Good news?

[Deleted]

Det var uden tvivl rart at ligge her med Ilaria, da det ikke havde føltes så rigtig i utrolig mange måneder, ja ikke siden at de sidst havde lagt sådan sammen, hvilket ville sige at det var lang tid siden, eftersom de ikke havde gjort det siden han var blevet henrettet og selv før det var der gået tid, eftersom han havde været presset af både børnepasning og tage sig af sit job. Nu var tøsen i det mindste så stor at hun kunne begynde at handle for sig selv, da hun ikke længere havde brug for hjælp til at blive skiftet, da hun faktisk havde lært at gå på toilet af sig selv, ligesom hun selv kunne sige til når hun var sulten, betydeligt lettere ville det blive og selvom han så frem til at få hende for sig selv, hvor hun ikke var hos nogen anden, men hos dem, så var det alligevel noget der lå i baggrunden af hans hoved, da han var optaget af Ilaria, som ejede hans fulde opmærksomhed. Han havde aldrig troet at hun ville give efter for ham igen, og nu hvor han lå og slappede af, så måtte virkeligheden også langsomt slå ind over ham igen. Han vidste at de ikke var sammen, derfor måtte det også kun forvirre ham langt mere at de faktisk lå her sammen og havde delt en intim stund, for.. det burde vel ikke være sket? Var det ikke kun at gøre ondt værre? Han blev pludselig i tvivl. Det var også nu at han kom i tanke om at hun faktisk havde været ham utro, men på den anden side havde han også lagt i med andre, skønt det ikke var utroskab, da hun havde kastet ringen bort og nu hang den fint omkring hans hals, sammen med hans egen ring. Det hele var dog frygtelig forkert, selvom han nød at ligge med hende på denne måde, for selv det havde han savnet, det at de var over hinanden og værnede om hinanden, det at de bekræftede hinanden både fysisk men også verbalt. Han trak på smilebåndet til hendes ord og nikkede roligt. Det havde været perfekt at dele den elskov med hende, da det kun var rigtigt med hende, men hvad ville det betyde fremover? Han bed sig let i den bløde underlæbe, som han igen begyndte at fundere og spekulere over alt andet, skønt han dog ikke stoppede sine strøg af hendes ryg og over hendes side, hvor han ikke gjorde noget for at skubbe hende væk, for han ønskede hende lige her hos ham. Han vendte let blikket mod hende, som hun gengældte hans ord, hvor det varmede ham, men alligevel frustrerede ham. Han strøg let tungen over sine læber, som han rynkede brynene. ”Ilaria..? Hvad gør vi?” spurgte han dæmpet og med en undertone der næsten kunne lyde helt som om at han var fortabt, for han måtte erkende at han følte sig splittet. Hans hjerte sagde at han skulle kæmpe for dem og deres forhold, men alligevel kunne hans fornuft ikke se bort fra at hun havde været ham utro, hvor det også var hende der havde gjort det hele slut og ikke ham. Og så var der også en tredje ting, der kort måtte påminde ham om at Jacqueline ventede på at han skulle finde et hjem og nu følte han sig igen i tvivl om hvad han skulle gøre. Hvad var rigtigst at gøre?

[Deleted]

Ilaria slappede af når Sonic var omkring hende. Selvom hun måske havde været utrolig afvisende, så var det jo udelukkende fordi at hun jo faktisk var ked af det, for det var hun. I det store og hele, så vidste hun jo godt at de ikke var sammen, hvor det også var.. ringene omkring hans hals, som måtte falde hende i blik. Det efterlod hende selvfølgelig med en massiv knude i maven, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre det store ved lige nu. Hun havde været vred, hun havde smidt ringen fra sig, og nu var det hele jo ødelagt, selvom han kendte hende godt nok til at vide, at hun for altid ville handle i vrede når det endelig skete, som det havde gjort denne gang. Hun havde ikke rørt ved dem, hvilket var noget som hun havde gjort bevidst, for hun vidste at den ring slet ikke tilfaldt hende længere, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde sagerne meget bedre for hende af den grund. Hun sukkede dæmpet, som hun ellers bare blev liggende. At ligge under dynen, var faktisk temmelig varmt, men ikke noget som hun ville sige noget som helst til. Hun ville egentlig bare nyde stunden, inden han igen ville søge væk og ud for at finde noget til ham og deres datter. Hun havde vel bare indset, at der ikke var plads til hende mere i hans liv, selvom den tanke ene og alene, faktisk var noget som gjorde ondt, selv for hende, men det var ikke noget som hun kunne gøre det mindste ved af den grund. Som han valgte at spørge ind til hvad de skulle gøre, fik atter hendes hjerte til at hamre som en besat mod hendes bryst, hvor hun blev liggende og bare.. stirrede på ringene. Ja, hun følte sig nøgen uden sin, men ikke desto mindre, så måtte hun jo trods alt bare bide det i sig. Hun havde jo ikke andet valg, havde hun? Svagt trak hun på skuldrene. ”… Det ved jeg ikke, Sonic,” begyndte hun med en dæmpet stemme. At han ikke holdt inde med at kærtegne hende, var noget som faktisk passede hende ganske fint, for hun kunne jo faktisk godt lide det. Det var faktisk rart at ligge der med ham, også selvom hun vidste, at det på ingen måder var noget som gavnede hende på den ene eller den anden måde. ”Du… burde vel finde et sted til dig og Jacqueline..?” tilføjede hun. Det var jo trods alt det som han ville, og det som han havde lovet hende, og så var det vel.. lige meget med hende? Han havde jo ikke nogen forpligtelser overfor hende mere? Selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes del, for der var jo ikke plads til hende i deres liv trods alt. Hånden trak hun roligt til sig igen, også selvom hun ikke fjernede sig af den grund. Blikket gled stille op mod hans ansigt. Hun vidste jo hvad hun af hjertet gerne ville, men.. om det var noget som faktisk kunne gå hen og blive en realitet, var jo en helt anden sag!

[Deleted]

At Ilaria havde valgt at lade Sonic komme så tæt på hende, var ikke noget som han nogensinde havde regnet med ville ske og da slet ikke da han havde været på vej herhen eller da han havde stået udenfor hendes dør. Han havde heller ikke troet at han selv ville give efter for hende, eftersom hun havde været ham utro og han var sur og skuffet over det, men han kunne jo ikke rigtig benægte at han endnu elskede hende og det hele havde bare føltes så.. velkendt og rigtigt, så han havde slet ikke været i stand til at stoppe. Det var rart at hun for en gangs skyld ikke havde afvist ham, men valgt at give efter, hvilket også kun havde bragt ham varme og behag. Det var kun en fantastisk følelse som han lå igen med, en følelse som kun hun var i stand til at give ham. At det så var lige så rart bagefter, var noget som gjorde ham glad, hvor han bare ønskede at dette øjeblik ville vare for evigt og aldrig stoppe, skønt han vidste at det ikke ville blive tilfældet. Før eller siden måtte de få noget søvn, hvor han også selv var udmattet og træt både af skænderiet, men også af akten, som virkelig havde været direkte.. fantastisk og mere end det! Ganske vidst havde han aldrig troet at han skulle være hende tæt igen, men han måtte erkende at han faktisk var glad for at hun gav efter, for det var en bekræftelse som han havde følt at han havde haft brug for, hvor han et sted heller ikke var i tvivl om hvad han ønskede inderst inde. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han lagde mærke til at hun så mod hans halskæde, der bestod af deres vielsesringe og medaljonen som vedhæng. Han bed sig en anelse usikkert i den bløde underlæbe, da han ikke helt vidste hvad han kunne tillade sig eller ikke, han vidste jo heller ikke hvad hun ville, eller det gjorde han nok, men han vidste ikke om hendes stædighed ville fraholde hende fra at gøre hvad hun ville, men hun så da ud til at være lidt mere medgørlig, nu hvor hun tilmed havde valgt at give efter, efter at hun var faldet til ro. Han blev dog liggende op ad sengegærdet, hvor han blot strøg hende over armen og siden, samt ryggen, næsten som det kom ham helt normalt og vant, hvor han også godt kunne lide at være kærlig ved hende efter at de havde delt en elskov, og denne havde virkelig været fantastisk! Han sukkede en anelse til hendes ord, som han stirrede frem for sig igen, hvor han tænkte over hendes ord for et stykke tid, inden han så mod hende igen, skønt der var noget nænsomt og usikkert ved hans blik. ”Og.. hvad nu hvis.. at jeg.. hvis jeg..” Han te og slog blikket ned, som han måtte overveje sine ord, hvor han kort lod tungen løbe over læberne, inden han så mod hende igen. ”Jeg vil have at vi skal finde et hjem sammen til Jacqueline. Jeg vil have at du skal være der, uden dig er.. er intet værd,” svarede han dæmpet, skønt hans tone var sandfærdig. Han frygtede dog at hun ville afvise ham blankt, eller forsøge at tale sig udenom, men sandhed var den, at intet liv var det værd, hvis ikke hun var med i det. Fair nok så havde han sin datter, men det var jo kun til pigen blev stor, derefter ville han være alene, og det havde han ærligtalt ikke særlig meget lyst til.

[Deleted]

Ilaria havde ladet Sonic komme tæt på, også fordi at hun vel var bange for, at det ville være den eneste mulighed for det, som hun ville få. Han var en mand som kunne få alt det som han ville have, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Kæden om hans hals, havde hun bevidst valgt ikke at kommentere, også selvom det bestemt heller ikke var nemt igen, for hun vidste det.. Ringene kunne hun genkende, også selvom det selvfølgelig betød frygtelig meget for hende, at han ikke bare havde forkastet dem og ladet som ingenting, så det var vel også noget som et sted betød noget for.. ham? Hun blev liggende op af ham, hvor hun faktisk følte sig afslappet. Lige nu ønskede hun vel bare at nyde hvert et øjeblik på den måde, som hun nu kunne gøre det, inden han igen ville tage af sted og finde et hjem til ham og deres datter. Selvfølgelig var hun glad for, at han i det mindste valgte at tage sig af hende, når hun selv ikke var i stand til det, for det var jo ikke engang en løgn, var det? Hun kunne slet ikke det med børn, også selvom hun ønskede at hun var bedre, men det var ikke noget som lå naturligt til hende! Hans første ord.. stammende, var noget som gjorde hende temmelig usikker, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan.. selvom det vel gjorde hende en anelse usikker i sig selv? Tænderne bed hun svagt sammen. ”… Hvad mener du..?” spurgte hun sagte, inden hun lod ham snakke færdigt. Umiddelbart ved hans ord, så vidste hun ikke i hvilken retning hun skulle tolke det, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes del. Hun lå længe i adskillige sekunder, inden hun overhovedet vidste hvad hun skulle svare, for.. hvad mente han? Det var en tanke som i sig selv, gjorde hende temmelig usikker! ”.. Du behøver vel ikke mig til at hjælpe dig med at finde et hjem til dig og vores datter, Sonic? Det burde du da fint kunne gøre alene.. D-desuden tror jeg ikke hun skal se mig nu, hvis hun tror jeg oprigtigt hader hende så meget og ikke kan lide hende..” afviste hun med en dæmpet stemme. Umiddelbart tog hun det jo bare som han ønskede en hjælpende hånd med at finde et sted for ham og deres datter at være, men hvor hun derimod skulle være påvirket af andre ting, for hun havde jo dette sted.. hun havde jo sit værelse her og sit liv her i Appolyon, selvom hun stod fast på at det ikke var et sted som hendes datter burde vokse op, for det fortjente hun ikke! ”Jeg… jeg synes stadig du burde tage hende med til din mor, Sonic… Der vil hun da i det mindste være i sikkerhed, frem for her..” tilføjede hun med en dæmpet stemme, også mest for at føre det lidt andre vegne, for det var noget som faktisk gjorde hende ked af det, for hun ønskede ikke snakke mere om det.. De havde allerede været inde på det!

[Deleted]

Selvom Sonic var sur og ikke mindst skuffet over at hun havde været ham utro, så havde han skam ikke smidt ringene væk. Et sted havde de jo været der for at påminde ham hvad der var sket, både på godt og ondt, men de betød også utrolig meget for ham, derfor så kunne han slet ikke nænne at gemme dem et sted, da det lidt var de kæreste ejendele som han havde. Det var jo lidt hans et og alt fra deres lykkelige fortid, derfor ønskede han slet ikke at miste dem på nogen måde. Han kunne heller ikke begribe at alt var gået så skævt mellem dem, da det hele føltes surrealistisk, eftersom han aldrig havde troet at de ville ende helt herude, måske mange ville tro det og et sted var det måske også forståeligt, når de havde skændes så meget som de havde, men alligevel havde han elsket hende af hele sit hjerte og gjorde det jo faktisk endnu, hvor han også altid havde anset dem for at være et stærkt par, så at de pludselig ikke var sammen mere, kunne han slet ikke fatte, og da slet ikke når de lige havde elsket sammen og alt føltes så dejlig velkendt og rigtigt, det betød vel også blot at det slet ikke havde været meningen at de skulle ende fra hinanden? Han kunne dog hurtigt regne ud at hun ikke fattede hvad han mente, hvilket næsten kun gjorde ham langt mere usikker, hvor han igen bed sig i den bløde underlæbe, for hvordan kunne han sige det mere direkte? Intet liv var noget værd uden hende i det, ikke for ham i hvert fald. ”Men vi skal jo bare vise hende at du ikke er så slem igen, nu er hun jo stor nok til at forstå lidt af hvad man siger til hende, vi forklarer hende blot at du ikke var i stand til at komme ind i Procias, uanset hvor meget du ønskede det, ligesom det at du er der, vil bevise at du elsker hende og ønsker at være der for hende,” svarede han roligt, inden han let rystede på hovedet, „men det er slet ikke hvad jeg mener Ilaria! Jeg.. jeg ønsker at du skal være en del af det liv. Jeg vil have at du flytter med os til Peula, jeg vil have at du skal være en del af Jacquelines liv, som hendes mor og ikke mindst.. en del af mit liv. Jeg elsker dig, og det vil jeg gøre til døden tager mig for alvor og selv i døden vil jeg elske dig mindst lige så højt! Jeg … vil bare gerne have at vi bliver en familie igen.” Han følte ikke at han kunne sige det tydeligere, men det var vel også klart? Han ønskede at det skulle være dem alle tre igen og ikke mindst, de to igen. Han ønskede at hun flyttede med dem, han ønskede at hun skulle bo hos ham og være mor for Jacqueline, som nok var en selvfølge, men alligevel! Han ønskede at de skulle have det liv, som de aldrig havde fået. Og nu hvor de ikke længere var i Procias, så havde de jo muligheden for at genstarte det liv, som de altid havde ønsket sig. Og det var dét som han måtte ønske.

[Deleted]

Ilaria forstod skam godt at Sonic var skuffet over hvad hun havde gjort, og et sted var det vel også derfor at hun ikke gjorde sig nogen store forhåbninger om at der skulle ske noget de to imellem? Ikke desto mindre, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu, og derfor forsøgte hun jo faktisk bare at acceptere at det var sådan det skulle være. Lige nu forsøgte hun vel bare at nyde den tid hun havde sammen med ham, inden han ville tage videre, for at finde et sted til ham selv og deres datter? Hun kunne jo ikke gøre op for det vanærende som hun havde udsat ham for, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes del, men det var nu heller ikke noget som hun ville dele med ham, for hun ville ikke skændes med ham lige nu.. Hun ville bare have lov til at nyde ham.. sin eksmand, og det var der vel heller ikke noget så farligt i? Jo måske i det lange forløb, for hun vidste, at hun ikke havde mulighed eller ret til at gøre noget som helst, så var det ikke just noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hendes del. At han ønskede hendes hjælp, forstod hun ikke, for han kunne jo sagtens finde et sted selv! Desuden ville hun jo faktisk heller ikke have alt for meget indflydelse, for det ville kun føre til at det hele ville blive forværret i det øjeblik, som han ville forlade hende igen. Hun rystede let på hovedet. ”Jeg har muligvis forsøgt, men hvad forskel vil det egentlig gøre, Sonic? Hun er stadig en lille pige, og hvis hun ligner os bare.. lidt, så vil hun ikke bare acceptere at mor har forsøgt.. for jeg kom jo aldrig nogensinde frem,” forklarede hun sandfærdigt. Det var ikke fordi at hun ville afvise det hele, for det ville hun ikke. Hun lukkede jo heller ikke ligefrem i som en østers. Tvært imod, så forsøgte hun faktisk at finde en løsning sammen med ham.. Og det var vel bare.. bedst, dersom han tog af sted og fandt hvad der var nødvendigt? At det var meningen at han ville have hende med, var noget som for alvor fik gang i hendes hamrende hjerte. Hun blinkede med øjnene, inden hun vendte blikket mod ham. ”…. Det.. Det kan jeg ikke Sonic.. Jeg har et arbejde her nu.. O-og Peula er bare for langt væk.. Jeg.. jeg synes bare du skal finde dig et sted og slå dig ned med hende.. Hun har fortjent det bedste, og det er uanset ikke noget som jeg kan give hende. Jeg vil ikke have hende her i Dvasias.. Det er for farligt, og.. og jeg ved at du kan passe på hende..” Det lignede hende måske ikke at tilsidesætte sine egne behov, men nogen gange så kunne hun jo faktisk godt, og hun forsøgte jo faktisk at vise ham, at selv på trods af hendes isdæmon, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt altid, for hun forsøgte virkelig at gøre det så godt som hun nu kunne! ”Det går ikke, Sonic.. Det.. det går bare ikke.. endte hun med en dæmpet stemme. Hun ville gerne… frygtelig gerne, men frygten for at det igen ville gå så frygtelig galt var noget som skræmte hende!

[Deleted]

Sonic havde skam ikke glemt at Ilaria havde været ham utro, tværtimod måtte han endnu tænkte på det i øjeblikket, skønt han ikke kunne komme bort fra at han nød at ligge med hende igen, da det var en bekræftelse som han i den grad havde savnet! Det var rart at mærke hende så tæt på sig igen, da det var dét som han havde haft brug for. Ganske vidst havde han lagt i med andre kvinder, men de kunne ikke skænke ham det som Ilaria kunne, da hun altid havde overrumplet enhver anden kvinden han havde mødt på sin vej, der fandtes ingen som Ilaria, hun var hans isdronning, hans kvinde, hans hustru, eller alt det havde han været, men han måtte erkende at han stadig anså hende for at være hans, særligt når hun åbnede sådan op for ham og lod ham komme hende så tæt, da det havde bragt dem helt tilbage til deres tid sammen, hvor alt havde føltes perfekt og rigtigt. Han vendte let blikket mod hende og sendte hende et mildt smil. ”Men hun vil lytte til mig og hvis far siger at mor elsker hende, så skal hun nok lære det med tiden, så længe du bare er der for hende, Ilaria. Det behøver ikke at ende sådan her,” svarede han roligt, som han lagde sit hoved ind mod hendes og kyssede hendes kind, imens han indsnusede hendes søde duft, som han måtte erkende at han havde savnet og som endnu kunne gøre ham helt kulret. Det havde virkelig været fantastisk at ligge i med hende igen, hvor han på ingen måder ville glemme denne nat med hende! Til gengæld så gjorde det også bare at han ikke ønskede at det var den sidste, for han havde slet ikke lyst til at give slip på hende nu, ikke når hun havde vist ham at hun endnu ønskede ham og elskede ham, for det gjorde han jo også hende! Han ville ønske at alt kunne være som før, da det klart ville gøre alt bedre, og så ville de ikke sidde her i denne tvivl. At hun så begyndte at afvise ham, fik ham til at vende blikket væk fra hende, hvor han sukkede ganske let og en anelse skuffet, som det så ud til at det aldrig ville blive bedre, hvis hun skulle være så stædig. Denne gang ville han næsten ønske at hun satte sig selv først og tog med ham, for det var jo hvad han ønskede. Han rystede let på hovedet. ”Nej.. Du skal ikke afvise mig Ilaria, jeg elsker dig og jeg vil have dig i mit liv igen, det er intet værd uden dig. Jeg vil have dig ved min side igen, jeg vil have dig som mor hos Jacqueline og selvom du tror at hun hader dig, så passer det jo ikke, hun vil have sin mor, lige så meget som du vil have din datter, og jeg vil have at du skal være der for hende, for hun får brug for dig, jeg kan ikke lære hende alt. Desuden så ved jeg at flere fra rådet er bosat i Peula, så selvfølgelig kan du også det, og vil du virkelig hellere være her og være helt alene, frem for at komme med os? Din familie? Vi kan få det liv som vi altid har villet have, hvor der ikke er kaos, men et som faktisk passer til vores liv, og du kan sagtens være en del af rådet stadig,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen, hvor han var endt med at knuge hende mere ind mod sig. ”Jeg vil ikke miste dig for alvor,” hviskede han hende bedende mod øret, som han mærkede frustrationen og desperationen vælde op i ham igen.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig manglet at have Sonic at ligge ind til, for det var noget som næsten automatisk efterlod hende med en følelse af tryghed, og det var noget som hun helt klart også havde haft brug for, og som hun kun følte nu hvor hun var der sammen med ham på denne her måde. Selvom omstændighederne var så forkerte som noget overhovedet kunne være, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige netop nu. Lige når det kom til deres elskede lille pige, så forsøgte hun virkelig at være en mor for hende, som hun burde, selvom det var tydeligt, at uanset hvad hun gjorde, så var det forkert, og det var en tanke som helt klart også formåede at frustrere hende som intet andet overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang ved hans ord. Det var ikke fordi at hun kunne gøre noget ved det.. Tøsen ville vel næppe blive overtalt bare sådan uden videre? ”Hun lytter tilsyneladende kun til dig, Sonic, så det gør vel ikke nogen forskel, hvis hun ikke nærer den respekt og tillid til mig? Selv som hendes mor? Jeg… jeg kan jo ikke gøre det rigtigt uanset, så… bare lad det ligge..” endte hun dæmpet og næsten med en bedende undertone. At han kyssede hendes kind, sagde hun intet til, som hun ellers bare valgte at blive liggende ind mod hans skikkelse. Selv var det noget som hun faktisk godt kunne lide. Hans stærke arme om hende, også selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som hun havde retten til at nyde af på denne her måde, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Svagt bed hun sig i læben. At afvise ham, var noget som faktisk mere eller mindre lå naturligt til hende væsen, også selvom hun faktisk ikke gjorde det med vilje. At han så skulle rive mere eller mindre alle hendes argumenter fra hinanden, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes del af den grund! Hans ord fik hende for alvor til at sitre og dirre, og med et hamrende hjerte, som næsten føles for at skulle give hende kvalme og gøre hende svimmel. Det var virkelig ikke retfærdigt at sige den slags til hende lige nu! Hun rystede igen på hovedet, som han knugede hende ind mod sig. Hun var vel.. bange for at det igen skulle gå galt? Og hun ønskede slet ikke at ende op så knust endnu en gang! Slet ikke! Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang. At han ikke ville miste hende, var selvfølgelig en tanke som glædede hende voldsomt, selvom.. det jo faktisk kun gjorde det værre for hende! ”J..jeg kan ikke, Sonic.. Et liv uden kaos? Det kan du ikke love mig.. Min datter vil slet ikke vedkendes mig, og vi to gør jo aldrig andet end at skændes.. Vi har jo aldrig gjort andet.. N.. når jeg er alene, så.. så ved jeg hvad jeg har at gøre godt med.. Og det kan jeg lide.. Det andet skræmmer mig.. Jeg.. jeg ved ikke om det vil gå så galt igen.. eller hvornår det gør..” Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst i stedet for. Det lignede hende måske ikke at være så usikker, men lige når det kom til ham, så kunne hun ikke være andet, udelukkende på grund af den betydning som han havde for hende.

[Deleted]

Det var bestemt ikke en let situation som de havde var blevet placeret i, hvilket var noget som måtte frustrere Sonic utrolig meget. Han vidste ikke hvad der var klogest at gøre, eller hvad han skulle gøre i det hele taget, men han ønskede jo et sted bare hende. Han ville egentlig bare gerne have at de blev en familie igen, selvom hun tilsyneladende skulle til at afvise ham igen, hvilket var noget som stak i hans hjerte, for han kunne ikke have med den tanke at gøre at hun konstant skulle afvise ham! Det gjorde ondt, hvor han også blev endnu mere frustreret over hvad han skulle gøre. ”Du giver jo bare op. Du har fået en hel ny chance og du gider ikke engang at kæmpe for din datter,” svarede han lettere sammenbidt, som han havde fjernet blikket fra hende igen. Det var ikke fordi han gad skændes, men det måtte gøre ham sur at de ikke engang kunne finde ud af noget, som det gjorde ham sur at hun konstant skulle afvise ham, for det kunne han jo ikke bruge til en skid! Hun kunne jo ikke engang se at han for en gangs skyld måtte tænke på hende og ikke deres datter. Naturligvis var hans datter også et vigtigt element, også fordi at de skulle finde ud af hvad de gjorde med hende og han havde lovet tøsen at han ville finde et hjem til hende, hvor det nok var sikrest i Peula, der havde han også sin mor, som vidst også kunne bruge lidt selskab efterhånden. Ganske vidst havde det været fantastisk at være Ilaria tæt igen, men han følte næsten kun at det havde forværret det hele, som det bestemt ikke gjorde situationen bedre! Det gjorde det kun sværere at hun nu skulle til at afvise ham igen, hvilket han snart ikke kunne holde ud længere! Han blev vanvittig af det! Som han nærmest måtte hidse sig selv op over tankerne, steg hans kropstemperatur også en anelse, hvor han blot stirrede stift ind i væggen. At hun så fortsatte, bed han tænderne let sammen. Hun fremstillede det som om at hun ikke havde været lykkeligt og tilmed at hun ville være ham utro igen, og det fik ham også til at tænke på at det måske bare var bedst ikke at stole på hende igen? Det havde hun jo allerede vist ham at han ikke kunne. Til gengæld havde det jo været en sensuel dæmon og han vidste godt hvad det væsen gjorde ved én, men når hun skulle afvise ham, så gav det ham ikke just lysten til at kæmpe for noget, da han bare ønskede at kaste alt i jorden, for så kunne det jo være fuldstændig ligegyldigt! Han endte med at fnyse, som han rystede let på hovedet af hende. ”Du fremstiller det, som om at intet har betydet noget,” mumlede han højt nok til at hun ville kunne høre det, skønt han dog ikke så på hende, hvor hans kærtegn også var holdt inde, som han mest følte for at trække armene til sig og bare gå, for dette var han virkelig ved at blive træt af. Han endte med at sætte sig mere op og vende sig mod hende med en sigende mine. ”Du siger selv at du elsker mig, at du ønsker en tilværelse med mig og så afviser du mig? Hvad vil du have Ilaria? For jeg kan ikke holde dine afvisninger ud hele tiden!”

[Deleted]

Situationen tydet til at gå i den forkerte retning, hvilket Ilaria bestemt heller ikke var særlig begejstret for, men hvad kunne hun da gøre ved det? Hun kunne jo ikke gøre det store, når hun jo faktisk ikke turde tro på hvad de kunne ende med i den anden ende. Selvfølgelig ønskede hun jo den form for ro i tilværelsen, og hun vidste at det var en ro som han ene og alene var i stand til at give hende, men tanken om hvor galt og hvor ondt det gjorde, var noget som afholdt hende fra at gøre noget som helst, selvom det bestemt heller ikke just var noget som hun gjorde med vilje, for det gjorde hun faktisk ikke! Tænderne bed hun svagt sammen, som han igen påpegede for hende at hun gav op, for det var slet ikke sådan at hun så på tingene! Slet ikke! ”… Bare lad det ligge nu,” bad hun endnu en gang, for hun ønskede slet ikke at skændes eller diskutere med hende, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund! Som hans kærtegn af hende holdt inde, så vidste hun godt, at det bestemt ikke var godt, og hun ønskede altså ikke skændes med ham! Det var hun mildest talt for træt til, og hun ønskede slet ikke at ødelægge øjeblikket, hvilket vel også var en grund til at hun valgte at afvise ham på den måde som hun gjorde det? Selvom det faktisk var noget som hun stod fast på, for hun ønskede slet ikke at gøre for meget ud af det lige nu, og så alligevel lade det hele falde til jorden senere, for hun havde jo kun fået påpeget at hun gjorde alt forkert! Og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund! ”Det gør det.. Det er slet ikke det, Sonic. Det er bare.. prøv at se hvor vi er nu… alle tre..” fortsatte hun prøvende, som hun igen vendte blikket mod ham. Som han satte sig mere op, var hun næsten tvunget til at slippe ham, hvor hun selv valgte at sætte sig op og vendte blikket i retningen af ham, selvom det var tydeligt, at han endnu var tydeligt utilfreds med hende. Ikke fordi at det var noget nyt, og det var noget som kun gjorde hende selv arrig. Hans temperatur var steget, så hendes var næsten automatisk faldet, for hun ønskede ikke at blive dårlig! Blikket gled væk fra hans skikkelse, kun for at vende det mod døren endnu en gang. Hun burde vel ikke have lukket ham så tæt på sig? Som hun havde gjort lige nu? Hans ord gjorde hende kun mere arrig, hvor hun knyttede næverne ganske let. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at råbe og skrige af hende, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af, og det vidste hun godt, men hun var virkelig, virkelig vred efterhånden, og når han fortsatte med at køre i det, så var det ikke ligefrem nemt! ”Jeg tør ikke i frygten for at blive såret igen, Sonic! Er det så svært at forstå?!” endte hun med en næsten helt febrilsk stemme. Fejlen var ene og alene hendes egen, det vidste hun godt, men frygten for at ende her igen, var virkelig for stor!

[Deleted]

Det hele var tydeligvis ved at krakelere igen, men hun kunne vel heller ikke have regnet med at få ham tæt, og så tro at han ikke ville stille spørgsmål omkring deres fremtid, for det fandt Sonic bestemt som en naturlig ting! Han ville jo desuden uanset hvad vide hvad der skulle ske med dem, hvad de skulle gøre, for det var jo ikke bare de to, men også lille Jacqueline som var med i billedet og hende kunne de ikke se bort fra og som tøsens forældre var de to jo nød til at finde ud af det. At hun så bare bad ham om at glemme det og lade det ligge, fik ham til at fnyse ganske let, som han kunne have regnet ud at hun ville give ham det svar, for det var jo typisk hende! For en gangs skyld ville han næsten have at hun skulle være egoistisk og sørge for at de endte sammen igen, men når hun så bare afviste ham på den måde, så blev han næsten i tvivl om, om hun overhovedet mente det, når hun sagde at hun elskede ham og ønskede ham, for.. det viste hun jo på ingen måde ved at afvise ham blankt, når han faktisk sagde at han ønskede at de skulle være sammen! Som han satte sig op, vendte han blikket mod hende, hvor han så til som hun selv kom bedre op at sidde. Han rystede let på hovedet til hendes ord. Se hvor de var nu? ”Det er jo din skyld at vi er skilt fra alle vinde!” svarede han fast, skønt han te lige så hurtigt som han havde sagt ordene, hvor han slog blikket ned, for.. det havde jo ikke været sådan han mente det. Han bed sig let i læben, inden han lod tungen stryge over dem, som han sukkede ganske let. Han ønskede ikke at skændes med hende, ikke efter sådan en fantastisk tur med hende, som var en bekræftelse han virkelig havde længtes efter! En bekræftelse som kun hun kunne give ham. ”Undskyld.. det var ikke sådan ment..” undskyldte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende igen. ”Det er jo kun os to, som kan sørge for at vi ikke er splittet og skilt Ilaria.. hvorfor vil du ikke have os samlet igen?” Det gjorde ondt at hun bare afviste ham, frem for at forsøge at finde ud af tingene med ham, for det ville han da klart hellere have! Han ønskede jo faktisk at de kunne blive en familie igen. At hun så selv blev arrig og hævede stemmen, gjorde kun at han selv hidsede sig mere op, for han fandt sig ikke i hendes tone! Han måtte endnu engang fnyse af hendes ord, hvor han bed tænderne sammen. ”Dig, såret? Det var sgu da dig selv der valgte at være mig utro! Og det var dig selv, der valgte at smide ringen bort, som jeg nu bærer om halsen! Det er din skyld at du sidder her alene! Og når jeg så siger hvad jeg inderst inde vil have, og som du selv vil have, hvorfor afviser du mig så?!” spurgte han, som han igen havde hævet tonen, hvor han også havde vist sin halskæde frem, ved at løfte op i den, da han havde talt om ringene. Han bar ringene af en grund, og det var ikke så han kunne hade hende endnu mere, da de tværtimod var et minde om den gode tid sammen, en god tid som de endnu engang lige havde delt og som nu var ødelagt igen, lige så hurtigt som den var kommet.

[Deleted]

Det hele var en optakt til et nyt skænderi, selvom det slet ikke var noget som Ilaria var synderlig interesseret i! Hun havde om ikke andet, så havde hun da nydt den stund og den tid sammen med ham, selvom det var tydeligt, at det ikke gjorde nogen forskel uanset hvad. Tænderne bed hun fast sammen, som hun vendte blikket væk fra ham. Det havde været godt så længe det nu måtte være, men at han så skulle begynde med de mange beskyldninger igen, var noget som gjorde hende irriteret, for hun vidste jo godt at det var hendes skyld! Det var hendes skyld alt sammen! Selv valgte hun for alvor at give slip på ham og trak sig væk fra ham, også selvom det jo faktisk var hendes eget værelse. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med en yderst kortfattet og meget alvorlig mine. ”Det behøver du så sandelig ikke fortælle mig.. Det er jo alt sammen min skyld, ikke?” endte hun med en fast vrissen. Hun havde været tilbøjelig til at.. bare glemme det for en stund og bare nyde det sammen med ham, selvom det var tydeligt, at han måtte være af en helt anden mening. Hun stod dog fast på at han var det bedste for deres lille pige, og det var ikke noget som han kunne få hende til at modsige ham i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde! Hun kneb øjnene sammen. Selv i det indre, måtte hun vel.. græde? At han skulle råbe og skrige af hende igen, havde jo slet ikke været hendes hensigt med noget som helst af det her! Selvom hun ikke nåede at svare ham igen, før han havde hævet kæden som han havde om halsen, næsten som han ønskede at kyle det hele op i hovedet på hende, fik hende til at tie omgående, for hun manglede jo den ring! Hun manglede at have den at gå med, også selvom hun vidste, at hun intet kunne stille op med det nu, hvilket næsten kun gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende! ”Jeg tør ikke give det endnu et forsøg, når jeg ved at chancen for at ende her igen, er frygtelig stor, Sonic! Jeg ved det er min skyld! Jeg ved at alt sammen er min skyld! Jeg ved at jeg ikke kan gøre op for hvad jeg gjorde mod dig, som du sikkert heller ikke kan gøre op for hvad du har gjort mod mig! Du kan for pokker ikke give mig nogen garantier som jeg kan bruge til noget som helst! Løftet om en mulig tryg tilværelse? Jacqueline vil mig ikke og hun kommer jo kun til at hænge på dig, og så er vi for pokker da lige vidt!” Tårerne meldte sig igen, hvor hun let rejste sig fra sengen og greb omkring dynen, som hun holdt op foran sig, næsten som han pludselig ikke fik lov til at kigge på hende mere. Hun vendte blikket væk fra ham. Det gjorde ondt, når det foregik på den her måde, også selvom det vel.. bare var typisk dem? ”Jeg synes du skal gå nu..” afsluttede hun så kontrolleret som det var hende muligt.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Sonic ønskede at skændes med Ilaria, men det var vel bare.. typisk dem? Det var et skænderi ud af alt for mange skænderier, selvom det var tydeligt at alt bare var galt mellem dem, skønt det havde føltes så perfekt og rigtigt for bare et øjeblik. Han forstod dog ikke hvordan hun kunne få sig selv til at afvise ham, når han sagde at han ønskede hende i sit liv og ville finde et hjem med hende, til dem alle sammen, for det ønskede han jo inderligt! Det var også hendes mange afvisninger, der gjorde at han blev i tvivl om hun overhovedet havde ment det, da hun havde sagt at hun havde elsket ham og havde været lykkelig, for det viste hun bestemt ikke ved at afvise ham, når han så åbnede fuldstændig op! Hendes ord fik ham til at sukke ganske let, som han kort vendte blikket bort og gned sig ved det ene øjenbryn og ud mod tindingen. Hvorfor skulle de altid skændes? Det var utroligt at de aldrig formåede at tale om tingene, men de havde en sjov tendens til at hidse hinanden op og hvis først den ene hævede stemmen, gjorde den anden også. Han så roligt mod hende igen med et fattet mine. ”Det var ikke det jeg mente Ilaria.. jeg ønsker bare ikke at vi skal være skilt, og jeg hader at du konstant skal afvise mig,” svarede han roligt, som han bed tænderne let sammen, idet han vendte blikket væk fra hende igen. Han ønskede ikke at skændes med hende, selvom han frygtede at bomben allerede var faldet og havde ødelagt alt. Han ville dog heller ikke til at kaste med skyld igen, da han var træt af at det skulle være sådan mellem dem. Han holdt af hende, han elskede hende og han ønskede bare at være lykkelig med hende igen og at hun så satte en stopper for det, ved at trække sig væk fra ham følelsesmæssigt, det gjorde ondt, når han inderst inde bare ønskede at de skulle være en familie igen. Han forstod heller ikke hvordan hun selv kunne få sig selv til det, men det var vel bare typisk hende at tage afstand til alt? Hendes ord fik ham til at sidde og åbne og lukke munden flere gange, da det jo slet ikke passede! Og det var jo helt forkert opfattet! ”Men det bliver en tryg tilværelse Ilaria! Jeg har ikke tænkt mig at lægge mig ud med nogen denne gang! Tværtimod vil jeg slå mig ned og starte en ny vindproduktion op, jeg ønsker ikke mere strid, ikke så længe Jacqueline er lille og bor hos mig! Og desuden, så er alt ikke tabt ved hende, hvorfor kan du ikke bare give det en chance?” spurgte han med en snert af frustration i stemmen, for det frustrerede ham at hun ikke kunne se det. Han lagde en hånd mod hendes lår, skønt han endte lettere måbende, da hun valgte at rejse sig og så med de ord. Som hun rejste sig og trak dynen med sig, endte han selv mere eller mindre blottet, hvor han blot så op mod hende med åben mund, som han til sidst valgte at lukke. Han strøg sig let over læberne med tungen, som han let fnyste. ”Udmærket..” endte han dæmpet, som han valgte at skubbe sig hen til sengekanten, hvor han begyndte at trække underbukserne på og derefter bukserne. Han sagde intet, som han heller ikke så på hende, for han ville ikke have at hun skulle se det sårede blik, da han alligevel var for stolt til at vise hende det. Men det gjorde dog ondt at tingene skulle foregå sådan mellem dem.

[Deleted]

Ilaria ønskede slet ikke at skændes med Sonic, også selvom det altid skete alligevel, og den tanke i sig selv, var virkelig ved at irritere hende. Hvis der virkelig var nogen som formåede at vække hendes vrede, så var det da helt klart ham! Det var måske ikke med vilje dette skete, men det ændrede skam ikke på det faktum, at det var noget som skete alligevel, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes skyld af den grund. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med en fast mine som tidligere. ”Du skal bare konstant påpege mig de fejler og mangler, som jeg ved jeg har, og som jeg ved jeg har begået, Sonic.. Det gør det heller ikke ligefrem lettere for mig,” påpegede hun med en tydelig spids tone. Det var ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, også fordi at det slet ikke var noget som gjorde det bedre, for de gjorde jo ikke andet end at skændes, og de havde vel heller aldrig gjort noget andet ved det. Hun vendte blikket væk fra ham, som han lagde hånden mod hendes lår, hvor det igen sitrede i hendes krop. Det var ikke fordi at hun havde noget imod det, men de berøringer burde ikke ske når de var midt i et skænderi, som havde det været et forsøg på at for hende til at holde mund, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! ”Du kan ikke give mig nogen garantier! Du kan ikke garantere mig en tryg tilværelse sammen med dig, og som du selv siger, så kommer hun til at bo med dig! For mig, så er alt tabt ved hende! Hun gider mig ikke, og så gider jeg bestemt heller ikke at bruge tid og kræfter på noget, som jeg ikke engang ved om jeg vil kunne få..!” endte hun med en fast og næsten frustreret stemme. Selvom det måske var hendes egen skyld, så forsøgte hun jo faktisk at gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være. Det faktum at hun bad ham om at gå, var egentlig kun fordi tanken gjorde for ondt.. Det brændt så dybt i hendes sind, at det slet ikke var en smerte som hun nogensinde kunne holde ud af at bære den, og det gjorde ondt, at det var sådan han så på hende. Selvfølgelig var det noget som kun måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Dynen holdt hun op over brystet, som hun så ham begynde at tage tøj på, også selvom hun ikke kommenterede det. En tåre trillede let ned af hendes kind. Hun… ønskede jo ikke ligefrem at han skulle gå, men når de konstant skulle ende med at skændes, så var det jo heller ikke ligefrem noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, og det vidste hun jo godt. ”:.. Fint,” svarede hun blot, selvom det var med en yderst dæmpet stemme. Hun ønskede det jo.. slet ikke.

[Deleted]

At Ilaria begyndte at vrisse af Sonic, gjorde det ikke just bedre, selvom han denne gang ikke lod sig hidses op over dem, da det jo slet ikke havde været hans mening at såre hende med sine ord! De var også kommet forkert ud af munden på ham, som han havde sagt dem i et øjebliks vrede, hvor det hele tydeligvis havde krakeleret. Det gjorde også ondt at de ikke kunne nyde nogen stund sammen, da det klart var noget som han måtte savne, ligesom han også havde nydt at ligge med hende i sin favn, hvor han bare havde kunnet ligge og stryge hende og mærke hendes kærtegn i retur. Han havde savnet at blive bekræftet af hende, skønt det tydeligvis ikke havde holdt særlig længe. ”Det var jo heller ikke sådan ment, Ilaria.. jeg ved udmærket godt at jeg ikke er uskyldig i sagen, men hører du overhovedet hvad jeg siger? Jeg vil have at vi skal være sammen!” svarede han med en frustreret tone, som hun jo aldrig lyttede til andet end hvad hun ville høre og sådan fordrejede hun hans ord og gjorde dem til noget dårligt mod hende, og sådan var det jo slet ikke ment! Han ønskede at de skulle være sammen, han ønskede hende ved sin side. Han slog lettere frustreret ud med armene, som hun fortsatte, hvor han slet ikke følte at hun hørte hvad han sagde eller at han kunne sige noget rigtigt. Hvad pokker skulle han også gøre? Han fortalte hende hvordan tingene blev og noget som hun selv var enig i og så mejede hun ham bare ned igen, hvilket kun frustrerede ham yderligere! ”Jeg kan da godt garantere en tryg tilværelse Ilaria, for det bliver det! Og du sagde selv at tøsen skulle bo hos mig, og hvis du gad at høre efter, så siger jeg også at jeg vil have at du skal bo hos mig! Jeg elsker dig for pokker! Jeg ønsker ikke et liv uden dig! Hvorfor kan du ikke bare tage med mig..?” Han bed tænderne let sammen, som han mærkede sorgen vælde op i ham igen. Det gjorde ondt at det skulle være sådan mellem dem, men det kunne jo på ingen måde blive bedre, hvis hun ikke gad give efter og de ønskede tilmed det samme! Eller nu kunne han helt blive i tvivl, hvor det næsten tydede til at hun kun havde talt ham efter munden, men på den anden side, hvorfor skulle hun så have ladet ham komme tæt? At hun så også bad ham om at gå, var da klart det som gjorde mest ondt, skønt han ikke gad sige hende imod længere, det var hendes værelse og hun bestemte, så hvis hun ikke ville have ham her, jamen så skulle han nok gå. Han rejste sig roligt, så han kunne trækker bukserne på, hvor han endnu manglede blusen, han skævede kort mod hende og anede tåren trille ned ad hendes kind. Han vendte sig let mod hende. ”Får du det virkelig bedre af at jeg går, Ilaria?” spurgte han roligt, som han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden, for at fjerne tåren, inden han trak hånden til sig igen, skønt han så afventende på hende. Hvis hun bad ham om at gå, så ville han gå, skønt han da klart ville foretrække at hun slugte sin stædighed og lod ham blive, da det var det som han inderst inde ønskede.