Long time no see

[Deleted]

Derick var ligeglad med hvor de befandt sig, om de så havde siddet i en ussel gyde, så ville han kun have haft øjne op for hende, hvor han også følte sig helt lykkelig ved at sidde med hende i sin favn igen, da det bragte ham ro og tryghed, noget som han havde savnet. Sidst de havde mødt hinanden havde det været mindst lige så kaotisk, eftersom hun havde været præget af mørket og været traumatiseret af de hændelser som var sket hende, hvor han havde smidt en bombe ved at fortælle at han havde været sammen med Elanya, så selv der havde han skulle kæmpe for at få hende tilbage igen, og endnu engang så det ud til at de mødte modstand, men mon ikke de også klarede sig igennem det? Han vidste godt at han knap nok havde fået bevist sig ordentligt overfor hende sidst, og at han skulle kæmpe ekstra hårdt denne gang, da han vidste at han havde såret hende, og det gjorde ham naturligvis også ondt. Han kluklo ganske let til hendes ord, hvor han skam ikke havde glemt at hun havde vundet deres lille dyst. Drilsk blev hans blik, som han endte med at trække hende med ned, skønt han på vej ned vendte dem om, så han endte med at ligge over hende, hvor han blinkede morende til hende. ”Og hvad så nu? Har jeg så vundet?” spurgte han morende, som smilet hvilede lystigt på de blege læber. Han gjorde dog intet, som han blot nød sin plads over hende, hvor han endnu engang havde det frie udsyn til hendes smukke øjne. Han slap heller ikke hendes hånd, hvor han roligt gengældte hendes bevægelse ved at stryge hende over håndryggen. At hun ville vente på ham, var noget som faktisk måtte glæde ham, da han slet ikke kunne ønske sig mere! ”Og så lover jeg at komme tilbage. Og nu kan du både vente på mig, nat og dag,” svarede han, hvor hans smil næsten endte helt kærligt – slet ikke den samme side hun havde set af ham til at starte med. Hun havde fået hans halskæde og han ønskede at hun skulle udnytte det lidt, komme ud og opleve den smukke natur igen i sollyset, som det jo var frygtelig mange år siden at hun havde kunnet gøre det sidst.
Hvor længe de holdt kysset var end ikke noget som Derick ænsede, hvor han blot nød fornemmelsen af hendes læber imod hans egne, som det var en helt så.. brændende fornemmelse, og ikke mindst var det savnet! Da hun slap et støn, gav det ham også en indre lyst til mere, skønt han heller ikke ønskede at bringe hende mere ubehag end hvad han havde bragt hende indtil videre, da han godt vidste at han var blevet noget af en mundfuld, skønt han ikke kunne gøre for sin splittede personlighed og de mange humørsvingninger. Da hun brød kysset, vendte han roligt de violette øjne mod hende, hvor han også mærkede hvordan han faldt til ro igen. Han måtte dog kysse hende flygtigt et par gange mod læberne, inden han helt trak sig, hvor han langsomt måtte sætte hende fra sig på jorden, så hun ikke skulle føle sig overrumplet af ham, skønt hun endnu stod mellem ham og muren. Han rømmede sig kort. ”Vi må vidst også hellere se at finde noget ly,” medgav han roligt, som han tog omkring hendes hånd og sendte hende et smil, hvor han gjorde et hovedkast, som tegn til at de skulle gå videre igen.

[Deleted]

Denjarna trak på smilet, som han lo stille for sig selv over hendes ord. Det drilske glimt opfangede hun også i hans violette øjne, som hun på intet tidspunkt så væk fra dem, så derfor overraskede hans næste træk hende heller ikke. Han blev ikke mødt af nogen modstand, som han fik dem vendt om, hvor hun igen måtte ende i en liggende position, som han ikke havde kunnet vende dem siddende. Det gjorde hende nu heller ikke noget at det var sådan, da hun fandt nydelse ved at mærke hans vægt ovenpå sig, hvor hendes øjne også helt måtte betragte ham med et smilende skær, mens hendes smil var muntert. ”Den må du længere ud på landet med, fister. Duellen blev afgjort for minutter siden, så du kan ikke sige, at du nu har vundet,” svarede hun morende, hvor hun drillende løftede sin frie hånd og prikkede ham blidt på næsetippen med den. Det kunne godt være, at han nu måtte sidde øverst, men det var også kun fordi de havde droppet legen, hvor de også havde lavet noget helt andet i noget tid nu. Det at de så måtte snakke om, at hun var nødsaget til at vente op ham, smertede hende selvfølgelig en smule. Hun ville nemlig ønske, at han kunne blive ved hende, men det vidste hun, at han ikke bare kunne. Han havde sin mission, og selvom hun på ingen måde var tilfreds med det, så var hun nødt til at være tålmodig og vente, skønt hun syntes, at hun havde ventet længe nok efterhånden. Hun håbede bare, at det var det værd denne gang. Det kærlige smil måtte dog hjælpe lidt på sagen, da det gjorde hende helt varm, som det var det første kærlige udtryk fra hans side i dag. ”Jeg ved godt, at det er en skøn ting, at jeg får muligheden for at være ude i dagslyset igen, men elskede? Du får det til at lyde som ufatteligt lang tid, når du siger; både nat og dag,” bemærkede hun med et skævt smil på læben, mens hun blidt strøg ham over håret lige over det ene øre. Hun så dog frem til at se dagene, som hun var sikker på, at hun nok skulle få en del tid til at gå med det. Hun ville dog ønske, at hun en dag fik muligheden for at nyde sollyset med ham. Det havde de nemlig aldrig haft mulighed for…
Denjarnas krop ønskede måske, at de trak den videre, men hendes fornuft måtte fortælle hende, at det endnu ikke var en god ide. Hun håbede bare, at han ville respektere hendes ønske, da hun ikke ønskede en ny diskussion med ham, da det hele gik så godt lige nu, hvor hun ikke ønskede, at det skulle ændre sig! Læberne mod sine var også noget hun mere end nød, som det havde været en utroligt savnet følelse, hvor hun nu endelig fik dem at føle. Hun kunne også sagtens have kysset ham til evig tid, men noget sagde hende, at de burde holde en anelse igen. De havde trods alt også været på vej til en ukendt destination, inden hun havde hevet fat i ham og kysset ham. Derfor brød hun det, hvor hun denne her gang valgte at holde det sådan. Hendes blik var dog endnu fyldt med varme og det behag, som kysset nu engang havde givet hende. At han så ikke kunne slippe hende med det samme, som han var nødt til at skænke hende et par hurtige flygtige kys, fik hende til at smile, mens hun gengældte dem. ”Du har slet ikke en ide, om hvor vi kunne søge hen?” spurgte hun stille, som hun langsomt og sikkert kom ned på jorden igen. Som han tog om hendes hånd, lod hun let sine fingre spredes, så de kunne flette dem, inden hun roligt begyndte at gå.

[Deleted]

Hvordan det havde lykkedes Denjarna at gøre Derick helt mild og kærlig igen, vidste han ikke, skønt den mørke side i ham på ingen måder brød sig om det, hvor det var som om han konstant kunne høre en alarm om at han ikke måtte give efter og at han var tæt på det, men det var næsten umuligt at gøre andet, nu hvor han endelig var sammen med hende igen og det var noget som han havde savnet. Hun bragte ham en ro, samt en varme som han ikke havde følt længe. Deres sidste par møder havde heller ikke været de meste glædelige, som det dengang var hende der havde haft sine problemer, hvor det nu var blevet byttet om, skønt de alligevel havde formået at more sig sammen. Som han vendte dem, trak han blot morende og drilsk på smilebåndet, da det nu var ham der lå øverst. Hendes ord fik ham blot til at grine ganske kort, hvor han løftede den ene hånd og strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, inden han strøg hende ganske blidt over kinden. ”Jeg synes nu alligevel at jeg er gjort fortjent til at være din prins, sådan som jeg kan slå benene væk under dig,” svarede han drillende, hvor han blinkede let til hende, inden smilet måtte brede sig. Han sænkede kort sit hoved, så han flygtigt kunne kysse hendes læber, inden han trak sig igen, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. Han kunne godt høre på hendes ord at hun ikke var meget for at skulle vente på ham, selvom han godt forstod hende og han forstod sig også godt på hendes frygt for at han muligvis ikke ville komme igen, skønt han nok skulle sørge for at komme helskindet igen! Han ønskede desuden ikke at give slip på hende, nu hvor han var sammen med hende igen. ”Jeg skal nok skynde mig Denjarna.. for din skyld. Jeg ønsker ikke at være adskilt fra dig længere end højst nødvendigt,” forsikrede han hende, hvor hans smil blev mildt, som han let lod hovedet falde mod hendes hånd, da han nød hendes strøg.
Som kysset blev brudt, kunne Derick godt mærke at hun havde sat en lyst i ham, en lyst efter hende, som han måtte savne at mærke hende helt tæt på, skønt han selv fandt det bedst at de brød kysse tog holdt en anelse afstand på det intime punkt, da hun ikke var den eneste der ønskede at være forsigtig og påpasselig med at åbne for hurtigt op. Han havde dog alligevel svært ved at slippe hende helt, som han ikke kunne lade vær med at kysse hende et par flygtige gange efter det dybe og langvarige kys, skønt han til sidst fik hende sat fra sig på jorden. Han trak let på skuldrene, hvor smilet blev skævt. ”Vi skal nok finde noget,” svarede han roligt, som han begyndte at gå, hvor han mere end glædeligt lod sine fingre flettes ind i hendes, som det var præcis som i gamle dage! Det føltes slet ikke som om at der kort havde været nogen dårlig stemning, da den lige så hurtig var blevet drevet bort af kysset. Han fortsatte rask sine skridt væk endnu engang, hvor han vendte blikket mod hende, idet han førte hendes hånd op til sine læber, så han kunne kysse hendes håndryg. Han var ligeglad med hvor de tog hen, så længe han bare havde hende.

[Deleted]

Det var bestemt ikke til at mærke i øjeblikket, at Derick var en mand der lå under for mørket. Mild og varm forekom han Denjarna helt i øjeblikket, som de begge smilede, samt de også havde fået noget morskab ud af stunden. Hun håbede at deres møde kunne forblive sådan her, da hun næsten ville gå så vidt og sige, at hun hadede hans mørke side. Når den kom frem i ham, behandlede han hende bestemt ikke godt, hvor hun også helt blev ked af det, fordi hun konstant udsatte sig selv for den evige smerte. Men hvor meget hun end foragtede den side af ham, så kunne hun ikke tage afstand til ham i den sidste ende, da han igen i den sidste ende var hendes elskede Derick. Det kunne hun jo se i stunder som denne. Der var tydeligvis stadig lys i ham, skønt det så sandelig også krævede sin kamp at finde det frem i ham! Stolt måtte hun derfor også være, hvor hun var yderst tilfreds med, at hun var den ene person på jorden han alligevel ikke kunne stå for. De havde også kendt hinanden utroligt længe, hvor de faktisk havde været et par siden den allerførste dag, så det var også kun klart, at de havde en svaghed for den anden. ”Vil du kun være min prins?” spurgte hun kækt og smilede op til ham. Hun nød hans berøringer, hvor hun lod ham stryge lokkerne væk og stryge hendes ansigt, som enhver berøring fra hans side af var mere end kærkommen. Det var de i hvert fald, efter at hun havde givet efter for ham. ”.. Jeg var jo din dronning.” Det flygtige kys over hendes læber, fik på et splitsekund varmen sendt igennem hendes krop, hvor hun helt måtte betragte ham med et lykkeligt skær i de sølvgrå øjne. Hun ønskede bare at være sammen med ham, som hun elskede ham. Hun ønskede heller ikke, at hans kærtegn ville stoppe, skønt hun også godt vidste, at de ikke kunne blive ved sådan her for evigt.Hun ville dog ønskede, at det kunne være sådan, og at hun ikke skulle gå med den frygt i baghovedet, at han nok ville være væk så snart månen steg op igen. ”Jeg glæder mig til, at jeg får dig af se igen,” svarede hun med længsel i tonen, mens hun kærligt strøg ham over kinden. At han lagde sit hoved mod hendes hånd, var også kun med til at gøre smilet endnu varmere, som hun følte sig tættere og tættere på ham.
Det glædede Denjarna, at det ikke kun var hende der følte en længsel, da hun kunne mærke på ham, at den tydeligvis var gengældt. Det frydede hende at mærke, at hendes følelser alligevel var gengældt, da det var den mest perfekte situation hun kunne være i! Hun ønskede jo bare et liv med ham, og hun kunne jo mærke på ham, at han stadig ønskede hende, selvom han havde sagt, at han nød sin frihed uden hende. Hun håbede dog på, at han bare havde sagt det i et forsøg på at såre hende, da hun ikke selv ønskede at være alene. Smilet hvilede fasttømret på hendes bløde læber, som han havde brug for tid, før han kunne slippe hende igen. ”Så længe vi finder på noget sammen.. så er jeg glad,” sagde hun roligt, som de begyndte at bevæge sig fremad igen. Hendes blik gled kort en omgang rundt, som hun ikke rigtigt havde holdt øje med omgivelserne, som han havde båret hende, og da de havde kysset, havde der ikke eksisteret noget andet end de to i denne verden. ”Men.. det er ikke for at være en lyseslukker, men jeg tror kun at der er ruinerne her og muligvis nogle huler, hvis ikke det ikke skal være en kro,” sagde hun mildt med et skævt smil, mens hun blidt trykkede om hans hånd. Det var ikke det mest attraktive, at de muligvis skulle sove ude i det fri, men hvis det var sådan det skulle være, så kunne det vel ikke være anderledes? Hun ville dog hellere tilbringe resten af tiden med ham herude, end at blive skilt fra ham igen, fordi hun ønskede sig noget mere komfortabelt.

[Deleted]

Derick havde ingen situationsfornemmelse, hvor hans humør helt kom an på hvordan hun selv reagerede overfor ham og hvilke emner de kom ind på, for så snart hun bragte ubehag i ham, så sprang mørket frem i ham, men så snart hun var kærlig og blid overfor ham og gav ham den bekræftelse som han havde brug for, så blev han selv kærlig og mild, hvor hun lod ham mærke savnet efter hende, hvor han nu egentlig bare ønskede at få den mission gennemført, så han i stedet for kunne komme hjem til hende og de igen kunne starte et nyt liv op sammen. Han hævede let det ene øjenbryn til hendes ord, inden et skævt smil gled over hans læber. ”Vil du hellere have at jeg er din konge, hvis du er min dronning?” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge en anelse på sned, uden at glimtet forlod de violette øjne, da hun formåede at gøre ham helt varm og rolig indeni. Han kunne godt se det lykkelige skær i hendes øjne, da han kyssede hende, hvilket måtte smitte helt af på ham, som det føltes som om hun gjorde ham helt blød i det indre, hvor det kunne føles som om han smeltede, skønt det ikke var tilfældet. Hendes blide strøg mod hans kind, fik ham til at lukke øjnene ganske let, hvor smilet bredte sig en anelse. ”Du har mig jo stadig resten af natten og hele dagen med,” svarede han roligt, som hun næsten fik det til at lyde som om han gik her og nu, skønt han ikke kunne få sig selv til det, for han elskede hende og han savnede hendes selskab.
Med rolige skridt førte Derick dem roligt væk fra ruinerne igen, som der begyndte at blive tyndet lidt ud af dem, jo mere de gik, hvor han førte dem op ad en bakke, der førte op til et mere åbent område, hvor der også var en skov et stykke derfra. Hans blik søgte let omkring. Røver og oprørere hørte til i ruinerne, så der måtte vel findes noget andet end huler og åbne ruiner, hvor man kunne søge tilflugt? ”Og så længe jeg har dig, er jeg glad,” svarede han med et skævt smil, som han gengældte hendes klem, idet han fortsatte fremad. Han forsøgte konstant at få øje på noget, hvor hans mine blev en anelse tænksomt. Måske de bare skulle tage hen på en kro? De kunne jo heller ikke blive ved med at søge hele natten, da han nu ikke længere var beskyttet mod solens stråler, så han var den som var tidspresset af de to. ”Hvad blev der af det åbne sind?” spurgte han morende, som han trak morende på smilebåndet, inden han skridtede over noget græs og førte dem væk fra stien. ”Og jeg tror minsandten at heldet er med os. Kan du se mellem de ruiner, jeg synes at kunne se et hus,” svarede han, som han pegede mellem to store ruiner, hvor man lige kunne ane et forladt og en anelse faldefærdigt hus, et stykke længere oppe af en bakke. Han trak muntert på smilebåndet, som han endte med at sætte farten op, skønt han dog ikke slap hendes hånd på noget tidspunkt, hvor han også sørgede for at hun var med ham konstant. Jo tættere de kom på, desto mere kunne man også se af huset, der ikke bare var et lille hus, det var en gammel forladt herregård, hvor der var to store lader. Man kunne også se at der var tre store græsmarker der tilhørte huset – tilbage i sin tid – jo tættere de kom på og des højere de kom op ad bakken. Som de kom op ad bakken og ind på gårdspladsen kunne man også godt ane at herregården i sin tid havde været prægtig selvom farven var blevet mat, hvor noget af den også var en anelse faldefærdigt. Det var dog en stor bygning, hvor der både var en stue- og en førsteetage. Han vendte blikket mod hende. ”Hvad siger du til at gøre det til vores for en enkelt dag?” spurgte roligt, hvor han selv blev nysgerrig på at se hvordan det så ud indvendig. Hvis det var helt klamt og usselt, kunne de jo altid søge videre til en kro.

[Deleted]

Kærligt lod Denjarna sin hånd stryge ham over ansigtet, som de diskuterede, om han skulle være hendes prins eller konge, når nu hun var hans dronning. Blikket i de sølvgrå øjne måtte også være en anelse morende, mens smilet på hendes læber var varmt. Hun følte sig utroligt godt tilpas i denne stund. ”En dronning har jo brug for en konge, og har du et bedre forslag end dig selv?” sagde hun sigende. Varm følte hun sig, når hun lå her med ham, skønt hendes krop i virkeligheden var kold. Det føltes helt som at få helt nyt liv i kroppen, når hun var sammen med ham, og det var en vidunderlig følelse. Hun håbede inderligt ikke, at den mørke side ville få sit tag i ham igen, da hun bestemt ikke kunne lide den udvikling, da hun også selv fik svært ved at forholde sig roligt, når han begyndte at vrisse hende. Så en hårfin balance måtte det virkelig være. Hvor hans smil blev forstørret, som hun strøg ham over kinden, kom der samme reaktion på hendes ansigt. At han fandt hendes kærtegn så kærkomne, måtte gøre hende helt lykkelig, da hun bare ønskede, at de havde det godt sammen igen. ”Jeg ved det.. Jeg har også i sinde at nyde hvert et sekund med dig,” svarede hun roligt med en ærlig mine. Hun glædede sig på ingen måde til deres kommende afsked, hvor hun bare havde lyst til at spænde ham fast til sig selv, og så stikke af med ham, men det gik jo heller ikke. Hun måtte være tålmodig, skønt hun mente, at hun havde været tålmodig længe nok. Sidste gang de havde været ordentligt og lykkelige sammen, havde været dengang i deres træhytte, inden de begge to var forsvundet, og det var skræmmende længe siden. Dog ønskede de begge at kæmpe videre, og det var det der betød noget.
Uden tøven fulgte Denjarna Derick, som han ledte dem en anelse væk fra de mange ruiner og op ad en bakke, så de havde et større udsyn til hele området. På intet tidspunkt slap hun hans hånd, hvor hun derimod klemte blidt om den i tide og utide. Det føltes fuldkommen uvirkeligt at være sammen med ham igen, hvor det mest af alt måtte forekomme hende som en drøm, når det gik så godt, som det nu engang gjorde. Blikket slog hun smilende og kortvarigt ned i jorden, som han også bare sagde, at han ville have hende og så var det hele godt. At han spurgte, hvad der var blevet af hendes åbne sind, måtte hun slippe en dæmpet og munter latter. ”Når man har tilbragt så mange stunder i lader og diverse huler, så ryger noget af den åbenhed langsomt, som den bliver fortæret af ønsket om noget lidt mere luksus,” svarede hun smilende. Hun havde bestemt ikke levet som en prinsesse, dengang hun var sluppet fri af torturen, da hun havde været nødsaget til at søge primitive muligheder, da hun havde været for aggressiv i sindet, samt hun ikke havde haft nogen penge. Derfor havde hun boet i lader, grotter og en sjælden gang imellem i huse, når hun dræbte dets ejere. ”Lad os undersøge det,” sagde hun åbent, som han spottede et hus. Hendes blik gled også per automatik i hans øjnes retning, og rigtigt nok kunne man ane et hjem blandt alle ruinerne. På lang afstand kunne man godt se, at det ikke var i den bedste stand, men det kunne vel være bedre end en hule? Hun fulgte ham i hvert fald, som han trak hende i husets retning. Det gik hurtigt op for hende, at huset på ingen måde levede op til den standard, som hun var vant til lige pt. Jaa, i øjeblikket boede hun jo på et nyrenoveret slot, hvor hun også var blevet tilbudt ly på Castle of Darkness. Nysgerrigt betragtede hun huset der skulle vise sig at være en herregård. Det var en skam, at det var misligholdt, da hun godt kunne se, at det engang havde været flot. ”Jeg synes da, at vi skal give det et forsøg,” sagde hun roligt, uden hun stoppede sine skridt. Inden længe ville de være helt tæt på, så de kunne træde ind og undersøge det. ”Hvis det er helt elendigt, så så jeg, at der også var nogle lader her..”

[Deleted]

Det hele forekom Derick så normalt som det overhovedet kunne blive, ved at ligge her med Denjarna, hvor han godt nok nu var den som lå øverst, men det havde ingen betydning. Det som betød noget var at de var sammen, skønt det var en splittet følelse han sad igen med, på grund af mørket, da det ønskede at han skubbede hende væk inden det gik galt, selvom han undertrykkede den side og følelse i øjeblikket, da han bare ønskede at give sig hen til hende, og hun formåede også at få den gamle side frem, hvilket var en rar fornemmelse. Desværre var han bare ikke normal, skønt han i øjeblikket opførte sig sådan, for mørket kunne i princippet dukke frem når som helst det skulle være, alt efter hvilke emner de kom ind på og hvordan stemningen drejede sig. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord og rystede let på hovedet. ”Nej.. så er jeg den perfekte,” svarede han kækt, som han blinkede let til hende. Sjovt som han faktisk godt kunne være blevet konge, for havde han giftet sig med Elanya, så var han blevet konge af Procias. Det var dog ikke en tid han ønskede at tænke på, eftersom han nu lå her med Denjarna, og hun havde fortjent hans tanker og fulde opmærksomhed, som han også hellere end gerne ville give hende. ”Som jeg har med dig,” gengældte han, som smilet blev varmt, idet han selv løftede sin hånd og strøg hende kærligt over kinden.
“Det lyder til at næste gang vi skal finde et sted at bo, at vi skal finde noget mere fornemt end en træhytte,” svarede Derick morende, som smilet ikke falmede det mindste. Han selv var vant til at leve ude i det fri, hvilket han havde gjort siden han var kommet tilbage igen fra mørket, men han havde jo så heller ikke behov for at gemme sig for solen, da han trods alt havde sin halskæde, som beskyttede ham. Han selv ville dog ikke have noget imod lidt luksus, eftersom han var en fattig mand, hvilket han havde været siden han havde forladt Castle of Light. At hun så gerne ville undersøge huset med ham, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han roligt førte dem op i gårdspladsen. Hans blik gled nysgerrigt omkring, som han vendte blikket mod hende med et skævt smil. ”Der er dit åbne sind jo,” kommenterede han drillende, som hun sagde at de kunne give det et forsøg og tilmed sove i en af laderne. Han trak hende roligt hen til laden der lå på højre hånd for dem, hvor han åbnede den gamle trædør. Han blev dog overrasket, eftersom det ikke var nogen normal lade, men et værksted, man kunne se på høvlebænken, og de mange redskaber at det var en tømmer der havde boet her, hvor der også lå en masse træ bagerst i laden. ”Gad vide hvad der skete med familien,” mumlede han let, som han roligt lukkede døren igen og trak hende med over i den anden side til den anden lade, som han også måtte åbne, hvor der stod utrolig mange båse ved siden af hinanden, hvor heste engang havde gået, hvor der også var et halmloft ovenover. ”Jeg satser på huset, jeg har ikke lyst til at stinke i morgen,” svarede han morende, som han derefter vendte sig mod huset, som han trak hende over mod, hvor døren var revet af den øverste hængsel og dermed stod halvt åbent.

[Deleted]

Tilfredst gled smilet over Denjarnas læber, som han medgav, at han var det perfekte valg for hende. Selv tænkte hun ikke på andre mænd eller kvinder i deres liv lige nu, da hun i øjeblikket lå med den mand hun ønskede sig. Hvis de kom ind på andre personer end lige netop de to, ville hun også bare blive trist igen. Især hvis de kom ind på Elanya, for hun følte virkelig, at han havde trådt på hende med det sidespring. Det var også det der gjorde, at han var så svær at tilgive, da hendes værste frygt derfor var gået i opfyldelse. Han havde virkelig elsket den kvinde, og nu måtte hun frygte, at hun ikke var nummer et i hans hjerte, samt om han muligvis kunne finde en anden. ”Så er det sådan det bliver,” sagde hun afsluttende og sendte ham et morende og dog også varmt smil. Hun var glad for, at hun kunne nyde denne stund med ham, hvor hun inderligt håbede på, at der ville komme flere af dem. Han skulle vende tilbage til hende. De skulle elske hinanden igen, og ikke tænke på andre mulige personer i deres liv. Hun ønskede bare at starte på en frisk med ham. Roligt betragtede hun ham, som han gengældte hendes ord, mens en behagelig summen gik igennem hendes krop, som han strøg hende over kinden.
”Vores træhytte var helt perfekt!” svarede Denjarna bestemt og sendte ham et smil. Tiden med ham og deres træhytte måtte faktisk være den mest lykkelige tid i hendes liv, da hun havde haft ham for sig selv, som de havde isoleret sig fra resten af verdenen. Der havde hun ikke behøvet at frygte for andre personer, som de bare havde kunnet nyde hinanden. De havde også været lykkelige sammen, som de jo altid havde elsket hinanden. Morende rystede hun let på hovedet af ham, som han sagde, at hendes åbne sind alligevel var kommet frem. Selv ville hun helst være et komfortabelt og behageligt sted, men hvis det ikke kunne være anderledes end dette lige i øjeblikket, så måtte det jo være sådan det var. ”Hvor har du selv holdt til på det seneste?” spurgte hun nysgerrigt, som han ledte hende med ind i en af laderne. Det lød jo ikke til, at han havde nogen penge, så han levede vel, som hun havde gjort, da hun lige var sluppet fri. Nysgerrigt lod hun blikket glide rundt omkring, som de trådte ind i laden. Selv havde hun troet, at den ville have været fyldt med resterne af halmballer, og diverse gartnerredskaber og stalde, men det var bestemt ikke tilfældet. Denne lade var i hvert fald blevet brugt til håndværkerarbejde. ”De døde vel, eller flygtede i sin tid,” sagde hun med et kort skuldertræk. Hele byen her var jo forladt. Roligt fulgte hun med ham, som han ledte dem ind i den anden lade, hvor det mere var en lade, som hun havde tænkt sig, at den skulle være. ”Hvad blev der af dit åbne sind?” spurgte hun drillende og gav hans hånd et blidt klem, mens hun smilte morende til ham. Nu var det jo ham der sagde, at dette ikke var godt nok til ham. Hun havde dog ikke noget imod, at de lige ville give selve huset en chance, så derfor gjorde hun ikke nogen modstand, som han trak hende med over til den sidste bygning. Der måtte hun forsigtigt åbne døren lidt mere, hvor den knirkede hele vejen, så hun helt blev nervøs for, at hun muligvis kunne til at rive den af. ”Stedet er i hvert fald forladt..” kommenterede hun med et skævt smil, inden hun langsomt trådte ind i huset.

[Deleted]

Derick ønskede ikke at tænke på andre personer foruden Denjarna, da han bare blev i dårligt humør, hvis de kom ind på hendes nye mænd, hvor mange der nu end var, da hun kun havde nævnt en, men en var i den grad også nok! Det nagede ham stadig at hun havde fået et smykke af en anden, hvor det nagede ham endnu mere at hun bar det i øjeblikket. Hans mistænksomhed havde dog været korrekt, som det var en halskæde hun havde fået af en anden, hvor hun bare kunne have købt den selv, og det fik ham også til at tænke på om han havde ret i andet. ”Perfekt,” endte han med et varmt smil, som hans violette øjne måtte glimte af glæde, som han så ned på hende. Han var kun glad for at have fundet hende igen, skønt det hele havde taget en drejning han slet ikke havde ventet sig, da han havde troet at han kunne beholde den kortfattede og ligegyldige attitude, men hun havde hurtigt revet mørket væk og opfyldt ham med lyset igen.
Smilet måtte blive skævt på Dericks læber, da hun valgte at sige at deres træhytte havde været perfekt i den bestemte tone, da han selv altid havde nydt det. Dengang havde han ikke behøvet noget sort og prægtigt som sit tidligere mansion. Dengang havde han bare haft brug for hende, hvor de også havde valgt at isolere sig. Sammen havde de bygget træhuset, så han havde altid selv været glad for det, da det jo også var der hans lykkeligste minder måtte være. ”Godt.. nu frygtede jeg jo lige at jeg skulle til at bygge noget større og prægtigere,” svarede han morende, som han klemte let omkring hendes hånd. Hvem der havde boet på herregården anede han ikke, men den var i hvert fald forladt nu, hvilket den havde været i mange år, skønt den ikke var nær så faldefærdig som resten af ruinerne, så han ville skyde på at denne bygning ikke var lige så gammel som de andre. ”Jeg har ikke sovet særlig meget. Det har jeg trods alt ikke brug for, når jeg kan vandre ude både dag og nat,” fortalte han roligt, hvor han sendte hende et skævt smil, som de så ind i laden. Han kluklo ganske let og rystede smilende på hovedet. ”Lidt forfængelig har man vel lov til at være?” svarede han morende. Hans blik så nysgerrigt ind i huset, hvor han lod hende skubbe døren lidt mere op, hvor den knirkede, indtil den stoppede, hvor han lod hende træde ind først, før han selv fulgte efter. De kom ind i en stor og det der før havde været en prægtig forhal, hvor en gammel ødelagt lysekrone måtte hænge over dem. Alt var henlagt i mørke, hvor der var væltede vaser og planter, tøjstykker de lå på gulvet, hvor det næsten kunne ligne at der havde været kamp eller indbrud. Han slap roligt hendes hånd i tilfælde af at hun ville søge rundt på egen hånd, hvor han selv smuttede over til højre side, hvor skydedørene var skubbet til side. Det var en gammel dagligstue, hvor han kunne se ind gennem en anden dør der førte ind til spisestuen. ”Nu håber jeg at det meste er intakt,” svarede han roligt, som han så op ad den store marmortrappe som førte ovenpå, „det kan være vi kan finde et ordentligt værelse.”

[Deleted]

Denjarna havde nydt at leve med Derick i deres egen lille træhytte, da den havde forekommet hende noget så perfekt. Der havde de kun haft hinanden og det der havde været mest nødvendigt, og det havde passet hende mere end fint. Selv havde hun ellers været vant til at leve på et stort mansion, som hun havde haft sit eget, dengang hun havde været leder af mørkelverne, hvor hun havde levet i Dericks, som hun var blevet vampyr. Nu levede hun på et luksuriøst slot, hvor hun ikke manglede noget som helst. Men selvom hun havde haft nogle luksuriøse bosteder gennem tiden, så havde den bedste tid været den sammen med Derick i træhytten. Det kunne godt være, at hun elskede at være omgivet af fine ting, men af den grund måtte han stadig forekomme som det vigtigste for hende. ”Har du da i sinde at bygge os et nyt hjem?” spurgte hun overrasket, og dog utroligt nysgerrigt, hvor hun også lod de sølvgrå øjne hvile på ham. Når han sagde det på den måde lød det helt som om, at han havde planlagt at bygge noget for de to, og det måtte et sted varme hende. Hvis de skulle få et liv sammen igen, så havde de brug for et fælles hus, som de engang havde haft. Hun vidste dog godt, at det ikke ville blive opført lige foreløbig, da hun vidste, at han havde en mission at tage sig af. ”Nej, det må have givet dig visse fordele, at du nu kan være ude både nat og dag. Jeg ville også ønske, at vi en dag kunne nyde solen sammen,” sagde hun med et skævt smil på læben. Fantastisk heldig var han, at han uden problemer kunne færdes ude i det fri om dagen, hvor hun ville ønske, at det var hende der var i stand til det. Han havde godt nok lånt hende sin halskæde, men det var ganske rigtigt en lånt halskæde, så den skulle hun give ham tilbage igen, når han kom tilbage. Hun håbede bare, at hun ikke ville få svært ved at give den fra sig igen, da hun savnede utroligt meget at se solen. Hun savnede jo stadig sit gamle liv, og det havde dagen været en del af. ”Det har man jo,” svarede hun morende, som han kaldte sig selv forfængelig. Forsigtigt trådte hun ind over dørtærsklen til herregården, hvor hun bevægede sig langsomt frem, da hun var usikker på, hvor sikkert dette hus var. Døren var jo næsten faldet af, som hun havde åbnet den. Da hun kom ind i forhallen, så hun også, hvordan det hele lå smadret. Tænksomt bed hun sig selv let i underlæben, mens hun studerede lokalet. Som han slap hendes hånd, strakte hun let sine fingre, skønt hun bare fortsat lod sine arme hænge slapt ned af kroppen. ”Det er jo kun for en enkel dag, så det går vel,” sagde hun stille. Roligt valgte hun bare at følge efter ham, hvor trægulvet under hende helt måtte knirke. ”Der er jo ikke andet at gøre, end at undersøge det,” svarede hun roligt og sendte ham et skævt smil. ”Kom.” Hun vendte sig om, hvor hun begyndte at bevæge sig op ad marmortrappen, som hun gik ud fra at soveværelserne måtte ligge deroppe. Let lod hun sin ene finger strejfe over gelænderet, hvor den blev helt grålig, som den samlede en støvklump. ”Jeg håber ikke, at sengen her er helt mølædt, hvis det overhovedet er sikkert at sove i den,” sagde hun stille med en tænksom mine, som hun let skubbede støvet af sin finger. Ja, hun frygtede vel lidt, hvordan resten af stedet så ud, når alt tydeligvis var tilstøvet, fyldt med edderkopper og væltede ting og sager.

[Deleted]

Derick havde nydt tiden i træhytten, som han ganske vidst havde været lykkelig, men på den anden side havde det måske været et rimelig kedeligt liv, da de mere eller mindre havde gjort det samme hver dag. Dengang havde han ikke haft noget imod det, men når han tænkte tilbage derpå, måtte han indrømme at han savnede eventyret, hvor det jo heller ikke var til at sige hvad der var sket for dem, hvis de ikke havde isoleret sig. De havde gjort det i frygt for at der skulle komme andre personer og invadere deres privatliv som de tidligere havde levet en anelse kaotisk, som hun også havde haft sit lille sidespring. Han fortrød dog ikke at han havde isoleret sig med hende, da hun havde givet ham mange gode år, hvor det bare havde været de to. Han vendte blikket morende imod hende, hvor smilet blev skævt. ”Naturligvis.. du har vel ikke tænkt dig at bo på gaden har du?” Han trak hende let ind til sig, så han kunne placere et kys på siden af hendes hoved, inden han fortsatte frem. Hvis de skulle starte et liv sammen igen, skulle de naturligvis have et sted de kunne være, selvom han måtte indrømme at han selv savnede luksussen, så han ville nok foretrække et stort mansion igen frem for en lille træhytte, men til at starte med ville han tage hvad han kunne få, da det jo bare var de to. Han så roligt mod hende igen, hvor smilet blev mildt. ”Så må vi jo bare finde en kur så du kan blive mørkelver igen, eller også finde en magisk genstand der gør det muligt,” svarede han roligt, som han klemte omkring hendes hånd. Mørkelver eller vampyr var han ligeglad med, skønt det negative ved at hun var mørkelver, var at hun ikke kunne leve for evigt. Huset så noget ødelagt ud indvendig, som ting var smadret og ødelagt, hvor gulvet og dørene måtte knirke. Derick ville skyde på at det havde været forladt i mange år, så det skulle ikke undre ham at det meste var råddent og ubrugeligt. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor han trak på smilebåndet, som hun bad ham om at komme med, hvor han fulgte efter bag hende, som de gik oven på. Der var en gang der gik til venstre, hvor der ellers lå en pejsestue på højre hånd med en marmorbalkon. ”Skal jeg være ærlig? Så tror jeg ikke er sengene eller sengetøjet er godt mere. Det ser ud til at det har været forladt i frygtelig mange år,” svarede han roligt, som han så ind i pejsestuen, der endnu virkede komfortabel, skønt der også var væltede ting derinde. Han gi roligt derind, hvor gulvet også måtte knirke og for en stund måtte han næsten frygte at det ville styrte sammen under ham, men det så alligevel ud til at det var sikkert. Han rykkede let en gammel støvet sofa til side, hvor han gjorde det samme med det væltede stuebord, inden han tog fat i skindet der lå foran pejsen, som han rystede, hvor støvet fløj til alle sider og fik ham til at hoste. Han lagde det roligt ned igen, inden han trak kappen af sig og lagde det over skindet. Han gjorde en gestus mod skindet og kappen, hvor smilet blev charmerende på hans læber. ”Se.. jeg har ordnet en soveplads til os,” svarede han morende. De kunne jo altid se om de kunne finde puder, dyner eller andet som stadig var godt, og så kunne de ligge og hygge foran pejsen. Brænde havde de jo nok af.

[Deleted]

Det bragte en varme gennem Denjarnas krop, som han sagde, at han ønskede, at de fandt sig et hjem sammen igen. Dejligt var det at høre, da det var en tryghed hun havde savnet, samt det, at det skulle ske sammen med ham gjorde det endnu bedre. Selv følte hun allerede, at de var kommet et godt stykke med hinanden allerede, end da de lige var blevet genforenet med hinanden. Nu havde de givet udtryk for, at de ønskede hinanden, hvor hun også havde givet efter og kysset ham, samt han nu havde sagt, at han gerne ville bo med hende igen. Det glædede hende at høre, skønt hun vidste, at det ikke ville ske fra den ene dag til den anden, da han havde sine ting at tage sig af, hvor hun måtte vente så tålmodigt, som hun nu engang kunne. ”Jeg må nu sige, at gaden aldrig har tiltrukket mig,” sagde hun med et smil på læben, hvor hun lod sig trækkes ind til ham. Smilet måtte også brede sig, som hun mærkede hans læber mod sit hoved, hvor det i sandhed var en berøring hun nød. ”Vil det så blive en genskabning af det gamle, eller har du noget andet i tankerne?” spurgte hun nysgerrigt. Nu når han sagde, at han gerne ville bygge noget til dem, så var hun da interesseret i at høre, hvilke planer han gik rundt med. Det kunne også være, at hun kunne finde ud af noget i mellemtiden. Det kunne godt være, at hun boede godt hos Vladimir lige nu, men hvis en tilværelse med Derick var hende mulig, så ville hun skam vælge den. Selv havde hun også fået skrabet nogen penge sammen, så det kunne være, at de kunne blive brugt til noget fornuftigt nu? Som han nævnte, at de måtte finde en kur på det, at hun var vampyr eller finde hende en magisk genstand, der kunne bringe hende ud i solen, fik hende til at se tilbage på ham med et lille smil på læben. Selv var hun faktisk i gang med at undersøge mulighederne for at blive mørkelver igen, men det havde hun endnu ikke drøftet med ham, selvom han allerede havde en god fornemmelse af, at det var hendes ønske. ”Det må vi,” sagde hun roligt, hvor hun blidt gengældte klemmet om hans hånd. Roligt gav hun sig til at bevæge sig op ad trappen der ledte dem til førsteetagen. Nysgerrig var hun efter at se, hvordan resten af herregården så ud, skønt hun et sted også frygtede det værste. Huset var trods alt ikke vedligeholdt, så det ville være et held, hvis de kunne finde et ordentligt sted at tilbringe dagen. ”Jeg tror desværre, at du har ret i det.. Det ville bare være rart, hvis der var noget der så nogenlunde ud,” svarede hun med et skævt smil på læben. Sandt var det, at stedet havde været forladt i et længere stykke tid, men det var der intet at gøre ved. Som han trådte ind i pejsestuen, blev hun selv roligt stående i døråbningen, hvor hun let lod en hånd hvile mod dørkammen. Nysgerrigt så hun til, som han begyndte at rykke rundt på møblerne, hvor hun bare var interesseret i at se, hvor han ville hen med dette her. Da han så gav sig til at ryste skindtæppet, trak hun en anelse på smilet, som hun så pointen i det hele. Det var måske stadig beskidt, hvor det på ingen måde var luksuriøst, som resten af rummet var beskidt og et stort rod. Hun kunne dog ikke lade være med at betragte ham med et kærligt blik. ”Det er perfekt for i dag,” sagde hun roligt, inden hun begyndte at bevæge sig over til ham, der slog hun blidt armene om hans hals, inden hun kærligt skænkede hans læber et kys.

[Deleted]

Hvis de skulle have et nyt liv sammen, så skulle de også have et sted at bo, da Derick trods alt ønskede det bedste for hende. En træhytte i sin tid havde været hyggeligt, hvor de også havde haft det mest nødvendige, han havde heller ikke ønsket sig mere, da han havde haft hende ved sin side og dermed havde han ikke ønsket at klage, alligevel ønskede han at give hende det bedste af det bedste, skønt han desværre var en fattig mand der ikke engang havde råd til nye klæder til sig selv, hvor han ikke engang havde råd til alle klæder, da det han gik i var det eneste han ejede og havde. Det var dog ikke sådan at han gik rundt og stank, da han vaskede tøjet og sig selv så snart muligheden bød sig, for lidt forfængelig var han skam! ”Det tænkte jeg nok. Desuden har min dronning jo fortjent det bedste,” svarede han med et skævt smil, skønt han mente sine ord i den dybeste alvor, for han ønskede at give hende det bedste, selvom det desværre ikke var ham muligt i øjeblikket, da han ikke ejede en eneste mønt, men det havde han jo heller ikke haft behov for, eftersom han var på mission og det var han endnu. Han så roligt mod hende igen, da hun spurgte hvad han havde i tankerne, hvor han kort måtte se tænksomt frem for sig, inden han trak på skuldrene. ”Tja.. hvis jeg kunne ville jeg nok foretrække et stort mansion igen, og hvis jeg helt kunne, så naturligvis et slot, men det hele kræver både ressourcer og penge, som jeg ikke har,” svarede han ærligt, hvor han ikke just var stolt over at indrømme at han var fattig, som han altid havde været velhavende – i hvert fald da han havde været leder og det havde han været i utrolig mange år, så han måtte erkende at det var et lille knæk i stoltheden at han nu var fattig og arbejdsløs, som han pludselig lå nederst i hierarkiet. Det faldefærdige hus kunne godt gå an for en enkelt dag, hvor det vigtigste vel også bare var at de havde hinanden? Desuden ville de ikke sove i et koldt rum, da de var i læ indenfor, samtidig med at de kunne tænde op i pejsen, så det kunne jo faktisk gå hen og blive hyggeligt, på trods at det hele var ødelagt, i dårlig stand og støvet. Men de skulle trods alt også kun bruge et enkelt rum. ”Jeg er sikker på at vi nok skal kunne finde noget som er brugbart herinde. Siden det er en herregård må familien der boede her, have været rige og dermed må tingene have været i god kvalitet, så jeg tror noget må have overlevet disse år,” svarede han roligt, hvor smilet ikke falmede det mindste fra hans læber. Som han fik gjort en plads foran pejsen klar, vendte han sig roligt mod hende, hvor han betragtede hende som hun kom hen til ham. Et sted kom hendes kys bag på ham, da hun konstant havde givet udtryk for at hun ville holde afstand til ham, indtil han var kommet tilbage til hende igen. Han kunne dog ikke andet end at besvare kysset, hvor et suk tilmed forlod hans læber, som han placerede hænderne mod hendes hofter, som han kunne holde hende ind til sig. Han brød kysset efter et stykke tid, inden han tog hendes hånd og hjalp hende ned at sidde på hans kappe, som han havde lagt over pelsen. ”Gør dig komfortabel, så skal jeg se om jeg kan finde noget mere til os,” svarede han roligt, som han løftede hendes hånd, så han kunne kysse hendes håndryg, inden han roligt forlod pejsestuen, for at gå på opdagelse og finde nyttige ting til dem.

[Deleted]

Hvor meget Derick havde at gøre godt med, vidste Denjarna ikke. Sidste gang havde han haft råd til at leje sig ind på værelser, men det kunne godt være, at det havde ændret sig de seneste måneder. Selv havde hun lidt mere at gøre godt med for tiden, eftersom hun ikke længere havde brug for at spendere dem. Det var nemlig ikke så længe siden igen, at hun var flyttet ind hos en yderst velhavende mand, hvor man vel godt kunne sige, at hun nærmest levede som en dronning. Hun havde nemlig fået sig et underskønt værelse, hvor hun havde de møbler, hun nu engang kunne tænke sig. Hendes garderobe var også vokset, som hun blev forkælet med tøj, så på den led kunne man sige, at hun klarede sig yderst godt. Det var dog ikke noget hun drøftede med Derick, da han bare ville tolke det forkert, og hun var desuden parat til at flytte ud, hvis han havde noget andet til dem. Det var ikke fordi hun ikke nød at bo hos Vladimir, for det gjorde hun. Det var bare, at hvis hun havde muligheden for at bygge et liv op med Derick, så ville hun til hver en tid vælge den. ”Med tiden kan det muligvis blive os muligt at få et hjem, som vi engang havde. Jeg har selv nogle penge, jeg kan smide i for nu, men det kan ikke række til et helt mansion, som vi boede i engang.. Men jeg har da penge til, at vi kan bo i noget, hvor kun vi to kan være,” sagde hun stille og smilede svagt til ham. Hun kunne udmærket godt forstå, at det var et knæk i hans stolthed, at de ikke længere havde alverdens penge at gøre godt med, men det måtte de bare klare sig igennem. Som de snakkede om penge, måtte hendes tanker glide over på Vladimir igen. Han havde mange… Hun tvivlede dog på, at hun kunne stille ham et sådant spørgsmål, om et ønske om, at han ville låne hende penge til et hus til hende og Derick. Et sted tvivlede hun også på, at Derick ville tillade hende, at hun gik til sin ven med en sådan anmodning, og hun havde også en ide om, at det ville såre Vladimir.. Hun kunne nemlig godt huske, hvor glad manden var blevet, da han havde sagt, at hun ville flytte ind hos ham. Tænksomt bed hun sig selv let i underlæben. ”Jeg håber, at du har ret.. Det er i hvert fald forsøget værd at tage en rundtur her. Men selvom tingene skulle have en vis kvalitet, så har huset stadig været efterladt længe, samt det ikke skulle undre mig, hvis stedet her er blevet røvet,” sagde hun stilfærdigt. Roligt bevægede hun sig over til ham, uden at smilede falmede på hendes læber. Hun vidste godt, at hun havde ønsket at holde afstand til ham, men nu når de allerede havde kysset, hvordan kunne endnu et kys så skade? Hun ønskede jo brændende at mærke ham på den måde.. Armene lagde hun om halsen på ham, som hendes læber på ny trykkede sig mod hans i et kys. At han heller ikke kunne afvise, men trak hende tættere og tilmed sukkede, fik hende til at smile indvendigt. Fantastisk var det at stå sådan her med ham, hvor det helt ærgrede hende, at det måtte stoppe. Hun blinkede lidt med øjnene, som de sølvgrå øjne igen faldt på hans ansigt med et varmt skær. ”Jeg bliver her..” sagde hun roligt, som hun blev guidet ned på hans udfoldede kappe. Fint var det, som hun stadig kunne fornemme det bløde skind under sig, hvor hun ikke tænkte på, at det muligvis ikke var særligt appetitligt, nu når kappen lå udfoldet ovenpå. Som han kyssede hendes hånd, klemte hun let om hans hånd, inden de gav slip på hinanden igen. Hendes blik fulgte roligt hans bevægelser, som han forlod rummet med hende i. Selv gav hun sig til at snøre sin egen kappe op, så hun kunne trække den af sine skuldre. Hun slog let ud med den, inden hun lagde den ud over sine ben, så de kunne bruge den som et slags tæppe.

[Deleted]

Derick havde ganske vidst haft lidt at gøre godt med, da han havde forladt slottet i Procias, men de fleste havde han jo faktisk brugt på alkohol og spiritus, som han havde drukket sorgerne ud, indtil han havde mødt Denjarna. Efter han var blevet taget, så havde han ikke længere andet end det som han måtte gå i og have på, da han havde mistet alt. Det eneste han ejede, men som han ikke havde på sig, var deres vielsesringe, som han havde gemt dem et sikkert sted, så han altid ville kunne finde dem og så de ikke ville blive væk imens han var på mission. Han havde jo aldrig fået muligheden for at give hende sin ring tilbage igen efter at hun havde kylet den i hovedet på ham, for han var jo blevet taget kort efter at hun havde valgt at give ham en chance igen. Han havde dog altid været en hårdtarbejdende mand som altid havde tjent sine egne penge og det ville han også gerne gøre igen, skønt det krævede at han fandt et arbejde, og han måtte erkende at han ikke helt vidste hvad han skulle arbejde som. Han vendte roligt de violette øjne mod hende, hvor han ikke var helt tilfreds med hendes ord, for han ønskede trods alt ikke at hun skulle bruge sine penge. ”Du bør gemme dine penge Denjarna. Jeg skal nok finde ud af noget,” svarede han og sendte hende et skævt smil. Ja et sted var det jo også fordi han ikke ønskede at kvinden skulle forsørge ham, da han var vokset op i en tid, hvor det var manden der forsørgede kvinden og sådan var det jo stadig endnu. De havde sammen bygget deres træhus op og de kunne jo altid bygge noget nyt op, da det gamle var rådnet væk med årene, hvor de altid kunne købe noget større, når pengene engang var til det. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Nu mangler du igen dit åbne sind, skat,” svarede han drillende. Han skulle nok finde noget herinde som de kunne bruge – eller det håbede han at han kunne i hvert fald. Kysset hun skænkede ham, kom bag på ham, selvom han ikke kunne andet end at nyde det, hvor det også var lettere modvilligt at han brød det. Han nikkede roligt, hvor han gengældte hendes klem, inden han slap hende, så han kunne gå på opdagelse i rummet. Han blev oppe på førstesalen, hvor han gik længere ned ad gangen. En lugt opfangede han dog, hvor han let rynkede på næsen, som han nærmede sig en dør på hans højre hånd. Som han åbnede den blev han overvældet af en rådden stank af dødt menneske, hvor hans blik faldt på den døde tjenerinde, som miderne og billerne havde fat i. Han holdt den ene hånd op for næsen og munden, da stanken var overvældende for hans stærke sanser, hvor han hurtigt lukkede døren igen. Det så ud til at visse af tjenerne var blevet dræbt under røveriet, hvilket også forklarede hvorfor alt rodede. Han var næsten forsigtig da han prøvede de andre rum, selvom de fleste bar dårligt og mølædt sengetøj. Det var dog til tider, at han fandt en enkelt god pude eller sengetæppe, som han tog med, indtil han fik samlet en nogenlunde stor bunke, inden han gik tilbage til pejsestuen, hvor Denjarna befandt sig. ”Se bare her,” endte han med et smil, som han kastede bunken af tæpper og puder ned foran hende.