Alone or together?

[Deleted]

De begge kunne ikke blive kloge på hinanden, hvor det også måtte irritere Voltaire at de begge formåede at vække hinandens nysgerrighed, for han ville jo slet ikke interessere sig for hende! Han kunne ganske vidst være ligeglad og bare lade hende rådne op, han burde tilmed fryde sig over at hun var svag og slet ikke var i stand til noget, hvor han burde hovere over at det var ham der havde reddet hendes liv, for kun at irritere hende yderligere, så hun nærmest fortrød at hun havde kaldt på ham, men.. det kunne han sjovt nok ikke få sig selv til. Han så intet sjovt i at hun var blevet banket halvt fordærvet og faktisk var blevet efterladt til at dø. Et sted havde han vel også ondt af hende? Hun havde ingen i sit liv, så ingen ville bekymre sig hvis hun var væk, ingen ville finde det en skam, i så fald så var det ikke personligt, da han var sikker på at mange ville fryde sig over hendes bortgang, ellers så var de kun ked af at miste de overfladiske ting, såsom den vin hun producerede eller de mænd der havde været hende tæt. Han trak morende på smilebåndet til hendes kække bemærkning. ”Jeg har set det som var bedre,” svarede han roligt igen, hvor det var svært at sige om han mente generelt eller om han hentydede til at hun lå halvt fordærvet, hvilket ikke just var et kønt syn. At hun bedre kunne lide at ligge i sin seng, frem for ude i sneen, nikkede han roligt til. ”Det forstår jeg godt. Og snart kan du også få al den hvile du vil have. Men du skal nok forberede dig på at du ligger syg i morgen,” svarede han roligt, da der trods alt var en stor chance for at hun var blevet forkølet eller havde fået halsbetændelse eller noget andet, for hun havde jo lagt ude i sneen i frygtelig lang tid. At de så kom ind på hendes liv og at han var interesseret i det, fik ham til at himle let med øjnene. At hun så fortsatte med at han ikke behøvede at bekymre sig for hende, fik ham blot til at vende blikket irriteret mod hende. ”Men som du heller ikke kan lide mig, udviser du stadig interesse og nysgerrighed for mit liv, som du fortsætter med at spørge ind til mig, så det er jo bare en nysgerrighed der er gengældt ikke?” svarede han blot, som han kort betragtede sig af hende, inden han fjernede blikket fra hende igen. At hun blev irriteret over at han ikke ville give hende glasset og smagte på det, tog han sig ikke af, for hun irriterede ligeledes ham, ved at hun skulle blive ved med at være så stædig og slet ikke tænkte i fornuftige baner! ”Det skal jeg nemlig og ved du hvorfor? Fordi du selv gjorde mig til din læge, så nu har du også bare at lytte til mig! Desuden så har du også bare at være ærlig overfor mig, for jeg er nød til at vide hvad du tager, hvis ikke det skal give dig bivirkninger af det jeg kommer til at give dig,” svarede han alvorligt, som han ikke tog blikket fra hende. Han lod hende dog få det enkelte glas, for det kunne vel heller ikke skade? Hun fik dog ikke lov til at tage mere, eftersom hun muligvis havde fået en hjernerystelse og derfor burde hun ikke drikke alkohol. Han lod en arm søge under dynen, hvor han roligt mærkede mod hendes arm, der endnu var iskold. ”Du er jo også iskold!” endte han forbavset, som han trak hånden lige så hurtig til sig igen. Han endte med at trække blusen af sig selv, som han rykkede tættere på hende og lod armene glide omkring hende, imens han puttede hende under dynen, så hun kunne få lidt varme igen. Det var dog ikke fordi han tænkte over hvad de før havde talt om, eller at hun muligvis ville være imod handlingen, da han egentlig kun tænkte på at hun havde brug for at få varmen igen.

[Deleted]

”Det siger du kun fordi, at du slet ikke har set den ordentligt, for hvis du havde, så ville du slet ikke kunne tænke på andet end den,” kommenterede Aleksandra roligt og kækt, som hun ikke bare ville acceptere det svar, at han havde set bedre. Det kunne dog være ligegyldigt, hvordan han så hendes krop, for det skulle ikke ske noget videre mellem dem. Det var hun i hvert fald fast besluttet på, eftersom han var halv sensuel dæmon, for det var nemlig en race, som hun aldrig ville have noget at gøre med! Desuden havde hun det også bedst med, at man gik efter de rene linjer, og intet var alligevel mere prægtigt end en warlock, så dem kunne hun generelt bedst lide at holde sig til. Det kunne godt være, at Voltaire også var halv warlock, men dæmonen i ham ødelagde bare for meget. ”Jeg forventer skam heller ikke, at jeg ligger andet end syg i morgen. Jeg slap trods alt ikke let fra mødet med min ekskæreste,” bemærkede hun roligt. Hun havde skam affundet sig med ideen om, at hun nok ville ligge syg fra i morgen. Irriterende var det selvfølgelig, da hun mente, at hun allerede fejlede nok, men anderledes kunne det tydeligvis ikke være. Det eneste gode ved det hele var, at hun havde Voltaire der tydeligvis var mere end villig efter at hjælpe hende, som han var utroligt striks, når det kom til hendes ve og vel. Det havde overrasket hende, at han var sådan, men på den anden side, så var det godt, at det var en mand som ham der hjalp hende, da det krævede en hvis stædighed at være hendes læge, ligesom man samtidig skulle behandle hende korrekt. ”Fint! Hvis det er sådan det skal være, så stopper jeg da helt med at spørge ind til dig og dit liv, og så stopper du med at spørge ind til mit til gengæld,” sagde hun stilfærdigt, som hun ikke gad den snak mere. Hun var vanvittig nysgerrig efter at høre mere om hans valg, men hun gad ikke, at han stak næsen i noget, han burde holde sig fra, så på det punkt ville hun hellere helt droppe sin interesse for ham. Det var dog svært at droppe sin nysgerrighed helt, når han var lige ved siden af hende, og konstant handlede anderledes, end hvad han førhen havde gjort. Hun forstod ham ikke, og derfor interesserede han hende. ”Hvis det skal fortsætte på denne her måde, så ender jeg bare med at tage tjansen fra dig igen, eller også kan jeg lade dig koncentrere dig om de andre slaver kun, og så finder jeg mig en mere autoriseret læge end dig. Men fint! Lige nu drikker jeg vodka, som du allerede har fundet ud af.. Og vodkaen er sikkert blevet betændt med flere forskellige bakterier og virusser, efter at du tog en tår af den,” sagde hun, hvor hun startede ud en advarende tone, for til sidst at ende helt flabet, fordi han var så striks, og så det faktum, at han havde drukket af hendes glas. Selv var hun ligeglad med mulige følger ved alkoholen, for hun trængte til sprutten, så det var bare sådan det skulle være. Det måtte også helt forekomme beroligende på hende, hvor den stærke væske også måtte gøre det lettere for hende at abstrahere for de mange smerter. Der var dog en god sandsynlighed for, at hun ville have flere glas, end hvad han tillod. Da han så pludselig tog hånden ind under dynen og berørte hende, sendte hun ham straks et advarende blik, for hun var jo næsten nøgen indenunder! Hun skulle også til at åbne munden, så hun kunne give ham en sviner, men stoppede brat, da han pludselig begyndte at afklæde sig. Hun så, hvordan den markerede overkrop trådte frem foran hende, og da han så satte sig helt ind til hende, og lagde armen om hende, var den da helt gal! ”Hvad tror du lige, at du har gang i?!” spurgte hun febrilsk, som dette chokerede hende, samt hun på ingen måde bifaldt hans handling.

[Deleted]

Voltaire måtte slippe en munter latter til Aleksandras ord omkring hendes fine lille mås og hun dermed troede at han kunne lide noget ved hende, hvilket var noget som måtte more ham. At hun så fortsatte den kække kommentar, var noget som måtte more ham, da han et sted godt kunne lide at hun var så kæk og selvsikker. ”Du er da vidst rimelig selvsikker i den sag, hva? Og hvordan kan du vide at din lille fine mås vil falde i min smag?” spurgte han morende og kækt igen. Selvom han var kommet med flirtende og seksuelle bemærkninger, så var det ikke just fordi han havde tjekket hende ud, når hun kom gående på gangen, det kunne godt være at han havde gjort det, hvis han kunne lide hende, men når hun var så dømmende overfor ham og irriterende, så fandt han hende ikke videre attraktiv, da hun bare var ham en torn i øjet, som hun konstant måtte irritere ham! At hun så sagde at hun ikke regnede med andet end at ligge syg i morgen, var noget som fik ham til at trække let på smilebåndet. ”Men så er det jo godt at du har mig, ikke sandt prinsesse?” svarede han roligt, som han valgte at prikke hende på næsetippen, som hans isblå øjne måtte hvile muntert på hende. Han havde skam i sinde at gøre hende rask igen, for ellers kunne han jo bare have efterladt hende ude i kulden og lade hende dø, men det havde han alligevel ikke kunnet få sig selv til, skønt hun ganske vidst var nysgerrig efter at vide hvorfor. At hun så sagde at de ikke længere skulle udvise nysgerrighed for hinanden, fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Vi ved jo begge at du er nysgerrig og at du ikke kan dy dig,” hviskede han drillende mod hendes øre, som han trak på smilebåndet. Han vidste at man ikke bare kunne slukke for sin nysgerrighed, hvis den var der, og han vidste at hun var nysgerrig efter at vide hvorfor han havde reddet hende, og han nød at hun var nysgerrig, så han ville ikke fortælle hende det – ikke endnu i hvert fald. At hun så startede ud med en advarende tone og sluttede i en flabet, fik ham til at slippe en munter latter. ”Sig mig, dør du virkelig af at lytte til mig, når jeg kun vil dig det bedste, så du bliver rask og i et helt stykke igen? Jeg gør det fordi det er det bedste for dig og din krop, du har alvorlige skader og alkohol er ikke vejen ud af det,” svarede han roligt. At hun så blev fuldstændig chokket, da han valgte at smide tøjet og lagde sig ind til hende, valgte han at vende blikket mod hende. ”Slap af, det er ikke fordi jeg er ude på noget, men du har jo tydeligvis brug for varmen,” svarede han roligt, som han ikke rokkede sig en meter, skønt han dog heller ikke gjorde noget yderligere end at ligge og holde om hende, så hun kunne finde lidt varme. Han løftede den ene hånd og lagde et pres mod isposen så den kom i kontakt med hendes hud. ”Og den skal være mod huden, så du ikke bliver hævet i morgen,” svarede han sandfærdigt. Det var ikke fordi han ville bosse rundt med hende, men han gjorde det jo kun for at hjælpe! Det var ikke hans skyld at hun skulle være så irriterende!

[Deleted]

Aleksandra var skam en selvsikker kvinde, hvor det også måtte gælde, når det kom til hendes udseende. Det var trods alt heller ikke kun sin egen mening, som hun fik sin selvtillid fra, da mange mænd havde bejlet til hende af den grund. At Voltaire slet ikke skulle have bemærket hende ydre, og ikke fundet hende den mindste smule tiltrækkende, tvivlede hun derfor på. Det kunne godt være, at han hadede hendes person, men ydre og person behøvede ikke altid gå hånd i hånd. ”Det ville da være sørgeligt, hvis jeg troede, at jeg var ækel at se på, så dette må da klart være bedre. Og hvorfra, at jeg ved, at min mås vil falde i din smag, er vel min hemmelighed,” svarede hun roligt, hvor smilet også måtte hvile svagt på hendes fyldige læber. Sjovt måtte det vel næsten være, at de kom med venligstemte kække bemærkninger til hinanden, for en af dem plejede jo at få det ønske at rive den andens hoved af, når det skete. Personligt havde hun ikke noget imod situationen lige nu, og det måtte vel også overraske hende? At han så prikkede hende på næsen, fik hende til at sende ham et undrede blik, da hun bestemt ikke var vant til sådanne små og kække berøringer, fra en mand som ham. ”Jeg tror først, at jeg vil føle mig helt tryg, når du har kureret mig,” sagde hun roligt, da hun skam skulle have beviser på det gode, inden hun så sig enig i det. Det kunne trods endnu nå at blive et helvede mellem dem, da hendes sygeperiode først lige var begyndt, og ud fra forrige møder, så havde de hurtigt formået at drive hinanden til vanvid, så at det kunne ske igen, skulle ikke undre hende. Som han så hviskede hende ind i øret, måtte det løbe hende koldt ned ad ryggen, hvor det var en underlig følelse, eftersom hun ikke havde troet, at hun kunne føle noget som helst grundet alle sine smerter. Hun endte dog med at rykke hovedet væk fra hans, da de ikke burde være så tæt på hinanden. ”Når det omhandler dig, så er jeg sikker på, at den nok skal falde ligeså hurtigt, som den opstod,” svarede hun roligt og dog med en afvisende attitude, som hun så mod ham. Hun gjorde det udelukkende, da hun følte, at han blev for komfortabelt omkring hende, og så var hun jo nødsaget til at skubbe ham tilbage på sin plads. Han accepterede muligvis ikke sin plads, men så var hun jo bare nødsaget til at vise ham, hvor den var. ”Det skulle ikke undre mig, hvis det virkelig kunne tage livet af mig.. Men jeg har sagt, at jeg nok skal lytte til dig, men at det derefter bliver op til mig, om jeg vil følge dine råd eller ej. Og hvordan jeg ønsker at komme mig, er op til mig! For mig hjælper det at drikke et glas i ny og næ, samt det tager mine smerter, så derfor burde du lade mig drikke det, uden alle dine restriktioner,” svarede hun stædigt igen. At han så smed blusen, og lagde sig ind til hende, var noget der fik hende til at miste mælet i et par lange sekunder. ”Jamen jeg har ikke brug for din varme! Gå tilbage til Sophie. Jeg har hørt, at I elsker at varme hinanden, og det må da også være sjovere at være hos en, hvor det er værdsat,” svarede hun, som hun ihærdigt forsøgte at jage ham bort via ordene. Som han lå hos hende, måtte hendes krop også helt stivne, da hun ikke var vant til, at folk bare lagde sig ind til hende på denne her måde, og da slet ikke, når hun lå sårbar! Når mænd gjorde dette omkring hende, så førte det normalt videre til en seksuel akt, da hun ellers ikke gad dem. At Voltaire så ville bryde hendes tryghedszone og regler, brød hun sig bestemt ikke om! At han så trykkede isposen mod hendes øje, fik hende til at sukke af ham, skønt hun endte med at trække hånden til sig. ”Hvilken forskel gør det, om jeg er hævet eller ej, når jeg allerede er i en tilstand, hvor jeg ikke kan forlade min seng?”

[Deleted]

Det var ikke fordi at Voltaire ikke for længst havde tjekket hendes krop ud, da han havde gjort det allerede under deres første møde, men han kiggede ikke efter hende når hun kom gående på gangen, det som han fokuserede på, når han endelig så hende, var om det var tid til deres næste forsøg, eller om de skulle have endnu en diskussion i gang, for de gjorde jo ikke andet end at gå hinanden på nerverne og så brød han sig heller ikke om hende, da hun var en kvinde som dømte ham og slet ikke kendte ham og så havde hun allerede sagt flere ting, som ikke var faldet i den gode jord hos ham, så ja.. de irriterede uden tvivl hinanden. Han fnes kort til hendes ord. ”Jeg har skam set din fine lille mås og jeg er ikke videre interesseret,” svarede han kækt og dog sandfærdigt igen. Hendes personlighed ødelagde hendes ydre i hans øjne, måske hun ingen grim kvinde var, men han fandt hende heller ikke attraktiv, når hun behandlede ham og talte til ham som hun gjorde, og det var ikke fordi hun kaldte ham for sin slave og satte ham til at arbejde, det var fordi hun dømte ham og talte ned om ham, når hun ikke engang kendte til ham eller til hans væsen. At hun så blev helt undrende, da han prikkede til hendes næse, sagde han intet til, som han blot lod som ingenting. ”Og bare rolig, jeg skal skam nok kurere dig, jeg slæbte dig ikke med hele vejen hjem bare for at du så kunne dø i sengen,” svarede han roligt, som han smilte skævt. Han havde skam i sinde at gøre hende rask igen og selvom der nok ville gå lang tid, så skulle det nok komme med tiden. At det gøs og løb hende koldt ned ad ryggen, da han hviskede hende i øret, fik ham til at trække på smilebåndet. Han valgte dog blot at trække sig tilbage lige så hurtigt som han havde nærmet sig hende, hvor han smilede skævt. ”Jamen så er der jo intet problem,” svarede han blot, skønt han vidste at hendes nysgerrighed ikke bare ville falde og da særligt ikke når det kom til ham og hans handling, men han gad dog ikke køre mere i det, for han sagde det jo nok alligevel ikke. At hun så blev stædig igen, fik ham til at himle let med øjnene. ”Men så har vi et problem, for jeg giver dig ikke lov til at drikke noget, som muligvis kan gøre skaderne værre, eftersom du muligvis har hjernerystelse og dermed er alkohol ikke godt for dig!” svarede han selv stædigt igen, som han kneb øjnene let sammen. At hun så blev helt forbavset over at han smed blusen og lagde sig ind til hende, tog han sig ikke af. ”Jeg har bestemt ikke tænkt mig at ligge i med dig, hvis det er det du tror! Jeg ligger her, for at give dig varme, og det har du brug for,” svarede han sandfærdigt og bestemt, hvor han næsten helt kunne få det til at lyde som om det var ækelt at ligge i med hende, men det havde nu ikke været hans intentioner på noget tidspunkt! Han kunne ikke lide hende og dermed ville han bestemt heller ikke ligge i med hende! At hun så slap isposen, så han selv kunne holde den mod hendes ansigt, sagde han intet til, for så var han da sikker på at det blev gjort ordentligt! ”Tro mig, selvom du skal ligge i sengen, ønsker du ikke at være øm og hævet i morgen,” svarede han roligt, som han fjernede isposen og førte den hen til hendes forslåede kindben i stedet for.

[Deleted]

Aleksandra betragtede blot Voltaire med et svagt og sigende smil, som han udtalte, at han ikke videre var interesseret i hendes krop. Det kunne muligvis gå hende på at få den besked kastet i hovedet, at man ikke var attraktiv, men når det kom fra en mand som ham, som hun slet ikke var interesseret i på den måde, så kunne det gå. Hun var trods alt ikke til fare for hans sensuelle udstråling, hvis han alligevel ikke fandt hende tiltalende, som han i så fald hellere ville bruge den på mange andre. Det var i hvert fald sådan hun så på tingene. Selv havde hun det sådan, at hun godt kunne se, at han var en flot mand, som han var attraktiv at se på, når han blev sat i stand, men ligesom han mente om hende, så mente hun også, at hans personlighed måtte ødelægge ham. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun roligt og kortfattet, som han fastgjorde, at han skam havde i sinde at kurere hende. Andet ønskede hun heller ikke, da hun helst så sig selv, som inden hun havde mødt Konstantin. Hvor længe der så ville gå, før hun nåede det stadie igen, vidste hun desværre ikke, men hun kunne helt frygte, at der kunne gå måneder. Forfærdeligt var det helt at tænkte, at så meget kunne gå galt på så kort tid, og at der skulle gå over dobbelt så lang tid, før det hele kunne blive godt igen. At han så hviskede hende ind i øret, brød hun sig bestemt ikke om, da han i så fald kom for tæt på hende. At han så også skulle trække sig væk igen i slowmotion, måtte bare irritere hende, men selvfølgelig ville han gøre alt for at gå hende på nerverne. ”Det er jo det jeg hele tiden har prøvet at fortælle,” sagde hun kortfattet. Hun ville ønske, at hendes nysgerrighed for ham ville forsvinde så let, som den var kommet, men det tvivlede hun, at den ville, for hans handlinger måtte virkelig pille ved hendes interesse, som han var gået hen og blevet en gåde for hende. Dybt irriterende måtte det så være for hende, da han ikke just var den person hun bedst kunne lide, hvor det heller ikke var gengældt. ”Jamen så find dog ud af, om jeg for helvede har en hjernerystelse eller ej, så jeg ved, om jeg må drikke eller ej. Indtil du har fundet ud af, om jeg har en, så vil jeg fortsætte, som det lyster mig,” sagde hun, hvor hun vel kom til at bide lidt af ham, men det var også fordi, at han prøvede at bestemme over hende, og det brød hun sig bestemt ikke om! ”Jeg nævnte skam heller ikke, at dette ville føre til mere, end hvad det er nu, men selvfølgelig troede du, at jeg snakkede om det, men tro det eller lad være, så er jeg ikke ligeså sexfikseret som dig. Det eneste jeg sagde, var, at du burde holde om en, der rent faktisk vil holdes om,” sagde hun afvisende. Underligt fandt hun det, at han sådan lå og holdt om hende, da det ikke var denne form for nærkontakt hun var vant til. Det var dog også en smule rart at mærke en hos sig, men det gad hun ikke fortælle ham, da han ikke skulle se en anden side af hende, end den hun havde udtrykt indtil nu. ”Om jeg ønskede at være øm eller ej, så ville jeg vide, at du ikke ville tillade, at jeg blev øm, sådan som du pusler om mig,” kommenterede hun stille, mens hun mærkede, hvordan isposen nu faldt mod hendes kind, i stedet for hendes blå øje.

[Deleted]

Voltaire måtte næsten helt spørge sig selv om hvorfor det egentlig var at han havde reddet hende, for han tvivlede på at hun var ham taknemlig og gad belønne ham i det hele taget, Hun brød sig ikke om ham og hun måtte også konstant påminde ham om at han ikke brød sig om hende, for hun var virkelig forfærdelig på alle måder! Hun var … snobbet, snæversynet, hun tænkte kun på sig selv og gad ikke engang lytte til ham, skønt han vidste bedst, hun var stædig og hun var irriterende at høre på, for hun troede at hun kunne tillade sig at gøre hvad hun lystede, men det kunne hun altså ikke! Og han var ikke som de andre slaver, så han skulle nok sige til hvis han var utilfreds, og han skulle nok gøre hvad der lystede ham, og stå op for sig selv, hvis det blev nødvendigt. Han var allrede træt af hende og det måtte helt irritere ham at han nu skulle tage sig af hende. Han gad dog ikke overlade det til nogen andre, for de ville bare føje hende og så blev arbejdet ikke gjort ordentligt og som det skulle, som når han tog sig af hende, for han var mindst lige så stædig som hende og det skulle han nok bevise for hende! ”Det er fint..” mumlede han blot irriteret, som han blev liggende med armene omkring hende, hvor han stirrede ud i rummet. Han havde faktisk aldrig været på hendes værelse før, selvom luksussen og kvaliteten ikke måtte komme bag på ham, for hun levede som en rig adelskvinde normalt gjorde, derfor var der intet imponerende over det, da han havde været i andre storslåede hjem og når alt kom til alt, så lignede de jo alle hinanden. At hun så bed af ham, fik ham til at se irriteret på hende. ”Gider du godt tale ordentligt?! Jeg kunne sgu bare have ladet dig og din fine røv fryse ihjel udenfor, men det gjorde jeg ikke! Hvad med at vise lidt taknemlighed og tage dig sammen og så lyt til mig, når jeg ved hvad der er bedst? Du for ikke lov til at drikke mere alkohol, om du så har hjernerystelse eller ej, for du kommer nok til at ligge syg alligevel og så vil alkohollen ikke være godt for dig, med det medicin jeg kommer til at give dig, forstået?” svarede han i en fast og irriteret tone, som han vrissede tilbage af hende, når hun talte sådan til ham. Måske hans tone ville komme bag på mange, når man troede at han bare var en slave, men det var han ikke, og han var ikke som de andre! Og det burde desuden for længst være gået op for hende! ”Men jeg er heller ikke så sexfikseret som du tror! Jeg kan skam godt tænke på andet end det! Og desuden så gentager jeg mig selv; jeg holder om dig, fordi du har brug for varmen og ikke for noget andet! Desuden er du da klart den sidste som jeg vil ligge i med, for du er direkte alt igennem forfærdelig!” vrissede han irriteret, som han bed tænderne sammen. Han så intet attraktivt i hende, og selvom han var sensuel dæmon, så ville han da klart hellere sulte end at ligge i med hende! ”Desuden har du alligevel ikke hvad der skal til for at tilfredsstille en sensuel dæmon,” tilføjede han i en mumlen. Han holdt isposen mod hendes kind, som hun havde fået et slag, hvor hendes eks virkelig ikke havde været mild ved hende. ”Vær du glad for at nogen vil pusle om dig,” mumlede han blot.

[Deleted]

Aleksandra kunne godt fornemme, hvordan roen langsomt forsvandt, som de begge langsomt måtte træde tilbage i de sædvanlige sko, hvor de konstant bed af hinanden. Personligt havde hun faktisk fundet det rart, at de kunne snakke til hinanden i en ordentlig tone, men desværre skulle han selvfølgelig ende med at sige noget, der i den grad ikke passede hende, og derfor måtte det hele også eskalere. Som hun fandt hans person beundringsfærdig, fandt hun den også dræbende irriterende, som han virkelig forsøgte at sætte sig op imod hende, hvor hun tydeligt kunne fornemme stædigheden i ham. Hun var vant til, at folk føjede hende, men det gjorde han ikke, og det gik hende på nerverne, samt fascinerede hende, da det alligevel viste, at han havde en stærk personlighed. Om den så ville blive hans fald, fordi hun muligvis fik nok af ham i den sidste ende, det måtte tiden jo vise. Armene om hendes krop, gjorde hun intet forsøg på at flytte, som hun kun havde prøvet at sige noget til det via ordene. Frustrerende var det, da hun ikke brød sig om, at han bare møvede sig så tæt på hende, men samtidig kunne hun godt lide det faktum, at der var en der viste hende en smule godhed, som hun i sandhed måtte trænge til det. Varme fik hun også lidt af, skønt det ikke var meget, da det meste af hendes krop var dækket til af dynen, hvor han endnu ikke var søgt ind under. Irriteret fnøs hun ad ham, som han bad om en pænere tone. ”Jeg tror mere, at det er mig, der skal stille dig den forespørgsel! Men hvis jeg irritere dig så meget, så fortæl mig dog, hvorfor du reddede mig! Du ved, hvordan jeg er, så det kan umuligt komme bag på dig, at jeg er, som jeg er. Men sig mig, hvordan har du tænkt dig at holde et vågent øje med mig, hvert sekund? Du kan ikke vide alt, hvad jeg laver, når du ikke bor herinde med mig, og med tiden, så skal jeg nok lære mig selv at gå igen, og hvordan vil du så holde øje med mig?” svarede hun trodsigt igen. Han var måske stædig og turde svare hende igen, men det gik bestemt også den anden vej! Hun var måske skadet lige nu, men hendes personlighed var på ingen måde svagelig, som hun skam var en kvinde der turde stå op for sig selv. Derfor måtte hun også levere Voltaire en kamp, som hun ikke bare nikkede pænt med hovedet og sagde, at hun nok skulle følge lægens ordre. ”Jeg siger heller ikke, at du holder om mig, fordi du har bagtanker! Lyt selv, inden du åbner munden og siger noget dumt. Og det passer mig perfekt, at jeg er den sidste kvinde du vil være sammen med, for det går også sådan den anden vej!” vrissede hun irriteret igen, som de blev ved med at trænge hinanden op i en spids. At han så sagde, at hun ikke kunne tilfredsstille en sensuel dæmon, lo hun hånende, skønt det gjorde ondt i brystet. ”Åh søde skat.. Du ved slet ikke, hvad du snakker om,” sagde hun roligt. At han så sagde, at hun skulle være glad for, at han ville pusle om hende, sagde hun intet til. Et sted, så værdsatte hun det faktisk, men hun gad ikke dumme sig ved at sige, at hun kunne synes om noget af det han gjorde.

[Deleted]

Når de faktisk formåede at tale sammen i ro og mag, så så Voltaire en hel anden side af Aleksandra, som han så en som faktisk ikke var så slem igen, men så skete der et eller andet tvist og så var de tilbage ved at skændes og bide af hinanden igen og så var hun ikke andet end irriterende! Hun var stædig og tænkte kun på sig selv og det måtte virkelig irritere ham grænseløst at hun ikke bare kunne lytte til ham, når han faktisk kun gjorde det hele for hendes skyld! Hun var nok den mest egoistiske person han nogensinde havde mødt, hvor det også gjorde ham vred at hun dømte ham. ”Jeg kommer herind som det passer mig for at se til dig, om jeg så skal forfølge dig indtil du er helt rask igen!” svarede han bestemt og dog stædigt, som han sendte hende et fast blik. Hun var en stædig kvinde, der udnyttede sin plads som baronesse, skønt det kun irriterede ham yderligere, for måske han var hendes slave, men han var også hendes læge og det havde hun tilmed selv gjort ham til, så han forlangte også at hun lyttede til ham, hvilket han ville gøre uanset hvad! Han gad dog ikke svare på hvorfor han havde reddet hende, og det kunne vel også være ligegyldigt? Hun kunne bare være lidt glad for at han havde gjort det og så vise sin taknemlighed ved at lytte på ham, da han trods alt gjorde det hele for at hun skulle blive rask igen og ikke bare for at irritere hende. Derfor blev han også liggende med armene omkring hende, skønt han skam intet mente med det, for han var slet ikke interesseret i hende på den måde! Han himlede let med øjnene. ”Du har jo lige netop sagt at jeg troede at du mente at vi skulle ligge i med hinanden ved at jeg holdt om dig fordi du synes jeg er sexfikseret, men til din orientering, så kan jeg faktisk godt tænke på andet end sex, tror du ikke at jeg ellers havde kommet med en kommentar, da jeg så din nøgen overkrop? Tror du så ikke at jeg ville begynde at befamle din krop? Men bare så du ved det, så er jeg slet ikke interesseret i noget med dig, for du er på ingen måde attraktiv, men klart den mest egoistiske kvinde i hele verden!” svarede han irriteret, som hans isblå øjne hvilede trodsigt og stædigt på hende. Han var helt fristet til at gå, men alligevel så ville han ikke give hende den tilfredsstillelse eller give hende sin vilje. Han endte med at lægge posen over hendes øje igen, hvor han næsten måtte presse en anelse hårdere, som hun irriterede ham, skønt han gjorde det ubevidst. ”Åh elskede skat, det gør jeg rent faktisk. Du er umuligt kvinde nok til at tilfredsstille en sensuel dæmon, og det ved jeg med sikkerhed fordi jeg er en og du ved det slet ikke, for du har aldrig været en tæt på,” svarede han kækt og selvsikkert igen, som han sendte hende et irriteret blik. At hun ikke svarede på det sidste, tog han sig ikke af, da han alligevel blot havde mumlet ordene, så han var også usikker på at hun i det hele taget havde hørt det. ”Kan du ikke bare… tie stille og få noget hvile? Det vil gøre os begge godt!” bad han lettere irriteret, som han stirrede irriteret ud i luften.

[Deleted]

Irriteret fnøs Aleksandra af ham, som han sagde, at han ville passe og pleje hende, som det lystede ham. Hun kunne næsten fortryde, at hun nogensinde havde tilkaldt ham, men på den anden side, så havde det været ham eller ingen, og hun ville langt hellere reddes af Voltaire end at dø. Hun holdt trods alt sit liv kært, hvor der også endnu var ting hun ønskede at gøre. Det kunne godt være, at hun ikke var velset blandt en del, men det tog hun sig ikke af. Hun havde trods alt ikke brug for folk omkring sig, som hun ikke behøvede nogen kære i sit liv. Hun havde det fint med et par morskaber engang imellem, skønt hun også måtte indrømme, at det var rart nok at mærke en hos sig, som Voltaire var lige nu. ”Hvis det er sådan, at det kommer til at gå for fremtiden, så håber jeg, at du bliver langt sjovere at være sammen med, med tiden,” sagde hun lettere henkastet, hvor det også helt kunne lyde som om, at hun snakkede til sig selv. Det undrede hende ikke, at han ville forsøge at holde hende i kort snor, for sådan var han jo bare. Det var dog også det der måtte gå hende ufatteligt meget på, da ingen skulle forsøge at indskrænke hendes frihed, og det var nemlig lige præcis det han forsøgte sig med. ”Jeg sagde, at du er sexfikseret, når du mistænker mig for at skubbe dig fra mig, fordi jeg frygter, at du vil have sex med mig, når jeg i virkeligheden bare ikke er interesseret i at blive holdt om. Og jeg sætter skam pris på, at du endnu ikke har forsøgt at overfalde mig, og jeg ser helst, at det forsætter sådan, for jeg er bestemt heller ikke interesseret i dig,” svarede hun igen. Som han endte med at trykke isposen hårdere ned mod hendes øjne, måtte det helt gøre ondt på hende, hvor hun også slap en smertende søn. Irriteret valgte hun at slå hans hånd væk fra isposen, så hun selv kunne kontrollere presset, for han skulle bestemt ikke gøre noget der gjorde ondt på hende! At han så også begyndte at tale ned til hende, fik det helt til at summe i hende af vrede, for det kunne han altså ikke tillade sig! Det gik hende også på, at han prøvede at sige sig klog på noget, som han i virkeligheden ikke anede en pind om. ”Hold kæft, når du snakker om noget, du i virkeligheden ikke ved noget som helst om!” hvæsede hun arrigt af ham. Hun kunne skam godt tilfredsstille en mand, men det var ikke det hun blev sur over. Det hun blev sur over var, at han troede, at han kendte hende, men det gjorde han i virkeligheden slet ikke, for hun havde nemlig engang været sammen med en sensuel dæmon, og det var også derfor, at hun foragtede Voltaire. ”Tror du virkelig, at jeg nogensinde vil være i stand til at falde i søvn i dine arme?” spurgte hun irriteret tilbage. Hun havde bestemt ikke lyst til at ligge sig til ro, når det var sådan her, og det burde vel også kun være forståeligt. ”Jeg bliver først rolig, når du engang vælger at tale pænt til mig igen.”

[Deleted]

Måske Voltaire ville blive en pest og en plage for Aleksandra igennem det næste stykke tid, fordi han tog hendes frihed fra hende og nok ville holde hende i sengen længere end hvad hun selv ville have, men det var jo sådan set kun for hendes egen skyld, så hun kunne blive rask igen og komme på benene igen og helst så hurtigt som muligt, for det vidste han jo godt at hun ville. Han ville også gerne sikre sig at alt voksede ordentligt sammen i hendes krop igen, da det ikke var milde skader hun havde fået, men meget slemme og en hjernerystelse ville ikke være særlig godt! Han vendte de isblå øjne mod hende, hvor et skævt smil gled over hans læber til hendes ord, da de alligevel måtte more ham en anelse. ”Åh bare rolig, ’sjov’ er mit mellemnavn,” svarede han drillende igen, som han trak på smilebåndet. De ville nok ikke anse sjov på samme måde, men han var altså ingen stivstikker! Han kunne dog næsten blive i tvivl om hun selv havde nogen humor, for under deres forrige møder, havde hun forekommet ham rimelig.. stiv og humorforladt. ”Se jeg får skam stillet mine lyster, så jeg tror at den sexfikserede her er dig, eftersom du nedgøre mig og mit væsen uden at kende det mindste til mig, du aner ikke hvordan det er at være sensuel dæmon og tro det eller ej, men vi kan skam godt tænke på andet end at få tilfredsstillet vores lyster,” svarede han kortfattet igen, som han let himlede med øjnene. Det gjorde ham direkte arrig når hun talte ned til ham, for det fandt han sig virkelig ikke i! Hun kendte på ingen måde til ham eller til hans væsen, så hvis nogen talte om noget som de ikke kendte til, så var det da i den grad hende! At hun så slog hans hånd væk og selv tog over ved isposen, fik ham til at sukke ganske let. ”Undskyld..” mumlede han let, som han måtte tage sig selv i at hidse sig op, hvilket alligevel ikke var hans mening, for det fik ingen af dem noget ud af. At hun så hvæsede af ham, fik ham blot til at bide tænderne sammen. ”Som jeg ikke ved noget om? Kære Aleksandra, det er dig der taler om noget du ikke ved en skid om, eftersom du ikke er sensuel dæmon, men det er jeg! Og du overvurdere dig selv, for jeg tvivler ærligtalt på at du er så god som du selv siger,” svarede han kortfattet og med sammenbidte tænder, for hun irriterede ham virkelig! Hvis nogen kendte til den sensuelle dæmon, så var det da ham og ikke hende! At hun så sagde at hun først faldt til ro, når han begyndte at tale pænt til hende, måtte han endnu engang sukke. ”Fint.. jeg taler pænt, hvis du taler pænt,” svarede han roligt, hvor det vel var en fair aftale? Han gad bestemt heller ikke høre på hende vrisse og nedgøre ham, for det irriterede kun ham, men hvis hun talte pænt, så havde han intet problem ved at gøre det samme. ”Men uanset hvad bør du få lidt hvile, for kulden har trods alt ikke været mild ved dig,” svarede han stilfærdigt, som han vendte de isblå øjne mod hende. Han måtte erkende at han ikke havde regnet med at komme så tæt på hende at han skulle ligge og holde om hende, hvor han var så tæt på hende, at han kunne indsnuse hendes søde duft. En duft, som han faktisk godt kunne lide.

[Deleted]

Aleksandra tvivlede på, at hun ville begynde at more sig med tiden i Voltaires selskab, da hun tænkte, at deres personer på ingen måde klingede med hinanden. Det ville dog glæde hende, hvis de var i stand til at finde hinanden udholdelige, da det ellers ville blive en meget lang sygeperiode for dem begge. Indtil videre var det kun blevet bevist, at de kunne holde hinanden ud i to minutter, og så brød helvedet ellers ud mellem dem, som de vrissede ad hinanden, og svinede den anden til. Derfor ville det være rart, hvis de kunne formå at strække den bare en times tid, skønt hun vidste, at det var en stor forskel, og derfor tvivlede hun også på et succesrigt resultat. Det var nemlig i ufatteligt lang tid, at en af dem kunne klokke i den, og hun tvivlede ikke, at de kunne holde en fred mellem dem. ”Det glæder jeg mig til at opleve,” sagde hun kortfattet. Hun troede ham ikke, men hun ville da gerne overraskes, da det kun ville gavne dem begge i den sidste ende. At de så skulle opføre sig irriterende overfor hinanden igen, kom ikke just bag på hende, da det trods alt var dem. ”Selvfølgelig giver du mig skylden.. Men nej, jeg ved ikke, hvordan det er at være en sensuel dæmon, og gudskelov for det! Men jeg ved til gengæld, hvordan I er, og I er ikke altid så uskyldige, som du prøver at fremstille Jer,” sagde hun sigende. Det var ingen hemmelighed, at hun ikke brød sig om sensuelle dæmoner, men årsagen kendte han endnu ikke til. Hun havde dog fortalt ham, at hun ikke brød sig om ideen om, at der var et væsen der kunne tage kontrol over en andens krop, som de kunne, og det måtte også være sandfærdigt nok. Der var dog et dybere had til lige netop den race, men hun så det ikke som en ide at fortælle ham om det. Som hun blev nødt til at fjerne hans hånd, da han forsøgte at skade hendes allerede skadede øjne, hørte hun godt hans mumlende undskyld, men hun tog sig ikke videre af det. Sin egen hånd holdt hun blot let over isposen, så hun var sikker på, at den ikke røg nogen steder. Kold måtte den være, men hun vidste godt, at den var fornuftig at bruge nu. ”Du tror muligvis, at jeg er en fordomsfuld kvinde, men jeg kan sige, at du er mindst ligeså fordomsfuld, når du heller ikke kinder til noget som helst om mig,” svarede hun afvisende, da hun ikke gad hans hellige snak, hvor han var en helgen og hun synderen, for sådan kunne det bestemt ikke lægges op! At han så ville forhandle med hende om, at de begge skulle opføre sig pænt overfor hinanden, fik hende til at fnyse ad ham. Men hun måtte dog tænke over hans forslag, da hun var interesseret i at blive behandlet med respekt, men det tvivlede hun på, at han kunne, uden at han mente det dybt sarkastisk. ”Fint,” sagde hun endelig, uden hun så på ham. Det var dog ikke fordi, at hun ikke gad, men det måtte gøre ondt på hende, når hun forsøgte at bevæge kroppen, som den føltes helt stiv og forslået. ”Vil du have mig til at slappe af, eller sove helt?” spurgte hun stilfærdigt, som der trods alt kunne være delte betydninger når det gjaldt ordet hvile. Og hvis han ønskede, at hun sov, så måtte hendes næste spørgsmål blive, om han havde i sinde at blive hos hende.

[Deleted]

Det endte nok med at blive en lang sygeperiode for dem begge, eftersom de umuligt ville kunne tåle hinanden i så lang tid, det var allerede bevist denne aften, som de kort havde snakket ordentligt sammen og så var den gal igen. Det var kun bevist at de ikke kunne sammen, det var som at sætte to store alfahanner op mod hinanden, hvor de sloges til den ene vandt. Hun ville nok mene at hun var den som ville vinde, men Voltaire var lige så stædig som hende og gjorde hvad der passede ham, og hvis noget ikke gjorde, så gik han imod det, hvilket hun allerede havde set op til flere gange. Han trak blot let på smilebåndet, da hun ikke lød videre overbevist om hans ord. De kendte ikke hinanden på nogen måde, blev ved med at dømme hinanden, så de var på ingen måder et hak bedre end den anden, men sjovt nok lå de alligevel i hendes seng, hvor han holdt om hende og det havde ingen af dem nok aldrig troet på ville ske. At hun så begyndte at dømme hans væsen igen, fik ham til at himle med øjnene, for det stoppede hun jo bare aldrig med! Det var som om hun bare skulle nedgøre hans væsen! Noget dårligt måtte der næsten være sket hende, men hvad vidste han ikke og han tvivlede på at hun ville fortælle ham det, for han havde allerede fundet ud af at hun var meget indelukket når det kom til hendes privatliv. ”Altså.. hvorfor skal du konstant dømme os alle til at være ens, når det på ingen måde er sådan det hænger sammen? Jeg har set mindst lige så mange warlocks som voldtager uskyldige som sensuelle dæmoner gør! Og det kommer på ingen måde an på race, det kommer an på morale og bare til din orientering, så har jeg aldrig nogensinde brugt min evner på nogen ufrivilligt!” svarede han i en bestemt og fast tone. Han gad ikke at hun skulle nedgøre ham og hans væsen konstant, når hun slet ikke kendte til ham og hans væsen! Det var en af de ting som virkelig måtte gøre ham gal i skralden! Og når hun nedgjorde ham, jamen så nedgjorde han også hende, for det var kun retfærdigt! At hun så kom med talen om at han ikke var et hak bedre end hende, fik ham til at sukke opgivende. ”Jeg er ellers rimelig sikker på at jeg har et godt indtryk af dig,” mumlede han blot, hvor det mere var til ham selv end hvad det var til hende. Måske han dømte hende på nogen måder, men ellers havde han da ret! Hun var egoistisk, hun gad ikke have nogen i sit liv og derfor forundrede det ham at hun var blevet gift i det hele taget, men det var måske derfor hun var så kynisk når det kom til kærlighed? Han var ikke sikker. At hun så var enig i at de skulle til at tale pænt til hinanden, passede ham helt fint, for så længe hun holdt en god tone, kunne han også godt. Han vendte roligt blikket mod hende, som hun ville have en dybere forklaring. ”Begge dele, men det ville da klart være bedst hvis du fik dig noget søvn,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende.

[Deleted]

Fordomsfuld var Aleksandra, og det måtte tydeligvis gå ud over Voltaire, som han var den eneste sensuelle dæmon i miles omkreds. Normalt ville hun aldrig have tilladt en person af den race at træde ind på hendes ejendom, men med ham havde hun gjort en undtagelse, da hun havde set et større projekt i ham. Et projekt der dog blev tvunget på standby, da hun ikke ville være i stand til at søge efter en kur, når hun lå sådan her. Hun ville dog ikke give op, som dette bare måtte være et større bump på vejen. Hende og hendes kræfter skulle nok komme sig med tiden, og så skulle det hele nok starte op igen. Det var sikkert ikke til hans glæde, men han kunne vel være ligeglad, da der ikke skete noget ekstraordinært med ham, når hun eksperimenterede med ham. Blikket lod hun skæve mod ham, skønt det kun hvilede der i få sekunder, inden hun så frem for sig igen. ”Grunden til, at jeg dømmer Jer, må være min egen, og det behøver du ikke at blande dig i. Det kan godt være, at warlocks også voldtager, men de er ikke i stand til at overtage ens sind, som du er. Jeg mærkede jo selv, hvad du kan gøre ved en person nede i balsalen. Og om du har brugt dine evner på uskyldige, kan jeg ikke sige, men jeg ville sætte pris på, at du i hvert fald ville fortsætte sådan,” sagde hun fattet, skønt han havde talt til hende i en hårdere tone. Hun vidste ikke, om han virkelig var anderledes end andre sensuelle dæmoner, hun havde set, men hun kunne da håbe. Hun brød sig nemlig ikke om deres kræft. Grundet sit had til hans race, måtte det derfor også være utroligt, at hun lod ham komme så tæt. Det var dog ikke fordi at hun følte, at hun havde et valg, for han tvang hende faktisk til at lade ham gøre alt dette ved hende. Hun var dog mindre nervøs, når det gjaldt hans evner, når hun lå skadet på denne måde, da hun i så fald ikke tænkte, at han ville gøre noget dumt. Det der var endnu mere underligt ved situationen var så bare, at hun egentligt havde det nogenlunde, som han holdt om hendes krop, men det måtte hun beskylde hjernerystelsen for, da hun da umuligt ville kunne synes godt om dette, hvis hun var ved sine fulde fem. Sådan tænkte hun i hvert fald. ”Det hørte jeg godt,” sagde hun sigende, som hun skam hørte hans lille mumlen der ikke just var positiv. Han kendte hende skam ikke, skønt han troede, at han gjorde. Men det var også fordi, at hun var en ekstremt indelukket kvinde, så derfor fik folk ikke at se, at hun skam kunne være normal at være sammen med. Hun tvivlede også på, at Voltaire nogensinde ville få den side at se, for hvorfor skulle hun vise ham den? Han var bare hendes slave… og muligvis også hendes læge. Det kom på ingen måde bag på hende, at han så sagde, at hun burde sove, for han tænkte trods alt på hendes helbred, og hvis hun skulle være ærlig, så måtte hun også føle sig umådeligt træt oven på alle strabadserne. ”Hvis jeg skal sove, har du så i sinde at blive liggende her? Du burde gå op til dig selv. Du kan desuden roligt stole på, at jeg ikke gør noget overilet, når jeg alligevel bare ligger og sover,” sagde hun roligt.

[Deleted]

Om de overhovedet kom til at kunne enes med hinanden anede Voltaire ikke, men så længe de ikke kendte hinanden og fortsatte med at være så fordomsfulde overfor hinanden, så blev det jo nok ikke bedre og det var tydeligt at det var et ømt punkt ved dem begge, da det irriterede dem, hvis den anden pludselig dømte én. Han kunne i hvert fald ikke klare at hun skulle dømme hans væsen konstant når hun ikke engang havde styr på det og slet ikke kendte til det. Hendes opfattelse var blot som enhver andens: de voldtog og manipulerede med andre til at stille deres lyster, men sådan var det jo slet ikke! Det hele kom an på moralen, det hele kom an på hvilken person man havde, og han kendte mange fra andre racer som også valgte at voldtage andre og der havde det intet at gøre med hvilken race man var! Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”For det første blander du mig selv ind i det, når det er mig du dømmer, og så du ved det, så er jeg kun halv sensuel dæmon, jeg bærer også din race, da jeg også er warlock! Desuden så kan vi måske overtage ens sind og gøre det så det ligner at det er frivilligt, selvom vi tager magten fra andre på den måde, men der tager andre racer magten fra andre på en anden måde, warlocks kan bruge deres magi, vampyrer bruger deres styrke, som de også gør når de skal have føde, så alle har jo deres styrker som de bruger til at tage magten fra andre,” svarede han i samme kortfattede tone, som det stadig måtte irritere ham at hun fortsatte med at dømme ham, når han ikke engang havde gjort noget! Han var ikke den som tog folk imod deres vilje, han brugte kun sine evner, hvis de bad om det, men så var det for at bringe dem højere end til paradis og give dem en mere end fantastisk oplevelse. At hun så sagde at hun godt hørte hans mumlen, fik ham til at trække let på smilebåndet. Det var ikke fordi han gjorde noget ud af det, eftersom han ikke gad diskutere det med hende. Han kendte hende nok ikke særlig godt, men alligevel havde hun vist ham hvordan hendes person typisk var, og den var i hvert fald ikke til at tage fejl af! Dog sagde han ikke mere til det, da hun tydeligvis ikke var enig i det. Han kunne godt høre at hun ikke var meget for at han lå her i hendes seng og holdt om hende, hvilket han nu også kun gjorde for at hun kunne få varmen igen. ”Jeg har skam kun tænkt mig at blive indtil det ikke er nødvendigt længere, så du lægger dig til at sove, og så går jeg når din krop har fået varmen tilbage igen,” svarede han roligt, hvor han igen måtte tage isposen fra hende, så hun kunne sove, hvor han så kunne holde den imod hendes kindben og hendes blå øje, da hun ikke ville kunne gøre det selv i søvne. Han lå her skam ikke fordi han var ude på noget, men kun fordi han tænkte på hendes helbred og hun havde brug for varmen, så når hun fik den tilbage igen, så kunne han godt gå tilbage til sit eget værelse, han gad desuden heller ikke at være her længere end højst nødvendigt.