Good news?

[Deleted]

Det at skændes med Ilaria var blot en normal hverdag i deres liv, hvor det tydeligvis aldrig havde kunnet fungere på nogen anden måde mellem dem, men det kunne vel også være ligegyldigt? Det var jo normalt for dem, de skændtes, så sårede de hinanden, så de begge endte med at tie, derefter undskyldte de og så var de lykkelige igen, sådan havde det altid fungeret, de sagde en masse de ikke engang mente i vrede og så sårede de hinanden, skønt de vidste at den anden kun sagde det i vrede, derfor tilgav de hinanden og så elskede de hinanden igen, det var nok noget som ville fortsætte til deres dages ende, da det var en af de ting som nok aldrig ville ændre sig. Det ville måske være bedst hvis de faktisk kunne tale ordentligt til hinanden, for det ville da klart hjælpe på sagerne, men når de begge sad inde med et kæmpe temperament, hvor de var alt for gode til at trykke på de rigtige knapper hos hinanden, jamen så gik det galt, og han måtte erkende at hvis han skulle vælge mellem at være alene til sine dages ende, eller skændes med hende hver dag, så ville han da klart vælge det sidste og skændes med hende hver dag, for ingenting kunne ændre på at han elskede hende. At hun så sagde at hun ikke havde lyst, fik ham til at bide tænderne sammen, som han te. Når hun opførte sig sådan og sagde sådan, så fik han kun de forkerte tanker i hovedet. ”Jamen så løj du for mig, da du sagde at du elskede mig, så udnyttede du mig, da du fik mig tæt, og siden du ikke har lyst til mig, så må du jo have en anden, eller være interesseret i at finde en ny,” bed han af hende, som han kneb øjnene sammen og sendte hende en fast mine. Hun gav ham helt lyst til at… slå hende! Banke noget fornuft ind i knolden på hende! Men hvis hun absolut ikke gad ham, jamen så skulle han da nok gå og så kunne hun rådne op her! Denne chance gad han i hvert fald ikke at lade være åben for altid! Det var enten eller! ”JEG bestemmer hvem der er den rette for mig eller ej, og det er du, og jeg er fløjtende ligeglad med om vi skændes, for det har vi gjort alle vores dage og det har ikke ændret på at jeg har været stolt af dig som min hustru og mor til Jacqueline og det har bestemt heller ikke ændret på at jeg har elsket dig! Men der skal tydeligvis et skænderi til, for at banke fornuft ind i knolden på os!” svarede han i en vrissende og dog sandfærdig tone. Hun gjorde ham sur, men dog mente han sine ord, for godt nok skændtes de og havde altid gjort det, men han elskede hende jo for pokker stadig! At hun så endte med at tie og stå og åbne og lukke munden flere gange, fik ham blot til at se afventede på hende for hendes svar. ”Det gør ondt? Tror du ikke det gør mere ondt på mig, når jeg står og blotter mit hjerte for dig og du så bare afviser mig blankt, som at stikke en kniv i det?! Sig det! Hvis du ikke gider at være en del af mit liv, så sig det og så går jeg med det samme uden at komme tilbage igen,” svarede han stædigt og dog bestemt, som han ikke tog blikket fra hende. Hvis hun sagde at hun ikke ville være en del af det en gang til, eller at hun ikke havde lyst, jamen så gik han og så måtte det være slut.

[Deleted]

At skændes var jo ikke ligefrem nogen nyhed for nogle af dem, hvilket Ilaria vidste, men at de skulle skændes på dette grundlag, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende af den grund, for det gjorde ondt, og det frustrerede hende virkelig, at han ikke kunne se hvad det var hun mente! Næverne knyttede hun med en fast mine, også selvom hun endte fuldkommen ligbleg ved hans ord, for hvor pokker kom den fra?! Hun havde slet ikke nogen i kikkerten og hun havde da slet ikke nogen intentioner om at være nogen som helst utro igen! Alle ordene og den korte opremsning, var som den ene lussing efter den anden, og det var noget som virkelig gjorde ondt! Hvis det var af den overbevisning som han måtte være, så kunne hun jo heller ikke ligefrem gøre det største ved det, og desuden forstod hun så til gengæld ikke hvorfor han så brændende ønskede at tage hende med sig, hvis han regnede med at hun havde løjet og udnyttet ham, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang. ”Hvis det er din overbevisning, så forstår jeg til gengæld ikke hvorfor du endnu befinder dig her,” endte hun med en meget mere kontrolleret, dog… såret stemme? Det gjorde selvfølgelig ondt, at det var sådan at han så på hende, men det beviste jo så til gengæld kun for hende, at hun næppe kunne være den rette for ham, uanset hvad han nu ville forsøge at overbevise hende med! Hans ord gjorde forbandet ondt, og det faktum at han skulle fortsætte med at råbe og skrige af hende på den måde som han gjorde, og med de ord, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund! ”Døden har for pokker allerede revet os fra hinanden på grund af dit liv og dine handlinger, Sonic! Jeg er IKKE din hustru!” Denne gang vendte hun blikket direkte trodsigt i retningen af ham igen. Hun var ked af det, selvom det næppe var noget som betød noget, for han vidste jo slet ikke hvordan hun havde det med det hele, eller hvor meget hun så brændende ønskede sig den tilværelse som de havde haft sammen i Procias, for dengang havde det hele virkelig også været.. perfekt. De havde haft hinanden og på sit vis en god og tryg tilværelse, selvom det hele var ødelagt, og selv var hun faktisk bange for at det hele skulle ende med at gå galt, ligesom det altid gjorde dem imellem.. Det var vel bare ikke meningen de skulle være lykkelige med hinanden? Selvom tårerne fortsatte med at trille ned af hendes kinder, som et tydeligt tegn på det menneskelige i hende, så var det åbenbart ligegyldigt for ham. Det var en tanke som selvfølgelig gjorde utrolig ondt, selv for hende, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det? Intet! En svag hulken brød hendes læber, som hun kort vendte blikket væk fra ham. Hun følte sig blotlagt, tvunget mod muren og med kniven for struben, og det var noget som gjorde forbandet ondt, for hun brød sig slet ikke om det! Hun ville ikke kunne give ham de ord og samtidig mene dem, men.. hun ønskede jo heller ikke at han skulle forsvinde for tid og evighed! Hun havde brug for luft.. desperat brug for luft! ”… Enten går du nu, ellers går jeg.. Jeg kan ikke holde det andet ud, Sonic.. Du kvæler mig..!” endte hun næsten helt febrilsk. Hun elskede ham, men det troede han vel heller ikke på mere?

[Deleted]

Naturligvis var Sonic træt af at de hele tiden skulle skændes, men til gengæld havde han også slået sig til ro med at det bare var en del af deres forhold, da det trods alt aldrig havde ændret sig og det gjorde det godt nok ikke. Det så heller ikke ud til at det kunne fungere på nogen anden måde, da de konstant måtte hidse hinanden op og hinanden op i en spids, så det hele endte galt og når hun blev ved med at afvise ham, så følte han at hun stak en kniv i hans hjerte om og om igen og igen, for hver afvisning der kom. Han ønskede jo egentlig bare at de kunne være sammen igen som førhen, og han forstod vitterligt ikke hvorfor hun afviste ham, når det også var hvad hun selv ville have, så hvad var egentlig problemet? Han fnøs let til hendes ord. ”Jeg kom her, for at fortælle omkring Jacqueline, og at hun endnu var i live, at du ikke gider gribe chancen og være hendes mor og komme med mig, så vi kan blive lykkelige igen, må jo så være dit valg, men så er du dømt til at være alene, og hvis det virkelig er hvad du vil, så fint,” svarede han i en kølig og dog trodsig tone, som han ikke tog blikket fra hende, skønt hun så væk fra ham. Det gjorde ondt at det var sådan det hele skulle være mellem dem, men hun gav ham jo nærmest heller ikke noget andet valg end at gå tomhændet herfra, for hvad pokker skulle han gøre? Han var følte sig tvunget til at blive fanget i et spind han slet ikke havde lyst til at være fanget i, for hun nægtede at tage med ham og han forstod ikke hvorfor, når hun selv sagde at hun elskede ham og ønskede at de igen kunne blive en familie og her stod han så og serverede det hele på et sølvfad for hende og så gad hun ikke engang at tage imod? Han kunne simpelthen ikke blive klog på hende, men så vidste han til gengæld heller ikke hvad han mere skulle gøre. At hun så skulle understrege for ham at de ikke var sammen og hun ikke var hans hustru, fik ham til at tie, hvor han blot så på hende med et køligt blik, skønt det var for at skjule at det faktisk sårede ham. Hun lød slet ikke til at ville have at de skulle være sammen, derfor måtte han erkende at han slet ikke vidste hvad han skulle tro på, for hun gad jo ikke engang at være hos ham igen. At hun så bad ham om at gå, fik ham til at trække sig væk fra hende. ”Fint..” svarede han sammenbidt, som han blot gik over til den anden side af sengen og trak sine sko på. Hun gad ham ikke? Hun gad ikke hendes familie? Jamen så skulle hun da blive fri! Tanken skar i hans hjerte, hvor han måtte mærke tårerne presse sig på, selvom han blinkede kraftigt med øjnene, så han kunne kontrollere sig selv. Han snøftede kort, inden han rejste sig og gik over til døren. ”Så må du jo have et godt liv her alene i Dvasias,” svarede han køligt, som han kort så tilbage mod hende, inden han flåede døren op og smækkede den bag sig. Han gik et stykke ned ad gangen, inden han brølede og slog en flammende næve ind i væggen, som en anden dæmon kommenterede, hvor han slog vedkommende i gulvet, inden han i vrede forlod Appolyon.

//Out

[Deleted]

Det gjorde ondt at skulle skændes hele tiden, selvom Ilaria vidste, at det ikke var noget som de kunne gøre det største ved, for det var jo sådan at det altid havde været, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det gjorde ondt at han ikke kunne se hvad hun mente, eller hvordan hun havde det med det hele, for det var bestemt heller ikke med til at gøre det hele bedre, for det gjorde det da slet ikke! Tårerne samlede sig for alvor i hendes øjne, som hun igen vendte blikket mod ham. Hvis han gik rundt med de tanker omkring hende, så forstod hun da slet ikke hvorfor han ville have hende med, også selvom hun virkelig var fristet til at takke ja til det hele, så var det bare.. for nemt. Det var for nemt at bare gøre det sådan, også fordi at hun slet ikke vidste hvad hun havde at forholde sig til, når det kom til.. noget som helst! Hvilket næsten var det som gjorde det hele værre! Han hamrede hende virkelig oveni hovedet med det hele, og det var faktisk noget som gjorde ekstremt ondt, for hun forsøgte jo egentlig bare for en gangs skyld at gøre det rette, men han var jo åbenbart ikke enig med hende i det! ”Jeg forsøger ikke at rende fra min rolle som mor, Sonic! Selvfølgelig er jeg glad for, at hun er der, og at hun er i live, er jeg selvfølgelig stjerneglad for! At du så ikke bare kan forstå at du ikke kan give mig garantier for den lykke vi havde i Procias, eller at du stadig vil se på mig som en utro tøjte som ikke gør andet end at udnytte dig, så forstår jeg ikke at du vil have mig med!” Igen forsøgte hun at finde en forståelse, også selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som han ville være i stand til at give hende, hvilket faktisk var noget som gjorde ondt. Hun var ikke hans hustru, som han ej var hendes mand længere, for døden havde allerede skilt dem, også selvom det slet ikke var fordi at hun havde haft lyst til at råbe det af ham på den måde, så var det nu alligevel sket, og det gjorde.. ondt selv for hende. At han så endte med at gå med til at gå, var ikke just på den måde som hun havde regnet med det. Let åbnede hun munden, som han tog sine sko og med de ord, bare forlod hende og smækket døren efter sig. Tårerne vældede op i hendes øjne, hvor hendes krop begyndte at dirre og sitre, hvor hun vendte blikket væk fra døren igen. ”Godt eller lykkeligt, bliver det aldrig..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun lagde armene omkring sig selv, kun for at søge tilbage til sengen som hun lagde sig i. Hans duft hang i hendes sengetøj, hvilket ikke just gjorde sagen bedre, for hun havde det mildest talt af helvede til! Dynen trak hun godt op omkring sig, idet hun egentlig bare valgte at.. græde sig selv i søvn, da smerten virkelig var uudholdelig at ligge med!

//Out