A new start, a new friend?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selvom Jacqueline måske lignede sine forældre utrolig meget, så havde hun nu alligevel fået lidt fra Camryn og Jacques, for det var jo dem som hun havde været meget sammen med igennem det sidste stykke tid, så det forundrede vel heller ikke ligefrem nogen? Det var første gang, at hun direkte følte sig helt ivrig efter at komme ud, for det var bestemt heller ikke noget som lignede hende i det store og hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At skoene var endt med at sidde på forkert fod, var slet ikke noget som hun sagde noget til, men i det store og hele, så ønskede hun vel egentlig bare at finde sin plads i det hele, ligesom alle andre ville det? Det var vel heller ikke noget som kunne komme bag på nogen som helst, kunne det? At han ville træne med hende, fik hende til at vende sig mod ham. Han vidste slet ikke hvad hun kunne, eller ikke kunne, og det gjorde Evan vidst – af hvad hun var klar over om ikke andet. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun let betragtede sig af ham. ”Du kan hjælpe mig med træne?” endte hun dæmpet. Det var ikke just fordi at hun tænke over, om det var en god idé eller ikke, for det var slet ikke noget som hun tænkte over, som en lille pige, som hun var lige nu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende.
Jacqueline stormede udenfor i sneen og selv med et stort smil på læberne, for selv elskede hun at komme udenfor og tumle rundt! Det havde hun altid været glad for, og endda siden hun havde været helt lille! Hun slap en latter, som hun fik en snebold direkte i nakken, inden hun vendte sig mod ham. Hvor han var på vej hen, vidste hun ikke, men han kendte da haven betydeligt bedre end det som hun gjorde, og selvfølgelig ville hun heller ikke tøve med at følge med ham. Hun løb efter, selvom hun samlede sne op på vejen og forsøgte at forme det til en snebold, selvom det jo faktisk heller ikke var nemt for en lille pige som hende, så det var vel heller ikke noget som forundrede nogen som sådan. ”Vent på mig!” endte hun med en glad stemme. De store mure som holdt folk ude – og dem inde, skænkede hun end ikke en eneste tanke. Haven var stor, og den var rummelig, og der var rig mulighed til leg, hvilket var noget som hun faktisk godt kunne lide. I det store og hele, så havde hun bare brug for at udfolde sig lidt og bare løbe noget af den energi af sig, for det var jo heller ikke ligefrem lidt hun rummede i længden! Hun stoppede op ved søens bred, kun for at kigge på den. Hvorvidt om det var smart at gå ud på den, vidste hun faktisk ikke helt, og derfor var hun vel også en anelse påpasselig af sig?

[Deleted]

At Jacqueline havde åbnet mere op for Zachary, var noget som faktisk måtte glæde ham utrolig meget. Han kunne rigtig godt lide hende, hvor han allerede måtte anse hende for at være sin ven, hvor han også gerne ville gøre en masse for hende, så hun vidste at han var hendes ven, for han ville jo gerne hjælpe hende, som han gerne ville lege med hende og holde hende med selskab. Han så allerede frem til at komme ud og tilbringe noget tid med hende udenfor, for hun havde jo aldrig set haven og den var jo enorm, i forhold til ham i hvert fald, og så var han sikker på at hun nok ville kunne lide den, for hvem ville ikke det? Der var jo plads til at man kunne lege hvad som helst! Han endte med at trække let på skuldrene. ”Det ved jeg ikke, men jeg vil gerne hjælpe i hvert fald,” svarede han roligt, og så lovede han ikke alt for meget, for han vidste jo faktisk ikke om han kunne hjælpe hende, men han kunne i hvert fald forsøge og så gøre sit bedste, desuden kunne han jo bare lære hende det som Evan lærte ham, for at han kunne blive bedre, for Evan var jo ikke jord og vanddæmon, men af den grund kunne manden jo stadig hjælpe ham, så det kunne han vel også hende, selvom han ikke bar hendes elementer? Det var i hvert fald hvad han håbede på.
Som de kom udenfor, lagde Zach godt mærke til hvor glad Jacqueline var blevet, selvom det vel også var forståeligt? Det gjorde jo altid godt at komme lidt udenfor og sne var faktisk sjovt at lege i, selvom det var meget koldt, men det bed hun sig vel ikke mærke i? Hun var trods alt isdæmon, så dette måtte da lige være en årstid for hende? At hun så grinte da han ramte hende med snebolden fik ham selv til at grine, som det helt måtte glæde ham at han havde en at lege med, for det gjorde det hele ti gange bedre! Han så sig kort over skulderen, som tegn til at han ikke havde glemt hende og at han ikke løbede væk fra hende, for han ville jo gerne have hende med, derfor ventede han også på hende ved søen. Det var også først da hun kom at han roligt forsøgte at træde på isen, hvor det ikke sagde noget og han kunne tydeligt mærke at den var hård og fast. ”Jeg tror vi kan gå på den!” svarede han begejstret, som han roligt og meget forsigtigt trådte ud på den, hvor han igen samlede noget sne op og kastede mod hende. ”Kom!” opfordrede han med et grin, som han søgte længere ud. Vintrene var meget sjovere her i Dvasias end hvad de var i Manjarno, for her var det jo rigtig koldt og med is og masser af sne! Han søgte roligt længere ud på den store sø, selvom det stadig var forsigtigt også fordi det var meget glat, så man skulle jo passe på.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selvom det var en kamp for Jacqueline, så forsøgte hun virkelig at åbne sig, for hun ville jo gerne. Det var slet ikke fordi at hun kunne lide at være sådan alene, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. I det store og hele, så var hun jo ensom og hun vidste jo godt, at hendes bamse ikke var levende eller noget som helst, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, selv for hendes del. Hun kunne faktisk ikke lide det. At han gerne ville hjælpe hende, var selvfølgelig noget som hun var glad for, men han var jo trods alt kun selv et barn, så det var vel også begrænset hvad han kunne gøre for hende? ”Det vil jeg gerne,” sagde hun roligt og med en ærlig stemme. Selv nu hvor det sproglige var ved at komme, også fordi at hun tog rettelserne til sig, når andre snakkede til hende, for hun ville jo faktisk gerne lære, og hun forsøgte jo faktisk, for hun vidste, at det haltede lidt bagud, men hun forsøgte jo bare at gøre det så godt som det var hende muligt med de muligheder som hun havde, og det var jo ikke mange uden hendes far!
Det glædede virkelig Jacqueline, at komme ud og lege og udfolde sig, for det var noget som hun havde brug for efterhånden! Selvom det var underligt ikke at rende rundt med sin far, som hun havde været vant til, så var hun faktisk glad nok for at rende rundt sammen med Zachary, for han var jo sød at være sammen med, og han passede jo faktisk også godt på hende, og det gjorde hende glad, for det var der ikke nogen anden som gjorde for hende! Med ham her, så var det nok ikke så slemt igen, som hun gav udtryk for at det var? Selvom han havde kastet sne efter hende, så fik det hende kun til at grine. Det var jo heller ikke fordi at hun kunne fryse i det eller noget som helst! Hun løb efter ham, også selvom han var større end hende, og derved også hurtigere, selvom det ikke gjorde hende noget, for hun gjorde bare hvad hun kunne for at komme efter ham! At han stoppede op ved søen, fik hende kun til at kigge på den. Svømme kunne hun ikke, og det at… gå på isen, var noget som gjorde hende en smule usikker, for hvad nu hvis den knækkede under dem? Det var slet ikke noget som hun kunne lide! At han trådte ud på den, fik hende til at blive stående og bare.. kiggede som det første. Selvom den så ud til at holde, så var det noget som kun fik hende til at smile, inden hun med et roligt skridt, valgte at søge ud på isen. Den knagede under hende, selvom det ikke var noget som hun bed sig mærke i som sådan. ”Jamen.. Se mig!” endte hun helt glad, som hun hævede begge arme i vejret, for det gjorde hende jo glad! Det glædede hende at nogen faktisk gerne ville være sammen med hende! Med rolige skridt, så søgte hun længere ud på den – uvidende om at den jo blev tyndere jo længere ud på isen mand kom.

[Deleted]

Det var tydeligt at Jacqueline var blevet lidt mere tryg ved Zachary, hvor det også lidt var kommet efter at han havde hjulpet hende med at vaske hendes bamse og vist hende at han faktisk ville hjælpe hende og at han også kunne stoles på, for han havde jo ikke ødelagt den! Han havde rent faktisk gjort den ren, hvilket ikke mange kunne prale af, for hun havde jo ikke ladet nogen røre ved den og det havde han jo heller ikke måttet til at starte med, men så havde han alligevel hjulpet hende med at vaske den, hvor hun havde fået lov til at holde den og der havde de da også moret sig lidt ved at se hvor beskidt den egentlig havde været, for det havde jo været helt ekstremt! Det var ganske vidst ikke alt der var kommet af den, men det var vel også ligegyldigt? Den var stadig blevet vasket og derfor lugtede den faktisk godt for en gangs skyld! Han sendte hende et muntert smil, som hun sagde at hun gerne ville lade ham hjælpe hende, for han ville jo gerne forsøge, og så kunne man jo altid se hvor hun endte henne. ”Så kan vi hjælpe hinanden!” svarede han muntert, som han slet ikke ville have det mindste imod at kunne træne med hende. Han havde jo godt set at hun var nysgerrig på magi, så han ville gerne hjælpe hende og hvis hun havde formået at sætte ild til sig selv, så havde hun jo vist at hun havde magi i sig og at hun kunne bruge den, hvilket nok også var sket mod bamsen, så hun kunne jo stadig lidt! Og lidt var altid en start.
Den friske luft, var noget som gjorde godt selv for Zachary, måske han godt kunne fryse, men han havde altid været et udendørsmenneske, som altid havde nydt af et lille godt eventyr, og at tage Jacqueline med ud i haven, var noget som han glædede sig til, for så havde han jo en som han kunne lege med! Han kunne jo godt lide hende og det virkede også til at hun kunne lide ham, så det var vel kun godt? Han gik roligt ud på isen, selvom det var forsigtigt, for han vidste jo godt at det kunne være farligt, særligt fordi at søen rent faktisk var meget dyb, men han var vanddæmon så han frygtede det ikke, foruden det mere var kulden som var ham et problem. At hun så selv kom ud, sagde han intet til, som han blot smilede, for hun skulle jo også mærke hvor sjovt det var! At hun så strakte armene i vejret og med de ord, fik ham til at grine ganske kort. ”Det er flot!” svarede han muntert, som han lagde mærke til at hun søgte længere ud, hvilket fik hans smil til at falme en smule. ”Du må ikke gå langt ud, Jacqueline. Isen er tynd, så den kan hurtigt knække,” svarede han med en snert af bekymring i stemmen, for han ville jo heller ikke have at der skete hende noget. Desuden havde Evan også sagt til ham at han ikke måtte lege på isen, men.. det havde han altså gjort alligevel. Desuden så var den jo tyk nok tæt inde ved bredden, så han var aldrig søgt særlig langt ud.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var blevet betydeligt mere fortrolig med Zachary, vel også fordi at hun var ved at slå sig til tåls med tanken om at det vel bare var her hun skulle være, så kunne hun jo lige så godt bare få det bedste ud af det når det endelig skulle komme til alt. I det store og hele, så var hun jo faktisk ensom og hun var ked af det, selvom hun selv formåede at skjule det bag et smil, og det var vel også det som hun forsøgte sig med nu? Hun havde nu alligevel ladet ham hjælpe hende med den kære bamse, og den var jo også blevet fin og ren, og selvfølgelig var det noget som hun var utrolig glad for i den anden ende, det var jo slet ikke det! I det store og hele, så var hun en lille pige, som vidste hvad hun ville have, og selvfølgelig ønskede hun også at selv hun kunne være bare.. lidt glad, og det var en tanke som selvfølgelig også gjorde sit, selv for hendes del. At han ville hjælpe hende med træningen, var noget som fik hende til at smile tydeligt, for det ville bestemt ikke gøre hende noget! ”Det syns jeg!” endte hun faktisk med en helt.. glad stemme. Tanken om at tilbringe tiden sammen med ham, var faktisk ikke en tanke som gjorde hende noget, når det var på denne måde, at det gik for sig.
Hvorvidt om de i det hele taget havde lov til at gå ud på isen, vidste Jacqueline ikke, også fordi at hun ikke rigtigt havde noget med Evan at gøre, men nu hvor Zachary gjorde det, så var det vel okay? Hun kunne ikke fryse, men hun havde aldrig lært at svømme, for det var hun vel også for lille til? Jacques og Camryn havde lært hende meget, men ikke at svømme, hvilket nu heller ikke var en tanke som generede hende som det var lige nu, så selvfølgelig var det heller ikke noget som rørte hende som sådan. Hun sendte ham et stort smil, som han roste hende for at komme ud på isen, for selvfølgelig var det jo selv noget som gjorde hende ganske glad og ikke mindst tilfreds med det hele! At isen blev tyndere jo længere hun kom ud, var ikke noget som hun vidste, så det at han nævnte det for hende, var vel et sted allerede for sent, for hun var allerede kommet et godt stykke ud på den. Hun vendte sig mod ham, som hun endte med at stå fuldkommen stille. Hun blinkede let med øjnene, som hun så ned på isen under sig. Den knagede frygtelig meget under hende. ”Mig ik’ li’ det..” endte hun dæmpet, som hun forsøgte at komme lidt tættere på ham, selvom det nu heller ikke lige gik helt som det hun ville have det til. Nu hvor hun var blevet en anelse urolig, så gik det måske lidt for hurtigt, men hun nåede ikke mere end et skridt eller to, idet at isen knuste under hende, hvor hun med et skrig, endte med at ryge direkte under vand.

[Deleted]

Jacqueline var en god ven, hvor Zachary faktisk var glad for at hun var kommet her til mansionet, for så havde han en ven han kunne lege med og han måtte erkende at han savnede det, fordi Evan havde jo ikke særlig meget tid, for han var jo hele tiden på arbejde, derfor gjorde det godt at hun var kommet hertil, så han havde selskab, da det ellers kunne blive frygtelig ensomt. Det havde dog taget tid at få hende til at åbne sig, men det var skam lykkedes ham, hvilket også glædede ham, for så kunne han jo også godt vise hende at han ikke var så slem igen, men at han faktisk var interesseret i hende, for det var han jo! Han ville gerne hjælpe hende med det hele og være hendes ven, så hun faktisk kunne lide bare nogle børn, for den dreng der havde været på den anden herregård, havde hun tydeligvis ikke kunnet lide, men det kendte han jo godt, da han selv aldrig havde brudt sig om andre børn, da de altid havde været efter ham og det havde været sjældent at han havde kunnet lide nogen. ”Godt! Så kan vi træne i den store have, for det den rigtig god til!” svarede han med begejstring i stemmen, da han godt ville hjælpe hende med magien, for der skulle bare træning til og så kunne hun sikkert hurtigt nogle tricks, hvor hun allerede havde fortalt at hun kunne noget med ild, da hun havde sat ild til hele hendes krop. Det var måske også meget praktisk at være både ild og isdæmon, for hun kunne jo slet ikke fryse og varme bed heller ikke på hende, så hun var jo faktisk heldig, for selvom han også var dæmon, så kunne han stadig fryse og han kunne ikke tåle for meget varme, for det ville han tage skade af. At hun så søgte længere ud på isen, gjorde ham alligevel en smule nervøs, for det måtte hun jo ikke. Han rakte hende roligt hånden, skønt han blev stående. ”Kom her, Jacqueline,” bad han lettere uroligt, da han heller ikke ville have at hun kom noget til, for hun måtte jo slet ikke søge så langt ud! Og han kunne heller ikke lide at det knagede under hende. At hun så med et skrig brød gennem isen, fik ham til at spærre øjnene op, skønt han slet ikke kunne se noget som helst, og da slet ikke når han havde sko på! ”Jacqueline!” råbte han, som han helt instinktivt blot søgte hen til hullet, hvor han sprang i, i et – dårligt – forsøg på at redde. Kulden var dog det som omgående måtte stikke i ham, hvilket helt fik ham til at miste luften, så han måtte søge op igen. ”JACQUELINE!!” brølede han næsten helt ulykkeligt og skræmt, for det var jo netop dette som ikke måtte ske! Han mærkede hvordan det helt måtte begynde at krampe i hans egen krop på grund af kulden, hvilket gjorde at han var ved at gå i panik. ”Hjælp!” skreg han, selvom der vel ikke var nogen som helst i miles omkreds?

[Deleted]

Det var ikke lang tid siden at Sonic havde været i Procias, hvor han havde fundet ud af at hans datter ikke havde været der, men var blevet ’bortadopteret’, til Evan Strife, dæmonernes træner, en mand som han faktisk skulle have arbejdet tæt med, hvis han var blevet en del af rådet, som han dog ikke var blevet på grund af Ilaria. Han havde dog andre planer, da han ville slå sig ned i Peula, starte en vinproduktion op, hvor han bare ville leve et stille og roligt liv på grund af hans datter, så hun kunne få en tryg opvækst, for det var trods alt det vigtigste for ham. Han måtte dog erkende at han savnede at lege skurk, at være den onde, som gjorde onde gerninger og som havde en ond masterplan, men det måtte han lægge på hylden for nogle år, da han trods alt ønskede at være der for hans lille pige, og så havde han også lovet sin mor at komme og besøge hende, hvor han også var begyndt at blive bekymret for hende, for han havde ikke fået svar på hendes brev, men til gengæld kunne det også være svært, når han rejste så meget som han gjorde, for så var der jo ikke lige nogen til at fange ham, men han håbede bare ikke at der var sket hende noget, for han vidste godt at hun havde haft det hårdt og det kunne jo godt være at det var blevet værre med tiden. Han var dog fuldt fokuseret på at få sin datter igen, da hun klart var den vigtigste person i hans liv. Han var netop også på vej hen for at få fat i hende. Han havde ikke vidst hvor Evan boede, så han havde spurgt i Appolyon, hvor han havde fået beliggenheden, og han havde tilmed fået at vide at manden var på arbejde der, så det gav ham nok nogle timer til at få sin datter tilbage. Han red i den kolde sne, hvor han førte den sorte hingst frem i et hurtigt tempo. Han havde reddet i nogle dage for at komme til Dvasias, eftersom sneen måtte gøre rideturen langt mere forsigtig, da han heller ikke ønskede at der skulle ske noget med hesten, for den tilhørte trods alt hans mors afdøde mand. Han nåede dog langsomt det store mansion, hvor han roligt steg af hesten som han bandt fast til et træ, inden han gik hen til porten. Låst var den, selvom det ikke skulle forhindre ham i at komme ind! Han skulle også til at gøre noget, da han stoppede op, fordi han hørte et pigeskrig, inden han hørte en drengestemme råbe hans datters navn, hvilket fik ham til at trække pupillerne sammen, for.. hvad skete der derinde?! Han endte med at strække armene bagud, hvor han skød ild ud af de knyttede næver, så han nærmest fløj op som en raket, kun for at lande på den anden side af den store mur. Han endte med at løbe efter drengestemmen der råbte om hjælp, hvor han nåede om i den store have til den store sø, hvor han så at knægten var røget ned i vandet, hvor han ikke kunne lade vær med at tænke på om Jacqueline også var under vandet. Uden at tøve løb han ud på isen, hvor han sprang ned i hullet, der var blevet noget større end til at starte med, hvor han roligt fik knægten hevet op og skubbet ind på den tykke del af isen, der ikke ville gå i stykker, inden han dykkede under vandet, hvor han svømmede ned og greb fat i Jacqueline, kun for at trække hende med op til overfladen, hvor han holdt hende tæt ind til sig. Han prustede ganske let, for vandet var jo iskoldt! Han hadede vand og han hadede kulde og sammen var det langt værre! Hans kropstemperatur var også blevet skruet betydeligt op, da det ellers ville gøre for ondt. Han fik hende roligt med ind til bredden, hvor han tog fat i dem begge, løftede dem op og gik mod huset, så de kunne komme ind i varmen.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

I det store og hele, så var Jacqueline virkelig glad for at Zachary var der sammen med hende, for det var noget som hun faktisk havde brug for. Hun brød sig i det store og hele, egentlig ikke om at være alene i den forstand som hun havde været, selvom det helt klart var nemmere for hende at give efter for det, når Evan ikke var der, for det var ham som gjorde hende ked af det, og det var hun bestemt heller ikke bange for at vise ham på nogen måde i det hele taget. At han gerne ville hjælpe hende, var selvfølgelig noget som gjorde hende glad, for så dygtig som han var, sådan ville hun da helt klart også være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun hoppede næsten helt glad på stedet. ”Jeg glæder mig! Det gør jeg!” sagde hun med en helt glad stemme. Ikke fordi at det var noget som gjorde det mindste for hende lige nu. Hun ønskede at undersøge haven, også fordi at hun kunne se at den virkelig var utrolig stor! At hun var kommet for langt ud på isen, gik først op for hende, idet at han faktisk påpegede for hende, at hun skulle passe på, og det var noget som startede ud med at gøre hende ekstremt usikker, for hun kunne jo ikke svømme! Hun vendte blikket mod ham, som han rakte hånden ud mod hende, selvom det allerede var for sent. Isen knuste direkte under hende, hvor hun med et skrig, endte med at ryge direkte under. Tøjet som hun havde på, tvang hende hurtigt ned under vandet, selvom hun virkelig forsøgte at kæmpe sig op. Panikken bredte sig for alvor, også selvom hun slet ikke kunne høre, at han råbte sådan op efter hende, for hun var jo trods alt under vand!
Jo mere Jacqueline kæmpede, jo mere luft, endte hun faktisk med at miste, og det var noget som hurtigt kørte hende.. træt. Isen og kulden bed som sådan slet ikke rigtigt på hende, udelukkende på grund af hendes isdæmon. Som hun skulle til at falde hen, så var der en skikkelse som tog fat i hende, hvilket var noget som omgående måtte vække hende mere til live, som hun kom op igen. Hun begyndte omgående at hoste, idet hendes krop kraftigt rystede for at komme af med vandet. Næsten automatisk klamrede hun sig ind til skikkelsen som havde fat i hende, også selvom hun automatisk gik ud fra at det måtte være Evan, for.. hvem skulle det ellers være? Hun hostede kraftigt, for at få vandet op, også selvom hun begyndte at græde i stedet for. Der var skam stadig liv i hende, også selvom det i den grad havde været tæt på, og det havde været skræmmende for hende! Hun havde jo slet ikke tænkt over at hun ikke kunne svømme eller at isen kunne knække! Hun snøftede svagt, som hun direkte knugede sig ind til skikkelsen, uvidende om at det faktisk var hendes far, som havde fat i hende, for hvordan skulle hun da vide det? Svagt snøftede hun, også selvom hendes krop slet ikke stoppede med at ryste. Denne gang var hun faktisk bange!

[Deleted]

At Jacqueline blev helt glad og nærmest måtte hoppe på stedet, var noget som fik smilet til at brede sig på Zacharys læber, for det glædede ham at han kunne gøre hende glad, for det beviste vel også at de var venner? Hun kunne lide ham, som han kunne lide hende, hvor han faktisk gerne ville træne med hende, for det havde Evan jo ikke tid til, når han var på arbejde, så der var han jo faktisk alene, hvilket gjorde ham trist, men nu var Jacqueline her og det var noget som han gerne ville udnytte! ”Det gør jeg også!” svarede han muntert og i samme glade tone, da han selv gerne ville træne med hende, så de begge kunne blive bedre, for med øvelse blev man rigtig god og Evan havde allerede lært ham meget som han kunne bruge, hvor han var blevet meget bedre til at bruge sine elementer end det han havde været, før han havde mødt Evan. At hun så søgte ud på isen, var noget som gjorde selv ham urolig, for det måtte hun jo ikke! Der gik dog panik i ham, da hun brød igennem, hvor han faktisk bare ville hjælpe hende, men han selv havde ikke helt tænkt over kulden, som med det samme måtte tage sit tag i ham, hvor han følte at han var ved at drukne, da hans krop stoppede med at kæmpe, hvor han også gik i panik, hvilket på ingen måde var nogen god kombination, så han var selv ved at halvt drukne som Jacqueline, indtil noget greb fat i ham og trak ham op på isen. Han selv måtte hoste vandet op som han havde slugt, hvor han så efter skikkelsen, skønt han ikke så hvem det var, men gik selv ud fra at det var Evan. Nu fik han da først og fremmest ballade! Han så dog efter dem, da han frygtede at Jacqueline var kommet noget til og det ville jo være hans skyld! Han havde ansvaret for hende og han havde ikke kunnet nå at få hende væk før isen havde brudt sammen under hende. Han måtte dog se forundret til, da det var en fremmed mand der dukkede op af vandet og slet ikke Evan, for.. hvem pokker var nu dette?! Han så blot til, som manden kom op på isen sammen med Jacqueline, hvor han slet ikke nåede at sige noget, før han blev taget fat omkring for at blive løftet op. Han selv var stadig i chok, hvor han frøs frygtelig meget, og han gjorde egentlig ikke nogen modstand, for manden havde jo faktisk reddet dem. ”H-hvem er d-du?” spurgte han med klaprende tænder, da han slet ikke kunne finde varmen i noget som helst, skønt manden var meget varm, hvilket også gjorde at han trykkede sig ind mod ham i et desperat forsøg på at få lidt varme tilbage i sin lille krop. Han kunne slet ikke lide vinter mere! Det var alt for koldt og man kunne slet ikke noget!

[Deleted]

Der var gået alt for lang tid, siden Sonic sidst havde set sin datter, hvilket han faktisk havde dårlig samvittighed over. Han skulle have taget tøsen med sig med det samme, da han havde haft chancen, for så havde der slet ikke været dette bøvl! Han savnede tøsen, selvom han skam havde gjort hvad han kunne for at få hende ud derfra, men det havde ikke været så lige til. Han var dog på vej hen til Evans mansion for at få hende med sig, selvom det et sted var kidnapning, men det tog han sig nu ikke af, da han var tøsens far og han havde den største rettighed til hende, ligesom Ilaria havde. Ilaria vidste dog ikke at han var på vej derhen, da han ikke havde talt med hende siden deres sidste møde, hvor hun havde afvist ham, hvor han så havde valgt at gå. Han havde ønsket at hun skulle have taget med ham, men hun havde nægtet, hvilket stadig gjorde ondt, for han elskede hende og han ønskede et liv med hende, for hun var jo den eneste kvinde han nogensinde havde elsket, ligesom ægteskabet ikke havde været slut i hans øjne, skønt hun ganske vidst havde vanæret ham og været ham utro, hvilket han heller ikke bare uden videre ville glemme, for det var han endnu sur over. Hans tanker blev dog drevet bort, da han hørte de forskellige råb, hvilket fik ham til at handle hurtigt. At hans datter var røget under vandet, var noget som faktisk gjorde ham bekymret, hvor han slet ikke tøvede med at spring i efter hende, hvor han fik både drengen og sin lille pige op ad vandet. Han greb fat omkring dem begge to, hvor han mærkede hvordan de begge måtte knuge sig ind til ham, skønt han intet sagde. At Jacqueline græd tog han sig ikke af, ligesom han heller ikke svarede drengen, da han spurgte om hvem han var. Han bar dem roligt med hen til hoveddøren, som han fik op, inden han søgte indenfor, hvor han roligt satte dem begge fra sig på gulvet. ”Hold op med at græd, Jacqueline, der er ikke sket dig noget,” svarede i en yderst kortfattet tone, som hans blik gled fra tøsen og til knægten, hvor hans blik var strengt og vredt. ”Hvad pokker lavede I på isen?! Er I ikke klar over hvor farligt det er?!” spurgte han i en fast og krævende tone, som han afventede deres svar. Han havde dog stadig fat i dem begge, hvor han så fra den ene til den anden. Han valgte dog alligevel at trække Jacqueline ind til sig, eftersom hun var hans lille pige, hvor han også havde savnet at kunne holde om hende. ”Far er her nu Jacqueline og han går ingen steder,” svarede han dæmpet, som han roligt kyssede hende mod det våde hår, inden han roligt vendte blikket mod knægten igen. Han hævede let det ene øjenbryn i en sigende mine. ”Mit navn er Sonic, jeg er Jacquelines far. Og hvem er du?” spurgte han roligt, som han trods alt heller ikke gad til at diskutere med en lille snotunge, for han var her kun for tøsens skyld, hvor han ville have hende med sig.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hele glæden ved at lege sammen og komme ud, var gået i vasken, også selvom Jacqueline et sted godt vidste, at det var hendes egen skyld, for hun havde vandret alt for langt ud og isen var endt med at blive knust under hende, og hun var røget under, selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. At blive revet op af en mand som hun slet ikke vidste hvem var, men han havde revet hende op, også selvom hun endte med at hoste vand op og begyndte at græde, også fordi at hun havde været bange, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun snøftede let, som hun gemte sig ind mod manden, også selvom hun automatisk ville tro at det var Evan, for han var jo den eneste som vidste at de var der. Det var dog lyden af mandens stemme, som de nærmede sig huset, som hun bed sig fast i, for den ville hun da kunne genkende alle steder fra, idet hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Dadda..?” spurgte hun sagte, som de kom indenfor og blev sat på jorden. Det var ikke fordi at hun frøs, for hun var jo en isdæmon, så det at de andre frøs, var slet ikke noget som hun tænkte særlig meget over. Næsten som Zachary var glemt for hende i denne stund, for det kunne bestemt heller ikke være andre end hendes kære far, og selvfølgelig var det en tanke som hun virkelig godt kunne lide! Hans faste og krævende tone, var noget som hurtigt fik hendes smil til at falme allerede med det samme, hvor hun bare blev stående og.. kiggede på ham. Hun var jo slet ikke vant til at han tog den tone i brug overfor hende. Tårerne meldte sig endnu en gang i hendes øjne, idet hun bare lod blikket falde en anelse igen. Svagt bed hun sig i læben og lagde armene om sig selv. ”Undskyld dadda..” endte hun dæmpet og med en næsten grødet stemme, idet han valgte at tage omkring hende i stedet for, hvor hun mere end villigt lod sine små arme falde ham om halsen, kun for at trykke sig ind mod ham. At han skulle snakke sådan til Zachary, var slet ikke noget som hun kunne lide, for hun kunne altså godt lide Zachary, som han jo havde været hendes eneste rigtige selskab mens hun havde været her, og han havde jo faktisk også passet godt på hende, som den eneste faktisk, som hun følte det i hvert fald. ”Han min ven,” fortalte hun med en ganske sigende mine, som hun vendte blikket mod ham. At han havde været sur og bestemt på den måde, var som sagt ikke noget som hun var vant til, for hun var vant til at se en glad for ikke mindst smilende var, og nu var han..s ur og bestemt, og det var hun jo slet ikke vant til! Hun blev stående ind mod hans favn, også fordi at han var dejlig varm, og hendes far var kommet hjem, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende utrolig glad og ikke mindst forbandet lettet!

[Deleted]

At al morskab skulle stoppe så brat, var slet ikke noget som Zachary havde regnet med, for nu havde de jo lige haft det så sjovt, som de skulle ud og lege i sneen og træne og alt muligt sjovt og så skulle det hele ramle sammen fordi de gjorde en lille fejl at gå for langt ud på isen. Han havde dog dårlig samvittighed, for Evan havde sagt at han havde ansvaret, når han ikke var hjemme og nu havde han svigtet, for Jacqueline var kommet til skade på grund af ham. Eller måske ikke kommet til skade, men hun var stadig røget i vandet og det ville han da helt klart få skældud over! At det så slet ikke var Evan der kom og reddede dem, men en helt fremmede mand, var noget som forundrede Zachary, for hvordan var han kommet herind? Man kunne jo sige at det var et held, for ellers turde han slet ikke tænke på hvad der var sket, for.. så havde de vel været døde? At manden så tog dem med indenfor, var noget som han tydeligt kunne mærke, hvor varmen også var behagelig. Han valgte at blive stående, hvor han blot betragtede sig af manden med et forundret og dog nervøst blik. At manden talte sådan til Jacqueline gjorde det kun tydeligt at han kendte hende, måske det var denne Jacques der var kommet med hende, som hun før havde nævnt? Han vidste det ikke, for manden havde jo ikke svaret på hans spørgsmål. At manden så, så så surt på ham, fik ham til at krympe sig en smule sammen, som han blinkede let med øjnene. Han var drivvåd fra top til tå, hvor han også stod og rystede og frøs, for det vand havde jo været iskoldt! ”U-undskyld, hr..” svarede han dæmpet, som han havde foldet hænderne foran sig og blot stirrede ned i gulvet med dårlig samvittighed, for det var jo hans skyld og han vidste det godt, men han havde jo forsøgt at få hende op! At manden så trykkede Jacqueline ind til sig og sagde at han var hendes far, fik ham til at vende blikket mod ham med opspillede øjne for det havde han da bestemt ikke regnet med! At han så talte med en mere rolig stemme og fortalte at han var Sonic, Jacquelines far, gjorde også at han selv faldt en smule til ro, for han brød sig ikke om at blive skældt ud. Det fik ham dog til at smile, da Jacqueline kaldte ham for sin ven. ”Jeg hedder Zachary, hr.,” fortalte han sandfærdigt, skønt han dog ikke så direkte på manden, da han trods alt var blind. Han blev blot stående og bed sig svagt i den bløde under læbe, for han havde jo slet ikke ønsket dette! Han var frygtelig ked af det, selvom han ikke kunne gøre noget ved det andet end at tage imod en skideballe.

[Deleted]

At finde Jacqueline og knægten i vandet, var noget som havde skabt en panik i Sonics indre, for han ønskede jo slet ikke at der skete noget med hans lille datter! Dette uheld kunne jo have kostet begge børn livet! Og det gjorde det da kun tydeligt at de slet ikke var i sikkerhed her på stedet ved denne Evan, som kun arbejdede og efterlod to små børn helt ubevogtet, hvor der kunne ske dem alverdens! Tanken gjorde ham vred, for det irriterede ham at folk bare opgav hans datter på den måde, kastede hende fra sig og slet ikke tog sig af hende eller beskyttede hende, men det gjorde det jo også bare tydeligt at han var den eneste rigtige til at tage sig af sin lille datter, for det var der tilsyneladende ingen andre der kunne gøre ordentligt! Han reddede dog også knægten, for han måtte jo erkende at han havde fået en svaghed for børn, efter at han havde troet at hans lille pige var død, og han ønskede da slet ikke at se knægten gå i døden! Et sted måtte han også helt minde ham om ham selv, da han var en lille knægt, selvom han dog ikke vidste om knægten var Evans søn. Han fik dem også roligt med indenfor, selvom bekymringen gjorde ham vred og sur, hvor han slet ikke fandt sig i at de legede så uansvarligt, for det var jo farligt at lege på isen! At hun så genkendte ham denne gang, glædede ham kun, selvom han dog stadig så strengt på hende, for det kunne godt være at hun var hans prinsesse og han gerne ville forkæle hende og gøre hende glad, men derfor skulle hun stadig vide når hun havde krydset grænsen, som hun havde gjort ved at gå ud på isen! Han prustede let, som de begge måtte undskylde, hvor han blot lod hende slå armene om ham, som han holdt hende tæt ind til sig. Han så kort mod hende, da hun sagde at knægten var hendes ven, inden han så mod knægten, der præsenterede sig. Han nikkede svagt. ”Goddag Zach,” hilste han blot i en rolig tone, som han godt kunne være venlig, hvis det var hendes nye ven, hvilket han så bare måtte acceptere. Han kunne godt se at knægten var blind, hvilket igen fik ham til at tænke på sig selv, for han var jo selv blind på det ene øje, så han havde skam den dybeste respekt for knægten, da han var blind på begge øjne. ”Se at kom ud af det våde tøj begge to,” svarede han roligt. Det kunne godt være at Jacqueline ikke kunne blive syg, men han tog nu ingen chancer, hvor det heller ikke nyttede at hun rendte rundt i vådt tøj. Han hjalp hende også roligt af med kappen, inden han vendte blikket mod hendes sko og fnes kort for sig selv. ”Har du selv taget tøj på?” spurgte han roligt, hvor det morede ham at hun havde taget skoene forkert på, selvom det kunne være ligegyldigt. Han hjalp hende dog også af med skoene, inden han roligt rejste sig og selv smed sin kappe. Han vendte roligt blikket mod knægten, for at se om han også skulle bruge hjælp eller om han klarede det selv. ”Men jeg kan se at du har klaret dig fint uden mig. Det kan være at du slet ikke vil med mig nu?” spurgte han morende, henvendt til Jacqueline, som smilet roligt bredte sig på hans læber.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At Zachary faktisk havde forsøgt at få hende op, vidste Jacqueline ikke, da hun egentlig kun tænkte på at hendes far var der nu, og det var faktisk det som hun vægtede mest, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun havde virkelig været bange denne gang, hvilket også var grunden til at hun faktisk begyndte at græde, for det skulle der måske temmelig meget til normalt, men denne gang, havde hun passeret en personlig grænse, som hun bare ikke ønskede at tænke yderligere over, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hendes kære far skulle bruge den stemme overfor hende, var hun slet ikke vant til, for hun var slet ikke vant til at høre ham sur. Jo et sted i det indre, mindes hun vel fars mange skænderier med hendes mor, men det var nu bare sådan at tingene måtte være. Svagt bed hun sig i læben, som hun vendte blikket mod Zachary. Det havde været farligt, og det havde han jo også sagt, selvom hun nu heller ikke kunne gøre det største ved det af den grund. Hun brød sig slet ikke om at han skulle tale sådan til hende, eller til Zachary for den sags skyld, for han var altså blevet hendes ven! Hun vendte blikket op mod sin far igen. ”Du ikk’ være sur… vel?” spurgte hun med en dæmpet stemme. Selv vidste hun at Zachary ikke var Evans dreng, men at han kom fra et børnehjem, og selvfølgelig var det noget som selv gjorde hende trist, for det var selvfølgelig også noget som gjorde sit, selv for hendes vedkommende. Som han bad dem om at hoppe ud af et våde tøj, begyndte hun at bakse med at få det våde tøj af, for det var faktisk ikke helt behageligt at få kappe og det hele af, så hun kunne komme ud af det våde tøj, nu hvor han sagde det. At han kommenterede med at spørge om hun selv havde taget det på, fik hende til at smile helt bredt, for det havde hun jo! ”Ja! Mig dygtig til det nu, Dadda!” sagde hun helt glad, og med en tydelig stolthed i stemmen, idet hun lod ham hjælpe hende med skoene. Som regel, ville hun blive sur og påpege at hun ville gøre det selv, men hun kunne jo faktisk godt lide at hendes far var der, og selvfølgelig var det noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket mod ham igen. ”Du fået hus nu?” spurgte hun. Det var jo sådan at han havde aftalt det! Hun vendte blikket mod Zachary. Det var jo ikke fordi at hun ønskede at efterlade Zachary, for hun kunne jo faktisk godt lide ham, og han havde jo hjulpet hende, samt lovet at hjælpe hende med hendes magi, og det var jo faktisk også sådanne ting som hun havde set frem til sammen med ham! Specielt når Evan ikke var der, ellers kom hun jo ikke ud af værelset! ”Vi skal gå nu…?” spurgte hun med en dæmpet stemme, som hun igen vendte blikket mod sin far. Ikke nødvendigvis fordi at hun kunne lide at være der, for det kunne hun slet ikke!

[Deleted]

At de blev reddet var noget som naturligvis måtte glæde Zachary mere end noget andet, for han havde virkelig troet at han skulle dø, hvilket de vel egentlig også skulle, hvis ikke Sonic var kommet forbi? At manden så viste sig at være Jacquelines far, var noget som kom bag på ham, for nu havde han hørt hende tale så meget omkring hendes far og nu stod han her pludselig? Hvordan pokker var han kommet herhen? Måske havde Evan alligevel valgt at hjælpe til? Det var noget som faktisk ville glæde ham, for så fik Jacqueline jo alligevel sin far at se igen! Det førte dog også til noget andet, for.. han kunne jo ikke være sammen med hende længere så.. kunne han? Ville det sige at han skulle til at være alene igen? Ensom? Forladt i et kæmpe hus? Tanken gjorde ham helt dårlig, hvor han mærkede tårerne presse sig på, selvom han alligevel var for stædig til at lade dem falde, da det jo heller ikke var sikkert endnu. Han blev blot stående med ansigtet vendt mod dem, da han jo ikke kunne se dem, selvom han kunne høre dem. Han trak dog let på smilebåndet, da Sonic brugte hans kælenavn, hvilket han et sted godt kunne lide. ”Goddag Sonic,” hilste han pænt igen, da han trods alt havde lært manere, det var bare meget sjældent at han brugte dem, for det havde jo ikke været nødvendigt på gaden, selvom det var et godt trick at kunne, hvis man skulle gøre et par borgere bløde i knæene. At Sonic så bad dem om at komme ud af det våde tøj, sagde han intet til, da han blot gjorde som han fik besked på, hvor han valgte at løsne sin kappe og trække sig ud af skoene. Han kunne skam det hele selv, men han var jo så også vant til at bo på gaden. Han blev dog lettere trist, da han kunne høre at de begyndte at tale indbyrdes, hvor han pludselig følte sig.. i vejen og udenfor, hvilket han aldrig havde brudt sig om, for det var jo nærmest børnehjemmet om igen. Han var dog glad på Jacquelines vegne, selvom han blev trist ved tanken om at hun skulle væk, for.. fik han så hende aldrig at se igen? Den tanke ville gøre ham frygtelig ked af det, da han jo holdt af hende, ligesom hun var hans ven, faktisk den eneste ven han havde haft i flere år, hvis man da ikke talte Evan med, hvor hun var den første ven på hans egen alder i flere år, da den sidste havde været Josh, men han var død for rigtig mange år siden, og lige siden havde han været alene. Han vendte ansigtet mod Sonic, hvor hans mine tydelig var trist. ”Kommer jeg til at lege med hende igen?” spurgte han, som han nok afbrød deres lille samtale, men han var der altså også! Og han ville jo ikke miste hende, da han holdt af hende, og nu var alle planerne røget i vasken, hvilket måtte gøre ham helt trist og ked af det. ”Har Evan sendt dig?” spurgte han videre, da det trods alt var mandens hus.