Friend or foe?

[Deleted]

At blive kontaktet af Aleksandra, var da nok det sidste som Voltaire havde regnet, da han vidste at hun direkte hadede ham og afskyede ham, derfor var han også usikker på om han faktisk skulle komme. Hvis ikke det var fordi hun ikke havde sagt hans navn, så havde han nok ikke reageret på det, eller det vidste han ikke, men han blev vel nød til det? Han var også lidt nysgerrig på at vide hvad der skete, eller måske det faktisk var et plot på at dræbe ham? Måske det faktisk var der hun ville have at deres næste forsøg skulle foregå? Tankerne strømmede i hans sind, som han forsvandt, og dukkede op ved Mørkets Cirkel, hvor han let så sig omkring. Det gik også hurtigt op for ham, at ingen af hans tanker var rigtige, da hun havde tilkaldt ham fordi hun lå helt stille og ubevægeligt i sneen. Han kunne mærke at hendes energi var svag, at hun var afkræftet og svækket. Som han kom hen til hende og knælede ved hendes side, lod han blikket falde til hendes ansigt, da hun talte til ham via tankens sind igen. Tænderne bed han let sammen, som han godt kunne se at den var helt galt. ”Hvilken kat har spyttet dig ud?” spurgte han forundret og lettere mumlende, som han betragtede sig af hendes mange mærker og sår, hvor han også godt kunne se blodet i sneen ved siden af hende. Han blev siddende og så lettere tænkende på hende. ”Du ved godt at dit liv hviler i mine hænder nu, ikke sandt? Tænk engang.. Voltaire, den slave du direkte hader og så beder du mig om hjælp? Jeg kunne dræbe dig, jeg kunne også bare lade dig ligge og få kulden til at gøre arbejdet, som det er godt i gang med, hm.. og så vil jeg være fri,” begyndte han i en eftertænksom tone. Det blev jo næsten helt fristende. Når hun var død, var der ingen herre og så var han fri, hvis han reddede hende, så ville hun fortsætte med at kommandere ham rundt og han tvivlede på at hun ville være ham taknemlig, så hvad godt ville der overhovedet komme ud af at hjælpe hende? Hvad han lige kunne tænke på her på stående fod, så var der intet. Der ville intet komme godt ud af det for hans vedkommende. Langsomt måtte han rejse sig. Han så på hende for en stund i stilhed, hvor han tydeligvis måtte overveje hvad han skulle gøre. Han endte med at række den ene hånd strakt ud. ”Morth reversus manus paraellisme,” mumlede han, som han måtte ophøre hendes paralyse, hvor hun nok ville mærke et stød igennem kroppen igen, som hendes lemmer igen blev frigjort og låst op igen, så hun kunne bevæge sig. Han endte med at knæle ved hende igen. ”Lad os få dig hjem,” endte han mildt, som han meget nænsomt, valgte at få fat i hende, hvor han gjorde som hun sagde og passede på ved hendes skulder og ribben. Han trykkede hende forsigtigt ind til sig, som han lukkede øjnene. Han brugte roligt sin magi til at teleportere dem væk derfra, hvor han lod dem forsvinde i et mørkt lysglimt, så de forsvandt fra Mørkets Cirkel.

//Out

[Deleted]

Underligt var det ikke, at Voltaire var mistænksom omkring det faktum, at Aleksandra havde valgt at tilkalde ham. De havde trods alt ikke et lyst forhold til hinanden, da man mildt kunne sige, at de derimod foragtede hinanden. Hun brød sig ikke om manden, fordi han på ingen måde adlød hende, men blot var flabet, og svarede igen. Samtidig med det, så var han også halv sensuel dæmon, og det måtte være den race, som hun mest af alt foragtede på jorden. Han var dog også warlock, og det var den side af ham, der kunne gavne hende i dette øjeblik. Ingen af hendes andre slaver var nemlig magtfulde nok til at hente hende hjem i sikkerhed, og det havde hun ide om, at Voltaire kunne. Meget og vel, hvis han da havde lyst til det. Det var derfor også en sand lettelse for hende, at han dukkede op i Mørkets Cirkel, da det betød, at han for en gangs skyld havde lyttet til hendes instrukser. Om han så også ville hjælpe hende blev en interessant sag, for han havde faktisk magten til at gøre sig selv fri i dette øjeblik, da hun var ufatteligt svag i denne stund. #Senere,# lød hendes stemme igen, som hun ikke var i stand til at opsummere hende og Konstantins sammenstød lige nu. Hun havde nu heller ikke i sinde at give ham en fuld beskrivelse af mødets hændelser, men hun kunne da godt fortælle, at det var hertugen der havde været efter hende. Da han så begyndte at vurdere, om han skulle tage hende med eller ej, havde hun helt lyst til at kværke ham, for han skulle da bare tage hende hjem! Hun forstod dog godt hans tankegang, da de ikke havde et godt forhold, og nu havde han muligheden for at lade hende rådne op, som han sikkert havde fantaseret om. Hun ville nemlig sikkert ikke overleve, hvis hun blev liggende her til lammelsen gik over. Hun sagde dog intet til hans tankestrøm, som hun derimod bare træt betragtede ham, da andet var svært for hende. Da han så rejste sig op, mærkede hun håbet briste, da hun inderligt frygtede, at han nu vendte hende ryggen, og at hun faktisk ville dø her på dette elendige sted. Da hun så mærkede, hvordan han i stedet løsnede hendes krop, mærkede hun smerten jage igennem sin krop, som hun igen blev bevidst om, hvor ondt hun egentligt havde. Det gjorde ondt at trække vejret, for det betød, at hendes bryst løftede sig, og med de trykkede og brækkede ribben, så var det ikke en god ting. Skulderen frygtede hun også for, skønt den forekom hende helt følelsesløs i øjeblikket, og det var vel også yderst slemt. Hun gispede af smerte, da han pludselig begyndte at rumstere på hende, hvor hun mest af alt havde lyst til at skrige. Hun bed dog tænderne sammen, skønt hendes åndedræt var hektisk og stønnende af smerte. Som hun kom op i hans stærke favn, fandt hun det helt underligt ikke at være omklamret af sneen, samt at mærke, at det ikke var en hånd der prøvede at skade hende endnu mere. Udmattet og kold som hun var, lod hun sit hoved trille ind mod hans brystkasse, så hun følte en smule støtte. Komplet stille lå hun i hans favn, som han endelig gjorde, som hun befalede, og teleporterede dem hjem til Slavonik Palace.

// Out