sine ord af fulde alvor. Hun var ti gange bedre end hvad hun selv fremstillede sig som og han gad ikke blive ved med at høre på hendes nedladende ord om hende selv, for det var jo løgn! At hun indrømmede at hun var bange og skræmt, havde hun ikke behøvet da han havde vidst det i forvejen, selvom hun stadig var blevet paranoid og det var der ingen grund til. ”Men du behøver ikke at være bange Malisha. Jeg er her, du kender mig bedre end nogen anden, og du bør efterhånden vide at jeg vil stå bag dig uanset hvad. Og jeg vil være her for dig, til døden os skiller,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et mildt smil. Han ønskede ikke at se hende trist eller bange, for han var der og han skulle nok hjælpe hende igennem det hele og det var vel også bedre end at skulle gøre alt alene? Han valgte roligt at rejse sig, hvor han fik bakset tøjet på, selvom det var besværligt, når han kun havde en enkelt arm at gøre brug af, for alt var jo langt mere besværligt! Men gudskelov for at det var hans højre arm som han havde beholdt, for han var trods alt højrehåndet. Han lukkede roligt sin hånd om hendes, hvor han trak hende op på benene, inden han med sin hånd i hendes, gik ud af soveværelset og ned ad gangen. ”Årh hold op. Hvis vi ikke engang kan gå rundt i vores egen have, så kan vi slet ikke leve,” svarede han roligt, som han førte hende med sig hen til den store marmortrappe, hvor han gik ned og hen til stumtjeneren, hvor han rakte hende sin pelskappe, inden han tog omkring sin egen, selvom den var noget sværere at få på, for det var jo ikke bare lige til! Han tog om snørerne, selvom.. han kunne ikke binde den. Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han nægtede at spørge om hjælp, selvom han faktisk havde brug for det. Han stod blot og stirrede på snørerne, som om han ventede på at de bandt sig selv.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det ikke særlig godt, og det lød bare ikke til at Konstantin vidste hvordan det var! Hun var måske ikke ligefrem forsvarsløs som sådan, men hun vidste jo udmærket godt, at hun ikke kunne stille noget som helst op mod en magikyndig! Vedkommende ville da slå hende i jorden, længe inden hun overhovedet ville have muligheden for at gøre noget som helst, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig meget om overhovedet. Hun vendte blikket mod ham. Forstod han ikke bare, at hun havde… mistet alt? ”Jeg kan ikke stille noget op mod en magikyndig med en sølle kniv eller to, Konstantin.. Jeg var kun heldig at tage Kimeya på det led.. Han så mig ikke komme,” fortalte hun ganske kortfattet. Det havde været hemmeligt dengang, så det at forsvare sig mod en som havde set hende først, vidste hun godt, bestemt heller ikke ville blive nemt på nogen måde, hvilket næsten var hende det værste af det hele! Tænderne bed hun let sammen, som hun stille vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun havde slet ikke lyst til at snakke om det mere, også fordi at hun vidste, at det kun gjorde ondt værre end hvad det måtte være i forvejen, og det hadede hun virkelig! Bange var hun, og nu fortalte hun ham det faktisk også direkte, og det ville hun normalt aldrig nogensinde have gjort, så det var bestemt heller ikke nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun frygtede virkelig for sit eget liv. ”Jeg ved det godt.. Men jeg frygter for mit liv, Konstantin.. Jeg kan ikke gå nogen steder mere, uden at skulle se mig over skulderen.. Og det ved du..” endte hun dæmpet .Selvfølgelig var hun utrolig glad for at vide, at han stod der sammen med hende, men der var nu alligevel visse ting som gjorde, at hun selv følte en vis form for.. tvivl? Han kunne jo heller ikke ligefrem stå der hele tiden, når han også havde sit arbejde at passe, og det vidste hun jo også godt!
At Konstantin pludselig gjorde sig den tanke, at han ville have hende med ud i haven, vidste Malisha bestemt heller ikke om det var en god eller en dårlig idé. I det store og hele, så burde han helt klart være blevet i sengen, så syg som han var, og hun ønskede jo heller ikke ligefrem at gøre det værre end hvad det var i forvejen! Hun valgte nu alligevel at gå med ham, også fordi at hun virkelig gerne ville udenfor efterhånden! Hun længtes virkelig efter at få noget luft nu! Hun rystede stille på hovedet. ”Du burde ligge i din seng, men det bliver vi vel heller aldrig enige om?” endte hun ganske sigende, som hun igen vendte blikket i retningen af ham, som de kom ned og han rakte hende pelsfrakken, som hun bare valgte at tage på. Den var god og varm i den bidende kulde som herskede udenfor. At han så havde problemer med sit, fik hende svagt til at trække på smilebåndet. ”Lad mig nu hjælpe dig,” endte hun sigende, som hun nu heller ikke ventede på respons, inden hun havde taget omkring dem, for at binde en fin knude med sløjfe.