A new start, a new friend?

[Deleted]

At miste børn, var aldrig særlig sjovt, og selv havde Evan skulle sidde i situationen, hvor han skulle gravlægge begge sine, hvilket selvfølgelig heller ikke tegnede positivt til hans rolle som forælder, selvom han var opsat på ikke at gøre de samme fejl med Zachary. I det store og hele, så lød det til at Sonic var ved at blive irriteret, også selvom han skam heller ikke ville blande sig i det. Han havde meget som han skulle gøre op med, hvad angik Zachary, og det var nok det som han skulle tage for sig nu. ”Børn skal have lov til at begå fejl, for at lære af dem, og det er selv noget som du må huske,” endte han ganske sigende. At manden gik fuldstændig i stå, da han valgte at nævne Ilaria, gjorde det kun tydeligt, at deres såkaldte problemer endnu ikke var opklaret, også selvom han bestemt heller ikke var meget for at blive snakket til på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Det er alt sammen meget fint, men jeg vil bare mene, at Ilaria ikke har brug for mere pres lige nu. Hun har ikke gjort andet end at hugge hovedet af mig frem til nu. Selvfølgelig skal hun ikke rende fra ansvaret som mor, men jeg beder dig kun om at bruge hovedet bare en anelse mere fornuftigt,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Selv Ilaria havde været tvunget til at afbryde mødet på grund af kvalmen og manglede søvn og indtag af mad, og selvfølgelig var det noget som selv gjorde sit for hans vedkommende, for han var faktisk bange for hvordan det hele skulle gå i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled stille i retningen af ham endnu en gang, som han tømte glasset og rejste sig. At han ville videre, forstod han skam godt, også selvom han selvfølgelig håbede på at manden var lidt mere fornuftig hvad angik Ilaria, selvom han selvfølgelig ikke skulle blande sig i den slags nu. Han rejste sig selv efter ham. ”Udmærket,” endte han ganske kortfattet, inden han roligt fulgte med ham ud, kun for at søge op af trappen og hen til Zacharys værelse, hvor han selv kunne se at de kom godt overens, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde selv ham glad. Han stillede sig roligt i døren og med blikket mod dem, hvor han roligt selv valgte at henvende sig til Zachary. Selv de havde ting de skulle snakke om, men også fordi at han faktisk ønskede at tilbringe lidt tid sammen med ham, så de kunne tage lidt igen af det tabte, men så han heller ikke blev glemt i denne situation. ”Jeg synes vi to skal tage en snak, Zachary.. Vi har desuden også nogle rum som vi skal have på plads,” sagde han roligt og med et let smil. Sur var han ikke over det som var sket, også selvom tanken om at han havde været så tæt på at skulle miste knægten, selvfølgelig var ham en let skræmmende tanke, så ønskede han jo at gøre det godt igen, også nu hvor han vel skulle til at miste sin eneste ven?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det havde virkelig skræmt Jacqueline, at hun var røget under vandet, for det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder. At han havde forsøgt at få hende op, var selvfølgelig noget som gjorde hende.. glad på sit vis, også selvom han slet ikke havde formået at få hende op, så havde han forsøgt, og det var det som var pointen ved det hele. I den situation, var hun faktisk glad for at legen var afbrudt, ellers kunne hun selv sige sig, at det hele var gået mod sin ende, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig! Hun nikkede istemmende. ”Det godt Dadda kom og hjalpe os op af det dumme vand,” svarede hun ærligt, som hun igen vendte blikket i hans retning. Det gjorde hende glad, at han havde forsøgt at hjælpe hende op af vandet, for det var noget som faktisk betød utrolig meget selv for hende, og selvfølgelig var det heller ikke noget som hun ville lægge skjul på, også selvom hun måske havde været yderst fraværende og meget afvisende frem til nu, så ønskede hun faktisk at lave det om, også selvom hun i det henseende, faktisk var ked af, at hendes far var kommet og ødelagt det hele på sit vis. ”Dadda blev bange,” endte hun med en dæmpet stemme.
At Zachary havde noget til hende, var selvfølgelig noget som gjorde Jacqueline helt nysgerrig, og det var slet ikke noget som hun kunne skjule på nogen måde! Armbåndet var virkelig flot, og hun kunne endnu bedre lide det, fordi at hun havde fået det af ham, og det var det som faktisk betød mest for hende, for det var et minde om ham for hende, og det var noget som hun selvfølgelig vægtet frygtelig højt. Hun smilede stort, som han tog omkring armbåndet og gav hende det på, hvor hun vendte blikket mod det. ”Kan du se det?” spurgte hun med en sagte og rolig stemme, inden hun igen vendte blikket mod ham. Hun ville helt klart komme til at savne ham, og selvfølgelig håbede hun på at der ikke ville gå særlig lang tid før hun ville se ham igen. Igen søgte hun hen til ham, for at give ham et knus. At hendes fars ord så måtte lyde henne ved døren, fik hende kun til at vende blikket mod ham igen. At de skulle til at tage af sted, gjorde hende selvfølgelig en anelse trist, hvor hun roligt gav slip på Zachary. ”Dadda se hvad mig fået!” sagde hun med en helt glad stemme, som hun holdt sit håndled op mod ham, så han kunne se hendes nu så flotte armbånd på hendes håndled, for hun var jo allerede frygtelig glad for det. Hun nikkede. Hun var klar til at tage videre, også selvom den tanke i sig selv, var nok til at gøre hende trist, også fordi at hun vidste, at Zachary blev trist over det.

[Deleted]

Det var ikke kun Jacqueline som var blevet skræmt af at ryge i vandet, for det havde også skræmt Zachary, særligt det at kulden havde slået så hårdt på ham, at han slet ikke havde kunnet røre sig, for det havde han jo ikke regnet med! Han var vanddæmon, så han havde regnet med at han bare kunne springe i og redde hende, ligesom hvis det var sommer, for der gjorde vandet jo ikke noget, der var det helt befriende! Men kulden havde klart været stærkere end vandets magi og derfor så havde han slet ikke kunne røre sig, for selvom han var dæmon, så var han stadig menneskelig og havde brug for normal varme og kunne ikke tåle for meget kulde. Han var helt gået i panik, hvilket kun havde gjort det værre, men derfor havde det også lettet ham at Sonic var kommet og havde reddet dem. Han nikkede roligt. ”Det var meget godt! Blev selv bange,” indrømmede han, et sted også for at vise at hun ikke var den eneste som var blevet bange, skønt han ganske vidst ikke havde begyndt at græde, men han havde jo så heller ikke røget helt under vandet, for Sonic havde jo fået ham op inden det. At hun så sagde at hendes far blev bange, måtte han nikke svagt til. ”Kun fordi han elsker dig,” svarede han sandfærdigt, det var jo også derfor manden var blevet sur, for han havde været bekymret,
At Jacqueline blev nysgerrig fordi Zach havde noget til hende, måtte more ham, selvom han kun var glad for at hun blev glad for armbåndet, for det betød også noget særligt for ham at give det til hende, for det var jo ligeledes et bevis og symbol på deres venskab og at hun betød noget for ham. Som hun spurgte om han kunne se det, rystede han let på hovedet. ”Nej.. men Evan siger at det er rav og at det er gulligt, selvom jeg ikke ved hvordan gul ser ud,” svarede han sandfærdigt. Han havde jo aldrig set nogen farver eller noget som helst. Alt havde været mørkt for ham fra starten af hans liv og indtil nu. Men det var ikke farverne han lagde mærke til, det var følelsen. Og han kunne mærke at læderet var ru i forhold til stenen som var glat. ”Men fortæl mig.. er det flot? Kan du lide det?” spurgte han nysgerrigt. At hun gav ham et knus, fik ham kun til at slå armene omkring hende, selvom han kort efter blev mødt af Sonics stemme, hvilket fik ham til at vende ansigtet imod ham. At de skulle af sted måtte naturligvis gøre ham trist, men nu var Evan her, så det var ikke så ensomt igen. Han hørte også Evans stemme kort efter Sonics, hvor han nikkede ganske let. ”Ja vi har! Og i dag skal vi lave dem!” svarede han lettere bestemt, for nu havde Evan lovet ham en masse og rendt fra sit løfte og det skulle han ikke denne gang!

[Deleted]

Sonic havde allerede været i den situation, hvor han havde troet at tøsen var død, han var blevet frygtelig overbeskyttende for hende lige siden, og derfor gjorde han alt hvad han kunne for at få hende med sig hjem og ærligtalt så skulle Ilaria ikke være et punkt der skulle få ham til at udskyde det at tage Jacqueline med sig, for kvinden var voksen og måtte tage sig sammen, for hun havde ikke set tøsen i Gud vidste hvor længe, hvor hun selv havde været rasende på ham, fordi hun havde beskyldt ham for at være skyld i tøsens død og det gad han bestemt heller ikke finde sig i og nu hvor han så fortalte at tøsen var i live så kastede hun blot ansvaret fra sig og sagde at han måtte tage sig af hende, men så let fik hun det bestemt ikke! Han vidste godt at Ilaria havde det hårdt, men det var heller ikke fordi at de blev i flere dage, de skulle bare besøge hende, så mor kunne se datter og datter kunne se mor. Han nikkede svagt med hovedet til hans ord. ”Det ved jeg godt, men efter at jeg troede at jeg havde mistet hende for altid, er jeg blevet langt mere overbeskyttende, sker der hende noget, vil jeg aldrig tilgive mig selv,” svarede han dæmpet, som det mere var ord til ham selv, da han helt kom til at tænke på hvilken rædsel det havde været, da han havde troet at tøsen var død, for det havde ødelagt alt, det havde synderknust ham. Og han havde også været tæt på at miste hende i dag, og derfor var han kun guderne taknemlig over at han havde nået at redde hende i tide. At de så diskuterede Ilaria, var noget som gjorde ham irriteret. Han var ilddæmon og havde en ilddæmons temperament, samt der var det faktum at Ilaria var ham et ømt særligt fordi de havde problemer og han vidste ikke hvad han skulle stille op med hende, fordi hun konstant måtte afvise ham, så uanset hvad skulle han snakke med hende, så de kunne finde ud af noget. ”Årh hold op, det er Ilaria i en nøddeskal at hakke på andre, desuden så har hun fortjent at se sin datter og det er derfor jeg opsøger hende, ligeså meget for tøsens skyld,” svarede han kortfattet, inden han fik bundet glasset og rejste sig. Han ville ikke spilde tiden, han ville af sted og han ville have sin datter med sig, selvom han skam gerne ville tage kontakt til Evan så Jacqueline og Zachary kunne lege sammen, for han ville skam gerne glæde sin datter om det så betød at han skulle sætte sine egne behov til siden. Han søgte blot ovenpå, hvor hans blik faldt på de to små. Han kunne se hvor godt de havde det med hinanden og selvom det glædede ham, så kunne han ikke drømme om at efterlade sin datter her, da han vidste hvor meget hun havde længtes efter ham, ligesom han vidste at hun havde ventet på ham og nu var han her og så gik han ikke nogen steder uden hende. At Evan fulgte efter sagde han intet til, som han blot kom op og så at de endnu engang måtte kramme hinanden, hvilket et sted morede ham. Han gik roligt ned i knæ, da hun kom hen og viste ham armbåndet, hvilket fik ham til at smile. ”Wow.. det er jo et perfekt smykke, som er min prinsesse værdig,” svarede han imponeret, hvor han blidt strøg hende over håret. Han tog roligt fat i hende og løftede hende op i sine arme. ”Og jeg har snakket med Evan, og vi har besluttet at når vi kommer til Appolyon igen, så må I to lege sammen igen,” fortalte han muntert, som det vel måtte glæde dem begge?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Turen i søen havde virkelig været skræmmende, selv for Jacqueline, for hun havde jo slet ikke været i stand til at få luft! At det så var hendes far som havde reddet hende op, var selvfølgelig noget som gjorde hende glad, og ikke mindst lettet, selvom tanken om vand, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, og det var egentlig slet ikke noget som hun ønskede at snakke om lige nu. Hendes far havde været bange, og det var faktisk noget som hun godt kunne forstå, for det havde hun jo også selv været, da hun ikke havde været i stand til at komme op igen! Hun fumlede let med hænderne, som pludselig var det som måtte få hendes interesse og opmærksomhed, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Ved det godt..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun stile vendte blikket mod ham endnu en gang.
At han havde noget til hende, var selvfølgelig noget som gjorde Jacqueline utrolig nysgerrig! Det var et flot armbånd, og det at det var så simpelt, var jo faktisk noget som hun godt kunne lide. Selv fandt hun det en kende trist, at han ikke var i stand til at se farver eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Den sort og gul.. Og syns den er rigtig flot!” sagde hun helt glad, som hun gav ham et knus. At hendes far var kommet, var noget som hurtigt fangede hendes interesse, også selvom hun faktisk fandt det rist, at de allerede skulle til at tage af sted, men.. hun glædede sig jo også, for så kunne hun være lidt sammen med sin far igen, og det var helt klart også noget som hun havde savnet! Som hun stormede hen til ham og viste ham armbåndet, gjorde det hende helt glad, at han også godt kunne lide det! At han samlede hende op i sine arme, så slog hun let den ene arm omkring hans nakke. Hun var og blev hans lille prinsesse, og det var også noget som faktisk passede hende helt fint, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At de faktisk havde formået at finde en løsning, var noget som gjorde hende helt glad, inden hun hastigt vendte blikket mod Zachary igen. ”De fandt løsning! Vi skal lege sammen igen!” sagde hun helt glad, inden hun gav sin far et knus. Bevidst valgte hun at ignorere Evan, for hun kunne stadig ikke lide ham, selvom hun godt kunne lide Zachary, for han var jo trods alt hendes ven, og nu også hendes bedste ven, og det var da slet ikke noget som hun ville glemme ham for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Elske dig, Dadda..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun let gav ham et stort knus. Hun var helt glad nu! ”Vil have Zachary skal ha’ Bamse,” hviskede hun mod hans øre. Hun ville jo også give noget værdifuldt til ham, som et tegn på at han var hendes ven.

[Deleted]

Evan forstod faktisk godt at Sonic var blevet overbeskyttende overfor sin datter, og specielt hvis han havde mistet hende en gang i troen til at hun faktisk var død og borte, så var det jo altid fint at det slet ikke var tilfældet? Han stod dog fast på at tøsen skulle have lov til at begå sine fejl, ligesom han gjorde det samme med Zachary. Han ville heller ikke lade knægten leve i en boble, da han jo faktisk ønskede at klæde knægten nok på til at han ville være i stand til at klare sig selv, når han blev ældre, for det var noget som han faktisk satte som noget vigtigt, også fordi at han jo heller ikke ville have at knægten skulle være helt afhængig af ham for resten af livet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Blikket gled roligt mod Sonic og med en ganske kortfattet mine. Han var begyndt at blive irriteret, men igen, så ville han slet ikke bringe det vider til kamp og strid, når der var børn hjemme, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af uanset hvad. ”Gør dig selv den tjeneste, at lade hende begå fejl under kontrollerede forhold. De skal jo trods alt lære på egen hånd,” påpegede han ganske sigende. Han forstod faktisk godt at manden reagerede som han gjorde, også selvom det morede ham lidt, at han var så.. blød hvad angik hans datter, når det var det ry og rygte som manden havde, for det var jo slet ikke det som man så lige nu. At de skulle komme ind på Ilaria, var egentlig kun fordi at Evan fandt det dumt at bringe et barn med til hende nu, men det var tydeligt for ham at manden ikke ville lytte, hvilket selvfølgelig var noget som et sted også måtte irritere ham lidt, for han gjorde det jo kun for at være venlig! ”Denne gang har hun faktisk en grund til at hakke, min fine ven, men det vil du jo tids nok finde ud af. Nu har jeg advaret dig,” afsluttede han kortfattet, som han slet ikke gad at bringe det op til diskussion. At manden ikke ville lytte, var selvfølgelig et lighedstræk med Ilaria!
Som de kom op på knægtens værelse, var det tydeligt, at de havde det godt sammen, hvilket selv fik Evan til at smile let for sig selv. Nu også for at aflede knægtens tanker lidt fra det ene og hen til det andet, så han ikke skulle blive helt trist og ensom, så ønskede han faktisk at snakke med ham, og få ordnet lidt mere i de andre rum, så de også kunne blive ordentligt beboelige, for det var efterhånden også ved at være på tide. ”Dem alle sammen? Tror du ikke du bliver for træt inden vi når så langt?” spurgte han let drillende, inden han roligt rettede sig op. De havde fundet en løsning på det hele, hvilket han selv personligt var glad for – også for Zacharys skyld, så han faktisk havde en ven. ”Vi ser hvor lang vi kan nå, ikke? Jeg tager en fridag i morgen, så kan vi altid fortsætte der,” tilføjede han med et mildt smil.

[Deleted]

At Jacqueline blev glad for det armbånd som Zachary gav hende, var noget som fik ham til at smile, for han ville jo gerne vise at han holdt af hende, ligesom at hun betød noget for ham, for det gjorde hun jo! Han havde aldrig været ligeglad med hende, da han havde forsøgt fra første nat hvor de havde mødt hinanden at få hende til at tale, selvom hun nærmest kun havde snakket om sin far, og det var først i dag at de for alvor havde formået at lege sammen, og derfor gjorde det ham lidt trist at de så skulle skilles nu, for nu var det jo kun lige begyndt at blive godt, hvor de havde snakket om at de skulle træne sammen, men det måtte jo så vente til at de engang så hinanden igen, hvor de kunne møde hinanden. At hun kunne lide armbåndet og beskrev det som sort og gul, fik ham til at trække på smilebåndet. Farverne sagde ham ingenting, men Evan havde også sagt at det var et flot armbånd og derfor så havde han intet imod at give det til Jacqueline. ”Er glad for at du kan lide det,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et muntert smil, hvor det gjorde ham helt varm indeni at det gik så godt mellem dem og at hun var blevet så glad for det han havde gjort. At Evan og Sonic så kom op, var ikke noget som gjorde ham det mindste, nu hvor Evan var kommet hjem, så havde han intet imod at sige farvel til Jacqueline og Sonic, for så var han jo ikke alene og ensom, men havde Evan som selskab, medmindre han skulle arbejde endnu mere, siden han var kommet tidligt hjem. At de havde fundet en løsning og at han måtte lege med Jacqueline når de kom til Appolyon igen, var noget som fik smilet frem på hans læber. ”Virkelig?! Yay!” svarede han muntert, som han løb hen og omfavnede Evan, for det gjorde ham rigtig, rigtig glad! Han havde håbet at de havde fundet en løsning, så han ikke skulle miste sin eneste ven og det havde de, så det kunne jo ikke være mere end perfekt! Som Jacqueline snakkede med sin far, hørte han ikke hvad de sagde, da han blot vente ansigtet op mod Evan med et smil. ”Jeg bliver ikke træt! Jeg er frisk!” svarede han muntert. Nu havde Evan ikke haft særlig meget tid til ham, så han så frem til at de kunne lave videre på deres rum, så det kunne blive et ordentligt hjem, for han kendte det jo mere eller mindre som sin egen bukselomme, da han havde været på opdagelse mange gange i huset. At han så sagde at han tog fri i morgen, var noget som kun fik smilet til at brede sig yderligere, for det hele synes jo at lyde så perfekt! ”Virkelig?! Og så skal vi træne! Det har du lovet mig!” svarede han med begejstring og iver i stemmen, for det havde han jo bare ventet på! Det var så lang tid siden at de sidst havde trænet, så det så han klart frem til!

[Deleted]

Det var ikke fordi Sonic mente at vrisse af Evan, men når det kom til privatlivet, så lukkede han af som en østers, særligt når man kom ind på hans og Ilarias forhold, for han elskede trods alt kvinden og han gad ikke snakke om alt det dårlige som de havde været igennem, såsom hendes utroskab, eller at hun havde afvist et liv sammen med ham og Jacqueline i Peula. Hvad der var galt med hende, som Evan påstod, vidste han ikke, men han ville bare gå ud fra at det var det samme deprimerende stadie som hun befandt sig i, for det havde hun jo gjort længe, og derfor måtte det vel kun glæde hende at se sin datter langt om længe? Jacqueline vidste det endnu ikke, men det skulle han nok fortælle hende, når de var alene, og derefter tog de hjem til farmor, som vidste også kunne trænge til noget selskab. Han nikkede roligt til Evans ord. ”Jeg ved det godt,” svarede han roligt og dog enigt. Han vidste jo godt at børn skulle have lov til at begå deres egne fejl og lære af dem, men han ønskede bare ikke at der skulle ske hans datter noget. Hende og Ilaria var de eneste som kunne gøre ham til en blød mand, da han var den onde, kyniske, sarkastiske og hårde mand ved alle andre, skønt det vel var tydeligt at tøsen var ham et ømt punkt? ”Det er fint,” mumlede han blot lettere affejende, da han ikke gad diskutere Ilaria, men han vidste jo faktisk heller ikke hvad der var galt, men det ville han tidsnok finde ud af.
At de så kom op og fandt de to små kramme hinanden igen, måtte et sted more Sonic, eftersom han slet ikke var vant til at se tøsen så glad for andre, foruden ham, men det glædede ham dog at hun havde fundet en ven i Zachary. At knægten så også havde givet hende et armbånd, beviste jo blot hvor meget de betød for hinanden, så han var glad for at de havde fundet en løsning på det hele. At hun omfavnede ham, da han fortalte at de kunne lege sammen igen, fik ham til at slippe en munter latter, skønt han slog begge arme omkring hende og trykkede hende ind til sig i en tæt og varm omfavnelse. ”Far elsker også dig min skat,” hviskede han i en kærlig tone, som han ikke kunne lade vær med at smile til hendes ord. At hun elskede ham, var noget der helt kunne få hans hjerte til at smelte, da han slet ikke kunne beskrive hvor meget han havde savnet hende! At hun så ville give sin bamse væk, måtte alligevel forundre ham. ”Er du sikker? Nu skal I jo ikke se hinanden i lang tid,” svarede han roligt, kun for at vide om tøsen var helt sikker, før hun gav den væk, for den betød jo meget for hende, men på den anden side, så skulle hun jo ikke undvære sin far mere og de kunne jo altid købe en ny og større for den sags skyld til hende. Han satte hende roligt ned, som han nikkede til hende, da han gik ned ad trappen og hentede sækken, hvor han havde pakket hende ting i, inden han kom op igen og gik ned i hendes størrelse, så han kunne række hende bamsen, så hun selv måtte bestemme hvad hun ville gøre med den.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var virkelig glad! Selv nu hvor hun havde fået bekræftet at hun fik lov til at lege med Zachary igen, var selvfølgelig noget af det bedste, som længe kunne have berørt hende på den måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun knugede sig ind mod sin far, hvor hun næsten helt ivrigt måtte sparke med benene samtidig, inden hun igen vendte blikket mod Zachary. Selv han lod til at være glad nu, og det var noget som helt klart også smittede af på hende nu, hvor hun selv følte sig helt glad! Armbåndet var hun helt glad for, også fordi at hun slet ikke var vant til at få noget som helst af nogen, som ikke havde nogen betydning for hende. Det eneste som hun havde haft, var jo selvfølgelig hendes far, men nu hvor hun havde valgt at åbne op for en anden, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Når alt endelig måtte komme til alt, så var hun bare.. glad nu, og det var mere end hvad hun havde været igennem frygtelig lang tid nu!
At give sin far det store knus, var noget som hun godt kunne lide, også fordi at det var en bekræftelse for hende i at de faktisk skulle af sted nu. At han var kommet for at hente hende, hvilket næsten var det bedste af det hele, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun nikkede til hans ord. Hun havde sin far nu, og så havde hun ikke brug for sin bamse mere. Desuden var hun sikker på at det var noget som selv Zachary ville blive glad for, for nu hvor hun havde et minde om ham, så ville hun også gerne have at han skulle have et minde om hende, til de igen skule se hinanden – hvornår det så end skulle blive, for det vidste hun jo trods alt ikke endnu. ”Mig synes han skal ha’ Bamse.. Nu fik mig noget af ham.. Og han er min bedste ven,” forklarede hun ganske bestemt. Hun havde allerede bestemt sig! At han satte hende ned igen, sagde hun ikke noget til, også selvom hun havde det bedst og mest komfortabelt ved at sidde på sin fars arm, men det var nu bare sådan at det var. Hun blinkede let med øjnene, idet han kom tilbage og rakte hende bamsen som hun tog imod. Hun vendte sig mod Zachary og med et stort smil, inden hun gik hen til ham og Evan, kun for at række bamsen frem til ham. Hun havde allerede taget sit valg, og hun ville have at han skulle have den. ”Her Zachary.. Mig syns du skal ha’ bamse,” sagde hun roligt, som hun holdt den nu så fine bamse mod ham. Den var blevet ren og det hele efter de havde vasket den, og det var selvfølgelig noget som hun var blevet glad for, men nu var det på tide, at han også fik noget af hende – også som et tegn på at han var hendes bedste ven, for det var han blevet.

[Deleted]

Evan vidste godt, at de ikke kom nogen vegne med at diskutere tingene, så derfor valgte han også bare at holde mund i stedet for. Sonic skulle tidsnok nok finde ud af, hvorfor han burde tage sin datter med sig hen til Ilaria, så det skulle han endelig ikke blande sig i. Nu var han advaret, og nu kunne han så selv vende sin opmærksomhed i retningen af Zachary og tilbringe tiden sammen med ham i stedet for, hvilket han jo heller ikke havde noget imod, for han vidste, at det var ved at være på tide, at tilbringe den tid med knægten, ligesom han havde lovet ham for lang tid siden, og så var det vel også bare på tide, at han gjorde som han havde lovet? Han sendte Zachary et smil, hvor han gik ned i knæ, kun for at tage imod hans knus, for det glædede ham selvfølgelig at se knægten glad, selvom de endnu havde en hel del som de skulle have snakket om! Han gengældte roligt hans knus, inden han roligt slap ham igen, kun for at vende blikket mod ham igen. ”Selvfølgelig min dreng. Vi ved ganske vidst ikke hvornår, men vi har indgået en aftale om at holde kontakten, så vi hurtigt kan finde ud af, hvornår I kan lege sammen igen,” sagde han med en rolig stemme, inden han roligt strøg ham over hovedet, inden han igen vendte blikket mod Jacqueline som blev sat på gulvet. Han kunne vel godt tage en fridag? Og sørge for at gøre lidt af hvad han havde lovet? Desuden så det kun ud som om at det var noget som gjorde knægten glad, og det var noget som efterlod ham med en veltilfreds fornemmelse i sindet. ”Nu får vi at se min dreng. Vi har god tid, når vi også har hele dagen i morgen,” sagde han morende, inden han roligt rettede sig op igen. Hans gamle ben kunne ikke rigtigt holde til det mere, og specielt ikke når det bare var.. op og ned som det var lige nu. At han også ville træne oveni, var noget som fik ham til at slå let over i en latter, idet han let rystede på hovedet. ”Det lyder minsandten som du allerede har fundet ud af, hvad vi skal bruge tiden på.. Det er en aftale så. Vi ordner værelserne i aften og træner i morgen, hvad siger du så til det?” spurgte han med et smil på læben. Hvis det var det som skulle til, for at drengen kunne slippe Jacqueline på en mere ordentlig måde, så var det ikke noget som han ville have noget imod at gøre sammen med ham, for det var jo trods alt også ting som han havde lovet ham. At Jacqueline så kom hen og faktisk gav Zachary sin bamse, var noget som fik ham til at kigge lidt på dem, kun med et smil på læben. Det var tydeligt, at der var sket små mirakler i løbet af den tid han havde været væk, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde ham glad. Så havde han vel heller ikke været helt så slem igen?

[Deleted]

At det hele var ved at flaske sig, var noget som gjorde Zachary glad. Han var kun glad for at Evan var kommet hjem, så de havde fundet en løsning på det hele, hvilket måtte glæde ham frygtelig meget, for det betød at han kunne komme til at lege med Jacqueline igen og det var nok det som betød mest for ham, for hun var jo hans eneste ven og selvom det gjorde ondt at han skulle undvære hende i hverdagen, så var det da bedre end ingenting. Han så dog ikke frem til de tomme og stille hverdage, når hun ikke var der, for så var han jo helt alene og det måtte faktisk gøre ham trist, for Evan arbejdede jo så meget, han trak også altid tingene ud, for mange gange kom han hjem, men var for træt til at ville træne eller lave videre på rummene og han sad kun inde og kedede sig, så det blev uden tvivl hårdt at skulle undvære Jacqueline, men det ville jo så kun glæde ham og holde ham i gang tanken om at han skulle være sammen med hende igen. At Evan gengældte knuset, var noget som fik ham til at smile, hvor han roligt vendte ansigtet mod ham. ”Det glæder jeg mig til!” svarede han sandfærdigt, som smilet slet ikke var til at tage fejl af. Han så frem til at Jacqueline ville komme til Appolyon igen, for så kunne de få lov til at lege sammen igen, hvor han ville glæde sig frem til at de så hinanden igen. At Evan så gerne ville lave rummene med ham i dag og tilmed tog fri morgen, var kun noget som gjorde det hele bedre, for så ville han ikke kede sig, men få noget at lave, hvilket klart var noget som han måtte savne! Jacqueline havde jo ikke gidet lege med ham før i dag, så de andre dage havde han også kedet sig, selvom han dog ikke havde følt sig alene, for hun havde trods alt været der, men det ville hun ikke være fremover. ”Men vi skal nå meget!” svarede han denne gang bestemt, for nu havde Evan løbet fra sit løfte igennem de sidste mange dage, selvom det ikke just var noget nyt, da han jo lidt var vant til at manden arbejdede og ikke havde tid, hvilket han godt forstod, men han kedede sig i dette store hus, og at gå på opdagelse behøvede han ikke længere, for han kendte jo mere eller mindre det hele. Han grinede ganske muntert til Evans ord og nikkede ganske let. ”Det lyder perfekt,” svarede han sandfærdigt, som han smilede stort. At Sonic så forlod værelset og kom tilbage igen, ænsede han knap nok ikke, da han talte med Evan, selvom det først var da Jacqueline rakte ham sin bamse at han vendte ansigtet mod hende. Skulle han have hendes bamse? Han blinkede let med øjnene. ”Mener du det?” spurgte han overrasket, da han jo vidste hvor højt hun havde elsket den bamse, men det så dog ud til at hun mente det. Han endte med at slå armene omkring hende og gav hende et knus. ”Åh mange tak! Jeg lover at jeg vil passe godt på ham!” lovede han hende med en ærlig tone, som han roligt tog imod bamsen og trykkede den let ind til sig. Den var dejlig blød og den duftede faktisk godt for en gangs skyld. Han sendte Jacqueline et taknemlig og varmt smil. ”Mange tak. Det vil jeg aldrig glemme,” svarede han sandfærdigt.

[Deleted]

Hvad Evan hentydede til angående Ilaria, var Sonic lidt ligeglad med, for han krævede at kvinden fandt tid til sin datter, nu hvor de begge havde fået en chance igen og nu hvor hun havde skældt ham ud og været sur på ham, fordi at hun havde beskyldt ham for at være skyld i tøsens død, og nu hvor hun var i live, så fik hun også lov til at tage sin del af ansvaret og faktisk være mor for tøsen og derfor så tog de dertil, desuden så ønskede han at mor og datter fik et bånd sammen, og derfor krævede han også af Jacqueline at hun så sin mor uanset hvad hun så end troede, for mor var jo trods alt ikke ligeglad, selvom tøsen ikke kendte sin mor særlig godt og det var også det som han fandt en skam. Han var dog glad for at han og Evan havde fundet en løsning, mest for børnenes skyld, da det var tydeligt at de holdt af hinanden og det var han ikke vant til at se, da tøsen normalt var indelukket overfor andre, så det betød selvfølgelig også noget for ham at hun havde fået en ny ven som hun gerne ville se og han ville jo gerne gøre hende glad, så det at finde en løsning så hun kunne se Zachary igen, det gjorde han heller end gerne for hende. Han strøg hende blidt over ryggen, som han ikke slap hende det mindste, skønt hendes ord klart måtte komme bag på ham, for hun ville give bamse til Zachary? Han vidste godt hvor meget hun holdt af den bamse, så selv det måtte komme bag på ham, men på den anden side gjorde det ham intet, for hun kunne sagtens få en ny eller flere, for han ville gøre alt for at forkæle hende og gøre hende glad. Som han satte hende fra sig, så gik han roligt ned ad trappen for at hente sækken, hvor han havde lagt alle hendes ting i, samt hendes bamse. Han gav hende den roligt, så hun kunne vælge at give den til Zach. Et sted måtte det more ham at hun var så bestemt, skønt det på ingen måder måtte forundre ham, for det havde hun klart efter både ham og Ilaria, så det var næsten klart at hun selv havde arvet den del, hvor hun trods alt også var både is- og ilddæmon, så hendes stædighed var kun naturlig. At knægten så også blev glad for det, fik ham til at smile. Det lignede hende ikke at ville gøre andre glade, men det måtte alligevel glæde ham at hun havde fundet plads til en anden i hendes hjerte, for måske hun også kunne gøre det ved sin mor? Det var jo lidt det som han måtte håbe på, da han gerne ville have at de alle havde et bånd til tøsen, skønt Ilaria ganske vidst ikke gad bo hos dem, men det måtte jo være hendes sag, selvom han ikke kunne komme udenom at han var lidt skuffet over det, men det havde så også noget at gøre med at han endnu elskede hende. Som de havde krammet, valgte han roligt at gå hen til dem. ”Nå.. vi skal videre nu Jacqueline, så kan du sige farvel? I skal nok snart komme til at lege sammen igen,” lovede han hende, som han lod hende sige farvel for en sidste gang.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var selvfølgelig glad for, at hendes far og Evan havde fundet ud af det hele, for så var Evan vel heller ikke så slemt igen, som hun havde troet at han var? I det store og hele, så var det nu bare sådan at det var, og hun var glad for at de alle sammen havde fundet ud af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Let smilede hun for sig selv, som hun blev siddende på sin fars arm og helt ind mod hans favn, for det var selv noget som hun virkelig godt kunne lide. At give Zachary hendes bamse, var allerede noget som hun havde bestemt sig for. Egentlig hvor meget hun faktisk måtte ligne sine forældre, vidste hun ikke, og det var nu heller ikke ligefrem hendes kære mor som hun tænkte særlig meget over i det store og hele, for kvinden kunne jo slet ikke lide hende, og det var jo heller ikke fordi at hun som sådan var blevet bekræftet i noget andet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun blev roligt stående og ventede på at hendes far kom tilbage og havde bamsen med. Hun sendte ham et stort smil, inden hun gik hen og rakte den til Zachary med en tydelig bestemt mine, for hun var slet ikke i tvivl om at det var noget som hun faktisk ønskede at give ham. Nu hvor hun havde sin far, og hun havde fået noget af Zachary, så selvfølgelig ønskede hun da også at han skulle have noget af hende, så han også kunne huske hende! Hun nikkede ganske bestemt til hans ord. ”Ja! Du ha’ bamse!” sagde hun med en ganske bestemt tone. At han så nærmest overfaldt hende i et knus, gengældte hun, hvor hun igen grinte let af det, for det var jo sjovt, og hun blev kun glad, når han blev så glad for det, som han gjorde, og det var noget som helt klart også betød meget for hende! Hun havde aldrig været særlig god til at åbne sig, men omkring ham, så var det som om at det bare faldt hende så naturligt omkring ham, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Hun vendte blikket op mod sin far, som han sagde, at de skulle til at tage af sted nu, selvom smilet falmede bare en anelse. ”Okay, Dadda..” endte hun dæmpet, som hun igen vendte blikket i retningen af Zachary og med et smil på læben, som kun bredte sig. Så langt tid han lovede at passe på bamse til de så hinanden igen, så var hun glad, for hun var slet ikke i tvivl om at bamse ville blive glad ved Zachary som omvendt! ”Han godt lide at blive beskidt, men det ved du nok.. Bare vask ham, og sig han skal vaske sig,” sagde hun, som hun igen gav ham et knus og kyssede hans kind, ligesom han havde gjort ved hende tidligere, men det var vel kun et tegn på noget godt i den anden ende, ikke sandt? ”Farvel, Zachary,” afsluttede hun endeligt, inden hun vendte sig mod sin far og gjorde tegn til at hun faktisk gerne ville op igen. Nu havde hun sagt farvel.

[Deleted]

I det store og hele, så vidste Evan jo udmærket godt, at det var dumt at diskutere Ilaria med Sonic, men nu havde han alligevel forsøgt, selvom det havde været et yderst dumt valg. Han ønskede nu alligevel at få manden til at tænke bare en smule mere over sit træk inden han gjorde det, selvom det var noget som tilsyneladende ikke rigtigt hjalp det mindste på noget af det. Lige nu var det kun Zachary som han havde øje for, også fordi at han nu tydeligt kunne se, at han havde handlet forkert, hvilket han selvfølgelig ønskede at gøre om på og ordne op for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Næsten som han faktisk valgte at ignorere Sonic som stod der, så måtte han jo bare lære på den hårde måde at det som han gjorde nu, var et dumt valg, men det var nu ikke noget som han ville blande sig i, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han vendte blikket mod Zachary og med et smil på læben. At der skulle så lidt til for at gøre ham glad, var selvfølgelig noget som selv varmede ham dybt i hjertet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Vi skal nå rigtig meget! Og vi har også en masse som vi skal have snakket om,” påpegede han ganske sigende. Det var ikke fordi at han var sur eller noget lignende, men tanken om at han selv havde været tæt på at miste ham, var en tanke som faktisk selv var skræmmende for hans vedkommende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende.
At se Zachary blive så glad for en bamse, var noget som selv fik ham til at smile ganske tilfredst. Når det endelig skulle være, så håbede han bare at de fik lov til at beholde kontakten, så var det noget som faktisk passede ham fint i den anden ende, men det var jo trods alt aldrig til at vide. Han vendte blikket mod Sonic endnu en gang og med en ganske sigende mine. ”Vi følger Jer til døren. Vi har pludselig meget at tage fat i,” endte han med en ganske sigende mine. Han var ganske vidst ikke helt tilfreds med udfaldet eller den måde som samtalen med manden havde afsluttet på, men fred være med det, for det var endelig ikke noget som han ville blande sig i, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for. Hånden lod han roligt vandre over Zacharys hår. Han havde taget det fint, med tanke på at han havde været så ked af, at skulle miste sin nylige bedste ven, og derfor ønskede han selvfølgelig også at gøre det så godt som muligt for dem alle sammen – selv for Jacqueline, selvom han vidste, at tøsen ikke kunne fordrage ham.

[Deleted]

Zachary var kun glad for at Evan var kommet hjem, så han ikke var alene, for inderst inde hadede han jo at være alene, for det gjorde ham trist og det gjorde ham ensom og det kunne han på ingen måder lide! Det var også derfor det havde passet ham perfekt at Jacqueline var kommet i hus, selvom hun tydeligvis ikke havde gidet snakke med ham, som hun slet ikke havde været lige så begejstret som ham, og selvom de havde talt flere gange tidligere, så var det først i dag at hun havde valgt at åbne op for ham og ladet ham hjælpe hende med at vakse hendes bamse, hvor de også havde leget sammen, og turen på søen måtte næsten være glemt for ham igen, for de havde jo klaret den og der var også sket meget efterfølgende, for Sonic var jo kommet, hvor Evan var kommet lidt efter og så havde de skulle finde en løsning, som de havde gjort, så han og Jacqueline kunne lege sammen igen og det så han frem til! ”Har vi?” spurgte han, som Evan sagde at de havde meget som de skulle tale om, hvilket han ikke helt brød sig om, for det lød jo ikke godt! At Jacqueline så ville give ham sin bamse, måtte klart komme bag på ham, da han slet ikke havde regnet med det, da han vidste hvor meget hun elskede den bamse, for det var jo først i dag at han havde måttet røre ved den og hjælpe hende med at vaske den, men det gjorde ham klart varm indvendig at hun ville lade ham beholde den, for det ville betyde alverdens for ham, ligesom han ville passe rigtig godt på den! ”Mange tak,” svarede han stille, som han jo slet ikke vidste hvad han ellers skulle sige! Det kom virkelig bag på ham! Dog glædede det ham, for så havde han jo også et minde om hende. At hun grinte da han krammede hende, fik ham kun til at smile, for det glædede ham, når hun var glad. At de så skulle af sted, var noget som måtte gøre ham en smule trist, men han havde trods alt noget han kunne lave med Evan, så det var ikke så slemt igen, hvor han desuden så frem til at skulle lege med hende igen. ”Jeg skal nok vaske ham, hvis han bliver for slem,” lovede han hende morende, som han selv måtte grine ganske kort, for det morede ham at hun snakkede om den som var den levende, men han vidste også at det var fordi at det var den eneste hun havde haft. At hun så både krammede og kyssede ham, fik ham til at smile, skønt han kun nåede at gengælde krammet, inden hun var henne ved sin far igen og blev løftet op. ”Farvel Jacqueline.” svarede han roligt, som han sendte hende et muntert smil. At de skulle følge dem til døren, havde han skam intet imod, hvor han blot valgte at følge med ud af døren, så de kunne gå hele vejen ned i forhallen, for han ville jo gerne sige ordentlig farvel til hende. ”Glæder mig til vi ses igen!” svarede han muntert, henvendt til Jacqueline, hvor han endnu holdt hendes bamse i hans hænder.