A new start, a new friend?

[Deleted]

Selvfølgelig gjorde det Zachary ked af det, når han ikke kunne få lov til at beholde Jacqueline, for han var jo faktisk blevet glad for hende, ligesom hun var hans ven og den eneste, for han havde jo heller aldrig selv været god til andre børn, da de altid havde drillet ham. Det kunne godt være at han var vant til at klare sig alene, som han jo havde levet på gaden, men det var ikke ensbetydende med at det var sjovt, for han hadede ensomheden, og et sted måtte han misunde Jacqueline, fordi hun havde nogen som ville gøre alt for hende, hvor han havde.. ingen. Han havde ingen familie. Hans forældre var døde, af hvad han vidste af, og selv hvis de ikke var, så havde de ikke kommet efter ham. Han var dog rimelig sikker på at de var døde, for det var hvad børnehjemmet havde forsøgt at forklare ham. At Jacqueline blev helt genert ved hans kys, kunne han ikke se, men alligevel kunne han fornemme det, hvilket fik ham til at smile, for det glædede ham at hun nu kunne lide ham. Han trak hende dog med hen til hendes far, for han kunne lige så godt bare acceptere at det var sådan her det skulle være, selvom han måtte erkende at han håbede at han så Jacqueline igen. ”Det går nok Jacqueline, jeg klarer mig,” forsikrede han hende, som han sendte hende et mildt smil, hvor han gav slip på hende og lod Sonic tage hende. At hun var ked af det på grund af ham glædede ham et sted, for det beviste jo kun at hun kunne lide ham og det havde han ikke oplevet i lang tid, ikke siden at Evan havde taget ham med, da det var Evan der havde givet ham en chance og nu også Jacqueline. Han nikkede roligt til Sonics ord, da han lovede at han ville gøre hvad han kunne for at de kunne lege sammen, hvor der alligevel var noget i mandens stemme, som gjorde at han ville tro ham. Hans smil bredte sig også kun, da Sonic lagde hånden på hans hoved og med de ord, noget som Evan var vant til at sige til ham – noget i den stil i hvert fald. ”Det skal jeg nok huske,” lovede han, inden han nikkede til at han gerne ville følge dem ud. Han endte dog med at stoppe op, da man kunne høre Evans stemme, hvilket fik ham til at søge ud af værelset og forbi Sonic, som han løb hen til trappen. ”Evan!” svarede han glad, som han kom så hurtigt ned ad trappen som han kunne, uden at det blev så hurtigt at han ville falde, da han holdt sig sikkert på benene. Han løb roligt over og omfavnede manden. Han kunne trods alt godt lide Evan, desuden så havde han også følt sig lidt alene, nu hvor Jacqueline skulle med sin far, hvor han var blevet tilsidesat, men nu havde han sin voksen. Det at de havde leget på isen, havde han også glemt, som han pludselig havde fået andet i tankerne, nemlig at Jacqueline skulle væk. Dog var hans hår endnu vådt, hvor det havde dryppet ned på hans nye tørre tøj.

[Deleted]

At se dem holde af hinanden, gjorde det kun tydeligt at de var gode venner, hvor Sonic alligevel ville ønske at han kunne tage knægten med sig også, men det gik nok ikke, desuden så havde han også nok i sin datter. Han ønskede dog ikke at efterlade hende igen, da han elskede hende og han ville gøre hvad som helst for hende og nu hvor de begge havde mødt så meget modstand, så var det vel kun på tide at de faktisk fik lov til at være sammen? Hun var blevet slæbt fra det ene land til det andet, skulle møde nye mennesker, selvom hun godt nok havde fået en ven i Zachary, hvilket han var glad for, men Evan havde hun tydeligvis heller ikke kunne lide, ligesom folk forsøgte at holde hende adskilt fra hvad hun inderst inde helst ville have, ligesom de også gjorde ved ham, for de fraholdt ham fra hans datter og forsøgte at holde dem adskilt, hvilket var noget som gjorde ham rasende, og det var også en vrede som Jacques havde fået at føle, da han havde stillet sig op imod ham og spillet flabet, hvor han havde fået hvad han havde fortjent. Hvordan det gik manden anede han ikke, men mon ikke han havde overlevet? Han var trods alt vampyr og han havde faktisk ladet ham overleve, så han kunne komme hjem og tage sig af hans søn, for han måtte erkende at han alligevel ikke havde lyst til at afholde barnet fra sine forældre, for det fik ham kun til at tænke på Jacqueline der blev afholdt fra ham. Han bebrejdede måske ikke folk for at tænke ting om ham, men at de ville afholde ham fra hans datter forstod han ikke, for troede de virkelig at han ville torturere hende og trække hende ind i det liv han havde levet? Han ønskede kun det bedste for sin datter, et stille og roligt liv, hvor hun ville være tryg og sikker. Han selv skulle til at åbne munden, da Zachary valgte at tale for sig selv, hvor han sendte knægten et smil, selvom han ikke ville kunne se det. ”I skal nok få hinanden at se igen,” svarede han roligt, som han sendte Jacqueline et smil. At Evans stemme så skulle lyde bag ham, fik ham til at stivne en smule, som en indbrudstyv der blev taget i at bryde ind. Hvorfor skulle han også være så pokkers uheldig hele tiden?! Han trak vejret dybt og sukkede irriteret, skønt han godt mærkede at Jacqueline knugede sig mere ind til ham. Zachary lod han blot løbe, hvor han vendte blikket mod Jacqueline. ”Uanset hvad der sker, prinsesse, så skal du vide at jeg vil gøre alt for dig, og jeg vil gøre alt for at vi kan være sammen, okay? Far elsker dig højere end noget andet og far vil altid passe på dig,” hviskede han hende kærligt i øret, som han blidt kyssede hende på munden, som han sendte hende et varmt smil, skønt han inderst inde pludselig blev urolig, for.. hvad skulle der nu ske? Ud kunne han ikke komme bare uden videre, men han tvivlede dog alligevel på at Evan ville slås foran børnene, og det ville han nu heller ikke selv, for han ønskede ikke at der skete Jacqueline noget, ligesom han heller ikke ville have at hun så den side af ham. Han rømmede sig kort, inden han roligt gik hen til trappen, hvor hans blik faldt på Evans skikkelse. Det var næsten underligt at live kaldt Ilosonic igen, da det var et navn han havde lavet til sig selv, da han oprindeligt hed Sonic, hvilket han også var begyndt at kalde sig selv, selvom det mest var fordi han forsøgte at holde lav profil, men det gik ikke just som han ville. ”Evan. Jeg er kommet for at hente min datter, og om du vil det eller ej, så går vi,” svarede han roligt, som smilet gled kækt over hans rosenrøde læber, hvor han roligt begyndte at gå langsomt ned ad trappen.

[Deleted]

Evan havde ikke ligefrem haft den bedste aften i sit liv, og derfor var han selvfølgelig frustreret over, at det var sådan her det gik for sig. Han bed tænderne en anelse sammen, som han roligt blev stående nede i den store forhal, kun med blikket i retningen af trappen. Hvis de ikke var taget af sted endnu, kunne han forestille sig, at de var ved at pakke tingene sammen. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var jo hurtigt noget som skulle gøres. Tøsen havde desuden været glad for sine ting, som hun altid havde været glad for sit værelse, og selvfølgelig var det noget som i sig selv, også gjorde ham ganske glad og tilfreds. At det var Zachary som kom stormende ned af trappen først, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han endte med at gå ned i knæ, kun for at tage ham imod og gav ham et knus. ”Hej min dreng,” sagde han med et let smil. Det første som dog slog ham, var at knægten var våd, og af duften, så var det tydeligt for ham, at han bestemt ikke havde været i bad! Han rynkede let på næsen, som han strøg ham over hovedet og derved også over håret. Han havde måske ikke været så værende som han havde lovet det i længden, men han gjorde sit bedste, også fordi at han havde et arbejde som han var nødt til at passe, også fordi at han havde den plads i det samfund som han havde. ”Hvad pokker har du lavet? Du er jo helt våd… Du har ikke leget ved søen, vel?” endte han ganske sigende, dog med en alvorlig mine. Han vidste jo godt, at det var et område forbudt for små børn!
Som Ilosonic viste sig oppe ved trappen, rejste Evan sig roligt op igen. Han kunne udmærket godt se hvordan Jacqueline klamrede sig til manden, også selvom det nu heller ikke forundrede ham. Tøsen havde stort set ikke snakket om andet, siden hun var ankommet her, også selvom han vidste, at han var det bedste for hende – foruden hendes forældre selvfølgelig, hvor han selv ikke havde skænket Ilaria den nyhed. Desuden så det ud som om at Ilaria havde nok at slås med som det var i forvejen. Han havde jo til mødet set i hvilken forfatning den arme kvinde var i. Hånden lod han roligt glide langs Zacharys skulder og over hans hoved. Det var en dreng som han næsten anså som sin egen. At Ilosonic var her for at hente tøsen, forundrede ham ikke. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det forundre mig ikke at du er her.. Det eneste som dog forundre mig, er dine manerer.. Man kan vel bogstavelig talt sige, at du er brudt ind i mit hjem,” endte han med en ganske sigende mine. Umiddelbart var han ikke ude på kamp eller strid foran børnene. Han var nu sikker på – håbede i hvert fald – at det skulle være muligt, at løse dette på voksent vis frem for noget af det andet. Roligt blev han stående – et sted i vejen for manden at komme forbi med Jacqueline.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selv Jacqueline betegnede Zachary som sin ven, også fordi at han kunne være sammen med hende på lidt andre vilkår end det som Bamse kunne, og selvfølgelig var det noget som hun var glad for. Et sted havde hun vel også været.. jaloux på hans gode forhold til Evan? Også fordi at hun havde hørt ham tage manden i forsvar så mange gange, hvilket jo faktisk var en tanke som formåede at gøre hende sur, for hun kunne altså slet ikke lide ham! At hun nu havde sin far, var selvfølgelig det eneste som i bund og grunds betød noget for hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod sin far ved hans ord. ”Du love mig det?” spurgte hun. Sådan som hun var kastet rundt og frem og tilbage, så var det skam heller ikke fordi at hun havde nemt ved at stole på voksne ord, også fordi at det allerede var gået op for hende, at de talte et helt andet sprog, end det som hun gjorde, og selvfølgelig var det også en tanke som faktisk irriterede hende, for hun kunne slet ikke lide det på nogen måde! Hun ønskede jo faktisk muligheden for at lege med Zachary en sidste gang, også fordi at hun slet ikke vidste hvornår hun ville se ham igen, og den tanke gjorde hende selv trist, for han var jo trods alt hendes ven. Hendes.. bedste ven, var han vel? ”Mig ik’ lide han er så ked af det,” sagde hun med en dæmpet stemme.
At høre Evans stemme, og se Zachary smutte så hurtigt fra dem, fik hende kun til at knuge sig ind mod sin far, for hun havde slet ikke lyst til at blive her! Nej hun ville ej! Hun holdt sig godt ind til sin far, som han hviskede i hendes øre. Hun blinkede let med øjnene, som hun kunne høre at Zachary var stormet ned af trappen i stedet for. ”Jeg har ikke lyst til at blive her, Dadda.. Evan bare en dum mand,” sagde hun med en dæmpet stemme. At han elskede hende, var selvfølgelig noget som hun virkelig var glad for at høre, også fordi at det var noget som hun havde brug for at høre efterhånden! Som han forlod værelset og søgte ned af trappen, så vendte hun blikket væk fra Evan, kun for at knuge sig direkte ind mod sin elskede far. Det var den eneste som hun ønskede at være sammen med! At Evan så sagde at hendes far var brudt ind i huset, var noget som gjorde hende hidsig, hvor hun vendte sig mod ham, som de endelig var på vej ned af trappen. At se Zachary stå der sammen med ham, var noget som et sted gjorde hende sur, for hun kunne slet ikke lide den mand! Og så var hun ligeglad med at Zachary kunne lide ham! ”Du bare dum er du! Du gå væk nu!” endte hun med en ganske bestemt tone, som hun pegede mod ham med sin pegefinger, som var hun en som bestemte. Hun havde jo altid været dominant – også overfor Zachary.

[Deleted]

Helst ville Zachary gerne have at hun blev hos ham, for han holdt af hende, som hun var hans ven. Han holdt af hende, ligesom han nød at lege med hende og nu havde han lige fået hende til at åbne sig og så skulle det hele være slut? Det brød han sig slet ikke om. Han håbede dog at hendes far talte sandt og at de kom til at se hinanden igen, for det ville betyde utrolig meget for ham, da han gerne ville kunne lege med hende igen, for nu havde de jo lige haft det utrolig sjovt! Eller det havde været indtil isen var blevet knust og de var røget i vandet og havde det ikke været for hendes far, ja.. så havde de vel egentlig været døde? Den tanke skræmte ham frygtelig meget, for det kunne jo være endt frygtelig galt! Man kunne derfor sige at det var godt at hendes far var kommet forbi, selvom han godt nok nu tog hende med sig væk, hvilket gjorde ondt, for hvem skulle han så vågne op og lege med? Nu var han bare selv igen og Evan arbejdede jo frygtelig meget, så han havde jo slet ikke tid til ham. De havde slet ikke nået noget af det som de havde talt om, såsom at træne. At manden så lovede at de nok skulle få hinanden at se igen, var noget som fik ham til at smile ganske let, selvom han var usikker på om det blev til eller ej, for han kendte jo voksne, de sagde typisk en masse for at få børnene til at tie stille, hvor de inderst inde løj. ”Okay,” endte han roligt, som han vendte ansigtet op mod Sonic og Jacqueline, dog uden at kunne se noget, da alt var sort, men derfor kunne han godt fornemme dem, for nu havde han ikke sine sko på, men rendte rundt i bare tæer og selvom det stadig var koldt, så klarede han sig. At Evan så kom hjem, var noget som et sted glædede ham, hvor han også kom løbende ned ad trappen og løb ham ind i favnen, for at omfavne ham og gengælde knuset. ”Hej Evan,” hilste han muntert, som han roligt slap ham, skønt han blev stående ved ham. At manden så nævnte søen, gjorde ham helt tavs, hvor han for en kort stund bare stod med ansigtet vendt op mod ham. ”Øhm..” Han nåede dog ikke sige mere, før Sonic kom frem med Jacqueline på armen, hvor han vendte sig om. Et eller andet var der galt, også sådan som de talte til hinanden. At Evan så sagde at manden var brudt ind, var ikke noget han vidste, men på den anden side, så havde han og Jacqueline været død, hvis ikke Sonic var brudt ind på stedet. At Jacqueline så hævede stemmen og pegede mod Evan, fik ham til at trække sig en smule sammen, som det hele forekom ham.. ubehageligt. Han ville jo egentlig bare gerne have at de alle kunne finde ud af det sammen. Han endte med at gribe fat i Evans bukseben, som han lænede sig ind mod manden.

[Deleted]

At de to små gerne ville se hinanden igen, forundrede ikke Sonic, selvom han ville have sin datter med sig, så om de fik hinanden at se igen, kunne han faktisk ikke love, men han ville da gerne gøre et forsøg på at det kunne lade sig gøre, for når de alligevel kom til Appolyon for at se til Ilaria, så burde det da være muligt? Det hele røg jo sådan set i jorden, fordi Evan ikke vidste at de var her, og hvis han gjorde, så ville han nok ikke blive særlig henrykt, derfor tvivlede han på at det kunne lade sig gøre, for Zachary fik jo nok ikke tilladelse til at vandre rundt i Appolyon helt alene, så det ville uden tvivl blive vanskeligt, ligesom at de heller ikke måtte være synlige, når de endelig kom til Appolyon, netop fordi Evan ikke måtte vide det, da manden nok kunne regne ud hvem det var der var kommet efter Jacqueline. ”Jeg lover dig det, prinsesse,” forsikrede han hende, som han sendte hende et varmt smil. Han ville gerne gøre hende glad, så han skulle nok se hvad han kunne gøre for at de kunne se hinanden igen, skønt han ikke kunne love det største. Han holdt Jacqueline tæt ind til sig, hvor han måtte erkende at han havde savnet det, for hun var jo hans lille skat, hans lille prinsesse og han havde virkelig savnet hende i al den tid! Han ville ønske at han havde taget hende med sig, første gang han så hende, men nu var de igen sammen og denne gang slap han hende ikke!
At Evan så alligevel kom hjem, måtte faktisk forundre Sonic, for klokken var ikke særlig meget, kun omkring middag, og han havde regnet med at manden ville være ude og arbejde til i hvert fald omkring aften, men der havde han taget fejl, hvilket måtte irritere ham. At Jacqueline så knugede sig ind til ham, gjorde det kun tydeligt at hun gerne ville med ham, hvor hendes ord også kun måtte bekræfte det. Han trykkede hende blidt ind til sig. ”Far giver heller ikke slip på dig, min skat,” forsikrede han hende. Han tvivlede på at manden ville angribe ham, hvis han stod med tøsen i hænderne, så kamp blev der forhåbentlig ikke og det ønskede han egentlig heller ikke, for han ønskede ikke at nogen af børnene skulle udsættes for den smerte bare ved at se på det. Han skulle til at åbne munden og svare Evan, da tøsen selv valgte at pege fingre og nærmest satte manden på plads, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. ”Jacqueline,” svarede han med en sigende mine, som tegn til at hun ikke skulle pege og ikke skulle hidse sig op. Han så roligt mod Evan igen, hvor han fortsatte med at gå langsomt ned ad trappen. ”Tja.. hvis ikke jeg havde brudt ind på grunden, så havde begge unger været døde. Og tag det ikke ilde op, men jeg vil bestemt ikke have at min datter skal være et sted, hvor ingen holder øje med hende, så hun rent faktisk kan dø. Hun kommer med mig,” svarede han i en rolig tone, skønt undertonen tydelig indikerede at han mente sine ord i fulde alvor. ”Du kan knap nok passe på nogen af børnene, selv din knægt havde været død, hvis ikke jeg havde reddet dem op fra søen. Og du behøver end ikke at skælde dem ud, for vi ved begge at de er børn og hvordan børn er. Og den eneste der kan passe ordentlig på min datter, er mig selv.”

[Deleted]

Det var ikke ligefrem et indbrud Evan havde været beredt på at skulle komme hjem til, også selvom han foreløbig valgte at tage det stille og roligt. Han ønskede desuden ikke krig og strid for øjnene af børnene, hvis det var noget som ellers kunne undgås. De var jo trods alt begge voksne individer, så mon ikke man kunne finde ud af det? Han var træt, og han var irriteret, og der skulle bestemt heller ikke meget til, for at gøre ham utrolig vred og irriteret. At give drengen et knus, havde han ikke noget imod, også fordi at han vidste, at han ikke havde været så værende som han havde lovet, men der skete efterhånden temmelig mange ting i Appolyon, og med den plads som han havde i samfundet, så var han jo trods alt nødt til at gøre et eller andet ved det! Han sendte ham et let smil, også selvom han tydeligt kunne se, at der var leget ude i søen i haven, og det vidste han jo udmærket godt! Lige nu var det bare ikke den sag som han kunne tage sig af, da det var tydeligt, at de havde uindbudte gæster i deres hjem, og det var noget som han var nødt til at tage sig af først! ”Den snakker vi to om bagefter,” endte han med en rolig stemme, dog ganske kortfattet, for helt tilfreds med den såkaldte leg, var han bestemt heller ikke. At de legede sammen, havde han det fint med, men ikke på bekostning af deres liv!
Blikket gled direkte mod Ilosonic som kom ned med Jacqueline på armen. At tøsen snakket sådan til ham, var efterhånden noget som han lige så godt kunne vænne sig til. Han bed det i sig, hvor tøsen kun fik en fast mine i retur, for han ville ikke synke ned på et barnligt niveau og starte et stort mundhuggeri med hende, for hun var stædig, og det havde han fundet ud af på den hårde måde! At Sonic så kun måtte bekræfte for ham, at de havde været i nærheden af søen, var noget som kun fik ham til at vende sig i retningen af Zachary som stod gemt ind mod hans bukseben. ”Zachary ved udmærket godt, at det ikke er et sted de skal lege.. At det er sket, er en tragisk situation, Ilosonic, og det beklager jeg.” Han var ikke en mand som var bange for at indrømme sine fejl, også selvom de ikke skete særlig ofte. Hans job var alvorligt og indebar faktisk en risiko, så selv det at lade børnene vænne sig til hurtigt, at være alene, var en foranstaltning i tilfælde af, at det faktisk skulle gå galt for ham. At det havde været forkert denne gang, kunne han så godt se. ”Der er ikke nogen som er bedre til at passe sine børn, end deres forældre.. Derfor synes jeg at vi skal lade børnene rende op og lege, og så finder vi ud af det her.. På voksent vis,” endte han ganske sigende. Han var irriteret, han var presset, og ikke bare fra Cecilayas synspunkt lige nu, men selv Ilaria havde hakket på ham, og det irriterede ham faktisk! Han slap ikke Ilosonic med blikket, som han roligt blev stående. Han var nu temmelig sikker på, at end ikke den mand ønskede kamp og strid.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline blev faktisk ked af at se Zachary så ked af det, men også fordi at hun ikke vidst helt præcist om hun skulle tage sin fars ord for gode vare. Af hvad hun allerede havde fundet ud af, så var det at man ikke helt kunne stole på det som de voksne sagde, og det var jo faktisk også en tanke som gjorde hende sur. Selvfølgelig ønskede hun at tage med ham hjem til sin farmor, for hun gad bestemt ikke blive her ved Evan længere, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hun ønskede bestemt heller ikke at blive her, hvis hun kunne blive fri, men selv det var en svær situation for hende, for hun ønskede jo heller ikke at efterlade Zachary, dersom det var noget som hun kunne undvære og undgå i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled stille mod sin far, som han lovede hende det, og det var noget som betød meget for hende, for hun tog ham altså på ordet, når han sagde, at hun fik lov til at lege med Zachary igen! ”Godt!” endte hun med en ganske bestemt tone. At hun så skulle sætte Evan på plads, var bestemt ikke første gang, for hun var en som satte alle på plads, hvis hun kunne! At hendes far så valgte at stoppe hende ved at åbne munden, fik hende til at tie med det samme, hvor hun hellere gemte sig mere ind mod hans skikkelse og mere ind mod ham i stedet for, for hun ville bestemt ikke slippe ham! Hvad nu hvis de snød dem? Det ville hun bestemt heller ikke! At Evan faktisk foreslog at de snakket, mens børnene leget, fik hende til at vende blikket mod Evan og Zachary endnu en gang, for.. hvorfor egentlig? Snød de dem? Det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i, for hun ville med sin far, og det ville hun altså! Hun vendte blikket først mod sin far, mest af alt, også for at sikre sig hvordan han ville tage det hele. Om det kunne ligge op til kamp, vidste hun ikke, for det var jo aldrig til at sige. Evan var jo træner, og så meget vidste hun jo godt! ”Er det en god idé, Dadda? Må mig lege med Zachary?” spurgte hun endeligt, hvor det næsten var hende som var en smule bedende i stemmen. Umiddelbart i hendes øjne, så lød det jo trods alt ikke så tosset igen, så det var jo ikke noget som gjorde hende noget som sådan. Hun sendte ham de store dådyrøjne. Hvis de kunne snakke om at hun fik lov til at se Zachary, så var det faktisk noget som passede hende helt fint, for hun ville jo heller ikke undvære hendes ven, fordi at de voksne skulle lyve! Nej hun ville ej!

[Deleted]

At Evan var kommet hjem, var noget som glædede Zachary, selvom han ikke just glædede sig til at fortælle ham hvad der var sket ved søen, for det havde jo været et uheld! Det havde slet ikke været med vilje! Og han havde jo forsøgt at fortælle hende at hun ikke måtte gå langt ud på den og før hun havde nået tilbage, havde det været for sent. Dog havde hendes far været der til at redde dem, hvilket de kun kunne være glade for. At give Evan et knus, var noget som han godt kunne lide, da han trods alt kun var en lille dreng og han havde altid nydt af den omsorg som Evan havde givet ham. Rart var det nemlig at få bekræftet at man var ønsket og blev værdsat, for selvom Evan ikke havde så meget tid, vidste han udmærket godt at manden holdt af ham, ligesom han også holdt af manden. At han så sagde at de skulle tale om det senere, fik ham til at krympe sig en smule, for det havde han faktisk ikke lyst til. Han vidste at Evan ville blive sur og skuffet og han hadede når det skete! Han havde jo bare gerne ville lege med Jacqueline, selvom han godt vidste at det havde været dumt at lege på søen, men han ville jo bare gerne vise hende at man faktisk kunne gå på det, selvom det hele havde været for sent, fordi det hurtigt var gået galt. ”Okay..” endte han blot dæmpet, som han vendte ansigtet op mod manden, inden det røg i retningen af Sonic og Jacqueline, som de kom ned ad trappen. Han blev blot stående tæt ved Evan og lyttede til deres samtale, selvom han ikke brød sig om det. Han var måske blind, men hans andre sanser var forstærkede, da han brugte dem langt bedre og han var frygtelig god til at lytte hvordan folk havde det, hvor andre brugte øjnene til at se deres følelser, der brugte han sine øre til at lytte til det og han kunne høre at der var kold stemning mellem dem, hvilket han på ingen måder brød sig om. At Sonic nævnte det som var sket ved søen og Evan så sagde at han godt vidste at de ikke måtte lege der, fik ham til at se op mod Evan. ”Det var ikke med vilje,” svarede han dæmpet, som han let rev i Evans bukseben, for at få det på det rene, for det havde jo ikke været meningen at isen skulle knuses og de skulle ryge i vandet! Han så roligt fra Evan og mod Sonic, da Evan nævnte at ham og Jacqueline kunne lege sammen, hvilket han ikke ville have noget imod, selvom han ikke rigtig brød sig om situationen. Han stillede sig roligt foran Evan og vendte ansigtet op mod ham. ”Du må ikke være sur Evan, Sonic er god nok,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt. Af hvad manden havde vist, var han jo ikke så slem igen!

[Deleted]

Sonic ville gøre alt for at få sin lille pige med sig hjem og det var der ikke nogen som helst der skulle stå i vejen for! Han havde allerede sat Jacques på plads og han ville gøre det samme ved Evan, hvis det skulle blive sidste udvej, for han måtte erkende at han ikke ønskede at kæmpe imod manden og selv hvis han skulle vinde over manden, så havde han heller ikke lyst til at tage livet af ham, for så havde Zachary slet ingen og så tvivlede han generelt på at knægten ville se manden komme til skade, ligesom Jacqueline heller ikke ville se ham komme til skade, så han måtte erkende at han helst ville spare på kræfterne, egentlig kun for børnenes skyld, for normalt ville han ikke have et problem med at slå vedkommende ihjel der stod ham i vejen, men denne gang var sagen noget andet. ”Du kan beklage så meget du vil Evan, min datter var nær død, fordi du ikke var mand nok til at være hjemme og passe på de børn du har ansvaret for. Og jeg som ellers fik at vide at min datter var kommet et bedre sted hen, men det er hun tydeligvis ikke. Hun kommer med mig, så jeg ved hvor hun er og at hun er i sikkerhed, for alle andre steder er hun enten kun i vejen eller i fare,” svarede han i en kortfattet og dog bestemt tone, som det slet ikke stod til diskussion. At Jacqueline tiede, da han valgte at sige hendes navn, sagde han intet til, som hans blik hvilede konstant mod Evan, da manden stod i vejen for ham og hans datters frihed, hvilket han ikke fandt sig i. Han endte med at fnyse til mandens ord. ”Hvis det er din mening, så er der slet ikke noget at snakke om, for så lader du os gå. Og hun kommer uanset med mig, om det så skal gøres på den ene eller den anden måde,” svarede han i en mere fast tone. Det var ikke fordi han ville gøre dette til et større skænderi eller kamp for den sags skyld, ikke når børnene var der, men ærligtalt så stolede han på ingen måder på manden, så at lade børnene gå, for at være alene med manden ville han egentlig ikke, da han inderst inde frygtede at han ikke ville få hans lille pige med sig og han gik ikke herfra uden hende! Han kom roligt ned for enden af trappen, hvor han satte sækken med hendes ting i fra sig, skønt han dog ikke slap Jacqueline, som han fortsat holdt ind til sig. At hun gerne ville lege med Zachary forstod han godt, selvom han måtte erkende at han egentlig bare gerne ville herfra, men dette var måske en måde at få det hele løst på en ordentlig måde? Hvis manden da var til at stole på. Han vendte roligt blikket mod Jacqueline, hvor han så hvordan hun sendte ham dådyrøjne, hvilket fik ham til at sukke ganske let. ”Fint,” mumlede han, som han roligt satte hende ned, skønt han endnu havde en hånd mod hendes hoved. ”Så smut du op og leg med Zachary, så kommer jeg om lidt,” svarede han roligt, som han så ned mod hende og sendte hende et betryggende smil, inden han så mod Evan. ”Hvor skal vi snakke?” Nu kunne de jo lige så godt få det overstået.

[Deleted]

Evan vidste udmærket godt, at han ikke var den bedste forælder, men selv han måtte jo trods alt finde ud af det hele, for det var alt for mange år siden, han havde haft noget med små børn at gøre. Af den grund, så forsøgte han, og han holdt jo faktisk af dem begge to, og han var bestemt heller ikke bange for at vise det for dem. Zachary havde ikke andre foruden ham, og selvfølgelig var det noget som var ham en trist tanke, men nu var han her, og så var det vel heller ikke slemt? Det havde været en hård dag, og det havde været en relativ hård tid efter flytningen fra Diane, og at han nu skulle handskes med et indbrud oveni, var bestemt heller ikke en tanke so han bifaldt på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket hvilede mod Sonic, også selvom hans fokus til dels hvilede på hans kære dreng ved hans side. ”Du ved godt I ikke skulle være der, Zachary.. Det snakker vi to om bagefter.” Hans stemme var måske ganske kortfattet, men han var ikke videre vred af den grund, for.. det var han ikke. Tanken om at de havde været tæt på at dø, var faktisk en tanke som han fandt skræmmende, og slet ikke en som han kunne have med at gøre! Endeligt slap han Sonic med blikket, kun for at vende sig mod Zachary igen. Han gik roligt ned i knæ ved siden af ham, også for at gå lidt ned på hans niveau, men også for at bekræfte, at han ikke var sur, for det var han ikke. Han hævede hånden igen og strøg ham over håret. ”Det har bare været en lang og hård dag, min dreng. Tag Jacqueline med ovenpå og leg.. Så snakker jeg med Ilosonic,” sagde han langt mere roligt og med et bekræftende stille smil.
At Sonic så valgte at gå med til det, også fordi at det var tydeligt at selv Jacqueline havde lyst til det, var tydelige fremskridt, som de havde manglet på normalt basis. Han rejste sig roligt op igen og vendte blikket i retningen af Sonic. ”Vi kan snakke herinde.. De gamle ben har desuden brug for noget hvile efterhånden,” endte han ganske sigende, som han gjorde et nik i retningen af pejsestuen. At sækken med alle Jacquelines ting blev sat ned, sagde han ikke noget til. Desuden var de begge voksne, så var det vel også muligt at finde ud af det hele, uden at skulle ty til brug af våben, kamp og krig? Det var jo noget som man hurtigt lærte sig; Kunsten var ikke at vide hvornår man skulle benytte våben, men hvornår man skulle bruge munden. Han nikkede bekræftende mod ham. At undskylde og beklage, kunne han gøre fra nu og resten af sit liv, og ikke gøre op for det. Det kunne jo have kostet dem livet, og det var han bestemt heller ikke noget som han kunne sige sig at være det mindste interesseret i! Han forlod roligt forhallen, for at søge ind i retningen af pejsestuen. Efter at have siddet i store mundhuggerier, havde han faktisk brug for ro til hovedet og en samtale på voksent vis, frem for det andet!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde aldrig været synderlig begejstret for Evan, og det ville hun bestemt heller aldrig blive, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Nu hvor hun havde sin far ved sig, så var det i den grad også det eneste som havde nogen betydning for hende i det hele taget, også fordi at hun virkelig havde manglet ham! Nu var hun træt af at blive kastet fra den ene til den anden, og nu hvor hendes far langt om længe endelig havde fundet hende, så ville hun bestemt heller ikke miste ham igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled stille mod hendes far, som han havde fået hende til at tie, også fordi at Evan ikke kommenterede det, hvilket var noget som hun havde det fint med, for han skulle bare tie stille skulle han! Hun havde fået nok af at høre på ham! At de voksne gerne ville snakke om det, var bestemt heller ikke noget som hun havde det midnste imod, men ikke desto mindre, så fandt hun det bestemt nødvendigt at gøre som hun gjorde det, specielt hvis hendes far ikke ville sætte manden på plads, så måtte hun jo trods alt selv gøre det! ”Vi bare lege ved søen, Dadda.. Den bare knuse under mine fødder..” Hun pegede ned på sine fødder. Hun havde jo slet ikke tænkt på det på den måde! Hun havde da slet ikke tænkt på hvor farligt det egentlig var at lege på den!
At Evan ville snakke med hendes far, var hun yderst skeptisk til, men hvis det gav hende en sidste mulighed for at lege sammen med Zachary, så passede det hende egentlig ganske fint! Hun nikkede stille til hans ord og lod ham sætte hende på jorden, inden hun vendte sig mod Zachary. De havde stadig muligheden for at lege, og selvfølgelig var det ikke en mulighed som hun ønskede at lade gå fra sig, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, for den tanke kunne hun faktisk godt lide. Hun vendte sig mod sin far. ”Du hente mig bagefter, iggos?” spurgte hun, mest også for at få bekræftelsen på det hele, inden hun løb hen til Zachary, for at tage om hans hånd. Nu hvor de havde muligheden for det, så ville hun bestemt heller ikke lade den forspilde! ”Kom! Vi lege nu!” sagde hun næsten helt glad, inden hun rev i hans hånd, kun for at søge i retningen af trappen i stedet for, så de kunne komme op til deres værelser og finde ud af noget at lege med. Nu havde hendes far jo pakket rigtig mange af hendes ting ned, så.. så måtte de vel lege med hans?

[Deleted]

Zachary vidste godt at han havde gjort noget forkert, da han havde valgt at lege på søen, men det var jo slet ikke fordi han havde regnet med at isen ville knække og de ville ryge i vandet, faktisk havde han forsøgt at redde Jacqueline, selvom kulden havde gjort ham helt lam, hvor han slet ikke havde kunnet røre sig. Han havde jo også forsøgt at fortælle hende at hun ikke måtte søge for langt ud, og da hun havde forsøgt at komme tilbage igen havde isen givet efter under hende, hvor hun derfor havde røget ned i vandet og da hun ikke havde kunnet svømme og han var vanddæmon, så han havde forsøgt at redde hende, selvom kulden til gengæld havde slået ham helt ud, for havde det været sommer, så havde han sagtens kunne redde hende! Dog så havde de været døde, hvis ikke det havde været for Sonic og derfor ville han heller ikke have at Evan var for hård ved manden, for det var trods alt Jacquelines far og de vidste jo alle hvor meget hun havde savnet manden, for hun havde jo ikke talt om andet! Han nikkede ganske let til Evans ord, hvor han var lidt usikker på om han var sur eller ej. ”O-okay,” endte han en smule usikkert, da han heller ikke ligefrem så frem til at skulle blive skældt ud, for han vidste jo godt at han havde gjort en fejl, men det havde jo ikke været med vilje og han havde jo aldrig ønsket at Jacqueline skulle komme noget til! Han blev stående ved Evan og med et greb i hans ene bukseben, for han brød sig ikke om den kolde stemning, hvor det var tydeligt at høre at de begge vrissede af hinanden, skønt de forsøgte at holde det roligt. Han vendte ansigtet mod Evan, da han knælede ved ham, hvor han blot lyttede. Smilet så han ikke, men stemmen lød rolig, hvilket alligevel hjalp en smule på det hele. ”Okay Evan,” svarede han dæmpet, som han vendte sig om. At Jacqueline så allerede var henne ved ham, gjorde ham overrasket, som han mærkede hendes hånd lukke sig om hans, inden han blev trukket med hende, hvilket alligevel fik smilet frem på hans læber, for han ville jo gerne lege med hende og det glædede ham at hun nu også gerne ville lege med ham. Han skævede kort over den ene skulder i retningen af Evan, inden han løb med Jacqueline op ad trappen, skønt det var forsigtigt, så han ikke faldt. Han gik roligt med hende ind på hans værelse, hvor han gik hen til sengen og kravlede op under dynen, for han frøs faktisk endnu. ”Tror du de finder ud af det?” spurgte han roligt, som han selv var usikker på det, men han håbede klart på det bedste! Han ville håbe at de fandt en løsning så han og Jacqueline stadig kunne være sammen.

[Deleted]

Sonic var skam ikke sur på hverken Jacqueline eller Zachary for at have leget på isen, selvom det skam havde været dumt og han havde skam været bekymret, men han havde allerede været efter dem, skønt han vidste at børn var børn og de lyttede jo trods alt ikke altid efter, da de godt kunne lide at bryde reglerne fordi de var nervøse, men det var faktisk Evan han var sur på ved det punkt, eftersom de var mandens ansvar og det var noget han havde valgt at løbe fra. Det kunne godt være at manden havde sit arbejde, som han skulle have lavet, men hvis han ikke havde tid til børn, så burde han måske ikke have nogen, og derfor var det da kun mere end tydeligt at tøsen slet ikke skulle være her! Tænk hvis hun havde været død? Så var han da først levet rasende! At hun så fortalte hvad der var sket, fik ham til at vende blikket mod hende. ”Det er okay Jacqueline, det var et uheld,” svarede han roligt, som et tydeligt tegn til at han ikke var sur på hende. Han kyssede hende roligt mod kinden, inden han satte hende fra sig på gulvet, så hun kunne lege med Zachary, imens han klarede ærterne med Evan, for han tvivlede på at der ville blive udøvet vold, for af hvad han kunne se var Evan en blød mand når det kom til børnene, ligesom han selv var, så de tænkte vel kun det bedste om dem i sidste ende? Derfor så kunne han godt gå med til at tage en snak med ham under fire øjne, skønt han dog på ingen måder stolede på manden. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord hvor han nikkede ganske bestemt. ”Jeg henter dig bagefter min skat, og så skal vi være sammen for evigt,” forsikrede han hende, som han sendte hende et smil, inden han lod hende løbe hen og gribe fat i Zachary for at de sammen kunne smutte ovenpå. Han selv vendte sig mod Evan, hvor han nikkede ganske let, da han bød ham ind i pejsestuen. Han gik roligt med manden, skønt han kort måtte se sig tilbage og over skulderen, for at se mod Jacqueline og Zachary der smuttede ind på værelset, hvilket fik ham til at gå målrettet ind i pejsestuen, skønt han blev stående i døråbningen. ”Jeg undskylder ikke for at have ’brudt’ ind. For det første gjorde det at jeg reddede begge børn, og så ønsker jeg min datter. Hun er min og vi blev skilt på en grusom måde, som aldrig var meningen. Det kan godt være folk mener jeg ikke er passende som tøsens far, men jeg har skam ikke tænkt mig at lege martyr imens jeg har hende i mit liv. Jeg ønsker på ingen måde at mit gamle liv bliver hendes. Jeg ønsker at tage mig af hende, som enhver anden far ønsker at tage sig af sit barn. Hun er det vigtigste i mit liv og jeg er ikke kommet denne lange vej for at skulle skilles med hende igen, men for at få hende med mig. Jeg vil gøre alt for hende. Desuden så har jeg aldrig haft nogen intentioner om at lægge mig ud med dig eller nogen anden, jeg er kun interesseret i at få min datter igen og det bør ingen kunne bebrejde mig for,” svarede han sandfærdigt og lige ud af posen, da han ikke gad spilde tid på ligegyldig snak. Han ville have sin datter og han tog hende også med sig herfra.

[Deleted]

Evan var slet ikke ude på strid eller noget lignende, men det var nu bare sådan at det måtte være, for han havde nu heller ikke ligefrem regnet med at han skulle få ubudte gæster på denne tid og specielt ikke lige nu. Hvis der var nogen som kunne finde på at dukke op, så var det Athena – hvilket var noget som han var nødt til at snakke med Zachary om, for det var jo også hans tarv som han måtte tage sig af, og nu hvor han var blevet gjort opmærksom på det manglende som skulle være til stede i form af manglende ansvar omkring leg og læring ved dette, så var det helt klart noget som han også skulle tage op med knægten før eller siden. Han var ikke sur, og det var noget som han ønskede at bevise for Zachary, så der var ikke nogen grund til at blive bange eller usikker, selvom det måske var noget andet som hvilede i hans stemme. Han havde aldrig været særlig god til børn, men han forsøgte faktisk at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, for han var alene om det hele, han havde et job som han skulle passe, og nu hvor Ilaria var gravid, så var der også det ekstra at tage sig af omkring rådet, og det var ikke altid noget som gjorde det nemmere for ham, for hun var da virkelig pirrelig! Og det irriterede ham virkelig! ”Godt.. Så smut I to op og leg,” endte han roligt, som han så til som de løb op af trappen og forsvandt ud af syne, hvor hans mine straks antog en mere alvorlig mine, idet han roligt gik ind i salen i stedet for. En anelse haltende på det ene ben, selvom det nu heller ikke var noget som han valgte at bide sig så hårdt og kraftigt i, for det vænnede man sig vel egentlig bare til, gjorde man ikke? Blikket gled mod Sonic, som han påbegyndte en mere eller mindre salgstale, selvom det slet ikke var noget som han var det mindste interesseret i. Han forstod skam godt, at han ønskede sin datter, men han forstod så til gengæld også at Jacques havde valgt at sende tøsen ud af Procias. ”Du behøver ikke komme med den store salgstale, Ilosonic, for jeg er enig med dig. Desuden bebrejder jeg dig ikke for at redde dem op af vandet eller for at føre dem med indenfor, så de kunne få varmen. Jeg derimod, er ked af, at alvoret hvad angår legen omkring søen, ikke rigtigt er feset ind, og det skal jeg gøre noget ved..” Han gik roligt hen til det aflåste barskab, som han roligt fik op og fremdrog en flaske whisky og to glas. ”Må jeg byde på en?” spurgte han roligt, inden han igen vendte blikket mod ham. De kunne vel godt tale omkring det som to voksne i stedet for at gribe til våben og bekrige hinanden, som man gjorde tilbage i stenalderen? Han var træt af krig og krigsføring, for det var der nok af blandt dæmonerne fra før af! ”Jeg forstår skam godt at du ønsker hende med dig, Ilosonic, men jeg derimod, finder det trist, at skulle skille dem for alvor, nu hvor hun endelig har åbnet op for Zachary. Den lille knægt har forsøgt siden hun kom i hus hos mig,” forklarede han sandfærdigt.