A new start, a new friend?

[Deleted]

Solen var stået op for nogle timer siden, hvor det for en gangs skyld måtte være en smuk dag, hvor det normalt plejede at regne. Det var dog ikke noget som gjorde lille Zachary noget, eftersom han var vanddæmon og dermed elskede vand og dermed også regnen. Han havde flere gange været ude i den, selvom Evan tit havde sagt at han skulle komme ind så han ikke blev syg, da han trods alt ikke kunne stå imod kulden og han rendte altid rundt i bare tæer, da det var hans øjne. Det var ikke mange dage siden at de havde fået en ny lille pige ind i familien; Jacqueline. Skønt hun havde holdt sig rimelig meget for sig selv, hvilket Zach også havde ladet hende. Han havde tit inviteret hende med til at lege eller søge udenfor, skønt hun tit havde afvist ham, da han vidste at hun savnede sin far. Han selv var stadig sur på Evan, da han simpelthen nægtede at fortælle ham, hvorfor Jacqueline skulle være her og hvad der var sket med hendes far, så hun ikke kunne være hos manden og han vidste at det også var noget af det som gik Jacqueline på. Han kunne desværre ikke gøre noget og det var vel også ved at gå op for tøsen at hun faktisk var tvunget til at være her? Han selv var stået op for nogle timer siden, hvor han kort havde snakket med Evan, der havde sagt at han var nød til at smutte, da han skulle på arbejde, hvor han havde beskyttet deres hjem med magi, så ingen ville kunne bryde ind og så de ville være i sikkerhed indtil da. Han havde lovet at han ville hjælpe med at se til Jacqueline, hvis noget skulle ske eller gå galt, skønt hun – af hvad han vidste – lå i sin seng og sov endnu. De havde forsøgt at vende hendes døgnrytme, da hun jo havde boet hos vampyrer, noget som måtte forundre ham, for han forstod ikke hvorfor en dæmon skulle bo hos en vampyr, for det var jo bare helt.. forkert! Han var smuttet ned i pejsestuen, hvor han sad i sin pyjamas og ellers med sin alt for velkendte hat på hovedet, som dækkede de fleste af de mørke pjuskede lokker, som strittede til alle sider, hvis han tog hatten af. Han vidste at det ikke regnede, for ellers ville han kunne høre det på vinduerne, når det slog ind mod dem, men det gjorde det ikke, om det så var sol – som der var – kunne han ikke sige da han trods alt var blind, for det kunne jo også være overskyet. Han kunne dog fornemme varmen forskellige steder fra pejsestuen, så han ville skyde på at solen var oppe. Morgenmad havde han allerede fået, hvor Evan også havde lavet til Jacqueline, når hun engang stod op. Og han vidste allerede hvor det hele stod, på trods af at han var blind. Han var dog ved at vende sig til det hele, da han havde været på opdagelse i huset mange gange og de var også ved at nå en del længere, som de havde fået gjort dagligstuen i orden, hvor de stadig mangle en del rum, men det kom stille og roligt og det var faktisk dejligt at være med til at bygge sit nye hjem op! Og selvom han stadig var sur på Evan, så holdt han jo faktisk af manden, som han var god mod ham og ikke mindst havde han altid nydt at tilbringe tiden med ham.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selvom det var en flot solskinsdag for en gangs skyld, så var det slet ikke noget som påvirkede Jacqueline som sådan. Efter hendes eget lille skænderi med Evan, var det kun gået op for den lille pige, at hun nok aldrig ville komme hjem, eller se sin fart igen, hvilket faktisk gjorde hende direkte knust, for hun ville jo egentlig bare have sin familie! Det var vel heller ikke så svært at forstå igen, var det? Med sin bamse godt i armene, så vendte hun sig om igen, idet hun slog øjnene op, da en solstråle direkte ramte hende i ansigtet, selvom det nu slet ikke var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund. Stille satte hun sig op og gned sig i øjnene, kun for at kvæle et gab. Efter det skænderi med Evan, havde hun mere eller mindre gemt sig på værelset, hvor hun normalt kun var fremme når der var spisetid, hvor hun i princip valgte den plads som var længst væk fra Evan! Selvom hans mad faktisk var utrolig god, så var det ikke noget som gjorde op for det, for hun ville have sin far, og det var vel heller ikke så meget at forlange igen? Specielt når hun vidste, at manden faktisk var derude, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere, for nu havde hun jo slet ikke nogen anelse om hvor pokker hun var henne, og det gjorde hendes far jo heller ikke, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende direkte frustreret!
Stille hoppede hun ud af sengen, hvor hun igen tog hendes bamse i favnen. Det var det eneste som hun havde nu, som var direkte velkendt, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende i den anden ende. Med de rolige skridt på de bare fødder, så forlod hun sit værelse. Det var begyndt at køre lidt i rutine for hende; Hun stod op, gik ned og fandt noget at spise, og gik op på sit værelse igen, hvor hun satte sig og stirrede efter hendes far, som hun næsten håbede at han uanset hvad, ville være i stand til at finde hende, for det var vel hvad hun ønskede sig mest af alt? Den ene hånd slap Bamse, som hun gik ned af trappen, hvor hun holdt fast i gelænderet, hvor det næsten var før hun faktisk faldt i den, for den her trappe brød hun sig slet ikke om at gå på, men hun var jo trods alt også nødt til at gøre det. Hun blinkede let med øjnene, som hun så sig omkring. Stedet var stort og det var fremmed for hende, for hun havde slet ikke gået på opdagelse her, hvilket var noget som hun faktisk havde valgt ganske bevidst, for hun regnede jo heller ikke ligefrem med at hun ville være tvunget til at blive her, selvom det nu var ved at gå op for hende, at det faktisk var.. tilfældet. Evan havde tilsyneladende ikke nogen intentioner om at hjælpe hende! Hun snøftede lidt, som hun gned sig over næsen, som hun igen forsøgte at finde køkkenet. Bamse tog hun igen godt og trygt i sine arme, som hun bevægede sig over gulvet, også selvom hendes skridt var tydelige at høre, over det kolde stengulv.

[Deleted]

Zachary forstod godt hvorfor Jacqueline gemte sig på sit værelse, da hun havde været oppe at skændes med Evan og han vidste at det ikke just gjorde forholdet mellem dem bedre. Det var en skam at det skulle gå på den måde, selvom han selv var sur på Evan fordi han slet ikke var sød mere! Alligevel så holdt han af manden, hvor de også havde fået gjort dagligstuen i stand, så så slem var han heller ikke. Han havde dog knap nok set Jacqueline igennem de sidste par dage, skønt han havde forsøgt at få hende med sig ud, men det havde hun ikke virket særligt synderlig meget for, men det var vel også fordi at Evan havde været der? Nu var han på arbejde, så han var slet ikke hjemme, og det gjorde vel også sit? Han kunne dog godt lide Jacqueline, som han fandt hende sød, hvor hun jo heller ikke havde gjort ham noget, hvor han også forsøgte at holde hende med selskab, til tider havde han siddet inde på hendes værelse, for at holde hende lidt med selskab, hvilket altid havde været minutterne op til spisetid, hvor han havde overtalt hende om at gå med ned og få noget at spise, da hun jo ellers ville dø af sult.
Zach sad i sofaen, hvor han allerede var ved at falde i søvn igen, som pejsens varme måtte gøre ham helt døsig. Til tider var det frustrerende at være blind, da man ikke rigtig kunne lave så meget som andre børn kunne, og til tider måtte han også blive helt rastløs over at være spærret inde indenfor, da han jo var vant til at han kunne gå hvorhen han end ville, da han havde levet på gaden, men sådan var det ikke længere. Han slog roligt blikket op, som han også kom mere op at sidde i sofaen, da han kunne høre at nogen gik. Var det Jacqueline som var oppe? Det kunne være at hun var gået på jagt efter noget morgenmad? Han endte med at hoppe ned fra sofaen, hvor han løb ud af stuen. Han kunne mærke at nogen gik og da det ikke var store vibrationer det gav igennem gulvet, så kunne det kun være Jacqueline. Han løb ud af stuen og ud i den store forhal, hvor han kunne fornemme at hun var kommet ned fra trappen. ”Godmorgen Jacqueline!” hilste han i en munter tone, hvor det faktisk bragte ham glæde at vide at hun var oppe, for så var han jo ikke alene, for det var altså ikke altid sjovt! Han havde altid været ensom, selvom det altid var blevet skjult bag hans store muntre smil, men inderst inde ønskede han jo venner og selskab som så mange andre. ”Har du sovet godt?” spurgte han roligt, som han kom op ved siden af hende. ”Evan er ikk’ hjemme, så det er bar’ dig og mig,” svarede han i en munter tone. Med andre ord; de kunne lave hvad som helst de ville uden at Evan kunne sige noget til det, hvilket klart var det bedste!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline brød sig slet ikke om at være her, udelukkende på grund af Evan, for det var tydeligt for hende, at han slet ikke havde nogen intentioner om at hjælpe hende, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende direkte ked af det. Hun knugede sin lille bamse ind mod sig. Det eneste minde som hun faktisk havde fået med sig efter sin kære far, og gud hvor hun savnede og manglede ham! Det gjorde helt ondt på hende at tænke på ham, for hun vidste jo godt, at han slet ikke ville være i stand til at finde hende her! Han vidste jo slet ikke hvor hun var taget hen, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for den sags skyld, for det gjorde det på ingen måde!
At Zachary var oppe, forundrede hende jo egentlig ikke, for han var jo altid vågen. Jacquelines skridt ned af trappen, var yderst forsigtige, for hun ønskede jo trods alt heller ikke at falde i trappen, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, for hun ville jo nødigt falde i trappen og komme til skade, for det havde hun gjort mange gange i Procias, og det var altså noget som gjorde ondt, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Som Zachary direkte stormede hende i møde, så gibbede det helt i hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde regnet med. Hun havde været temmelig afvisende overfor ham siden hendes skænderi med Evan, for hun ville slet ikke være i nærheden af den mand! Han var bare dum var han! ”Gå væk med dig..!” endte hun med en bestemt tone. At han så kunne fortælle at morgenmaden var klar, og Evan ikke var til stede, men på arbejde, var noget som omgående fik hende til at falde til ro, for det betød at det var en morgen, hvor manden slet ikke ville være der, og det var noget som i den grad også passede hende ganske fantastisk! Hun nikkede stille. Hun havde vel sovet godt, foruden de drømme som hun havde haft om sin far? Om da de havde trænet magi, og da han havde vist hende de hemmelige rum i hendes gamle hus, også selvom det var nogen som hun i sig selv, slet ikke havde nået at få med sig, hvilket faktisk var noget som hun var direkte ked af, også selvom hun ikke ligefrem kunne gøre det vilde ved det uanset hvad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Drømme om Dadda.. Mig ha’ min dadda..” forsøgte hun endnu en gang. Hun vidste godt, at det var farligt at søge ud, for det havde Evan forsøgt at forklare hende, men alligevel! ”Godt! Mig ikk’ li Evan.. Han dum..” mumlede hun let for sig selv, som hun vendte blikket ned mod Bamse i sine arme. Hun gik virkelig ikke nogen steder uden, også fordi at hun havde fået den af sin far, og derfor ønskede hun i den grad også at passe på den, så godt som det hun nu kunne!

[Deleted]

At Jacqueline ikke ønskede at være her hos Evan og Zachary, var noget som han godt forstod sig på, da han vidste at de havde været oppe at skændes, hvor hun havde holdt sig meget for sig selv siden da, og det var ikke just noget som han kunne lide, for man blev da kun ensom når man var alene, og det kendte han alt til! Han vidste godt at hun bare gerne ville have sin far, men hun skulle jo åbenbart være her indtil.. ja guderne vidste hvor længe og det gjorde ham helt trist at han ikke var i stand til at hjælpe hende. Han havde faktisk forsøgt, for han kunne jo ikke selv finde hendes far, for han var for det første en lille dreng, men han var jo også blind, og når han forsøgte at spørge Evan, så cuttede manden ham bare fuldstændig af og det var det som faktisk gjorde ham sur, for han synes at de havde fortjent at vide hvor Jacquelines far var og hvorfor hun skulle blive her, for han brød sig ikke om at folk blev holdt fanget imod deres vilje, for det var jo nærmest børnehjem om igen, så han forstod godt at hun ønskede at være hos sin far, men Evan gad jo ikke engang fortælle om manden var død, så han kunne jo faktisk ikke gøre mere end det.
Et morende smil gled over Zachs læber, da han godt kunne mærke hvordan det måtte gibbe i hende, da han kom stormende ud mod hende. At hun så vrissede af ham og faktisk bad ham om at gå væk, så ignorerede han det, da han ville tro at det var chokket der talte for hende. Han kunne også godt mærke at hun faldt til ro, da han så begyndte at tale videre til hende, hvor den muntre mine ikke falmede det mindste. Et sted måtte det også glæde Zach at Evan var på arbejde, for så havde han jo Jacqueline for sig selv og det var vel også med til at hjælpe hende lidt? Da hun så fortalte at hun havde drømt om sin far og bare ønskede ham, måtte han rynke let på brynene og næsen. ”Jeg ved ikke hvor han er Jacqueline.. Men du skal nok se ham igen!” forsøgte han, som han sendte hende et betryggende smil. Han ønskede ikke at hun skulle være trist hele tiden, selvom det nærmest var hvad hun havde været, men han forsøgte altid så godt som det var ham muligt at holde hendes humør oppe. Han trak skævt på smilebåndet, da hun sagde at hun fandt Evan dum, hvilket han godt forstod, men den mand var bestemt heller ikke god til børn! Og han vidste at Jacqueline var en stor mundfuld for ham. ”Bare glem Evan! Og kom med! Vi går ud og får noget at spise!” svarede han muntert, som han lukkede sin lille hånd omkring hendes ene håndled, for at guide hende med sig ud i køkkenet. Man skulle ikke tro at han var blind, men han kendte mere eller mindre stedet ud og ind, som han havde gået på opdagelse her i lang tid.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Tanken om at Jacquelines far måtte søge efter hende, var en tanke som gjorde hende trist, for hun vidste at hun var langt væk hjemmefra, så han kunne jo slet ikke finde hende! Hun ønskede slet ikke at være omkring Evan, og specielt efter deres skænderi, så havde hun nok gemt sig meget på værelset. Et sted var hun vel.. bange for manden? Han var uhyggelig når han blev sur, og det var en tanke som faktisk gjorde hende en anelse bange, for hun brød sig slet ikke om når folk hævede stemmen. Det var hun alt for vant til hjemmefra, også selvom hun slet ikke kunne huske det, men hun fik bare lyst til at.. skrige, når voksne hævede stemmerne, for hun kunne slet ikke lide det!
Zachary havde i sandhed formået at skræmme hende, som han pludselig var endt foran hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med! Han havde ofte spurgt hende, om hun ville være sammen med ham, også selvom hun gang på gang havde afvist ham, selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje, men hun var sur på Evan og det var noget som han i den grad også skulle have lov til at føle for! Hun vendte blikket mod ham, som hun direkte knugede om sin bamse. Hun synes synd på ham, fordi at han ikke kunne se, men det var nu heller ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, men ikke desto mindre, så.. måtte det jo bare være sådan i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Primært om natten, så var det hendes far og hendes mor som hun drømte om, også selvom hun ikke rigtigt kunne huske sin mor, så derfor var det faktisk nemmest at snakke om hendes far. Hun vendte blikket ned mod sine fødder. Hun savnede ham faktisk, men han vidste jo slet ikke hvor hun var! ”Han ikk’ vide mig er her,” forklarede hun igen. Hun vidste slet ikke hvor han var, eller om han ledte efter hende på det andet sted, for der var hun jo slet ikke mere, og det var i sig selv en tanke som faktisk formåede at gøre hende temmelig groggy, for det var jo der som hun ville være! Evan var virkelig dum var han! At Zachary så var enig med hende, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende lidt glad, for det var da lidt som var hende velkendt – at få sin vilje, for det gjorde hun jo også ved hendes kære far! At han så tog omkring hendes håndled, fik hende til at stirre mod ham, som hun lod ham trække hende, for hun kunne jo ikke bare trække sit håndled til sig, for han var jo også langt større end det som hun var! ”Mig ogs’ sulten. Mig ha’ helt ondt i maven..” påpegede hun dæmpet. Selv hendes madtider måtte jo laves om i forhold til hvad hun var vant til, så hun var altid sulten om natten, men ville ikke stå op på grund af Evan, for han skulle slet ikke have lov til det!

[Deleted]

Zachary ønskede faktisk at tilbringe tiden sammen med Jacqueline. Han kunne godt lide hende, selvom Evan konstant måtte advare ham om at hun var en bestemt lille pige, men det havde han jo allerede erfaret, dog var han ikke just bange for hende, for hvorfor skulle han? Han havde ikke gjort hende noget, tværtimod ville han jo faktisk gerne hjælpe hende og derfor mente han også at Evan var dum fordi han ikke gad hjælpe dem, for de var jo bare børn og de kunne jo ikke rigtig gøre noget, og Evan gad ikke engang fortælle hvorfor hun var her og det var en tanke som virkelig måtte irritere ham! Han vendte ansigtet i hendes retning, som hun fortalte at hun havde drømt om sin far, hvilket faktisk ikke måtte forundre ham, for til tider drømte man jo om det man ønskede allermest. Han vidste dog godt at hendes far ikke kunne finde hende her og den tanke måtte gøre ham helt trist, for han kunne jo godt høre hvor ked af det hun var, og de havde slet ikke tilbragt noget tid sammen, fordi hun havde gemt sig inde på sit værelse. Men nu var Evan her ikke, så nu havde de hele huset og haven for sig selv! Hans mine gik fra trist og spillede ud i et kæmpe smil. ”Men i dag, skal du tænke på noget andet! I dag kan vi lege lige så meget vi vil og vi kan lege alt det du vil!” svarede han muntert, inden han fik fat omkring hendes håndled og begyndte at trække hende med sig igennem forhallen og ud ad en dør, som gik ud til en gang, der førte længere ned i huset, hvor køkkenet måtte ligge. At hun var så sulten at hun havde ondt i maven, måtte få ham til at slippe en munter latter. ”Jamen så skal vi jo finde mad til dig! En masse mad!” svarede han muntert, som han gik med målrettede skridt ned ad gangen. Han selv havde godt nok spist allerede så han måtte erkende at han slet ikke var så sulten igen, men derfor kunne han jo godt holde hende med selskab til hun havde fået spist færdigt. Han måtte næsten begynde at nynne, som han gik rask og muntert ned ad gangen, hvor han ikke slap hendes håndled på noget tidspunktet. Selvom han var blind kunne han sagtens finde rundt i huset. Hvad der hang på væggene kunne han godt nok ikke se eller mærke, men når han gik hen ad gulvet, kunne han godt ane at der stod vaser og gamle antikke rustninger, samt andre forskellige ting, men det var ikke noget som han kunne se som sådan. Han førte dem roligt ned ad gangen, inden de kom ned til døren til køkkenet, som han tog fat omkring og åbnede. Det var først da de kom indenfor at han slap taget omkring hendes håndled. ”Der skulle gerne være pandekager til dig,” svarede han roligt, som han sendte hende et stort og muntert smil.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde bestemt heller ikke været i det bedste humør efter hendes skænderi med Evan, hvor hun havde gjort hvad hun egentlig kunne for at holde sig væk fra ham, også selvom det havde efterladt hende ganske alene, selvom det bestemt heller ikke havde gjort det meget nemmere eller bedre for hende selv. Hun vendte blikket direkte mod Zachary. Det var gået op for hende at hun ikke fik sin far at se lige foreløbig, hvilket faktisk gjorde hende utrolig trist, men der var jo ikke ligefrem noget som hun kunne gøre ved det! Hun var jo ikke noget andet end en lille pige, og ude i den store verden, så vidste hun godt, at hun ikke ville have nogen jordisk mulighed for at finde ham, selvom det næsten var det som gjorde det meget værre for hende, for hun ønskede jo egentlig bare at finde sin far, da det var det som var det vigtigste for hende, som det måtte stå lige nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Det var jo ikke ligefrem fordi at hun havde meget lyst til at lege med ham, for hun ønskede egentlig bare at være lidt for sig selv og kigge ud og samtidig håbe på at hun fik øje på hendes far, også selvom hun ikke havde set skyggen af ham, og hun savnede ham virkelig! ”Gider ikk’ lege.. Mig sidde på værelse og se Dadda..” endte hun let for sig selv.
At Zachary tog omkring hendes håndled og førte hende med sig ned mod køkkenet, var ikke noget som hun kunne gøre noget ved, for han var langt større end det som hun var, og derved også langt stærkere selvom hun ikke sagde noget til det. Så lang tid Evan ikke var hjemme, så passede det hende egentlig ganske fint, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun knugede om sin bamse, som han alligevel valgte at give slip på hende til sidst, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde hende det mindste i den anden ende. At der var pandekager til hende, var noget som passede hende fint, for de pandekager Evan lavede, var faktisk nogle som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham. Det var stadig svært for hende, at finde ud af det, nu hvor han ikke kunne se, selvom det alligevel virkede sådan! ”Når Evan ikke er hjemme, så kan jeg godt… Han dum, er han..” mumlede hun let for sig selv, som hun igen knugede om sin elskede bamse. Den lugtede ikke særlig godt efterhånden, men der var ikke nogen som havde fået lov til at tage den fra hende for at få den vasket, for det ville hun da slet ikke, om det var noget som man ellers kunne komme fri fra om ikke andet!

[Deleted]

Jacqueline havde ganske vidst ikke været i særlig godt humør på det sidste, hvilket var noget som et sted måtte gå Zachary på, for han ville jo faktisk gerne tilbringe lidt tid med hende og vise at han i hvert fald ikke var så slem, for han vidste godt at hun ikke længere brød sig om Evan og han mente nu heller ikke at manden havde gjort en særlig god indsats, da manden jo nærmest havde ødelagt det helt fra start af, men det kunne man vel altid lave om på? Tøsen ønskede sin far og det forstod han godt, han anede dog bare ikke hvor han var eller om han i det hele taget var i live, for det gad Evan slet ikke at fortælle ham, og det var en tanke som faktisk måtte irritere ham og derfor fandt han faktisk også Evan dum! Måske han var en lille dreng, men han var faktisk intelligent af en på sin alder, hvor han også mente at han havde fortjent at få at vide hvordan tingene hang sammen, når han var den som skulle hænge på Jacqueline – ikke at han havde noget imod det, for han kunne faktisk godt lide hende – hvor han også skulle hjælpe med at tage sig af hende, så det at Evan skulle holde alt skjult, var en tanke der måtte irritere ham grænseløst. Hans mine endte helt trist, da hun igen afviste ham i at lege, hvor han helt måtte skyde underlæben frem i en trist og halv utilfreds mine. ”Men.. vi kan lege alt hvad du vil lege. Og.. det er da også trist, hvis du skal sidde på dit værelse hele dagen,” endte han i en dæmpet tone, som han næsten måtte sukke skuffet. Han var ikke god til at være alene, når han havde en legekammerat, da han klart ville foretrække at være to frem for helt alene.
Som de kom ned til køkkenet, valgte Zachary roligt at slippe Jacqueline, hvor han vendte ansigtet mod hende og sendte hende et stort smil. Han var en lille munter dreng, hvor der mange gange skulle meget til at ødelægge hans humør for alvor, desuden så var det jo også spændende med en ny i huset og han kunne jo faktisk godt lide Jacqueline, derfor ville han jo også gerne tilbringe tiden med hende, hvis det var ham muligt, skønt hun var svær at komme ind på, da hun kun tænkte på sin far og selvom han forstod hende, så var det også træls for ham, da han jo gerne ville tilbringe tiden med hende. Han grinte kort til hendes ord, som han nærmest måtte vifte hende hen til en stol, så hun skulle sætte sig. ”Men i dag kan du spise alt hvad du vil have! Så du ikke har ondt i maven,” svarede han morende, hvor han også kort prikkede hende drilsk i maven. Han måtte dog roligt selv træde hen til spisebordet, hvor han kravlede op i en stol, inden han skubbede tallerknen med pandekager hen til hende. ”Vil du have noget at drikke til? Vand? Juice? Mælk?” spurgte han roligt. Han kunne jo godt opvarte hende, han var trods alt den ældste og havde lovet Evan at han gerne ville hjælpe til med at se efter hende, så det var vel lidt hans ansvar at hun fik det hun ville have?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde slet ikke lyst til at være her sammen med Evan, for han var bare dum var han, og dette var bestemt heller ikke noget undtag! Hun trak vejret dybt. Hun havde siddet ofte i vinduet og håbet at hun skulle få et glimt af ham, også selvom hun intet havde set, hvilket selvfølgelig gjorde hende trist, for det var den mand som hun ønskede at være ved! Hun ønskede at finde sin kære far, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, også fordi at hun vidste og selvfølgelig ikke ønskede at hendes far skulle have ondt ved at søge efter hende, men.. han havde vel heller ikke fundet et hus endnu? Hvilket selvfølgelig var noget som gjorde hende direkte trist, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod Zachary. Forstod han ikke når hun sagde, at hun ikke havde lyst til at lege? ”Gider ikk’ lege!” endte hun denne gang med en mere fast tone, også for at få ham til at forstå, at det altså slet ikke var noget som hun havde lyst til, som hun egentlig bare havde lyst til at være alene, ligge med sin bamse og håbe på at hendes far snart kunne finde hende, så han kunne få hende med hjem, for hun ville slet ikke være her mere!
Jacquelines mave rumlede virkelig, også fordi at hun endnu var ude af rytme hvad angik hendes måltider, for det var jo ikke bare at vende den bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at det var. Det duftede godt i køkkenet, og selvfølgelig var hun glad nok for at Evan lavede mad til hende, for det var hun jo ikke ligefrem i stand til at gøre på egen hånd endnu, for det var hun alt for lille til. Hun sendte Zachary en fast mine, også selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som han havde nogen jordisk mulighed for at se. Han irriterede hende faktisk når han var sådan, for hun kunne altså godt selv finde ud af tingene! Nogle af dem i hvert fald! Hun trådte hen til bordet, hvor hun vendte blikket over bordkanten, så hun kunne se pandekagerne. ”Ikk’ sidde her.. mig være på værelse og kigge dadda..” Med hånden tog hun imod adskillige pandekager, som hun bare roligt tog til sig, for at vende om og forlade køkkenet. Ja, hun var en stædig lille pige, som kun gjorde hvad det var hun selv ville, og specielt hvis hun var sur nok til det, så var det jo trods alt også så dejlig nemt at gøre det. Evan havde hun ingen respekt for, og det skulle nok før eller siden, gå op for Zachary, at hun bestemt heller ikke viste nogen yderligere interesse for ham. Hun stoppede op i døren og vendte sig mod ham. "... Du komme med?" spurgte hun. Der kunne Evan i hvert fald ikke forstyrre dem, hvis han kom hjem!

[Deleted]

Zachary vidste godt at Jacqueline var svær at komme ind på, hvor han kunne forstå at hun var vant til at være alene og enebarn, for det havde Evan jo fortalt ham, den aften han havde fortalt at hun skulle bo hos dem. Han havde faktisk set frem til at hun skulle være her, da det betød at han havde en ny legekammerat, ja eller det havde han jo regnet med, men hun var virkelig stædig! Snart endnu mere stædig end ham og det sagde virkelig ikke så meget når han var jorddæmonen! Han ville egentlig bare gerne lege med hende, ikke fordi han ville forsøge at få hende til at glemme sin far, for han ville jo gerne hjælpe hende, men de måtte jo alle sammen slå sig til tåls med at hun skulle blive her og derfor kunne de vel godt få det bedste ud af det? Hun var dog tydeligvis ikke enig, hvor det også gjorde ham helt trist at skulle være alene, når Evan ikke var der, for manden havde jo sit arbejde at se til, hvilket han skam respekteret og han måtte jo tydeligvis ikke komme med, hvor han heller ikke ønskede at være i vejen, hvor han også skulle være hjemme for at passe Jacqueline, men han kunne jo ikke passe hende, når hun bare sad på sit værelse og slet ikke ville forstyrres, for så havde han jo ikke en jordisk mulighed for at komme ind på livet af hende og det var tydeligt at hun heller ikke var interesseret i det. Det kunne vel heller ikke være forfærdeligt for hende at få en ny ven? Han blev siddende ved stolen han havde taget plads på, hvor han blot lyttede til at hun bare tog nogle pandekager i hånden og sagde at hun ikke ville blive her, hvilket fik ham til at sukke opgivende. Han lagde roligt sin hage imod sine hænder på bordpladen, hvor han var endt helt trist i minen, som hun tydeligvis ikke gad ham eller at lege, hvor han ellers havde fristet hende til at de kunne lege hvad hun ville. Han var måske altid en munter dreng, men inderst inde var han faktisk frygtelig ensom, hvor han havde set frem til at hun skulle være her, for så havde han troet at han ikke skulle være alene og at han havde en legekammerat, men det havde han tydeligvis ikke. Han forventede næsten bare at hun tog pandekagerne og løb ud af køkkenet for at styrte op på sit værelse, hvor hun ville sidde resten af dagen og aftenen, ligesom hun altid gjorde, og det var også noget som han fandt trist, for blev hun aldrig træt af det? Som hun valgte at vende ryggen til ham og gik mod døren, blev han kun mere trist i minen, hvor han næsten mærkede en knude af ubehag sætte sig i hans bryst, da han blev helt skuffet, for han havde jo helt glædet sig til at hun stod op! Han opfangede dog godt at hun stoppede op, hvor han vendte blikket i hendes retning. Han endte med at rette sig op og blinke overrasket med øjnene, da hun valgte at spørge om han ville med. Han åbnede flere gange munden, dog uden at noget kom ud, hvor hans ansigt endte med at lyse helt op, som smilet bredte sig på de små rosa læber. Han endte med at nikke. ”Ja jeg gør!” endte han muntert, som han valgte at hoppe ned fra stolen, hvor han løb hen til hende. Det var da bedre end ingenting!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var slet ikke interesseret i at være her ved Evan og Zachary, som hun meget hellere ville finde sin far og komme hjem til ham i stedet for! Hendes kampe med Evan var hårde, og hun var vel.. bange for manden et sted, for hun kunne jo slet ikke få ham til at rokke det mindste på sig, og det var en tanke som faktisk gjorde hende hidsig! Hun havde i den grad sine forældres temperament, for de kunne begge være nogle hidsigpropper, og det vidste hun godt! At være alene, var egentlig ikke noget som hun ønskede, men det var vel hendes lille passive måde hvorpå at hun gik i protest? Hun var ikke særlig gammel, så der var jo grænser for hvad hun kunne og hvad hun ikke kunne, og det var hun allerede klar over på forhånd, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende. Tænderne bed hun let sammen, som hun alligevel så til at Zachary – så munter som altid, tog plads ved bordet. Han havde givet hende meget, og han gav hende så mange frie tøjler, netop også ved at lade hende bestemme hvad de skulle lege, men hun var jo så vant til at gøre tingene alene, da hun aldrig havde haft andre at lege med.. end hendes far om ikke andet, men det var jo noget helt andet og nogen helt andre ting jo!
Jacqueline tog kun lige en ordentlig håndfuld pandekager til sig, som hun selv valgte at søge tilbage mod døren, inden hun valgte at stoppe op og så tilbage på ham. Hans skuffede mine, kunne hun faktisk slet ikke lide! At bede ham om at tage med hende, var vel egentlig bare et lille forsøg på at gøre det lidt godt igen? Når han nu var så sød mod hende, som det han nu måtte være, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod i den anden ende. At han så lyste helt op, var noget som selv fik hende til at smile lidt for sig selv, inden hun vendte om og fortsatte mod trappen. Hun ville ikke sidde i køkkenet hvis Evan risikerede at komme hjem! Nej hun ville ej! ”Ik’ være i køkken Evan kommer hjem..” endte hun ganske kortfattet, som hun begyndte sin stigning i trappen, selvom det var et skridt af gangen, for hun havde jo slet ikke så lange ben som han havde, for han var jo også meget større end det som hun var.. Hvilket faktisk også var hende en irriterende tanke, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende igen, for hun havde altid været vant til at være enebarn og den som blev forkælet! Hun nåede langt om længe op af trappen med pandekager i den ene hånd, og hendes bamse i den anden, idet hun løb ned på værelset, hvor hun åbnede døren for dem. At han ikke kunne se noget, var stadig svært for hende at finde ud af, for han gik jo fint, som om at han kunne, og det var noget som i sandhed også formåede at forvirre hende voldsomt! Hun vendte sig mod ham. ”Kom ind,” sagde hun næsten mere.. glad. Hun havde skam lært sine manerer, selvom det var sjældent hun i det hele taget gjorde brug af dem.

[Deleted]

Zachary var normalt altid munter, men han måtte erkende at det faktisk gjorde ham trist, at hun afviste ham blankt hver gang, da han jo faktisk slet ikke havde lyst til at være alene. Han ville bare gerne tilbringe tiden sammen med hende og da han slet ikke så det som trælst at hun var her, desuden var de begge tvunget til at leve med hinanden og det var vel også trist for hende at sidde på værelset og kigge ud af vinduet og se på det samme dag ind og dag ud, fordi hendes far aldrig kom, for han vidste jo ikke hvor hun var henne. Han ville bare gerne have en legekammerat, nu hvor Evan ikke var hjemme til at underholde ham, hvor han ikke brød sig om at være helt alene, særligt ikke når de var to her. At hun ikke ville være her i køkkenet, hvis Evan skulle komme hjem, forstod han egentlig godt, selvom hun gjorde det tydeligt at hun ikke gad lege med ham eller være sammen med ham, hvilket gjorde ham helt sørgmodig og deprimeret. Det gjorde ondt at hun ikke gad ham, da han egentlig bare ønskede at lege med hende, og han havde jo ikke gjort hende noget. Han havde helt set sig sort på det hele, da det virkede til at være umuligt, hvor han også bare ventede at hun skulle løbe ud af døren. At hun så stoppede op, fik ham til at hæve hovedet, hvor han blinkede overrasket med øjnene, da hun faktisk spurgte om han ville være med, hvor han helt lyste op, for det ville han jo rigtig gerne! Han nikkede også helt ivrigt, som han hoppede ned ad stolen, for at løbe efter hende ned ad gangen og ud i den store forhal, for at komme hen til den store trappe, hvor han selv støttede sig op ad gelænderet, så han var sikker på at han ikke selv faldt ned, for han brød sig ikke om højder, hvor han også var påpasselig, da han trods alt ikke kunne se optimalt. Han kunne dog fornemme at hun heller ikke var særlig hurtig, da hun tog et enkelt skridt af gangen, hvilket faktisk passede ham ganske fint, for så kunne han jo følge med! Da hun så løb hele vejen ned ad gangen og hen til hendes værelse, kunne han ikke lade vær med at smile, som det helt glædede ham at hun ville være sammen med ham, for så var han ikke alene! Hvad de skulle lave var han lidt ligeglad med, så længe de bare lavede et eller andet! Han satte roligt tempoet op, som hun åbnede døren, hvor han sendte hende det store muntre smil, som fyldte hele hans lille ansigt. ”Mange tak!” svarede han muntert, som han smuttede ind på hendes værelse, hvor han vendte sig om mod hende, som han ikke helt vidste hvad hun ville, skønt han ikke ville takke nej til at komme med ind på hendes værelse, for så var hun jo ikke helt så afvisende og det glædede ham kun! Hun skulle vel også spise først? Det var da i hvert fald hvad han selv ville foreslå, da hun selv havde sagt at hun havde ondt i maven og han havde jo godt hørt den rumle! Og den tanke morede ham faktisk.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var slet ikke interesseret i at sidde i køkkenet i tilfælde af Evan skulle komme hjem. Desuden håbede hun at hun på et tidspunkt ville få øje på hendes elskede far ud af vinduet, når han søgte efter hende, for det vidste hun at han ville gøre! Det gjorde hende vred, at Evan ikke ville hjælpe hende med at finde ham, for hun kunne slet ikke se hvad hun havde gjort, for at blive straffet på den måde! Det var vel ikke nogen synd at man ønskede at være sammen med sin far? Når man nu havde n mor som slet ikke kunne lide en, så var det jo ikke noget som forundrede nogen, gjorde det? Det var slet ikke fordi at hun ønskede det største selskab, og Zachary var til tider alt for munter for hendes smag, når hun egentlig bare havde lyst til at være deprimeret, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun kunne nu godt lide at han var så positiv, for det i sig selv, var noget som fik hende til at smile, og hun kunne faktisk.. ikke lide at se ham så deprimeret.
At han så til gengæld skulle blive så glad for at han fik lov til at komme med op på hendes værelse, var noget som selv fik hende til at smile, inden hun vendte sig mod trappen. Selvom hun var så lille og trappen endnu var hende ganske ukendt, så tog hun det et trin af gangen, for hun ønskede da slet ikke at falde i den! Til tider kunne hun endnu være en smule usikker på benene, og hun ønskede da slet ikke at falde, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun nåede op til døren ind til sit værelse, hvor hun bød ham med indenfor, inden hun selv gik ind og lukkede døren. Hun knugede pandekagerne i sin hånd, inden hun selv løb over til sin seng hvor hun satte sig. Hastigt gav hun sig til at gumle dem i sig, da hun virkelig var ved at være frygtelig sulten! Bamse havde hun sluppet, så han lå med hovedet ned i madrassen ved siden af hende, inden hun igen vendte blikket mod Zachary. ”Mig ik’ li’ Evan..” mumlede hun let for sig selv, inden hun igen vendte blikket i retningen af vinduet, næsten i håbet om at hun ville være i stand til at se sin elskede far, men igen måtte hun ende tydeligt skuffet over at ikke at kunne se noget som helst.. Tanken generede hende virkelig! Hun vendte sig mod ham igen. ”Du tro dadda finde mig..?” spurgte hun næsten med munden fuld af pandekage, så det nok knapt var til at høre, men ikke desto mindre, så.. forsøgte hun vel også bare at byde ham lidt ind i hendes eget liv, selvom det eneste som fyldte det, jo faktisk var hendes kære far, så var det ikke noget som hun kunne gøre det største ved alligevel, for hun var jo ikke noget andet end en lille pige, som ikke kunne gøre det største ved den verden, som hun befandt sig i, og tanken frustrerede hende faktisk!

[Deleted]

Zachary forstod godt at Jacqueline bare gerne ville være hos sin far, men han vidste ikke engang om manden eksisterede, for han måtte jo ikke engang få at vide hvorfor hun var her for det ville Evan jo ikke fortælle ham og det var noget som faktisk måtte gøre ham sur! Manden var dum når han behandlede ham som et barn! Det var han godt nok også, men han var altså ikke helt dum! Han var klog og intelligent, han havde haft et hårdt liv som han i den grad også allerede havde lært af! Han måtte bare acceptere at Evan ikke ville fortælle ham det, skønt det måtte irritere ham ganske voldsomt! Han ønskede dog ikke at være uvenner med Jacqueline, da han faktisk godt kunne lide hende, han vidste godt at hun havde temperament, som hun var bestemt, dominerende og stædig, men han havde jo set at hun også kunne være sød og flink og så var hun jo slet ikke så slem som Evan nærmest havde fremstillet hende første aften han havde sagt at hun skulle bo her. Ganske vidst havde han ikke været så meget for det til at starte med, eftersom han næsten havde frygtet at det ville blive som på et børnehjem, men det gik så længe det bare var ham og Jacqueline som var her. At hun så for en gangs skyld tillod at få ham med, var noget som virkelig måtte gøre ham glad, at det så fik hende til at smile, kunne han ikke se, da han blot fulgte efter hende med op ad trappen, hvor han gik i et roligt tempo, så han kunne hjælpe hende hvis hun faldt. Han var trods alt den ældste, så han følte jo faktisk lidt ansvar overfor hende, skønt hun vidst var i stand til at tage sig af sig selv, hvilket han ikke havde noget imod, så han anså hende mere for en legekammerat end en lille hjælpeløs pige der ikke kunne noget og som havde brug for ham. At hun løb hen og satte sig på sin seng, så valgte han selv at sætte sig på gulvet, som han havde gjort under deres første møde, hvor han vendte ansigtet op mod hende med et muntert smil, som hun måtte smovse pandekagerne i sig. Evan var virkelig god til mad og hans pandekager var virkelig de bedste! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Evan kan godt være dum, han forstår ikk’ os børn, men han er faktisk god nok på bunden,” fortalte han roligt, skønt han måtte erkende at han selv fandt manden dum, når han slet ikke gad fortælle hvorfor hun var her, eller hvor hendes far var. Han slap et morende grin, da hun snakkede med mad i munden, hvor han knap nok forstod hende. ”Smager de godt?” spurgte han morende, „sulten er du i hvert fald.” Hans smil falmede dog en anelse, da hun spurgte ind til sin far, hvor han bed sig en anelse i underlæben. ”Jacqueline? Har du set din far? Og hvorfor er du ikke hos ham?” spurgte han selv igen, hvor hans hoved søgte en anelse på sned. Han gad ikke sige at manden muligvis kunne være død, for så ville han da kun ødelægge det hele og gøre hende ked af det og det ønskede han ikke! ”Men hvis du tror nok på det, ås kommer han helt sikkert!” tilføjede han muntert.