Friend or foe?

[Deleted]

Julemåneden var blevet skudt i gang, og med den kom de korte dagstimer og snevejret. Det var kun eftermiddag, men solen var næsten allerede gemt væk i horisonten. Meget havde den dog heller ikke hjulpet på, da vejret alligevel havde været overskyet hele dagen, hvilket resulterede i de kolde hvide snefnug der dalede ned fra himlen. Man kunne roligt sige, at dagene drastisk var blevet forkortet på ganske kort tid, hvor nogle sikkert ville mene, at det hele bare var trist og mørkt det hele. Aleksandra anså det dog for at have sin egen charme, skønt det krævede, at man var iført godt og varmt overtøj, selvom det ikke kunne fjerne den røde farve fra de frysende kinder, som de altid måtte være udsatte. Sneen havde lagt sig i et fint, tyndt og hvidt lag, hvor det tilsyneladende var hele Dvasias der havde fået lagt dette kolde tæppe over sig. Hun var nemlig taget af sted fra Atterlin, hvor det havde sneet udenfor hendes vindue, og nu stod hun i Marvalo City der mildest talt lå i den anden ende af Dvasias. For normale personer ville det være et helvede at rejse den afstand, da vejene var sværere at komme igennem, men hun var heldigvis ingen helt normal kvinde. Hun kunne nemlig med et blink teleportere sig fra det ene sted til det andet, og det var den teknik hun havde gjort brug af i aften. Det var generelt sådan, at hun kom omkring, som det faldt hende mest naturligt, når magien drev i hendes varme årer.
Rolige var Aleksandras skridt, som hun lavede et mærke af fodaftryk efter sig, som hun bevægede sig hen over den utrådte sne. Komplet tavshed var der omkring hende, hvis man så bort fra vindens evige kølige hvislen, som den drev over det relativt åbne område. Det var ikke just dette sted, at hun mest kom, som hun faktisk kun havde været her et par gange i sit liv. Sine behandskede fingrer lod hun let køre over en af de store granitsten, som hun bevægede sig rundt inde i den tomme cirkel. Hun kunne fornemme de magiske spændinger stedet besad, og det måtte helt fascinere hende, som magien vel var hendes barn. Relativt sikkert burde der være her i dag, da hun ikke havde hørt rygter om nogen forsamlinger, og derfor var hun søgt hertil. Der var dog en risiko for, at hun ville støde på en warlock, da stedet trods alt var ment for hendes slags. Det burde dog gå, da hun ikke direkte var ude på ballade, skønt hendes sind var irriteret på grund af den nyanskaffede slave, hun havde fået sig. Fritiden brugte hun derfor også på at afklare sit hoved, hvor det var behageligt at være ude og ånde frisk luft, samt være et sted, hvor magien var at føle. Hånden trak hun roligt til sig igen, som hendes hænder igen svandt ind under den lysebrune pelsponcho hun bar. Beskyttet mod kulden var hun, som pelsen holdt hende varm, mens hun i forvejen bar en langærmet sort kjole, og knælange støvler med fåreuld i.

[Deleted]

Med vintermånederne kom sneen, der allerede havde lagt sig fint over jorden, det var i denne tid at det var lettere at jage, eftersom ets bytte efterlod fodspor, selvom det ikke var nær så godt, hvis man selv var byttet. Efter at Konstantin var blevet dræbt af den magiske vampyr, havde han været meget påpasselig med ikke at søge for længe ude, desuden så gjorde han det heller ikke af en anden årsag: Malisha. Han havde fået hende hentet hjem, skønt hun nægtede at vise sig i offentligheden, hvor hun mest af alt havde lyst til at stikke af igen. Ingen vidste hvor hun var, foruden ham, eftersom det var ham der havde fundet hende og fået hende bragt med sig hjem. Hun var dog rimelig deprimeret, hvilket gjorde at det næsten var uudholdeligt at blive ved med at være indenfor, derfor var han også kun glad for at han havde sit job, nu hvor han stod som Hertug igen, hvilket var noget som han var stolt af. Han vidste dog at racen var ved at være i oprør blandt hinanden. De fleste troede at Malisha var død eller også stemplede de hende som en kujon, der var gået under jorden efter tabet i Procias. Han forstod dog godt at hun ikke havde lyst til at vise sig, men han havde forsøgt at få hende til at komme med op til kongen, så hun kunne træde af sin lederpost med bare en smule ære, for det var jo lidt svært at skulle styre en race, når man ingen magi besad og det gjorde hun jo ikke længere. Han var dog også på udkig efter en kur til hende, som gjorde at hun muligvis kunne få sin magi igen, og det førte til noget helt andet, som han havde fundet ud af at hans fætter var død og i hans fætters krop var der en gammel vens sjæl, Ezekiel. Manden brugte hans fætters krop som hylster, hvilket han ikke just var særlig begejstret for, for hvis hans fætter var død, så ønskede han at begrave ham og give ham den ære. Det eneste familiemedlem, som han havde kunnet lide, var nu død, hvilket var en tanke som gjorde ham trist, for han følte sig jo lidt skyldig i sin fætters død, de havde været oppe at slås, og manden var gået vred herfra og var ikke kommet tilbage igen. Han havde dog spurgt Ezekiel til råds omkring Malishas magi, men manden var ikke i stand til at hjælpe dem, ikke endnu vel og mærke, ikke før han var alkymist igen, derfor bar han endnu et håb om at gøre Malisha normal igen.
Konstantin befandt sig i øjeblikket i Mørkets Cirkel. For mange andre lignede det blot en cirkel af granitsten, men kun warlockerne kendte hemmeligheden om selve opholdsstedet. Cirklen førte nemlig ned til en underjordisk by, hvor alle warlocker var i stand til at komme ind og kun folk ledsaget af en warlock kunne komme hertil, skønt det sjældent skete. Han gik op langs de snoede gange, som han var på vej ud af cirklen. Han var som en spion, holdt altid øje med hvad der skete, for nu hvor der ikke længere var nogen leder, så forsøgte racen at finde en ny, skønt visse endnu var loyale overfor Malisha. Han selv bar en grå uldkappe med pels i kanterne, hvor han bar nogle knæhøje støvler, med uld indeni, så han var i stand til at holde varmen. Tøjet indenunder bestod af det samme fine jakkesæt, hvor selve habitjakken var lavet af bomuld, så selv den var varm. Han gik roligt mod udgangen af den magiske by, og stod man udenfor cirklen, ville man se en port af magi åbne sig, som han roligt trådte ud i vinterkulden.

[Deleted]

Køligt var vejret, men selvom Aleksandra var bevidst om den underjordiske by der herskede under cirklen, søgte hun ikke ly dernede. En enspænder kunne man vel godt kalde hende, som hun sjældent socialiserede sig, og samtidig med det, så havde hun haft et par uheldige sammenstød med nogle højtstående warlocks, så på den vis kunne det måske være klogt at holde sig en smule på sidelinjen. I hvert fald for et stykke tid. Hun havde desuden sit eget at spekulere over, som hun havde nok at tage sig af på sit palæ, efter at en ny plan havde fået fæste i hende. Planen gik måske endnu ikke som ventet, men man kunne heller ikke regne med det perfekte resultat ved det allerførste forsøg, man gjorde sig. Derfor var hun endnu tålmodig og håbefuld. De seneste par dage havde hun primært brugt på studierne, men som hun havde bevæget sig udenfor sin dør igen, kunne hun nu slappe af, som hun kunne aflede sine tanker, og bare nyde natten for sig selv. Blandet måtte det går, som hendes vinproduktion skred lovende frem. Der var bare visse elementer der måtte irritere hende, som hendes nye slave, der på ingen måde nærede en situationsfornemmelse. Så havde der været mødet med Malishas søster der havde forløbet blandet, som kvinden havde lydt fuldstændigt hjernevasket, men samtidig havde hun vækket en smule interesse, da hun ikke havde været psykotisk som sin kære søster. Hun fugtede let sine fyldige læber, som kulden gjorde dem helt tørre. Som det blev mørkere og mørkere, antændte hun en lyskilde, så hun kunne se, hvad der foregik omkring hende. Hun havde trods alt et ganske almindeligt menneskesyn, som hun ikke kunne se ligeså godt som nattens væsner, så derfor måtte hun antænde et lys for at se, hvad der foregik omkring hende. Stedet var trods alt komplet øde, og himlen var til en ringe hjælp, som himlen var dækket til af skyer, hvor fnuggene også dalede stødt ned til landjorden. Nysgerrigt vendte hendes blik, som hun fornemmede, hvordan intensiteten af magi steg. Noget der kun kunne betyde, at en anden warlock var på vej. Rolig var hun endnu, da hun ikke var direkte fjendskt anlagt, når det kom til fremmede, så derfor stoppede hun roligt op, mens hun så mod den magiske port der langsomt opstod. Opmærksomt så hun til, som en mandelig skikkelse langsomt trådte ud. Med et stift blik, betragtede hun ham, for hvad var lige sandsynligheden for, at det lige netop var denne mand der trådte ud? Den måtte være direkte minimal. Igen fugtede hun sine læber, som hun tænksomt betragtede manden. Hun kunne genkende ham til hver en tid, og dette var bestemt ingen undtagelse. Det var måneder siden, at de sidst havde set hinanden, men mødet var trods alt ikke gået fremragende, ligesom hendes møde med hans trolovede havde gået op i hat og briller, som hun var endt i en duel med den kære leder. Hvordan han ville reagere på hendes tilstedeværelse ville derfor blive sjovt at se. ”Konstantin, min kære! Hvem skulle dog have troet, at vi ville støde ind i hinanden på denne vis?” spurgte hun roligt, som hun gav sig selv til kende.

[Deleted]

For Konstantins vedkommende var det rart at komme ud og få lidt frisk luft, eftersom Malisha var ved at drive ham til vanvid derhjemme, han kunne ikke gøre noget for hende, uden at hun blev sur på ham, fordi hun var deprimeret over at have mistet sin magi og det nyttede ikke engang at komme med nogen opmuntrende ord, for det gjorde hende kun langt mere deprimeret. Derfor forsøgte han også at finde en måde at få hendes magi tilbage på alene, da hun alligevel ikke gad lytte på ham. Han havde dog meget at lave angående arbejdet, hvilket gjorde at han fik en pause fra Malisha af og til og selvom han havde foreslået at de kunne tage ud på en tur, eller tage til et helt andet land for at slappe af nogle dage, så var hun fast besluttet på at gemme sig på herregården. Vinteren var ikke just hans yndlingsårstid, da alt var koldt og vådt, ligesom det blev besværligt at føre sig frem på grund af al sneen. Han vidste ikke hvad han gjorde med racen, for selvom det næsten var fristende at tage over for Malishas arbejde, indtil hun fik sin magi tilbage igen, så var han ikke nogen leder, tværtimod egnede han sig slet ikke til posten, dog fandt han det som en skam at warlockerne nu kæmpede indbyrdes med hinanden, for at få fat i lederstillingen. Selvom han kunne være fløjtende ligeglad, så var han det ikke, for han var en stolt warlock og så naturligvis helst at den førte sig frem med æren i behold, men nu virkede alt til at være i et stort kaos, kun fordi Malisha absolut skulle lave sin tåbelige udflugt til Procias, hvor alt gik i vasken.
Med rolige skridt, kom Konstantin ud af portalen, hvor man kunne høre hans fodtrin i sneen. Portalen lukkede bag ham igen, hvor han kun nåede at gå et par skridt, inden han opfangede en anden aura i nærheden af ham. Det gik ikke længe før vedkommende talte til ham, hvor han opdagede at det var Aleksandra. Den kvinde havde han ikke set i … måneder? Og meget var sket siden deres forrige gang, han havde fået sin titel tilbage, han var ikke længere trolovet på grund af Aleksandras møde med Malisha, skønt han endnu bar sin ring, da det ikke var slut for ham. Meget var denne kvinde skyld i, når det kom til hans liv, som hun havde ødelagt en del. Tænderne bed han fast sammen, som han vendte de mørke øjne imod hende. ”Aleksandra!” vrissede han. Deres forrige møde havde ikke foregået særlig godt, da de begge havde formået at køre hinanden op i en spids, skønt han dog var blevet til middag. Han stoppede op, som han ikke tog blikket fra hende. ”Hvad laver du her? Så vidt jeg ved, har du aldrig været typen der socialiserede sig med racen,” spurgte han i en kortfattet tone. Skulle han virkelig til at gå igennem hele helvedet igen? Hun var da godt nok den sidste person han havde lyst til at støde på og så skulle det ske alligevel? Han følte sig omringet af sort uheld. Til gengæld så havde han også en høne at plukke med hende, og denne gang slap hun ikke let!

[Deleted]

Aleksandra var ikke overrasket over det faktum, at hun fik selskab af en anden warlock, da hun derimod havde forventet det, eftersom stedet trods alt summede af magi. At personen der så dukkede op var en af hendes gamle elskere, og nu en hun havde et hektisk forhold med, havde hun ikke lige regnet med, for hvad var chancen egentligt for, at de to lige præcis skulle støde helt tilfældigt på hinanden? Sandsynligheden var der selvfølgelig altid, eftersom de også helt ubevidst var rent ind i hinanden på De Magiske Marked efter adskillige århundreders adskillelse. Man kunne ikke just sige, at de havde et godt forhold til hinanden længere, da det derimod var ekstremt anspændt mellem dem. Det havde nemlig startet ud med, at han havde været vred over det faktum, at hun i sin tid havde forladt ham, da de åbenbart begge to havde haft følelser for hinanden. Nu gik hun også ud fra, at hun ville få en skideballe over sit møde med Malisha, for hun vidste udmærket godt, at hun havde fordrejet sandheden en anelse overfor hans forlovede, skønt hun skam også havde sagt et par sandfærdige ting. Tydeligt var det for hende at mærke, at det var Konstantin hun stod overfor, da hun ikke kun kunne genkende ham ud fra hans ydre, da hun også kunne fornemme hans stærke magiske aura. En aura der også altid havde fascineret hende, da hun altid havde haft en forkærlighed for de stærke. At han så vrissende sagde hendes navn, fik hende blot til at smile, hvilket sikkert ville irritere ham. Glad var han vidst ikke for gensynet, og derfor burde hun måske passe en anelse på. Hun vidste nemlig, hvor stærk han var, men på den anden side, så havde hun også fundet det umådeligt sjovt at tirre ham. ”Som du kan se, så er jeg kommet alene, så jeg har stadig ingen intention om at melde mig ind i Jeres små sekter. Jeg klarer mig endnu fortræffeligt alene. Tak fordi du spurgte, min kære,” spurgte hun roligt, uden smilet falmede på hendes læber. De grågrønne øjne holdt hun på hans skikkelse, skønt han var sværere at se end hende, da hun selv havde fremmanet en magisk lyskugle ved sig, så hun kunne se, hvad hun selv lavede. Mørkt blev det trods alt overraskende hurtigt, som det kun var i få timer man fik lov til at se et glimt af solen, og de timer var desværre lige passeret. ”Men fortæl mig endelig, hvad du går og bruger tiden på,” bad hun i en indbydende tone. ”Af hvad jeg ved af, så er der i hvert fald gået tre måneder siden dit seneste besøg hos mig, og jeg tvivler på, at du har siddet helt indelukket i al den tid.” Som tiden var gået, så havde hun skam hørt, at han havde fået sin titel som hertug tilbage, så det måtte han vel være fuldt ud tilfreds med. Hun vidste dog ikke, hvordan det gik på status fronten, som hun selv vidste, at hun havde draget Malisha længere væk fra Konstantin, under hendes møde med kvinden, og nu var kvinden åbenbart stukket af. Om Konstantin vidste mere om det faktum, kunne nu være interessant at høre.

[Deleted]

At Konstantin skulle støde på Aleksandra igen, var da klart det værste som kunne ske ham! Hans humør var i forvejen ikke særlig godt, fordi han havde en masse på hjemmefronten som han skulle kæmpe med, særligt når det kom til Malisha, som Aleksandra havde gjort oprevet, så hun var ikke en kvinde der stod i hans gode bog! At han så skulle støde på hende her af alle steder, var da nok det han havde forventet mindst, eftersom hun aldrig havde været typen der havde omgået sin egen race eller socialiseret sig, altid havde hun været en enspænder, det kunne næsten også helt forundre ham, hvorfor hun var blevet hos ham, medmindre det var fordi hun havde nydt af den luksus han havde givet hende, hvilket ikke ville forundre ham, når alt kom til alt, så var hun en falsk kvinde og han var ved at være godt og grundig træt af hende! At hun så skulle stå der med det smørrede smil om læberne og svare ham i den tone, som om alt var godt mellem dem, var noget som irriterede ham. Normalt var han en tålmodig mand, men med alt det som Aleksandra havde skaffet ham at ballade derhjemme, så var hans tålmodighed virkelig ved at være løbet ud og han måtte erkende at han snart ikke gad spille flink mere, når hun kun så ud til at blive ved med at tirre ham og sætte ham i dårligt lys med vilje. ”Ak ja, den lille enspænder, der indtager verden helt alene, det er utroligt at du har klaret dig så længe, men i sidste ende falder du ,det gør de der står alene altid,” endte han kortfattet og køligt, som han ikke tog blikket fra hende. Han tog ikke blikket fra hendes skikkelse, hvor hun heller ikke var svær at se, fordi hun havde en lyskugle ved sin side, hvor han stod i det rene mørke, skønt man sagtens kunne ane hans skikkelse, da solen kun lige var gået ned og det derfor ikke var helt mørkt endnu. Selvom hans magi tilhørte mørket, var han blevet langt mere påpasselig når han søgte ud ved nattens frembrud, netop fordi han havde stødt på denne magiske vampyr der havde taget hans liv, ganske vidst havde han haft flere brækkede ribben, da det var sket, hvor han nu var frisk som en fisk og derfor kunne forsvare sig selv, men alligevel vidste han at den vampyr ikke var normal, så var han yderst påpasselig med hvem han stødte på! Han endte med at knibe øjnene sammen til hendes ord. ”Jeg synes at du skal droppe dine små julelege Aleksandra, takket være dig smed Malisha ringen fra sig, fordi du har fordrejet hele sandheden!” svarede han vrissende, som han tog et faretruende skridt imod hende, imens hans aura måtte gnistre en smule, som han mærkede hvordan det begyndte at krible i ham. Hun skulle på ingen måde være kæk overfor ham, for så ville han ikke tøve med at sætte hende på plads en gang for alle, for hans tålmodighed var virkelig sluppet op! ”Og du skal ikke sætte min tålmodighed på en prøve, for jeg vil ikke tøve et eneste sekund med at flå dig levende denne gang, du har simpelthen valgt at pisse på den forkerte,” tilføjede han i samme kølige og advarende tone, som han tog endnu et skridt imod hende.

[Deleted]

Aleksandra vidste godt, at hun meget vel havde lagt sig ud med de forkerte personer, men hun havde vitterligt aldrig troet, at det nogensinde ville gå så vidt. Dengang hun havde været sammen med Konstantin, havde han nemlig ikke været andet end en del af hendes magtspil, men så havde hun været så dum at forelske sig manden. Det havde også kostet hende, som hun havde måttet trække sig tilbage, da hun ikke havde kunnet tillade kærlighed i sit liv. Derfor havde hun flygtet fra ham, hvor han havde været komplet uvidende om hendes intentioner, og hendes følelser for ham. Senere viste det så at bide hende i røven, da Konstantin tydeligvis ikke længere brød sig om hende. Underligt svært var det dog for hende, da det helt fik hende til at føle sig splittet, da hun trods alt ikke fuldkommen kunne glemme den kærlighed, hun engang havde følt for ham, og derfor kunne hun ikke skade ham på samme måde, som hun kunne skade mange andre. Det havde også sat hende i unåde hos sin leder, da det trods alt havde været hendes forlovede hun engang havde ligget med, og det havde kostet hende en kamp med en af de mægtigste warlocks. Hun var dog sluppet helskindet derfra, som hun rent faktisk havde formået at skade den kære leder, og få hende til at ligge for hendes fødder, til hendes egen fryd. Køligt smilede hun til Konstantin, som han nedgjorde hendes levestil. ”Hvis din teori skulle holde, så må du vel helt ærgre dig over det faktum, at jeg er ligeså gammel som dig, og at jeg stadig vandrer uskadt rundt på denne jord. Desuden, sidst jeg så mig selv i spejlet, så klarede jeg mig helt strålende, så jeg tvivler på, at jeg forsvinder den kommende tid,” svarede hun ham smørret igen. Fjendsk forekom han hende, men det havde han også gjort under alle de møder, de havde haft, efter deres gensyn efter århundreders adskillelse. Det lignede dog ikke, at han hadede hende nok til at skade hende, eller endnu værre, slå hende ihjel. Muntert måtte hun helt slippe en latter, da han sagde, at hun udelukket var skyld i hans brudte trolovelse. ”Åh, min kære.. Meget har jeg måske gjort gennem tiden, men jeg er ikke skyld i, at din psykotiske kæreste smed ringen i hovedet på dig. Da jeg mødte hende, fortalte hun mig, at hun allerede havde forladt dig. Det var først derefter, at jeg valgte at oplyse hende og vores mindeværdige fortid sammen,” svarede hun roligt, uden hun tog blikket væk fra ham. Det kunne godt være, at de endnu ikke havde forsøgt at udrydde hinanden, men hun var endnu på vagt. Det var hun trods alt altid, og hun vidste ikke, om han udelukkende følte rent had, når han så på hende nu. Det kunne næsten forekomme sådan. ”Så så.. Der er ingen grund til at hidse sig op. Jeg kom ikke med den bagtanke at være ude på ballade,” sagde hun stilfærdigt, mens hun så, hvordan han nærmede sig i hende. Automatisk mærkede hun, hvordan magien kriblede i hende, som hun helt fornemmede hans truende adfærd, og hun skulle være parat, hvis han valgte at angribe! Som han nærmede sig hende, trådte han også ind i lyset, hvilket heldigvis gjorde ham langt lettere at spotte.

[Deleted]

Man kunne næsten sige at det var en skam at det var gået sådan mellem dem som det var, når man tænkte på hvor gode og kærlige de havde været overfor hinanden før i tiden. Konstantin kunne ikke komme udenom at Aleksandra var den eneste elskerinde som nogensinde havde betydet noget for ham, skønt han også havde ladet det gå for vidt mellem dem, men det kunne han ikke ændre på. Og hvem vidst hvordan det ikke var gået dem, hvis hun havde valgt at blive? Han vidste dog endnu ikke hvorfor hun havde valgt at skride fra ham, men det som havde ødelagt alt mellem dem, var hende. Hun var smuttet og han havde ikke hørt et eneste ord og siden da havde de kun tirret hinanden yderligere, og nu hvor hun valgte at manipulere med Malishas skrøbelige sind, når det kom til ham og andre kvinder, så havde hun virkelig valgt at gøre det forkerte træk, og det skulle hun komme til at bøde for! Godt nok var Malisha tilbage på hans herregård, men tingene var på ingen måder som de var før, og den tanke irriterede ham grænseløst, det var så ikke kun Aleksandras skyld, da det også var det faktum at Malisha havde mistet sin magi, som gik hende på, hvor han forsøgte at holde hendes humør oppe, men det var svært. Han følte sig snart helt fortabt når det kom til kvinden, men han var skam ude og søgte efter en kur til at få hendes magi tilbage igen. ”Tro mig, jeg er skam ærgret over at du er her endnu, desuden så er jeg sikker på at den tid nok skal komme før eller siden, så god du er til at skabe dig fjendskaber,” svarede han køligt igen, som smilet på hans læber blev kynisk. Hun var ved at gå ham utrolig meget på nerverne og det var endda selvom han ikke var i hendes selskab, for det hun havde gjort ved Malisha, var noget som virkelig måtte gøre ham arrig! At hun så skulle stå og direkte grine af ham, fik ham til at sende hende en direkte advarende og et lettere dræbende blik. ”Var din tunge, Aleksandra!” hvæsede han arrigt, som det helt måtte slå gnistre fra hans fingre, af den sorte magi, der begyndte at summe i hans krop, som han kunne mærke at det blev mere og mere fristende at gå til angreb, hvilket han bestemt heller ikke ville tøve med denne gang, for nu havde han virkelig fået nok af hende! ”Fordi jeg var hjemme hos dig, smed hun ringen og fordi du så skulle møde hende og fylde hende med løgne, gjorde det bestemt ikke bedre, og at du skal lyve om det, kommer du til at bøde for,” svarede han kortfattet og lettere faretruende. Han havde en høne at plukke med hende, for det hun havde gjort og denne gang ville han bestemt ikke se mildt på det! Et kynisk smil gled over hans læber, som han stillede sig foran hende. ”Hvem prøver du at narre? Alle steder du går, har du intentioner om ballade, eftersom du tirre mig med vilje, og du løj overfor Malisha med vilje, for at sætte mig i et dårligt lys, som tilmed lykkedes dig,” svarede køligt, hvor han roligt løftede den ene hånd og lod en finger stryge hende over kinden og ned mod hendes kæbe, som han fulgte. ”Du har forårsaget mig mange problemer, siden vi stødte på hinanden på markedet, men hvis du knæler for din hertug og viser respekt, så kan vi godt se bort fra det,” svarede han lettere nedladende, som der ikke var nogen tvivl om at han ville se hende underdanig og se hende være ydmyg, hvilket han vidste at hun hadede, så han tvivlede på at hun ville gøre det.

[Deleted]

Ændringerne på Aleksandras og Konstantins forhold var utrolige, som de for et par århundreder siden vel næsten havde elsket hinanden, og nu var der en dyst mellem dem, om hvem der kunne tirre den anden mest. På sin vis gjorde det ondt på hende, da hun ikke kunne glemme de følelser, han engang havde formået at sætte i hende. Hun foragtede dog de følelser, så hun prøvede konstant at skubbe dem væk, og det kunne deres skænderier muligvis være en god hjælp på. Hun følte dog endnu ikke for at gøre ham reelt fortræd, men det kunne vel komme med tiden? På sin vis var det også noget hun ønskede sig kom, da hun ikke brød sig om følelsen af at være en smule bundet til en person, da det svækkede hende, og hun ville gerne være fri til at gøre, hvad end hun ville. Det tydede dog ikke på, at han befandt sig i samme dilemma som hende, da han direkte fortalte hende, at han ville ønske, at hun bare døde. Det fik hende også til at knibe øjnene sammen, skønt det endte med, at et irriterende kynisk smil dukkede op på hendes fyldige læber. ”Det er vel nok ærgerligt for dig, for jeg har skam ikke i sinde at gå nogen steder lige foreløbig. Jeg nyder min nuværende tilstand, og jeg har skam i sinde at holde fast i den,” svarede hun smørret igen. At han så også blev helt arrig, og sendte hende samme dræbende blik, som Malisha for et par måneder siden havde sendt hende, hævede hun dovent det ene øjenbryn. Hun havde skam ikke i sinde at tie stille, som hun skam ville have sine meninger frem, og det skulle hun nok også få. Det ville muligvis ikke blive et kønt syn, men hvad fanden. ”Kan du ikke klare at blive svaret lidt igen? Det er en vrede du vidst hellere må få styr på,” sagde hun i en flabet tone. Flygtigt så hun ned på hans hænder, som det var tydeligt for hende at se, hvilket vrede han måtte føle indvendigt, når han så hende. Det fik også hende til at fokusere en smule mere på sin egen magi, da hun ville være klar, hvis han havde tænkt sig at lade helvedet bryde løs. Hun ville skam ikke stå uforberedt og lade sig overrumple af ham! Det var ikke sådan en kvinde hun var, og hun tillod heller ikke at blive nedgjort af ham på den måde, som han bestemt ikke skulle få hende ned med nakken! ”Det er så dit valg, at du valgte at komme hjem til mig. Jeg lagde dig trods alt ikke i lænker, så det er din egen sag, at du ønskede at blive hos mig. Og til din orientering, så kan jeg sige, at din kæreste ikke bare blev fuldt med løgne. Jeg fortalte hende bare, at jeg for en tid fik dig til at glemme hende. Husker du ikke længere den tid, kære? Dengang jeg gjorde dig så glad, og vi levede sammen?” spurgte hun med en sukkersød stemme. Hun vidste, at hun talte sandt, men det skulle ikke undre hende, at hun med sine ord tirrede ham endnu mere. Hun forsøgte nu heller ikke at gøre sagen bedre mellem dem, da hun ganske enkelt ikke kunne lade være med at blive ved, når de begge var kommet i gang. ”Vil det så sige, at trolovelsen er brudt? Jeg må ærligt sige, at det efterhånden var på tide, sådan som du aldrig har respekteret forholdet med hende,” svarede hun roligt igen. At han så kom over for at stryge hende over kinden, mærkede hun hurtigt, at det ikke var noget kærligt kærtegn, men mere end nedladende handling. Det fik hende også til irriteret at slå hans hånd væk, hvor hun også valgte at træde nogle skridt væk fra ham, som hun lod den flade sten i midten af cirklen stå mellem dem. ”Tror du seriøst på, at jeg nogensinde vil bøje mig for nogen? Og så for dig igen?” spurgte hun i en hånende tone, mens hendes blik faldt koldt på ham.

[Deleted]

Engang havde Konstantin rent faktisk holdt af denne kvinde, selvom det vel også lidt var det, der havde fået ham til at reagere med vrede de sidste par gange? Det havde jo faktisk rørt ham, da hun havde valgt at skride dengang, for det var jo ikke bare en lille flirt de havde haft kørende, hun havde boet sammen med ham på hans herregård, hvor det havde stået på i flere år, eftersom ham og Malisha ikke havde haft noget kørende på daværende tidspunkt, rent faktisk havde han slet ikke haft kontakt med Malisha på det tidspunkt, for ellers havde Aleksandra ikke kommet sådan ind på ham, som det hun havde gjort. Han havde dog holdt af hende og dengang havde de ikke skændtes det mindste, derfor var det også som om de befandt sig i en hel anden dimension i øjeblikket, eftersom de nu ikke gjorde andet end at skændes, hvor der også var foragt mellem dem frem for kærlighed. ”Pas på med hvad du siger, min egen, nu hvor jeg står som hertug, har jeg mere magt end dig og du skulle nødig få mig som fjende, for jeg kan hurtigt få din titel og alt andet taget fra dig,” svarede han med et kækt smil om læberne, som hans mørke øjne ikke forlod hendes. Hun irriterede ham grænseløst, og sjovt nok skulle der altid være denne fejde mellem dem, som det næsten var umuligt andet. ”Du er velkommen til at svare mig igen, men du skal ikke håne Malisha foran mig, medmindre du ønsker at jeg river tungen ud på dig,” svarede han roligt, som et kynisk smil gled over hans læber. Han var ved at være godt træt af Aleksandra, da hun virkelig blev ved med at være ham en torn i øjet og det var en torn som han nok skulle få fjernet, om det så skulle være med vold. Han fnøs let til hendes sukkersøde ord. ”Åh.. du mener den tid, hvor der faktisk var noget godt i dig? Den tid hvor du faktisk var en blødhjertet kvinde og du kunne have plads til nogen i dit liv? Jo, den tid kan jeg skam godt huske,” svarede han hånende igen, hvor smilet forblev kækt på hans læber. Han kunne skam ikke glemme den tid med hende, da han jo faktisk havde nydt den, ikke at det var ord hun ville høre ham sige længere, da han trods alt havde en kvinde derhjemme og han elskede hende. Hendes følgende ord, gjorde dog hans mine helt udtryksløs. ”Jeg har altid været en kvindeglad mand, du er trods alt kun en ud af mange andre smukke kvinder, der har nydt mit selskab. Men jeg respektere Malisha, hun er den eneste jeg ønsker tæt og jeg har ikke været nogen anden kvinde tæt i lang tid, men holdt mig til hende,” svarede han sandfærdigt, selvom han så godt nok ikke havde været Malisha tæt, eftersom hun nægtede ham det, så han kunne ikke komme udenom at han var ved at være rimelig lysten. At hun slog hans hånd væk, fik ham til at trække morende på smilebåndet, skønt han greb fat i hendes arm, da hun forsøgte at gå væk fra ham, hvor han trak hende ind til sig, så hendes ryg vendte ind mod hans muskuløse front. Han lod en arm glide omkring hendes mave, imens den anden fjernede hendes hår. ”Det kommer an på om du så vil mærke de hårde konsekvenser som følger. Desuden kan det godt være at du er Baronesse, men vi ved begge at du ikke er født til en flot titel, du er måske smuk og kan spille rollen, men inderst inde er du ikke mere værd end en simpel prostitueret, så mange mænd du har lagt i med, jeg tvivler på at folk vil vise dig respekt i længden, hviskede han hende hånligt i øret, som han med vilje angreb hende.

[Deleted]

Om han virkelig kunne fratage Aleksandra alt, vidste hun ikke, men hun vidste godt, at han stod højere end hende i hierarkiet. Det næste hun spekulerede på var, om han virkelig kunne være så led overfor hende og gøre det, for selv kunne hun ikke benægte, at hun ikke var i stand til at gøre med ham, som hun ellers var med mange andre. Det var desværre sivet fast i hende, at de engang havde været lykkelige sammen, men alligevel var hun i stand til at tirre ham, som de mundhuggedes en del under deres møder. Der havde også for et kort øjeblik opstået et angreb mellem dem, og om det ville ske igen i dag måtte tiden jo vise. Det kunne næsten lyde som om, at han havde mistet alt for hende, så hun forberedte sig skam på det værste, mens de stod og talte med hinanden. ”Hader du mig virkelig så meget, at du kunne finde på at gøre brug af sådan et trick?” spurgte hun sigende, hvor al varme også havde forladt hendes grågrønne øjne, som de kun hvilede køligt på ham. Det var også hans egen skyld, da han virkelig forsøgte at træde på hende, som hun havde forsøgt at ruinere hans forhold med Malisha. ”Den kvinde ligger, som hun har redt, så efter den opførsel hun viste mig, siger jeg, hvad der passer mig, når det kommer til hende,” svarede hun køligt igen. Kvinden havde for helvede forsøgt at slå hende ihjel, så det var kun klart, at hun ikke tænkte sommerfugle og blomster, når det kom til det punkt. Om Konstantin kendte til den del af historien, vidste hun ikke, men selv kunne hun kun fryde sig over, at hun havde vundet, eftersom hun havde formået at rive Malishas skulder af led, samt få hende til at ligge for sine fødder. ”Jeg var måske blødsød dengang, men det svækkede mig også kun. Tingene er meget bedre, som de er i dag. Jeg behøver ikke at hænge mig på personer, som du gør,” svarede hun roligt igen og smilede køligt til ham. Hun havde dog ikke været så blød, som han huskede hende, da hun selv kendte til sine hemmelige intentioner med ham. Størstedelen af deres forhold, havde nemlig været et skuespil, som hun havde været nødt til at være mild for at få ham, så mild havde hun været. Det var kun til sidst, at hendes følelser var blevet ægte, og det havde også kun resulteret i, at hun var stukket af, da hun ikke havde kunnet klare ideen om, at hun elskede nogen anden end sig selv. ”Det var vel nok godt for dig. Ønsker du en klapsalve for, at du har tillært dig at være din kvinde tro, eftersom du har krænket hende på alle eksisterende måder?” spurgte hun ham kynisk. At han og Malisha havde forblevet sammen i så mange år, anså hun for at være et mirakel, for han havde på ingen måde respekteret hende gennem det meste af trolovelsen. Da hun forsøgte at skabe en smule afstand mellem dem, da hun følte, hvordan det hele nærmest måtte eskalere mellem dem, mærkede hun hurtigt, hvordan hun blev tvunget tilbage i hans favn. Et favntag hun bestemt ikke nød, da det på ingen måde var godt ment. Hans ord fik det også til at syde i hende, samt såre hende, da han også ramte hende på et personligt plan, da det var ord der kom fra ham. ”Hvis det er sådan du ser mig, så må det vel helt smerte dig, at du forelskede dig i en prostitueret,” svarede hun isnende igen, skønt hun bestemt ikke nød at blive kaldt for en prostitueret, for det var da det sidste hun var! For at komme fri af hans greb, valgte hun at lade sin hånd glide om bag sin ryg, hvor hun hårdt greb om hans ædlere dele uden på bukserne, som hun gav sig til at klemme hårdt om, da hun vidste, at det var en mands ømmeste punkt, så hun vidste, at det ville sende en smerte gennem ham. ”Slip mig!” hvislede hun.

[Deleted]

Om Konstantin virkelig var i stand til at gøre Aleksandra ondt, var han ikke helt sikker på, et sted ønskede han jo ikke at de skulle mundhugges og gøre tingene værre mellem hinanden som de tydeligvis gjorde, men på den anden side ville han ikke tøve med at få hende væltet af pinden, hvis hun fortsat lagde sig ud med ham, for han anså hende snart for at være ham en fjende og en fjende havde han altid gjort kål på, på den ene eller den anden måde. ”Tro mig når jeg siger at du ikke ønsker mig som din fjende, Aleksandra, derfor bør du begynde at tænke dig lidt bedre om, når du lægger dig ud med mig og de som jeg holder kær,” svarede han sigende, som han skam mente sine ord. Der fandtes ikke mange personer som han holdt af, da Malisha næsten måtte stå som den eneste efterhånden, særligt fordi hans fætter nu var død, dog ville han gerne hjælpe en ven i nød, og han havde sagt at han gerne ville hjælpe sin gamle ven Ezekiel, der nu rendte rundt i hans fætters krop. Hvor Aleksandra stod henne, var han ved at blive i tvivl om, for han holdt vel endnu af hende? Men når hun konstant lagde sig ud med ham, så måtte han erkende at han var ved at være godt og grundig træt af hende. Han sukkede en anelse, da de så kom ind på Malisha, hvor han ikke svarede til hendes ord, for han vidste godt at Malisha var noget af en mundfuld, ikke mindst at hun var frygtelig snæversynet, men hun havde dog mange andre værdier, som han kunne lide, hvor hun også var ejer af hans hjerte. ”At jeg åbner op for personer og viser at jeg har et hjerte, er ingen svaghed Aleksandra, når alt kommer til alt vil du stå alene, når tingene brænder på, vil du ikke have nogen til at hjælpe dig, for der er ingen der bryder sig om dig, hvorimod jeg vil have en masse støtte bag min ryg, fordi jeg formår at holde venskaber og kontakter,” svarede han stilfærdigt, som han blot trak på skuldrene. Det kunne godt være at hun anså det for at være en svaghed, men der ville han så vende den om og anse det for at være en styrke, ganske vidst fik ens fjender et ømt punkt at berøre, men han havde klaret sig igennem alle disse år og han stod her endnu, så han anså det ikke for at være en svaghed, desuden kunne folk også bare prøve på at gøre hans kære ondt, for så ville han lade al sin vrede og styrke falde tifoldigt ned på vedkommende og svag var han bestemt ikke! Hendes kyniske ord irriterede ham ganske vidst grænseløst, men denne gang valgte han dog at ignorere det. ”Ja.. giv mig en klapsalve og kys mine fødder, det synes jeg at jeg har fortjent, svarede han hånende og kækt igen. Han vidste godt at han havde været et svin overfor Malisha, men de havde også en kompliceret fortid, og han havde desuden også altid troet at Malisha havde lagt i med andre mænd, så han havde aldrig følt skyldfølelse over at ligge i med andre kvinder, at det så viste sig at være løgn, gjorde det ikke ligefrem bedre for ham. At hans ord sårede Aleksandra, var noget som frydede ham, hvor smilet blev kynisk og dog triumferende. ”Ha! Forelsket i dig? Kom igen Aleksandra, det eneste jeg var forelsket i, var din krop, men igen, mere har du ikke at tilbyde,” svarede han hånende, skønt han måtte bide tænderne sammen, da hun greb fat omkring hans ædle dele og klemte til, hvilket fik ham til at udstøde et støn af smerte og anstrengelse. ”Så så søde skat, ikke her i offentligheden,” svarede han anstrengt og dog kækt, som han greb fat omkring hendes arm og rev hånden til sig, så hun ikke længere havde fat i den ømme del. Han slap hende dog ikke, men holdt hende tæt og fast ind til sig. ”Slippe dig? Jo, jeg kan da godt slippe dig, når jeg har sat dig på plads en gang for alle, for at være en torn i øjet på mig,” hviskede han hende kynisk i øret.

[Deleted]

Aleksandra ønskede just ikke at gøre Konstantin til sin fjende, da hun alligevel holdt af deres fortid tid sammen, samt der var det faktum, at han var en utroligt mægtig mand i det dvasianske samfund, samt warlock. Selv var hun dog heller ikke så let at vippe af pinden, som han kunne få det til at lyde, da hun var snu, og så kunne hun mere eller mindre det samme som ham indenfor magiens verden. ”Jeg ligger mig heller ikke ud med dig, Konstantin. Hvis jeg ønskede at komme dig til livs, så tro mig.. Så havde jeg gjort noget ved det allerede. Jeg kan dog ikke love for din kære Malisha, eftersom hun selv valgte at træde mig over fødderne, da jeg ellers tilbød hende en anden vej,” svarede hun ærligt. Malisha var ham sikkert et ømt punkt, men kvinden havde forsøgt at dræbe hende, så forventede han virkelig at en kvinde som hende så blindt til, når hun blev udfordret på den måde? Hun havde dog ikke i sinde at opsøge Malisha, men hvis de stødte ind i hinanden, som hende og Konstantin havde gjort i dag, så kunne hun ikke love et positivt udfald. Hun rystede let på hovedet til hans ord, som han spåede hende en forfærdelig fremtid, hvor han ophøjede sig selv, fordi han mente, at hun havde folk i ryggen. Hun kunne skam godt skaffe sig venner, ligesom ham, men ægte ville det næppe være fra hendes side af, da folk ganske enkelt havde det med at irritere hende, hvis hun befandt sig med dem i længere tid ad gangen. Trist ville nogen finde det, hvor det også var hans syn på sagen. Hun kendte dog også folk, der kunne lide det ensomme liv, som hun førte, så det var bare at møde de rette personer. ”Så det du siger, er, at jeg intet hjerte har? Er det virkelig det du mener om mig, efter at jeg forlod dig?” spurgte hun sigende. ”Og hvem siger, at jeg ikke har folk, der har min ryg? Du ved intet om mit liv længere. Det eneste du har lyst til, når du ser mig er at nedgøre mig, og du må undskylde mig for, at jeg intet har tilovers for det.” Hun var dog ligeglad med at have venner, eftersom hun klarede sig fint, som hun havde det nu. Hendes liv kørte på skinner, og det var selvom hun muligvis ikke havde så mange kære som ham. Køligt fnøs hun ad ham, som han sagde, at hun skulle give ham en klapsalve og kysse hans fødder. Han måtte da have spist søm! ”Du har absolut intet fortjent fra min side af,” svarede hun afvisende igen. Man kunne roligt sige, at det lignede, at de havde mistet alt for hinanden. Hun havde det dog ikke helt sådan, da han endnu var et ømt punkt for hende, for selvom hun havde straffet sig selv for at føle noget for ham, så kunne hun godt huske, at hun for en stund havde følt sig lykkelig med ham og ønsket at blive i hans favn for altid. Det havde hun dog revet sig ud af, da det ikke kunne være et liv for hende. Hun kunne ikke elske, som så mange andre kunne. At han så trak hende ind i sin favn, anså hun på ingen måde for at være et glædeligt gensyn, da der ikke var noget intimt over det. Hun følte derimod, at han følte for at skade hende. ”Du prøver måske at fortælle dig selv, at det kun var min krop, men vi ved begge to, at det var mere end det, selvom du foragter tanken den dag i dag,” svarede hun selvsikkert og hånende igen. Som hun greb om hans ædlere dele, brugte hun alle sin hånds kræfter på at klemme til, da hun bestemt ikke gad have, at det forløb på hans præmisser! Det smertefulde støn var derfor også en fryd i hendes øre, skønt han formede at rive hendes hånd væk. ”Du er blevet så sart og kedelig med tiden,” svarede hun ærgrende igen, mens smilet var køligt på hendes læber. At han så sagde, at han ønskede at sætte hende på plads, fik hende til at fundere over, hvad han mon kunne finde på at gøre, eftersom han aldrig havde gjort hende fysisk fortræd før. ”Så det er det vi er noget til, min kære Konstantin? Så sig mig.. hvad ville glæde dig at gøre ved mig? Fysisk afstraffelse med dine næver? En voldtægt? Eller en magisk duel?”

[Deleted]

Det var både godt og skidt at Konstantin stod overfor Aleksandra igen, for det dårlige var at hun irriterede ham grænseløst og de kunne tilsyneladende ikke klare sig særlig godt i hinandens selskab, eftersom de ikke gjorde andet end at skændes og mundhugges, hvilket han anså for at være en skam, men på den anden side, så havde han en høne at plukke med hende og han ville ikke have det mindste imod at sætte hende på plads. Han endte med at fnyse til hendes ord. ”Ha! Du er en tåbe, hvis du tror at du kan komme mig til livs, der skal lidt mere til, end din kvindelige charme og magiske små tricks,” svarede han hånende igen, „måske Malisha har fortjent at blive sat på plads af og til, og ikke mindst få banket noget fornuft ind i knolden, men jeg kan love dig for, at hvis du skader Malisha dødbringende, så får du det tifoldige igen, for ved at du lægger dig ud med min trolovede, så lægger du dig også ud med mig,” svarede han køligt og lettere advarende. Ingen skulle få lov til at skade Malisha og da slet ikke nu hvor hun ingen magi besad! Det var særligt nu at han var ekstra meget over hende, skønt han forsøgte ikke at være det direkte overfor Malisha, for hun blev da kun drevet til vanvid af det. Som hun spurgte om han mente at hun intet hjerte havde, efter at hun forlod ham, trak han let på skuldrene. ”Det er præcis hvad jeg siger,” endte han kortfattet. Han havde intet imod at ramme hende personligt, når hun gjorde det samme ved ham, netop ved at gå efter Malisha, som hun tydeligvis havde påvirket ved deres lille møde. Malisha lignede måske en kvinde, strålende af selvtillid, men når det kom til ham, så havde hun ikke så meget igen, da han netop havde været meget flyvsk, men det havde han så også forsøgt at vise hende at han ikke længere var. ”Tro mig Aleksandra, jeg kender dig og dit liv bedre end hvad du tror, og jeg ved at du ikke har nogen loyale i ryggen, for du er ikke typen der vælger at lukke op,” svarede han roligt. Måske hun havde gjort det ved ham, men selv der var hun skredet, og så sagde hendes person ham simpelthen alt, så hun var ikke nær så svær at finde ud af igen. At hun så ikke mente at han havde fortjent noget fra hendes side af, fik ham til at fnyse. ”Du er ikke engang – i dit fælde – kvinde nok til at fortælle mig sandheden om hvorfor du skred i sin tid, tværtimod så skylder du mig alt, særligt en forklaring, hvor det er mig der ikke skylder dig, noget som helst!” svarede han roligt igen. At de så kom ind på dem og deres tidligere forhold til hinanden, fik ham til at fnyse ganske let. ”Fortiden er fuldstændig ligegyldig, du er ikke en del af min fremtid, og det er det som tæller,” svarede han kynisk igen. Ja, et sted måtte det jo lidt nage ham at det var sådan mellem dem, han havde trods alt været glad for hende i sin tid, selvom han ganske vidst ikke var meget for at erkende at han havde været forelsket i hende, for havde han? Grebet omkring hans manddom, var klart noget som gjorde ondt, hvor det var tydeligt at hun vidste hvor hun skulle ramme, skønt han hurtigt fik hendes hånd væk, hvilket helt måtte lette ham. ”Kedelig? Slet ikke, du får bare ikke del i det sjove mere, omvendt, har jeg allerede set alle dine trick, min egen så jeg vil sige at du er blevet kedelig og grå,” svarede han kækt og hånende igen. ”Frist mig ikke til at slå dig, min kære, og voldtægt går jeg ikke ind for, det har jeg desuden ikke behov for, og jeg tvivler på at hvad der gemmer sig under dine klæder, længere er interessante, så gammel du er ved at blive, og ved en magisk duel, der tror jeg da slet ikke at du vil ud, for så kommer du ikke helskindet hjem, men fristet er jeg skam,” hviskede han hende køligt og nedgørende i øret.

[Deleted]

Køligt hvilede Aleksandras øjne på ham, da hun vidste en ting eller to mere end ham. I sin tid, så havde hun skam haft en god mulighed for at ende hans liv, og hun kunne helt ærgre sig over det faktum, at hun ikke havde grebet chancen dengang. Problemet havde dog været, at hun slet ikke havde været i stand til at dræbe ham. Ikke fordi, at hun ikke havde styrken til det, for hun havde dræbt mange mænd gennem tiden, og hun kunne bare have gjort kål på ham i løbet af natten. Problemet var, at hun havde forelsket sig i ham, så hun havde ikke kunnet finde lysten i sit hjerte til at gøre ham fortræd, skønt hun havde forsøgt at skubbe følelsen fra sig. ”Du kender slet ikke til mit egentlige potentiale, Konstantin, så du ved slet ikke, hvad jeg er og ikke er i stand til. Du tror muligvis bare, at jeg kun kan spille en fornem kvinde, men jeg har skam mere at byde på end det,” svarede hun køligt igen. ”Jeg har skam ikke i sinde at kontakte din psykotiske kæreste, men hvis vi støder ind i hinanden, og hun forsøger sig på et nyt angreb mod mig, så har jeg skam i sinde at forsvare mig med alle de midler, jeg har. Men hvad betyder Malisha overhovedet for dig? I siger begge, at trolovelsen er brudt, så du kan være ligeglad med hendes ve og vel.” Hvad der var blevet af Malisha, anede hun ikke, men personligt håbede hun, at kvinden lå død i et eller andet miserabelt hul, da hun ikke fortjente andet efter sin opførsel på kroen. Sjovt var det, som de to kvinder faktisk var kommet godt ud af det med hinanden til at starte med, men da Malisha havde udvist vrede overfor hende, havde hun ikke haft et problem med at tvære det hele ud i hendes hoved. Konstantin havde desuden heller ikke været sød ved Aleksandra, så hun havde heller ikke haft et problem med at såre ham, og hun havde vidst, at hendes handlinger ville sætte skub i sagerne. At han så indrømmede, at han fandt hende hjerteløs, fnøs hun blot af, mens hun for et øjeblik vendte blikket væk fra ham. Hun ville ønske, at hun intet hjerte havde, da hun så kunne være ligeglad med det hele, men sådan fungerede det ikke. Hun havde et, skønt hun hver dag gjorde sit bedste for at skjule det for folk, og hun havde bestemt ikke lyst til at udstille det for Konstantin! ”Bare vent, Konstantin.. Der kommer en dag, hvor du må sluge alle dine ord,” sagde hun sigende og i en sikker tone, som hendes blik også måtte være stålfast. Hun skulle nok vise ham med tiden. Det var hun sikker på. ”Du ønsker måske en forklaring for det hele, men tror du virkelig, at jeg ønsker at give dig noget, når du opfører dig som et urimeligt barn? For mere end det er du ikke,” svarede hun i en nedladende tone. ”Du er slet ikke mand nok til mig, så det er godt, at jeg skred i sin tid, inden det nåede at udvikle sig til mere,” svarede hun flabet og kækt. Som hun stod i hans favn, blev hun mere og mere irriteret, da hun slet ikke gad hans små julelege! At han så ikke slap hende, da hun påførte ham smerte, overraskede hende, men det betød skam ikke, at hun gav op. Hun gad nemlig ikke spille efter hans regler, som han på ingen måde skulle få det, som han ønskede det. ”Kedelig og grå? Du prøver bare at nedgøre mig, fordi du ikke kunne få mig,” svarede hun roligt, og smilede selvsikkert. ”Hvis du ikke har i sinde at sætte mig på plads ved hjælp af en af de metoder, så må du hellere fortælle mig, hvad du så har i sinde, for jeg er ikke interesseret i at blive stående her, og høre på din ligegyldige snak, kære. Det er måske længe siden, at vi sidst sås, men jeg har bedre ting at foretage mig, end at høre på en gammel og trist mand som dig,” svarede hun i en afvisende tone, inden hun med et ryk fik løsrevet sig fra hans favntag. Hun gad bestemt ikke tvinges ind i noget, som hun ikke var interesseret i, ligesom hun heller ikke gad høre på hans nedværdigende hvislende ord i sin øresnegl.