Alone or together?

[Deleted]

Aleksandra var efterhånden godt og grundigt træt af Voltaire, men det var der vel ingen nyhed i? Han gik hende nemlig på nerverne, som han altid gjorde, og det var ikke ligefrem let at abstrahere fra. Det var dog også trættende for hende at blive ved med at køre diskussionen, da hun selv var ufatteligt afkræftet efter kampen med Konstantin, så hun var på ingen måde i humøret til et skænderi, men selvfølgelig kunne det ikke undgås. Hun fandt det dog sjovt, at han tillod de mange skænderier med dem, selvom han sikkert vidste, at ophidselsen ikke var god for hende, så længe hun lå så skadet, som hun var. Det måtte vel også helt tyde på, at han nød skænderierne med hende, for ellers burde han klart have stoppet, da dette på ingen måde gavnede hendes nuværende situation. ”Tak for påmindelsen, men jeg ved skal allerede, at du ikke er fuldblod, men kun varyl. Det at du er halv warlock må også være det eneste gode ved dig, for det andet prøver da klart at ødelægge dig, men det er nu bare sådan det nu engang må være. Og jeg ved skam allerede, hvad Jordens forskellige racer kan, så du behøver på ingen måde at påminde mig om det. Jeg ved godt, at man kan bruge sin magt på mange forskellige måder, men det er kun det med sindet, jeg ikke bifalder.. Så bare rolig.. Det havde også været slemt, hvis du havde været en mentaldæmon,” sagde hun roligt. Hun gad ikke høre mere om denne diskussion, for de nåede tydeligvis aldrig videre alligevel, og så kunne det jo være fuldkomment ligegyldigt. Begge mente de, at den anden var skurken, og det ville formentligt ikke ændre sig med tiden. Det kunne godt være, at Voltaire ikke brugte sin sensuelle udstråling mod uskyldige, men det var faktummet, at han kunne, hvis han ville, at hun ikke brød sig om. Som han sagde, at hun burde sove, kunne hun godt se ideen i det. Hun måtte også være ufatteligt træt, så det måtte på alle måder være en hjælp for hende, hvor hun sikkert også ville tænke klarer, hvis hun fik en god omgang nattesøvn. Hun var dog ikke vild med ideen om, at hun skulle falde i søvn i hans arme, for det var jo ham … Voltaire. ”Fint… Men så går du også, så snart du ser en mulighed for det,” sagde hun sigende, som hun alligevel vidste, at hun ikke ville vinde sagen, hvis hun begyndte at råbe op nu. Det skulle dog ikke undre hende, hvis han gik, så snart hun sov, for hun tvivlede på, at han så nogen grund til at hjælpe hende, når hun alligevel var faldet hen. Langsomt slap hun grebet om isposen, så han kunne tage over. ”Godnat,” sagde hun stille, som hun rykkede lidt på sig, så hun kunne komme i en bedre soveposition. Det var dog svært at ændre på noget, da det var begrænset, hvor meget hun kunne rykke sig, uden det gjorde ondt. Hun fandt dog en position der kunne gå an, og der lod hun også øjnene glide i. De første mange sekunder, lå hun blot og slappede af, mens hun prøvede at affinde sig med det faktum, at han holdt om hende. Det var endnu blandede følelser der hvilede i hende på det punkt, men hun prøvede at tænke på, at han bare ville skaffe hende lidt varme i kroppen. Langsomt måtte hendes åndedrag blive langsommere og mere stille, som hun langsomt blev lullet ind i den stærkt tiltrængte søvn. Det varede hellere ikke længe før hendes søvn blev dyb, hvor hendes hoved også ligeså stille måtte trille ind mod hans brystkasse, som hendes krop automatisk måtte søge mod hans i søvnen…

[Deleted]

At Aleksandra valte at cutte samtalen af, var noget som måtte irritere Voltaire, skønt han nu godt kunne følge hendes tankegang, da han sådan set heller ikke gad diskutere det med hende, for de blev jo aldrig enige. Det irriterede ham dog bare grænseløst at hun konstant skulle tale ned om hans væsen, da han aldrig nogensinde havde gjort hende noget! Det var heller ikke fordi han var interesseret i hende, for det var han ikke! Hun var slet ikke hans type, hun var bare irriterende og gik ham konstant på nerverne! Han endte med at sukke til hendes ord. ”Jeg synes det er fint at vi dropper snakken, eftersom du alligevel ikke ved hvad du taler om,” svarede han irriteret og dog affejende, som han slet ikke gad køre i den samme smøre hele tiden, for han kendte hende godt nok til at vide at hun ikke ville skifte mening, hun var irriterende stædig, og så var der bare det faktum at hun hadede hans væsen, selvom han endda havde warlocken i sig, desuden var han ikke sensuel dæmon, han var en varyl, ikke at det gjorde det bedre, for det væsen havde også altid været jagtet og folk havde altid set ned på hans race, hvor det ikke var helt væk endnu. Det var dog utroligt at hun hadede den sensuelle dæmon mere end hvad hun gjorde varylerne, og derfor kunne han næsten kun regne ud at der var sket noget dårligt i hendes liv. Hun havde mødt den sensuelle dæmon og den havde gjort noget ved hende, som gjorde at hun hadede hans væsen og han kunne næsten regne ud at hun var blevet taget imod hendes vilje, eftersom det var det deres emne kørte på, men han spurgte ikke, for så ville hun da først bide hovedet af ham og det var han ikke interesseret i, desuden var han heller ikke sikker, men hvad skulle ellers være grunden til at hun hadede væsnet og konstant hadede det faktum at de sensuelle dæmoner kunne overtage andres sind. ”Bare rolig, jeg har skam ikke tænkt mig at blive et sekund længere,” svarede han i en kortfattet tone, så hun faktisk vidste at han mente det, for han var slet ikke interesseret i at blive her, ikke når det var hende. Han blev blot liggende og holdt isposen mod hendes øje og til tider mod hendes kindben. Han måtte dog alligevel smile af at hun lagde hovedet mod hans brystkasse og nærmest lagde sig ind til ham, for hun var jo ikke så slem igen? Ikke når hun sov i hvert fald. Han selv valgte roligt at lægge isposen fra sig, hvor han lagde begge arme omkring hende. Han lagde hovedet mod hendes, hvor han kunne indsnuse hendes søde duft, der måtte gøre ham helt rolig. Han endte selv med at lukke øjnene, hvor han langsomt faldt hen i en dyb søvn …

… Hvad klokken blev, havde Voltaire ingen anelse om, da han lå og sov. Han havde ikke holdt sit løfte om at gå, da han var endt med at falde i søvn, skønt det ikke havde været med vilje. Han lå endnu i hendes seng, hvor han nu var endt under dynen og med hende liggende ind mod hans krop, som da de var faldet i søvn. Han kom dog langsomt til bevidstheden igen, hvor han rørte let på sig, skønt det kun var svagt. I hans hoved var han i sin egen seng og kvinden der lå ved ham måtte være Sophie, skønt duften klart ikke var den samme, men det ænsede han ikke. Han drejede svagt hovedet, som han kyssede Aleksandra blidt mod panden, uden rigtig at ænse at det var hende, da han endnu måtte halvsove.

[Deleted]

… God havde søvnen været, hvor den i den grad også måtte hjælpe på Aleksandras situation, da hun havde været ufatteligt afkræftet, da hun havde lagt sig til at sove. Det havde dog ikke været den letteste måde, hun var faldet i søvn på, da hun havde skullet affinde sig med det faktum, at Voltaire ville blive i lidt tid og holde om hende. Den eneste grund hun havde givet ham lov til det, var fordi, at han havde givet hende lovning på, at han ville forsvinde ud af hendes værelse i det sekund, han kunne fornemme varmen i hende igen. Det havde hun valgt at stole på, og derfor havde hun også tilladt sig selv at falde i søvn i hans arme. Ud fra omstændighederne, så havde hun faktisk sovet ganske behageligt. Som han havde brudt sit løfte, måtte det også være tydeligt i dagens lys, at det gennem søvnen havde bevæget sig tættere på hinanden. Som han var blevet og var hoppet ind under dynen til hendes mere eller mindre blottede krop, havde hun selv søgte hans varme krop. Ligesom ham, så var hun også endt med en arm over hans stærke krop, mens hendes forslåede ansigt lå ind mod ham. Sødmefuldt trak hun helt vejret, som det måtte være roligt, hvor hendes bryst langsomt hævede og sænkede sig, som hun trak luft ind. Igennem hele natten havde hun eller de sovet, hvor solen langsomt måtte dukke op, hvis man så ud af de aflange vinduer. Dæmpet slap hun et blidt suk, som hendes krop fornemmede læberne mod panden, som hendes person endnu ikke var helt vågen. Det var dog også det der fik hendes krop til at rykke svagt på sig, som hun langsomt måtte blive lullet ud af sin søvn. Hendes øjenlåg og –vipper måtte flygtigt begynde at vibrere, som hun lige så stille fangede bevidstheden. Fredfuld var hun helt, men det var også indtil, at det langsomt måtte gå op for hende, at den var ragende gal! En anelse sløret, anede hun, hvordan Voltaire langsomt måtte tage form for hende, hvor hun tydeligt kunne se og mærke, hvor intimt tæt han måtte befinde sig på hinanden. Hun så, at hans ansigt helt måtte være ved hendes, som han lige havde kysset hendes krop, og hvordan de … holdt om hinanden. Hvordan hun holdt om ham. Det næste blev, at hun kunne mærke sin forholdsvist nøgne krop mod hans, og det førte også til, at for op i en siddende position, hvilket helt fik hende til at hive smertende efter vejret, da det i sandhed ikke var godt for ribbende! Det var dog ikke det første hun tænkte på, hvor hun også havde revet dynen en anelse op, så den helt kom op og dække hendes barm. Det var dog stadig tydeligt at se, at de havde delt dyne, som han endnu var dækket af den. ”Hvad fanden tror du, at du har gang i?!” råbte hun yderst søvnbedugget, vredt og forvirret af ham, mens hendes grågrønne øjne måtte flakke over hans skikkelse, som han endnu lå i hendes seng, hvilket bestemt ikke havde været aftalen! Så var der så meget for den enighed om, at de skulle tale roligt til hinanden.

[Deleted]

Det havde slet ikke været meningen at Voltaire havde skullet blive i Aleksandras seng, men hendes duft havde langsomt gjort ham døsig, hvor han havde forsøgt at holde sig våben, men han var så endt med at falde i en dyb søvn, hvor han ikke havde vågnet på noget tidspunkt, for ellers havde han nok valgt at søge ud, inden hun var vågnet, da han slet ikke havde planlagt at slå sig ned her. Som hun lå ind mod ham og holdt om ham, lå han ind mod hende og holdt om hende, så de lå i hinandens favn, hvor han faktisk havde sovet frygtelig godt og tungt igennem hele natten. At han så faktisk valgte at kysse hende, var slet ikke noget han ville have gjort, hvis han havde været ved sig selv, da han slet ikke brød sig om hende og han ville da slet ikke have blevet her, hvis han havde vist at de skulle vågne op på denne måde. At hun så vågnede og satte sig op og begyndte at råbe, rev ham selv ud af søvnen, hvor han endte med at lade øjnene falde lettere sløret på hende. Da han så kom til bevidstheden og fandt ud af at de lå i hinandens favn, spærrede han øjnene op, hvor han selv måtte fare op, skønt han gjorde det så hurtigt at han endte med at falde ud af sengen og endte på røven på gulvet. ”Hvad pokker laver du her?!” spurgte han chokeret, som han endte med at se sig omkring og fandt ud af at.. de var i hendes værelse. Han endte med at se op på hende, hvor han tog sig selv til hovedet. ”For pokker..! Jeg faldt i søvn!” erkendte han, skønt det mere var for sig selv end det var for hende. Det havde jo slet ikke været meningen! Han havde dog ikke lagt sig nøgen i hendes seng, da han endnu bar sine bukser, så han var faldet i søvn som han havde lagt sig ind til hende, derfor var der vel heller ikke sket nogen skade? Han blinkede let med øjnene, som han helt måtte se forundret ned i gulvet. Han kunne slet ikke huske at han var faldet i søvn. ”Årh.. jeg har slet ikke sovet så godt i … lang tid,” svarede han, hvor det igen var for sig selv. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde sovet så godt eller så tungt. Rart havde det været, ja hvis ikke det var fordi at han havde vågnet op til hende, for det havde jo slet ikke været meningen. ”Undskyld.. det var.. ikke min mening at overnatte her,” forsikrede han hende, som han satte hænderne i jorden og langsomt kom op på benene igen. Hvorfor pokker var han ikke vågnet noget før?! Han satte sig forsigtigt på sengekanten, som han kort gned sine øjne, inden han vendte blikket mod hende. ”Hvordan har du det?” spurgte han roligt, som han hentydede til hendes skader, hvor hun sikkert også ville kunne mærke feber af den kommende forkølelse som med garanti ville komme før eller siden. Og nu hvor han alligevel var her, så kunne han vel lige så godt tilse hende igen, da hun trods alt havde brug for det, og rask var hun jo trods alt ikke.

[Deleted]

Aleksandra tøvede end ikke med at råbe af ham, som det gik op for hende, at de havde delt seng og puttet igennem hele natten, kunne hun kun fnyse af ham, som han væltede ud af sengen af ren og skær forskrækkelse. Det var nu morende at se på, som han fuldstændigt rundforvirret røg ud over sengekanten i chok over den høje tone og hendes tilstedeværelse. Blikket måtte dog hvile advarende på ham, som han i den grad havde noget forklaring, som han skulle gøre brug af! ”Hvad pokker jeg laver her?! Det er for helvede mit værelse, så det er mere, hvad pokker du laver her?” udbrød hun utilfredst, som hun i den gang ikke brød sig om opdagelsen. Det havde ikke været tilladt af ham, at han havde sovet inde hos hende, så det burde han på ingen måde have gjort! Det var dog ikke det allerværste, for det værste var vel, at hun havde haft en udsøgt nat, som hun havde sovet ganske fortrinligt i hans favn. Hun havde nemlig sovet tungt gennem hele natten, hvor hun konstant havde følt hans varme mod sig, og behaget af at blive holdt om. Det hele måtte gøre hende arrig, for det hele var jo dybt forkert! ”Nej, det siger du ikke..,” mumlede hun sarkastisk af hans ord, som hun skam godt hørte ham. Det var tydeligt for hende at se, at han var faldet i søvn inde hos hende, som han jo ikke var søgt tilbage på sit værelse, som han ellers havde lovet hende. Hvordan fanden han kunne have lagt sig til at sove hos hende, begreb hun vitterligt ikke, for havde hun ikke udtrykkeligt givet udtryk for, at hun ikke var interesseret i at have ham inde hos sig? Det ville hun i hvert fald mene, at hun havde gjort, men det havde hun åbenbart taget fejl, som det jo var tydeligt for enhver at se, at de havde puttet igennem hele natten. At han så måtte udtrykke, at han faktisk havde sovet ubeskriveligt godt med hende i sine arme, måtte hun bide sig selv i læben, for følelsen var jo gengældt. Hun havde sovet rigtig godt, men det havde også været indtil, han havde chokeret hende med sin tilstedeværelse, så det var bestemt ikke noget hun ville tale højt om. Derfor lod hun også bare sin egen mening forblive en hemmelighed, og desuden … hvad godt kunne den sandhed alligevel bringe hende? Hun fnøs let af hans ord om, at han ikke havde ment at blive og sove, hvor hun blot vendte blikket væk fra hans skikkelse. ”Sikker på det? Det så ellers ud til, at du lå utroligt godt, indtil jeg valgte at vække dig,” sagde hun sigende. Om det havde været hans mening eller ej at blive liggende, kunne hun ikke sige, men hun kunne kun reagere ud fra det hun så nu. Som han satte sig tilbage i sengen til hende, skævede hun kort til ham ud gennem øjenkrogen. Godt havde hun måske sovet, men dårligt havde hun det, som hun var vågnet. Hun følte sig kold, men det var feberen der talte, som hendes krop måtte være varm. Samtidig med det, så havde hun ondt i halsen og flere steder på kroppen, som hele hendes krop måtte smerte, som skaderne ordentligt havde fået fæstne i hende, og gjort hende godt og grundigt øm. ”Jeg har det som om, at mine grænser er overtrådt,” sagde hun sigende, skønt hun godt vidste, at det nok ikke var det han havde ment.

[Deleted]

At Voltaire havde sovet inde hos Aleksandra hele natten, var skam noget som kom mindst lige så meget bag på ham som det gjorde ved hende, for det havde jo slet ikke været planlagt! Han havde desuden slet ikke gidet at sove her, for … det var jo hende! Hun var forfærdelig og irriterende og hun var ham bare en pestilens! Og dog havde han faktisk nydt at sove der, for han havde faktisk ikke sovet så godt i utrolig lang tid, men.. det var vel fordi sengen var så meget bedre end hvad han var vant til? Det var i hvert fald hvad han ville skyde på, for en kvindekrop havde han sovet med mange gange, og der havde han aldrig sovet så godt som han havde denne nat og da han ikke engang kunne lide Aleksandra, så kunne det umuligt være hende! At hun så brølede op, var noget som havde fået ham til at reagere så hurtigt at han var røget ned på gulvet, hvor han også måtte ømme sin ende, fordi det alligevel havde gjort ondt. ”Altså jeg planlagde ikke at sove her! Jeg.. kan ikke engang huske at jeg faldt i søvn,” svarede han i en forundret tone, som han virkelig bare var.. faldet i søvn. Han havde ikke engang ænset noget og pludselig lå han her og havde sovet hele natten her. Han havde sovet frygtelig tungt, men det samme måtte hun vel have gjort, siden hun ikke var vågnet før og havde smidt ham ud. At hun så var vred over at han havde sovet her forstod han godt, da han trods alt havde lovet at han ville være ude, når hun havde fået varmen igen, til gengæld kunne man vel sige at det var godt nok at hun havde haft ham hele natten og så havde haft varme hele tiden? Ikke at det gjorde sagen bedre, for det havde jo slet ikke været meningen! Han måtte også helt forbande sig selv over at have sovet her, for hun var da den sidste han havde regnet med at han skulle sove hos! Han sukkede halvt morende til hendes ord, som han så op mod hende. ”Jeg har aldrig lagt i en så god seng, jeg tror også det er derfor jeg har sovet så godt,” svarede han sandfærdigt, for det var vel den eneste grund, var det ikke? Han rystede let på hovedet. ”Men du har da selv sovet godt! Du bære halve skylden, for.. du kunne bare have vækket mig og smidt mig ud, så havde du sparet os begge!” tilføjede han en anelse anklagende, som han da umuligt kunne bære den fulde skyld! Godt nok havde han lovet at smutte, men det havde jo heller ikke været hans mening at falde i søvn her! Som han satte sig op på sengekanten og betragtede hende kunne han godt se at hun var langt mere bleg i hovedet og feber måtte hun vel have? At hun så kommenterede hans overnatning igen, fik ham til at klø sig let i nakken. ”Undskyld.. det var jo ikke meningen,” svarede han sandfærdigt. Han lagde roligt en hånd mod hendes kind, hvor han betragtede hende en anelse vurderende. ”Men hvordan har du det fysisk set? Skaderne ved jeg godt, ikke har fået det bedre, men du ser mig noget bleg ud,” svarede han roligt, for at vende tilbage til alvoren igen.

[Deleted]

Tvivlsomt fnøs Aleksandra ad hans ord, da han sagde, at han var helt uskyldig i sagen her. Hvor meget hun troede ham, kunne man så sætte spørgsmålstegn ved, for de havde jo lavet en udtrykkelig aftale om, at han skulle forsvinde så snart muligheden havde budt sig. Hun havde heller ikke troet, at han havde været interesseret i at blive, så hun havde troet ham, men tilliden havde tilsyneladende været for meget at skænke ham, da han tydeligvis aldrig havde haft i sinde at forlade hendes seng! Vred måtte det gøre hende, da hun havde valgt at stole på ham, skønt hun først havde udtrykt sin tydelige modvilje ved hans tilstedeværelse. Derfor måtte det også helt sitre i hende, da hun fik lyst til at sætte ham på plads, men det kunne hun desværre ikke, da hun befandt sig i den tilstand, som hun nu engang var endt i. Det var ikke længere de brækkede ribben, sparket eller slagene der udelukkende stod for hendes smerte, da hun nu også kunne mærke, at feberen havde gjort sit indtog. Det kom ikke bag på hende, men det måtte irritere hende til det syge, for hun hadede virkelig denne her tilstand! ”Meget bekendt, så falder man i søvn, når man ligger sig til rette og lukker øjnene i, så tror du ikke, at det er det der er sket denne her gang?” spurgte hun ham spidst, som hun ikke kunne undgå at blive en anelse spydig, men det var vel kun forståeligt? Det måtte dog også gå hende dybt på nerverne, at hendes morgen nu også var ødelagt, da den var startet ud med en forskrækkelse, og sikkert et nyt skænderi, og det var bestemt ikke sådan hun kunne lide at starte sine morgener! Især ikke, når hun allerede var ufatteligt afkræftet. At han så gav sengen skylden for, at han havde ligget så komfortabelt, som han havde gjort, kunne hun ikke lade være med at fnyse ad ham. ”Så håber jeg, at du vil mindes denne nat, for dette her er den sidste og eneste gang, at det nogensinde vil ske,” sagde hun afvisende. Hun havde måske ligget godt med ham, men af den grund skulle der stadig ikke ske en gentagelse! Der var alligevel også en god chance for, at hun kun havde sovet godt på grund af, at alle smerterne og kampen havde gjort hende træt. Det valgte hun mere at tro på, end at give Voltaire rosen for den fantastiske søvn. ”Den eneste grund til, at jeg sov godt var fordi, at jeg ikke anede, at du var til stede, og at jeg i forvejen var så træt og afkræftet, som jeg nu engang var. Og hvis jeg var vågnet i løbet af natten, så tro mig, så havde jeg skam smidt dig ud.” Han skulle bestemt ikke tro, at hun havde i sinde at tage del i undskyldningen, for det havde hun bestemt ikke! Hun havde sovet tungt igennem hele natten, så hun havde ikke set før nu, at han havde ligget der hele tiden. Ham derimod.. han burde havde forladt værelset, mens han stadig havde haft muligheden for det. Som han så undskyldte, lod hun med et dæmpet suk falde tilbage i sengen, da hun ikke orkede at sidde op lige nu. At han så lagde hånden mod hendes kind, var en handling der igen fik hende til at vende blikket mod ham. ”Jeg tror.. at jeg har fået feber, og muligvis også fået anskaffet mig en forkølelse,” endte hun sandfærdigt.

[Deleted]

Det hele var Voltaires skyld og han vidste det godt, han følte sig ærligtalt også frygtelig dum, for han havde jo lovet hende at han ville gå, så at han havde brudt det løfte, viste jo ikke just at han var en mand af sit ord, som han ellers gerne ville have forsøgt at vise hende, så disse fordomme kunne stoppe, så han var klart irriteret på sig selv over at han ikke havde formået at holde sit løfte og rent faktisk var faldet i søvn, for det var jo heller ikke fordi han havde gidet at sove der! Og det værste af det hele var at han havde sovet godt, men det kunne nu umuligt være hendes skyld, det var sengen, for den var god at ligge i og klart i bedre kvalitet end den seng han havde fået her på stedet, skønt den han havde fået alligevel havde en god standard, så han klagede skam ikke, men han havde nu ikke sovet så godt i … han kunne ikke huske hvor mange år det var siden sidst. At hun så blev helt spydig, fik ham til at sukke opgivende, for han vidste jo godt at hun havde ret og hun havde al ret til at være sur på ham, så denne gang ville han ikke hidse sig op, for det var hans skyld og hans skyld alene, hvilket også var det som måtte irritere ham mest, for det var jo ikke hvad han havde planlagt! ”Okay, så lukkede jeg øjnene og faldt i søvn, men altså.. så har jeg da holdt dig varm hele natten, er det så slemt? Du fik da din søvn,” svarede han, hvor det næsten kunne lyde som om han forsøgte at tale sig ud af det, hvilket han nok også halvt gjorde, men det havde jo ikke været hans mening! Det havde jo ikke været med vilje! Det måtte hun vel også kunne se? Eller troede hun virkelig at han havde udnyttet situationen? Det kunne han i hvert fald ikke drømme om, for hun var stadig den sidste person på hele jorden som han ville være sammen med! At hun så skulle understrege at det ikke ville ske igen, fik ham til at fnyse ganske let. ”Åh bare rolig, jeg har skam ikke tænkt mig at overnatte her igen,” svarede han lettere mumlende, skønt det dog var sandt, for han ville da langt hellere ligge med en kvinde, der faktisk gad ham og satte pris på ham, såsom den kære Sophie, der var mere end villig til at ligge i hans favn og dele seng med ham, og når han ikke engang selv gad Aleksandra, så var det ikke videre fristende at overnatte her igen. ”Er det ikke bare en dårlig undskyldning, fordi du ved at jeg er grunden til at du har sovet godt?” spurgte han drillende og kækt, som han alligevel ikke kunne lade vær, hvor han også måtte blinke muntert til hende. At hun valgte at glide tilbage i sengen med et suk, sagde han intet til, da han vidste at hun var syg og afkræftet endnu. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Og det tror jeg at du har ret i. Men heldigvis for dig, så kender jeg en medicin, der nok skal gøre dig rask igen,” svarede han lettere opmuntrende, som hans smil forblev på hans læber.

[Deleted]

Glad følte Aleksandra sig bestemt ikke, som hun aldrig brød sig om følelsen af at blive ført bag lyset, og det var lige præcis, hvad Voltaire havde gjort ved hende. Han havde givet hende sit ord på, at han ville forlade værelset så snart det var muligt, og det havde han bestemt ikke gjort, som han derimod havde lagt sig ned under dynen til hende, så de kunne holde om hinanden. Tanken fik hende helt til at væmmes, for det havde jo været Voltaire hun havde sovet med, og hun havde faktisk sovet ganske fortrinligt. At han så forsøgte at tale sig ud af problemet, fik hende til at fnyse ad ham, for den gik bestemt ikke! ”Det her handler ikke om, at jeg fik min søvn og holdt varmen hele natten. Dette handler om, at du brød vores aftale, efter at jeg havde vist dig den tilladelse at tro på dig, når du sagde, at du hurtigst muligt ville være ude af mit værelse. At blive hele natten, og ligge sig ind til mig var bestemt ikke en del af aftalen!” sagde hun hårdt. Hun ønskede helt at straffe ham for sin handling, men desværre var hun endnu alt for svækket, som hun bestemt ikke kunne bruge fysisk vold på ham, og hun frygtede lidt, at det ville koste for meget, hvis hun bevægede sig ud i større besværgelser. Hele situationen hujede hende bestemt ikke, hvor hun mindst af alt havde lyst til at se på Voltaire lige nu. Hun ville ønske, at hun kunne sende ham til månen, eller på den anden side af kloden, men det kunne hun desværre ikke. Han gik hende på nerverne, som han altid skulle bryde de regler, hun satte op for ham, og derfor måtte hun helt ønske, at hun kunne finde en kur mod hans sensuelle udstråling i dag, så hun kunne sende ham væk. At han sagde, at han ikke ville overnatte her igen, sagde hun intet til, for hun vidste med sig selv, at det bestemt ikke ville ske igen. Fra nu af, så skulle han ud af hendes værelse, inden det blev for sent, så der ikke var en faretruende risiko for, at det ville ende sådan her igen. ”Hav nu ikke for høje tanker om dig selv.. Du har intet at gøre med, hvordan jeg kom igennem natten. Jeg ville have haft en langt bedre nat, og morgenen, hvis ikke det havde været for din tilstedeværelse,” svarede hun afvisende, som han bestemt ikke skulle få den ide, at han havde været i stand til at skænke hende noget behag! Hvis det skete, så ville han da slet ikke være til at være i et rum med, da han i så fald ville få for høje tanker om sig selv, og det ville hun bestemt ikke skænke ham. Han kække attitude måtte allerede irritere hende, for den stoppede tydeligvis aldrig, som han altid skulle tvære et eller andet i hovedet på hende. Desværre for hende, så kunne hun ikke holde de store diskussioner ud, som sygdommen og de mange skader helt fik hende til at føle sig svagelig, hvor det også var grunden til, at hun måtte ligge sig ned igen. ”Gå.. find medicinen.. så når jeg også at få lidt fred i den tid,” sagde hun stille.

[Deleted]

At Aleksandra var sur og skuffet, var der skam intet at sige til, hvor det også måtte irritere Voltaire grænseløst, at han ikke havde formået at holde sit løfte til hende, for så måtte hun da kun synes ringere om ham og det hjalp ham jo ikke ligefrem. Det havde dog ikke været hans mening at overnatte her og han måtte da selv fortryde at han var faldet i søvn, for så skulle han også til at høre på hende og hendes brok og hvor forfærdelig han var og han vidste ikke alt. Han vidste også godt at han ikke kunne tale sig ud af det, for han havde gjort fejlen og nu måtte han jo så tage konsekvenserne af det, ikke at der kom nogen fysisk afstraffelse – skønt hun nok ville foretrække at hun kunne gøre brug af det – men konsekvensen var nu at hun ikke stolede på ham og det forstod han sådan set godt, da han havde brudt sit løfte og han vidste jo at hun havde et meget stort problem med ham personligt. Han endte med at sukke til hendes ord. ”Okay, okay! Men det var ikke min mening at overnatte her, tro mig, det ville jeg klart have undgået,” svarede han kortfattet, som han skævede mod hende, inden han så væk igen. Det var ikke fordi han gad gøre det til en kæmpe diskussion med hende, for hun havde ret. Han var synderen på det punkt og han havde gjort fejlen, så han havde intet at have sin undskyldning i, da det var ham der havde gjort fejlen og nu var han kun langt mere upopulær hos hende. Han endte med at himle med øjnene til hendes ord, som hun sagde at han ikke havde noget at gøre med hvordan hun var kommet igennem natten, skønt han nu ikke var helt enig i det, men han lod det dog ligge. ”Det finder vi jo så ud af den kommende nat,” svarede han kækt igen, som han trak på smilebåndet. Om hun ville sove lige så godt den kommende nat, fandt de ud af, men hun så da i hvert fald ikke ud til at have sovet dårligt på trods af hendes mange skader, så måske det havde været rart nok at han havde lagt der som en støtte? Eller også var hun bare heldig. At hun så bad ham om at gå og finde medicinen, så hun kunne få noget fred, fik ham til at nikke ganske let. ”Udmærket, så bliv i sengen,” svarede han drillende, hvor hun nok næppe kunne gå nogle steder selvom hun ønskede det. Han rejste sig roligt fra sengen, hvor han gik ud af døren. Han søgte roligt nedenunder, hvor han startede ud med at gå ned i køkkenet for at få gang i det, så han også kunne få noget mad med op til hende, inden han søgte ud og søgte ned mod et af slavernes kamre, hvor al medicin, urter, salver og de forskellige ting som kun blev brugt få gange, var der. Han fandt nogle forskellige ting, som han tog med, inden han gik tilbage til køkkenet og begyndte på morgenmaden. Hvad hun kunne lide, anede han ikke, derfor valgte han at lave forskellige ting, så hun havde frit valg fra mere eller mindre alle hylder.

[Deleted]

Som det eneste glædelige, måtte det glæde Aleksandra, at han i det mindste ikke prøvede at gøre en større diskussion ud af, at han i virkeligheden var uskyldig, for den havde hun bestemt ikke tænkt sig at hoppe på. Det var en fejl han havde gjort, og det var han nødt til at erkende. Derfor måtte han også tage imod den straf, at hun nok ville være langt mere striks overfor ham, da han lige havde bevist overfor hende, at han ikke var til at stole på. Det var en yderst uheldig situation han havde skubbet sig selv i, da hun i forvejen ikke havde brudt sig om ham, og nu havde han kun forværret sin egen situation. ”Hvis det absolut ikke var din mening, så havde du gjort noget mere for, at det ikke var sket,” sagde hun afvisende, som han i den grad ville få svært ved at tale hende over på sin side lige nu. Hun følte i den grad, at en grænse var blevet overtrådt mellem dem, da han for det første havde brudt sit løfte. For det anden havde han ligget og holdt om hende – under dynen – mens hun kun havde haft bandage om ribbende og trusser til at dække for det mest private. Det kunne godt være, at hun havde det yderst fint med sin krop, men det betød ikke, at en slave som Voltaire bare kunne ligge med den på den måde. Hun ville gerne selv bestemme, hvilke mænd der oplevede hende sådan, og her havde hun ikke haft noget at skulle have sagt. ”Det gør vi.. Men du behøver ikke at blive overrasket, når jeg sover mindst ligeså godt, eller meget bedre, når du ikke længere er der,” sagde hun roligt og sendte ham et koldt smil. Hun havde måske sovet godt, men der var en mulighed for, at det kunne være andet end Voltaire, der var skyld i det. Hun havde det i hvert fald bedre med at sige, at det ikke var grundet ham, for han kunne da umuligt glæde hende på den front. Han var en pestilens for hende, og derfor kunne det ikke være muligt. At han så sagde ja til forlade hende for en stund, var en sand lettelse, for et par minutters fred og ro fra ham var i den grad behøvet! Som han gik lukkede hun også blot øjnene i og nød den Voltaire-frie tilstedeværelse, som det kun var hende der var i værelset nu. En sand fryd var det for hende, som hun kun kunne høre sig selv, og når hun slog øjnene op, så var hun alene. Dæmpet sukkede hun, inden hun slog øjnene op igen. Nu når hun også var alene igen for første gang, måtte tanker også slå ned i hende. Forsigtigt måtte hun skubbe sig op i en siddende stilling, hvor hun også skubbede dynen væk fra sin krop. Isnende måtte det helt føles ikke at være tildækket længere, men den tanke skubbede hun bare fra sig. Med et par dæmpede smertestøn, skubbede hun begge ben ud over sengekanten, inden hun måtte tage mod til sig, som hun skubbede sig op på benene. Øjeblikket mærkede hun, hvordan bevægelsen fik det til at svimle for hende, hvor smerten også jog igennem hendes, som det helt måtte brænde i hende. Tænderne bed hun dog blot sammen, som hun søgte støtte mod væggen, som sengen stod op af. Frygteligt afkræftet følte hun sig, men det skulle bestemt ikke stoppe hende! Hun skulle desuden bare et par meter.. problemet var så bare, at hun ikke kunne gå den direkte vej, som hun blev nødt til at bruge væggen som støtte. Derfor var det også efter et par minutter, og efter en hel del jag i kroppen, at hun endte hende ved sminkebordet i det andet hjørne af værelset. På stolen kollapsede hun også helt, hvor hun tungt måtte trække vejret. Hun gjorde dog, hvad hun var kommet efter, som hun langsomt tog den korte hvide silkemorgenkåbe på, så hun ikke længere skulle føle sig så nøgen, når Voltaire var til stede. Desværre havde hun bare ikke kræfterne til at finde tilbage til sengen igen..

[Deleted]

At tale sig ud af sagen, kunne Voltaire lige så godt droppe med det samme, da han vidste at han havde brudt sit løfte og det var han skam også irriteret over selv, så han havde skam ikke tænkt sig at gøre det til en kæmpe diskussion, for hun ville alligevel bare meje alle hans argumenter ned, som hun ville pille dem fra hinanden og sparke ham i jorden, da det helt igennem var hans egen fejl. At hun så fortsatte med at køre i det, fik ham blot til at himle let med øjnene, for hun var jo direkte umulig at snakke med! ”Jeg kan ikke engang huske at jeg lukkede øjnene! Desuden så er du da den sidste jeg vil tilbringe natten hos, så tro mig, det er også en dårlig morgen for mit vedkommende, fordi jeg vågnede op til dig,” svarede han lettere spydigt igen, som han sendte hende et irriteret blik. Han måtte også helt fortryde at han havde sovet her, for nu troede hun da først det forkerte om ham! Pokkers til uheld! At han så også var kommet under dynen i løbet af natten, var vel bare hvad det var? Det var jo ikke fordi han selv havde valgt at trække op i den og søgt under den, for … hun var da den sidste han ville tæt på! Hun havde desuden også lagt helt tæt op ad ham, så hun var altså heller ikke uskyldig! ”Ja, ja..” mumlede han blot, som han viftede affejende med hånden, som et tydeligt tegn til at han ikke gad diskutere deres lille overnatning mere, for de kørte da kun hinanden op i en spids igen. Det var hans fejl og han vidste det udmærket godt, men det var nu engang en ting han ikke kunne ændre på. Han valgte også at søge ud af hendes værelse mere end glædeligt, så han kunne komme nedenunder og væk fra hende. At de fik lidt pusterum fra hinanden, var nok også en god idé, eftersom det ikke kun var kommet bag på ham. Han havde troet at han havde lagt i sin egen seng og at det var Sophie som havde lagt ved sin side, det fik ham også helt til at tænke på at han havde.. kysset hende. Det gøs helt i ham af væmmelse ved tanken, for ham kysse hende? Det var da hans værste mareridt! Dårlig morgen var det uden tvivl! Det måtte derfor også forundre ham at han havde sovet så godt, men det kunne næsten kun være hendes seng, det var i hvert fald den som han gav skylden for det. Han sukkede let, som han fortsatte med at lave maden, som han satte på en sølvbakke, så han kunne tage det hele med op til hende i stedet for at skulle gå to gange. Hvad hun ikke kunne have, kunne han jo bare spise, da han selv helt måtte blive sulten af duften. Han slukkede roligt for komfuret, som han satte det sidste fra sig på bakken, inden han tog om den og gik tilbage til hendes værelse. Han bankede ikke på, da han gik ud fra at hun lå i sengen, ligesom han heller ikke kunne banke på, da hans hænder var optaget af at holde bakken. Som han kom ind og blikket faldt på den tomme seng, stod han kort og stirrede. ”Aleksa..” Han stoppede sig selv, som han så at hun var kollapset på stolen ved sminkebordet, hvor han sukkede opgivende. Han gik over og stillede bakken fra sig på natbordet, inden han vendte sig mod hende. ”Sig mig.. skal du bare gøre alt besværligt med vilje? Jeg bad dig om at blive i sengen og så går du op alligevel?” Han talte med en streng tone, som han gik over til hende, hvor han tog fat omkring hende, som han løftede hende op i sin favn og bar hende tilbage i sengen, da han godt kunne se at hun ikke selv kunne komme videre. Irriterende var hun virkelig!

[Deleted]

”Hvad skal jeg sige … altid en fornøjelse at ødelægge din dag,” svarede Aleksandra tilbage med et kynisk smil. Det frydede hende ganske rigtigt, når hun ramte rigtigt med irritationsmomenterne, men det skidte ved denne her omgang var, at hun ikke havde arrangeret det, og at hun selv var blevet ramt af det. Hun havde nemlig ikke efterspurgt Voltaire i sin seng, men ligget der havde han alligevel. Derfor var hun også selv blevet dybt chokeret, som hun ikke selv havde ventet at finde ham ved sin side. Hun var desuden stadig ikke helt glad for ham, så derfor havde det også kun vakt hende vrede og forskrækkelse at vågne op til hans ansigt, og til hans … kys. Han havde rent faktisk kysset hende. Eller det havde han faktisk gjort før, som han havde kysset hendes pande, da de havde været i gang med eksperimentet, men der havde det hujet hende mindst ligeså meget som denne her gang. Det der havde været endnu værre ved denne her situation var så bare, at de havde holdt om hinanden, hvor hun mere eller mindre havde været nøgen. Hun kunne helt væmmes ved hele scenariet, hvor hun også bare ønskede at glemme det hele, og det så ud til, at han var af samme mening. Derfor gjorde hun intet ved at køre på diskussionen, da hun derimod bare lod den falde til jorden, så han kunne gå ud og hende noget medicin til hende. Der skete dog det, at hun ikke længere kunne dy sig, som hun var helt alene på sit værelse, og derfor endte hun i et forsøg på at nå sin morgenkåbe. Desværre lå morgenkåben i den anden ende af værelset, og hun kunne godt mærke, at hun alligevel ikke havde det helt for godt. Det forhindrede hende dog ikke i at gøre forsøget, og derfor fik hun også skubbet sig selv ud af sengen, hvor hun yderst besværet bevægede sig over til sminkebordet. Der opbrugte hun desværre alle sine kræfter, som hun helt faldt sammen på stolen, hvor hun nu måtte siden, mens hun forholdsvist hvilede sig op ad stoleryggen og bordpladen på sminkebordet. Tungt trak hun vejret, men hun havde fået morgenkåben om sin krop som ønsket. Hun var nemlig ikke interesseret i, at alt var til skue for Voltaire. At han så måtte komme ind, inden hun var nået tilbage til sengen, kunne hun desværre ikke gøre noget ved. Hun vidste allerede, at han ville blive dybt irriteret over, at hun allerede nu stillede sig op imod sygdommen og skaderne. Træt og dog kækt trak hun på smilet, som han brokkede sig over hende. ”Jeg giver dig bare, din egen medicin.. Nu kan du se, hvordan det er at have dig som sin slave.. Det er ikke sjovt, hva?” kommenterede hun selvsikkert, som hun måtte prikke til ham med sine ord. Som han kom over til hende, lod hun sin arm lægge sig om hans hals, så han lettere kunne bære hende tilbage til sengen. Lidt nyttig var han trods alt, som han faktisk var yderst betænksom, når det kom til hendes helbred. En opdagelse der i sandhed måtte overraske hende. Som han lagde hende tilbage i sengen, trak hun armene til sig igen, så hun i stedet kunne trække dynen op over sine ben. Det næste måtte dog smerte hende, hvor det også stod malet i hendes ansigt, som hun drejede kroppen en anelse, så hun kunne opstille puderne ovenpå hinanden, så hun kunne bruge dem som ryglæn, når hun nu skulle sidde op. Det lykkedes dog, og med et udmattet, men tilfredst suk, lænede hun sig tilbage mod dem.

[Deleted]

Voltaire endte med at sukke, som Aleksandra sagde at det var en fornøjelse at ødelægge hans dag, for hun var da bare umulig! Hun gik ham konstant på nerverne, som hun slet ikke kunne sige noget rigtigt, men det gjorde hun vel også med vilje? Hun irriterede ham grænseløst, hun var en pestilens, og han kunne næsten helt fortryde at han havde reddet hende, og nu havde han så overnattet hos hende, og det skulle da kun gøre tinge værre og han ville da komme til at høre på den hver gang han forsøgte at sige at han var en ærlig og oprigtig mand, for så ville hun bare feje ham af banen og maje ham ned, så han kunne jo slet ikke komme til at sige noget rigtigt fremover og det irriterede ham kun yderligere! Det var også hendes skyld det hele! Hvis ikke hun havde været svag og tabt en kamp til sin eks, så havde hun slet ikke været såret, så skulle han slet ikke have hentet hende og så ville han slet ikke have sovet hos hende! Han lod dog diskussion være, for han gad slet ikke køre mere rundt i det, da han vidste at hun alligevel ikke var enig og derfor fik de intet ud af at skulle kommentere videre på det, selvom han næsten havde på fornemmelsen at det ikke var sidste gang at de fik den op at vende, for de lod sjovt nok aldrig tingene ligge. De skulle altid hive op i gamle sår for at prikke og irritere hinanden. Han gik blot ned for at lave maden til hende, for det gav ham da en lille pause fra hende, hvor han også kunne få luftet tankerne lidt. Han selv gik stadig kun rundt i sine bukser, hvor hans overkrop endnu var helt nøgen, så man havde frit udsyn til den flotte muskelmasse, skønt han ikke var blufærdig, så det gjorde ham intet. Hun havde også allerede set det hele, da han havde smidt tøjet den første aften, da han skulle have taget badet, og nu var det da til at se hvilken mand han var under det lange hår og al skidtet. Som han kom op igen og fandt hende siddende på en seng foran smykkebordet, var noget som virkelig måtte irritere ham, for hun var da fuldstændig irriterende! At hun så skulle komme med sin irriterende kommentar, fik ham til at himle med øjnene, for hun var da bare for meget! ”Arh jeg overlever nok, du viser blot at du er fri til at gøre hvad du vil,” kommenterede han flabet igen, som han klart måtte hentyde til sig selv. At hun så faktisk lod armen glide omkring hans hals, blev han alligevel forundret over, da han faktisk havde regnet med at hun ville råbe op af ham igen, men det gjorde hun sjovt nok ikke. Han tog dog nænsomt om hende og var også forsigtig da han løftede hende op, ligesom han også var forsigtig, da han satte hende fra sig igen, for han ønskede trods alt ikke at gøre tingene værre. At hun så forsøgte at rette i puderne, så han godt at det gjorde ondt, hvilket fik ham til at tage fat omkring hendes hænder. ”Lad mig gøre det..!” endte han, hvor det næsten kunne lyde som en bekymring, som han sendte hende et blik, inden han hjalp hende med at opstille puderne, så hun kunne sidde ordentligt. Han satte sig derefter ordentlig på sengekanten, inden han tog om bakken og lagde den mod hendes skød, så hun kunne se hvad han havde. ”Jeg har pandekager med sirup, grød, bacon, røræg og ristet brød, lidt frugter, vand og nypresset juice,” svarede han roligt, som han tydeligvis havde været i gang.

[Deleted]

Aleksandra vidste udmærket godt, at hun gik Voltaire på nerverne, men han gjorde også kun det samme ved hende, så det gik vel op. Hun havde dog ikke forladt sengen for at irritere ham – selvom hun vidste, at det ville gå ham dybt på nerverne – men for at dække sin krop en smule til, da hun alligevel fandt det rart, hvis ikke hun gik og luftede sin barm for ham. Derfor var hun søgt til sminkebordet, og missionen var også blevet fuldført, som havde trukket silkekåben over sig. Videre nåede hun dog ikke, da hun var nødt til at sunde sig, inden hun kunne gå nogen steder igen, og inden det havde lykkedes hende, så hun døren gå op. I det sekund vidste hun, at det hele ville ramle sammen, eftersom Voltaire ville se hende, og skælde hende ud, men heldigvis for hende, så havde hun også nogle spydige bemærkninger, som hun kunne kaste efter ham. Hun kunne også kun smile, da hun fik ret, som han som det første gav sig til at skælde hende ud. ”Jeg er fri, men det er du ikke,” svarede hun afvisende igen. Det havde trods alt ikke været hendes mening, at hun skulle begynde at give ham tilfredshed, som hun derimod havde ønsket at vise ham, hvilken pestilens han var for hende. At han så ville bære hende tilbage til sengen, sagde hun ikke noget til, som hun derimod bare lod ham. Hun vidste nemlig godt, at hun skulle tilbage til sengen, og hun ville faktisk gerne ligge i den lige nu. Det var nemlig tydeligt for hende at mærke, at hun var for afkræftet til noget som helst andet. Derfor støttede hun sig ind til hans krop, som han løftede hende op i sin stærke favn, så han kunne lægge hende tilbage i sengen. Der varede det ikke længe før hun gav sig i kast med sin nyeste mission; nemlig at rette på puderne, så hun kunne sidde op. Langt nåede hun dog ikke, før han tog om hans hænder og derfor forhindrede hendes handling. Irriteret sukkede hun af ham. ”Hvis det skal være sådan her, hvorfor putter du mig så ikke bare ned i en aflåst kiste? Der vil jeg i hvert fald ikke være i stand til at røre mig, og det er tydeligvis det, du ikke tillader mig,” vrissede hun irriteret af ham. Behjælpeligt var det dog, da det faktisk havde været svært for hende at rette på puderne, men det ville hun aldrig indrømme overfor ham. Afslappet lænede hun sig op ad de opstillede puder, så hun kunne sidde i en ordentlig stilling, i stedet for at være tvunget til at ligge ned. Sultent faldt hendes blik på den utrolige madbakke, som han havde lavet til hende. Hun kunne umuligt spise det hele – især når hun var syg – men lækkert så det da ud. ”Så det ser alligevel ud til, at jeg får lidt godt alligevel, og ikke kun medicin,” sagde hun roligt, inden hun nuppede et jordbær, som hun spiste. Godt var det nu at få noget ned, da hun slet ikke havde fået noget, siden hun var taget mod Den Mørke Cirkel, og det var adskillige timer siden. ”Har du selv spist?” spurgte hun stilfærdigt, mens hun gav sig til at skære i pandekagerne. Hun vidste trods alt ikke, om han havde nået at snuppe en bid, mens han havde været nedenunder. ”Hvis ikke, så kan du sagtens tage grøden, brødet og vandet. Det får jeg alligevel ikke ned.”