Alone or together?

[Deleted]

Det var en gåde for Aleksandra, hvorfor Voltaire hjalp hende, da de ikke havde et godt forhold til hinanden. Hun havde egentligt bare forventet af ham, at han havde bragt hende tilbage på palæet, og så ville have sendt en af de andre slaver til hendes værelse, så de kunne tilse hende. Hun havde nemlig ikke forestillet sig, at han nogensinde ville finde lysten til at udvise denne form for ømhed over for hende, da han ikke kun hjalp hende med skaderne, men også talte stille og roligt til hende. Det havde hun derfor konstant i baghovedet, som han undersøgte og talte til hende. ”Ender det så med, at du slår lejr herinde på mit værelse, så du konstant kan tilse mig?” spurgte hun med et løftet øjenbryn. ”Men du er ikke nødt til at blive.. En af de andre slaver kan bare blive sendt herind.. Jeg ved desuden, at jeg ikke er den person, som du allerhelst vil bruge tid med, så hvis du gerne vil gå, så klandrer jeg dig ikke,” sagde hun sigende, hvor hendes blik faldt undersøgende på ham. Hun ønskede at vide, hvad hans plan var med alt dette, ligesom hun ønskede at vide, om han hjalp hende, fordi han oprigtigt havde lyst til at hjælpe hende, eller fordi, at han anså det for at være sin pligt, siden han havde hentet hende tilbage til palæet. Personligt frydede det hende ikke, at hun havde været nødsaget til at bede Voltaire om hjælp, men som han hjalp hende, så kunne hun ikke benægte, at han gjorde et godt stykke arbejde. Det virkede nemlig som om, at han havde styr på hendes skader og vidste, hvordan han skulle berøre hende, som han havde en blid hånd. ”Du er skam ikke det eneste med den mening,” kommenterede hun roligt, som han sagde, at hun havde fået rigeligt med skader. ”I kamp kan man bare ikke sige timeout.. Man er nødt til at gøre det færdigt.” En svær kamp havde det været, som Konstantin havde været en stærk modstander, men hun ville nu også mene, at hun havde givet ham et par gode slag på vejen. Hun var muligvis endt med flest skader, hvor det også særligt havde været fordi, at han havde fået hende bundet til sidst, men hun havde set, at hun både havde skadet hans ansigt og bryst. Som Voltaire gjorde mine til at rense hendes baghoved med spritten, satte hun sig klar, som hun vidste, at det sved, når man puttede sprit på åbne sår. Hun vidste også, at man aldrig ville vænne sig til smerte, men for nu ville hun sige, at hun var vant til at smerten var konstant. Hendes skulder og arm føltes dog rask nu, som han havde sat det på plads, hvor det heldigvis var en af de få dele på hende, der ikke længere gjorde ondt. Som han fik renset såret i baghovedet færdigt, stoppede hendes skælven, hvor hun også igen kunne ånde roligt. Blikket gled dog hurtigt imod døren, som det bankede på, hvor hun per automatik trak en anelse op i dynen, så hendes overkrop også kunne være dækket til. Personen kom dog ikke ind, som hun kun så, hvordan Voltaire modtog et par redskaber for derefter at lukke døren i igen. ”Okay,” sagde hun stille, inden hendes krop villigt gled tilbage i sengen, som han sagde, at der var tid til, at hun kunne slappe af, mens han blandede salven. Blikket holdt hun dog på ham, som hun så, hvordan han blandede de forskellige ingredienser. ”Hvorfra har du lært at tage dig af skadede personer?” spurgte hun nysgerrigt, da hun ikke kunne benægte, at han gjorde det godt, som han hjalp hende.

[Deleted]

Voltaire kunne godt lide det faktum at han var en gåde overfor Aleksandra, men det var så også kun fordi hun slet ikke kendte ham overhovedet, da alt hun troede om ham, var ud fra hvad hun selv dømte ham til at være. Han kom kun med flirtende, lokkende og forførende kommentarer der omhandlede sex fordi han vidste hvor meget det gik hende på, men som han havde forsøgt at forklare hende et par gange, så kunne han skam sagtens tænke på andet, ligesom han sagtens kunne vise hende respekt, hvis hun faktisk opførte sig ordentligt overfor ham i gengæld og nu hvor hun havde lagt døende og havde brug for ham, så kunne han skam ikke drømme om at gøre grin med hende eller håne hende, da enhver havde sin overmand, eller man kunne bare være uheldig og det var vidst hvad man tydeligt kunne sige om hende. Han grinte ganske muntert til hendes ord. ”Det kan da godt være at jeg slår lejr herinde, hvis det bliver nødvendigt,” svarede han morende. Det var nu ikke ligefrem hans plan, for selvom hun troede at han ønskede at komme i skørterne på hende, så var det ikke tilfældet, hun overvurderede tydeligvis hans seksuelle lyst, men det var så også fordi hun hadede hans væsen – noget som han havde fundet ud af under første møde. Han var dog den han var, som han var det væsen han var, men det var jo ikke noget han selv havde valgt. Han så roligt mod hende med et hævet bryn, da hun sagde at han ikke blev nød til at være her og kunne få en af de andre til at tilse hende. ”Du tror du ved så meget om mig, men du kender mig rent faktisk overhovedet ikke, og jeg fandt dig, så jeg tager mig også af dig, indtil du er helt rask,” svarede han roligt og lettere overbærende, som der ikke var nogen anklagen i hans ord eller tone, for hun var den hun var, og hvis hun ville dømme ham ud fra hans væsen, var det hendes sag, men han havde jo sagt at han nok skulle overraske hende og det gjorde han tydeligvis i øjeblikket, for han kunne godt høre at hun slet ikke forstod sig på hvorfor han blev. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Men hvorfor endte det overhovedet ud i kamp? Ikke alle konflikter behøver at blive løst via vold og krig,” påpegede han stilfærdigt og dog nysgerrig efter svar og hvad der egentlig var sket, for slemt tilredt var hun virkelig! Han smilede let, som hun lagde sig tilbage og slappede lidt af, hvilket nok var tiltrængt efterhånden. Han var dog ikke færdig endnu, men med det han skulle gøre, kunne hun sagtens ligge ned og slappe af. Han så ikke på hende, skønt han lyttede, da hun talte, som han så mod skålen, idet han var i færd med at blande alle ingredienser. ”Jeg arbejdede engang for en krigsherre, hvor jeg både tog mig af hans sår og af de andre slavers. Da den gamle slave døde, som fungerede som doktor i huset, oplærte han mig inden,” forklarede han roligt, som han fik mikset salven sammen, hvor det havde en limegrøn farve, skønt det ikke lugtede særlig godt. Han satte sig tættere på. ”Hold hovedet en anelse hævet,” bad han roligt, da han dyppede to fingre i den grønne salve inden han smurte det mod hendes sår. Det ville nok føles køligt, dog ikke smertefuldt, da der ikke var noget i som ville få det til at svide.

[Deleted]

Ideen om at lade Voltaire slå lejr på Aleksandras værelse, var ikke just en plan hun ville bifalde. I hendes tilstand ville det muligvis være smart, hvis hun havde en der kunne pleje hende lige i nærheden, men alligevel følte hun at det ville være at gå for langt, hvis Voltaire skulle bo herinde eller i et af de andre luksuriøse værelser på denne her fløj. Hvis hun fik brug for ham, kunne hun altid kalde på ham via tankerne, som hun havde gjort, da hun havde ligget lammet i sneen. Hun tvivlede dog på, at hun ville søge Voltaires hjælp igen, da hun måtte finde det ydmygende, som han ikke burde se hende i denne tilstand, eller have den magt over hende, som han fik, når han var hendes læge. Derfor ville hun højst sandsynligt kontakte en anden, når han engang forlod hende igen. ”Jeg tror nu, at du vil finde større nydelse ved at ligge i din egen seng, end på mit gulv,” kommenterede hun roligt. Nysgerrigt hvilede hendes blik på hans ansigt, som hun sagde, at han kunne gå, hvis det var det han ville. Da han så begyndte på sin sædvanlige tale om, at hun ikke kendte til ham, og at han havde mere at byde på end først antaget, vendte hun blot blikket væk fra ham igen, som hun i stedet gav sig til at betragte væggen på den modsatte side af værelset. ”Nej.. Det prøver du jo at bilde mig ind, at jeg ikke gør.. Men så længe du ikke forsøger at slå mig ihjel, så kan du godt tilse mine skader.” Hun var ikke jordens varmeste kvinde, og efter mødet med Konstantin var det kun blevet endnu mere tydeligt for hende, at man ikke burde åbne op for nogen, for i den sidste ende førte det alligevel ikke til noget positivt. På sin egen måde var hun dog taknemmelig for Voltaire og den hjælp han ydede, da han alligevel gjorde et godt arbejde med hende. Det måtte også være det første tidspunkt, at hun ikke frygtede, at han voldtog hende, men det var også kun fordi at hun var skadet, og hun havde den ide om, at han ikke ville finde attraktivt at ligge med hende, når hun så ud, som hun nu engang gjorde. Da han spurgte ind til, hvorfor hun var endt i kamp, sendte hun ham et flygtigt blik. ”Manden var frustreret over, at jeg havde forladt ham for længe siden, og at jeg endnu var her,” svarede hun kortfattet. Hun gad ikke just forklare ham dramaet mellem hende og Konstantin, da det var hendes egen sag, og hun var ikke just en kvinde der plaprede ud til folk om sine problemer, og dette var bestemt ingen undtagelse. Voltaire hjalp hende måske, men det gjorde ikke, at han havde tilladelse til at vide hver en detalje af hendes liv. Roligt trak hun vejret, som hun kom tilbage i sengen og ligge, hvor det i sandhed var tiltrængt. Dynen havde hun også trukket ordentligt op over sig, så hun ikke længere lå blottet for hans øjne, samt så hun også kunne få lidt varme. ”Interessant.. Er det et fag du interesserer dig for?” spurgte hun roligt. Som han sagde, at han engang havde fungeret som læge, så var det et erhverv han sagtens kunne tage med sig hertil. Han ville ikke blive fri for sit arbejde ude i marken, men når nogen af slaverne kom ud for en ulykke, så kunne han få lov til at tage sig af dem i stedet. Det kunne desuden være behøvet, som de befandt sig i vinterperioden, og der havde folk det med at blive syge og komme galt af sted. Som han bad hende om at hæve sig, løftede hun sin krop en anelse ved hjælp af sine albuer, så han kunne komme til. Behageligt var det helt i forhold til alt det andet han havde gjort ved hende, som dette var ganske fredfyldt i forhold til arbejdet med skulderen og ribbende. Derfor trak hun også blot vejret roligt og lod ham gøre sig færdig.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Voltaire havde nogen planer om at slå sig ned her på hendes værelse, da han også tvivlede på at hun ville have det. Han havde ikke tænkt sig at overnatte her, medmindre hun lå på dødens rand, for så ville han nok blive og sørge for at hun klarede den, men ellers så havde han skam ikke tænkt sig at blive mere end højst nødvendigt, da han også omvendt tvivlede på at hun ønskede ham her. Han skulle dog nok komme hver dag og tilse hende, og ikke mindst sørge for at hun slappede af, og så måtte de tage den diskussion til den tid, men lige nu havde hun brug for at blive tilset, hvor hun også havde brug for at få lidt hvile, da hun måtte være frygtelig træt efter den tur ude i kulden. ”Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at blive her medmindre det er nødvendigt, men bare til din orientering, så skal jeg nok sørge for at du bliver i sengen, og så må du hade mig til helvedet og tilbage igen, men jeg bestemmer over dig indtil du er rask igen,” svarede han roligt, hvor smilet blev morende på hans læber, da han vidste at hun allerede hadede ham i forvejen og nok hadede at det var ham der tog sig af hende, men han kunne så ikke lade vær med at tænke på hvorfor hun havde tilkaldt ham for hjælp. Han hævede let sigende det ene øjenbryn til hendes ord. ”Hvorfor skulle jeg dog slå dig ihjel Aleksandra?” spurgte han forundret, som det da slet ikke gav mening i hans ord. Hendes syn og bedømmelse af ham var helt forkert, for han var hverken interesseret i hende seksuelt eller at slå hende ihjel, for ellers kunne han bare have ladet hende ligge ude i sneen, men det havde han til hendes orientering ikke. At hun så fortalte at hendes ekskæreste var blevet sur fordi hun for længe siden havde forladt ham, trak han skævt på smilebåndet. ”Det var heller ikke pænt gjort af dig,” svarede han blot, som han fortsatte med at smøre den limegrønne salve på hendes baghoveds sår. Han holdt kort inde, da hun spurgte om han var interesseret i faget hvor han kort skævede mod hende, inden han fortsatte med at smøre såret ind. ”Tja.. jeg har altid hjulpet der hvor jeg kan, men om det er direkte interesse ved jeg ikke, jeg har aldrig rigtig givet mig den tid til at udforske det dybere, hvilket også er svært, når jeg bliver fanget og udsendt som slave,” svarede han roligt og dog sandfærdigt, som han roligt gjorde sig færdig, inden han satte sig på sengekanten og betragtede sig af hende. Det var også der at hans blik faldt ordentligt på hendes ansigt og så hvor slem det egentlig så ud, da hun både havde en flækket underlæbe, et blåt øje og et hævet kindben. Han sukkede ganske let, inden han rejse sig efter at have sat skålen fra sig på natbordet. Han gik ud på badeværelset igen og kom tilbage med en våd klud. Han gav sig roligt til at stryge kluden nænsomt over hendes ansigt både for at vaske blodet og skidt væk, så han bedre kunne se hvor slemt det egentlig stod til. ”Hvorfor tilkaldte du egentlig mig? Jeg ved trods alt hvor meget du hader mig og jeg må da nok være den sidste du vil have her hos dig,” spurgte han nysgerrigt, som han fortsatte med at vaske hendes ansigt rent.

[Deleted]

Tvivlsomt hævede Aleksandra det ene øjenbryn, da hun ikke tvivlede på, at hun nok skulle kunne få ham ud, hvis det var det hun ønskede. Hun var måske svagelig lige nu, men som hun begyndte at genvinde sine kræfter, så skulle hun nok kunne kaste et par spydige bemærkninger efter ham, samt benytte sig af mindre besværgelser, hvis det var det hun satte sig for. I øjeblikket nærede hun dog ikke en lyst for at smide ham ud, eller forlade sengen, som hun følte sig afkræftet, hvor hun også vidste, at der var nødt til at være en, der kunne tilse hendes mange sår. ”Jeg er muligvis træt og forslået, min kære Voltaire, men det er ikke ens betydning med, at du bestemmer over mig. Hvis jeg vil i bad. Så går jeg i bad. Hvis jeg vil ud. Så kommer jeg ud.. Men bare rolig.. For nu bevæger jeg mig skam ikke ud af sengen,” sagde hun roligt, som hendes stædighed igen måtte komme til syne. Hun brød sig bestemt ikke om tanken, at en skulle bestemme over hende, så derfor tillod hun det ganske enkelt. Hun havde dog ikke i sinde at forlade sengen lige pt., som hun skam først ville rejse sig, når hun følte sig klar nok til det. Der ville dog være en stor sandsynlighed for, at hun ville føle sig klar, længe før at Voltaire ville mene, at hun kunne gøre de ting, hun ønskede og mente hun kunne. ”Hold dog op, Voltaire.. Vi ved begge, at vi ikke er de bedste venner, og jeg er den eneste person på jorden der står imellem dig og din frihed. Hvis jeg ikke var her, så ville du være fri til at gøre, hvad du ville, og det er trods alt dit største ønske,” svarede hun stilfærdigt. Som hun sagde det, måtte hun igen undre sig over, hvorfor han havde taget hende med hjem. Hans mission var at irritere hende, samt at komme fri, og det kunne han meget let have klaret, hvis ikke han havde valgt at hjælpe hende. Hun tvivlede ikke på, at han allerede havde været over stok og sten, hvis ikke hun havde tilkaldt ham, og hun havde ligget død, da han ligesom hende kun tænkte på sin egen overlevelse. ”Så du ville have foreslået, at jeg i stedet havde giftet mig med manden, fået tre vidunderlige børn, og levet lykkeligt til mine dages ende?” spurgte hun i en ironisk tone, som han sagde, at det ikke havde været pænt af hende at forlade Konstantin. Hun ville nu mere synes, at det ikke var pænt af Konstantin, at lade hende ligge til døden og gøre disse skader på hende. ”Men kan du lide at hjælpe andre? Får du en fantastisk følelse i kroppen, når du ved, at du lige har hjulpet en person med dets skader?” spurgte hun roligt, inden hun lagde sig tilbage i puderne, som han blev færdig med at smøre hendes sår. Hun kendte ikke til den salve, han havde lavet, men hun stolede alligevel på, at han havde en ide om, hvad han gjorde. At han så helt gav sig til at pusle om hende, som han gjorde det mindre nødvendige, som at vaske hendes ansigt rent, undrede hende, men om end ikke, så var det dejligt at komme af med al snavsen og blodet, som hun ikke brød sig om at føle sig usoigneret. Øjnene lukkede hun kort i, som han lod kluden glide over dem, hvor hun roligt så mod ham igen, som kluden søgte længere ned igen. ”Jeg tilkaldte dig, fordi du er halv warlock.. Det var selvfølgelig et sats for mig, om du var i stand til at teleportere dig rundt eller ej, men du er den eneste med de magiske evner her, og derfor blev det dig,” fortalte hun ærligt. ”Jeg tror godt, at jeg selv kan vaske mit ansigt, hvis det er..”

[Deleted]

At Aleksandra så blev stædig, da Voltaire sagde at han bestemte over hende, fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. Han vidste godt at hun var hans herre, men når alt kom til alt så var hans hendes læge for det næste lange stykke tid og dermed vidste han bedre og han skulle nok holde hende i sengen, hvis det var det, som der skulle til, om han så skulle lænke hende fast til den. Han var ingen normal slave, hvilket hun allerede havde set, han turde at gøre hvad han ville, han turde at stille sig op imod hende og han frygtede hende skam ikke. Det var desuden også kun for hendes eget bedste og ikke for at tage livet af hende ved at holde hende indenfor. ”Se min kære Aleksandra, hvis ikke det var for mig, så havde du været død nu, og nu hvor jeg er din personlige læge, så vil jeg råde dig til at lytte til mig, medmindre du ønsker at overbelaste dig selv og risikere at få en skade for livet, hvor jeg tænker på dine ribben, desuden har du muligvis fået en hjernerystelse, så nej, du får ikke lov til at gøre hvad du vil, og så må vi jo se hvem der er mest stædig af os to,” svarede han roligt og dog bestemt igen, som han sendte hende et stædigt smil. Han var skam ikke ude på at tage livet af hende, irritere hende eller andet, da han faktisk kun var ude på at hun blev rask igen og blev så god som ny, uden at hun skulle få varige men. ”Jeg kunne sagtens have ladet kulden slå dig ihjel og så være fri, men til din orientering, så gjorde jeg det ikke, derfor ligger du her også nu, og derfor burde du rent faktisk tage og lytte bare lidt til mig, her i din sygeperiode,” svarede han stilfærdigt, som han kort måtte skæve mod hende. At de så kom ind på hendes eks og det at hun havde forladt ham, var ikke noget som han videre gad blande sig i, eftersom det ikke vedkom ham, og så tvivlede han på at hun ønskede at fortælle ham noget som helst omkring sit liv, så han undlod at spørge mere ind til det. ”Hvis han var forfærdelig og ond mod dig, så nej, men hvis I virkelig elskede hinanden og så en fremtid sammen, så ja? Hvad slemt er der ved at kunne få lov til at finde en man elsker og slå sig ned med vedkommende? Børn kan jo så altid diskuteres, men nu hvor du er Baronesse, så skal du vel også have en arving til det hele?” spurgte han roligt, hvor han fik det til at lyde som om det var en selvfølgelig at man fandt sammen med den man elskede. Det havde dog aldrig været en luksus som han havde haft, da han aldrig har været berettiget til det. Han fnes kort som hun fortsatte med at spørge indtil om han kunne lide det med lægetingen. ”Hvorfor de mange spørgsmål Aleksandra? Jeg kunne næsten tro at du forsøgte at komme et sted hen? Men hvis du absolut vil vide det, så har jeg intet imod at hjælpe andre og ja, det giver mig en god følelse af at kunne hjælpe døende kvinder og mænd – blandt andet som dig selv – og så gøre dem raske igen,” svarede han sandfærdigt, som han lagde kluden fra sig. ”Så var du jo heldig at jeg dukkede op,” svarede han roligt, som smilet blev skævt. ”Det kan du sikkert, men dette handler ikke om hvad du kan og ikke kan, men om hvad du må og ikke må, og lige nu må du ikke andet end at ligge og slappe af, for det har du brug for.”

[Deleted]

Aleksandra vidste udmærket godt, at hun var i live takket være Voltaire, og at hendes krop behøvede ro de næste par uger, men det ændrede ikke på, at hun ønskede at bestemme over sig selv. Hvis hun følte, at hun var klar til at forlade sengen, så ville hun forlade den, da hun hverken var svag eller fange her. Det var hendes hjem, og han var hendes slave, så hun bestemte. Det kunne godt være, at han havde bragt hende hjem og hjulpet hende, men det ændrede ikke på, at hun var en voksen kvinde og derfor kunne træffe sine egne beslutninger, om andre så bifaldt dem eller ej. ”Hvis du vil forsøge at holde mig fanget på mit eget værelse, så ender det jo med, at jeg ville ønske, at jeg aldrig havde tilkaldt dig og derfor ville have ligget død. Jeg tillader, at du tilser mine sår og plejer dem, når det er behøvet, samt jeg nok skal lytte til dine råd, men det er op til mig, om jeg vil følge dem eller ej,” fortsatte hun stædigt. Hun brød sig bestemt ikke om, at der var en der skulle bestemme over hende, og mindst af alt en slave, og så var det ligegyldigt om ordene kom fra Voltaire, Odelia eller en helt tredje. Derfor skulle der nok komme nogle heftige diskussioner op, hvis han forsøgte at sige hende imod, og hun forventede egentligt kun, at det ville ske, for sådan var han. Han var ikke som de andre slaver, og det gjorde ham også dybt irriterende, for en slave skulle lytte til sin frue og adlyde. ”Hvis du virkelig vil have, at jeg følger dine råd i den kommende periode, så fortæl mig, hvorfor du redede mig? Du elsker desuden at overraske mig, så lad os se, om du kan overraske mig dette,” foreslog hun stilfærdigt, mens hendes blik hvilede på ham. En kommanderende kvinde var hun, som hun vidste, hvordan hun ville have tingene, og det ændrede sig skam ikke, selvom hun var blevet banket halvt fordærvet. ”Det at leve lykkeligt med sin elskede, er en omgang overvurderet sludder. Og med hensyn til arvinger, så har jeg ikke i sinde at gå bort i løbet af de kommende mange tusind år, så det vil ikke være nødvendigt. Og hvis uventede sygdomme eller skader skulle ramme mig, så kan jeg jo se på det hele, at du vil våge over mig som en dyremor der passer på sin unge,” sagde hun roligt. Kærligheden troede hun ikke selv på, da hun ikke troede på, at den kunne føre til noget fornuftigt, så derfor havde hun det fint med at leve alene. Hvis hun manglede selskab, så kunne hun altid få sig et falskt forhold eller nyde nogle mænd i ny og næ. Det var desuden sådan hun havde kørt hele sit liv. ”Jeg interesserer mig for mine slaver, selvom du ikke tror mig. Grunden til at jeg spørg ind, er fordi, at det muligvis kunne være en sidebane til dit nuværende arbejde. Det er aldrig skidt at have en lægekyndig i nærheden, og hvis du er erfaren nok og interessere dig for det, så kunne det blive dit job,” sagde hun stilfærdigt. Som han blev færdig med at rense hendes ansigt, forsøgte hun forsigtigt at røre det, men afsindigt ømt var det, og det fik hende til at stoppe igen. ”Tydeligvis,” sagde hun roligt. ”Er du sikker på, at det ikke er fordi, at du i virkeligheden nyder at nusse om mig?” spurgte hun kækt, hvor hun også måtte smile svagt, inden hun vendte blikket op mod loftet, som hun igen lagde sig til rette i sengen.

[Deleted]

“Hvorfor skal du absolut være så stædig Aleksandra? Hvis jeg endelig skulle holde dig i sengen, så er det jo kun for din egen skyld og ikke fordi jeg vil bestemme over dig, desuden burde det også være unødvendigt, eftersom du er en voksen kvinde og du ved hvad der er fornuftigt, så når jeg siger at du skal blive i sengen, så ved du at det er fordi jeg har ret, og så må du bide i det sure æble, for ellers så vil jeg lænke dig fast til sengen,” svarede Voltaire roligt, skønt der alligevel var noget stædigt over hans stemme. De ville uden tvivl få deres diskussioner, hvilket han da allerede nu kunne sige! Hun var stædig og det var han lige såvel, så de var allerede dømt til at gå hinanden på nerverne som de plejede, for andet var jo tydeligvis uundgåeligt. Han vidste godt at hun ville bestemme selv, men hun måtte også lære at lytte til andre end sin egen stemme, og han gjorde det skam ikke for at irritere hende, men for at hjælpe hende, så hun faktisk blev et helt stykke igen. Han endte også med at slippe en morende latter til hendes ord, inden han rystede på hovedet af hende. ”Ha! Vi ved da begge to at du ikke følger mine råd uanset hvad, du vil jo kun lytte til dig selv tilsyneladende. Så jeg får intet ud af at fortælle dig, hvorfor jeg bragte dig hjem, og det er vel også ligegyldigt? Du er vel alligevel kun glad for at jeg gjorde det, du er trods alt min herre og jeg skal adlyde din ordre,” svarede han roligt, hvor han fik det til at lyde som var det en selvfølge at han havde taget hende med hjem, selvom de begge vidste at han kun tænkte på sin egen overlevelse og at der derfor måtte stikke mere under, og ja.. det gjorde der vel også? Han smilede lettere overbærende til hende, da de kom ind på kærligheden, som hun tydeligvis ikke troede på. ”Du er da den mest atypiske kvinde jeg har mødt i mit liv. Det er end ikke alt jeg kan redde dig fra Aleksandra, desuden så lever du ikke for evigt, og.. vil du ikke have at dine værdier og visdom går videre til familie? Vil du virkelig ikke have en arving? Det er trods alt dem der vil huske dig og føre mindet om dig videre,” svarede han roligt, som hans hoved søgte nysgerrigt på sned. Hun var virkelig den mest skøre og dog atypiske kvinde han nogensinde havde mødt, men det var vel egentlig også lidt det som han kunne lide ved hende? At der så var noget han kunne lide ved hende, fik ham til at rynke let på næsen, som han skød tanken hurtigt fra sig igen, for hun var kun irriterende! At hun så fortalte at det at blive læge kunne være en del af hans job, fik ham til at vende blikket mod hende igen. ”Er det ikke en del af mit job uanset hvad? Vi slaver tager os trods alt af hinanden uanset hvad,” svarede han roligt, hvor det også lidt var et spørgsmål om der lå mere i det at blive læge her på stedet. Han fnes kort til hendes ord. ”Luk munden,” bad han blot, som han ikke svarede på om han nød at nusse om hende. Han tog roligt fat om skålen med den grønne salve, hvor han kom lidt på sin tommel, inden han varsomt måtte smøre det mod hendes flækkede overlæbe, der havde fået et grimt slag, ligesom øjet og resten i hendes ansigt.

[Deleted]

”Hvorfor skal du være så stædig? Du er en slave, så du har ingen ret til at være stædig. Og hvor dum tror du, jeg er? Jeg ved godt, at jeg skal blive i sengen i et stykke tid, som jeg heller ikke forlader den lige foreløbig. Det jeg siger, er, at jeg forlader den, når jeg føler mig rask, og så kan du ikke stoppe mig. Og hvis du prøver at ligge lænker om mig, så skal jeg nok sørge for, at de ender omkring dig, og ikke om mig,” fortsatte Aleksandra stålfast, som hun bestemt ikke havde i sinde at give sig en meter! Hun var måske svagelig lige nu, som hun lod ham gøre, hvad han ville, men det skulle nok ændre sig, når hun kom op på dupperne igen. Det irriterede hende, at han forsøgte at skændes med hende, da hun virkelig ikke overskuede det lige nu. Hun var træt og ønskede det simpelt omkring sig, men sådan ville han tydeligvis ikke lade det være, da han ville have det på sin måde, ligesom hun ville. At han så grinte af hendes ord, fik hende let til at løfte det ene øjenbryn. At han så fik det til at lyde som om, at han var en engel der altid gjorde, hvad der blev sagt, blev det hendes tur til at slippe en morende latter. Latteren lod hun dog hurtigt falde til jorden igen, da hun straks mærkede, hvordan det stak og jog i hendes bryst, som det helt måtte rykke i hendes skadede ribben. ”Åh min kære Voltaire.. Det er sødt, at du får det til at lyde som om, at du adlyder mit mindste vink, men vi ved begge, at det ikke er tilfældet. Du er ligeså egoistisk og stædig som mig, som du stiller dig op imod min vilje ved hver eneste givne lejlighed, så drop nu skuespillet og fortæl mig, hvorfor du reddede mig,” bad hun roligt, som det virkelig måtte rive i hendes nysgerrighed, hvorfor at han rent faktisk havde hjulpet hende. Hun havde tvivlet på udfaldet ved at tilkalde ham, så derfor måtte det overraske hende positivt, at han havde adlydt hendes ordre og bragt hende hjem i sikkerhed, hvor han i øjeblikket plejede hende. Derfor ville hun heller ikke lade ham slippe så let, som hun ville blive ved med at spørge, til hun fik svaret. ”Selvfølgelig er jeg atypisk… Jeg er unik. Men nej, jeg har ikke brug for et fint glasbillede, hvor jeg har en ægtemand, og et par børn, og senere hen børnebørn omkring mig,” sagde hun uden tøven. Hun ønskede sig ingen familie. Den eneste familie hun havde ønsket sig, havde været det barn, hun engang havde født, men det var blevet myrdet for øjnene af hende, og med det var hendes kærlighed også røget. Nu anså hun det dog for at være for det bedste, da det var langt bedre at være alene, end med folk omkring sig. Hvis man havde nogen omkring sig, kunne de såre en, ligesom man kunne få dem som en svaghed. ”I plejer muligvis hinandens sår, men der hænder, at nogen af Jer ikke er erfarne nok eller har den ordentlige tid til det. Derfor kunne du få skansen at ligge det udendørs arbejde fra dig, når jeg eller en af de andre slaver ligge syge eller skadede,” sagde hun roligt. Som han bad hende om at lukke munden, som han ikke svarede på, om han nød at nusse om hende eller ej, trak hun morende på smilet. Hun kunne ikke just finde ud af ham, men lidt morsomt måtte hun finde det alligevel. Morende og nysgerrigt holdt hun blikket på ham, som han gav sig til at smøre hendes overlæbe, som også den var kommet til skade. Hun lod ham gøre sit arbejde, hvor hun også var behjælpelig og holdt mund, indtil at han var færdig med at smøre hendes læbe. ”Mangler du meget mere?”

[Deleted]

Aleksandras stædighed, var klart noget som måtte irritere Voltaire, men han var så selv mindst lige så stædig som hende, så det måtte da også blive sjovt at se hvem der faktisk vandt i sidste ende, for selvom han måske var hendes slave, så skulle hun bestemt ikke tro at hun slap så let, når hun var syg. ”Jamen så bliver det jo sjovt at se, om du får din vilje eller ej, ikke sandt? For jeg holder dig i sengen, til du er klar til at komme ud,” afsluttede han blot stædigt, som han sendte hende et smil, inden han fortsatte sine gøren. Slemt tilredt var hun virkelig, hvor han frygtede for hendes slag i baghovedet. Hendes skulder og arm skulle nok komme sig med tid, ligesom hendes ribben, men det var da farligt, hvis hun havde fået en hjernerystelse! At hun så grinte af ham, tog han sig ikke af, da han godt vidste at det var en røverhistorie som han havde fortalt hende. At hun så var så nysgerrig på hvorfor han havde hjulpet hende, var noget som morede ham. ”Jeg tror at jeg lader det være en gåde for dig, jeg kan nemlig godt lide at se dig så nysgerrig,” svarede han drillende, inden han let hævede det ene øjenbryn, „men fortæl mig Aleksandra, du tror jo at du kender mig så godt, så hvorfor tror du at jeg reddede dig?” Han betragtede hende nysgerrigt, som han gerne ville se hvad hun egentlig troede om ham nu. Tidligere havde hun jo ment at han ikke gjorde andet end at tænke med sine nedre dele og at han ikke kunne andet, men det havde han så for længst modbevist med sit gode arbejde udenfor, hvor han nu også havde gjort en god gerning ved at tage hende med hjem, hvor han i stedet for bare kunne have ladet hende ligge og dø. At hun så fortalte at hun ikke var interesseret i familie og børn, fik ham til at se en anelse forundret på hende, for det gav da ingen mening. Han fnøs kort. ”Hvad? Så slog du måske din egen mand ihjel?” spurgte han morende, som det rent faktisk var sagt i sjov, for det var ikke hvad han gik og troede, dog var der flere ting som måtte undre ham, hun havde giftet sig med en alkymist, hvor hun var en stolt warlock, så det gav ingen mening, hun havde udvist tristhed da han var død, men sjovt nok sagde hun at hun ikke troede på kærligheden og nu heller ikke ønskede familie, så.. ja, det hang bare ikke sammen at hun så havde været ’lykkelig’ gift. Han endte med at trække svagt på skuldrene. ”Jeg kan da godt fungere som husets læge,” svarede han roligt, det var ikke fordi han havde noget imod det, så gav det ham også lidt mere at lave her om vinteren, da der ikke var så meget at lave udenfor længere. At hun så betragtede ham med den nysgerrige og morende mine, fik ham blot til at himle let med øjnene, inden han smørrede hendes læbe ind. Han rettede sig roligt op, da han blev færdig og satte skålen fra sig. ”Jeg er næsten færdig, men jeg tror jeg henter noget is til dit øje og kindben.” Og med de ord måtte han endnu engang forsvinde, hvor han var nede i køkkenet og fandt nogle isterninger frem som han kom i en pose, inden han kom tilbage igen. Han lagde den forsigtigt mod hendes øje, der havde fået en grim blå farve.

[Deleted]

”Muligvis for dig, men jeg ved allerede, hvordan det hele vil ende,” svarede Aleksandra endegyldigt, som hendes tonefald både måtte være afsluttende og selvsikkert. De kunne til evig tid diskutere om, hvem af dem der havde ret, som diskussionen først ville blive afsluttet, når tiden kom dertil. Hun var dog sikker på, at hun nok skulle trumfe igennem med sin mening, eftersom hun alligevel var ufatteligt stædig, selvom han måske også var. Som dagene gik, kunne hun desuden bruge sin magi igen. Der ville muligvis gå tid før hun kunne bruge dens fulde styrke igen, men lidt kunne hun da gøre, som hun trods alt ikke var helt igennem hjælpeløs. ”Selvfølgelig kan du lide det,” svarede hun lettere irriteret, da det bestemt ikke kom bag på hende, at han ikke havde i sinde at fortælle hende sandheden. Han elskede trods alt at irritere hende, så hvorfor skulle denne her gang være anderledes? Det var den tydeligvis ikke, og det frustrerede hende, for det var så sandelig en gåde for hende, hvorfor han egentligt havde udvist hende den godhed og hjulpet hende. Han havde trods alt haft muligheden for at blive fri, og den grund havde hun troet, at han ville have vægtet højere. ”Jeg tror, at du har en skjult tankegang bag det hele. Du er muligvis ikke en koldblodig morder, så det kan være, at du bragte mig hjem og plejede mig, fordi du senere håbede på, at jeg af taknemmelighed ville slippe dig fri senere. På den måde ville du ikke have blod på dine hænder,” sagde hun fattet, som det faktisk var en ide hun havde haft oppe og vende. Om det så var den rette årsag, vidste hun ikke, men hun tvivlede på, at han ville erkende det, hvis det var tilfældet. Hun havde dog ikke i sinde at slippe ham lige foreløbig, som hun havde brug for ham, grundet sit eksperiment. Når eksperimentet engang lykkedes hende, så kunne de muligvis godt diskutere det, som han faktisk kun var blevet købt til det formål. ”Synes du virkelig, at det hænger sammen, når jeg har fortalt dig, hvordan jeg forsøgte at redde ham?” bed hun af ham, som de kom ind på hendes forrige ægteskab. Det var ikke et ægteskab hun brød sig om at tale om, da det havde været et stort nummer, men det var bare sådan det måtte være. ”Men det er en sag jeg slet ikke gider diskutere med en slave,” sagde hun afvisende, som hun ikke gad alle hans nysgerrige spørgsmål. Om han så lyttede til hende denne her gang, håbede hun, men hun kunne tydeligvis ikke regne med, hvornår han lyttede og ikke lyttede til hende. At han så sagde, at han ikke havde noget imod at fungere som husets læge, nikkede hun let med hovedet. ”Så bliver det din tjans,” sagde hun roligt. Slaverne hjalp måske allerede hinanden her, men der var intet galt i, at der var en bestemt person der dedikerede sig til deres ve og vel. Derfor havde hun det også fint med, at han kunne få opgaven. Hun kunne også se, at det var en opgave han kunne finde ud af, som han trods alt klarede hendes sag godt. Som han sagde, at han ville hente noget is til hendes ansigt, nikkede hun blot med hovedet, inden han svandt væk igen. Længe lå hun dog ikke, som han hurtigt var tilbage igen, hvor han lagde posen på hendes ansigt. Hun skar en grimasse, som hendes hud kom i kontakt med det isnende, hvor det også helt endte med, at hun selv tog fat om posen, så hun holdt den lidt hævet over sit ansigt, så det var mere tåleligt. Dæmpet måtte hun sukke, inden hun skævede mod hans person. ”I hjørnet står der et lille skab. Vær sød og find et glas frem og fyld det op med den lyse væske der står i krystalflasken på selve disken.”

[Deleted]

Voltaire lod skam diskussionen ligge, da han vidste at hun ikke ville give sig, men det ville han heller ikke, så det blev jo spændende at se hvem der vandt, og eftersom hun ville være svagelig igennem det næste lange stykke tid, så var det ham der havde magten og dermed ham der bestemte, sådan ville hun jo nok ikke se på det, men det gjorde han og hun kendte ham allerede så godt at hun vidste at han gjorde hvad der passede ham, hvis noget ikke lige faldt i god jord hos ham, desuden så ville han jo heller ikke holde hende i sengen fra nu af og til om et år for at være på den sikre side, men han ville holde hende i sengen til hun var rask og så måtte de jo diskutere hvornår det blev, selvom han havde på fornemmelsen at de ikke ville blive enig om den del. At hun så blev lettere irriteret over at han ikke ville fortælle hvorfor han havde reddet hende, tog han sig ikke af, da det vel var hans sag? Hun kunne jo være ligeglad og bare være glad for at han faktisk havde taget hende med hjem, desuden så tvivlede han på at han ville få en kæmpe belønning for at have reddet hendes liv, for han kendte hende og hun var frygtelig egoistisk, derfor havde han nok gjort en masse en tjeneste ved at have ladet hende dø, men det havde han så ikke. At hun så kom med sit bud på hvorfor han havde reddet hende, så han mod hende med et løftet bryn. ”Ha! Jeg kender dig skam allerede så godt, at jeg ved at du ikke vil udvise din dybeste taknemlighed og slippe mig fri. Så nej, det er ikke just hvad jeg regner med,” svarede han sandfærdigt. Det var ikke for at nedgøre hende, men de vidste jo begge at han talte sandt, desuden så havde hun måske takket ham, men han vidste ikke hvor meget hun faktisk var ham taknemlig, for det lignede ikke hende. At de så kom ind på hendes afdøde ægtemand, kunne han godt mærke var et meget.. ømt punkt, men om det så var ømt fordi hun havde elsket ham anede han ikke. ”Hvad så med at diskutere det med den mand som faktisk reddede dit liv?” vendte han den om, da hun kaldte ham for slave igen, hvilket han hadede, for han var ingen slave! Eller det var han, men det var jo fordi han var tvunget til det! ”Desuden er det din egen skyld at intet af det giver mening. Du siger selv at kærlighed er noget sludder, at du ikke gider have nogen familie, jamen hvorfor pokker giftede du dig så med manden?” spurgte han tydeligt forvirret. Hun var skam ikke den eneste der ikke kunne blive klog på den anden, for han kunne heller ikke på hende. ”Hvis det bliver min tjans, og jeg nu er husets læge, så kræver jeg også at du gør hvad jeg siger, nu hvor jeg passer dig, og godt du er enig,” svarede han morende og dog bestemt igen, som han blinkede let til hende. Han fandt det dog kun fair at han blev hørt på som en læge og ikke som en slave, når han udførte det lægelige arbejde. Han lod hende tage posen, hvor han roligt lyttede til hendes ord. Han gjorde også som hun sagde og hældte den lyse væske fra krystalflasken op i et glas, inden han satte sig på sengekanten igen. Han gav hende det dog ikke. ”Hvad er der i?” spurgte han. Han ville vide hvad hun ville tage, så det ikke endte galt.

[Deleted]

Aleksandra var taknemmelig over, at han havde kommet til hendes undsætning, hvor hun vel burde vise sin taknemmelighed i form af en belønning? Det kunne slaver trods alt godt lide at få. Hvad belønningen skulle være, vidste hun ikke, da hun også selv skulle have lyst til at give den, og når hun ikke havde et godt forhold til ham, så måtte lysten til det også være manglende. Det eneste hun lige umiddelbart kunne få sig til at give ham, var en fridag. Det var desuden også til at klare, da der var nok arbejdere udenfor, og selvom hun lå skadet, så kunne hun få en anden til at tilse hende. At det så virkede som om, at han var overrasket over hendes bud angående, hvorfor han havde reddet hende, stirrede hun blot tilbage på ham med et løftet bryn. Det lød plausibelt nok i hendes ører, skønt han havde ret i, at hun nok aldrig bare ville slippe ham fri, når hun havde andet at bruge ham til. Det kunne dog godt være, at han havde forsøgt at håbe på det bedste, men hun havde skam ikke slået hovedet hårdt nok til, at hun ville gøre en sådan handling. ”Så fortæl mig den egentlige grund. Hvad har du alligevel at miste, hvis du fortæller mig sandheden? Det kan vel aldrig være skidt at redde en, så bare rolig.. jeg flår ikke hovedet af dig,” sagde hun sigende. Nysgerrig var hun, og derfor blev hun også ved med at spørge ind til det. ”Tak, men nej tak. Jeg klarer mig fint ved at tie omkring emnet,” afslog hun ham roligt, som han forsøgte at give sig selv en anden titel, så hun muligvis ville tale med ham grundet den årsag. Hun havde dog ikke i sinde at fortælle ham sandheden lige meget hvad, da hun aldrig nogensinde ville tale åbent omkring den til nogen. ”Det eneste jeg er skyld i, er, at jeg har taget dig ind. Jeg behøver ikke at tale med dig om noget der ikke er relevant for mit helbred, eller dit arbejde. Gør i stedet, hvad jeg har ansat dig for. Det er desuden et arbejde du gør langt bedre.” At han så igen begyndte på, at han bestemte over hende, fnøs hun ad ham, for han havde virkelig spist søm. Han kunne skam kræve alt det han ville, men hun ville bestemt ikke lytte til det. Hun fandt dog hans stædighed en anelse beundringsværdig. Hans stædighed irriterede hende måske grænseløst, eftersom han var ansat til at gøre hendes mindste vink, men på den anden side, så måtte hans stædighed og kækhed også interessere hende, da hun altid havde brudt sig om personer der turde stille sig op for sig selv. ”Og du kræver måske, at jeg taler om mit forhenværende ægteskab?” spurgte hun med et løftet bryn. Isposen holdt hun let over sit øje, hvor den også måtte glide en anelse over hendes kind. Koldt var det, hvor hun mere ville sige, at hun behøvede varme end kulde, men hun vidste godt, at is hjalp på hævelser, og hævelser var jo hvad hun havde i ansigtet. Da han så hældte op til hende, men så ikke gav hende glasset, himlede hun med øjnene ad ham. Hvis hun ønskede sig noget at drikke, så måtte hun skam også få noget at drikke. Hvis det skulle være sådan her gennem de næste par uger, så skulle det tydeligvis nok gå galt. ”Det er vand! Giv mig det nu bare.”

[Deleted]

Det var ikke fordi Voltaire krævede nogen belønning for at have reddet hende, desuden tvivlede han også stærkt på at han ville få noget som helst og hvis han endelig skulle få noget, så blev det jo nok hverken guld eller frihed eller at komme højere i hierarkiet her på paladset og desuden tvivlede han også på at hun kunne give ham hvad han ønskede. Et sted kunne han også helt blive irriteret på sig selv over at han havde reddet hende, for han havde for en gangs skyld sat en person han ikke engang kunne lide over sin egen frihed. Hun var den eneste der stod i vejen for at han havde kunnet være fri og stikke af, og han brød sig ikke engang om hende, så han kunne også spørge sig selv om hvorfor han havde hjulpet hende, for han kunne ærligtalt ikke helt svare på det. Det morede ham dog også at hun fortsatte spurgte ind til det, for hun var tydeligvis frygtelig nysgerrig efter at vide det, selvom han godt forstod hende, for han kunne jo ikke lide hende og hun var den eneste der stod i vejen for hans frihed, så ja.. hendes nysgerrighed og forundring var forståelig. ”Hvorfor kan du ikke bare lade det ligge og være glad for at jeg rent faktisk reddede din lille fine mås?” spurgte han med et hævet bryn, som han slet ikke gad snakke om det. Han havde reddet hende og det kunne hun vel bare være taknemlig for? At hun ikke ville åbne sig, forstod han godt, for sådan var hun bare som person, og langsomt måtte det næsten også irritere ham at han havde reddet hende for.. hun var jo skide stædig og pisse irriterende! Hun gjorde ikke andet end at gå ham på nerverne og være efter ham og så tvivlede han på at hun var ham taknemlig, for hvorfor skulle hun? Hun brød sig jo ikke engang om ham! Det eneste hun tænkte på, var sig selv og ingen anden. ”Jeg siger bare at det ikke giver nogen mening, og hvorfor skulle jeg dog også gide at høre på dit liv? Det er typisk at folk som dig, med en guldske i munden, kun tænker på jer selv og jeres åh så skønne liv,” mumlede han lettere irriteret. At hun ikke var født ind i rigdom anede han ikke, for han kendte jo ikke til særlig meget omkring hende, men han vidste bare at hendes historie med hendes mand ikke holdt særlig godt, da hun slet ikke troede på kærlighed, så det var da ikke hans skyld at hun fik det til at lyde som det pure opspind! ”Nej.. jeg kræver ikke at du åbner dig op for mig, da det er din sag og din sag alene. Men.. som du er nysgerrig er jeg nysgerrig, og jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om du ikke er … ensom? Du har ingen i dit liv og vil ikke åbne op for nogen.. det må da være trist?” Han vendte blikket spørgende mod hende. Det var ikke fordi han ville snage, men ja.. han forstod sig bare ikke på hende og hendes levestil. At hun så sagde at det var vand der var i glasset, fik ham til at se tvivlsomt på hende. ”Vand og min bare..” mumlede han for sig selv, som han valgte at nippe til væsken, hvilket fik ham til at skære en grimasse da den sure og stærke smag kom bag på ham. ”Det er sgu da vodka!” Han sendte hende en lettere irriteret mine. ”Hvis dette skal fungere, så har du bare at være ærlig! Desuden så har du ikke godt af at drikke dine smerter væk! Og den ispose skal altså ligge helt tæt ind på dit øje og ikke bare i nærheden af det!” svarede han irriteret. Han valgte dog at række hende glasset, så hun kunne drikke det. Han kunne skam sagtens se igennem fingrene med det, men det irriterede ham at hun forsøgte at lyve sig fra alt.

[Deleted]

Det knagede i Aleksandras sind for at finde ud af, hvorfor fanden han havde reddet hende, når han ind til nu ikke havde brudt sig om hende. Han sagde også konstant, at han bare ville være fri, og så var han lykkelig, men da han havde haft chancen for det, så havde han forspildt den, som han i stedet havde valgt at redde hendes liv, og dømme sit eget til fangenskab. Det var selvfølgelig et valg, som hun priste ufattelig højt, da hun ikke havde haft lyst til at dø, men alligevel kunne hun ikke lade være med at undre sig over hans valg. En højst besynderlig mand var han nu engang, som han alligevel formåede at overraske hende, som han fik hende til at stille spørgsmålstegn ved tingene. ”Så der er alligevel noget, som du kan lide ved mig,” svarede hun kækt, som han kaldte hendes mås for lille og fin. Det var muligvis ikke ment på den måde, men hun kunne ikke lade være, når det lå lige foran hende. ”Men jeg ligger skam allerede ned, og jeg er skam også allerede glad for det faktum, at du valgte at tage mig med tilbage. Jeg kan skam bedre lide at ligge i min egen seng, end ude i sneen.” Som de så kom ind på emnet omkring hendes ægteskab, brød hun sig ikke videre om. Det irriterede hende, at han stille spørgsmålstegn ved alle hendes handlinger, for kunne han ikke bare blande sig udenom? At han så lige pludselig ændrede taktik og sagde, at han slet ikke var interesseret i at høre noget som helst om hendes liv, blev hun forvirret. At han så ikke kendte til noget om hendes liv, var så en anden sag, men det tog hun sig ikke af, da hun ikke plaprede løs om sit liv til nogen. Hvis det kom frem, så kom det frem, men hun var ikke typen der satte sig foran pejsen og gav folk sin livshistorie. ”Du er tydeligvis interesseret i at høre om mit, åh så gode liv, siden du konstant spørger ind til det,” påpegede hun sigende, som hun ikke videre lod sig påvirke af hans tonefald. At han så igen begyndte at undre sig om hun var ensom eller ej, sukkede hun opgivende ad ham, for det blev han tydeligvis aldrig træt af at spørge hende om. Hun forstod ikke, hvorfor han ikke bare var ligeglad, for hun betød jo ikke noget for ham. Hun var bare hans arbejdsgiver, og så var den ikke længere. De havde intet videre intimt og personligt forhold til hinanden, så han kunne ligeså godt droppe den bekymrede tone. ”Hvorfor bekymrer du dig om min levestil? Vi er hverken venner eller mere end det, så du kan vel være ragende ligeglad med, om jeg er ensom, eller om jeg har en skare af venner? Hvorfor betyder det noget for dig?” spurgte hun undrende, mens hun vendte blikket mod ham, da det igen var en af de ting hun ikke forstod omkring ham. Som hun bad om glasset, måtte hun betragte ham med et utålmodigt blik, for hvorfor skulle han være så skide besværlig? Det var jo ikke gift, hun forsøgte at kyle ned i halsen på sig. At han så ikke troede på hende og smagte på glasset, gjorde hendes blik lettere arrigt, for nu måtte han altså stoppe! ”Tillykke med opdagelsen,” sagde hun sarkastisk. ”Som du dog kan fortælle, hvad jeg skal og ikke skal,” mumlede hun irriteret, inden hun tog imod glasset, som han alligevel valgte at give hende det. Hun tøvede ikke med at tage en tår af væsken, hvor hun tilfredst sank den stærke væske med et suk, inden hun lagde hovedet mod puden igen. Det havde lige været det, hun havde trængt til.