Alone or together?

[Deleted]

Det var ikke lang tid siden at Voltaire havde forladt selve Slavonik Palace, skønt han havde frygtet at det faktisk havde været et trick, da han havde hørt Aleksandras stemme i sit sind, som hun havde tilkaldt ham. Han havde taget af sted, hvor han havde fundet hende liggende i sneen helt paralyseret, hvor hun ikke havde kunnet bevæge sig. Han havde fjernet den paralyserede besværgelse, hvor han havde fået hende op at sidde, skønt det havde været forsigtigt, inden han havde teleporteret dem fra Mørkets Cirkel og tilbage til palæet. I den tomme entre, begyndte en mindre mørk tåge at lægge sig, som glitter langsomt måtte dukke op og danne disse to skikkelse, og kort efter dukkede Voltaires skikkelse op med Aleksandra i sine arme, i et mørkt lysglimt, som de kom ind i varmen. Det ville sikkert føles brændende at være indenfor igen, alt efter hvor lang tid siden hun havde lagt ude i sneen, men det ville langsomt aftage sig, desuden med de smerter hun havde, så ville det ikke forundre ham, hvis hun kun kunne mærke dem og ikke lagde mærke til så meget andet. Han vidste godt at han for en kort stund havde overvejet at lade hende ligge, men det havde han alligevel ikke kunnet få sig selv til, da han trods alt ikke hadede hende, skønt han fandt hende irriterende, og måske han ville få sin frihed ved at hun døde, men han vidste jo ikke engang hvad han ville med sit liv, når han endelig slap fri, desuden så kunne han heller ikke få sig selv til at efterlade hende til døden, da han ikke var nogen morder, skønt han måske havde dræbt, men det havde kun været i selvforsvar eller for sin egen overlevelse. Han gik roligt op ad marmortrappen, hvor han gik ned ad gangen, indtil han kom til hendes værelse, hvor han roligt fik døren åbnet med en smule besvær via sin albue, inden han skubbede den op og trådte indenfor og lukkede døren bag sig. Han tog sig ikke rigtig den frihed og kiggede rundt, da han med det samme gik hen og lagde hende forsigtigt fra sig på sengen. Hvor han lod hende have lidt støtte i de mange puder, så hun kunne halvt sidde og halvt ligge. Han satte sig roligt på sengekanten, hvor han studerede hende. Han rykkede sig lidt frem og tilbage, for at få alle hendes sår med sig, hvor han helt måtte lave grimasser hver gang han så et slemt et, såsom hullet i baghovedet. Han endte med at rejse sig, uden så meget som et ord, inden han gik mod det tilsvarende badeværelse, hvor han begyndte at lede skabene igennem, for en førstehjælpskasse, som han automatisk måtte gå ud fra befandt sig her, for det havde rige som regel. Han fandt ganske vidst også en førstehjælpskasse, hvor han roligt gik tilbage til sengen og satte sig. ”Jeg er nød til at få dig ud af dine klæder,” svarede han roligt, hvor det mest var en advarsel om at han ville tage fat i hende, for at hjælpe hende af med det. Det var også forsigtigt at han greb fat omkring hende og hjalp hende af med pelsponchoen.

[Deleted]

Aleksandra optrådte pludselig i entreen, som hun dukkede op i Voltaires favn, som han utroligt nok var den mand, der var kommet hende til undsætning, da nøden havde været størst. Hun havde ærlig talt ikke vidst, om han ville have hjulpet hende, da hun tænkte, at manden foragtede hende, og ønskede hende til helvede. Hun havde trods alt ikke været mild ved ham, skønt hun tilbød ham et godt slaveliv hos sig. Det havde derfor været en sand lettelse for hende, da han havde indvilget i at hjælpe hende, hvor han havde gjort det helt rigtige, som han havde bragt hende hjem. Aldrig havde hun været gladere for ham, end hun var nu, men dette var også hans mulighed for at sikre hendes overlevelse, og hun var skam fast besluttet på, at hun skulle overleve dette. Som de nåede Slavonik Palace, svævede hun mellem stadiet af bevidsthed og søvn, som hun i sandhed måtte kæmpe for at holde sine øjne åbne. Det hele gjorde nemlig ondt på hende, da kulden havde formået at bide sig fast i hende, hvor det nu var helt forfærdeligt at være indenfor igen, som hun helt følte, at hun brændte, som det stak overalt i hendes hud. Samtidig med det, så var hendes smerter også utrolige, som de værste tre var ribbende, skulderen og hovedet. Hver gang han gjorde sig en bevægelse, stønnede hun besværet af smerte. Hun prøvede dog at holde det inde, skønt det var hårdt, da hun virkelig ikke havde mange kræfter tilbage. Hun ønskede dog at fremstå stærk, skønt hun sikkert så elendig ud, men det var bare sådan det måtte være. Hvert trin han gjorde sig op af trappen, gav et jag gennem hendes krop, hvor hun næsten ønskede sig død. Det kunne i hvert fald helt forekomme som det mest barmhjertige lige i øjeblikket. At han så nåede op på førsteetagen og bevægede sig mod hendes værelse, lagde en anelse ro på det hele, skønt smerterne aldrig stoppede. Hver en bevægelse han gjorde, mærkede hun, og det var bestemt ikke ingenting, da han lagde hende fra sig på sengen. Hårdt bed hun tænderne sammen, skønt også det gjorde ondt, da hun prøvede at fraholde sig selv for at pibe af smerte, da hun var mere end øm. Helt underligt var det at mærke den bløde dyne og madras under sig, hvor hun prøvende lukkede øjnene i igen, så hun kunne se, om hun mon kunne få en smule hvile. Det var dog ikke tilfældet, da hendes krop nægtede at give hende ro, men alle Voltaires bekymrede blikke så hun ikke, som hun blot hørte, hvordan han på et tidspunkt forlod rummet. Igen spekulerede hun over, om han mon forlod hende, men da hun hørte, hvordan det rumsterede ude på badeværelset, måtte også de tanker blive udvisket. Udmattet slog hun øjnene op igen, som han denne her gang kom tilbage med en førstehjælpskasse til hende. Hun skar smertende en grimasse, da han satte sig på sengen, da det fik det hele til at rykke i hendes krop. Da han så sagde, at han var nødt til at afklæde hende, slap hun en hakkende latter, skønt hun hurtigt stoppede, da det forværrede hendes ribbens situation. ”D-det må du ha-have set frem til længe,” fremstammede hun svært, som det var et ringe forsøg på at slippe en kæk kommentar. Da han så begyndte at løfte op i hendes pelsponcho, så hun kun var iført kjolen, slap hun smertende et skrig, hvor det sikkert ville forundre resten af tjenestestablen. ”Min skulder! D-du er nødt til at sætte den på plads,” bad hun hæst. Hvis man så ordentligt efter, så ville man også kunne se, hvordan leddet sad helt forkert, som den var røget af led af en af de energikugler, som Konstantin havde sendt efter hende.

[Deleted]

Voltaire kunne godt høre at det smertede Aleksandra, for hver bevægelse han gjorde, hvor han snart helt bare ønskede at stoppe op, så hun kunne få en pause, men han vidste at den ikke gik, for hun skulle tilses, hvis hun skulle have en chance for at klare sig, da hendes sår var meget slemme. Han gik derfor målrettet op mod hendes værelse, skønt han forsøgte at være så nænsom han kunne, både da han satte hende fra sig på sengen og da han selv satte sig på den, da han vidst at hun havde det elendigt, men han kunne snart heller ikke være mere blid end det som han forsøgte. Han havde måske overvejet at lade hende ligge ude i sneen, men inderst inde var han faktisk glad for at han havde fået hende med hjem, det forundrede ham dog at det var ham som hun havde tilkaldt efter hjælp, da han vidste at hun hadede ham, det var dog ikke et had som var gengældt, for han afskyede ikke hendes person eller væsen, han forkastede hende ikke, men derfor var hun stadig irriterende, hun var stædig og snæversynet, hvor han fandt hende forfærdelig af og til, og de kom ikke godt ud af det med hinanden, men selv han havde jo set at hun ikke var helt hjerteløs, og det var også det som gjorde udfaldet. Havde hun været som mange af de andre herre han havde haft, så kunne det godt være at han havde efterladt hende, for så ville han ikke have haft dårlig samvittighed, men Aleksandra var ikke ond. Hun var ikke mild og kunne sikkert godt være ond, men hun var også fornuftig og retfærdig, derfor respekterede han hende også lidt, selvom det hurtigt svandt, når hun åbnede munden og kritiserede ham og hans væsen, da det gjorde ham vred, når hun dømte ham fordi han var hvad han var, og det var jo ikke engang et liv han selv havde valgt! Han havde ikke valgt at være sensuel dæmon og inderst inde ville han helst være foruden, for det var mange gange mere en forbandelse end en gave. At hun så lo hakkende og forsøgte at komme med en kæk kommentar, smilede han skævt. ”Det tror du jo,” svarede han roligt, som det ikke var et direkte svar på om hun havde ret eller ej. Han vidste godt at han havde flirtet meget med hende, men det havde han jo faktisk kun gjort, fordi han vidste at hun hadede det og det morede ham at se hendes afvisninger og reaktioner. At hun så skreg, da han fik ponchoen af hende, skar han let tænder, da det helt måtte smerte ham at høre hendes skrig. Han strøg hende blidt over ryggen og tyssede blidt på hende, som var det et forsøg på at berolige hende igen. ”Undskyld.. men det er nødvendigt,” hviskede han stille og undskyldende, som han forsigtigt lagde hende tilbage i puderne igen. At hun så bad ham om at sætte skulderen på plads, måtte han helt skære en grimasse, da det gik op for ham hvor slemt det egentlig var. Han endte dog med at nikke. Okay.. men du skal vide at dette kommer til at gøre ondt,” svarede han stille, som han valgte at sætte sig i en bedre stilling, som han sad på sine knæ med et på hver side af hende. Han tog roligt fat i hendes arm. Jeg tæller til tre,” endte han dæmpet, som han trak vejret, som det næsten måtte gøre ham nervøs. Han lagde den ene hånd mod hendes kraveben, så han kunne holde hende tilbage samtidig med at han trak. ”En.. To..” Han endte med at trække før han nåede tre, hvor det gav en grim knæklyd, da han rev i hendes arm og trak skulderen på plads igen, hvor han vidste at det ville være smertefuldt for hende, men langsomt ville den smerte lette sig.

[Deleted]

Hvor blid Voltaire end forsøgte at være ved Aleksandra, så ville det sikkert aldrig blive godt nok, da hendes tilstand var værre, end hvad man umiddelbart kunne se. Hun havde givet ham besked om, at han skulle passe ekstra godt på hendes skulder og ribben, men det gjorde ikke, at han kendte til skadens egentlige omfang. De var dog fatale, da skulderen af led hurtigt kunne blive en livslang skade, hvis ikke den blev sat på plads, hvor det også var noget der ville smerte afsindigt, indtil den blev taget hånd om. Samtidig med det, så havde hun både trykkede og i hvert fald ét brækket ribben, og det måtte også være utroligt farligt, hvor det også var med til at besværliggøre alle bevægelser, da ribbende blev påvirket lige meget hvad. Behageligt var det dog at mærke en venlig hånd, ligesom det var skønt at ligge i sin velkendte bløde seng, i stedet for den kølige og våde sne. Hendes tøj og hår var dog vådt efter kontakten med sneen, og det ville også gøre sengetøjet vådt, hvis ikke det kom af hende. Som han så også ville have tøjet af hende, forsøgte hun at komme med en kæk kommentar, som hun altid gjorde, men svært var det, når man befandt sig i hendes smertende og trættende position. Da han så gav hende det svar, at det bare var i hendes hoved, sagde hun intet, for hun ville faktisk også helst sige så lidt som muligt, da alle bevægelser måtte smerte hende. Da han så gav sig til at fjerne ponchoen fra hendes overkrop, jog der en kraftig smerte gennem hendes krop på et splitsekund! Hun mærkede nemlig, hvordan det trak i skulderen og sveg i ribbende, men af kom ponchoen i det mindste, så helt forgæves var det alligevel ikke. At han så var helt … sød ved hende, forvirrede hende, da det ikke just var sådan de var overfor hinanden. Hun befandt sig dog ikke i et stadie, hvor hun kunne sige folk imod, og hun havde desuden brug for hans hjælp. Det var også rart at mærke, at ikke alle ønskede hende lemlæstet eller død. Strøgene tillod hun derfor, hvor de også berørte hende et sted, hvor hun ikke havde gevaldigt ondt. Hun var dog øm, som hun havde banket ind i en stenplade med den. Medgørligt lod hun sig også glide tilbage i sengen, som han lagde hende forsigtigt ned igen. ”J-jeg ved det.. Men hellere et øjebliks smerte, end en ufunktionel arm,” sagde hun med en fast mine, skønt hendes stemme endnu havde svært ved at få ordentligt fæste. Hun var fast besluttet på at få sin skulder sat på plads igen, selvom hun vidste, at det ville være mere smerte oveni det andet. Hun så blot til, som han gjorde sig klar, som han næsten satte sig på hende. Hun kommenterede det dog ikke, da hun kun var interesseret i at få sin arm på plads igen. ”O-okay,” sagde hun dæmpet, som han sagde, at han ville tælle til tre. Forberedt bed hun tænderne sammen, hvor det allerede måtte gøre ondt, fordi han både havde fat i hendes kraveben og arm. Skrækslagen måtte hun direkte være, da han begyndte at tælle, men det var ingenting i forhold til smerten der løb igennem hende, da han reb i hende arm, og det sagde en klam knæklyd. Hjerteskærende slap hun et nyt skrig, mens hun helt vred sin krop, hvilket bare efterlod hende med endnu større smerter, da det så gjorde et ryk i hendes ribben. Omtåget var hendes blik, hvor hun helt følte, at det måtte svimle for hende, som hun udmattet faldt tilbage i sengen igen, efter at have hævet sin overkrop en anelse. Hendes skulder måtte helt brænde, men den smertede bestemt ikke på samme måde, som den havde gjort før. ”Det næste du bør vide, e-er.. at jeg mindst har ét brækket ribben, o-og så mistænker jeg de andre for at være trykkede.”

[Deleted]

Det måtte helt smerte Voltaire at se hvor dårlig tilredt Aleksandra var, da han næsten kunne fornemme den smerte hun havde, skønt han vidste at det var ingenting i forhold til den virkelige smerte og derfor var han kun glad for at det ikke var ham. Ganske vidst var det ikke normalt ham at være sød ved hende, som det generelt ikke var dem at være søde eller milde overfor hinanden, som han altid kom med en kæk kommentar, men han følte på ingen måde at det var det rette øjeblik, da han på ingen måder kunne se det sjove i at hun lå døende i sneen, som hun jo faktisk havde gjort. Hvis ikke han havde fået hende med hjem, så havde hun nok været død nu. Måske det havde betydet at han havde været fri, men på den anden side kunne han godt lide at tirre og drille hende som han normalt gjorde, da han morede sig over at hun hidsede sig sådan op, og han ville nok komme til at savne de tider, hvis hun faktisk gik hen og døde, derfor havde han heller ikke været i tvivl om hvad han skulle og ville gøre, skønt han godt vidste at han havde sagt andet, men direkte ond havde hun jo ikke været overfor ham, ikke mere end hvad han havde fortjent ved at lægge sig ud med hende, skønt han nu ikke fandt det retfærdigt at hun dømte ham, når hun ikke engang kendte ham, da hun direkte hadede ham uden grund, men måske han også sad med chancen for at bevise at han faktisk ikke var så slem igen? Han nikkede sig roligt enig i hendes ord, men sagde intet, da han heller ikke ønskede at give hende flere sætninger at svare på, for hun burde slet ikke tale i det hele taget. At hun så skreg, da han rev armen på plads og tilbage i ledet igen, fik ham til at skære en grimasse, da han godt kunne forestille sig at det måtte gøre forbandet ondt. Han lod hende dog falde tilbage igen, hvor han ikke gjorde noget yderligere, som han kun satte sig tilbage på sengekanten igen, hvor han let rynkede brynene i en mindre bekymret mine. Hvad pokker der var sket med hende, anede han virkelig ikke, men han måtte erkende at han var ved at blive nysgerrig for at finde ud af det, selvom han vidste at han nok ikke fik svaret foreløbig, da hun ikke skulle bruge kræfter på at tale. At hun så fortalte ham at hun havde mindst et brækket ribben og de andre var trykkede, måtte han næsten sukke opgivet. ”Hvad pokker har du lavet, Aleksandra?” spurgte han tydeligt forbavset, skønt det mere var noget han tænkte højt, frem for et spørgsmål han direkte stillede hende. Han rettede sig en anelse op. ”Jeg er nød til at få kjolen af dig, hvis jeg skal tilse dine sår, og særligt dine ribben,” svarede han roligt, som han sukkede let. Hvordan han skulle få den langærmede kjole af hende, anede han ikke engang, for den fik han umuligt trækket over hovedet på hende, uden at det ville gøre for ondt. Han endte derfor at mumle en besværgelse, som fik kjolen til at forsvinde fra hendes krop, hvor den dukkede op på gulvet i stedet for, et tilfredst smil gled over hans læber, da det helt var effektivt at kunne magi i sådanne øjeblikke, som han havde fået den af uden at det havde gjort ondt. Selvom hun lå der helt blottet for hans blik, så var det ikke just det som han så efter, da hans blik faldt på det blå mærke i hendes side og de ødelagte ribben, hvor han godt kunne se hvilket der var brækket. Han gned sig tænkende i panden, som han helt måtte tænke over hvad han skulle gøre ved hende, for hun var virkelig ilde tilredt!

[Deleted]

Aleksandra anede ikke, hvad der foregik i Voltaires hoved, men selv var hun overrasket over det faktum, at han rent faktisk havde indvilget i at hjælpe hende, og rent faktisk opførte sig utroligt øm og blid over for hende. Han havde for en stund overbevist hende om, at han ville lade hende dø af smerter og kulden, men der havde han utroligt nok modbevist hende. Hun måtte indrømme, at hun ikke havde det højeste tanker, når det kom til ham, da hun ikke brød sig om hans kække attitude, eller hans delrace, men i denne stund havde hun aldrig været mere taknemmelig for nogen person, som hun var ved ham lige nu. Det var måske ikke til at se, at hun var taknemmelig, da hun lå i smerter, men taknemmelig var hun skam, da hun vidste, at hun sikkert ville have ligget død nu, hvis ikke det havde været for ham. Hun havde trods alt næsten givet efter for søvnen, da han havde fundet hende. Som han skulle til at rive hendes skulder på plads igen, var hun dog ikke længere ved at falde i søvn, da smertende var gennemtrængende og altfortærende! Skriget kunne hun heller ikke stoppe, som det smertefuldt forlod hendes lunger og fyldte rummet, hvor det også videre måtte runge ude på selve gangen. Helt forpustet og udmattet faldt hun tilbage i sengen, som han blev færdig med den del af hendes krop. Det føltes helt som om, at punktet brændte, men samtidig følte hun en underlig lettelse, som hun nærmest kunne fornemme, at den del snarligt ville gå i sig selv. At de så måtte komme til hendes ribben var så en helt anden sag, da de måtte være sværere at tage sig af. ”En vred ekskæreste,” svarede hun sandfærdigt med et besværet skævt smil, da hele hendes ansigt måtte være ømt efter både lussingen og knytnæverne. Heldigt var det vel næsten, at han havde undgået at brække næsen på hende. At han så sagde, at han var nødt til at afklæde hende helt, faldt ikke i god jord hos hende, for han vidste udmærket godt, at hun ikke ville være nøgen overfor ham grundet hans race, og så gjorde det hende også utilpas, at hun var for afkræftet til at slå fra sig, hvis det endelig skulle være behøvet. ”Hvis det absolut ikke kan undgås,” svarede hun ham sammenbidt, skønt hun vidste, at der ikke var nogen anden vej. Ribbende havde kraftigt brug for tilseelse, og det krævede, at hun blev blottet på det punkt, og det krævede, at hun ikke havde kjole på. Da han så brugte magien til at fjerne hendes kjole på, så hun på den led ikke følte overlast ved at få kjolen hevet af, følte hun sig pludselig udsat, som hun næsten lå helt nøgen overfor ham. Hun var dog ikke ked af sin krop, så hun var ikke nervøs for at vise den frem, skønt den havde set bedre dage, da der både var et brækket ribben, trykkede ribben, og gule og blå mærker. ”K-kan du klare det?” spurgte hun sigende, skønt hun var nervøs for at han ville sige nej, siden han bare så til og studerede hendes sår. Blikket faldt ikke på hendes egne sår, da hun ikke ønskede at se, hvor elendig hun måtte se ud, da hun inderligt hadede at føle sig så svag, som hun nu engang gjorde! Derfor hvilede hendes blik i stedet spørgende på hans ansigt, hvor det generelt også var mere rart at se på en person, der bekymrede sig for en, skønt hun ærlig talt ikke forstod, hvorfor han gjorde det.

[Deleted]

Inderst inde havde Voltaire ikke noget imod at hjælpe Aleksandra, selvom hun måske ikke rigtig havde fortjent det sådan som hun havde talt til ham og behandlet ham. Hun anså ham ikke for at være mere end en slave, selvom de der delte hvert deres syn og han var bestemt også mere værd end en sølle slave! Han kunne også meget mere end hvad man ville forvente af en slave. Der var også det faktum at hun måtte hade hans sensuelle dæmon, hvor hun flere gange havde kritiseret ham og talt ned til ham, tilmed hånet ham, så man skulle tro at han ville give igen af samme kaliber, nu hvor det var hende der var den svage og slet ikke kunne klare sig uden hans hjælp, hvor han tilmed havde kunnet lade hende dø, men det havde han så alligevel ikke kunnet få sig selv til, skønt han ville have fået sin frihed igen, hvis hun var død og ude af billedet. Han blinkede tydeligt overrasket med øjnene, da hun så fortalte at det var en vred ekskæreste der havde gjort det, inden han fnes, kun for at slippe en munter latter. ”Jeg kan jo næsten godt forstå ham,” svarede han drillende igen, som han blinkede let til hende, inden han blev alvorlig igen, da han skulle få skulderen på plads igen. Selve skriget ville ikke forundre ham at de andre i huset kunne høre, da det virkelig var smertende for hende og det var han slet ikke i tvivl om. Det måtte faktisk forundre ham at hun ikke var besvimet endnu, men det beviste vel også bare hvor stædig og stærk hun var? Han lod hende dog slappe af, selvom han godt kunne se og mærke på hende at hun ikke brød sig om det faktum at hun skulle ligge blottet for ham, hvilket hun ikke engang behøvede at fortælle ham, for det havde hun allerede gjort tydeligt alle andre gange de havde set hinanden og han var kommet med en flirtende kommentar. ”Og du ved at det er nødvendigt,” svarede han blot, inden han brugte besværgelsen til at fjerne kjolen uden at det ville blive smertefrit, så hun endte helt blottet for ham, hvor det kun var trusserne der skjulte hendes mere private sted. Det var dog ikke så meget hendes krop i den forstand han så på, da det var hendes sår og mærker, hvor det helt måtte forundre ham at hun faktisk havde overlevet. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod hende til hendes ord. ”Jeg har både set mange nøgne kvindekroppe og sårede kroppe i mit liv, Aleksandra, jeg tror nu nok at jeg kan klare det,” svarede han i en sikker og kortfattet tone, som han sendte hende et overbærende smil. Han tog roligt fat omkring førstehjælpskassen, hvor han lagde den foran sig på sengen, inden han åbnede den og gav sig til at finde bandage frem. ”Det bedste jeg kan gøre lige nu, er at forbinde dine ribben, og så skal du holde dig i ro, indtil de er healede, hvilket kan tage op til flere måneder,” svarede han i en alvorlig tone. Som han satte sig tættere på hende med bandagen i hånden, som han gjorde tegn til at ville tage fat i hende, så hun kunne sidde lidt mere lige op, så han ville have lettere ved at forbinde hende. Han lod hende hvile ind til hans krop, hvor han også lagde mærke til hvor kold hun faktisk var. ”Du er jo iskold.” Der var alligevel en smule bekymring at spore i hans stemme, hvor han roligt rakte over og tog fat i dynen, for at trække den mere op omkring hende, så hun kunne få lidt varme. Det kom dog ikke helt bag på ham, da han trods alt havde fundet hende liggende i den kolde sne.

[Deleted]

Advarende og køligt blev Aleksandras blik helt i det sekund han valgte at grine af hende, og tage Konstantins parti, for det var bestemt ikke sjovt eller retfærdigt! Manden havde lagt hende til at dø, og derfor så hun ikke nogen grund til at grine over situationen. Han havde desuden påført hende diverse skader, hvor de hver og en måtte påføre hende en utrolig smerte, og det kunne hun ej heller ikke se mildt på. Hun ønskede manden død og borte, for det han havde gjort hende, men hun vidste desværre, at det ikke var klogt at gå efter ham. Det var jo tydeligt at se, hvilken styrke han besad, skønt hun nu også havde påført ham nogle skader. ”Hvis du forstår ham, hvorfor lod du mig så ikke dø?” bed hun af ham, skønt hun også måtte være oprigtigt nysgerrig. ”Du havde muligheden for at lade mig ligge, men i stedet gjorde du som fortalt, og tog mig med hertil.. Hvorfor? Du siger altid, hvor meget du ønsker din frihed, og at du ingen slave er, og nu havde du ellers en strålende mulighed til at lave om på din skæbne.” Hun undrede sig utroligt meget over, hvorfor han havde hjulpet hende, når han så brændende ønskede sin frihed. Hun var dog glad for, at han ikke havde handlet egoistisk, men reddet hende i stedet. Hun ville nok ikke have handlet som ham, hvis hun havde stået i hans sko, da hun altid handlede efter sit eget velbefindende. Han gjorde hende dog nysgerrig, hvor hun vitterligt ikke kunne regne hans person ud, skønt hun forsøgte. Interessant var det nu, som han rigtigt nok var lidt mere speciel end først antaget. Det sagde hun dog ikke højt, da han da først ville blive utålelig så. Som hun hvilede sig mod puderne igen, prøvede hun igen at genvinde pusten, da det hele krævede meget af hende. Hun havde været tæt på at besvime, da han havde vredet hendes skulder på plads igen, men det nægtede hun at gøre! Hun turde desuden heller ikke falde hen, før hun vidste, at der var styr på det hele. At han så sagde, at han var nødt til at fjerne kjolen, sukkede hun dæmpet. Hun havde ikke regnet med andet, så det kom ikke som nogen overraskelse for hende. Stille og forfrossen lå hun i sengen, som hun blev afklædt. Det eneste hun følte ud over smerten, var kulden der gjorde hendes lemmer helt stive. Om hun kunne bevæge sig på egen hånd, tvivlede hun næsten på, da hun havde ligget stille ufatteligt længe efterhånden. ”Du kan ikke gøre noget ved det brækkede ribben? Der er nemlig en risiko, at det vokser forkert sammen, hvis det sidder i en skæv vinkel,” sagde hun stille og dog alvorligt, da hun selvfølgelig bekymrede sig for sit velbefindende. At han ville til at binde hendes overkrop ind i bandage, bed hun sig selv let i læben af, hvorefter hun dæmpet måtte stønne af smerte, som hun igen blev trukket op i en siddende position. Stillingen kunne hun dog ikke holde rank, som den automatisk faldt mod den nærmeste støtte og det måtte være hans krop. Hun hadede, at hendes svaghed kom til udtryk, men intet kunne hun stille op, som hendes hoved blot trillede mod hans skulder, så hendes blødende baghoved igen fik frisk luft. ”Det gør sne som regel ved en,” kommenterede hun sigende, skønt der var en snert af taknemmelig over hende, selvom den ikke blev udtrykt via ordene. Det varmede dog en anelse, at han trak dynen over hende, så hendes ben i hvert fald var tildækket.

[Deleted]

At Aleksandra blev helt kølig og advarende da Voltaire grinte og drillede hende med at tage hendes ekskærestes parti, ignorerede han det blot, da hun ikke rigtig kunne gøre noget for at sætte ham på plads, tværtimod så var det ham der sad med magten i øjeblikket, da han stadig kunne tage livet af hende uden at hun kunne gøre noget ved det, ikke fordi at han var fristet til det, men det var vel også vigtigt at pointere at hun faktisk havde været død uden ham og at hun faktisk burde være bare lidt taknemlig? Om hun overhovedet var det, vidste han ikke, men et sted kunne han helt tvivle på det, for det lignede ikke just hende at være taknemlig overfor noget eller nogen som helst. Han tvivlede også på at hun ville have gjort det samme hvis det var omvendt, da han vidste hvor meget hun måtte hade ham, så hun havde vel bare ladet ham ligge? Tanken skød han bort, som han blot vendte blikket og opmærksomheden mod hende igen. At hun så blev helt nysgerrig om hvorfor han hjalp hende og ikke havde ladet hende dø, hvilede hans blik gådefuldt på hende, skønt hans smil var mildt og overbærende. ”Det må jo så være min lille hemmelighed, ikke?” svarede han blot roligt, som han betragtede hendes ansigt, inden han vendte blikket mod hendes sår og mærker, som hun uden tvivl var blevet behandlet elendigt og dårligt, hvor hendes ekskæreste ikke havde været mild. Han vidste godt at det måtte forundre hende at han havde hjulpet hende, hvor det et sted også måtte forundre ham selv, for normalt så var han selv egoistisk, da han kun tænkte på sin egen overlevelse, men for første gang i … hele sit liv? I hvert fald i flere årtusinder, havde han sat en andens liv højere end sit eget. Han kunne have dræbt hende eller egentlig bare ladet hende dø af kulde, for den havde allerede et godt tag i hende, men han havde alligevel ikke kunnet få sig selv til at efterlade hende, da hun havde haft brug for ham mere end noget andet, hvilket hun endnu havde. Hendes ord om hendes ribben fik ham til at vende blikket mod hende. ”Det ved jeg godt, men jeg kan ikke …” Han stoppede sig selv, som han jo faktisk godt kunne gøre noget. ”Jeg kunne bruge min magi til at rette det op, men det kræver at jeg rør ved dig,” svarede han roligt, hvor han lod hende hvile sig ind mod hans krop. Da han så mod hende, fjernede han hurtigt blikket igen, da hans blik faldt på det åbne sår i hendes baghoved, hvilket virkelig var slemt! Det skulle han i hvert fald også have gjort noget ved! Hun kunne også have fået en hjernerystelse, hvilket på ingen måder var godt! Han smilede let til hendes ord, som han roligt holdt hende ude for sig, hvor hans isblå øjne kort søgte mod hendes. ”Sid stille,” bad han roligt, som han trak den ene hånd til sig og lod sin tommel glide mod hendes brækkede ribben, der hvilede under hendes ene fyldige bryst. Han vidste at hun nok måtte hade ham endnu mere, for at skulle være den der berørte hende og så hende på denne måde, men nu var han altså den eneste hun havde, hvor han heller ikke rørte hende, for at befamle hende, men for at heale hende og gøre hende rask igen, hvor han faktisk tog det seriøst, hvilket også var at se på ham. ”Braise A’chiel,” mumlede han, som hun nok ville mærke en smerte i det han lod ribbenet samle sig. Han trak roligt hånden til sig igen, inden han begyndte at binde hende ind i bandagen.

[Deleted]

Det var måske ikke tydeligt, at Aleksandra var taknemmelig for Voltaire, men det var hun skam. Hun var nemlig udmærket klar over, at Konstantin havde efterladt hende, så kulden ville tage livet af hende, og ikke en direkte handling fra hans side af. Hendes død havde dog været for hans hånd, hvis Voltaire ikke havde kommet hende til undsætning, da hendes lammede og smertende krop ville havde forhindret hende i alt. Derfor vidste hun godt, at hun havde Voltaire at takke, da det udelukkende måtte være hans skyld, at hun åndede det sekund endnu. Som han havde hentet hende, gik hun også ud fra, at han ville tage sig af hendes sår, og det var også lige præcis det han gjorde, som han helt måtte optræde som hendes læge lige i øjeblikket. Hun hadede at vise ham, at hun godt kunne være sårbar, da de fra dag et af havde kørt med spydige bemærkninger overfor hinanden. Der var dog ikke noget at gøre ved det lige nu, som hun bare måtte acceptere, at det var ham der måtte hjælpe hende. Hun slap et halvt fnys, som han kom med sit sædvanlige gådefulde svar. Det undrede hende ikke, at han ikke ville svare hende, for sådan var han jo bare. Ufatteligt kæk og irriterende. Blikket drev hun derfor også bare væk fra hans, som hun blot sad og stirrede tænksomt til siden. Hun hadede sin udsatte position, og hun hadede, at der var sket alt dette mellem hende og Konstantin, men nu kunne hun ikke gøre meget andet, end at lade Voltaire tilse hende, hvor hun senere hen måtte bruge uger og måneder til at komme sig. Det var først, da de diskuterede hendes ribben, at hun igen så mod ham. ”Jeg er for første gang ligeglad med, at du rør mig, Voltaire, så gør venligst, hvad du kan, mens jeg ønsker det,” sagde hun sigende. Hun var ikke meget for at ligge blottet for ham, ligesom hun ej heller var meget for, at han skulle røre ved hendes nøgne krop, og mindst af alt ved et punkt så tæt på hendes bryst. Hun ville dog langt mindre have en ødelagt krop for altid, så derfor kunne hun kun skubbe sin foragt for ham væk for et døgns tid, så hun kunne være sikker på, at hun ikke ville leve med et ødelagt ribben resten af sine dage. Som han igen rumsterede med hendes krop, skar hun en ny grimasse, da hun lige var faldet til mod hans krop, og nu tog han hende væk igen. Han måtte skam til at bestemme sig, da hun sad inde med alle smerterne, og de kunne skam ikke klare, at hun bare blev rykket rundt på, som det nu engang lystede ham. Svagt nikkede hun forstående med hovedet, som han bad hende om at sidde stille. Hun stirrede derefter blot på ham, da han kom i berøring af hendes bryst, som han lagde en tommel mod hendes brækkede ribben. Det frydede hende ikke, men hun kunne se, at han ikke gjorde det for at befamle hendes krop, men for faktisk at hjælpe hende, og derfor var hun også så medgørlig, som hun nu engang var. Tænderne pressede hun endnu engang sammen, som han udtalte den healende besværgelse, hvor hun ligeså tydeligt kunne mærke, hvordan den knækkede knogle forsøgte at reparere sig ud fra hans befaling. Det gjorde ondt, men det var hun efterhånden vant. Hun ønskede heller ikke at komme med flere smertelyde, som hun forsøgte at holde det indenbords nu, hvor det også lykkedes. ”Det stopper aldrig,” mumlede hun irriteret af smerten. Da han gav sig til at vikle hendes krop ind i bandage, valgte hun denne her gang at sætte hænderne ned i madrassen, så hun kunne være kilden til sin siddende stilling, i stedet for ham. ”Tak,” sagde hun dæmpet, som hun takkede for hans hjælp, skønt hun ikke så på ham, men tomt frem for sig.

[Deleted]

At Aleksandra måtte fnyse af Voltaire, da han kom med sit gådefulde svar, trak han blot morende på smilebåndet, som han igen gav opmærksomheden til hendes sår. Et sted kunne han jo stille sig selv samme spørgsmål; hvorfor havde han hjulpet hende? Han vidste det faktisk ikke, for normalt lå det heller ikke just til ham at tænke på andre, når hans frihed kom i første række og hans frihed havde han kunnet få ved at have ladet hende dø og han behøvede ikke engang at have hendes død på sine skuldre, hvis kulden havde taget hende, dog kendte han sig selv godt nok til at vide at han ville have følt skyld fordi han havde set hende og så bare var gået videre, for så havde han jo også været skyld i det, når han havde kunnet hjælpe hende, og at hjælpe hende var det også blevet til og nu var hun hjemme og han var sikker på at hun nok skulle klare sig, da hun havde stædigheden til det. Han måtte dog se lettere forundret på hende, da hun så sagde at hun var ligeglad med at han rørte hende, så længe han bare gjorde hvad han kunne for at få hende rask igen og imens hun ønskede det, hvilket alligevel måtte komme en anelse bag på ham, da han jo godt vidste hvor meget hun måtte hade og afsky ham, kun fordi han var det væsen som han var; sensuel dæmon. Han endte dog blot med at nikke til hendes ord. ”Meget vel,” svarede han roligt, som hun faktisk gav ham grønt lys til at røre hende, skønt han faktisk ikke gav hende noget valg, for han var den som nu havde ansvaret for hende og hendes sår, så han tog det skam også seriøst, hvilket man også kunne se på ham, da han faktisk valgte at sætte tomlen mod hendes brækkede ribben, hvor han så hvordan det satte sig bedre på plads. Det var ikke healet, da det endnu var brækket men nu var han da mere sikker på at det ville heale ordentligt sammen. Det kunne godt være at han skulle gøre den besværgelse et par gange i løbet af healingsprocessen, for at være på den sikre side, men det var til at overkomme. At hun ikke sagde nogen lyd, da ribbenet begyndte at rykke på sig, kunne han næsten fornemme at det var hendes stædighed for ikke at vise sig yderligere sårbar overfor ham, som spillede ind, skønt hun faktisk ikke kunne være mere sårbar som hun var i øjeblikket, for hun havde lagt døende, selvom hun nu nok skulle klare sig. Hendes irriterende mumlen hørte han dog godt. ”Det går over med tid,” svarede han opmuntrende, hvor det blev lettere for ham at forbinde hende, da hun valgte at hjælpe til ved at sætte hænderne i madrassen. At hun så takkede ham, fik ham kort til at holde inde med arbejdet, hvor han blot stirrede frem for sig, som han kort måtte fundere om han havde hørt forkert, inden han roligt gik i gang med at forbinde hende igen. ”Det var så lidt, Aleksandra,” svarede han roligt, som han bandt hendes brystparti ind, hvor bandagen også gik over hendes ene skulder – den som var gået af led – så det hele kunne blive samlet. Bandagen snoede han stramt omkring hende, så det ordentlig kunne heale, skønt det nok ville føles ubehageligt trykkende til at starte med, men det skulle hun nok roligt og langsomt vænne sig til. Som han fik hende bundet hende, vendte han blikket mod hendes baghoved. ”Jeg frygter lidt at du måske har fået en hjernerystelse,” svarede han stille, som han skar en grimasse, ved synet af det åbne sår.

[Deleted]

Aleksandra foragtede hans væsen, og derfor måtte hun også hade, at hun mere eller mindre skulle sidde nøgen overfor ham. Hun troede nemlig ikke på, at sensuelle dæmoner kunne være anstændige personer, da de kun tænkte på at få tilfredsstillet deres egne seksuelle lyster. Det kendte hun allerede alt til. Det lignede dog, at Voltaire for første gang ikke havde sex på hjernen, da han ikke kom med nogle kække seksuelle bemærkninger til hende, eller prøvede at befamle hende. Han opførte sig derimod som en professionel, som han udelukkende tog sig af hendes skader, da det vat tydeligt at se, at hun sad inde med store problemer, hvor hun umuligt kunne have klaret sig på egen hånd. Hun holdt dog et vågent øje med ham, som han kom i kontakt med hendes bare hud, da hun ville være sikker på, at han ikke lod sig styres af de lyster, som en sensuel dæmon nu følte sig styret af. Det var desuden også kun fordi, at hun var så ilde tilredt, som hun var, at hun lod ham røre hende på den måde, hvor hun med garanti ville have forsøgt at slå ham ihjel, hvis han havde gjort det på et hvert andet tidspunkt. Målrettet var hendes blik, som hun mærkede ribbensknoglen rumstere i sig, da hun var fast besluttet på, at hun ikke skulle udvise flere former for smerte overfor ham. Stædig var hun nemlig, hvor det også måtte gavne hende i den sidste ende, som det lykkedes hende at tie stille, selvom healingsprocessen sved og jog i hende. Hun åndede dog lettet op, som han blev færdig, skønt hun også måtte komme med sin irriterede smerte-mumlen. Tavst stirrede hun frem for sig, som han forsøgte at opmuntre hende. Hans ord gavnede hende dog ikke synderligt, da han ikke følte smerten i sig, som hun gjorde. Det var dog rart, at få udvist en smule venlighed her i nødens stund, og det førte også til, at hun fandt lysten til at takke ham, skønt hun på ingen måde sagde det højt. Hun hørte dog, at han havde hørt hende, hvor han heldigvis ikke gravede mere i det, og det var det vigtigste. Hvis han havde overhørt hende, havde hun desuden ikke gentaget det, da hun ikke gad gøre det tydeligt for alle og enhver, at hun faktisk var taknemmelig over hans hjælp. Sammenbidt sad hun, som han gav sig til at forbinde hendes overkrop, da hun lod ham gøre alt det nødvendige. Smerten stak i hende, men hun var efterhånden vant til, at alt skulle gøre ondt på hende, så dette var virkelig ingenting. Hendes lemmer føltes desuden helt stive, hvor hun dårligt nok kunne bevæge sig, og det skulle der også fokuseres på. Prøvende sad hun blot og bevægede sine fingre, mens hans gjorde sig færdig. At han så endte med at sige, at hun nok havde hjernerystelse, sukkede hun opgivent. ”Selvfølgelig har jeg det.. Jeg fejler alt, hvad man kan fejle.. I morgen ligger jeg sikkert med feber, halsbetændelse og diverse andre sygdomme,” mumlede hun stille og lettere opgivende. Ordene var dog ikke ment til ham, men mere for sig selv, som hun efterhånden var godt og grundigt træt af sin svage tilstand. ”Hvor slemt ser det ellers ud?” spurgte hun stilfærdigt. Hun vidste, at hun havde slået sit hoved, som hun var fløjet ind i en af granitstenene, men hvor slemt det var, anede hun ikke. Hun kunne nemlig ikke se det åbne sår eller blodet, som hun kun kunne føle et konstant jag af smerte. Hun havde desuden heller ikke haft tid til at studere alle sine skader, som hun havde været i kamp mod en ufattelig stærk warlock, hvor det havde været vigtigere at besvare hans angreb, end at tilse sine sår. Det eneste hun havde fundet tid til, havde været hendes skulder, som hun hurtigt havde givet den en slynge i al tumulten.

[Deleted]

At det var Voltaire som Aleksandra havde tilkaldt og at det nu var ham der skulle tilse hende, var noget som han slet ikke havde regnet med, da han var stået ud af sengen i morges. Han havde gjort sine pligter og ligesom han var kommet ind, havde hendes stemme lydt i hans hoved, hvor han snart havde troet at det var en joke, for ham forlade paladset? Ja, det troede han godt nok aldrig at han ville få tilladelsen til, men nu var han alligevel glad for at han var taget af sted, så han kunne få hende med hjem, for hun havde lagt helt døende i sengen. Ganske vidst kom de ikke særligt godt ud af det med hinanden, hun hadede ham og han ville skyde på at hun hadede ham for at skulle tage sig af hende, da det krævede at han berørte hende mere intime steder, dog var han vidst det eneste hun havde og det var vel også derfor det lige var netop ham som hun havde kaldt på? Havde hun haft nogen andre, så havde hun jo nok tilkaldt dem og han havde nok været den sidste på den liste. Det fik ham også til at tænke på at han havde ret i at hun ingen venner havde, men det forundrede ham desuden ikke, for han vidste at hun var en kvinde, der ikke åbnede op for særlig mange. Han trak morende på smilebåndet, da hun begyndte på at hun fejlede alt og sikkert lå syg i morgen, hvilket han så ikke kunne svare på, men hun havde lagt ude i sneen rimelig længe, så det ville ikke undre ham, hvis hun begyndte at blive syg. ”Men så er det jo godt at jeg er her til at gøre dig rask,” svarede han roligt, skønt han vidste at det ikke var ham direkte som hun havde talt til, men han gik nu ingen steder og han skulle nok sørge for at hun holdt sig i sengen, så hun kunne blive frisk. Han var helt sikker på at hun blev træt af ham inden ugen var omme, men til gengæld var det også ham hun kunne takke, når alt gik godt igen og hun var blevet rask. At hun så spurgte hvordan det måtte se ud i baghovedet, blinkede han let med øjnene, som han kort rynkede på næsen. ”Vær du glad for at du ikke kan se det,” svarede han blot, som han roligt lænede sig tilbage igen og så på hende. ”Kan du selv holde dig siddende oppe lidt endnu?” spurgte han roligt, da det var lettere at komme til såret, hvis hun sad som hun gjorde nu, men han skulle bruge begge hænder, så han kunne ikke holde hende oppe. ”Jeg tror ikke at jeg kan sy det, men jeg har engang lavet en savle som holdt såret betændelsesfrit og fik det til at heale, så øjeblik, jeg kommer tilbage om lidt.” Mere sagde han ikke, som han forsvandt i et lysglimt og dukkede op nedenunder, hvor han fik fat i Odelia. Den gamle kone vidste hvor det meste var og det var derfor også hende han bad komme med ingredienserne med, inden han forsvandt igen og dukkede op inde på Aleksandras værelse, hvor han stillede sig hen til hende. ”Jeg må rense det først, og det kommer til at gøre ondt,” svarede han sandfærdigt, som han ikke så nogen grund til at lyve for hende. Han fiskede noget sprit og noget vat op af sygekassen, hvor han roligt kom væsken på vattet, inden han duppede det imod hendes åbne så hvor det nok ville svide af helvedet til, men nødvendigt var det, hvor det også ville hjælpe.

[Deleted]

Blikket vendte Aleksandra roligt og dog en anelse undrende mod Voltaire, som han sagde, at han var her til at gøre hende rask igen. Det lød ikke som om, at han havde i sinde at forlade hende, og hun vidste ærlig talt ikke, hvorfor han generelt var så hjælpsom overfor hende i dag. Måske håbede han på, at hun ville slippe ham fri af taknemmelighed, når hun engang var rask, hvor han på den måde heller ikke behøvede at have dårlig samvittighed over, at han havde ladt hende ligge til døden. Det gav mening for hende, hvis landet lå sådan, og det var i de baner hun derfor begyndte at tænke, da hun tvivlede på, at han hjalp hende, fordi han rent faktisk kunne lide hende. Hver gang de så hinanden, forsøgte han jo at gøre hendes liv elendigt, hvor dette var første gang, at han forsøgte at gavne hende. ”Og du vil måske gerne blive ved min side, til jeg kommer op på benene igen?” spurgte hun mistroisk. Hun var dog taknemmelig over det faktum, at han gerne ville hjælpe hende, for hun havde rigtigt nok ingen anden, hvor det også kun havde været i desperation for sit liv, at hun havde tilkaldt ham. I øjeblikket befandt hun sig også i et stadie, hvor hun var nødt til at modtage en persons hjælp, da hun ikke selv kunne tilse sine mange skader, og den person var blevet Voltaire. Hun kunne dog altid få tjenestestablen til at sende besked efter en rigtig læge, der så kunne komme og tilse hende i morgen, men det havde hun ikke kræfter til lige nu, hvor hun derfor lod Voltaire gøre, hvad han nu kunne for hende. ”Jeg kan så glæde os begge ved at sige, at jeg tror, at det er min sidste slemme skade,” sagde hun sagte, mens hun forbandede Konstantin i sit hoved. Han havde virkelig formået at få ram på hende, og det hadede hun ham for. Hun ønskede ham død og borte, men for at slå ham, så vidste hun, at hun skulle genvinde alle sine kræfter, samt studere magien noget mere. Det lignede dog, at hun ville få masser af studietid den kommende tid, eftersom det ville tage tid før hendes ribben healede helt, samt det ikke ville undre hende, hvis hun lå syg i mindst en uge efter denne kolde oplevelse. ”Det kan jeg,” sagde hun stille. Hun burde måske sige, at han skulle skynde sig, da hun kunne mærke, at det tog på hendes kræfter at holde sig selv oppe, men hun ville ikke erkende over for ham, at hun for stunden følte sig svagelig. Da han begyndte at snakke om sin selvproducerede salve, lyttede hun nysgerrigt, skønt hun ikke nåede at svare ham, inden han var væk. Som hun var alene, lod hun trætheden overmande sig, hvor hun også skulle til at lægge sig tilbage i sengen af ren og skær udmattelse, men som Voltaire få sekunder efter optrådte i værelset igen. Rettede hun hurtigt op på sig igen, som hun fortsat blev siddende med sine hænders støtte. ”Jeg er efterhånden vant til, at det hele fører til smerte,” svarede hun sigende. Kort så hun mod ham, som hun så, hvordan han måtte gøre vatten og spritten klar, inden hun igen stirrede tomt frem for sig. Hun vidste, at dette ville svide afsindigt, men hun var nødt til at bide det i sig. Som han igen satte sig i sengen og trykkede vatten mod hendes åbne sår, gav hendes slanke og skadede krop sig helt til at skælve under berøringen. Øjnene kneb hun sammen, mens hun kom med en dæmpet smertelyd. Hun gjorde dog sit bedste for at sidde helt stille, samt tie stille, da hun ikke ønskede at give Voltaire nogen forkerte tanker om hende, skønt hun mest af alt bare ville ligge ned og slappe af.

[Deleted]

Hvad Aleksandra tænkte om Voltaire, vidste han ikke, men han kunne godt forstå at hun var nysgerrig om hvorfor han hjalp hende, da han jo kunne stille sig samme spørgsmål og inderst inde kendte han vel også til svaret. Han kunne dog bare sige at det var fordi hun havde bedt ham om det, men det ville nok ikke give mening, når han ude i sneen havde sagt at hendes liv lå i hans hænder og at han i princippet bare kunne lade hende dø og så var han fri, og sådan kunne det have gået, men.. han var ingen morder, og hun var jo heller ikke helt så slem, når man lærte hende lidt bedre at kende. At hun så også havde takket ham, kom faktisk bag på ham, for han havde faktisk ikke regnet med at hun ville være ham taknemlig, når han vidste hvor meget hun måtte afsky ham og hans væsen, dog kendte hun heller ikke ham særlig godt, og derfor forundrede det ham ikke at hun var forvirret over hans hjælp. Hendes mistroiske spørgsmål, kom egentlig ikke bag på ham, men alligevel kunne han ikke lade vær med at se lettere forundret på hende, som kom hendes spørgsmål faktisk bag på ham. ”Jeg er da nød til at tilse dine sår, særligt det i baghovedet, og så også dit brækkede ribben, for at være sikker på at det vokser ordentligt sammen, så jeg går skam ingen steder,” svarede han alvorligt og dog i en stilfærdig tone, som han betragtede hende for en stund, inden han fortsatte sin gøren. Han havde taget sig af mange sår og skadede folk i sin tid, så helt hjælpeløs var han skam ikke og derfor var hun også kun i trygge hænder, så hun havde skam intet hun burde bekymre sig for. At hun så også fortalte at såret i baghovedet var den sidste slemme skade, trak han let på smilebåndet. ”Godt.. selvom jeg nu synes at det du har fået er rigeligt,” svarede han mildt. Han havde en salve som han kunne lave, der ville være effektiv for såret i hendes baghoved, da det simpelthen ville blive umuligt for ham at sy hende der, ikke kun på grund af hendes hår, men også fordi at huden var så stram og tynd at det ville blive umuligt at lukke det sammen. Som han forsvandt og kom tilbage igen, kunne han godt se at hun havde været ved at ligge sig ned, hvis ikke hun havde gjort det, skønt han ikke tog sig af det, for han forstod godt hendes udmattelse. ”Det tror jeg ikke at du skal sige for tidligt,” svarede han morende, som hun sagde at hun efterhånden var vant til at føle smerte, for det var nok en ting man aldrig blev vant til. Han kunne også godt høre at hun kom med en smertelyd, skønt han dog ikke stoppede, da han rensede hendes sår og tørrede også blodet væk i hendes hår. Hans blik gled roligt mod døren, da Odelia bankede på, hvor han roligt trak sig væk fra Aleksandra og gik hen og åbnede, han tog blot imod tingene og takkede, inden han sendte hende væk igen, så de kunne være alene. Han gik roligt over og satte sig på sengekanten. ”Læn du dig bare tilbage og slap lidt af, jeg skal lige blande savlen,” svarede han roligt, som han begyndte at putte de forskellige ingredienser op i den lille skål og begyndte at knuse det og mase det sammen.