Long time no see

[Deleted]

Mørket havde endnu engang sænket sig over landet, så visse væsner af natten kunne gøre sin opdukken igen. Ud fra årstiden kunne man beskrive vejret som mildt, da det kun var en let vind der strømmede rundt. Samtidig med det, så var den sorte himmel kun præget af få mørke skyer, så man sagtens kunne spotte nogle stjerner og til tider den blege måne. Nysgerrigt søgte Denjarnas sølvgrå øjne op mod himlen, som hun betragtede den rimelige nattehimlen. En god nat var det, som det ikke var mange nætter siden, at vinden sidst havde revet op i naturen. Vejret gjorde dog ikke den store forskel på hende, da det alligevel ikke kunne præge hendes ve og vel, som det havde kunnet i et helt andet årti. Om der var hedebølge, strid blæst eller slud og sne, kunne hun ikke føle nogen forskel på sin krop, ud over hvad hun kunne se. Endnu engang gled hendes blik frem for sig, som hun måtte træde ind på et nyt territorium. Det var ikke just meget af verdenen hun havde udforsket, efter at hun var vendt tilbage for et halvt år siden. Hun havde primært holdt sig til det mest velkendte, som det havde været Dvasias, og en sjælden gang imellem Manjarnos hovedstad, Ityrial. I nat havde hun dog ønsket at prøve noget helt nyt, nemlig Metyrial. Meget var der måske ikke at se der, da hun havde hørt, at byen skulle ligge hen i ruiner, men i hendes hoved kunne det også bære en vis charme. Skridtende førte hende roligt frem, som hun måtte bære sig selv med ynde, hvilket stammede fra hendes tid som elver. Det var ikke mange hun havde mødt på sin vej, og hvis hun havde stødt på nogen, så var hun alligevel også bare gået i en pæn bue udenom, da hun var ude på en udflugt for sig selv, så hun kunne danne sig sine egne indtryk i roen, samt spekulere over sin nuvære position i livet. Hun trak let i den mørkeblå kappe, som hun bar, da brisen måtte fange den og åbne lidt op for kjolen hun bar indenunder. Kjolen var enkel, som den var sort og med lange ærmer, så hendes mange ar blev dækket. Det usædvanlige ved kjolen måtte være udskæringen, som snitten var sænket, så den ikke gik op og dækkede hendes skuldre. Om hendes hals bar hun en sølvkæde med en rubin i, hvor man vel roligt kunne sige, at det var gået hen og blevet hendes sædvanlige smykke. Opmærksomt gled hendes blik rundt, som hun endelig nåede sit mål for natten; ruinerne. Hun havde i et stykke tid kunnet spotte dem undervejs, men nu trådte hun endelig ind mellem dem. Hun trådte let over nogle mindre stenblokke, mens hun roligt trådte ind i ruinbyen. Spændende måtte hun finde det, som hendes blikke faldt over de forskellige murbrokker og faldefærdige bygninger, hvor der også hist og pist lige pludselig stod en søjle midt i det hele. Mos og græs syntes også at have taget bosted på nogle af stenene, hvor også det blot var med til at vise, at stedet her var gammelt.

[Deleted]

Mange af nattens væsner var søgt ud i mørket, nu hvor det endnu engang havde sænket sig, hvor vejret for en gangs skyld måtte holde tørt. Det havde regnet en del siden efteråret havde lagt sig, hvor man for en gangs skyld havde frit udsyn til den smukke og klare nattehimmel, hvor stjernerne måtte skinne smukt side om side med den flotte måne. Derick var et af de væsner som var søgt ud i natten, på trods af at han faktisk var i stand til at vandre ude hvornår han end ville, takket være den magiske halskæde som han bar omkring sin hals, en halskæde der engang havde været en ring, og en ring som han engang havde fået af en gammel ven, men som han havde lavet om for ikke at mindes fortiden. Den milde vind, var noget som han nød, da det klart var mere behageligt at være ude i, i forhold til den bidende blæst. Måske vejret ikke påvirkede vampyrer, men alligevel var der det vejr som han måtte foretrække frem for andet. Kulden havde han intet imod, hvor han nød vintertiden, netop fordi den var mørk og kold, hvor sneen malede alt hen i et lys, så man kunne se og ikke behøvede solen. Alligevel kunne han også godt lide de varme somre, hvor han også i de mange sidste år havde været i stand til at gå ude i den, for han havde jo efterhånden været mange racer, og mange af dem havde været af de menneskelige.
I øjeblikket sad Derick på en af de smuldrede ruiner, hvor det engang havde været en mur til en bygning. Han sad og sleb sit sværd med sten, hvor det spejlede sig blankt og skarpt i månelysets skær. Han sad iført nogle mørke jeans, sine brune knæstøvler, en sort løs bluse, der var lettere beskidt og en mørk kappe udenpå, hvor hætten var slået ned, så man kunne se hans ansigt. Det mest fremtrædende ved hans ansigt, var de unikke violette øjne, som klart var det som ville fange folk først, eftersom de var unaturlige, og bar en farve som man hurtigt opfangede. De korte mørkebrune lokker svajede let i vinden i takt med dens rytme, hvor de stod i kontrast til den marmorhvide hud. Hvis ikke han havde været i bevægelse, ville han næsten kunne have mindet om en statue. Han sad og fløjtede en næsten munter melodi, hvor der bag ham, lå tre døde mænd, der engang havde været røvere som havde været ude på at stjæle fra ham, hvor de havde forstået ham og han havde slået dem ihjel før de havde kunnet nå at blinke. Han tog sig ikke af dem, som han blot fortsatte med at slibe sit sværd, som intet var hændt, hvor han ikke rigtig lagde mærke til at nogen var i nærheden. Mørket prægede ham, hvor han var i Metyrial fordi han ledte efter en særlig mand. Han var på en hemmelig mission og havde faktisk ikke rigtig tid til at sidde og slappe af, men alligevel tog han sig den frihed og nød natten, nu hvor den for en gangs skyld var smuk. Mødet med sin gamle ravn, der havde vist sig at være en kvinde, var noget som han stadig kunne tænke på, dog havde han ikke set Samantha siden hun var smuttet, hvor han måtte erkende at han heller ikke havde vidst hvad hendes problem havde været. Meget havde forandret sig for hans del, hvor mørket klart havde sat sit præg i ham, efter at han havde mødt denne mørke og onde mand.

[Deleted]

Rolige var Denjarnas skridt, som hun ikke just havde nogen planer for denne nat. Hende og Vladimir, som hun boede hos, havde valgt at lave hvert sit i nat, og hendes møde med kongen var der endnu nogle nætter til. Derfor havde hun valgt denne nat til at være en lille udflugt, hvor hun kunne besøge en del af verdenen, som hun aldrig havde besøgt. Meget havde ændret sig siden hun havde levet i et fredsommeligt hus ude i skoven med Derick, hvor kidnapningen og torturen derefter også havde varet et par århundreder, så meget havde ændret sig siden hun sidst havde været blandt civilisationen. Folket havde ændret sig, som der var nye højerestående magter – skønt hun lige havde fundet ud af, at Gabriel snart skulle være konge – samt folket havde ændret sig personlighedsmæssigt, og primært alle dem hun havde kendt før i tiden nu var gået bort. Det var dog ikke kun folket der havde ændret sig, men også landene og byerne. Der var langt flere byer nu, end der havde været dengang, samt arkitekturen var blevet forbedret. Landene var vel blevet til det bedre, som det syntes at der var kommet mere system over den del. Hendes sorte kjole hvislede let hen over en stenblok, som hun passerede. Tavst gik hun videre fremad, hvor hun langsomt begyndte at nærme sig en ruin ad et tidligere hus. Taget var faldet ned, hvor en af nogle af væggene stod halvt oppe. Gulvet var fyldt med diverse stenblokke og græs der havde formeret sig der. Let lod hun sine fingre glide over de kølige sten, som hun forsigtigt trådte derind. I sin egen verden gik hun, indtil stilheden blev brudt af en nynnen. På sin vis måtte det forekomme hende underligt, at en så munter melodi blev spillet, men der var også noget mere over den. Noget … velkendt måske? Langsomt stoppede hun op. Hendes tunge gled let over hendes læber, som hun lod sin koncentration vendes mod denne nye lyd. Hun kunne ikke se personen der nynnede, som hun lokaliserede vedkommende for at være et par blokke væk. Som hun koncentrerede sig, måtte hun også opfange lyden af det slebne sværd, så muligvis en form for røver? Det ville trods alt ikke være så underligt igen, taget omgivelserne i betragtning. Men selvom de tanker drev igennem hendes sind, så havde hun en nagende fornemmelse af, at det var noget helt andet. Inden hun kunne nå at stoppe sine fødder, var de allerede på vej ud af bygningen, hvor de ganske hurtigt begyndte at følge lyden, som hun ikke kunne lade være med at lytte tid. Tonerne syntes hun at have hørt før, og det var det der et sted måtte skræmme hende.. Langsomt fik hun rundet en bygning, og der stoppede hun. Hendes smukke sølvgrå øjne pegede mod en mur der ikke lå nøgen hen. På muren sad der en mand og nynnede, som han var travlt i gang med at slibe sit våben. Hun bed sig selv i læben, som hun tvang sig selv til at holde den kommende skælven i kroppen tilbage. ”..D-Derick?” spurgte hun endelig fortvivlet. Det føltes som om, at hun havde stået der i minutter og betragtet sin tidligere ægtemand, skønt der kun var gået få flygtige sekunder i virkeligheden.

[Deleted]

Meget var sket igennem de sidste par århundreder, ikke bare i naturen men også i byerne. Det var en hel ny verden som Derick var kommet tilbage til efter at have været død i nogle århundreder, hvor han var kommet tilbage til en helt ny verden. Alt det han havde kendt havde været ødelagt, som hans gamle hjem havde stået i forrådnelse og forfald. Hele naturen havde forandret sig, men det skete jo automatisk med årene. Bare på de få år Derick havde været tilbage, var der sket en del, for ham personligt, skønt han ikke følte at han kunne få det bedre i øjeblikket, som han ikke var præget af de kærlige følelser eller nogen samvittighed, da han kunne gøre hvad han ville og hvad der passede ham, uden at skulle tænke på nogen andre. Det var en frihed han havde savnet, hvor han ikke længere var bundet af nogen eller hæmmet af forpligtelserne, der var kun ham, en enspænder og det havde han det helt fint med. Han blev siddende på sin plads hvor han måtte slibe sit sværd, hvilket efterlod en skarp lyd i luften, noget som havde tiltrukket de tre røvere, men som ikke havde holdt stand særlig længe. Han havde fået stillet sin sult, en sult som han havde fået under kontrol. Det var jo ikke lang tid siden at han var blevet omgjort til en vampyr, hvilket var sket af Denjarna, da hun havde fundet ud af at han havde været sammen med hendes gamle rivalinde: Elanya. Han havde ikke set den kvinde siden han havde fået at vide at hun havde været ham utro, hvor han derefter var faldet over Denjarna, som han havde troet havde været død, hvilket så havde vist sig ikke at være sandt. Han vidste at hun sikkert var sur på ham fordi han var forsvundet, men han var blevet kidnappet, hvor han faktisk var blevet tvunget til at arbejde for denne mørke herre, der havde ladet mørket påvirke ham. Han fløjtede uanfægtet videre, skønt en ny duft og lyd måtte opfange ham, hvor han kunne regne ud at der var nogen i nærheden, han gjorde dog ikke mine til at stoppe, som han fortsatte med at slibe sig sværd, der også var blevet skarpt som et barberblad igen. Den flotte sølvklinge skinnede tydeligt i månelyset, hvor det tilmed genspejlede himlen over ham. Der var noget velkendt over den duft som måtte opfange ham, hvilket fik ham til at tænke, skønt han ikke stoppede sin fløjten eller gøren. Han blev siddende ganske roligt, da vedkommende måtte dukke op bag en af de større ruiner, hvor hans violette øjne kort måtte skæve mod Denjarnas skikkelse, hvor han også stoppede sin fløjten og at slibe sit sværd, for få sekunder, inden et kækt smil gled over hans læber igen, som han vendte opmærksomheden mod sit sværd igen. Han kunne godt høre fortvivlelsen i hendes stemme, hvilket han ikke var forundret over. ”Hey smukke,” hilste han roligt, hvor smilet endte mere flabet, som han begyndte at fløjte igen. Han virkede ikke videre forundret over hendes tilstedeværelse, men han havde vel også regnet med at rende ind i hende før eller siden? Det skete jo faktisk altid. Han regnede dog med at hun var sur på ham, da hun vel troede at han bare var smuttet? Det var dog ikke tilfældet!

[Deleted]

Den pludselig nynnen havde straks vundet Denjarnas opmærksomhed, hvor hun også havde søgt efter den. Ved første lyd, havde melodien i det hele taget bare forundret hende, da den havde virket malplaceret mellem alle ruinstykkerne. Det næste der dog var sket, var følelsen af genkendelse. Om det var en god følelse var endnu svært at sige, da hun havde en nagende fornemmelse om, hvem denne nynnen tilhørte. Personen hun et sted frygtede at den kom fra, stammede nemlig fra en mand, hun ikke længere vidste, hvad hun skulle føle for. Men inden hun overhovedet havde gjort op med sig selv, om det var en mand hun ønskede at møde eller ej, så var hendes fødder allerede i gang med at føre ham i hans retning. Som en trance kunne det vel næsten forekomme, da hun helt måtte føle, at de bevægede sig af sig selv, hvor det hele måtte føles uvirkeligt. På sin vis måtte hun næsten ønske, at hun hallucinerede det hele, og at der derfor slet ikke var nogen nynnen i virkeligheden. Det ville nemlig være langt lettere, hvis hun kunne undgå at blive konfronteret med denne del af sit liv. De sidste par måneder havde hun også prøvet at skubbe den del fra sig, da hun var blevet såret, hvilket hun ikke længere ønskede at være! Da hun så langt om længe gled om hjørnet og stod ansigt til ansigt med den nynnende person, måtte hele hendes verden næsten gå i stå. Hvis hun havde haft et bankende hjerte, så var det garanteret holdt op med at banke i sekundet hun kastede blikket på ham, da det var et chok uden lige! Det hele stod pludseligt helt klart for hende igen, som om hun sidst havde set ham i går; Hvordan de havde mødt hinanden i parken og givet hinanden et løfte om, at de skulle finde sammen igen. Turen til kroen, hvor hun næste dag var vågnet op, hvor han var forsvundet. Hvordan hun havde været forundret over hans forsvinden og søgt efter ham, indtil det var gået op for hende, at han havde forladt hende. Følelserne måtte helt vælde op i hende, skønt hun forsøgte at holde det skjult fra det ydre, hvilket hun også klarede rimeligt, indtil hun begyndte at tale med fortvivlelse i stemmen. De sølvgrå øjne tog hun ikke fra ham, som de var limet til ham, som var han et spøgelse der ville forsvinde, hvis hun blinkede en enkel gang med øjnene. Da han så reagerede på det hele med kækhed, som han tydeligvis tog let på det hele som om intet var hændt, blev hun pludselig fyldt med andre følelser i kroppen. Vrede, fortvivlelse, afmagt og sorg, vældede pludseligt op i hende, så hun slet ikke kunne nå at kontrollere alle sine følelser! Det var kun med et blink, at hun pludselig befandt sig helt ovre ved ham, hvor hun end ikke tøvede med at lade en syngende lussing glide over hans flabede ansigt. ”Hvor vover du at tale sådan til mig! Hvor fanden har du været i al den tid?! Jeg gav mig selv til dig, og så skred du bare!” råbte hun arrigt af ham, skønt det tydeligt var at høre, at hendes stemme var præget af en del sorg. Det krævede også visse kraftanstrengelser fra hendes side af, at hun overhovedet gav ham tid til at svare, som hun mest af alt ønskede at flyve i hovedet på ham igen.

[Deleted]

At personen i nærheden var Dericks gamle hustru, var ikke noget han ænsede før hun dukkede op bag hjørnet. Han havde regnet med at støde på hende før eller siden, skønt han ikke forventede at det blev et glædeligt gensyn. Han kunne genkende hendes duft, da han trods alt havde levet med den igennem frygtelig mange år, da de havde været gift, hvor den også var blevet genopfrisket for ham, da de havde overnattet sammen på kroen, efter at de havde aftalt at de skulle starte forfra med hinanden igen, et sted var han næsten glad for at det ikke var sket, for så skulle han igen binde sig og leve op til alle forpligtelser og i sidste ende ville det alligevel ikke slutte med andet end smerte, ødelæggelse eller død. De havde måske haft nogle lykkelige år sammen – uden tvivl – men den lykke var jo også blevet revet noget brutalt fra dem, som han var blevet trukket tilbage til døden, hvor hun var blevet kidnappet, for at gå igennem flere århundreders tortur. Selvom han ikke så på hende, så kunne han godt fornemme at hendes sølvgrå øjne måtte hvile på ham, og han kunne nærmest fornemme hvordan følelserne måtte vælde op i hende, da hendes blik føltes hårdere. Han fortsatte dog med at slibe sit sværd uanfægtet af hendes tilstedeværelse, skønt han tydeligvis trådte forkert. Han nåede kun lige at vende de violette øjne imod hende, da hans kind blev mødt af hendes svingende hånd, hvilket fik ham til at vende ansigtet til siden og den ramte kind i mod hende. ”Mm..” Han vred let halsen, som bed han smerten i sig, hvor han tog sig til kinden, inden han vendte blikket mod hende igen, hvor hans blik forblev roligt, skønt hun tydeligvis blev bombarderet af vrede og sorg. Han endte med at rømme sig, som han førte sværdet over til den ene side, hvor han tog om skeden dertil og stak sværdet deri, for at ligge det ved siden af sig, inden han så mod hende igen. ”Jeg synes det er ved at blive en vane at vi skal mødes, hvor du er vred på mig,” svarede han roligt, hvor smilet endnu engang måtte blive flabet, som de violette øjne fik et kækt skær. Han blev siddende, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. ”Og til din orientering, så skred jeg ikke – ikke med min gode vilje,” fortalte han sandfærdigt, som han denne gang tog det alvorligt, skønt det kække glimt ikke forlod de violette øjne. Han havde forandret sig siden de sidst havde set hinanden, hvilket vel var.. flere måneder siden? Sidst de havde været sammen havde været i sommertiden og nu var de i efteråret. Han lod roligt sin tunge stryge over sine læber for at væde dem, hvor han ikke tog blikket fra hende. Han måtte erkende at det var splittede følelser der dukkede op i ham. Han vidste godt at hun troede at han bare var smuttet, for han var jo bare forsvundet, men hun kendte til gengæld ikke grunden til det! Han var ikke gået af egen fri vilje, da han simpelthen var blevet slæbt med væk af nogle dæmoner.

[Deleted]

Personligt havde Denjarna ikke regnet med, at hun skulle få sin tidligere ægtemand at se igen. Ikke efter måden han havde forladt hende på! Hun havde en ide om at han var gået, fordi han alligevel ikke havde brudt sig om hendes nye person, men af den grund forstod hun stadig ikke, hvorfor han havde forladt hende, som han havde gjort. Han havde udtalt sine ønsker om at blive genforenet med hende igen, og så var han alligevel bare smuttet i mørket? Hvad hun havde gjort for at fortjene et sådant afslag, forstod hun vitterligt ikke. Hun havde trods alt fortalt ham, at hun stadig elskede ham og ønskede et liv med ham igen, men alligevel var han bare forsvundet, som hun var vågnet op næste nat. Det var ikke med glæde, at hun mærkede minderne vælde op i sig, da med dem kom følelserne, hvor det nu kun syntes at være en lang og ulykkelig historie. Måden han så reagerede på, da det gik op for ham, at det var hende han stod overfor, var en reaktion hun slet ikke kunne tolerere! Derfor gik der ikke et splitsekund, inden hun langede ham en lussing og råbte ham ind i hovedet. Arrig var hun, hvor hun helt kunne føle, hvordan alle følelserne måtte pumpe i hende, som det skyldtes den stærke sorg hun måtte føle. Derfor måtte hun også tage sig selv i nakken for ikke slå ham igen, eller råbe mere ad ham, da han langsomt måtte rømme sig efter slaget. Hans ord hjalp dog ikke på sagen, som hendes sølvgrå øjne fortsat måtte glimte helt af fortvivlelsen. ”Har du muligvis fortjent andet end min vrede?!” spurgte hun arrigt igen, da det bestemt ikke frydede hende, at han tog så let på tingene! Han havde knust hendes hjerte for anden gang i et tidsrum på nogle måneder, og det var bestemt ikke noget hun kunne se bort fra. Når hun så ham igen, følte hun sig helt ulykkelig og smadret, som om det hele var forgæves, og han var tydeligvis … ligeglad. Det eneste positive – hvis der overhovedet var noget positivt – var, at han lagde sværdet ned i skeden igen, så hun kunne få den opmærksomhed, hun forlangte. “Hvis du ikke skred med din gode vilje, hvordan kan du så sidde sådan her og tale med mig?! Den snak vi havde sammen rager dig tydeligvis en høstak!” hvislede hun sorgfyldt af ham. Hun hadede, at han på et splitsekund kunne rive op i alt det hun havde prøvet at gemme de sidste par måneder. Hun havde forsøgt at komme sig over ham, da det var gået op for hende, at han tydeligvis ikke havde i sinde at komme tilbage til hende. At han så snakkede om, at han ikke var forsvundet med sin gode vilje, forstod hun vitterligt ikke, eftersom han kunne handle så flabet og ligegyldigt overfor hende. Det var meningen at han skulle elske hende… ikke bare more sig over gensynet og nærmest le hende hånligt op i hovedet, når hun tydeligvis var ulykkelig over hele situationen. Hun måtte også kæmpe med at holde et nyt slag tilbage, som hun mest af alt bare havde lyst til at rive ham ned fra muren og slå løs på ham.

[Deleted]

Derick kunne godt fornemme at Denjarna blev vred, hvor hun også kunne virke helt ulykkelig over at se ham igen. Egentlig forstod han hende godt, for han vidste godt at han bare var forsvundet fra den ene dag til den anden, men han havde jo ikke rigtig haft noget andet valg, da han ikke var gået med af egen fri vilje, alligevel føltes det alligevel som det rette valg i sidste ende, da han godt kunne lide den frihed som var blevet ham skænket med mørket i sig. Det var næsten som i de helt gamle dage, i hans unge dage, hvor der kun havde været ham selv, altid havde han ønsket at opleve kærligheden, men nu kunne han se tilbage og vide at det hele bare var det rene opspind, at det ikke var ægte, at det blot var en illusion. Der kom intet godt med det, foruden et knust hjerte. Den syngende lussing kom ikke bag på ham, da det vel egentlig var en normal reaktion fra en vred kvinde? Og selvom han tydeligt kunne mærke slaget, hvor det også måtte sitre i hans kind flere minutter efter, så havde han alligevel prøvet det som var langt værre, hvor et enkelt slag ikke var noget – desuden vidste han også godt at det slag havde været fortjent. Han hævede let det ene øjenbryn, som han ikke tog det intense blik fra hende. ”Hvad med at vise lidt ømhed? Det ville ikke skade for en gangs skyld,” svarede han roligt, hvor der også kunne anes en anelse drilskhed i hans stemme, som han heller ikke kunne skjule et lille morende smil der kort måtte glide over hans læber, som han fandt det en anelse morende. Han var ikke just den samme mand hun havde stået overfor, da hun sidst havde set ham, skønt han ville mene at hans nye jeg var ti gange bedre, da han ikke var den blødsødne mand, som årene havde gjort ham til. Nu var han tilbage til sit gamle mørke jeg, som han havde været i sine unge dage. Hun vandt hans fulde opmærksomhed, som han lagde sværdet fra sig, hvor han ellers bare blev siddende på murbrokkerne, hvor han ikke tog blikket fra hende. Et sted var det naturligvis rart at se hende igen, som han altid havde nydt hendes selskab, skønt hun virkede en anelse forandret siden sidst. Sidst havde hun været langt mere.. han var ikke helt sikker på hvad forskellen var, sidst havde hun bare for nyligt kommet ud af sit fængsel hvor hun var blevet tortureret, så hun havde vel været mere kold, skønt hun til gengæld stadig var sur på ham. Hun havde virket mere sindsforvirret sidste gang han havde set hende, så han gad godt vide hvad der var sket i de måneder de ikke havde set hinanden. Han trak vejret dybt for at slippe det i et let suk. ”Og jeg som troede at det var positivt at folk snakker sammen stille og roligt, frem for at hidse sig op,” svarede han roligt, hvor smilet måtte blive kækt igen, som han blinkede til hende med det ene øje. Han lagde roligt armene over kors, hvor han lænede sig en anelse tilbage. ”Men siden du er vred, så har du måske savnet mig?” spurgte han denne gang med nysgerrighed i stemmen, hvor hans violette øjne måtte betragte hende med et livligt skær.

[Deleted]

Lussingen var yderst velfortjent, hvis man spurgte Denjarna. Hun ville også mene, at han havde fortjent langt flere slag end bare det ene, da han direkte havde behandlet hende som skidt! Hvad der var sket med ham, vidste hun ikke, for han føltes ikke længere som den mand hun engang havde elsket. Det hele havde også allerede virket forandret, da de var stødt ind i hinanden igen, efter at hun var blevet tortureret. Han havde levet sit liv med en anden kvinde – hendes største fjende – og han havde været lykkelig med det liv. Det havde dog virket som om, at han alligevel havde ønsket Denjarna igen, så derfor havde hun også taget ham tilbage igen, da hendes kærlighed til ham aldrig havde rykket sig. Nu virkede han ikke længere forvirret over kvinderne i hans liv, som han derimod måtte forekomme hende direkte kold, og det nød hun på ingen måde! Hun savnede den mand, hun havde elsket og delt et liv med. Hun savnede sin ægtemand, men det lignede mest af alt, at han var forsvundet. Ulykkelig gjorde det hende, hvor det også måtte føles som en kniv i hjertet, hver gang han åbnede munden, da hans ord konstant måtte forekomme hende hånlige. Om han følte noget, kunne hun helt tvivle på, men at slaget alligevel havde været hårdt nok til at det endnu måtte sitre i hans kind, måtte fryde hende helt. ”Skrid af helvedes til, Derick!” sagde hun kortfattet i same arrige tone igen. Denne her gang kunne hun heller ikke holde sig selv tilbage, som hun måtte trykke begge sine håndflader imod hans brystkasse i et hårdt skub, inden hun fortvivlet trådte et par skridt tilbage. Hun håbede helt, at han enten ville falde ned, rejse sig ordentligt op, eller bare få en lidt bedre situationsfornemmelse. Alle delene ville desuden heller ikke skade. Selvom hun reagerede vredt overfor ham, som hun slog ud efter ham, samt talte i høje toner, så var den virkelige sorg konstant at spore i de sølvgrå øjne. Triste var de, som han havde såret hende, som ingen anden mand kunne, hvor han nu gjorde hende helt fortvivlet. ”Hvis du havde ønsket min ømhed, så var du også blevet ved mig, i stedet for at dolke mig! Og den vrede jeg må udvise, må være mere end fortjent, hvor jeg burde flå hovedet af dig i stedet,” svarede hun. Hvor hans stemme var rolig, måtte hendes egen være det stik modsatte. Hun forstod heller ikke, hvordan han kunne reagere som om intet var hændt, for det var der skam! Han havde knust hendes hjerte igen, og hun havde været så dum og ladt ham. Hun vidste ikke, om hun bare burde stikke af og redde sig selv – hvis det da overhovedet var muligt. På den anden side kunne hun heller ikke gå. Ikke når hun endelig havde fundet ham igen, selvom han muligvis ikke havde ønsket at blive fundet. Hun mente dog, at en forklaring på det hele var det mindste hun kunne forlange! Tænderne bed hun hårdt sammen, som han spurgte ind til, om hendes vrede var savn. Armene lagde hun stramt over kors, som hun ønskede at holde en vis afstand, da hun bestemt ikke ville have, at det skulle ende med at hun faldt grædende sammen. ”Jeg elskede dig, Derick, og du forlod mig!” svarede hun afvisende igen, da hun ikke ønskede at give ham den fornøjelse at sige, at hun direkte havde savnet ham.

[Deleted]

Denjarnas vrede var skam forståelig på alle måder, hvor Derick måtte erkende at det ikke kom bag på ham og han ønskede egentlig ikke at stoppe hende fra at hidse sig op, da han vel et sted også måtte prikke til hende med vilje? Han kunne bare ikke lade vær, da det var så let i øjeblikket! Alt han sagde gjorde kun det hele værre og selvom han normalt ville frygte at hun ville gå, så gad han egentlig ikke stoppe, som det gav ham et eller andet sygt kick at se hende hidse sig op. At hun bad ham om at skride af helvedet til og tilmed skubbede til ham, fik ham ikke til at reagere anderledes. Skubbet havde ikke den ønskede virkning hos hende, da han ikke rokkede sig meget. Nu var han jo selv vampyr igen – omgjort af hende selv, hvilket han faktisk var hende taknemlig for. Han havde savnet sin fødselsrace, skønt han efterhånden havde været mange igennem sit liv, han havde både været alkymist, magiker, warlock og dødsengel. ”Der har jeg allerede været. Frygteligt sted, kan jeg fortælle dig,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et flabet smil, som han slet ikke ville føje hende. Et sted ønskede han ikke at gøre det let for hende, for han kunne skam sagtens fortælle hende sandheden og hvad der var sket, hvilket han nok også ville før eller siden, for hun ville uden tvivl kræve et svar, hvilket sådan set også kun var på sin plads, for han var faktisk ikke smuttet med sin gode vilje. Han havde ønsket at starte forfra med hende, hvilket han havde ønsket af flere grunde, for han havde ikke ønsket at være alene – hvilket nok var den største grund – men hun var og ville altid være noget særligt for ham, eftersom de ikke bare havde kendt hinanden for få år, de havde en længere historie sammen, hvor det både var på godt og ondt, og han havde skam været lykkelig med hende. Alligevel var der også sket en del efter at de var røget hver til sit, som han var gået i døden og hun havde været indespærret, og da han var kommet tilbage havde han også været forandret, som døden ikke just var noget kærligt sted. ”Flå hovedet af mig?” gentog han i en næsten forundret tone, som han let hævede det ene øjenbryn, inden et selvsikkert smil gled over hans læber, som han rejste sig op, „min kære Denjarna. Jeg kender dig godt nok til at vide, at du ikke ønsker mig ondt.” Der var han faktisk slet ikke i tvivl, i så fald så var hun ikke den kvinde han havde været sammen med i sin tid. Han trak let på skuldrene, som han måtte blive alvorlig. ”Men jo, din vrede er skam forståelig,” svarede han roligt, som hans violette øjne måtte hvile seriøst på hende. Han vidste godt at han havde såret hende, men nu kendte hun jo ikke til historien, så hun overreagerede faktisk! Da hun blev afvisende, så blev han kun selvsikker igen, som smilet måtte brede sig på de blege læber. ”Du har jo savnet mig,” svarede han selvsikkert uden nogen tøven i hans stemme, som han ikke tog blikket fra hende. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han betragtede hende nysgerrigt, hvor han vovede sig nogle skridt tættere på hende. ”Desuden så smuttede jeg ikke af mig selv den nat Denjarna. Jeg blev slæbt med væk, ufrivilligt,” fortalte han sandfærdigt, som han blev stående kun få skridt fra hende.

[Deleted]

Det irriterede Denjarna grænseløst, at skubbet ikke havde den ønskede effekt på ham! Hun kunne dog godt have sagt sig selv, at han ikke ville rykke sig ud af flækken, hvis hun havde tænkt rationelt. Det var dog umuligt at tænke rationelt for hende lige i øjeblikket, da han fik alle disse følelser til at sværme rundt i hende, hvor hun slet ikke kunne holde styr på dem. Hun ønskede at påføre ham en smule skade, så han kunne udtrykke bare én normal følelse, for det gjorde han jo slet ikke lige nu! Kulden i Derick var muligvis blevet forstærket, fordi han nu var vampyr igen, men det kunne hun dog ikke vide sig sikker på i den sidste ende. Hun følte nemlig ikke længere, at hun kendte denne mand, som han forekom hende ufatteligt fjern, mens hans ydre var stadig den mand hun altid havde elsket. Bortset fra hans hånende attitude. Hun fnøs hidsigt ad ham, da han blev siddende på muren, som var han en sten, mens hun selv valgte at træde nogle skridt væk fra ham. Det var vidst en god ide, hvis hun begyndte at tage afstand til manden. ”Næste gang… bliv der!” svarede hun køligt igen. Hendes blik strejfede kun kortvarigt hans flabede ansigt, som det hurtigt trak sig væk igen, da det blev gjort tydeligt for hende, at han endnu var sit irriterende jeg. Hvad der var sket med ham, vidste hun ikke, men han virkede absolut ikke som sig selv! Hun havde levet med denne mand i årtusinder, så hun vidste, at noget var forkert. Hvad der var hændt ham, anede hun dog ikke. Måske havde han også bare mistet alt for hende, som det tydeligvis var gået op for ham, at et liv med hende alligevel ikke faldt indenfor hans ønsker. Hun forstod dog ikke, hvorfor han i det hele taget så havde sagt ja til hende, hvis han ikke længere ønskede et liv med hende. Han havde trods alt aldrig ønsket at gøre hende ondt, men nu gjorde han hende mere ondt, end han nogensinde havde gjort… Det lignede nemlig helt, at hun var død i hans øjne. ”Sådan som du opfører dig nu, så ser jeg ingen grund til, at jeg ikke skulle gøre dig ondt!” svarede hun hårdt igen. Han havde dog fuldkomment ret i, at hun aldrig kunne finde på at skade ham på den måde. Det havde de været for meget igennem til, at hun bare kunne gøre. Hun følte måske, at hun hadede ham lige i øjeblikket, hvor slagene også syntes at falde rimelig frit, men noget videre alvorligt kunne hun ikke finde på at gøre, og det vidste han desværre. Hun skævede kort til ham, som han nu valgte at træde ned fra muren, inden hun igen måtte se stædigt frem for sig. Følelserne fik mere eller mindre frit løb i hende, skønt hun prøvede at skjule sin sorg med en vred tone. Det hele hvilede der dog. Hun ytrede ikke et ord, da han nåede frem til den konklusion, at hun skam havde savnet ham. Blikket vendte sig dog fast i hans retning, da han nu selv valgte at træde nærmere, hvor hun let rankede op i sin holdning. ”Det lyder ellers ikke som om, at du er videre ked af det over udfaldet. Du virker lykkelig over, at du slap af med mig! Men kom så, Derick … giv mig din forblindende beretning om, hvordan du ’ufrivilligt’ blev slæbt væk,” bad hun fast. Hun forstod ikke hans ordvalg, når han sagde ’ufrivilligt’, for han virkede helt glad over sin nuværende position i livet … uden hende.

[Deleted]

Derick kunne ikke benægte at der naturligvis måtte ske noget inden i ham da han så Denjarna igen. Altid havde hun formået at røre noget i ham, men de havde jo også levet sammen for nogle tusind år, så det var vel ikke så underligt? Desuden så havde de også været igennem meget, både på godt og ondt. Han forstod godt hendes vrede, hvor den sådan set også var fortjent, for han vidste godt at han provokerede hende med vilje, men han kunne ikke rigtig lade vær. Inderst inde var han naturligvis glad for at han så hende igen, selvom han også havde tvivlet på at deres veje ville være adskilte for evigt, for det var vel snarere umuligt? Altid var de stødt på hinanden, skønt de havde troet at døden havde taget den anden. Denne gang var det dog ikke døden der havde fraskilt dem, men noget andet, noget mørkt. At hun blev kølig og afvisende efter ham, var noget som han forstod, skønt han ikke reagerede anderledes. Han trak let på smilebåndet, hvor han forblev helt rolig, uden at han tog de violette øjne fra hende. Hun var lige så smuk som hun altid var, hvor hun lignede sig selv, skønt hun virkede anderledes. ”Hvorfor er du så sur? Jeg troede du ville blive glad for at se mig igen,” svarede han roligt, som han let hævede det ene øjenbryn. Han vidste godt at han prikkede til hende med vilje, hvor hendes sårede blik næsten måtte formå at skære i ham, skønt han bed det i sig. Han havde troet at han ville være ligeglad når han så hende, hvilket han måske også udadtil måtte virke som om han var, men han kunne ikke komme uden om at hun formåede at påvirke noget indeni ham, og han vidste ikke om det var en god eller en skidt ting. Han havde det fint alene, han klarede sig godt, der var ingen han skulle tage hensyn til, ingen man kunne ramme, og alligevel var det som om hun fik den facade til at bryde sammen. At hun havde lyst til at gøre ham ondt, måtte ikke forundre ham, hvor han også trak let på smilebåndet, skønt det ikke længere var flabet eller kækt, men helt roligt. ”Jeg forstår godt din vrede Denjarna, men tror du virkelig at jeg bare ville skride fra dig med min gode vilje? At jeg ville blive skræmt, fordi du var lidt psykotisk? Holdt op, hvis du tror at du kan skræmme mig væk med din person, så tager du fejl,” svarede han denne gang alvorligt, hvor hans blik også måtte hvile lettere kortfattet på hende. Han vidste godt at hun havde været traumatiseret af torturen, men det var da slet ikke noget som havde skræmt ham! Selvom hun forsøgte at holde masken, så kunne han godt se sorgen i hendes blik og han kunne forestille sig at det at se ham var som at bryde op i gamle sår. ”Jeg må erkende at jeg føler mig.. fri. Og dog er jeg fanget, bundet til en gæld jeg ikke kan løbe fra. Ser du, da jeg vågnede den nat på kroen med dig ved min side, følte jeg mig ikke mere heldig, jeg ville ned og overraske dig med en god morgenmad, men jeg stødte på nogle dæmoner, der åbenbart kendte mit navn. De tog mig med, før jeg kunne nå at gøre noget, og.. jeg har været fanget i flere måneder hos en mørk mand, der gjorde noget ved mig, og det er først nu at jeg er blevet sat på fri fod, hvor jeg er på en mission. En mission som jeg er nød til at gennemføre for at være fri,” svarede han sandfærdigt.

[Deleted]

Det bragte naturligvis en form for glæde i Denjarna, da hun pludselig måtte stå overfor sin forhenværende ægtemand. Om det var positivt kunne dog diskuteres, eftersom det var et savn og en længsel, som ikke burde have været nødvendig at føle. Sidst de havde set hinanden, havde de nemlig indgået den aftale, at det fortsat var dem, da de elskede hinanden. Der var så sket det forbudte, at han havde forsvundet, og nu virkede han anderledes, hvilket aldrig burde være sket. Derfor opstod der også en vrede i hende, da hun følte, at han på ny havde knust hendes hjerte, og det kunne han ikke tillade sig! Hvis han virkelig ønskede og elskede hende, så skulle han blive ved hende... ikke forsvinde, og bestemt ikke reagere sådan her overfor hende! Hver gang han prikkede til hende, og så på hende med en flabet mine, føltes det som en træpæl lige i hjertet. Ondt gjorde det, hvor hun ikke længere vidste, hvad hun skulle stille op. "Hvad er det for et spil du spiller, Derick?" spurgte hun fortvivlet. Hun kunne ikke læse i hans blik, hvad han tænkte, men sådan som han opførte sig i øjeblikket, så lignede det mest af alt, at han tog det hele for at være en joke. "Kan du virkelig ikke forstå, hvilke følelser det må sætte i mig, at se dig igen, efter dit lille fine forsvindingsnummer? Jeg troede, at vi skulle bygge et nyt liv op sammen igen, men så forsvandt du bare, og nu står du her ... og opfører dig som om, at vi aldrig har haft den samtale." Hendes svar burde give ham et indblik i, hvorfor hun reagerede, som hun gjorde. At han overhovedet kunne finde på at stille hende det spørgsmål, måtte dog gøre hende vred, for forstod og følte han virkelig ingenting?! Endnu engang måtte hun bide tænderne hårdt sammen, som hun mærkede, hvordan en ny bølge af sorg vældede op i hende. Blikket vendte hun derfor også stædigt væk fra ham, da det skam var gået op for hende, at hun ikke ville finde nogen trøst i de før så elskede violette øjne. Som de stod her, gav han hende helt lyst til at gå amok på noget. Hun slog dog ikke længere på ham, som hun i stedet valgte at påføre sig selv smerte, så det kunne fjerne hendes fokus en smule fra Derick. Neglene lod bore ned i sine arme, som de endnu måtte hvile over kors i den afvisende position. Selvom hun bar lange ærmer i nat, så kunne hun udmærket føle, hvordan de nærmest gled igennem det mørke stof, som hun alligevel havde en vampyrs kræfter. "Hvad skulle jeg ellers tro, når jeg vågner op uden skyggen af dig!? Jeg vidste, at jeg var blevet anderledes, og det kunne du muligvis ikke tackle.. du kunne måske have fortrudt, at vi havde fundet sammen igen," svarede hun med en stemme der først var præget af vrede, hvor den derefter gik over i fortvivlelse. Hun vidste trods alt ikke, hvorfor han lige pludselig havde forladt hende, og vigtigst af alt, så vidste hun ikke, hvad han følte for hende nu. "Men siden du så fint beskriver, at jeg umuligt kunne have skræmt dig væk, hvor står vi så den dag i dag? Hvordan ser du os? Anser du stadig vores aftale for at være gældende?" spurgte hun sigende, som hun prøvede at kontrollere sin stemme. Hun forlangte et svar på, hvor han anså dem for at være, da det var det mindste han skyldte hende. Var han virkelig ligeglad med hende, eller ønskede han stadig, at det var de to? Hvad hun selv tænkte om det, vidste hun dårligt nok selv, da hun følte sig så såret , ødelagt og vred lige nu. At han så beskrev det, at være væk fra hende som frihed, følte hun næsten, at hun var på sammenbruddets rand. Hvad hun havde gjort for at fortjene dette, forstod hun vitterligt ikke, men hun ønskede mest af alt at forsvinde. Derfor kunne hun heller ikke svare ham på de første ord, da de havde ramt hende noget så hårdt. Hun forsøgte dog alligevel at lytte videre til resten af hans beretning. "Hvad er denne mission?" spurgte hun kortfattet og følelsesløst, som hendes krop nu måtte synes at blive fyldt med et tomrum af intethed i stedet.

[Deleted]

At se Denjarna reagere på den måde, måtte ikke komme bag på Derick, han havde dog regnet med at han havde været bedre til at tackle hendes reaktion ved at være helt følelseskold, men han kunne godt mærke at hun faktisk formåede at ramme noget i ham, hvilket han ikke var videre tilfreds med. Han var påvirket af mørket og han havde aldrig følt sig bedre! Og dog var han fanget af en gæld som han ikke havde kunnet løbe fra, hvor han et sted kunne finde det urimeligt, for han havde ikke bedt om at blive behandlet som en slave, hvilket præcis var hvad han var. Han så lettere fraværende ned i jorden til hendes spørgsmål, som om han stod i sine egne tanker, skønt han tænkte. Hvilket spil spillede han egentlig? Uden tvivl et hvor hans liv var som indsats, ligesom hans egen frihed. Han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg spiller et mørkt spil, et farligt spil. Og det er ikke mine regler jeg spiller efter, men en helt tredjepersons,” fortalte han sandfærdigt, hvor han ikke tog de violette øjne fra hende, som han betragtede hende med et gådefuldt blik. ”Jeg havde skam regnet med at du ville blive sur, men du må forstå at tingene har forandret sig væsentligt siden vi sidst var sammen,” svarede han sandfærdigt, som han så væk fra hende og lod kort blikket glide mod de mange ruiner, for at se op mod den store mørke himmel. Han var blevet skænket en gave – alt efter hvem der så på det – for mørket fik ham til at føle sig fri, og dog havde han troet at han ikke ville blive påvirket af noget som helst, men her stod Denjarna, og hendes sårede blik rørte noget indeni ham, hvilket han ikke var helt så tilfreds med. Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes ord. ”Du burde i hvert fald ikke tro at jeg bare ville smutte, fordi jeg var ’bange’! Jeg var klar til at starte et nyt liv op med dig, ellers var jeg ikke taget med dig!” svarede han i en fast tone, som han ikke fjernede blikket fra hende på noget tidspunkt. Hvordan hun kunne tro at han bare var blevet bange for hende, anede han ikke, for ellers var han da ikke blevet hos hende! Så var han slet ikke taget med hende på kroen, hvor de trods alt havde haft en fantastisk aften! Da hun så spurgte om hvordan han så på dem måtte han se på hende med udtryksløst blik, inden han vendte blikket væk fra hende. Jeg er bange for at jeg ikke er i stand til at holde min del af aftalen i øjeblikket. Jeg har ikke meget tid tilbage, før min tid render ud,” fortalte han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen, hvor hans smil måtte blive kækt efter et kort stykke tid. Han begyndte roligt at gå mod hende. ”Men fortæl mig Denjarna, hvad har du lavet i disse måneder, hm? Du selv er.. forandret,” svarede han sagte, som han valgte at cirkulere omkring hende, inden han stoppede op foran hende, hvor hans mine næsten måtte blive kynisk. ”Kan du overhovedet tillade at være vred?” spurgte han i samme tone, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Da hun så spurgte ind til missionen, måtte han let hæve det ene øjenbryn. ”Det kan jeg ikke fortælle, ellers ville den jo ikke være hemmelig, vel? Men jeg kan fortælle at den tager min tid, og at jeg er nød til at gennemføre den før jeg kan være fri,” fortalte han sandfærdigt, som hans mine måtte blive hemmelighedsfuld igen.

[Deleted]

Hvad han havde gang i, havde Denjarna ingen ide om! Hans hemmelighedsfulde svar gav hende også bare mere at tænke over, for det gav ikke just mening i hendes hoved. Hvilket mørkt spil han spillede, anede hun ikke, og hun anede heller ikke, hvorfor han spillede det. Det behøvede han jo ikke. Ikke med hende. At han så også fik det til at lyde som om, at han arbejdede under en, hjalp heller ikke på sagen, da det helt føltes som om, at han måtte tale i gåder overfor hende. ”Hvorfor gør du det? Du behøver slet ikke spille noget, Derick.” At han så også måtte sige, at tingene havde ændret sig siden de sidst havde set hinanden, var skam noget hun godt kunne se. Han virkede ikke som sig selv, og hun måtte indrømme, at hun hadede den mand hun nu måtte stå overfor. Han virkede bestemt ikke som den mand, hun altid havde elsket, selvom han så ligeså flot ud, som han altid gjorde. Det hele måtte smerte hendes hjerte, hvor hendes hoved også bare syntes at være et virvar af rod. Hun kunne ikke finde hoved og hale i det hele, da hun stod overfor en mand, hun altid havde elsket, men samtidig var det en mand der havde såret hende flere gange, samt han ikke længere virkede som sig selv. Hun bed sig selv i den bløde underlæbe. ”Og ikke til det bedre, kan jeg se,” svarede hun skarpt igen. Han skulle nemlig vide, at hun på ingen måde bifaldt den side, han viste hende. Fingrene trykkede hun endnu mod sine arme, hvor hun for det meste prøvede at holde blikket fra ham, da det gjorde ondt på hende, at se på ham. Hvordan han bare kunne stå der, mens hun tydeligvis havde ondt, forstod hun ikke. Den gamle Derick ville aldrig have været ligeglad med hende, hvis han kunne se, at hun var ked af det. De kunne måske skændes, men han ville alligevel udvise medfølelse, hvis han virkelig sårede hende, som han altid havde villet trøste hende. Det lignede dog ikke, at han gik inde med sådanne følelser længere. Derfor forstod hun heller ikke, at han kunne sige, at det ikke havde været med hans gode vilje, at han havde forladt hende. ”Men det gjorde jeg! Men jeg kan næsten fornemme på det hele, at det er en ligegyldig diskussion at have,” sagde hun lettere køligt. Det var meget muligt, at han var blevet tvunget væk fra hende, men lige i øjeblikket lignede det, at han havde det fint med udfaldet, og det var kun det hun kunne tage højde for. Det var også det der på ny måtte knuse hendes hjerte, skønt hun i månederne efter hans forsvinden langsomt havde affundet sig med ideen om, at han var væk. Sjovt var det bare, at det tydeligvis ikke var i orden alligevel, når hun endelig stod overfor ham. Hun havde også altid haft en svaghed overfor ham, når hun endelig stod ansigt til ansigt med ham, og den svaghed måtte også komme frem nu, da hendes hjerte syntes at blive knust igen, skønt hun havde troet, at hun havde afklaret sig selv på den front. At han også sagde, at han ikke kunne bygge videre på et liv med hende, gjorde hende helt følelsesliv. ”Hvis det er sådan det skal være, så ser jeg slet ingen grund til, at vi taler sammen lige nu,” svarede hun følelsesløst, hvor hun tomt måtte vende blikket mod ham. Aldrig havde han afvist hende før, men det gjorde han nu. Hun var tydeligvis ikke ønsket længere. Vrede gled dog op i hende, så det kunne erstatte det følelsesløse, som han begyndte at cirkulere rundt om hende, som var han et rovdyr. ”Hvor vover du at tale sådan til mig! Du ønsker mig tydeligvis ikke længere, så du kan være komplet ligeglad med, hvad jeg går rundt og laver! Og jeg har al ret i verdenen til at råbe og skrige ad dig, hvis det er dig jeg ønsker!” hvislede hun køligt af ham, hvor hendes sølvgrå blik også måtte blive hårdt. ”Men fint, Derick! Drag du ud på din hemmelighedsfulde mission, hvis det er det der må bringe dig lykke!” råbte hun arrigt ad ham. Fremad begyndte hun at gå, hvor hun valgte at skubbe ham hårdt i brystet, som hun måtte skubbe ham en anelse til siden, da hun valgte at passere ham, så hun selv kunne gå videre mellem ruinerne.