Friend or foe?

[Deleted]

Nysgerrigt vendte Aleksandras blik i Konstantins retning, som han sagde, at Malisha ikke var her længere. Han burde vel vide, hvor hun befandt sig, så hvis han sagde, at hun var væk, var hun så virkelig død? En fryd kunne ikke lade være med at opstå i hende, som det måtte være en strålende nyhed. Kvinden havde trods alt ikke gavnet hende på nogen måde, så derfor passede det hende fint, at hun var forsvundet for godt. Det undrede hende dog, at han ikke udviste flere følelser, eftersom han trods alt havde kaldt Malisha for sit livs kærlighed, så hvis kvinden virkelig var død og borte, burde han så ikke være ulykkelig. Tænksom blev hun langsomt, hvor hun studerede hans mine. ”Jeg har måske ingen kære i mit liv, Konstantin, men jeg ved, hvordan folk ser ud, når de mister en de har elsket, og du virker ikke som en person, der har mistet en, som du holdt kær. Hvad prøver du at skjule for mig, kære?” spurgte hun sigende og dog yderst roligt. Mistænksom var hun, hvor hun ikke troede en meter på ham. Det undrede hende heller ikke, at han holdt ting skjult for hende, eftersom de på det seneste ikke just havde haft det bedste forhold til hinanden. ”Ja ja.. Du vil gerne høre sandheden.. Den besked er skam modtaget,” svarede hun flabet og irriteret igen. Hun forstod godt, at han var nysgerrig efter at vide, hvorfor hun var skredet i sin tid fra ham, når de havde været glade for hinanden. Det var dog ikke en sandhed hun frivilligt havde lyst til at give, da det var en ting der var svær for hende, selvom han sikkert ikke forstod sig på det. Hvordan han ville reagere på sandheden, vidste hun heller ikke, men meget værre kunne det vel ikke gå hen og blive efterhånden? ”Er du virkelig blevet så barbarisk med tiden, kære?” spurgte hun fortsat kækt, som han sagde, at han havde i sinde at flå hende levende. Aldrig havde de gjort hinanden fysisk fortræd, så at det hele skulle ramle sammen en dag, var en smule overvældende, men anderledes kunne det tydeligvis ikke være. At han så også formåede både at give hende hul i hovedet, og rive hendes skulder af led, var en smerte uden lige. Hovedet kunne hun godt abstrahere fra, skønt blodet endnu løb fra hendes baghoved, hvor det måtte klumpe sammen i hendes lange nøddebrune hår, som det klæbede sammen. Skulderen derimod ville være en smertelig påmindelse, indtil den blev sat på plads igen, og det kunne hun desværre ikke selv gøre. Som hun fremmanede tågen, vandt hun et par minutter, hvor hun bestemt heller ikke spildte dem. Forsigtigt måtte hun krybe over sneen, så hun trak et spor efter sig, indtil hun fandt en plads bag en af de store granitsten. ”Åhh, skrid ad helvedes til, Konstantin,” mumlede hun irriteret, som han hånede hende, og bad om forklaringen på hendes forsvinden. Hun så, hvordan det til tider sprang omkring hende, som han kastede nogle magiske kugler ud i luften. Selv holdt hun inde med angrebene, som hun for en stund plejede sig selv. ” Conicit Volume brachium meum,” sagde hun dæmpet, hvor en slynge lagde sig om hendes arm og skulder, så den kunne blive holdt i ro, til hun fik den skubbet på plads. Langsomt skubbede hun sig selv op på benene igen, som Konstantin da slet ikke skulle finde hende i sneen! Nu når hun havde fået sin skulder i slyngen, kunne hun også kæmpe videre. Tågen lod hun aftage en anelse, som hun trådte ud igen, så hun lige akkurat kunne nå at få et glimt af ham, inden hun sendte en energikugle i hans retning.

[Deleted]

At Aleksandra blev helt frydefuld i blikket, kunne Konstantin godt se, hvilket gjorde ham helt irriteret, for det var bestemt ikke sjovt! Han havde fået at vide af kongen at Malisha var forsvundet efter sit stunt i Procias, hvilket havde gjort ham helt bekymret, men han havde fundet hende, for han kendte til hende trods alt bedre end alle andre og han havde faktisk ikke brugt særlig lang tid på at finde hende, skønt han havde ødelagt et perfekt jakkesæt, som også havde været et af de bedste. At hun så også blev helt mistænksom, gjorde ham lettere undrende, for han havde måske sagt at hun var væk, men væk kunne jo betyde meget! ”Hun er ikke død, hvis det er det du tror! svarede han vrissende igen, „Hun er bare.. væk. Ingen har set skyggen af hende,” tilføjede han mere dæmpet, som han bed sig let i den bløde underlæbe. Ingen anede hvor hun var, men det var jo så også fordi at hun ikke gad findes af nogen, og det at hun boede på hans herregård var han den eneste der vidste, foruden tjenestestaben naturligvis, men de sagde intet, for han havde deres loyalitet. Han forsøgte dog at få hende med ud, få hende til at trække sig tilbage fra lederposten af sig selv, end at den skulle rives fra hende, hvor han tilmed forsøgte bare at få hende med ud for at gå en tur, men hun var stædig og deprimeret og det var noget som selv måtte tynge ham ned, så derfor søgte han selv ud af og til, for at få lidt frisk luft. Aleksandras flabede svar, gjorde kun hans mine langt mere kold, hvor han bed tænderne let sammen. ”Ja.. men jeg ved at du er for stor en kujon til at turde fortælle mig den,” svarede han hånende igen, hvor det sådan set heller ikke var løgn. Hun turde tydeligvis ikke fortælle ham den, men han forstod ikke hvorfor, for det kunne umuligt blive værre end hvad det var nu. De sloges mod hinanden, de havde allerede givet hinanden nogle sår. Han selv blødte fra det ene øje og bar røde blodmærker i ansigtet, af de småsten som havde ramt ham, skønt han var den som havde gjort størst skade, da hun både havde hul i hovedet og nu en skulder af led. Dog kunne han ikke finde hende, da hun havde spredt tågen, men han kunne fornemme hende, hvilket var grunden til at han skød kuglerne af sted af og til, selvom han holdt inde, da han tydeligvis ikke fik nogen nytte ud af det. Det var først da hun tændte for sin magi, at han fandt ud af hvor hun var, men da han vendte sig mod hende, nåede han kun lige at få øje på energikuglen, inden den ramte ham over venstre bryst og tæt ved skulderen, hvor den slyngede ham halvt rundt om ham selv, inden han landede i den kolde sne med et åbent sår, der blødte kraftigt, hvor hun selv havde ødelagt den fine fløjlsjakke. Han bed tænderne sammen, som han gispede af smerte, hvor han knap nok kunne bevæge fingrene på venstre hånd. Han fik sig dog kæmpet op på benene igen, hvor hun kun havde gjort ham langt mere vred og irriteret. Det skulle hun få betalt! Han dannede en kugle med den raske ånd og kastede den mod hende, men på halvvejen over mod hende, eksploderede den, hvor den blev en lang sort tråd, som skulle forsøge at sno sig om hendes krop og fange hende.

[Deleted]

Håbefuld blev Aleksandra ved tanken om, at Malisha muligvis kunne ligge død et sted ude i verdenen. Da Konstantin så sagde, at hun skam var i live, dalede hendes humør igen. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at de to kvinder ikke kunne med hinanden, så derfor følte hun ikke den store bekymring for kvindens ve og vel. Kortfattet trak hun på skulderen til hans ord. ”Men med den skam hun må leve med, må døden vel være mere nådig for hende,” sagde hun roligt. Hun vidste ikke, at magien havde mistet sin magi, men hun vidste, at det ikke just havde været et succestogt, hun havde været på i Procias. Nu kendte hun dog til grunden bag den lille udflugt, hvor hun godt kunne se en mening bag den, men gennemtænkt havde planen tydeligvis ikke været. Det kostede dog ikke hende noget, så hun kunne vel bare vende kinden til, som det hele alligevel var gået i sig selv. ”Men hvordan kan du vide, at hun er i live, hvis ingen har set hende? Og sig nu ikke, at du ville kunne fornemme det dybt inde i dit hjerte, hvis din sande eneste ene var gået bort.” Det var dog ikke spørgsmål hun til dagligt var tynget af, da hun havde meget andet omkring sig, der måtte kræve hendes opmærksomhed. Hun havde for det første sin post som baronesse, og så sin stilling som ny vinproducent, som han havde fået lov til at se. Derudover, havde hun fået sig en ny slave, der første videre til nye eksperimenter, som hun i øjeblikket havde givet sig i kast mod en kur for den sensuelle udstråling, hvilket måtte interessere hende ganske meget. At han så skulle kalde hende for en kujon, måtte irritere hende, skønt det muligvis ikke var værdigt at holde sandheden skjult for en mand, som man engang havde levet med. Det var dog hendes sag, hvor han sikkert ville forstå, hvis han fik sandheden at vide. Det var dog en hemmelighed, som hun havde i sinde at holde skjult ligeså længe, som hun kunne slippe af sted med. ”Det er, som vi hver især vælger at se på det,” svarede hun køligt igen. Alt var muligvis tabt mellem dem, som hun både stod med et blødende baghoved, og en skulder der var revet af led, mens hans stod med et blødende sår og småskrammer, men det fraholdt hende ikke for at kæmpe til det sidste. Som hun havde tågen oppe, var det tydeligt for hende, at det var til hendes fordel, men det havde skam også været meningen med tricket. Derfor frydede det hende også at se, at hun tog fusen på ham, som hun pludselig ophævede sin besværgelse, så hun i stedet kunne gå til angreb på ham. Hun så, hvordan kuglen ramte ham perfekt, for derefter at sende ham perfekt tilbage i sneen. Fuld af skadefro var hendes blik, som han smertende befandt sig i sneen, som det frydede hende, at give ham igen, når hun selv havde lidt af deres dyst. At han så kom langt mere vredt op på benene igen, var der ikke noget at sige til, da hun ikke havde forventet andet. Hun stod også parat til at modtage hans angreb, som hun var spændt på at se, hvad han nu kunne finde på. Kuglen han sendte imod hende, skulle hun til at undgå den med et kropsligt sidespring, da hun anså det blot for at være en kugle som de mange andre han havde sendt, men det viste sig hurtigt at være en dum fejl fra hendes side af. Hun mærkede, hvordan trådene viklede sig omkring hendes krop, hvor hun også måtte slippe et smertestøn, som rebene kom i berøring af hendes allerede skadede skulder. Rebene bandt desuden hendes krop sammen, som hendes arme gled ind til kroppen, ligesom benene blev samlet. Det gjorde også, at hun på ny måtte vælte ned i sneen, hvor hun end ikke havde hænderne til at tage af faldet.

[Deleted]

At de kom ind på Malisha, hendes lille udflugt i Procias og det at hun var forsvundet og savnet, var ikke noget som Konstantin brød sig om, mest af alt fordi hun var hans ømme punkt og det havde Aleksandra allerede spottet, og han gad bestemt ikke give hende den fornøjelse af at stå og svine Malisha til. At hun så sagde at døden ville være langt mere nådig mod hende end det at leve i skam, var noget som fik ham til at bide tænderne sammen. Det var jo nærmest præcis det som Malisha sagde konstant, at hun ville ønske at hun var død og ikke vandrede rundt her, men han forsøgte at få hende talt på bedre tanker. Øjnene kneb han let sammen, hvor han sendte hende et køligt blik, da hun blot fortsatte med at spørge ind til det hele. Hun irriterede ham virkelig grænseløst! ”Du kan jo være fløjtende ligeglad! Du ville jo foretrække hvis hun var død og borte, så spar mig for din falske bekymringer, for du er kun dum at høre på! Og var din tunge, for ellers flår jeg den ud af munden på dig!” vrissede han arrigt, som han sendte hende et fast og næsten helt dræbende blik. Hun irriterede ham virkelig og at tale om Malisha gad han bestemt ikke! Og når Aleksandra ikke engang kunne fortælle ham sandheden, hvorfor pokker skulle han så fortælle hende noget som helst omkring Malisha? Og det gad han desuden heller ikke, for han ville ikke gøre Malisha udsat eller gøre tingene værre, derfor ville han også bare væk fra emnet. Han fandt dog Aleksandra som en kujon, hvis hun ikke engang kunne fortælle ham sandheden og når tingene alligevel var så slemme imellem dem, så kunne det vel også være fuldstændig ligegyldigt? Hvad var så hendes problem? Han blev kun mere og mere nysgerrig på at få at vide hvad sandheden var, skønt han var forberedt på at det var det værste af det hele. Desuden hvis det hele havde været falsk fra hendes side af, hvorfor pokker sagde hun det så ikke bare? Naturligvis gjorde den tanke ondt, men han havde på fornemmelsen at sandheden ville gøre ondt uanset hvad det nu var, det var også derfor han mente at hun bare kunne sige det og få det overstået, for intet ville alligevel få det gjort bedre mellem dem igen. At hun frydede sig over at han røg ned i sneen igen, kunne han godt se, selvom det kun var et blik som gjorde ham langt mere arrig. At hun så dummede sig ved kuglen, fik ham selv til at trække let på den ene mundvig, for hun havde lagt sig ud med den forkerte warlock! Han så hvordan trådene snoede sig omkring hendes krop og bandt sig stramt sammen omkring hende, så hun mistede balancen og røg ned i sneen igen. Han brugte også chancen og gik over til hende, hvor han sparkede hende om på ryggen, inden han gik ned i knæ. Han løftede den højre og friske hånd og svang en flad hånd lige mod hendes kind i et hårdt slag. ”Fortæl mig sandheden!” beordrede han, som han knyttede næven og gjorde klar til at slå hende igen, „fortæl mig den og jeg er dig nådig. Ellers så får du min vrede at føle.” Hans tone var direkte hvislende og kold. Det var for sent at lægge fingrene imellem, da skaden allerede var sket og nu førte han det hele til bunds, selvom hun selv var med til at bestemme hvor meget smerte hun ville føle.

[Deleted]

Det var mere end tydeligt for Aleksandra at mærke, at hun havde berørt et ekstremt ømt punkt. Vreden var helt tydelig i hans blik og tone, hvor det på sin vis måtte more hende, da han faktisk undgik hendes spørgsmål. Det kunne godt være, at hun ikke bekymrede sig for Malisha, men hun fandt alligevel hendes forsvinden interessant, og Konstantins ordvalg fik hende til at stille nysgerrige spørgsmål. Hun fugtede let læberne, inden de brød ud i et køligt smil. Det var en smule overvældende for hende, at han var så vred på hende, som han nu engang var, men det var der ikke noget at gøre ved. De var ikke længere sammen, og det betød tydeligvis, at helvedet skulle bryde løs, men det måtte hun bare tackle, som det kom frem. At det så betød, at de skulle sikke løs til hinanden var så deres måde at klare tingene på, som de tydeligvis fandt det behjælpeligt at tirre den anden. ”Ramte jeg et ømt punkt, min kære? Hidser du dig i virkeligheden om, fordi du faktisk slet ikke ved noget?” spurgte hun med en sukkersød stemme. Hun forstod sig ikke på hans kærlighed til Malisha, da han aldrig havde brudt sig om kvinden før nu, og derfor kunne hun ikke rigtigt tro på, at det var ægte mellem dem. Hun tænkte mere, at han var blevet forvirret med årene og ikke længere kunne finde ud eller ind.
Det havde ikke just været Aleksandras plan at bekrige Konstantin, da hun for længe siden havde planlagt, at hun skulle lade ham være, så de kunne leve hvert deres liv. Hun havde heller ikke planlagt, at de skulle mødes i dag, men det var sket alligevel, og det var tydeligt, at det var endt rimelig fatalt. Aldrig havde de gjort hinanden fysisk skade, hvor hun helt var glad for, at det først var sket nu, da han ingen let modstander var. Han tilhørte eliten, men det gjorde hun også, så på sin vis måtte det også gøre det hele en smule interessant, da hun ikke længe havde stået overfor en modstander for ham. At det så begyndte at gå ned ad bakke for hende, irriterede hende grænseløst, men hun gjorde, hvad hun kunne for at holde sig oppe. Blødningen kunne hun ikke tage sig af, men hun havde lavet en slynge til sin skulder, så den i det mindste kunne få ro. At han så skulle binde hende, så hun endte med hovedet i sneen, var et ekstremt køligt og hårdt jag i kroppen. Hun prøvede at sno sig fri, som hun hørte hans fodtrin, men det hjalp tydeligvis ikke, som hun i den sidste ende mærkede det hårde stød i siden, der fik hende til at stønne af smerte, som hun rullede om på ryggen. Fulde af had var hendes grågrønne øjne, hvor hun også skulle til at råbe af ham, inden han slog hende så hårdt, at hendes hoved vendte, og hun måtte spytte noget blod ud. Glødende rød var hendes kind, som hans slag ikke havde været mildt, ligesom kulden i forvejen gjorde det hele langt hårdere. Køligt vendte hun blikket i hans retning, hvor hun så, hvordan han gjorde klar til at slå videre på hende, hvilket måtte gøre hende helt tom. ”Det er fint, at du siger, at du vil være mig nådig, efter at du har slået hul i hovedet på mig. Efter at du vredet min skulder af led, og efter at du har sparket og slået mig. Hvad kalder du alt det, hvis det ikke er din vrede?” hvæsede hun arrigt igen. "Hvorfor skal jeg stole på dig og tro, at du vil lade mig gå, når jeg fortæller dig sandheden? Hvad skulle så afholde dig fra at tæve videre løs på mig, eller dræbe mig?"

[Deleted]

“Meget vel..” svarede Konstantin blot, som hun ikke ville lade det ligge og fortsatte med at tirre ham. Det irriterede ham at Aleksandra ikke kunne lade emnet med Malisha ligge, selvom det var tydeligt at hun kun var ude på at tirre ham, ikke at hun gjorde chancerne bedre for hende selv, for han ville virkelig ikke lægge tøve med at flå hende levende, hvis hun fortsatte! Normalt var han en tålmodig mand, men det kunne han ikke være hos Aleksandra og derfor burde hun passe på, for han var ikke typen man skulle lægge sig ud med, han var ikke kun en stærk og mægtig warlock, men han havde også magten og ressourcerne til at tage alt fra hende, så hvis hun ikke passede på, så ville hun komme til at lide. Dog så hadede han ikke Aleksandra, skønt hun gik ham voldsomt på nerverne, så det var ikke fordi han ville gøre hende ondt i den forstand ved at tage alt fra hende, da hun selv havde kæmpet sig hele vejen og det fandt han skam beundringsværdigt. Det gjorde også ondt på ham at han skulle til at gøre hende fysisk ondt, da han altid havde brudt sig om hende. Han var ikke meget for at erkende det, men han havde jo faktisk fået følelser for hende, og derfor skar det ham også i hjertet hvor hver skade han påførte hende, skønt hun også selv havde fået påført ham lidt, som hele hans venstre skuldre og bryst brændte af det åbne sår, hvor kulden ikke just gjorde det bedre. Det at bruge magien holdt ham dog varm. Han kunne knap nok bevæge venstre arm på grund af såret, men vreden i ham fik ham til at bide smerten i sig, hvor han kom over og holdt hende nede i den kolde sne. At hun så te da han slog hende, var næsten noget som lettede ham, for hun var virkelig ved at blive belastende at høre på! Han fnøs let til hendes ord. ”Det jeg lige har gjort, kaldes at sætte dig på plads, eftersom du selv bad om det,” påpegede han køligt, som hans smil blev kynisk. Hun havde bedt ham om at banke sandheden ud af hende, jamen så var det hvad han ville gøre! ”Tja.. det er jo en chance du bliver nød til at tage, men jeg kan fortælle dig, at hvis du ikke siger det, så bliver det værst for dig selv, og jeg tvivler på at du har lyst til at blive invalid resten af dine dage,” hvislede han køligt. Han kunne næsten regne ud at hun ikke ville fortælle ham det, men så måtte hun jo bide i støvet i stedet for! Han endte med at rejse sig op, hvor han strakte den højre arm, med hånden udstrakt og fingrene samlet, som han skød en trykbølge ned mod hende. Med denne korte afstand ville det sagtens kunne trykke nogle af hendes ribben, hvis ikke brække nogen, alt efter hvor godt den ramte, men det var jo nærmest umuligt at ramme forkert når man stod så tæt på hende, som der kun var lidt over en meters afstand fra hans hånd og hendes krop. ”Fortæl mig det!” beordrede han igen, som hans blik hvilede køligt på hende. Hun lå i saksen, hun var fanget og han havde overtaget, så hun gjorde kun klogt i at fortælle ham det, for ellers kunne det gå hen og blive grimt for hende, og det var det som han forsøgte at vise hende.

[Deleted]

Aleksandra vidste udmærket godt, at det var dumt at ligge sig ud med ham, men hun kunne på ingen måde lade være, når han tirrede hende, som han gjorde. Hun ønskede at forsvare sin egen ære, og det gjorde hun ved at give igen, som hun ikke bare ville lade sig blive svinet til af ham. Samtidig var hun også interesseret i at se, hvor langt han egentligt ville gå, når det kom til hadet til hende. De havde nemlig aldrig skændtes før disse tre møder, så hun vidste ikke, hvor modbydelig han kunne være overfor hende. Hun vidste desuden, at han engang havde haft følelser for hende, og som hun selv havde haft følelser for ham, så vidste hun, at de bremsede ens handlinger, da hun ikke var ligeglad med ham. Hun havde ikke ønsket at slå ham ihjel dengang, grundet sin kærlighed til ham, og det ønskede hun stadig ikke at gøre. Men som tiden gik, så fik hun det dog bedre og bedre med at gøre ham fortræd, da han åbenbart ikke havde nogen problemer med at gøre hende ondt. Det var et stik i hjertet, når det skete, men det afværgede hun med at pådutte ham smerte, som hun selv havde givet ham et par sår på vejen. Som hun lå i den kolde sne, kunne hun mærke, hvordan kulden bed i hende, mens smerten blev mere intens. Hun kunne ikke længere røre sig, som han havde bundet hende stramt sammen, og derfor kunne hun ikke svare tilbage på hans mange angreb. Den fysiske brutalitet smertede hende, som han sparkede hende i siden, hvilket måtte give hende et blåt mærke, for derefter at fyre hende en lussing, så hendes kind med rødglødende. Hun peb dog ikke, da han bestemt ikke skulle have det tilfredsstillelse at høre smerten fra hende! Øjnene kneb hun en anelse sammen til hans ord, hvor al varme og glæde havde forladt dem, som der kun var kulden tilbage. ”Jeg er virkelig død for dig, er jeg ikke, Konstantin?” spurgte hun blot. Den modbydelighed han havde vist hende gjorde, at hun tænkte, at denne mand intet hjerte måtte have. Hun tvivlede også på, at han nogensinde havde haft et, sådan som han kunne slå hende. At han truede hende med at gøre hende invalid, måtte gøre hende helt mundlam af chok, for så kunne han da ligeså godt dræbe hende! I chokket så hun ikke, hvordan han gjorde klar til at kaste en ny besværgelse. Det eneste hun mærkede var det hårde tryk, og lyden af et ribben der knækkede over, som han simpelthen var alt for tæt på! Smerteskriget faldt derfor også over hendes læber, inden hun kunne nå at stoppe det, hvor hun derefter måtte hive efter vejret. Øjnene glippede hun hektisk med, som hun helt følte for at besvime, men det måtte hun ikke! Så ville hun da først dø. Blikket flakkede langsomt mod Konstantins ansigt igen. ”Jeg elskede dig.. Vidste du godt det? Jeg elskede dig, og derfor forlod jeg dig. Jeg kunne ikke længere få mig selv til at skade dig, så jeg tog af sted, så du kunne leve i ro og mag,” sagde hun sandfærdigt, hvor hendes stemme var dæmpet og anstrengt, som hun havde svært ved at få vejret, efter at han havde taget pusten fra hende. ”..Det var tydeligvis en fejl fra min side af at vise dig den barmhjertighed at lade dig leve, når jeg kunne have dræbt dig.. Så ville dette aldrig have hændt.. Men det er måske godt, at jeg nåede at se, hvem du virkelig var, i stedet for at jeg var blevet, eller skulle have følt dårlig samvittighed over at have taget dit liv. Det vil jeg ikke længere have et problem med at gøre, hvis jeg igen for chancen.”

[Deleted]

Det gjorde rent faktisk ondt at skulle gøre fysisk skade på Aleksandra, da det inderst inde smertede Konstantin at se hende lide, da han altid havde holdt af hende og endnu gjorde. Men samtidig gjorde han det også for at bevise for sig selv at han ikke havde brug for hende, at hun ikke betød noget for ham, for han tvivlede på at han betød noget for hende. Hun var ligeglad med ham og så måtte han få sig selv til at blive ligeglad med hende! Hans egen hånd brændte efter at han havde slået hende, da det var koldt og derfor kunne han næsten fornemme at det også ville gøre ondt på hende, da hendes kind også var blevet helt rød, skønt det med garanti også var på grund af kulden. Han havde ondt i hele sin venstre arm som sveg, ligesom blodet ved hans ene øje måtte irritere det. Men intet kunne hamle op med den smerte han følte i sit indre, over at det skulle være sådan mellem dem, da han havde nydt sin tid med hende, ligesom det gjorde ondt at hun ikke kunne mande sig op og give ham sandheden, når det egentlig var det eneste han ville have. Et sted ville han ønske at de aldrig havde mødt hinanden på det magiske marked, for så havde han skulle spare sig selv og sågar hende for denne smerte, både fysisk som psykisk, og det havde klart været til deres alles bedste, hvis de aldrig havde mødt hinanden igen. Hans blik var også blevet langt mere tomt og udtryksløst, som han blot stirrede på hende. ”Hvis du var død for mig, ville du ikke ligge der,” svarede han blot ligegyldigt igen. Hun var ikke død for ham, hans følelser for hende var ikke døde, ganske vidst elskede han hende ikke, da han ikke havde de kærlige følelser for hende, men han holdt stadig af hende, derfor smertede det ham også at det skulle foregå på denne måde. Skriget der forlod hendes læber, var noget som fik ham til at bide tænderne sammen, da han ikke frydede sig over at se hende lide, det kunne han ikke, men han kunne ikke fortryde nu og han kunne heller ikke stoppe, før han var gået hele vejen. Hendes ord fik dog langsomt brikkerne til at falde på plads, hvor han endte med at falde ned på knæ ved siden af hende. Hans krop begyndte at dirre ganske let. ”Så.. i al den tid.. var alt bare et spil for dig? Du var fuldstændig ligeglad med mig og ville bare tage mit liv, for hvad? At få min stilling? Og så siger du at jeg er hjerteløs?!” Han endte langt mere vred, som han vendte blikket fast mod hende, som al dårlig samvittighed over at gøre skade på hende forlod ham. Selvom det brændt i hele venstre arm, valgte han alligevel at knytte næven og slå den direkte imod hendes ansigt. At hun så var skredet fordi hun havde fået følelser for ham, kunne da være fuldstændig ligegyldigt, for hun var jo skide ligeglad med ham nu! Den egoistiske trunte! Alt det han havde gjort for hende, åbnet sit hjerte for hende og så ville hun bare have dræbt ham? Tænderne bed han sammen, hvor det helt føltes godt at gøre hende ondt lige pludselig, for det anså han kun for at have været fortjent! ”Din lede, egoistiske, usle skøge! Med alt hvad jeg gav dig og gjorde for dig, og så var du bare skide ligeglad hele tiden?! Måske jeg burde slå dig ihjel her og nu!” Råbte han arrigt, som han endnu engang lod et slag falde til hendes ansigt.

[Deleted]

Aleksandra vidste godt, at hun havde såret Konstantin, da hun havde valgt at forlade ham uden et ord. Hun vidste nemlig, hvad de havde haft sammen, som de havde været forelsket, hvor hun endda havde boet hos ham, som han havde taget hende til sig. Derfor var hun også klar over, at dette muligvis var en måde for ham at få afløb for sine følelser på. Det var dog svært at tænke i de baner, når han konstant prøvede at ødelægge hendes krop, som hun mest af alt følte sig uønsket og hadet af ham, som om deres tid aldrig havde betydet noget. Det gjorde hende også tom og kold. Hun fnøs blot af hans ord, som hun ikke kunne få sig selv til at svare på dem. Hun lå inde med ufatteligt store smerter, så hun skulle anstrenge sig, hvis hun ønskede at gøre en anden handling end at ligge tavs og stille. Det var dog også farligt at ligge stille og skadet i sneen, hvilket hun særligt kunne føle om baghovedet. Det føltes nemlig helt som om, at hendes hjerne frøs til is, da såret i hendes baghoved endnu var åbent, hvilket også gjorde, at den hvide sne under hende blev malet rødt. Hun frygtede også for varige mén angående sin arm, da hun vidste, at som hvert sekund gik, så forværredes hendes skulders håb, som den inden længe burde blive skubbet på plads. At han så også skulle trykke og brække et af hendes ribben, var en bedrift der tvang skriget ud af hendes mund, som hun slet ikke kunne holde den smerte indenbords! Ufatteligt ondt gjorde det, hvor hendes krop bad hende om at lukke fuldstændigt ned, men alligevel valgte hun at skubbe den svaghed til siden, som hun i stedet valgte at forære ham den sandhed, som han så brændende ønskede at kende til. ”Vi må begge være et par kolde skiderrikker.. Kom over det!” hvislede hun af ham, inden han igen lukkede munden på ham, som hun mærkede knytnæven mod sit ansigt. Hun kunne måske forekomme hjerteløs, men det var hans bestemt også! Hun mærkede smerten, som næven igen slog ned i hendes allerede ømme kind. Hendes krop skælvede helt, mens hun blot kæmpede for at holde sig ved bevidsthed, da hun først ville dø, hvis hun faldt i søvn her. Hun tvivlede nemlig på, at Konstantin ville bringe hende i sikkerhed, som han mest af alt lignede en der enten selv ville gøre det af med hende, eller også ville han lade hende rådne op her. Igen gispede hun af smerte, som hans nye slag måtte ramme hendes øje, hvor det sikkert ville efterlade et blåt mærke efter et par minutter. ”V-vi lavede en a-aftale.. M-mit liv i behold for sandheden,” fik hun smertende fremstammet. Hun vidste ikke, om han ville straffe hende hårdere for at forsøge at slippe fri, men hun var nødt til at gøre et forsøg. Som hun søgte magien i sig, begyndte rebene langsomt at brænde hul på sig selv, så hun til sidst ville få en mulighed for at vriste dem af sig. Hun var nødt til at overleve, og derfor søgte hun disse muligheder, skønt det ikke var det største hun gjorde. Hun havde dog ikke kræfter til meget mere end det, da smerterne tog hårdt på hende, så nogen større magi ville næppe forlade hende lige foreløbig. Smertefuldt slap hun en hosten, hvor det gav et ordentligt jag i brystet, som hun kunne mærke, hvordan hendes ribben var i uorden. Hun mærkede dog også, at hendes krop blev løsnet, som hun formåede at brænde de reb, der holdt hendes krop.

[Deleted]

Det hele synes at gå mere og mere i stykker, jo mere de talte sammen og jo mere skade de gjorde på hinanden, selvom sandheden klart måtte slå ham helt ud. Hun havde kun været interesseret i ham på grund af hans titel? Hun havde tilmed ønsket at tage livet af ham? Han måtte næsten genindspille hver en scene med hende igen, for at huske hvordan de havde mødt hinanden på kroen og flirtet med hinanden, hvor han senere havde fortalt at han havde været hertug og han havde taget hende med hjem. Hvor længe det havde været falsk anede han ikke, men hun havde trods alt sagt at hun havde fået følelser for ham og rent faktisk havde elsket ham. Sådan som det var mellem dem nu og som det havde været ved de to forrige møder, kunne han næsten tvivle på at hun havde plads til nogen i sit kolde hjerte, da hun kun tænkte på sig selv. Nu gav det dog mening hvorfor hun var skredet, netop fordi hun anså kærlighed for en svaghed, for det havde hun da allerede gjort tydeligt for ham. Det gjorde helt ondt i hans bryst ved tanken om at han havde været sådan et naivt fjols og troet at de rent faktisk kunne have en fremtid sammen, for selv det havde han jo overvejet for en kort stund efter flere år sammen med hende, men nu var han næsten kun glad for at det ikke havde holdt, for hun var da virkelig den mest egoistiske person som han nogensinde havde mødt! Tænderne bed han fast sammen, som han lod slagene hamre ned over hende, som også måtte lukke munden på hende, hvor sandheden virkelig måtte gøre ham.. vred! Såret følte han sig også, men han var næsten ikke helt sikker fordi vreden tog over og lod slagene falde mod hendes ansigt. Som han holdt inde med slagene, mærkede han endnu hvordan hans krop måtte skælve. At hun så sagde at de havde en aftale, fik ham til at vende blikket rasende imod hende. ”Bare ærgerligt!” vrissede han tonløst, inden han så hvordan hun lod rebene brænde op. Han hævede højre hånd. ”Paraellis vue mae selis.” Han kastede en besværgelse på hende, som nok ville føles som et stød der gik igennem hele hendes krop, som han paralyserede hendes legeme, så hun ikke ville være i stand til at bevæge sig i godt og vel en time, muligvis to fordi hun var så afkræftet af smerterne. Hvis hun troede at hun kunne stikke af og at han var færdig med hende endnu, så tog hun i den grad fejl! ”Du ville have taget mit liv.. hvorfor skulle jeg dog lade dig slippe nu, så du kan planlægge dit lille hævntogt mod mig? Jeg kan gøre alle en tjeneste og fjerne dig fra jordens overflade!” hvislede han iskoldt, som han vendte blikket mod hende igen. Han gjorde dog ikke mere, som han var holdt inde med sine slag, spark og det at bruge magi, da han selv følte sig afkræftet. Meget energi havde det skam taget at få hende nedlagt, særligt det at bruge lynet, da han heller ikke var et selvdrevet batteri, der kunne holde sig i gang hele tiden. Han kunne vel også bare lade skæbnen bestemme om hun skulle leve eller dø?

[Deleted]

Aleksandra havde uden tvivl kastet en bombe, som hun havde fortalt ham, at hun engang havde plottet at myrde ham. Hun vidste godt, at det kunne være hårdt at høre, men hun kunne ikke ændre på, at det nu engang havde været sandheden. Dengang hun havde mødt ham på kroen, havde hun udelukkende trukket den videre med ham, fordi han havde fortalt hende, at han var hertug. Det var en titel hun havde fundet yderst attraktiv dengang, og derfor var hun også gået efter den, for sådan var det med ting hun stræbte efter. Det havde så også gået overraskende godt, som han havde taget hende til sig, som hun fuldt ud havde fået del i hans liv, da han havde behandlet hende, som havde de været et par. I den sidste ende havde hun dog brændt sig, som hun for første gang havde fået kærligheden af føle. Hun vidste ikke, hvornår det var startet, men hun huskede, at det på et tidspunkt havde gået op for hende, at hun faktisk nød ham. Hun havde også prøvet at skubbe ideen væk, men det havde kun ført til, at hun var blevet endnu mere forelsket i ham, hvor det til sidst havde gået galt, hvor hun også havde afværget missionen, som hun havde flygtet fra ham. Nu syntes den kærlighed til ham at være forsvundet fuldstændigt, som han i øjeblikket gjorde alt, hvad han kunne for at ødelægge hende. Han gjorde det også godt, som han lukkede passagen til hendes hjerte, som han brækkede hendes krop, gav hende åbne sår og mærker, samt rev hendes krop af led. Hun mærkede, hvordan følelserne forsvandt for ham, så der kun var indestængt vrede og had tilbage. Hun ønskede intet andet end at sende ham til helvedet, hvor han hørte til, og så skulle hun nok også tage sig af alle dem, som han holdt kær! Dette viste hende desuden, at kærlighed førte til intet godt, hvor hun aldrig nogensinde ville åbne sit hjerte op for nogen igen! Der kom intet godt ud af det, som der tydeligvis kun skete det, at man blev banket halvt fordærvet – hvis ikke myrdet – og det havde hun skam ikke i sinde at udsætte sig selv for igen. At han så fik det til at lyde som om, at han ville bryde deres aftale, lyste vreden endnu kraftigere ud af hendes grågrønne øjne. Hun havde lyst til at slå ham ihjel, og lide skulle han! Hun skulle også til at gøre noget, indtil hun mærkede stødet i sin krop, der fik hende til at ligge helt urørlig. Brændende had og vrede følte hun blot endnu mere nu, som hun vidste, hvilken besværgelse han havde lagt over hende, og det pissede hende blot endnu mere af! Vred var hun, som hun ikke selv kunne få den af sig, hvor den enten måtte fortage af sig selv, eller også måtte der komme en anden og ophæve den. Hvem den person skulle være, anede hun dog ikke. Det eneste fornuftige ved denne besværgelse – hvis der overhovedet var noget fornuftigt – var, at hun ikke kunne gøre mere skade på sin egen krop, da den blev forholdt komplet i ro nu. Hendes lemmer var stivnet i det øjeblik han havde kastet besværgelsen, hvilken betød, at hendes ribben og skulder burde være i nogenlunde sikkerhed for nu, medmindre han fik lyst til at slå videre på hende. #Du kan brænde op i helvedet, Konstantin. Du er på alle måder ligeså slem som mig. Og hvis du skulle slå mig ihjel, så kan du vide dig sikker på, at jeg vil komme tilbage og hjemsøge dig, til også du ligger i graven,# lød hendes tanker arrigt i hovedet på ham, som hun ikke længere kunne kommunikere ved hjælp af munden.

[Deleted]

Sandheden var klart noget som slog Konstantin ud. På sit vis kom det ikke bag på ham, da han næsten havde forventet at høre noget så slemt, men alligevel gjorde det knusende ondt at få at vide at det hele havde været falsk. Men til sidst måtte det vel have været ægte, siden hun sagde at hun var smuttet på grund af kærlighed til ham, men hvad skulle det nytte? Hun var netop skredet fra ham fordi hun havde elsket ham, hvor de faktisk havde haft det utrolig godt med hinanden, men det hele var ødelagt og hun havde ødelagt det hele! Nu fortrød han slet ikke at han havde handlet som han havde gjort, han kunne kun fortryde at han i det hele taget havde åbnet op for hende til at starte med, hvor han helt måtte forbande sig selv over svagheden til en smuk kvinde, skønt han faktisk ikke havde været nogen tæt i over et halvt år, fordi han sparede sig til Malisha, hvis det da overhovedet skulle betyde og nytte noget. Han var et stort fjols, men han skulle nok lave de nødvendige ændringer i hans liv, for at ingen af disse fejl skulle gentage sig igen! Kold var hans krop ved at blive, som han ikke længere kunne bevæge hans venstre arm, der helt måtte være blevet følelsesløs, skønt han endnu kunne mærke det svide og brænde af helvedet til i hans skulder og bryst, af det åbne kødsår hun havde givet ham. Hans øjne brændte også helt både af udmattelse, blodet som endnu rendt derfra og så fordi det var så koldt. Hans krop rystede endnu, hvilket både var på grund af vreden, men også den kulde som pludselig havde lagt sig over ham. At han gjorde hende lam, var egentlig mest for at stoppe dette vanvid, da han ikke længere ønskede at kæmpe imod hende. Han bed tænderne sammen. Dræbe hende kunne han godt mærke at han alligevel ikke kunne få sig selv til, ikke uden at samvittigheden nok ville tage livet af ham. Han havde engang haft følelser for denne kvinde, skønt han kun måtte fortryde lige netop det, men faktum var at han endnu holdt af hende, da det ikke bare gik over uden videre, men nu hvor han kendte sandheden, så var han da i stand til at glemme hende med tiden. Han så ikke på hende, som han let snøftede af kulden. ”Jeg slår dig ikke ihjel. Jeg holder min del af aftalen. Men hvis du nogensinde lægger dig ud med mig igen Aleksandra, så vil jeg slå dig ihjel og det er først efter at du har lidt!” svarede han direkte advarende og truende, som han sendte hende et faretruende blik, inden han vaklende kom op på benene igen, hvor hans ben måtte føltes helt stive. ”Desuden.. hvem skal hjælpe dig nu? Du er alene, ensom og forladt, ingen bryder sig om dig. Du er hæslig, og du vil gøre alle en tjeneste ved at forsvinde fra jordens overflade,” hvislede han køligt til hende, som han blot begyndte at gå. Væk fra hende, væk fra det hele. Det at hun ingen kære blev nu hendes undergang, for kulden havde nok gjort det af med hende, inden hun kunne bevæge sig igen. Han selv satte kursen hjemad, hvor hans blik blot hvilede tomt og udtryksløst ud i natten.

//Out

[Deleted]

Helt paralyseret som Aleksandra lå i sneen, måtte hun helt frygte for sit liv. Konstantin havde nemlig frarøvet hende muligheden for at bevæge sig, hvor hun også måtte være for svag til at udføre nogen former for besværgelser eller forbandelser. Hun behøvede muligvis ikke at bruge munden til at kaste en besværgelse, men kræfterne behøvede hun, og dem havde hun ikke længere. Hendes krop smertede mere end man kunne ane, og det havde også taget på hendes kræfter at kaste besværgelser efter ham, da energien til udførelsen af magi ikke var uendelig. Kulden måtte også sætte sit spor i hende, og tage på hendes kræfter, som hun ikke kunne bevæge sig, hvor den derfor indtog hendes krop sekund for sekund. Hun vidste ikke, hvad Konstantin mere kunne finde på at gøre, men hun frygtede det værste. Hun kunne mærke hans vrede, så hun frygtede, at han kunne finde på at ende hendes liv helt. Hvis ikke han gjorde det, så kunne afkræftelsen og kulden også gøre det af med hende, da hun tydeligt mærkede, hvordan det hele tog på hende. Udødelig var hun jo ikke, så dette var skam midler der kunne dræbe hende, hvis ikke Konstantin bragte hende i sikkerhed, eller at hun fandt en anden måde at slippe fri på. Blikket hvilede fasttømret på Konstantin, men det var ikke fordi, at hun gerne ville se på ham, men mere fordi, at hun var tvunget til det, fordi hun ikke kunne bevæge sig. Hadefulde var hendes grågrønne øjne, skønt det også var at spore i dem, at hun var udmattet. Det var en lille trøst at høre, at han ikke havde i sinde at slå hende ihjel. Hun brød sig dog ikke om advarslen der kom bagefter, da det kun gav hende lyst til at give ham en trussel med på vejen. Hun tænkte dog, at det muligvis kunne være dumt, som hun lå i denne ringe situation, hvor hun ikke kunne forsvare sig, hvis det kom til stykket. Tavst så hun derfor blot til, som hun kun kunne se på, som han rejste sig. Indvendigt fnøs hun af hans ord, som han sagde, at hun havde ingen, og at det ville blive hendes undergang. Det kunne godt se sådan ud, som hun lå her, kold, udmattet og paralyseret, men opgav gjorde hun ikke. Arrig måtte hendes blik være, indtil hun så, hvordan han forsvandt ud af hendes synsfelt, hvor hun blot kunne høre, hvordan han faktisk forlod hende lammet i sneen. Frygten for sit liv måtte vælde op i hende for alvor, hvor hun ihærdigt forsøgte at tænke sig frem til en modbesværgelse på hendes lammelse, men lige meget hvad hun gjorde, så kunne hun ikke finde kræfterne til at bruge selve magien. Færdig måtte hun helt føle sig, som hun lå kold og alene i sneen med alle sine smerter. Søvnig måtte det også helt gøre hende, hvor søvnen var endnu sværere at kæmpe imod, nu når Konstantin var gået. Træt betragtede hun nattehimlen, hvor den måtte forekomme helt trist for hende, som det endnu sneede. Hun måtte derfor også helt frygte, at hun blev sneet til, inden hun kunne bevæge sig igen, og hvis hun kom fri, så ville hun allerede have taget skade af at ligge ude i kulden så længe. Som hun lå alene ude i sneen, dukkede en tanke langsomt frem i hende. Hun prøvede dog, at skyde den væk igen, for den var jo latterlig! … eller … var den? Hun kunne ikke komme på andre ideer lige nu, og hun tvivlede på succesraten ved denne ide, for det krævede, at hun kontaktede en person, hun allerede havde et ringe forhold til. Men hvad kunne hun ellers gøre? Hendes øjne gled i, som hun brugte alle sine kræfter på at lade sit sind vandre til Atterlin. Der nåede det Slavonik Palace, hvor hun fornemmede flere af sine slavers sind. Det stoppede dog kun ved en bestemt person, hvor hun lod sin stemme lyde svagt i hans hoved. #Voltaire.. Kom til Mørkets Cirkel i Marvalo City.. Hurtigt!#

[Deleted]

Hvad Aleksandra foretog sig, var uvist for Voltaire. Han havde brugt hele dagen på at arbejde, hvor han var blevet sat til lidt og hvert. Det var lidt begrænset hvad de kunne lave, når der var vinter, skønt han både havde været ude for at rydde sne og ordnet hestene ude i staldene, samt fodret dem. Der var ganske vidst ikke meget at lave, men til gengæld var det også i denne årstid at mange blev syge og der var flere af de andre slaver som var blevet syge. Han selv kunne godt mærke at kulden var blevet ekstrem og han havde aldrig været fan af vinter og sneen, men smukt var det naturligvis, så længe man ikke skulle ud i det. Han havde også fået mere og tykkere tøj at tage på, når han skulle ud, og det var af kvalitet som holdt, da Aleksandra alligevel tænkte på slavernes velbefindende, hvilket han alligevel fandt beundringsværdigt, da han skam havde været hos de herrer som var direkte ligeglade med sit personale, som blot havde sendt folk nøgne ud i kulden, hvis det var det som havde passet dem. Han havde det naturligvis godt her, hvis man sammenlignede med andre steder han havde været og sårligt hos slavehandlerne, hvor han vidste at han ville overleve vinteren, som han havde været i tvivl om, da han havde været hos slavehandlerne, men derfor så brød han sig stadig ikke om kvinden! Hun var virkelig forfærdelig og irriterende, derfor så forsøgte han også at undgå hende. Hun havde heller ikke kontakten ham siden deres første forsøg, skønt han regnede med at der ville komme flere, for hun var jo tydeligvis fast besluttet på at finde en kur mod den sensuelle udstråling, noget som han endnu fandt direkte idiotisk, for ingen kunne stå imod og der fandtes ingen kur! Natten var skredet på for ikke så lang tid siden, hvor de endnu var ved de sene eftermiddagstimer. Han var kun lige kommet indenfor efter arbejdet udenfor, idet han hørte Aleksandras stemme i hans hoved. Han havde godt hørt de andre snakke om at Fruen var ude af huset, hvilket han dog ikke havde taget sig af. At hun så kontaktede ham og sagde at han faktisk skulle forlade palæet, gjorde ham en anelse usikker for.. hvorfor skulle hun dog bede ham om det? Mon det var et trick? Tænderne bed han let sammen, som han i nogle minutter måtte overveje om han skulle gøre det eller ej, for.. han gik ikke ud fra at nogen havde tilladelse til at gå ud, medmindre de vel blev bedt om det, men hvorfor skulle hun bede ham om det, når han vidste at hun hadede ham og mest af alt ønskede at spærre ham inde? Han endte dog med at sukke, som han lukkede øjnene, fokuserede på Aleksandras energi, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt. …
… Ikke lang tid efter, måtte Voltaire dukke op tæt ved Mørkets Cirkel, hvor han så sig let omkring. Han bar nogle varme skindstøvler med bomuld indeni, nogle bomuldsbukser, en bomulds bluse og med en varm kappe udenpå, samt sine varme vanter, så han ikke ville fryse. ”Hvis dette er et trick Aleksandra, så sværger je..” Han endte med at tie, da hans klare isblå øjne faldt på den liggende skikkelse i sneen, hvor han langsomt nærmede sig. Han så langsomt at det var Aleksandra, hvor han blinkede let med øjnene af overraskelse ved at se hende på denne måde. Han endte med at knæle ved hendes side, hvor han helt tøvede med at røre hende, fordi han kunne se hvor ilde tilredt hun havde det. ”Hv-hvad er der sket?”

[Deleted]

Mødet med Konstantin havde bestemt ikke forløbet vellykket, hvilket Aleksandra var et levende bevis på. Ubevægelig lå hun i den kolde sne, hvor kulden langsomt måtte overtage hendes krop, og forværre hendes situation. Hun var allerede ilde tilredt, som hun havde diverse fysiske skader på kroppen, hvor sneen kun var et af de slemme faktummer hun var omgivet af. Hendes baghoved havde som den første skade fået en flænge, hvor hun helt var begyndt at frygte for mulig betændelse i såret, da det var ekstremt udsat med sneen i såret. Blodet løb også derfra, hvor det særligt løb hurtigt, fordi det kom fra hovedet af. Hendes lange nøddebrune lokker var våde og klæbrige, hvor hendes tøj efterhånden også måtte være gennemvæddet af sneen. Under pelsponchoen hun bar, lå hendes arm i en slynge, som hun havde fremmanet den for at holde styr på sin skulder. Hendes ribben var trykkede, hvor et af dem var så ilde tilredt, at det var brækket, fordi Konstantin havde lavet en trykbølge alt for tæt på hendes krop. Hendes ansigt bar en glødende rød kind, mens hendes læber var blodrøde, efter at hun på et tidspunkt havde spyttet noget blod ud. Det ene øje var også begyndt at få farve, hvor det blev blåt og violet, ligesom mærket i siden på hende, da Konstantin også havde sparket til hende. Elendigt havde hun det, og elendig følte hun sig. Hun frygtede for, hvordan hun kom hjem, da hun ikke selv havde energien til at teleportere sig hjem i sikkerhed. Derfor kom hun også på den usikre tanke at tilkalde Voltaire. Hun vidste ikke, om det ville hjælpe, da hun vidste, at manden hadede hende, men hun var hans herre, så han var tvunget til at gøre som befalet, skønt hun var ufattelig let at gøre det af med i denne situation, som hun lå svag og lammet. Han var dog hendes eneste chance, son hun vidste, at han var warlock, og at han vidst kunne lidt mere, end hvad man forventede af en slave. Derfor forsøgte hun at tilkalde ham, hvor hun bare håbede, at han ville reagere på hendes kald. Som hun havde sendt beskeden af sted, lå hun med lukkede øjne, hvor hun igen mærkede, hvordan trætheden måtte overmande hende. Hun ønskede at sove, men hun vidste, at det var farligt. Både fordi, at hun ikke vidste om Voltaire kom hende til undsætning, eller om han ville handle forkert, hvis han gjorde noget forkert, fordi han ikke kendte til hendes situation. Hvor længe hun lå i kulden, før hun hørte Voltaires irriterede stemme, anede hun ikke, men svagt hørte hun ham lige pludselig. Hun gik i hvert fald ud fra at det var ham.. Stille som hun lå, kæmpede hun med at åbne øjnene igen, hvor hun ikke vidste, om hun var faldet en anelse hen i den tid, hun havde ligget og ventet, men træt og udmattet var hun. Langsomt fik hun øjnene slået op, hvor de trætte faldt på Voltaires skikkelse, som han satte sig ved hende. Hun mærkede end ikke hans berøring, da hun var så forfrossen og fuld af smerter, og det måtte vel sige lidt til hendes tilstand efterhånden. #F-få mig hjem.. min krop er l-lammet. M-men p-pas på min skulder og ribben,# bad hun dæmpet. Om han ville hjælpe hende, vidste hun ikke, men hun håbede da. Hun håbede også, at han kunne ophæve lammelsen, da hun var nødt til at få førligheden igen, hvis hun skulle kunne klare alt dette. I øjeblikket var det dog ikke op til hende, men til Voltaire, som hun ingen magt havde i denne stund, skønt hendes sind summede af had og hævn efter Konstantin.