A new start, a new friend?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ønskede lige så lidt som Zachary, at Evan og hendes far skulle ende med at skændes, råbe og skrige af hinanden, for hun ønskede slet ikke at far skulle komme galt af sted, for det havde han været nok i forvejen! Hun kunne jo se det på hans øje, da hun jo vidste, at han slet ikke kunne se på det ene, for det havde han jo fortalt hende, og den tanke fandt hun faktisk trist. Hvad nu hvis han endte ligesom Zachary og slet ikke kunne se noget? Det ville da være helt forfærdeligt! Og det ville hun da slet ikke have, dersom det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Som de voksne alligevel indvilget i at snakke fredeligt om tingene, så var hun i den grad skeptisk, selvom hun ikke ville lade chancen for leg med Zachary slippe, nu hvor hun havde den! Hun havde langt om længe åbnet op for ham, og selvfølgelig var timingen utrolig forkert hvad det angik, men hun var jo selvfølgelig glad for at hendes far faktisk var kommet for at hente hende, og det var vel ikke noget som faktisk gjorde hende glad? Selvom hun havde svært nok ved at finde glæden i det, når han var så trist som han var, for hun blev faktisk ked af det, når han havde det på den måde, så det var vel heller ikke så mærkeligt igen?
Som de endelig kom ovenpå på hans værelse, så lod hun ham bare kravle under dynen. Selv frøs hun ikke, men det var vel fordi at det krævede en hel del for hende at fryse i det store og hele? Hun var jo trods alt ikke isdæmon for ingenting, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommen. Hun kravlede op i sengen og satte sig ved siden af ham. Hun trak på skuldrene. ”Mig ved det ik’..” sagde hun dæmpet. Det var ikke fordi at hun brød sig om at være så usikker, for det gjorde hun faktisk ikke, men hun vidste det virkelig ikke, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende en kende usikker i sig selv. Selv nu hvor mændene havde trukket mere ind mod pejsestuen, så kunne hun heller ikke rigtigt høre hvad de snakket om, og selv var hun også klar over, at det sikkert ikke var noget som hun ville forstå alligevel, for nu var det vel voksensnak? Hun hadede virkelig den slags! Hun vendte blikket mod ham igen, som hun sad og sparkede lidt frem og tilbage med sine fødder. ”Fryser du, Zachary?” spurgte hun med en dæmpet stemme, som hun let lod hovedet søge på sned atter en gang. Hvis hun havde haft styr på sin magi, så kunne hun sikkert have hjulpet ham, men efter at der var gået ild i hende, sidst da hun havde prøvet, så var hun ikke helt overbevist om hvor god en idé det så skulle vise sig at være, men det var nu bare sådan at det var. Hun kunne bare ikke lide at han frøs sådan, men igen, så havde vandet vel også været koldt for ham?

[Deleted]

At de to voksne skulle stå og mundhugges, var slet ikke noget som Zachary kunne lide. Det kunne godt være at han ikke kendte Sonic, men han havde trods alt reddet dem og også ham, så manden måtte vel ikke være ond? Han kunne dog godt mærke den kolde luft som hvilede imellem dem og selvom han forstod sig på Evan og at han var vred over at manden var brudt ind i huset, så ville manden jo bare have sin datter og det var vel heller ikke slemt? Evan var jo også den ’onde’ fordi han slet ikke havde gidet at hjælpe med at finde Jacquelines far, så i hans øjne var de lige gode om det, desuden så kom hun fra et helt andet sted fra, så egentlig burde det vel være de andre som var de onde? Han ønskede dog ikke at de skulle skændes, for det kunne han ikke lide. Han hadede når voksne skændes, selvom han mest af alt hadede når det gik ud over ham, skønt han godt vidste at han ikke altid var uskyldig, men det med søen var jo ikke med vilje! Han nikkede roligt med Evan, inden han valgte at gå med Jacqueline op på værelset, så de voksne kunne tale i fred, hvilket måske også var bedre, for så kunne de forhåbentlig finde en løsning på det hele og så kunne ham og Jacqueline forhåbentlig lege sammen igen, for han ville blive meget ked af det, hvis han aldrig så hende igen. Han vendte roligt ansigtet i hendes retning, som hun satte sig på sengen ved siden af ham, hvor han roligt lagde dynen omkring hende, så de begge kunne sidde under den, for hun måtte også godt få lidt varme, selvom hun vel egentlig ikke kunne fryse? Han sukkede let. ”Jeg er ligeglad, jeg vil bare gerne se dig igen,” svarede han sandfærdigt, som han vendte ansigtet mod hende igen og sendte hende et mildt smil. Som hun spurgte om han frøs, nikkede han ganske let, som det også fik ham til at trække dynen mere op omkring sig, så han ordentlig kunne få varmen, ligesom han også havde trukket benene op til sig, så de også kunne blive svøbt ind i dynen. ”Lidt.. det vand var meget koldt,” svarede han sandfærdigt, som han ellers blev siddende. ”Er du okay? Det var min skyld.. Evan havde godt sagt at jeg ikke måtte lege ved søen,” svarede han undskyldende, som han jo slet ikke havde ønsket at hun skulle komme noget til, for han holdt jo af hende! Hun var hans ven og han ville slet ikke have at hun havde ondt eller blev skræmt, som hun tydeligvis var blevet, selvom det måske havde været meget godt at hendes far var kommet, for.. det kunne jo være endt frygtelig galt!

[Deleted]

At være sur på sin lille pige, var Sonic slet ikke i stand til på nogen måde, han elskede hende og han ville gøre alt for hende. Han vidste dog godt at det havde været frygtelig dumdristigt at de havde leget på søen, men de var nu engang små børn og de vidste ikke hvad alvor var, før de stod i vandet til halsen, selvom han dog stadig mente at det var for ringe at de var ude uden opsyn, for så skete disse uheld netop og det kunne have kostet dem begge livet, hvilket han på ingen måder var interesseret i, for han ønskede på ingen måde at se sin lille datter komme til skade! Det var netop derfor han ville have hende med sig, så han kunne holde øje med hende og sørge for at der ikke skete hende noget. At han så skulle tage en stille og rolig snak med Evan, var noget som han sagtens kunne klare, skønt det ikke just var noget han var vant til, da han faktisk var vant til den voldelige måde at ’kommunikere’ på, hvilket Jacques havde fået lov til at opleve, selvom han havde ladet knægten leve. Han ønskede dog ikke at påføre nogen af ungerne skader, hverken fysisk eller psykisk, så han ville selv klart foretrække at tage en stille og rolig snak. Han gik roligt med Evan ind i stuen, hvor han blev stående i døråbningen, som han skam ikke var her for at få en hyggelig snak, han var her fordi han ville have sin datter og han gad bestemt ikke gøre dette til en længere samtale, da han som sagt bare ville have sin datter og så tage af sted igen. ”Jeg er her ikke for at komme med en stor salgstale, Evan. Jeg gør det bare klart at jeg er her for min datter, at jeg ikke vil hende noget ondt, selvom folk tydeligvis har en masse imod at jeg vil have hende hos mig. Desuden så er de børn, de ved ikke hvad alvoret er før de har gjort fejlen, knægten prøvede desuden at redde tøsen, selvom kulden tog ham før han kunne gøre noget,” svarede han kortfattet, som han blot blev stående, lænet op ad dørkarmen, hvor han havde lagt armene over kors. At manden så faktisk tilbød ham noget at drikke, fik ham til at smile skævt. Han nikkede ganske roligt, som tegn til at han gerne ville have et glas, for.. det kunne vel ikke skade? ”Ja.. jeg kan forstå at de er kommet tæt ind på hinanden. Jeg kan tydeligt se at de har knyttet bånd. Og selvom jeg helst vil have min datter for mig selv, vil jeg alligevel gerne se hende glad og Zachary er hendes første rigtige ven. Jeg har aldrig set hende være så glad for en anden, der ikke er mig,” medgav han ærligt, som han kort måtte skæve over skulderen og se op ad trappen, skønt han ikke kunne se eller høre dem. Han vendte roligt blikket mod Evan igen, hvor han blot blev stående. ”Så.. du virker ikke videre vred, hvad foreslår du så at vi gør?” spurgte han roligt, som smilet blev kækt på hans læber.

[Deleted]

Evan var tydeligt irriteret i forvejen, selvom det selvfølgelig ikke var noget som skulle have lov til at gå ud over børnene, så det at bide det i sig lige nu, var noget som han gjorde næsten automatisk. Han havde aldrig været meget for det med at tage skænderier og den slags for øjnene af børnene, og selvom Zachary havde levet på gaden, så vidste han godt, at knægten faktisk var følsom, for det havde han set til tider. Han betragtede roligt ungerne løbe ovenpå, hvilket faktisk var noget som passede ham fint. Han havde måske ikke været så værende som han skulle og burde have været, og det vidste han godt, men nu hvor der var meget som skulle tjekkes op på i Appolyon, så var han nødt til at tage af sted, selvom det slet ikke var meningen at det skulle eller burde gå ud over Zachary og Jacqueline, og det var han faktisk ked af. At Sonic så skulle komme med en stor salgstale, var slet ikke nødvendigt, for han var enig. Der var aldrig noget som var bedre for børn end deres forældre, og nu hvor Sonic lige så havde bevist for ham, hvor meget han egentlig ønskede at få sin datter med sig, så var det faktisk også noget som han havde den største forståelse for. ”Jeg personligt har den største forståelse for det, Ilosonic. Jacqueline har heller ikke snakket om andet end dig, siden hun ankom her. Jeg kan forsikre dig om at Jacques handlede på hendes bedste, ved at tage kontakt til mig. Hvad angår legen ude i haven, så er det en sikkerhedsforanstaltning som jeg må få på plads. Jeg er ked af, at det er det indblik af mig og min måde at tage mig af børn på, du skulle få af mig,” endte han ganske roligt. Han lod manden træde ind, hvor han roligt skænkede op i et glas til ham og med efterfølgende is, som han også skænkede op i begge glas, kun for at række det til ham. Han hævede sit eget, inden han selv tog en stor mundfuld. En enkelt kunne ikke skade. Et sted var det vel også en måde, hvorpå at han kunne vise, at han ikke direkte var ude på kamp og strid, selvom manden jo faktisk havde valgt at bryde ind i hans hjem, så havde han jo trods alt også reddet børnenes liv. Han trak svagt på smilebåndet. ”Zachary har forsøgt siden hun kom, at komme ind på livet af hende. Han kender ensomheden bedre end de fleste gør, og det er tydeligt at de holder af hinanden. Jeg vil synes det er en skam, at skille dem for alvor, specielt når de har taget det store skridt som de har i dag. Det er første gang jeg har set dem lege sammen,” fortalte han ærligt. Hovedet lod han søge let på sned. Hvad Ilosonics planer var fremover, vidste han ikke, men at de kunne snakke roligt om det, var vel næsten også det bedste? Også for børnenes skyld. ”Hvad skulle jeg da være vred over? Du reddede børnenes liv, og havde du ikke fået dem med indenfor, så ville de sikkert ligge syge nu.. Jeg er nok mere interesseret i, hvad dine planer er for fremtiden, Ilosonic. Selv her blandt dæmoner kan jeg sige dig, at vi kan mærke presset,” forklarede han sandfærdigt. Udelukkende virkede det ikke til at han var.. påvirket af Ilarias situation.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ønskede selvfølgelig muligheden for at komme med sin far, for det var jo hendes største ønske, og det havde det jo været, siden hun havde miste ham i Procias, og nu hvor hun var endt her, og hendes kære far havde fundet hende igen, så ville hun bestemt ikke miste den chance og den mulighed! Selvom hun selvfølgelig heller ikke ønskede at miste Zachary, hvilket faktisk var det som gjorde det hele langt mere besværlig for hende, end det som så meget andet måtte være, det var helt sikkert. At komme med ovenpå og lade de voksne snakke, var egentlig noget som et sted passede hende helt fint, for så vidste hun da, at hun havde muligheden for at være lidt sammen med ham, hvilket også var noget som hun godt kunne lide, for hun havde jo heller ikke ligefrem nogen anelse om hvornår det ville ske igen, og det var næsten det, som var hende det værste. Hun ville jo også gerne se ham igen. ”Mig vil os’ gerne se dig igen, Zachary… Jeg kan godt lide dig..” sagde hun dæmpet, som hun selv roligt lod ham tage dynen også omkring hende, også selvom det slet ikke var nødvendigt, for hun frøs ikke. tvært imod, så skulle der faktisk temmelig meget til, før det faktisk ville ske, hvilket også var noget som passede hende fint. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, som hun stille hoppede tættere på ham. Hun var ikke bange eller sur på ham mere, og det ønskede hun jo selv at vise ham. Hun havde aldrig haft det særlig godt med andre børn, men lige Zachary.. han var anderledes, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. At han undskyldte for det hele, fik hende til at vende sig mod ham. Hun var en isdæmon.. hun burde jo faktisk have vidst det, men der havde jo ikke været nogen til at vise hende eller lære hende den slags. ”Det okay.. Mig burde vide den slags.. Mig er jo ild og is,” fortalte hun stille. Jovist havde hele situationen været hende direkte skræmmende som intet andet, og tanken om vand kunne hun pludselig slet ikke lide mere, men.. hun klarede sig vel? Nu havde hun sin far, og hvis de fandt en løsning, så havde hun vel også Zachary? ”Vi bare ikke gøre det igen,” sagde hun med et svagt smil. Hun kunne ikke lide at se ham så trist, og hun ville hellere have ham til at smile og være munter igen, for det kunne hun altså meget bedre lide end salt det andet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Hun sparkede let frem og tilbage med sine fødder, inden hun roligt krøb ud af hans dyne og lagde den omkring ham i stedet for, for han havde da brug for varmen, og det kunne hun jo tydeligt se, og det var slet ikke noget som hun kunne lide!

[Deleted]

Altid havde Zachary været alene, hvor han altid havde klaret sig selv, få gange havde han naturligvis fået hjælp af de voksne, som han havde brugt sin barnlige charme for at kunne overleve, for nok han altid havde været en gadedreng, men han havde aldrig været ond. Han havde måske stjålet hist og her, men igen havde det kun været for at overleve, så han kunne købe sig til mad eller noget varmt om vinteren. Det fik ham også til at tænke på at han aldrig havde fået sin skat med sig fra Manjarno, eftersom Evan havde taget ham med sig med det samme. Det kunne også være ligegyldigt, for han havde jo ikke brug for den længere, nu hvor han fik det hele af Evan og det var han frygtelig glad for. Men nu hvor han havde boet hos Evan, så var han pludselig ikke længere alene, hvor han også var blevet mere vant til at have folk omkring sig, og så var Jacqueline kommet, hvilket kun havde gjort stemningen noget bedre, da der var kommet flere i hus og så var de blevet venner og nu skulle hun væk og derfor skulle han til at vænne sig til ensomheden igen, og det brød han sig på ingen måder om! Han ville savne hende frygtelig meget og han kunne slet ikke lade vær med at tænke på hvad Sonic og Evan måtte snakke om, for han ville jo så inderligt gerne se Jacqueline igen, da hun betød rigtig meget for ham. Han kunne dog godt regne ud at de ikke ville se hinanden igennem lang tid, for det havde han jo næsten kunne forstå på Sonic også fordi de skulle helt til Peula, men han havde sagt at han ville komme til Appolyon, så derfor så kunne de vel se hinanden når de kom dertil? ”Og jeg kan godt lide dig,” gengældte han med et varmt smil, som det glædede ham at høre at hun faktisk havde smidt facaderne for ham og åbnede op, så de kunne være venner, for han havde jo bare ønsket at vise at han ikke var så slem igen, for det var han jo ikke! At lægge dynen om hende, var egentlig kun for at vise at han tænkte på hende, selvom han godt vidste at hun ikke kunne fryse, for hun var jo både ild- og isdæmon. At hun så også rykkede tættere på ham, fik ham selv til at rykke sig det sidste stykke tæt på hende, så de sad helt tæt, hvilket alligevel også gav ham lidt varme. ”Men det var stadig min skyld, og tror Evan er sur på mig nu,” svarede han dæmpet, som han vendte ansigtet mod gulvet. Han hadede at få skældud og selvom Evan havde sagt at det bare havde været en hård dag, så vidste han ikke om manden stadig var sur. ”Nej, vi gør det ikke igen,” medgav han roligt, som han vendte ansigtet mod hende igen. At hun så valgte at give ham hele dynen, fik ham blot til at smile, som han blot puttede sig under den. ”Men når I kommer hertil igen, så kan vi træne, og så kan du vise mig hvor god du er blevet!” svarede han muntert, som smilet blev en anelse bredere på hans læber.

[Deleted]

Et sted var Sonic kun glad for at de kunne tale stille og roligt om det som voksne mænd, da det rent faktisk ikke var særlig normalt her i Dvasias, for hvis man trådte over en grænse blev man typisk straffet og derfor kom der kamp i stedet for snak. Her i landet var der ikke nogen som var konfliktsky, i hvert fald ikke mange, for de fleste ville slå fra sig, hvis de havde følt sig krænket og han havde jo faktisk krænket Evan ved at bryde ind på stedet her, selvom han kun havde gjort det, fordi han var besat af at få sin datter igen og det kunne ingen vel bebrejde ham? Han havde mistet hende en gang, det skulle bestemt ikke ske igen! Han forsøgte dog ikke at komme med en kæmpe salgstale, han ville bare fra start af pointere at han ikke var ked af noget han havde gjort eller fortrød det, for når det kom til hans datter, ville han simpelthen gøre hvad som helst. At manden så forstod sig på ham, var han dog alligevel glad for at høre, for det beviste også kun at manden ikke var sur og dermed behøvede de ingen strid, hvilket kun var til det bedste for børnene, også så de kunne tænke på dem frem for dem selv, for Jacqueline kunne jo tydeligvis godt lide Zachary og omvendt, så det ville jo kun være godt hvis han og Evan kunne holde sig på den rette sti. ”Jacques har skam fået hvad han fortjente. Desuden så behøver du ikke undskylde, for skaden er sket og konsekvenserne kunne være blevet alvorlige, så jeg håber kun at du fremover er mere opmærksom på din dreng, så han rent faktisk ikke ender med at miste livet,” svarede han i en kortfattet tone. Han havde det skam på ingen måder fint med at Evan ikke havde været der, for det kunne have kostet dem begge livet! Han fandt det tværtimod for ringe af Evan netop fordi det også var hans knægt som kunne have været død, men det var så heller ikke noget han gad diskutere, for sket var sket, så han håbede ærligtalt kun på at Evan ville være der lidt mere for sin knægt, så han ikke ville gøre dumdristige ting i kedsomhed, for sådan var børn trods alt. At det var første gang at Zach og Jacqueline havde leget sådan sammen, måtte alligevel forundre ham, for hun virkede så glad for ham at det kunne ligne at de havde kendt hinanden for en hel evighed. ”Børnene vil uden tvivl gerne se hinanden igen, jeg synes at de skal have lov til,” svarede han roligt som han tog imod glasset, inden han selv måtte tage en slurk af det, som han roligt valgte at træde ind i pejsestuen, hvor han gik hen og tog plads i sofaen. ”Hvad du skulle være vred over? Jeg ved ikke, det faktum at jeg brød ind, for det kan godt være at jeg reddede børnene, men jeg havde brudt ind, selv hvis de havde været indenfor. Og hvad mine planer er? Jeg tager til Peula, starter et nyt og trygt liv, som Jacqueline kan vokse op i. Jeg har familie der, familie som har brug for mig. Men vi vil komme til Appolyon nogle gange, så der kunne børnene lege sammen?” fortalte han sandfærdigt, hvor han roligt vendte blikket mod ham.

[Deleted]

Dvasianere var ikke just kendt for at være konfliktsky, men selv Evan kunne vise sig at være langt mere fornuftig end det, hvilket han selvfølgelig også ønskede at vise Sonic. Hvis de kunne finde ud af noget på ordentlig vis, så var det selvfølgelig også noget som gjorde det hele langt bedre, selv for hans egen del. Ilaria havde hakket på ham stort set hele dagen, og Cecilaya havde gjort det samme, hvilket faktisk var ham en tanke som efterhånden virkelig var begyndt at irritere ham! Jovist var han kendt med Ilarias situation, for det var tydeligt, at hun var påvirket af svangerskabet og den lille unge som hun bar dybt i hendes mave. Han betragtede sig roligt af Sonic. Han havde ikke været der til at passe på dem, og det var nu også gået op for ham på den hårde måde, så det var noget som han uden tvivl var nødt til at gøre noget ved nu. ”Zachary er mere intelligent og mere fornuftig end hvad man giver ham credit for, må jeg vidst fortælle dig. Jeg er sikker på at han blev for ivrig da din datter valgte at gå med til leg for en gangs skyld. Efter et liv på gaden, som jeg fik ham væk fra, så er han for kendt med ensomheden. Jeg skal nok være lidt mere årvågen. Det har været et wakeup call for mig,” sagde han roligt. Med henblik på Jacques, så ville han slet ikke blande sig i dette, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han tog roligt plads i sin stol overfor Sonic, som han roligt lod blikket glide mod hans skikkelse endnu en gang. I det store og hele, synes han at børnene skulle have lov til at ses også senere, da det uden tvivl var noget som betød meget for dem begge, og det synes han i hvert fald, ville være en skam at skulle ødelægge bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg synes vi skal ivaretage en kontakt, så vi kan finde ud af tidspunkter, hvor de kan vær sammen,” endte han ganske sigende. Umiddelbart lød det ikke til at Sonic ville have noget mere at gøre med Ilaria, hvilket faktisk var noget som forundret ham, specielt hvis det var det syn som manden havde fået på børn efterhånden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det var måske meningen at du ville bryde ind for at hente hende, men det har ikke været tilfældet denne gang, og derfor finder jeg det ikke nødvendigt at blive vred, så lige den samtale synes jeg vi skal lade ligge. Jeg vil ikke bekrige dig, som jeg skal bekrige din anden halvdel i rådet lige nu, Ilosonic, så hvis vi kan finde en løsning på det hele, ville det passe mig langt bedre. Peula er langt væk herfra må jeg sige..” tilføjede han sigende. At han havde familie der, var sikkert det som trak, men.. hvad så med den kommende familie her? Selv han kendte Ilaria godt nok til at vide, at hun ikke ville være alle og enhver nær.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var kendt med at Zachary havde været ensom, for det var jo tydeligt selv for hende, at han ville blive ensom hvis hun tog af sted, og det var næsten det som gav selv hende en dårlig smag i munden, også selvom hun vidste at hun nok ikke havde noget andet valg, og hun ville jo gerne med sin far, og hun ville gerne se sin farmor og det hele, for det var jo en familie som hun slet ikke vidste at hun havde! Hun vendte blikket stille mod ham igen. I det store og hele, så lød det ikke rigtigt som om at de var oppe at slås, så det var noget som faktisk også passede hende fint, for hun ønskede slet ikke at hendes far skulle have ondt igen, for det havde han da nok som det var i forvejen! Hun havde valgt at lade facaderne falde for ham, også fordi at han havde vist sig ikke at være så slem igen, og det var jo noget som hun virkelig godt kunne lide, også selv for hendes vedkommende, for hun ønskede jo at lade ham vide, at hun faktisk godt kunne lide ham. Hun smilede let for sig selv, som han faktisk gengældte det, for det var noget som selv måtte gøre hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig skulle komme til stykket. ”Godt,” sagde hun med et let smil på læben. Smilet falmede endnu en gang ved hans ord, for hun ville da heller ikke have at Evan skulle være sur på ham, for det var jo heller ikke fordi at de havde gjort det med vilje! ”Mig ikke tro Evan sur på dig.. Vi bare lege jo,” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun pakkede dynen let om ham. Hvorvidt om det blev til leg eller noget lignende, vidste hun ikke, og hun regnede ikke med det, hvis han frøs på den måde, for hun ville jo heller ikke have at han skulle blive syg eller noget lignende på grund af hende! Hans sidste ord, var selvfølgelig noget som gjorde hende helt glad, for hun ønskede jo at se ham glad igen! Og hvis de kunne hjælpe hinanden med dette og vise hinanden hvor langt de var nået med træningen, så var det selvfølgelig også noget som gjorde hende helt glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun nikkede helt glad. ”Ja! Det en god idé!” sagde hun helt glad, som hun nærmest hoppede mod ham og i et kram. Hun kunne slet ikke lide at se ham så ked af det, og med den varme fornemmelse som det efterlod hende med i det indre, så gjorde det også at hun følte sig.. varm, som en ilddæmon, og hun ønskede jo heller ikke at han skulle fryse på den måde.

[Deleted]

Selvfølgelig gjorde det Zachary trist at Jacqueline skulle forlade ham, for nu var det jo lige blevet rigtig gode venner og så skulle han miste hende og det var den tanke der gjorde frygtelig ondt, men han var nu alligevel glad for at Evan og Sonic ville tale om tingene, for så kunne det måske være at han kunne få lov til at se Jacqueline igen og det ville han jo rigtig gerne! Han håbede dog at Evan ikke ville blive sur, som han plejede at gøre når de kom ind på Jacquelines far, men de var jo begge voksne, så de kunne vel godt tale om tingene på fornuftig vis? Andet ville skuffe ham, hvor han trods alt heller ikke ønskede at se hverken Evan eller Sonic komme noget til, for Sonic havde trods alt reddet dem, hvor han også havde været sød ved ham, så han kunne jo faktisk godt lide hendes far, og Evan anså han jo faktisk som familie, så den mand betød utrolig meget for ham og derfor ønskede han på ingen måde at der skulle ske ham noget! Og så ville han heller ikke have at Jacqueline skulle blive ked af det, så ja, han håbede uden tvivl at de kunne snakke stille og roligt om det. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord, hvor han sendte hende et mildt smil. ”Jeg håber ikke han er sur. Desuden prøvede jeg at redde dig, for hoppede i vandet for at få dig op, men det var helt koldt, så min krop frøs helt til.. til is!” fortalte han sandfærdigt. Han var jo faktisk kun hoppet i vandet på grund af hende, fordi han var vanddæmon og derfor havde troet at han kunne redde hende, men han måtte indrømme at han ikke havde taget højde for kulden, for den havde helt fået hans krop til at gå i krampe, hvor han også havde mistet luften og så var det at hendes far var kommet og havde trukket dem begge op. Selv ham havde det skræmt. At hun pakkede ham ind i dynen, var noget som fik ham til at smile, for det glædede ham at hun godt kunne lide ham og faktisk viste ham omsorg, præcis som en rigtig ven gjorde! Det var også utrolig rart at have en man kunne kalde for sin ven, for selvom Evan var hans ven, så var manden jo voksen og det gjorde en kæmpe forskel, men Jacqueline hun var.. hun var hans bedste ven! At hun så måtte overfalde ham i et kram, fik ham til at grine, hvor han endte med at ryge ned at ligge i sengen med hende over sig. Han kunne dog ikke gengælde det, eftersom han var fanget i dynen. ”Det synes jeg også!” svarede han muntert, som han roligt kom op at sidde igen, hvor han roligt kravlede ud af dynen og hoppede ned fra gulvet. ”Jeg har noget til dig,” svarede han roligt, som han gik hen til en lille reol, hvor han havde alle mulige nipsting stående. Han endte med at åbne et lille smykkeskrin, hvor han fandt et lille armbånd frem. Det var intet særligt ved det, da det kun var en lædersnor og med en firkantet ravperle i midten. Han gik roligt tilbage til hende, hvor han rakte hende armbåndet. ”Du skal have den her, som tegn på at du er min bedste ven, og at vi ses igen,” svarede han muntert, som han afventende stod og ventede på hendes reaktion.

[Deleted]

Sonic kendte ikke til Zacharys historie, foruden at Jacqueline havde fortalt ham at knægten ikke havde nogen mor eller far og derfor kunne han regne ud at knægten var blevet adopteret af Evan, hvilket han skam fandt meget fint, selvom han aldrig ville gøre det selv, da han ikke gad tage tilfældige børn til sig, men sine egne, han elskede sin prinsesse og hun betød skam alt for ham. Altid havde han sat familie utrolig højt, netop fordi han var blevet svigtet af begge sine forældre, men han var vokset op med en indre drøm om at opbygge en familie, en familie som han rent faktisk kunne elske og som ville elske ham og det havde han gjort med Ilaria, selvom det ikke just var gået som de ville det, hverken for nogen af dem. Han havde nu brændt herregården ned til grunden, eller i hvert fald det meste af det alt efter hvem der havde nået at slukke den, hvis nogen i det hele taget havde det, og selvom noget nyt ville blive bygget op til grevefamilien, så ville det ikke være hans gamle hjem og det var faktisk en ro det efterlod ham med. ”Jeg vil ikke sidde og give dig råd, for ærligtalt aner jeg ikke selv hvordan man er en forælder, men jeg ved at jeg vil gøre alt for min datter, da jeg kun ønsker at give hende det bedste af det bedste. Men én ting har jeg allerede kunne se med det samme; knægten holder af dig og jeg tror han vil værdsætte mere tid med dig, selvom jeg udmærket godt ved at arbejdet er vigtigt og ikke mindst tidskrævende, tro mig, sådan var det præcis i Procias for mit vedkommende. Og derfor må du også tro mig når jeg siger at man skal give sig tid til dem som betyder noget, ellers ender du med at miste dem,” svarede han stilfærdigt, hvor han ikke prøvede at være belærende men egentlig bare fortælle ud fra egen erfaring, for hans fravær havde jo gjort at Ilaria havde været ham utro. Han nikkede roligt enigt til mandens ord. ”Det lyder fint nok for mig. Min datter holder af din knægt, for deres skyld håber jeg at vi to kan komme ud af det med hinanden,” medgav han, som han roligt tog en slurk af whiskyen, som uden tvivl var udsøgt! Det var lang tid siden at han havde fået noget der var så godt, da det var meget dyrt på barer og kroer og derfor købte han typisk det billigste også fordi han jo faktisk ikke havde nogen penge. At manden så nævnte Ilaria, kom på sit vis ikke bag på ham, da de jo begge var i rådet og derfor arbejdede sammen, men han var ikke bekendt med det som var sket hende, da han ikke havde hørt noget fra hende, siden han sidst havde gået fra hende. ”Peula er langt væk ja, men som sagt har jeg familie der, og ærligtalt så vil hverken jeg eller Ilaria have at hun vokser op her i Dvasias. Men jeg har tænkt mig at tage hen til dæmonernes by her om lidt, så Jacqueline kan se sin mor igen og omvendt. Og så har jeg aftalt med Ilaria at vi vil tage til Appolyon så hun kan se sin datter, og når vi gør det, kan Jacqueline og Zach jo også få lidt tid til hinanden?” foreslog han roligt, som han ikke tog blikket fra manden.

[Deleted]

Evan fandt Zacharys historie tragisk, og derfor havde det været ham umuligt at lade knægten gå. Desuden havde deres første møde ikke just været præget af lutter lykke, da knægten jo faktisk havde forsøgt at lege lommetyv, så det var ikke noget som han fik noget ud af som sådan, og det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Når alt endelig skulle komme til alt, så var det vel heller ikke helt negativt? Han havde det rigtig godt med knægten, også selvom det havde været en omvæltning at tage med ham frem for at blive på gaden, og han var faktisk ked af, at han ikke havde været mere værende end det som han havde været, også fordi at han faktisk havde lovet knægten det, men selv det arbejde som han havde fået kastet i hovedet, var ikke lige af den slags som han havde regnet med, og det var noget som han var nødt til at gøre noget ved. De mørke øjne gled direkte mod ham. Han tog skam ikke ordene for at være belærende, for han vidste godt, at han ikke var den gode far eller noget som helst af den slags, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet. ”Tro mig.. med en ung leder lidt ude af kontrol og en isdæmon i rådet kun præget af hormoner, så hænger det andet lidt på mig. Efter Jareds død, så er det mere eller mindre kun mig som formår at holde hende i ørene.. Jeg ved han kan lide at være her, og jeg ved at.. han holder af mig. Jeg er vel et sted bange for at gøre de fejl som jeg gjorde før i tiden. Man er aldrig født til at blive forælder, Ilosonic. Det kommer med tiden.. Selv for en mand som dig. Du har allerede det grundlæggende i ønsket om at skænke din datter det bedste. Man kan kun håbe på, at du ikke vil ende samme sted som jeg,” endte han ganske sigende. Begge hans børn var gravlagte, og selv det var jo noget som selv gjorde noget ved en mand som ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At de kunne nå til enighed hvad det angik, var noget som passede Evan fint, også selvom det allerede var gjort tydeligt for ham at manden slet ikke var kendt med hvordan Ilaria havde det. Han rynkede let på næsen, idet han bundede glasset og roligt satte det på bordet foran ham. Han sukkede tungt. ”Det har jeg skam forståelsen for. Dvasias er ikke stedet for børn at opvokse og specielt ikke i disse tider. Hvis du har planer om at opsøge Ilaria efter du har været her, vil jeg næsten anbefale dig at gøre dig det besøg alene. I hendes.. nuværende tilstand, tror jeg ikke Jacqueline skal se hende.. Tilgiv mig hvis det lyder som jeg vil have og holde tøsen her, for det er slet ikke min intention, men.. Jeg tror du får mere ud af at snakke med hende på egen hånd,” afsluttede han ganske alvorligt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Et sted når det foregik på denne måde, så var det som.. Jacqueline slet ikke havde lyst til at søge væk fra Zachary, for selvom det måske først var nu at hun havde valgt at åbne op for ham for alvor, så var hun jo trods alt nødt til at starte et sted, og hun gjorde trods alt også tingene så godt som det nu var hende menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket mod ham igen. At han sad og frøs, var faktisk ikke en tanke som hun kunne lide, for hun vidste jo godt, at det et sted var hendes skyld, og så ville hun altså blive sur på Evan, hvis han blev sur på Zachary, for det var da slet ikke retfærdigt i hendes øjne! Hun vendte blikket stille mod ham igen, ved tanken om at han faktisk havde forsøgt at få hende op. At vandet jo så til gengæld var så koldt, havde hun slet ikke lagt mærke til, også fordi at hun var isdæmon, så hun bed sig jo slet ikke mærke i det på den måde! Det eneste som hun egentlig havde bidt sig mærke i, var at hun for et langt øjeblik, slet ikke havde været i stand til at få luft, hvilket faktisk havde været det mest skræmmende ved det hele, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! ”Du prøve at få mig op af vandet? Den knuste bare under foden.. Mig kunne ikke lide det..” endte hun dæmpet. At han havde forsøgt, var en tanke som faktisk gjorde hende glad, også selvom hun slet ikke ønskede at han skulle blive sur eller noget lignende, men det var nu bare sådan at det måtte være.
Som Jacqueline sprang på Zachary, så brød hun ud i latter, for selv hun fandt det morsomt. Desuden kunne hun jo godt lide at være sammen med ham på denne måde, også fordi at det var noget som varmede hende. Hun følte sig elsket af andre end hendes far, og det var noget som hun faktisk vægtet frygtelig højt, det var slet ikke det! At han havde noget til hende, fik hende til at slippe ham, så han kunne komme ud af sin dyne, hvor hun så til at han gik hen og fandt noget frem, kun for at komme tilbage til hende igen. Det lille armbånd i hans hænder, fangede hurtigt hendes interesse, hvor hun let blinkede med øjnene. Hun havde aldrig fået noget af nogen anden før, foruden hendes far, men det var jo lidt noget andet var det ikke? Hun tog imod det, kun for at kigge det meget årvågent igennem. Fint var det, og det var ikke særlig stort, så det kom vel omkring hendes håndled? Hun vendte blikket op mod ham. ”Du os’ min bedsteste bedste ven, Zachary! Tak!” sagde hun helt glad. Hun så faktisk utrolig meget frem til at de igen skulle se hinanden!

[Deleted]

Zachary var blevet frygtelig glad for Jacqueline, særligt nu hvor hun faktisk havde valgt at give efter for ham, da hun havde givet ham chancen og han havde bevist at han ikke var så slem igen, hvilket så havde været med til at få hende til at åbne op. Han kunne godt huske at hun ikke havde været meget for at han skulle vakse hendes bamse, hvor hun havde haft svært ved at vise ham tiltro, men hun havde gjort det og de havde sammen vasket hendes bamse, så den var blevet ren igen, skønt noget endnu var beskidt ved den, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Hun havde dog derefter været glad for at ville lege med ham og det var naturligvis noget som måtte gøre ham selv glad, for så var de jo venner, så havde han faktisk formået at nå ind til hende, hvilket gjorde ham glad, for han kunne godt lide hende. Han nikkede ganske let. ”Ja jeg prøvede at få dig op, men jeg kunne bare ikke,” svarede han sandfærdigt, hvilket han jo faktisk var ked af det over, for han havde jo aldrig ønsket at der skulle ske hende noget! Isen var bare pludselig blevet knust under hendes fødder og hun var røget ned i det iskolde vand, hvor han godt kunne forstå at det havde været skræmmende, for det havde det jo også været for ham. ”Det kunne jeg heller ikke.. men det var godt din far kom!” svarede han muntert. Havde det ikke været for hendes far, jamen så havde de jo nok været døde og den tanke var faktisk de som skræmte ham allermest af alting! Han ønskede ikke at dø og han ønskede da slet ikke at være skyld i at hun gjorde!
At hun brød ud i latter, da hun overfaldt Zach, fik ham selv til at slippe en munter latter, for det glædede ham jo at hun var blevet glad for ham, da hun pludselig var blevet ellevild efter at skulle lege med ham og det var han jo også med hende, men det havde han jo så også været hele tiden. At hun slap ham, så han kunne hente armbåndet til hende, fik ham til at smile. Det var noget han var faldt over og så havde han fået det, for selv Evan var god til at give ham de ting han gerne ville have, da det jo heller ikke var så meget igen, for han var faktisk ikke særlig krævende, det eneste han egentlig tit krævede var tid sammen med manden, men det var vel også forståeligt? At han også var hendes bedste ven, fik ham til at trække meget mere på smilebåndet, som det nærmest gik fra det ene øre til det andet. ”Det var så lidt!” Han ville gerne give hende det, da det var et symbol på deres venskab og så hun aldrig ville glemme ham, for det var han jo også lidt bange for at hun ville. Han tog roligt om armbåndet og hjalp hende det på den højre arm, så hun altid ville kunne have det. ”Så! Det klæder dig,” svarede han muntert, som han sendte hende et smil.

[Deleted]

Egentlig havde Sonic ikke nogen anelse om hvordan man var en forældre, så hvis folk tvivlede på ham, jamen så kunne han ikke rigtig bebrejde dem, for han havde aldrig været far i sit liv før, men noget måtte han jo gøre rigtigt, siden tøsen var så glad for ham som hun var, ligesom hun ikke havde talt om andet end ham, hvilket på sin vis glædede ham, for det beviste jo bare hvor meget hun savnede og elskede ham, så noget havde han jo gjort rigtigt, siden hun kunne lide ham, og derfor havde han ikke tænkt sig at stoppe, da han elskede hende og han ønskede hende vitterligt kun det bedste, som han kun ønskede at hun var i sikkerhed. ”Jeg har allerede prøvet at miste hende en gang, Evan, det har jeg skam ikke tænkt mig at gøre igen. Jeg vil gøre hvad som helst for at tøsen har det godt, og jeg har skam ikke i sinde at tage øjnene fra hende, uden at jeg ved at hun har det godt, og derfor så tager vi til Peula, da Dvasias er et alt for risikabelt sted, ligesom jeg heller ikke ønsker at hun skal vokse op i dette samfund og med de dvasianske idealer, for jeg ønsker ikke at hun skal ende med at blive som jeg er,” svarede han sandfærdigt. Han elskede skam Dvasias og han var stolt af landet, men de vidste begge at landet var fuld af dårlig indflydelse alle steder fra, som alt var hårdt her, og det var slet ikke noget han ønskede for sin datter, for ærligtalt ville han ikke have at hun blev en lille vovefugl som ham selv, da han slet ikke ønskede at hun skulle miste livet eller leve med en farlig risiko hver dag! Hun skulle naturligvis lære at beskytte og forsvare sig selv og at blive selvstændig, men hun skulle bestemt også blive langt mere fornuftig og det kunne hans mor uden tvivl hjælpe med. At han så nævnte Ilaria, fik ham til at knibe øjnene sammen. ”Tag det ikke ilde op Evan, men jeg er lidt ligeglad med Ilarias situation. Det er fint du prøver at hjælpe, men jeg tager tøsen med sig hen til hendes mor, for de har ikke set hinanden i.. gud ved hvor længe, og hun skal på ingen måde tro at hun kan slippe for sit ansvar som sin mor,” svarede han i en kortfattet tone, for det stod slet ikke til diskussion, ligesom han heller ikke gad diskutere Ilaria med denne mand! Han endte med at bunde sit glas, hvilket næsten gjorde det hele bedre, inden han valgte at rejse sig. ”Jeg takker for snakken og skænken, men vi tager af sted nu. Jeg værdsætter din generøsitet og at vi kan få det til at fungere for børnenes skyld, så jeg kontakter dig igen, når vi kommer til Appolyon, så de kan se hinanden igen,” svarede han fattet, skønt man stadig kunne høre hans taknemlighed i stemmen. Han nikkede kort med hovedet, som havde det været et buk, inden han valgte at forlade stuen, som han gik op ad trappen og ind på Zacharys værelse. ”Er du klar prinsesse?” spurgte han roligt og sendte hende et varmt smil.