Good news?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, hvor man slet ikke var i tvivl om at vintertiden var over dem, som det allerede begyndte at blive mørkt ved tidlig aften, det var noget som mange af mørkets væsner måtte nyde, men som nogle måtte hade. Mørket havde Sonic aldrig haft noget imod, da han trods alt havde været mørkedæmon før, den dæmon var dog blevet revet fra ham, da han var genopstået. Det som var hans problem var kulden, da han direkte hadede vinter! Sommeren var hans rette element, men det var så også fordi han var ilddæmon og solen var hans bedste energikilde. Noget i ham havde dog vænnet sig til kulden og isen, men det var så også kun fordi han havde været gift med en isdæmon igennem en længere årrække, hvor man derfor lærte at leve med det, samt man vænnede sig til det. Det gode ved at være ilddæmon, var til gengæld også det at han kunne skrue op for sin kropstemperatur, når det blev koldt, så det var ikke sådan at han ville fryse – medmindre det blev snestorm, så ville han få sværere ved at tilpasse sig.
Sonic kom ridende på den sorte hingst, som han havde lånt af sin mor, til at ride hele vejen til Procias, for at finde ud af om hans datter var i live eller ej. Det var kommet som et chok at se hende i live, selvom det naturligvis havde opfyldt ham med lykke og varme, da den tøs virkelig betød alt for ham! Han havde også nydt nogle gode dage med hende, selvom afskeden havde været hård, men han havde bedt hende om at være stærk, som han havde bedt hende om at være modig og vente, for så skulle han nok komme og hente hende, når han engang fik et hjem opbygget til dem. Hvor det helt præcist skulle være, vidste han ikke endnu, men han havde dog flere planer og tanker i hovedet, som han også godt kunne overveje at starte en ny vinproduktion op, da det trods alt var noget som han var god til og hvis han skulle have sin datter hos sig, så krævede det også at han levede et forholdsvis stille liv, da han ønskede at være der for hende, og han nægtede at svigte hende igen! Han kom fra Atterlin af, hvor han havde besøgt Baronessen. Han kunne ikke just klage over hændelserne, skønt han vidste at det var forkert at ligge i med en warlock, men enhver mand havde sine lyster og han havde ikke været en kvinde tæt, siden han var kommet tilbage, da alt havde været kaotisk i hans liv, men nu var han sit gamle kække jeg igen, hvor han bare ønskede at få sin datter igen, så han kunne få et godt liv med hende. Han havde dog søgt til Appolyon, dæmonernes by, eftersom han havde lovet en ganske særlig person at sige til, når han havde funder sin lille pige, hvor han skam holdt sit ord. Han steg roligt ned fra hesten, som han bandt fast til en pæl, inden han måtte søge indenfor i de dybe grotter. Hvor han kunne finde hende anede han ikke, men det var vel bare at lede og så se? Hvad hun foretog sig for tiden anede han heller ikke, men det var en splittet følelse han bar i sit indre, over at skulle se sin eks igen.

[Deleted]

At det var ved at være koldt og vinter, var slet ikke noget som påvirkede Ilaria negativt, for hun elskede det faktisk! Det var den bedste tid på året set fra hendes side, også selvom det faktisk.. forårsagede hende frygtelig megen smerte med tanke på hvad hun havde lavet de sidste frygtelig mange af slagsen, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes del. Hun var alene.. hun havde ikke rigtigt noget at tage sig til, andet end at passe sin plads i rådet af dæmoner. Selvfølgelig var hun glad for at hun kunne bruges til bare lidt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det var nu bare ikke det samme. Camille så hun selvfølgelig i tide og utide, men det var ikke nær så ofte, også fordi at hun vel heler ikke ville holde på hende? Hun havde sin mand, også selvom det var en mand som hun virkelig følte for at slå ihjel, når hun fik fortalt om de småting som manden havde gjort, selvom hun vidste at hun slet ikke burde blande sig. I det tilfælde, så havde Sonic måske ikke været den slemmeste, men det var bare meningen at hun skulle være vred på ham, og det var hun så sandelig også, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Hvad Ilaria havde at forvente sig af lige i dag, havde hun ingen anelse om, men hun havde ikke set Sonic i… frygtelig lang tid, så hun vidste ikke hvad hun havde at forholde sig til, så hun regnede vel heller ikke med at se ham igen? Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til, for hun gad bestemt ikke at blive holdt for nar, som hun følte, og det var bestemt ikke noget som hun kunne tilgive bare sådan uden videre! Hun ville aldrig nogensinde kunne tilgive ham for hvad han havde gjort! Uanset hvilken tid det var på aftenen, så lå hun faktisk i sin seng. Hun var ikke den som søgte ud, som hun faktisk mest af alt.. holdt sig for sig selv. Folk snakkede jo stadig om de gamle tider, og det at de snakkede bag hendes ryg, var noget som gjorde hende vred, selvom.. de havde vel ret? Hun havde været en komplet idiot at give sig hen til en mand som ham, og det var bestemt ikke en fejl som hun ville begå endnu en gang! Selv lå hun i sin sødeste søvn – langt om længe, for hun havde i den grad også brugt forbandet lang tid på at falde i søvn, og det var bestemt heller ikke nemt i sig selv, for hun havde været vant til at sove med andre omkring sig, og det var bare ikke tilfældet lige nu. Ja, hendes tanker gik ganske vidst til Camille, som den eneste som i princippet havde holdt hende med selskab, og det at ligge i hendes favn var.. rart. Hun kunne jo faktisk kalde sig for en.. single og ugift kvinde nu, selvom den tanke i sig selv, faktisk var utrolig mærkværdig for hende, en.. det gav hende muligheder for en gangs skyld, og med den nylige erfaring som hun havde fået, så gav det hende en fordel!

[Deleted]

Som Sonic kom til Appolyon, var det splittede følelser som det efterlod ham med. Han havde aldrig været god til større forsamlinger, da han altid havde været en mand der havde klaret sig selv. Ganske vidst havde han efterspurgt en plads i rådet, men det var et job som Ilaria faktisk fraholdt ham fra, eftersom hun ikke ønskede at have ham i det og Cecilaya havde gjort det tydeligt at hun ville vælge Ilaria til hver en tid, hvilket han sådan set også havde sin respekt for, da han vidste at mange ikke ville stole på ham, hvor han jo sådan set også var en utilregnelig person der kunne gå bag ens ryg så snart det skulle være. Det gjorde ham nu heller ikke så meget, da han havde fundet en ny tilværelse som han ønskede og der havde han kun brug for sin datter, og der var det ligegyldigt om han boede blandt sine artsfæller eller ej. Der havde han også overvejet at flytte helt til Peula, så han også var tættere på sin mor, for hun var trods alt en kvinde, som han gerne ville lære bedre at kende, hvor det også var hende der havde fortalt ham om at hans datter endnu var i live, så et sted følte han at han skyldte sin mor en hel del, som hun delvist var skyld i at hans hjerte var healet og at han ikke længere følte sig tom. Han havde troet at han havde mistet alt, men hans datter var i live og han befandt sig i dæmonernes by fordi han havde lovet Ilaria at han ville give besked om det, og da hun var tøsens mor, og selv gik i den tro at hun var død, så ville han naturligvis også gerne lade hende vide at hendes datter faktisk var i live og måske det også kunne banke lidt fornuft ind i knolden på hende, så hun kunne se at han faktisk havde handlet til alles bedste! Han havde allerede passeret flere dæmoner på sin vej, selvom folk ikke tog sig af ham, for de fleste kendte ham ikke engang. Det var dog ikke noget som gjorde ham det mindste, eftersom det gjorde at han kunne starte på en frisk, hvilket ville være rart, og denne gang slap han ikke chancen om at få et liv med sin datter, da den tøs betød alt for ham. Der var dog visse som kendte til hans tid i Procias, skønt det var ganske, ganske få, hvor der så var andre der kendte ham som Ilarias eks, da de jo havde set ham hos hende et par gange før, hvor han også havde spurgt efter hende flere gange. Han valgte roligt at søge hen til en isdæmon, da hun trods alt var deres repræsentant. Han åbnede munden og skulle til at spørge, da kvinden blot afbrød ham og sagde at Ilaria befandt sig på sit værelse, hvilket gjorde det tydeligt at denne kvinde vidste hvem han søgte efter. Han så efter kvinden for en kort stund, som det næsten måtte forundre ham at hun havde kendt til hans spørgsmål, for så tit havde han altså heller ikke spurgt efter hende! Han valgte dog roligt at gå ned gangene, der førte til hendes værelse, hvor han roligt bankede på døren. Hvordan hun ville reagere vidste han ikke, selvom han havde på fornemmelsen at det var med vrede. Sidst de havde set hinanden havde hun dog talt om at hun ønskede tid og at de kunne tale sammen når hun var klar igen, og det var lang tid siden at de sidst havde set hinanden, så mon hun havde tænkt det igennem?

[Deleted]

Ilaria var stort set ligeglad med hvad Sonic egentlig rendt rundt og lavede, for hun kendte ham godt nok til at vide, at han sikkert allerede var i gang med en kvinde eller to, for.. det lignede ham jo! Desuden var det ikke noget som hun havde retten til at blande sig i længere, for de havde været gift til døden dem skilte, og den havde skilt dem.. Det havde ikke bare frarøvet hende ham, men også det trygge liv som hun havde haft i Procias, hvilket faktisk var noget som hun var ked af, men det i sig selv, indikerede egentlig kun hvor idiotisk hun havde været, at skulle lægge sig i sammen med en mand som Sonic, hvilket næsten var det som gjorde, at hun så nemt faktisk kunne blive irriteret på sig selv, uden at hun egentlig kunne gøre det største ved det af den grund! Selv i hendes søvne, var hun præget af tankerne, også selvom de alligevel oftest gled til Camille. En kvinde som var kommet hende så frygtelig tæt, og en som hun havde vovet at lukke tæt på sig, og en som faktisk ikke havde svigtet hende, og det var noget som hun selv havde brug for. Folk snakket om hende, når hun passerede dem på de mange gange, også selvom hun virkelig ikke kunne slå dem ned for det, for de havde jo ret, og det var jo næsten det som var det værste af det hele, og specielt for hende, som altid havde været så.. forfængelig, og som gik op i at det hele skulle være rigtigt, og det var der så ikke noget som havde været, hvilket bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende .
Selv i søvnen var hun ikke just påvirket af hvad der skete omkring hende. Desuden havde hun ikke ligefrem noget andet at give sig til. Camille var taget hjem til sin kære mand, også selvom Ilaria nærmest havde tryglet og bedt hende om at blive her sammen med hende, for.. hun brød sig et sted ikke om at være alene, for det var faktisk ikke en fornemmelse som hun brød sig om, men vel bare en som hun efterhånden skulle vænne sig til. Som det bankede på døren, så vred hun sig en anelse i søvnen, også selvom den ikke umiddelbart rev hende ud af den. Døren var ikke låst, da der ikke just var låse på dørene her – ikke på hendes om ikke andet, for hun var der jo trods alt også altid, og det var bestemt ikke ofte, at hun lå i sin søvn på den måde, som hun gjorde det i denne stund, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Hun var vel.. ensom egentlig? Let endte hun med at åbne øjnene, kun for at strække sig. Bankede det på, eller havde det bare været endnu en af de mange drømme? En af de drømme som involverede Camille som kom til hende og reddede hende fra den ensomhed. Hun sukkede dæmpet, som hun vendte sig om og endelig rejste sig. Hun var kun i den lette og løse underkjole, som bestemt ikke lage skjul på den ellers smukke figur. Hun havde trænet meget igennem den sidste tid, for at få bugt med sporene efter den graviditet og den lille pige som hun havde mistet, da hun endnu gik i troen om at hun var død og borte – hvilket stadig var en tanke som smertede som aldrig før!

[Deleted]

Hvad Ilaria rendte og foretog sig, gad Sonic et sted slet ikke at tænke på, da han egentlig bare gerne ville forsøge at glemme hende, særligt med det som hun havde gjort mod ham, og nu hvor han var sit gamle jeg igen, så så han også anderledes på tingene. Før havde han været så deprimeret at han bare ville have sin familie igen, hvor hun havde afvist ham og nu, nu ville han bare glemme den kærlighed som alligevel ikke havde bragt ham noget godt i sidste ende, foruden hans datter naturligvis. Hans lille prinsesse var den vigtigste person i hans liv, vigtigere end nogen anden kvinde, vigtigere end hans lyster, simpelthen vigtigere end hans eget liv, som han ville omlægge hele sit for at få plads til hende og give hende en tryg og sikker opvækst. Det måtte også irritere ham at der var andre som tog sig af hende og så særligt vampyrer, der ændrede hele hendes døgnrytme, noget som virkelig gjorde ham hidsig! Det kunne godt være at han var en ond og slem mand, når det kom til alle andre men når det kom til sin lille pige, så var han den kærligste mand på jorden, hvor han som enhver anden god far ønskede det bedste for sin pige, så der var han måske ikke så anderledes igen, men han nægtede ganske simpelt at svigte sin pige, som han var blevet svigtet af sine egne forældre. Han skulle bare finde en måde hvorpå han kunne få hende med sig hjem, hvor han også havde tænkt over visse ideer til hvordan.
Hvor længe siden det var at Sonic havde set Ilaria vidste han ikke, men det nærmede sig i hvert fald et godt stykke tid. Det var godt nok heller ikke Ilaria han tænkte mest på, da hans tanker var gået meget til hans lille prinsesse, eftersom han skulle til at skabe et nyt liv, få et nyt hjem, hvor tøsen kunne vokse op med ham. Han havde også nydt den tid han havde tilbragt med sin lille pige, hvor tøsen også havde opfyldt det tomrum som han havde følt, hvilket vel et sted havde reddet hans liv? Det var hverken godt for en ild eller mentaldæmon at blive deprimeret, da det kunne slå racen ihjel og da han var begge, så gjorde det det ikke ligefrem bedre.
Som Sonic stod ude foran døren, kunne han godt høre hvordan hun måtte røre på sig derinde, hvilket næsten måtte gøre ham utålmodig, for hun havde da tydeligvis ikke travlt! Han himlede let med øjnene, som han sukkede irriteret, inden han tog i døren og åbnede den, så han kunne træde ind. ”For pokker Ilaria, du kan ikke lade mig stå derude hele na..” Han stoppede sig selv, som hans mørke øje måtte falde på hendes skikkelse, hvor han stoppede op, som hun stod der i den lette og løse underkjole, hvor han godt kunne se at hun havde trænet, for hun så jo direkte.. fantastisk ud. Han måtte bide sig selv hårdt i kinden, da den alt for velkendte følelse dukkede op i ham, hvor han forsøgte at ignorere den. Han vendte let blikket til siden, som han forsøgte at samle sine tanker, inden han så mod hende igen og forsøgte at holde blikket kortfattet, dog kunne han ikke rigtig få formuleret ordene, hvor han også åbnede munden og lukkede den igen, som intet kom ud, hvor han følte sig helt dum at stå der som en idiot uden ord! Ligesom han hadede at hun skulle have den effekt på ham!

[Deleted]

Sonic var bestemt ikke den mand som havde præget Ilarias tanker igennem den sidste lange tid, for han beviste jo kun tydeligt for hende, at hun ikke var det værd for ham. Hun havde modtaget hans brev, og selvom det var langt tid hun havde siddet med det, så havde hun også indvilget i at gå med til det at mødes senere, og hun havde skrevet svar, som hun så aldrig havde fået respons på, hvilket selvfølgelig var noget som direkte måtte irritere hende i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun var ikke det værd i hans øjne, og det var noget som selvfølgelig gjorde ondt, men hun var vel efterhånden vant til at skulle klare tingene alene? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende af den grund. Jacqueline savnede hun virkelig, også selvom hun nu var temmelig sikker på at.. hun var død og borte, for hun havde slet ikke hørt noget andet, og nu hvor Sonic havde lovet at give hende besked, selvom hun intet havde hørt, så var det bestemt ikke fordi at det gjorde det meget nemmere for hende, for.. han var vel fuldstændig ligeglad med hende?
At Sonic stod ude på den anden side af døren, vidste hun ikke. Hænderne lod hun glide igennem det lange mørke hår, som efterhånden var ved at være frygtelig langt. Denne aften lå det faktisk slapt nedover hendes ryg, smukt, mørkt og bølget – et smukt tegn på hendes feminine side, hvilket ikke ligefrem var noget som hun lod komme til syne for ofte. At døren så bare uden videre, endte med at gå op. Hun vendte sig hastigt. At se Sonic stå der, var noget som efterlod hende med en direkte knude i brystet. Hun blinkede let med øjnene, som hun selv vendte blikket væk fra ham, kun for at søge hen til væggen, hvor hun greb omkring sin kappe, som hun kastede omkring sig selv, så hun kunne skjule sig lidt, for det var bestemt ikke sådan her han skulle have lov til at se hende – det var et syn hvilken ret han havde mistet! ”Hvordan skulle jeg vide, at du stod på den anden side, Sonic?” spurgte hun med en stilfærdig stemme. Nok ikke nær så afvisende som hun havde været tidligere. Det var måneder som var gået, uden at hun havde hørt så meget som et ord fra ham omkring deres lille pige, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende.. irriteret, også fordi at hun så på det som et brud på den aftale som de havde lagt. Hun slog armene over kors. Hun havde trænet og endda intenst, så hun kunne komme ordentlig tilbage i form – ligesom da de havde mødt hinanden. Hun vendte de isblå øjne direkte mod ham endnu en gang og med en yderst fast mine. Hun var jo trods alt en isdæmon og det var endda også med alt hvad det måtte indebære! ”Hvad er det du vil?” fortsatte hun med et let hævet bryn. Hun holdt endnu afstand til ham, for der var ikke noget dem mere, og det var bestemt ikke noget som hun regnede med skulle laves anderledes uanset.

[Deleted]

At Ilaria havde skrevet tilbage på Sonics brev, var slet ikke noget som var ham vidende, da han kun havde været hjemme hos sin mor for få minutter, inden han var redet over stok og sten for at komme til Procias og finde ud af om hans datter var i live, og det havde hun været! Det var en tanke som gjorde ham direkte lykkelig at tænke på, hvor han også ville afholde sit løfte til Ilaria, skønt hun havde gjort det frygtelig tydeligt at hun ikke gad have mere med ham at gøre, men hun var tøsens mor og derfor havde hun fortjent at vide at hendes datter faktisk var i live også fordi hun havde givet udtryk for den kærlighed hun havde næret til deres datter, og den sorg hun havde følt ved at miste hende, og nyheden omkring at deres datter endnu var i live, var derfor noget som hun burde vide. At det så skulle tage sin tid før hun fik taget sig sammen til at stå ud af sengen og åbne døren, var noget som gjorde ham helt utålmodig – hvilket også lå til ilddæmonen i ham – hvor han selv tog styringen og åbnede døren, for at træde indenfor. At han så skulle se hende i underkjolen, var anden gang det skete, som det også var sket sidst han havde set hende. Det var dog et syn der kom bag på ham, selvom det som kom bag på ham, var at hun havde trænet, som hun så gudesmuk ud, præcis som da han havde set hende under deres allerførste møde. At hun så gik hen og tog kåben omkring sin krop, sagde han intet til, som det også lidt hjalp for at få styr på tankerne og følelserne der pludselig vældede op i ham ved synet af hende. Hendes stilfærdige stemme, var dog noget som kom bag på ham, for han havde troet at hun ville reagere med vrede, præcis som hun altid gjorde. Han bed sig let i den bløde underlæbe, som han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige, derfor nåede han heller ikke at finde en sætning, før hun spurgte hvad det var han ville. Hendes rolighed måtte næsten gøre ham helt mistænksom, da han havde regnet med at hun ville blive sur over at se ham igen, særligt når han bare brød ind, men hun stod bare der helt fattet og roligt, hvilket næsten gjorde ham.. usikker. Han rømmede sig lidt, som han roligt lukkede døren bag sig, da alle andre ikke behøvede at vide hvad de snakkede om. Han vendte blikket mod hende igen, hvor han kort bed tænderne sammen, inden han genvandt fatningen. ”Jeg kommer for at afholde mit løfte. Jeg lovede at jeg ville sige til når jeg fandt vores datter, og det har jeg,” fortalte han i en rolig og fattet tone, hvor han ikke tog blikket fra hende, som han nærmest måtte studere hende fra top til tå. Hun havde langt om længe fået trænet sig i god form igen, hvilket de begge havde været dårlige til da de havde boet på herregården som luksussen havde gjort dem dovne, men hun var skam ikke den eneste der havde trænet, da han også selv havde, for at holde sig i topform, da han også altid havde været en mand der var gået op i udseendet. Han betragtede hende dog blot afventende.

[Deleted]

Det var for længst gået op for Ilaria, at hun ikke fik noget ud af, at gå rundt og være sur på ham, for det var slet ikke noget som ville gøre det meget bedre for hende, for det kostede hende faktisk kun energi – energi som hun slet ikke følte at hun havde. At han så havde stået på den anden side og bare var vadet direkte ind, var ganske vidst ikke noget som hun havde regnet med, for det havde ganske enkelt været overraskende selv for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun havde trænet, og hun havde endda også trænet hårdt, også for at abstrahere lidt fra det hele. Det var kun noget som hun gjorde når Camille ikke var der, for noget var hun jo nødt til at lave når hun var alene, og nu hvor hun virkelig følte sig.. alene, så var det noget som hun var gået frygtelig meget op i, det var helt sikkert! Hun trak vejret dybt, som hun trak kappen godt omkring sig, også for at holde sig selv lidt i det skjulte, også for at gøre det hele en anelse nemmere for hende, for hun ville heller ikke ende derude, hvor de havde været før, for hun ville slet ikke have ham tæt på sig! At han var kommet her for at fortælle hende omkring deres datter, var noget som for alvor gjorde hende nysgerrig, for det var noget som hun virkelig havde brug for at vide efterhånden, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun blev stående på gulvet, og alligevel med den afstand til hende, også mest for sin egen skyld, for hun var nødt til at passe på sig selv, og nu hvor hun ikke just havde noget andet valg end at bare.. være alene, så var hun jo nødt til at gøre et eller andet.
Et enkelt skridt, endte Ilaria med at tage imod ham. Hun havde måske ikke reageret med vrede, men bestemt heller ikke savn eller længsel. Hun beskyttede sig vel med tanken om at han sikkert allerede havde fået hende erstattet? Han var en flot mand, hvilket hun kunne se, for det havde han altid været, så en anden kvinde havde han sikkert fundet og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Det havde vel ikke haft nogen betydning for ham? Alt det som de havde haft? ”Det tog sig sin tid, Sonic.. Fortæl mig hvor du har valgt at gravlægge hende og hvor du har gemt dig i din sorg, før du mandede dig op for at fortælle mig det,” endte hun ganske kortfattet. Nej, det var måske ikke de største tanker som hun gjorde sig om ham, for hun bar vel stadig nag ved at hun var holdt sådan for nar? Og det faktum at han havde troet at han havde haft en chance ved hende sidst, for der havde han så sandelig også taget fejl! Et sted ville hun ønske Camille var der nu.. en som hun kunne søge den tryghed ved, for hun følte sig pludselig voldsomt blotlagt, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt altid, for det var det på ingen måde overhovedet! De isblå øjne søgte direkte til ham – tomme og forladt.

[Deleted]

Efter at Sonic havde fundet ud af at hans datter havde været i live, så havde det også healet hans ellers tomme og knuste hjerte, som han havde elsket alt det han havde haft i Procias, da det trods alt var de lykkeligste år i hans liv. Det havde også helt føltes forkert at det ikke var sådan længere, selvom han var ved at komme over den tanke, da han ikke kunne dvæle ved fortiden, men var nød til at se fremad, hvilket også var lettere nu hvor han vidste at deres datter var i live. Han ønskede bare at finde et hjem også få sin lille prinsesse væk fra Procias, så de kunne bo sammen, da det tydeligvis var hvad de begge ville, hun ville kun have sin dadda, hvor han kun ville have sin lille prinsesse. Hun var hans familie, og han nægtede ganske enkelt at svigte hende, selvom han allerede havde gjort det, hvilket han også var frygtelig ked af, for hun havde kun fortjent det bedste og hun var for lille til at forstå sig på hvad der skete, selvom han havde sagt at hun måtte være stærk og tålmodig og vente på at han fandt et hjem til dem, så de kunne være sammen for evigt, hvor han ville forkæle hende hver dag!
Sonic vidste godt at han ikke længere havde nogen ret til at se Ilaria i den mundering, skønt det nu heller ikke havde været hans mening at tage hende på sengen, men han havde lovet at sige til når han fandt deres datter og det var hvad han havde gjort. At hun endte med at tage et skridt imod ham, sagde han intet til, som han blot blev stående ved døren, også for selv at holde afstand til hende. Hvad hun havde lavet i de uger de ikke havde set hinanden, vidste han ikke, selvom han vel også kunne være ligeglad? Hun havde gjort det tydeligt at hun ikke kunne lide ham og at hun ikke gad have noget med ham, så hvorfor skulle han også tænke på hende? Han havde ganske vidst allerede været en anden tæt, men det havde hun jo sådan set også, hvor det var værre ved hende, da hun havde været ham utro, imens han var blevet offentligt ydmyget i Procias, for derefter at blive henrettet, hvilket var en tanke som endnu kunne give ham kvalme. Med det hun havde gjort, havde hun slet ikke fortjent hans tanker, hvor han også forsøgte at glemme hende, skønt det ikke just var let, da han til tider blev mindet om hende og deres tid sammen. Han rynkede let brynene til hendes ord, som hun pludselig synes at blive mere spydig. ”Undskyld hvad?” gentog han med vantro, som han kneb øjnene let sammen. Skulle hun nu til at beskylde ham igen, før han overhovedet havde nået at fortælle noget? ”For det første har jeg ikke sørget! For det andet så kom jeg så hurtigt jeg kunne, efter jeg fandt hende! Og for det tredje, så er hun i live, hun er ikke død,” svarede han sandfærdigt, som han rettede sig op og lagde armene over kors. ”Jeg tog som sagt hjem til min mor, men jeg blev der højst et kvarter, da hun fortalte at hun havde hørt at Jacqueline var i live og boede på herregården, så jeg red med det samme til Procias og det passer! Hun er i live Ilaria, jeg har set hende med mine egne øjne, jeg har talt med hende og brugt tid med hende,” forklarede han, hvor han ikke kunne skjule glæden ved tanken om at hun var i live.

[Deleted]

Det var med yderst blandede følelser, at skulle stå ansigt til ansigt med Sonic igen, også fordi at hun vidste at.. der ikke var mere af dem. Selvfølgelig var det en tanke som gjorde ondt, men at blive holdt sådan for nar som hun havde været, så var det bestemt ikke noget som hun bare kunne gå hen og tilgive, for det kunne hun da slet ikke! Tanken ene og alene, var noget som gjorde så frygtelig ondt, at man skulle tro det var løgn, og det var nu bare sådan at det måtte være. Tænderne bed hun fast sammen, som hun vendte sig væk fra ham. At blive taget sådan på sengen, var ikke just første gang, men hun var alene, og hvad skulle hun ellers bruge tiden på? Hun var trænet godt til og var endnu en gang i form, al spor efter hendes graviditet var borte, så hun igen kunne føle sig ordentlig.. attraktiv, og det var faktisk også rart for en gangs skyld, men der var jo ikke just nogen til at se på hende, selvom det nu bare var en tanke som hun lige så godt bare kunne vænne sig til hurtigst muligt vel?
Hvad Ilaria havde lavet med Camille, vidste hun udmærket godt, havde været forkert, men han havde jo heller ikke givet hende nogen jordisk mulighed for at svare for sig, før han var søgt ind i hovedet på hende, og det var bestemt noget som hun ikke kunne acceptere! Lige nu ønskede hun dog ikke at stå og råbe og skrige af ham.. Det var udmattende og trættende at være vred, hvilket hun allerede havde lært, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Hun vendte de isblå øjne direkte mod ham, som han faktisk blev stående henne ved døren, hvilket han heller ikke ligefrem havde gjort sidst. De havde vel begge lært på den ene eller den anden måde? At hun skulle være spids, var egentlig for sin egen skyld.. hun kendte ham.. hun vidste at han var en mand som kunne få hvad han ville, og tog hun ikke meget fejl, så havde han allerede gjort den første sejr derude! Hvad han dog fortalte hende, var noget som gjorde hende direkte stiv i minen. Var deres datter i live? Hvorfor havde hun ikke fået noget som helst at vide?! ”…. Ahvad er hun? Er hun i live? Og det fortæller du mig først nu?!” Lige hvordan hun skulle reagere på sådan en besked, vidste hun faktisk ikke, og et sted så gjorde det hende faktisk forvirret! Hun hævede hånden og lagde den mod hendes pande, kun for at stryge den igennem det nu temmelig lange hår, som hun fik over sin ene skulder. Hun vendte blikket væk fra ham, som hun næsten endte med at stirre ned i gulvet. Det var bestemt ikke den nyhed som hun havde regnet med at høre fra ham, når han endelig ville dukke op, men.. hvor var hun nu? Var hun endnu i Procias? Det i sig selv, havde hun svært ved at se, for hun regnede ikke med at manden ville lade hende være der – udenfor hendes rækkevidde, for hun havde selv ingen jordisk mulighed for at passere den mur igen. ”.. Hvor er hun Sonic? Hvor er min datter..?” endte hun dæmpet, som hun igen vendte blikket mod ham. Nu var det da hende som blev helt febrilsk!

[Deleted]

Sonic kunne godt se at Ilaria lignede sig selv og alligevel så hun endnu smukkere ud end sidst. Selvom hun lignede sig selv, så var hun stadig forandret, skønt det kun var små detaljer. Hun havde trænet og kroppen så fantastisk godt ud – af hvad han havde nået at se inden hun havde taget kappen på – hvor hun lignede den kvinde han havde mødt allerførste gang, foruden at hendes hår også var blevet noget længere og det fik hende snart helt til at se feminin ud. Det måtte et sted more ham så meget han havde fået hende gjort feminin igennem tiden, eftersom hun under deres første møde havde rendt rundt i bukser frem for kjoler, hvor hun faktisk ikke havde rørt en kjole, indtil hun var flyttet ind med ham og han kunne tydeligt huske første gang han så hende i den flotte isblå kjole, da hun havde været syg og han havde gjort hende rask, hvor de skulle ud og gå en tur, og da hun var kommet gående ned ad trappen havde han stået og gloet efter hende, fordi det var et smukt syn som var kommet bag på ham. Han selv lignede sig selv, hvor han kun bar en mindre skægvækst end sidst, da han havde fået sig barberet, hvor der kun nu var små skægstubbe omkring hans maskuline kæbeparti, den eneste forandring ved ham, var nok at han var kommet tilbage til sit gamle kække jeg igen, som han ikke længere var deprimeret. Han stod for en kort stund i sine egne tanker og blot stirrede på hende, inden hun åbnede munden og igen tog den hårde tone i brug, hvor han næsten kunne genkende hende igen. Han fnøs let. ”Og du tror bare at jeg har, ville holde det skjult fra dig? Jeg kommer fra Procias, det er kun tre dage siden at jeg forlod landet og har rejst de sidste to, i går aftes var der ingen der vidste hvor du var, så jeg søgte ly og nu er jeg her igen. Hvis du tror jeg har drevet den af, så tager du fejl! Jeg kunne også bare have ladet vær med at komme her i det hele taget, så hvad med at vise lidt taknemlighed over at jeg faktisk holder mit løfte?” bed han hende af i en vrissende tone. Der var kun gået nogle uger siden han sidst havde set hende, skønt det faktisk føltes som længere tid. At hun tog sig til panden og slog blikket ned, som hun næsten var i chok, kunne han godt forstå, da han faktisk heller ikke havde troet på det første gang han havde hørt det, men det var sandt! Deres datter var i live, hun havde det godt og var smuk som aldrig før – mindede ufattelig meget om sin mor, og lignede hende også. Han trak vejret dybt, som hun så mod ham igen og spurgte hvor hun befandt sig og hvor hun var. ”Hun er i Procias. Hun bor stadig på herregården, hvor hun bliver passet af min niece; Camryn Darcy. Selvom de har vendt hendes døgnrytme, fordi der også bor vampyrer der,” fortalte han sandfærdigt, skønt det sidste blev udtalt med en vrede i stemmen, for det irriterede ham grænseløst at andre skulle passe hans datter, når hun tilhørte ham og han havde ansvaret for hende!

[Deleted]

Tanken om at stå ansigt til ansigt med Sonic igen, var virkelig med blandede følelser, hvor hun på den ene side, ønskede at krybe i hans favn og lade ham passe på hende, hvor hun på den anden side, stadig var vred på ham, fordi han havde holdt hende for nar. Hans offentlige ydmygelse havde lige så ført til hendes, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, og selvfølgelig var det noget som hun selv havde det forbandet svært ved, da hun altid havde været lidt forfængelig. Det var dog først nu at hendes mere feminine side kom mere naturligt til udtryk, for hun havde jo faktisk lært skræmmende meget af ham i den tid de havde været sammen, for det havde jo faktisk været temmelig mange år i sig selv. Selv ikke rod som hun ville glemme, og.. faktisk ord som gjorde ondt på hende selv at tænke på, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Tanken om at deres datter faktisk var i live, vidste hun slet ikke hvordan hun skulle reagere på, og det var faktisk den eneste grund til at hun handlede som hun gjorde det i denne stund, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! I går havde hun givet sig fuldkommen hen til træning, for noget havde hun jo været nødt til at give sig til, for hun havde jo ikke andet. Hun vidste godt at rejsen fra Procias var lang, for den havde hun selv taget til fods de mange gange hun var stoppet ved muren. Hun havde vel.. opgivet? Det var bare så dejlig nemt, når hun ikke havde ham som sin klippe, for det var jo hvad han havde været i årevis. ”… Undskyld..” udtalte hun med en mere dæmpet stemme, som hun let rystede på hovedet. Den nyhed var virkelig bare overvældende, så hun vidste slet ikke hvordan pokker hun skulle tage det og selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han havde efterladt tøsen i Procias endnu og uden at tage hende med sig, var da slet ikke noget som hun forstod sig på! Der kunne hun jo for pokker ikke se deres lille prinsesse! ”Hvordan kan du få dig selv til at efterlade hende der, Sonic? Et sted hvor kun du vil være i stand til at se hende? Jeg kan intet stille op der! Og hvad pokker laver hun ved din niece?! Hun burde være her!” endte hun med en næsten direkte febrilsk stemme, for hun kunne jo slet ikke skjule det, nu hvor hun igen kunne føle sig som et direkte.. vrag, for det gjorde hun faktisk også! Hun vendte sig igen væk fra ham, hvor hun denne gang stillede sig med hele ryggen til ham. At komme og fortælle hende at deres datter var i live, var selvfølgelig noget som hun virkelig var glad for, men tanken om at hun var på et sted hvor hun ikke kunne se eller få fat i hende, var bestemt ikke noget som hun ville anse som direkte retfærdigt på nogen måde! ”Det er ikke fair, Sonic.. Jeg savner hende, og jeg kan ikke engang få lov til at se hende..!” endte hun med en.. sorgfyldt stemme. Det gjorde faktisk ondt at tænke på!

[Deleted]

Det måtte næsten føles som en evighed siden at Sonic havde set Ilaria sidst, hvor han også kunne se at meget var sket på den tid, ikke kun for hende, men også for ham, for han havde fundet ud af at deres datter var i live, hvor bare det at se sin lille pige igen, havde bragt ham glæde og healet det ellers så tomme og knuste hjerte, hvor han igen var sit gamle kække jeg, skønt Ilaria havde formået at gøre ham mundlam med sin egen forandring, hvor hun tydeligvis havde trænet alle spor fra graviditeten væk og det klædte hende skam! Men hun havde jo også altid været en smuk kvinde, og selvom hun havde hadet at være gravid, så havde han nydt at se hende med den store mave, som han havde strøget og i de senere måneder, var han også begyndte at tale til den, som havde barnet været født. Dog reagerede hun også uventet, da hun ikke havde råbt og skreget af ham da han var brast ind, tværtimod havde hun talt stille og roligt til ham, og nu undskyldte hun tilmed overfor ham og selv det måtte forundre ham, hvor man også ville kunne ane en forvirring i hans ansigt for en kort stund, skønt han dog ikke sagde noget til det, da han slet ikke vidste hvordan han så selv skulle reagere, da han var vant til at hun bed af ham, vrissede af ham og råbte af ham, hvor det faktisk irriterede ham at hun skulle tale til ham i den dårlige tone, som var han et snotdumt barn, men han kendte hende og sådan var hun bare, den iskolde hidsige dronning, som han var faldet for, for mange år siden. Han måtte dog blive irriteret igen, da hun troede at han havde gjort det for at hun ikke kunne se hendes datter igen, hvor han bed tænderne sammen for ikke at hidse sig op. ”Ilaria! Jeg gjorde det for hendes skyld, for hendes bedste! Jeg kunne ikke bare kidnappe hende, selvom – tro mig – jeg var virkelig fristet til det! Men jeg ønsker det bedste for vores datter og hvor skulle hun være? Bo på gaden med mig? Jeg har intet hjem, og som jeg sagde til hende, vil jeg hente hende, når jeg har fundet et hjem, hvor hun kan vokse op i trygge rammer. Jeg kan ikke have et barn på slæb, når jeg ikke har noget sted at være,” forklarede han i en fattet tone, uden at han tog blikket fra hende, skønt han godt kunne se at hun måtte vende ryggen til ham, hvilket fik ham til at sukke ganske let for sig selv, som han hadede at se hende såret og ked af det. Han gik roligt hen og stillede sig bag hende, hvor han løftede hænderne og strøg hende over armene. ”Du skal nok få hende at se snart. Jeg kunne trods alt heller ikke afsløre mig selv, når folk tror at jeg er død. Men jeg overvejer at snakke med min mor og om en mulig adoption, så vi kan få hende ud af landet uden at folk får mistanke,” fortalte han roligt, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Alt skulle jo tænkes igennem! De kunne ikke bare handle overilet!

[Deleted]

Der var sket forbandet meget siden de havde været i stand til at kalde dem for et par.. døden havde skilt dem, og derfor hun ikke gik med ringen mere. Et sted så savnede hun den selvfølgelig, også fordi at hun havde vandret rundt med den med stolthed! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, også selvom hans nyhed omkring deres kære datter ikke ligefrem var noget som glædede hende, for hun var endnu udenfor hendes rækkevidde, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Tænderne bed hun svagt sammen, for hun vidste jo godt, at han ikke havde gjort det med vilje! Hun vendte blikket direkte væk fra ham igen, næsten som var hun.. skamfuld. Det var jo altid noget at han tænkte på deres kære datter i den forstand, men hvad så med hende? Deres datter kunne jo være sammen med hende! ”Hvad så med mig, Sonic? Er jeg ikke god nok til at huse vores lille pige.?” spurgte hun måske med en yderst direkte stemme, idet hun igen vendte blikket direkte i retningen af ham igen. Et sted så var hun selvfølgelig skuffet, for sådan som han fremstillede det, så var der end ikke plads til hende i deres liv, og selvom det var noget som gjorde forbandet ondt, så bekræftede det jo kun for hende, at.. der slet ikke var noget mere dem. De isblå øjne søgte direkte til hans blik, hvor hun let knyttede næverne. ”Er jeg ikke trygge rammer? Som hendes mor? Som din forhenværende hustru? Tak… mange tak..” Igen vendte hun sig væk fra ham, kun for at blive stående med ryggen til ham. Det gjorde ondt, også selvom det var noget som et sted vækkede hende en direkte vrede, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved, og det vidste hun jo udmærket godt, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Visse ting måtte man vel bare vænne sig til? At han ville blande sin mor ind i det, var noget som gjorde hende direkte vred! Som han strøg hendes arme, så trådte hun væk fra ham, for det var slet ikke noget som han skulle have lov til! Tårerne meldte sig i hendes øjne. Hun savnede ham, som hun savnede en tilværelse som hun kunne føle sig tryg i, men det eneste som han nu viste hende, var at hun slet ikke var… god nok, og det var noget som virkelig skar i hendes hjerte. ”Gør hvad du vil, Sonic..” mumlede hun for sig selv, selvom hun slet ikke kiggede på ham, for det følte hun vel pludselig slet ikke for? Uanset hvad hun gjorde, så var det jo slet ikke noget som hun fik noget ud af uanset hvad, og det var selvfølgelig noget som gjorde hende direkte.. frustreret! Hun tog stille fat om det lange hår, som hun strøg igennem med sine fingre, inden hun let bed sig i læben. Hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun egentlig gøre? Hun vidste det ikke, og den tanke i sig selv, var hende direkte frustrerende!

[Deleted]

Meget var skam sket siden Sonic var blevet henrettet, som han var kommet tilbage og fået den nyhed at hun havde været ham utro imens han var blevet offentligt ydmyget, hvor deres datter var død. Hun var også endt med at kaste sin vielsesring i hovedet på ham, hvor han havde beholdt den og den hang nu trygt omkring hans hals i kæden sammen med hans egen og et billede af deres datter. At deres datter så endnu var i live, var naturligvis noget som gjorde ham direkte lykkelig, da den pige virkelig betød alt for ham. Han havde ikke skænket Ilaria den største tanke, da tøsen også havde givet udtryk for at hun ikke kunne huske sin mor og kun ønskede ham og selvom den tanke nagede ham, da han jo altid havde ønsket at de skulle være en familie, så vidste han godt at det ikke skete, for Ilaria havde gjort det tydeligt at hun ikke gad ham, hvor han heller ikke havde tilgivet hende for at have vanæret ham, da det var en tanke som ikke kun gjorde ham vred, men som også måtte skuffe ham som aldrig før. Altid havde hun været den som havde været bange for at han skulle være hende utro og så gik hun ud og gjorde det selv, tilmed imens deres hus var blevet stormet og han var blevet slæbt med væk. ”Du har altid givet udtryk for at du ikke gad tage dig af tøsen, så du var ikke just førsteprioritet nej,” svarede han blot i en kortfattet tone, som han trak på skuldrene. Løgn var det ikke, da hun altid havde sagt at hun ikke gad tøsen, hvor hun også altid havde givet op og han gad ikke risikere at aflevere tøsen hos hende og så ombestemte hun sig. Han vidste dog godt at hun elskede tøsen, men hvor stor ville hendes tålmodighed være? Tøsen var ikke just særlig medgørlig. At han så kun trådte mere og mere forkert, fik ham til at bide sig selv i tungen, hvor han også måtte blive irriteret på sig selv, for han var ikke kommet for at skændes med hende, men for at afholde sit løfte. ”Forhenværende ja, og eftersom du selv gjorde det slut, hvorfor skulle jeg så overhovedet skænke dig en tanke?” spurgte han i en mere kølig tone, som han også trak hænderne til sig, da hun valgte at træde væk fra ham. Det måtte næsten gøre ham arrig at hun skulle give ham skylden, når det var hendes! ”Desuden anser jeg ikke Dvasias for at være trygge rammer. Hun er i sikkerhed i Procias, indtil jeg finder det som er bedre,” tilføjede han i en kortfattet tone, hvor han forsøgte at beherske sin vrede, skønt hun gav ham lyst til at hæve stemmen, men han undgik det dog. Han rystede blot på hovedet af hende og ikke mindst af sig selv, som han lod neglene bore sig ind i de stærke overarme, som han kort så fra rummet og tilbage mod hende. ”Desuden tog jeg hende ikke med af egoistiske grunde, da jeg ikke ønsker at min tilstedeværelse skal være kendt for alle og enhver, det har jeg alt for mange fjender til, så skal hun ud, skal det gøres ordentligt, og tror du selv at de vil lade dig få hende? Ellers havde de jo nok gjort det for længe siden, eftersom de ved at du er i live, så hvis du vil give nogen skylden, kan du bebrejde procianerne.”