Alone or together?

[Deleted]

Dovent løftede Aleksandra det ene blik, hvor hendes blik var ligegyldigt, så hun alt i alt så ganske nedgørende ud. Hun troede bestemt ikke på, at han havde nogen styrker, og da slet ikke når det kom til det modsatte køn! Han var det mest ucharmerende menneske på denne jord, og derfor ville det direkte chokere hende, hvis han kunne lokke nogen i sit net, samt kontrollere personen, uden brug af sine evner. Ifølge hende var hans sensuelle dæmon den eneste grund til, at han nogensinde havde mærket en kvindes varme nemlig. Nok var han pæn, men hans person? Den var helt nede og skrabe bunden. ”Det er sødt med alle dine komplimenterende navne til mig, men nej. Du vil næppe være i stand til at overraske mig,” sagde hun roligt. At han så direkte affejede hende med sine ord, og en flabet håndbevægelse, fik vreden til at boble i hende! I dette sekund havde hun mest af alt lyst til at springe ud af karet, så hun kunne ligge hænderne om halsen på ham, for derefter at kvæle det elendige liv ud af ham. Mildt sagt gik han hende på nerverne, og det var tydeligt for enhver at se. ”Ærgerligt for dig, så finder jeg nydelse ved at tale til dig, netop fordi, at du ikke gider,” svarede hun køligt, hvor det alt i alt var dybt barnligt. Desværre havde hun intet at gøre, når nu hun lå mørbanket, som hun ellers ville have stukket ham den ene straf efter den anden, og så var der ikke kun tale om de lussinger, som hun tidligere havde foræret ham! ”Og den ynkelige slave burde lære at holde mund, inden han åbner kæften! Der ryger alligevel intet interessant ud af den.. Men jeg kan pænt fortælle dig, at hvis ikke jeg var kommet til skade og havde brug for hvile, så ville du ikke føle dig så spøjs i øjeblikket, men din straf skal nok nå at komme. Vi har trods alt masser af tid sammen, og tænk på al den vrede der kan nå at ophobe sig i mig, til jeg bliver rask,” svarede hun ham kynisk, som hun bestemt ikke brød sig om hans tone! Det var meget muligt, at hun havde vanskeligheder med at kontrollere ham, men det stadie skulle hun nok nå til før eller siden! Som hun formentligt var sengeliggende de næste par uger, så havde hun masser af tid til at spekulere over, hvordan hun kunne straffe ham. At han rent faktisk havde reddet hendes liv, syntes allerede at være glemt, som han blev ved med at gå hende på nerverne. At han så sagde, at han ikke hadede hende, fnøs hun blot ad ham. ”Du er måske så venlig kun at føle dig irriteret på mig, men så vil jeg være så elskværdig at fortælle dig, at det ikke går sådan den anden vej. Du er en pestilens og jo hurtigere vi bliver færdige med alt det her, jo hurtigere kan jeg blive glad igen.. Og stop nu med at gøre dig selv mere til grin, end hvad du allerede er, min kære. Hvilken taktik du end ligger, vil mislykkedes. Og hvis du i virkeligheden kan lide mig, vil det kun være dit eget tab. Jeg vil aldrig være i stand til at synes om noget der er så ækelt som dig,” sagde hun afvisende, som hun tog blikket væk fra ham. Lide hende? Ha! Han prøvede bare at bløde hende op… Intet andet. ”Jeg vil allerhelst holdes ude for dine drømme og fantasier,” sagde hun kortfattet, mens hun blot lod ham vaske hendes ryg. Det var bestemt ikke det ideelle billede for hende, men på den anden side ønskede hun at blive ren, og det krævede desværre Voltaries hjælp. ”Renlighed er et behov jeg er nødsaget til at få udfyldt, så tro ikke, at der ligger mere i det end det.”

[Deleted]

“Jeg har allerede overrasket dig flere gange, smukke. Har du glemt det?” spurgte Voltaire med et kækt smil om læberne. Han havde overrasket hende med den måde han gjorde sit arbejde på, han havde overrasket hende da han havde reddet hendes liv, ligesom han havde overrasket hende med hans kendskab til alt det lægelige, hvor hun endda selv havde valgt at forfremme ham til husets personlige læge, så overrasket hende havde han skam allerede gjort! Det kom dog ikke bag på at hun benægtede det, for hun ville jo benægte alt der var godt ved ham, netop fordi hun ikke kunne lide ham, men det gjorde hende kun til en falsk person i hans øjne, hvor det også var ligegyldigt, for han brød sig heller ikke om hende. At hun blev vred over hans ord og affejende bevægelse, kunne han godt se, hvilket måtte more ham. At hun så fortsatte, fik ham blot til at himle med øjnene, da det hele egentlig var barnligt – af dem begge. ”Finder nydelse ved det? Du taler til mig, fordi der ikke findes nogen måde hvorpå man kan slukke din store kæft,” svarede han flabet igen. Munden fik hun jo aldrig lukket, da hun altid skulle have det sidste ord, hvilket faktisk måtte irritere ham, for hun kendte åbenbart ikke til udtrykket; at stoppe mens legen var god. ”Du ved godt at du kun bliver afkræftet ved at være så sur hele tiden ikke sandt? Desuden, så ville det også være synd hvis du skulle rende rundt og være sur hele tiden, da det rent faktisk klæder dig med et smil,” svarede han roligt og ærligt, som hans isblå øjne hvilede på hende. Han vidste godt at hun kunne nå at udtænke en masse former for straffe til ham, men han kunne altså ikke gøre for det! Han forsvarede kun sig selv, når hun først åbnede munden! Han måtte dog erkende at hun var smuk, når hun rent faktisk formåede at smile normalt og ikke et koldt eller kynisk smil. At hun så blev nedladende og afvisende igen, tog han ikke så tungt. Han endte også blot med at trække på skuldrene. ”Tja, du spurgte og jeg gav dig et svar,” svarede han sandfærdigt. Hun var nysgerrig på at vide hvorfor han havde reddet hende, selvom han ikke helt ar sikker på det, men hade hende gjorde han nu alligevel ikke, da der skulle en del mere til. Men han kunne vel heller ikke lide hende? Han havde måske reddet hende, fordi han havde set at hun ikke var så ond, som hun egentlig fremstillede sig selv som. ”Men bare rolig prinsesse, jeg skal da nok lade vær med at redde din attraktive røv igen, hvis muligheden igen kommer,” svarede han blot, hvor smilet blev drilsk, skønt hun nok ikke kunne se det, da han sad bag hende. ”Åh tilgiv mig, prinsesse, men jeg kan ikke gøre for at du hviler i mine dybeste fantasier,” svarede han i en sarkastisk højtidelig tone, som hun godt nok var den sidste han fantaserede om! Han vaskede roligt hendes ryg, inden han tog om en mindre balje, som han fyldte med vand, kun for at skylle hendes ryg fri for sæbe. ”Men så er det jo godt at du har mig,” svarede han drillende, som han kort lod en hånd stryge hende over ryggen, hvor der var et blåt mærke, skønt det var forsigtigt. ”Men du bør stadig passe bedre på dig selv. Nok du er stærk, men ingen er uovervindelig,” svarede han stilfærdigt, hvor der næsten var en snert af bekymring i hans tone.

[Deleted]

Sandt var det vel, at Voltaire havde overrasket Aleksandra et par gange, men det var bestemt ikke noget hun havde tal på! Hun gad nemlig ikke spekulere over, at det rent faktisk hændte i tide og utide, at han tog fusen på hende, da hun havde det langt bedre med at være irriteret på ham. Det var langt lettere at rumstere end det andet, og det var nu engang bare sådan det måtte være. ”Overraskelserne var åbenbart ikke særligt mindeværdige, så ja.. Det må jeg vel allerede have glemt,” sagde hun uanfægtet, som om det ikke betød noget for hende. Helt sande var hendes ord dog ikke, men hun var alt for stolt til at give ham det mindste klap på skulderen. Desuden fortjente han det heller ikke, da han var forfærdelig, som han pinte og plagede hende, skønt han var slave og det i virkeligheden var ham forbudt. Det irriterede hende grænseløst, at han var sådan, men samtidig var der en del af hende, der var en knivspids imponeret af ham. Det var trods alt ikke alle der turde åbne kæften, ligesom ham, samt det ikke var alle der ville have gjort sig de handlinger, som han havde gjort for hende. ”Og hvad vil du så sige til, at du aldrig holder kæft? Du knevrer altid løs, og jeg må sige, at det er rimelig trættende i længden,” sagde hun afvisende. Selv havde hun lyst til at lukke kæften på ham, men som det ikke var muligt at gøre det på hende, var det heller ikke muligt at gøre det på ham. Det var bare et af de irritationsmomenter i livet, man måtte vænne sig til. ”Det er afkræftende at være sur? Prøv i stedet med, at det er afkræftende at blive slået til en grøntsag af sin ekskærestes magi!” vrissede hun arrigt af ham, da han da slet ikke skulle tale! Hun havde det forfærdeligt, så det var hende tilladt at være vred. Hun sad i et karbad med adskillige sår, hvor hun til tider kunne mærke, hvordan det sveg i hendes krop, som der åbenbart var et par åbne sår og rifter hist og pist. Irriteret fnøs hun ad hans kortfattede svar, inden hun tog sæben. Forsigtigt begyndte hun at gnubbe den mod sine ben, som hun rengjorte de steder, hun nu engang kunne nå, mens han tog sig af hendes ryg. Nedværdigende fandt hun det, men hvad kunne hun gøre? Hun havde kæmpet en kamp, og selvfølgelig kom der sår og skader efter det. Nu hang hun desværre på sin værste slave, men dog var han den slave, der vidste mest omkring lægekunsten, og derfor måtte hun vel prøve at stille sig en anelse tilfreds med ham. ”Bare rolig. Jeg vil heller ikke have brug for at blive hentet hjem igen, så du kan roligt spare dig besværet.” lød det kortfattet fra hende. Irriteret rullede hun med øjnene af ham, som han blev flabet igen. Det var ikke noget han kunne se, men han kunne sikkert tænke sig til, at det var det hun gjorde. ”Så længe de bliver der, og ikke kommer frem til overfladen, så kan jeg klare det. Vi kan ikke have, at du kaster dig over mig, når du alligevel ikke har en chance for at få mig,” sagde hun roligt, som hun blot så væk fra hans sarkastiske tone. Hun kunne uden tvivl høre den, men hun nægtede at reagere på den. Baljen med vand der skyllede hende fri fra sæbe, sagde hun intet til, da det var nødvendigt, som hun havde givet ham tilladelse til at sørge for hendes ryg. Blikket holdt hun på vandets overflade, som han sagde, at det var godt hun havde ham, mens han strøg hende over ryggen. Det var vel godt, at hun havde ham.. Inderst inde var hun også glad for, at han havde hentet hende hjem, ligesom hun var glad for, at der var en til at tage sig af hende. Alle havde trods alt brug for en smule omsorg, og selvom hun forsøgte at holde et liv alene, så fandt hun det nu engang rart. ”Hvis han eller hans latterlige kvinde kommer efter mig igen, er der ikke noget der hedder; at passe på, som jeg vil gå efter begges struber,” sagde hun køligt. Fuld af had var hun til dem begge, og smart var det vel ikke, eftersom det var to højtrangerede warlocks der var tale om.

[Deleted]

“Årh hold op, smukke, vi ved begge at du nyder en mand, der kan slå benene væk under dig af og til,” svarede Voltaire kækt og med et morende smil på læberne. Han vidste at hun ville se sig fuldstændig uenig i hans ord, særligt når det kom til ham, for hun ville nok slet ikke overraskes eller få slået benene væk under ham, selvom tanken måtte more ham, hvis han kunne. Han vidste dog at hun var blevet overrasket over noget han havde gjort, tilmed flere ting, og han var også rimelig sikker på at hun kunne huske det. At hun så fortsatte med at han konstant måtte knevre løs og at det var irriterende, fik kun hans smil til at brede sig, for det forundrede ham på ingen måde at hun var sådan! Hun ville jo tage enhver mulighed for at håne og nedgøre ham, det havde han havde da allerede fundet ud af! Han gad dog ikke tage det tungt, da han vidste at han var bedre end hvad hun gjorde ham til. ”Selvfølgelig knevre jeg løs, jeg ved trods alt hvor meget du nyder af at høre på min bløde, varme stemme,” svarede han drillende, hvor han ikke kunne holde et grin tilbage, da det morede ham for meget. Han vidste at hun hadede ham, eller i hvert fald fandt ham dødeligt irriterende, hvilket måtte more ham, og han vidste at hun nok havde straffet ham for længst, hvis hun ikke havde været helt kvæstet, men det var jo så kun til hans fordel. At hun så blev helt vrissende, måtte han alligevel tie, hvor han valgte at slå blikket ned for en stund, som han blot fortsatte sin gøren mod hendes ryg. Han vidste godt at hun fandt det ydmygende at tabe, hvor det nok ville være dumt at træde i det, og selvom han kunne være ligeglad, så var han det ikke. ”Ja.. men se det positive i det, nu får du en lang tid sammen med mig,” svarede han drillende, som han klemte blidt og dog nænsomt om hendes ene skulder, som var det kærligt ment. Det var dog kun et kort og flygtigt klem, som hans hænder hurtigt var i gang med at vaske hendes ryg færdig, hvor han lod hende vaske sine ben. Han sagde intet til hendes kortfattede svar om at hun ikke fik brug for hans hjælp igen, for det måtte tiden jo vise. Han kunne dog ikke lade vær med at le, da hun sagde at de ikke kunne have at han kastede sig over hende. ”Og jeg som troede at du godt kunne lide en mands tilbedelse. Men bare rolig, så er det jo godt at det ikke er alle mænd, som er interesseret i dig,” svarede han med et skævt smil og i en morende tone. Han skyllede roligt hendes ryg fri fra sæbe, hvor han lod hovedet søge let på sned, som hun pludselig blev fyldt med had. Han valgte roligt at sætte baljen fra sig, inden han flyttede sig fra kanten, hvor han satte sig på knæ på gulvet, ved hendes side, kun for at vende de klare isblå øjne imod hende. ”Vi ved begge at hvis han kunne slå dig denne gang, er han en farlig mand, du ikke uden videre omtanke skal lægge dig ud med, og særligt ikke før du er rask igen. På den anden side, så vil jeg da ikke have noget imod at hente dig hjem igen og tage mig af dig, i flere måneder,” svarede han roligt, hvor han startede alvorligt ud og endte drillende, imens han stak fingrene i vandet, kun for at sprøjte det mod hende i en enkelt bevægelse, hvor det kun ville være et par dråber, skønt hans blik forblev drilsk.

[Deleted]

”Og du tror måske, at du kan blive en sådan mand for mig?” spurgte Aleksandra en anelse nysgerrigt, mens hun betragtede ham med løftede bryn. Interessant var det at høre, hvor han så sig selv, selvom hun vidste, at han aldrig ville få nogen betydning for hende. Han havde dog til dels ret i, at hun kunne lide en mand der slog benene væk under hende. Hun kunne nemlig godt lide, at en mand kunne imponere hende på den ene eller anden måde, men det skulle aldrig være i en grad, hvor hun mistede føringen, som hun altid skulle være alfaen. Hun var nemlig en kvinde der havde brug for at sidde med overblikket, samt bestemmelsen om, hvordan de forskellige ting skulle foregå. Derfor gik Voltaire hende gevaldigt på nerverne, som han konstant stillede spørgsmål og spændt ben for hende, og det drev hende til vanvid! Hans personlighed var al for kvik til at være en slaves, men det var nu engang den mand hun var endt op med, til sit eksperiment, som hun havde brug for en sensuel dæmon. ”Din bløde og varme stemme?” gentog hun mistroisk. ”Jeg tror, at du vælger at forvrænge din stemme i dit eget hoved, for det er i hvert fald ikke sådan den lyder i virkeligheden.. Det er mere … en skinger irriterende stemme.” Latteren tog hun sig ikke af, da hun var vant til, at han skulle gøre grin med alt. Hun tog derfor blot sæben, som hun vaskede den resterende del af sin krop. Det gjorde ondt at bevæge sig, men hun var nødt til det, og derfor gjorde hun det. Hun brød sig desuden ikke om tanken at være fysisk hæmmet, og derfor ville hun hurtigst muligt bekæmpe den svækkelse, skønt han sikkert ville forsøge at stoppe hende i løbet. Han gad nemlig ikke gøre, som hun ønskede, og det betød også, at det ville blive en ufattelig lang sygdomsperiode. Som han valgte at give hendes skulder et venligt klem, måtte hun skæve tilbage mod ham for at se, om han var gået hen og blevet syg. Hans bemærkning var irriterende, men hans berøring var … sød. Hun så dog frem for sig igen i det sekund, han begyndte at vaske hendes ryg igen. ”I så fald er der i hvert fald en person der kan se det positive i dette mareridt,” sagde hun blot, som hun hentydede til ham og ikke sig selv. Hun havde brug for mere overbevisning for at blive sikker på, at dette ikke var nær så slemt, som hun tænkte sig til, at det var. ”Mænds tilbedelse, ja, men du er ikke andet end en lille dreng, så du kommer end ikke ind i den kategori,” sagde hun med et kort skuldertræk. Hun nød skam at blive forgudet af mænd, da hun ikke var immun når det kom til den slags. Ligesom alle andre nød hun nemlig også intimiteten mellem en mand og en kvinde, som det var en fantastisk følelse. Det var dog ikke en følelse hun ønskede at dele med ham, men det kom heller ikke som nogen overraskelse. Som han rykkede sig op til hendes side, fulgte hun ham vågent med blikket, skønt hun forholdt sig rolig. Bekymret lød han, som han bad hende om at passe på, når han i virkeligheden kunne være ligeglad. De havde trods alt intet positivt bånd til hinanden. ”Han slog mig ikke ihjel, og hvem siger ikke, at jeg kunne have været den der havde taget hans liv? Men bare rolig.. Jeg er ikke dum, så jeg søger ikke efter ham lige nu og her. Og hvad sker der for den pludselige bekymring? Jeg troede, at du ville lade mig ligge, hvis der skulle ske mig noget ondt igen,” kommenterede hun roligt. Som han sprøjtede vand på hende, fangede hun hurtigt hans håndled, som hendes fingre lukkede sig om ham og holdt hans hånd stille. Hendes handling gik dog i stå, som hun endte med at have fat i ham i nogle rolige tavse sekunder, som taget end ikke var stramt. Hvorfor hun gjorde det, vidste hun ikke, men uanfægtet endte hun med at slippe hans hånd og blot se væk fra ham igen, som om intet havde hændt.

[Deleted]

”Selvfølgelig er jeg sådan en mand, glem ikke at jeg allerede har overrasket dig flere gange,” påpegede Voltaire sikkert, som smilet ikke falmede det mindste. Netop fordi hun valgte at undervurdere ham, kunne han sagtens slå benene væk under hende, fordi han blev ved med at overraske hende positivt, da han kunne langt mere end hvad hun gik og troede. Han vidste også at han gjorde hende nysgerrig, for det kunne han af og til se på hende, skønt hun ville benægte alt, for sådan var hun bare, hvilket egentlig ikke kom bag på ham. Muntert slap han en latter til hendes ord, for selvom det nok var en fornærmelse, så måtte det alligevel more ham. Det morede ham gevaldigt at han kunne irritere hende så meget, når han egentlig kun gjorde så lidt, og det var også det der gjorde at han ikke kunne lade vær, og så prikkede han til hende, hvor hun hidsede sig op og stak igen, hvor hun så nåede en grænse der gjorde ham lidt mere sur, hvor han så stak tilbage igen og sådan fortsatte den samme smøre mellem dem, fordi ingen af dem ville give sig. ”En skinger, irriterende stemme? Du får den jo helt til at lyde som din,” svarede han drillende, som han sad og fnes for sig selv, imens han rystede på hovedet, da deres diskussioner og samtaler typisk var barnlige og latterlige, men alligevel måtte han erkende at han godt kunne lide noget af den, da det af og til ikke var så slemt, selvom hun virkede til at hade det hele. At hun så mod ham, da han klemte hendes skulder, sagde han intet til, da berøringer kun var kort. ”Selvfølgelig, nogen er jo nød til at bevare overblikket,” svarede han drillende, som han vendte hendes ord til noget positivt, selvom det sikkert ikke var ment sådan, for intet af det hun sagde, var sjældent positivt ment. Han rynkede lettere uforstående og dog morende med brynene, da hun kaldte ham for en dreng, hvor han grinte ganske kort. ”En dreng? Sig mig, skal jeg smide tøjet, så du kan se hvilken flot mand jeg er?” spurgte han drillende. Han var på ingen måder en dreng! ”Desuden er jeg langt mere mand end de typer du hænger ud med, så det er ikke min skyld at du ikke kan klare den ægte vare,” svarede han mere kækt og selvsikkert, som han roligt kom ned at sidde ved siden af hende igen, skønt hans blik, hvilede mod hendes ansigt og ikke mod hendes krop, der alligevel var dækket til af skummet fra sæben. ”Måske han ikke slog dig ihjel, men så meget han fik dig kvæstet, så vandt han kampen, da han kun valgte at skåne dig, halvt om halvt, da han egentlig efterlod dig til at dø i sneen,” svarede han sandfærdigt, hvor det sidste blev en mumlen for sig selv, som han vendte blikket mod hende igen, da hun fortsatte, hvor han lod hovedet søge på sned og trak skævt på smilebåndet. ”Må jeg nu ikke være bekymret for dig? Nogen skal trods alt være det. Desuden, så ender jeg jo nok med at redde dig igen, hvis det skulle gentages,” svarede han ærligt og med et kort skuldertræk som betød det intet. Han ville jo nok ikke kunne være ligeglad uanset hvor meget hun måtte pisse ham af, af og til. At hun greb ham om håndleddet, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor han trak en smule på smilebåndet. At hun så ikke gjorde noget og heller ikke holdt stramt, fik hans hoved til at søge nysgerrigt på sned, som han blot så til at hun gav slip og så væk igen. ”Hvad er der galt? Kan du ikke lide at lege med vand?” spurgte han drillende, som han gjorde samme handling, ved at stikke fingrene i vandet og sprøjte små dråber mod hende, der stadig ikke fløj særlig højt. Hvor han blot blev siddende på knæ ved karet og med øjnene hvilende legende på hende.

[Deleted]

Uenig var Aleksandra med Voltaire, men det chokerede vel ingen. Hun var bestemt ikke enig i, at han var mand nok til at kunne slå benene væk under hende, skønt han havde leveret et par overraskelser. Han var nemlig en vandskabning, som han var en varylblanding, hvor en af hans racer var den sensuelle dæmon. Desuden var han en plage, som han havde en irriterende personlighed, da han ønskede at fremstå bedrevidende, skønt han kun var en slave. Hun kunne derfor ikke lide ham, og det ville næppe blive ændret på. ”En ting er at overraske, min kære. En anden ting er at feje benene væk under en kvinde, og en kvinde som mig endda,” sagde hun fattet, som hun ikke hoppede med på hans lille ide. Med et løftet bryn studerede hun ham, som han pludselig brød ud i en munter latter. Det havde ikke just været den reaktion, hun havde ledt efter, men det undrede hende ikke spor, at det var den han kom frem med. Han ejede trods alt ingen situationsfornemmelse, men et dannet menneske var han jo heller ikke. Derfor kunne man ikke have de største krav til ham, og sådan var det bare. ”Hold dog op! Du har trods alt heller ingen smag, og sådan som du forvrænger ting i dit eget lille forskruede sind, undrer det mig ikke, at du hører anderledes,” sagde hun sigende. Dybt latterligt var det at tage diskussionen eller enhver anden diskussion op med ham, da det alligevel førte ud i en blindgyde. Hun kunne dog ikke lade være, da hun nægtede at lade ham gå med det sidste ord! Barnligt var det måske, hvor hun som baronesse burde være den bedre kvinde, men det kunne hun ikke være i hans selskab. Han drev hende nemlig til vanvid, som han tvang hende til at stoppe op og diskutere, skønt de nærmest begge talte til en mur. Opgivende fnøs hun af ham. Bevare overblikket? Den mand vidste tydeligvis ikke, hvad han talte om! Det undrede hende dog ikke, da det trods alt var ham der var tale om. ”Jeg har vel og mærke allerede set dig uden tøj på, og det var tydeligvis ikke et syn der fik mig til at springe op af stolen.. Tværtimod, se hvor vi er endt i dag,” sagde hun kynisk. Hun vidste godt, at han havde en smuk mands krop, som den var veltrænet, hvor hun havde set hver en minimeter af den. Hun havde dog været i stand til at modstå den, som hun på intet tidspunkt havde lagt an på ham. Hun havde mere bedt ham om at holde sig væk. ”Du aner tydeligvis ikke, hvilke mænd jeg hænger ud med. Du er desuden heller ikke en rigtig mand, men en forvirret kylling derimod, der løber forvirret rundt.” At de så skulle diskutere Konstantin, irriterede hende, da hun slet ikke gad have mere med den mand at gøre! Han havde ydmyget hende, og forsøgt at få hende dræbt, og det kunne hun bestemt ikke tilgive ham for! Man kunne vel godt sige, at han havde vundet kampen, som han havde ladt hende til at dø i sneen, men det ville hun aldrig indrømme. Slet ikke når hun havde overlevet det, takket være Voltaire. ”Tror du slet ikke, at jeg fik ram på ham? Han skadede måske mig, men jeg skadede mindst ligeså meget ham! Forskellen er bare, at han var fri til at gå, hvor jeg var underlagt en besværgelse, der lammede min krop,” sagde hun stædigt. ”Og der vil ikke komme en gentagelse! Hvor meget du end higer efter at blive prinsen på den hvide hest for mig, så er dette en engangsforestilling,” sagde hun afvisende. Det var ydmygende at så stærk en kvinde som hende skulle reddes af sin tjener, og derfor sigtede hun ikke efter en gentagelse. Det var måske rart, at der var en omkring hende, men det kunne hun få på en anden og bedre måde. Som hun endte med at sidde med hans hånd, endte hun med at slippe den ligeså hurtigt, ligeså forunderligt det var. ”Det er barnligt at lege med vand,” sagde hun kortfattet, men hun så væk fra ham og mod en af væggene i stedet. ”Jeg vil gerne op igen,” sagde hun stilfærdigt, som hun mærkede, hvordan dråberne ramte hende.

[Deleted]

Voltaire var udmærket godt klar over at det var umuligt at diskutere med Aleksandra, særligt når det kom til ham selv, da hun så ham som en parasit, der skulle udryddes og mere værd var han heller ikke i hendes øjne, men han kunne vel også være ligeglad? Han vidste bedre og han var på ingen måder så ussel som hun gjorde ham til. Og om hun ville det eller ej, så havde han ikke behov for at bruge sin udstråling til at charmere en kvinde, da han slet ikke gjorde brug af den, hvis han kunne undgå det. ”Nårh det er dig, der er tale om, kan det umuligt være svært,” svarede han blot kækt, selvom han havde på fornemmelsen at enhver mand skulle kæmpe for at slå benene væk under hende, men det var nu heller ikke noget han var interesseret i, da han heller ikke kunne lide hendes person, for hun var i hans øjne en heks og intet andet! Morende måtte hans blik hvile på hende, da hun simpelthen ikke kunne andet end at fornærme ham og det var virkelig utroligt for ham, da hun var en kvinde der skulle gå med det sidste ord. ”Okay, så hvis jeg anerkendte at du var en smuk og stærk kvinde, ville det så også bare være indbildning?” spurgte han roligt, som hun stod og sagde at han forvrængede alt i hans hoved, at han ikke var klog og hvad hun nu alt havde fyre af, for han var jo nærmest ikke andet end en huleboer for hendes vedkommende og tanken måtte more ham, da den blinde her, var hende, for hun kunne jo ikke se hvad han var, da hun lod hans race komme i vejen for hende. ”Nej men du glemmer også at jeg var beskidt og med fuldskæg og langt fedtet hår, så jeg erkender gerne at det ikke var en af mine gode dage, men jeg kan da godt smide tøjet og hoppe ned til dig og så kan vi se hvor længe der går før du er nød til at røre ved mig,” foreslog han drillende, som han næsten gjorde mine til at ville afklæde sig, skønt han dog ikke havde tænkt sig at springe i, hvilket han ikke engang ville gøre, hvis hun bad ham om det, for hvorfor skulle han? Hun ville bare få sin vilje og den var han ikke meget for at give hende, fordi hun var som hun var. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Den forvirrede her, må være dig, eftersom du ikke kan se en rigtig mand, når du ser en, men det er ikke min skyld at jeg er ude af din liga,” svarede han afsluttende og dog provokerende igen, som han sendte hende et kækt smil. At hun så blev stædig og nægtede at erkende sit nederlag, kunne han ikke sige kom bag på ham, da det bare var typisk hende! Jeg higer skam ikke efter at finde dig døende igen, tværtimod vil det prise mig, hvis du kunne forblive intakt og i sikkerhed,” svarede han blot, som han trak let på skuldrene. At hun så blev helt afvisende og sagde at hun ville op, fik ham til at sukke ganske let. ”Du aner bare ikke hvordan man smider hæmningerne og morer sig hva? Hvad er morskab for dig? At ydmyge andre og torturere dem? Ih ja, det lyder sjovt,” mumlede han sarkastisk, som han rejste sig op og gik hen for at hente et stort håndklæde til hende, som han roligt gik hen og holdt ud foran hende. ”Kan du selv komme op eller skal jeg hjælpe dig?” spurgte han roligt. Han kunne forestille sig at det ville være svært for hende, fordi hun skulle bevæge sig og med trykkede og brækkede ribben, så ville det ikke blive let.

[Deleted]

Irriteret rullede Aleksandra med øjnene ad ham, da han blot fortsatte. Hun var skam ikke den letteste person at feje benene væk under, da det indtil nu kun havde lykkedes for en enkelt mand, og det havde end ikke været hendes ægtemand. Hun var ikke en kvinde der svimede over mænd, da hun anså det for at være svagt, at føle sig forelsket i en mand. Derfor havde hun udkæmpet sin kærlighed til Konstantin, som hun havde nægtet at acceptere, at hun i virkeligheden havde elsket ham. Som tiden havde gået, havde det desuden vist sig, at kærlighed ikke eksisterede, som denne tidligere kærlighed havde forsøgt at myrde hende, og derfor var hun endnu mere sikker end nogensinde på, at kærlighed var en omgang humbug. ”Det er jo din overbevisning..,” sagde hun kortfattet og afsluttende, da hun ikke længere gad den samtale med ham. At de så skulle diskutere, om alle hans tanker var forvrængninger, irriterede hende blot, for det spørgsmål stillede han jo med vilje! Der var selvfølgelig forskel på, om han nedgjorde og komplimenterede hende, men hun tvivlede på, at han oprigtigt nogensinde ville komplimentere hende. Som han var en parasit for hende, var hun jo som pest for ham. ”Jeg ville sige, at det passer, men at det næppe er det billede du har af mig,” svarede hun stilfærdigt, hvor hun nu engang måtte stille sig tilfreds med sit svar. Advarende endte hun med at sende ham et blik, for han skulle da ikke hoppe ned til hende, og da slet ikke nøgent! Han havde ganske rigtigt en attraktiv krop, som han var blevet en del mere tiltalende efter, at han var kommet i hendes kyndige pleje, men det ville hun aldrig sige til ham, hvor hun heller ikke ønskede ham tæt på den måde. ”Har du da en nogensinde en god dag? Men nej tak.. Jeg deler ikke vand med mænd af så ringe stand, som dig,” sagde hun fattet. Det lå skam ikke i hendes interesse at dele badekar med ham, og det vidste han vel allerede? Dum var han i hvert fald, hvis han troede andet, og lige på det punkt tænkte hun, at de begge var rimelig afklaret med, hvordan de hver især havde med hinanden. Hun fnøs. ”Ude af min liga? Prøver du bevist at prikke til mig for, at jeg begynder at gå efter dig? Er det det du i virkeligheden er interesseret i?” spurgte hun sigende, mens hendes blik hvilede på hans ansigt. Man skulle næsten tro det, sådan som han blev ved og ved, men det var skam intet hun havde i sinde at give efter for. Hun var nemlig ikke interesseret i ham, da han var et udskud. Hans næste ord kom dog bag på hende, hvor det var bemærkninger som dem der fik hende til at spekulere over, om hun mon skulle tage sin mening om ham til en lille revurdering. Det var trods alt … sødt af ham, at han ønskede hende det bedste, når det gjaldt hendes sikkerhed. ”Så er det heldigt, at jeg hverken har i sinde at ligge døende eller død,” sagde hun blot. Tænderne bed hun sammen, som han begyndte at nedgøre hende. Hun svarede ham dog ikke, da hun simpelthen ikke dag diskutere med ham, om hun var morsom eller ej, eller hvordan hun kunne lide at more sig. Han så måske ikke den side af hende, men hun havde skam et lidt mildere side, skønt hun altid skulle sidde med kontrollen. ”Bare giv mig din hånd,” sagde hun kortfattet, som han spurgte, om hun havde brug for hjælp. Den ene hånd lod hun lukke sig om håndklædets ene kant, så hun var klar til at vikle det om sig, når hun kom op, mens hun afventende løftede den anden, så han kunne tage imod den og støtte hende.

[Deleted]

Voltaire vidste udmærket godt at han var en frygtelig provokerende mand, når det kom til Aleksandra, hvor han gjorde det hele helt bevidst, da han slet ikke frygtede for en diskussion med hende, da det nærmest var hverdag for dem, og det var kun fordi hun absolut skulle tage hver chance for at nedgøre ham og fordi hun skulle have det sidste ord, for ellers var deres diskussioner og samtaler latterlige og barnlige, hvor alle andre udefra nok ville have slået dem ihjel for at få ro allerede. Han trak blot på skuldrene med et tilfredst smil på læberne, som han ikke sagde mere til det, da han skam var af den overbevisning at han var en rigtig mand der kunne slå benene væk under hende, selvom han nu ikke var interesseret i det, så de fandt jo nok aldrig ud af om han kunne eller ej. Han endte med at slippe en latter til hendes ord. ”Du er da simpelthen det mest umulige kvindemenneske jeg nogensinde har stået overfor. Så snart jeg vil komplimentere dig, vil du sige at jeg har ret, men så snart jeg siger dårligt, så forvrænger jeg alt. Du ved godt at du er frygtelig dobbeltmoralsk og egoistisk ikke sandt?” svarede han morende, som han himlede let med øjnene af hende. Hun var og blev direkte umulig! Men det forundrede ham dog ikke at tingene var sådan, for det havde han allerede sagt sig selv, før hun kom med sit svar. ”Men jeg kan godt se en stærk kvinde, når jeg ser en, og faktum er at du er stærk, hvilket jeg ikke er bange for at erkende,” gav han sig dog alligevel med en rolig tone, som han trak let på skuldrene. Sandt var det trods alt, for selvom han ikke kunne lide hende og var meget for at komplimentere hende, så var hun en stærk warlock og en kvinde der kunne tage vare på sig selv. Han ønskede dog ikke at det hele steg hende til hovedet, så derfor sagde han ikke mere til det. Han himlede let med øjnene til hendes ord. ”Nej du går jo kun efter rige mænd, der er endnu mere usle som mig, såsom din lille baron,” svarede han kækt igen, som han tvivlede på at hun havde elsket manden, for manden havde end ikke været warlock, men alkymist og så havde hun giftet sig med en svag mand der havde mistet livet til en bjørn? Hvad var dog ikke det for et skvat? Så nej, han tvivlede på at det havde været af hjerte hun havde giftet sig. At hun skulede advarende til ham, da han gjorde mine til at smide tøjet, kunne han ikke lade vær med at smile. Roligt lænede han sig ind over kanten og mod hende med et tænksomt blik. ”Og hvad nu hvis det var det jeg var interesseret i? At du gik efter mig? Ville du så gøre det? Ville du turde at prøve på at score mig? At gå efter mig? Eller er du en kylling?” spurgte han nysgerrigt igen, som hans øjne hvilede muntert og legende på hende. At hun blev overrasket over hans ord om at han ønskede hende sikker, lagde han ikke mærke til, som han blot trak let på skuldrene til hendes ord. ”Det er det,” medgav han blot, som han roligt rejste sig. At hun så ville have at han skulle hjælpe hende op ved at tage omkring hendes hånd, fik ham til at sukke og himle med øjnene. ”Det der er da ikke nok. Jeg har altså set en kvindekrop før, Aleksandra, desuden har du en smuk krop, så hvad er du bange for? Og jeg behøver ikke engang at kigge og jeg er her kun for at hjælpe dig, så nu stop med at være så.. pivset!” svarede han irriteret, som han i stedet for valgte at knæle igen, hvor han i stedet for at tage fat omkring hendes hånd, valgte at lægge armene omkring hende, under hendes arme, som han varsomt, valgte at løfte hende, så hun kunne komme op på benene, hvor han uden at kigge, fik håndklædet viklet omkring hende, skønt de var endt med at stå tæt, hvor han vendte blikket mod hende. ”Sådan,” hviskede han.

[Deleted]

Diskussionerne var intet andet end hverdag for dem, da det umuligt kunne komme bag på en af parterne, at den anden smed en spydig bemærkning efter vedkommende, da det blot lå til dem. Aleksandra fandt sig bestemt ikke i, at det var sådan det foregik mellem dem, da hun fandt ham faretruende respektløs, hvor han havde brug for adskillige straffe for sin flabethed, men de straffe kunne hun desværre ikke give ham. Hun kunne muligvis få en anden slave til at piske ham, mens hun observerede det hele, og den tanke fik hende helt til at overveje det, da han bestemt havde fortjent det! Det var meget muligt, at han havde gjort søde ting ved hende, som reddet hendes liv for eksempel, men stadig skulle ret være ret, og når en slave var sin herre ulydig, var det ganske normalt at personen blev fysisk straffet. ”Jeg er på ingen måde dobbeltmoralsk! Den eneste grund til, at jeg giver dig ret, er fordi du ville have ret i lige netop den udtalelse. Det er ikke mit problem, at du har en forvirret holdning til alt andet,” sagde hun med et skuldertræk. Hun kunne ikke bruge det til noget, at han fandt hende dobbeltmoralsk og egoistisk, da han var slave, og derfor talte hans mening for ingenting. Han var ingenting, men det havde han tydeligvis svært ved at forstå. Han talte i hvert fald flere gange til hende, som om han var på hendes niveau, og det var han bestemt ikke! ”Det er da heldigt, at du kan se sandheden indenfor visse områder. Men tak,” sagde hun kortfattet, som hun valgte at anerkende komplimenten. Det kom dog bag på hende, at han i det hele taget havde givet hende en, da det ikke just lignede ham at tale pænt til hende. Der var dog en større chance for, at han talte pænt til hende, end hun gjorde til ham, og derfor måtte sandsynligheden være der. Lynende vendte hun blikket mod ham, da han begyndte at tale om hende og mænd på en yderst frastødende måde. ”Var din mund!” hvæsede hun advarende af ham, da hun ikke gad høre på hans meninger omkring hende. Der var dog noget at sige om de mænd, hun valgte, da hun altid udpegede dem der havde noget, som hun manglede, men han kendte ikke til hende og hendes liv, så han bude bestemt ikke tale! Desværre vidste hun, at det var fysisk umuligt at forhindre ham i det, da han elskede at knevre løs, som en eller anden strikkende tante. Irriteret sprøjtede hun noget vand i hovedet på ham, som han lænede sig ind over karet, hvor hun håbede, at han fik det i øjnene og at det ville svide. ”Hvis du var den eneste mand på jorden, ville jeg vælge et liv i cølibat. Så stor er sandsynligheden for, at jeg nogensinde ville gå efter dig, og hvis du tænker dig om, er sandsynligheden derfor lig nul,” sagde hun kynisk og smilede køligt til ham. At han så begyndte at komplimentere hendes krop, måtte ligeledes undre hende, da han rent faktisk kaldte hende for smuk. Tidligere havde han ment, at hun havde så hæslig en person, at den overskyggede alt, så var han ved at ændre mening omkring hende? ”Siden du tydeligvis finder mig smuk, burde jeg måske være bange for, at du vil blive for vild i varmen, hvis nu du har mig så tæt, mens jeg er nøgen,” kommenterede hun roligt, skønt hendes ansigt måtte fortrække sig en anelse, som han lagde armen om hende, og på den vis løftede hende op. Ondt gjorde det, og bifaldt det gjorde hun ikke, men op kom hun da. Håndklædet hjalp hun dog hastigt til med at få lukket om sin krop, så den var komplet skjult for ham. At de så var kommet så tæt på hinanden, at han havde armene om hende, og deres hoveder kun var centimeter fra hinanden, fik hende til at blinke med øjnene. ”Ahem..,” hostede hun falskt og dæmpet for at få ham til at reagere. Hun var desværre stadig svagelig, så af den grund var han nødsaget til at hjælpe hende tilbage til sin seng.

[Deleted]

Bidende var de overfor hinanden, hvor det generelt var utroligt at nogen af dem i det hele taget gad fortsætte, men det var som om de bare skulle have ret hver gang, selvom de aldrig nået til enighed og derfor kom der denne strid mellem dem. Når alt kom til alt, havde han ikke noget imod hende, det var først når hun begyndte at tale ned til ham og viste en grim side af sig selv, at han mistede alt for hende og fandt hendes person direkte hæslig, da det gjorde ham vred at hun troede at hun kunne tillade sig alt bare fordi hun var højere stillet end ham, og derfor gav det ham lyst til at lære hende en ting eller to om morale, selvom han tvivlede på at hun havde nogen. Hans mening om hende var derfor meget splittet og skiftende, da det kom an på hvordan hun talte til ham, for til tider blev hun helt stille, hvor man næsten kunne tro at hun havde en kærlig side, men så var det at hun åbnede munden og hånede ham og så kom den onde heks frem i hende igen og så var de tilbage ved starten, hvor de skændtes. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord og rystede let på hovedet af hende. Dobbeltmoralsk og egoistisk ville han nu fastholde at hun var. ”Åh ja? Og så snart jeg siger noget godt om dig, tror du bare at jeg vil overfalde dig, fordi du tror jeg slet ikke kan holde fingrene fra dig, så uanset hvad jeg gør eller siger, vil du mene et eller andet dårligt om mig,” påpegede han roligt. Alt hvad han forsøgte at gøre, selv af gode ting, vendte hun om til noget dårligt. Det var måske utroligt af ham at komplimentere hende, når hun ikke gjorde andet end at være efter ham og hakke ned på ham, men han ville alligevel se hvordan hun reagerede, hvor han skam også havde ment sin kompliment, for hun var uden tvivl en stærk kvinde, der kunne tage vare på sig selv. At hun så hvæsede advarende af ham, fik ham blot til at trække let på skuldrene og med et smil for sig selv, som han vidste at han havde ret og derfor blev hun hidsig, når han kom ind på det. Han tvivlede ærligtalt på at hun havde elsket baronen, for sådan var hun ikke, hun havde også selv sagt at kærlighed var for småbørn og dumme kvinder, så den troede hun jo tydeligvis ikke på. Da hun så sprøjtede vand op i hans ansigt, måtte han alligevel sidde og måbe, samt blinke let med øjnene, da han ikke just havde set den komme! Han kørte den ene hånd over ansigtet, hvor han havde fået sæbe i det ene øje, som gjorde at han sad og blinkede vildt med øjet og forsøgte at gnide det ud med en finger. ”Jeg synes du sagde det var barnligt at lege med vand,” svarede han, som han ikke kommenterede den rigtige samtale om at hun ikke gad være ham tæt, for det var ikke første gang hun sagde det. Han himlede også blot med øjnene, som hun igen troede at han ville kaste sig over hende. ”Se.. bare fordi du er smuk, så kan jeg skam sagtens styre mig, for som jeg allerede har sagt, så ødelægger din person det tiltrækkende ved dig,” svarede han halvirriteret igen, da han var ved at være træt af at høre på de samme kommentarer om og om igen. Han greb blot fat omkring hende, for at få hende op, hvor han fik håndklædet omkring hende, uden at kigge, selvom de derefter endte med at stå tæt, hvor hans isblå øjne betragtede sig af hendes ansigt. Det var først da hun rømmede sig, at han så væk. ”Nu skal jeg,” mumlede han blot, som han gik en smule ned i knæ, for at tage fat omkring hende og løfte hende op i sin favn, så han kunne bære hende tilbage til værelset, hvor han satte hende fra sig på sengen igen. Han strøg tungen let over sine læber. ”Mit arbejde her er sådan set færdigt.. jeg bør.. gå.”

[Deleted]

Ret havde han i, at Aleksandra ville mene, at han havde en forvrænget tankegang, hvis han nedgjorde hende, men at han var rigtig, men ude på at komme i bukserne på hende, når han komplimenterede hende. Det lignede ikke just, at der var nogen positiv vej udenom, men det var der formentligt heller ikke. Hun kunne dog være ragende ligeglad med, hvordan landet lå, da hun havde den fulde ret til at bestemme, hvad end hun ville gøre med ham. Hvis hun ønskede at nedgøre ham lige meget hvad, var det hende tilladt, eftersom hun havde købt hans sjæl. Hun mente dog, at han lå, som han havde redt, da hun sagtens kunne være god ved sine slaver, for det mente hun rent faktisk, at hun var. Hun gav dem passende mad og logi, hvor de blev passet, hvis der var noget galt. Hun straffede dem også kun, hvis de gjorde noget galt, og desværre for Voltaire, så gjorde han noget galt altid. Han havde i hvert fald dødsdømt sig selv med sin flabethed fra start af, hvor der også var den mindre detalje, at hun direkte foragtede sensuelle dæmoner, og det var han desværre halvt. ”Kan du måske holde fingrene for dig selv? Man ved trods alt aldrig, hvad man kan forvente af din slags.. Fattige og sensuelle dæmoner.. Men jeg skal nok sige til, hvis jeg finder noget godt, som man kan sige om dig,” sagde hun kortfattet. Hård og kold måtte hun lyde, når man tænkte over, at han havde reddet hendes liv, men hun var ikke god til sin kærlige side, og Voltaire gjorde noget ved hende, som hun ikke kunne forklare. Hun havde et behov for at nedgøre ham, selvom han til tider gjorde ting, som hun rent faktisk godt kunne lide. Det var et sted underligt, men ikke noget hun videre gad fundere over, da hun trods alt havde ret i, at hun måtte behandle ham, som det lystede hende. At han begyndte på det med at lege med vand igen, fik hende til at fnyse, inden hun afvisende vendte blikket fra ham. ”..Eller måske nærrede jeg et håb om, at vandet og sæben muligvis ville gøre dig blind,” svarede hun koldt, skønt sandsynligheden for det måtte være større. At han valgte at nedgøre hende igen, fik hende til at skule ad ham. Det undrede hende dog ikke, at han tog sine ord tilbage, da det trods alt var ham, og den sidste ende kunne ingen af dem lide den ande. ”Og det gør mig kun lykkelig at høre, at du på ingen måde finder mig tiltrækkende.. De ville desuden være latterligt af dig at føle sådan, da du i så fald kun ville blive afvist,” svarede hun irriteret igen. Væk fra ham så hun, da han hankede op i hende, så hun kom op at stå i badekarret. Det var først, da han blev ved med at have hende tæt ind til sig, at hun måtte vende blikket imod hans og rømme sig. Det gik trods alt ikke, at de stod hinanden så tæt! Direkte upassende var det nemlig, når hun var nøgen inde under håndklædet, og derfor glædede det hende, at han langsomt måtte reagere. Tænderne bed hun smertende sammen, som han løftende hende op i sin favn, hvor hun holdt en hånd på hans skulder, til han satte hende fra sig igen. Underlig syntes stemning pludselig at være mellem dem, som hun næsten ville sige, at hun fandt den helt … akavet, efter at han havde løftet hende op i badekaret. Hun bed sig selv i læben, hvor hun ikke valgte at se på ham, skønt han henvendte sig til hende, med sin egen mærkelige sætning. For hende kunne han nemlig helt lyde usikker. ”Gå du bare..,” sagde hun kortfattet, mens hun blot blev siddende i sengen og holdt om håndklædet, som hun ventede med at tørre sig til han gik.

[Deleted]

At Aleksandra begyndte at nedgøre Voltaire igen, fik ham til at sukke. Når hun endelig faldt til ro og stoppede, så forsøgte han rent faktisk at være sød og god, ligesom han havde komplimenteret hende, men hun ødelagde det hele, som hun så nedgjorde ham og det fik ham til at svare igen, da han ikke fandt sig i den måde hun talte til ham på, når han aldrig havde gjort hende noget. Det eneste han havde gjort, var at tale, at hun så ikke kunne tåle at han svarede igen var ikke hans problem. Han havde aldrig sat så meget som en finger på hende, hvor han tilmed havde reddet hendes liv og blev og passede hende! Men dobbeltmoralsk og egoistisk var hun og nu hvor hun nedgjorde ham igen, så måtte det kun minde ham om hvilken heks hun var, hvor han bestemt ikke brød sig om hende! Han fnøs blot let for sig selv, som han helt kunne fortryde at han havde komplimenteret hende i det hele taget, da hun var og blev forfærdelig hæslig som person! ”Overanstreng dig nu ikke for meget, vi skulle nødig have at du ligger døende igen,” kommenterede han spydigt igen. Her var han rent faktisk sød og så blev hun sådan? Det fandt han sig bestemt ikke i! Dumme kvinde! Nogen burde sætte hende på plads! Selvom det nok var lidt umuligt når hun alligevel var halvt fordærvet sådan som hun var blevet skadet. ”Jeg må desværre meddele dig at der skal mere til end vand og sæbe for at slå mig ud, prinsesse,” svarede han kækt igen, skønt hun havde formået at få sæbe i hans øje, hvor det sveg, skønt han formåede at få det ud igen, så det stoppede, selvom øjet havde antaget en lidt mere rød farve. At hun så blev irriteret tog han sig ikke af, da hun havde fortjent at blive nedgjort, sådan som hun var efter ham og behandlede ham, for han havde aldrig gjort hende noget! Det var ikke hans skyld at hun ikke kunne tåle at få lidt modstand igen! Hun var og blev forfærdelig! ”Jeg kommer aldrig til at føle sådan for dig desværre, så dit ønske om at afvise mig, kommer heller ikke til at ske. Man skal være både blind og døv, for at ønske dig,” svarede han flabet igen. Når hun nedgjorde ham, talte han automatisk nedladende til hende igen, som tegn til at han ikke fandt sig i det og så måtte hun jo vælge at lukke munden eller svare igen, hvor det altid blev det sidste desværre. At det hele så måtte synes at blive stille, som de stod helt tæt og blot så på hinanden, fandt han helt.. underligt. Det var også først da hun rømmede sig, at han kom til sig selv, hvor han valgte at løfte hende op, kun for at gå ind på værelset med hende igen og sætte hende fra sig. Han lagde ikke mærke til at hun ikke så på ham, da han heller ikke så på hende. Han skævede kun kort mod hende, da hun sagde at han blot kunne gå, selvom hans blik hurtig blev fjernet igen. ”Udmærket.. du må kalde hvis smerterne bliver for slemme, hvis du har brug for noget eller hvis noget andet er galt,” svarede han som han gik mod døren, hvor han i en akavet bevægelse, stoppede op og skævede tilbage mod hende. ”Se om du kan få noget mere hvile,” opfordrede han hende, som han åbnede døren, kun for at forlade hendes værelse, hvor han gik derfra med en.. underlig følelse i sit indre.

//Out