Long time no see

[Deleted]

Det kom ikke just bag på Denjarna, at han afviste hendes forslag om, at hun kunne skaffe dem et midlertidigt hjem. Han havde trods alt allerede afslået ideen om, at hun betalte et værelse for dem for en enkelt dag. Hun håbede bare, at han selv kunne komme op med noget, siden han kunne finde på at afslå hendes ideer, da de trods alt ikke kunne leve på gaden sammen. Hun var i hvert fald på ingen måde interesseret i at lede efter grotter eller flere forladte bygninger for fremtiden. Det kunne godt være, at hun havde sagt ja i dag, men det var også kun en engangsforestilling jo. Selv var hun trods alt også en forfængelig kvinde der gerne ville leve godt. Det havde dog været lidt af en tur i en karrusel, efter at hun var blevet tortureret, som hun var kommet igennem lidt af hvert. ”Jeg vil jo bare gerne hjælpe, Derick.. Det er trods alt et liv vi skal opbygge sammen, så jeg er ikke interesseret i at lade dig trække al slæbet. Jeg vil gerne være en del af det, for jeg ønsker, at vi får os et hjem igen og får det hele til at fungere,” sagde hun roligt og smilede til ham. Det kunne godt være, at han var vant til at det var mændene der opvartede kvinderne, hvor hun skam også altid havde ladt ham, da hun nød at blive serviceret på den måde. Han glemte bare, at hun oprindeligt var mørkelver, og hos den race var det kvinderne der styrede det hele. Derfor kunne hun sagtens klare, at hun måtte tage hånd om tingene til tider. Særligt efter at hun også havde været leder af den race. Smilende rystede hun på hovedet, som han endnu engang måtte fortælle hende, at hun ikke havde et åbent sind. ”Undskyld..” svarede hun i en morende tone. Som han forlod hende i pejsestuen, blev Denjarna selv roligt siddende. Det glædede hende ikke just at se ham forlade rummet, da han var blevet væk i flere måneder sidste gang det var sket. Hun vidste dog, at han ikke ville forsvinde på disse få minutter, som det jo kun var dem der var her lige et øjeblikket, og at han jo bare gik på opdagelse i huset. Samtidig virkede han heller ikke spor mørk længere, så hun regnede ikke med, at det ville tage overhånd i de minutter. Hun førte let en ravnsort lok om bag det ene spidse øre. De sølvgrå øjne søgte let omkring i rummet, uden at hun rykkede sig, som hun studerede, hvad der var her, og hvordan stedet måtte se ud. Det var til at se, at stedet her havde været fint engang, hvor det måtte være en skam, at det nu stod helt til grunde. Det kunne dog godt være, at det kunne reddes, hvis man gav det en stor kærlig hånd. Dets beliggenhed var dog elendig, da det lå i et område med masser af kriminelle, hvor det også var til at se, at der havde været røvere herinde. Nysgerrigt faldt hendes blik på Derick, som han kom ind igen. Hun måtte dog slippe en hosten, og vende blikket væk, som alle puderne og tæpperne blev smidt ned, da det fik støvet til at hvirvle rundt. ”Det burde vi kunne klare os med,” sagde hun roligt, inden hun måtte sende ham et smil. Stedet var måske ikke det mest charmerende, men de skulle vel nok være i stand til at gøre det hyggeligt? ”Tror du, at du kan tænde op i pejsen? Jeg så, at der blandt andet var et stuebord her i træ, der kunne bruges som brænde.”

[Deleted]

At Denjarna gerne ville give en skilling med til deres nye hjem, kunne Derick sådan set godt forstå, hvor han også godt vidste at hun kom fra en kvindedomineret race, men det gjorde han ikke, hvor han også altid havde været den som havde forsørget hende, dengang de havde været sammen og hun havde heller aldrig klaget over det. Mange ting havde de skam gjort i fællesskab, som det ikke kun var ham der havde bosset rundt og bestemt hvordan tingene skulle være fordi han havde lavet det, da de altid havde været sammen om tingene, men når det lige kom til det med penge, så ville det være et knæk i hans stolthed, hvis kvinden skulle forsørge ham. ”Du må naturligvis også gerne hjælpe Denjarna. Jeg er skam ikke interesseret i at trække hele slæbet selv, men at vi gør tingene sammen, som i gamle dage,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et roligt smil. Han undlod dog at fortælle at han bare ikke gad have at hun betalte for ham, selvom hun vel også kendte ham godt nok til at vide at han havde det på den måde? Han trak dog skævt på smilebåndet, som hun undskyldte i den morende tone, for igen ikke at have sit åbne sind, hvor han dog ikke sagde det mindste til det, da han godt vidste at hun havde ret, for det meste var råddent, da det var flere år gammelt og så var det jo også blevet røvet, så hvis der endelig var noget i god kvalitet, så var det sikkert blevet stjålet. Han ville dog ikke give op på forhånd, som han var sikker på at de kunne finde et eller andet, som de kunne hygge dem med. Han fandt også et par skind, og ellers nogle tæpper og puder, som kunne gå an og som ikke var helt jordslået og rådnet væk. Hans blik faldt på hende, hvor de violette øjne bar et muntert skær, som mørket var undertrykt i hans indre, så han slet ikke var påvirket af det – i øjeblikket vel og mærke. ”Undskyld,” sagde han roligt, da han fik hende til at hoste, fordi han smed med tingene, så støvet hvirvlede op. Han satte sig roligt på knæ, hvor han tog om skindet og foldede det ud ved siden af hende, inden han fik lagt et tæppe over, kun for at smide puderne lidt hist og her, så han nærmest måtte danne en fin lille seng til dem. Han vendte roligt blikket mod hende og skulede en anelse til hende. ”Nu skal du ikke tage mine ideer og sige dem, før jeg når at udføre dem,” svarede han i en drilsk anklagende tone, som han skam selv havde haft planer om at tænde op i pejsen. Han rejste sig dog roligt op igen, hvor han gik hen til stue bordet, som han gik i gang med at flå i små stumper, så det kunne bruges som brænde. Han samlede det roligt op i favnen, inden han gik hen til pejsen, hvor han lagde brændet ind. Han tog de to flintestene, som endnu måtte ligge der, inden han fik tændt en lille flamme i pejsen, der roligt voksede sig større. Han rejste sig op igen, hvor han gik tilbage og samlede noget mere brænde, så de kunne smide mere på hvis det skulle begynde at gå ud. Hans blik faldt på et gammelt, støvet og ødelagt vitrineskab, som han roligt gik hen til. Der lå knuste glasskår fra forskellige flasker. Han åbnede et par skabsdøre, inden han fandt tre overlevende vine, som han let studerede, inden han tog en vilkårlig en. Der var dog kun et overlevende vinglas tilbage, da alt andet lå på gulvet. Han tog roligt glasset, inden han gik tilbage til hende. ”Se blot.. nu kan vi ordentlig hygge os,” svarede han roligt, som et charmerende smil gled over hans læber, idet han trådte ud af de knæhøje støvler, for at ligge sig ind på skindene til hende. ”Vil du have noget vin?”

[Deleted]

Det at han ønskede, at de var sammen om tingene passede ikke helt med det faktum, at han nægtede at lade Denjarna ligge en mønt ud for dem. På den front ville han tydeligvis selv gerne være herren, men problemet var bare, at han ikke havde en eneste mønt, hvor hun havde lidt at gøre godt med. Hun kendte dog Derick, så hun vidste godt, hvordan han så på tingene, hvor hun derfor godt var klar over, at han så pengeanliggender for at være en mandesag. Hun håbede bare, at han i så fald ville finde ud af noget, da hun skam var interesseret i en tilværelse med ham. Hun vidste dog også, at han sikkert først ville tænke på et hjem til dem, når han engang var færdig med sin mission. Hvor længe der ville gå, før han var færdig med den, anede hun ikke, men indtil da behøvede hun vel ikke at lave om på sit liv? ”Jeg ønsker heller ikke, at det skal være anderledes,” sagde hun roligt og smilede til ham. ”Men, elskede? Hvordan har du i sinde at finde os et hjem, når du ikke har en eneste skilling på dig?” spurgte hun stille, hvor hun lod hovedet falde en anelse på sned. Hun håbede ikke, at spørgsmålet ville genere ham, da det jo var et rimeligt logisk spørgsmål, for et hus krævede jo penge, og han havde selv sagt, at han ikke havde noget. Det kunne dog godt være, at han havde i sinde at gå samme vej som hende, som hun havde slået ihjel for føden, hvor hun derefter havde taget sit offers pengepung. Det havde måske været en luset handling, men hun var jo et rovdyr der havde brug for blod for at overleve, og når hun alligevel havde slået sine ofre ihjel, så kunne hun vel også ligeså godt have taget deres værdier? De havde trods alt ikke brug for dem, når de var døde. Som han kom tilbage diverse skind, tæpper og dyner, måtte hun holde sig for munden, som støvet fik hende til at hoste, hvor hun også måtte vende blikket væk, så hun ikke fik støvet i øjnene. ”Det går,” sagde hun med et skævt smil, inden hun igen lod blikket falde tilbage på ham. Nysgerrigt så hun til, som han begyndte at folde skindet ud og kaste puderne ud. Puderne rettede hun dog til, så de kom til at ligge ordentligt i forhold til, hvordan han havde kastet dem ud. Det skete også, at hun let lod sin hånd stryge over dem, så hun lige fik det sidste støv af dem. ”Jamen så må vi jo bare lege, at jeg aldrig har sagt det,” svarede hun morende og blinkede hemmelighedsfuldt til ham. Med et morende blik fulgte hun hans bevægelser, som han gik i krig med at skaffe brænde til pejsen. Hun forholdte sig tavst, mens hun så til, hvordan han med lethed rev træet fra hinanden, til hvordan han måtte bære de flåede stumper over til pejsen. Som han fik dem smidt ind og gav sig i kast med antændingen, rettede hun sig en anelse op med et glimt i øjnene. ”Neej, hvor er det godt tænkt af dig at tænde op i pejsen,” udbrød hun drillende, som hun havde sagt, at hun ville lade som om, at hun aldrig havde nævnt det med pejsen for ham. At han så ikke var færdig med at gå på opdagelse, fik hende til fortsat at betragte ham, indtil hendes øjne måtte lyse en anelse op, da også hun fik øje på vinflaskerne. Bedre blev det da! ”Det må jeg give dig.. Det var lidt af et fund du gjorde dig,” sagde hun med en begejstret mine. ”Det vil jeg meget gerne,” svarede hun mildt, som han tog plads ved siden af hende med flasken og glasset i hånden.

[Deleted]

Derick vidste udmærket godt at der skulle penge til for at lave et ordentligt og solidt hjem, medmindre man kunne lave alt i træ som de havde gjort ved træhytten, men tingene indenfor skulle jo også købes, så han vidste godt at han var nød til at finde et ordentligt arbejde, hvis han ønskede at tjene penge, hvad han så lige skulle finde af arbejde vidste han ikke, da han altid havde været frygtelig kræsen når det kom til arbejde, hvor han egentlig kun havde nydt at være leder, da det var et job han havde gjort med fornøjelse, skønt det havde været svært. At hun så spurgte ind til det, var ikke just noget som faldt ham i smag, hvor han også let rynkede på næsen, skønt han vidste at hun ikke spurgte for at irritere ham, men fordi hun ville overbevise ham om at hun godt kunne hjælpe når det kom til pengene, det var dog bare ikke noget som han var meget for at skulle bede hende om. Et sted følte han jo også at han skulle bevise sig selv overfor hende, når han nu havde svigtet hende igen. ”Jeg skal nok finde ud af det Denjarna. Det er vel heller ikke værre at bo på en kro til vi får et ordentligt hjem, som du alligevel har gjort til nu?” Han anede ikke hvor hun boede henne, da hun ikke havde fortalt ham det, så han gik automatisk ud fra at hun boede som hun havde gjort sidst, hvor hun havde søgt fra en kro til en anden. Han selv boede på gaden, og det var skam ikke noget som han ønskede for hende, så indtil de fik sig et ordentligt hjem, kunne hun jo bare leve videre som hun gjorde nu. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord om at hun ville lade som om at hun aldrig havde sagt at han skulle tænde op i pejsen, hvor hans violette øjne bar et muntert skær. ”Godt..” svarede han morende, som han ellers gik i gang med at flå brændet fra stuebordet og ellers tænde det op. At hun så kom med den drilske og kække bemærkning om at det var en smart idé af ham, fik ham til at himle munter med øjnene, inden han vendte sig mod hende. ”Nu skal du heller ikke gøre det værre end det er, lille frøken,” svarede han morende, som han lænede sig mod hende og kyssede hendes kind, „desuden får jeg altid gode ideer.” han lo kort, som han igen kyssede hendes kind, inden han rejste sig. At hun virkede helt glad over at han fandt en hel og overlevende vin, fik ham til at smile, som han tog plads på skindene ved siden af hende. ”Jaa.. jeg er god til at finde ting,” svarede han morende, som han fik børstet det værste støv af flasken, inden han fik den åbnet. Han hældte roligt op i glasset til hende, inden han rakte hende det. ”Værsgo, smukke. Og skål for os,” svarede han roligt, som han hævede flasken, da han ikke selv havde et glas at drikke af. Han lod halsen af flasken klinge imod hendes glas, inden han tog en slurk af vinen. Det var nok ikke den bedste vin han havde smagt, men det var da bedre end ingenting. Den var desuden sød og havde en god smag, så det var heller ikke den dårligste. Han så let rundt på de skind og tæpper han havde fundet. ”Kan det så gå an for min elskede dronning?” spurgte han roligt, hvor smilet ikke falmede.

[Deleted]

Denjarna spurgte på ingen måde ind til problemet for at irritere ham. Hun ønskede bare, at han så realistisk på tingene, da hun i sidste ende ikke bare kunne leve i en fantasiverden, bygget på håb og drømme. Hun skulle vide, at de virkelig kunne få dem et trygt sted, som de kunne kalde for deres hjem, da hun ønskede sig noget sikkert i livet. Hun havde ikke lyst til at bo på gaden eller fra kro til kro, da hun simpelthen var nået til et punkt i hendes liv, hvor hun ikke ville tilbage på den vej. ”Jeg håber i det mindste, at du gerne vil flytte ind på en kro sammen med mig indtil da.. Værelset betaler jeg jo for lige meget hvad, så det gør ikke en forskel i prisen, om du også er der,” sagde hun roligt, hvor hun håbede, at han kunne se fornuften i det. Hun ønskede ikke, at han sov på gaden, da det simpelthen ikke var et liv han havde fortjent! Desuden, som hun sagde, så betalte hun lige meget hvad for værelset, så han kunne ligeså godt nyde det med hende. Så kunne han i mellemtiden tjene nogle penge til dem, så de kunne få råd til noget mere stabilt. At han så gik ud fra, at hun stadig boede på forskellige kroer, sagde hun intet til. Hun havde jo tænkt sig at flytte ud af sit vidunderlige værelse hos Vladimir nu, så det kunne vel være ligegyldigt, at hun havde boet der for nogle uger? Hun tænkte i hvert fald, at det kun ville bringe negativitet på bordet, hvis hun diskuterede det med Derick, da han sikkert ville gå fuldstændigt kold så.
Muntert glinsede Denjarnas øjne, som hun tilbød at glemme, at hun havde efterspurgt noget varme i pejsen. Hun gjorde det så også kun, så hun kunne komme med sin kække bemærkning der også fik hendes sølvgrå øjne til at glinse endnu mere. ”Hvad snakker du om? Jeg roser dig jo bare,” svarede hun drillende, hvor hun heller ikke kunne holde en munter latter tilbage. Kysset på sin kind fik hende til at trække lidt mere på mundvigen, hvor hun lige nåede at få et glimt af hans smukke violette øjne, inden han igen kyssede hendes kind. ”Det får du så sandelig.” At han så fandt frem til hele tre vinflasker i skabet, var noget der fik hende til at smile. Det gjorde altid godt med en flaske. Særligt når man var i et selskab som dette, som det kunne være med til at gøre det lidt mere hyggeligt og intimt. ”Jeg sagde jo, at der var en glimrende årsag til, at jeg valgte dig,” svarede hun morende, som om hun kun havde valgt ham, fordi han var god til at finde ting og sager. Det var dog på ingen måde tilfældet, som han havde adskillige gode kvaliteter i sig, samt han også bare var manden der havde hendes hjerte, og det havde han haft siden deres allerførste møde. Hun tog roligt imod glasset han rakte hende, efter at have skænket op i det. ”Skål for os,” medgav hun varmt, inden hun blidt lod glasset klinge mod flasken. Glasset førte hun op til læberne, så hun kunne smage på alkoholen. Det var rigtig nok ikke den bedste vin i verdenen, men den gik an. Hun klagede i hvert fald ikke, da hun til fulde nød situationen. ”Det er helt perfekt.. Du har gjort det rigtig godt,” sagde hun ærligt og smilede til ham. Glasset slap hun ikke, hvor hun brugte sin frie hånd i stedet til at gribe fat om sin kappe, som hun også lagde over hans ben, så de kunne sidde sammen under det. "Vi har tag over hovedet.. Tæpper og puder til at ligge behageligt.. En pejs til at gøre det hyggeligt.. En flaske vin.. og det bedste af det hele er.. at jeg har min drømmemand."

[Deleted]

At diskutere pengepungen med Denjarna, kunne Derick godt mærke at var noget som generede ham, hvor han egentlig bare gerne ville cutte den samtale af. Han havde ingen penge lige pt., men det var jo også på grund af det som var hændt ham, hvor han endnu havde sin mission som skulle udføres. Han vidste dog godt at han ikke bare kunne drive den af bagefter, hvis han ønskede et liv med hende, men det var bestemt heller ikke sådan han havde planlagt at det skulle gå! Han skulle nok tage sig sammen og få sig et job, så han kunne tjene penge til deres nye hjem, for han havde skam ikke tænkt sig at hun skulle bo på gaden! Når alt kom til alt så ønskede han jo tværtimod det bedste for hende, og det var jo også det som han gerne ville give hende. Han kunne dog godt mærke at de skulle lade emnet ligge, da det åbnede sluserne for mørket i ham, hvor de spydige bemærkninger begyndte at dukke op i hans hoved. ”Udmærket,” endte han roligt, som han sendte hende et svagt smil. Han kunne godt se logikken i hendes ord, da hun uanset hvad så skulle betale for et værelse og så var det jo ligegyldigt om han var med eller ej. Alligevel ville han gerne hurtigt få noget stablet op på fødderne, så de kunne bo sammen, så de ikke skulle bruge penge på at bo et sted.
At Denjarna lod som om hun ikke havde fået ideen om at tænde op i pejsen, fik Derick til at himle muntert med øjnene og ryste smilende på hovedet af hende, da hun simpelthen var håbløs! Han kunne dog ikke lade være med at finde det morende, hvor han heller ikke sagde noget til det, men blot spillede med på hendes lille leg. ”Jamen jeg er jo også den bedste,” svarede han selvsikkert som han blinkede let til hende, inden han skænkede hendes kind de to kys. ”Mhm..” mumlede han medgivende, inden han trak hovedet til sig. Det var ganske vidst pludselig blevet langt mere hyggeligt, end da de var kommet, hvor de måske befandt sig i et faldefærdigt hus, hvor alt rodede og var klamt og fugtigt, men de havde hinanden og så havde de en hyggelig plads foran pejsen, hvor han ikke kunne bede om mere. Som hun gengældte skålen tog han en slurk af vinflasken, hvor vinen gik an på trods af at det ikke var den bedste, men det kunne han godt se over med. Da hun så sagde at det var perfekt og begyndte at remse alt det gode op, kunne han ikke lade vær med at trække på smilebåndet, som han kun kunne være enig hendes ord. ”Din drømmemand ligefrem? Mm.. det skal jeg da ikke klage over,” svarede han muntert, som han lod hende lægge sin kappe over hans ben, inden han selv satte flasken mellem sine ben, så han kunne tage om et tæppe og folde det ud, inden han rykkede tættere på hende og lagde tæppet omkring begge deres skuldre, så de ordentlig kunne sidde og hygge. Han lagde den frie arm omkring hendes ryg, så han kunne holde hende ind til sig, inden han kort kyssede hende på siden af hovedet. ”Men jeg ønsker nu heller ikke at det skal være anderledes. Det er perfekt, så længe du er her,” svarede han hende i en kærlig tone, som han kyssede hende mod kinden. Han følte pludselig slet ikke at han kunne holde læberne for sig selv, da det var rart at være sammen med hende igen.

[Deleted]

Denjarna kunne godt mærke, at det ikke just bragte lykke og varme i Derick at diskutere pengesituationen. Det vækkede derfor også en frygt i hende, da hun ikke ønskede, at han blev aggressiv overfor hende igen, da hun i så fald bare ville ende med at blive såret på ny. Så ville hun også ønske at straffe sig selv for at have kysset ham, eftersom hun med kysset havde åbnet sluserne til sit hjerte. Nu var det nemlig på ingen måde let at tage afstand til ham, eftersom hun nu havde prøvet at være ham tæt igen, hvor hun havde følt, hvor savnet følelsen havde været, samt hvor uforglemmelig den var. Hun havde nemlig helt følt det som om, at hun havde befundet sig i paradis, da hun endelig havde bukket under og kysset ham. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun mildt, hvor hun også tog fat om hans hånd, som hun gav et kærligt klem. Det glædede hende at høre, at han godt kunne se fornuften i hendes ord, og derfor gå med til forslaget om at bo på en kro med hende, indtil det kom på fode igen. Med hans svar kunne hun også fornemme den afsluttende tone, hvor hun derfor også lod diskussionen ligge. Han havde givet udtryk for, at snakken pressede for meget på, og så havde hun intet andet valg end at vige tilbage. I hvert fald så længe hun ikke ønskede et nyt skænderi med ham.
”Det er du jo,” medgav Denjarna morende. Dejligt var det nu, at der havde været mulighed for at tænde op i pejsen, da det i den grad var med til at forbedre hele situationen. Det gav nemlig deres lille spot et hyggeligt og romantisk skær, skønt de i virkeligheden sad midt i et kæmpe rod med støv og spindelvæv. Det så hun dog bort fra, som hun kun ønskede at se plusserne i situationen. De fyldte også mest, eftersom Dericks selskab i sig selv var den største gave, hun kunne få. Der var også andre bonusser, som det faktisk var gange behageligt og nydeligt, sådan som der var blevet lagt tæpper og puder ud. Vinen gad det også lige en ekstra takt, hvor det også måtte bringe mindre frem i hende. Dette var trods alt noget de havde gjort millioner af gange før i tiden, hvor det altid havde været umådeligt hyggeligt. ”Det er et held, at du rent faktisk er virkelig.. så behøver jeg ikke længere at drømme om dig,” svarede hun en anelse kækt og smilede til ham. På sin vis kunne man tage hendes ord for at være deres historie. Han havde trods alt forladt hende i nogle måneder, og der havde hun gået og tænkt på ham og ønsket, at han kunne være hos hende, hvor det nu var gået i opfyldelse. Mere i verdenen ønskede hun sig heller ikke, da hun følte, at hun havde alt, så længe hun havde Derick. Som han lagde tæppet om deres skuldre, måtte hun også mærke, hvordan varmen steg i hende. Rørt og fuld af kærlighed følte sig, som de sad ganske tæt og med armene om hinanden. Hendes egen frie arm havde nemlig også listet sig om hans ryg, hvor hendes fingre nu blidt måtte nusse ham. ”Og mig har du, så længe jeg er ønsket,” sagde hun i en dæmpet og varm tone. Lykkeligt måtte hun endnu engang smile, som han kyssede hendes kind, hvor hun selv svarede tilbage på den kærlige berøring ved at lade sit hoved falde ned på hans skulder. Hun elskede ham, hvor hun bare ønskede, at de helt kunne lade tiden stoppe i dette øjeblik, da hun mest af alt ønskede sig, at det kunne blive ved for evigt og aldrig blive næste dag.

[Deleted]

At Denjarna lod diskussionen ligge, var noget som glædede Derick, hvor han også godt kunne mærke at hans indre faldt til ro igen. Det var ham et lidt irriterende emne, da han ikke just var stolt over ikke at eje kongens mønt, som han var ludfattig og han havde altid – eller i hvert fald efter han var blevet leder – boet i luksus, og han havde tilmed boet på Castle of Light, hvor han ikke havde manglet nogen materielt, så at han pludselig var gået til at have en del til at have ingenting, var han ikke stolt over, og når alt kom til alt ville han jo gerne forkæle Denjarna og give hende det bedste, men det var ham ikke muligt lige pt., ikke før han fik skrabet pengene sammen igen, hvilket krævede et godt job. De kunne jo også altid starte i de små og senere få noget større. Han ville i hvert fald ikke have noget imod at bo i et stort mansion igen, med tjenestefolk, da det var det rene luksus. På den anden side så havde han kun brug for Denjarna, så det kunne han sagtens stille sig tilfreds med. Han ønskede desuden også bare at nyde nuet med Denjarna, nu hvor de havde fundet hinanden igen, hvor der endnu engang var kommet ro på tingene og han ønskede ikke at skændes med hende, selvom han desværre ikke selv kunne styre mørket, når de kom ind på et emne, hvor han enten følte sig presset eller også hvis det gik ham på. Han gad dog ikke tænke på deres skænderier, som han ikke gad tænke på at hun faktisk havde slået ham, da det desuden også havde fortjent, det eneste han ønskede at tænke på, var at de sad i en hyggelig krog foran pejsen, hvor de havde hinanden og mere havde han ikke brug for. ”Det er fordi jeg er din konge,” svarede han morende, som han grinte ganske kort. Han havde intet imod at være hendes konge, så længe hun var hans dronning, hvor han bare ønskede at det skulle være de to. Hendes følgende ord, fik ham dog til at vende blikket mod hende, hvor han let hævede det ene øjenbryn i en forundret mine. ”Du har måske drømt meget om mig?” spurgte han roligt ude af stand til at skjule nysgerrigheden, som hans violette øjne ikke veg væk fra hende. Han havde intet imod at være hendes drømmemand, da det vel altid var noget som kunne give en et stort selvværd? For hvilken mand ønskede ikke at være en kvindes drøm? Til gengæld så havde de jo også været igennem utrolig meget sammen, og de havde jo mere eller mindre altid dannet par, så det var vel ikke underligt at de var draget til hinanden? Han trak let på smilebåndet, som hun måtte lægge hovedet mod hans skulder, hvor han ikke kunne lade vær med at føle en varme i sit indre, da han var glad for at være sammen med hende igen. Han strøg hende roligt over ryggen med den frie hånd, inden han tog en slurk af flasken igen, som han vendte blikket mod pejsens flammer. ”Og hvad så hvis jeg ønsker dig i en evighed?” spurte han i en kærlig tone, som han lagde sit hoved ind mod hendes, hvor han sørgede for at holde hende tæt.

[Deleted]

Ligesom Derick, så ønskede Denjarna kun at lade den positive energi sprede sig. Det kunne godt være, at hun stadig var såret over det faktum, at hun havde undværet ham i måneder – og på sin vis århundreder – men hvis hun blev ved med at reagere som en såret person, så ville det aldrig gå godt mellem dem, og det var jo det hun ønskede sig, at det gjorde. Det kunne godt være, at de havde såret hinanden et utælleligt antal gange, men det kunne hun ikke lade være med at se bort fra, når de endelig stod overfor hinanden. Hun havde elsket ham siden dag et, og det ville aldrig ændre sig, lige meget hvor meget hun end prøvede. Det var nemlig ikke en hemmelig, at hun havde set, om hun kunne komme sig over sin gamle ægtemand, men det havde hurtigt vist sig at være sværere end ventet og for ikke at sige, umuligt. Det havde nemlig ikke været hende muligt at komme fysisk tæt på en anden mand. Der var ikke fordi, at hun ikke havde fået tilbud, for det havde hun skam. Hun havde bare ikke kunnet få sig selv til at gøre det, da hun inderst inde følte, at hende kærtegn kun var tilegnet Derick. Da han så havde vist sig for hende i nat var alt også faldet til jorden, hvor han endnu engang havde hende i sin magt. Hun håbede bare, at han ville behandle hende godt denne her gang, selvom han var blevet ramt af et nyt mørke. ”Men du er jo kun min konge, fordi jeg valgte dig… så på den måde, må jeg have mest magt. Desuden, så blev det jo også bevist, at jeg er den stærkeste af os to,” svarede hun drillende igen, hvor det morende glimt i hendes øjne på ingen måde forsvandt. Smilet måtte også helt brede sig på hendes læber, som han gav sig til at le, hvilket i sandhed var sød musik for hendes ører! Det betød jo, at han var glad i hendes selskab, og mere forlangte hun heller ikke. Roligt nippede hun til sit vinglas. ”Selvfølgelig har jeg drømt om dig.. Hvem skulle jeg ellers drømme om?” spurgte hun roligt. Sandt var det faktisk, at han var dukket op i hendes søvn. Det var mere eller mindre sket hver dag, lige da han havde forladt hende, da savnet havde været enormt. Senere hen var de drømme så tynget lidt ud, men det havde hun også kun været glad for, eftersom de i sidste ende ikke havde vakt hende andet end smerte. Det ønskede hun dog ikke at uddybe, da det igen ville gøre hende ked af det, og han ville sikkert skælde hende ud igen. Som hun lagde hovedet mod hans skulder, blev hun helt saglig. Fuld af velbehag var hun, som hun havde følelsen af tæpperne omkring sig, den varme pejs, og vigtigst af alt, så sad hun med Derick ved sin side. Følelsen af hans blide strøg over ryggen var også noget der fik hende til at slappe endnu mere af, mens hendes egne også blidt nussede ham i siden. Det var dog bare korte og blide strøg, som hendes hånd lå stille der, hvor de var hendes fingre der gjorde bevægelsen. ”Så er jeg din til evig tid,” svarede hun i en kærlig og dog ærlig tone. Svagt, men varmt smilte hun helt, som hun mærkede hans hoved mod sit, hvilket helt fik hende til at lade øjnene glide trygt i. ”Jeg har aldrig og vil aldrig forlade, Derick. Jeg er altid blevet hos dig, og hvis vi har været adskilt, så har jeg ventet på dig.”

[Deleted]

Mørket havde Derick formået at undertrykke, men alligevel havde han ingen magt over den, da det kunne dukke op når som helst det skulle være alt efter hvordan stemningen ændrede sig. Han havde ingen situationsfornemmelse, hvor han blev ramt at jalousi og beskyldninger som dukkede op i ham, hvor han jo inderst inde bare ønskede hende. Han kunne heller ikke tåle tanken om at hun havde fået smykker af en anden mand, som han følte at det var hans job og kun hans ret, selvom det som irriterede ham mest var det at hun kunne lide halskæden og at hun gik med den, hvor beskyldningerne for at hun havde følelser for en anden mand måtte dukke op og den tanke kunne han slet ikke have noget at gøre med! Inderst inde ville han altid elske hende, som han ønskede det bedste for hende, hvor han også gerne ville give hende alt, selvom det desværre ikke var ham muligt, men det ville det jo ikke være for nogen som helst. At hun så kom ind på deres lille duel igen, fik ham til at slippe en munter latter. Hun havde dog vundet, skønt han sagtens kunne have fortsat kampen, men han havde nu intet imod at give hendes sejren, da det også kun havde været en duel for sjov. ”Men du har til gengæld valgt mig, fordi jeg er den bedste mand i hele verden, og hvem passer så bedre til dig, min dronning?” svarede han selvsikkert, hvor han blinkede drilsk til hende, „men vi ved begge at jeg er stærkest, eftersom jeg overgav mig med vilje, for at behage dig.” Smilet blev morende, skønt han ikke havde noget imod en stærk kvinde, så ville han alligevel foretrække at være den stærkeste, og nu hvor han var vampyr igen, så havde han fået sin overnaturlige styrke igen, så nu havde hun ikke længere let ved at gennemtæske ham og brække hans knogler. At hun havde drømt om ham, måtte til dels gøre ham varm indeni, selvom det naturligvis også kunne være en dårlig ting, da hun jo havde troet at han bare var skredet fra hende, og han kunne ikke komme udenom at det faktisk måtte skuffe ham at hun ikke havde ledt efter ham, men det gad han dog ikke tænke på. ”Du har ret.. jeg er den eneste mand der bør hvile i dine tanker,” svarede han tilfredst, som han tilmed trak yderligere på smilebåndet, så det blev tilfredst og selvsikkert. At han havde hvilet i hendes tanker havde han intet imod, hvor det jo faktisk også var gengældt, skønt mørket havde vendt alt til det dårlige, men når han nu var her hos hende igen, så kunne han kun tænke tilbage på alt det de har været igennem og være glad for det. Hendes fingres nussen mod hans side havde han intet imod, da alle hendes kærlige berøringer var med til at gøre ham rolig og tryg, hvor han selv fortsatte sin hånds strøg over hendes ryg og side. At hun var hans til evig tid, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, som han ikke kunne være andet end tilfreds. ”Godt.” Det var dog hendes andre ord der måtte ramme ham lidt dårligere, som de gav ham en dårlig samvittighed, netop fordi han selv havde haft et sidespring med Elanya, hvor han faktisk havde planlagt at blive lykkelig med en anden kvinde end Denjarna og på det led, følte han at han havde svigtet hende. Han trak roligt hovedet til sig, hvor han satte flasken fra sig og lagde den under hendes hage, så han kunne løfte hendes ansigt mod hans, hvor han trykkede sine læber imod hendes i et blidt og dog længselsfuldt kys.

[Deleted]

Det morede Denjarna at tænke tilbage på deres lille duel, der ikke havde været andet end for sjov. De kunne jo ikke skade hinanden når alt kom til alt, skønt hun havde gjort det et par gange efterhånden. Hendes slag havde dog kun været i afmagt, som han havde knust hendes hjerte et par gange efterhånden. På den led kunne hun også tvivle på, om han virkelig var den rette mand for hende, for skulle kærlighed virkelig gøre så ondt? Hun kunne dog ikke få sig selv til at ønske en anden mand, da alt kunne være mere end perfekt mellem dem, når der ikke var andre til at knuse deres lykke. Altid måtte hun derfor også håbe, at de kunne opnå den lykke igen, selvom det altid endte med at gå galt, hvor den så kom igen. ”Så du er den bedste mand i denne verden? Kan du så fortælle mig, hvilke kvaliteter en sådan mand skal have?” spurgte hun ham med en nysgerrig mine, mens hun måtte sende ham et muntert blik. At han måtte beskrive sig selv som den bedste mand, måtte helt bringe hende minder om Vladimir. Hendes kære ven, som hun i øjeblikket boede hos. Det fik hende også til at sammenligne de to mænd, hvor der på den ene side var Derick, der havde knust hendes hjerte en million gange, hvor hun frygtede og næsten vidste, at det ville ske igen. Samtidig havde han også bragt hende mere lykke end nogen anden person, hvor hun også altid havde elsket ham. På den anden side var der Vladimir der aldrig havde gjort hende ondt, men de havde heller ikke kendt hinanden lige så længe. Han troede dog kun halvt om halvt på kærligheden, men på den anden side havde han ikke været andet end fantastisk overfor hende, hvilket også måtte bringe hende glæde og tryghed. I sidste ende var han bare ikke Derick, og Derick var manden der havde hendes hjerte og evige kærlighed. ”Du tror, at du er den stærkeste af os to. Og det er endda selvom, at jeg har givet dig høvl adskillige gange efterhånden. Og som om du overgav dig med vilje,” svarede hun morende. At han medgav, at det kun var passende, at hun havde ham i sine tanker, fik hende til at trække morende på smilet. Det kunne godt være, at hun havde mødt andre betagende mand, efter at han var blevet fjernet fra hende, men i sidste ende havde hun jo kun tænkt på ham. ”Jeg håber, at det også går den anden vej rundt,” sagde hun roligt. Hun mente dog sin forespørgsel, da hun kun ville blive knust, hvis han ikke anså hende for at være sin drømmekvinde. Hvordan det helt præcist havde foregået mellem ham og Elanya, vidste hun ikke, men hvis han anså Elanya for at være på samme niveau som hende eller højere endda, så ville hun nok se sig nødsaget til at forlade ham. Hun havde nemlig brug for en mand der i sidste ende kun elskede hende, og det forlangte hun derfor også, at Derick gjorde. Hun forlangte også, at de begge to ikke havde flere sidespring, da hun ønskede, at de kun tilhørte hinanden. De skulle ikke længere have varme tanker om nogen anden, hvis de skulle danne par igen. Det ville nemlig kun knuse hende. Hans kortfattede svar sagde hun intet til, for hvad skulle hun også sige? Hun tænkte bare, at det hele i så fald måtte være godt mellem dem, og andet ønskede hun jo heller ikke. Han gengældte forhåbentligt også hendes meninger. Som han blidt måtte tage om hendes hage og løfte hendes hoved, fulgte hun roligt bevægelserne. En ny varmebølge slog ind over hende, som deres læber på ny mødte hinanden, hvor hun besvarede det med ømhed. Hendes øjne gled blidt i, hvor hun i blinde stillede sit eget vinglas fra sig, så hun blidt kunne ligge armen om hans hals, og derfor give sig hen til ham.

[Deleted]

Derick vidste godt at han havde svigtet Denjarna mange gange, men han ville nu ikke sige at det var hans skyld denne gang, eftersom han ikke selv havde valgt at blive trukket frivilligt med væk, da han var søgt ned for at komme op og overraske hende med noget mad, men det havde han slet ikke nået da han var blevet taget på sengen. At hun så ikke engang havde ledt efter ham og bare automatisk var gået ud fra at han ikke gad hende, når han faktisk havde sagt at han ønskede hende, var noget som på en måde måtte skuffe ham, for måske han havde haft sit sidespring med Elanya, men Denjarna havde skam været den første han havde ledt efter, da han var kommet tilbage, hvor alt havde tydet på at hun havde været død, hvilket han også havde hørt rygter om. Det måtte naturligvis nage ham at han aldrig havde fundet hende, særligt fordi hun var blevet tortureret og aldrig havde han ønsket hende sådan en grusom skæbne, men efter at han havde været død i nogle århundreder, så havde naturen og verden ændret sig så meget at han slet ikke havde kunnet genkende noget. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. ”Den bedste mand i verden elsker og værdsætter sin kvinde, som han er god mod og kan forsørge, hvor han naturligvis er flot og stærk, nobel og ædel,” svarede han med et skævt smil. Han vidste godt at han var præget af mørket og ikke havde behandlet hende pænt til at starte med, men det havde han jo ingen kontrol over, desuden nu hvor hun fik mørket undertrykt, så var han jo også rolig og den gamle Derick og den gamle Derick havde jo altid behandlet hende godt, de havde trods alt levet lykkeligt sammen i et par årtusinder! At hun så fortsatte med at påstå at hun var den stærke af dem og at hun havde banket ham flere gange, fik ham til at slippe en munter latter. ”Du lader mig bare aldrig glemme det, hva’?” svarede han morende, som smilet ikke falmede det mindste, „men jeg kan godt lide en stærk kvinde, så det er vel kun et plus at du vandt?” Han blinkede morende til hende, som han ikke kunne lade vær med at finde det komisk og sjovt. Han ønskede ikke at skade hende og i en duel for sjov, havde han intet imod at lade hende vinde. Han så fra pejsen og mod hende til hendes spørgsmål, hvor han så en anelse tænksomt på hende. ”Lad mig se.. du er fantastisk smuk, har en fantastisk person, du er fantastisk dejlig, fantastisk stærk, du er en ener og noget ganske særligt.. jeg tror ikke jeg kunne ønske mig noget bedre,” endte han med at sige i en tilfreds tone, som han havde løftet hånden og strøg hende mod kinden, kun for at trykke læberne imod hendes i det krævende kys. Hun havde jo sådan set altid været hans drømmekvinde, som hun altid havde været en person han var faldet pladask for, og det skete jo tydeligvis endnu. At hun satte glasset fra sig og lagde armene omkring hans hals, lagde han armene om hende, inden han roligt fik dem ned at ligge i tæpperne, som han lagde sig halvt ind over hende, hvor han selv valgte at give sig hen til hende.

[Deleted]

Nysgerrigt hvilede Denjarnas sølvgrå blik på Derick, som han gav sig til at fortælle, hvilke kvalifikationer han mente, at verdens bedste mand skulle have. Det lød alt sammen god i hendes ører, men selv måtte hun desværre sige, at han ikke ejede en af de nævnte kvaliteter. Han var nemlig ikke i stand til at forsørge hende lige i øjeblikket. Faktisk var der en anden mand der forsørgede hende lige i øjeblikket, men det havde hun ikke nævnt for Derick, og hun tvivlede også på, at det var en god ide. Det kunne desuden også være ligegyldigt, eftersom hun alligevel havde i sinde at flytte ud, nu når hun ønskede at starte et liv op med Derick igen. Blidt lod hun sig hånd stryge ham over kinden, mens smilet måtte hvile trygt på hendes læber. Det var efterhånden blevet en del af hende, efter at det hele havde ordnet sig mellem de to. ”Så håber jeg, at du inden længe kan leve op til alle de krav,” sagde hun roligt, som der ikke var noget bebrejdende over hendes tone. Efter at hun havde hørt hans historie, så kunne hun godt forstå, at der var visse ting han måtte gøre, samt hvorfor han ikke længere havde en skilling på sig. Hun håbede bare, at det hele ville arte sig med tiden, da hun var interesseret i at få det til at fungere med ham. ”Men du har mig jo til evig tid.. så du har tid til at få det hele til at gå i opfyldelse,” tilføjede hun i en munter tone. Hun havde skam ment, at hun ønskede at blive hos ham, så længe han ønskede hende ved sin side. Og selvom han ikke skulle ønske hende, så ville hun stadig elske ham. Ligesom ham, så måtte også hun slippe en munter latter, som de kom ind på duellen igen. En håbløs snak var det egentligt, da ingen af dem nogensinde ville være i stand til at vise sin egentligt styrke over for den anden. Det kunne godt være, at hun havde givet ham et par tæv, dengang han havde været menneskelig, men det kunne man også roligt sige, at hun måtte angre den dag i dag. Hun var nemlig på ingen måde stolt over, at hun havde været så langt ude i torvene, at hun næsten havde dræbt den mand, som hun elskede allerhøjest på denne jord. Hun ville ofre sig for ham, hvis det skulle være, som hun ville gå igennem ild og vand med ham, men alligevel havde hun formået at gøre fysisk skade på ham. ”Synes du virkelig, at man skal glemme de sejre man har opnået gennem livet?” spurgte hun i en drillende tone, og blinkede lystigt til ham med det ene øje. ”Men det er heldigt, at du kan lide en stærk kvinde.. Ellers var du jo aldrig faldet for mig,” svarede hun med et smil på læben. Svag havde hun nu aldrig været, som hun altid enten havde haft et stærkt hoved eller også en god fysisk styrke, hvor hun i øjeblikket måtte besidde begge dele, da vampyren i hende gav hende unaturlige fysiske kræfter. Som han gav sig til at beskrive hende med en masse kærlige og positive ord, blev hendes blik helt kærligt, som hun betragtede ham. Det rørte noget i hende, hvor hun næsten måtte føle, at hendes hjerte bankede på ny. Det havde dog altid banket for Derick, om det lå dødt eller ej i hendes bryst. ”Det lyder i hvert fald som en kvinde, jeg aldrig ville forlade, hvis jeg var en mand,” sagde hun mildt, uden at det varme smil falmede det mindste. Et suk af velbehag forlod hendes læber, som han trykkede sine læber mod hendes. Det var en nydelse uden lige, hvor hun på ny måtte mærke, hvordan længslen efter ham steg i hende. Hun tøvede heller ikke med at besvare hans krævende kys, som hun allerede havde givet efter, som hun havde kysset ham lidt tidligere på natten. Trygt lagde hun sig ned på hans udspredte kappe, som han guidede hende ned i en liggende position. Selv gav hun heller ikke slip på hans hals, så hun måtte også være med til at trække ham ned over sig, hvor det også måtte blive en ny ubeskrivelig følelse. Hun havde savnet at mærke hans vægt ovenpå sig, hvor det igen måtte prikke til hendes længsel efter ham. Derfor kunne hun ikke lade være med at gøre kysset en anelse dybere og mere lidenskabeligt, mens hun blidt lagde en hånd mod hans nakke, mens den anden strøg ham over ryggen.

[Deleted]

Som Derick fortalte om kvalifikationerne for en drømmemand, vidste han godt at han nok ikke levede op til dem alle, da han ikke havde været god mod hende igennem det sidste stykke tid, dog kunne man heller ikke se bort fra hele deres fortid sammen, som de begge havde såret hinanden, samt de begge havde levet lykkeligt sammen i et par tusind år, og det måtte jo nok blive den bedste tid i hans liv. Han var glad for at han havde mødt hende her igen og så måtte han jo se om han blev i stand til at rette op på sine fejl og gøre hende glad og lykkelig igen. Han vendte blikket morende imod hende. ”Hvad? Jeg har da alle kvalifikationer, jeg er trods alt din drømmemand!” svarede han drillende, som han let puffede til hende med sin ene skulder, hvor smilet ikke var til at tage fejl af. Han vidste godt at han Måske det ikke var sandt, for ingen var perfekte, men det forhindrede jo ikke nogen i at forsøge. Han trak skævt på smilebåndet til hendes følgende muntre ord, hvor han nikkede ganske let. ”Ja.. du bliver en heldig kvinde,” svarede han morende, som han blinkede let til hende. Deres lille snak omkring deres duel, var måske håbløs, selvom han nu ville stå fast på at han kunne have vundet, hvis han havde fortsat kampen, måske hun havde givet ham et par tæsk som vampyr, da han havde været menneskelig, men han var hverken dum eller svag, hvor han kunne mange forskellige tricks, som han konstant havde måttet kæmpe for overlevelse. Alligevel var hendes eget lille trick kommet bag på ham, da han havde siddet overskrævs på hendes mave og kildet hende, eftersom hun havde fået dem vendt om, inden han havde nået at kunne gøre noget. Han lænede sig ind mod hende og kyssede hendes kind. ”Selvfølgelig skal man huske alle sine sejre, men jeg tror det er vigtigere at kende til sine nederlag, det er trods alt dem man lærer af,” svarede han roligt, uden at han tog blikket fra hende. Han måtte dog le ganske kort til hendes følgende ord, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Ja det er måske meget heldigt, ellers havde du jo aldrig fået en smag af fantastiske mig,” svarede han drilsk selvsikker tone, som han blinkede let til hende, hvor smilet ikke var til at tage fejl af. Alt ved hende havde fanget ham dengang, og det havde det gjort lige siden. Han kunne godt se at hun måtte blive helt varm ved hans ord omkring hende, skønt han dog mente det, hun var fantastisk på alle måder og kanter, hvor hun havde ret i at den mand som havde hende ikke burde forlade hende, da hun jo var manges drømmekvinde, som hun var hans. ”Nej.. tror jeg har fået banket lidt fornuft ind i hovedet,” svarede han morende. Det var endnu engang gået op for ham, hvor fantastisk hun var, ligesom han heller ikke kunne komme udenom de følelser hun satte i ham. Som de kom ned at ligge på skindet og hans kappe, måtte han sukke, da hun gjorde kysset dybere og mere lidenskabeligt, hvor han lod en hånd stryge hende ned over siden, imens han trykkede sin krop ned mod hende, så han ordentligt kunne mærke hende. Hånden søgte mod hendes lår, som han strøg ganske blidt, uden at han gjorde mine til at bryde kysset, da han blot ønskede at give sig hen til hende.

[Deleted]

Denjarna kluklo morende, som han blidt puffede til hende med sin skulder. Hun nød at sidde her og more sig med ham, som hun havde savnet denne positive energi mellem dem. Inden alt det onde havde hændt dem, så havde de også altid haft det perfekt med hinanden, som deres humør altid var blevet løftet, når de var i hinandens selskab. ”.. eller også har du ikke, hvor det bare er mig der sjusker med de ønskede kvaliteter,” svarede hun drillende. Det morende glimt i de sølvgrå øjne blev langsomt erstattet med et varmt blik, hvor hun kærligt valgte at stryge ham over kinden. Hun havde virkelig savnet at sidde sådan her med ham, hvor det hele forekom hende ganske fantastisk lige i øjeblikket. Hun kunne i hvert fald ikke bede om mere end dette. ”Men lige meget hvad, så er du den perfekte mand for mig,” sagde hun roligt og smilede til ham. Det kunne godt være at Derick havde sine fejl, men det havde hun jo også selv. Alligevel kunne hun godt se bort fra dem når det var ham, selvom de havde såret hinanden godt og grundigt gennem tiden, hvor man heller ikke kunne sige, at han havde været særligt sød ved hende, som de havde mødt hinanden her i nat. Direkte modbydelig havde han været, hvor det også stadig måtte gøre ondt, at han havde været ligeglad med, at hun havde været så ked af det, som hun nu engang havde været. Hun forstod dog nu, at han havde fået placeret et mørke i sig, men til tider kunne det godt glemmes, fordi han gjorde hende ondt. Hun kunne dog se, at hun godt kunne skubbe det til siden, da han helt lignede hendes gamle elskede Derick nu. ”Du er mindst en ligeså heldig mand,” svarede hun morende. Sandt var det nu, at hun virkelig måtte føle sig heldig over, at hun endnu engang havde ham i sit liv. Mere kunne hun i hvert fald ikke ønske sig. Hus og andre ting skulle nok komme med tiden. Under deres lille duel kunne man vel godt sige, at Derick havde overgivet sig, da det just havde været et fangende tag hun havde haft i ham, da hun havde siddet på ham mellem alle ruinerne. Det passede hende dog alligevel fint, at de sagde, at hun havde vundet. De kunne desuden være blevet ved til den lyse morgen, hvis en af dem ikke havde overgivet sig, da det kun havde været for sjov. Som han kyssede hendes kind, gled der på ny et varmt skær over hendes øjne. ”Den eneste grund til, at du siger, at nederlag er vigtigere er fordi, at du lige har tabt til mig,” svarede hun drillende, hvor det denne her gang var hende der puffede blidt til ham med sin skulder. ”Jeg kan ikke benægte, at det vidst hændte, at jeg fik smag for dig på vores første nat sammen,” sagde hun med et smil på læben. Begge havde de faldet for hinanden ved første øjekast, hvilket havde været helt forunderligt for hendes vedkommende dengang. Dengang havde hun jo været den stærke, selvstændige kvinde der bare havde hygget sig med mænd for morskabens skyld, men så var Derick kommet ind i hendes liv, og siden den nat havde han vendt op og ned på det hele. ”Det glæder mig at høre,” svarede hun morende, mens ordene også måtte behage hende. Hun ønskede nemlig på ingen måde, at han forlod hende igen. Som han trak hende ind i kysset, mærkede hun, hvordan omgivelserne omkring hende langsomt forsvandt. Igen var det kun de to i verdenen, hvor hun bare mærkede, hvordan hun langsomt blev lagt ned med ham ovenpå sig. Sukket der forlod hans læber var et hun opsnappede, hvor det også kun fik hende til at trykke ham tættere ind til sig. Hendes krop sitrede helt af velbehag og længsel, som han strøg hende over låret. Hun kunne ikke benægte, at der blev plantet et ønske i hendes indre efter at mærke ham helt kropsligt, men det tillod hun dog ikke sig selv at gøre. Hun kunne ikke give fuldstændigt efter og servere sig selv på et sølvfad, og på den anden side, så havde de også noget særligt at se frem til på deres næste møde, hvis de holdt igen. Kysset kunne hun dog ikke få sig selv til at bryde, hvor hun holdt det lidenskabelige kys.