Friend or foe?

[Deleted]

Konstantin kunne mærke at Aleksandra kun irriterede ham mere og mere, hvilket han snart ikke havde tålmodighed til længere. Hun var ham en torn i øjet, og havde bestemt ikke gjort hans forhold til Malisha bedre, men tværtimod forværret det. Det irriterede ham kun yderligere at de så skulle skændes så snart de så hinanden, og derfor så ville han gerne have undværet at støde på hende, fordi hun ikke gjorde andet end at pisse ham af. ”Dit egentlige potentiale, er at give mændene en fornøjelse i sengen og intet andet,” svarede han hånende igen, som det kølige smil ikke falmede det mindste. At hun så kom ind på ham og Malisha igen, gjorde ham kun yderligere irriteret, for hans forhold til Malisha, ragede ikke hende! ”Vi har blot et mindre brud, jeg bærer desuden stadig ringen, og måske jeg skal gøre det af med dig her og nu, så gør jeg vidst alle en tjeneste,” svarede han bidende igen, som han kun strammede grebet omkring hende. Han så ingen grund til at opføre sig anderledes overfor Aleksandra, eftersom hun kun irriterede ham og tydeligvis kun var ude på at gøre hans liv til et helvede, så måske han bare skulle gøre det af med hende her og nu og så slap han for at se på hendes ansigt nogensinde igen. Det var snart en tanke som fristede ham mest. ”Beklager smukke, den dag tvivler jeg på nogensinde kommer, der er os som er født til magt, og så er der dig, der må kæmpe dig hele vejen og til sidst indse, at du ikke er nær så god, og det eneste du har vist mig du er god til, er at sprede benene, hvilket du vidst har gjort for rimelig mange mænd,” svarede han nedladende igen. Når hun selv blev spydig overfor ham, så gjorde han i den grad også igen. Inderst inde fandt han det en skam, at det skulle foregå sådan mellem dem, men han følte heller ikke at hun gav ham noget andet valg, når hun tydeligvis forsøgte at sabotere ham og særligt hans forhold til Malisha, hvilket var noget som han bestemt ikke fandt sig i! Måske Malisha havde kastet ringen bort, men han gik endnu med sin, desuden så havde de blot et lille brud, som vel nok skulle blive godt igen? Det håbede han da i hvert fald på at det ville blive, for han elskede hende trods alt. Han bed tænderne fast sammen til hendes ord, som de kun gjorde ham langt mere arrig. ”I så fald er jeg ikke den eneste der opfører mig som et urimeligt lille barn, det er desuden ikke min skyld du er jaloux over at have mistet mig og føler grund til at skulle blande dig i mit forhold til Malisha. Men så ringe er du vel bare? Du har intet bedre at give dig til, end at forsøge at sabotere mit liv, men hvis det er en personlig krig du vil have Aleksandra, så skal jeg nok sørge for at tage hele din vinplantage, din titel og dit søde liv i luksus fra dig, så du ender på gaden som intet andet end en lille kloakrotte,” hvislede han direkte truende i hendes øre. Han fnøs let til hendes ord. ”Tro mig.. du er den sidste jeg vil ende sammen med. Desuden var du ikke skredet, så var jeg, i sidste ende, ville du kun have kedet mig,” svarede han køligt igen. Som hun rev sig ud af hans favn, kneb han let øjnene sammen. ”Gammel og trist mand? Måske jeg skal vise dig, hvor stærk og mægtig jeg faktisk er,” svarede han køligt igen, som han lod rødderne under jorden på hende bryde op gennem overfladen og forsøge at gribe ud efter hendes ben og arme, for at holde hende fast. Nu havde han simpelthen fået nok!

[Deleted]

Det var ikke kun Konstantin der var irriteret, men også Aleksandra, da han virkelig formåede at pisse hende af. Det irriterede hende grænseløst, at han konstant beskrev hende som intet ringere end en prostitueret, og det var da det sidste hun var! Hun havde måske set visse mænd for at fremme sin egen position, hvilket også var den eneste grund til, at hun nogensinde havde været sammen med Konstantin, men det betød ikke, at hun bare prostituerede sig selv. Det irriterede hende også, at han kun så kropsligt på hende, men på den anden måde hjalp han til at skubbe hende længere væk fra ham, da hun på den led fandt ud af, at han i virkeligheden var ingenting! Hun skulle have dræbt ham, dengang hun havde haft chancen, da han kun var falsk, og det kunne hun kun ærgre sig over nu. ”Og du kalder mig for snæversynet? Kom videre, Konstantin! Du er blændet af had. Intet andet,” svarede hun afvisende igen. At hun formåede at ramme ham, som han ramte hende, frydede hende, som hun havde fundet ud af, at den gale Malisha måtte være hans svage punkt. Det gav hende og kun lyst til at træde mere i det, da han kun gjorde det samme med hende. ”Et mindre brud? Du ødelagde kvinden, da du lå til højre og til venstre med alle de kvinder, du fik øje på. Hvis der er nogen der prostituere sig selv, så må det da være dig. Jeg burde muligvis gøre hende en tjeneste, og fjerne hende fra jordens overflade. Desuden, så er hun ikke så meget værd, som hun går og tror. Jeg husker endnu, hvordan hun lå for mine fødder med sin løsrevede arm. Et sørgeligt syn, at en leder ikke engang kan klare en kamp på mere end ti minutter,” svarede hun i en kynisk tone, mens smilet spillede ud på de fyldige læber. Hun mærkede godt, hvordan hans greb om hende strammedes, hvilket selv fik hende til at spænde op i kroppen, mens hun mærkede magien summe i sit indre. Hun længtes efter at angribe ham, som magien tog til sekund fra sekund. ”Du ville sikkert ønske, at du havde ret, men det har du ikke. Jeg er kommet for at blive, og det er bare en tanke du må vænne dig til, kære. Jeg har nået mit mål, så lad mig passe mit job, så lader jeg dig passe dit eget,” sagde hun køligt. Som dette møde havde taget form, så ønskede hun bestemt ikke at se ham igen, og det ville måske også være for det bedste. Han irriterede hende, samt sårede hende, skønt hun ikke var meget for at indrømme det. Han havde måske troet, at alt mellem dem havde været en løgn, men det var nu ikke sandt. Hun havde skam kunnet lide ham, men det havde været inden han var begyndt at stemple hende som en luder, og truet hende med at sende hende tilbage til det liv, som hun faktisk var født i. ”Jaloux? Åh kære.. Man kan ikke blive jaloux over noget, som man selv har givet afkald på, for det er som sagt mig der forlod dig, og gudskelov for det! Og det eneste jeg gjorde under mødet med Malisha var bare at fortælle hende den sandhed, som du tydeligvis ikke har villet fortælle hende gennem tiden. Men lige meget hvad, så skylder jeg dig intet efter den opførsel, du har vist mig,” hvislede hun tilbage, skønt hun måtte frygte, at han ville forsøge at gå efter hendes liv, som hun holdt så kært. Hvis han gik efter hende på den front, ville hun også vide, at der absolut intet var mellem dem, samt at der aldrig nogensinde havde været det, for som hun havde været forelsket i ham, havde hun ikke været i stand til at frarøve ham sit liv, hvilket hun stadig ikke ønskede, men sådan havde han det tydeligvis ikke med hende, så hun burde sikkert revurdere sine følelser for at redde sit eget liv. Som hun rev sig fri fra hans greb, mærkede hun i stedet, hvordan rødder greb om hendes ankler. Irriteret lod hun gløder ramme rødderne, så der gik ild i dem og de svandt hen. Nu var han simpelthen gået for vidt! ”Er det virkelig det punkt vi er nået til, Konstantin? Men nuvel.. hvis det er sådan du ønsker det,” sagde hun i en faretruende hvislen, inden hun roligt løftede sin hånd mod ham. En trykbølge sendte hun mod ham, hvor den formentligt ville ramme ham og sende ham en flyvetur et par meter fra hende.

[Deleted]

I virkeligheden forsøgte Konstantin kun at såre Aleksandra, fordi hun også havde såret ham både tilbage i sin tid, men også under deres forrige møder. Det gjorde også ondt at hun ikke engang kunne give ham et ordentligt svar på hvorfor hun var skredet, hvor han ville foretrække sandheden, skønt han sidste gang næsten havde kunnet fornemme at sandheden vidst var slem, siden hun ikke gad fortælle ham den. ”Selvfølgelig er jeg det, når du ikke engang er kvinde nok til at fortælle mig sandheden og kun forsøger at sætte mig i en dårlig position personligt! vrissede han køligt af hende, som hans mørke øjne måtte hvile kynisk på hende. Hun skuffede ham og var tilsyneladende ikke den kvinde, som han havde holdt af dengang, da hun nu kun var kold og hjerteløs – nok ikke det sidste, men han betød tilsyneladende ikke noget for hende længere, og derfor irriterede det ham kun at hun skulle køre sådan i ham og Malishas forhold, når hendes tillid til ham og de andre tøser endnu var minimalt. At hun så også skulle fortsætte med at køre i hans forhold til Malisha irriterede ham kun yderligere, skønt hendes ord gjorde ham direkte stiv i minen. ”Du kommer til at fortryde de ord,” hvislede han tonløst igen, som hans blik hvilede direkte kynisk på hende, som al varm følelse havde forladt ham. Måske han havde lagt i med mange kvinder og dermed var det også hans egen skyld at tilliden var elendig mellem ham og Malisha, men det vedkom igen ikke Aleksandra! Men at hun så skulle udstille Malisha på den måde, gjorde ham direkte rasende! ”Desuden.. af hvad jeg ved, så varede kampen ikke længere, fordi du stak af som en eller anden kujon, ergo må du jo være taberen,” svarede han hånligt igen. ”Det er svært at passe mit job, når du forsøger at sabotere mig personligt, men hvis det virkelig er den krig du vil have, Aleksandra, så skal jeg nok gøre alt hvad der står i min magt til at få dig pillet ud af hierarkiet, så folk kan pege fingre af dig når du går på gaden og sige: Åh det var den tidligere baronesse der ikke var nær så stor som hun troede,” hvislede han kynisk igen. Han havde mange kontakter, og hun kunne bare forsøge at lægge sig ud med ham og så ville han ikke tøve med at tage alt fra hende! ”Hvis du ikke er jaloux, hvis ikke du kan lide mig, hvis jeg ikke betyder noget som helst for dig, og når det alligevel er sådan her mellem os, hvorfor fortæller du mig så ikke bare sandheden? Om det gør tingene værre eller ej, kan være ligegyldigt, eftersom vi tydeligvis har ramt bunden, så hvorfor ikke bare vise hvilken storslåede kvinde du kæfter op om at være og fortælle mig sandheden, frem for at holde den skjult som enhver anden kujon?” spurgte han sagte. At det hele så endte ud i kamp, var naturligvis ærgerligt, selvom det tydeligvis ikke kunne gå nogen anden vej. Trykbølgen hun sendte imod ham, kunne han ikke nå at undvige, da hun stod alt for tæt på ham. Den ramte ham og kylede ham flere meter tilbage, hvor han landede på ryggen i jorden med et gisp. Han bed tænderne sammen og knurrede som han kom op igen, hvor han flåede kappen af sig, så den ikke var i vejen. Han tændte for magien i sit indre, hvor han dannede fem små sorte kugler som han kylede direkte imod hende. Ramte de, så ville de eksplodere – ikke dødbringende, men yderst skadende. Imens hun tænkte på dem, rakte han begge hænder frem strakt, hvor han skød en trykbølge til hver side, så hun ikke kunne springe til siden uden at blive ramt af enten en trykbølge eller kuglerne – medmindre hun fandt på noget andet.

[Deleted]

Aleksandra forstod godt det faktum, at han ønskede at kende til sandheden, men hun frygtede for sit eget liv, hvis hun fortalte ham sandheden. Hun havde planlagt at myrde ham, men havde droppet det på grund af sine følelser for ham, og hvordan ville han ikke reagere på det? Hun tvivlede på, at han ville svæve over tanken om, at hun havde stoppet sin plan af kærlighed til ham, da hun tænkte, at han sikkert kun ville høre det, at hun engang havde ønsket at slå ham ihjel, og så ville han sikkert gøre det samme ved hende. Det var en risiko hun ikke kunne løbe. Det var desuden ved at gå op for hende, at det aldrig ville blive godt mellem dem igen, som skaderne var for store. ”Du har selv placeret dig i den stilling! Jeg havde ikke planlagt et gensyn med dig, og da vi sås, hånede jeg dig ikke. Det var dig der begyndte, og som enhver anden, så svarede jeg bare igen,” sagde hun sigende. Hun havde skam ikke søgt et skænderi med ham, som hun kun havde forsvaret sig, når han begyndte at bide af hende, hvor hun selvfølgelig også havde bidt igen, da han ikke uset kunne svine hende til. At de så fortsat måtte bide af hinanden, var der ikke noget at sige til, men hun kunne mærke, at hun ramte et ømt punkt, som han ramte et ømt punkt hos hende. Hun så derfor også bare køligt på ham, da han kom med den trussel, at hun ville fortryde sine ord. Det tvivlede hun nu på, at hun ville gøre, hvis ikke det blev bedre mellem dem, for ellers kunne hun være komplet ligeglad med ham. ”Hvis du er sur over det faktum, at jeg forlod stedet, betyder det så, at du ville ønske, at jeg havde slået din kvinde ihjel?” spurgte hun i en nedladende tone. ”Så du mener, at det hele er min skyld? At det udelukkende er mig, der forsøger at ødelægge hvert, der har eksisteret bånd mellem os? Jeg kan så fortælle dig, at det ikke passer! Jeg har forsøgt at tale med dig på et roligt plan, samt inviteret dig til mit hjem, men det eneste du ser, når du ser på mig er had! Det er dig der er skyld i, at det hele er gået så vidt mellem os. Men hvad skal der til for, at du holder dig ude af mit liv? Der er nemlig en ting jeg er sikker på, at vi kan blive enige om, og det er, at vi begge gerne vil leve videre uden den andens indblanden,” sagde hun stilfærdigt. Hun ønskede ikke at gøre tingene være mellem dem, ligesom hun heller ikke ønskede, at han gik efter hendes titel. Om det hele så var eskaleret fuldstændigt, eller om han havde den mindste godhed tilbage i sig, måtte tiden jo vise. ”Men hvis alt virkelig er slut mellem dig og mig, hvorfor ønsker du så at vide, hvorfor jeg forlod dig? Du siger alligevel, at jeg ikke er andet end en prostitueret for dig, så du kan vel være ligeglad, når du alligevel ikke følte noget for mig,” svarede hun afvisende og så væk fra ham. Hvis hun bare havde været et godt knald for ham, så kunne det jo være ligegyldigt. Især når han gik og pralede med, at han havde fundet sit livs kærlighed nu og at alt var godt på den front. At det hele så gik op i hat og briller, som han brugte magi mod hende, kunne det tyde på at alt var tabt mellem dem. Hurtigt skred hun derfor til modangreb, som hun sendte en trykbølge mod ham, så han kunne få som fortjent, uden at det var videre dødeligt eller skadende, da det kun fjerne ham fra hende. Hun så, hvordan han fløj flere meter tilbage, hvor hendes blik blot hvilede følelsesløst på ham. Da han så kom op igen, kunne hun tydeligt se, at hun havde pisset ham af, hvilket allerede var med til at forberede hende. Dæmpet mumlede hun nogle ord for sig selv, som hun fremmanede et mørkt magisk skjold, som hun så, hvordan de sorte kugler skød mod hende. Det virkede også, indtil det for sent gik op for hende, at han også havde fremmanet nogle trykbølger. Som de fem kugler slog mod skjoldet, sprang det og sendte flere gnistre omkring sig, og inden hun vidste af det, slog trykbølgerne imod hende og sendte hende ind mod en af granitstenene. Med et smertende gisp, ramte hendes ryg og baghoved den kolde og hårde sten, hvor det slog hul på hendes hoved.

[Deleted]

“Og hvordan havde du regnet med at jeg ville reagere, ved et gensyn? Med glæde? Glem ikke at du valgte at skride og du kan ikke engang give mig sandheden om hvorfor!” bed Konstantin hende af, som hans blik hvilede køligt på hende, „desuden så havde jeg ikke regnet med at se dig igen, så det var lige så meget chokket der talte for sig,” tilføjede han i en mumlen, som han vendte blikket væk fra hende. Havde det været ham der havde fundet hende, så havde han nok reageret anderledes og været den kække og kortfattede som hun havde været. Han vendte blikket fast mod hende igen, som han sendte hende en indgående mine. ”Men det ændre ikke på det faktum at du så senere hen, har forsøgt at sabotere mit liv, ved at komme mig og mine kære på tværs!” bed han af hende, som han let knyttede næverne. Hendes ord fik ham kun til at bide tænderne fast sammen, som han sendte hende en skulende og fast mine. ”Malisha har altid betydet noget for mig, hvis ikke som min kvinde, så som min ven og uanset hvordan det vil gå mellem os, så vil jeg lade helvedet bryde løs på den som gør hende ondt!” hvæsede han vredt igen, som gnistrer fløj ud fra hans knyttede hænder, Han fnøs let til hendes ord, som han sendte hende et køligt smil. ”Ja? Jeg kan så fortælle dig at det er svært at leve mit liv uden din indblanden, når du går efter Malisha, og tro mig Aleksandra, går du efter de som jeg holder af, så lægger du dig også ud med mig, og det vil du komme til at fortryde,” svarede han afvisende, som han kneb øjnene sammen og sendte hende et hårdt blik. Hun havde virkelig overskredet en grænse ved ham, da hun havde løjet overfor Malisha og forsøgt at stille ham i et dårligt lys, for det var jo netop et angreb på ham, så hun skulle bestemt ikke tro at hun var en engel og helt uskyldig, for det var hun da bestemt ikke! Han bed tænderne let sammen, som han mærkede at han måtte bide i det sure æble. ”Du ved udmærket godt at jeg holdt af dig, for ellers så havde jeg ikke holdt på dig så længe, derfor ønsker jeg sandheden om hvorfor du skred, og siden du ikke tør fortælle mig det, må det jo næsten være fordi det er en meget slem sandhed, bange for at den vil gøre mig sur på dig? for det er jeg allerede, så hvad har du at miste? Du er trods alt alligevel ligeglad med mig, det var trods alt derfor du skred i udgangspunktet, ikke sandt?” svarede han kynisk igen. Han havde holdt af hende, derfor gjorde det også ondt at det var endt sådan her mellem dem, og måske han havde været sur på hende, men kunne man bebrejde ham? Hun var skredet uden så meget som et eneste ord, og det havde rent faktisk såret ham dengang, så at se hende igen, havde opvækket en vrede i ham. At det så skulle gå så vidt til kamp, var noget som næsten kun gjorde tingene værre, selvom der nu ikke var nogen vej tilbage. At hun dannede et skjold og afværgede kuglerne, måtte næsten ærgre ham, skønt et kynisk smil gled over hans læber, da trykbølgen så ramte hende og sendte hende tilbage ind i granitstenen. Han fnøs kortfattet. ”Er det virkelig det eneste du kan? Kom nu Aleksandra, vis mig hvad du dur til, du har jo ikke siddet foran bøgerne for ingenting,” svarede han hånligt igen, som han dannede en energikugle og kastede den imod hende, for at få hende til at flytte fødderne.

[Deleted]

Aleksandra forstod skam godt, at han var blevet vred over det faktum, at hun bare havde forladt ham den ene dag til den anden. Det hjalp dog ikke at bide af hende, for hun var en kvinde der hurtigt gik i selvforsvar, så hvis man forsøgte at skade hende, slog hun skam igen. Derfor var det hurtigt gået op i hat og briller, da han havde talt ned til hende i det sekund, han havde set hende, og så havde den bare kørt videre derfra. ”Det ville nu ikke have gjort mig noget, hvis du havde hilst på mig med lidt glæde,” sagde hun roligt og med et irriterende smil på læben. ”Men siden du ikke vil glæde mig, så kan jeg måske give dig den glæde og lade dette blive vores sidste mode. Så vil alt også være, som det burde være.” Personligt var hun ved at blive godt træt af disse sure sammenstød, da de på ingen måde gavnede hende. Hun havde forsøgt at behandle ham med en smule respekt, som hun havde inviteret ham til middag hos sig, efter at have handlet nogle slaver hos ham, men han blev ved med at være en torn i øjet på hende. Når hun så ham, blev hun nemlig mindet om, hvor godt de engang havde haft det sammen, og hvor ødelagt det nu var. ”Og derfor siger jeg, at man ingen kære skal have, da det kun sætter en i en udsat position,” svarede hun med en sikker mine. Han havde sin trolovede, Malisha, der var hans svage punkt og det var hun udmærket klar over. Det havde hun nemlig fundet ud af, som hun havde fået lagt to og to sammen ud fra deres møder, og så senere mødet med Malisha. Han havde nemlig aldrig direkte sagt til hende, at han stadig var sammen med den kvinde. ”Ha! Det må da være deres største joke, hvis ikke årets! Hvor var respekten da, da du tog mig ind som din kæreste i stedet for din trolovede, som du allerede havde?” spurgte hun hoverende, da han sagde, at Malisha altid havde betydet noget for ham. Det var ikke just noget hun troede på, da kvinden aldrig havde været oppe og vende, som hun havde været inde i billedet. ”Ja ja, jeg har forstået det. Hvis jeg rør dem du kender, kommer du efter mig,” svarede hun og viftede afværgende med hånden, da hun efterhånden var træt af, at han blev ved med at belære hende om, at hun skulle se at passe på. Hun var dog klar over, at hun havde angrebet ham, som hun havde talt med Malisha, men sket var sket. At han så slugte alle sine ord om, at hun var en prostitueret i hans øjne, rettede hun nysgerrigt de grågrønne øjne mod ham, men hun hævede det ene bryn. ”Hvorfor betyder det så meget for dig at kende årsagen, når du konstant plabre løs om, at du er åh så lykkelig, nu når jeg forsvundet ud af dit liv? Jeg sårede dig måske, men burde fremtiden ikke betyde mere for dig, end at kende til fortiden?” spurgte hun sigende. Hun undgik bevidst at svare hans ord om, at hun var ligeglad med ham og at sandheden var slem. Sandheden var skam slem, men hun frygtede hans had, hvis hun sagde den, ligesom hun ikke brød sig om at indrømme, at hun rent faktisk havde elsket ham og derfor var gået. At de så endte i kamp, og at han rent faktisk ønskede at skade hende var noget, der fik hendes øjne til at sortne fuldstændigt, da hun i så fald tabte alt for ham! Hun mærkede, hvordan hendes krop bragede ind i en af granitstenene, og hvordan et jag af smerte løb gennem hendes hoved, som hun slog hul på det. Det var dog til at abstrahere fra, da det ikke var synderligt dybt, og derfor mere overfladisk. Hun skulle til at svare ham, men inden hun nåede det, måtte hun springe op på benene og hoppe til siden, inden energikuglen sprang mod stenen. Med had i blikket, lod hun to mørke energikugler tage form i sine håndflader, uden hun tog blikket fra Konstantin. Først gjorde hun en kastebevægelse med den ene arm, så den ene kugle blev skudt af sted mod ham, hvorefter hun gjorde det samme med den anden, så der fløj to kugler mod ham med kun få sekunders mellemrum.

[Deleted]

Konstantin havde reageret i et chok over at se hende igen, da de havde mødt hinanden på markedet, derfor havde han også startet med at blive spydig og vred, da hun simpelthen havde taget ham på sengen, og det var kommet frygtelig meget bag på ham at se hende, når hun var den som havde skredet, hvor han ligeledes ikke havde glemt at hun havde forladt ham. ”Hvordan skulle jeg have reageret anderledes, når du skred fra mig dengang uden så meget som et ord? Jeg ledte tilmed efter dig flere måneder efter! Da jeg så dig på markedet, tog du mig simpelthen på sengen, for det havde jeg ikke regnet med så mange år efter,” svarede han sandfærdigt, som hans mine hvilede fattet på hende. Han havde faktisk ledt efter hende, fordi han havde troet at der måske var sket hende noget, men til sidst måtte han jo erkende at hun faktisk var smuttet fra ham, skønt han ikke havde nogen anelse om hvorfor, for de havde intet skænderi haft og de havde tilmed delt en fantastisk aften sammen inden. ”Jeg troede at det sidste møde, ville blive det sidste mellem os, men ser her, skæbnen overraskede os, og hvem siger at den ikke kan gøre det igen?” Han trak blot på skuldrene. Måske de sagde at det blev det sidste møde, men det kunne de jo aldrig vide. ”Og hvem skal hjælpe dig, når du selv er udsat og ikke kan klare problemerne selv? Så er du alene, derfor er kære og venner ingen svaghed,” svarede han roligt. Måske at dem man havde nært til sit hjerte, kunne være en svaghed, men omvendt kunne de også blive ens største styrke, og hvem gad at leve et liv helt alene? Aleksandra ville tilsyneladende, men selv hun havde haft folk i sit liv, inkluderet ham. Hendes hoverende tone, var noget som gjorde ham vred, hvor han bed tænderne let sammen. ”Malisha og jeg kender hinanden helt tilbage fra vi var små børn af, hun har altid været min ven, derfor vil hun altid have en betydning for mig. Men vi har også haft separerede liv flere gange, hvor vi ikke har haft kontakt, og den ene gang, kom du ind i mit liv, for ellers var det ikke sket,” svarede han sandfærdigt og lettere sammenbidt. Hun var ham virkelig irriterende, når hun først blev kæphøj, selvom han vidste at han ikke havde behandlet Malisha særlig pænt, men han havde jo så også troet at det havde været en gengældt opførsel. ”Du burde tage mine ord lidt mere seriøse Aleksandra, eftersom jeg kan love dig for at du ikke vil have mig som din fjende!” bed han af hende, som hun viftede afvisende med hånden, som selv var en handling der irriterede ham! ”Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad det er der gør at du ikke vil fortælle mig sandheden. Er den virkelig så slem, siden du ikke kan sige det? Du har sagt dette bliver vores sidste møde, så hvorfor ikke bare smide bomben og se hvad der sker? Tingene kan jo umuligt blive værre,” opfordrede han hende roligt. Han var nysgerrig efter at vide hvorfor hun ikke ville fortælle ham det, selvom han næsten kunne regne ud at det havde været slemt. At hun kom op på benene hurtigt igen, da han kastede energikuglen mod hende, smilede han kækt og udfordrende til hende. Som hun kastede de to energikugler mod ham, gjorde han en serie af bevægelser mod hende, hvor han startede ud med at skyde en trykbølge mod den første kugle, så den eksploderede, hvor han snurrede rundt om sig selv imens han trådte et skridt tættere på hende, for trampe i jorden, så en stor sten skød op af jorden, som han brugte som skjold, så hendes anden kugle ramte den, inden han tog endnu et skridt imod hende og slog en knytnæve ud i luften, som sendte et mindre stykke af den store sten imod hende med fuld hammer. ”Er det det bedste du kan?”

[Deleted]

Det at han rent faktisk havde ledt efter Aleksandra, måtte et sted røre hende, da det betød, at hun virkelig havde haft en betydning for ham. Det måtte også få hende til at føle, at hun havde truffet det rigtige valg, for lige meget hvad, så var det jo ikke blevet til noget mellem dem i den sidste hende. Hun var skræmt ved tanken om følelser, så valget havde været mellem at gå eller dræbe ham, og det sidste havde hun slet ikke været i stand til. Desuden havde han også været trolovet med Malisha dengang, så hende havde hun også været nødsaget til at skaffe af vejen på den ene eller anden måde. Alt det havde hun dog ikke haft noget problem med, indtil hun rent faktisk havde forelsket sig i ham. ”Og alt det kan ingen af os alligevel lave om på. Det er desuden ligegyldigt, hvad jeg havde valgt alligevel. Du siger selv, at du er bedre tjent uden mig, og at du nu står med dit livs kærlighed. Du burde derfor glemme alt dette, hvis det du siger passer,” svarede hun fortsat afvisende, som hun vitterligt ikke brød sig om at tale om deres tid sammen. Det var hende en torn i øjet, at hun rent faktisk havde nydt tiden med ham, og ønsket sig mere af det. Hun havde nemlig ofte overvejet, om hun bare skulle droppe sine planer og blive hos ham, da han et sted havde gjort hende lykkelig, men hun havde i sidste ende besluttet sig for at gå. ”Siden du frygter at se mig igen, har du så i sinde at slå mig ihjel, så du er sikker på, at jeg ikke kommer igen? Er det det vi er nået til, Konstantin?” spurgte hun med et løftet bryn. Om han kunne slå hende ihjel, vidste hun ærlig talt ikke, men hun ville i hvert fald gøre sit for at forsvare sig selv. ”Det at være alene er mit valg. Drop nu bare de falske bekymringer,” sagde hun stilfærdigt. Han kunne være ligeglad med, hvordan hun levede sit liv. Han hadede hende jo lige meget, hvad hun gjorde, så han kunne vel ligeså godt ignorere hendes levestil. Hun var desuden tilfreds med den, og det burde være det vigtigste. ”Det er fint nok, at du prøver at undskylde dine handlinger, men spar dig. Jeg er alligevel ikke interesseret i at høre, hvordan du og Malisha lever Jeres liv sammen,” sagde hun køligt. Det var på sin vis underligt for hende at se ham glad for en anden kvinde, da hun egentligt havde haft ham for sig selv, dengang de to havde været sammen, men det var trods alt et valg hun selv havde truffet. ”Og du ønsker måske mig som din fjende?” spurgte hun stilfærdigt. Hun var bestemt ikke uduelig, når det kom til magi. Samtidig med det, så var hun også interesseret i, at han personligt og følelsesmæssigt ønskede at gøre hende til sin fjende, da de trods alt altid havde haft det godt sammen. Det var dog før hun havde forladt ham. ”Hvis du så gerne vil høre sandheden, så fortæl mig, hvad jeg får ud af at fortælle den? Og sig nu ikke, at jeg vil føle en indre lettelse af det, for du ved, at jeg er interesseret i mere end det. Og det kan altid blive værre eller bedre, min kære,” svarede hun kynisk igen. Som hun skød de to energikugle efter ham, måtte hun ærgre sig over, at han perfekt afværgede dem begge, men på den anden side, så vidste hun godt, at han ikke var en let modstandet. Derfor havde hun også haft det fint med, at hun aldrig før nu havde været i en duel med ham. ”Drøm videre,” hvislede hun hånende igen, som han måtte tro, at hun ikke havde mere at give af. Som hun så stenen komme i sin retning, løftede hun let hånden, hvor man kunne høre, hvordan luften helt måtte knitre omkring dem. Et lynnedslag slog ned i stenen, hvilket fik den til splintre i tusind stykke. Hun løftede hånden op til læberne, hvor hun let pustede, så de mange sten susede tilbage mod Konstantin som små skadelige projektiler. ”Er det alt hvad du kan?”

[Deleted]

Fortiden kunne måske være ligegyldig for dem begge den dag i dag, også fordi det var så mange år siden, men når Konstantin stod overfor Aleksandra, følte han en splittelse i sit indre. Han nærede måske ikke kærlige følelser for hende mere, som han gjorde dengang, hvor han ikke kunne drømme om at tage hende tæt igen, særligt ikke sådan som hun havde behandlet ham tilbage i sin tid, men derfor holdt han jo stadig af hende, og et sted måtte han hade sig selv over at holde af hende endnu, for det havde hun på ingen måder fortjent! Det var også derfor han blev så spydig og kynisk, når de stod overfor hinanden, netop fordi det hun havde gjort havde såret ham og det var noget som han aldrig havde tilgivet hende for. Måske det var mange år siden, men da han havde holdt op med at lede efter hende, var han jo også begyndt at komme over hende, hvor han ikke havde tænkt på hende igennem utrolig mange år efterfølgende, fordi tiden blot var gået og så var der kommet nye ting ind i hans liv. Dog ville han nok aldrig blive ligeglad med hende. ”Udmærket,” mumlede han blot kortfattet til hendes afvisende ord, som han ikke tog de mørke øjne fra hende. Han fik ikke noget ud af at hænge i fortiden alligevel og han vidste det godt, selvom det var svært at ignorere alt det, når han stod overfor hende igen, dog var hun dog ved at bevæge sig ind på en grænse, som hun ikke skulle krydse, særligt sådan som hun lagde sig ud med hans kære og tilmed forsøgte at sabotere ham, for det fandt han sig virkelig ikke i! ”Jeg har ikke sagt at jeg vil slå dig ihjel Aleksandra, men derfor mener jeg mine trusler, når jeg siger at jeg ikke vil tøve med at tage alt fra dig, hvis du fortsat forsøger at lægge dig ud med mig, for jeg er en af de personer, du ikke skal lege med!” svarede han sandfærdigt og i en kortfattet tone, som hans blik hvilede en tand hårdere på hende. Han valgte blot at tie, da hun sagde at han skulle droppe de falske bekymringer, han var ikke falsk overfor hende, da han nok ikke ville kunne lade vær med at bekymre sig om hende, netop fordi hun engang havde betydet meget for ham, men det var tydeligt at deres forhold til hinanden nu, var meget splittet og ikke mindst ødelagt, hvor han næsten havde på fornemmelsen at det ikke ville blive godt igen og det fandt han som en skam. ”Jeg ønsker dig ikke som min fjende Aleksandra, men jeg finder mig ikke i din opførsel og jeg vil som sagt ikke tøve med at sætte dig ud af spillet, hvis du fortsætter din plan om at sætte mig i dårligt lys,” svarede han kortfattet og lettere afvisende, for han gad ikke blive ved med at gentage sig selv. At hun så ville have en grund til at hun skulle fortælle ham sandheden, fik ham til at trække på skuldrene. ”Hvad skal jeg sige, der vil tilfredsstille dig måske? Jeg ved ikke hvad du får eller vil have ud af fortælle mig sandheden, men siden du ikke vil sige det, så kan jeg jo kun tænke det værste, og hvis det ikke engang var ægte fra din side af dengang, hvorfor siger du det så ikke bare?” Han var nysgerrig efter at vide det, men han frygtede jo næsten at han ville blive såret af sandheden, skønt han ville foretrække sandheden frem for at blive holdt for nar. Han så til som hun lod et lyn kløve stenen i småstumper, hvor han trak let på smilebåndet. Svag var hun ikke, men det var han i den grad heller ikke. At hun så pustede de små sten imod ham, kunne han næsten ikke nå at se dem, før de ramte ham. Han nåede kun lige at lukke øjnene, hvor de ramte ham i ansigtet og på kroppen, hvor visse ødelagde hans tøj og gav det flænger. Som han vendte blikket mod hende igen, blødte han fra øjet, hvor han havde røde blodmærker i ansigtet. Øjnene blinkede han let med, som han bed tænderne sammen. ”Du har ikke engang set en brøkdel af hvad jeg kan,” svarede han sammenbidt, som han slog hænderne sammen og begyndte at lade sin aura og energi, hvilket gjorde at luften omkring ham blev kraftigere, hvor selv mørkegrå skyer trak sig ind over himlen over ham.

[Deleted]

Tilfreds var Aleksandra over det faktum, at han endelig gav sig ved en af diskussionerne. Det han lod ligge var dog det faktum, at han alligevel aldrig havde set en fremtid med hende, og at han nu var lykkelig. Det glædede og sårede hende derfor også, da hun selv havde holdt af ham, og som hun så ham igen, måtte det gøre en anelse ondt at blive påmindet om alle de gode ting de engang havde haft, samt det, at han havde det perfekt uden hende i sit liv. Hun var dog glad for, at dette endelig kunne blive et overstået kapitel mellem dem, da hun på den måde kunne cutte tanken om kærlige følelser fuldstændigt af. Og selvom det gjorde ondt, at han klarede sig fint uden hende, så måtte hun alligevel være glad for, at han havde det godt, for hun havde jo forladt ham, så han fortsat kunne have et godt liv. Det måtte desuden være bedst, hvis de kom videre, for hvad godt kunne dette nogensinde bringe? De havde aldrig været venner, og med det der var hændt, så tvivlede hun på, at det overhovedet kunne gå den vej. Det kunne derfor være for deres begges bedste, at dette blev det endelige mellem dem, skønt hun aldrig havde planlagt dette møde, som det var sket ganske ubevidst. ”Du siger måske, at du ikke vil slå mig ihjel, men det kan godt og vel være det samme, hvis du frarøver alt fra mig! Jeg har kæmpet for at få denne plads i samfundet, og jeg kan roligt fortælle dig, at jeg ikke har i sinde at opgive den. Men vi kan sagtens lave den aftale, at jeg holder mig fra dit liv, hvis du og dine kære holder sig fra mit,” sagde hun stilfærdigt, som hun alligevel måtte opstille et forslag for ham. Hun ville for alt i verdenen ikke miste sin status, og et liv uden Konstantin og hans kære var derfor en simpel pris at betale. Hun havde det i hvert fald særligt fint, hvis Malisha holdt sig væk fra hende, da det var en kvinde hun simpelthen ikke kunne snuppe. ”Jeg ville måske ikke have forsøgt at sætte dig i dårligt lys, hvis bare du havde opført dig respektabelt overfor mig, men du skulle absolut forsøge at håne mig under alle vores møder,” sagde hun sigende, som han på ingen måde havde været uskyldig! Han havde været efter hende det sekund, de havde set hinanden, så hun havde som enhver anden bare svaret igen. Det havde dog ikke været hendes mesterplan at gå efter Malisha, men som hun havde mødt kvinden, og hun var fløjet i flæsket på hende, så havde hun ikke kunnet lade være. ”Undskyld at jeg siger det, men jeg handler efter mit eget velbefindende, og jeg tvivler på, at det kan gore en forskel hos mig, om jeg siger det eller ej,” sagde hun i en kynisk tone. ”Du må banke det ud af mig, hvis du nogensinde ønsker svaret på det.” Selv mærkede hun, hvordan magien måtte summe i hende, som de angreb hinanden. Helt forfriskende måtte det næsten føle, da det efterhånden var længe siden, at hun ordentligt havde udfoldet sig magisk, og med impulshandlinger. Det var måske ikke risikofrit, som hun også allerede var kommet til skade, da det i øjeblikket blødte fra hendes baghoved, hvor kulden og også måtte svide i såret. Som hun så, hvordan også han blev ramt denne her gang, trak hun selvtilfredst på smilet, da han i den grad havde fortjent det. ”Du må hellere se at komme i gang, inden jeg falder i søvn,” sagde hun i en helt legende tone, inden hun så, hvordan han samlede energi. Det gjorde også, at hun så et muligt øjeblik til at slå til. Som han havde tankerne andetsteds, brugte hun et af hans forhenværende tricks, som hun lod rødder gribe efter ham, så han kunne blive holdt i ro. Det ville nemlig besværliggøre hans magi, og som prikken over i’et, vendte hun opmærksomheden mod hans sind. Der kneb hun øjnene en anelse sammen, som hun plantede en uigennemtrængelig smerte i hans sind, så han ville miste fokus, ligesom hun havde gjort ved ham, da de havde set hinanden ved markedet.

[Deleted]

Det var ikke fordi Konstantin ønskede at det skulle være sådan mellem dem, da det rent faktisk ville være rart hvis de kunne snakke sammen i en ordentlig tone, men det var svært, når han ikke havde tilgivet hende for det som hun havde gjort, hvilket han også havde svært ved, når hun ikke engang ville fortælle ham sandheden. Han kunne heller ikke tilgive hende, da han ikke vidste hvorfor hun var skredet, og var der en fornuftig grund, så var det vel ikke så slemt? Men et sted tvivlede han på at det var noget fornuftigt eller mildt, for ellers havde hun vel sagt det med det samme? Et sted forstod han dog godt at hun ikke stolede på ham til at fortælle ham det, med det som han havde gjort, men under første møde havde hun heller ikke gidet det, og det var da inden at de var røget i flæsket på hinanden, selvom det hele nu så helt sort ud for dem. At hun så kom med sit forslag, fik ham til at fnyse ganske let. ”Et yderst fint tilbud, min egen, men jeg må desværre påminde dig om at jeg ikke kan styre mine venner og kære, og hvad de gør er op til dem. Men holder du dig ude af mit liv, så holder jeg mig ude af dit, og det vil sige at du ikke forsøger at sætter mig i et dårligt lys, da du slet ikke skal sige om eller gøre noget ved mig,” svarede han roligt. Han vidste godt at han ikke kunne blande sig i Malishas og Aleksandras forhold, hvilket han egentlig heller ikke gad, men på den anden side kunne han heller ikke se passivt til at det gik ud over Malisha, på den anden side, så havde hun ingen magi, hvor hun gemte sig på hans herregård, så hun kom nok ikke ud foreløbig. ”Det er svært at opføre mig respektabelt overfor en, som er mig en torn i øjet og som tydeligvis finder det sjovt at tirre mig,” svarede han køligt igen, som smilet blev irriteret på hans læber. Hendes opførsel fandt han sig slet ikke i! At hun så påpegede at hun kun gjorde tingene efter sit eget velbefindende, kunne han regne ud at hun ikke ville sige det, for det var jo typisk hende at være egoistisk. ”Så må du også være velvidende om at jeg ikke er i stand til at tilgive dig din handling og så vil alt foregå på denne måde mellem os til evig tid,” svarede han kortfattet. Ingen kunne sige om de mødte hinanden igen, for det kunne blive tilfældet som nu. Da hun så sagde at han måtte banke det ud af hende, blev smilet på hans læber langt mere kynisk. ”Som du vil.” Om han overhovedet kunne banke det ud af hende, måtte tiden vise, men inderst inde, var det ikke med sin gode vilje at han skadede hende, da det et sted måtte smerte ham at se hende komme noget til, selvom der tydeligvis ikke var nogen anden udvej. Som han samlede sin energi, kunne han godt mærke rødderne gribe fat i ham, skønt hans magi og energi var så koncentreret at den var stærk omkring ham. Han mumlede derfor blot nogle ord og rødderne begyndte at brænde op på stedet. Han endte med at række den ene hånd op i vejret, hvor et lyn skød ned i hans to fingre, inden han drejede rundt og pejlede fingrene mod hende, men idet han gjorde det, mærkede han en smerte i hans sind, som fik ham til at affyre lynet uden at han vidste hvor det ramte hen, som han måtte sætte sig ned på knæ og tage sig til hovedet. Lyn kunne dog være uforudsigelige og farlige, derfor kunne der måske være en chance for at han ramte hende.

[Deleted]

Aleksandra vidste godt, at han ikke kunne kontrollere dem han havde omkring sig, men alligevel havde hun ikke i sinde at bakke ud af sit krav. Både ham og Malisha skulle holde sig fra hende, hvis hun skulle holde sig fra dem, og så kunne de have en aftale. Intet mindre end det ville hun gøre det for, da det var de to, der gik hende på nerverne. Konstantin og hende havde det bare svært med hinanden for tiden, og Malisha havde forsøgt at dræbe hende, så hende ville hun aldrig komme på god fod med. Det var sengen ligesom allerede redt. ”Det er meget muligt, men jeg kræver, at både du og Malisha holder Jer fra mig, hvis jeg skal holde mig fra Jer begge. Det kan kun være fair i den anden ende,” sagde hun stilfærdigt. Det var egentligt ikke just hendes forhold med Konstantin, som hun bekymrede sig mest om, da hun alligevel havde en ide om, hvor hun havde ham. Det var mere Malisha hun var usikker på, da kvinden var psykisk syg, og man kunne aldrig regne med personer med sådanne sindstilstande. På den anden side, så vidste hun heller ikke, hvad der var blevet af kvinden, så hun kom måske aldrig ud i søgelyset igen. Det passede hende desuden fint. Et liv uden hende og Konstantin, ville sikkert også gavne hende, da hun så kunne fokusere på sit eget liv, og hun havde alligevel lidt at tage hånd om. ”Åh min kære.. Tag det nu ikke så tungt. Du er ikke den eneste der sidder med en torn i øjet,” sagde hun roligt med et kynisk smil på læben. Det kunne godt være, at hun var en torn i hans øjne, men det gik også sådan rundt den anden vej. Han forsøgte nemlig konstant at tirre hende, hvor hun selv var en temperamentsfuld kvinde, så hun kunne bestemt ikke lade være med at svare igen, når han kom med et angreb. Han var også god til at finde hendes ømme punkter, som han en del gange havde bragt hende op i det røde felt, men alligevel havde hun fundet vejen ned igen. ”Jeg havde skam heller ikke forventet, at det ville blive fantastisk mellem os, og at vi sammen kunne svæve på en lyserød sky.. Så bare rolig.. Jeg er allerede forberedt på evige skænderier med dig, min kære. Men man kan selvfølgelig altid håbe på, at dette bliver det endelige mellem os,” svarede hun roligt, men med et køligt skær i tonen. Aleksandra så godt, hvordan han opsamlede sin magi, hvor hun kun kunne have bange anelser om, hvad det ville føre til. Hun vidste nemlig, at han i forvejen var en stærk warlock, og dette lovede trods alt ikke for det bedste. Derfor så hun også sit snit til at angribe ham, skønt det ikke just hujede hende, at det skulle være sådan her mellem dem. Hun så godt, hvordan rødderne ingen effekt havde på ham, da de blot brændte op, ligesom de havde gjort ved hende. Smerten havde hun dog langt større held med at benytte, som hun så, hvordan han af smerte sank ned i knæ. Smilet trak hun let på, skønt det falmede ligeså hurtigt som det var dukket op, da hun så, hvordan han i blinde fyrede et lyn af sted. Det gjorde også, at hun måtte slippe smerten i hans sind, da hun i stedet skulle skynde sig at fremmane et beskyttende skjold op sig i stedet. Hun nåede også at få det op, men det betød også, at hun ikke længere kunne sende angreb i hans retning, som hun måtte beskytte sig selv mod lynet, da hun meget vel kunne blive grillet på stedet, hvis det slog ned i hende.

[Deleted]

Hvordan deres fremtid havde set ud, hvis hun var blevet, var ikke at sige, da Konstantin skam sagtens kunne have ophævet trolovelsen, for ham og Malisha havde jo aldrig gjort noget for at opretholde den, hvor det også først var de seneste par år at de havde gjort noget ud af den og faktisk gjort alvor i den. Han kunne dog ikke sige at han fortrød udfaldet, for hvis dette virkelig var den kvinde hun var, så ville han aldrig kunne elske hende, da hun var egoistisk og kun tænkte på sig selv, hun satte ikke nogen højere end sig selv og det var vel også derfor hun var skredet i sin tid? Han kunne næsten helt tvivle på at det havde været ægte, siden hun ikke ville fortælle ham sandheden, for slemt måtte det jo næsten være. Han himlede let med øjnene til hendes ’krav’, som han alligevel ikke kunne efterkomme. ”Jeg er ikke herre over Malisha, jeg kan ikke bestemme hvad hun skal og ikke skal og hvad I to render rundt og laver er op til jer, men jeg skal med glæde holde mig langt væk fra dig, hvis det bliver gengældt,” svarede han roligt igen, som smilet blev køligt på hans læber. Han så det nødvendigt at de ikke kom ind på hinandens veje længere, da det tydeligvis var en død ende, og der ville ikke komme det mindste godt ud af noget som helst, hvilket allerede var gået op for ham. De kunne ikke andet end at skændes og så længe hun ikke ville fortælle ham sandheden, så kunne han ikke tilgive hende og så ville det forblive sådan mellem dem. Hun virkede dog heller ikke til at have noget imod det og det beviste vel også bare at han ingen betydning havde for hende længere? Hvis han da overhovedet havde haft det. ”Det er din egen skyld at jeg er en torn i øjet på dig, eftersom det var dig der ødelagde det hele,” svarede han kortfattet og med et kynisk smil, som han hentydede til det at hun var skredet fra ham. Han vidste godt at han havde tirret hende gevaldigt, som omvendt, men hans opførsel var undskyldt, når hun havde behandlet ham som hun havde tilbage i sin tid og det havde han skam ikke tilgivet hende for! Han havde så heller aldrig regnet med at han skulle se hende igen, men det havde han så efter flere århundreder. Han fnøs let til hendes ord og rystede let på hovedet. ”Fint.. hvis du vil have at det skal foregå på denne måde, så skal du få din vilje,” svarede han kynisk igen. Hvis han skulle banke det ud af hende, jamen så måtte det jo blive sådan! At hun fik plantet den intense smerte i hans sind, fik ham også til at glide ned i knæ, som han bed tænderne sammen, han mærkede dog lige så hurtigt at hun slap ham, da han skød lynet efter hende, hvilket fik ham til at rejse sig igen, skønt han var lettere omtumlet. Han tog sig let til hovedet, inden han dannede to energikugler som han kylede mod hende, lige som lynet var forsvundet igen, i håb om at hun ville sænke skjoldet og blive ramt af bare en af kuglerne.

[Deleted]

Utroligt var det, som tingene havde forandret sig mellem de to. Det var dog sådan, at det bare måtte være, da Aleksandra ikke kunne tillade, at nogen fik passage til sit hjerte. Der var mange der ikke forstod hendes valg, hvor Konstantin tydeligvis ikke gjorde det, men det måtte være deres sag. Hun havde for længe siden truffet et valg om, at hun skulle vandre alene, og det holdt hun endnu fast i. Hun havde måske forelsket sig i Konstantin, hvor nogle mente, at kærlighed kunne overvinde alt, men det havde den tydeligvis ikke gjort i dette tilfælde, da hun havde været i stand til at vandre væk, selvom det havde gjort ondt. Roligt hvilede hendes blik på ham, skønt der efterhånden havde lagt sig et konstant kynisk skær over dem. ”Du er muligvis ikke herre over Malisha, men jeg kan ikke love, hvad et fremtidigt møde med den kvinde kan blive. Kvinden er ustyrlig, og hvis ikke man føjer hende helt, forsøger hun at rive hovedet af en.. Det måtte jeg i hvert fald sande,” sagde hun sigende. Han sagde trods alt, at hun ikke måtte lægge sig ud med hans trolovede, da han ellers ville komme efter hende, men hun kunne ikke undgå at svare igen, hvis kvinde lagde sig ud med hende igen. Hun var dog enig med ham, at det nok var bedst, at de endelig gik hvert til sit for evigt, som den tydeligvis var helt gal mellem dem. Det var der dog ikke noget at sige til. Dovent løftede hun det ene bryn, som han sagde, at det var hendes egen skyld, at det var endt sådan her mellem dem. Det vidste hun godt, da hun trods alt bare kunne være blevet ved hans side, men hvis hun havde gjort det, så var hun gået imod sin egen tro. ”Og jeg påtager mig den fulde skyld, hvis det er det der vil gøre dig glad,” sagde hun i en ligegyldig tone. Om det nogensinde kunne være blevet dem for evigt, hvis hun var blevet, vidste hun ikke, men hun havde ikke lyst til at tænke på det. Det gjorde nemlig ondt, da hun havde nydt sin tid hos ham og faktisk havde fantaseret om at blive. Det var dog baner hun ikke kunne tillade sig at tænke i, og derfor måtte hun også være afvisende overfor ham. ”Hvor det glæder mig, at du vil behage mig,” svarede hun kækt og blinkede til ham, som han sagde, at hun kunne få sin vilje, hvis det absolut var sådan hun ønskede sig det. Som hans lyn skød mod hendes skjold, blev det naturligvis svækket, og da hans første energikugle ramte skjoldet, blev det opløst. Overrasket blev hun derfor også, da hun havde troet, at det var det, da hun pludselig mærkede en intens smerte i sin skulder, hvor hun også blev væltet omkuld. Hun gav et halvkvalt skrig fra sig, hvor dette helt måtte være et deja vú for hendes sammenstød med Malisha. Forvirret og smertende måtte hun tage sig til skulderen, da kuglen havde formået at skubbe hendes arm af led. En handling der ville gøre ondt, indtil hun fik sat den på plads igen. Tænderne bed hun hårdt sammen, inden hun kastede en simpel besværgelse, der henlagde området i en tung tåge, så hun havde et par minutter, hvor hun kunne ømme sig, og komme til kræfter igen, for ondt gjorde det!

[Deleted]

Det bedste ville nok være, hvis de tog afstand til hinanden, eftersom den var helt galt mellem dem, noget som nok ikke ville blive godt igen foreløbig. Et sted ville han foretrække hvis de kunne holde sig på rette sti med hinanden, måske intet kærligt, men noget mere venskabeligt, da de trods alt kunne komme hinanden til gavn, hvis ikke det var så ødelagt mellem dem. Han vidste godt at hun havde potentiale og han vidste godt at hun var nået langt i livet, så en god forretningspartner kunne hun selv blive, men han måtte erkende at det nok var dumt for begge at strigle efter noget højere, eftersom de tydeligvis ikke kunne komme overens med hinanden. Han kunne heller ikke lade vær med at tænke på fortiden og det at hun var skredet fra ham, hver gang han så hende, for han vidste jo ikke engang hvorfor hun var gået! Han kunne derfor heller ikke tilgive hende, selvom hun virkede fuldstændig ligeglad, men det betød vel også bare at han ikke længere betød noget for hende? At der ikke var mere at komme efter? Han fnøs let til hendes ord. ”Jeg ved godt at Malisha er snæversynet og stædig, men eftersom hun ikke er her mere, behøver du jo ikke bekymre dig,” bed han hende af. Efter hændelsen i Procias, var der ingen som havde set hende, foruden ham naturligvis og det bedste var vidst bare hvis han spillede uvidende, da han ikke ønskede at gøre hende udsat ved at folk vidste hvor hun var. ”Jeg vil hellere vide sandheden – se dét ville gøre mig glad,” svarede han sigende igen, som han ikke tog blikket fra hende. Han ønskede at vide hvad det var som var så slemt siden hun var smuttet, men han tvivlede på at hun ville fortælle ham det uanset hvor meget han spurgte hende. At hun så valgte at bruge den kække tone overfor ham og blinke til ham, fik et kynisk smil til at glide over hans rosenrøde læber, som han fnøs ganske let igen. ”Du bør ikke glæde dig for længe, eftersom jeg har tænkt mig at flå sandheden ud af dig,” svarede han skadefro igen, som hans smil næsten blev helt ondt og grumt. Hvis det absolut skulle foregå på den måde, så måtte det jo det, men så ville han bestemt heller ikke lægge fingrene imellem! At hun blev ramt af den anden energikugle og røg i jorden med et halvkvalt skrig, fik ham til at trække på smilebåndet. At hun så fik en tåge til at sprede sig, fik ham til at fnyse ganske let. ”Har du brug for en pause, min kære?” spurgte han hånende igen, som han dannede en energikugle og skød den mod tågen, skønt det var som at skyde i blinde, da han ikke kunne se hende. ”Hvad med at du fortæller mig sandheden og så får du lov til at slippe?” foreslog han roligt, som han valgte at træde tættere på med varsomme skridt, imens han forsøgte at spejde efter hende. Han kunne fornemme hendes aura, men han kunne ikke decideret se hende. Han endte med at danne fem små kugler, som han også skød af sted i hver sin retning, små kugler der ville eksplodere, hvis de ramte noget, ikke noget dødbringende, men nok til at kunne gøre stor skade.